Åpne hovedmenyen
Alb. Cammermeyers Forlag (s. 27-32).

8. Pigen fra Havet.
(Fra Lebesby.)


En Bondemand havde en Søn. Saa reiste Sønnen ud paa Vandring og kom en Dag til en Bugt af Havet, hvor Stranden bestod af den fineste Sand, og hvor Vandet var ganske klart, langt ud over Sandbunden. Gutten satte sig i Skovkanten og tog frem Nisten sin. Ret som det var, kom der tre unge Piger op paa Strandbredden, og han kunde ikke skjønne Andet, end at de kom lige op fra Havet. Pigerne gik op paa Grønsværet og tog sine Klæder af sig. To af dem lagde sine Klæder paa samme Plads, men den tredie lagde sine lidt afsides, for sig selv. Da de havde taget Klæderne af sig, gik de igjen ud i Søen for at bade sig. De vadede hid, og de vadede did, legede og spasede, pladskede og sloge med Hænderne i Vandet. Da de havde leget og badet sig, gik de igjen op paa Stranden og tog sine Klæder paa sig.


Saa gik de ned til Havbredden igjen og forsvandt lige saa pludseligt, som de kom. Da de vare forsvundne, gik ogsaa Gutten sin Vei, men næste Dag kom han igjen for at se, om Pigerne vilde komme nok en Gang. Da han kom hen til Sandbugten, satte han sig paa et sligt Sted, at han derfra godt kunde se Pigerne ganske nær ved, uden at de kunde se ham Han havde ikke siddet længe, før han saa de tre Piger igjen komme op fra Havet. De gik op paa Strandbredden og tog sine Klæder af sig, og, ligesom første Gang, var der ogsaa nu en af dem, som lagde sine Klæder noget afsides. Saa gik de ud i Søen igjen og badede sig. Da de havde badet sig, gik de op og tog Klæderne paa sig og forsvandt igjen i Havet, hvorfra de vare komne. Gutten gik ogsaa sin Vei. Men tredie Dag kom han igjen og tænkte ved sig selv, at, dersom han endnu en Gang fik se de samme Piger, saa skulde han skjule de Klæder, som den ene lagde afsides. Saa gik han hen igjen til Pladsen, hvorfra han før havde iagttaget dem. Efter en Stunds Forløb kom de ogsaa ganske rigtigt alle tre og gjorde som før. De gik op paa Stranden, tog Klæderne af sig, og en af dem lagde sine afsides. Derpaa gik de i Søen ogba- dede sig. Medens de nu holdt paa at lege og bade sig, sneg Gutten sig hen for at se paa Klæderne. Han saa da, at de Klæder, som den ene lagde afsides, vare langt vakrere end de andre, og disse tog han da med sig og skjulte dem. Da Pigerne vare færdige med Badningen, kom de igjen op paa Stranden, og de to fandt sine Klæder, som de havde lagt paa samme Sted. De iførte sig disse og forsvandt i Havet igjen, men den tredie fandt ingen Klæder. Fortvivlet herover, løb hun hid og did og raabte: „Er du en Mand, du, som har taget mine Klæder, saa lover jeg at skaffe dig den til Kjæreste, som du aller helst vil have!“

„Er du en Pige, du, som har skjult mine Klæder, saa lover jeg at skaffe dig den til Brudgom, som du aller heist vil have!“

Saa raabte Gutten:

„Du faar ikke Klæderne dine, førend du selv lover at blive min Hustru!“

Pigen græd og jamrede sig og svarede Gutten, at det ikke gik an:

„Jeg kan ikke leve her, hvor jeg ikke er født til Verden, og du kan ikke leve der, hvorfra jeg er kommen!“

Men Gutten mente, at det nok kunde gaa an, og saa talte han saa længe med hende og bad hende saa vakkert, at hun tilsidst maatte give efter og love at blive hans Hustru, men det var baade med Sorg og Graad, at hun gav sit Samtykke. Da de vare blevne enige, reiste Gutten tilbage til sine Forældre med Pigen og lod hende døbe og give et kristent Navn. Saa giftede de sig for Præsten og levede nogle Aar sammen og fik en Søn. Da Gutten var bleven saa gammel, at han kunde gaa, fulgte han en Dag med sin Fader hen i et Udhus. I Udhuset stod der en Kiste, hvori der laa Noget, som Faderen havde Brug for. Men først tog han op nogle Klæder, som laa ovenpaa, og lagde dem tilside. Gutten, som stod der og saa paa, syntes, at det var rare og vakre Klæder, og spurgte Faderen, hvem der eiede dem. Faderen gav ikke Gutten noget Svar herpaa, men lagde Klæderne paa sin Plads igjen. Dagen efter drog Manden ud i Marken. Medens Moderen og Gutten vare alene hjemme, fortalte Gutten, at han havde seet Noget, som var saa vakkert, og som saa ud som klædesplag, da han var med Far sin henne i Udhuset. Moderen tog strax Gutten med sig derhen og bad ham syne hende, hvor det Rare laa. Da bun aabnede Kisten, saa hun strax, at det netop var de Klæder, som hun havde havt paa, da hun kom fra Havet. Saa tog hun dem, og da hun kom ind i Stuen igjen, klædte hun sig om, og gik tilhavs og drog did, hvorfra hun var kommen. Da Manden kom bjem og ikke saa sin Kone nogetsteds, spurgte han Gutten:

„Hvor er Mor din henne?“

„Mor,“ sagde Gutten, „Mor er gaaet tilhavs!“

Da skjønte Manden, at hun maatte have fundet sine Havfru-Klæder, som han havde gjemt i Kisten, og at hun var reist did, hvorfra hun var kommen. Manden blev bedrøvet og vidste ikke, hvad han skulde gjøre. Endelig saa gik han til Gieddegæš-galggo og fortalte hende, hvad der var skeet.

„Har du Børn?“ spurgte Gieddegæš-galggo.

„Ja,“ svarede Manden, „et eneste!“

„Saa vær ikke bedrøvet længer," svarede Gieddegæš-galggo; „hun kommer nok tilbage igjen. Tre Gange indfinder hun sig igjen i dit Hus. Men, naar hun har været der tre Gange og gaar igjen, saa kommer hun aldrig mere tilbage. Inat kommer bun første Gang. Naar du bar lagt dig i Sengen og hører hende komme, saa maa du ikke røre dig, men anstille dig, som om du sov. Hun sætter sig da ned hos Gutten og klapper og kjæler for ham en Stund. Næste Nat kommer hun igjen og gjør ligedan. Naar det lider ud paa Kvelden tredie Nat, saa lag dig istand et Skjul i Krogen ved Døren. Sengen skal du rede saaledes, at det ser ud, som om du laa og sov der. Men selv gaar du hen og sætter dig i Skjul bagom Døren. Naar hun tredie Gang kommer, dvæler hun længst, og, idet hun saa vil gaa sin Vei igjen, skal du gribe hende om Livet og holde hende fast med alle de Kræfter, du har, og tale kjærligt til hende og forsøge at overtale hende. Naar hun saa giver efter og ikke længer forsøger paa at rive sig løs, saa før hende hen til Sengen og læg Eder sammen. Men strax søvnen er kommen over hende, maa du staa sagte op og gaa ud og se til at finde det Klædebon, som hun havde over sig, da hun kom fra Havet. Det ligger bag Husvæggen. Det bringer du til mig; jeg skal gjemme det, saa det aldrig mere skal sees af noget Menneskes Øie her paa Jorden“. Altsammen gik det saaledes, som Gieddegæš-galggo havde sagt. Da Moderen havde været to Gange hos sit Barn, og det lakkede ud paa Aftenen den tredie Dag, gjorde Manden, som Gieddegæš-galggo havde befalet. Lampen holdt endnu paa at brænde, da hørte han Noget komme; det aabnede sagte Døren og kom ind, og han gjenkjendte sin Kone. Hun gik langsomt hen over Gulvet til det Sted, hvor Gutten laa og sov. Der satte hun sig ned og begyndte at kjæle og klappe Gutten. Da hun saa var færdig hermed og vilde gaa igjen og var kommen midt paa Gulvet, greb Manden hende og holdt hende fast og talte kjærligt til hende med alle de overtalende Ord, han vidste, indtil hun omsider blev rolig og ikke længer forsøgte paa at rive sig løs. Saa førte han hende hen til Sengen og de lagde sig samnen. Hustruen faldt strax i en tung Søvn, og Manden lod hende ligge, gik ud og søgte og fandt det Klædebon, som hun havde lagt fra sig udenfor. Det tog han og bragte hen til Gieddegæš-galggo, som sagde: „Dette Klædebon skal jeg gjemme, saaledes at intet Menneske-Øie mere skal se det.“ Saa gik Manden tilbage og lagde sig ved sin Hustrus Side, og fra den Tid levede de lykkeligt alle sine Dage. Alt lykkedes for dem, og deres Skyldfolk i Havet bragte dem Alt, hvad de behøvede og ønskede, op fra Havsens Bund.