Sommerfugle, vevre, fagre,
o, hvor saligt kan I flagre
gjennem Vaarens søde Duft!
Man har sagt, at I er’ Blommer,
som fra Himlens rene Sommer
strøes i vor tunge Luft.

Hvor I flagre, hvor I dvæle,
samle sig de ømme Sjele,
nærme sig med bøiet Ryg.
Snart de komme ganske stille,
snart de løbe frem som Vilde —
Eders Flugt er aldrig tryg.

Hvor I allerfriest svinge
med den overgivne Vinge,
hænger tit et Net parat.
Ak, man veed, hvortil det fører.
Vogter Jer for Amateurer;
Dette er en lumsk Etat!


Om de sende saare mange
ømme Blik til deres Fange —
ak, hvor længe varer det?
Siden maa I meget taale;
siden sidder I paa Naale
i et traurigt Kabinet!