Lappiske Eventyr og Folkesagn/Hacciš-ædne
(Fra Skjærvø.)
Der var engang to forældreløse Børn, en Gut og en Pige. De byggede sig et Hus langt ude i Ødemarken og levede der, saa godt de kunde. Saa hændte det, at Kongssønnen engang kom did. Da han fik se Pigen, blev ban saa forelsket i bende, at han ikke vilde reise igjen. Endelig kom der Bud fra Kongsgaarden, og saa maatte han da tilbage til sin Faders Slot. Men, da Aaret var omme, fødte Pigen et Barn. Da Kongssønnen fik dette at vide, saa sendte ban Bud, at baade Broder og Søster skulde komme til ham i Kongsgaarden. Men, for at komme til Kongsgaarden, maatte de reise tilsøs. Saa lagede da Gutten Baaden istand, og saa reiste de afsted. Da de bavde reist en Stund, kom Hacciš-ædne springende ned til Stranden, raabte efter dem og tiggede og bad dem om maatte faa følge med som Tjenestepige. Søsteren vilde ikke. „Hvorfor kan du ikke tage hende med dig som Tjenestepige?" mente Gutten, og endelig saa fik hun da Lov til at komme med i Baaden. Søsteren sad i Forenden, Broderen i Bagskotten, og Hacciš-ædne i Midten af Baaden. Saaledes kunde hun godt høre Alt, hvad Broder og Søster sagde til hverandre, medens de selv derimod ikke godt kunde høre hinanden. Da de havde Roet baade langt og leenge, begyndte de endelig at nærme sig til Kongsgaarden.
„Nu faar du tage paa de bedste Klæderne dine," sagde Gutten til Søsteren; „nu har vi ikke langt igjen til Kongsgaarden!"
,,Hvad er det, min Broder siger?" spurgte Søsteren.
„Hvad din Broder siger!" svarede Hacciš-ædne, „han siger, at du skal tage paa dig dine bedste Klæder og springe i Havet, saa bliver du til en Guldand!" Søsteren holdt op at ro og begyndte at klæde sig paa. Da de havde roet en Stund, siger Broderen igjen:
„Skynd dig nu, Søster, med at tage paa dig dine bedste Klæder; nu er vi ganske nær ved Kongsgaarden!"
„Hvad er det, min Broder siger?" spurgte Søsteren.
„Din Broder," svarede Haccišædne, „siger, at du skal tage dine bedste Klæder paa dig og springe i Havet, saa bliver du til en Guldand, og saa vil Kongssønnen synes endnu bedre om dig end før!"
Søsteren saa gjorde. Broderen vilde redde hende, men, før han kunde naa hende, forvandledes hun til en Guldand og svømmede sin Vei. Hacciš-ædne greb strax Barnet og lagde det til sit Bryst og begyndte at give det Die. Da de kom til Stranden, hvor Kongsgaarden laa, saa kom Folk ned for at tage imod dem og førte Hacciš-ædne og Barnet op i Eongsgaarden til Kongssønnen. Broderen turde Intet sige, men næste Dag tog han Barnet, bar det ned til Strandbredden og begyndte at raabe:
Oabbačam-aj, | Kjære Søster, |
Boađe gaddai! | Kom til Stranden! |
Mannat čierro, | Barnet græder, |
Gussat mækko, | Koen brøler, |
Boađe gaddai! | Kom til Stranden! |
Strax kom Guldanden svømmende lige ind til Stranden, og, da Gutten strakte Barnet hen til den, forvandledes den igjen til hans Søster, og hun tog Barnet og gav det Die. Da bun havde givet det at die, rakte hun det igjen til Broderen, men, da han i det Samme vilde gribe fat i Søsteren, forvandledes hun igjen til en And og svømmede ud paa Havet. Saa gik Gutten op igjen med Barnet og tænkte paa Veien over, hvorledes han skulde bære sig ad med at faa sin Søster igjen. Han vidste da ikke noget Bedre, end at gaa til Gieddegæš-galggo for at spørge hende om Raad. Hun gav ham det Raad, at ban skulde gjøre sig en slig Klædning, at to Mand kunde tage den paa sig og dog se ud, som om det bare var en Mand. Saa skulde de igjen gaa til Stranden med Barnet og raabe: „Kjære Søster, kom til Stranden, Barnet græder, Koen brøler, kom til Stranden!" Gutten gjorde, som Gieddegæš-galggo raadede ham. Da Søsteren gav Barnet tilbage til Broderen, greb den anden Mand, som hun ikke havde seet, hende om Livet og holdt hende fast. Men nær havde hun sluppet løs igjen. Hun forvandledes imellem Hænderne paa ham snart til en liden Orm, snart til en Myg, snart til et Stykke Tang, snart til en Padde; men han slap ikke Tag, han holdt fast i, hvad det end var, han havde mellem Hænderne, og endelig blev hun til Menneske igjen. Saa vilde de have hende med sig op til Kongsgaarden, men did vilde hun ikke gaa, hvormeget de end Søgte at overtale hende, førend Hacciš-ædne var brændt og alle Spor efter hende aftvættede med Svovl, Ild og Vand. Saa lavede Kongssønnen istand en stor, dyb Grav og fyldte den med Tjære og tændte Ild paa den. Derpaa indbød han Hacciš-sedne til at spadsere med hen for at se paa Ilden. Saa gik de derhen. Medens de spadserede omkring den, listede Kongssønnen sig til at komme bag om Hacciš-ædne og puffede hende udi Tjæregraven. Der brændte hun op. Saa gik Kongssønnen tilbage igjen, tog sin første Kjæreste til Hustru og holdt Bryllup; og saa reiste jeg derfra, og ved ikke Noget om, hvordan det senere er gaaet.