Min vens bok/Jeg gir dig denne rose
Steenske Forlag, (s. 20-21).
Vi bodde i en stor leilighet som var fuld av underlige ting. Paa væggene var der ophængt trofæer av vilde folkeslags vaaben, med kranier og skalper; under taket hang der pirogger og pagai-aarer side om side med utstoppede alligatorer; i glasmontrene var der fugler, reder og koralgrener og en uendelighet av smaa skeletter som syntes fyldt av arrighet og ondskap. Jeg visste ikke hvilken pakt min far hadde sluttet med disse uhyrlige skapninger, jeg vet det nu : det var samlerens pakt. Han som var saa klok og saa uegennyttig, drømte om at putte den ganske natur ind i et skap. Det var i videnskapens interesse; det sa han og det trodde han; i virkeligheten var det av samlermani.
Hele leiligheten var fyldt av naturens rariteter. Bare den lille salong var gaat fri baade for zoologien og mineralogien og etnografien og teratologien; der var hverken slangehammer eller skildpaddeskaller eller dyreknokler eller flintespisser eller tomahawker, der var bare roser. Tapetet i den lille salong var besaadd med roser. Det var roser i knop, uutsprungne, beskedne, alle like og alle vakre.
Min mor, som hadde berettigede anker mot den komparative zoologi og hjerneskallemaalingen, tilbragte sin dag ved sit arbeidsbord i den lille salong. Jeg lekte paa tæppet ved hendes føtter, med en sau som bare hadde tre ben, efter først at ha hat fire, hvilken omstændighet gjorde den uværdig til at staa blandt de tohodede kaniner i min fars samling av misfostre; jeg hadde ogsaa en sprællemand som slog ut med armene og lugtet av maling; jeg maa i de dage ha hat en livlig fantasi, ti denne sprællemand og denne sau var for mig de vekslende personer i tusen forunderlige skuespil. Naar der hændte sauen eller sprællemanden noget rigtig besynderlig, meddelte jeg det til min mor. Altid forgjæves. Det maa bemerkes at voksne mennesker aldrig helt forstaar hvad smaa barn forklarer dem. Min mor var adspredt. Hun hørte ikke paa mig med tilstrækkelig opmerksomhet. Det var hendes store feil. Men hun hadde en maate at se paa mig og kalde mig »lille tosken« paa som gjorde alt godt igjen.
En dag mens vi var i den lille salong, la hun broderiet bort, løftet mig op i sine armer og viste mig én av blomsterne paa tapetet:
– Jeg gir dig denne rose, sa hun.
Og forat vi kunde gjenkjende den, ridset hun et kors i den med sin brodernaal.
Aldrig har nogen gave gjort mig saa lykkelig.