Wikikilden

Mere om Hov og Stavkirker

I nærværende tidsskrift har jeg foran s. 255 ff. udtalt den opfatning af disse bygninger, som forekommer mig bedst grundet. Herimod er der af professor L. Dietrichson i „Vidar“ (f. 1888 s. 118 ff.) reist flere indvendinger, som her skal imødegaaes. Foreløbig vil jeg bemærke, at det i flere henseender synes lidet heldigt, naar D. har henlagt sin behandling af disse emner til nysnævnte skrift, medens deres rette værnething er et fagskrift som det foreliggende. Efter denne bemærkning gaar jeg over til sagen og opstiller først det spørsmaal:

I.
Blev hedenske hov i Norge omdannede til kristelige kirker?

Dette har jeg tilforn besvaret benægtende, medens D. hylder den modsatte anskuelse og, som støtter for denne, paaberaaber sig (s. 129) R. Keyser og professor A. C. Bang[1], hvortil kan føies P. A. Munch. Men i dette tilfælde gaar det ikke an at benytte disse forfattere som auktoriteter, da spørsmaalet netop dreier sig om, hvorvidt deres konklusion er berettiget i forhold til præmisserne.

Sagens udgangspunkt er, som før bemærket, den instrux, paven i 601 gav Augustinus for hans missions-virksomhed i England. I denne instrux heder det, at „hvis de hedenske templer er vel byggede (bene constructa), bør de omdannes“ til kirker. Her opstaar selvfølgelig strax det spørsmaal, om der i England virkelig fandtes hedenske templer med den nævnte betingelse. Derom ved dog ingen det allermindste, selv ikke Englands første ærkæologer, og man er saaledes i det høieste kun berettiget til at sætte den nævnte omdannelse som en mulighed. Men selv om vi ligefrem vidste, at hedenske templer i England gjennemgaaende var anvendte til kristelig gudstjeneste, og selv om det antages, at de, som drev missionsverket i Norge, kjendte til, at saaledes havde man for fire hundrede aar siden baaret sig ad i England ved kristendommens indførelse, saa maatte der dog, hvis det samme skulde kunne antages for Norges vedkommende, paavises spor deraf hos os. Men dette er saa langt fra tilfældet, at alle tegn pege i modsat retning. Det ansees overflødigt at gjentage, hvad derom foran (s. 276–279) er sagt, idet jeg kun henviser dertil; dog kan det med hensyn til homiliebogens anførte (s. 279) ytring om Olaf den helliges fortjenester af kristendommen bemærkes, at den er hentet fra en ældre beretning[2], der paa grund af de literære omstændigheder ikke vel kan være yngre end ialfald ca. 1150.

Hertil kan som nye bevissteder for min mening anføres flere ytringer i sagaerne. Saaledes heder det[3] om Olaf Trygvessøn, at „allesteds, hvor han var konge og landsfolket tog den rette tro, lod han brænde hov og nedbryde hørger og reise kirker i deres sted“; som hjemmel herfor gjengives nogle vers af lovsigemanden Markus Skjeggessøn, der var i embedet 1084–1107. Endvidere lægger Snorre Olaf den hellige følgende ord i munden under thinget paa Hundthorp efter hans tog fra Lesje, at „folkene i Lesje, Lom og Vaage har brudt sine hov (blóthus) og afgudsbi11eder ned og tro nu paa den sande gud“[4]. Dertil kan føies, at det bekjendte Thorsbillede paa Hundthorp efter beskrivelsen maa have havt sin plads i et hov eller en hovlignende bygning, som ved samme leilighed blev nedbrudt; ialfald har der ikke været tale om at bruge den til kristelig gudstjeneste, da det udtrykkelig heder, at Gudbrand, efterat han var kristnet, gjorde kirke paa sin gaard[5] eller „i dalene“[6].

I modsætning hertil peger D. paa flere omstændigheder, der skal støtte hans opfatning.

Det anføres saaledes (s. 128), at der i sydlandene, navnlig Athen, Italien, det sydlige Frankrige, er mange exempler paa, at man omdannede hedenske templer til kirker. Dette er bekjendt nok, men hvad det her gjelder, er, om det skede i Norge. Og naar dette antages af den grund, at en mængde kirker hos os bærer navnet hov, saa kan heraf kun sluttes, at de tomter, hvorpaa vedkommende første kirker blev sat, i sin tid havde tilhørt et hov (tempel) eller en gaard (hov), men ikke, at selve kirkebygningerne engang havde været hov.

Endvidere bemærker D. (s. 130–132), at jeg urigtig har citeret Snorre som hjemmelsmand for, at Haakon den gode „byggede“ kirker paa Møre, istedetfor at der hos Snorre staar „indviede“. Dette skal efter D.s mening gjøre en stor forskjel, idet det sidste udtryk, naar det staar alene, her og andre steder paa grund af omstændighederne maa forstaaes derhen, at det er et hov, som indvies til kirke. Jeg indrømmer, at jeg ved en erindringsfeil har skrevet „byggede“ istedetfor indviede. Men dette faar ingensomhelst betydning, da der i den saakaldte Ágrip[7], der her som bekjendt er Snorres kilde, staar „reiste“. Hvorfor har nu Snorre forandret dette udtryk? mon fordi han, saaledes som D. mener, har villet tilkjendegive, at det var hov, kong Haakon indviede til kirker? Dette synes lidet troligt. Skal der overhovedet lægges særlig vægt paa Snorres valg af det nævnte ord, saa maa han, som ellers ofte, nærmest mene, at kong Haakons kirker ikke blot var paabegyndte (reiste), men ogsaa gjort saavidt færdige, at de kunde tages i brug; heraf fulgte dog ikke, at de var ganske fuldførte, da som bekjendt kirker i middelalderen ofte indviedes, naar kun navnlig koret lod sig bruge til gudstjeneste.

En anden grund for sin paastand henter D. fra den omstændighed (s. 130), at der i 1017 ved Olaf den helliges ophold paa Eidsvold blandt de endnu hedenske Raumer „dukker pludselig en kirke frem“, og denne maatte da rimeligvis efter D.s mening være det hov, P. A. Munch ikke havde kunnet opdage paa den kant, men som siden var omdannet til kirke. Jeg tilstaar, at ogsaa jeg i 1862[8] har omtalt denne kirke, dog med tvilsomme ord, men jeg har senere forlængst opgivet den. Havde sagaen udtrykt sig saaledes, at der var kirke paa Eidsvold, vilde tingen stillet sig anderledes. Men nu staar der kun, at kongen først havde været i aattesang og senere paa dagen gik „til kirke“ og lod synge messe for sig[9], hvad der med størst rimelighed maa forstaaes om gudstjeneste i et for leiligheden opsat telt. Som vi nemlig se, var det skik i begge Olafers tid, naar de drog missionerende omkring i landet og kom til natteherberget, at der reistes „landtelt“, hvori gudstjeneste blev holdt af den medfølgende biskop, saaledes f. ex. i Olaf Trygvessøns tid paa Moster og under Olaf den hellige paa Hundthorp[10] og hos Raud i Østerdalen[11].

Større betydning kan heller ikke den indvending (s. 131) af D. tillægges, at naar Olaf den hellige ifølge sagaerne indsatte en hel del lærere eller prester, og da det ikke lader sig „antage, at presterne lærte uden kirker“, men der ikke havde været tid til at bygge disse, saa maatte man i en fart have omdannet hov til kirker. Det indsees dog ikke, hvad der skulde være i veien for, at presterne her, som andetsteds, gik omkring og kristnede folkene ved at døbe dem, og det er jo bekjendt nok, at daaben, ligesom første gang den udførtes, saaledes ogsaa siden ofte foregik under aaben himmel.

Endelig fremfører D. et argument, som turde være det svageste af alle. Han indrømmer (s. 133), at der ikke nogetsteds nævnes omdannelsen eller indvielsen af hov til kirker. Men grunden til denne kildernes taushed er efter hans mening „den, at hovenes benyttelse til kirker i omvendelsestiden var saa almindelig og faldt saa natur- ligt af sig selv, at historieskriverne intetsomhelst paafaldende eller nævneværdigt fandt ved sagen, medens derimod nedrivelsen af de gamle helligdomme var en begivenhed“. Dette trænger neppe til nogen imødegaaelse.

Kan der saaledes ikke anføres et eneste exempel paa, at hov er indrettede til kirker, lægger endvidere hele aanden i missionsvirksomheden en afsky for dagen mod saadant, og bliver dette endog paa Island, som før bemærket, stemplet næsten som en forbrydelse, saa vil det være ulogisk og derfor i strid med sand historisk kritik alligevel at antage, at hov her i Norge eller paa Island efter indvielse blev benyttede som kristelige gudshuse.

II.
Hørg og Hov.

Det er neppe muligt af de forhaandenværende kildesteder[12] at danne sig en nogenlunde klar og sikker forestilling om formen og beskaffenheden af de hellige bygninger, som kaldes hørger.

Keyser antager[13], „ at hørgerne var – saavidt skjønnes – et slags stenaltere eller af stene indhegnede offersteder under aaben himmel. ... Vi se rimeligvis endnu levninger af saadanne hørger i mange af de stensætninger, som findes baade i Norge og dets nabolande. Især er det sandsynligt, at de stenkredse, der bestaa af store, oventil noget tilspidsede og i maadelige mellemrum fra hinanden opstillede stene, have henhørt til dette slags offersteder, og stenene maaske forestillet de der dyrkede guders billeder. Deslige offersteders store simpelhed berettiger iøvrigt til at antage dem for en ældre indretning end de egentlige templer“.

P. A. Munch[14] er hovedsagelig af samme mening som Keyser, idet han udtaler sig for, at hørgerne „synes som oftest kun at have bestaaet i stensætninger, hvor de opreiste stene maaske skulde forestille gudebillederne“; dog tilføier han: „men stundom synes de og at have været i form af telte eller huse“.

Det sidste har D. „ikke nogetsteds fundet bekræftet“ (s. 134), og han holder sig derfor, ligesom professor Bang[15] i sin opfatning af hørgerne til Keyser og Munchs principale mening. Ikke destomindre er der visselig grund til at antage, at hørgerne, som antydet af Munch, har havt en overdækning eller været indsluttede i et „hus“, ja endog tildels at have bestaaet af træ. Dette vil sees af Fritzners og Sigurd Vigfussons sammenstilling paa de anførte steder. Derimod er Keysers og Munchs mening om, at de paapegede endnu levnede stensætninger kunde have været hørger, urigtig, da de ved foretagne undersøgelser har, som man kunde formode, vist sig at være begravelser og, hvor sikrere tidsmærker var tilstede, fra ældre eller yngre jernalder[16]. Paa den anden side har Keyser utvilsomt ret, naar han, som anført, sætter hørgerne ældre end hovene, dog har de ved siden af disse, som det flere gange viser sig af kilderne, vistnok vedblevet lige til kristendommens indførelse, uden at de, som D. synes antage (s. 134), overalt blev afløste af hov.

Skjønt det saaledes tør ansees sikkert, at hovene, var yngre end hørgerne, lader det sig dog ikke nærmere afgjøre, naar de først viste sig. Dette kan ogsaa være ligegyldigt her, hvor det navnlig gjelder at bestemme hovbygningens indretning, naar vi kun fastholde, at der ved hovenes indførelse selvfølgelig maa have ytret sig en trang til at faa tilveiebragt et nyt slags bygninger. Hvorledes bærer man sig, som erfaring overalt viser, ad under saadanne omstændigheder? Man holder sig til de bygninger, som forefindes, og omdanner dem saaledes, at de nye krav opfyldes. Og at dette i nærværende tilfælde ogsaa skede hos os, kan med saameget større grund antages, som man i de saakaldte skaaler havde bygninger, der kun med ubetydelig forandring vilde passe til hov. Skulde man derimod, som D. og professor Bang mene, have taget de udenlandske navnlig angelsaxiske kirker til mønster, forudsat endog, at de var kjendt af vore bygningsmænd, hvad der tør være mere end tvilsomt, maatte dette uvilkaarlig fremkalde det spørsmaal, hvorfor man skulde bære sig saaledes ad, da det i forhøiet grad vilde være at gaa over bækken efter vand. Ikke alene maatte der da foretages en større omdannelse af indretningen, men ogsaa anvendes en ny konstruktionsmaade. Skaalerne faldt derimod efter den beskrivelse deraf, jeg foran[17] har begrundet og fremdeles fastholder, næsten aldeles sammen med hovet. Ligesom dette, saaledes fremviser ogsaa skaalen en aflang firkantet bygning med-retning fra vest til øst, jordgulv, stenlægning efter midten for ildstedet eller aaren i forbindelse med aabent loft og ljore, endvidere bænke ved begge langsider og paa deres midte høisæder med tilhørende støtter (øndvegessuler); paa begge steder har vi og den eneste eller fornemste dør paa den ene langside og nær det vestre hjørne og endelig tæpper paa væggene til høitids. Man behøvede saaledes for at tilveiebringe en hovbygning kun at udelade det loft, som stundom fandtes i den ene eller mulig i begge ender af skaalen, og tilføie et nyt rum for hovets stall og gudebilleder i østenden[18], hvilket da, siden det kaldes et afhus og lignes med koret i kirker, rimeligvis maa have været smalere og derfor ogsaa lavere[19] end hovedbygningen, hvorhos det tillige var forsynet med glugger, selvfølgelig for at dets stall og gudebilleder skulde kunne sees fra det større rum. Under disse omstændigheder fulgte det ogsaa noget nær af sig. selv, at man i forbindelse med indretningen ogsaa anvendte den samme konstruktion, som i skaalen, eller laftverk med lavt tag, tækket som sedvanligt med sud eller bord, derover næver og ovenpaa denne jord. Som følge af den nævnte konstruktion maatte afhuset ogsaa ligesom hovedbygningen have retvinklede hjørner og saaledes ret afslutning navnlig mod øst.

For at imødegaa dette bemærker D. for det første (s. 137, 149), at naar det i Kjalnesinga saga heder om hovets inderste del eller „afhuset“, at det var rundt som en „hue“, saa havde det selvfølgelig apsis eller halvrundt udspring mod øst, og dette forudsætter igjen stavkonstruktion. Her kan nu strax spørges, hvorfra vore forfædre vel skulde have faaet denne form, naar de angelsaxiske kirker, som efter D.s mening nærmest tjente som forbilleder for vore hovbygninger, netop viste den eiendommelighed, at de var uden halvrund apsis. Dertil kommer, at ordet „húfa“ slet ikke har saadan betydning[20], men alene, i lighed med Keysers og Maurers mening, kan forstaaes om en lofthvelving over afhusets firkant, her saaledes nærmest et tøndehvelv sammensat af bord. Naar D. endog mener, at et saadant hvelv vidner om stavkonstruktion, og at jeg derfor gjør mig skyldig i en modsigelse ved desuagtet at fremstille hovet som laftbygget, saa hviler dette paa en stor misopfatning. Denne giver sig ogsaa tilkjende, naar D. tager til indtægt for en apsis og den lille cylinderopsats derover, at der i to kirkebesigtigelser[21] nævnes „hue“, men hvor der tydelig sigtes til taarnet eller tagrytteren.

Større betydning kan heller ikke tillægges en anden indvending af D. Denne tager sit udgangspunkt fra de stavkirker, som endnu findes levnede hos os eller ialfald har været kjendt i vor tid. Naar disse, hvoraf ingen kan sættes ældre end ca. 1150, fremvise den fulde udvikling, saa skal dette, som D. antager, med nødvendighed forudsætte en saa lang teknisk opøvelse hos vort folk, at det vilde blive for kort tid, hvis stavbygningen ikke var kommet til anvendelse allerede paa hovene. Mig forekommer det derimod klart, at var end de første trækirker, som opførtes hos os, vistnok som andetsteds stundom meget simple, saa var der dog, om vi sætte Haakon den godes kirkebygninger ud af betragtning, fra ca. 996, da Olaf Trygvessøn reiste Klemenskirken i Nidaros, og indtil 1150 lang nok tid for at bringe stavbygningen paa sin høide, især da grundlaget for konstruktionen og formerne eller systemet var, som jeg antager, fra først af tilstede ved overførelsen fra England.

Derimod synes det ved første øiekast tildels af mere vægt, naar D. (s. 142) paastaar, at „hovene stundom maa have været saa store, at laftkonstruktion blev nær nok umulig“. Her tænkes naturligvis ikke paa selve væggene; thi var hver enkelt tømmerstok ikke lang nok for behovet, saa kunde der hjelpes herpaa ved at skjøde den sammen med andre, saa at væggene for den sags skyld gjerne kunde blive saa lange som det skulde være. Men hvad D. mener, er, at bygningens aabne rum vilde blive for bredt til, at væggene kunde forbindes med de for sammenholdets skyld nødvendige tvertræer, eller med andre ord, at disse ei kunde faaes med den fornødne længde. Maximum for denne har jeg før troet „vel kan sættes til 25 fod“, medens D. med sikkerhed udtaler, at „som bekjendt, kan en større bredde end 24–30ʹ ikke overspændes af en bjelke“. Det viser sig dog, som det maa antages, at vi her begge tage feil. En praktisk jernbaneingeniør har nemlig, efterat han havde seet min ytring, derom bemærket følgende: „en god furestok vil allerede med 7 tommers tykkelse sikkert bære sin egen vægt paa 40 fods spændvidde, men rigtignok synke ned ca. 7½ tomme paa midten. En 12 tommer tyk god bjelke (bredden er ligegyldig) vil paa de samme 40 fods spænd kun bøie sig 1 tomme af sin egen vægt og kunne bære en hel del mere, hvis derom var spørsmaal. Da man nu i de dage“, hvorom talen er, „havde god raad paa slige træer, saa kan jeg ikke være enig med Dem her“. Efter dette vil saaledes det hele spørsmaal stille sig gunstigt for min opfatning af hovbygningen lige overfor D.s indvendinger. For det første maa det nemlig benægtes, hvad D. bestræber sig for at paavise, at et hov af hensyn til sin bestemmelse trængte til større bredde end en skaale, og dernæst viser det sig af vedkommende kildesteder, hvilke D. ogsaa citerer, at den største skaale, som nævnes, er ligesaa bred (10 favne) som det største hov (60 fod). Men ved disse maal angives det ikke, om de gjelde den indre eller den ydre bredde. Det sidste synes dog rimeligst, og naar vi derhos tør antage, at der ogsaa i hovbygningen var svaler paa. langsiderne ligesom i skaalen, saa vil der neppe, naar vi drage svalernes bredde og ligeledes væggenes tykkelse fra bygningens samlede ydre bredde, endog om den var saa stor som ovenanført, være noget til hinder for, at det levnede indre aabne rum kunde overspændes af stærke nok tvertræer. Vi kan heller ikke i kilderne se noget spor til, at der i skaalernes indre var støtter, ja vi træffe endog i beskrivelsen af branden paa Bergthorskvaal i Njaals saga[22] og navnlig i omstændighederne ved det gjennembrændte tvertræ tydelige vidner om, at der ikke fandtes støtter, og dog hørte denne skaale vistnok efter det store antal gjæster, som der stundom fik plads, til de største for sin tid.

Var hovet saaledes af laft, har det vistnok som nysanført efter den sedvanlige skik ved skaalerne havt et tag med liden reisning og derfor belagt med torv. Thi naar D. (s. 140), idet han støtter sig til Keyser, mener, at kun ringere huse havde denne tagtækning, medens der ellers blev anvendt navnlig spaan, saa er denne Keysers antagelse vistnok urigtig. Der nævnes, saavidt jeg ved, i sagaerne kun et eneste sted spaan som tagtækning paa et hus eller det samme, Keyser citerer[23]; men for det første er vedkommende beretning, som i den nuværende redaktion ikke er ældre end ca. 1387, paa grund af sine overdrivelser lidet at stole paa, og dernæst er der her slet ikke tale om en laftbygning, men om en stavkonstrueret soveskemme af tvilsom beskaffenhed, ialfald den eneste hos os af dette slags, og derhos uden ildsted.

III.
Stavkirker.

Det er tidligere udtalt, at vore stavkirker hovedsagelig har hentet sit forbillede fra udlandet og navnlig England. Dette er dog ikke saaledes at forstaa, som om principet i disse kirkers konstruktion tilforn overhovedet var ukjendt her i landet. Vi træffe ogsaa paa Gokstadskibet fra ca. 900 i gravkammerets vægge opretstaaende planker, hvilende i sviller med fals, og rimeligvis anvendte v man allerede under hedendommen de i ældre Gulathingslov[24] nævnte og endnu paa vestlandet forekommende, saakaldte stavnøster samt ligeledes de ogsaa andensteds kjendte „stavlader“, hvor navnet i begge tilfælde er fremgaaet af, at bygningernes lave torvtækte tage ikke bæres af laft- eller stenvægge, men af stolper. Disse konstruktioner staa dog endnu paa et lavt trin i forhold til stavkirkerne. Saaledes fremviser Gokstadskibets gravrum i modsætning til stavkirkerne ikke nogen indfalsning mellem plankerne, ligesom det ialfald ikke kan sees, om man dengang kjendte hjørnestolper, og hvad de omtalte nøster og lader angaar, træffe vi her kun et skelet af raa stolper overlagte med stavlægjer og støttede af knæer eller skraabaand. Alligevel maa der ved disse arbeider i forbindelse med huse- og skibsbygning gjennem en lang tids øvelse have dannet sig en fast stok af fagmænd, og dette maa i høi grad have lettet opførelsen af det nye slags bygninger, hvortil de missionerende konger bragte forbilledet med vestenfra. Som det synes, havde ogsaa begge Olafer, især den yngste, godt skjøn paa kirkebygning, og rimeligvis fulgte der med dem eller i deres spor bygningskyndige mænd fra England. Naar imidlertid D. (s. 122) ved siden af de bekjendte indskrifter, der vise Nordmænd som byggere af stavkirker, peger paa en indskrift[25] i Gjevedals kirke og med hensyn dertil antager, at der endnu ved ca. 1150 var angelsaxer virksomme ved opførelsen af denne kirke, kan denne mening neppe opretholdes. For det første maa det vel ansees mere end tvilsomt, om angelsaxiske runer, som var anvendt i den nævnte indskrift, brugtes saa langt ned i tiden; dernæst lader indskriften sig neppe tyde, og endelig haves der ingen sikkerhed for, at fjælen, hvorpaa indskriften fandtes, havde hørt til den i 1824 nedtagne kirke, idet den mulig oprindelig kunde have været paa et helt andet sted.

Tør det saaledes antages, at den fuldt udviklede stavkonstruktion i væggene var noget, som indførtes, saa er det derimod muligt, at forbilledet til svalgangen blev hentet fra den hjemlige skaale, siden vi ei kjende noget exempel derpaa i England, skjønt det visselig kunde være rimeligt nok, at denne ombygning ogsaa der har været anvendt som beskyttelse mod fugtighed for bygningens vigtigste led, svillerne.

Alle de øvrige hovedde1e, der tilhøre stavkirken, var derimod vistnok et laan vestenfra, saaledes for det første den for sig selv staaende klokkestøpe[26], kirkens tagrytter og dens steile tage. Vel mener D. (s. 125), at de sidste netop skulde være fremgaaet af praktiske hensyn til hjemmets veirforhold og dets storme, men for mig staar det saaledes, at deslige hensyn just maatte bedst tilfredsstilles ved lave tage. Vist er det imidlertid, at de udenlandske samtidige kirker havde steile tage, og dette tør finde sin egentlige forklaringsgrund i beskaffenheden af det tækningsmateriale, som anvendtes, før man fik skifer og metal, nemlig siv, rør, halm eller træspaan.

I nær forbindelse med de steile tage staar ogsaa den for stavkirkerne eiendommelige tagstol, der vistnok i sine grundled maa hidrøre fra angelsaxiske eller normanniske forbilleder, om den end i sin videre udvikling mulig kan tilskrives indenlandsk oprindelse. Dog kan jeg ikke med D. (s. 123–124) antage disse dele og særlig de af ham omtalte listprofiler overførte fra skibsbygningen, hvorimod der for mig her kun viser sig det samme paa forskjellige steder (i kirker, huse, skibe, redskaber), fordi lignende hjelpemidler og navnlig høvler eller liststrygere med ligedannede tænder brugtes overalt. Heller ikke kan jeg indrømme noget laan fra skibsbygningen i den saakaldte „kjølbue“. Anvendelsen af ordet i denne betydning, der vel hidrører fra Semper, er forresten lidet heldig. Hvad der saaledes her menes med „kjølbue“ 1 er nemlig den buestilling, som dannes i tagkonstruktionen af hanebjelken i forbindelse med de indre sperrer (sværd) enten derved, at den første paa underkanten og de sidste ved indkanterne er udskaaret i buesnit, eller at der i vinklerne mellem hanebjelken og de nævnte sperrer er anbragt knæer, som har saadant snit. For mig staar det fjernt, at denne bue, som hverken har noget med skibskjølen eller tagkjølen at gjøre, skulde være fremkommet ved efterligning af de forbindinger, hvormed tvertræet eller biten (svarende til nuværende dæksbjelker) i skibe eller baade knyttes til hverandre. Derimod forekommer det mig klart, at der ved disse buer er tilsigtet en æsthetisk virkning i overensstemmelse med de øvrige runde buer. At dette har en norsk oprindelse, er jo muligt, men nogen sikker dom kan derom ikke fældes, saalænge man ikke ved, hvorvidt dette var anvendt tidligere i England. Det samme har jeg før udtalt (foran s. 300) om de nede ved sperrernes fod anbragte knæforbindinger og de derved fremkommende omvendte rundbuer, hvorimod jeg ikke, som D. (s.124) ytrer, har „indrømmet“, at disse konstruktioner „er af norsk oprindelse“.

Hvad dernæst selve formen eller grundplanen af stavkirkerne angaar, var denne vistnok fra først af en aflang firkant for skibet og en mindre af dette slags for koret eller den samme, som ved indførelse vestenfra træffes i vore ældste stenkirker (Sunnivakirken paa Selje og Mosters), altsaa uden halvrund apsis. Det sidste udspring maa derimod, som før udtalt, senere være fremkommet ved paavirkning fra Normandiet gjennem England. Naar det først har vist sig i stavkirker, savnes der hjemmel for at kunne bestemme. I stenkirkerne derimod træffe vi det for tiden først i den af Harald haardraade i Nidaros opførte Mariekirke ca. 1050, ialfald før 1066, men efter 1047. Engang indkommen maa korets apsis fremdeles være bleven anvendt gjennem hele det 12te hundredaar, hvorimod den ved engelsk paavirkning falder bort efter udløbet af den nævnte tid eller noget ind i det følgende hundredaar. Som exempler herpaa for stavkirkers vedkommende kan anføres trende. Saaledes træffes apsis ikke ved Hovs kirke i Solør (opført ialfald efter 1200) eller ved Stangvik kirke (1407), og maaske[27] fandtes den heller ikke ved Neslands kirke (indviet 1242).

Endelig synes alt at tale for, at de ældste stavkirker ligesom de samtidige stenkirker kun havde et skib, og følgelig ikke var basilikaformede, hvilket sidste sandsynlig først viste sig i den til Albanus indviede stenkirke paa Selje (fra tiden ca. 1080–1090). Dette vilde da være i overensstemmelse med, at, som før bemærket, basilikaformen ikke findes anvendt i England, før den ved normannisk paavirkning indkom i den senere tid af den saxiske periode. Men om den der blev anvendt paa træbygninger, som da igjen kunde have været forbilleder hos os, vides ikke, hvorfor spørsmaalet om vore treskibede stavkirkers oprindelse neppe kan besvares. D. udtaler en formodning (s. 121) om, at basiliker af træ har været kjendt udenfor Norge, og anfører et par formentlige exempler derpaa, men ialfald i det ene fra England kan neppe tillægges nogen vægt. Det er det bekjendte dokument, Knut den store udstedte 1032 i Glastonbury’s „basilica lignea“. I sig selv vilde det være besynderligt, at man i en almindelig datering skulde fremholde den kirkes form, hvori handlingen var skeet, og ordet betyder der visselig ikke andet end kirke. D. indrømmer ogsaa, at ordet „basilica“ i middelalderen ofte bruges saaledes, hvortil dog kan føies, at det vil være vanskeligt overhovedet at paavise noget exempel paa det modsatte. Hos os har vi endog to kildesteder, hvoraf det fremgaar, at ordet anvendes, hvor forholdene er i strid med dets typiske betydning. Saaledes siges[28] det af Thjodrek munk, at Olaf kyrre opførte „basilicam“ (domkirken) i Nidaros, og i „acta sanctorum in Selio“ nævnes[29] „Sunnivæ basilica“. Men som bekjendt har levningerne af begge disse kirker vist, at de kun var enskibede.

15 juni 1888.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Se hans „Udsigt over d. n. kirkes hist.“ s. 60, hvor det i stærke udtryk siges: „Man har vistnok ret til at antage, at ikke faa af de ældste fylkeskirker havde været hedenske hov, der ved kristendommens indførelse efter angelsaxisk praxis blev indrettet til kristne kirker“.
  2. ↑ Denne forefindes i „Passio et miracula beati Olavi“, ed. Metcalfe, pag. 70, og lyder saaledes: „Effringebantur statuæ, succidebantur luci, evertebantur delubra, ordinabantur sacerdotes et fabricantur ecclesiæ“. Jfr. Flateyarb. III, 246.
  3. ↑ Flateyarb. I, 285.
  4. ↑ Heimskringla og Olafs sag. 1853 s. 108, jfr. Olafs sag. 1849 s. 25 og Flateyarb. II, 191.
  5. ↑ Olafs sag. 1849 s. 28.
  6. ↑ Olafs sag. 1853 s. 110, Flateyarb. II, 192.
  7. ↑ Fornm. søg. X, 381. – Naar professor Bang (anf. st. s. 39) forkaster beretningen om disse kirkers opførelse, fordi Thjodrek munk siger, at Moster kirke var den første i Norge, synes ikke Bangs opfatning vel grundet, da jo Thjodrek’s ytring blot kan vidne om, at Haakons kirker var ham ubekjendte. Thjodreks udsagn er desuden i en anden henseende neppe rigtigt, da kirken paa Selje udentvil var ældre end Mosters, eftersom den, hvis den lokale beretning skal troes, allerede blev færdig og indviet 996 (se Monum. hist. Norv. ed. G. Storm pag. 151).
  8. ↑ N. Fornl. s. 53.
  9. ↑ Snorre (Heimskr. s. 283, Olafs sag. s. 62), Flateyarb. II, 66.
  10. ↑ Snorre (Olafs sag. s. 108), Flateyarb. II, 190.
  11. ↑ Flateyarb. II, 293.
  12. ↑ Disse forefindes i Fritzners ordbog under hørgr og i Árbók h. íslenzka fornleifafélags f. 1880 og 1881, s. 89–92, hvor Sigurðr Vígfússon har redegjort derfor.
  13. ↑ Samlede Afhandl. s. 324 f.
  14. ↑ Nordmændenes ældste Gude- og Heltesagn s. 159.
  15. ↑ Anf. st. s. 13.
  16. ↑ Se Aarsber. fra foren. t. n. fortidsmindesm. bevar. f. 1868 s. 139, 142, f. 1869 s. 99, 119, 120 og f. 1870 s. 142.
  17. ↑ Histor. Tidsskr. 2den række 4de bind s. 342 ff.
  18. ↑ Da min hjemmel for denne beliggenhed synes D. ubekjendt (s. 147), kan det tilføies, at afhuset ifølge kilderne dannede hovets indre del, og denne var i skaalerne til venstre for den, som sad i det fornemste (nordre) høisæde, eller i øst for ham.
  19. ↑ Dette finder ogsaa D. (s. 145), skjønt han i dette punkt støtter sig til en opfatning af et sted i Fridthjofs saga (s. 135), som ikke kan godkjendes. Her fortælles, at Fridthjof under sit ophold paa Syrstrand bad Ingeborg om, som et tegn, ved en vis leilighed at brede (hvide) tæpper over disarsalen; „thi den er høiest her paa gaarden; dette vil da vi kunne se fra vor gaard“ (Framnes) (Fornald. søg. II, 70). Men dette har følgelig intet med bygningens form at gjøre, hvorimod der kun sigtes til forholdene ved dens beliggenhed.
  20. ↑ Se Fritzners Ordbog.
  21. ↑ Anf. aarsb. f. 1886 s. 146, 148.
  22. ↑ Jfr. nærv. tidsskr. 2den række 4de bind s. 487.
  23. ↑ Flateyarb. II, 293.
  24. ↑ Norges gamle Love I, 101.
  25. ↑ omtalt i N. Fornl. s. 251. Da jeg i 1856 gjennemgik Arendt’s efterladte optegnelser i Kjøbenhavn, fandt jeg ikke hans aftryk af indskriften. Senere er det gjengivet af Stephens i hans Old Northern Run. Monum. I, 276.
  26. ↑ Ordet (det tydske „Kielbogen“) har ellers som bekjendt den vedtagne betydning af et eget slags sveivet eller løgformet spidsbue, der forekommer i Persiens og Indiens muhamedanske arkitektur og i omvendt stilling har lighed med skibssidernes bøining nedad mod kjølen, som udgangspunkt for navnet.
  27. ↑ Jfr. anf. aarsber. f. 1886 s. 139.
  28. ↑ G. Storm, Monum. hist. Norv. pag. 58.
  29. ↑ Sammest. pag. 152.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Mere_om_Hov_og_Stavkirker&oldid=218151»