Riddere og Drager
Fast i hvert andet Krønikskrift
om Riddertidens gyldne Dage
gaaer der en Helt imod en Drage,
og øver da en svær Bedrift.
Der er i Fjeldets Vraa en Skat,
hvorpaa den grimme Drage ruger;
forresten røver den og sluger
alt Levende, som den faaer fat.
Da pleies Raad af kloge Mænd,
og gjennem Angst og Nød man finder:
„Den fagreste blandt Landets Kvinder
i Dyrets Vold skal gives hen.“
Den arme Lilje staaer fortabt,
og over Lyng og vilden Hede
betragter Dragen fra sin Rede
det Skjønneste, som Gud har skabt.
Da kommer just til rette Tid.
mens Dragen gjennem Lyngen vader,
en Riddersmand, i stærke Plader
og med et dygtigt Værge did.
Han hugger Dragens Hals itu,
og kaarer Damen til sin Frue.
Hun sidder paa hans Sadelbue,
og har forvundet al sin Gru.
I vort moderne Sværmeri
saa mangen Dames Suk beklager,
at Tiden, da der fandtes Drager
og Riddersmænd, er længst forbi.
Og meget mindre byrdefuld
er Heltens Daad i vore Dage,
naar selve Damen er en Drage,
der sidder over meget Guld.