Åpne hovedmenyen

Vitaliebrødrenes Plyndretog til Bergen i 1393

Grøndahl & Søn (Tredie Række, Fjerde Binds. 432-444).

Medens de ældre historiske Fremstillinger kun kjender ét Herjetog af de tyske Fribyttere fra Rostock og Wismar til Bergen i 1390-Aarene, hævder nyere norske Historikere i Regelen, at de kom to Gange: første Gang i 1393 (eller 1392), anden Gang i 1395. Saaledes Nicolaysen (Norske Magasin I, S. 34 Note), Munch (Unionsperioden II, S. 353), Y. Nielsen (Bergen S. 225, dog med Tvivl), L. Daae (Historiske Skildringer, 1873, S. 22—24), O. A. Øverland (Ill. Norges Hist. III, 911. 914) o. fl.; af andre Landes Historikere kan nævnes: Erslev (Dronning Margrete, S. 205) og Koppmann (Hanserecesse von 1256—1430 IV, Vorrede S. XVII). Jeg har længe ment at kunne hævde, at der i Kilderne i Virkeligheden kun er Tale om ét Overfald, og har for flere Aar siden paa en Forelæsning fremstillet Forholdet saaledes, at det af Detmar under 1392 nævnte Overfald hos Korner (og Reimar Kock) henføres til 1395, medens Rufus, som benytter begge Forgjængere, kjender baade et Overfald i 1392 (efter Detmar) og et i 1395 (efter Korner). I den nye Udgave af Korners Chronica novella (Ved J. Schwalm) viser nu dette sig fuldstændig at kunne bevises, og da denne Udgave idethele tjener til at belyse, hvorledes en historisk Optegnelse under Bearbeidelsen kan forvirres, skal jeg her fremstille i Sammenhæng Beretningens forskjellige Udviklingsfaser.

1. Detmar og Korner. Detmars lybekske Krønike, som ifølge Schwalm har stanset med 1386, har i det ældste Haandskrift en Fortsættelse, skrevet med samme Haand som Resten, til og med 1395. Her fortælles ved 1392 Udbruddet af Striden mellem „Vitaliebrødrene“ og de nordiske Riger, hvilket endog stansede de tyske Stæders Deltagelse i de skaanske Fiskerier, og saa fortsættes kortelig: „I samme Aar vandt Vitaliebrødrene Bergen i Norge, og de herjede mange andre Landskaber i Danmark.“ Herman Korner, som har benyttet Detmar-Fortsættelsen eller en med den parallel Kilde, har i den første Bearbeidelse af sin Chronica novella fra Aar 1416 den samme Fremstilling af Oprindelsen til Vitaliebrødrenes Forbund og ved samme Aar den samme Beretning om Bergen, kun lidt ordrigere: „Vitalianerne eller de førnævnte Sørøvere tog og plyndrede Byen Bergen i Norge, idet de førte umaadelige Skatte derfra.“ Men allerede i sin 2den Udgave ved Aar 1420 har han med sin sædvanlige Vilkaarlighed flyttet Beretningen til 1395; den gjengives her med de samme Ord, og desuden tilføies: „de vilde gjerne have sparet Kjøbmændene (ɔ: de tyske), hvis de havde forholdt sig neutrale uden at hjælpe den ene eller anden Part; men da de vilde hjælpe de Bergenske Borgere, beseirede og plyndrede de ogsaa dem.“ I den 3die Redaktion fra Aar 1423 gjentager Korner nu den 2den Redaktion næsten ordret (kun med ganske svage stilistiske Ændringer); dog tilføier han her udtrykkelig, at Toget til Bergen gik forud for Kong Albrechts Befrielse (Høst 1395), og Slutningen afrunder han med det ganske overflødige: „og de førte Godset til de før nævnte Byer (Rostock og Wismar) og solgte eller ødede det der.“ Den 4de Udgave fra 1435 gjentager kun den samme ordrige Beretning, og derfra er denne gaaet over til de plattyske Krøniker („Rufus“, som stanser ved 1430, og Reimar Kock fra 16de Aarhundrede) samt til den latinske Bearbeidelse hos Albert Krantz.

Det er bleven paavist af Korners tyske Udgiver, at Efterretningerne hos Korner idetheletaget stammer fra den ældre lybekske Krønike (Detmar og hans Kilder), men Korners Eiendommelighed bestaar i den frie, ofte letsindige Bearbeidelse af det samme Stof; i de forskjellige Udgaver af hans Krønike vil man i Regelen finde mange Rettelser, Afvigelser og Tilsætninger, men disse skaffer egentlig aldrig nyt Materiale. Hvor man skal søge at fastsætte Korners Kilder, maa man derfor overalt holde sig til hans ældste, mindst ændrede Udkast. Det viser sig da, at i dette Tilfælde har Korner først henført Overfaldet paa Bergen til Aar 1392; men allerede i 2det Udkast har han fundet paa — efter sin Vis — at ændre Aarstallet og stille Overfaldet i Bergen nærmere Tiden for Kong Albrechts Befrielse. Den Tilføielse, han her gjør, om at Vitalianerne ogsaa plyndrede Tyskerne i Bergen, og i 3die Udgave om, at de solgte og fortærede Byttet i Rostock og Wismar, har han aabenbart ikke laant fra nogen ny Kilde, thi det kunde han jo ræsonnere sig til af den almindelige Karakteristik, han tidligere — efter Detmar ved 1392 — havde givet af Vitalianernes sædvanlige Adfærd.

Det er da tydeligt, at Korners Beretning fra 1395 falder ganske sammen med Detmarkrønikens fra 1392 og kun er en uægte Aflægger af denne. Toget i 1395 maa altsaa udgaa af Historien som en Forfalskning.

2. Aarstallet 1392 for Overfaldet i Bergen (i Detmarkrønikens Notits og den dermed stemmende i den ældste Korner) er ikke rigtigt, thi vi have flere samtidige islandske Annaler og engelske Optegnelser, som viser, at Overfaldet skede Vaaren 1393. De Annalredaktioner, som her kommer i Betragtning, er Gottskalks Annaler og Flatøannalerne. Gottskalks Annaler blev optegnede i Vestfjordene og stansede oprindelig med Aar 1394; Forfatteren er saaledes samtidig, og han sees at have optegnet Begivenheden saaledes, som den fortaltes af Folkene paa det bergenske Skib „Lavransbollen“, som landede i Talknafjord 12. Juni 1393 og altsaa maa være reist fra Bergen i Mai 1393. Den lyder saaledes: „Tyskere kom efter Paaske til Bergen med 18 Storskibe fra Rostock og Wismar, Kong Albrechts Frænder. De gik op indenfor Nordnes Dagen før Jon Holebiskops Dag [ɔ: 22. April]. Der blev det største Mandfald, og mødtes Almuen ved Minoriterklostret. Der blev Jon Darre fangen, dødelig saaret, men de rante alle Kirker omkring i Byen og tog alt, som var Penge værd, og brændte Byen i Bergen. Biskopen og Lagmanden i Bergen blev tvungne til at sværge Eder; de satte Tyskere over Kongsgaarden i Bergen og seilede bort inden 8 Dage.“ Flatøannalerne er skrevne af den nordlandske Prest Magnus Torhallsson (maaske paa Vididalstunga) og for Aarene 1388—94 samtidige. Dette sees særligt ved Aar 1393, hvor det, efterat 4 norske Skibes Ankomst fra Norge i det foregaaende er nævnt, siges: Fra Norge spurgtes den store Tidende, at Tyskerne kom ind til Bergen om Vaaren i Paaskeugen med … Skibe og krævede hele Norge for Kong Albrecht; men han var i Fængsel i Danmark hos Dronningen tilligemed sin Søn Erik. De for med Hærjinger og gik op Torsdagen efter, men Bymændene rykkede mod dem og kjæmpede. Der faldt mange Mænd paa begge Sider, men dog flere af Tyskerne. Bymændene fik Useier. Tyskerne havde 900 Skytter. Anføreren hed Enis, en tysk Herre i Slægt med Albrecht; og den anden hed Mækinborg, ligeledes i Slægt med Albrecht. Han faldt i Kampen og blev begravet ved Minoriterklostret, og Enis gjorde ham en meget sømmelig Jordefærd, men alle de andre Faldne lod han ro ud paa Vaagen og sænke ned der. Jon Darre anførte Bymændene (thi han var Fehirde) og kjæmpede meget kraftigt, men blev fangen af Tyskerne. — — — Tyskerne gjorde det største Hærværk, baade i Rau og Manddrab, og krænkede baade Kirke- og Kvinderet. De plyndrede saa stærkt, at hvad de ikke tog med sig, sænkede de i Søen, tog bort Skibe og Ankere, som de kunde faa fat paa, undtagen Ankeret „Langbein“, som Kong Olav havde eiet; det fik de ikke rokket fra sin Plads. Hr. Enis lod sværge Landet til Albrecht, „om han var ret Konge“; disse Mænd svor (Navnene er udladte). — Den vigtigste Afvigelse her er Dateringen for Indfaldet, som, da Paaskeugen i 1393 er fra 6te til 13de April, sættes til Thorsdag den 17de April, medens Gottskalks Annaler angiver 22. April, hvilket, som senere skal vises, er det rigtige Datum. At Annalernes Aarstal 1393 maa foretrækkes for 1392, fremgaar med Sikkerhed af forskjellige Diplomer. Man ser saaledes, at i Vaaren 1392 var endnu Haakon Jonssøn Hirdstjore og Fehirde i Bergen (Brev af 6. Febr., D. N. XII no. 123), men han døde i dette Aar, og Jon Darre, som i Slutn. af Marts var tilstede i Oslo ved et Raadsmøde (D. N. VI no. 338), optræder som Høvedsmand i Bergen 29. Sept. 1892 (D. N. V no. 352). Derimod finder vi i Forhandlingerne mellem Dronning Margrete og Stæderne i 1395 oplyst, at Jon Darre havde før Mødet i Helsingborg (Aug. 1394) givet Forskrivning for sine Løsepenge, som skulde betales til Paaske 1396. Han er altsaa tydeligvis i nogen Tid før Sommeren 1394 bleven fanget af Tyskerne, hvilket passer fortrinligt til Annalernes Opgift fra April 1393.

Om selve Kampen stemmer de to Annaler godt overens eller supplerer hverandre. Den ene angiver Skibenes Tal til 18, den anden Skytternes til 900, altsaa i Gjennemsnit 50 pr. Skib. Dette sidste Tal er vistnok overdrevet, thi efter Lübekernes Forslag til Udrustning mod Sørøverne i 1394 skulde paa hvert Skib med 100 Mands Besætning være „20 gode Skytter med fuldt Vaaben og stærke Armbørster“. Gottskalks Annaler oplyser, at Tyskerne landede „indenfor Nordnes“, altsaa paa Strandsiden henimod Vaagsbunden, og at Kampen med Bymændene stod i Vaagsbunden ved Minoriterklostret (nuv. Domkirke), ligesom Flatøbogen oplyser, at den ene af Tyskernes Høvdinger blev begravet ved denne Kirke. Det sees altsaa, at Bryggesiden, hvor de „tyske Kjøbmænd“ holdt til, ikke blev angrebet, og der nævnes derfor intet om deres Deltagelse i Kampen. Det er tydeligt, at disse har holdt sig udenfor Striden og derfor er blevne skaanede af Vitaliebrødrene. I de følgende Aars Hanseakter findes heller intet om, at Vitalianerne har plyndret Kjøbmændene i Bergen, kun om deres Overfald paa tyske Skibe i Søen. Dette strider ganske vist mod de før nævnte Tillæg i Korners 2den, 3die og 4de Udgave, men om disses Upaalidelighed er før talt. Vi har ogsaa andensteds fra direkte Oplysninger om Handelen paa Bergen i 1393 og 1394, som viser, at denne ikke er helt afbrudt. Af en Sammenstilling af Notitserne i de islandske Annaler for 1393 og 1394 fremgaar det, at der Sommeren 1393 kom fra Bergen fire Skibe til Island, et til Tálknafjord (i Vestfjordene), et til Hvalfjord, to til Eyrarbakke; de hed Lavransbollen, Smjorskipit, Lysabussan og Brotaskipit. Om det første af disse er ovenfor oplyst, at det landede 12te Juni, saa at det maa være afgaaet fra Bergen i Løbet af Mai. I 1394 kom „Heinreksskipit“ og „Postolasuden„ til Hvalfjord. Af disse Skibe udgik „Lysabussan“ aabenbart fra Lyse Klosters Gaard i Bergen, Smørskibet tilhørte Familien Smør, enten Jon Halvardssøn (hvis han endnu levede) eller hans Søn Svale, „Brotaskipit“ udgik vel fra den Gaard, som i 1443 nævnes „Brothusatomten“, Heinreksskipit vel fra Henriksgaard (som ialfald ved ca. 1380 tilhørte Bergens Biskop), og „Postolasuden“ tilhørte Apostelkirken (altsaa det kongelige Kapel). Om flere af disse Gaarde er det jo sikkert nok, at de laa paa Bryggesiden, og naar de lige efter Overfaldet er istand til at udruste og sende Skibe til Island, tør vel det kunne forklares af, at i disse Gaarde opbevaredes de tyske Kjøbmænds Gods, og at de derfor er sparte af de tyske Sørøvere.

Medens det kun er ad indirekte Vei, vi kan slutte os til, hvorledes Sørøverne behandlede sine tyske Landsmænd, findes der meget fuldstændigere Oplysninger om, hvorledes det gik de engelske Kjøbmænd i Bergen ved Overfaldet der; nogle af disse Oplysninger er forlængst kjendte, andre er først fremkomne i nyere Tid. I en Klage fra 1412[1] hedder det, at omtrent i Kong Rikard d. 2dens 14de Aar de engelske Kjøbmænd, som da boede og drev Handel i Bergen, blev anfaldt af Mænd af Hanseforbundet, som kom i udrustede Skibe og plyndrede og slog dem, tog deres Huse og Boliger (til 3000 Marks Værdi), brændte deres Papirer (til 1000 Marks Værdi) og gjorde dem anden Skade, saa at de for at sikre sit Liv maatte forlade Byen, indtil den danske Konge paa deres Klage sendte sine Mænd til Bergen for at skaffe dem Ret og Fred, hvilket ogsaa kostede 1000 Mark. I en anden Klage fra Kjøbmænd i Lynn fra Aar 1406 hedder det, at ved St. Georgs Tid i Aar 1394 kom endel Misdædere og Røvere fra Wismar og Rostock og andre Hansestæder med en Mængde Skibe til Byen Norbern i Norge og tog Byen med voldsom Haand og fangede de nævnte Kjøbmænd med deres Gods, brændte deres Huse og tvang dem selv til at betale store Løsepenge; de brændte Kjøbmændenes 21 Huse til en Værdi af 440 Noble og tog fra Edmund Bel-yetere, Thomas Hunt, John Brandon og andre Gods til en Værdi af 5400 Nobler[2]. Og i en ældre Klage fra 1404 udtales: „Item Dagen før St. Georg i Kong Rikard d. 2dens 16de Aar kom endel Misdædere og Røvere fra Wismar og Rostock af Hanseforbundet voldelig med en stor Flaade til Byen Northberne i Norge og vandt med stormende Haand denne By og tog der alle derværende engelske Kjøbmænd og deres Gods, brændte deres Huse og Boliger og tvang dem til at løse sig med store Løsepenge, saaledes som det fremgaar af de Leidebreve, de fik, saa Klagerne led et Tab af 5400 Nobler“[3]. De tre Klager har forskjelligt Aarstal, men handler aabenbart om den samme Begivenhed. Rikards 14de Aar (Juni 1390—91) er nu en aabenbar Feil, og da Klagen fra 1406 kun foreligger i engelsk Oversættelse, men den fra 1404 er aftrykt efter Originalen, kan man trygt foretrække den sidstes Aarstal 1393, som jo ogsaa stemmer med de islandske Beretninger og de norske Dokumenter. Dertil kommer, at begge disse Klager har det rette Datum, den ene ved St. Georgs Tid (altsaa omkring 23. April), den anden nøiagtigere Dagen før St. Georg (d. e. 22. April), hvilket ganske falder sammen med Opgiften i Gottskalks Annaler. Dette Datum staar altsaa fast, og det første kan jo ogsaa være rigtigt, da Vitaliebrødrene holdt Bergen besat i 8 Dage (fra 22de til 30te April). Man undrer sig ved første Øiekast ved, at Englænderne skulde have eiet 21 Huse i Bergen; men naar man ser, at disse Huse tilsammen kun havde en Værdi af 440 Nobler (altsaa neppe 150 Pund), vil man forstaa, at her kun angives alle Husene i én „Gaard“ eller de Dele af en „Gaard“, som tilhørte Englænderne[4]. Dette er da den samme „Engelskmændenes Gaard“, hvori der opkom Brand 30te Okt. 1414[5], men som senere ikke nævnes; den har aabenbart ligget i Vaagsbunden, maaske i den senere „Hollændergade“.


3. De Redaktioner af de islandske Annaler, som omtalte Overfaldet i Bergen, kjendtes ikke i Bergen i 16de Aarhundrede; de Annal-Haandskrifter, som var bevarede der, stansede tidligere i 14de Aarhundrede. De Bergenske Historikere i 16de Aarhundrede har, saavidt sees, ikke havt nogen hjemlig Optegnelse at støtte sig til. De maatte derfor gaa til den trykte Litteratur, og den bød dem kun Korners Beretning fra 1395, og selv den kun i den Bearbeidelse, som Albert Krantz havde leveret (Norvegia VII, Cap. 8). Krantz nævner intet Aarstal, men sætter Toget henimod den Tid, da Kong Albrecht skulde gives løs. Den ene Bergenske Historiker, som benyttede Krantz, er Mag. Absalon Pedersen, som i sin Bog „Om Norrigis Rige“ (1567) indskyder en kort Omtale af Toget: „der de saa, at deres Røveri vilde faa en Ende, idet Kongen skulde befries af hans Fængsel, drog de ligervis som Kjøbmænd til Norge og kom til Bergen; de begyndte der at røve og brænde og skjænde baade Kloster og Kirker og alt, som der var, og sparte intet undtagen Folket.“ Dette er jo en noget fri Oversættelse og Udvidelse af Krantz, som ikke taler om Kirker og Klostre og desuden netop lader Tyskerne dræbe Folkene; men at dog Absalon kun leverer et unøiagtigt Uddrag af Krantz, viser sig af det derpaa umiddelbart følgende: „men et af disse Skibe fik Dronning Margrete fat, derpaa var 80 Personer, dem lod hun alle afkoppe“; thi denne Beretning, hvis Kilde man tidligere ikke har paavist, er Oversættelse af, hvad der findes paa den følgende Side hos Krantz: „Vna de grandioribus navibus quæ 80 vexit armatos, in Daniam coacta, ab Regina capi iubetur; quos reperit de recenti præda respersos, omnes iussit feriri gladio.“ Her har altsaa den brave Magister Absalon kun flygtigt gjennemlæst Texten og ikke opdaget, at der var Tale om Hertug Barnim af Wolgast’s Røverier i Danmark (1398)[6], men ladet dette hans Skib tilhøre Vitaliebrødrene.

Mag. Absalons Norges Beskrivelse er blandt de Kilder, som Huitfeldt benyttede; han har da givet et kort Uddrag om disse Begivenheder, som han (vistnok ganske paa Slump) har henført til 1393: „Der de Fetaliebrødre formerckede, at Kong Albret og hans Søn skulle løs komme, befryctede de at deris Røffueri skulle fange Ende, thi gaff de dem Vdi Vestersøen. Samme Aar brende oc røffuede de Bergenby vdi Norge, dog fick Dronningen et deris Skibe, vaar 80 Mand paa, de bleff alle rettet oc affliffuet.“

Da man ikke kjendte Huitfeldts Kilde, har nordiske Historikere i Regelen antaget dette for en ægte Beretning om Overfaldet i Bergen, og endog P. A. Munch har optaget den, idet han kombinerer det med Efterretningen om, at Dronning Margrete Vaaren 1393 havde leiet Skibe af den engelske Konge, og antager, at de, som førte disse engelske Skibe, har fanget et Vitalianerskib, som var paa Hjemveien fra Bergen; men Huitfeldt har ingen anden Hjemmel end Mag. Absalon. Ogsaa en anden bergensk Forfatter har benyttet Albert Krantz’s Fortælling om Vitalianerne; det er Forf. af „Bergens Fundats“ (c. 1560). Beretningen her er lige saa unøiagtig som hos Mag. Absalon og endnu mere overdreven og fuld af Tyskehad. Det eiendommelige er, at den lader Vitalianerne komme til Bergen med kun „4 Orlogsskibe“. Som det vil sees ovenfor, var Skibenes Antal efter den samtidige Beretning hos Gottskalk meget større (18), og jeg kan derfor ikke tænke mig dette at være en ægte Overlevering; det maa være paavirket af Tanken om det 16de Aarhundredes store Krigsskibe, at Forfatteren har sat dette Tal ind. P. A. Munch og flere nyere har ganske med Urette fulgt denne sene Forfatter, uagtet man havde en bedre Opgift fra samtidig Kilde.

Beretningen i „Fundatsen“ blev udskrevet i den Del af „Bergens Rimkrønike“, som findes i Haandskrift fra 1594; ogsaa her kan man derfor læse om de „4 Orlogsskibe“. Men Rimkrøniken har ogsaa et eiendommeligt Tillæg, hvis Værd her maa undersøges. Der staar nemlig:

Paa den tidt var Bergen befallet en mandt
Her Otte Remmer, saa hedt han
hand var ikke i Bergen, der denne schade skeede
men hand forsamblede folck effter de skiffe at lede.
Der hand ei skibene kunde naa,
saa satte band seigel høit paa raa,
och monne strax til Bergen fare,
och slo deri de tyske kiøbmendt i skare
som de, der kommer blandt faar mod bondens villie,
hvilket skeede 1397 aar,
efter Guds søn Iesu fødder vaar.

Rimsmeden er ikke bleven var, at hans Kilde (Fundatsen) kun taler om Wismarerne; han lader Angriberne være „Stæderne“ (de vendiske Stæder), og Hevnen kommer derfor med Rette over de „tyske Kjøbmænd“. Denne Beretning er nu aabenbart Digt, thi hvis Befalingsmanden i Bergen skulde have ihjelslaaet de tyske Kjøbmænd i Bergen til Straf for Vitaliebrødrenes Overfald, vilde vi nok have hørt derom ved Hansedagene i 1393—95 eller ved Forhandlingerne med Dronning Margrete. Besynderligt nok har P. A. Munch og efter ham Y. Nielsen fulgt Rimkrøniken; P. A. Munch forudsatte dog, at Traditionen maatte være unøiagtig, thi han vidste, at Otte Rømer dengang (1393) var Høvedsmand i Nidaros (ikke Bergen). Han ændrer altsaa Beretningen til, at Otte Rømer kommer fra Trondhjem med Ledingstropper og vinder Bergen fra Vitaliebrødrenes i Bergen efterladte Besætning. Men Rimkrøniken angiver netop, at Otte Rømer var Befalingsmand i Bergen, og at hvad han gjorde var at ihjelslaa de tyske Kjøbmænd i Bergen, ikke den tyske Besætning, hvis Tilværelse Rimkrøniken ikke kjender. Sagen er nok den, at Rimkrøniken i patriotisk Iver har digtet en Begivenhed, som syntes ham en passende Straf for Tyskernes Overfald, og intet andet. Aarstallet 1397 (som naturligvis er urigtigt) og Navnet Otte Rømer viser os imidlertid, hvorfra Digteren har hentet Elementer til sit Digt; i 1397 var nemlig Otte Rømer virkelig Befalingsmand i Bergen. Det oplyses i den Liste over Lensherrer i Bergen, som findes hos Absalon Pedersen (1567), i Peder Jonssøn Klerks Bog (skrevet mellem 1560 og 1568) og i flere andre, lidt senere Bergenske Haandskrifter, bl. a. i den samme Bog, hvori vi finder Rimkrøniken. Dennes Forfatter havde altsaa let Adgang til at optage baade Aarstallet og Navnet, og det er visselig det eneste i Beretningen, som har historisk Værd.



  1. Rymeri Foedera IV p. 7 (ældre Udg. VIII, 723).
  2. Hakluyt Principal Navigations I 169.
  3. Hanseacten aus England, S. 233.
  4. Jfr. Nicolaysens Forklaring om Gaardene i Bergen i dette Tidsskrift 3die Række I, navnlig S. 420 ff. En lignende Forklaring af dette Sted er givet af Alex. Bugge 3die Række IV, S. 92.
  5. Dette er det rigtige Aarstal, idet i Lagmandsannalerne (Udg. S. 291) Delingen mellem 1413 og 1414 i den bevarede Afskrift er udfaldt. Begivenhederne i 1414 begynder med „Komu 5 skip“ (L. 18), hvad der burde være antegnet i min Udgave.
  6. Jfr. Detmar ved Aar 1398.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.