Nogen medicinske Forhold i Norge i 16de Aarhundrede

NOGEN MEDICINSKE FORHOLD I NORGE I 16DE AARHUNDREDE.
AV
FREDRIK GRØN.

Blandt norske forfattere i tiden kort efter Reformationens indførelse indtar trekløveret Absalon Pederssøn Beyer, den bekjendte Anne Pedersdotters mand, biskop til Oslo Jens Nilssøn og sognepresten til Undal Peder Claussøn en i mange henseender fremtrædende plads. Deres levetid og virksomhet falder nogenlunde samtidig og tilhører væsentlig det 16de aarhundrede, om end Peder Claussøn, der levet senest og længst av de tre, først var født i 1545 og døde i 1614. Absalon Pederssøns levetid falder mellem 1528 og 1574 og endelig Jens Nilssøns mellem 1538 og 1600. De er altsaa samtlige knyttet til den vanskelige og betydningsfulde brytningstid i de første tiaar efter reformationsaaret 1536. For aandslivet i det hele og særlig for en begyndende gjenopvækkelse av den sunkne nationalfølelse er, som bekjendt, Absalon Pederssøns og Peder Claussøns forfatterskap og virksomhet i det hele av den største betydning. Det er i videre forstand den humanistiske aandsretning, som med disse mænd holder sit indtog i Norge. Det er ialfald væsentlig disse tre, som fører med sig humanismens tanker til Norges indtil da aandelig avstængte og for disse tanker fremmede, oplyste kredse, altsaa først og fremst til geistligheten. Om end de politiske følger av denne friere luftning ikke falder i øinene, er dog vistnok den almindelige kulturhistoriske betydning av disse tre mænds virksomhet saa meget paatageligere. Derimot har det været en langt senere tid forbeholdt at erkjende deres store vigtighet for den almindelige historieforskning i deres egenskap av kildeskriftforfattere.

Det vil under henvisning til ovenstaaende forhold og til dette forfatterskaps art ogsaa være tænkelig, at de nævnte forfatteres verker delvis med fordel kan utnyttes i en saa speciel retning som til undersøkelse av medicinske forhold i Norge i det tidsrum, hvorunder de levet. I betragtning av den polyhistoriske karakter, som fremragende geistliges lærdom i hine tider gjerne besad, vil det paa forhaand være at vente, at man i verker av den beskaffenhet som de nævnte forfatteres ogsaa kan møte oplysninger av interesse for lægevidenskabens historie i nævnte tidsrum. Her kommer da særlig i betragtning Absalon Pederssøns dagbok »Liber Capituli Bergensis«, der omhandler begivenheter i Bergen fra 1552–1572, og Jens Nilssøns visitatsbøker og reiseoptegnelser fra tidsrummet 1574–97. Ogsaa Peder Claussøns Norgesbeskrivelse gir for en enkelt sygdoms vedkommende enkelte oplysninger av værd. Det maa da tilføies, at vort kjendskap til medicinske forhold og sygdomstilstande i vort land netop for det 16de aarhundredes vedkommende er meget ringe, og at undersøkelser herover blot for en ringe del og for ganske specielle sider endnu er utført. Det er dog ikke hensigten med det følgende at levere noget uttømmende og systematisk fremstilling av de her omhandlede forhold, men blot spredt og stykkevis at utnytte det stof, som kan hentes fra optegnelser av samtidige forfattere. Dette stof kan nu av og til suppleres ved korte antydninger i diplomer eller andre dokumenter fra samme tidsrum.

Nogen selvstændig videnskabelighet kan for lægevidenskabens vedkommende – saa vel som for andre grene av naturvidenskaberne – ikke paavises i Norge i det 16de aarhundrede. I saa henseende danner tiden en likefrem fortsættelse av middelalderen. Men der er dog spor av, at enkelte fremragende mænd fulgte godt med ogsaa paa dette felt i de videnskabelige rørelser utenlands. Meget illustrerende i denne retning er en bemerkning i Jens Nilssøns dagbøker[1]. Under 17 januar 1597 anføres nemlig, at bispen hos sognepresten paa Storenæs paa Øvre Romerike har set et medicinsk verk »Institutiones Leonharti Fuchsij in octauo, cujus libri titulus ost: »Institutionvm medicinae, ad Hippocratis, Galenj aliorumque veterum scripta recte intelligenda, mire utiles libri quinque«« etc. (ɔ: Leonhard Fuchs’s grundtræk i oktav, hvilken boks titel er: 5 overordentlig nyttige bøker, indeholdende medicinens grundtræk, efter Hippocrates’s og Galens og andre gamle forfatteres skrifter, til deres rigtige forstaaelse. Forfattet av L. T., læge og offentlig professor ved Tübingens universitet«). Tilslut heter det om trykkestedet: Basileae (ɔ: Basel). Den forfatter, der er tale om, var en i det 16de aarhundrede (1501–1566) levende, meget berømt, lærd, særlig av betydning som botaniker, men ogsaa bekjendt som læge og medicinsk forfatter[2]. Han var født i Bayern og blev, som det ogsaa fremgaar av det nævnte verks titel, professor i Tübingen. Han har forfattet en række botaniske og medicinske bøker, hvoriblandt det ovenfor omtalte verk først utkom i Venedig 1556, medens Baselerutgaven stammer fra 1566. Det er altsaa denne sidste, hvorav et eksemplar forefandtes i Norge hos en prest paa Romerike i 1597. Dette vidnesbyrd om, at man hos os ogsaa paa det medicinske omraade fulgte med i det videnskabelige liv i utlandet, fortjener at paaagtes, saa meget mere som de vidnesbyrd, man ellers har fra dette tidsrum om medicinske verkers tilstedeværelse i Norge, er meget sparsomme. Saaledes har dr. phil. Oscar Alb. Johnsen i sin undersøkelse av[3], hvad der fandtes i norske geistliges og forskjellige geistlige institutioners boksamlinger i den senere middelalder og tiden derefter, blot én gang fundet omtalt et medicinsk verk, nemlig »Plinius Secundus« i en fortegnelse over Throndhjems domkapitels boksamling i 1550. Paa den anden side har vi gjennem de av skolebestyrer Sørensen i Riksarkivet gjorte fund i 1908 faaet kundskap om, at man her i Norge allerede i middelalderen eiet adskillige medicinske avskrifter av middelalderlige, fremmede forfattere[4].

At nu ogsaa biskop Jens Nilssøn har benyttet den sjeldne anledning til at gjøre bekjendtskap med det ovennævnte medicinske arbeide, fremgaar av en optegnelse[5] fra 5 mars 1597, ifølge hvilken han fra bispegaarden i Oslo tilskriver presten paa Romerike med anmodning om at faa laane boken. Denne anmodning er vistnok imøtekommet. Ogsaa av et andet sted[6] i dagboksoptegnelserne fremgaar det, at bispen har havt interesse for lægevidenskaben og benyttet leiligheten til at samle sig kundskaper deri. Der er nemlig tale om »den dansche schreffne bog de medicinis« (altsaa en haandskreven dansk lægebok), som Hr. Jon Bang i Tune laaner ham. Det fremgaar av sammenhængen, at bispen har studeret den meget grundig, idet han har havt den tillaans i 4 aar. Utgiveren av dagbøkerne, professor Yngvar Nielsen, har derfor visselig ret, naar han i sin livsskildring av bispen uttaler[7]: »I medicin og astronomi har han havt en del kundskaber.« Dette synes at fremgaa ogsaa av andre steder i dagbøkerne, hvorom senere.

Det bør i denne forbindelse dog ikke lates uomtalt, at der allerede før det tidsrum, hvorom her er tale, fandtes trykte medicinske bøker i Norden, om end ikke av videnskabelig karakter. Det er nemlig de populære, paa lægfolk beregnede, lægebøker, hvorav særlig to i dette tidsrum utkomne var berømt, nemlig kanniken i Lund, Christiern Pedersens »En skøn och nøttelig Legebog«, trykt i Malmø første gang i 1533[8], samt Henrik Smids lægebøker, der likeledes utkom i Malmø fra 1536–57, og som senere er optrykt mangfoldige gange. At man ogsaa i Norge allerede i det 16de aarhundrede har eiet og benyttet disse paa dansk utgivne lægebøker ved siden av de fremdeles brukelige haandskrevne, hvilket sidste direkte fremgaar av det foregaaende, maa vistnok anses som sandsynlig, om der end, saavidt mig bekjendt, ikke eksisterer direkte beviser herfor. Men disse slags verker, altsaa lægebøkerne, kan ikke betegnes som videnskabelig-medicinske verker, hvorimot den ovennævnte Leonard Fuchs’s arbeide maa henregnes til denne sidste slags. Det er just denne omstændighet, som gir hin oplysning hos Jens Nilssøn en speciel interesse for kjendskapet til lægevidenskabens vilkaar i Norge i det 16de aarhundrede[9].

For Absalon Pederssøns vedkommende foreligger der vistnok intetsteds saadanne direkte efterretninger om hans kundskaper i lægevidenskaben, som for biskop Jens Nilssøns vedkommende er tilfældet. Men paa den anden side kan vi av flere omstændigheter slutte os til et lignende forhold ogsaa, hvad den førstnævnte angaar. Han var en mand, der hadde studert baade længe og grundig ved utenlandske universiteter, saaledes ved Kjøbenhavns i aarene 1544–49 og i Wittenberg 1549–52. Universitetet i den sidste by, der var oprettet i 1502, og som har spillet saa stor rolle i Reformationens historie, tællet ogsaa ved midten av 16de aarhundrede medicinske professorer, hvoriblandt kan nævnes én ved navn Caspar Peucer[10], der var en tilhænger av den berømte Paracelsus. Der er da al sandsynlighet for, at Absalon Pederssøn under sit ophold i Wittenberg har benyttet anledningen til at skaffe sig endel medicinsk kundskap, noget, som sandsynliggjøres ved de talrige hentydninger til sygdomsforhold o. a. i hans dagbok.

Om Peder Claussøn derimot vet vi, at han aldrig i sit liv var uten for Norges grænser. Han hadde ikke studert ved noget universitet, og det synes forøvrig i det hele, som om han ikke har næret den utprægede interesse for lægekunsten, som de to andre av hans samtidige utvilsomt har eiet.

Det er nu hensigten i det følgende med disse tre omtalte forfattere som hovedkilder at omtale enkelte spredte forhold av medicinsk natur, som vi netop ad denne vei kan faa kundskap om. Dengang som overhodet i den ældre sygdomshistorie spillet de store farsoter, epidemierne, hovedrollen, mens »nutidssygdomme« som tuberkulosen og kræften traadte fuldstændig i bakgrunden. Ikke saa at forstaa, at disse sidstnævnte sygdomme ikke eksisteret i det hele tat. Tvertom, vi vet med vishet, at de ogsaa fandtes i gamle dage. Men deres betydning var langt ringere end i nutiden. Der foregaar nemlig bevægelser eller strømændringer ogsaa i sygdommenes historiske optræden, saaledes at man til en viss grad kan si, at enhver historisk periode har sit særegne sygdomspræg. Forklaringen herav ligger i en kort sum væsentlig deri, at medicinens, især hygienens fremskridt i første række bidrar til at omskape betingelserne for sygdommenes optræden. De virker først og fremst forebyggende. Og i vor tid er det netop de store epidemier, pest, kolera, kopper o.s.v., som med held er bekjæmpet, saa at de mere og mere trænges tilbake fra Europa og de av europæisk kultur beherskede fremmede verdensdele. Men i middelalderen og længe derefter kan man neppe engang tale om en eksisterende folkehygiene som nu. Dette er i hvert fald én blandt flere aarsaker til det ovenfor omtalte forhold.

Der er i det følgende særlig tat hensyn til de epidemisk optrædende sygdomme og deres forekomst i Norge i 16de aarhundrede. For fuldstændighets skyld skal derefter ogsaa enkelte sygdomme av anden slags kortelig berøres, om end de førstnævnte i enhver henseende frembyr større interesse baade fra almindelig historisk og specielt medicinsk synspunkt. Thi det er de virkelige farsoter, som spiller en rolle i historien, noget, der for vort lands vedkommende har været særlig fremtrædende for den meget omtalte »sorte døds« vedkommende. Det er denne farsot, man har tilskrevet saa stor betydning, at endog Norges forfaldstid i 14de–16de aarh. er sat i aarsaksforbindelse med den. Den voldsomme dødelighet med derav følgende nedgang i folketal har naturlig hat en række økonomiske følger i sit kjølvand, og disse reflekterer sig igjen i det paafølgende tidsrums historie. Man har jo nemlig efterhaanden mere og mere faaet øinene op for, hvorledes de økonomiske forhold spiller en hovedrolle i de historiske begivenheters opstaaen og utvikling, at m. a. o. historiens love i mange stykker har berøringspunkter med den umiskjendelige lovmæssighet, hvormed økonomiske opgangs- og nedgangsperioder følger paa hinanden i folkenes liv. Om end mange andre faktorer spiller ind som medbestemmende for denne utvikling, er dog de nævnte forhold av fundamental betydning. En nærmere indgaaen derpaa er imidlertid ikke paa sin plads her. Med hensyn til det almindelige indtryk, som disse tre forfatteres omtale av medicinske forhold overhodet fremkalder hos en nutidslæser, kan det vel sies, at man faar et ret godt indblik netop i en række foreteelser henhørende under dette sygdomsomraade. Særlig virker Absalon Pederssøns omtale i dagboken[11] av pesten i Bergen i 1565, om hvis beskaffenhet nærmere omtale nedenfor, baade uhyggelig og samtidig næsten forbausende ved den tørre og nøkterne, nærsagt statistisk-methodiske, opgave over antallet av døde. I virkeligheten staar vi her overfor et i sin art eiendommelig, om end naturligvis ufuldkomment, forsøk paa at gi indtryk av farsotens voldsomhet gjennem lang tid ved at la tallene tale. Daglig figurerer nemlig i dagboken gjennem et tidsrum av mange maaneder[12] en opgave over antallet av de ved Domkirken begravede pestlik. Epidemien kom akkurat som »den sorte død« i 1349 til Bergen med et skib, denne gang fra Danzig, og besætningen hørte til dens første ofre. Saa utbreder smitten sig rivende fra dag til dag, saa at der t. eks. 27 septbr. begraves ved den ene kirke ialt 19 lik, utvilsomt efter sammenhængen alle eller næsten alle døde av pest. Den synes at rase med stor heftighet hele høsten utover, saa at Absalon for november opgir antallet av døde i Domkirkens sogn til 105, for december til 65, dog uten nøiagtig opgivelse av, om det i alle tilfælde er tale om pestens ofre. Bergen var, som bekjendt, paa denne tid Nordens folkerikeste by, idet antallet av indbyggere av Troels Lund for slutningen av 16de aarh. er beregnet til omkr. 15 000[13]. Sygdommen synes at være avtat betydelig over nytaar 1566, om den end nævnes[14] av og til, og der stadig figurerer den staaende tirade »It lig til Domkirken« eller lign. Hele vaaren og sommeren synes der at ha optraadt spredte tilfælde, indtil epidemien ved høstens begyndelse atter blusser op. I august 1566[15] heter det saaledes uttrykkelig »Fem lig døde aff pestelentz til Domkirken«. 27de i samme maaned nævnes »Summa 14 lig offuer al byen«[16]. Gjennem september, oktober og delvis november synes epidemien at ha været heftig igjen, men med avtagende voldsomhet. For december anføres uttrykkelig, at »fra 13 dag indtil den 24 døde ingen i pestelentze«[17]. Saa hører man atter litet om den i hele aaret 1567, om den end av og til nævnes. Til sammen ligning kan anføres, hvad Absalon selv opgir for Throndhjems vedkommende, hvor sygdommen ogsaa raset voldsomt. Under 15 februar 1566[18] anfører han, at han har faaet et brev fra en prest i Throndhjem, »oc scriffuer hand mig til, att der ere 600 personer døde vdi Trondhiem«. I god samklang hermed staar en skrivelse[19] fra Kjøbenhavn av 268 1566, hvori atter nævnes »den store Sygdom, der udi Byen (ɔ: Throndhjem) været har, og at største Parten Borgerne ere bortdøde.

Hvad nu denne sygdom angaar, som her omtales, dreier det sig om den berygtede »bubonpest« eller »byldepest«[20], der er samme sygdom som »den sorte død«, og som hører til de i middelalderen og nyere tid mest utbredte og dødbringende epidemiske sygdomme. Den kaldes ogsaa ofte for »den orientalske pest«, da dens hjem er Orienten, Kina eller Indien. Selv i vor tid bringes den gjennem skibsfarten av og til, om end sjelden, til europæiske lande, saaledes i begyndelsen av vort aarh. til Portugal.

At det virkelig er denne sygdom, som har raset i Bergen i 1565, fremgaar med tilstrækkelig sikkerhet av de hentydninger til selve symptomerne, som Absalon Pederssøn mangesteds gir. Saaledes heter det etsteds[21] om en patient, at pesten »brast hannem ud paa skulderen oc i røren«, at den altsaa brøt ut paa ham paa skulderen og i lysken; og lidt senere heter det om den samme, at »den byld paa hans axell er hul sprungen paa«[22]. Om en anden patient fortælles der: »laag een mand syg i pestelentze oc rasede hand«, etc.[23]. Absalon Pederssøns egen søn, Absalon, fik ogsaa sygdommen[24]; han blir syk 15 oktbr. 1566 om aftenen og »rasede udi 24 timer«, hvorefter han »fich søffn«. Han kommer sig imidlertid, da »barskeren slo hul paa bylden den 4 dag Nouembris.«

Det fremgaar av disse korte antydninger, at det virkelig har været egte byldepest, som der her er tale om. Vi vet forøvrigt ogsaa, at netop denne sygdom hersket i de andre nordiske lande i aaret 1565–66, og det med en ganske usedvanlig heftighet[25]. Den danske medicinalhistoriker F. V. Mansa[26], der utførlig omtaler sygdomsforholdene i Norden i det hele tat og herunder ogsaa specielt citerer Absalon Pederssøn, kommer, merkelig nok, til det resultat, at denne epidemi ikke har været byldepest, men »blodsot«, idet han henviser til andre beretninger om samme farsot. Imidlertid kan der likeoverfor de utvetydige uttalelser hos Absalon Pederssøn ikke med rimelighet gjøres nogen indvending mot antagelsen av en egte »byldepest«. Det er i det hele tat ikke ofte, at de gamle sygdomsbeskrivelser, som stammer fra ikke-medicinske forfattere, gir en saa vidt utførlig og betegnende beskrivelse av symptomerne.

En sygdom, hvis navn i flere henseender er av interesse, men hvis identificering med en bestemt nutidssygdom kan falde vanskelig nok, er den hos Absalon Pedersson i omtalte »sprinkelsoth«. Han nævner den to gange, og i det ene tilfælde er patienten atter hans egen søn, Absalon, om hvem det fortælles i dagboken[27], for 23 decbr. 1563: »Paa denne dag, som var en Torsdag, vart min søn Absalon Absalonis hellbrigd igen, som Torsdagen tilforn bleff saare kranck aff febricum lenticulis, sprinkelsoth.« Og den anden gang, da sygdommen omtales[28], er 20 novbr. 1563: »Døde en aff mine discipler, ved naffn Nils Jørenssen, oc døde hand paa Breduig i Euindeuiggeld (Evenvik ved Gulefjorden i Sogn) aff sprinkelsoth«. Ellers nævnes dette sygdomsnavn ikke hos Jens Nilssøn eller hos Peder Claussøn.

Hvad først dette ords herkomst og forklaring angaar, saa er det naturligvis et laaneord. Det findes baade i tysk, hollandsk, dansk o. fl. germanske sprog. Heyne[29] oplyser: Sprenkel, Spritzfleck, Tupf, hochdeutsches Wort, von Sommersprossen und ähnlichen Flecken gesagt, älter in verschiedenen Tonstufen des Stammvocals: lentigo, sprenkel, sprinkel, sprunkel. Molbech[30] oplyser, at »Sprinkler« er »en hidsig Sygdom, hvorved røde Pletter fremkommer i Huden«. Videre anfører Kalkar[31], at ordet sprinkel i ældre dansk betyr en hudplet som følge av sygdom, men ogsaa betegner sygdommen selv. Endelig gir Höfler[32] en vidtløftig sproglig utredning av ordets forekomst og betydning, hvorav fremgaar, at alleslags linsestore og linseformete hudpletter er betegnet saaledes av ældre og nyere tyske forfattere. Men nogen bestemt sygdomsenhet har ikke i almindelighet kunnet henføres til dette ubestemte navn. Dog nævner han særlig »petechier« (ɔ: blodflekker), »pestflekker« og »koppear«. Nu har Absalon Pederssøn paa det ene sted ogsaa den latinske benævnelse »febricum lenticulis«[33], hvorav dog kun kan sluttes, at det dreier sig om en av feber ledsaget utsletssygdom. Vi kommer følgelig ikke sakens løsning synderlig nærmere derved. Vistnok kan der av de faktiske anførsler hos Absalon sluttes, at det dreier sig om en farlig, undertiden dødelig, sygdom, der dog synes at ha et kort forløp, idet den unge Absalon angivelig blot har været syk 1 uke, da han blir frisk igjen. Endelig synes der at være tale om en fortrinsvis hos børn eller yngre personer optrædende lidelse.

Det ligger nær at sammenstille et ord med ganske tilsvarende betydning, hvilket findes brukt av Jens Nilssøn, med det ovennævnte »sprinkelsot«. Han omtaler nemlig fra sine visitatsreiser i Baahuslen og Borgesyssel i aaret 1597 en sygdom, som han kalder »fleckesotten«[34], og hvorav ved denne anledning en voksen kvinde er angrepet. Det heter uttrykkelig, at »hun vaar megitt siug aff fleckesotten«. Videre oplysninger indeholdes derimot ikke, saaledes at der altsaa ingen beskrivelse av sygdomssymptomerne forefindes. Navnet alene involverer, blot en med pletter i huden forbunden sygdom. Det tilsvarende tyske ord »Flecksucht« betegner ifølge Höfler[35] imidlertid dels den smitsomme flektyfus, dels det syfilitiske utslet, uagtet ordet i og for sig intet videre betyr end det tilsvarende nordiske. Dette forekommer nu ifølge Kalkar[36] i flere varianter, saasom flækkesot eller flekkesot, men ogsaa plakfeber, hvilket sidste ord opføres som synonym til »sprinckeler«. Ordboksforfatterne synes enige om at opfatte begge disse sygdomsnavne som uttryk for den sygdom, vi nu kalder »flektyfus« eller »petechialfeber«. Dette er den samme sygdom som den velbekjendte krigs- og hungertyfus, der i tidligere tider var en uadskillelig ledsager av nærsagt ethvert felttog eller de ikke sjeldne, periodisk optrædende hungersnødstider. Ogsaa medicinalhistorikerne er, forsaavidt de uttaler sig derom, tilsyneladende enige i at opfatte ovennævnte sygdomsnavne som betegnende denne tyfusform. Saaledes omtaler f. eks. Mansa[37] gjentagne gange »sprinkler« og »sprinkelsot« saa vel som flekkesot o. lign. i Danmark under denne antagelse, om han end ikke specielt omtaler tilfælder derav i 1597.

Der forekommer nu videre i et brev, skrevet 58 1504 av den danskfødte Mette Iversdatter til den svenske riksforstander Svante Nielssøn Sture, en omtale av en sygdom, hvilken hun siger »kalles brennesoth och somlige fleckesot«, og hvori der ogsaa findes en slags beskrivelse av sygdommens symptomer[38]. Men disse er heller ikke saa klart betegnet, at man derav kan trække sikre slutninger m. h. t. sygdommens virkelige beskaffenhet. Der tales meget om, at sygommen »tagher folket sworlighe i hoffwd, ben och i rygh«, og at folk »gha plath aff vithet« (ɔ: gaar rent fra sans og samling). Der uttales ogsaa som en mulighet, at sygdommen i ét tilfælde skyldes »nogen spikemath«, som den syke har nydt. Imidlertid gir naturligvis disse løse antydninger heller ingen sikre holdepunkter for en nogenlunde sikker bedømmelse av, om der virkelig i dette tilfælde har dreiet sig om den ovennævnte flektyfus. Vistnok er Mansa ogsaa her tilbøielig til at anta dette, og i og for sig kan heller ingen særlige betænkeligheter fremsættes derimot. Men det kan ikke negtes, at det blot blir en viss sandsynlighet herfor, og intet mere. Dog skal det indrømmes, at de andetsteds i Norden herskende sygdomsforhold gir en viss støtte for antagelsen av, at det virkelig har været flektyfus, som der i nævnte brev sigtes til.

Endelig foreligger der i litteraturen endnu et sygdomsnavn, som i denne forbindelse ikke er uten betydning, nemlig ordet »pletsot«. Dette skal forekomme i de Islandske annaler[39], uten at jeg imidlertid har kunnet finde det. Heller ikke gir ordbøkerne (Fritzner, Cleasby-Vigfusson) nogen oplysning derom. Men ordet er av en dansk læge, dr. Schierbeck, anset som muligens sigtende til syfilis’s optræden paa Island, noget jeg dog ikke kan erklære mig enig i, omendskjønt der under henvisning til Höflers ovennævnte oplysning om det tyske »Flecksucht« altsaa kan paavises en analogi hertil i det tyske sprog for dette sidste ords vedkommende.

Som resultat av denne sproglige undersøkelse av de tre ord, sprinkelsot, flechesot og pletsot, kan – som antydet – intet sikkert utledes m. h. t. den sygdomstilstand, som i tilfælde har været betegnet ved disse navne. Saa længe nemlig sygdomsnavnene blot foreligger i litteratursproget uten de supplerende sygdomsbeskrivelser eller med ufuldstændige saadanne, saa længe maa ogsaa identificeringen med nutidsbetegnelser av de samme sygdomme være usikker. Dog er det – som fremhævet – av almindelige medicinsk-historiske aarsaker ikke usandsynlig, at der virkelig bak disse navne skjuler sig den samme lidelse, som vi nu kalder flektyfus. Særlig synes denne antagelse rimelig likeoverfor det i litteraturen utenfor Norge hyppig optrædende ord »sprinkelsot«.

En sygdom, som kaldes »blodsott«, omtales dernæst to gange av Jens Nilssøn som en farlig og hurtig til døden førende lidelse. Saaledes heter det i december 1596[40], at paa gaarden »Løgen« i nærheten av Lørenskogen, altsaa ikke langt fra Kristiania, »en dreng var nylig dødt aff blodsott, och berettes at hand laa ickon 3. dage siug«. Og i 1597 nævnes[41] en ung pike, som »døde vdj Oddeuald (Uddevalla) aff den farlige siugen blodsott nu forgangen Tisdag den 9 Augusti«. Her sigtes utvilsomt til den sygdom, som vi nutildags hos os – efter tysk mønster? – benævner »blodgang« ɔ: dysenteri. Vi finder hos den før nævnte danske Christiern Pederssøn i hans lægebok for 1533 begge ord, baade blodsot og blodgang, brukt iflæng i det kapitel, hvorunder han omtaler denne lidelse[42]. Men det fremgaar av dette, særlig efter den maate, hvorpaa han tilraader at behandle sygdommen, at der sigtes til dysenterien. Ellers betegner nemlig, som bekjendt, »blóðsótt« i oldnorsk d. s.s. bibeloversættelsens »blodflodd« ɔ: forsterket menstruationsblødning[43]. Der synes følgelig at ha indtraadt en ændring i ordets betydning efterhvert, likesom ogsaa denne vaklen gjør sig gjældende allerede hos Christiern Pederssøn. Endnu mere fremtrædende blir den sproglige usikkerhet paa dette omraade, naar man ser hen til den eiendommelige forbindelse, hvori Absalon Pederssøn bruker ordet blodgang, idet han sigter til en ganske anden sygdom. Det heter nemlig i dagboken[44], 19 septb. 1565: »Døde erlig mand Jens Stolsuend, – – –, aff blodgang, som løb gennom piben[45]. oc haffde hand same siugdom it halfft aar eller mere.« Her kan der efter sammenhængen kun være tale om én slags sygdom, nemlig den s. k. hæmaturi (»blodpis«), en lidelse, som ingenting har med dysenteri som saadan at gjøre, men oftest beror paa en eller anden blære- eller nyresygdom, f. eks. sten- eller svulstdannelse i ét av disse organer. Det ligger muligens nærmest i denne forbindelse at tænke paa blæreeller nyresten, da det er bekjendt, at saadanne tilfælde var ret hyppige i Norden ved disse tider. Derpaa tyder nemlig bl. a. de omreisende »stensnidere«, der paa denne tid kan paavises i Danmark[46]. Det var personer, tilhørende den haandverksmæssige kirurgis utøvere, som hadde til specialitet at foreta operationer for sten, likesom de ofte dermed forbandt en nærliggende virksomhet, idet de ogsaa optraadte som »broksnidere«.

Det fremgaar av ovenstaaende, at ordet blodsot og blodgang bruktes i forskjellig betydning av hin tids norske forfattere. Forklaringen paa dette forhold ligger vel tildels i den paapekede sproglige usikkerhet paa det medicinske omraade, noget, der iøvrigt har mange analogier i nutidens sprogbruk, naar det gjælder at gjengi specielle videnskabelige sygdomsbetegnelser med tilsvarende uttryk fra morsmaalet. Dette mangler nemlig direkte i mangfoldige tilfælde adækvate uttryk.

At der i en bok som Absalon Pederssøns dagbok, der væsentlig henter sit stof fra Bergen, ogsaa maa findes hentydninger til spedalskheten, er paa forhaand saa meget rimeligere, som denne by jo allerede i middelalderen likesom ogsaa senere dannet centret for sygdommens optræden. Dog er de oplysninger, vi saaledes faar, temmelig sparsomme, om end ikke uten interesse i flere henseender. Saaledes berettes om en ung prest, Peder Giertsøn, til Selje, at han i 1563[47] er angrepen av sygdommen, og at han dør i 1566[48], T den sidste anledning heter det: »Døde her Per Giertson – – oc døde hand af spedalske. Han drog i fiord vaar til Holland och vilde lade sig læge, men han fick der ingen gode raad, de gaffue honnom drycker in, saa at de forraadde honnom. – – Døde han her i Bergen i sin moders hws oc var begraffuen i Domkircken.« Ved en anden anledning[49] omtales en viss »Jon, Elzebe messemagers søn, som var spilt, og om hvem det berettes, at han var »tildømder paa raadhusit, at band skulde giffue sig ind i spitalen«[50], men som dør, før denne indlæggelse blir av.

Det fremgaar videre av en i Bergen utstedt forordning av 1569[51], at det har været sedvanlig, at man bragte spedalske fra de omliggende bygder til Bergen og forsøkte at faa dem anbragt i pleie der. Thi i denne forordning heter det: »Er og dømt, at hvem, som fører spitalske Mennesker af andre Biskopsstigter hid til Byen, skal bøde 8 Ertoger 13 Mark, og siden føre dennem hjem igjen der, hvor de dennem annammet.« I samklang med denne forordning staar en klage, der kommer tilorde i et brev[52] av 75 1577 angaaende »nogre Tiender, som blev lagt til de Fattige og Syges Underholdning i Bergen«. Her omtales nemlig, hvorledes »mange vanføre og syge Mennesker komme til deres By, og at den Rente, som høibaarne Fyrste, vor kjære Herr Fader, har funderet og lagt til Hospitalet der udi Byen, ikke kan forslaae til flere at underholde end alene nogle faae, som med spedalsk Sygdom er beladne«. Forklaringen paa denne omstændighet, at man søkte at faa sine spedalske indlagt paa hospital i Bergen, ligger rimeligvis deri, at kong Christian III i 1545 hadde ladt opføre et nyt St. Jørgens hospital i Bergen[53], hvor der følgelig maa ha hersket mangel paa plads til de spedalskes forpleining. Alt dette synes at tyde paa, at sygdommen ikke var avtat synderlig i Norge, noget, der ellers var tilfældet i Danmark[54]. Den har, som videre bekjendt, været ret utbredt, særlig paa Vestlandet like op til omkring midten av forrige aarhundrede, da der under ledelse av prof. W. Boeck og overlæge Danielssen optoges et kraftigt arbeide for dens bekjæmpelse. Resultaterne herav har været særdeles tilfredsstillende.

»Syfilis« optrær i Norden i 16de aarhundrede under forskjellige navne, hvorav de almindeligste vel er »frantzoser« og »pochker«[55]. Vi træffer ogsaa disse benævnelser hos Absalon Pederssøn, f. eks. under omtalen av »mester Hans badsker«s død 6 novbr. 1565[56]. Det heter her: »Døde m. H. b., icke aff pestelentze, men aff annen induortis siugdom, hand spyttede megit blodt, mange meente det var pocker.« Nu er hertil at bemerke, at det angivne symptom, »blodspytning«, ikke i og for sig taler for den antagelse, at det dreiet sig om en sygdom som syfilis. At det paa den anden side neppe er forfatterens mening i dette tilfælde at hentyde til »kopperne«, hvilket ord jo er det samme som »pokker«[57], synes at fremgaa derav, at forfatteren omtaler denne sygdom gjentagne gange, men altid under navnet »smaapocker«, som senere omtalt. Paa et andet sted i Bergens kapitelsbok[58] forekommer ifølge utgiverens, N. NicolaysensNicolaysens, antagelse, en omtale av syfilis under navn av »frantsoser«, skjønt der netop paa vedkommende sted er en lakune i manuskriptet, som dog med størst sandsynlighet netop utfyldes av det nævnte ord. Der er nemlig tale om en avdød skjøge, Marin Kastibrog, om hvem det heter: »var hun full aff .........., hvilke hun fick aff hennis løsagtighed, dog hun hafde sin egte mand«. Her gjør sammenhængen det høist sandsynlig, at der virkelig er tale om syfilis, likesom antallet av utfaldne bokstaver netop svarer til antallet i det antagne sygdomsnavn. Ordet »frantzoser« findes nu ganske vist et andet sted i Nicolaysens utgave av Bergens kapitelsbok[59]; men det er under omstændigheter, som utelukker, at Absalon Pederssøn selv har skrevet stedet ned, idet det forefindes i Fredrik d. 2den’s ordinans av 196 1582, altsaa i et dokument, der er senere end Absalons død. Det er følgelig i en dansk kgl. forordning, at dette ord findes, og det er ellers vel bekjendt, at ordet bruktes i Danmark.

Imidlertid findes der hos Absalon én gang brukt et ganske andet ord, som vistnok maa antas at betegne syfilis. Det heter nemlig under 16 mars 1571[60]: »Døde Elzebe Jnguolsches dreng aff en ny sot, heder knechtesot, som de førde fra Danmarck.« Et saadant eller lignende ord kan ikke ses at ha været brukt i dette sidste land. I hvert fald indeholder Kalkars og Molbechs ordbøker ingen oplysninger derom. Men Höfler[61] oplyser følgende: »Knecht = penis. – – Lands-Knecht = Frantzosenkrankheit.« Forklaringen av denne betydning ligger i det slette rygte, som landsknegtene særlig i 16de aarhundrede almindelig hadde. De var med god grund anset for at være en av de virksomste kilder til sygdommens sterke spredning utover de europæiske lande i det 16de aarhundrede. Ganske vist er det i Absalon Pederssøns ovennævnte anførsel noget paafaldende, at der tales om en ny sygdom, og at den er indført fra Danmark. Men paa den anden side ligger den antagelse nær, at det dreier sig om et rygte, som er kommet ham for øre, og som han har nedskrevet uten videre kommentar og uten at anstille nogen efterspørgsel efter enkeltheter. I hvert fald synes det vanskelig at la sig opstille nogen anden forklaring av ordet »knechtesot«, især da altsaa en saadan bruk som nævnt av ordets første del er kjendt andetstedsfra.

Det er dog av en viss interesse at nævne den parallel, som vi har fra vor tid i Sætesdalen, nemlig ordet »syllattersjukjen«[62], altsaa direkte oversat »soldatersygdommen«, der ifølge Skar brukes til at betegne nervefeber eller tyfus. Nu er imidlertid forholdet det, at denne sidste sygdom fortrinsvis har hat ord for at utbredes med rekrutterne paa en tid, da syfilisen allerede hadde tapt sin karakter av en fortrinsvis »soldatersygdom«. Der kan derfor intet være til hinder for, at man i tidligere tid leilighetsvis ogsaa i vort land har kunnet benytte et ord som »knechtesot« om syfilis. Det er jo selvsagt et laaneord og forekommer vistnok neppe ellers i litteraturen[63].

Den sygdom, som vi nu kalder »kopper« (variola) eller av og til »barnekopper«, skjønt sygdommen ingenlunde alene angriper børn, var allerede i oldnorsken kjendt under navnet »bólusótt«, et navn, som endnu er bevaret i det norske folkesprog[64]. Men de geistlige forfattere i det 16de aarhundrede i Norge betjener sig, forsaavidt som de i det hele omtaler kopperne, av et andet ord end folkesprogets, nemlig av betegnelsen »smaapocker«, der findes flere gange hos Absalon Pederssøn. Der har ifølge hans dagbok[65] hersket en mindre koppeepidemi i Bergen, særlig i april 1572. Han anfører nemlig under 2 april d. a.: »Begrauen en mand, fød i Ferø, – –, døde han aff smaapocker, huilcke som regere fast i dette ny aar udj Bergen, oc mange dø aff dem. Hans Taraldsson, en borger meer en femti aar gamel, ligger siug i dem. Under 3 april heter det: »Døde lagmand Axils frilledotter i smaapocker.« Og endelig under 5 april: »Udi denne maaned nogle lig huer dag, døde [af sm]aapocker.« Vi ser følgelig av disse bemerkninger, at sygdommen heller ikke dengang utelukkende angrep børn, men ogsaa ældre personer, og at dødeligheten av sygdommen synes at ha været ret stor. Sandsynligvis har det her dreiet sig om en lokal epidemi[66].

Skjørbuk var en gammel sygdom i Norden i 16de aarhundrede[67]. Den omtales hverken av Absalon Pederssøn eller Jens Nilssøn, hvorimot Peder Claussøn netop ofrer den en kortere omtale. Han uttaler i sin Norgesbeskrivelse[68] herom følgende: »Vdi Nordland vancke icke mange Siugdomme / for den kuld oc klare Lufft der er / oc Pestilentze kommer der sielden. Men en Siugdom er der megit gengse / huilcken de kalde Skiørbock / oc døe mange der aff / besynderlig de Fremmede / som did komme / fordi de kunde icke fordrage oc fordøfue den Kost oc Spise der vancker: synderlig den fede ferske Hellefisk / oc anden fed Fisk / som fortæris der meste parten uden Salt / oc denne kranckhed kommer aff Mafuens onde fordøfuelse / huor imod de bruge den Vrt Angelica / som der ofuerflødeligen voxer / huilcken de æde saa grøn / baade stylcker oc rod: Item / de æde oc Moltebær oc giøre Grød der aff mod samme siugdom; der groer oc en vrt met tycke Blade kaldis Erichsgræs / jeg meener / det er et slaugs Vildkarse (eller Cochlearia) huilcken de oc bruge mod samme siugdom / oc groer den sommesteds saa ofuerflødeligen / paa holmer / at de om Sommeren hente hele Baade fulde deraff / oc saa sylte hele Tønder fulde aff de blade / oc bruge til Kaal om vinteren.«

At sygdommen ikke nævnes av Absalon Pederssm eller Jens Nilssøn, tør vistnok ha sin aarsak deri, at den ikke har forekommet synderlig almindelig i de trakter av landet, hvori disse to bevæget sig. Det er forøvrigt paafaldende, at Peder Claussøn, som ellers ikke omtaler sygdomme i sin Norgesbeskrivelse, netop ofrer skjørbuk en saa vidt utførlig omtale, og da specielt fremhæver dens forekomst i Nordland. Thi han hadde selv aldrig været utenfor det sydlige Norge. Men hans omtale av sygdommen staar i god samklang med en skrivelse[69] fra aar 1604, som omhandler, hvorledes »Sognepresten udi Loppen i Finmarken har tilkjendegivet, hvorledes han af den farlige Sygdom Skjørbug, som udi den Landsort regjerer, udi nogle Aar haver været plaget, saa at han neppeligen haver havt en Helbredsdag, men har været foraarsaget at drage til Throndhjem og lade sig der kurere« etc.

Det er ikke hensigten her at gaa nærmere ind paa skjørbukens forekomst i Norge i de følgende tider, forsaavidt vi har efterretninger derom. Hvad den i sidstnævnte skrivelse omtalte reise til Throndhjem angaar, fortjener at bemerkes, at man ingen kundskap har om, at der ved begyndelsen av 17de aarh. fandtes nogen videnskabelig utdannet læge i denne by[70]. Men dr. Scharffenberg antar, at der allerede da fandtes bartskjærere der. Det maa da sandsynligvis være under en saadans behandling, sognepresten har git sig ind.

En viss interesse, særlig i sproglig henseende, tilkommer uttykket »smaa tarmer«, som forekommer etsteds i Jens Nilssøns dagbøker[71]. Det er en viss »her Christiernn paa Aass« (i Smaalenene), om hvem det heter, at han blev »megit siug och klaugede (ɔ: klagede) sig offuer sine smaa tarmer«. Uttrykket er vel direkte = oldn. »smáþarmar«, som betyr lysken, hvortil i oldn. ogsaa findes »smáþarmamein« = broktilfælde[72]. Jeg antar derfor, at der i ovennævnte tilfælde sigtes til et saadant. Det fremgaar ellers ikke av sammenhængen, hvad slags sygdom der kan være tænkt paa. Vi ser blot, at patienten næste dag er frisk igjen og holder gjæstebud for bispen.

Om tuberkulosen har spillet nogen større rolle i Norge i det heromhandlede tidsrum, tør være tvilsomt, om man da kan slutte noget derom av den omstændighet, at lidelser av saadan beskaffenhet næsten ikke omtales. Jeg har blot én Gang hos Absalon Pederssøn truffet ordet »suindesott« (= dansk svindsot, norsk tæring) under 1 april 1567[73], da det heter: »Døde Tosten scriuer – – tiente denne Tosten paa Bergenhuus i mange aar, – – – han døde aff suindesott.«

En sygdom, som ogsaa blot nævnes én gang hos Absalon[74], er »vatersoet« hvorom det heter under 20 august 1568: »Døde Marine, Nils Wiborgs quinne, aff vatersoet.«

»Popelsi« (ɔ: apoplexi, hjerneslag) er derimot en ret hyppig omtalt sygdom og dødsaarsak. Den bekjendte biskop Geble Pederssøn døde herav 9 mars 1557 efter 2 aars sygdom[75]. Han hadde været biskop i Bergen i 2 aar og døde sammesteds. I 1567 omtaler Absalon Pederssøn en »Throndhjemsfare«, som »fal i popelsi oc døde«[76]. Jens Nilssøn omtaler i 1594 utførlig en prest i Baahuslen, hr. Anders, om hvem det heter følgende[77]: »Siden taled her Anders – – – om sin siugdom at thet er nu paa dett 6. aar siden 14 dage for S. Mortens thid, at hand først fich denn, och meente det at vere popelssie Hand sagde at 3. dage effter hand fich den da bleff hand saa hart angreben at hand vaar saa gaat som død, saa at de lagde hannem ned paa straa, och laa der en 12 dag. Der effter bleff hand noget tilpas. Och er endnu noget tilpass, dog iche saa at hand i nogen maade kand giøre tienniste. Thj maalit slar hannem feyll[78] Et meget hurtig indtrædende dødsfald av apoplexi er det vistnok, der beskrives av samme forfatter i 1597[79] som indtruffet paa hans visitatsreise paa Romerike, i Odalen og Solør. En mand blir syk ved middagstid i en slæde »lige som hand schulle fantisere«. Det heter videre: »Paa veyen begynte siugen at tage hannem ydermere, saa att hand strechte vd hender oc føder och miste strax maalit.« Han dør saa om aftenen.

Hvad først selve ordet »popelsi« angaar, er vistnok den av Höfler[80] givne forklaring den rigtige. Ordet skrives paa mange maater av de forskjellige læge og lærde forfattere; Höfler opfører saaledes »popelsucht«, »popelsie«; fra 15de aarhundrede »poppelsucht«; ifølge Diefenbach ogsaa »popelsy« i aaret 1440 o. fl. Ordet er avledet av det græske »apoplexia«, idet a’en er faldt væk; men folkeetymologien har søkt en tilknytning til ordet »Popel« eller »Pöpel«, som ifølge samme forfatter er en hus- eller skovaand, der i folketroen har spillet en meget stor rolle ogsaa som sygdomsdæmon[81].

Mens »popelsi« er en populær benævnelse paa den pludselig indtrædende hjerneblødning, apoplexi, betegner det fremmede ord »paralysis«, som ogsaa én gang paatræffes hos Absalon Pederssøn, den efterpaa opstaaede lamhet. Her hadde oldnorsken en oversættelse »limafall«[82], som imidlertid synes at være gaat tapt senere, da noget saadant ord ialfald ikke findes opført hos Aasen eller Ross. Det er under omtalen av den ovennævnte biskop Geble Pederssøn, at Absalon ved en senere anledning i sin dagbok[83] omtaler de jertegn, som gik forut før Gebles sygdom. Her heter det da, at han »bleff kranck oc fal udi paralysin«. Det er, som det synes efter sprogbruken hos Absalon, av ham benyttet som et synonym for »popelsi«.

Det vil endelig være av interesse at gi nogle antydninger om, hvorledes man i hin tid forsøkte at behandle enkelte sygdomme, saavidt vore tidt nævnte kilder oplyser noget derom. Der fandtes dengang, som allerede tidligere antydet, neppe videnskabelig utdannede læger i Norge, ialfald ikke til stadighet. Muligens dog saadanne leilighetsvis ogsaa forekom hos os, saasom ved kongebesøk o. lign. Man hjalp sig med »bartskjærere«, altsaa barberer, som ogsaa utøvet den haandverksmæssige »lille kirurgi«, d. v. s. utførte kopsætning, aarelatning, iledsætning og lignende operationer. Saadanne bartskjærere nævnes ogsaa hyppig hos Absalon[84]. Hvorledes man i tilfælde forsøkte at hjelpe sig, naar man maatte greie sig uten assistance av en saadan bartskjær, faar man et eiendommeligt indtryk av éngang, da Absalon omtaler et selvmordsforsøk[85]. En person ved navn Henrick Lutter stikker sig med en kniv paa sin gaard etsteds utenfor Bergen. Han maa paa grund av storm bli liggende hjemme i 5 dage; »oc de stucke it stycke flesk i saared, indtil han kom til baskeren«, heter det herom. Om han slipper helskindet fra denne affære, oplyses ikke, da han kun nævnes denne ene gang. Men der er neppe nogen grund til at tvile derpaa. At disse bartskjærere i enkelte tilfælde ikke vek tilbake fra at foreta større operationer, fremgaar bl. a. av et sted, hvor det likeut fortælles om en amputation av et ben, rigtignok med døden tilfølge. Det heter nemlig under 28 april 1569 i dagboken[86]: »Jelle, een Hollender, døde, som hafde først brut hans been i tw (ɔ: itu), oc wart ille tillægt, da hans been bleff affsagit, døde han der aff, onde bardskere forderuede honnom.« At disse bartskjærere ogsaa behandlede andet end kirurgiske sygdomme i vor forstand, fremgaar bl. a. av den før omtalte episode[87] under byldepesten, da det heter, at »barskeren slo hul paa bylden« hos Absalons egen søn. Og om en anden pestpatient heter det likefrem, at »badskeren leger hanom«.[88]

At den lægehjelp, som disse bartskjerere kunde yde, ikke altid tilfredsstillede høierestaaende personers fordringer, faar vi bl. a. et indtryk av gjennem den før nævnte oplysning om presten Peder Giertsøn, som reiser til Holland for at søke lægedom for sin spedalskhet[89]. At dette ikke førte til noget, vil ikke overraske nogen i nutiden, da man anser denne sygdom som praktisk talt uhelbredelig. Men Absalon Pederssøn skylder paa de »drycker«, som han fik der, og synes at anse disse som skyld i hans død. At imidlertid sygdommens karakter var den samme dengang som nu, er neppe nogen dristig antagelse.

Det kan videre i forbindelse med den ovenfor paapekte allusion til stensygdom være av interesse at omtale en hentydning til denne hos Jens Nilssøn, hvor der er tale om et populært lægemiddel mot »steensott«. Han: omtaler[90] nemlig under sin visitationsreise i »Vigen och Bohusslen« en slags fisk, som fanges i »Vandsøe« (vel Vansjø i Rygge i Smaalenene), og hvorom det heter: »noch it slaug, kallis sugger (eller kolbas germanice) [ɔ: Kaulbarsch (?) paa tysk], der ligger 2 been i hoffuedit, dem bruger de emod steensott«. Hvad først den nævnte fisk angaar, oplyser Ross[91] følgende: »Sugga, liden karpefisk som lever i dyndet vand; Carassius? Smaalenene.« Carassius er nærmest den almindelige karuds (cyprinus carassius), som hører til karpefiskene. Disse utmerker sig ved en hornplate paa hodeskallens underside, som hos karpen benævnes »karpesten«[92]. Imidlertid findes blot én saadan i hver fisk, hvorfor det muligens nærmest hentydes til de bekjendte »hørestene«, der ligger i fiskenes indre øre og danner porcellænsagtige, flate, smukt formete benskiver. Disse vites dog ikke at fremby noget eiendommelig hos de nævnte familier.

Besynderlig nok omtaler et norsk diplom[93] fra aar 1432 ogsaa bruken av en sten mot »stensoth«. Jeg har nærmere omtalt dette diplom, og hvad det muligens sigter til, andetsteds[94]. Efter det ovenfor anførte er det vel ikke utelukket, at der kan være tale om en anden forklaring, noget i overensstemmelse med hine fiskeben.

En anden slags stene, hvortil der forekommer en eiendommelig hentydning i et brev[95] fra Hans Michelssøn av 1312 1527 til kong Christiern II, er dadelstene, altsaa kjerner av almindelige dadler. Der nævnes »thee dadelstene, som Sygbrit bruchte til quinne brøster.« Den Sigbrit, der nævnes, er Dyvekes mor; hun var meget bekjendt for sin syslen med lægekunsten[96]. Hvad der i ovennævnte forbindelse sigtes til, fremgaar vistnok av et sted i Christiern Pederssøns lægebok[97], hvor der under overskriften »Om nogen pines met barn« gis følgende raad: »Da maa de som ære der hoss skaffue Dadel stene smaa oc giffue hende dem ath dricke meth vin, det hielper hende megit vel.« Vi har her at gjøre med et middel, som ogsaa nutidens folkemedicin ialfald i visse lande kjender og benytter, om end i andet øiemed end det ovennævnte. Saaledes meddeler Fossel[98] fra Steyermark følgende: »Ein Dattelkern, dem Kinde umgehangen, schützt vor dem Fallen.«[99] Det dreier sig følgelig om et av de utallige midler, hvis anvendelse i fortidens sygdomsbehandling gaar igjen fremdeles i nutids folkemedicin.

At aquae vitae var kjendt som lægemiddel i Norge I begyndelsen av 16de aarh., fremgaar bl.a. av et brev[100] fra Esge Bilde av 134 1531 til erkebiskop Olav i Throndhjem. Han sender denne sidste »nogit watn som kallis aqua vite och hielper szamme watn for alle hande kranckdom som ith menneske kandt haffue indvortis.« Den sies forøvrigt at være tilsat forskjellige urter.

Av hvad beskaffenhet den »purgatz« (ɔ: avføringsmiddel) har været, som Christofer Throndssøns datter, Anne, den berømte skottefrue, jarlen av Bothwells tredie kone, tillaget egenhændig for mester Absalon Pedersson selv[101], er ikke godt at vite; men det maa ha været et kraftig middel, da det heter derom: »Wart m. Absalon hastelig syg aff en purgatz, som han tog til sig, oc frw Anne, Christofer Throndsons datter, hafde den bereed, besuimede hand fem ganger, oc hans ganske legome pusnede[102] op, som om han hafde werit befengit med pestilentze.« Ordet purgatz er en fortysket gjengivelse av det latinske purgatio (verbet purgare = at rense), der betegner legemets renselse ved uttømmelse av ekskrementerne[103]; det kan altsaa direkte gjengis med »bruk av avføringsmidler«. En saadan kur forbandtes ofte med aarelatning eller kopsætning og var hele middelalderen igjennem en yndet behandling for mangeslags sygdomme. Den naaet maaske sin høieste »blomstring« i det 17de og delvis ogsaa i det 18de aarhundrede. Særlig i Frankrike faar vi gjennem samtidige vidnesbyrd, bl. a. gjennem Molières komedier, specielt »Le malade imaginaire«[104], et sterkt indtryk av klystersprøitens store rolle i lægekunsten[105]. Men at methoden ogsaa i Norden nød anseelse, om end kanske ikke i den utstrækning som andetsteds, kan vi vel anta med sikkerhet. I hvert fald har vi vidnesbyrd ogsaa herfra om, at man benyttet purgering som et middel for ganske andre ting end den, som er selvindlysende nok, nemlig for forstoppelse. Vi har saaledes et brev[106] fra kong Christiern II, hvori han anbefaler dronningen at purgere for ondt i øinene: »Jtem som i scriffwe, ati haffwer vnt vti ether øgne tha er thet got ati lade purgere ether – – – – thet er giørt paa en dag.« Og i et andet brev[107], som kongen har faaet fra sin apotheker Peter de Tornaco i Mecheln, og hvorefter han faar tilsendt en hel del lægemidler, er der tale om nogen piller, som anbefales ham til at »purgere« hodet med. Her heter det ogsaa uttrykkelig, at det skal gjøres én gang i maaneden. Dette er i god overensstemmelse med tidens skik og bruk at la sig aarelate én gang maanedlig, ofte forbundet med faste og badning. De diætetiske og hygieniske forskrifter i hin tid yndet nemlig i høi grad denne regelmæssighet, hvormed man vistnok ofte skaffet en sikkerhetsventil for de utskeielser i mat og drikke, som hørte tiden til.




Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Biskop Jens Nilssøns Visitatsbøger og reiseoptegnelser, 1574–97, udgivne ved Dr. Yngvar Nielsen, Kristiania 1885, s. 463.
  2. Haeser, Geschichte der Medicin, Jena 1881, II, s. 10 og s. 17. Efter ham har den bekjendte potteplante Fuchsia sit navn.
  3. Sproglige og historiske afhandlinger viede Sophus Bugges minde, Kristiania 1908, s. 73 ff.
  4. Nærmere herom i forfatterens avhandling: Nogle bemerkninger om middelalderens medicinske videnskab i Norge, Norsk magazin for lægevidenskaben, 1908, s. 1009.
  5. S. 424, note 4.
  6. S. 551.
  7. Se fortalen s. CXLI.
  8. Vort universitetsbibliothek eier et eksemplar av denne første utgave.
  9. Slg. om de to nævnte lægeboksforfattere og deres betydning for Danmark: Mansa, Bidrag til Folkesygdommenes og Sundhedspleiens Historie i Danmark, 1873, s. 176.
  10. Haeser, II, s. 107.
  11. Liber Capituli Bergensis, s. 109 ff.
  12. Fra 3 september 1565 med gjentagne længere avbrytelser til 19 august 1567 (s. 147).
  13. Dagligt liv i Norden, folkeutgave, I, s. 37 og 118.
  14. F. eks. 11 januar, s. 120.
  15. S. 131.
  16. S. 132.
  17. S. 138.
  18. S. 125.
  19. Norske Rigs-Registranter, I, s, 522.
  20. Hirsch, Handbuch der historisch-geographischen Pathologie, I. S. 357.
  21. S. 109.
  22. S. 110 i. p.
  23. S. 112 under 30 oktober. Saaledes ogsaa s. 134 under 8 oktober 1566.
  24. S. 135.
  25. Ilmoni, Bidrag till historien om Nordens sjukdomar, Helsingfors 1849, II, s. 84 ff.
  26. Bidrag til Folkesygdommenes og Sundhedspleiens Historie i Danmark, Kjøbenhavn 1873, s. 201.
  27. Lib. Cap. Berg., s. 55.
  28. S. 47.
  29. Deutsches Wörterbuch, Leipzig 1895. (Sommersprossen = »fregner«).
  30. Dansk Ordbog.
  31. Ordbog til det ældre danske sprog, 4. bind, s. 77.
  32. Deutsches Krankheitsnamenbuch, s. 666.
  33. lenticulis er vel abl. plur. av lenticulus, -i, dem. av lens, et ord, der ligesom lentigo betyr en fregne. Men »febricum« er vel en tvilsom form for »febriculosis« eller lign.
  34. Biskop Jens Nilssøns Visitatsbøger, s. 537.
  35. Deutsches Krankheitsnamenbuch, s. 704.
  36. Ordbog til det ældre danske sprog.
  37. Folkesygdommenes og Sundhedspleiens Historie i Danmark, s. 191, s. 270 o. fl. st. Ilmoni omtaler i Bidrag till Nordens sjukdomshistoria, II, s. 125, at der i 1597 var en svær hungersnød i Sverige, og at der optraadte megen sygdom, som dog kaldes »blodsot«.
  38. Brevet er trykt hos Mansa: Bidrag til Folkesygdommenes og Sundhedspleiens Historie i Danmark, s. 132, note. Mette Iversdatter var først gift med den bekjendte norske ridder Knud Alfssøn, blev senere gift med Svante Nielssøn Sture, hvis elskerinde hun først hadde været.
  39. Iflg. et brev fra den danske læge paa Island, dr. Schierbeck i Reykjavik, av 8 mai 1890, til prof. E. Lesser i Leipzig, trykt under overskriften »Syphilis auf Island« i »Archiv für Dermatologie und Syphilis«, 23. Jahrg., 1891, s. 37. Der oplyses dog intet om kildestedet i de Islandske annaler. Jeg har forgjæves søkt ordet i Storms utgave av disse.
  40. Biskop Jens Nilssøns Visitatsbøger og reiseoptegnelser, s. 440.
  41. Ib., s. 535.
  42. Cap. 73.
  43. Slg. forf.s Altnordische Heilkunde, særtryk, s. 91 og s. 108. Det er derfor uheldig, naar Steinar Schjøtt i sin Dansk-norsk ordbog av 1908 oversætter blodgang med blodsott, da dette ord ogsaa opføres som oversættelse av det bibelske blodflodd. Ordet blodsott opføres ikke hos Aasen eller Ross.
  44. Lib. Cap. Berg., s. 110.
  45. Oplyses i en note at bety »det mandlige lem«, altsaa i denne forbindelse betegnelse for urinrøret. Ordet er d. s. s. tysk »Pfeife« ɔ: en pipe. Slg. Höfler: Deutsches Krankheitsnamenbuch, s. 463. Kan ogsaa betegne luftrøret.
  46. Mansa, Bidrag til Folkesygdommenes og Sundhedspleiens Historie i Danmark, s. 176.
  47. S. 47, under 14 novbr.
  48. S. 128, under 6 juni.
  49. S. 96, under 19 mars 1565. Ordet spiltr betyr allerede i oldn. spedalsk.
  50. I en note oplyses: »St. Jørgens Hospital træffes første Gang nævnt i et Brev af 1461.«
  51. Avtrykt i »Tillæg« til Liber Capituli Bergensis, s. 312.
  52. Norske Rigs-Registranter, II, s. 215.
  53. Mansa, l. c, S. 181.
  54. Mansa, ib.
  55. Se forf.’s Altnordische Heilkunde, særtryk, s. 97.
  56. Lib, Cap. Berg, s. 112.
  57. Falk og Torp: Etymologisk ordbog.
  58. S. 178, under 21 oktbr. 1569. Slg. note.
  59. S. 163, punkt 3. Slg. s. 165, note 1.
  60. S. 218.
  61. Deutsches Krankheitsnamenbuch, s. 278.
  62. Skar: Gamalt or Setesdal, I, s.62, Slg. forf.: »Folkemedicin i Setesdalen«, i Maal og minne, 2. h. 1909, s. 68.
  63. I dr. med, L. Fayes nyeste arbeide: »Om syfilis’s epidemiske optræden i Europa i slutn. af femtende aarh.«, Kristiania 1909, s. 36, omtales blot ovennævnte sted hos Absalon Pederssøn, hvor ordet »frantzoser« er utfaldt i manuskriptet.
  64. Sig. forf.’s Altnordische Heilkunde, s. 87. Det kan være av interesse at tilføie, at denne sygdom synes at være den eneste, hvortil man med nogen sandsynlighet kan mene at finde en allusion i et middelalderligt kunstverk i Norge. Det er i et hode fra korgesimsen i Throndhjems domkirke, antagelig stammende fra omkr. 1200. Se Harry Fett: Billedhuggerkunsten i Norge under Sverreætten, 1908, s. 47, fig. 73: »Koppearret maske«.
  65. Liber Capituli Bergensis, s. 264.
  66. Mansa, l, c, s. 209, nævner intet om kopper andetsteds i Norden i dette aar.
  67. Om dens forekomst i middelalderen se forf.’s Altnordische Heilkunde, s. 93.
  68. Norriges oc Omliggende Øers sandfærdige Bescriffuelse. Prentet i Kiøbenhaffn 1632, s. 126: Om Siugdom udi Nordland.
  69. Norske Rigs-Registranter, IV, s. 64.
  70. Scharffenberg: Bidrag til de norske lægestillingers historie før 1800. III. Throndhjems stadsfysikat, i Norsk magazin for lægevidenskaben, 1905, s. 134.
  71. S. 266, den 30 april 1594.
  72. Slg. Altnordische Heilkunde, s. 64.
  73. Liber Cap. Berg., s. 144.
  74. Ib., s. 168; slg. om ordets optræden forøvrigt i middelalderen Altnordische Heilkunde, s. 110.
  75. Lib. Cap. Berg., s. 2 og 3.
  76. Ib., s. 152.
  77. Biskop Jens Nilssøns Visitatsbøger etc., s. 162.
  78. At denne omstændighet ansaaes som særlig karakteristisk for apoplexien, fremgaar ogsaa av Christiern Pederssøns lægebok, cap. 28, hvis overskrift lyder: »Om man mister sit Maal aff Popelssie.«
  79. S. 462.
  80. Deutsches Krankheitsnamenbuch, s. 713.
  81. Ib., s. 478.
  82. Se forf.’s »Altnordische Heilkunde«, s. 117.
  83. S. 73, under 7 april 1564.
  84. Saaledes Hans Bartsker s. 52, s. 53 o. m. fl. st.; Thomas Bartsker, raadmand i Bergen, s. 93 o. fl. st. Ogsaa flere andre bartskjærere nævnes. Den første læge i Bergen, hvis navn sikkert kjendes, er Henrik Høyer, som nedsatte sig der i 1593. Slg. forøvrigt: J. Scharffenberg: Bergens stadsfysikat, særtryk av Norsk magazin for lægevidenskaben, 1904, s. 10.
  85. Liber Cap. Berg., s. 62.
  86. S. 17 f.
  87. S. 135.
  88. S. 109 f.
  89. S. 47.
  90. S. 63.
  91. Norsk Ordbog, 1895.
  92. Salmonsens konversationslexicon.
  93. Diplom. Norveg., II, s. 533.
  94. Altnordische Heilkunde, s. 62.
  95. Diplom. Norveg., XI, s. 527.
  96. Slg. Mansa, Folkesygdommenes Historie etc., s. 334, note 2.
  97. Cap. 95.
  98. Volksmedizin und med. Aberglaube in Steyermark, Graz 1886, s. 67.
  99. ɔ: mot epilepsi.
  100. Dipl. Norv., XI, s. 631.
  101. Liber Capituli Bergensis, s. 166, under 17 april 1568.
  102. ɔ: hovnet, svulmet op.
  103. Höfler: Deutsches Krankheitsnamenbuch, s. 483.
  104. ɔ: Den indbildte syke.
  105. G. Legué: »Médecins et empoisonneurs au XVIIe siècle«, Paris 1895, S. 16.
  106. Diplom. Norveg., X, s. 372. Brev av 9 juni 1524, fra Wittenberg.
  107. D. N., XI, s, 517: Conuenieret etiam semel jn mense, purgare caput his pillulis.