Wikikilden

Literatur (Historisk Tidsskrift 1910)

Ivar Kleiven. I gamle Daagaa. Forteljingo og Bygda-Minne fraa Vaagaa. Kristiania. Forlagt af H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard). 1908. 431 + XI Pag. 8vo.

Her er en eiendommelig Bog.

Den historiske Forening har i de senere Aar ogsaa taget Lokalhistorien med inden Rammen af alt det, som den vil søge at fremme, og da hører Ivar Kleivens Virksomhed, som den nu sidst træder frem i denne Samling af Bygdeminder fra Vaage i Gudbrandsdalen, til det, hvorpaa der i Foreningens Skrifter bør ofres nogle Ord for at vise, hvormeget han har skjænket.

Hvad der skal bydes, er anlagt efter en stor Plan.

Det Bind, som nu foreligger, er kun den første Del af et større Verk, af hvilket Forfatteren har bebudet endnu to senere Bind. Iaar giver han en Samling, hvis Indhold tildels kan henføres til folk-lore, men tildels ogsaa er den rene Historie; senere, formodentlig til næste Aar, kommer der en Beskrivelse af Vaagebygden og dens Folk, som det har været nedigjennem Tiderne, og saa kommer den sidste Del af »I gamle Daagaa«, som skal give de enkelte Gaardes Historie saa langt tilbage, som den overhovedet kan skaffes. Det hele udkommer paa Vaagemaal, i den Form, hvori det ved Aar 1830 blev talt i Lalmsgrenden, den Del af Bygden, hvor Forfatteren hører hjemme.

Dette Program er meget lovende.

Dette er meget lokkende for alle, som elsker vort Folks gamle Minder, og vi samler os alle i Ønsket om, at det første Bind i dets ægte, usminkede Form vil finde en saadan Afsætning, at Forfatter og Forlægger deri vil have Opfordring til at fortsætte og endnu dertil skjænke os de to paafølgende Bind. Vaage vil da kunne prise sig lykkeligt ved at have faaet en saa righoldig »Beskrivelse«.

For den, som kjender Vaage, er det en ren Nydelse at blade i det foreliggende Bind. Der er mellem Sagnene gamle Kjendinger, men ogsaa meget, som neppe tidligere har været trykt. Ivar Kleiven har optegnet de gamle Minder, som lever paa Folkets Mund, med megen Omhyggelighed, og han har gjenfortalt dem klart og greit. Dog naar han ikke som Sagn- og Eventyrfortæller op i Høide med Asbjørnsen. Et Stykke som det om Jutulen og Johannes Blessom er bedre fortalt, mere levende gjengivet af Christianiamanden P. Chr. Asbjørnsen i Literatursprogets bøielige Form end i Vaageværen, Ivar Kleivens Vaagemaal. Det viser sig, hvor dristigt det er at fortælle om Blessomen efter Asbjørnsen.

Hvor ikke saadanne Forbilleder tvinger sig paa til Sammenligning, gjør Forfatterens fortællende Evne sig ulige mere gjældende. Det er et lunt Præg over det, han bar at meddele, og vi læser ham med virkelig Glæde. De gamle Sagn om Dale-Gudbrand og om Skottertoget er det værd at læse om igjen, tildels med Tillæg, som ikke før er kjendt. Paa flere Steder vil der findes Oplysninger om de virkelige Begivenheder og Personer, som ligger bagenom Sagnene; det er Retsprotokoller og Dokumenter, som giver Materialet til denne Belysning, og Ivar Kleiven godtgjør her, at han kan kaldes en omhyggelig og grundig Gransker i vore Arkiver. Virkeligheden lever bagenom og mellem Sagnene, og her træder saa frem et helt Galeri af interessante Personligheder fra Vaage.

En af dem er Digteren Edvard Storm, Vaages trofaste Søn og Sinklarvisens Digter; han kommer først i Rækken. Siden følger Vaages Kunstnere, tildels med fototypiske Gjengivelser af deres kunstneriske eller tekniske Arbeider, – et vigtigt Bidrag for Kjendskaben til den store gudbrandsdalske Bygds kunstindustrielle Forhold.

Af størst historisk Interesse er Bogens første og sidste Afsnit, om de gamle Ætter, som har levet og fremdeles lever paa Vaage. Stort mere skal der neppe kunne samles om disse, og fornemmelig er der om deres yngre Led givet en Række af Oplysninger, som tilstrækkelig belyser Spørgsmaalet om, hvordan deres hele Stilling har været inden det Samfund, hvori de levede – det gudbrandsdalske Bondesamfund, som hvis Førere det er berettiget at regne dem. Om de yngre Leds Tilknytning til de ældre, de middelalderske, kan det dog ikke siges, at her er fremdraget nyt Materiale. Det bliver i den Henseende væsentlig, hvad vi har vidst fra før, at der mindst fra det 12te Aarhundrede og til denne Dag har været Eiere af visse Storgaarde, som har tilhørt fremstaaende, stærkt udprægede Ætter, mellem hvilke der har været indbyrdes Slægtsforbindelse. Men om denne har været agnatisk eller kognatisk, lader sig ikke i alle Tilfælde paavise. Det er dog ikke netop dette, som her kan samle Hovedinteressen om sig. Den knytter sig til Ætternes Bestaaen gjennem Tiderne.

Gjennem andre Undersøgelser, jeg i denne Tid selv har anstillet med det samme arkivaliske Stof, har jeg kunnet overbevise mig om, at Ivar Kleiven arbeider med Omhu, og at han benytter Kilderne med megen Skjønsomhed.

Y. N.


Acta Pontificum Danica, II–III Bind, udg. af Alfr. Krarup og Johs. Lindbæk. Kbhvn. 1907–1908.

I nærværende Tidsskrifts 4. R, IIT, S. 893–396, er gjort udførligere Rede for dette fortrinlige Samlerverks Tilblivelse og Anlæg og for dets store Betydning ikke alene for Danmarks, men for hele Nordens og den middelalderlige Kirkes Historie. Det første Bind var udgivet af L. Moltesen, som ogsaa ved sin interessante Bog om Danmarks Forhold til Avignon-Paverne har erhvervet Fortjenester af den Tids Kirkehistorie. Som det vil sees, er Fortsættelsen gaaet over i andre Hænder; men begge de nye Udgivere have selv deltaget i Afskrivningen af de Documenter i det Vaticanske Archiv, som her offentliggjøres, og er derved i særlig Grad blevne skikkede for Arbeidet. Udgivelsen, der i 3die Bind er ført ned til 1471 (til Pave Paulus II’s Død), skeer med overordentlig Nøiagtighed, idet der ikke alene læses den omhyggeligste Correctur hjemme, men ogsaa en Videnskabsmand i selve Rom confererer med de originale Regester, ligesom ogsaa Nordens første Kjender af Middelalderens Latinitet, Prof. Gertz, yder Bistand som Consulent.

L. D.


Karl Haff: Die dänischen Gemeinderechte. I. Teil: Almende und Markgenossenschaft. II. Teil: Die Feldgemeinschaft. Leipzig 1909 (Deichert).

Paa denne grundigt indgaaende og samtidig stærkt sammentrængte Fremstilling af de danske Agrarfællesskabers Oprindelse og Retshistorie maa jeg faa Lov til at henlede ogsaa norske Historikeres Opmærksomhed. I nyeste Tid er jo Erkjendelsen af, at der ogsaa paa tidlige Trin af norsk Landmandsliv, navnlig vestenfjelds, har hersket et udbredt, efter Forholdene afpasset Landsbysystem, bleven noksaa rodfæstet blandt vore Retshistorikere, og det her anmeldte Arbeide over de med vore ældste hidhørende Tilstande saa nær beslægtede danske vil derfor til fornøden Jævnførelse kunne anvendes med meget Udbytte. Dertil kommer, at Forfatterens Undersøgelser, omend særlig gjældende Danmark, dog ifølge Spørgsmaalenes Natur idelig griber over ogsaa paa svenske, norske og islandske Kildeomraader og leilighedsvis tillige søger direkte at belyse disse. Jeg bør imidlertid udtrykkelig bemærke, at Fremstillingen forsaavidt selvfølgelig bærer Spor af, at Forfatterens Materiale er indsamlet med hans egentlige Emne for Øie, og at han derved er kommen til mere end for Behandlingens skandinaviske Alsidighed strengt ønskeligt at skyde tilside de nordligere og ikke mindst de norske Bidrag til Spørgsmaalenes Løsning. Saaledes burde i mine Øine under Redegjørelsen for Opfatningerne af Herredets Opgaver og Væsen P. A. Munch’s og Taranger’s vigtige Indlæg i Diskussionen ikke forblevet uanførte. Ligeledes er ved Omtalen af de norske Almenningsforhold (S. 59) Aubert’s og Brandt’s grundlæggende Paavisninger forbigaaede. Med Hensyn til en Indvending, som Haff S. 156–57 gjør ligeoverfor min Forstaaelse af det bekjendte Retsordsprog i Gul. Kap. 84, at paa Sætrene skal »Horn møde Horn og Hov møde Hov« (Gloss. til N. g. L. s. v. horn), være det mig derhos tilladt at fremhæve, at Betegnelsen »smale« i Kap. 84 øiensynlig staar i samme Anvendelse som i Kap. 82, hvor Storfæet udtrykkelig regnes ind derunder. Stedets Hensigt er overhovedet ikke, som Forfatteren ud fra danske (og svenske) Forudsætninger tænker sig, at fastsætte en kvantitativ bestemt, lige Ret for Brugerne til Udnyttelse af Fjeldbeiterne, men tværtimod at udtale, at de alle har lige Adgang til at holde saameget Kvæg paa sine egne Sætre, som enhver vil. Sagen var nemlig, at ligeoverfor de meget rundelige Fjeldbeitestrækninger, man i Norge havde at byde paa, var det fuldt tilstrækkeligt til Undgaaelse af Misbrug at stole paa, at det under Datidens Landbrugsøkonomi ikke vel kunde falde nogen ind at holde stort flere Kjør og Heste paa Sommerbeite oppe i Fjeldet, end han kunde hjemmeføde om Vinteren eller for Unghestenes Vedkommende regne paa at faa solgt. Lidt Overskridelse i saa Henseende kunde derimod hverken gjøre fra eller til.

Disse og lignende i Arbeidets Periferi eller rettere sagt udenfor denne liggende Punkter veier imidlertid intet mod den Fylde af Oplysninger, man paa overskueligste Maade og med gjennemført kritisk Sigtning erholder over den danske Udvikling. En norsk Læser lægger tværtimod Bogen fra sig med det uvilkaarlige Ønske, at Dr. Haff kunde finde Tid og Lyst til ogsaa at tage Norges tilsvarende, men dog samtidig interessant afvigende Agrarforhold under ligesaa ind gaaende Behandling. Han vilde i Tilfælde visselig hos norske Fagfæller kunne forvente al mulig Imødekommenhed.

E. H–g.


Nina Ellinger Bang: Tabeller over Skibsfart og Varetransport gjennem Øresund 1497–1660. I. Del: Tabeller over Skibsfarten. København 1906 (Gyldendal).

Saa tørt schematiske disse Tabeller efter sin Natur er, indeholder de for Økonomihistorikeren høist værdifulde eller, nøiagtigere udtrykt, uvurderlig dyrebare Oplysninger. Det er ingenlunde fra den omhyggelige Bearbeiderskes og Udgiverindes Side taget for stærkt i, naar hun i Fortalen siger, at de danske Regnskaber over Øresundstolden er en historisk Kilde af saa sjelden Art, »at neppe noget andet Land eier dens Lige«, idet den »tegner et tro Speilbillede af Udviklingen paa denne for den europæiske Handel saa vigtige Færselsvei.« Bare en Oplysning, som den, at der af de i 1497 gjennem Øresund passerede 795 Fartøier var 567 nederlandske, mod 21 skotske, 202 tyske, 5 danske og ingen engelske, franske, norske eller svenske, giver jo et overraskende Indblik i den Havet beherskende Stilling, som Hollænderne allerede dengang var ifærd med, særlig paa de tyske Hansestæders Bekostning, at erhverve sig. Udviklingen gaar dog i den følgende Tid for sig i noget mindre ensidig Retning. Navnlig begynder strax i det næste Aarhundrede den engelske Skibsfart at tage sig op. Første Gang norske Fartøier opføres er for 1528; men tidligere haves rigtignok i det hele kun Opgaver for 1497 og 1508, medens først fra 1536 af længere Aarrækker slutter sig til hinanden, omend fremdeles med visse Afbrydelser. Dog gjælder det i 1528 endnu kun 2 norske Skibe ligesom 2 svenske og 8 danske. I 1547 noteres 8 norske, 27 svenske, 32 danske og holstenske, 19 skotske, 28 engelske, 4 franske[1], men 1105 nederlandske og 694 tyske. Derpaa følger for de skandinaviske Rigers vedkommende:

1574: 40 norske, 22 svenske, 257 danske og holstenske,
1577: 54 – 36 – 297 – - –
1587: 88 – 59 – 473 – - –
1597: 108 – 30 – 446 – - –
1602: 113 – 28 – 326 – - –
1606: 118 – 921 – 374 – - –
1618: 121 – 11 – 217 – - –
1624: 157 – 44 – 250 – - –
1635: 302 – 58 – 536 – - –
1642: 343 – 102 – 661 – - –

samt 125 skotske, 290 engelske, 4 franske, 2036 nederlandske og 556 tyske.

Sidstanførte Aar betegner imidlertid da ogsaa det for Norge gunstigste Forhold i hele Perioden. Krigsaarene bragte atter Tallet til at synke meget stærkt, og overhovedet er det at mærke, at Tabellernes Talangivelser den hele Tid og for samtlige Lande viser sig overmaade vexlende fra Aar til andet. Særlig gjør sig naturligvis i saa Henseende Krigstilstande og spændte politiske Forhold gjældende. Men i ethvert Fald er det unægtelig af Interesse at følge den her punkterede Stigningslinie, iden den paa en uventet tydelig Maade klarlægger det Opsving, den norske Skibsfart paany tog ud igjennem det 16de og 17de Aarhundrede efter i sidste Halvdel af det 15de at have ligget totalt nede. Forskjellige andre Talrækker, som for vort eget Land lader sig ud drage af dette betydningsfulde danske Tabelværk – deriblandt de ovenanførte Tals Fordeling paa ind- og udgaaende, lastede og ballastede Fartøier – maa det overlades vore Fagstatistikere at sammenstille, – jeg tillader mig overhovedet at lægge dem en saadan Studie paa Hjertet.

E. H–g.


Slægten Aall. Af Haagen Krog Steffens, Arkivar i Rigsarkivet. Christiania. Trykt i Centraltrykkeriet 1908. 544 Pag. 8vo.

Det er en smuk og berettiget Interesse for sin Slægt, som har bevæget et Medlem af Familien Aall til at lade skrive og udgive det mægtige Opus, som her foreligger. Det kunde blot ønskes, at ogsaa andre Slægter, som har traadt noget frem i Norges Historie, kunde eie Medlemmer, som havde Sans for sin Families Fortid og eiede Midlerne til at lade Beretningen derom udkomme. Den foreliggende Bog, med Dimensioner som en Bibel fra det 17de Aarhundrede, er udstyret paa en Maade, som altid vil gjøre den til et af Literaturens bibliografiske Mønsterværker. Intet kan for en Forfatter, ovenpaa al den Møie, som har været forbunden med Udarbeidelsen af et saa paginarigt Skrift, være mere behageligt end at se det offentliggjort med et Udstyr som dettes.

Familien Aall har i et Par Aarhundreder indtaget en smuk Plads i vort Land. Den kan fremvise en Række af Personligheder, som paa forskjellige Maader har været en Pryd for sine Omgivelser, og som har indlagt sig virkelige Fortjenester af det større Samfund. En Fremstilling af denne Slægts Historie har derfor sin fulde Berettigelse og vil have sit Værd, uafhængigt af den Interesse, som den kan frembyde for Familiens egne Medlemmer. Forsaavidt er det ogsaa paa sin Plads at medtage den i et historisk Tidsskrifts Literatur-Oversigt og Anmeldelser.

Det omfangsrige Skrift kommer ikke i Boghandelen. Det er alene uddelt ad privat Vei, rigtignok efter stor Maalestok. Men det vil forhaabentlig finde frem til alle større Bibliotheker og blive indlemmet i mange private Bogsamlinger, hvor det kan hævde sig som et kildemæssigt, stofrigt Bidrag til Fædrelandets Historie i de sidste Aar hundreder. Det skal da ogsaa noteres, at der i vort Land kun er faa Familier, der med den Pietet, som her træder frem, har holdt sammen og bevaret sine gamle Papirer. Vi faar ialfald glæde os over, at der er nogle Slægter, som har havt Sansen derfor, og som forstaar, hvilken Værd der er i en saadan nedarvet Besiddelse. Forfatteren meddeler en betydelig Del af det Brevmateriale, som han har havt til sin Raadighed. Forsaavidt dette vedkommer de Medlemmer af Slægten, som har deltaget i det offentlige Liv, da bringer det kun undtagelsesvis nyt af større Betydning. Meget deraf har nemlig tidligere været kjendt, og ikke alene benyttet, men tildels ogsaa trykt.

Statsraad Niels Aall var af disse den mest betydelige. Han var i Samtiden ikke helt erindret, som han burde. Hans Fortjenester af Fædrelandet i 1814 bliver imidlertid nu efterhaanden bedre forstaaet. Det var ikke de mest blendende. Men de er af de mest dybtgaaende. Revet ud af sin rolige borgerlige Stilling, kastedes han pludselig ind i det offentlige Liv. Hans Reise til England og hans paafølgende Deltagelse i Forhandlingerne paa Moss er derefter det, som giver ham Adkomst til at mindes med Taknemmelighed. Jacob Aall har havt lettere for at blive paaskjønnet efter Fortjeneste. Han har jo skjænket sine Landsmænd en Fremstilling af de skjæbnesvangre Begivenheder, hvori han havde Del som den samvittighedsfulde Iagttager. Ogsaa Jørgen Aall tog i de samme Dage sin Del af det grundlæggende Arbeide.

En ikke ringe Del af det nye Stof vedkommer den egentlige Slægtshistorie fra svundne Aarhundreder. Det handler om Familiens eget Liv. Her træffes værdifulde Ting. Vi kommer ved dem ind i Forhold, som ikke har været saa ganske lette at faa Rede paa, og heller ikke senere vil være det, uden netop gjennem fortsatte Offentliggjørelser af denne Art. Disse Familiebreve eier sin særegne Tiltrækning. Gjennem dem følger vi de unge Sønner af Tidens velstaaende Slægter, som de opdrages i Udlandet. Saadan fik den Generation af Nordmænd sin Udvikling og sin Dannelse, som var med i 1814. Saadanne Breve er kommet hjem i Hundredevis. Var de alle bevarede, saa vilde vi eie en rig Kilde til bedre Forstaaelse af vor egen Historie, med dens Forudsætninger.

Det skulde være en smuk Opgave for en yngre Historiker, at tage op Arbeidet for at skaffe en Samling af Breve, som reisende unge Nordmænd har sendt hjem under sine Udenlandsreiser, indtil omkring 1820. Naar disse blev gjengivne med Kyndighed og Omtanke, vilde de blive en interessant Læsning. Siden kunde det samme Stof danne Grundlaget for en almindelig Skildring af de Forhold i Tiderne, som derved vilde finde sin Belysning og Forklaring. I Kystbyernes lange Række, fra Fredrikshald til Bergen og ligesaa i Trondhjem, maa der endnu kunne opdrives adskillige Brevskaber af denne Art. Det gjælder kun om at være hurtig og gribe til, forinden det bliver for sent.

Til Norges økonomiske Forhold nedigjennem Tiderne findes der i denne Slægtsbog mange vigtige og interessante Bidrag. Flere vil visselig endnu kunne skaffes af de samme Familiepapirer. Af det, som er offentliggjort, kan særlig udhæves Brevene fra 1807 og udover. Da selve Slægtsbogen kun er beregnet paa en snevrere Kreds, turde det maaske fortjene at komme under Overveielse, om der ikke kunde foranstaltes en særlig Udgave af de Breve, som har historisk, politisk og økonomisk Interesse. Denne kunde da kanske ogsaa forøges med en Del andre Papirer. For Historikere er det en glædelig Overraskelse at træffe saa meget nyt Stof af denne Sort bevaret i privat Besiddelse her hjemme i Landet netop fra en Periode, da det næsten ansaaes som en Pligt at brænde alle efterladte Papirer.

Fra nyere Tid eier Slægten en Mand i den indflydelsesrige Stilling, som gjennem mange Aar indtoges af Amtmand Aall. Han ligger imidlertid vor Tid saa nær, at det ikke kan kræves, at der i en Bog som denne skal gjøres Forsøg paa at levere nogen mere indgaaende Biografi af ham. Men ogsaa han var typisk for de Slægter, mellem hvilke han havde sin Gjerning. Om ham er man imidlertid væsentlig henvist til Avisuddrag. Efter dem bliver det dog ikke muligt at udlede med Sikkerhed andet end Viden om, hvor høit han var anseet af sin Samtid. Med Tiden kom mer hans eiendommelige Skikkelse visselig til at træde tydeligere frem, ligesom Tilfældet vil være med hans Broder Statssekretæren. Fra dem maa der ogsaa kunne ventes historiske Bidrag af deres egen Korrespondanse.

Slægtsbogen leverer ogsaa Bidrag til Forstaaelsen af Norges industrielle Liv, da forskjellige af vore betydeligste Anlæg har været eiede af Medlemmer af den skildrede Familie. Dens Historie bliver derigjennem ganske alsidig. Endvidere vinder Bogen i Interesse ved de mangeartede Ilustrationer, hvormed den er udstyret. Den byder et omfattende Materiale af Portræter, og dertil kommer de fornøielige Billeder, der gjengiver Slægtens Eiendomme. Gjennem dem kommer Læseren saameget bedre ind i de Forhold, som Bogen omhandler.

Indimellem meddeles der Bidrag til andre, i Familien indgiftede Slægter. Dette bryder Arbeidets ledende Traad. Ogsaa en hel Prøve paa en gammel Slægtebog har der fundet Plads midt i den fortløbende Text. Det vilde vistnok været bedre, om denne var meddelt som Bilag, og om den var udgiven uden Tillæg af Oplysninger om en Del Personligheder, der unegtelig kun har ringe Forbindelse med Familien Aall. Denne bringes her i Berøring med en hel Del Herrer og Damer, der unegtelig kan siges at have været »af Adel«, og som endog i sin Samtid siges at have været »af god, gammel Adel«. Men der kan dog ved dem med Tvil spørges, hvad Slags Adel dette i Grunden var? Det hele kan nærmest henføres under genealogiske Curiosa. Men for Yndere af saadanne kunde vistnok en liden Bemærkning med tilhørende Henvisning været tilstrækkelig. Det maa være berettiget at ytre et Ønske om, at vore slægtshistoriske Arbeider engang maatte befries for denne Søgen efter adelige Forbindelser eller efter Nedstamning fra Harald Haarfagre! Det er, som om dette skal til for at give Familierne den fornødne Rang. Paa lignende Konto maa ogsaa opføres den Maade, hvorpaa de ældste Slægtled af Familien Aall betegnes som »Borgere« i Kjøbenhavn, hvor man dog har nærmere Oplysninger om dem som Skræddere, Parykmagere, Vintappere o. s. v. Denne Del af Bogen er udarbeidet af den danske Genealog Kontorchef Sommer.

Om Bogens genealogiske Partier er det forøvrigt ikke godt at have en Mening for dem, som hverken har Tid, Anledning eller Lyst til at gjennemgaa det derved benyttede Materiale. De maa nærmest bedømmes af Fagmænd i egentligste Forstand. Der er enkelte Feil, som bedst kan konstateres af Bogen selv (S. 432, 433). Heller ikke er Registret aldeles fuldstændigt.

Som Helhed kan man imidlertid ønske Forfatteren tillykke med, hvad han har ydet. Bogen staar afgjort over hans tidligere Arbeider, og med de væsentlige Fremskridt, den viser, tager jeg ikke i Betænkning at give ham det Raad, naar han fortsætter sin literære Virksomhed, da at udvide dennes Grænser og at vælge mere almindelige og mere omfattende Opgaver for sit Arbeide. Der er desuden Omstændigheder, som i mange Tilfælde bevirker, at Forfatterne af genealogiske og slægtshistoriske Arbeider ikke staar saa uafhængige, som de rettelig burde, hverken i Valget og Behandlingen af sit Stof eller i Bøgernes Anordning.

Familien Aall har ogsaa den bedste Anledning til at finde sig tilfreds med det foreliggende Mindeskrift over dens Virksomhed gjennem flere Aarhundreder i tre Lande. Der tæller mange Medlemmer, som altid vil hævde en smuk Plads i vor nyere Historie.

Y. N.


Friederich M. Kircheisen. Bibliographie des Napoleonischen Zeitalters, einschliesslich der Vereinigten Staaten von Nordamerika. In zwei Bänden. I. Band. Berlin 1908. Ernst Siegfried Mittler und Sohn. XLVIII + 412 Pag. 8vo.

Der foreligger i denne Bog et Arbeide, som overalt maa vække den største Interesse. Det er fremgaaet af en gjennem mange Aar fortsat, systematisk Bestræbelse for at samle mest muligt af det trykte Materiale, som angaar den Tid, der tog sit Præg af Napoleons Personlighed og Virksomhed. Forfatteren opgiver selv, at han tidlig har taget Sigte paa at levere en Fremstilling af den verdenshistoriske Periode, som indledes med den store franske Revolutions senere, mere afdæmpede Aar og rækker ud Napoleons Regjeringstid. Han siger selv: »Jeg vilde fremstille Napoleon i den nærmeste Sammenhæng med hans Tids Historie og efterstræbe Historikerens høieste Maal, – med den strengeste Objektivitet at søge, udforske og udtale Sandhedene. Med dette for Øie skred han først til Forsøget paa at naa det Maal, som maatte gaa foran, nemlig at tilveiebringe en fyldestgjørende Bibliografi for den Tid, med hvilken han agtede at give sig i Kast.

Forf. gjør i den Anledning flere Bemærkninger om de videnskabelige Bibliografiers store Betydning, hvorledes de er uundværlige for den videnskabelige Forskning i Almindelighed, og hvorledes det ligger i alle Forfatteres egen Interesse at medvirke til at fuldstændiggjøre deres Meddelelser. For mange kan det, ialfald ved en flygtig Betragtning, se ud, som om Bibliografier mest skrives efter en Besigtigelse af Bøgernes Bind og Rygtitler. Her tilsigtes ogsaa en Gjennempløining af deres Indhold, noget, som ikke altid lader sig udføre, men som dog af mange gode Grunde maa siges at høre med til Idealet. Det er derfor en vægtig Tanke, som her er fremsat.

Af Interesse er det at se, hvilken Opmærksomhed der i denne Bibliografi er viet de nordiske Folks Literaturer, og hvilken Anerkjendelse der ydes dem. Forf. udtaler, at det vilde være meget at ønske, om disse Publikationer, som næsten alle er forfattede af nationale Lærde og Skribenter, mere vilde blive overførte i fremmede Sprog, og om udenlandske Videnskabsmænd mere vilde sysselsætte sig med Studiet af disse interessante Landes Historie. Der er for os al Grund til at være tilfredse med saadanne Udtalelser, og vi kan maaske haabe, at Forf.s anbefalende Ord vil blive paaagtet og taget tilfølge. Ogsaa overfor det Publikum, for hvilket de nordiske Forfattere er henvist til at skrive, kan hans Ord muligens have sin Betydning.

Forf. har havt et omfangsrigt Felt for sig til Indsamling og Bearbeidelse, og han synes at have været meget samvittighedsfuld. Jeg dømmer nærmest efter de Dele, hvor jeg har specielle Forudsætninger for at kunne dømme, og det er om, hvad der staar i Forbindelse med Begivenhederne her hjemme i 1814. Her findes alt væsentligt, helt ned til de historiske Stridsskrifter, som udveksledes i det tredie Aar af Unionens Tilværelse. Om nogen udenlandsk Historiker eller Statsretslærer vil tage for sig at belyse Unionens Forhistorie eller Tilblivelse, da kan i denne Bibliografi forefindes god Veiledning.

Af mange Grunde maa Bibliografiens Fortsættelse med Bind II og den følgende Fremstilling imødesees med Forventning.

Y. N.


Philipp Wilhelm Kohlmann, Dr. phil. Adam von Bremen, ein Beitrag zur mittelalterlichen Textkritik und Kosmographie. Quelle & Meyer. Leipzig 1908. VIII + 184 Pag. 8vo.

Det er en Opgave, som ogsaa for Historikere i de skandinaviske Lande, har sin store Betydning at faa klarlagt: Adam af Bremens Stilling som historisk og geografisk Samler og Bearbeider. Med fuld Ret har derfor ogsaa er yngre tysk Forsker valgt ham som Emne for en kritisk Behandling, og med lige megen Ret har hans Arbeide faaet Plads som en af de ved Brandenburg, Seeliger og Wilcken udgivne Leipziger historisehe Abhandlungen. Dr. Kohlmann betoner særlig Nødvendigheden af, at der istandbringes en ny Udgave af Adams Skrift. Dette er ogsaa et Ønske, hvortil vel alle, som har sysselsat sig med Emner, for hvilke den gamle bremiske Kannik er en Kilde, maa slutte sig. Adam er jo ogsaa en vigtig Kilde for Norges Historie. Tidsskriftets Læsere vil fra min Afhandling om Nordmænd og Skrælinger i Amerika (Række 4, Bind HI, S. 248 flg., smlgn. Det norske geografiske Selskabs Aarbog, XVI, 1904–1905, S. 1 flg.) kjende til, at vi skylder Adam vigtige Træk af vor Viden om en saa mærkelig Personlighed som Harald Haardraade. Dr. Kohlmann redegjør i korte Træk for den Betydning, Adams Værk har som historisk Kilde; han behandler der under paa en anslaaende Maade hans eget Forhold til de af ham benyttede Kilder, bl. a. den klassiske Literatur. Videre giver Forf. et lærd Exkurs over det bekjendte Udtryk olla vulcani, der indeholder træffende og veiledende Bemærkninger. I det Hele taget maa det lille Skrift karakteriseres som et grundigt og oplysende Arbeide, der har føiet et smukt Led til den ældre, allerede i sig omfangsrige Literatur over Adam af Bremen.

Y. N.


Hans Birch Dahlerup, Mit Livs Begivenheder, 1790–1814. Udgivet af hans Sønnesøn Joost Dahlerup. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. Kjøbenhavn 1908. 296 Pag. 8vo.

For norske Læsere vil disse Memoirer byde meget. I Modsætning til de fleste af de Bøger af lignende Art, som de sidste Aar har bragt os fra Danmark, handler de Dahlerupske Erindringer for en væsentlig Del om Norge og Livet under dets Kyster i Krigsaarene efter 1807. Forfatteren var i en senere Periode af sit Liv ansat i den østerrigske Marine, hvor han steg til Viceadmiral og blev baroniseret. Som Forfatter lægger han for Dagen en ikke almindelig Evne til at iagttage, til at samle sine Indtryk og til at føre dem i Pennen paa en anskuelig og tiltalende Maade.

Jeg vil anbefale denne Bog som en god Læsning og som en paalidelig Kilde for en Del af norsk Historie, der langtfra er saa kjendt som den burde og skulde være. Det er Livet i vor Skjærgaard under Krig, som her skildres, – en Beretning om Kamp og Savn, der er godt fortalt og oplyser om mangt og meget, som ikke kan kjendes ad andre Veie. Forf. har været inde baade her og der, hos de langs Kysten bosatte Handelsmænd, i Byerne, navnlig i Bergen, hvorom han har meget at fortælle, og hos Strandsidderne. Ogsaa om Krigsfangenskabet i England har han selvoplevede Ting at meddele. Det er en virkelig mangesidig Memoiresamling, som her er leveret, og den vil navnlig kunne vække Interesse i de Dele af vort Fædreland, om hvilke der fortælles, ved Siden af Bogens Værd som historisk Kilde i Almindelighed.

Y. N.


Gamalt or Sætesdal. III. Ihopsamla av Johannes Skar. Kristiania. 1908. Olaf Norlis Forlag. 197 Pag. 8vo.

Dette er tredie Del af den velbekjendte Samling uf gamle Minder fra Sætesdalen, som det er Johannes Skars Fortjeneste at have samlet. Der er om de to foregaaende Dele fra vore mest kyndige Autoriteter sagt saa mange anerkjendende Ord, at det kan synes overflødigt om denne nye Del at tilføie flere. Men atter viser det sig, at der i Sætesdalen, dette mærkelige Dalføre, er samlet en vældig Masse af Træk fra Folkelivet, af Tradition, af Sagn, og ved Siden deraf, at Dalen har havt det store Held at finde en Samler, som med virkelig Forstaaelse af, hvad det gjælder, har kunnet gjøre de rette Greb. Johannes Skar har her leveret et Værk, som har sit Værd ikke alene for gammel norsk Folkeskik og Aandsliv, men for alle germaniske Folk. Det er et norsk Bidrag til en Videnskab om Folkene, med deres Sæder, Tro og Skikke, som ingen Forsker paa disse Felter kan forbigaa.

Bogens Værdi forøges gjennem det sætesdalske Maalføre, hvori den er fortalt.

Y. N.


Statholderskabets Extraktprotokol af Supplikationer og Resolutioner 1662–1669. Udgivet fra det norske Rigsarkiv. 1ste Hefte. Christiania 1908. 240 Pag. 8vo.

Netop som dette Ark skal gaa i Pressen, udkommer ovennævnte Arbeide, hvilket her da ialfald kan være Plads til at nævne, for at kunne faa gjort opmærksom derpaa her i det historiske Tidsskrift. Det maa beklages, at Rigsarkivet kun har faa Midler til at offentliggjøre Kildeskrifter. En kyndig Læser vil alene af det, som hidtil er udkommet, faa et Indtryk af, hvad der ligger og venter paa at blive trykt. Det har været et udmærket Greb at lade Statholderskabets Protokoller komme ind i Rækken af disse Publikationer. Men det skulde vel heller ikke være forgjæves at henlede den bevilgende Statsmyndigheds Opmærksomhed paa det Ønskelige i, at man fik til Raadighed mindst det dobbelte Beløb af, hvad der nu ydes. Tidligere er udgivet den tilsvarende Protokol for 1642–1650, altsaa fra Hannibal Sehesteds Tid, i 2 trykte Bind. Men Midlerne har været saa ringe, at Trykningen har maattet fordeles paa hele ti Aar, og derefter er der atter gaaet to Aar, inden der var Anledning til at afslutte Trykningen af det paafølgende første Hefte for 1662. Saadant kan dræbe Interessen baade hos dem, der besørger Udgivelsen, og hos dem, der skal benytte Bogen.

Vi har kun faa Skrifter, som har den almenhistoriske Betydning som disse Protokoller. Norske Historikere maa derfor være Rigsarkivet taknemmelige, fordi det har taget deres Udgivelse paa sig. Fremfor alt er de en ypperlig Kilde for vor Administrations Historie, som endnu kun er lidet bearbeidet. Men dette er blot en enkelt Side ved deres Indhold. Det er de mest forskjellige Sager, som i dem refereres, og som finder sin Afgjørelse. Men da er det ikke opmuntrende at tænke fremover, at vi antagelig ikke kan imødese Afslutningen paa dette ene Protokolbind, før i 1919 eller 1920! – saafremt der ikke gjennem større Bevilgning kan aabnes Adgang til at fremme Udgivelsen med lidt større Skyndsomhed. Først 1919 kommer der Register til dette Bind. Men dette er dog lidt længe at vente. Kunde et Bind komme i samme Tid, som vi nu faar et Hefte, vilde allerede meget være vundet.

Udgivelsen foregaar med bogstavret Gjengivelse af Originalens Retskrivning, – et Princip, som i den senere Tid har fundet megen Modsigelse. Der kan i denne Henseende være Plads for ret forskjellige Meninger, og navnlig har den Indvending Vægt, at der dog ikke kan være nogen Interesse ved at følge med slavisk Nøiagtighed en tilfældig Afskrivers inkonsekvente Ortografi. Men hvad skal saa sættes i Stedet? Til et Billede af Tiden hører dog ogsaa denne ortografiske Uregelmæssighed med, og hvis man endelig vil forandre den efter bestemte Regler, da kan man kanske finde sig bedst tjent ved at gaa meget radikalt tilværks og følge noksaa moderne Regler. Jeg har netop i disse Dage havt Anledning til at overveie de samme Spørgsmaal, og det stiller sig da for mig, som om det kan være en Fordel, i Skrifter, som hovedsagelig skal benyttes af Videnskabsmænd, at følge Principet med en diplomatarisk Gjengivelse af Texten, medens denne bør lægges mere an som en reguleret Retskrivning, hvor den hovedsagelig skal tjene praktiske Øiemed. Jeg er altsaa enig med Udgiveren i det af ham valgte System. Ialfald kan der, efter min Opfatning, ikke rettes nogen Dadel mod dette.

Den snaue Bevilgning har ogsaa nødvendiggjort en paatagelig Snauhed i Udstyr. Jeg finder det rimeligt, at man ser at strække sig saa langt med de ringe Midler, som muligt. Men det vilde være ønskeligt, om der kunde blive Anledning – uden at luxuriere – til at ofre noget mere paa Papir og Tryk. Det er dog en Udgave, som besørges for den norske Stat. Men dette hindrer ikke, at Historiens Dyrkere med Tak modtager, hvad her er givet.

Y. N.



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Under Benævnelsen fransk indgaar leilighedsvis ogsaa et spansk, portugisisk eller italiensk Skib.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Literatur_(Historisk_Tidsskrift_1910)&oldid=225975»