Åpne hovedmenyen
Alb. Cammermeyers Forlag (s. 23-27).

7. Ulta-Pigen.


Der var engang to Gutter, som friede til samme Pige. Da Vaaren kom, drog baade Pigen og Gutterne sammen med en Del andre Folk ud til en Ø, langt ude ved Havkanten, for at drive Fiskeri. Paa Øen var der nemlig bygget op Fiskerhytter, og Stedet havde fra gamel Tid af Ord for at være en udmærket Fiskeplads. Der opboldt de sig nu lige til Høsten. Pigen og begge Gutterne boede i samme Stue og fiskede i samme Baad. Efterhaanden begyndte den ene af Gutterne at mærke, at Pigen brød sig mindre om ham end om hans Kammerat. Herover blev han misundelig og lagde Raad op med sig selv om, hvorledes han skulde faa ryddet sin Medbeiler af Veien. Da de nu skulde reise, lagede han det saa, at han, Pigen og hans Kammerat vare de sidste, som forlod Fiskepladsen. Da saa de ogsaa havde bragt alle sine Sager ned i Baaden og stode nede ved Stranden, færdige til at ro afsted, siger Gutten, som Pigen ikke brød sig om, til sin Kammerat: „Aa, jeg har glemt Kniven min igjen oppe i Stuen, spring op og hent den for mig, saa er du snil!“ Han saa gjorde, uden at ane noget Foræderi, men han var ikke

kommen langt, førend Kammeraten stødte Baaden fra Land og roede afsted med Pigen. Saa stod han da der igjen ganske alene og havde intet Andet at bjerge sig med end Kniven, som Kammeraten havde ladet ligge igjen. Han gjorde sig en Bue, og med den skjød han Strandfugle, som han stegte paa Ilden. Paa det Vis levede han til henimod Jul. Juleaften drog ban sammen en bel Del Ved og lagde den op i en stor Stabel, strax udenfor Døren, for at slippe for at hente Ved i selve Juledagene. Ud paa Aftenen, da han var færdig med Vedstellet, sa udenfor Døren en Stund og saa længselsfuldt over til Fastlandet. Pludselig faar han Øie paa en Baad, som kommer roende ud imod Øen. Glad blev Gutten, da han saa, at der kom Folk. Men, da Baaden kom nær­mere, syntes han rigtignok, at den saa lidt rar ud, og, da den naaede Land og Folkene gik op paa Stranden, opdagede han snart, at det nok ikke var „Albma­olbmuk,“ Folk af denne Verden eller rigtige Folk, men Ulta-Folk. Han krøb derfor bag Vedstabelen og lagde sig i Skjul, saaledes at ban useet kunde iagttage dem. Saa gik de i Land allesammen. Et stort Følge var det, og iblandt Kvindfolkene var der to unge Piger, som baade vare vakre og vakkert klædte. Hver af disse bar en Nistebomme i Haanden, da de gik opover mod Stuen. Da de vel vare færdige med at bære alt sit Tøi op i Stuen, kom begge Pigerne ud igjen for at se sig om, og, ret som det var, fik de Øie paa Gutten, som laa bag Vedstabelen. Først blev de lidt bange og vare nær paa at løbe sin Vei, men, da Gutten laa stille, kom de nærmere, begyndte at fnise og le og gjøre Løier med ham. Gutten bavde en Knappe­naal i det ene Trøieærme. Idet de nu sprang omkring om og af og til nappede i ham, passede ban engang sit Snit og stak den ene i Haanden, saa bun begyndte at bløde. Hun til at skrige og jamre sig herover. De, somm vare inde, kom farende ud for at se, hvad der var paa Færde, og, da de saa Gutten, styrtede de ind igjen. Hver tog i Huj og Hast, hvad han kunde faa fat i af det, som de bavde med sig, og dermed for de afsted. Væk var i et Øieblik Altsammen, baade Folkk, Tøi og Baad; kun et Nøgleknippe laa igjen inde paa Bordet. Men Pigen, som Gutten havde stukket tilblods, stod der alene igjen; bun var magtstjaalen og kunde ingen Vei komme.

„Nu faar du tage mig til Hustru,“ sagde Pigen, „siden du har stukket mig tilblods!“

„Aa ja, hvorfor ikke,“ svarede Gutten, “det skal jeg gjerne gjøre, men hvorledes tror du, vi skulle kunne leve her paa Øen Vinteren over?“

„Dermed har det ingen Nød,“ mente Pigen, „naar du bare vil love at tage mig til Hustru; du faar rige Skyldfolk!“

Gutten lovede det, og saa levede de da sammen paa Øen til Vaaren, da der atter kom Folk ud, med hvem de slap over til Fastlandet.

„Hvor skal vi nu flytte hen?“ spurgte Pigen Gutten. „Det ved ikke jeg,“ sagde Gutten, „men hvad mener du om det?“ Pigen mente, at hun skulde have mest Lyst til at bosætte sig paa et Sted, hvor hendes Foraeldre boede, „om du saa vil,“ lagde hun til. „Hvorfor ikke!“ sva­rede Gutten, og saa reiste de derhen og søgte sig ud en bekvem Boplads.

„Nu faar du selv maale ud Pladsen til Huset,“ sagde Konen hans, „du kan gjøre den stor eller liden, som du selv vil!“ Gutten maalte.

Da de om Aftenen lagde sig, sagde Pigen: „Dersom du i Nat skulde h0re Noget, medens vi ligge og sove, saa maa du ikke staa op, heller ikke maa du se efter, hvad det er!“

Om Natten hørte han, hvorledes det murede, tømrede, huggede og hamrede, men han rørte sig ikke. Om Morgenen, da han og Konen stode op og saa sig om, saa stod Huset der fuldt færdigt i alle Dele, baade med Tag og med Tun, med Traak og med Tærskel.

„Nu faar du maale ud Plads til Fjøset,“ sagde Konen næste Dag, „men gjør ikke den Pladsen altfor stor, heller ikke for liden!“ Gutten maalte. Om Natten hørte han igjen, at det tømrede, huggede og hamrede. Om Morgenen stod Fjøset der fuldt færdigt, med Baas og med Bøtter og Klaver, men Kjør var der ikke. Nu bad hun ham at maale ud Stabursplads, og den kunde han gjøre saa stor, han selv vilde. Da ogsaa Staburet var færdigt, opfordrede hun ham til at reise hen til hendes Forældre. Did reiste de da og blev der, saa- Isenge de havde Lyst. Men, da de skulde reise igjen, sagde Konen hans: „Naar vi har sagt Farvel og skal gaa, saa pas dig og faa Benene med dig over Dørtærskelen, saa fort du kan!“ Gutten saa gjorde, og netop i det Samme, han steg over Tærskelen, kastede Pigens Fader en stor Hammer efter ham. Havde han ikke været saa rap, som han var, men standset bare et lidet Øieblik, saa havde Far hendes slaaet begge Benene af ham. Da de vare komne et Stykke paa Vei hjemover, sagde Pigen:

„Nu maa du ikke se dig tilbage, i hvad du end hører eller fornemmer, førend du er kommen i Hus!“ Gutten lovede det, men da han var kommen lige til Husdøren, kunde han ikke bare sig længer, men vendte sig om. Netop Halvparten af en stor Buskap, som Svigerforseldrene havde sendt efter dem, var kommen indenfor Gjærdet, den anden Halvpart stod udenfor, og væk vare alle, som stode udenfor, i samme Øieblik. Saa giftede de sig for Præsten og fik Børn og levede lykkeligt og vel. Det Eneste, som Manden ikke syntes om, var, at Konen undertiden forsvandt, uden at det Tar ham muligt at skjønne, hvor hun blev af. En Dag beklagede han sig herover.

„Kjære Husbond,“ sagde Konen, som holdt af Manden sin, „dersom du ikke synes om, at jeg somme Tider er borte, saa slaa bare en Spiger i Dørtærskelen, saa slipper jeg hverken ud eller ind, medmindre du vil!“