Vent kun!
Barnet raabte i Hungersnød:
„Ak, kjæreste Moder, giv mig Brød!“
Og Moderen sagde: „Giv Tid, min Skat!
Nu voxer Kornet ved Dag og Nat“.
Og atter den samme Klage lød:
„Ak, kjæreste Moder, giv mig Brød!“
Men Moderen sagde igjen: „Giv Tid!
Nu høste vi Kornet med megen Flid“.
Og da nu Kornet var kommet i Ly,
skreg Barnet af Sult efter Brød paany.
Og Moderen sagde: „Ja, vent et Gran!
Nu skal der tærskes, det bedste vi kan“.
Og da der var tærsket en dygtig Stund,
skreg Barnet igjen med sin hungrige Mund.
Og Moderen sagde: „Nu skal du faa;
imorgen lade vi Møllen gaae“.
Og da nu Karret var malet fuldt,
skreg Barnet paa Brød i den yderste Sult.
Og Moderen sagde: „Det har ei Nød;
nu skal der æltes og bages Brød“.
Tilsidst blev Intet raabt eller sagt;
thi Barnet var dødt, da Brødet var bagt.