Mere om Didrik Pining
1. I nærværende Tidsskrift, 2 R. III, 233–245, hvortil Læseren henvises, har jeg i sin Tid (1881) samlet de spredte Træk, som jeg efterhaanden havde mærket mig, om denne i det femtende Aarhundrede oftere nævnte, ret interessante, men tillige gaadefulde Mand. Jeg burde have kjendt og medtaget nogle Notitser om ham, som findes i Kong Hans’s Regnskabsbøger, meddelte i Danske Magazin 4 R. I, S. 73–74, 85, 88, samt 175, hvor han kaldes „Pinnow“; men til min Undskyldning kan anføres, at D. P.’s Navn ikke er anført i vedkommende Binds Register og derfor saa meget lettere kunde oversees. De citerede Steder behøve ikke her nærmere at omtales; de bidrage kun til yderligere at vise, i hvor stor Udstrækning Didrik Pining har været anvendt i Kongens Tjeneste. Man vil derhos finde Pining omtalt i adskillige Bind af de i de senere Aar udkomne „Hanserecesse“.
2. Jeg har i min lille Afhandling udtalt mig for, at D. P. har været en Nordmand, og det vil neppe bestrides, at de der anførte Grunde maatte synes at gjøre dette sandsynligt. Prof. G. Storm, der senere har omtalt Didrik Pining i sin Afhandling om Søfareren Johannes Scolvus (nærværende Tidsskrift 2 R. V), har (S. 394) sluttet sig til min Mening om hans Nationalitet. Senere har jeg imidlertid begyndt at tvivle paa denne Antagelses Rigtighed. Jeg har nemlig i et nylig udgivet tydsk Kildeskrift (Chronik des Johan Oldecop, hg. v. K. Euling, Bibl. des literarischen Vereins in Stuttgart CXC, Tübingen 1891, S. 97, 179) seet, at der omtrent 1522 levede en Borgemester i Hildesheim af Navnet Dirick Pynnyngh. Om Identitet kan ikke være Tale, men Navnet er saa eiendommeligt, at det ligger meget nær at tænke paa Slægtskab mellem denne Mand og vor Didrik Pining, og da det vistnok vilde være omtrent utænkeligt, at en Nordmand skulde være bleven Borgemester i Hildesheim, maa det forekomme rimeligt, at den i den nordiske Historie forekommende D. P. har været Tydsker. For denne Mening taler ogsaa vor D. P.’s uadskillelige Forbindelse med den notoriske Tydsker Pothorst. Endvidere vil en Granskning af det norske Rigsraads Brev 1481 om Island (Dipl. Norv. V, S. 658) nærmest føre til den Mening, at D. P., tidligere Befalingsmand for denne Ø, men da fratraadt, neppe har været Nordmand; men paa den anden Side maatte det altid være paafaldende, at der kjendes Mænd af Navnet „Pinnung“ i Norge allerede i det 14de Aarhundrede, og at D. P. deltager i Afgjørelsen af den store Arvesag, der forelaa efter Junker Hans Sigurdssøns Død. Men, efterat Oldecops Krønike er bleven udgivet, finder jeg dog Sandsynligheden at være større for, at han har været en Tydsker.
3. Hos Olaus Magnus (Hist. gentium Septentrionalium, ed. Romæ 1555, p. 70) findes, som i min Afhandling anført, en høist besynderlig Beretning om Didrik Pinings og hans Ven Pothorsts sidste Tid, da de som utlæge fra Danmark og Norge skulle have drevet Sørøveri i de nordligste Farvande. (Prof. G. Storm har paa ovenanførte Sted bragt denne Notits i Forbindelse med en anden, ligeledes fra Olaus Magnus stammende, men ikke fra hans eget Værk bekjendte Beretning om Søfareren Scolvus). Allerbesynderligst er den Tegning, som findes hos Olaus, der fremstiller en Klippe, „Mons Hvitsark“, paa hvilken et uhyre stort Compas sees at være udgravet, og hvormed Hensigten skulde være at vise andre Sørøvere Vei, om de skulde komme til hine Egne. Som naturligt kunde synes, formoder Storm, at Olaus’s Beretning maatte stamme fra et nu tabt Søkort, paa hvilket der kunde være anbragt en Notits om Pining og Pothorst. Beretningen om, at et Compas i stor Maalestok virkelig fandtes ved Hvitsark, skulde da være et Foster af Olaus Magnus’s „livlige Phantasi“.
Men nu findes der i et Kildeskrift af absolut Troværdighed en Beretning om et saadant i de hyperboræiske Farvande, om end paa et andet Sted, anbragt Compas i stor Maalestok, en Beretning, som, skjønt vedkommende Skrift længe har været bekjendt, ikke hidtil har vakt nogen Opmærksomhed. Jeg sigter her til Sigvard Grubbes indholdsrige Selvbiographi, der i tro Oversættelse fra den latinske Original er meddelt af H. F. Rørdam i Danske Magazin 4 R. II, S. 393. Sigvard Grubbe fulgte Christian IV paa hans berømte Reise til Finmarken 1599 og skriver: „12. Mai. Vi seilede om Nordcap, paa hvis Top et Compas er indhugget i Fjeldet“. Det forekommer mig, at man, naar man betænker dette Sted, ikke kan være i Tvivl om, at Olaus Magnus’s Beretning maa være at forstaa bogstaveligt. Og naar man betænker, at Didrik Pining ikke alene har været Høvding paa Island og beseilet de nordlige Farvande i Almindelighed, men at han tillige har været forlenet med Vardøhuus, taler al sandsynlighed for, at det, som Sigvard Grubbe saa omtrent hundrede Aar efter Didrik Pinings Død, virkelig kan have været et Verk af denne. Mellem „Hvitsark“ og Nordcap (et Navn, der dog er yngre end Didrik Pinings Tid) kan der foreligge en Forvexling, hvis det ikke kan tænkes, at den, der fandt Fornøielse i at lade udhugge et Compas i Fjeldet paa et Sted, gjerne ogsaa kan have gjort det paa to.
4. I Dipl. Norv. VIII No. 566 omtales (14. Novbr. 1527) en Raadmand i Oslo Bertel Pinsson. Fadersnavnet er paafaldende, og saavel dette som Døbenavnet tyder paa en Udlænding eller Mand af udenlandsk Herkomst. Jeg har tænkt mig Pinsson = Piningssøn. Tiden passer særdeles vel for en mulig Søn af Didrik Pining.
L. Daae.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |