Norsk-finske kirkelige Forbindelser i Middelalderen

Edvard Bull d.e.

Norsk-finske kirkelige Forbindelser i Middelalderen

Historisk Tidsskrift, fjerde Række, sjette Bind, 1910 (s. 364-368).

NORSK–FINSKE KIRKELIGE FORBINDELSER I MIDDELALDEREN.

AV

EDV. BULL.

---

Den finske kunsthistoriker dr. Meinander har nylig^[1] paavist og deri faat tilslutning fra norsk side av dr. H. Fett^[2], at det i middelalderen har bestaat en forbindelse mellem den kirkelige kunst i Norge og i Finland. Fett tænker sig den nærmest formidlet ved den stadige strøm av pilgrimmer, som gjennem Jemtland naadde Nidaros østfra. At denne forbindelse er av gammel dato, er klart nok av den overordentlige rolle Olavskultusen spillet i Finland, en kultus som ialfald maa gaa tilbake til tiden før Eriks- og Henriksdyrkelsen var kommet op, fra midten av det 13. aarh.^[3], og som sandsynligvis er endnu adskillig ældre. Olavs overlegenhet over Erik den hellige som finsk helgen ses av det rent talmæssige forhold mellem deres billeder i finske kirker: ved siden av 7 sikre Eriker er der 21 billeder av Olav, 5 av begge konger sammen og 17 usikre<ref>Med den sterke sammenblanding baade av de to helgeners attributer og deres legender er en slik usikkerhet let forklarlig og betegnende nok; den yngre helgen Erik har laant en række træk fra sin ældre, mere berømte kollega. – Karakteristisk er det, at ved siden av Erik og Olav har den danske helgenkonge Knut bare et eneste billede i finske kirker. Meinander, anf. skr. 8. 62–74, 153–57. statue fra Rusko kirke tydelig paavirkning av samtidige norske motiver; derimot later det ikke til, at noget finsk Olavsbillede er gjort i Norge, de er enten av indenlandsk eller gotlandsk oprindelse.

Ved siden av denne tydelige paavirkning fra Norge til Finland i helgendyrkelsen har vi ogsaa fra den senere middelalder en del spor av personlig forbindelse mellem de to lands kirker og et enkelt forsøk paa at efterligne norske kirkelige institutioner i Finland. I 1353 faar den svenske eller finske klerk Johannes Rotgeri løfte paa et kanonikat med præbende ved Hamar domkirke, uagtet ha paa forhaand hadde faat Hattala sognekald i Finland og vi et par aar senere ser ham som kannik i Åbo^[4]. Sognepresten i Jumala i Åbo stift, Stigandus Stephani, kannik i Strengnes, blir i 1360 archipresbyter i Oslo mot at avstaa sit sognekald til den svenske prest Johannes Rudolphi^[5]. I den norske kirke forekommer archipresbyteratet – der som selvstændig domkapitels-prælatur overhodet er meget sjeldent – bare i Nidaros og Oslo. I Nidaros nævnes en archipresbyter bare et par ganger ved mitten av det 15. aarh.^[6], uten at man nærmere kan se hvad stillingen egentlig var for noget. I Oslo derimot forekommer erkepresten meget hyppig og altid som den første blandt kannikerne: nogen prepositus, archidiakon, dekan eller anden prælat har dette kapitel neppe hat, foruten erkepresten bare en kantor. Naar det da mot slutningen av det 15. aarh. i Åbo blir oprettet et slikt archipresbyterat – som ikke fandtes i noget svensk stift – ligger det nær at tænke paa norsk paavirkning, selv om i Åbo erkepresten ikke blev kapitlets forstander, men kun den fjerde og siste av dets prælater^[7].

Endnu et eksempel foruten de ovenfor nævnte har vi paa, at en finsk geistlig forsøker gjennem kurien at skaffe sig et fett embede i den norske kirke. Det er den Magnus Nicolai, in artibus magister, presbyter Aboensis diocesis, som i 1465 søker om at bli archidiakon i Nidaros efter Ingvald Jonssøn, som vil træ ind i Elgeseter augustinerkloster^[8]. Og endelig har vi i en interessant brevveksling fra 1493 mellem Åbo bisp og kapitel og Nidaros bisp og kapitel et siste utslag av den middelalderske forbindelse mellem den finske og den norske kirke^[9]. Den overordentlig dygtige og driftige biskop Magnus (Stjernkors) av Åbo og hans kapitel ønsket nemlig at indstifte et mensa communis (»refectorium« og »præstacommune« kaldes det ogsaa), et fælles bord for kannikerne og vel ogsaa for de andre prester i Åbo by. I den anledning lot han da under 1. juli 1493 avgaa to brev til Nidaros erkebisp og kapitel for at faa avskrifter av de dokumenter, som laa til grund for kommunitetet der og i andre norske stiftssteder, da den norske kirke gjaldt for i denne henseende at utmerke sig fremfor de øvrige nordiske kirker^[10], saa at alt hans forgjængere har tænkt paa at efterligne den deri. Særlig ønsker han at vite, hvilke forpligtelser det paaligger bispen til at møte ved fællesbordet og hvad ha bør betale derfor for sig selv og sine ledsagere. To dage senere ber han erkebispen av Upsala, som han ofte har snakket med om denne sak, om pas for sit bud og om at han vil anbefale saken til erkebispen i Nidaros. Alt den 24. nov. samme aar sendte Nidaros kapitel sit svar med de ønskede avskrifter (som desværre er tapt) og den 29. svarer erkebiskoppen. Han fraraader at indrette mens communis for hele byens presteskap; i Norge har man det bare for domkapitlet og de som dette særlig maatte opta (proventfolk). Dog findes der i Oslo foruten domkirkens fællesbord ogsaa et mensa communis for kannikerne ved det kongelige kapel Mariakirken. Men dette avviker fra domkirkernes ved det ringe antal deltagere, idet der bare er 6 kanniker og likesaa mange vikarer og bare en prælat, provsten, som tillike er rikets kansler; de 6 kanniker forestaar efter tur et aar ad gangen bordets bestyrelse. – Hvorledes dette biskop Magnus’s fællesbord virkelig blev indrettet og hvorlænge det bestod, vet vi ikke videre om. Men at det kom istand er sikkert nok: det omtales i aarene 1508 og 9, da Johan Dyrhake, prebendatus i Åbo, gir sig i provent der for en gaardpart paa 160 (eller 140) marks værdi^[11].

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Medeltida altarskåp och träsniderier i Finlands kyrkor. Helsingfors 1908.
2. Billedhuggerkunsten i Norge under Sverreætten. Kria. 1908. S. 78 f., 115.
3. Knut Stjerna, Erik den helige (Acta universitatis Lundensis. 1898. I)
4. Munch, D. n. F. H., Un.-Per. I 559. – Historiallinen Arkisto (Finsk Historisk Arkiv) II S. 13 f.
5. Historiallinen Arkisto. II S. 16. – D. N. VI 241, 242, 247.
6. D. N, III 4; II 11.
7. Lundqvist, Bidrag til kännedomen om de svenska domkapitlen under medeltiden. Sthm. 1897. S. 49 f.
8. A. Bugges indledn. til utg. av Kalteisens Kopibok. S. XIX.
9. D. N. XVIII 124–126, 129–131.
10. Mensa communis i Nidaros var alt stiftet av erkebiskop Sørle i 1252 (D. N. II 9), idet han dertil gav tomt til en bygning og bispetienden av 4 kirker i byen og stiftet; alt paa forhaand hadde forresten Nidaros kapitel, foruten de enkelte kannikers præbender og andre indtægter, sin fælles eiendom og derav flytende indkomster, »commune«. Fællesbordet gav adskillig anledning til at øke communet, idet ran der kunde opta i provent, til forsørgelse, ogsaa utenforstaaende, endog lægfolk, mot klækkelig vederlag, helst i jordegods (Daae, En krønike om erkeb. i Nid. S. 84 f).
11. Registrum ecclesiæ Aboensis. S. 558 f.