Pros Knudsen til Nørholm

PROS KNUDSEN TIL NØRHOLM.
EN NORSK ADELSMAND I CHRISTIAN IV’s DAGE.
AF
LUDVIG DAAE.

Den Adel, som Norges Historie kjender efter Reformationstiden, bestod, som bekjendt, for den allerstørste Del af indflyttede Familier. Det egentlige norske Aristokrati uddøde; den af de betydeligere gamle Familier, som længst holdt sig, Gallerne, forsvinder i det syttende Aarhundrede og det i Danmark. De mindre norske Adelsfamilier føre et ubemærket Liv, enkeltvise Forsøg paa gjennem »Fornyelse« af Adelssæde atter at komme frem, Forsøg, der endnu forekomme i det attende Aarhundrede[1], mislykkes, og den største Del af gammel norsk Smaaadel er formodentlig gaaet over i Bondestanden. I den saakaldte »Norske So« (fra Slutningen af det sextende Aarhundrede) forekommer den mærkelige Fortælling, at Bonde-Lensmændene (paa Vestlandet) enten pleiede at være af ringe Stand, men gifte med Adelens (det maa være den i Norge optrædende danske Adels) uægte Døtre eller selv at være af Adel og da være gifte med ivrige uadelige Koner«[2].

Af den indflyttede væsentlig danske Adel træder nogle Medlemmer i Perioden før Enevældens Indførelse frem som mere betydelige Personer, som f. Ex. Cantslerne Hans Pedersen Litle og Jens Bjelke; men det er ikke mange. Deres Historie er nogenlunde vel kjendt. Imidlertid er der en norsk Adelsmand fra hin Tid, hvis Levnetsløb frembyder en ikke ringe biografisk Mærkelighed, men hvis Livsforhold og Hændelser i den Grad ere blevne glemte, at jeg med temmelig Tryghed kan sige, at ikke alene Almenheden, men endog Historikerne i vort Land have været ubekjendte med det allermeste, af hvad nedenfor skal fortælles, og det uagtet det kun er trykte Kilder, som jeg kan benytte til min nedenstaaende Fremstilling.

I.

I det sydlige Slesvig gaves en Slægt, der kjendes allerede i fjortende Aarhundrede og kaldes »de Wunkesener« eller »Leve«. En Wunke Knudsen fik 1509 Vaabenbrev af daværende Hertug Frederik (siden Kong Fr. I)[3]. Et Par af hans Sønnesønner tjente siden som Skibshøvedsmænd i Flaaden, Poster, der oftere besattes med lavere Adelsmænd. Den ene af dem, Knud Knudsen, søgte, efter i 1586 at være aftakket fra sin sømilitære Tjeneste[4], sin Lykke i Norge. Knud, der senere skrev sig til en dansk Gaard »Mosbjerggaard«, som han kanskee ikke eiede, fik 1591, formodentlig som en Art Pensionering for tidligere Tjenester, Forlening med Kronens Gaarde Røre og Rørerud i Eidanger uden Afgift og dertil med »en halv Sagslod«[5]. Forleningsbrevet var udstedt 21 Juli 1591, og en Maaned efter (22 August) blev han i Skien gift med Karen, en Datter af Lagmanden sammesteds, Pros Lauritssøn (Hørby). Brylluppet maa have været særdeles prægtigt og høitideligt, da Vielsen forrettedes af Oslos og Hamars Biskop, den bekjendte Jens Nilssøn, og Statholder Axel Gyldenstjerne og Lensherren i Bratsberg Ove Juel vare Brudesvende[6].

Denne Pros Lauritssøn var ogsaa en dansk Adelsmand af ringere Æt, der i Mangel af noget bedre var tyet til Norge. Han skal have været en uægte Søn, men senere legitimeret som Adelsmand, fik allerede 1545 en liden Præbende af Mariakirken i Oslo og blev 1559 Lagmand i Oslo og forlenet med Marker, skjønt han samtidig havde det Vidnesbyrd at være »en stor Skalk«, og ægtede Aaret efter Kirsten Iversdatter (Baden, af den bemidlede Familie paa Fritsø)[7]. I 1565 blev han forlenet med Nedenæs Len, hvilket han beholdt til 1570. Her har han fundet Anledning til at erhverve sig noget Jordegods og til at oprette sig en Sædegaard. Denne Gaard var Nørholm i Eide Annex til Landvigs Præstegjeld; Gaarden, der allerede efter et Par Generationers Forløb igjen blev Bondegaard og med Egnens Udtale kaldes »Narrholmen«[8], har neppe nogensinde været bebygget som Herregaard eller til Stadighed været adelige Besidderes Bolig. Som man maa tro, kom Pros mod sin Vilje til at opgive Nedenæs Len, idet han 1572, efter under Syvaarskrigen at have havt adskillig Befatning med Søudrustninger o. s. v., maatte tage imod Ansættelse som Lagmand i Steig i Nordland, en langt ringere Stilling end den, han tidligere havde indehavt. I 1577 var han imidlertid atter kommen sydpaa som Lagmand i Skien. Her døde han 1596 og fik en høitidelig Begravelse[9]. En anden Datter af ham var gift med Nils Mund til Bjerkevold i Eidanger, og dette Ægtepars Søn var den bekjendte Søhelt Pros Mund, der faldt i Svenskekrigen 1644.

Pros Lauritssøns Svigersøn Knud Knudsen har med sin Hustru arvet den omtalte Gaard Nørholm i Eide, men sikkert aldrig beboet den. Han blev senere Lagmand i Skien, men 8 Juli 1603 udstedtes til Statholder Jørgen Friis et Kongebrev, der lød saa: »Vi bede Eder og ville, at I med første Leilighed afskaffer os elsk. Knud Knudsen til Nørholm, vor Mand og Tjener, ud af den Lagmands-Bestilling i Skien, han nu en Tidlang haver forestaaet«[10]. Siden har han, hvis bratte Afskedigelse rimeligvis stod i Forbindelse med den Revision af Norges Lov, der da foregik, levet som Privatmand. Han levede endnu 1630, og Hustruen overlevede ham.

I Ægteskabet med Karen Hørby havde han mindst fem Børn, hvoraf kun en Søn, Pros Knudsen[11], han, om hvem vi nu skulle fortælle.

II.

Vor Pros er rimeligvis født i eller ved Skien, men Aaret kan ikke siges. Forældrene have sørget for at give ham en bedre Opdragelse end den, der i Regelen blev norske Junkere til Del. Han sendtes nemlig til Sorø Skole og optoges som adelig Alumnus i denne 1614[12], og i Universitetsmatrikelen læse vi saa, at »Perotius Canutius, nobilis Norvagus« indskreves som Student i Kjøbenhavn 4 April 1618. Hvor længe han er forbleven ved det af Adelen ellers i Regelen forsmaaede Universitet, vide vi ikke og heller ikke, om og hvor han studerede i Udlandet, men at han har reist, bliver dog høist sandsynligt, naar man erfarer hans senere Løbebane, der nødvendigvis forudsætter baade Sprogkundskaber og andre Betingelser, som neppe kunde erhverves hjemme. Derefter møde vi Pros i en Stilling, der særlig gav gode Fremtidsudsigter, nemlig som ansat i det danske Cancelli, i hvis Tjeneste neppe andre norske Adelige end Anders Green og Jens Bjelke, begge siden Norges Cantslere, samt Pros’s Frænde, den unge Iver Pedersen fra Fritsø[13], vides tidligere at have fundet Plads. Han blev »Cancelli-Herremand« eller »Junker« (Secretair) 22 Sept. 1624 og fungerede til 21 Januar 1630[14]. Disse Secretairer oppebare, ligesom Hofjunkerne, ikke Aarssold, men Maanedssold og Kostpenge for den Tid, de tjente.

Pros maa have været vel anseet i denne Stilling og maa være bleven personlig kjendt af Christian IV og have vundet sin Konges Bevaagenhed Man finder ham nemlig i Berøring med Kongens yngre Sønner af Ægteskabet med den afdøde Dronning Anna Cathrine. I Marts 1629 kaldes han (der fremdeles var ansat i Cancelliet) deres »Page«[15].

Særlig kom han i nær Forbindelse med den yngste af disse Sønner, Hertug Ulrik. Denne Kongesøn, der med Føie er bleven anseet som et af de mest tiltalende og sympathetiske Medlemmer af den Oldenborgske Kongeæt, var født 1611, havde studeret ved Sorø Academi og i 1627 gjort sin første Udenlandsreise, i 1628 en Tid tjent under Kong Gustav Adolf i Preussen og vundet den svenske Konges Yndest. I 1629 havde han været i sin Faders Tjeneste i den sidste Tid af dennes Krig mod Keiseren. Efter Freden i Lübeck sendtes Ulrik atter udenlands, nu til Holland; han skulde overvære Prindsen af Oraniens berømte Beleiring af Hertogenbosch, som det ogsaa lykkedes denne at indtage.

Pros Knudsen fulgte med; det var ham, hvem Reisekassen var betroet[16]. Det øvrige Følge bestod af en ung lærd Adelsmand Nils Krabbe, Kammerjunker Mogens Sehested og to adelige Pager. Pros Knudsens egenhændige Regnskabsbog for den hele Reise er bevaret. Man seer af denne, at der gjordes interessante Udflugter til flere Kanter, man besøgte naturligvis Haag, Amsterdam, Leyden, Utrecht o. s. v., og i October kom Prindsen og hans Ledsagere tilbage. Hertug Ulriks Livsbane blev ikke lang. Han faldt i Trediveaarskrigen som Oberst i sachsisk Tjeneste mod Wallenstein 12 August 1633.

III.

Den 21 Januar 1630 udtraadte Pros Knudsen af det danske Cancelli. Kongen udnævnte ham samme Dag til en vigtig Stilling i Udlandet, til Diplomat[17]. Det var kun faa faste Gesandtskaber, som den dansk-norske Konge dengang underholdt; de til Stadighed besatte Poster vare især de i Wien og Stockholm. I Modsætning til, hvad ellers fandt Sted, pleiede Kongen for Sveriges Vedkommende at lade sig repræsentere af sine indfødte Undersaatter. Posten her blev nu Pros betroet. I hans Instrux blev det ham paalagt »at undgaa enhver Strid«[18]. Som bekjendt var Forholdet mellem Nordens to Konger spændt, og Christian IV saa yderst nødig sin Nabos Indblanding i Tydsklands Anliggender. Der vides ellers ikke meget om Pros’s Virksomhed i Stockholm, hvorhen han var sendt med Titel af »Agent«. Fra den Tid af, at Gustav Adolf forlod sit Rige, blev det jo ogsaa i Tydskland, at de vigtigste Forhandlinger med ham maatte føres.

Pros’s Funktionstid blev derhos ganske kort; men den Maade, hvorpaa den blev afbrudt, er i høieste Grad eiendommelig, ja ligefrem romantisk, og den har vistnok intet bekjendt Sidestykke i nogen anden Nordmands Historie[19].

Vi ville først anføre det Væsentligste af Pros’s egen Beretning til Kong Christian om, hvad der gav Anledning til hans Bortreise fra Stockholm. Den er dateret Kjøbenhavn 4 Juni 1631.

»At jeg«, skriver han, »ukaldet er reist bort fra det Sted, hvor Eders Majestæt havde befalet mig at være, er foraarsaget af den svenske Feltmarskalk Herman Wrangels[20] store, uformodentlig mod mig beviiste Injurier og Affront. Han skikkede den 16 April sidstleden sin Tjener til mig (og bad), at jeg skulde bie paa ham, da han vilde komme til mig, men kom ikke. Den 19 April lod han mig ved samme Tjener salutere og begjære, at jeg vilde komme til ham paa Slottet, hvilket jeg gjerne gjorde, efterdi han var en af Rigens Raad. Jeg fandt Wrangel staaende for Slotsbroen, accompagneret af fornemme Folk og nogle af deres Tjenere. Efterat vi havde saluteret hinanden, gik vi nogle Trin fra Broen, og der begyndte han sin Discurs med følgende Ord, nemlig, at han var kommen i Forfaring, at jeg havde trængt mig mellem hans Dame og ham, og at hun havde vendt til mig den Affection, som hun tilforn havde draget til ham; jeg skulde, da hun for nogle Dage siden var reist til sin Moder, have fulgt hende paa Veien, trængt mig ind til hende i Vognen og geleidet hende nogle Mile, jeg skulde have bedet hende af Fruentimmeret[21] med mig ned i Byen til Gjest i en Badstue o. s. v. Og da jeg gav ham Svar til hvert især af alt dette, idet jeg og tør forsikre, at jeg ikke talte nogen ubekvemme Ord til ham, slog han mig med Næven i Ansigtet og gav mig un coup de baton over Hovedet, saa Blodet løb mig over Ansigtet og alle Klæderne. Da jeg saa tog Stokken fra ham, greb han en Kaarde fra en af sine Drenge og løb mig med den paa Livet, hvori han dog af Axel Baner blev forhindret. Siden kastede han om sig med adskillige ubekvemme Ord og gik dermed sin Vei, og jeg kom ind til en Bartskjær for at lade mig forbinde og hente andre Klæder.

Førend jeg er kommen hid, har han søgt for nogle Hofofficerer og Rigsraader at undskylde sit committerede nefandum facinus. Hvad hans Beskyldninger angaar, at jeg skulde have abalieneret hans Dame, som han kalder hende, saa har jeg vel hørt i Stockholm, at han gjorde amour med en fornemme Dame i Dronningen af Sveriges Fruentimmer, ved Navn Frøken Margreta Stenbock[22], og formedelst han ikke saa strax af hende og hendes Forældre og Venner bekom det Svar, han kunde nøies med, da imaginerede han sig, at nogen anden maatte være ham i Veien, eftersom han ogsaa, førend han anfangede dette med mig, mistænkte nogle indenlandske Personer, dog hvad Aarsag dertil har været, bekymrer jeg mig aldeles ikke, idet jeg vel ved, at jeg for min Person ikke har givet forbemeldte Dame eller hendes Forældre nogen Aarsag dertil, da jeg intet Kjendskab havde til dem og kun ringe til hende. Jeg har vel nogle Gange været i hendes og nogle andre af H. M. Dronningens Jomfruers Omgjængelse og discurreret med hende som med de andre og respecteret dem som fornemme Damer, men ikke hos hende søgt nogen saadan Gunst eller Venskab. Og selv om jeg som en Fremmed havde indbildt mig saadant, havde hendes Discretion ikke kunnet tillade – om hun eller hendes fornemme Forældre og Venner havde promitteret ham noget –, at det meo interventu skulde være bleven forbudet eller afvendt, men maaskee hans bekjendte Gemyt mere har forhindret det end min eller andres survenne(sic). Det er siden sagt mig af fornemme Folk, at han for dem havde ladet sig mærke med, at han fortænkte mig for, at han ikke havde faaet fornøieligt Svar af fornævnte Dame. Det er klart, at Jalousi mere end min Omgjængelse med Damen eller hendes og hendes Moders Svar har impelleret ham til denne brusque en Lion.

Hvad angaar, at jeg skal have geleidet fornævnte Dame, da hun havde faaet Dronningens Forlov at reise hjem til sin Moder, da er det gaaet saaledes til. Da jeg samme Dag var reden ud med en Tjener, da Tiden undertiden faldt mig langsom i Byen, og var kommen omtrent en halv Mil eller tre Fjerdinger udenfor Stockholm, stødte jeg paa en Carosse, i hvilken jeg en passant saa bemeldte Dame og hendes Pige siddende med hendes Lakei gaaende ved Vognen og en af hendes Moders Tjenere ridende ved Siden. Da jeg nu kjendte hende, red jeg hen til Vognen, talte til hende og satte mig tilsidst hos hende og Pigen og fulgte hende et Par Timers Tid. Det var ikke paa noget fordægtigt Sted, men paa en almindelig Landevei, hvor vi foruden mange Andre ogsaa mødte Hr. Johan Sparre[23]; vi hilsede ham og han os igjen og saa os offentlig at sidde. Hermed har jeg ikke kunnet tro at give Wrangel eller Nogen Anledning til saaledes at procedere, om jeg brugte den Libertet at discurrere med en fornem Dame, som jeg kjendte og viste den Respect, at jeg geleidede hende paa et Par Timers Tid, hvilket er brugeligt blandt alle Cavallerer og Damer.

At Wrangel ogsaa foregav, at jeg skulde have bedet fornævnte Dame af Dronningens Fruentimmer med mig til Gjest i en Badstue i Byen, dertil haver han ligesaalidt Føie, som til det andet. Jeg var aldrig i Dronningens Fruentimmer mere end en eneste Gang, og da var han ogsaa selv der. Og for min Person har jeg i Sverige aldrig været i Badstue, og vide alle ærlige Folk, som kjende denne Dame og hendes Slægt, at hun heri er nok som undskyldt, selv om jeg havde været saa letfærdig at indbyde hende. – – – Dog, at man kan see, hvorledes han har søgt nodum in scirpo, maa jeg referere, hvorfra han har taget dette.

I Stockholm pleier undertiden at opholde sig en Adelsmand, Kgl. Maj.s Statholder paa Aaland, ved Navn Stellan Mörner, hvilken jeg ofte besøgte, og han ogsaa undertiden mig. Da jeg saaledes engang kom til hans Huus, fandt jeg der for mig efterskrevne af H. M. Dronningens Fruentimmer: Frøken Margreta Steenbock, Jomfru Kirstin Mörner og Jomfru Britte Gyllenstierna, Wrangels forrige Frues Søster, hvilke havde bestilt sig en Badstue hos bemeldte Adelsmands Frue, eftersom man i Stockholm ofte bader sig og i mange Huse har Badstuer. Da nu Damerne gik ned i Badstuen, blev jeg i Stuen hos Stellan Mörner, hans Fætter Gustav Mörner og Andre, indtil de kom op igjen, og derefter blev saa baade de, jeg og flere sammesteds om Aftenen til Maaltid, og derefter agede de med sin Carosse til Slottet, men jeg blev endnu en halv Time og red saa til mit Kvarteer. Dette holder jeg for at være den Badstue, til hvilken han mener, at jeg skulde have budt bemeldte Dame til Gjest.

Da jeg nu formedelst saadan mig bevist affront vilde reise derfra, sendte de øvrige tilstedeværende Rigsraader Bud til mig, om jeg vilde komme til dem paa Slottet, og, uanseet, at jeg kort i Forveien var saa høiligen injurieret af en Collega af dem, gik jeg til dem. De sagde, at de havde fornummet den Tort, som var vederfaret mig af Wrangel, og at jeg var tilsinds at reise. De ønskede at vide, om det var for denne Sags Skyld, jeg vilde reise, eller om jeg havde nogen anden Aarsag dertil, men, efterdi jeg syntes, at dette var Aarsag nok, svarede jeg dem det samme. De begjærede da derpaa videre, at jeg ikke vilde andrage dette saaledes ved Hoffet i Danmark, at der skulde blive Misforstaaelse mellem Herrerne eller Nationerne blive forbitrede mod hinanden, hvortil jeg svarede dem, at jeg noksom erindrede, at det var min Bestilling, at jeg i alt skulde beflitte mig paa at vedligeholde det fortrolige Venskab mellem Potentaterne og reconciliere Undersaatternes Gemytter, og at jeg vel vilde vide at comportere mig. Jeg haver ikke kunnet forbigaa ved min Hjemkomst at andrage, at jeg ikke ved mit Forhold selv har været Aarsag i den mig vederfarne Injurie, og at jeg i E. Maj.s Tjeneste har comporteret mig, som det en fattig, ærlig Adelsmand egner og anstaar. Er det derfor min allerunderdanigste Begjæring, at E. M. ikke for den Skyld vilde dimittere mig af denne sin Tjeneste. Og endog jeg mig billigen burde beflitte mig paa samme Maner at revengere, efterdi han haver været saa forsagt, og mig sub specie amicitiae ladet til sig fordre, og da uadvaret, da jeg var uden al Gevehr, mod alle redelige Cavalierers Maner affronteret mig, vil jeg dog have saadan hans procedere alle ehrliebende Cavaliers ad judicere henstellit have og forhaaber næst Guds Hjelp ved oprigtige Midler saaledes at udføre min Sag mod ham, at E. K. M. kan derfor med mig tilfreds være, og Nationen for min Skyld ingen Spot skal have« – – –

Vi skal ikke opholde os ved de Breve og Forhandlinger, som bleve en Følge af denne eiendommelige Affære. Man seer, at Pros Knudsen en Tid tænkte paa at udfordre Feltmarskalken, men Duellen har neppe fundet Sted. En Ting synes at være vis, nemlig, at man i Sverige har havt Agtelse for den norske Adelsmand, der blev saa ilde behandlet, thi i intet af de Breve, der skreves om ham til Kong Gustav Adolf, Axel Oxenstierna o. s. v. findes nogen ufordelagtig Dom om hans Person. Selvfølgelig blev der i Sagene Anledning nogen Spænding mellem de to Stater, og det varede en god Stund, inden Christian IV atter sendte en Diplomat til Sverige. Først i 1633 blev Stig Pors ansat i denne Stilling.

Man faar – ikke mindst ved Feltmarskalkens rasende Jalousi – aabenbart det Indtryk, at den norske Adelsmand og den svenske Hofdame have havt hinanden kjær. Den førstnævntes ringe Formue og hans Adelskabs ringere Art vilde vel, selv om ikke den voldsomme Scene var kommen, have gjort det mere end tvivlsomt, at Margreta Stenbocks fornemme Familie skulde have samtykket i Partiet. Ægteskaber mellem dansk-norsk og svensk Adel forekom ogsaa siden Unionens Opløsning sjelden eller aldrig. I dennes Dage havde de, som bekjendt, været meget hyppige. Maaskee var det sidste Exempel derpaa mellem høierestaaende Familier den rige Fru Gørvel Fadersdatters kort før Grevefeidens Udbrud indgaaede Forbindelse med Hr. Truid Ulfstand[24]. Endog i meget lange Tider vedblev Nationerne ogsaa i Henseende til Ægteskab at sky Forbindelser. I det attende Aarhundrede haves imidlertid et ret mærkeligt Exempel paa skandinavisk Svogerskab. Johan Diderik Grüner fra Christiania, en Tid Gesandt i Stockholm, var nemlig gift med hele tre svenske Adelsdamer efter hverandre, hvorfor Sønnen Gustav Grüner, der, ligeledes som dansk-norsk Minister i Stockholm spillede en meget fremtrædende Rolle og endte som commanderende General i Norge, af Opdragelse og Dannelse var en halv svensk Mand.

IV.

Nærmere Efterretninger om Pros Knudsen efter Tilbagekomsten til Danmark faa vi først i Begyndelsen af 1632. Kongen besluttede da at anvende ham i Norge. Om og hvorofte Pros, der i 1614 havde forladt sin Hjemstavn for at studere, i Mellemtiden har gjenseet Fødelandet, vide vi ikke. Nu var hans Fader sandsynligvis død, men Moderen endnu i Live.

Der var i den nærmest foregaaende Tid foretaget forskjellige Undersøgelser af norske Forhold, tildels som en Følge A af indløbne Klager, og i disse Forretninger havde navnlig Kantsleren Jens Bjelke til Østraat været anvendt. Nu paalagde Kongen (23 Januar 1632) denne Mand i Forening med Pros Knudsen at bereise eller visitere det nordenfjeldske Norge (der dengang begyndte fra Sireaaen) for enten selv at dømme imellem Fogderne og Almuen eller lade Lagmændene gjøre det.

Pros bragte Commissoriet med sig til Jens Bjelke, hvem han først søgte paa hans sædvanlige Opholdssted, Ellingaard i Onsø, men først traf i Skien i Begyndelsen af Marts. I April begyndte Inspectionsreisen ved en Session i Stavanger. Overalt maatte naturligvis Fogder og Sorenskrivere yde Bistand, og Lagmændene fulgte for det meste med. Reisen gik da videre over Bergen, Søndmør, Romsdal, Nordmør (hvor Jens Bjelke standsede en Stund paa sin Eiendomsgaard Kanestrøm) og saa til Bjelkes Hovedgaard og egentlige Hjemstavn Østraat, hvor han altid nærede et Ønske om at kunne bo som Lensherre i Throndhjems Len, hvad der dog aldrig faldt i hans Lod. Man drog videre om og kom bl. A. til Størdalen, i men ikke til Nordland; hvo der i disse Egne havde noget at klage over, maatte opsøge Commissarierne. Endelig drog man over Throndhjem, Opdal, Jerkin (hvor man var den 27 Oct.) tilbage til Østlandet. Jens Bjelke, der naturligvis paa denne Reise har været Hovedpersonen som den ældste, fornemste, rigeste og med norske Forhold bedst bekjendte, kunde for det første ikke drage til Danmark, og det overdroges derfor Pros at give den mundtlige Beretning hos Kongen[25].

Jens Bjelke havde for Kongen fremhævet, at Pros Knudsen havde havt store Udgifter ved Reisen og anslaaet sine egne Udgifter til hele 1000 Rdl. Man seer, at et Par underordnede Ledsagere hver have faaet anviist en Godtgjørelse af 100 Rdl., men hører Intet om Honorar eller Lignende for de to Commissarier selv. Sandsynligvis ansaaes saadant overflødigt, idet de begge belønnedes med Forleninger. Jens Bjelke fik med Bibehold af Cantslerembedet nu Bergenhuus Len. Pros Knudsen udnævntes 19 Febr. 1633 til Lensmand over Tønsberg Len, og 23 April fik han »Følgebrevet« til Lenets Indbyggere[26].

Dette var et af de ti Hovedlen i Norge. Det omfattede vel kun det senere Jarlsbergs Fogderi, men dermed var ogsaa forenet det betydelige forhenværende Præmonstratenser-Kloster (»St. Olafs Kloster«) i Tønsberg, hvortil hørte stort Jordegods. Tønsberg Len havde i meget lang Tid været i Hænderne paa den fra Skaane indflyttede Familie Lange. Frederik Lange til Søvde i Skaane og Falkensten i Norge havde faaet Lenet i Pant for Kronens Gjeld til ham, og efter at denne Gjeld var betalt (1598), beholdt det mod Afgift, og efter hans Død (1612) havde Sønnen, Gunde Lange, succederet i Forleningen; Familien havde altsaa siddet inde dermed i over 60 Aar. Gunde Lange var en af Norges allerrigeste Jordegodsbesiddere og nu vel, efter at Gørvel Fadersdatters Eiendomme forlængst vare komne under Kronen og det Rosenkrandsiske Gods delt, næst efter Jens Bjelke endog den rigeste. Han, der forøvrigt allerede maa have været en aldrende Mand, har neppe efter eget Ønske maattet vige. Pros Knudsen skulde tiltræde Lenet 1ste Mai 1633. Betingelserne, der i det Hele vare de samme, hvorpaa Langerne havde havt Forleningen, maa have været fordelagtige, da man seer, at Afgiften senere blev meget forhøiet. Pros Knudsen skulde for de faste Indtægter, Leding og Landskyld, give en Afgift af 500 Rdl. om Aaret, medens Bygsler og andre uregelmæssige Intrader skulde forbeholdes Kongen, dog saa at Lensmanden i nogle Tilfælde oppebar en Femtedel. De store kongelige Gaarde Sæm og Auli (som nu forenede udgjøre Jarlsberg Hovedgaard) havde han til frit Brug. Hertil kom, at Pros sees at have havt ogsaa andre (mindre) Indtægter. Han havde nemlig under sin Tjenestetid i Cancelliet (1626) faaet Kongetienden af Foss Præstegjeld i Bohuslen[27] og har formodentlig fremdeles beholdt den; i 1635 havde han ogsaa en liden Forlening idet nordlige Jylland[28].

Da Pros Knudsen nu tog Sæde paa den navnkundige Kongsgaard Sæm[29] som en af sit Fødelands mægtigere Mænd, kan han endnu ikke have været mere end nogle og tredive Aar gammel, da han jo i 1618 var bleven Student efter fire Aars Skolegang i Sorø. Han havde altsaa i en ung Alder naaet, hvad der kun faldt i faa norske Adelsmænds Lod. Men hans Dage vare talte. Allerede den 25 October 1636 var hans Død bekjendt i Kjøbenhavn, og Dagen efter udnævntes Lensmanden i Nabolenet Brunla, Ove Gedde, til hans Efterfølger i Tønsberg Len[30]. Om hans Liv i de halvfjerde Aar, han levede som Lensherre, vides Intet af større Interesse.

Han blev sin Æts sidste Mand og blev aldrig gift Om dette kan have havt sin Grund i en bevaret Erindring om Margrete Stenbock, derover vilde det være ørkesløst at gruble. Vist er det kun, at heller ikke hun nogensinde blev gift. Hun døde som Jomfru 1653. Hendes ubændige Beiler Herman Wrangel var bleven gift med en anden og var død 1643.

Pros’s Bo var i den daarligste Forfatning. Hans ugifte Søstre og nogle Søsterbørn bleve skuffede i sit Haab om Arv, ja deres Stilling forværredes endog ved hans Gjeld. Men ved Kranglerierne mellem hans Arvinger skulle vi ikke opholde os[31]. Aarsagen til hans mislige Formuesomstændigheder tør vistnok søges deri, at hans Opdragelse og Carriere har været for kostbar for en ringere norsk Adelsmand, som dertil havde mange Sødskende og altsaa ikke kunde faa nogen stor Arv. Han har formodentlig ogsaa ved Reiser og som Cancellijunker og Gesandt stiftet en Gjeld, som han ikke har faaet betalt i den korte Tid, han sad som Lensherre paa Sæm. Har han muligens stræbt efter et fordelagtigt standsmæssigt Giftermaal, har hans Uformuenhed rimeligvis staaet ham i Veien.

Pros Knudsens korte Livshistorie har i det Hele et tragisk Skjær. Det fremstiller en fattig, men uden Tvivl begavet norsk Adelsmands Stræben efter høiere Maal, en Stræben, som gjentagne Gange syntes at skulle have Lykken med sig, men som dog tilsidst fik en resultatløs Udgang.



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Mine Meddelelser herom i norsk Hist. Tidsskr. 1. R. I S. 507–511.
  2. Norske Magasin. II S. 16. Rigtigheden heraf er det neppe let at controllere. Et Exempel har jeg dog fundet: Thorbjørn Olssøn paa Sandvin, Lensmand i Østensø Skibrede 1564. (Pers.-hist. Tidsskr. 4. R. II S. 240).
  3. Danmarks Adels Aarbog. XIX (1902) S. 247 flg.
  4. D. H. Lind, Fra Frederik II’s Tid (et ikke uvigtigt, men i ganske særlig Grad uliterært Arbeide), S. 320.
  5. Norske Rigsregistr. III S. 194.
  6. Biskop Jens Nilssøns Visitatsbøger, S. 58.
  7. Danmarks Adels Aarbøg. XV (1898) S. 248–49.
  8. O. Rygh, Norske Gaardnavne, VIII S. 141. (I Hovedsognet Landvig var samtidig Gaarden af samme Navn Herregaard og beboet af den rigtignok aldrig meget fremtrædende Adelsfamilie Friis.) Ifølge Krafts Topogr. III S. 191 havde Nørholm en Skyld af kun 3 Huder.
  9. Jens Nilssøns Visitatsbøger, S. 426 flg.
  10. N. Registr. IV S. 19. Det er indlysende, at hverken han eller hans Svigerfader som ganske fremmede Indflyttere kunne have havt Forudsætningerne til med Held at varetage norske Dommerembeder.
  11. Naar denne senere – men først længe efter sin Død – kaldes Hørby efter Morfaderen, er dette ganske med Urette. Han brugte selv aldrig noget Familienavn.
  12. (F. R. Friis) Disciplene i Sorø Skole 1586–1623, S. 8. Denne af Frederik II oprettede Skole havde 30 adelige og 30 uadelige Disciple (Dansk hist. Tidsskr. 4. R. VI S. 483) og maa antages at have været en af de bedste i Rigerne.
  13. Jens Nilssøns Visitatsbøger, Indledn. S. 73.
  14. Johan Grundtvig, Meddelelser fra Rentekammerarchivet, 1872, S. 162.
  15. Kong Christian IVs egenhændige Breve, udg. af Bricka og Fridericia. II S. 188.
  16. Chr. IV’s egenh. Breve. II S. 214. I hvilken Grad Pros længe har været upaaagtet, sees bedst derved, at H. F. Rørdam, en af de nøieste Kjendere af Historiens Detailler, ikke kan betegne ham anderledes end som »Pros Knudsen, en dansk Adelsmand, der skrev sig »til Nørholm«.« (Hist. Samlinger og Studier. II S. 33 flg. Man vil her finde en interessant og udførlig Biografi af Hertug Ulrik).
  17. Joh. Grundtvig, Meddelelser fra Rentekammeret 1872, S. 178.
  18. J. A. Fridericia, Danmarks ydre politiske Historie. I S. 134, 140.
  19. Hele den følgende Begivenhed er fortalt efter de i C. Adlersparres Historiska Samlingar. I, Stockholm 1793, S. 111–150 trykte Aktstykker, af hvilke et Uddrag paa Dansk er meddelt ved R. Nyerup i Odin Wolffs Journal f. Politik o. s. v. for October–Decbr. 1816, S. 208–219. Begge have forstaaet at undgaa norske Historikeres Opmærksomhed, naar undtages at J. C. Berg dog har citeret sidstnævnte Skrift i Budstikken IV S. 722 uden at omtale Sagen videre.
  20. Denne Mand var født 1585 eller 1587, altsaa ved den Tid en Mand paa nogle og firti Aar.
  21. »Fruentimmeret« her i den oprindelige collective Betydning, altsaa brugt om samtlige Hofdamer.
  22. Datter af Friherre og Rigsraad Gustav Eriksen Stenbock († 1629) og Beata Margrete Eriksdatter Brahe. Wrangel var, da han friede til Frøken Margrete, for anden Gang Enkemand.
  23. Svensk Rigsraad.
  24. Se herom min Afhandling om Fru Gørvel og hendes store norske Jordegods i norsk Historisk Tidsskrift 3. Række III S. 219–274.
  25. Om denne Reise og Commissairernes Forretninger vil man finde udførlige og interessante Oplysninger hos Yngvar Nielsen, Jens Bjelke til Østraat, S. 205–262.
  26. N. Registr. VI S. 481, 528. Cfr. Chr. IV’s egenhændige Breve, III S. 69–70.
  27. Norske Registr. VI S. 481, 528.
  28. Nye Kirkehist. Samll. VI S. 459.
  29. Denne Kongsgaards Huse var da meget forfaldne (N. Registr. VI S. 576); de rige Langer have sandsynligvis kun brugt den som Ladegaard og holdt til paa sine Eiendomsgaarde.
  30. N. Registr. VII S. 273 flg.
  31. Man vil herom finde adskillige Kongebreve i N. Registr. VII og VIII.