Pønitentiarier for den norske Kirke i Middelalderen

PØNITENTIARIER FOR DEN NORSKE KIRKE I MIDDELALDEREN.
AV
EDV. BULL.

Den pavelige poenitentiaria synes at være opstaat i slutningen av det 12. eller begyndelsen av det 13. aarh.[1] Denne institution var blit nødvendig ved den sterke utvikling i det 12. aarh. av pavernes ret til at gi dispensationer og absolutioner. Særlig for de sistes vedkommende er centralisationstendensen tydelig. Dels begyndte paverne at gjøre mere utstrakt bruk end tidligere av sin ekskommunikationsmyndighet, overfor de nu opdukkende kjætterske bevægelser i mange land. Dels, og fornemmelig tilhører utviklingen av den pavelige reservatret denne tid[2].

Alt fra gammel tid av hadde det været en av de almindeligste bodsgjerninger enten frivillig eller paa konfessorens bud at gjøre en pilgrimsreise til Rom for der at søke pavens absolution i vanskeligere eller alvorligere tilfælder. Fra den norske kirkes historie har vi en række eksempler paa denne skik: det ældste er vel Sigvat Skalds reise i 1029[3]; om denne antar Storm i sin oversættelse av Snorre, at den foregik forat Sigvat kunde avløses; dette maatte da nærmest støtte sig til skaldens strofe i Magnus den godes saga, kap. 9, hvor det heter:

Vatnœrin hefi ek vitni,
vask til Rúms i háska[4].

Mest bekjendt er vel fortællingen om Sverres mor Gunhild, som for til Rom og skriftet for en prest, at hendes søn var kongssøn, uten at han selv visste om det. Saken blev forelagt for paven, som paala hende »som bod« (í skript) at aapenbare sin søn sandheten. At historien i sig selv er litet paalidelig[5], gjør i denne forbindelse intet til saken; hvad der interesserer os, er, at skikken ved aar 1200 var almindelig kjendt i Norge. – Fra det 13. aarh. har vi en hel række eksempler, særlig fra Sturlunga saga.

Innocens II statuerte i bullen »Si quis suadente« av 1131 (gjentat af Laterankoncilet i 1139), at fra den ekskommunikation, som skyldes vold mot geistlige, skulde der bare kunne gis absolution av paven selv eller den, hvem han specielt hadde befuldmægtiget dertil[6]. Og fra nu av blir stadig flere tilfælder dradd ind under den pavelige reservatret, brandstiftelse, kirkerov, geistliges omgang med bansatte. Innocens III forbeholdt sig selv at absolvere dem, som beholdt forfalskede pavebrev længer end 20 dager uten at ødelægge dem. Og i analogi med denne pavelige reservatret og -praksis, som stadig øker i løpet av det 13. og 14. aarh., ser vi, at der samtidig ogsaa utvikler sig en lignende ret og praksis for provinsialsynoder, erkebisper og bisper. Denne fører saa paa samme maate som ved kurien til en organisering av faste pønitentiarstillinger.

Lederen av den pavelige pønitentiarie var gjerne en kardinal, som bar titlen poenitentiarius maior eller summus. Første gang vi ser ham optræde overfor den norske kirke, er i 1308[7]. Poenitentiarius maior er da kardinal Berengarius, og han skriver til abbeden i Jonsklostret i Bergen i anledning av en klage fra denne: nogen noviser har gjort sig skyldige i vold mot geistlige og ulydighet mot abbeden eller sine andre overordnede (bisp og kapitel), eller er kommet ind i klostret ved simoni. I de første tilfælder bemyndiges abbeden til at paalægge passende straf og pønitens og derefter absolvere de skyldige; de derimot, som er kommet ind ved simoni, maa suspenderes fra al geistlig tjeneste – en passende tid, hvis de har handlet uten at forstaa rækkevidden av sin gjerning, – i to aar, hvis de nok har forstaaet den, men dog ikke handlet av foragt for pavemagten (in contemptum clavium). Har de nogen eiendom skal abbeden konfiskere den til fordel for klostret og forøvrig gaa frem i overensstemmelse med det almindelige koncils statuter[8].

Kort tid efter støter vi imidlertid paa særlige pønitentiarier for de nordiske riker, for provinsen Dacia. Den første indehaver av denne stilling, jeg har støtt paa, er Fr(ater) Petrus de Dacia i 1316[9]. Fast oprettet ble den imidlertid ikke før i 1320-aarene, efter ansøkning fra de svenske biskopper, som beklager sig over, at dere sprog ikke forstaas ved kurien[10]. Det er klart, at det i mange maater – ogsaa utenfor pønitentiariens egentlige embedsomraade – har været nyttig for de nordiske geistlige at ha en hel eller halv landsmand i en saapas anset stilling ved kurien, og vi har da ogsaa eksempler paa, at de har benyttet sig av det[11]. Under det store skisma synes embedet som poenitentiarius de Dacia efterhaanden at være bortfaldt (Petrus (av Hólar) i 1390 er den siste, jeg har set nævnt). Det oprettes igjen av Martin V paa Erik av Pommerns ansøkning, idet paven 29. juni 1425 utnævner den danske minoritermunk Heming Bossøn[12], men kun for snart igjen at forsvinde og nu vistnok for alvor[13]. Grunden til, at dette embede bortfalder, er det ikke godt for os at se; snarest er det vel den, at paven har villet spare, bruke stillingens indtægter til andre ting. Fra nordisk side har ialfald de behov, som ledet til stillingens oprettelse, vedblit at gjøre sig gjældende. Saaledes hører vi den 26. mars 1435, at Linköpingspresten Birger Gunnarssøn, som var rector for den hellige Birgittas hospital i Rom, ansøker pave Eugen IV om ret for sig og sine efterfølgere til at høre skriftemaal og administrere sakramenterne for de skandinaver, som kommer til Rom og ikke kan klare sproget[14].

Foruten de egentlige pønitentiarier finder vi, at ogsaa andre har baaret tilsvarende titler; særlig er dette tilfældet med pavelige legater, som handlet med avlad. Saaledes optræder der vaaren 1402 i Roskilde en Augustinus de Undinis, extra Romanam curiam sanetissimi domini nostri pape penitenciarius, og tillater Islands hirdstjore, Vigfus Ivarssøn, med 100 mand at la sig absolvere av selvvalgt skriftefar; tillike delagtiggjør han dem i jubelaarets almindelige avlad, naar de inden mai yder sit offer i Roskilde og valfarter til fire kirker[15].

Netop ved denne tid, hvor der, som ovenfor vist, ingen poenitentiarius de Dacia fandtes ved kurien, har vi igjen et eksempel paa, at poenitentiarius maior henvender sig direkte til en prælat i den norske kirke. Det er kardinal-presbyteren Franciscus (Carbonus; kard. 1885–1405), som i aar 1400 skriver til biskop Olav av Stavanger eller hans vicarius og paalægger ham at frita Torgils Andressøn, prest i Stavanger stift, fra alt ansvar for et manddrab, han har begaat i nødverge; saken fremstilles utførlig efter Torgils’s forklaring, og hvis denne viser sig at være rigtig, bør han være fri[16].

Gjennem pønitentiarien er ogsaa den række dispensationer i ægteskapssaker ekspederet, som vi ser, kurien i slutningen av det 15. og begyndelsen av det 16. aarh. har meddelt[17]; naar alle de bevarede brev herom er rettet til islændinger, skyldes det sikkert kun den omstændighet, at vi overhodet har saa forholdsvis mange flere islandske privatdiplomer end norske.

Den første gang en særlig poenitentiarius omtales i Nidaros kirkeprovins, er i erkebiskop Jon Raudes tid (1268–82). Nidaroskanniken Jon Nikulassøn Birkebein erklærer nemlig i et vidnesbyrd av 20. febr. 1293[18], optat i anledning av striden mellem erkebiskop Jørund og hans kapitel, at i Jons tid utnævntes erkestolens embedsmænd, deriblandt ogsaa poenitentiarius, av erkebispen med kapitlets samtykke. Dette har Jørund ikke villet indhente, men utnævnte paa, egen haand Laurentius Kalvsson til poenitentiarius og thesaurarius[19]. Poenitentiarstillingen nævnes ikke i det forlik, kong Erik mæglet paa Tautra mellem erkebispen og kapitlet den 23. juni 1297[20], men omtales derimot i kannikernes klage til pavestolen samme aar[21] som et »officium quod ad Nidrosiensem ecclesiam pertinere dinoscitur«, mens erkebispen »motu proprio« overfører det »ad ecclesias alias« og lar de »publice penitentes«, som pleiet at gjøre bod i Nidaros domkirke paa askeonsdag, nu foreta den i sit private kapel. Det ligger derfor nær at anta, at Laurentius er blit utnævnt umiddelbart efter Tautra-forliket, og at vi kanske endog her har den egentlige foranledning til det nye brud. Ved biskop Narves og Peter Matas dom av 10. juni 1299[22] gjenoprettes det fra Jon Birkebeins vidnesbyrd kjendte forhold, at poenitentiarius likesom de øvrige erkebiskoppelige embedsmænd skal utnævnes med kapitlets samtykke.

I begyndelsen av det 14. aarh. finder vi, at der er tillagt poenitentiarien i Nidaros som særlig indtægt tiende fra alle prester indenfor Agdenæs av al utsæd og alle rette indtægter[23]. Hans myndighet strakte sig oprindelig ikke utover Nidaros diøcese og dens medlemmer, men utvidedes under erkebiskop Gaute til at omfatte ogsaa de fremmede pilgrimmer, ifølge pave Sixtus IV’s bevilgning av 19. Juni 1475[24]. Ved denne tid har der, ialfald paa de store festdager, været flere fungerende pønitentiarier ad gangen. Naar paven bruker uttrykket, at de er »per ipsum ordinarium pro tempore deputati«, ligger der deri neppe noget om, enten kapitlets samtykke har været indhentet ved utnævnelsen eller ikke.

For bispesæterne utenfor erkestaden er pønitentiarstillingen oprettet ved provinsialkoncilet i Oslo 6. juli 1306[25]. I dettes statut, som er vedtat av alle de norske biskopper, samt av Erlend av Færøerne, heter det nemlig, at da biskopperne som sjælens læger har at sørge for sine undergivnes aandelige helbred, saa har de bestemt, at der ved hver katedralkirke skal ansættes en kyndig, skikket og paalidelig prest, som paa et bestemt sted og til passende tider kan være til tjeneste i kirken selv for dem, som ønsker at skrifte for ham. Denne bestemmelse gjentas av erkebiskop Paal i hans hyrdebrev, som almindelig sættes til tiden 1336–1346[26].

Imidlertid later det ikke til, at denne særskilte pønitentiarius ved bispesæterne har været en regelmæssig embedsmand. I norske diplomer har jeg aldrig set ham nævnt, og i islandske bare en gang; det er en broder Bjørn Jønsson, som indehar denne stilling i Hólar 1431[27] Og i biskop Godsvin av Skaalholts synodalstatut av 24. juni 1439[28] fastsættes paa nyt, at der i bispedømmet skal ansættes saa mange pønitentiarier, som synes nødvendige for at løse fra de synder, som har været biskoppen forbeholdt.

Naar man gjennemgaaende har kunnet klare sig uten pønitentiarius ved bispesæterne, er grunden uten tvil den, at hans arbeide som regel har været utført av biskoppens almindelige stedfortræder, officialen. Uttrykkelig bevidnet er dette ved et brev av 17. sept. 1440, hvor biskop Godsvin av Skaalholt, ombudsmand for Hólar bispedømme, utnævner presten Jon Paalssøn til official i Hólar, med ret til at avløse læg og lærd og sætte dem »penitencias competentes«[29]. Desuten ved en hel række domsavsigelser, hvor officialen optrær som den, der har ret til at sætte skript for klerikere.

Hvorvidt der i klostrene regelmæssig har været ansat særskilte skriftefædre, poenitentiarii eller confessores, kan være tvilsomt. Lange mener[30], at det kun har været tilfældet, hvor abbedens likegyldighet har gjort det nødvendig. I saa fald har skriftefaderen vel været utnævnt av klostrets foresatte – enten, for de eksimerede klostres vedkommende, provinsens eller hele ordenens leder, eller diocesanbiskoppen. Dette siste har været tilfældet i det eneste os bekjendte eksempel, nemlig da biskop Erik av Stavanger (1322–42) opnævnte en pønitentiar i Utstein augustinerkloster for at holde styr paa den uregjerlige abbed Erik. I nonneklostrene har vel i almindelighet prioren fungeret som skriftefader. Og hvad endelig birgittinerklostrene angaar, staar de for saavidt i en særstilling, som deres prior bærer titelen confessor generalis; ogsaa denne embedsmand vælges vistnok av klosterkonventet, men maa ha biskoppens stadfæstelse og tillatelse til at bore skrifte og paalægge bod, som det fremgaar av et brev fra Olav av Bergen av 19. sept. 1440[31]. – De 4 confessores, som ifølge pave Bonifacius IX’s brev av 16. jan. 1399 skal opnævnes i Munkeliv cistercienserkloster i Bergen av hensyn til den devotionsavlad, han skjænker klostret[32], hører ikke herhen, da de ikke er ordinære skriftefædre for munkene, men bare for de lægfolk, som paa visse store festdage besøker klostrets kirke.




Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. E. Göller, Die päpstliche Poenitentiarie I, 1 (Bibl. d. Kgl. Preuss. Hist. Inst. i Rom. III). Rom 1907. S. 75 fl.
  2. Götz, Studien z. Geschichte d. Busssakramentes, i Zeitschr. f. Kirchengesch. XVI (1896).
  3. Einar Tambarskjælvers reise i 1024 har vel neppe noget med bod at gjøre, og Tore Hunds efter Olav den helliges død gik til Jorsal – om da denne historie er at stole paa.
  4. Jfr. uttryk som: háski við guð, og: í lífs háska (ɔ: in articulo mortis); – Hertzberg i N. g. L. V.
  5. Daae, i Hist. Tidsskr. 4 R. III. S. 6 ff.
  6. I 1173 bestemmes dette for Island, men i meget indskrænket form (Dipl. Isl. I 38, 40); selvfølgelig har de samme bestemmelser gjældt for hele den norske kirke. Senere ser vi imidlertid gjentagne ganger, at paven har befuldmægtiget den norske erkebiskop til selv at foreta avløsningen fra det paa denne maate paadragne ban, naar forseelsen da ikke er altfor grov, saaledes ved 1190, 1221, 1253, 1292 (D. N. XVII 7; VI 14, 26, 61).
  7. D. N. IX 78 (jfr. Langes Klosterhist. 1. Utg. S. 511 og 752–54).
  8. Nærmest ligger det vel at tænke paa den hithørende bestemmelse fra Laterankoncilet i 1215 (c. 40, XIV 3).
  9. Göller, Die päpstl. Pön., S. 133.
  10. Moltesen, De avignonske Pavers Forhold til Danmark, S. 117 f. Til Moltesens liste over poenitentiarii de Dacia kan efter Göller (l. c. S. 152) føies prædikebroderen Petrus Nicolai, som nævnes i 1390, og 6. april 1391 blir utnævnt til biskop av Hólar (D. N. VI 333). Eubel, Hierarchia catholica II, S. 17; nævner som apostoliske poenitentiarier Paulus Gobelinus og Joannes, som henholdsvis 1431 og 1432 blev biskopper av Garðar; men baade disse to og den Johannes Bloxwich, som i 1435 fik Hólar bispestol (Eubel II S. 183), er os som fuldstændig fremmede helt uvedkommende.
  11. Biskop Haakon av Bergens brev av 24. juli 1338 og 25. juni 1339 (D. N. VIII 112; VII 167) til fr. Petrus Åbo. Notis om at erkebiskop Paal besøker pavestolen for det forløpne treaar ved sin procurator Petrus Åbo (D. N. XVII 60; 1344). Leilig hetsvis ser vi, at skandinaver ved denne tid ogsaa har indtat andre stillinger ved pavehoffet; saaledes var biskop Benedikt av Bergen før sin indvielse (14. jan. 1370) foruten pønitentiar ogsaa pavens kapellan (Eubel, l. c. I, S. 137). Som de allerfleste pønitentiarier var ogsaa han dominikaner. – Erkebiskop Eiliv sender i 1320-aarene to mænd til pavens poenitentiarius maior og en til poenitentiarius de Dacia for at faa absolution for kvalificeret hor (D. N. XVII 9).
  12. D. N. XVIII 437.
  13. Mens Dacia i Urban V’s og Gregor XI’s tid (1362–78) er optat i fortegnelsen over de land, hvorfra det pleier at beskikkes pønitentiarier, er det blit strøket, da Eugen IV den 16. okt. 1435 reducerer deres antal fra ca. 15 til 11 (D. N. VII 294. Göller, l. c. I S. 140 f.; II S. 122 f.).
  14. D. N. XVII 1023.
  15. D. N. V 416.
  16. D. N. IV 709.
  17. Dipl. Isl. VI 101, 159, 231; D. N. XVII 1203.
  18. D. N. III 32. – De to lignende vidnesbyrd fra efter 120 (branden i Nidaros dette aar omtales) (D. N. III 34, 35) lar sig desværre ikke nøiagtig datere og kan derfor ikke bruk til at fastslaa rækkefølgen av begivenheterne i denne strid.
  19. Laurentius saga, kap. 13 (Bisk. sog. I S. 802, 806). Sagaen synes at sætte denne begivenhet til 1292; men dens kronologi paa dette punkt er meget forvirret (jfr. Keyser, Kirkehist. II S. 90 anm.).
  20. D. N. III 39.
  21. Pavebrev av 28 okt. (D. N. VI 64).
  22. D. N. II 50.
  23. N. g. L. III S. 310.
  24. D. N. XVII 695, 1102.
  25. N. g. L. III S. 243 fl. D. N. VII 36.
  26. N. g. L. III S. 284–94. Det indledes med et kort avsnit »om den kristelige tro«: først de tre artikler, og saa fortsættes der: »Vi har ogsaa at tro, at vore synder tilgis os i daaben og likesaa de, vi gjør siden, om vi angrer, skrifter og bøter, efter det, som lærde mænd viser os, de, som dertil er sat og har magt av den hellige kirke.«
  27. Dipl. Isl. IV 497.
  28. Dipl. Isl. IV 627.
  29. Dipl. Isl. IV 653.
  30. Klosterhist. 1. utg. S. 193 f.
  31. D. N. XVI 113. – Denne tillatelse gjælder vistnok ogsaa lægfolks skriftemaal (subditos nostros ad vos in foro penitenciali confugientes). – Confessor generalis i Munkeliv (og Hovedøens) birgittinerkloster omtales paa en mengde steder (D. N. I 801, 905, 930; IV 1024; V 860; X 628; XVI 113–120, 134–137, 322, 350, 365 o. fl. st.), derimot ikke den confessor quotidianus, som fandtes i Vadstena.
  32. D. N. XVII 196 (og XII 130).