Om Betydningen af Herað og Heraðs-kirkja i de ældre Kristenretter

Blandt de forfattere, som har skrevet om vor gamle hereds-inddeling og dens forhold til den ældste sogne-inddeling, har der hersket og hersker der vistnok den dag idag uenighed med hensyn til betydningen af herað og heraðs-kirkja i de gamle love. Nogle vil have herað til at betyde det samme som fjorðungr, áttungr eller þriðjungr; andre antager derimod, at det har en selvstændig betydning, idet det betegner et mindre distrikt end fjerdingen eller tredingen, medens de intet bestemt synes at ville udtale om dets forhold til ottingen. Skulde man vurdere de forskjellige opfatninger efter de mænd, som har gjort sig til talsmænd for dem, vil man have vanskeligt for at give den ene eller den anden fortrinnet; thi den første repræsenteres af mænd som Konrad Maurer, Keyser og Ebbe Hertzberg, den sidste af P. A. Munch, geheimearkivar A. D. Jørgensen og tildels af professor Fr. Brandt. Da imidlertid ingen af de nævnte forfattere har gjort sagen til gjenstand for en mere indgaaende drøftelse eller forsøgt at sammenstille det materiale, hvorfra bidrag kan hentes til spørgsmaalets løsning, har jeg vovet at offentliggjøre de resultater, som jeg selv under min syslen med de herhen hørende kilder er kommet til, i det haab, at selv om de ikke er uangribelige, kunne de dog maaske lette andre veien til en rigtigere opfatning.

Da de nærmestliggende kilder, nemlig de gamle love, som bekjendt er forskjellige for de forskjellige dele af landet, kan spørgsmaalet om hereds-inddelingens forhold til andre distrikts-inddelinger foreløbig ialfald kun besvares landsdelsvis; og de almindelige slutninger, hvorom der senere kan blive tale, vil komme til at bero paa de resultater, som en undersøgelse af de enkelte landskabslove maatte føre til. Vi gaar derfor straks over til en saadan og begynder med Borgarthingsloven.

I Borgarthingslovens ældre kristenret forekommer alene fylki og herað som distrikts-betegnelser. I recension I, kap. 8[1] siges, at fylkerne er tre i tallet, hvilket svarer til de i den ældste kjendte fylkesliste nævnte: Rænafylki, Vingulmørk og Vestfold.[2] Af fylkes-kirker nævnes sammesteds to i hvert fylke, noget, som maaske turde antyde en halvfylke-inddeling, idet man maa tænke sig, at fylket i den ældste tid, da der i samme ikke fandtes flere kirker end disse to, var delt i to sogne, hvert af et halvfylkes udstrækning. Halvfylker (hálfur) er imidlertid et ord, som ikke forekommer i loven, og bortseet fra det ovennævnte forhold med fylkes-kirkerne antydes det heller ikke; det paaligger saaledes f. ex. alle fylkes-mænd at vedligeholde fylkes-kirkerne.

Herað forekommer hyppig og altid som en underafdeling af fylket. Af bestemte hereder nævnes blot Osloar herað (kap. 8).[3] Forresten falder heredet sammen med sognet. Hereds-kirken (heraðs-kirkja) er heredets sognekirke, og alle heredsmænd har at vedligeholde den.[4] Sognepresten kaldes hereds-prest (heraðs-prestr);[5] han skal ikke forlade heredet (ɔ: sognet) uden heredsmændenes (ɔ: sognebøndernes) tilladelse; man ser, hvor gjennemført identiteten er mellem heredet og sognet i lovens sprogbrug. Dette er heller ikke paafaldende; thi intet var rimeligere, end at man ved den første sognedannelse gik ud fra en allerede existerende distrikts-inddeling; det samme kan paavises ikke blot i de to andre skandinaviske lande, men tillige i England, i Tyskland[6] og vel maaske ogsaa andensteds. Man kan derfor heller ikke være i tvil om, at det herað, som her optræder som kirkesogn, er identisk med det gamle thingsogn; ja, man bliver omtrent nødt til at fastholde denne opfatning, naar man ser heredet fremtræde som en fast organiseret thing-kreds, selv om det er til vidneførsel i sager, hvor bøderne tilfalder biskopen. Det heder nemlig i I, 17:[7] „Nu hvis saadanne forseelser, som bispens aarmand har at kræve bøder for, forefalder i heredet, da skal han stevne thing i heredet og skjære budstikken op for det thing og lade den gaa omkring i heredet; hver mand er forpligtet til at søge hereds-thinget. Nu er thinget sat, da skal bispens aarmand staa op (og sige): „Jeg har hørt, at man i heredet har begaaet forseelser, som bispen har at kræve bøder for“ – han skal saa sige, hvad det gjælder – „nu vil jeg vide, om l tidligere har hørt noget til denne sag.“ Hvis fjerdeparten af de hereds-mænd, som er tilstede der paa thinget, tilstaar, at de tidligere kjender til sagen, da er den heredsfløt ifølge loven.“ Selv om man ikke hefter sig ved andet end den bestemmelse: hver mand er forpligtet til at søge hereds-thinget, er det dog tilstrækkeligt til at overtyde os om, at alle disse regler, som her i kristenretten ere opstillede for hereds-thingets sammenkaldelse i geistlige anliggender, er en reminiscens fra den gamle verdslige lovgivning, og at hereds-thinget nu og før er det samme, hvad thing-sognets størrelse betræffer. Videre kan udviklingen neppe være fremskreden, da vor lov blev nedskreven, ɔ: omkr. 1140.

Men maatte ikke denne heredets identitet med sognet blive skjæbnesvanger for selve hereds-begrebet, og maatte ikke udviklingen gaa i den retning, at man efterhaanden med herað ikke længere forbandt forestillingen om det distrikt, der oprindelig laa indenfor heredets grænser, men simpelthen sognet, og saaledes herederne blive mindre og mindre, jo mere sognene voksede i antal?

Dette synes virkelig at have været de fleste forfatteres mening.[8] Men kilderne kan neppe siges at støtte en saadan opfatning. Det synes at have været en almindelig feil hos forfatterne, at de har gaaet ud fra som givet, at det oprindelige herað var et forholdsvis stort distrikt; kilderne antyder i virkeligheden netop det modsatte, og det er idethele fuldstændig vilkaarligt, naar man f. ex. i de gamle love vil have herað til at betegne et mindre distrikt end det oprindelige, gamle hered.[9] Hvis herað overhovedet nogensteds staar i sin oprindelige betydning, saa er det i Borgarthingslovens og Eidsivathingslovens kristenretter; vi eier ialfald ingen ældre kilder til dette begrebs bestemmelse.

Man kan ogsaa ad anden vei overbevise sig om, at sogne-inddelingen ialfald ikke i Borgarthingslagen har faaet bugt med hereds-inddelingen. I Bergheims herað (Bærum) er der saaledes to kirkesogne, nemlig Tuneims sokn i Bergheimi[10] (ɔ: vestre Bærum) og Hasleims sokn i Bergheims heraðe[11] (ɔ: østre Bærum). Her er altsaa heredet delt i to sogne, uden at derved er bragt nogen forstyrrelse ind i begrebet: Bergheims herað. I Vetta-herað i Ranrike er der ca. 1400 ikke mindre end fem sogne: Nesinar sokn, Hodals s., Lumulanda s., Skeiðjofs s., Tjarneyar s.,[12] i Borðerna herað sammesteds 3 sogne: Ønyndadals[13] sokn (Eningdals s.), Nafastaða s. og Moa s.[14] I almindelighed falder dog endnu paa biskop Eysteins tid (ca. 1400) heredet og sognet sammen, saaledes nævnes i hans jordebog paa Vestfold: Stokka herað[15] og sokn, Skeiðauga h. og s., Sanda h. og s.; paa Grenland: Soleima h. og s., Sauða h. og s., Lunda h. og s., Nes h. og s., Bjár h. og kirkja; andetsteds faldt de vistnok sammen, men havde forskjelligt navn, idet sognet benævnedes efter kirken. Skogheims herað hed saaledes Aska sokn, Oslo herað Akrs sokn. Exemplerne kan forfleres, men de anførte maa være tilstrækkelige til at godtgjøre, at den gamle hereds-inddeling ikke saa let gik i forglemmelse, som man hidtil synes at have antaget. Den har overlevet den senere sogne-inddeling, ligesaavel som den tidligere skibrede-inddeling, og naar Munch for Ranrikes vedkommende antager, at dets 16 skibreder svarede til de nuværende hereder, saa er derved at merke, at blot for 12 af disse ved han selv at anføre benævnelsen herað, og af disse findes blot – to i Eysteins jordebog, nemlig Borðerna herað og Vetta herað.[16] Men selv om skibrederne her faldt sammen med herederne, saa maa dog dette være rent tilfældigt og snarere betragtes som en undtagelse end som en regel, hvilket ogsaa synes at være Munchs mening, naar han siger, at „skibrede-inddelingen var aldeles uafhængig af hereds-inddelingen“,[17] og denne sætnings sandhed stadfæstes noksom ved forholdet ellers i Borgarthingslagen, idet hele strækningen fra Kambhorn (Kambo) til Ryggjarbit indbefattede blot 16 skibreder, hvis fordeling paa de forskjellige fylker ikke kjendes; men saa meget ved man ialfald med vished, at skibrederne her ikke i regelen faldt sammen med herederne,[18] idet f. ex. hele Grenland tilligemed Hiterdal kun synes at have udgjort et skibrede,[19] og paa Vestfold indbefattede f. ex. Numadals skipreiða Laurdals, Hedr.ums, Brunlanæs, Tjøllings og Sandehereds prestegjeld.[20]

Der er imidlertid endnu et forhold, som kortelig maa omtales, førend vi forlader Borgarthingsloven. Det heder i kap. 10.[21] at bispen i aarets løb skal komme til hver gravkirke (græftar-kirkja); men hvis han ikke kommer, da skal han miste de indtægter, som han tager af det hered i det aar, hvis bønderne vil handle med ham efter loven.“ Dr. Fritzner har i den nye udgave af sin ordbog over det gammel-norske sprog[22] taget dette sted til indtægt for den opfatning, at fylkes-kirkerne var de eneste gravkirker i fylket, hvilket navnlig skulde fremgaa af en sammenligning med Eidsivathingslovens kap. 32,[23] der paalægger bispen at komme engang om aaret i hver treding og der synge messe ved hoved-kirken, som svarer til Borgarthingslovens fylkes-kirke. At dr. Fritzner har ret, fremgaar endda tydeligere af den nyere Borgarthings kristenret, hvor det tilsvarende sted istedenfor den ældre lovs græftar-kirkja ligefrem har fylkis-kirkja.[24] Man kunde derfor antage, at den yngre redaktion her har en oprindeligere text end den ældre. At der med den ældre lovtexts græftar-kirkja ogsaa betegnes hoved-kirke,[25] følger desforuden af den nedenfor i samme kapitel indtagne bestemmelse, at biskopen ved visitatsen skal skaffe krisma til „hver prest, baade til hereds-kirken og høgendes-kirken“; presterne ved disse kirker møder altsaa op ved hoved-kirken for at erholde den hellige salve. Da det imidlertid paa begge steder heder, at han mister indtægten i det hered (i þui heraðe), saa kan vel derved ikke menes andet end bemeldte grav- eller fylkes-kirkes sogn. Allerede nu (ɔ: ca. 1140) maa derfor udviklingen være naaet saalangt, at fylkes-kirken er kun ét hereds sognekirke, saaledes som vi ser det er tilfælde med samtlige fylkes-kirker i Eysteins jordebog.[26]

Udbyttet af den ovenfor anstillede undersøgelse kan i korthed udtrykkes saaledes: I Borgarthingslovens ældre kristenret har heredet

I. bevaret sin oprindelige karakter af thing-sogn (þing-sokn), og det har endnu sin gamle udstrækning, som hverken den tidligere skibrede-inddeling eller den senere sogne-inddeling synes at have forrykket;

II. i geistlig henseende falder det endnu sammen med sognet, og hereds-kirken er et helt hereds sogne-kirke, et forhold, som senere forandres, idet enkelte hereder deles i flere sogne.

Vi vender os dernæst til Eidsivathingslovens kristenret.

Her har vi kun to slags distrikts-betegnelser, nemlig þriðjungr og herað; fylki forekommer ikke. Af kirker nævnes blot hoved-kirker (houud-kirkiur) og høgendes-kirker (hœgendes-kirkiur) ɔ: private mænds kirker, der ialfald ikke oprindelig var sognekirker; heraðs-kirkja nævnes ikke. I kap. 34 (recension I)[27] heder det: „Men hvis kirken falder ned eller brænder op, da skal bønderne føre tømmer paa tomten inden halvaaret er omme, og den skal være gjort inden et aar; men hvis den ikke da er færdig, saa har alle tredingsmænd at bøde 15 mark“. Det er klart, at engang ialfald maa denne kirke, hvis vedligeholdelse paahviler alle tredingsmænd, og som vi derfor kan kalde tredings-kirke, have været hele tredingens sogne-kirke; og paa lovens tilblivelsestid kan der heller ikke have været mere end én saadan kirke i tredingen; thi det heder simpelthen: hvis kirken falder ned (ef kirkia fællr niðr). Der nævnes imidlertid ogsaa andre kirker i loven, hvoraf der heller ikke kan være mere end én i hver treding: det er hoved-kirkerne. I kap. 32[28] paabydes det, at bispen hvert aar skal komme. i hver treding og synge der messe ved hoved-kirken, nb. ikke: hoved-kirkerne (at houudkirkiur), men ved hoved-kirken. Tydeligere kan det neppe siges, at der var blot én hovedkirke i hver treding, og denne maa alt- saa være identisk med den i kap. 34 omtalte „kirkja“, som vi kaldte tredings-kirken. Anderledes kan loven antageligvis ikke forstaaes. Denne identitet vil imidlertid Munch ikke anerkjende,[29] idet han gjør opmerksom paa, at der sættes en høiere taxt paa vielsen af den i kap. 34 omtalte kirke (ɔ: tredings-kirken) end paa vielsen af hovedkirken i kap. 40.[30] For at vie den første skal bi-skopen have 3 nætters veitsle med 30 mand og 30 heste om sommeren af bondens gods, men om vinteren 15 heste; for at vie en hoved-kirke skal han derimod kun have 2 nætters veitsle for 15 mand og 15 heste om sommerdag og 8 heste om vinterdag, altsaa det halve. Denne forskjel kan dog ikke blive afgjørende, og Maurer[31] gjør med rette opmerksom paa, at den-sidste bestemmelse kan tænkes at være af senere datum end den første. Man har tidligere benyttet en notis i en indholds-fortegnelse til Eidsivathingsloven som bevis for, at der skulde være 3 hoved-kirker i hvert af de oplandske fylker. Notisen lyder: 2 „Háuud-kirkiur ero ix a Uplandum firir ...“ mere kunde ikke Munch og Keyser læse, og man betragtede firir, som om det ikke stod der, og drog saa den slutning, at 9 hoved-kirker fordelte paa 3 fylker gav som quotient: 3 i fylket ɔ: én i tredingen.[32] Resultatet er vistnok rigtigt; men det citerede sted kan ikke længere bruges som bevis; thi professor Gustav Storm har efter firir kunnet læse norðan.[33] Der var altsaa 9 hovedkirker paa Oplandene nordenfor .... grænsen kjender vi ikke, og en gjetning vil neppe bringe os sandheden nærmere. Men det er af større betydning, at vi ved, at Grans kirke[34] var hoved-kirke paa Hadeland, der maa antages at have udgjort den ene treding af Haðafylki, medens Land og Thoten dannede de to andre; ligeledes at Norderhov (Njarðarhof) kirke[35] var hoved-kirke paa det egentlige Ringerike, hvis to andre tredinger dannedes af Modum og Tverdalene;[36] Raumarikes tre-

Die bekehrung des norwegischen Stammes zum christenthume, II, 444, anm. 5. Cfr. ogsaa Maurers Studier over Sverres kristenret, s. 27 f. dinger var: Nes-þriðjungr,[37] Ullinshofs-þ.[38] og Suðrheim s-þ.,[39] og naar vi lægger merke til, hvor rigt Næs,[40] Ullinshofs[41] og Suðrheims[42] kirker er doterede i Eysteins jordebog, samt at bispen, naar han visiterer disse, skal have 3 nætters vist,[43] medens han ved de andre – Eidsvolds kirke undtagen – maa nøie sig med to eller en, saa ligger det nær at slutte, at kirkerne paa Næs, Ullinshof og Suðrheim har været hoved-kirker i sine respektive tredinger. Visten er forresten en nat mindre, end den for hoved-kirker er paabudt i Eidsivathingslovens kristenret 1, kap. 32;[44] men dette er en naturlig følge af, at kirkernes antal blev for stort til, at bispen kunde dvæle saa længe ved hver; biskop Eystein benytter sig derfor heller ikke altid af sin ret til 3 nætters ophold.[45]

Udenfor Haðafylke, Ringerike og Raumarike kjender vi intet til tredings-inddelingen og ved saaledes heller ikke, hvor mange hoved-kirkerne har været. I Gudbrandsda1en og Østerdalen har der vel neppe nogensinde existeret en inddeling i tredinger, men hoved-kirkerne har været fordelte paa distrikter, der i omfang omtrent kunde svare til en saadan. Vi ved, at der allerede 1202–20 var en hoved-kirke paa Lom,[46] og endnu ved 1363 kaldes presten paa Hof i Lom sogneprest for Skidaker, Bø, Geile og Næs sogne.[47] Havde vi kunnet læse mer af den ovenfor omtalte kapiteloverskrift, saa vilde vel gaaden været løst; men her som saa ofte ellers indtræder det tilfælde, at kilderne forstummer der, hvor vi allermest ønskede, de skulde tale.

I hvilket forhold staar nu herað til þriðjungr ifølge Eidsivathingslovens sprogbrug? Falder de sammen, eller er det første mindre end den sidste? Munch[48] og professor Fr. Brandt[49] er mod, Konrad Maurer og Ebbe Hertzberg for deres identitet. Professor Maurer siger i sine „Beiträge zur rechtsgesch. des germ. nordens“:[50] „Aus welchen grunden Munch, Hist. geogr. beskr. over kongeriget Norge, p. 9–10, das herað nur als eine unterabtheilung des þriðjungr, fjorðungr, u. dgl. angesehen wissen will, ist mir nicht begreiflich; mir scheinen diese bezeichnungen, wenn anders herað, Was nicht immer der fall ist, technisch für eine bestimmte landesabtheilung steht, völlig identisch. Diese ist auch die meinung Dahlmanns, gesch. v. Dänem. II, p. 294–5. Die belege für die in text gegebenen behauptungen können hier nicht in einzelnen aufgeführt werden; sie finden sich übrigens leicht (!) in den 4 alten nordischen kristenrechten, namentlich gelegentlich der regeln über die kirchenbaulast.“ I senere arbeider[51] fastholder han denne sin opfatning Hertzberg siger ligefrem, at „herederne paa Oplandene netop faldt sammen med trediedelsfylket, og at man her har „þriðjungskirker, der ogsaa kaldes hovedkirker og hereds-kirker“[52] (!). Bestemtere udtalelser kan man neppe forlange. Men slaar man efter i kristenretten, hvorpaa forfatterne for en væsentlig del synes at grunde sin opfatning. da synes dens bestemmelser ikke blot at afgive ringe støtte for et saa afgjort standpunkt, men endog helt og holdent at undergrave det.

I Eidsivathingslovens kap. 332 heder det: „Nu skal den, som biskopen dertil forordner, lade hans reida[53] indkræve og lade stevnebud gaa ud i heredet og lade den besked følge budet, at alle skal komme til stevnegaarden med bispens reida. Han skal da der tage imod redslen af de mænd, som gjør skjel for sig, men dem, som gjør uskjel og ikke kommer did med bispens reida, skal han stevne efter sig til et andet hered (stæfna þæim i herað annat æptir ser); han skal da tage imod redslen af alle dem, som der gjør skjel, men dem, som gjør uskjel, kan han stevne efter sig til et tredie hered (þá má stæfna þæim i þriðja herað æptir ser); men hvis de gjør uskjel der, da skal han fare til hoved-kirken (þá skal fara til houud kirkiu) og lyse der, at han har hentet biskopens reida, og af alle de mænd, som mig gjorde skjel, tog jeg imod den; men dem, som uskjel gjorde, stevnede jeg hid skjel at gjøre. Nu, hvis de end vil gjøre skjel for sig her, vil jeg tage derimod; men hvis de ikke nu vil gjøre skjel, da har de at bøde 3 mark til biskopen.“

Det synes nu selvsagt, at naar hoved-kirken, tredingens sognekirke, er sidste stevnested, saa maa de tre forskjellige hereder, inden hvilke de tidligere stevnesteder laa, ogsaa ligge indenfor hoved-kirkens sogn ɔ: indenfor tredingen og saaledes være underafdelinger af denne. Det forekommer mig, at i vort kapitel kan herað umulig opfattes anderledes end som en del af tredingen, og man kunde være tilbøielig til at tro, at heredernes antal var tre, ialfald i almindelighed; naar altsaa bispens oppebørselsbetjent har besøgt de enkelte stevnesteder inden tredingens ɔ: hovedsognets hereder, saa sætter han efternølerne et sidste stevne ved selve hoved-kirken, menighedens sædvanlige samlingssted. Det hele arrangement bliver, saaledes opfattet, baade praktisk og naturligt. Anderledes bliver forholdet, hvis hered har betydningen af treding; da stevner bispens foged folk først sammen til et bestemt sted inden én treding; men efternølerne maa følge ham over i en anden treding, ja endog i en tredie treding, og, hvis de endda ikke har gjort skjel for sig, saa skal der som sidste instans sættes dem stevne ved deres egen hoved-kirke – for en hoved-kirke i almindelighed kan der fornuftigvis ikke være tale om –; men hvem gad vel drage omkring i hele fylket, naar de til syvende og sidst kunde slippe med at møde op ved hoved-kirken? Skulde det sidste være straf for nogen, saa maatte det vel være for fogden, der fik gjøre reisen om igjen. Har Hertzberg og Maurer ret, saa synes der at blive liden mening i det hele kapitel; jeg vover derfor at fastholde, at de har uret. Jeg skal dog nævne endnu et steds, som antagelig maa ansees for et afgjørende bevis mod den opfatning, at herað og þriðjungr i lovens sprogbrug er ækvivalente ord. I kap. 48.[54] hvor det blandt andet bestemmes, hvilken prest der skal have legkaup (grav-kjøb), en indtægt, som egentlig tilkom hoved-presten, men som han maa dele med den forrettende prest, hvis han ikke selv er tilstede, heder det: „Men hvis en mand drager ud af heredet eller ud af sin treding (nb. at dette er den anden eventualitet) og dør i en anden treding, da skal den (prest) have legkaup, som synger over hans lig og vier hans grav, men den, som vier hans mad og øl (nl. ved arveøllet eller ved sjeleøllet) der, hvor han havde hjemme, han skal have halvdelen. Det forekommer os umuligt, at lovkoncipisten skulde have skrevet: hvis en mand drager ud af heredet eller ud af sin treding, hvis han havde havt den opfatning, at det var to udtryk for den samme ting. Men havde han ikke den opfatning, saa bliver udtrykket det eneste rigtige; thi ovenfor og i kap. 47 har han netop omtalt, hvordan man har at forholde sig, naar en mand bliver syg eller dør i hjemheredet.

Men herað forekommer i denne kristenret ogsaa i en anden forbindelse, som vi ikke vil lade uomtalt, uagtet den kan synes at staa vort formaal fjernere. Det synes nemlig at have betydning af kirkesogn. Det heder i kap. 47,[55] at hvis en mand ligger syg i heredet, saa skal han, hvis han ønsker, at presten skal læse over ham, sende hest efter ham; ønsker han at tage sakramentet eller skrifte, saa skal han ogsaa sende hest efter presten, der da er forpligtet at reise, enten det er nat eller dag; men vil manden have den sidste olje, da skal presten tage med sig en anden prest eller degn. I alle disse tilfælde heder det simpelthen „prestr“; og det er naturligt, at der menes den nærmeste prest. Men saa fortsættes: „Nu, hvis han dør, da skal der sendes bud efter hoved-presten, og sendes hest efter ham, hvis han ingen har; men sin egen skal han have, hvis han selv eier en“ ... „Hvis nødvendigheden kalder ham til flere steder, da skal han fare til tre og overnatte der, hvor han kommer sidst; synge der over liget og følge det til graven om morgenen; møde der (ɔ: paa hoved-kirkegaarden) alle lig og synge da sjelemesse for deres alles sjele og vie deres grave og synge over deres lig; da tilkommer ham legkaup af alle.“

Det er af flere grunde klart, at der er forskjel paa prestr og houudprestr. For det første lægger vi merke til, at prestr aldrig forudsættes at have egen hest, medens höfuð-prestr kan have egen hest; det vil da vel sige: hoved-presten sidder med en ordentlig prætegaard og forholdsvis rimelige indtægter; han skal jo – som vi ovenfor har hørt – kunne huse bispen med følge i 4 døgn og skaffe deres heste foder; presten derimod synes at have langt ringere kaar; han har ingen ret til legkaup, der vistnok var en af presternes vigtigste indkomster,[56] han synes ikke at have egen prestegaard, eller ialfald en ganske ringe; men han er dog den, som hereds-manden først henvender sig til. Det forekommer os utvivlsomt, at der ved „prestr“ menes den prest, som sidder ved høgendes-kirken (prestr sa er sittr at hœgændes kirkiu),[57] og at disse rent private kirker nu holder paa at blive et slags hoved-kirken underordnede sognekirker og høgendes-presten et slags residerende kapellan, der kan forrette ogsaa ved ligbegjængelser, naar hoved-presten svigter, i hvilket tilfælde han har det hele eegkaup, hvis hoved-presten ikke har lovligt forfald; har han det, tilkommer ham blot det halve (se kap. 48). Hoved-presten optræder dog fremdeles som sognets egentlige sjelesørger; det er alene ham, som har at paabyde helligdagene (kap. 10), noget, som ifølge Fr.loven (II, 22) er hver sogneprests pligt.

Det er nu ganske interessant, at et saadant forhold, som det ovenfor skildrede, existerer paa Hadeland og Ringerike saa sent som ved 1560.[58] Hamar kapitel afgiver det vidnesbyrd, at de have hørt, „at det haver været af arilds tid, at den prest, som haver Norderhov, tager tienden over alt Ringerige, og den prest paa Hole og Jevnager tager intet af tienden, fordi de ere capelle gjeld under Norderhov og Gran.“ Af den til legkaupet svarende udfærd tager presten paa Hole en trediedel, naar det er efter bonden og hans hustru; men „alle smaa utferder og barne øre, redegift[59]. og offerøre og kirkegang, saa vidt som Hole gjeld rækker, og hvis anden rente der tilkommer presten paa Hole.“ Værdierne er en smule forandrede; men i hovedtrækkene er det vistnok en temmelig sanddru afspeiling af forholdet mellem hoved-presten og høgendes-presten paa den tid, da Eidsivathingsloven blev nedskreven (ca. 1150). Af det ovenfor citerede faar vi imidlertid det indtryk, at der maa have været én høgendes-prest i hvert hered. Nu ved vi, at der i første halvdel af det 14de aarh. (1300–1350) var

paa Ringerike 4 kirker Ringerike.
Modum 2
Tverdalene 3
Sum 9 kirker.
paa Hadeland 10 kirker Hadafylke.
Land 6
Thoten 7
Sum 23 kirker.

Da man ikke bestemt kjender grænserne for Raumarikes tredinger, skal jeg blot anføre antallet af kirker i de to provstier Raumarike og Solœyar efter den opregning, som findes i den røde bog:[60]

i Raumarikes profastadøme 30 kirker,
i Solœya 28

Af disse forekommer 16 i Romerikes og 20 i Soløers provstedømme allerede 1300–50,[61] og sandsynligvis endnu flere. Vi gjør os dog neppe skyldig i nogen stor feilregning, naar vi antager de kirker, som optræder i det 14de aarhundredes første halvdel, for over hundrede aar gamle; de fleste landskirker, som findes paa denne tid, er vistnok opførte i sidste halvdel af det 11te og i det 12te aarh. Men dette berettiger os til den slutning, at der allerede tidlig har været opført et betydeligt antal høgendes-kirker paa Oplandene, hver med egen prest; efter hvad vi ovenfor har citeret af loven, synes der at være en saadan i hvert hered, og har dette været det almindelige forhold, saa maa heredernes antal paa Oplandene have været stort og hvert hereds-distrikt lidet.

Denne opfatning maa ogsaa siges at finde støtte i diplomerne; thi de faa distrikter paa Oplandene, hvortil heraðs-benævnelsen er føiet, er uden undtagelse smaa. Vi har saaledes paa Ringerike Krødisherað, der sammen med Snarheimr, Sigdalr og Eggjardalir danner distriktet Þverdalir,[62] hvilket i et diplom fra 1392[63] nævnes som et selvstændigt distrikt ved siden af Modheim; og vi har netop ovenfor betegnet Modum og Tverdalene som to tredinger af Ringerike, en inddeling, som finder støtte i Historia Norwegiæ, der opfører Ringerike og „de dermed sammenhængende landskaber“ som en egen provincia.[64] Fremdeles nævnes i et.diplom fra 1477[65] Yðingsherað á Ringirike; vi kjender ikke dets grænser, men det maa ligeledes have været et lidet distrikt. Alfrheimsherað i Østerdalen svarer til det nuværende Elverum; paa Hedemarken findes ifølge Munch Lomherað,[66] der blot omfatter den sydlige del af Ringsakers hovedsogn, og Mansheimsherað, det er Redalen i Birid. I Valders, der nærmest hører til Gulathingslagen, nævnes i dipl. fra 1324 Hvamsherað[67] (ɔ: Lomens sogn og den nordlige del af Slidre sogn); 1335 Galaherað[68] i Oðar sokn (ɔ: Øe s.); 1357 Liðarherað[69] i Heggja kirkjusokn (ɔ: en del af Hegge sogn) og 1348 Skrauthuals herað[70] ogsaa som et eget kirkesogn. Vi ser, at herederne i regelen omfatter et af de nuværende kirkesogne og undertiden er af endnu mindre udstrækning.

Men førend vi tør anse vor undersøgelse af Eidsivathingsloven for afsluttet, maa vi have bragt paa det rene, om det lille bevarede fragment[71] af verdslig ret paa Oplandene[72] indeholder noget, der kunde omstøde de resultater, som vort studium af kristenretten har bragt os. Ebbe Hertzberg synes ikke at have fundet brudstykkets indhold tilstrækkeligt til at begrunde den af ham hævdede opfatning; thi han opfordrer til at sammenligne slutningsordene i dets to første kapitler med kristenretten.[73] Denne sidste udvei tror vi ovenfor at have spærret, saa hvis bemeldte slutningsord ikke i og for sig er afgjørende, kan de neppe antages at vinde i styrke ved en sammenligning med kristenretten.

Brudstykkets første og tredie kapitel handler om herverk og det i anledning af samme sammenkaldte örvar-þing, saa kaldet, fordi budstikken, hvorved det sammenkaldtes, havde form af en pil (ör, gen. örvar). Ørvar-thinget blev sammenkaldt, naar drab var begaaet, og havde tildels en forskjellig karakter i Gulathingslagen og i Frostathingslagen. Vestenfjelds skulde bevislighederne mod drabsmanden ad privat vei være indhentede, medens man nordenfjelds benyttede ørvar-thinget til at fremskaffe de oplysninger, der kunde gjøre sagen moden til retslig paakjendelse af et senere sammenkaldt og normalt sammensat thing.[74] En lignende foreløbig karakter synes ørvar-thinget ogsaa at have havt paa Oplandene. Det heder saaledes i fragmentet kap. 1: „Nu skal han (ɔ: den herjede) stevne hereds-thing af ørvar-thinget inden 3 nætter; da skal han lade gjentage de vidnesbyrd, som var fremførte paa ørvar-thinget; men hvis de stemmer helt overens (hærmask at fullu), da skal de have saadan dom paa hereds-thinget, som de havde paa ørvar-thinget“. I det tredie kapitel gives ligeledes forskrifter for sags- anlæg for hereds-thinget med benyttelse af de paa ørvar-thinget lovligt fremførte vidner paa, at den anklagede havde gjort sig skyldig i herverk. I begge kapitler er det aldeles indlysende, at hereds-thinget er den engeste normale thingforsamling, saa derom kan der ikke strides. Det andet kapitel handler om nedhugning af næstens kvæg (bu hogg). Hvis man hugger ned lige til den sidste ko, da er det uboteverk for alle dem, som var med og fulgte til og ifra, og ligesaa for alle, som raadede, og bliver overbeviste derom; de kaldes gorulve (gorvarghar).[75] Han (ɔ: sagsøgeren) skal flytte dom efter dem til tredings-thing eller halvfylkes-thing, af halvfylkes-thinget og til fylkes-thing eller álykta-thing (ɔ: endelig afgjørende thing), af fylkes-thinget og til tre fylkes-thing; da er ....“ Her slutter fragmentets første side; resten er bortskaaret.[76] Det første thing, som her nævnes, er tredings- eller halvfylkes-thing, der altsaa skulde være første instans og som saadan falde sammen med det i kap. 2 og 3 omtalte hereds-thing.

Vi skal indrømme, at hvis vi ikke fra kristenretten og andre kilder havde saa stærke beviser mod tredingens og heredets identitet, som dem vi ovenfor har anført, saa vilde vi anseet denne forklaring af det omhandlede sted for rimelig; nu er vi paa forhaand skeptisk stemt ligeoverfor en saadan tolkning, og vi faar se os om efter en anden, der kan være mere overensstemmende med kristenrettens sprogbrug.

Spørgsmaalet bliver da, om udtrykket: flytja dom eptir þeim til þings kan bruges om det oprindelige sagsanlæg; domr betyder i retssproget aldrig andet end en domstols kjendelse, hvad enten nu denne er privat eller offentlig, d. e. et thing, og, naar forbrydelsen som her er úbotamál, hvis straf er uløselig utlegd, saa kan der heller ikke være tale om andet end en offentlig domstols, d. e. en thingforsamlings dom.[77] Den domr, som sagsøgeren altsaa skulde flytte efter dem til tredings-thinget, maa saaledes være hereds-thingets eller ørvar-thingets af hereds-thinget confirmerede kjendelse, der imidlertid har gaaet sagsøgeren imod. At denne dom ikke nævnes, men blot forudsættes i vort kapitel, kan vel forklares deraf, at regelen for ørvar-thingets og hereds-thingets sammenkaldelse i anledning af herværk, hvortil buhögg vistnok ogsaa regnedes, var omtalt i det foregaaende kapitel. Dertil kommer, at udtrykket flytja dom eptir þeim til þings paa vort sted utvilsomt betyder appellere. Det heder jo flytja dom eptir þeim til þridjungs þings – til fylkis þings – til þriggja fylkna þings; og har det denne betydning for de to sidste things vedkommende, hvorfor skulde det saa ikke ogsaa kunne have det for det førstes?

Jeg tror derfor ikke, at brudstykket kan bruges som afgjørende bevis mod den opfatning af heredets forhold til tredingen, som ovenfor er bleven hævdet, og som støttes af kristenretten og andre af den uafhængige kilder.

Resultatet af denne undersøgelse bliver altsaa, at i Eidsivathingslovens kristenret betegner:

I. herað en underafdeling af þriðjungr, og der antages at have været mindst tre hereder i tredingen;

II. tredings-kirken er identisk med hoved-kirken;

III. høgendes-kirkerne synes at befinde sig paa overgangen til at blive sognekirker, og høgendes-presten er allerede nu den prest, hereds-bønderne i regelen henvender sig til om geistlig hjælp.

Hermed vender vi os til Gulathingsloven.

Her møder os en mere indviklet distriktsinddeling end den, vi tidligere har stiftet bekjendtskab med. Gulathingsloven kjender ikke blot en inddeling i fylker og hereder, men ogsaa i fjerdinger og ottinger, og det har sine vanskeligheder at bestemme disse forskjellige distrikters forhold til hinanden indbyrdes. Allerede Dahlmann har i sin Danmarks historie[78] udtalt den opfatning, at herað er identisk med fjorðungr og áttungr ligesaavel som med þriðjungr og settungr, hvilke benævnelser blot betegner, at fylket omfattede 3, 4, 6 eller 8 hereder; og Keyser har i sin kirkehistorie[79] fremstillet forholdet paa samme maade. Heri er ogsaa professor Maurer enig, dog med den forskjel, at han opfatter settingen og ottingen ikke som en underafdeling af fylket, men af tredingen og fjerdingen. Ifølge ham er altsaa de vestlandske fylker først inddelte i 4 fjerdinger og hver fjerding igjen i 8 ottinger; hereds-betegnelsen passede oprindelig kun paa fjerdingen, men eftersom ordet tabte sin bestemte betydning, blev det ogsaa anvendt paa ottingen.[80] Hertzberg er af samme mening som Maurer.

Munch har derimod ikke blot i sin historisk-geografiske beskrivelse,[81] men ogsaa senere i det norske folks historie[82] hævdet, at herederne var underafdelinger af fjerdingen, medens ottingen dels var en underafdeling af fylket, dels af større hereder. Geheimearkivar Jørgensen er enig med Munch, hvad heredernes forhold til fjerdingen angaar, medens han udelukkende synes at opfatte ottingen som en ottendedel af fylket.[83] De forskjellige forfattere har med større eller mindre udførlighed begrundet sit standpunkt, og idet vi ved en gjennemgaaelse af kilderne vil forsøge at arbeide os frem til en paa disse baseret opfatning, vil der blive rig anledning til at prøve de grunde, hvortil de nævnte videnskabsmænd støtter sig.

Det sted, som for Munch synes at have været det afgjørende, og som hans modstandere altid har havt vanskeligt for at komme forbi, findes i den ældre Gulathingslov kap. 12.[84] Efterat der i kap. 10 og 11 er givet bestemmelser for fylkes-kirkernes vedligeholdelse etc., fortsættes i kap. 12 saaledes: „Nu er alle de andre kirker, som, engang opførte, skal vedligeholdes: fjerdings-kirker og ottings-kirker, hereds-kirker og høgendes-kirker.“ Munch forstod dette sted saaledes, som enhver unbefangen læser vil forstaa det: han antog, at der her opregnedes 3 forskjellige slags sognekirker, nemlig:

1. fjerdings-kirken (fjerdingens sognekirke);

2. ottings-kirken (ottingens sognekirke);

3. hereds-kirken (heredets sognekirke).

Høgendes-kirkerne kan sættes ud af betragtning, da de ikke ved denne tid kan antages her at have havt eget kirkesogn. Maurer, som af grunde, der nedenfor nærmere skal omtales, var kommet til det resultat, at herað var identisk med fjorðungr, men tillige kunde bruges som betegnelse for áttungr, maatte imidlertid søge at komme ud over de hindringer, som vort kapitels ligefremme ordlyd stillede op imod en saadan opfatning. Texten til den ældre Gulathingslov, saadan som den foreligger i første bind af Norges gamle love, er en compilation af to forskjellige recensioner, af hvilke den ældre tillægges Olaf den hellige, den yngre derimod Magnus Erlingssøn og er resultatet af den af ham i 1164 foretagne revision af Gulathings- og Frostathingsloven. Nu har Maurer til fuld evidents godtgjort, at concipisten af den saakaldte Sverres kristenret ogsaa har havt for sig et haandskrift af Gulathingsloven af en lignende sammensat karakter, som det, der er trykt i Norges gamle love, dog med den forskjel, at medens i den trykte text de forskjellige recensioner antydes ved et M (Magnus) eller et O (Olaf) eller et Báðir (begge), kan noget saadant i regelen ikke have staaet i det for Sverres kristenret benyttede haandskrift, hvorved compilatoren, der i mange tilfælde bona fide har afskrevet den foreliggende text, er kommet til at lade mod- satte bestemmelser staa uformidlet ved sid-en af hinanden.[85] En lignende feil antager Maurer, at ogsaa udarbeideren af den trykte text har gjort sig skyldig i, idet der i kap. 12 foran „fjorðungskirkjur ok áttungskirkjur“ skulde staa et M, foran heraðskirkjur et O og foran ok hœgendiskirkjur et Báðir. Olafs recension skulde altsaa som den ældre blot have kjendt fylkes-kirker, hereds-kirker og høgendes-kirker; men Magnus specialiserede begrebet hereds-kirker og satte istedet: fjerdings-kirker og ottings-kirker, og ved at afskrive begge texter har da en senere compilator givet os den nu trykte i en corrumperet skikkelse, medens den mand, som udarbeidede Sverres kristenret, her som ogsaa ellers paa flere steder udelukkende har benyttet Magnus’ recension. At gjøre opmerksom paa den skarpsindighed, som her er lagt for dagen, er vistnok overflødigt, og den beundring, som jeg, en homo novus, ikke kan lade være at udtale, vil for prof. Maurers forfatter-ry være uden betydning; dertil er det altfor grundfæstet og altfor ubetinget anerkjendt. Man kan blot beklage, at skarpsindigheden i dette tilfælde har været spildt; thi prof. Gustav Storm har i 4de bind af Norges gamle love[86] offentliggjort den uforfalskede Olavske text, hvor vort sted findes uforandret, og vi ser deraf, at loven allerede før Magnus, revision har kjendt modsætningen mellem fjerdings-, ottings- og hereds-kirker. Senere har professor Maurer, saavidt mig bekjendt, ikke udtalt sig om dette spørgsmaal. Idet jeg derfor pointerer, at den væsentlige betænkelighed, som paa grundlag af det ovenciterede sted reiser sig mod hans opfatning, fremdeles staar urokket, gaar jeg over til at undersøge de grunde, hvortil Maurer og meningsfæller egentlig støtter sig.

Det kildested, som Maurer for det første anfører som bevis for, at herederne vestenfjelds faldt sammen med fylket, og som ogsaa Munch tillagde stor betydning,[87] er Snorres bekjendte notis om, at Harald haarfagre satte én jarl over hvert fylke og under denne „4 hersa eða fleiri“.[88] „Da diese letzteren – jeg anfører Maurers egne ord – wie schon ihr name andeutet, je über ein hèrað gesetzt waren, ergiebt sich aus dieser erzählung, dass der hundertschaften gewöhnlich 4 im volklande zu sein pflegten.“ Herved er nu for det første at merke, at Snorre selv aldeles ikke indskrænker sin bemerkning til blot at gjælde Gulathingslagen; det er uden tvil hans mening, at Haralds system har været anvendt paa det hele land. Men hvordan vilde systemet passe i Thrøndelagen med de smaa fylker, naar minimums-grænsen var 4 herser i fylket? og hvordan i Viken og paa Oplandene, hvor jeg ovenfor tror at have paavist et temmelig stort antal hereder i hvert fylke? Der maa i ethvert fald have været en betydelig forskjel i de forskjellige jarlers og hersers regjeringsomraade og dermed i deres magtstilling i det hele; men hvordan lader dette sig forene med den bestemmelser at jarlen overalt skulde have de samme indtægter (20 marka veizlu) og saavel han som hersen overalt de samme forpligtelser, idet jarlen paa egen bekostning skulde holde 60 og hersen 20 hærmænd til kongens tjeneste? Vi ser, der stiller sig alvorlige betænkeligheder op mod tilforladeligheden af Snorres beretning. Men selv om systemet virkelig er indført af Harald, saa har han dog selv, efter hvad professor G. Storm[89] har paavist, været den første til at bryde med det; thi ikke blot synes jarlerne i regelen at have hersket over flere fylker, men i de fylker, hvor ingen jarl blev ansat, kom hersen at staa direkte under kongen, og prof. Storm anfører ikke mindre end 10 exempler paa, at hersen raadede over et helt fylke, hvad der vistnok ogsaa har været det almindelige forho1d. Heller ikke etymologisk lader hersir sig direkte aflede af herað; men som et substantivum verbale maa det afledes af et verbum hersa (tysk herschen)[90] paa samme maade som sættir (fredsstifter) af sætta (forlige) eller fylkir (høvding) af fylkja (ordne en slagorden). Theorien om, at hersen kun skulde have med ét hereds bestyrelse at gjøre, maa saaledes opgives, og dermed bortfalder ogsaa den støtte for heredets og fjerdingens identitet vestenfjelds, som man har troet at finde i hin ytring hos Snorre.

Der er imidlertid et sted i selve Gulathingsloven, som allerede Páll Vídalín[91] har gjort opmærksom paa, og hvori senere Ebbe Hertzberg, Maurer og professor Brandt[92] har fundet et afgjørende bevis for sin opfatning. Det heder nemlig i kap. 266, at naar en mand er misfornøiet med sin sags behandling paa fjerdings-thinget og vil appellere til fylkes-thinget, men adgangen til appel bliver ham afskaaren derved, at hans modpart ikke vil appellere, „da skal han dog skirskote det lovran, som thingmændene har begaaet mod ham, under udhereds mænd, som ikke hører til det thingsogn.“[93] At der fra fjerdings-thinget skal skotes under udhereds mænd, er ifølge Hertzberg[94] et sikkert indicium for heredets og fjerdingens identitet, da en saadan bestemmelse „alene kan forklares ved den forudsætning, at alle tilstedeværende mænd fra hjemheredet havde deltaget i thingforhandlingerne og altsaa ikke kunde kaldes til vidner paa disse“; og Maurer siger:[95] „Es ist klar, dass diese ausdrucksweise des rechtsbuches die identität der begriffe fjórðúngr, þingsókn und hèrað voraussetzt, soferne nur unter dieser voraussetzung die angehörigen der übrigen viertel desselben volklandes als leute aus einem anderen hèrað als der früheren þingsókn bezeichnet werden können.“ Begge forfatteres ræsonnement vilde være fuldstændig rigtigt, hvis man kun havde at vælge mellem de to alternativer, at enten er heredet identisk med fjerdingen, eller ogsaa er det større end denne. Men der gives ogsaa en tredie mulighed, og den ligger til og med meget nær, den nemlig, at heredet er mindre end fjerdingen, og at denne omfatter flere hereder. I det tilfælde bliver der paa fjerdingsthinget god plads for alle hjemhereds mænd, uden at deri ligger den ringeste antydning af, at det er det samme som alle þingsóknar mænd. Men, for at skirskotning i dette tilfælde skulde have retslig virkning, maatte den netop ske under mænd fra et andet thingsogn. Faldt nu fjerdings-thingets thingkreds sammen med heredet, saa kunde eo ipso útheraðrs menn heller ikke være þingat þingsóknar menn, og den tilføiede relativsætning bliver da overflødig; men faldt thingkredsen og heredet derimod ikke sammen, og var heredet mindre end thingkredsen, da kunde selvfølgelig útheraðrs menn meget vel være þingat þingsóknar menn, og relativsætningen bliver da nødvendig for at forebygge misforstaaelse. Det er derfor saa langt fra, at jeg i det citerede lovsted med Maurer og Hertzberg kan se et bevis for heredets og fjerdingens identitet, at jeg snarere finder, at det med ikke ringe styrke kan anvendes mod en saadan opfatning.

Men hvordan var saa forholdet mellem hered og otting? Faldt de sammen, eller er det forskjellige distrikter, som hermed betegnes? Det lader sig jo meget vel tænke, at heredet kunde være identisk med ottingen, selv om det ikke var identisk med fjerdingen, og hvis Maurers opfatning af ottingen er den rigtige, saa bliver der endogsaa plads for otte hereder i hver fjerding hvad der jo, som vi senere skal se, kunde synes at være et rimeligt forhold. Lovens opregning af fjerdings-, ottings- og hereds-kirker taler imidlertid ligesaa afgjort mod en identifikation af hered og otting som af hered og fjerding; er dens udtryksmaade korrekt i det ene tilfælde, saa kan vi ikke uden tvingende grunde anse den for unøiagtig i det andet. Keyser antog, at i kystfylkerne ombyttedes benævnelsen hereds-kirker med fjerdings-kirker og ottings-kirker, alt eftersom fylket var delt i fjerdinger eller ottinger, hvilken inddeling oprindelig faldt sammen med hereds-inddelingen.[96] Efter dette skulde saavel fjerdings- som ottingsinddelingen være baseret paa heredernes antal. Men hvordan stemmer dette med det factum, at samtlige fylker i Gulathingslagen er inddelte i fjerdinger? kun Søndmøre og Egdafylke danner undtagelser fra denne regel, men de er ogsaa ganske sikkert først senere indlemmede i lagdømmet.[97] Hvis man lagde heredsinddelingen til grund, og hvis det blot gjaldt at faa en ny benævnelse paa dette ældgamle distrikt, saa maatte det jo være ganske overflødigt at inddele de fylker i fjerdinger, som allerede paa dette grundlag var inddelte i ottinger. Det virkelige forhold er vistnok imidlertid dette, at heredsinddelingen ikke er benyttet som udgangspunkt hverken for den ene eller den anden af de to tidtnævnte distriktsinddelinger, men at hver enkelt af dem er udført ganske uafhængig af den ældre inddeling. Fylkets inddeling i hereder er, som vi nedenfor skal se, antageligvis jevngammel med dets bebyggelse; men eftersom fylkes-distriktet var stort eller lidet, saa maatte ogsaa heredernes antal blive forskjelligt. Udviklingen skred imidlertid fremad, og centralisations-trangen begyndte at gjøre sig gjældende navnlig i legislativ henseende. Flere fylker sluttede sig efterhaanden sammen til et lagdømme med fælles lov og retsvedtægter. Men for et fællesskab i lovgivningen var en ulige inddeling af fylkerne en i flere retninger ikke uvæsentlig hindring; thi bestemmelser, som ellers kunde være ens, maatte paa grund heraf blive forskjellige for hvert fylke, og derved vilde jo lovenes memorering i ikke ringe grad vanskeliggjøres og forvirring eller i det mindste usikkerhed i retsopfatningen befordres. Jeg skal navnlig paapege et afsnit af lovgivningen, der maatte gjøre en fælles inddeling i høi grad ønskelig; det er bestemmelsen om thingmændenes udrustning til lagthinget, den saakaldte thingfarelov. En saadan maatte nødvendigvis indeholde regler for udrustningsbyrdernes fordeling paa fylkets mindre dele; var nu disse ikke blot ulige i antal, men, hvad der var endnu vigtigere, ogsaa ulige i størrelse, saa vilde nogenlunde retfærdige regler nødvendiggjøre en specificering i den grad, at dette lovafsnit ikke blot vilde blive af forholdsvis altfor stort omfang, men ogsaa berede hukommelsen særligt bryderi. Til at undgaa disse skjær var en inddeling af fylkerne i fjerdinger eller tredinger en ypperlig udvei; men skulde den paa samme grundede fordeling af byrderne ikke blive uretfærdig, saa maatte ikke heredernes, men derimod husbøndernes antal blive udgangspunktet for den nye distriktsinddeling. Centralisations-tendensen bevirkede saa videre, at hereds-thinget ialfald som officielt anerkjendt thingforsamling maatte vige pladsen for fjerdings-thinget; heri har man da ogsaa villet se et bevis for heredets og fjerdingens identitet,[98] medens det kun beviser et nyere og mere praktisk inddelings-princips overvægt over et ældre; og saa grundig var det nyes seier over det gamle, at et ord som heraðs-þing ikke længer forekommer i Gulathingsloven, ligesaa lidt som herað nogetsteds staar i betydning af þingsokn. I den verdslige del af loven bruges herað dels om landet i modsætning til byen,[99] dels betegner det et bestemt landdistrikt, og i kap. 88[100] har vi endogsaa lovens definition af heredsbegrebet, idet det siges, at de jorder ligger samhereds, som ei er adskilt ved „fjeld eller fjord eller uveisom aa“,[101] medens paa den anden side samheraðrs staar i forhold til samtynis som prædikat for den næst høiere enhed. Lægger vi denne definitions maal paa de hereds-distrikter, som vi kjender fra diplomerne, saa passer det særdeles godt. Vi kjender i Hordafylke: Kvenna-herað,[102] det nuværende Kvinnhered, Samla-herað,[103] d. e. Jondalen, og Árlands-herað,[104] det nuværende Samnanger; de er alle tre mindre, skarpt afgrænsede bygder, slig som vi kan vente at finde dem paa Vestlandet; men det er simpelthen umuligt at tænke sig nogen af dem som fjerding eller otting af det store Hordafylke. Sammenligner vi f. ex. disse hereds-distrikter med skibrederne, hvoraf der var 32 – treti to – i Hordafylke, saa synes kun det ene af dem at falde helt sammen med skibredet, nemlig Samla eller Jonadals skipreida, medens Kvenna-heraðs sk. indbefatter Kvinnhered, Ølve og Husnes og Framnes sk. foruden Árlands-herað eller Samnanger ogsaa Os.[105] Men skulde der i det hele være noget distrikt, som ifølge lovens sprogbrug kunde svare til heredet, saa maatte det være skibredet; men, som allerede ovenfor bemerket, det kan ikke tænkes og heller ikke kildemæssig eftervises, at heredsindde1ingen er lagt til grund for skibredeinddelingen; dertil krydser de hinanden for ofte, og heredet synes her som i Viken i regelen endog at have været mindre end selve skibredet.

Efter saaledes at have gjennemgaaet de forskjellige forfatteres argumenter for heredets identitet med fjerdingen eller ottingen og, som jeg haaber, ialfald til en vis grad berøvet dem deres beviskraft, maa jeg nærmere omtale Maurers opfatning af ottingen som en ottendedel af fjerdingen. Saavidt jeg kan se, har Maurer intet sted udviklet, hvortil han støtter denne sin mening. Den har imidlertid adskilligt for sig; thi der er ikke blot ringe sandsynlighed for, at man ud af den samme grundenhed skulde danne en dobbelt inddeling; men man kan ogsaa historisk eftervise, at en større del af Hordafylke, nemlig Voss, faktisk har været inddelt i ottinger, og denne inddeling forekommer her allerede i 1320–50.[106] 8 ottinger i fjerdingen giver 32 i fylket, og for Hordafylkes og Rogalands vedkommende vilde altsaa ottingerne ialfald i antal falde sammen med skibrederne; for disse tvende distrikters identitet kunde da maaske ogsaa Gl. kap. 301[107] anføres. Et saadant forhold mellem skibredet og ottingen vilde imidlertid ikke kunne paavises udenfor de to nævnte fylker, da Firdafylke omfattede blot 15 og Sygnafylke blot 16 skibreder, og det synes derfor at være tilfældigt. Ottingsinddelingen paa Voss er sandsynligvis ogsaa yngre end texten til den ældre Gulathingslov. Det blev nemlig senere i middelalderen almindeligt at anvende de gamle inddelingsprinciper paa mindre énheder; saaledes blev kirkesognene næsten hele landet over inddelte i fjerdinger.[108] Efter min mening tilsteder heller ikke lovens sprogbrug at opfatte ottingen anderledes end som en ottendedel af fylket. I kap. 3[109] og 10[110] sættes nemlig fjordongr manna eða áttongr (manna) i direkte modsætning til allir fylkismenn, og der kan ikke være tvil om, at manna er at opfatte som det heles genitiv af dette sidste udtryk, d. e. = allra fylkismaøma; det er fremdeles ligesaa utvilsomt, at fjerdedelen eller ottendedelen af fylkesmændene ialfald i kap. 10 vil sige mændene fra en fjerding eller en otting af fylket, og staar fjerding og otting her i modsætning til det samlede fylke, saa maa det ogsaa gjøre det der, hvor der blot tænkes paa distriktet, som f. ex. i kap. 12. Dertil kommer, at hvor der er tale om vedligeholdelse af fjerdings-kirken, kjendes blot modsætningen mellem alle bygningspligtige og enkeltmand;[111] men netop her maatte jo ottingen have været paa sin plads, hvis Maurers opfatning var den rigtige. Jeg kan derfor ikke, ialfald for øieblikket, slutte mig til Maurer i dette punkt, men maa med Keyser, Jørgensen og flere fastholde, at áttungr i Gulathingsloven betegner ⅛ af fylket; og saa rent usandsynlig er jo heller ikke denne inddeling; thi den kan tænkes at hvile paa fjerdingsinddelingen og at være fremkommen ved fjerdingens halvering.

Naar vi saa efter denne temmelig vidtløftige excurs vender tilbage til opregningen af sognekirkerne i kap. 12, saa vil vi ifølge det anførte forhaabentlig med fuld sikkerhed kunne gaa ud fra, at textens udtryksmaade er oprindelig og ikke i nogen henseende corrumperet; men netop derved bliver den ogsaa en kilde til kundskab om sognedannelsens udvikling vestenfjelds, som ikke kan vurderes høit nok.

Navnene fylkes-, fjerdings-, ottings- og hereds-kirke kan kun forklares af den omstændighed, at hver af de nævnte kirker er bleven benævnt efter det distrikt, som oprindelig udgjorde dens sogn; men nu er det jo umuligt, at der samtidig i hvert fylke skulde være bygget en kirke, som var hele fylkets sognekirke, og desuden en sognekirke for hver fjerding, otting og hered, eller at en og samme mand paa en og samme tid skulde sogne til en hereds-, en ottings-, en fjerdings- og en fylkes-kirke. De forskjellige sogne, som hine benævnelser antyder, maa kun angive de forskjellige faser i den parochiale udvikling, og denne maa fra det største distrikt, fylket, have bevæget sig henimod stedse mindre og mindre dele af samme. Man maa dog allerede fra første færd af være opmerksom paa, at ingen udvikling i det menneskelige samfund bevæger sig saa snorlige, som man efter det anførte skulde antage tilfældet har været for sognedannelsens vedkommende; der spiller altid omstændigheder ind, som bryder de rette linjer og lader forholdene gestalte sig forskjelligt paa de forskjellige steder; jeg skal forsøge at eftervise, hvorledes denne lov ogsaa har gjort sig gjældende paa det omraade, som her beskjæftiger os.

Idet man tidligere gik ud fra, at der i Gulathingslovens kristenret ingen forskjel var eller overhovedet nogensinde havde været paa fjerdings-, ottings- og hereds-kirke, kom man til at anvende de bestemmelser, der udelukkende refererede sig til hereds-kirkerne, ogsaa paa fjerdings- og ottingskirkerne, og, hvor blot disse sidste nævn-tes, identificerede man dem uden videre med de første. For de forfattere, som ansaa ottingen for en underafdeling af fylket, maatte der jo strax kunne have stillet sig væsentlige betænkeligheder mod tilladeligheden af en saadan brug af kilderne. Gaar man nemlig ud fra, at der var én fjerdings-kirke i hver fjerding og en ottings-kirke i hver otting, saa bliver det 12 i fylket, og kan umulig blive mere; men der kan heller ikke have været saa mange af disse to slags kirker; havde fylket f. ex. 4 fjerdings-kirker, og der saa byggedes en ny kirke for den ene otting, saa maatte selvfølgelig den forrige fjerdings-kirke blive sognekirke for den anden otting; paa denne maade kan der ikke i nogen fjerding blive rum for mere end to kirker, der enten begge fra første færd er ottings-kirker, eller den ældste fjerdings-kirke og den yngre ottings-kirke; men dette giver 8 kirker i fylket. Denne talstørrelse stemmer imidlertid saare lidet overens med det temmelig store antal af kirkebygninger, som anføres i Björgynjar kálfskinn, d. e. fra 1320–50, og som vistnok samtlige er opførte i det 11te og 12te aarh. Der findes nemlig ved denne tid:

i Firdafylke 33 kirker og 3 kapeller,
i Sygnafylke 35 3
i Hordafylke 41 3

I 1267, da den nyere Gulathings kristenret emanerede, kan dette antal ikke have været synderlig mindre, og forsaavidt at opregningen i kap. 12, der ordret er optaget i denne, svarede til, hvad der dengang var almindelig sprogbrug i G.lagen, saa maatte der i Sogn og Fjordene have været over 20 og i Hordaland endog ikke langt fra 30 kirker, hvorpaa ene og alene benævnelsen hereds-kirke kunde anvendes. Hereds-kirkerne maa saaledes have udgjort det store flertal af landskirker i G.lagen, og selve navnet heraðs-kirkja maa fra begyndelsen af være blevet brugt som betegnelse for sognekirken i det distrikt, som dengang kaldtes herað, der saaledes maa have været af temmelig liden udstrækning og forskjelligt saavel fra fjerding som fra otting. Paa denne maade bliver det os da ogsaa begribeligt, hvorledes betegnelsen heraðs-kirkja kan sideordnes med de andre betegnelser: fjordongs- og áttongs-kirkja; de havde jo hver især sin selvstændige betydning.

Tør vi saaledes gaa ud fra, at hereds-kirkens sogn var forskjelligt fra fjerdings- eller ottings-kirkens, og navnlig mindre end dette, saa kan vi dermed betragte det som en historisk kjendsgjerning, at hereds-kirkerne ogsaa i det store og hele taget er yngre end de andre. Dette resultat er ikke uden betydning for vor forstaaelse af enkelte steder i G.lovens kristenret; men af ligesaa stor vigtighed for en rigtig opfatning af disse er det at faa bestemt, om samtlige disse kirker har været omtalte i den kristenret, som af Olaf den hellige blev forelagt G.lagens almue til sanktion, eller om enkelte af dem tilhører en senere tid og i saa fald hvilke.

Ifølge sagaernes beretninger er fylkes-kirkerne opførte af de to missionskonger Olaf Trygvessøn og Olaf Haraldssøn. Det berettes saaledes i Flatøbogen[112] og andre kilder, at Olaf Trygvessøn lod bygge en kirke paa .Moster og lagde gods til den, forat missionæren Thangbrand kunde være materielt uafhængig og med desto større held virke paa det omgivende folk; det siges udtrykkelig, at hans distrikt skulde være Hordafylke.[113] Ifølge Ágrip[114] reiste den samme konge „først kirker paa sine egne hovedgaarde“, og det kan derfor tænkes, at disse kirker, der nærmest var kongens private eiendom, ikke i almindelighed har opnaaet den materielle uafhængighed, som til- fældet var med Mosterkirken, og som maatte ansees ønskeligt for missionærerne. Dette savn blev afhjulpet af Olaf den hellige, der lagde gods til de kirker, som Olaf Trygvessøn havde ladet bygge, „saaledes at én mark sølv veiet skulde udredes til hver fylkes-kirke i leie af de jorder, som laa til den.“[115] Det fremgaar heraf, at ialfald enkelte af Olaf Trygvessøns kirker er blevne fylkes-kirker og har vel været lignende missionsstationer som kirken paa Moster. Men Olaf den hellige lod det ikke blive med blot at dotere Olaf Trygvessøns kirker og give bestemte regler for fylkes-kirkernes indkomster; han „lod ogsaa selv bygge én kirke i hvert fylke og lagde til denne gode præbender.“[116] Hermed menes selvfølgelig ogsaa fylkes-kirker, der vistnok for den største del netop skylder Olaf Haraldssøn sin tilværelse. Det maatte jo ogsaa være af stor betydning for missionen at faa presterne nogenlunde jevnt fordelte, selv om man for det første maatte nøie sig med én i fylket.

Man har antaget, at hermed standsede Olaf Haraldssøns virksomhed for kirkebygningen i G.lagen, og at fjerdings-, ottings- og hereds-kirkerne samtlige er yngre end Olafs tid. Dette er dog neppe rigtigt. Kirkeafsnittet vi G.loven begynder saaledes:[117] „Det er nu dernæst, at vi skal vedligeholde alle de kirker og kristendommen, som Olaf den hellige og biskop Grimkel satte paa Moster thing, og alle dem, som siden blev opførte.“ Dernæst heder det, at der er „én kirke i hvert fylke, som vi kalder hoved-kirke, som samtlige vi fylkesmænd har at vedligeholde“; i kap. 12 følger saa den oftere omtalte opregning af de andre kirker, som skal vedligeholdes hver af sine eiermænd. Hvorfor skulde nu paabudet paa Moster-thing blot indskrænkes til fylkes-kirkerne, og alle de andre, som Jørgensen mener, indbefattes under dem, „som siden blev opførte“? Paa Moster-thinget maa der jo have været ført forhandlinger mellem kong Olaf og biskop Grimkel paa den ene side og de vestlandske og nordenfjeldske høvdinger paa den anden om kristenretten og de nye paabud, som den skulde indeholde; det maatte jo være afgjørende for et heldigt udfald, at man paa forhaand havde sikret sig de mægtiges stemme, naar kristenretten engang paa thinge skulde forelægges bønderne til antagelse. Alene under denne forudsætning kan man forstaa, at det kunde gaa saa glat med dens sanktion, som tilfældet maa have været ifølge Snorres fremstilling.[118] Ifølge lovenes eget vidnesbyrd skal der da paa Moster-thinget være fattet bestemmelser om bøndernes forpligtelse til kirkernes vedligeholdelse (G.l. kap. 10), om bispens ret til at raade over kirkerne (sst. kap. 15), om bøndernes ydelser til presternes underholdning (sst. kap. 15), om fastedagene (sst. kap. 17) og om de forbudne ægteskabsled (Fr.l. III, 1). Vi ser, det er altsammen bestemmelser, som paa det dybeste greb ind i de nyomvendtes materielle og aandelige livsforhold, og det kan neppe ansees for en overflødig forholdsregel af kong Olaf, at han for at bearbeide stemningen sammenkaldte et slags rigsforsamling til Moster, øen med den ældste kirke og de mange minder fra Olaf Trygvessøns tid; og naar udfaldet af disse fredelige forhandlinger blev det, de blev, da skyldes dette visselig for en ikke ringe del den angelsaksiske missionsbiskops personlige optræden; thi at biskop Grimkel maa have været en ualmindelig vindende personlighed, bevises noksom af det indtryk, han har gjort i Bremen, hvor man paa forhaand var alt andet end gunstig stemt mod den engelske missionær.

Moster-thingets formaal maa saaledes have været at sikre høvdingernes sanktion af nye paabud, som vilde kræve særlige ofre fra deres og andres side, og hvad forpligtelsen til kirkernes vedligeholdelse og presternes underhold angaar, saa er der ingen rimelighed for, at Olaf og hans biskop skulde have indskrænket denne til fylkes-kirken og fylkes-presten alene. En forøgelse af den geistlige hjælp omkring.i fylkerne maatte jo for dem stille sig som et uafviseligt krav; og naar det heder, at alle kirker, som Olaf og Grimkel „satte“, skal vedligeholdes, saa ligger deri visselig ikke blot et paabud om at vedligeholde de allerede existerende, af Olaf opførte fylkes-kirker, men ogsaa en forpligtelse for bønderne til at bygge et vist antal kirker i hvert fylke, kirker, som altsaa ikke vilde blive det offentliges, men vedkommende menigheds eiendom, hvormed det da ogsaa staar i god overensstemmelse, at i kap. 12 vedligeholdelsen af fjerdings-, ottings- og hereds-kirkerne paahviler „dem, som eier kirken“, uden at dog hermed menes enkeltmand; thi som enkeltmands kirker stilles netop høgendes-kirkerne i modsætning til de andre. Men hvilke kirker gjaldt saa dette paabud? Kap. 19 synes at give svar paa dette spørgsmaal. Dette kapitel, der udtrykkelig tillægges Olaf, handler om presternes forpligtelse til ved en budstikke i form af et kors at sende tilsigelse af helligdagene omkring i sognet, og det kjender ikke andre prester end dem, som synger messe ved fylkes-kirke, fjerdings-kirke eller ottings-kirke; hereds-kirke nævnes ikke;[119] og naar Maurer[120] antager, at Sverres kristenrets kap. 13, der svarer til G.l. kap. 12, specielt tilhører Magnus’s recension, fordi det alene anfører fjerdings-, ottings- og høgendes-kirker, saa gaar jeg ud fra den fuldstændig ligesaa nærliggende antagelse, at denne opregning netop tilhører Olaf den helliges kristenret i en endda oprindeligere skikkelse end den af Gustav Storm offentliggjorte i 4de bind af N. g. love, ligesom Maurer ogsaa ellers har paavist, at compilatoren af Sverres kristenret har kjendt en ældre text end den, vi har adgang til. Men har allerede den ældste text, som vi overhovedet kan øine, kjendt fjerdings- og ottings-kirker, men derimod ikke hereds-kirker, da maa vi heraf have lov til at slutte, at de førstnævnte hører til de kirker, som kong Olaf og biskop Grimkel „satte“ paa Moster-thing, og følgelig bliver alene hereds-kirkerne at henregne til. „dem, som siden blev opførte.“ Et paabud som det, at der skulde bygges fjerdings-kirker i de mindre fylker og ottings-kirker i de større, er aldeles ikke usandsynligt; og sandsynligheden stiger næsten til vished, naar vi af kap. 15 erfarer, at der paa Moster-thinget er fattet bestemmelse om lands-presternes underhold, medens det udtrykkelig fremhæves, at disse bestemmelser ikke gjælder hereds-presterne. Dette interessante kap. begynder saaledes: „Nu er det dernæst, at vor biskop skal raade for kirkerne, saaledes som Olaf den hellige indrømmede biskop Grimkel paa Moster-thing, og saaledes som vi blev enige om siden. Vor biskop skal nu ansætte prester ved alle kirker, saadanne, som han ved kan holde rigtig gudstjeneste for menigheden. Men vi skal skaffe presterne saadant underhold, som Olaf den hellige og Grimkel biskop lagde til paa Moster-thing; men presten ved hereds-kirken saa meget, som bønderne og den prest, som biskopen ansætter, bliver forligte om.“[121] Det er nu allerede i og for sig lidet rimeligt, at Olaf og Grimke1 skulde have over- ladt alle de andre prester, fylkes-presterne undtagen, til folks forgodtbefindende, hvad deres indkomster angik, ei heller er det sandsynligt, at der med fœzla udelukkende skulde menes indtægten af det til fylkes-kirken liggende gods; der maa sikkerlig menes andre indtægter, der ogsaa kan have tilflydt andre end fylkes-presten. Denne antagelse bliver omtrent til vished, naar vi i Borgarthingsloven, der i mange henseender staar den Olavske kristenret nærmere end G.loven, virkelig finder et saadant gage-reglement for presterne, om hvis ælde der ikke kan disputeres, og som til og med præsenterer sig selv som forn lög.[122] Men at presterne ved hereds-kirkerne ikke er indbefattede i denne lovbestemmelse, forklares jo meget let af den omstændighed, at hereds-kirker og hereds-prester i det hele var fremmede for kristenretten i den form, den fik paa Moster-thing; de tilhører i Gulathingslagen vel uden undtagelse tiden efter Olafs død, eller missionstiden i det hele, og de er ikke opførte ifølge noget offentligt paabud, men ifølge bøndernes eget initiativ, hvorfor det ogsaa blev naturligt, at disse forbeholdt sig retten til at accordere med en geistlig om prisen for gudstjenesten.

Efter hvad der ovenfor er udviklet, kan jeg paa den mest kortfattede maade fremsætte min opfatning af sogne-dannelsens historie Vestenfjelds i nedenstaaende schema:

Under missionstiden (ɔ: til ca. 1050):
a. før Moster-thinget: Sognet: fylket,
b. efter Moster-thinget: Sognet: fjerdingen eller ottingen.
Efter missionstiden:
Sognet = heredet.

Det var en nødvendig følge af det sidste stadiums indtrædelse, at fjerdings-kirken og ottings-kirken kun beholdt navnet som minde om sin fordums stilling og sit fordums sogn; disse saavel som fylkes-kirkerne maatte i tidens løb synke ned til at blive blot et eller ialfald nogle faa hereders sognekirker; i rang kom fjerdings- og ottings-kirkerne derved til at staa paa lige fod med hereds-kirkerne; fylkes-kirken vedblev derimod længere at staa i et slags moderforhold til de andre; men hvorlænge der blot var én hoved-kirke i hvert fylke, kan jeg ikke her indlade mig paa at besvare, ligesaalidt som tidsgrænsen overhovedet med bestemthed lader sig fastsætte; jeg skal blot i forbigaaende pege paa det faktum, at medens den ældste text har det greie udtryk: kirkia er æin i fylki hværiu, er ver kallum houuð kirkiu,[123] saa bliver sprogbrugen i de yngre bearbeidelser fra midten af det 13de aarh. mere vaklende; saaledes har blot et haandskrift af den nyere Gulathings kristenret den selvmodsigende ytring, at: kirkiur ero þær j fvlki hværiv, er ver kollom hafuðkirkiu, medens hele 5 haandskrifter har det sidste ord i flertal: hafuð-kirkiur,[124] hvilken læsemaade vistnok var den eneste, som det 14de aarh.s afskrivere fandt svarende til de virkelige forhold. Af diplomer fra det 14de aarh. kan der ogsaa med sikkerhed paavises mindst to hoved-kirker i Hordafylke, nemlig en i Kvinnhered og en paa Voss.

Jeg skal endelig, førend jeg forlader Gulathingsloven, kortelig omtale en af geheimearkivar Jørgensen fremsat hypothese, ifølge hvilken den ældste tid ikke har kjendt modsætningen mellem fylkes- eller hoved-kirker og fjerdings-, ottings- og hereds-kirker, men kun mellem hoved- og høgendes-kirker, et navn, som dog først senere er opstaaet som en betegnelse for „alle mindre kirker i modsætning til de enkelte fylkes- eller hovedkirker“;[125] og netop i denne betydning tror han at finde ordet høgendes-kirke brugt i et par haandskrifter af de gamle love; saaledes har et haandskrift af Borgarthingsloven som overskrift over det kapitel, der omhandler baade hereds- og høgendes-kirkerne: Vm uphalld hægenda kyrkna, hvoraf Jørgensen slutter, at under hægenda-kirkja ogsaa indbefattes heraðs-kirkja ifølge lovens sprogbrug; og i en indholds-fortegnelse til den nyere Gulathings kristenret forekommer endog et udtryk som: fiorðungs kirkiur oc aðrar hæghendis kirkiur. Paa det sidste sted er sprogbrugen ikke til at tage feil af; for den, som har nedskrevet hine ord, har forholdet uden tvil stillet sig saa, at fjerdings-kirkerne stod i klasse med høgendes-kirker. Vi maa imidlertid ikke glemme, at det er med kapiteloverskrifternes sprogbrug vi her har at gjøre, og spørgsmaalet bliver da, om vi med geheimearkivar Jørgensen har ret til ikke blot at stille denne paa lige fod med selve textens, men endog at anse den for endda oprindeligere end dennes.

Hvad nu kapiteloverskrifterne i den ældre Borgarthingslov i det hele angaar, saa er de vistnok uden undtagelse yngre end selve texten og har neppe nogensinde havt nogen officielt anerkjendt form. Intet beviser dette bedre end deres variation, idet de i regelen lyder forskjelligt i de forskjellige haandskrifter. Saaledes har recension I, kap. 8 i Codex A. M. 78 kv. overskriften: Ef at niðr falle værðr fylkis kirkia oc heraz kirkia oc hœgenda kirkia huersu upp skal gera, men derimod i Codex Tunsbergensis: Vm hald kirkna allra. I de to yngre recensioner er dette store kapitel delt i to, hvoraf det første (II, kap. 16, III, kap. 11) behandler fylkes-kirkerne og det andet (II, kap. 17, III, kap. 12) hereds- og høgendes-kirkerne. II, kap. 16 har overskriften: Her sægir fylkis kirkiur huersu þær skal op gera; III, kap. 11 derimod: Vm upphalld fylkis kirkna. oc stæfnu giærdir þær sem vidr liggia; over II, kap. 17 staar: Vm nidrfall kirkiu; men over III, kap. 12: Vm uphalld hœgenda kyrkna. Vi ser, der er ingen lighed mellem dem, og der er neppe nogen tvil om, at de hver især er jevngamle med det haandskrift, hvori de findes; disse overskrifter maa have været et felt, hvor i almindelighed hver afskriver følte sig kaldet til at præstere noget bedre end sin forgjænger; om det altid er lykkedes, skal vi lade være usagt.

Den sidst anførte overskrift, den over III, kap. 12, er det, Jørgensen for det første har heftet sig ved, og han siger udtrykkelig, at hereds-kirkerne paa dette sted henregnes til høgendes-kirkerne.[126] Texten er imidlertid omtrent ordret den samme, som den i rec. I, kap. 8 og altsaa ikke yngre end 1152, men sandsynligvis adskillig ældre; haandskriftet, Cod. C. 15 i det kgl. bibliothek i Stockholm, tilhører derimod det 14de aarhundredes første halvdel[127] og er altsaa ca. 200 aar yngre end texten. Havde nu en afskriver paa denne tid forudsætninger for at forstaa modsætningen mellem den ældre texts fylkes-, hereds- og høgendes-kirker? Neppe; han refererer i regelen ganske mekanisk, uden at lempe lovbogens indhold efter datidens forhold; saaledes nævner han fremdeles blot 3 fylker, medens der bevislig allerede fra midten af det 12te aarh. hørte 4 fylker til B.lagen, nemlig: Ranrike, Vingulmörk, Vestfold og Grenland. Hvad kirkerne angaar, saa kjender erkebiskop Eilifs statut fra 1320[128] kun modsætningen mellem hoved-kirke og kapel eller høgendes-kirke; nogen anden modsætning kjendte vel heller ikke vor skriver; han har da vel anvendt kap. 11, der omhandlede fylkes-kirkerne, paa sin tids hoved-kirker og saa ment, at kap. 12 behandlede høgendes-kirkerne; til at bevise nogen oprindelig identitet mellem disse og hereds-kirkerne kan vort sted ialfald ikke benyttes.

Det andet af Jørgensen benyttede kildested findes som allerede ovenfor anført i indholdsfortegnelsen til den nyere Gulathings kristenret i det udmærkede haandskrift A. M. 62 kv.[129] og lyder i sin helhed saaledes: ix. Vm fiorðungs kirkiur oc aðrar hœghendis kirkiur. Codex tilhører det 14de aarh.s første halvdel.[130] Denne kristenret er en frugt af Magnus lagabøters lovrevision og tilhører efter Maurers mening 1267, og der er ingen grund til at betvile rigtigheden heraf; i sin anordning af stoffet viser den sig kjendelig paavirket af Fr.loven, og man kan vist med sikkerhed gaa ud fra, at den er udført i Nidaros. Herom vidner ogsaa efter min mening den indholdsfortegnelse, som specielt i vort haandskrift er forudskikket selve texten, og hvormed vi netop have at gjøre; saadanne indholdsfortegnelser er nemlig et særkjende for de thrønderske love, og i Cod. Resenianus[131] siges udtrykkelig, at man for at lette benyttelsen af lovbogen har inddelt denne i lutar og hver af disse i kapitler, hvortil en indholdsfortegnelse forudskikkes. Den samme methode er ogsaa benyttet ved udarbeidelsen af den saakaldte Sverres kristenret. Indholdsfortegnelsen i Cod. A. M. 62 kv. maa derfor tænkes opstaaet i Thrøndelagen, hvad enten den nu er jevngammel med eller yngre end den oprindelige bearbeidelse fra 1267. Det omhandlede kapitel 9 er omtrent ord til andet en gjengivelse af den ældre G.lovs kap. 12 og begynder som dette med opregningen: Nv ero kirkiur aðrar er ver skolum upp halda fiorðungs kirkiur oc attungs kirkiur. heraðs kirkiur oc hogændis kirkiur; og texten selv skjelner ligesaa bestemt som den ældre mellem de tre førstnævnte slags og høgendes-kirkerne, saa en udtryksmaade, som den, vor overskrift benytter sig af, er absolut uforenlig med textens sprogbrug. Den maa derfor enten tilhøre en senere tid eller afspeile andre forhold end de vestlandske. Jeg tror, det sidste er det rigtige. Som vi senere skal se, kjender Fr.loven kun modsætningen mellem fylkes- eller hoved-kirke og høgendes-kirke; men den kjender ogsaa en inddeling i fjerdinger,[132] uden at dog et ord som fjorðungs-kirkja nogensinde forekommer i loven. I et statut fra 1320 om prestestevne,[133] der tydelig nok viser sig at være bestemt for Thrøndelagen, forekommer derimod et ord som fiorðungs-prestr.[134] Statutet kjender 3 slags prester, nemlig fylkes- eller hoved-prest, fjerdings-prest og kapel-prest; begge de sidstnævnte synes imidlertid ogsaa at indbefattes under benævnelsen høgendes-prest. Fylkes-presten skal i preste-sølv betale én øre, fjerdings-presten en halv og kapel-presten en ørtug. I Aslak Bolts jordebog[135] er gradationsforholdet det samme mellem fylkes- og høgendes-kirke, som her mellem fylkes- og fjerdings-prest; medens kapellet der svarer ⅙ af hvad fylkes-kirken udgiver, kapel-presten her derimod ⅓ da der var 3 ørtuger i øren. Imidlertid kan der ikke være tvil om, at fjerdings-presten i Fr.lagen hørte til dem, der kaldtes høgendes-prester, og at fjerdings-kirken her var en høgendes-kirke; derfor var det naturligt for en thrønder at sige fjerdings-kirker og andre høgendes-kirker; og en thrønder skyldes, efter hvad vi ovenfor har oplyst, sandsynligvis ogsaa vor indholdsfortegnelse, hvis udtryksmaade paa det omhandlede sted ligesaalidt dengang som nogensinde tidligere svarede til forholdet i G.lagen. Hermed tror jeg at have paavist uholdbarheden af geheimearkivar Jørgensens hypothese om disse udtryks oprindelighed og dermed ogsaa svækket berettigelsen til ved hjælp af islandske og danske forhold at ville opklare de mørke punkter i parochial-systemets udvikling her hjemme.

Jeg vender da endelig tilbage til forholdet mellem de forskjellige distrikts-betegnelser i den ældre G.lov og sammenfatter de indvundne resultater i følgende 2 satser:

I. herað er ikke identisk med fjorðongr eller áttongr,

men betegner et mindre distrikt end disse;

II. heraðs-kirkja er fra første færd brugt som betegnelse

for heredets sognekirke og betegnede noget andet end fjorðongs-kirkja eller áttongs-kirkja, hvilke betegnelser dog i tidens løb blev uden reelt indhold, idet deres sogne ikke blev større end hereds-kirkernes.

Vi gaar hermed over til den sidste landskabslov, nemlig Frostathingsloven.

Her forekommer flere distrikts-betegnelser. Foruden fylkes-inddelingen kjender loven ogsaa en inddeling i halv-fylker (hálfur),[136] der dog alene forekommer udenfor den egentlige Thrøndelag, i Namdalen og Haalogaland; i Thrøndelagen forekommer derimod en inddeling i fjerdinger, tredinger, settinger og ottinger.[137] Halvfylket har eget thing, hálfu-þing, men de andre distrikter synes at være uden selvstændig organisation.[138] Fylkesthinget er i selve Thrøndelagen den engeste thingforsamling, hvorfra der appelleres til to- og fire-fylkes-thing og i sidste instans til lag-thinget paa Frosten.[139]

Herað har i Frostathingsloven to betydninger. For det første bruges det for at betegne landet i modsætning til byen;[140] for det andet betegner det et bestemt land-distrikt, uden at man kan se, om dermed menes fylke eller noget andet.[141] Der er imidlertid to steder, hvor betydningen af fylke synes at ligge nær for haanden. Det heder i IV, 30 (s. 167): Hvis en mand bliver saaret i heredet, saa skal pilen[142] sendes om i anledning af saaret, og der skal holdes thing. Men hvis den, som saarede manden, vil gaa til thinget, da skal han udbede sig grid, og bønderne skal tilstaa ham grid, som lov er, og ligesaa fra thinget, etc. Men hvis en mand bliver dømt utlæg paa fylkes-thinget eller paa ørvar-thinget, naar dette er der, hvor fylkes-thinget skulde være, og han vil fare i det samme fylke og udbede sig adgang til thing, da skal bønderne ikke indrømme ham den.“ Ligesaa heder det i kap. 56 (s. 174), at hvis en mand bliver dræbt i heredet,[143] uden at man ved, om han er træl eller fri, da skal alligevel pilen fare. Nu hvis hans herre kommer paa første thing, da skal han nyde sit vidne, om han er fri eller træl .... Men hvis en mand drager ud af sit fylke og slaar eller saarer nogen i et andet fylke, da skal sagsøgeren stevne ham thing i det fylke, hvor han fik legems-beskadigelsen“ ... Af begge disse steder synes det at fremgaa, at det thing, som sammenkaldes, naar en mand bliver saaret eller dræbt i heredet, er fylkes-thinget; dog, da det er et ørvar-thing, hvorom der først bliver tale, synes dette ikke altid, men kun tildels at have havt fylkes-thingets kompetence; men at det overhovedet kan være identisk med fylkes-thinget, viser noksom, at dette var den engeste normale thingforsamling. Heraf turde man dog neppe være berettiget til at slutte, at herað her betegner det samme som fylki. Begyndelsen af begge kapitler er vistnok af temmelig høi alder og tilhører en tid, da hereds-thinget endnu var forskjelligt fra fylkes-thinget. Thi oprindelig har fylkes-thinget visselig ikke været det engeste thing, ligesaalidt som det altid vedblev at være det. I indledningens kap. 23, der sandsynligvis tilhører den af kong Haakon Haakonsøn i 1244 foranstaltede officielle omarbeidelse af lovbogen,[144] heder det: „Saa vil vi, at det skal være, som det er mere bekvemt for bønderne, at de hellere søger paa skibrede-thingene end paa fylkes-thingene baade vor og deres egen ret.“ Dette sted synes næsten at antyde, at bønderne allerede tidligere har benyttet skibrede-thinget til afgjørelse af sine indbyrdes tvistemaal, medens „statssager“ har været forelagte fylkes-thinget alene. Reformen har da offentlig anerkjendt en gammel praxis, der antageligvis støttedes af traditionen fra hereds-thingenes tid; thi at herað og fylki oprindelig skulde have betegnet det samme distrikt, lader sig ikke tænke. Her som andensteds maa heredet engang have været en underafdeling af fylket.

I XIV, 3 (s. 249) findes en bestemmelse om, at „den, som er mest retskaffen, og som erkebiskopen ansætter, skal være ombudsmand for kirkens jorder innan heraðs oc innan kirkjusóknar.“ Man skulde være mest tilbøielig til at tro, at herað her angav en videre grænse, kirkjusókn en snævrere, og heredet skulde altsaa være større end sognet. Den forbindelse, hvori de staar til hinanden, bevirker imidlertid, at vi ikke godt kan tænke os flere kirkesogne i heredet. Vi vil i diplomerne ogsaa finde mange exempler paa, at et distrikts grænser saa at sige angives to gange. Saaledes heder det Galaherað i Oðar sokn,[145] uagtet Galaherað og Oðar sokn er det samme distrikt; ligedan er forholdet med Skogheims herað i Aska sokn[146] eller omvendt med Olbergs kirkjusokn i Krœðisheraðe,[147] og med Hasleims sokn i œystra Bergheims-heraðe.[148] Det lader sig derfor antage, at innan heraðs og innan kirkjusóknar betegner det samme, og at heredet altsaa er identisk med sognet. Denne hypothese – thi noget andet giver jeg den ikke ud for – synes dog at hjælpe os lidet, naar det gjælder at bestemme heredets forhold til fylket; thi det er jo den almindelige opfatning, at sognet i den ældre Frostathingslov falder sammen med fylket. Dette forholder sig dog ikke saaledes. Vistnok var forholdet det, at fylkes-kirken var hoved-kirke og fylkes-presten hoved-prest for hele fylket, som hoved-presten paa Oplandene var det for tredingen; men her som der var der ogsaa andre prester, som „havde kirkesogn“;[149] og ihvorvel hoved-gravstedet endnu er ved fylkes-kirken (II, 14) og jernbyrd alene maa finde sted i denne (II, 45), saa er der dog ogsaa andre kirker, som er gravkirker (II,16), nemlig enkelte høgendes-kirker, og i anledning af jernbyrden heder det udtrykkelig, at „den prest, som tager vedkommendes tiende, skal vie jernet og det uden godtgjørelse enten til ham eller til fylkes-presten, naar undtages den niste, som høgendes-presten trænger paa sin reise til fylkes-kirken (II, 45). Heraf fremgaar det da tydelig nok, at høgendes-presten kan tage folks tiende ɔ: være deres sogneprest, ja endog hovedtienden kan en mand paa sit dødsleie love høgendes-presten, i hvilket tilfælde denne skal have en trediedel af presteluten, hvis han er med fylkes-presten og oljer den syge; men gjør han det alene, skal hver af dem have halvdelen; ellers tilkommer fylkes-presten den hele prestelut (II, 17). Det her anførte maa være tilstrækkeligt til at vise saavel fylkes-prestens og fylkes-kirkens overordnede stilling over de andre prester og kirker, som ogsaa at disse ɔ: høgendes-kirkerne nu begynder at opnaa rang af virkelige sognekirker, og de ved samme ansatte prester staar som sjelesørgere i forhold Stil en menighed og ikke blot til den oprindelige kirkeeiers husstand. Heraðs-kirkja bruges dog ligesaalidt her som i Eidsivathingsloven om disse mindre sognekirker; her som der benævnes de fremdeles høgendes-kirker, og i regelen har vel deres sogn efterhaanden udvidet sig, alt eftersom behovet af en nærmere kirke end fylkes-kirken gjorde sig gjældende i de fra samme mere fjerntliggende bygder. Senere hen, da det ved den kanoniske rets voksende indflydelse blev mere og mere almindeligt at udstyre alle kirker med jordegods saavel til deres egen vedligeholdelse som til prestens underhold, maa ogsaa høgendes-kirkerne have o hørt til dem, hvis kirkeværge erkebispen udnævnte, saadan som vi finder det bestemt i det ovenfor citerede kapitel. Ifald da hypothesen om heredets og sognets identitet sammesteds skulde have noget for sig, saa vilde man fra kirkernes antal[150] kunne slutte sig saa nogenlunde til heredernes talrighed og størrelse indenfor de throndhjemske fylker. Men, da jeg selv finder denne formodning svagt begrundet, skal jeg for at undgaa misforstaaelse undlade at opgjøre dette regnestykke.


De ovenfor anstillede detaljundersøgelser har ialfald overbevist os om, at herað overalt, hvor vi med sikkerhed kan paavise dets grænser, betegner et forholdsvis lidet distrikt, som det ikke kan blive tale om at identificere med þriðjungr, fjorðungr eller áttungr. Vi har ogsaa seet, at denne opfatning af heredet ikke blot staar i fuldkommen overensstemmelse med lovenes sprogbrug, men er igrunden.den eneste, der lader sig forene med deres udtryksmaade. Spørgsmaalet bliver da, om det herað, som i lovene og da navnlig i Eidsiva- og Borgarthingsloven træder os imøde, er et andet og et mindre distrikt end det oprindelige hered. At saa er tilfælde, er bestemt udtalt af professor Keyser i hans forelæsninger over Norges stats- og retsforfatning i middelalderen[151] og deles af de fleste forfattere; sidst er denne opfatning gjort gjældende i 2det bind af professor Fr. Brandts forelæsninger over retshistorie, hvortil jeg derfor skal henholde mig.[152] Verkets kompendiøse karakter og dets bestemmelse som lærebog for de juridiske studerende har naturligvis hindret den lærde forfatter i at gjøre de deri udtalte synsmaader til gjenstand for en kildemæssig begrundelse i det omfang, som det for vort formaal kunde være ønskeligt; men i regelen angiver han dog enten i texten eller i anmerkninger de lovsteder eller sagaberetninger, hvortil han støtter sig. Han siger saaledes s. 162: „Den engeste samfundskreds, oprindelig vistnok udgjørende et uafhængigt samfund for sig selv, var heredet. Heredsthing kunde sammenkaldes, naar som helst nogen havde noget at andrage for sine medborgere“, og som kilder anfører han G.l. kap. 131,[153] Fr.l. V, 12[154] og Magnus lagabøters landslov VII, 56.[155] Jeg er enig i, at samtlige disse steder oprindelig gjaldt hereds-thingets sammenkaldelse; men i de respektive love kan de kun gjælde det engeste thing ɔ: i Gulathingslagen fjerdings-thinget og i Frostathingslagen fylkes-thinget. Professorens ræsonnement maa derfor ikke forstaaes derhen, at det i lovstederne udtrykkelig siges, at bestemmelserne gjælder heraðs-þing; thi dette ord forekommer hverken i Gulathings- eller Frostathingsloven og heller ikke paa det anførte sted i landsloven; overalt heder det simpelthen þing. Men, naar saa professoren videre fremholder,[156] at hereds-inddelingen ikke var gjældende i det egentlige Thrøndelagen, fordi fylket udgjorde den engeste thingkreds, saa er dette neppe rigtigt; thi vi ved fra vor gjennemgaaelse af Fr.loven, at hereds-inddelingen der var kjendt, og vi paapegte endog, at herað og þing nævnes i forbindelser, der antyder, at de respektive bestemmelser skriver sig fra en tid, da thinget kaldtes og virkelig var hereds-thing; thi, som vi allerede da bemærkede, det lader sig ikke tænke, at herað her ligesaalidt som noget andet sted oprindelig skulde være identisk med fylki. Mod hereds-inddelingen i Thrøndelagen lader forholdet med fylkes-thinget sig saaledes ikke benytte. Herað kan for den sags skyld meget vel have været en gjængs distrikts-betegnelse i det throndhjemske, selv om det ikke i det 13de aarh. havde eget thing.

Professor Brandt siger videre: „Ogsaa i det øvrige Norge blev hereds-inddelingen efterhaanden krydset af andre inddelinger af forskjelligt omfang, hvis beboere ligeledes i sine møder afgjorde de kredsen vedkommende anliggender, saasom skibreder for ledingsvæsenets skyld, kirkesogn for de fælles religionsanliggender. Disse møders virkekreds udvidedes efterhaanden ogsaa til andre anliggender, navnlig retssagers afgjørelse,[157] og hereds-inddelingen tabte paa denne maade sin bestemthed. Hensynet til bekvemmelighed gjorde sig gjældende, og der dannede sig thinglag (þingsokn, þinghá), der kun lidet stemmede med de gamle hereder og vistnok omfattede meget mindre distrikter. Navnlig synes dette at have fundet sted paa Oplandene og i Viken, hvor hereds-inddelingen, som det synes, tidlig var bleven forstyrret og afløst af en inddeling af fylkerne i halver (hálfur) og tredjinger (þriðjungar); hver af disse synes allerede tidlig at have delt sig i flere thinglag. I de vestlige fylker fandt en tilsvarende inddeling af fylkerne i fjerdinger (fjorðungar), der dog synes Vat have sluttet sig nærmere til den oprindelige heredsinddeling.“[158] Hvad hereds-thingets identitet med fjerdings-thinget angaar, saa synes intet af de anførte steder at bevise en saadan. Det første er vistnok en oprindelig forskrift for hereds-thinget, som nu maa anvendes paa fjerdings-thinget, det sidste kan snarere siges at modbevise end at bevise deres identitet. Ligesaalidt kan det bevises, at halve- og tredings-inddelingen paa Oplandene har afløst hereds-inddelingen; thi i vore ældste retskilder, nemlig Borgarthingets og Eidsivathingets kristenretter, er hereds-inddelingen mere konsekvent gjennemført end i nogen anden landskabslov; her forekommer derfor ogsaa benævnelsen heraðs-þing,[159] men ogsaa kun her; og det er naturligt, at navnet kun findes i de love, der endnu kjender institutionen. Men hvorfra har man saa den oplysning, at det herað, som her træder os imøde, er mindre end det „gamle hered“? Kildemæssig kan en saadan forrykkelse af hereds-begrebet ikke paavises; tvertimod, vi ser heredet trodse baade skibrede- og sogneinddelingen, hos os ligesaavel som i Sverige og i Danmark;[160] hvorfor skulde det saa ikke have overlevet tredings- og fjerdings-inddelingen ogsaa? Jeg har ovenfor søgt at paavise, at ingen af de to sidstnævnte inddelinger havde noget at gjøre med hereds-inddelingen.

Den af professor Brandt og flere hævdede opfatning kan saaledes neppe betragtes anderledes end som en historisk theori, der savner støtte i kilderne.

At heredet aldrig her i norden har været et distrikt af betydelig udstrækning, fremgaar saavel af ordets etymologi som af, hvad vi véd fra Danmark og Sverige, hvor man har bedre besked om den gamle hereds-inddeling end her hos os. Herað afledes som bekjendt af herr, der ifølge Snorre betyder hundrad,[161] hvilken betydning tydeligt kommer frem i det gammelsvenske hundari, deri enkelte landskaber forekommer istedenfor häradh.[162] Folket eller fylket, den oprindelige grundenhed, har da været inddelt i „here“, der sandsynligvis oprindelig skulde stille hundrede krigsmænd til fylkes-kongens tjeneste; om dette antal altid har været fuldt, er imidlertid tvilsomt; thi hos Angelsakserne kunde en here udgjøres af 38 mand og hos Bairerne af 42.[163] Da saa nomadelivet ombyttedes med det fast bosiddende, blev det distrikt, som tilhørte en herr, kaldet herað. Disses antal maa have varieret efter folklandets størrelse, saaledes som vi af hos staaende tabel[164] vil kunne se, at tilfældet har været i Sverige og Danmark.

Sverige.
Westergötland indbefattede 38 hereder,
Wærmaland 12
Småland 21
Östergötland 18
Öland 9
Sudermannaland 12
Nærike 12
Westmannaland 7
Upland 27
20 thing- og skeplag.[165]
Danmark.

a. Sønder-Jylland.

Istathe-syssel indbefattede 10 hereder,
Ellum-syssel 9
Barwith-syssel 7

b. Nørre-Jylland.

Warde-syssel indbefattede 4 hereder,
Har-syssel 8
Ty-syssel 5
Vend-syssel 7
Sallingh-syssel 7
Himmer-syssel 8
Ummer-syssel 7
Aabo-syssel 13
Lover-syssel 8
Jælling-syssel 2
Alme-syssel 5

c. Fyn og smaaøerne.

Fyn indbefattede 12 hereder,
Thorsland 1
Ærøe 1
Langeland 2
Lolland 2
Falster 2
Møen 1
d. Sjelland 28
e. Skaane 23
f. Bleking 3
g. Halland 8
h. Bornholm 4

Et blik paa et fælleskart over Skandinavien vil antagelig være tilstrækkeligt til at overbevise os om, at der kunde rummes adskillige svenske eller danske hereder paa et norsk fylke, ligesaavel som der gik mange paa de svenske og danske folklande, der i størrelse kan sammenlignes med de søndenfjeldske og navnlig de vestenfjeldske fylker. Derimod maa de svenske og danske hereder ialfald ved kristendommens indførelse have havt en tættere befolkning end de norske.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Ngl. I, 343, cfr. II, 16 (358) og III, 11 (367).
  2. Norsk hist. tidsskr., IV, 478.
  3. Der laa en fylkes-kirke paa Akre i Osloar heraðe.
  4. Kap. 8.
  5. Kap. 12 (Ngl. I, 346).
  6. Om heredskirker i Danmark se Ny kirkehist. samlinger, III, 829 ff.; i Sverige, se Schlytters Ordbok till samlingen af Sveriges gamla lagar sub voce. I England gik man ud fra tunscipet, se Stubbs, The constitutional history of England, vol. I, 227. For Tysklands vedk. kan jeg blot henvise til Maurers bemerkning i hans „Beiträge zur rechts-gesch. des germ. nordens“, hefte 1, 118.
  7. Ngl. I, 351 f. cfr. II, 26 (362) og III, 23 (372). Nu ef mol þau værða misgor i heraðe, ef biskups armaðr lytr rett á, þa skal han stæfna þing i heraðe, skera bod upp firer þui þingi, lata fara herað innan; hver maðr er skyldr at sætia (v. l. sœkia) heraz þing. Nu er þing sætt, þa skall biskups armaðr upp standa. Ek hefe þætt hœyrt, at maðr hafe misgert i heraðe um þæt mall, er biskup lytr reet a. sægia til saka slikt en er. Nu vil ek þæt vita, ef þer hafer hœyrt þætt mall fyr. Ef fiordungr heraz manna þæirra, er þær ero a þingi, er fyr kvedaz hœyrt hafa þæt mall, þa hæitir þæt heraz flœytt at laghum.
  8. se f. ex. Keyser: Efterladte skrifter, 2, 156.
  9. Brandts retshistorie, II, 163.
  10. Eysteins jordebog, registret. Vestra Bergheimsherað forekommer i D.. N. II, no. 350 (aar 1359): œystra B. h. sst. IV. no. 767 (a. 1407 ); men ved siden af forekommer her som hos Eystein Bergheims herað, DN. IV. no. 419 (a. 1361).
  11. Eyst. s. 277.
  12. se registret til Eysteins jordebog; cfr. Munchs hist. geogr. beskrivelse over Norge, 198.
  13. Eyst. s. 396.
  14. ibid., registret.
  15. Stokka herað forekommer i jordebogen engang under sit gamle navn: Angreims herað, s. 233.
  16. se regist., cfr. Munch, l. c. 197.
  17. l. c. 10.
  18. l. c. 162.
  19. l. c. 183.
  20. l. c. 171.
  21. Ngl. I, 345.
  22. Bind I, sub voce graptar-kirkja.
  23. Ngl. I, 386 og 401 (II, kap. 28).
  24. Ngl. II, 295, kap. 5: Nu skal byskup koma til huæriar fylkis kirkiu naudsynia laust a huærium xij manadom æin tima.
  25. I den nye udg. af ordbogen (II, 170 a) anfører dr. Fritzner følgende betydninger af höfuð-kirkja: 1. = katedral-kirke, 2. = höfuð-hof og 3. = fylkis-kirkja og under fylkis-kirkja siger han, at der paa Oplandene var 1 fylkis-kirkja eller höfuð-kirkja i hver treding. Dette er ikke korrekt; thi bortseet fra betydningen 1 og 2, saa betegner höfuð-kirkja ikke altid det samme som fylkis-kirkja, hverken i lovene eller i diplomerne, og hoved-kirken paa Oplandene kaldes aldrig fylkes-kirke. Identiteten gjælder kun i Frostathingslagen, Viken og for den ældste tid ogsaa i Gulathingslagen. I de geistlige statuter fra det 14de aarh.s første halvdel staar hofuð-kirkja altid i modsætning til kapel eller høgendes-kirke. Statuterne henter imidlertid oftest sin terminologi fra Thrøndelagen, hvor erkebispen eller hans kopist var bedst inde i forholdene; de maa derfor benyttes med forsigtighed, og man maa vogte sig for at generalisere deres udtryk. Den nærmere udredning af disse forhold forbeholdes imidlertid en senere afhandling.
  26. Fylkes-kirken paa Svertiborg i Svartuborgar sokn, fylkes-k. paa Tune i Tuna sokn, den paa Akr i Oslo-herað eller Akrs sokn, den paa Sæm i Sæms sokn (i Jarlsberg) og den paa Hedrum i Heiðarheims (Hedrums) sokn. Den i Kongehelle er ikke medregnet.
  27. Ngl. I, 387: En ef kirkia fællr niðr eða brænnr up, þa skulu bœnðr timbr a tuft fœra a missare oc gor a tolfmanaðom. En ef æi er þa gor, þa liggia uið xv mærkr allum þriðiungs mannum.
  28. ibid. I, 386: Nu skal biscup koma i huærn þriðiung a huærium tolf manaðom oc syngia þar tiðir at houud-kirkiu.
  29. N. f. hist., I, 2, 635.
  30. Ngl. I, 389.
  31. Ngl. I, 393.
  32. Maurer: l. c. II, 444, anm. 5.
  33. Ngl. IV, 732, anm. 1.
  34. Dipl. Norv. II, 870. Professor Gustav Storm har gjort mig opmerksom herpaa.
  35. ibid.
  36. cfr. G. Storm, Monumenta etc., XXVII.
  37. Grundtrækkene i den gamle norske proces, 112, anm. 3, cfr. 127, anm. 2. Udhævelserne er foretagne her.
  38. Registret til Eysteins jordebog.
  39. Munch: Beskrivelse 152.
  40. Opregningen fylder næsten 5 sider, 471–76.
  41. Opregningen fylder ca. 4 sider, 537–40.
  42. 2½ side, 443–46.
  43. Eyst. jordeb. 557, 561.
  44. Ngl. I, 386: Den prest, som sidder ved hoved-kirken, skal yde sin biskop 4 nætters vist med 10 mand og 6 heste om vinterdag men sommerdag 10 heste foruden bagagehest (taumhestr). Presten skal skaffe bispen og hans følge rigeligt mad og øl; hans bagagehest og rideheste skal han skaffe korn.
  45. se 561: Han skulde opholde sig 3 nætter ved Suðrheim og en nat for Frauna- og Ingiridasakers kirker; „dog have vi ei mere ligget for alt sammen end 3 nætter.“
  46. Dipl. Norv. II, 5.
  47. D. N. I, 227, cfr. 291.
  48. Beskr. s. 9–10.
  49. Retshistorie, II, 163.
  50. Hefte 1, 119, anm. 1.
  51. Bekehrung etc., II, 444, anm. 4. Sverres kristenret, s. 22 ff.
  52. Ngl. I, 386.
  53. ɔ: den ham tilkommende afgift.
  54. Ngl. I, 391: En ef maðr fær or heraðe eða or þriðiungi sinum oc uærðr i aðrum þriðiungi dauðr, þa skal sa hafa legr kaup, er syngir iuir liki hans oc uigir groft; en hinn halft, er uigir mat oc mungat hans. þar sem hann var hæims uistum.
  55. Ngl. I, 300: En ef maðr liggr siukr i heraðe oc uill hann at prestr lese iuir honum, gere hest mote honum eða skip, ef þess þarf uið. þa er prestr skylldr at fara til hans oc lesa iuir honum lester þriar kaupa laust. En ef hann vill lata lesa flæiri. þa skal pæningr firi lest huæria. þa sem þrir tigir firi œyri, þar til niu ero lestnar; þa skal siðan lata kaupa við prest, ef hann vill lata lesa flæiri. Nu ef hann vill lata husla sik eða scrifta, þa gere hann hest mote preste; þa a hann at fara huart sem er dagr eða not. En ef hann uill lata olia sik, þa skal hann þat gera, hafe mæð ser prest eða diakn; þar firi skal hann hafa aura ij, xij alna œyris. Nu ef hann dœyr af, þa skal boð gera houud preste; sænnda hest mote honum, ef hann a ængan; sinn skal hann hafa, ef hann a sialfr, oc binnda a stal, er hestar bonda stoð a, oc gefa hœy, Þat sem bazst er a bœ, i þioðr, ef a sumar dægi er. En ef nauðsyniar uærða i flæirum staðum, þa a hann at fara i þria oc siti þar at natsetre er hann kœmr siðarst, syngia þar iuir liki oc fylgia þui til grafar um morgennen, gegna þar allum likum oc syngia þa salo messo firi allra þæirra sal oc uigi grof oc syngi iuir liki þæirra, þa oðlaz hann legr kaup af allum.
  56. Ifølge kap. 48 skal presten have 12 alen vadmel i legkaup af lendermand eller hans kone; 9 alen af hans søn eller datter, til de er 14 aar, siden 12 alen; saa og af odelsbonde; men er han søn af en frigiven, da er det 4 alen, og 3 alen for en frigiven; for en træl penning veiet.
  57. Ngl. I, 393.
  58. D. N. II, 870.
  59. Det er den gamle Olavs-sæd, som ifølge Bl. 1, 12 (Ngl. I, 346) skulde være ½ sold (3 mæler) af hver fuld bonde, men af en einvirke (ɔ: en, som kun har en 15 aars gut til at hjælpe sig) 3 settinger (= ½ mæle ifølge Fritzner); men i Lom er den ved 1343: 2 mæler af fuldbonde og 1 mæle af einvirke (D. .N. I, 277). Forskjellen i værdien kan dog maaske forklares af en forskjellig betydning af mæle, hvorom se I. Aasens Ordbog.
  60. s. XXI f.
  61. Ved bestemmelsen af tiden for kirkernes opførelse har jeg benyttet hr. professor L. Dietrichsons fortjenstfulde „Sammenlignende fortegnelse over Norges kirker i middelalderen og nutiden“, hvoraf endel er trykt i theologisk tidsskrift, 3. række, II, 1 ff., og det hele vil snart foreligge i særtryk. Imidlertid havde hr. professoren velvillig stillet sit manuscript til min afbenyttelse, og for denne hans verdifulde assistence benytter jeg anledningen til at bringe ham min ærbødige tak.
  62. Munch: Beskr. 145.
  63. D. N. I, s. 392.
  64. Monumenta hist. Norv. s. 81: prima patria regnum Raumorum et Ringorum cum continuis provinciis, cfr. Storms anm. 4.
  65. D. N. V, no. 900.
  66. Beskrivelse 141. Professor Rygh har gjort mig opmerksom paa, at det neppe omfattede mere end ⅙ af Ringsakers sogn.
  67. D. N. IV, no. 160.
  68. D. N. IV, no. 218.
  69. D. N. IV, no. 334.
  70. D. N. I, s. 247.
  71. Ngl. II, 522–-23.
  72. At det er oplandsk ret, vi her har for os, fremgaar tydeligst af den i brudstykkets første kapitel antydede tredeling af boden, der betegnes ved þ. d. a., som udgiverne rigtig har opløst i þrideili á. Visse bøders tredeling er svensk ret, og den er netop eiendommelig for Eidsivalovens kristenret, men fremmed for Borgarthingsloven. Man sammenligne saaledes rec. I, kap. 25: Allt utlægðar fe, er biscup gefr sok a, þa a hann þriðjung, konungr annan, bœndr þriðjung, er um dœma (cfr. kap. 39 og 44) med Upplandslagens kirkju balkær kap. XV § 8: þa bøte þæn sæx markær, þe giærning giørþi, til þræskiptis; takær æn lett biskupær, annan malseghandi, þriþiæ kunungær, cfr. ogsaa ærfþæ balkær kap. V. Mange bedre exempler kunde vistnok nævnes; men det ligger udenfor vor opgave, her at gaa nærmere ind paa denne sag. Professor Gustav Storm har gjort mig opmerksom paa denne betydning af þrideili á. At det forekommer i den yngre Borgarthings kristenret, hænger vel sammen med den ukritiske bearbeidelse, som specielt udmerker dette arbeide. Professor Storm har tidligere (Monum. hist. XXVI, anm. 4) udtalt, at han ansaa det for sandsynligt, at fragmentet tilhørte Borgarthingsloven eller en fælleslov for Viken og Oplandene af den grund, at fylki ikke forekommer i El.s kristenret, ligesom de oplandske landskabsnavne heller ikke synes at være sammensatte med fylki, men derimod med -riki, -land, -mörk og -dalir. Imidlertid lader det sig ikke godt tænke, at det oplandske lovsprog skulde have manglet et ord som fylki eller fylkis-þing, ligesaa lidt som det savnes i Vikens kristenret, hvor dog ogsaa landskaberne ender paa -riki og -mörk. At det savnes i kristenretten, kan jo lettelig forklares deraf, at tredingen og tredings-kirken her træder i fylkets og fylkes-kirkens sted. Man kunde dog maaske af den omstændighed, at thinget for Gudbrandsdalen to gange i diplomatariet kaldes alþing (D. N. II, no. 4 (1202–20) og III, no. 185 (1336), føle sig fristet til at tro, at alþing paa Oplandene har været brugt istedenfor fylkis-þing; imidlertid forekommer ordet ogsaa i et diplom fra Stavanger (I, no. 770 (1439), og i Norges gamle love (II, 489) bruges det om thinget i Herjedalen, og betragter vi nærmere forbindelsen, hvori det forekommer, maa vi give dr. Fritzner ret, naar han i sin ordbog identificerer det med almanna-þing og almenniligt þing, der staar i modsætning til „þing eller stefna, som holdes i en eller anden særskilt anledning, og hvori kun de, som dertil særlig er forpligtede, have at deltage.“ (Ny udg. I, s. 45 a).
  73. Proces, s. 127, anm. 2.
  74. Hertzberg: Proces, 197–203.
  75. Ogsaa dette Ord tyder paa svensk indflydelse, se gorvarghær Vestgötalagen kap. 1; paa gammel dansk heder det gorni-thing, og som gorniþingsverk betegnes i Skaanske lov 9,8 den mands gjerning, der med skarpe vaaben gjennemborer en andens fæ, at ut uældær gor. Fritzner: ordbog sub voce gorvargr.
  76. Se facsimile i Ngl. IV, planche XVII.
  77. Cfr. Hertzberg: Proces, 195 ff.
  78. Geschichte von Dännemark, II, s. 294–95.
  79. I, s. 173.
  80. Cfr. det ovenfor s. 349 citerede afsnit af Beiträge etc. og Bekehrung etc. II, 444, anm. 4, endelig og udførligst i hans Studien über das sogenannte christenrecht könig Sverrirs (1877).
  81. S. 9–10.
  82. II, 1003.
  83. Den nordiske kirkes grundlæggelse og første udvikling, s. 524.
  84. Ngl. I, 8.
  85. se Studien etc. s. 10 ff.
  86. Ngl. IV, s. 4, cfr. Norsk hist. tidsskrift, 2. række, VI, s. 135, anm. 1.
  87. Maurer: Studien etc. s. 23. Munch: Norske f. hist. II, 1003, anm. 1.
  88. Heimskringla s. 52, kap. 6.
  89. Norsk hist. tidsskr., 2. r., IV, s. 129 ff.
  90. cfr. Storm anf. st.
  91. Skýringar yfir Fornyrði Lögbókar þeirra, er Jónsbók kallast, s. 244.
  92. Retshistorie, II, 163.
  93. Ngl. I, 88: þa scal hann þo skirskota lograne þui, er þingmenn hava hanom veitt, undir útheraðrs menn, þa er eigi ere þingat þingsoknar menn.
  94. Proces, s. 112, anm. 1.
  95. Studien etc. s. 23 f.
  96. Kirkehistorie, I, s. 173. Det ser næsten ud, som om Munch i tidens løb har tiltraadt sin kollegas opfatning, idet han i en senere afhandling om benævnelsen af vore landskirker i alm. og af Akers kirke i særdeleshed uden forbehold citerer Keysers ord paa det anførte sted, se Norsk maanedsskrift, III, 177 ff. Samlede af handlinger, IV, 18 ff. Cfr. ogsaa Keyser: Efterladte skrifter, II, s. 156.
  97. Ngl. I, 5 (kap. 3). Cfr. Maurer: Die entstehungszeit der älteren Frostuþingslög og hans artikel Gulaþing i Ersch og Grubers encyclopædie.
  98. Keyser: Efterladte skrifter, II, 165.
  99. Kap. 120, Ngl. I, 52.
  100. Ngl. I, 44.
  101. Nu ef iord liggr eigi samtynis, þa scal hann þo at hvaro hava, ef hann hever sina iord alla fyrr, er hann a, oc liggr samheraðrs oc banna eigi fioll ne firðir ne ár ufœrar.
  102. D. N. II, no. 387.
  103. D. N. I, no. 655.
  104. Munch: Beskrivelse, s. 111.
  105. l. c. s. 117.
  106. Björgynjar Kálfskinn, s. 74.
  107. Ngl. I, 99.
  108. se f. ex. Fritzners ordbog s. v. fjorðungr.
  109. Ngl. 1, 4.
  110. st. 6.
  111. Gl. kap. 12, Ngl. I, 8.
  112. I, 229.
  113. Flb. s. 363: Olafr konungr hafde skipat Þangbrands presti kirkiu j Mostr sem fyrr er sagt ok baud honum at skira folkit er tru hafde tekit um Hordaland ok æigi uar skirt adr.
  114. Dahlerups udg. sp. 37.
  115. Olaf d. hel. saga ved Keyser og Unger, s. 31.
  116. Samme saga, s. 47.
  117. Kap. 10.
  118. Heimskringla s. 258, kap. 56 (Thrøndelagen); s. 261, kap. 58 (kyststrækningen til Viken); s. 256, kap. 62 (Viken); s. 336, kap. 111 (Namdalen). Cfr. Maurer: Gulathing s. 387.
  119. Nu scolo prestar krossa skera firi helgum dogum, hverr i sinni syslu, sem hann tiðir helldr, helldr hann at fylkiskirkiu æða at fiorðongs kirkiu æða at attongs kirkiu.
  120. Studien etc. s. 25.
  121. Nu er þat þvi nest, at biscop várr scal kirkium raða, sem Olafr hinn helgi iatte Grimkeli biscope a Monstrar (eller Mostrar) þingi, oc sva sem vér uurðum a satter siðan. Biscop várr skal nu presta til kirkna allra setia, þa er hann veit at rettar tiðir kunni at veita monnum. En ver skolom prestom fœzlo slica fa sem Olafr hinn helgi oc Grimkell biscop lagðe til a Monstrar (eller Mostrar) þingi. En heraðrskirkiur sva sem bœndr verða a satter við prest þann, er biscop setr til.
  122. Kap. 12: þætt ero forn log, at prestr skal hava laga gift xij manoðr mate hvars smœrs oc miols af bondom, halft saald af hverium fullum bonda i Olafs saað; iij settonga af einuirkia etc.
  123. G.l. 10, Ngl. IV, 3.
  124. Ngl. I, 312.
  125. Den nord. kirkes grundlæggelse, s. 523 f.
  126. anf. st. s. 523.
  127. Ngl. IV, 653.
  128. Ngl. III, 265.
  129. Ngl. II, 326.
  130. Ngl. IV, 553.
  131. Ngl. I, 127, IV. 25.
  132. Fr.l. II, 7 (Ngl. I, 133).
  133. Ngl. II, 307 f.
  134. l. c. s. 309.
  135. s. 114.
  136. XIV, 7 (Ngl. I, 251).
  137. II, 7 og 14 (Ngl. I, 133 og 135) IV, 8 (Ngl. I, 161).
  138. se de s. 389 under anm. 2 anf. steder.
  139. X, 30 (I, 224).
  140. II, 45 (I, 146): En at fylkis kirkiu skal iarn bera i heraðe; einni kirkiu er til skillt i kaupange huerium. III, 20 (I, 154): En ef sa a bu i heraðe eða hus i kaupange; cfr. navnlig VII, 11 (I, 201) og X, 31 (I, 224).
  141. III, 19 (I, 153): En vm þverár allar, þa gere mænn bruar ifir huær i sinu heraðe ... En bruar gerð skal sua skunda sem hinir uitrasto mænn sea i huæriu heraðe at bera ma. IV, 7 (I, 159): Ef maðr er drepinn til dauðs, þá á sá vera bane, er vígi lýsir á hendr ser; en lýst skal vígi samdœgnis innan fylkis oc nemna sic á namn oc náttstað sinn oc herað þat, er hann er or ... S. 160: en erfingi hins dauða scal fara i herað þat, er sá maðr létz or vera; þá ef hann hitter þann mann utan laga várra, er svá kemr, þá skal hann sœkia hann at þeim lögum, er þar ero.
  142. Jeg læser som af udgiverne foreslaaet ör istedenfor oc.
  143. En ef maðr er veginn í heraði.
  144. K. Maurer: Die entstehungszeit der älteren Frostuþingslög, s. 83.
  145. D. N. IV, no. 218 (1335).
  146. ibid. IV, no. 375 (1356).
  147. ibid. I, no. 649 (1416).
  148. ibid. IV, no. 767 (1407). [Wikikildens note: fotnotetegnet mangler i originalen.]
  149. Frl. II, 17 (I, 136): Ef maðr þarf olean oc ma eigi fylkis prestr viðr koma, þa ole sa (ɔ: prestr) hann, er kirkiu soknena a með prestlengs hiolp, ef engom koste fær meira lið til. II,22 (I, 137): Hvær prestr skal kross skera, er hælldr kirkiu sokn, oc lata fara firir hælgum degi huærium oc fastu degi ... oc sæti viti oc sœke sem fylkis prestr.
  150. Ca. 1500 var der i Naumdœla-fylki 15 kirker,
    i Øyna-fylki 8
    i Sparbyggja-fylki 7
    i Verdœla-fylki 8
    i Skeyna-fylki 8
    i Stjørdœla-fylki 9
    i Strinda-fylki 7
    i Gauldœla-fylki 15
    i Orkdœla-fylki 9
    i Nordmœra-fylki 39
    i Raumsdœla-fylki 20
  151. Efterladte skrifter, II, 56.
  152. Forelæsninger over den norske retshistorie af Fr. Brandt, II, Kr.a 1883.
  153. Ngl. I, s. 55.
  154. ibid. s. 179.
  155. ibid. II, s. 140.
  156. anf. st. s. 163.
  157. Som kilde nævnes Frl. indledn., kap. 23, som ovenfor s. 391 f. er citeret.
  158. Som kilde anføres G.l. kap. 35: þá má hann stefna hánum til þings ..., ef hann veit, nær þing skal vera; en ef hann veit eigi þá verðr þess biða, er hann veit þat. En sá skal þing kenna, er þarf, ef hann vill þat, og G.l. kap. 266, som ovenfor s. 367 ff. er behandlet.
  159. se ovenfor s. 340 og 360.
  160. se Styffe, Skandinavien under unionstiden, 1ste udg., passim.
  161. Fritzner: Ordbog, sub voce herr.
  162. Styffe, s. 211 ff.
  163. Maurer: Beiträge, I, s. 1, anm. 1.
  164. efter Styffe anf. st.
  165. Norrland etc. var delt i skeplag.