Mellemspil til Kellermanns Koncerter
Om Tonernes Kunst er der megen Tale
med kritisk Glæde og Kummer;
den hænger sig fast, som en slæbende Hale,
ved hvert et klingende Nummer.
En læg Person er meget at ynke
ved Tonernes Aftentaffel;
der føres en Strid ved hver Ret, han skal synke,
om Valget af Skee eller Gaffel.
Hvor En bemærker en vild Passage,
mens Buen springer og kradser,
der finder en Anden, med større Courage,
kun jevne, kantable Satser.
Man mærker i Salen, hvor lidet man veier,
naar Øret er uopdraget;
man bliver af dem, der kan spille en Feier,
saa meget i Skole taget.
Det giver en Angst, man sidder paa Naale,
og tænker, mens Manden spiller:
„Med hvad Slags Alen skal man da maale
de sælsomme Løb og Triller?“
Man skotter til grundige Connaisseurer,
til hver en Notits man lytter,
og endelig voxer der Æselsører
paa alle de svage Gemytter.
Men Tonernes Kunst er et dunkelt Rige,
af Følelsens Bølger steget;
derind har mangen En ondt for at kige,
som dog har paa Strengene leget.
Af Fingerlegen, af Nodesproget,
af Ørets dresserede Dele,
kan hentes et Skjøn paa Façonen af Skroget,
men ei paa det indre Hele.
Din Tanke maa kunne vugges og svømme
paa hine Gemyttets Bølger;
da fatter du først de kvægende Drømme,
som Tonernes Verden dølger.
Og bærer Du ei dine ypperste Tanker
som bævende Klang i Aanden,
da kjender du lidt, hvad Glæde der vanker
ved Spillet af Kunstnerhaanden.
Et Eventyr blandt de skabende Kunster
er dog de harmoniske Toner;
de danne en Verden af zitrende Dunster,
hvor Feen Morgana troner.
Den speiler ei af, hvad der lever og virker
forneden i Lys og Skygge;
den viser de kneisende Slotte og Kirker,
som ingen Forstand kan bygge.
Der bruges ei Bro, og der hænger ei Stige,
en Nøgle er ei at finde.
Din Barm maa hæves, dit Hjerte maa hige;
da er Du med Et derinde.
Og kjender du ei, paa den grundige Maade,
den svævende Bygnings Love,
da lad det hvile, det er dig en Gaade;
du har intet Fald at vove.
Vort øre fyldes, vort Indre klares
ved Kellermanns Melodier;
en Gjenklang føles, og kan bevares,
naar Strengen hviler og tier.
Og dette er dog ved hans Spilemetode
den bedste Gehalt i Grunden;
den laaner sit Guld til den herskende Mode
at Tonen er broget spunden.
Han spender ei Følelsens enkelte Strænge
kromatisk og vildt-bevæget;
han rører dem alle saa blidt og saa længe,
til Sindet er gjennemkvæget.
Den stærkere Flugt med den yndige Svæven
er ømt i hans Strøg formælet;
den fuldeste Klang og den sagteste Bæven
er ligelig der besjælet.
Der flagrer en Alf gjennem Foredraget
og kvæder en Foraarsvise;
da sidder man stille og sødt betaget,
og har en fuldkommen Lise.
Hvor ofte søges paa krogede Baner
det rige Talents Beviser!
Man skatter, blandt andre forvirrede Vaner,
saa høit de barokke Kapricer.
Man vender sit Sind, som ved himmelske Gaver,
til Stumper af vilde Sange;
man lader sig trylle, man falder i Staver,
ved rasende Overgange.
Men gjennem det larmende Allehaande
sædvanlig kun Afmagt raller;
det sundere Liv vil drage sin Aande
i smeltende Intervaller.
Den raaeste Sort af melodiske Stoffer
er Kunstnerens Spleen og Griller.
Det er ham et let og tarveligt Offer
at byde os det Slags Piller.
Han skal i Motiver af Nykker og Luner
dog komme til Ro i Spillet;
da mærker man, gjennem de klingende Runer,
en klarere Stemnings Billed.
Den modne Kunst beseirer og dølger
med svulmende Liv Konturen;
den er som Sæden, der gylden bølger
og skjuler dig Agerfuren.
I Toner er denne besjælede Lære
paa Violoncellen tolket;
den førte et Sprog, der vil holdes i Ære
blandt Vrimlen af Kunstnerfolket.