Min vens bok/Kong Edvards barn
Steenske Forlag, (s. 21-25).
– Han ser ut som en røver, min lille gut, med sit forpjuskede haar! Klip ham og kjæm han »som Kong Edvards barn«, hr. Valence.
Hr. Valence, til hvem min mor sa dette, var en gammel spinkel, halt barber. Bare synet av ham mindet mig om den væmmelige lugt av varme krøltænger, og jeg var ræd ham baade paa grund av hans pomade-fedtede hænder og fordi han ikke kunde klippe mig uten at la haar drysse ned i nakken paa mig. Derfor strittet jeg altid imot naar han la en hvit kappe om mig og knyttet mig en serviet om halsen, og han pleiet at si:
– Min lille ven, du vil da vel ikke gaa med et vildmandshaar som om du kom iland fra redningsflaaten fra Medusa.
Ved enhver anledning fortalte han, med sin klingende sydlandske stemme, om Medusa's skibbrud, som han hadde sluppet ifra efter frygtelige lidelser. Redningsflaaten, nødssignalerne som ingen blev var, maaltiderne paa menneskekjød, han talte om alt dette med sit gode humør som én der tar tingene fra deres gode side; ti han var en gemytlig månd, hr. Valence!
Den dag pyntet han mig paa haaret altfor langsommelig efter mit skjøn, og paa en maate som jeg fandt temmelig besynderlig da jeg fik betragte mig i speilet. Jeg saa da at jeg hadde haaret kjæmmet ned og klippet av ret over øienbrynene som en lue, mens det hang nedover kinderne som ørene paa en jagthund.
Min mor var henrykt: Valence hadde virkelig stelt haaret paa mig som paa Kong Edvards barn. Klædt som jeg var i en sort fløielsbluse, behøvet man bare, sa hun, at stænge mig inde i taarnet med min ældre bror ...
– De skulde bare vove! tilføiet hun og løftet mig op i sine armer med en fortryllende utfordren. Og hun bar mig, tæt omfavnet, like ut til vognen. For vi skulde paa visit.
Jeg spurte hende hvem denne ældre bror var som jeg ikke kjendte og hvad det var for et taarn som gjorde mig ræd.
Og min mor, som eiet det guddommelige taalmod og den muntre enfold som kun de sjæle har hvis eneste opgave i denne verden er at elske, fortalte mig paa sin barnslige og poetiske maate hvorledes Kong Edvards to barn, som var vakre og gode, blev revet bort fra sin mor og kvalt i et underjordisk fængsel i Londons taarn av deres onde onkel Richard.
Hun tilføiet, idet hun sandsynligvis tænkte paa et kjendt maleri, at barnenes lille hund gjødde for at varsle dem om at morderne nærmet sig.
Hun endte med at si at denne tildragelse var meget gammel, men saa rørende og vakker at man stadig lavet malerier om den og fremstillet den paa teatrene, og at alle tilskuerne graat, og at hun hadde graatt som de.
Jeg sa at det bare kunde være slemme mennesker som fik hende til at graate saaledes, hende og allesammen.
Hun svarte mig at man tvertimot maatte ha en ædel sjæl og et stort talent, men jeg forstod hende ikke. Jeg kjendte dengang intet til taarernes vellyst.
Vognen satte os av paa Ile Saint-Louis, foran et gammelt hus som jeg ikke hadde set. Og vi gik op en stentrappe, hvis slitte og sprukne trin saa mig litet indbydende ut.
Paa første avsats begyndte en liten hund at bjeffe: »Den er det, tænkte jeg, det er hunden til Kong Edvards barn«. Og en pludselig, uimotstaaelig, vanvittig angst kom over mig. Denne trappe var selvsagt trappen til taarnet, og jeg, med mit retavklippede haar og min fløielsbluse, var ett av Kong Edvards barn. Man vilde ta livet av mig. Jeg vilde ikke; jeg klamret mig til min mors skjørt og ropte:
– Ta mig bort, ta mig bort! Jeg vil ikke op trappen til taarnet.
– Ti da stille, lille dompap... Naa da, naa da, kjære søte, vær ikke ræd... Denne gutten er virkelig altfor nervøs... Pierre, Pierre, vær fornuftig, min lille stomp.
Men jeg hang mig stiv og krampagtig i hendes skjørt og vilde ikke høre paa nogenting; jeg skrek, jeg hylte, jeg var nær ved at kvæles. Mine skrækfyldte øine svømmet i mørket, som min opfindsomme rædsel fyldte med levende væsener.
Ved mine skrik aapnet der sig en dør, og der kom ut en gammel herre i hvem jeg trods min forfærdelse og trods hans røde kalot og slobrok gjenkjendte min ven Robin, Robin som var min ven og som én gang om uken bragte mig smaakaker i hatteforet. Det var Robin selv; men jeg kunde ikke begripe hvorfor han var i taarnet, da jeg ikke visste at taarnet var et hus og at det var naturlig at denne gamle herre bodde i dette gamle hus.
Han strakte armene ut imot os med snusdaasen i venstre haand og en klype snus mellem tommelfingeren og pekefingeren paa høire haand. Det var ham.
– Værsaagod og kom ind, kjære frue! min hustru er bedre, hun vil bli glad over at se Dem. Men mester Pierre er ikke synderlig tryg, ser det ut til. Er det vor lille hund som skræmmer ham? – Kom hit, Finette.
Jeg var beroliget, jeg sa:
– Det er et stygt taarn De bor i, hr. Robin. Ved disse ord kløp min mor mig i armen, og jeg forstod meget vel at det var for at jeg ikke skulde be min gode ven Robin om en kake, hvad jeg netop hadde isinde at gjøre.
I hr. og fru Robins gule salong blev Finette mig til stor glæde. Jeg lekte med den, og det sat endnu igjen i mig at den hadde gjødd til barnenes mordere. Derfor delte jeg med den kaken som hr. Robin gav mig. Men man kan ikke gi sig av med det samme lang tid ad gangen, særlig naar man er et litet barn. Mine tanker hoppet fra den ene ting til den anden, som smaafugler fra gren til gren, og slog saa paanyt ned paa Kong Edvards barn. Eftersom jeg hadde opgjort mig en mening om dem, maatte jeg med én gang gi den tilkjende. Jeg trak hr. Robin i ærmet.
– Hør her, hr. Robin, De kan tro at hvis mama hadde været i Londons taarn, vilde hun ha hindret den onde onkel fra at kvæle Kong Edvards barn under hodeputerne.
Det forekom mig at hr. Robin ikke fattet min tanke i al dens styrke; men da mor og jeg blev alene trappen, løftet hun mig op i sine arme:
– La mig kysse dig, dit utyske!