Min vens bok/Drueklasen
Steenske Forlag, (s. 25-31).
Jeg var lykkelig, jeg var meget lykkelig. Jeg forestillet mig min far, min mor og min barnepike som store, snilde jætter der hadde været vidner til verdens første dage, evige, uforanderlige, uten like og uten make. Jeg var viss paa at de kunde bevare mig fra alt ondt, og jeg følte mig i deres nærvær fuldkommen tryg. Den tillid jeg hadde til min mor kjendte ingen grænser: naar jeg mindes denne guddommelige, denne vidunderlige tillid, faar jeg lyst til at sende et kys til den lille knegt jeg dengang var, og alle som vet hvor vanskelig det er i denne verden at bevare en følelse i al dens fylde, vil fatte min længsel tilbake til saadanne minder.
Jeg var lykkelig. Tusen ting, paa én gang velkjendte og hemmelighetsfulde, optok min fantasi, tusen ting der i sig selv var ingenting, men som var en del av mit liv. Det var ikke stort, mit liv; men det var et liv, det vil si tingenes midtpunkt, verdens centrum. Smil ikke over hvad jeg der sir, eller smil kun av venlighet og tænk over det: hver og én som lever, selvom det er en liten hund, er tingenes midtpunkt.
Jeg var lykkelig over at se og høre. Bare min mor aapnet klædesskapet paa klem, følte jeg en egen nysgjerrighet, der var fyldt av poesi. Hvad var der da i dette skap? Herregud! det som skulde være der: undertøi, lugteposer, daaser, æsker. Jeg mistænker nu min salig mor for at hun hadde en svakhet for æsker. Hun hadde æsker av alle slag og i utrolig mængde. Og disse æsker, som det var mig forbudt at røre, hensatte mig i dypsindige betragtninger. Mine leker bragte ogsaa mit lille hode til at arbeide; i det mindste de leker som man hadde lovet mig og som jeg gik og ventet paa; ti de jeg eiet, hadde ikke længere for mig noget mysterium, og følgelig ikke nogen tiltrækning. Men hvor mine drømmes leketøi var skjønne! Et andet mirakel var den mængde streker og figurer som man kan faa ut av en blyant eller en pen. Jeg tegnet soldater; jeg lavet et hode som et egg og satte en uniformslue ovenpaa. Det var først efter talrige iagttagelser at jeg lot hodet gaa ind i uniformsluen like til øienbrynene. Jeg hadde sans for blomster, parfymer, et smukt dækket bord, vakre klær. Min fjærhat og mine spraglede strømper indgav mig en viss stolthet. Men hvad jeg likte mere end hver ting for sig, var alle tingene tilsammen: huset, luften, lyset, kortsagt livet! En stor sødme omgav mig. Aldrig har vel en liten fugl strøket sig deiligere mot dunet i sin rede.
Jeg var lykkelig, jeg var meget lykkelig. Og dog misundte jeg en anden gut. Han het Alphonse. Jeg visste ikke om han hadde noget andet navn, og det er meget mulig at han bare hadde det ene. Hans mor var vaskekone og gik og arbeidet i husene. Alphonse streifet om hele dagen lang i gaardsrummet eller paa kaien, og jeg betragtet fra mit vindu hans uvaskede ansigt, hans røde lug, hans bukse uten bak og hans utgaatte sko som han drog langs rendestenene. Jeg vilde ogsaa gjerne ha kunnet spasere i frihet i rendestenene. Alphonse holdt sig til kokkekonerne og vandt ved denne omgang fuldt op av ørefikener og en eller anden gammel posteiskorpe. Undertiden sendte staldknegterne ham til pumpen for at hente en bøtte vand som han stolt kom bærende med, blodrød i ansigtet og med tungen ut av munden. Og jeg misundte ham. Han hadde ikke som jeg La Fontaine's fabler at lære utenat; han var ikke ræd for at faa skjænd om han fik en flek paa blusen! Han var ikke tvunget til at si bonjour, monsieur! bonjour, madame! til mennesker hvis liv og levned han ingenlunde bekymret sig om ; og om han ikke som jeg hadde en Noas ark og en hest som kunde trækkes op, lekte han istedet av hjertens lyst med spurvene som han fanget, hundene som streifet om som han selv, og endog med hestene i stalden, indtil kusken sendte ham ut av døren paa soplimen. Han var fri og dristig. Nede fra gaardsrummet som var hans faste tumleplass, saa han paa mig i vinduet som man ser paa en fugl i bur.
Dette gaardsrum var meget livlig, for der færdedes tjenestefolk og dyr av alle slag. Det var stort; husvæggen som stængte mot syd var dækket av en gammel knudret og mager vinranke; over den var der en solskive hvorfra sol og regn hadde visket ut tallene, og denne skyggenaal som gled umerkelig paa muren, forundret mig. Av alle de fantomer som jeg fremmaner, er dette gamle gaardsrum ett av de underligste for nutidens parisere. Deres gaardsrum er paa fire kvadratmeter; man kan der se en flik av himmelen saa stor som et lommetørklæde, over fem etasjers utoverhængende matskaper. Det er et fremskridt, men et usundt fremskridt.
Det hændte en dag at dette gaardsrum som var saa livlig, hvor konerne om morgenen kom og fyldte krukken ved pumpen og hvor kokkepikerne ved sekstiden pleiet at skylle sin salat i en messingkurv mens de underholdt sig med staldknegterne, det hændte at dette gaardsrum blev revet op. Man rev det bare op for at brolægge det paanyt; men da det hadde regnet under arbeidet, var det meget sølet, og Alphonse, som levet der som en satyr i sin skog, var fra isse til fotsaale av jordens farve. Han bar brostener med liv og lyst. Saa løftet han hodet, og da han fik se mig indestængt deroppe, vinket han at jeg skulde komme ned. Jeg hadde svært lyst paa at leke brolægger sammen med ham. Jeg hadde ingen brostener at bære i mit værelse. Det traf sig saa at døren til leiligheten stod aapen. Jeg gik ned i gaarden.
– Her er jeg, sa jeg til Alphonse.
– Bær denne sten, sa han.
Han saa ut som en vildmand og var hæs i stemmen; jeg adlød. Med en gang blev stenen revet ut av hænderne paa mig, og jeg følte mig løftet op fra jorden. Det var min barnepike som forbitret bar mig bort. Hun vasket mig med grønsæpe og ba mig skamme mig over at leke med en gategut, en omstreifer, en pøbelunge.
– Alphonse, tilføiet min mor, Alphonse er slet opdraget; det er ikke hans feil, det er hans ulykke; men velopdragne barn maa ikke omgaaes dem som ikke er det.
Jeg var en meget forstandig og meget omtænksom liten gut. Jeg la mig min mors ord paa sinde, og de knyttet sig, jeg vet ikke hvordan, til det jeg hadde hørt om de forstøtte barn da min gamle billedbibel blev mig forklaret. Mine følelser for Alphonse slog fuldstændig om. Jeg misundte ham ikke længere; langt derifra. Jeg tænkte paa ham med en blanding av rædsel og medlidenhet. »Det er ikke hans feil, det er hans ulykke«. Disse min mors ord gjorde mig urolig for ham. Du gjorde vel, mor, da du talte saaledes; du gjorde vel i at aabenbare mig i den tidligste barndom de ulykkeliges uskyld. Dine ord var gode; det tilkom mig at bevare dem i minde i mit senere liv.
I det mindste denne gang gjorde de sin virkning, og jeg blev rørt over det forstøtte barns skjæbne. En dag stod jeg og betragtet denne dystre og mægtige Kain med en snild liten Abels hele sønderknuselse, mens han nede i gaardsrummet plaget en gammel dames papegøie. Ak ! det er lykken som skaper de smaa Abel'er. Jeg spekulerte paa hvorledes jeg skulde gi den anden et vidnesbyrd om min medynk. Jeg tænkte paa at sende ham et kys; men hans vildmandsansigt syntes litet egnet til at motta det og mit hjerte vægret sig for denne gave. Jeg søkte længe efter hvad jeg vel kunde gi ham; min forlegenhet var stor. At gi Alphonse min hest som kunde trækkes op – den hadde forresten hverken hale eller faks længer – syntes mig allikevel for meget. Og er det desuten ved at gi bort en hest at man viser sin medlidenhet? Jeg maatte finde en foræring som passet til en forstøtt. En blomst kanske? Der stod blomster i glas i salongen. Men en blomst, den er som et kys. Jeg tvilte paa at Alphonse holdt av blomster. Jeg gjorde i min raadvildhet en runde omkring i spisestuen. Med en gang slog jeg glædestraalende hænderne sammen: jeg hadde det!
I en skaal paa buffeten laa der nogen pragtfulde vindruer fra Fontainebleau. Jeg kløv op paa en stol og tok en lang, tung klase som fyldte tre fjerdeparter av skaalen. De blekgrønne druer var gyldengule paa den ene side, og man kunde tænke sig at de maatte smelte vidunderlig i munden; jeg smakte allikevel ikke paa dem. Jeg sprang og hentet et garnnøste i min mors sybord. Det var mig forbudt at røre noget der. Men man maa kunne være ulydig. Jeg knyttet drueklasen til garnenden, og idet jeg heldte mig utover vinduskarmen, ropte jeg paa Alphonse og lot klasen langsomt dale ned i gaarden. For at kunne se den bedre strøk det forstøtte barn sine røde haartjafser ut av øinene, og da han kunde naa den med armen, rykket han den til sig, baade den og traaden; derpaa saa han iveiret, strakte tungen ut, gjorde lang næse til mig, løp sin vei og viste mig baken. Mine smaa venner hadde ikke vænnet mig til disse lader. Jeg blev først meget opbragt. Men en betragtning beroliget mig. »Det var heldig, tænkte jeg, at jeg hverken sendte ham en blomst eller et kyse.«
Min forargelse svandt ved denne tanke, saa sandt er det at naar forfængeligheten er tilfredsstillet, har det øvrige litet at si.
Allikevel blev jeg meget nedslaat da det faldt mig ind at jeg maatte tilstaa for min mor hvad der var hændt mig. Jeg hadde ingen grund til at være bange; min mor skjændte paa mig, men uten vrede; jeg saa det paa hendes øine som lo.
– Man skal gi bort sin egen eiendom, og ikke andres eiendom, sa hun til mig, og man skal gi med forstand.
– Det er hemmeligheten ved lykken, og faa kjender den, tilføiet min far.
Han kjendte den!