Nogle holbergske Analekter
I forrige Bind af Tidsskriftet meddelte jeg „Nogle Optegnelser til Ludvig Holbergs Biographi“. Jeg er senere vedbleven at samle Alt, hvad jeg under mine Studier har stødt paa, der i nogen Maade kunde bidrage til at kaste Lys over Holbergs Liv eller tjene til Forklaring af Steder i hans Skrifter, en Syssel, hvorfra Ingen, hvem den engang er bleven kjær, lettelig løsriver sig. Som det vil sees, hidrøre dere af de følgende Smaating fra hidtil upaaagtede Notater af Carl Deichmann, af hvis spredte Optegnelser allerede tidligere (ved J. Møller, J. C. Berg, Werlauff og i „Meddelelser fra det norske Rigsarchiv“ samt sidst af mig i „Historisk Tidsskrift“, B. 2) et og andet Holbergianum er fremdraget.
Holberg udgav, som bekjendt, sit Digt „Metamorphosis eller Forvandlinger“ i 1726 kort i efter Hjemkomsten fra sin femte og sidste Udenlandsreise. Efter hans eget Vidnesbyrd gjorde „Forvandlingerne“ megen Lykke hos de Fornemme og Dannede (optimates et literati), men vakte derimod Forbitrelse hos den raa Hob (plebs); „de gemene Folk, som alene se efter Satiren, toge det op paa adskillige Maader efter deres adskillige Humeurer.“ Som et Udtryk for Massens Stemninger udkom allerede meget snart et versificeret Angreb paa Digtet og dets Forfatter af en Pseudonym, der kaldte sig Mikkel Hansen.[1] Pseudonymen fandt, at saadanne Ting, som Heiberg her havde skrevet, „kunde være lette at opfinde, naar man gav sig Stunder dertil,“ og fremsatte forøvrigt en Mængde flaue Bemærkninger om Digtets Indhold. Det manglede ikke paa opfordringer til Holberg om at besvare Mikkel Hansens Angreb, hvilket denne dog efter sin egen udtrykkelige Erklæring[2] ansaa under sin Værdighed. Ikke desto mindre har der været dem, der have tillagt Holberg Forfatterskabet til et anonymt modskrift mod Mikkel Hansens Angreb, der saa Lyset kort efter dette, men hvis Indhold og Tone vistnok i enhver Henseende gjør denne Antagelse urimelig eller endog fornærmelig. Disse tvende Flyveskrifter, hvis Originaludgaver forlængst høre til de største Sjeldenheder, ere senere blevne optrykte al F. L. Liebenberg i hans Udgave at „Ludvig Holbergs mindre poetiske Skrifter“, Kbhvn. 1866. 8. S. 300–306.
Lige til vore Dage har Forfatterskabet til hine Bagateller hørt til de velbevarede literære Hemmeligheder. Deres Indhold og Sprog giver vistnok intet Vink, hvoraf Noget i denne Henseende kan sluttes, undtagen forsaavidt som det i Mikkel Hansens Vers forekommende udtryk „Aske-Fiis“ med temmelig Bestemthed peger paa, at Forfatteren har været en Nordmand. I det Deichmannske Bibliothek i Christiania findes en Afskrift af begge Pjecer, hvorpaa med C. Deichmanns Haand er noteret, at „Mag. Treskow“ skulde være Forfatter af Mikkel Hansens Vers.[3] Da ingen anden samtidig Magister af Navnet Treschow kjendes, har Werlauff[4] paa Deichmanns Autoritet antaget Johan Treschow, Magister fra 1722, som Forfatter. Denne Nordmand, en Søn af Christiania-Patricieren, Admiralitetsraad Gerhard Treschow, og om hvem man ikke veed synderligt mere, end at han eiede et stort Bibliothek, er imidlertid ikke den, hvem Deichmann har meent.[5] Denne Lærde har nemlig selv andensteds efterladt udførligere Notitser om denne Sag. Det er ingen anden end Gerhard Treschow, den noksom bekjendte og af sin Samtid ansete Forfatter til den ældste Samling af „Danske Jubellærere“, i hvem Deichmann, og det, som det synes, med gyldig Grund, har troet at kunne see den virkelige Mikkel Hansen. Denne Mand var imidlertid tilfældigviis ikke Magister og er formedelst denne ubetydelige Hukommelsesfeil af Deichmann bleven forvexlet med sin Fætter Mag. Johannes Treschow.
Gerhard Treschow (Søn af Eieren af Lesja Verk i Gudbrandsdalen, senere tillige Generaltoldforvalter i Throndhjem Herman Treschow, gjennem en anden Søn Stamfader til den nulevende formuende Slægt Treschow) var født i Lesje 1705 og blev efter at have modtaget Undervisning især paa Kongsberg hos Halvbroderen Caspar Wildhagen, tydsk præst sammesteds, sendt til Kjøbenhavns Universitet 1720, hvor han formedelst Svogerskab kom i Huset hos Professor, siden Biskop Trellund. Han har altsaa været et ungt Menneske paa en og tyve Aar, dengang han, erter i Forveien at have ladet trykke et Par smaa theologiske Disputatser, angreb Holberg under Mikkel Hansens Navn. Hvor meget altsaa Holberg taler om plebs og plebeium carmen, og hvormeget ogsaa Digtet selv hører til de lidet rosværdige, sees dets Forfatter dog at have været en Mand af god Familie og god Opdragelse, ligesom han ogsaa senere i Livet vandt et godt Navn. Tænkeligt, at den unge Mands Rim kunne have været en Gjenklang al visse Theologers og Geistliges velmente, om end bornerede Kritik over Metamorphoserne?
Jeg afskriver her de tvende Steder af Deichmanns utrykte Optegnelser, hvor Gerhard Treschow omtales:
a. „Heyberg i Fortalen til Holbergiana taler om Michel Hansens Brev til Hans Michelsen og at det Svar derpaa, sc. Briller til at læse Michel Hansens Brev vel er af Holberg. Kan vel være. Holberg kalder dette Brev mod Metamorphoses et gement og ubevist Brev. Autor dertil siges at være Hr. Gerhard Treschow, som mig er fortalt af hans Broder Søn Raadmand Wildhagen, der hændelsesviis ham uafvidende saa Conceptet dertil paa hans Studerekammer. Hvad enten Holberg har vidst det eller ikke, saa tilstaar han dog denne Mand stor Berømmelse, endskjønt han ikke er enig med ham in principiis i sin Fortale til Heltindernes Historie.“ (Deichmanns Optegnelser, Manuscr. i det norske Universitets-Bibliothek No. 396 fol.).
b. „Treschow, Gerhard. Var en Halvbroder til Mag Wildhagen, Provst og Sogns Præst paa Kongsberg, NB. den sidste tydske præst der paa Stæden. Treschow blev oplært i hans Huus; derfra til Hr. Schielderup i Laurdal. Der siges, hand frabad sig Trinitatis Kald, men at mand af visse Aarsager formaaede ham at modtage det, at hand magede det saaledes, at hans Indtrædelses Prædiken skede paa Trinitatis Søndag[6] og i Anledning deraf udlod sig, det mand ikke altid alene burde nævne Frelseren, og ligesom udelukke de andre Personer i Guddommen, som altformeget var skeet baade af hans Antecessor og Menigheden, som Treschow forsigtig nok ikke nævnede. Da hand steg ned af Prædikestolen, stedte hand et Fruentimmer, som strax angreb ham i megen Heftighed over, hvad hand hevde telt. Treschow, uden at svare hende, spurde Klokkeren, som stod hos, hvem dette Menneske var, gik fra hende, uden at tale et Ord til hende. Forbemeldte Meg. Wildhagens Søn, Raadmand og Bergamtskriver paa Kongsberg, har fortalt mig, det hand i Bircherød iblandt Hr. Treschows Bøger forefandt Conceptet til Michel Hansens[7] Brev, under Navn af Brændeviinsbrænder eg Øltapper i Callundborg, skrevet af Hr. Treschow selv, eg altsaa trode, hand var Autor til samme. Desuagtet havde dog Holberg megen Agt og Ære for Manden, endskjønt ikke enig med ham i visse Principia. NB. Efter den forbemeldte Tildragelse ved Treschows første Prædiken i Trinitatis Kirke blev (han) nogen Tid derefter syg og døde 20 Nov. 1765“. (Af Deichmanns Bemærkninger bag i andet Bind af hans Exempler af Jens Worms Forsøg til et Lexicon over lærde Mænd,
der tilhører det Deichmannske Bibliothek i Christiania).1. Allerede Werlauff har i sine „Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs atten første Lystspil“, Kbb. 1858. S. 69 fgg., paaviist, hvorledes Navnet Jeppe, længe for denne berømte Komedie saa Lyset, var en almindelig Betegnelse for den danske Bonde, ligesom Luce (Lusse) for Bondekonen, og anført en Række af Steder i ældre Poesier og Rimerier, hvoraf dette fremgaar. Tydligere maaskee, end i noget andet Rim, forekommer dog Jeppe-Navnet som repræsenterende særlig den Sjellandske Bonde i følgende Linier, som findes i i „En liden Giette-Knude, præsenteris til Divertissement Giæsterne et oplese“:
– – – – – – –
– – – – – – –
„Naar Siellends Jeppe træller sterck
Ved Pleylen Kroppen strecker
Hans Luce da til Vadmels-Verck
Af Ulden mig fremtræcker.“
Denne Poesi, aabenbart tilhørende det syttende Aarhundrede, udgjør en Deel af et større, særskilt trykt Bryllupsdigt, der i vort Universitets-Bibliothek dog kun forekommer i et defect Exemplar.
2. Efterat Holberg forlængst hevde ophørt et skrive Komedier, var bleven Eier of betydelige Jordegodser og var bleven baroniseret, indvikledes hen i en Proces med en ar sine Ridefogder. Processen kjende vi af hans 447de Epistel, denne sidste Fortsættelse af hans autobiographiske Meddelelser; det vil imidlertid erindres, et de denne Epistel kort efter Holbergs Død kom for Lyset, udelodes deraf et temmelig stort Stykke, der først blev Almeenheden forelagt i de ved A. E. Boye udgivne Holbergiana. (B. 2., Kbhvn. 1833. S. 46–50). En af Deichmanns Notitser meddeler en ret interessant Anekdote om, hvorledes Modpartens Advocat for Høiesteret benyttede sig af Steder i Jeppe paa Bjerget for dermed at chicanere Stykkets Forfatter, nu selv Baron og i personlig Berøring med de Samfundsklasser, som han i sin Jeppe i yngre Aar havde behandlet. Naar det anføres, at Ridefogdens Advocat var Lawsen, kan her tilføies, at den samme Advocat ogsaa havde Parti imod Holberg, dengang denne i Marts 1747 procederede for Høiesteret med sin Collega og gamle Antagonist Professor Peder Horrebow; ved denne sidstnævnte Leilighed benyttede Holberg som Sagfører sit Næstsødskendebarn Advocat Munthe (siden adlet Morgenstjerne), Søn af den Præst Otto Munthe i Fron, hos hvem han tilbragte en Deel af sin Barndom.
Deichmann skriver saaledes:
„Holberg, som ingen Leilighed lader gaa forbi til at fornærme Hoyer, taler et Steds i eine Epistler om en Jurist hans Videnskab og siger, at man almindelig finder grundigere Domme iblandt dem, som besidder grundige principia og maadelig Læsning, end blandt dem, som har vidtløftige studia, og erindrer tillige om en saadan Jurist, der offentlig lærte Andre, (men) sjelden var lykkelig i sine Domme, som oftest blev underkjendt; om han hermed mener Hoyer, tør jeg ikke sige forvist. Men den gode Holberg var ikke heller lykkelig i sine Processer, som han tilkjendegiver i samme sine Epistler No. 447, og som han havde med sin Foged, da denne tog Commissarier og Holberg ingen for at vedblive sit eget antagne principium. Men da disse Commissarier ogsaa havde været Ridefogder, som Folk sagde ikke uden til Holbergs Fornøielse (sic), – da Sagen skulde til Høiesteret, paatog sig Lausen Fogdens Sag, og da han ikke heller var Holberg noget godt skyldig, som saa ofte havde gjennemhæglet denne Profession, især i hans Dannemarks og Norges Beskrivelse, glemte Laasen ikke at benytte sig af Comoedien Jeppe paa Bjerget, der som Baron examinerede sin Ridefoged, der skulde hænges, og da denne spurgte, hvad ondt han havde gjort, svarede Baronen: Est du ikke Ridefoged og spørger endda, hvorfor du skal hænges, og som har støbte Sølvknapper etc. Slutningen blev, at Holberg tabte Sagen der med alle honores, og ved den Leilighed forefaldt adskillige Allusioner til hans Barons Værdighed.
„Hoyer var en større Statsmand end Holberg, fordøiede alle Holbergs ømfindtlige Sted, vid[8] om tydske Jochum i Comoedien. Hoyer citerer overalt Holbergs danske Krønike i hans Jure publico mss., da derimod Holberg aldrig nævner Hoyer, ja ikke engang naar han anfører det mærkelige Brev, som Christianus quartus tilskrev den Lyneborgske Hertug Georg, som gik fra Kongens i Keiserens Tjeneste, som Hoyer allerførst har publiceret i hans Dänemarkische Geschichte, og som Hertug August af Wolfenbüttel communicerede den gamle Georg: Calixtum, da dog Holberg formodentlig ingen andensteds har taget det fra end sammesteds.“
I denne Komedie forekommer følgende samtale mellem Vielgeschrey og hans Barbeer:
– – Eine Matrosen-Frau ind den Neuen-Buden hat auf einmal 32 Kinder aur Welt gebracht, und war doch nicht dicker als eine ordinaire schwangere Frau. Wie kann Ihro Gnaden das begreifen?
Jeg har ikke fornøden at bryde mit Hoved med at begribe det, thi jeg maa først vide, om det er sandt.
Das ist so wahr, als ich hier stehe, denn ich kann die Historie mit Umbständen erzehlen, denn die Kinder wurden alle getauft, aber sie sturben gleich darauf.
Kilden hertil tør med høi Grad af Sandsynlighed søges i en Legende, der knytter sig til en Kirke i Nærheden af Haag, som almindelig forevistes Reisende i Holland, og som Holberg maaskee endog kan antages selv at have seet under et af sine Besøg i dette Land, hvor han navnlig 1704–1705 tilbragte saa lang en Tid og det under Omstreifen fra Sted til andet. Vi ville meddele Legenden, saaledes som den fortælles i en utrykt Dagbog eller Autobiographi af en dansk Mand, Kammertjener, senere Sorenskriver i Norge, Mathies Skaanlund, som i 1683 ledsagede Christian den Femtes uægte Søn, Grev Christian Gyldenløve, paa hans første Udenlandsreise. Skaanlunds Ord ere disse:
„Den 26 Martii 1683 var Greven til Losdun eller Losdeøie, som her kaldes, er en Time fra den Hag, og ikkun en Flekke, men der er noget rart at see, nemlig der har været Ao. 1276 Grev Flores Datter af Holland ved Navn Margreta, var gift med Grev Henneberg. Hun fødte paa en Langfredag 364 Børn, Halvparten Drenge og Halvparten Piger, og som alle levede og alle (bleve) døbte, Drengene kaldet Johannes og Pigerne Elisabeth. Men efter Daaben døde de alle, og er endnu i samme Kirke en stor Stentavle for dem. Derpaa ar udhuggen paa Latin Mirakelets Indhold, og over Stenen er indmuret tvende store Messingbækkener, hvorudi hver Sort Barn blev døbt. Kirkeværgen kunde forklare os, at et af disse Bækkener var for rum Tid siden bortstjaalet, hvorfor et andet blev gjort i Steden igjen, og vel paa et stort Sted muligt at findes, som vel er troligt, thi paa vores Konges Raritet Kammer har jeg seet, da min Herre var der oppe, et af disse samme smaa Børn hængendes udi en Guldkjede i en liden Flaske, langt som Leddet af en Finger, sort, intet hvidt er at see uden de smaa Negle. Aarsagen til dette Guds Mirakel forklares, at en fattig Kvinde i Dyrtid kom for denne Grevindes Port med 3 a 4 smaa Børn og bad i Guds Navn om Nødtørft for Grevinden selv, hvorpaa Grevinden gjorde hende en Afvisning med disse Ord, at Landet er fuldt af saadanne H...., som gaar omkring med sine Unger og trygler. Fattigkvinden svarede: O retfærdige Gud give mig saamange Børn, som der er Dage i Aaret til, om jeg har havt nogen Tid med anden Karls Person Omgjængelse, end med min egen Ægtemand, og den samme Gud lade skee Tegn derpaa imellem Eder, som er rig, og mig, som er fattig“.
Man har anført, (dog, saavidt mig bekjendt, ikke med Hjemmel af Holbergs egen Tilstaaelse, saaledes som Tilfældet er med „Jeppe paa Bjerget“), at Fabelen til dette Stykke skulde være tagen af Bidermanni Utopia. Ved Gjennemlæsningen af dette Skrift er det heller ikke lykkets mig at finde nogen Fortælling, som med Føie kan betragtes som „Den pantsatte Bondedrengs“ Kilde.
Derimod synes en Hændelse, der i de ovennævnte Skaanlundske Dagbøger fortælles at have tildraget sig i Nimwegen, medens Gesandtskaber fra den største Deel af Europas Magter opholdt sig der i Aarene 1676–1679 i Anledning af den bekjendte Fredscongres (deriblandt ogsaa en overmaade talrig Legation fra Danmark med Greven af Altenburg og Just Høg, hvilken sidste Dagbøgernes Forfatter dengang tjente), at indeholde Momenter, deri dere Henseender minde em Leerbeutels Bedrifter. De en stor Mængde Danske ved den Tid opholdt sig i Nimwegen, er det ogsaa rimeligt nok, at Begivenheden er bleven bekjendt i Danmark og kan være erindret af Mange endnu i Holbergs yngre Aar. Under Overskriften „En Officeers Stratagema“ fortæller Skaanlund saaledes:
Imidlertid denne Uro var i Landet Cleve, var der Mange, som flygtede hid, iblandt Andet en rig Jøde førte sig og Sit ind i Nimwegen, en Stund derefter En, som havde Mod paa denne Jøde at betrække, saasom han fandt ham ikke i Cleve. Hvad skeer her? Denne Person med tvende underkuende indfandt sig udi den franske Ambassadeur Colberts Gaard, som var folkøde, af den Aarsag Colbert var flyttet. Bemeldte Person havde Bud efter Huusverten; da han kom, bad han ham lukke op, han vilde besee Værelserne, om han havde Lyst at leie Gaarden paa nogen Tid, foregav, han var Fyrsten af Holsteens Hovmester, han kommer selv til Staden, noget Mærkværdigt at forrette. Efter de vare accorderede, sagde han: Vil I betro mig Nøglerne? Jeg maa være alene, thi jeg skal strax skrive min Fyrste til, han er paa Veien hid fra Brüssel. Manden gik bort til Sit. Dernæst sagde han til de to Knegte, som han havde med sig: Du skal gaa bort i Isenboden og kjøbe mig Jernlænker 2 à 3, som Grimer, Kramper, Hængelaase og en Hammer strax. Til den anden sagde han: Du skal gaa bort til den Jøde, som er hidflyttet fra Cleve, han skal bo i den og den Gade, og bed ham strax komme hid til mig og sig, her er Fyrsten af Holsteens Hovmester, hvorfor han skal med sig tage saamange Juveler og Guld, som han haver, saasom Fyrsten vil kjøbslage med ham og tilvexle sig Guldet af ham. Dette gik for sig, saasom der var Ingen udi bemeldte øde Gaard end Mesteren for dette Verk og saa den Knegt, som havde hentet Jernlænkerne. Da Jøden nu kom med glubende Tanker i Mening, at her var Vand paa hans Mølle ved Profit at trække Fyrsten op, naar han kom, han blev ført ind i et Gemak inde i Gaarden, der var et Bord, hvorpaa Jøden fremlagde sit Liggendefæ af Juveler og Guld, de to Knegte vare i næste Gemak, hvilke han indraabte, hvor da den ene af dem havde forborgen hos sig et Par ladte Pistoler. Da sagde Mesteren til Jøden: Hør, har du ingen Sølvmynt og Smaapenge hjemme? Jøden fik da en anden Tro og blev gruelig altereret, svared nei og vilde tage sin Skat til sig igjen. O nei, sagde Mesteren, du skal ikke røre den. Da ved en Vink kom Pistolerne for en Dag og blev lagt paa Bordet, og Jøden maatte ei komme den nær. Saa kom her frem Blæk og Papir. Da trued han Jøden, at han strax skulde skrive hjem til sin Kvinde at forskaffe al den Sølvmynt, de havde. Jøden, som saa ingen anden Redning at frelse sit Liv, skrev, men det var hans Moders Maal, men han maatte omskrive den paa Tydsk ved Tvang, hvorpaa den ene Knegt sprang hen til Jødinden og kom igjen med nogle hundrede Gylden. Men der Pengene kom paa Bordet, blev Jøden af disse tre Karle paagreben og Lænkerne tilhobefæstet med Hængelaas, og, naar han vilde skrige, blev Pistolen sat op til hans Hjerte og maatte derfor tie. (Derefter fortælles, hvorledes Mesteren og hans ene Knegt rømme afsted til Hest med Jødens Klenodier og Penge, den anden, som skulde passe paa Jøden, kom først senere afsted til Fods og blev derfor greben af Byens Politi, der kom i Bevægelse, saasnart Jøden havde slidt sig løs. Magistraten i Nimwegen dømte ham til Døden, men dette fremkaldte stort misnøie i de diplomatiske Kredse, navnlig hos Damerne: „Alle Ambassadricerne bade hos de Hollænder og Mediateurerne at løslade denne christne Fange, foregav, at det var Synd, at en Christen uden Bind og gjort Mord skulde miste Livet for en Jødes Penge.“ Denne Forbøn gjentog sig, da Hovedmanden, en fransk Kapitain, endelig blev opdaget, ligesom ogsaa Kongen af Frankrige blandede sig i Sagen til de Skyldiges Fordeel og ansaa det tilstrækkeligt, at Jøden fik de røvede Koster tilbage; Kongen „fandt dette at være ikkun et Corporalspuds og en Bagatel at døde Nogen for.“ „Ja, jeg saa (skriver Skaanlund videre), at Madame Høg fældte Taare, der det var paa det Yderste til Extremitet, at en Christen skulde dø for en Jøde.“ Enden blev, at Jøden fik sit Guld og sine Juveler igjen, men ikke Sølvmynten, hvilken Kapitainen beholdt).
Som bekjendt opkom der, da Hannibal Sehested var død som Gesandt i Paris 1666, en upassende og uden Tvivl usand Fortælling om hans Dødsmaade. Dette Rygte har vistnok givet Anledning til mere end et Epigram; idetmindste erindrer jeg at have seet et saadant paa Fransk blandt Klevenfeldts Samlinger i Geheimearchivet, der dog er for smudsigt til at fortjene Offentliggjørelse. Blandt Holbergs Epigrammer have ikke mindre end to Hensyn til dette Sagn, nemlig I, 22 og I, 32. Det første af disse lyder saa:
De tvende sidste drastiske Linier ere imidlertid ikke forfattede af Holberg selv, men denne har her benyttet et gammelt Epigram, forfattet af Schumacher (Griffenfeld) kort efter Hannibal Sehesteds Død. Herom findes hos Deichmann gjentagne Optegnelser, af hvilke en lyder saaledes:
„Efter Sigende skal Griffenfeldt (have) gjort efterfølgende Vers over Hannibal Sehested, som skal være død in actu ven. paa sin Hjemreise til Danmark, og overleveret (det) til Frid. den 3die, som med applausu skal hove modtaget det“ (Her følge de ovenfor udhævede Linier).
Af Nyerups i 1794 udgivne Langebekiana, S. 86–87, sees Deichman i 1750 at have skrevet til Langebek bl. A. ogsaa om dette Spørgsmaal. Langebeks Svar, af 17 April 1751, der findes i det Deichmanske Bibliothek, indeholder herom Følgende: „Hannibal Sehested døde i Paris, men at han skel være død saaledes, som Verset, man tillægger Griffenfeld, lyder, holder men nu for en Fabel og af hans Uvenner i de Tider opdigtet. Men jeg veed ikke, om Hr. Canc. Raaden her fattet den rette Mening af Verset, efterdi hen tvivler, om Sehested døde paa Alpes eller i Paris“
Som naturlig kunde være hørte Holberg til dem, som høilig misbilligede den Behandling, som overgik Langebek, da han, skjønt kun Studiosus, havde vovet offentlig at rette nogle Feil i Pontoppidans Annaler. Fra Suhms Optegnelser (Saml. Skr. B. 14, S. 243) kjender man, at Holberg tildeels stod bagved en af de samtidig fremkomne Udtalelser til Langebeks Forsvar. Deichman har angaaende denne Strid nedskrevet Følgende:
„Holberg var rig paa Indfald. Da en vis geistlig Mand havde skrevet imod et vist Societet[9], som havde rettet et og andet Aarstal i hans historiske Skrifter, og ved den Leilighed paatrak sig en ømfindtlig Correx, gav Holberg sine Tanker tilkjende ved en lystig Historie, nemlig om en Præst, som var meget for Aabenbaringer og Drømme, der var vant til at spørge Gud immediate tilraads i sine mindste Anliggender, pleiede til den Ende under et vist Træ i Skoven at hente det guddommelige Svar. Klokkeren, som vidste dette, og ligesaa, at han paa en vis Tid pleiede at besøge dette Sted, lister sig op i Træet; da den Anden anbringer sit Ærinde og siger: Tal Herre, din Tjener hører Dig, svarede Klokkeren i en fremmed Tone: Gak hjem igjen, Hr. Erik, Du er en Nar.“
Vi to Baroner her i Professorers Tal.
Som selv ved Viisdom har forhvervet mig den Ære,
Men hvo af begge for den største agtes skal,
Deri maa Viisdom selv den bedste Dommer være.
De have begge gjort den sende Viisdom fri
Ved dennem vor Fornuft sin rette Frihed nyder
og sukker ikke i det gamle Slaveri,
Ja Viisdom dem igjen med Friheds Crone pryder.
Jeg tilstaar, Wolff er stor, men beder om Pardon,
Han neppe var saa stor, om han ei kunde stige
Paa Skuldrene af en ei mindre stor Baron,[10]
Thi Wolff forklarer det, som Leibnitz vilde sige.
Vor Holberg derimod med Rette sige kan,
At han i Norden er af denne Art den første,
Hvis Tanker drives ei af Andres Hjerners Vand,
Han staar paa egne Been og derfor er den største.
Findes i Haandskrift i et Blandingsbind i Chr.a Univ.-Bibl. (No. 21. 4to).
Den af sine politiske Indsigter bekjendte Professor Martin Hübner tiltraadte 1752 med offentlig Understøttelse en længere Udenlandsreise. Den første Deel af denne Reise har han udførlig beskrevet i en Journal, der i Haandskrift findes paa vort Universitets-Bibliothek. Her anføres under Hübners Ophold i Lybek (Juli 1752):
„Domkapitlets Syndicus Detbarding, der tilforn stod ved det Altonaiske Christianeo som Professor historiarum og er den yngste Søn af Georg Detharding, fordum dansk Justitsraad og Medicinae Professor ved Kjøbenhavns Universitet, studerer nu alene til sin Fornøielse; dog lovede han ufortøvet at levere en tydsk Oversættelse af vores berømte Baron Holbergs Danske Rigs-Histories ny Edition, saasnart samme kom for Lyset.“
Efterat P. Botten-Hansen i 1858 havde udgivet „Nogle (ni) utrykte Breve af Ludvig Holberg“, samtlige skrevne til Krigsbogholder Aage Hagen i Throndhjem,[11] der bistod ham som Kommissionær ved Salget af hans Bøger, er vort Universitets-Bibliothek ved Gave af Sognepræst Otterbech i Hurdalen kommen i Besiddelse af et tiende Brev fra Holberg til den samme Mand. Skjønt det i sig selv kun frembyder ringe Interesse, bør det dog trykkes for Fuldstændighedens Skyld. Foruden disse ti Breve til Hagen kjendes ialt kun elleve, nemlig sex til hans Ridefogder, to angaaende en Gaardhandel, to til Hans Gram og et til „samtlige Acteurer“ ved det kjøbenhavnske Theater. De tre sidstnævnte ere de eneste, hvis Indhold er af større Betydning.[12] Haabet om at see flere fremdragne for Lyset er saare ringe.
- Hoitärede gode Ven
Jeg er bange at han er bleven vreed paa mig effter som ieg ingen svar har faaet først om de 50 smaa bøger ieg toeg mig den frihed at opskikke ham forgangen sommer. Der effter paa min seeneste skrivelse hvorudi ieg bad at han vilde have den godhed at hverve mig nogle subscriptioner udi Trundhiem til den første tome af mine comoedier, hvilken tome kommer paa 2 ₻ ß. Hvis min Herre er vreed paa mig, saa kand han have aarsag eftersom ieg giør ham saa ofte uleilighed, og ieg giør ham ingen tieneste igien. Men ieg vilde gierne viide, om hand har faaet mine Breve at ieg kunde viide hans betenkende, at, ifald hans leilighed ikke var at tage derimod (saa som han maa skee ikke stedse boer i Trundhiem eller kand have andre aarsager) ieg da kûnde beede ham recommendere de sager til en god ven udi Trundhiem, som baade band og ieg kiender. Jeg vilt ydmyget beede at min Herre med faa linier giver mig sin tanke derom forbliver imidlertid
Hans oprigtige Ven og
beredvilligste tiener
L Holberg
- Kiøbenhavn den 6 Martii
- 1723[13]
- Kiøbenhavn den 6 Martii
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ „Prodiit mox plebeium ac inconditum carmen, in quo ingenti hiatu bacchatur versificator.“ Ep. ad v. perill. 1, 197. (Cfr. Hor. A. P. v. 138: quid dignum tanto foret hic promissor hiatu?).
- ↑ „Non deeerant, qui ad vindictam me acuebant, sed quo audacius conviciabatur, eo indignius responsione hoc carmen juicabam.“ Ep. ad. v. perill. l. c.
- ↑ Liebenberg anfører efter en Meddelelse fra en norsk Literat, at hint Haandskrift i det Deichmannske Bibliothek er „forsvundet“, hvilket er urigtigt, da det fremdeles findes der.
- ↑ Historisk Tidsskrift. 3 R., B 2, p. 13–14.
- ↑ See om ham Worms Lexicon, Nicolaysens Norske Stiftelser 3, 1048 samt mine „Aktmæssige Bidrag til den norske Kirkes Historie“, S. 64. (Theol. Tidsskrift, udg. af Caspari m. Fl. 7, 384). Gjessings Bemærkning i hans Jubellærere, B. 1. (paa Stamtavlen over Familien Treschow), at han døde i Viborg, er urigtig; han tilbragte sine sidste Aar i Finnaas i Søndhordland og døde der 1754.
- ↑ Treschow, siden 1731 Sognepræst til Birkerød i Sjelland, fik 1765 Trinitatis Kald i Kjøbenhavn. Gjessing (Jubell. I, Fortalen p. XIX) fortæller, et han holdt sin Indtrædelsesprædiken første Pintsedeg.
- ↑ Hermed maa Deichmann sigte til Treschows Brev til den Danske Sendemand, Kbh. 1745, men Holberg, som forøvrigt i Fortalen til sine Heltindehisterier drager tilfeldts mod den Danske Spectator eller Sendemand, berører dog ikke hiint Brev af Treschow.
- ↑ vide?
- ↑ Danske Selskab, hvis Forstander Langebek var.
- ↑ Leibnitz blev barometeret 1711, Wolff 1745.
- ↑ Til de af Hansen meddelte Oplysninger om denne Mand kan føies en Notits i Danske Samlinger, 4, 367.
- ↑ De opregnes af Werlauff i Nyt historisk Tidsskrift, B. 6, S. 447 og 574, paa et af de sex Ridefoged-Breve nær, som dengang var ukjendt og først er meddeelt af Chr. Bruun i Danske Samlinger, 4, 288.
- ↑ Brevet har altsaa sin Plads mellem No. 2 og No. 3 i Botten-Hansens Samling.