Wikikilden

Fra Voldemar Løvendahls Tid

FRA VOLDEMAR LØVENDAHLS TID.
GENERALLØITN. TRITZSCHLER OG FORRÆDERI-
PROCESSERNE 1710–1715.
AF
I. GULOWSEN.

Da den store nordiske Krig udbrød i Begyndelsen af det 18de Aarh., vare de norske administrative, financielle og militære Forhold under Slotslovens slappe Styrelse mindre gode. Efter den friske Luftning, der var gaaet hen over Hæren under Gyldenløvefeidens hæderfulde Dage, var der specielt ligeoverfor Forsvarsvæsenet indtraadt en Reaktion, der endog fik et høist sensationelt Udslag, da Tropperne, samlede til Indrykning i Bohuslehn Høsten 1709 af Mangel paa det for en saadan Expedition nødvendige maatte hjemsendes, efter at have ligget sammen en Tid paa Grændsen ved Fredrikshald. – Denne Begivenhed satte en høist ufortjent Plet paa den kommanderende General – Generalløitnant Tritzschlers anseede Navn, en Plet, som har holdt sig lige til vore Dage, idet man aldrig har havt fuld Rede paa de forhaandenværende Forhold. Der opstod nemlig snart Rygter om Forræderi begaaet saavel af anseede Fredrikshaldsborgere som af Armeens Høistbefalende, om hvilken sidste samt hans Sekretær Morsing disse lidt efter lidt antog en saadan Karakter, at Baron Voldemar Løvendahl kort Tid efter sin Ankomst til Norge Høsten 1710 fandt sig foranlediget til at suspendere Tritzschler fra hans Kommandostilling og fængsle Sekretæren, hvorefter Fredrikshaldsborgeren Jokum Mathiassen og dennes i Strømstad bosatte Søn Mathias Jokumsen, om hvis Forhold der før Løvendahls Ankomst var foretaget Undersøgelse, begge belagdes med Arrest. – Processerne mod ovenanførte Personer varede i flere Aar uden at føre til noget. De fortsattes efter Løvendahl af Vicestatholderne Vieregg og Kragh og endte tilslut med, at Tritzschler fik Afsked i Naade samtidig med, at Stabssekretæren løslodes fra sit haarde Fængsel paa Akershus. Jokum Mathiassen sad i Bolt og Jern sammesteds til Udgangen af Aaret 1712, da han løslodes mod Kaution paa Grund af Sygelighed, medens Sønnen først slap fri 3 Aar efter – i 1715, et Aars Tid efterat begge ved Overrettens Dom vare erklærede uskyldige.

Sammenhængen med de omhandlede Begivenheder – Hærens Mobilisering og Hjemsendelse Høsten og Vinteren 1709 er efter Dokumenter i det danske og norske Rigsarkiv følgende.

Den kommanderende General modtog henimod Udgangen af August 1709 en kongelig Meddelelse om, at der skulde foretages et Angreb paa Skåne. Som sædvanligt skulde de norske Tropper anvendes til et samtidigt Angreb paa de nordligere Provindser for derved at holde saa mange svenske Tropper som muligt bundne til disses Forsvar. Der forespurgtes, om den norske Hærs Tilstand var saadan, at den kunde foretage nævnte Angreb. I sin Redegjørelse herfor gjorde Tritzschler opmærksom paa de betydelige Feil og Mangler ved »provisions de bouche et de guerre«, der absolut først maatte rettes paa, naar det var Tale om at gaa offensivt frem. Samtidigt hermed gav han Ordre til de fornødne Foranstaltninger vedrørende Hærens Inddeling, Sikring af Grændserne etc. Men for noget Svar paa hans Indberetning kom, ja, endog før hans Brev kunde være naaet Kjøbenhavn, modtoges Mobiliseringsordren af 14de Sept.[1]. Nu havde Generalen intet andet at gjøre end hurtigst muligt at give Regimenterne de nødvendige foreløbige Ordrer, og han indsendte 21de Sept. en Forestilling om, hvad han ansaa fornødent til Rigets For- svar og Opretholdelsen af Forbindelsen med Danmark. Den 28de Sept. ankom Oberst Cicignon[2] fra Kjøbenhavn og meddelte en af Kongen under samme Dato som Tritzschlers sidste Skrivelse udstedt Instruktion for den kommanderende General, Vicestatholderen og Overkrigskommissæren[3] – for Marsch over Grændsen og mulig Indrykning i Fiendens Land, om Leilighed og Omstændighedernes Beskaffenhed tillod det.

Samme Nat og den paafølgende Dag meddeler Generalløitnanten, at hån gav Regimenterne Marschordre, ligesom der blev udstedt Befaling til Kommandør Nyborg i Kristiansand om at ekvipere de derværende Galleier og Fartøier for hurtigst muligt at komme til Fredrikstad. Derpaa holdtes Krigsraad, ved hvilket Vicestatholderen, Overkrigskommissæren og de i Kristiania værende Regimentschefer vare tilstede. Der skulde afgjøres, hvad der bedst muligt burde foranstaltes med den norske Hær til Opnaaelse af Hans Majestæts Hensigt, ligesom »hvad der maatte være raadeligst at gjøre, om man skulde være tilsinds at foretage et Indfald i Fiendens Land«. – Krigsraadet sluttede sig om den Tanke, at Angrebet burde foregaa fra Svinesund og Kongsvinger, »naar alle Tropper vare samlede og udstyrede med, hvad der udfordredes for at kunne agere offensivt med Alvor og Mod, og naar tilstrækkeligt Forraad af Mundprovision var bragt til de beleiligste Steder, ligesom naar de i Kristiansand værende Galleier og Fartøier vare ankomne til Fredrikstad – paa Forhaand udrustede med alt fornødent«. – Dette Krigsraad afholdtes den 29de Septbr. Den 22de Oktober, da endel Tropper – 6800 Mand – Aggershusiske, Smaalehnske og Gevorbne Infanteri-Regimenter samt Sehesteds Dragonregiment – var ankommet til Svinesund, begav den kommanderende General sig derned i den Tanke, naar den over Sundet snart færdige Bro var i brugbar Stand og Galleierne og de øvrige Smaafartøier vare ankomne, at bryde op og søge at iværksætte den aftalte Plan uden at oppebie Bergenhusiske Regiment og Feltartilleriet[4]; – men ved sin Ankomst til Fredrikstad og Fredrikshald faar han til sin Overraskelse se, at der var sørget saa slet for Troppernes Proviantering, at der i Fæstningen ikke fandtes større Forraad af haardt Brød, end hvad Soldaten kunde bære paa sin Ryg – for et Tidsrum af 10 Dage, – hvad der jo ikke paa langt nær var tilstrækkeligt til det Foretagende, man nu skulde gaa ivei med. – Generalløitnant Tritzschler lægger Skylden herfor over paa Statholderskabet. Mellem Vicestatholder Vibe og den kommanderende General havde der i længere Tid hersket et meget spændt Forhold, der ved flere Anledninger har faaet sit Udtryk i deres Korrespondancer. Den forhaandenværende Situation viser iallefald, at det fornødne Samarbeide mellem disse to høieste Authoriteter maa have været yderst slet. – Alle Magaziner vare tomme, siger Tritzschler i sin Relation, og det var umuligt at vide, om Hjælp tilvands kunde ventes i rette Tid, og det saameget mere, som Vinteren nærmede sig; – skulde denne indtræffe med sædvanlig Kulde, vilde der være lidet Haab om Tilførsel af det, der udfordredes til Armeens Underhold. Regimenterne vare dengang meget daarligt forsynede med Transportmidler, ligesom Kommunikationsforholdene vare særdeles slette. Det, der skulde medføres, foruden hvad Soldaten kunde bære, maatte for det meste fragtes paa Hesteryggen, ligesom man paa hine Tider altid vil finde, at de norske Tropper ved Indrykninger i Bohuslehn ledsagedes af Proviantskibe, en Fremgangsmaade, der lettedes ved Landskabets naturlige Beskaffenhed og Veienes Beliggenhed ved Kysten i den nordlige Del af Lehnet.

Paa Grund af ovenomhandlede mislige Forhold lod Generalen igjen Krigsraad sammenkalde, hvilket udtalte sin store Bekymring ligeoverfor Situationen og kom til det Resultat, at det i Overensstemmelse med alt Krigsbrug var umuligt nu at bryde ind i Fiendens Land med et saadant 10 Dages Forraad, især da Overkrigskommissærens Udtalelse gik i den Retning, at der ikke var nogen videre Udsigt til snart at skaffe mere tilveie; dertil kom, at man heller ikke kunde gjøre sikker Regning paa at opbringe noget betragteligt ved Udskrivning og Beskatning i Viken. Forat nu imidlertid Fienden saa meget som muligt skulde bestyrkes i, at man fra norsk Side vilde rykke ind med al sin Force, ansaaes det for bedst at holde Tropperne sammen og ikke, hvad der ogsaa kom paa Tale, foreløbig hjemsende de nærmeste Regimenter til deres Lægder. – Samtidig skulde man lægge al mulig Magt paa at tilveiebringe et Forraad for en 4–6 Uger i en 14 Dages Tid. – Den 1ste Nov. kom 5 Brigantiner og Skjærbaade til Fredrikstad, og den 15de næstefter kom Kommandør Nyborg med Resten af Galleierne og de smaa Fartøier, nemlig 3 Galleier, 1 ganske liden gammel Fregat, 3 Brigantiner, 1 Galleot og en Hukkert. Feltartilleriet var ankommet til Moss den 12te Nov. Dets Tilstand var saadan, som det efter san kort Varsel kunde være. »Naar nu blot Brødmangelen kunde blive rettet paa, maatte intet være til Hinder for Angrebet paa Bohuslehn«, og der kom virkelig Meddelelse om, at man med stor Møie havde faaet samlet et Forraad af Brod for 6 Uger. I Henhold til Generalløitnant Tritzschlers Korrespondanceprotokol 1709[5] var Overkrigskommissæren tilskrevet under 5te Nov. med Anmodning om, at der maatte blive bagt haardt Brod baade Dag og Nat, da der den 22de s. M. vilde komme til at staa 2000 Mand ved Vinger og 1800 Mand i Høland og Urskog, der skulde forsynes fra Kongsvinger og Basmo, ligesom der maatte sørges for Tropperne ved Halden. »Omendskjønt vi kan hjælpe os, saalænge vi kantonnere, med Brød og Mel, saa gaar saadant ikke an, naar vi gaa paa den anden Side. Der maa sørges for, at vore Folk altid har Maven fuld, ellers blir de syge, og Regimenterne ruineres. Man maa have Forraad af Gryn og Ost, af Tobak og alt andet, der kan være at bekomme. De, som kom til at staa langs Grændsen, kunde med fuld Føie efter gjorte Foranstaltninger underholdes af Landet; men Regimenterne, de der skulde over Grændsen, maatte forsynes med det, der hører til, hvorfra det saa end skulde komme, – dette maatte Justitsraaden[6] tale med Vicestatholderen om; – man maatte se til, om ikke Slotsloven kunde finde paa noget.«

Den 18de Nov. begav Tritzschler sig afsted til Fredrikstad, dels for at tage de ankomne Fartøier i Øiesyn, dels for at tale med Kommandør Nyborg om, hvorhen paa Viksiden Provianttransportskibene skulde sendes med Brødet. Der var indløbet Melding om, at de Svenske paa Forhaand havde herjet Lehnet i Paavente af Angreb og ført Størsteparten af, hvad der kunde opdrives af Proviant, til Fæstningerne Göteborg, Marstrand og Bohus. Da Bønderne paa de Kanter dengang hverken havde Vogne eller Kjærrer, kunde Transport af Hærens Behov ved Opbud af disse ikke række længere end til, hvad der kunde føres frem paa Hesteryggen. Der var desuden stor Mangel paa Furage[7].

Ankommen til Fredrikstad maatte Generalen til sin store Ærgrelse erfare, at Galleierne og de smaa Fartøier, hvorpaa Transporten skulde føres, ikke vare forsynede med de fornødne »Stykker, Basser, Gevær og Ammunition«, ligesom Kommandøren gjorde opmærksom paa, at det havde sine store Betænkeligheder at gaa til Viksiden nu i den sene Aarstid, da Isen allerede havde begyndt at lægge sig i Havnene. Fartøierne kunde risikere at fryse inde paa de fiendtlige Kyster og vilde da være ufeilbarlig fortabte. Hertil kom, at den svenske Flaade, der laa i Lysekil, ikke langt fra Grændsen, var den norske overlegen, især da den af Generalen i hans Memorial om Landets militære Evne til Dækning af de norske Fartøier forlangte Nordsøeskadre ikke kom. – Hvad de enkelte Skibes mangelfulde Bestykning angik, havde vistnok Generalkommissariatet kort Tid, før Kommandøren modtog Generalens Ordre, anvist endel Penge til Anskaffelse af manglende Sager; men Ordren kom for hurtigt til, at noget kunde blive udført i saa knap Tid. Nu blev Kommandanten i Fredrikstad, Storm[8] forespurgt, om han kunde supplere det manglende; men denne lod svare, at han ikke havde Anledning til at skaffe andet end Krudt, Kugler og gamle Kaarder. Disse uheldige Forhold be- virkede Nedsættelse af Krigskonseiller i Fredrikstad og Fredrikshald den 18de og 20de Nov., hvis Vota gik ud paa, at det var umuligt at rykke ind i Bohuslehn under de forhaandenværende Forhold, – dette maatte udstaa. Dog maatte man, forat de svenske Tropper ikke skulde blive trukne tilbage fra Grændsen, blive staaende saa længe, som det var muligt for Penge at skaffe Subsistance, – indtil Kongen maatte have opnaaet sin Hensigt med Skåne for Aaret 1709’s Vedkommende, og indtil man fik nærmere Befaling.

Til Indhentelse af saadan afsendtes Generaladjutant Landsberg[9] til Danmark den 21de Nov. Meningen var altsaa nu, at man skulde prøve at holde Hæren sammen I Paavente af dennes snarlige Tilbagekomst, hvilken imidlertid ikke sees at have fundet Sted før længe, efterat Tropperne vare sendte til Lægderne. Kort Tid efter hans Afreise viste det sig nemlig, at Stillingen blev mere og mere uholdbar og umulig. Vinteren fortsatte med stærk Kulde, samtidig med at Provianteringsforholdene forværredes, hvad der foraarsagede høilydte Klager fra Regimenterne. Man stod saaledes uden at kunne foretage noget ligeoverfor meget fortvivlede Forhold, kanske Mytteri, hvorfor ogsaa Generalen, da han intet hørte fra Danmark, den lite Dec. fandt, at nu maatte der fattes en afgjørende Bestemmelse uden at oppebie Ordre. »Ved Grændserne var der intet at gjøre paa Grund af den særdeles stærke Frost og dybe Sne. Fienden havde trukket sig tilbage til Kvistrum Bro. Kornforraadet i Magazinerne var ringe og kunde ikke ventes at blive større til Vaaren, og da var det uomgjængeligt nødvendigt at have Brød og Korn i Beholdning, om der da muligens kunde være Tale om Indrykning.« Der blev derfor paanyt samlet et Krigskonseil, hvis Vota, i Henhold til Generalens Relation, paa Grund af hvad der ovenfor er anført, gik ud paa, at man var nødt til lidt efter lidt at lade Regimenterne rykke fra hverandre og holdes paa Lægderne indtil Kongens nærmere Befaling, efterat dog Fæstningerne først vare blevne vel besatte og Passene forsynede med god Vagt. – Da dette var besluttet, og Vinterkulden trængte stærkere og stærkere paa, Fremskaffelsen af Levnetsmidler viste sig mere og mere umulig – fik Afdelingerne Ordre til at afmarschere den 13de Dec., hvilken Afmarsch paabegyndtes et Par Dage senere.

Udover Vinteren og Vaaren begyndte Rygterne om Forræderi at brede sig ud over Landet. En stor Del af Hæren laa fjernt fra sine Hjem, indkvarteret paa Østlandet, og har i sin Uvirksomhed visselig ikke sparet paa at give væsentlige Bidrag til Rygternes Dimensioner. Man havde været vant til at gaa paa og ikke ligge i Dvale. Den norske Hærs hæderfulde Traditioner fra Gyldenløvefeidens Tid, den Gang man ikke var bange for at gaa over Grændsen, var tidtnok blevet omtalt af Soldaternes Fædre, som havde været med paa det raske Angreb paa Bohuslehn i 1676 og 1677, dengang da de seirede ved Venersborg og Uddevalla og erobrede Marstrands Fæstning og Gyldenløve rykkede ind i Dalsland og Vermeland midtvinters. – Her maatte derfor have været Forræderi med i Spillet. – Der blev fortalt om Fredrikshaldsborgeren Mathiassen og hans Søn, der var bosat i Strømstad, som havde havt Konferencer med hverandre og om andre Fredrikshaldsborgere, som havde havt noget med Viksiden at bestille. – Men specielt var det en Historie om en Bonde – Anders Huseby – der, medens Hæren laa i Torpum, af Tritzschlers Stabssekretær Morsing skulde være sendt ind til Sverige, til Præsten Bagge[10] i Skee, hvorfra han var kommen tilbage med en tung Sæk, som det blev sagt var Havre i, men som havde været fuldstoppet med Penge. – I Forbindelse hermed havde Kammerjunker v. Platen, der var blevet sendt op til Norge for at have Indseende med Provianteringen, fundet en Seddel henslængt i sin Vogn, der havde indeholdt graverende Beskyldninger mod Generalløitnanten. Om denne Anklage var anonym, eller af hvem den var forfattet, har man aldrig faaet nogen Rede paa. – Som senere skal meddeles, var v. Platen en høist tvivlsom Person, der før Løvendahls Ankomst visselig var sendt op til Norge kanske mest for at holde den mistænksomme Kong Fredrik IV à jour med Forholdene. Vibes Skrivelser til de Styrende i Danmark har vel ogsaa havt noget med Platens Mission at bestille. Under alt dette kom Baron Voldemar Løvendahl til Norge 26de Aug. 1710 som »Øverstbefalende over den norske Hær og Guvernør for Civiletaten«[11], og sendte efter sit første Møde med Slotsloven under 30te s. M. fra Kristiania følgende Indberetning til Kongen:[12]


»Sire!

Jeg beder D. M. naadig modtage Bevidnelsen om min dybeste Respekt, samtidig som jeg giver mig den Ære at meddele, at jeg efter at være ankommen hid den 26de ds. den følgende Dag begav mig til Slotsloven, hvor jeg siden hver Dag har været tilstede for nærmere at gjøre mig bekjendt med Forholdene i dette Rige. For at sige Sandheden, D. M., af hvad jeg der har erfaret, – der er kun lidet af glædelig Beskaffenhed. Uenighed og Egensindighed sidder i Høisædet, og Uorden har regjeret der lige til den Dag idag. Jeg har ikke været istand til at faa Rede paa, hvad der er paalideligt eller væsentligt. Folket knurrer og Soldaten er misfornøiet over, at han er nødt til at forsømme sit daglige Erhverv samtidig, som han intet udretter i sin Konges Tjeneste[13].

Man havde havt store og unødige Udgifter samtidig med, at Sæsonen til at foretage noget var gaaet hen. Han haabede imidlertid ved Guds Hjælp at faa rettet paa disse Forhold, saameget det stod i hans Magt, og at alt om kort Tid skulde faa en anden Vending. For nærværende vilde han ikke gaa ind i nogen Detalje[14].

Før Løvendahls Ankomst var der holdt Forhør over endel Personer. Dette havde Kammerjunker v. Platen sørget for – antagelig dertil bemyndiget. Han vidste ikke, skriver han i en samtidig Indberetning som ovenanførte af Løvendahl, at denne saa snart skulde komme. Da han nu ikke syntes, at det kunde gaa an, at nærværende Sag oppebiede H. M. Kongens Forordning, havde han ladet Baronen faa Originalforhørene, forat Sagen nøie kunde examineres, hvortil der allerede var gjort fornøden Anstalt. Saaledes var de i disse nævnte Personer ligesom Jokum Mathiassen beordrede til Kristiania. Løvendahl var ankommet den 26de og havde været 3 Gange i Slotsloven, i hvilken Tid der var mere udrettet til H. M.s Tjeneste end i 6 Uger tidligere. Naar dette saaledes havde sin Fremgang, vilde det militære betræffende komme i god Stand og H.M.s Desseiner vilde gaa bedre fra dette Rige, end tilforn var skeet.

Platen vendte nu tilbage til Danmark. 22de Sept. 1710 skrev Løvendahl til Kongen[15], at specielt hvad Generalløitnant Tritzschler angik, henholdt han sig til Platens mundtlige Relation. Hele Landet var opfyldt af Rygter om, at han eller nogen af hans havde ført Korrespondance med de Svenske. – Platen havde antagelig meddelt, hvorledes Løvendahl i dennes Nærværelse havde adspurgt Generalen herom, og hvad der senere var foranstaltet. Han kunde imidlertid umuligt tænke sig, at den, der indehavde en saadan Rang, der var af slig anseet Familie, i Besiddelse af saa gode Pengemidler, som havde nydt saa megen Naade og Godhed af H. M., kunde være coupabel eller meget mere – capabel til at sætte den Pligt og Troskab, for hvilken han var Gud og Kongen ansvarlig, saa ubetænksomt og skammeligt ud af Betragt- ning ...... Han beklager sig videre over, hvor vanskeligt det var for ham at anvende Tritzschler under saadanne Omstændigheder; – saa meget værre var det for ham, som denne var den eneste General, der forefandtes. Det havde været hans Tanke at beordre ham til at falde Fienden i Ryggen med nogle Bataljoner, naar alt var i Orden, og han stod færdig til at trænge ind i Viken; men skulde han nu ikke kunne tro paa Generalen, saa var han ilde deran. Gik det galt med dennes Detachement, saa vilde man gjøre ham Bebreidelser, at han havde benyttet ham trods Advarsler, – selv om det, man beskyldte ham for, var Usandhed.

Herpaa kom der et Svar, som ikke findes. Løvendahl indberetter nemlig under 26de Okt.[16], at da han forstod, at H. M.s naadigste Vilje gik derhen, at Generalløitnanten quovis modo skulde ophøre at gjøre Tjeneste, haabede han, at det ikke blev taget ham unaadigt op, at han for at vinde Tid havde ladet ham dette meddele[17]. – Med den allerhøieste Konsternation havde Generalen svaret, at han fortroede sig til at være fuldt ansvarlig saavel ligeoverfor de gjorte –Beskyldninger som den af ham førte Konduite. – Iethvertfald vilde han nu holde det for en Naade uden videre at blive meddelt Afsked. Bonden Huseby vilde han med Lov og Ret have sat under Tiltale, og for end yderligere at lægge sin Uskyldighed for Dagen anmodede han om, at Løvendahl vilde lade Sekretær Morsing arrestere. – Paa hvad Maade nu denne Sags Knude vilde løse sig, fik Tiden vise. Sikkert var det imidlertid, at Fienden havde været nøie underrettet om de norske Troppers Forehavende. – Løvendahl haabede dog muligens at skulle kunne komme til at afsløre, ved hvem Korrespondancen var ført.

Hans følgende Skrivelse er af 4de Nov. 1710, i hvilken han indberetter, at han havde beordret alle Regimentchefer til et »Convent« i Anledning af den Tritzschlerske Sag, idet han nu ogsaa begyndte at finde dennes Konduite mere og mere mistænkelig. Han havde nemlig ikke alene igjen løsladt Sekretæren, men endog taget ham med i sin Vogn den følgende Dag og ladet ham se ved sin Side i Kirken ligesom »en parade«, paa hvilken Maade han jo havde gjort Morsings Sag: ogsaa til sin og derved givet hver Mand Anledning til at forundre sig og blive bestyrket i sin Mistanke. – Samtlige »Conventets« Officerer havde voteret for, at Generalløitnanten nu maatte fratages sin Kommando og Stabssekretæren igjen anbringes i et sikkert Fængsel.

»Mistanken er visselig stor«, siger Løvendahl, »men Beviset kunde komme til at falde vanskeligt, da den Slags Folk pleier at tage slige Foranstaltninger, at man ikke formaar at skaffe mange Vidner. Sagen maa imidlertid føres med stor Forsigtighed. – Jeg bliver foreløbig af den Anskuelse, at T. er uskyldig for sin Persons Vedkommende. i Anledning af den førte Korrespondance, men for hans Eva[18] og »Domestiquen« vil jeg ikke svare.

Morsing indsattes nu igjen i Arrest paa Akershus, ligesom Tritzschler fra 22de Nov. 1710 indtil Videre suspenderedes fra sin Stilling som Kommanderende General, og en Proces anlagdes med Undersøgelser, der, som anført, varede i flere Aar lige indtil 1714, uden at der i al denne Tid fremkom noget, der i væsentlig Grad bestyrkede Mistanken. Det hele reduceredes til den omhandlede Bondes under de afholdte Forhør og ellers høist modsigende og famlende ubekræftede Udsagn. – Det ovenanførte Convent af Regimentchefer bestod af Generalmajor v. Heinen, Brigadererne Brockenhuus, Folckersahm, Lützow, Sesterfleth, Obersterne Cicignon, Wilster, Wind, Munch, Budde, Krag og v. Krogh[19]. – De fleste af disse havde specielt heftet sig ved Generalens Økonomi, at de ofte havde advaret ham og erindret ham om at menagere med de store og unødige Udgifter.

Efter Tritzschlers Suspension lod Løvendahl indtage Erklæringer fra de under ham Høsten 1709 kommanderende høiere Chefer til mulig Belysning af det paaankede Forhold. Disses Indhold er ubekjendt, idet de ikke forefindes hverken i det danske, norske eller saxiske Rigsarkiv. Det paastodes, som nedenfor skal sees, at Løvendahl lod Erklæringerne indføre paa løse Blade, istedetfor at de skulde være indført i en Protokol, og at han tog dem med til Saxen[20], da han 1712 igjen vendte tilbage hertil, efter først at have ført den norske Hær under dens Angreb paa Bohuslehn, og efterat det var blevet besluttet, at der fra Norge kun skulde ageres defensivt, i Henhold til hvilken sidste Bestemmelse Betingelserne for Løvendahls Ophold i Norge bortfaldt[21]. – Der var i denne Tid intet videre foretaget i den Tritzschler-Morsingske Sag.

11te Juli 1712 tilskrev Tritzschler Overkrigssekretær, Geheimeraad v. Eickstedt[22] med Bøn om, at han vilde foredrage for H. M, at der maatte blive givet Ordre til, at den Kommission, i hvis Hænder Anklagen mod Morsing var lagt, maatte lade Sagen mod denne faa en Ende. Løvendahl havde ladet forfærdige en Protokol, i hvilken, saalænge Brigader Sesterfleth levede og var Præses, alt var skrevet paa løse Blade, hvilket ikke kunde være billigt i Livs- og Æressager. – Tritzschler henvendte sig til Overkrigssekretæren, fordi han vidste, at Løvendahl nu skulde forlade Norge[23]. – Da den anklagede, Morsing, der nu snart havde været fængslet i 2 Aar, sluttet i Jern, var angreben af Skjørbug, hvoraf han lettelig kunde dø, saa vilde vel Processen paa saadan Maade faa en Ende, uden at dog Sagen derved vilde være tilendebragt. – Naar han tænkte paa Brevet[24], siger Generalen, san blødte hans Hjerte, omendskjønt han aldrig havde læst det, – ved Bevidstheden om, at der kunde findes saa slette Mennesker, som omgikkes paa denne Maade med hæderlige Mænds Ære uden at turde sætte sit Navn under ........

15de Aug. 1712 udstedtes der en kgl. Befaling til Generalauditør Sverdfeger[25], Merckers Efterfølger, at han nøie skulde gjennemgaa de passerede Akter og indsende Rapport herom, forat Sagen ved Rettergang kunde blive ført til Ende.

Senere paa Aaret – 19de Nov. 1712 – indsendte Tritzschler i en udførlig Memorial den før nævnte Redegjørelse for Forholdene i 1709[26]. Han omtaler blandt andet igjen det anonyme Brev fra v. Platens Karosse, som han ikke har havt Anledning til at se, hvad han allerede i 1710 havde anholdt om Tilladelse til. I 2 Aar havde han nu levet i en dræbende Usikkerhed om, hvorvidt han kunde fortrøste sig til Kongens Naade, eller om han var i Unaade. Han var uvidende om, af hvad Grund han maatte se sin Sag saaledes forhalet. Da hans rene Samvittighed ligeoverfor et til alle Tider udvist trofast Forhold ikke kunde lade ham frygte noget ondt, saa gav dette ham Mod til at kaste sig for H. M.s hans allern. Herre og Konges. Fødder med denne Memorial.

Efter Løvendahl udnævntes Claus Henrik Vieregg til Vicestatholder[27] og Generalløitnant Caspar Hausmann[28] til Kommanderende General. – Før sin Afreise til Norge havde Vieregg modtaget Ordre om sammen med Sverdfeger at tage den Tritzschler-Morsingske Sag under fornyet Behandling.

Under 28de Januar 1713 indsendte disse en Fremstilling af Beskyldningerne mod Morsing ledsaget af en stærk Kritik over den hele Processes Anlægsmaade og flere til Støtte af Anklagen mod Morsing detaljerede Oplysningers Uholdbarhed. – »Hvad Gen.lt. Tritzschlers Sag angaar, san har General, Baron Løvendahl under sin Nærværelse her forlangt og modtaget skriftlig Indberetning fra nogle Generalmajorer og Oberster, som vare sammen med ham i Felten. Denne skal han have taget med sig.«

De nærmere Detaljer i Anledning af Bonden Husebys Anklager vare efter Viereggs og Sverdfegers Fremstilling følgende.

Huseby havde i 1710 forskjellige Gange og til forskjellige Personer saasom 2 Borgere paa Fredrikshald, Nils Jacobsen og Ole Bjørnsen, Kapellanen sammesteds Peder Sørensen og dennes Børns Informator Arnoldt Rasch og tilsidst ogsaa til Biskoppen i Kristiania, Dr. Hans Munck[29] ladet sig forlyde med, at han Høsten 1709 var bleven sendt med Breve til Præsten Bagge i Skee Sogn paa Viksiden. Til denne skulde han være kommen en Aften i Tiggerklæder, være blevet der om Natten, hvorefter han den følgende Dag var bleven expederet tilbage med Breve samt en Sæk, der for oven og neden indeholdt Havre, men i Midten noget andet, som han ikke kunde vide, hvad var. Sækken, der var saa tung som en Mands Vægt, var blevet bragt til Generalløitnantens Kvarter, hvor den var blevet afleveret. – Examineret herom te Sept. 1710 benægtede imidlertid Huseby dette under Edsaflæggelse. »Saadant var aldrig skeet eller udtalt i saadan Mening. Vedkommende havde talt om 2 Kasser og en Sæk, som en Tolder i Strømstad det foregaaende Aar, da Krigen var begyndt, havde ladet bringe herop, og som viste sig ikke at indeholde andet end Kjød. – Han havde aldrig været sendt til Viksiden, hverken af Generalløitnanten eller af dennes Sekretær og havde aldrig modtaget Penge af disse.« – Imidlertid fremgik det efter et Par andre Vidners Udsagn, nemlig de, der sagdes at have ført de omtalte Kasser og Sækken, der indeholdt Kjød, at Huseby efter Nytaar ved Lysmessetide var gaaet over til Viksiden paa Isen under Paaskud af at kjøbe et Par Okser, hvilke han vistnok ikke havde faaet paa denne Tid, men en anden Gang. Forresten refererede det ene af sidstnævnte Vidner, at Huseby en Morgen strax efter Michaelis havde sadlet sin Hest og var kommen tilbage den Nat, da Rygtet gik, at han havde været paa Viksiden. Igjen foreholdt af Overauditør Holm, om han ikke vilde tilstaa det før nævnte Udsagn om Generalløitnant Tritzschler, nemlig at han var sendt af ham – Generalløitnanten – til Viksiden til en Præst dersteds, svarede Huseby, at han ikke erindrede saadant. Senere foreholdt, i om han kunde aflægge Ed derpaa, og samtidig givet Løfte om, at han skulde faa Pardon, saafremt han vilde bekjende alt, hvad der var passeret paa Viksiden, svarede han, at han ikke vilde betynge sin Sjæl. Naar han kunde faa Pardon, saa vilde han sige Sandheden. – Morsing blev derpaa arresteret den 22de Okt. 1710, men igjen løsladt mod Kaution efter nogle Dages Forløb og saa atter arresteret den 2den Nov. s. A. Imidlertid blev der af Baron Løvendabl opnævnt en Kommission til nærmere Undersøgelse af Sagen, bestaaende af Brigader Sesterfleth, Justitsraad Blix[30], Oberst Munch, Generalauditør Mercker og Præsident Drøge[31]. – For disse blev Bonden Huseby fremstillet til fornyet Examination, under hvilken han fra Begyndelsen af intet vilde tilstaar, men foreholdt, at han jo havde udtalt dette til saa mange forskjellige Personer, specielt Stiftamtmand Tonsberg[32] og Biskoppen, – saa havde han sagt, at naar der var saa mange Vidner imod ham, saa maatte det vel være sandt, at han havde sagt det. Han havde engang været med Brev paa den svenske Side. Kommissionen foreholdt ham nu, at han ved det tidligere Forhør havde udtalt, at, naar ban kunde faa Pardon, vilde han tilstaa alt; – i Overensstemmelse hermed maatte han nu meddele, hvad han var vidende om i denne Sag, hvorpaa han tilbød sig at meddele den rene Sandhed, – og var da hans Udsagn kortelig følgende.

Sidst afvigte Høst 1709 – 3 à 4 Dage før Artilleriet kom til Torpum – var han kommen derhen i den Mening at sælge et Par Oxer til Generalløitnant Tritzschler. Da de ikke kunde blive enige om Handelen, saa havde Morsing raabt ham bort til sig og anmodet ham om at gaa et Ærinde for sig over til Viksiden. – Efterat Inkvisiten – mod Løfte om en Godtgjørelse af 2 Sletdalere – havde lovet at udføre dette, havde Morsing instrueret ham om, hvilken Vei han skulde tage for useet at komme forbi de paa vor Side udsatte Vagter, – og at han skulde gaa nedenfor Færgestedet ved Svinesund og vinke med sin Hue, saa vilde han blive hentet over til svensk Side[33]. Naar han saa var kommen over, skulde han ride til »Schacke-Kleven«, hvor han vilde møde en Karl. Forsaavidt denne ikke maatte være kommet, skulde han vente paa ham og føre ham med tilbage. Efterat Huseby havde ventet en Tid, kom Karlen medbringende paa Hesten en Lædersæk, der var meget tung, hvorefter de begge vare redne tilbage til Færgen, lod sig sætte over og kom til Torpum til aftalt Tid. Morsing var meget vel tilfreds med Expeditionen, lod sig give den omhandlede Sæk samtidig med, at han indstændig anmodede om, at der intet herom maatte nævnes. Huseby havde derpaa fordret de lovede 2 Sletdalere, men ikke faaet disse, men derimod Løfte om at blive fritaget for Leverance af Hø og Havre. – Ovennævnte havde han, da det blev ham forelæst, bekræftet under Edsaflæggelse[34]. Morsing, som havde været tilstede for at høre Husebys Depositum, havde nægtet alt, idet han intetsomhelst Kjendskab havde til det berettede, hvorefter Kommissionen befalede, at han skulde belægges med Jern og hans Eiendele registreres og forsegles. – Den af Huseby omhandlede Fritagelse for Leverance af Hø og Havre blev igjen bekræftet i en den 8de December afholdt Session. Fouragekommissær Riis, indkaldt til at udtale sig herom, oplyste, at engang, da han havde ladet anvise noget Hø hos Huseby, havde denne forebragt, at han skulde være fritaget, ligesom at han havde en, som nok skulde holde ham fri, uden at nævne nogen. – Da nu hverken Morsing eller nogen anden havde meddelt Riis noget herom, havde denne begjæret Assistance af Fogden. Naar denne ikke havde foretaget nogen Exekution, maatte det blive en Sag ham vedkommende.

Morsing havde nu anholdt om Kommunikation af Sagens Akter. Da nogle af de kommitterede vare døde, var denne blevet overdraget til Brigader Wind, Chefen for Aggershusiske Infanteriregiment, som Brigader Sesterfleths Efterfølger Som Aktor konstitueredes Krigsprokurør Gøtsche[35]. Generalauditør Mercker indberettede, at nu havde Huseby fuldstændig overbevist Morsing om af denne at have været sendt til Sverige fra Hovedkvarteret i Torpum, og anholdt derfor om Resolution for pinlig Examination, forsaavidt Sandheden ikke kunde komme frem med det gode, idet den kongelige Lov intet egentligt udtalte om, naar i crimen læsæ majestatis Tortur skulde anvendes. Den samme Fremgangsmaade maatte han ogsaa anholde om at maatte anvende for Jokum Mathiassens og Mathias Jokumsens Vedkommende. – Ordre herom udstedtes til Greneralløitnant Hausmann under 16de Januar 1711. Tortur sees imidlertid ikke at have fundet Sted. Vicestatholderen fik ved kongelig Resolution af 24de Nov. 1712 Ordre til at undersøge af hvilken Grund, samt her- om at konferere med Generalauditøren. – Forhørene havde været fortsat resultatløse, uden forsaavidt, at det mere og mere kunde konstateres, at Mathias Jokumsen og dennes Søn ikke havde staaet i nogen Forbindelse med de mod Tritzschler og Morsing rettede Anklagepunkter. I August 1712 blev Huseby farlig syg. Paa Foranledning af Morsing og med Kommissionens Samtykke fik den Præst, som han havde ønsket at faa tale med, i Opdrag at foreholde ham hans usandfærdige Udsagn, idet Morsing vilde vidne for den alvidende Gud, at han var uskyldig; men dette førte ikke til noget. Huseby havde for Modtagelsen af den hellige Nadvere igjen bekræftet alt. – Imidlertid kom han sig af sin Sygdom, og Kommissionen lod Morsing tilstille Originalakterne, forat han til sit Forsvar kunde stille ham endel Spørgsmaal i Krigsprokurørens Nærværelse. Disses Besvarelse var i Hovedpunkterne overensstemmende med de mod Morsing tidligere rettede Beskyldninger – dog noget vaklende og i et og andet Tilfælde varierende.

Vicestatholderens Besvarelse af den kongelige Res. af 21de Nov. 1712 med Forespørgsel om, hvorfor Tortur ikke var bleven anvendt, gik i korte Træk ud paa følgende:[36]

Sammen med Generalauditør Sverdfeger havde Vieregg nøie gjennemgaaet de i omhandlede Affære passerede Akter – og herunder fundet, at den forrige Generalauditør Mercker var gaaet altfor vidt i den Relation til Baron Løvendahl, paa hvilken den kongelige Ordre om Tortur var grundet, naar han i samme havde sagt, at Morsing var bleven fuldstændig overbevist af Huseby om sin Forbrydelse, hvilket i Virkeligheden aldeles ikke forholdt sig saaledes; thi det var stor Forskjel paa at ville paahefte en en Forbrydelse og at fore tilstrækkeligt Bevis for samme. – Den første Kommission havde desuden handlet i høi Grad urigtigt ved at lade Huseby aflægge Ed, idet denne jo ikke kunde vidne:

1) som Angiver og Meddeler, hvorhos han ikke havde meldt Øvrigheden det paaklagede, men kun i privat Selskab rost sig af at være bleven sendt over til svensk Side – hvilket han igjen senere havde benægtet;

3) som socius criminis og gjort delagtig i Forbrydelsen, idet han vel maatte vide, at han var gaaet paa forbudne Veie;

3) som vaklende og ubestandig, hvilket ikke alene viste sig i Hovedsagen, men ogsaa i flere specielle Tilfælde, der vare blevne varierede, som da han fortalte, at General Tritzschler havde sendt ham til en Præst paa Viksiden: Hr. Fredrik paa Skee, hvilket aldeles frafaldtes. – Hvordan denne Præst ved Edsaflæggelse for Slotsloven havde fralagt sig saadan af Huseby ham paaført Usandhed, fremgaar af Forhørsakterne[37].

Flere Omstændigheder vare blevne refererede paa forskjellig Maade; de fornemste Personer vare ikke altid de samme – ligesom der i flere Stykker var Modsigelser. Heller ikke af den Grund burde Huseby have været tilladt Edsaflæggelse. Hertil kom, at Kommissionen ikke engang havde forespurgt ham om, hvorledes han kunde begrunde sine modsigende Dispositioner, og hvorfor han saa fuldstændig var gaaet fra sin første Fremstilling af Sagen. Dette burde da iallefald nødvendigvis været gjort før Edsaflæggelsen. Der var desuden flere Forhold, som fra Begyndelsen af burde have været undersøgt af den første Kommission, og som dengang vilde kunne have bragt Sagen tilende, f. Ex. Afhørelse af de enkeltvis nævnte Personer. – Idetheletaget haabede man, at Hs. Maj. naadigen maatte forstaa, at denne Sag aldeles ikke var saa klar og udviklet, som Generalauditør Mercker havde villet havt den til at være, og at Inkvisiten hidtil ikke godt kunde have været belagt med Tortur. Vicestatholderen anholdt – efter modent Overlæg med Generalauditør Sverdfeger – om, at den nærværende Kommission maatte faa Frihed til at forholde sig ligeoverfor den før anbefalede Tortur mod Morsing, saaledes som den efter Ret og Sagens Beskaffenhed fandt det at være forsvarligt.

Hvad Generalløitnant Tritzschler angik, siger Vieregg i samme Skr. af 28de Jan. 1713[38], vedrørte de ham tilsendte Bilage kun at undersøge, hvorvidt han havde givet Mathias Jokumsen og Jokum Mathiassen Anledning og Frihed til den mellem dem førte Korrespondance, og at Sønnen maatte komme over til Faderen. I de Bilagene vedlagte Svar havde Generalen retfærdiggjort sig, hvilket var bestyrket af Kommandanten i Fredrikshald, Oberstløitnant Bruun[39], saaat hvad dette Spørgsmaal angik, intet var at bemærke mod ham. Hvad de andre Anklagepunkter angik, saa kunde man af Morsings Proces og den i samme førte Protokol og dennes Akter intet finde om, at Generalløitnanten havde havt nogetsomhelst Kjendskab til den fra Sverige førte Havresæk med Penge, – og hvad det andet og tredie Punkt angik, at han havde kunnet beskjæftige Svenskerne mere med de norske Tropper, end han gjorde, og at han havde holdt de søndenfjeldske Tropper saa længe i sine Kvarterer og derved foraarsaget mange Omkostninger, at han her ikke havde villet vige for andres Raad, derom forefandtes intet, som man kunde faa det ringeste Lys af, idet General Løvendahl skulde have taget med sig de under Tritzschler kommanderende Chefers Erklæring herom.

Nu var der skeet Henvendelse til Generalløitnant Hausmann med Ånmodning om, at der maatte blive indsendt fornyede Erklæringer fra vedkommende Generaler og Brigaderer, der senere skulde fremkomme.

Vieregg døde 14⁄7 1713, og hermed standsede igjen for en Tid Sagens Fremme.

12te Aug. s. A. indsendte Morsing fra Akershus Corps de garde et Forsvarsskrift (conciperet af hans udi Commissionen antagne og beskikkede Fuldmægtig Hans Bredal), i hvilket han i en lang og i Datidens Stil meget svulstig Indledning stærkt kritiserer den mod ham anvendte Procesmaade:

Den 22de Okt. 1710 var han blevet arresteret, – hvorfor var ham ubekjendt. Derpaa havde han efter 4 Dages Forløb stillet suffisant Kaution for sin Løsladelse; men den 2den Nov. maatte han igjen i Arrest, uden at han fremdeles havde den ringeste Anelse om, hvad han havde gjort, hvilket han heller ikke fik vide før den 17de s. M„ da han af de ham ihændekomne Akter saa, at en ham ukjendt Bondemand havde beskyldt ham for at have sendt denne over til Viksiden, hvorfra han var kommen tilbage med en Postsæk, som skulde have været tung – saadan var Ordene« og den hele Beskyldning. – Dagen efter blev han ført for en Ret og spurgt om denne Pas- sage – hvilken han da tog Gud og sin Samvittighed til Vidne paa at han ikke kjendte noget til, hvorpaa Bonden »tvertimod saavel Kongens som Guds Lov« toges i i Ed, før man ved nogetsomhelst Vidne havde søgt Oplysning eller tilladt den Anklagede noget Forsvar...... Saasnart Vidnet havde aflagt sin Ed, begyndte han med anden Snak, hvorefter man besluttede, at Morsing i sin Arrest skulde belægges med Jern og hans »Fattigdom« forsegles. Istedetfor at belægge ham med Jern i Arresten, som Kommissionens Kjendelse gik ud paa, var dette til Spot og Skam foretaget i Kommissionens Port – og saadan var han bleven ført omkring i Kristiania Gader med Profos bagefter sig til Akershus Fæstnings Corps de Garde. – »Om saaledes er skeet med nogen Misdæder, som føres til Retterstedet, ved jeg ikke, uden forsaavidt samme maa have været et forhærdet Menneske eller en, som var bleven dømt til Spot og Skam. Jeg har i dette Tilfælde i min Uskyldighed maattet følge min Frelsers Kristi Exempel.« – I Arresten blev Jernet taget af, hvorpaa der blev paalagt ham en særdeles stor Bolt med Tilbehør om begge Ben, saaat han neppe kunde gaa, og denne havde han nu maattet have og slæbe med sig i 3 Aar og »ligge i sine fattige Klude som et andet Kreatur, saaat det var et Guds Under, at han ikke for længe siden var kreperet eller opædt af Utøi«. – Efter nogle Dages Forløb havde man forbarmet sig over ham og bestilte for en liden Sum, som man havde fundet ham tilhørende, til hans Underhold, hvilket imidlertid nu var konsumeret ....

Endelig i 1712 var Kommission ordineret, som havde tilladt ham som retfærdig Mand sit Forsvar efter Loven, og under dette blev adskillige Vidner examinerede edelig, som endydermere beviste Bonden hans Usandfærdighed. Derpaa blev denne examineret efter Morsings Tilspørgende. »Hvor utallig og mangfoldig han varierer med sin Ed og ellers, kan her for Vidtløftigheds Skyld ikke allernaadigst erfares; men Akterne udvise det i Mængde .... Han maa selv vedstaa aldrig at have kjendt mig eller havt den ringeste Befatning med mig – langt mindre talt med mig, hverken før eller senere, uden den eneste Gang, som Gud og Alverden skal være mit Vidne om aldrig at være skeet – han ei heller i Evighed skal kunne godtgjøre.

Blandt Refererede Sager 1713 anføres under 22de Aug., at Generalløitnant Tritzschler igjen havde henvendt sig til Hs. Maj. med Bøn om, at det maatte komme til Endskab med hans Sag, og at de af afdøde Vicestatholder Vieregg mod ham indsendte Skrifter maatte blive ham kommunicerede til Erklæring. I samme Skrivelse omtaler ogsaa Tritzschler den økonomiske Ruin, han gaar imøde ved saaledes paa det kostbare Levested Kristiania at maatte forblive uden Gage. Samtidig var af Generalen Overkrigssekretæren tilskrevet med indstændig Anmodning om, at denne Memorial maatte blive foredraget Hs. Maj.

5te Sept. 1713 tilskrev Tritzschlers Svigersøn Gabel[40] Overkrigssekretæren, at han fra Svigerfaderen havde modtaget en Skrivelse, hvori denne meldte, at han var ængstelig for, at hans tidligere Memorialer ikke skulde være komne Geheimeraaden ihænde, da han ikke havde været saa lykkelig at modtage noget Svar. »Da jeg ved, at det vilde være den kjære gamle Mand et soulagement i hans havende chagrin, naar han med et Par Linier fra. E. Ex. kunde blive underrettet om, at indesluttede er sendt Dem af mig, beder jeg underdanigst derom.

Viereggs Eftermand var Baron Fredrik Kragh[41], der før sin Afreisse fra Kjøbenhavn den 16de Sept. 1713 fik Ordre om at indberette, hvorledes han formente, at Generalløitnant Tritzschlers Sag efter dennes Forlangende bedst kunde foretages.

18de Aug. 1714[42] udtaler Kragh, at Generalen ligeoverfor ham havde erklæret, at han hjertelig forlangte Endskab paa denne Sag og submitterede sig derfor gjerne ikke alene en Generalkrigsret, omendskjønt i Norge ingen General havde Charge[43], men ogsaa var tilfreds, om Sagen kunde blive afgjort af en Kommission bestaaende af civile og militaire ...... Vicestatholderen skulde dog anse det tjenligt, før man kom til Decidering i denne Generalløitnant Tritzschlers Sag, at den haardt arresterede Stabssekretær Morsings maatte blive tilendebragt – forat man kunde erfare, om førstnævnte havde nogen Sammenhæng med denne... Morsing havde nu over 4 Aar siddet og sad endnu under haard Bolt og Jern og havde underdanigst bedet om Forløsning – til Døden eller Livet. – Kragh kjendte lidet eller intet til Forholdene, enten han var skyldig eller uskyldig; men han tillod sig dog aller underdanigst at foredrage for H. M. denne elendige Synders haarde Medfart, især da de, som havde Sagen imod ham ihænde, ikke handlede lovformelig ved at lade ham hensidde saa længe uden at tiltale ham.

I sin – ovenanførte Memorial til Kongen ledsagende – Skrivelse til Overkrigssekretæren[44] siger Kragh, at han ikke kunde begribe, hvorledes man havde kunnet gaa sa haardt frem og ladet ham saaledes sidde i 4 Aar i Bolt og Jern uden at bringe Sagen til Endskab. De fleste vare af den Tanke, at man ikke kunde gjøre Morsing nogetsomhelst ad Rettens Vei, og var det Tilfældet, saa det vanskeligt ud, hvordan det skulde blive rettet herpaa, hvordan han skulde søge Regres.

Generalløitnant Tritzschlers næst sidste Memorial til Kongen før Sagens endelige Afslutning var af 1ste Sept 1714. Med denne fulgte igjen en indtrængende Henvendelse til Overkrigssekretæren. »Den nu indsendte Memorial«, siger han, »indeholdt intet andet, end hvad han i 4 Aar havde skrevet om. Dette var dog himmelskrigende Synd! Han maatte tro, at Kongen ikke kunde være rigtig underrettet, siden han intet Svar fik paa sine Henvendelser. – Kongen, der var saa god og naadig, vilde aldrig kunne tillade, at man saa totalt ruinerede ham ...«

Med en fornyet »Supplique« fra Morsing skrev dernæst Vicestatholderen under 22de Sept. 1714[45] til Overkrigssekretæren, »at dette var en Barmhjertighedssag, som han ikke kunde undslaa sig for at rekommandere paa det bedste. Det syntes, som om man havde gaaet temmelig haardt frem mod Morsing – imod Lands Lov og Ret – og vilde der komme til at hvile Ansvar paa dem, som havde været Aarsag til slig Medfart ...«

Endelig – efter 4 Aars Forløb – syntes Tiden at være inde til at faa Sagen afsluttet. Generalauditør Bornemann[46], der havde faaet de indkomne Dokumenter til Erklæring, var i sin Kritik enig med Sverdfeger og fandt, at dennes Bemærkninger havde »stort Fundament«[47]. Feilen var hovedsagelig, at man fra Begyndelsen af for dengang at fan den tilendebragt havde forceret den for meget. Der kunde ikke sees bort fra, at Generalauditør Mercker skulde kunne have taget Feil. – Hvad saadanne Sager angik, som vedrørte crimen læsæ majestatis, pleiede de ikke alene ikke at have flere Vidner; men man maatte ofte til deres Bevis gaa efter blotte supçons. – Kongen havde ved Lovens Kap. 70 bestemt, at saadanne Sager som de vedrørende den krænkede Majestæt skulde være aldeles fritagne for den ordinære og almindelige Landets »modo procedendi«. Samtidig hermed maatte det erkjendes, at der blev gjort en Feil ved de dengang foretagne Examinationer, idet man ikke strax lod afhøre og føre til Protokols de Personers Udsagn, som Bonden saa omstændelig havde specificeret i sin Fortælling, idet Sagen herved vilde være blevet tilført stor Belysning .....

Bornemann holdt paa, at da der nu var hengaaet saa mange Aar, og da der i Generalauditør Sverdfegers Relation forekom flere Omstændigheder, som forandrede Processen og syntes at give den et andet Udseende, – burde Sagen behandles af en af Hs. Maj. dertil beordret Kommission og ordentlig ventileres efter den almindelige Landsproces, ligesom Morsings Baand og Tvang burde noget formildes.

Imidlertid har der allerede under 21de Sept. 1714[48] – altsaa før Bornemanns Erklæring – været udstedt et Reskript til Vicestatholderen, at han underhaanden og i al Hemmelighed – ligesom fra sig selv – for at undgaa al Vidløftighed og Proces skulde sondere Generalløitnanten, om han kunde være tilbøielig til allerunderdanigst at ansøge om sin Afsked, regnet fra den Tid af, da han var bleven suspenderet. Svaret herpaa vilde blive at foredrage for Hs. Maj. Samtidig blev der givet Ordre til, at Morsings Jern skulde aftages, men at han dog skulde holdes i Arrest i Corps de Garden indtil Sagens Udgang. – Den hele Affære, hvorom der antagelig har været mundtlig konfereret med Generalauditør Bornemann før dennes Erklæring, har formodentlig stillet sig mere og mere tvivlsom, hvorfor man nu fik Hast med uden videre Skandale at faa den bragt tilende. Samtidig har vel ogsaa Tritzschlers mægtige Slægtninge, som f. Ex. Svogeren Generalløitnant Hausmann og Svigersønnen Gabel, ikke været uvirksomme. – Resultatet af Vicestatholderens Underhaandshenvendelse blev, at Tritzschler under 17de Nov. 1714 indsendte en allerunderdanigst Memorial[49], i hvilken han androg om, »at hans i Norge førte Conduite maatte blive underkastet en nærmere Undersøgelse, eller ogsaa, at alt maatte blive ophævet mod, at det allernaadigst vilde behage Hs. Maj. med sin Haands Underskrift at forsikre ham om hans kongelige Naade.«

Sidstnævnte Alternativ valgtes, idet der under 7de Dec. 1714 udstedtes følgende kongelige Resolution[50] til Generalløitnanten:

»Det er os af Din indsendte allerunderdanigste Memorial af 17de f. M. blevet foredraget, at Du, eftersom Du befrygter at være falden i vor Unaade, underkaster Din i Norge førte Conduite nærmere Undersøgelse, eller – for at ophæve alt – allerunderdanigst beder om, at det allernaadigst maatte behage os med vor Haands Underskrift at forsikre Dig om vor Naade, – altsaa befri Dig allernaadigst fra alle herefter kommende Pretensioner. – Nu er det Dig ikke ubekjendt, hvorledes Rygtet i Anledning af Din i Aaret 1709 i Norge førte Kommando har været Dig temmelig imod, ligesom Felttoget dengang tilvisse ikke fremmedes efter vor Hensigt og Vilje, hvilket, om der skulde gaaes retslig frem, for en Del maatte komme Dig til Ansvar, hvis vi nærmere vilde gaa ind i disse Sager og lod anstille en speciel Inkvisition, som vor Ret er. Men da Du imidlertid forlængst har bedet Dig fritaget for saadan[51] og anholdt om en allernaadigst Demission fra vor Krigstjeneste, saa har vi tilstaaet Dig denne fra den Tid af, da Du efter vor allern. Befaling af Baron Løvendahl blev frataget Kommandoen over vore norske Tropper, saaledes som vedlagte vor Dig meddelte Afsked af 22de Nov. 1710 nærmere udviser, ligesom vi ogsaa i Kraft af nærværende Skrivelse i al Naade frikjender Dig for alle fremtidige Pretensioner og Fordringer paa Grund af omhandlede Din førte Conduite.«

Morsing blev der samtidig givet Ordre om at demittere fra Corps de Garde paa Akershus. Den til Generalløitnant Hausmann i den Anledning udstedte Resolution i er saalydende:

»Det er Dig vistnok bekjendt, hvorledes vi for nogle Aar siden af ganske betragtelige Grunde fandt os opfordret til at belægge den daværende Stabssekretær Morsing med Arrest, i hvilken han til Dato endnu befinder sig. Nu vare vi vistnok i vor Ret ved at lade anordne en speciel Inkvisition over Vedkommende og paa det nøieste lade undersøge de mod ham anførte graverende Beskyldninger, hvilket, om vi vilde gaa frem efter Rettens Strenghed, maatte komme til at faa et daarligt Udfald for ham. Naar vi imidlertid af særlig Naade vil overse, hvad der er foregaaet, og den omtalte Morsing saaledes skal være fritaget for videre Tiltale og retslig Forfølgning, saa er herved vor allern. Vilje og Befaling, at Du strax løslader ham fra Arresten og sætter ham paa fri Fod, samtidig som Du alvorligen foreholder ham, at han fremtidig af- holder sig fra saadanne farlige Sager, i hvilke han nu er fundet at være graveret, og tilbørligen vogter sig derfor, om han vil undgaa vor høieste Unaade og den derpaa følgende uundgaaelige store Straf.

Morsing har naturligvis ikke havt andet at gjøre end at bøie sig for denne kongelige Resolutions Indhold, der er betegnende for Tiden og for, hvad man kunde tillade sig mod en for crimen læsæ majestatis mistænkt. – Sammenlign Vicestatholder Kraghs Skrivelse af 22de Sept. 1714 om det Ansvar, der maatte komme til at hvile paa dem, der havde været Aarsag til den haarde Medfart, Morsing havde været udsat for, og den Regres, han maatte kunne søge.

Efter alt, hvad der nu ovenfor er meddelt om Begivenhederne i 1709 og sammes Følger, kan der ikke være nogen Tvivl om, at Generalløitnant Tritzschler for sin Person har været fuldstændig uskyldig ligeoverfor Forræderirygterne, og hvad Morsing angaar, er Generalauditørerne Sverdfeger og Bornemanns Kritik over Procesførelsen i høi Grad støttende for den Tanke, at han har været Gjenstand for falsk Anklage. Muligens bar man gjennem ham villet ramme Generalløitnanten som Syndebuk for Resultatet af Slotslovens elendige Administration. Hvad Kammerjunker v. Platen angaar, der høist sandsynlig har spillet en ikke uvirksom Rolle under Forfølgelsen af Tritzschler og Morsing, viste denne sig senere at have været en meget tvivlsom Person. – Han var Eier af Geværfabrikken i Hellebæk, Generalkommissær og Deputeret i Generalkrigskommissariatet i Danmark 9⁄3 1712, men arresteredes i Begyndelsen af 1715 som skyldig i Underslæb. Efter at have siddet fangen i flere Aar kom han paa fri Fod 1722. Under de mod ham paagaaende Undersøgelser blev.det oplyst, at han havde brugt choquante Expressioner paa et Stykke Papir vedgaaende en Fordring, som han havde paa en formaaende Mand[52].

Man kan ikke undlade at stille sig spørgende ligeoverfor den paa et Par Steder gjentagne Meddelelse om, at Løvendahl tog med sig til Saxen de paa løse Blade afgivne Erklæringer fra de under Tritzschler Høsten og Vinteren 1709 kommanderende høiere Chefer, ligesom det ikke fremgaar af noget, at der senere har været konfereret med ham om denne Sag.

Foruden de to ovenanførte Hovedpersoner Tritzschler og Morsing, har Traditionen ned igjennem Tiderne ogsaa stillet Generalens Frue, Anne Kathrine Toller, i et tvivlsomt Lys. Løvendahl hentyder i en Indberetning til, at han har sine Tanker om, at hun skal have spillet en væsentlig Rolle i den befrygtede Korrespondance, idet han siger, at han ikke kunde være ganske sikker paa »Eva«. – Imidlertid omtales hun ikke senere med et eneste Ord hverken af ham eller af nogen anden, hverken i Indberetninger eller Akter. Man skulde derfor være stærkt tilbøielig til at tro, at Generalinden kan have været mindre forsigtig i sin ydre Fremtræden, kanske givet Anledning til Kritik i sit Forhold til sin Mands Sekretær. At hun midt under Krigen, som det er bleven fortalt, sammen med Morsing skulde have været i Stockholm, hvor hun endog skulde »have spillet Kort ved Enkedronningens[53] Hof«, er høist usandsynligt, for ikke at sige en Op- digtelse. Tallefald kan dette ikke have fundet Sted før Forræderiprocesserne, da et saa mærkeligt Skridt isaafald maatte have været omtalt i Indberetninger og Forhørsakter. At Morsing for sin Person kan have været reist til Sverige efter den ublide Behandling, han havde været udsat for i Norge, er meget sandsynligt, – saameget mere som det er bleven fortalt, at han var svensk født; men at han da skulde have været ledsaget af Generalinde Tritzschler, er visselig kun et Foster af Folkefantasien[54]. Hun var Tritzschlers anden Hustru og ægtede efter hans Død Oberst Johan Garmann.

Hans Ernst Tritzschler

til Tomb var Søn af Georg Abraham Tritzschler og Anna Maren Kammerstadt. Født i Lauterbach 3⁄10 1647. I hollandsk Krigstjeneste. Premierløitnant i nordenfjeldske Dragonkompagni 1670–1675. Var Kaptein 27⁄9 1675. Roses som en god Officer, der har været i hollandsk Krigstjeneste, og udnævnes til Major i Gyldenløves Livregiment (Dragoner) 1675. Bestalling som Major tilfods 22⁄3 1676. Angreb 2%% 1677 sammen med Generaladjutant Mohr den østre Side af Marstrand. Kommandant i Marstrand efter Fæstningernes Erobring. Var 1679 Oberstløitnant og laa med U. F. Gyldenløve for Uddevalla. Oberstløitnant i Smaalehnske Infanteriregiment 1680. Oberst og Chef for Regimentet 1681. Brigader 27⁄4 1686. Faar 14⁄2 1690 Orlov til at besøge fremmede Armeer i 6 Maaneder. Chef for et gevorbent Infanteriregiment 15⁄7 1693. Generalmajor tilfods 21⁄1 1696. Kvitterer 28⁄1 1696 sit Regiment. Medlem af Slotsloven fra dennes Oprettelse 1704. Hvid Ridder 30⁄4 1704. Generalløitnant 6⁄11 1708. Inspektør over Milicen nordenfjelds fra medio Marts 1709. Suspenderet af Løvendahl 22⁄10 1710. Afsked i Naade regnet fra sidstnævnte Datum 7⁄12 1714. † i Kristiania 23⁄6 1718.

Gift med: 1) 10⁄4 1681 Margrethe Huitfeldt, Datter af Oberst Tønne Huitfeldt (født 19/s 1669, † 9⁄3 1683). 2) Anne Kathrine Toller, Datter af Nils Toler (adlet), (født 1666, † 1720), der som Enke ægtede Oberst Johan Garmann[55].

***

Som før nævnt havde det snart vist sig, at de mod Jokum Mathiassen og hans Søn Mathias Jokumsen rettede Beskyldninger ikke havde noget med den Tritzschler-Morsingske Sag at bestille. Sammenhængen med den mod disse rettede Mistanke for Forræderi var efter de i det norske Rigsarkiv forefindendes Generalauditoriats-Dokumenter følgende.

Vicestatholder Vibe og Generalløitnant Tritzschler havde i 1709 »ved Krigens Begyndelse« antaget den Aaret efter afdøde Borgermester paa Fredrikshald Hedemark, der var godt kjendt i Sverige, til at skaffe Underretning om Forhold og Tilstande sammesteds. Som Følge heraf havde denne formaaet sin Svigersøn Mathias Jokumsen[56], bosat i Strømstad, til at give fornødne Oplysninger om, hvad han ved Leilighed kunde bringe i Erfaring om de Svenskes Foretagender. Dette havde han blandt andet gjort, idet han skaffede Underretning om deres Marsch mod Skåne. – 8de Febr. 1710 udgik der Ordre til Oberstløitnant og Kommandant paa Fredriksten Bruun, og senere under 15de Mai s. A. udstedtes der Patent fra Slotsloven om, at al Korrespondance med Sverige skulde ophøre, hvad der havde tilfølge, at man i længere Tid intet hørte derfra, før Tritzschler under 7de Juni s. A. tilskrev Borgermesteren, at da dette maatte forstaaes som kun gjældende Handel og Forretningsførsel, ønskede han nu at faa Rede paa, hvordan det forholdt sig med den göteborgske Flaade. Efter dette henvendte Hedemark sig til Svigersønnen, samtidig som Fredrikshaldsborgerne Nils Jakobsen og Hans Kock efter Kommandantens Tilskyndelse henvendte sig til Jokum Mathiassen for at faa denne til mundtlig at konferere med Sønnen om det omhandlede Spørgsmaal. – Under denne Konference paa Viksiden bleve Fader og Søn arresterede af en Militærafdeling under Løitnant Eschel og ført til den høistbefalende paa de Kanter, Chefen for Smaalehnske Infanteriregiment Generalmajor Lützow, idet en saadan Sammenkomst mellem norsk og svensk Undersaat paa en. Tid opfyldt af Forræderirygter og mod Slotslovens Ordre maatte synes høist mistænkelig. – Efter flere Forhør og Examinationer, hvoraf intet fremgik, anordnedes 9de Okt. 1710 en Undersøgelseskommission »til nøie Grandskning af den omhandlede Korrespondance«. Fader og Søn sendtes til Akershus, hvor de sad i Bolt og Jern i længere Tid, idet man haabede, hvilket dog viste sig at være forgjæves, ved fortsat Grandskning af deres Forhold at faa fat paa de skjulte Traade i den Tritzschler-Morsingske Sag. – Paa Grund af tiltagende Sygelighed saa man sig nødt til mod Kaution at løslade Jokum Mathiassen ved Udgangen af 1712, medens Sønnen, den svenske Undersaat først fik sin Frihed igjen ved Sagens endelige Afslutning i Aaret 1715. De langvarige Undersøgelser bragte, som sagt, intetsomhelst for Dagen hverken ligeoverfor den Tritzschler-Morsingske Sag og Sammenhængen med denne, eller som fældende ligeoverfor de to Mistænkte. – Det blev bevist ikke alene ved Jokum Mathiassens og Sønnens egenhændige Skrivelser, men ved flere edfæstede Prov, at disse ligesiden Krigens Begyndelse havde underholdt skriftlig Korrespondance og havt Samkvem med hverandre saavel i Fredrikshald som ved Grændsen. Spørgsmaalet var, hvorvidt dette havde været tilladeligt eller ikke. I et Forhør afholdt 24de Juli 1710 blev det ved Borgermester Hedemarks Erklæring bevist, at Mathias Jokumsen var engageret til at skaffe Underretning, og at denne havde saavel før som efter Slaget ved Helsingborg givet tilstrækkelig Meddelelse om de Svenskes Forehavende, hvad der igjen blev bekræftet i Vidners Nærværelse, da Hedemark Aaret efter laa for Døden. Tritzschler havde oplyst, at det var saavel ham som den afdøde Vicestatholder Vibe bekjendt, at det var Mathias Jokumsen, der gav Hedemark de for dem indkomne Underretninger. Kommandant Bruun, der antagelig ogsaa har været meddelt den kommanderende Generals Henvendelse til Borgermesteren, bevidnede, at han gjennem Hans Kock havde formaaet Jokum Mathiassen til at faa denne Samtale istand med Sønnen for at faa Rede paa den göteborgske Flaade, og endelig afgav den kongelig ansatte Kundskabsmand Nils Jakobsen Riiber under Edsaflæggelsen Forklaring om, at han havde søgt Efterretninger om et og andet fra Sverige ved Jokum Mathiassen og i Anledning heraf dels anmodet ham om at skrive til Sønnen, dels formaaet ham til at følge sig paa Reise for at faa tale med denne.

Sagen førtes med udmærket Dygtighed af Jokum Mathiassens Svigersøn: Overretsprokurator Grønbeck[57] som Forsvarer og endte med fuld Frifindelse. – Overrettens Dom af 18de April 1714 gik ud paa, at der ikke var ført nogen utilladelig Korrespondance; – dog stemte to af de Voterende for, at saavel Fader som Søn skulde holdes fængslede til Krigens Slutning. – Efterat Overretsdommen i Kjøbenhavn havde været under nærmere Prøvelse, er man ogsaa her kommen til det frifindende Resultat i den Grad, at det, samtidig som det blev bestemt, at Sagen ikke skulde indankes for Høiesteret. blev Grønbeck tilbudt at modtage Opreisning for sine Klienter gjennem Kongens Naade, ligesom de i Henhold til kgl. anbent Brev af 31te Juli 1715 modtog Forsikring om Hs. Maj.s Mishag med den haarde Medfart, de uskyldigen havde lidt, idet de erklæredes aldeles fri for de mod dem rettede Beskyldninger, som ikke skulde geraade dem til Skade paa gode Navn og Rygte. Magistraten paa Fredrikshald skulde hæve den paa Jokum Mathiassens Gods lagte Sekvestration, og Sønnen skulde strax sættes paa fri Fod. Som et end yderligere Udtryk for Kongens Naade fik Jokum Mathiassen Kommerceraads Karakter, ligesom Svigersønnen blev Kancelliassessor. Som svensk Undersaat har man sandsynligvis under de krigerske Forhold mellem de to Nationer ikke fundet sig foranlediget til at give Sønnen nogen Opreisning.



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ T.s Redegjørelse for sit Forhold dat. 19de Nov. 1712 (Memorialer 1712. Det danske Rigsarkiv).
  2. ↑ Fredr. Christoffer de C., Chef for søndenfj. Inf.regt. 1703–1717. (Kmdt. Fredrikstad 1717–1718).
  3. ↑ Johan Vibe, Vicestath, før el. 20⁄3 1709. Stiftsbef. over Akershus. † 28⁄2 1710, Fredrik Mercker, Gen.aud. 1708–1711. Samtidig Overkrigskom.
  4. ↑ B. Rgt. ankom først 16de Dec. (Wahl, Det gamle Bergenhusiske Regiments Historie, S. 83). Feltart. mobiliseredes ved Moss d. 12te Nov.
  5. ↑ Det norske Rigsarkiv.
  6. ↑ Overkrigskommissæren.
  7. ↑ T.s Skr. til Kongen af 19de Nov. 1712. Memorialer 1712. D. Rigsark.
  8. ↑ Gen.maj. Arvid Christian S., Ingeniøroff., Gen.kvm. ved Fortifikationen, Kom.dt. 1694–1712.
  9. ↑ Barthold Nicolay L., Gen.adj. hos Gen.lt. Tritzschler 4⁄11 1709 og senere hos Løvendahl. Kom til at indehave høie Stillinger i den norske Hær. Kom.dt. i Fredrikstad 20⁄10 1727 til sin Død 14⁄2 1740. Gen.lt. 18⁄4 1739.
  10. ↑ Fredrik B., Sognepræst til Skee 1702–1717.
  11. ↑ Resp. Udn. 27⁄7 og 2⁄8 1710. Løvendahl, Ulrik Fr. Gyldenløves Søn i hemmeligt Ægteskab med Marie Urne – f. 25⁄9 1660 – havde i sine tidligere Dage havt høie Stillinger i den dansk-norske Hær og var saavel fra denne Tid som paa Grund af sin Fødsel vel kjendt med danske og norske Forhold. Sit første Felttog med den norske Hær havde han gjort under Faderen ved dennes Indrykning i Dalsland 1679. – Han fik Afsked fra dansk Tjeneste 16⁄6 1705, hvorefter han blev ansat ved August af Polen og Saxens Hof. I 1708 indlededes Underhandlinger med ham om at træde i dansk Tjeneste, hvilket han dengang besvarede med, at han var parat. – Efterat der senere gjentagende var gjort Henvendelse herom fra Fr. IV, blev han endelig permitteret fra sin Stilling som Hofmarschal ved det polsk-saxiske Hof til den danske Konges Tjeneste i Norge, hvor han under Alliancen med Danmark skulde betroes Kommandoen over den norske Hær. Det for ham udstedte Diplom, dateret Marienburg 2den Juli 1710 (Hauptstaatsarchivet i Dresden), lød paa, at denne Permission ikke skulde vare længere end den paagaaende Kampagne. Naar denne var endt og der ikke var mere at iagttage for ham i Felten, skulde han ufortøvet vende tilbage til Saxen for at røgte de ham der paahvilende vigtige Charger. Som senere vil sees, blev denne Permission fornyet 1712. (Se forøvrigt om Løvendahl: »Gyldenløvefeiden« S. 270).
  12. ↑ Indkomne Sager 1710. D. Rigsark.
  13. ↑ De Afdelinger, der i Paavente af Udrykning laa samlede borte fra sine Hjem i de østenfjeldske Lægder og Kvarterer.
  14. ↑ I samme Skrivelse beder L. om, at den danske Gesandt ved det polsk-saxiske Hof maatte blive anmodet om hos Kong August at undskylde hans Fravær for nogle Uger længere, forat han kunde faa Tid til at udføre sin Gjerning i Norge saaledes, at den ikke skulde blive ufuldkommen. – Senere paa Aaret var han ogsaa igjen i Saxen, ved hvilken Anledning hans Adjutant Landsberg (se ovenfor S. 97, Note 2) blev tilbage i Hamburg for at bestille Vaaben og Udrustningsgjenstande til den norske Hær. (Landsbergs Indberetn. af 17⁄8 1739). Gjentagende Gange har Reiser til Saxen fundet Sted under L.s Ophold i Norge. Man faar i det hele taget Indtrykket af, at han stadig stod i nær Forbindelse med det polsk-saxiske Hof, ligesom at dettes Samtykke til hans Tjenstgjøring i Norge ogsaa har havt sin Grund i, at man under dette Lands mislige administrative Forhold fra polsk-saxisk Side som dansk Allieret var interesseret i de norske financielle og militære Forholds Revision gjennem en saa dygtig Administrator som Løvendahl, kjendt med de norske Forhold og interesseret knyttet til Saxen.
  15. ↑ Indkomne Sager 1710. D. Rigsark.
  16. ↑ Indkomne Sager 1710. D. Rigsark.
  17. ↑ T. siger i en Relation af 20⁄8 1712, at det blev ham mundtlig meddelt, at han indtil Videre skulde ophøre med sin Tjenstgjøren.
  18. ↑ Anna Kathrine Toller, Datter af den bekjendte Nils Toller. (Se Pers.h. Tidsskr. 2. III. S. 31).
  19. ↑ Albrekt Christoffer v. Heinen, Chef f. Bergenh. Rgt. 1692–1710, Gen.maj. 1710, Kommanderende nordenfjelds 1711, † 1712. Kaspar Brockenhuus, Chef f. Oplandske Rgt. (Inf.) 1682–1711 (Afsked m. Gen.majors Grad. Eier af Hovindsholm, Tjerne og Skridshol, Hedemarken). † 1713. Frantz Wilhelm Folckersahm, Chef f. det ene Søndf. Dragon-Rgt. – det senere Smaalehnske – 1698–1711, Gen.maj. 1710. † Juni 1713 paa Kambo ved Moss. Barthold Henrik Lützow, Chef f. Smaalehnske Rgt. (Inf.) 1701–1710, Gen.major 1710, Gen.lt. 1716, fung. og senere virkelig Kom. Gen. resp. 1716–1717 og 1718–1720, Afsked, † 1729 paa Tomb. Vincent Henrik Sesterfleth, Chef f. Vesterlehnske Rgt. (Inf.) 1701–1711. Fredrik Christopher de Cicignon, Chef f. Søndenfjeldske Røgt. (Inf.) 1703–1717, Gen.maj. 1713, Kom.dt. i Fredrikstad 1717–1718. Peder Jacob Wilster, »Inspektion over alt Artilleriet i Norge« 1707, Chef f. Art.komp. paa Akershus Dec. s. A., Gen.maj. tilfods 1712, Oberst af Art. og Kom.dt. i Fredrikstad, hvorhen hans Art.komp. forlagdes, 1712–1716, Kom.dt. i Glückstadt s. A., Afsked 1720, † 1722. Ove Wind, Chef f. Akersh. Rgt. (Inf.) 1707–1717, Gen.maj. 1716, Chef f. en af Grændsekantonerne søndenfj. 1716 Kom. Gen. nordenfj. 1717, Kom.dt. i Fredrikstad 1718, † 1722. Johan Fredrik Munch, Kommandant paa Akershus 1709–1711. Vincents Budde, Chef for det nyoprettede (gjenoprettede) 2det Trondhj. Rgt. (Inf.) 1710–1716, Gen.maj. og Kom.dt. i Fredrikstad 1716–1717, Kom. Gen. nordenfj. 1718, † 1729. Arent Krag, Chef for et Landdragonregiment (Inf.) 1710 (Regimentet opløstes samme Aar), senere Chef f. Smaal. Rgt. (Inf.), † 1718. Georg Fredrik v. Krogh, Chef f. Bergenh. Rgt. (Inf.) 1710–1712, † 1715.
  20. ↑ Vicestatholder Viereggs Skr. af 28⁄1 1713. (Refererede Sager 1713) og Tritzschlers Skr. af 11⁄7 1712 (Indkomne Sager 1712. D. Rigsark.).
  21. ↑ Som ovenfor nævnt var Løvendahls Ophold i Norge kun at betragte som en Permission fra hans Stilling ved det saxiske Hof, En Skrivelse fra Kong August til ham dat. Karlsbad 2den Juni 1712 (Briefwechsel König Augusts von Polen mit Freiherr v. Löwendahl. Hauptstaatsarchiv, Dresden) indeholder bl. A., »at han efter Kongen af Danmarks indstændige Bønner havde faaet Tilladelse til at føre Kommandoen over den norske Arme i dette som forrige Felttog i Betragtning af Alliancen og den fælles Interesse med Paalæg om at føre Krigen mod den fælles Fjende med al mulig Kraft og saa efter lykkeligt Felttog komme tilbage.« Den 4de Juli s. A. tilskrev Kongen igjen L., at »forsaavidt det danske Hof tog Bestemmelse om kun at agere defensivt i Norge, skulde han se at ordne sig, saaat han kom tilbage.« 23de Juli 1712 takker Kongen af Danmark fra Hirschholm Kongen af Saxen-Polen, »fordi han har tilladt Overhofmarschal, virkelig Geheimeraad, Kammerpræsident og Overbergdirektør Baron v. L. ogsaa denne Campagne over at føre vore Tropper i Norge. Vi ere D. M. for saadan Velvilje meget forbunden og anse det som et særligt Udtryk for broderligt Venskab; men da Sagerne ikke ere i saadan Stand, at vi dette Aar kan gaa offensivt frem mod den fælles Fiende og vi derfor ere nødt til med Tropperne i Kvartererne at holde os paa Defensiven, saa har vi ogsaa fuldstændig villet disponere Overhofmarschallen fra vore derværende Tropper.« (Hauptstaatsarch., Dresden).
  22. ↑ Indkomne Sager 1712. D. Rigsark. Valentin v. E., Overkr.sekr. 1710–1718.
  23. ↑ L. var dengang i Holsten for at konferere med Kongen og vendte derfra direkte tilbage til Saxen.
  24. ↑ Den anonyme Seddel i v. Platens Vogn.
  25. ↑ Ditlef S., Overaud. ved. de danske Tropper i Italien 8⁄11 1704–1706, tillige Gen.stabs-Sekr., Geueralaud. i Norge 1712, Overkrigskom. 1716, Gen.krigsk. 1723, † 1740.
  26. ↑ Memorialer 1712. D. Rigsark.
  27. ↑ 4⁄8 1712–14⁄7 1713.
  28. ↑ 30⁄4 1712–24⁄2 1716, † 9⁄9 1718. Tritzschlers Svoger g. m. Karen Toller. Gen.lt., Medlem af Slotsloven 1711.
  29. ↑ 1699–1712.
  30. ↑ Hans B., Justitiarius i Stiftsoverretten 1701 –1728.
  31. ↑ Johan D., Præsident i Kr.ania 1707–1716.
  32. ↑ Vilhelm de T., 1710–1731.
  33. ↑ Gen.auditør Sverdfeger bemærker ved foranstaaende, at Husebys Udsagn her nødvendigvis maa være urigtigt. Denne Reise skulde nemlig være foretaget den 17de eller 18de Nov. om Eftermiddagen Kl. 4 el. ½5, da det var enhver bekjendt, at det i Norge var saa mørkt, at der ikke var synderligt Lys af Dagen, og havde man selvfølgelig fra svensk Side umuligt kunnet se, at han stod paa denne Side og vinkede med Huen. Huseby siger vistnok: Dagen var endnu ikke fra Himmelen, og Maanen gik netop op, da han kom til Svinesund; men ved denne Tid var der i Norge ikke mere Dag efter Kl. 4 Eftm., og hvad han anførte om den opgaaende Maane, var ligeledes urigtigt, idet der netop paa den Tid indtraf Fuldmaane og konsekventer maatte Maanen være kommet frem længe før det anførte Klokkeslet. – Maanen har ikke kunnet give saadant Skin, at man hinsides Svinesund – i slig Distance – har kunnet blive opmærksom paa omtalte Tegn, saameget mere som det efter Bondens egen Tilstaaelse netop sneede og Luften saaledes maa have været mørk og disig.
  34. ↑ Vieregg og Sverdfeger bemærke, »at Kommissarien havde overilet sig ved denne Edsaflæggelse, som ikke burde have fundet Sted paa dette Tidspunkt«.
  35. ↑ Ulrik Kristen G., Gen.aud. 1716.
  36. ↑ Memorialer 1713. D. Rigsark.
  37. ↑ Slotslovens Journal viser, at Præsten Bagge ved Ordre af 11⁄12 1711 af Løvendahl var bleven anvist 2 Rdl. pr. Uge for den Tid, 6 Uger, han var i Kr.nia under Forhøret, indakkorderet hos Bager Morten Bartholien.
  38. ↑ Memorialer 1713. D. Rigsark.
  39. ↑ Hans Jacob B., Kom.dt. 15⁄10 1709–24⁄12 1717. Oberst 1717. 1718 Chef for et af Landdragoner oprettet Regiment, der opløstes 1721, derpaa Chef f. 1. Tr. Inf. Rgt., Gen.maj. 1733, Afsked 1736, † 1739.
  40. ↑ Refererede Sager 1713. D. Rigsarkiv. Fredrik Wilhelm v. G., Etatsr., Oberberghauptm. etc., † 1732.
  41. ↑ 1713–1721.
  42. ↑ Memorialer 1714. D. Rigsark.
  43. ↑ Hausmann yngre end T.
  44. ↑ Memorialer 1714. D. Rigsark.
  45. ↑ Memorialer 1714. D. Rigsark.
  46. ↑ Hieronymus B., dansk Gen.aud. 1709–1720.
  47. ↑ B.s Skr. af 10de Okt. 1714. Memorialer 1714. D. Rigsark.
  48. ↑ Resolutioner 1714. D. Rigsark.
  49. ↑ Memorialer 1714, D. Rigsark.
  50. ↑ Resolutioner 1714. D. Rigsark.
  51. ↑ T. havde allerede i 1710 – som ovenfor anført – af Ærgrelse over den mod ham viste Mistanke – anholdt om sin Afsked.
  52. ↑ Hirsch, Dansk-norske Off. 1648–1814.
  53. ↑ Carl X Gustafs Enke.
  54. ↑ Se Pers.h. Tidskr. 2, III, S. 31.
  55. ↑ Hirsch, Dansk-norske Off. 1648–1814.
  56. ↑
  57. ↑ Den senere bekjendte Eiendomsbesidder paa Storhamar Gaard, Hedemarken.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Fra_Voldemar_Løvendahls_Tid&oldid=225984»