Åpne hovedmenyen
Alb. Cammermeyers Forlag (s. 73-75).
III.
Stallo.

Et noget mere menneskeligt Væsen end Jetanas, var Lappernes Stallo, som dog ogsaa gjerne aad Menneskekjød og var meget farlig at komme ud for. Han beskrives forøvrigt som en stor, stærk og velbevæbnet Mand, som man undertiden stødte paa i Ødemarker og især i store, øde Skove. I Almindelighed var han iført en vid Kufte, med et Sølvbælte om Livet, i hvilket hang en Kniv med Sølvskaft. En hel Del andre Sølvzirater havde han i Regelen ogsaa hængende paa sig, ligesom en stor Pung, fuld af Sølvpenge. Han var altid ledsaget af en Hund, som troligt passede paa, at Ingen overfaldt bam, naar han sov. Men skjønt Stallo var større, stærkere og bedre bevæbnet end de smaa Lapper, lod ban sig dog ofte, paa Grund af sin Dumhed eller Godtroenbed eller Klodsethed, narre af disse, naar nogen af dem tilfældigvis kom i hans Vold. Især var han udsat for at blive narret af de saakaldte Gudnaviručak, Askegravere, smaa Drengebyttinger, svarende til Skandinavernes Askeladder, der i sit Hjem tilbragte den meste Tid med at sidde i Peisen og rode i Asken eller med at spekulere paa at gjøre alle Slags Skjælmsstykker og Løier.

Undertiden hændte det, at en eller anden Lap, der var bekjendt for sin Styrke, udfordrede Stallo til Tvekamp, eller ogsaa selv blev udfordret af en Stallo. I sidste Tilfælde kunde det aldrig nytte at undslaa sig; thi man blev da uden Ophør forfulgt af Stallo og til Slutning myrdet af ham. Før Kampen begyndte, aabenbarede de Kjæmpende for hinanden, hvor deres Skat laa skjult, og den Seirende beholdt alt den Faldnes Gods. Saadant Sølv, der var erhvervet i Kamp med Stallo, kaldtes Stallo-silba. L. Læstadius fortæller, „at der endnu findes adskilligt af dette Stallo-Sølv hos enkelte Lappefamilier, hos hvem det er gaaet i Arv fra Fader til Søn. Det bestod især i Knapper eller Spænder og Søljer, som Lapperne fæste til sine Bælter. Men Formen paa disse Sølvpjeser var ganske anderledes end Formen paa de Sølvzirater, som nu bruges og tidligere have været brugte af Lapperne.“ I Striden var den den Seirende, som fik den Anden under sig, og havde da Ret til at dræbe den Underliggende. Dette udførtes, for Stallos Vedkommende, i Regelen med hans egen Sølvskaftede Kniv, Sværd eller Øxe; thi andet Vaaben bed ikke gjerne paa ham. Hans Hund maatte man ogsaa passe paa at dræbe; thi fik denne slikke sin Herres Blod, levnede han op igjen. Blev Stallo Seirherre, var han ikke forpligtet til at begrave Lappen. Han kunde enten lade ham ligge eller kaste ham i Vandet. Stallo betingede sig derimod altid, at Lappen skulde begrave ham ordentligt, i Tilfælde af at ban blev overvunden. Den, der havde overvundet en Stallo, fik aldrig Fred, førend han havde overvundet bans to Brødre, eller i det Hele taget tre Stalloer. Men blev alle Tre overvundne, havde han siden aldrig Noget at frygte af Stallo, paa samme Tid som han i disse Kampe naturligvis ogsaa havde erhvervet sig umaadelige Skatte.

Lapperne kunne nævne flere Steder, hvor Tvekampe have staaet, og hvor Stalloer skulle være begravede. Sagnet fortæller ogsaa, at de Menneskeben, man har fundet paa slige Steder, skulle have været dobbelt saa store som Lappernes. Forholdet til Stallo var dog ikke altid fiendtligt. Det kunde hænde, at en af Lap­pens Sønner indgik Ægteskab med en af Stallos Døtre, eller omvedt. Læstadius fortæller, „at der for ikke lang Tid siden i Jukkasjärvi levede en gammel Lap­pekvinde, som regnede sine Aner fra Stallo i 24 Led. Regner man 3 Led paa hvert Aarhundrede, saa skulde den Stallo, fra hvem Lappekjærringen troede sig at ned­stamme, altsaa have levet omkring Aar 1000 efter Kri­stus“. Saavel heraf, som af Mangt og Meget i de efter­følgende Fortællinger vil Læseren let skjønne, at disse Stalloer oprindelig ikke have været andet, end gamle Vikinger eller Røvere af norsk eller svensk Herkomst, der have flakket omkring i Finmarken og svensk Lap­marken for at eve af at plyndre iblandt Lapperne. Stallo betyder formodentlig heller ikke Andet end „Staal­manden“, eller den i Jern Klædte, (lap. stalle, Staal). I Lappernes Sagn om Stallo forekommer nemlig Udtrykket ruovdegakte, ɔ: Jernkufte, som Stallo bar paa sig. Man har saaledes tydeligt nok for sig en af de gamle Ber­særker med sin Jernsærk eller Brynje. Ogsaa den ædle Helteskik havde Stallo, at, naar han engang var slaaet til Marken af en Lappekjæmpe, saa reiste han sig ikke op igjen, men laa stille, medens Lappen hentede Kniv eller Øke for at gjøre det af med ham. Alt dette, si­ger L. Læstadius, tyder hen paa gamle Vikingedata, saaledes som det hedder om Atle i Frithjofs Saga:

Det skall ej hinder bringa,
sad Atle, stolt i håg.
Gå du og tag din klinga,
jag ligger som jag låg.