Oberstløitnant Johan Georg Ræder 1751–1808
Af Navne, som er knyttet til det Felttog, hvis 100-aars Minde vi nylig har feiret, straaler intet med renere Glans end Oberstløitnant Ræders.
At Ræder førte norske Tropper frem til Kamp og Seir ved Trangen, er vel kjendt; men det er ikke nok at se ham i Silhouet mod denne straalende Baggrund. Hans noble, mandige, livskraftige og hjertevarme Personlighed far først den rette Relief, naar den ogsaa sees i Lyset af hans beskednere daglige Liv og Virke. Her fremtræder han fuldt ud som den smukke, værdige Repræsentant for vor Officersstand under en af de betydningsfuldeste Perioder af den norske Hærs Tilværelse.
Gjennem Familiens velvillige Imødekommenhed fik Meddeleren af disse Optegnelser for nogle Aar siden Adgang til at gjøre sig bekjendt med og benytte Oberstløitnant Ræders endnu opbevarede Breve til sin Hustru, specielt fra det sidste Aar af hans Liv. Endvidere har jeg i den aller sidste Tid faaet Anledning til at gjøre endel Uddrag af Generalmajor H. Jacob T. W. Ræders fyldige Optegnelser om Familien, specielt angaaende Farfaderen, heromhandlede Oberstløitnant Johan Georg Ræder. Disse Optegnelser er tildels grundede paa Generalens personlige Undersøgelser; for en forholdsvis væsentlig Del bestaar de imidlertid af Uddrag af Farbroderen og Svigerfaderen, den danske Oberst og Krigshistoriker Jacob Thode Ræders efterladte bindsterke Manuskript: »Mit Liv og Levnet«. – Om disse forskjellige Familieoptegnelser er da den Fremstilling bygget, som her med Familiens Billigelse fremlægges. Det er min Tro, at der herigjennem oprulles saa meget af et Tidsbillede, at Offentliggjørelsen alene derved turde have nogen Berettigelse.
- Kristiania 30. September 1909.
Den i Norge og. Danmark udbredte Slægt Ræder stammer fra Tyskland. Familiens Stamfader i Norge skrev selv sit Navn Johann Georg Rähder (senere Rhäder)[1] og indvandrede fra Harzegnene eller Voigtlande (Erzgebirge) efter Tilskyndelse af Oberberghauptmann Henrich Schlanbusch († 1705) for at tage Ansættelse ved de norske Bjergverker. Han ankom til Kongsberg 6. April 1686[2] og blev (efter midlertidig at have gjort Tjeneste som »Schichtmeister« ved Kongsberg Sølvverk) 1687 engageret som »Markscheider ved de nordenfjeldske Bjergverker«. Specielt blev han her knyttet til Røros Kobberverk, hvor han saaledes fra 1688–89 indehavde Stillingen som Bergskriver. 1696 blev han »allergnädigst bestellet« »zum Geschworner und Markscheider« ved Kongsberg Sølvverk. Han fulgte dog omtrent aarlig Oberberghauptmann Schlanbusch paa Inspektionsreiser Nordenfjelds. Endelig blev Ræder 1702 udnævnt til »Verwalter des Meldalischen Kupferwerckes« (»Løkkens Gruber«). Ræder kom vistnok til Meldalen, men afgaar her pludselig ved Døden i April 1703, før han endnu havde overtaget sin Stilling ved Kobberverket[3].
Traditionen har villet vide, at Ræder blev forgivet, fordi han var paaveie til at afsløre et større Komplot af Sølvtyve. Sikkert er det, at han i 1702 i Trondhjem »antastet« en bortrømt og efterlyst stor Sølvtyv, Gjetmund Møller, og foranledigede, at Stiftsbefalingsmanden lader ham indsætte paa Munkholmen[4]. Det er jo ikke umulig, at denne Møller kan have havt Medskyldige, i hvis Interesse det kunde være at lade Ræder forsvinde.
Ræder var to Gange gift, først 1689 med Sara Henriksdatter Herdahl[5], der skjænkede ham to Døtre, Elisabeth og Malene[6], og 1696 – efter den første Hustrus Død – med hendes Søskendebarn, Anne Christophersdatter. Denne Ræders anden Hustru var Datter af Hr. Christopher Danielsen, som efter 42 Aars Prestevirksomhed i Sundalen og Øksendalen, først som Kapellan og siden som Sogneprest, i 1693 afstod Kaldet til sin Søn og tidligere Kapellan, Daniel Christophersen.
Anne salig Ræders, der ved Mandens Død blev siddende igjen i smaa Kaar med 2 Steddøtre og 3 egne Børn, drog nu til sit Hjemsted, hvor Moderen, Karen, f. Balg, levede som Enke og Broderen var Sogneprest. Han døde forøvrig allerede i April 1704[7].
Ræders Enke, som tydeligvis har været et særdeles dygtigt Menneske, fik ved Stiftsbefalingsmand, Konferenceraad Iver von Ahnens Resolution af 13⁄12 1703 Bevilgning til at drive Landhandel og Gjæstgiveri paa Sundalsøren. Senere indgik hun her nyt Egteskab med Frederik Stockfleth, vistnok en Søn af Hr. Eggert Christensøn S., Sogneprest til Vaage, og Anna, f. Glostrup. Han er formentlig opkaldt efter sin Morfader, Hr. Frederik Nilssøn Glostrup til Vaage, Søn af Biskop Nils Simonssøn G. til Oslo. Egteskabet med Frederik Stockfleth blev børnløst, og han døde fra hende omkring 1731[8]. Hun var da gammel og tunghørt, hvorfor Gjæstgiveriet ved Bevilgning, udstedt af Amtmand Christian Soelgaard 1732, blev overdraget Sønnen Johan Christopher Ræder, mod at denne paatog sig at forsørge Moderen[9].
Denne Søn var født paa Kongsberg 1697, drog i unge Aar tilsjøs, først paa Ostindiefart, tog derefter Tjeneste til Orlogs[10] og tjenstgjorde – siges der – under Tordenskjold. Herunder skal han ved sit Forhold i flere Trefninger have tiltrukket sig Sjøheltens Opmerksomhed, og denne skal have lovet at hjælpe ham frem. Det være nu hermed, som det vil; – Freden kom, og Tordenskjold døde, hvorefter Ræder forlod Marinetjenesten og vendte hjem. Han synes straks at have søgt Ansættelse i Hæren og var allerede 1721 »capitaine des armes« (ɔ: Kommandersergent) ved Oberst Christian Ulrich Storms († 1727) Livkompani, det Surendalske, af 2. Trondhjemske Regiment.
Ræder kjøbte nu en Part af Gaarden Romundstad i Surendalen og boede der, indtil han – som ovenfor meddelt – i 1732 overtog Moderens Forretning paa Sundalsøren.
Imidlertid havde han 1724 egtet Abel Marie Engelstrup, der døde børnløs efter nogle og tyve Aars Egteskab.
4. Mars 1737 avancerede Ræder til Premierløitnant ved Sundalske Kompani af 2. Trondhjemske Regiment. Han bortforpagter da Gjæstgiveriet paa Sundalsøren, leier Grund af sin Ven, Sogneprest Peder Jeremiassen Borch paa dennes Eiendomsgaard Sjøland i Sundalen og opfører sig der en Bolig. Sognepresten afkjøber ham dog allerede et Par Aar efter Huset, hvor Ræder imidlertid i nogle Aar synes at være bleven boende tilleie.
Rustningerne i Anledning af det svenske Tronfølgervalg, hvortil den dansk-norske Kronprins var Kandidat, medførte, at Ræder 1743 blev kommanderet søndenfjelds med et Detachement under Oberstløitnant Matthias Thams († 1776). Trønderne kom dog »post festum«, da Sagen ved deres Fremkomst allerede var afgjort; men Ræder gjorde en kort Tid Tjeneste ved Akershus Fæstning, indtil Ordre om Hjemmarsch blev udstedt 18⁄10.
Det var Tidernes Ugunst og manglende økonomisk Evne, som hindrede Ræder fra at gjøre et raskere Avancement. Oprykningerne inden Regimentet foregik i Regelen ved »Akkord«, idet vedkommende Officer, som paa Grund af »Alder og Skrøbelighed« trak sig tilbage, fik Tilladelse til at sælge sin Stilling til den, der vilde »entrere paa Akkorden«, og som ellers maatte blive godkjendt til at overtage Stillingen og rykke op i Chargen. Denne fik da gjerne godtgjort endel af Kjøbesummen ved Salg af sin tidligere Stilling o. s. v. ned gjennem alle lavere Officersgrader til Fænrik. Dette var jo en for Staten billig Maade at faa pensioneret sine gamle og affeldige Officerer paa; men derved blev de uformuende Officerer udelukket fra en hel Del af Avancementerne, idet de kun fik Del i Avancements efter dem, som døde i Tjenesten. Ræder var netop af de saaledes stillede Officerer og maatte derfor se yngre Folk passere sig forbi[11], endskjønt han sees at være vel anskreven hos sin Regimentschef, Generalmajor Johan v. Mangelsen[12]. Denne skriver nemlig i en »Konduiteliste« af 18. Decbr. 1745: Premierløitnant Johan Christopher Ræder, høivoksen og ser vel ud, fører sig vel op og inclinerer til ingen Laster. Har et godt Begreb, applicerer sig med Flid paa Tjenesten, forestaar sin Charge vel og er bekvem til at blive Major«[13].
Først ved Organisationen af Landvernet blev Ræder Kaptein den 30. Januar 1749 og blev Chef for Nordre Nordmøre Landvernskompani.
Aaret efter sit Avancement kjøber Ræder Gaardene »Løshus og Løchen« (ɔ: vistnok Løfshus og Løkken) i Meldalen. Han flytter ogsaa herop, endskjønt Meldalen neppe har hørt til hans Kompanidistrikt, og det tør vel være sandsynlig, at Bergmandssønnen nu er vaagnet i ham, og at han tænker paa at søge sin Lykke i dette gamle Grubedistrikt. Imidlertid opgiver han dog snart disse Planer og sælger 1752 atter sine Gaarde i Meldalen for at tilflytte Nordmøre, hvor han kjøber Gaarden Aakviken i Halse Sogn og saa slaar sig ned her for Resten af Livet.
Ræder, der imidlertid var bleven Enkemand, indgik 7. Januar 1751 nyt Egteskab med Cathrine Marie Riiber, f. 14⁄8 1727 paa Vikan paa Smølen og Datter af Handelsmand dersteds Anders Melchiorsen R. og Hustru Anne Klausdatter, f. Nissen.
Havde Ræders 1. Egteskab været børnløst, saa fik han til Gjengjæld i dette 2. Egteskab, i ældre Alder en talrig Børneflok – 4 Sønner og 5 Døtre.
Den ældste af disse Børn var Sønnen Johan Georg Ræder, der blev født i Meldalen den 2. August 1751; – den, til hvis Minde disse Optegnelser nedskrives. Han var – som ældste Søn – opkaldt efter sin Farfader: en Skik, der med megen Trofasthed senere har: været be fulgt i Familien. Daaben foregik 9. Søndag efter Trinitatis (8. August), og Fadderne var: Major Anders Grøn († 1772 som Oberst og Chef for 3. Trondhjemske Regiment), Hr. Lorentz Floor (Flor)[14], Christian Dahldorph, Majorinde Bolette Grøn, f. Angell[15], og Anne Lisbeth Hegermann[16].
De øvrige af Kaptein J. Chr. Ræders Børn var:
Andreas Ræder, opkaldt efter Morfaderen og derfor vistnok den anden Søn, men Fødselsaaret kjendes ikke. Han døde i Kjøbenhavn som ung Officer som Følge af et Ulykkestilfælde.
Johan Mangelsen Ræder, f. 2. Decbr. 1756 og opkaldt efter Faderens Aaret forud afgaaede Regimentschef. Denne Søn var ligeledes Officer og vistnok ansat ved et dansk Regiment[17], men tog sin Afsked som Premierløitnant og nedsatte sig paa Hitteren, hvor samtlige hans Børn sees at være født i Aarene mellem 1790 og 1806, og hvor han selv døde 17. Oktober 1806. Han var to Gange gift: 1) med Else Sofie Rogardt († 1801) og 2) med Henrikke Marie Bie (siges senere gift med en Oberstløitn. Schindel). Han efterlod sig 5 Sønner og 1 Datter.
Johan Christopher Ræders 4. Søn, Daniel Christopher Ræder, der formentlig er opkaldt efter sin Farmoders Broder, Sognepresten til Sundalen, døde ung.
Anne Cathrine Ræder, f. ca. 1759, var antagelig den ældste af Døtrene. Hun blev gift med Major Peter Christian Bruenech, der døde paa Gaarden Æli i Børsen 9. Oktober 1828, 80 Aar gammel. Selv døde hun paa Æli 1843, 84 Aar gammel[18].
Sara Cathrine Ræder skal have været den næste af Døtrene. Hun blev først gift med en Koch og siden med (sin Fætter?) Handelsmand Andreas Riiber, der boede paa Tuenes paa Frøya og 12. Mai 1795 omkom paa Sjøen ikke fuldt 26 Aar gammel[19]. Enken kom Sommeren 1808 til »Fru Nægler« paa Nordmøre (Oberstløitnant Ræder til sin Frue 26. August 1808).
Maren Johanne Ræder, der »gjaldt for en Skjønhed«, blev »i meget ung Alder« gift med Enkemand, Sogneprest til Hjørundfjord paa Søndmøre Matthias Aagaard og efter dennes Død 1785 med Forvalter over Hafslund Gods Knud Bjørnskow. Hun døde paa Hafslund 1803 (begraven i Skjeberg 30. Novbr. s. A.), 40 Aar gammel[19].
Abel Marie Ræder var den 4. Datter og blev gift med Birkedommer Gjerløw i Ribe[19].
Inger Cathrine Ræder døde i ung Alder[19].
Allerede før alle disse Børn var kommet til Verden, var Kaptein Joh. Christ. Ræder rammet af en haard Skjæbne, idet han fik den graa Stær og blev »ganske blind«. Hans Regimentschef, Generalmajor Reinhart von Eppingen, anbefaler derfor i Februar 1764, »saasom han sidder med Kone og mange Børn, som ei endnu er voksne«, at han maa tillades at sælge sit Kompani. Dette Salg kom dog ikke istand, da Landvernets Organisation s. A. blev ophævet, og Ræder derefter – som de andre Landvernsofficerer – blev »stillet til Disposition for anden Emploi«. Endnu 1767 opføres han som Landvernskaptein ved 2. Trondhjemske Regiment og siges fremdeles at være blind[20]. Før sin Død skal han ved en heldig Operation have faaet sit Syn igjen. Han var dog utvilsomt skrøbelig til det sidste, og det er vel ogsaa derfor, at Aakviken ved Skjøde af 12. Mars 1770 sælges til Kaptein (senere Oberst) Ole Gaarder for 1000 Rdlr. (Reder havde i sin Tid betalt 300 Rdlr. courant for Gaarden). Skjødet er »i Faderens Svaghed« undertegnet af hans ældste Søn, Sekondløitnant Johan Georg Ræder, med Kaptein Meldahl[21] og Sr. Lorentz Holst[22] som Vitterlighedsvidner. 19. Mai s. A. døde Kaptein Ræder paa Aakviken, hvorefter Enken flyttede til Helleren paa Frøya, hvor hun døde. Hun blev begraven ved Dolm Kirke 18. Mai 1781.
Johan Georg Ræder blev allerede 1757, 6 Aar gammel, efter den Tids Skik indskreven som Korporal ved Faderens Kompani og stod som saadan, indtil han i Konfirmationsalderen forlod sit Fædrehjem og drog til Kjøbenhavn, hvor han blev ansat som »Underofficer paa Avantage« ved Kongens Regiment. 17. Mai 1769 avancerede han her til Sekondløitnant og 17. April 1782 til Premierløitnant. Han forlod først Regimentet, da han vendte tilbage til Norge efter 13. April 1787 at være udnævnt til Kaptein og Chef for Romsdalske Kompani af 2. Trondhjemske Regiment.
Fra de ca. 20 Aar, Ræder tilbragte i Kjøbenhavn, ved vi lidet at berette om ham. Kort efter Udnævnelsen til Officer er han – som før fortalt – hjemme under Faderens sidste Sygdom. Den lange og bekostelige Reise har han vel foretaget baade for endnu engang at se sin Fader og for at bistaa Moderen med at ordne Familiens Affærer. Han undertegner 12. Mars 1770 Salget af Aakviken, men antagelig allerede før, nemlig 1. Søndag i Faste, sees han antegnet som Fadder i Dolm Kirke. Han har da vistnok været ude i Hitteren Prestegjeld og gjæstet Moderens Slægt, maaske for samtidig at forberede Forældrenes Flytning derover, – en Flytning, som Faderen dog ikke oplevede.
Da Johan Georg Ræder vendte tilbage til sit Regiment, har maaske de yngre Brødre, Andreas og Johan Mangelsen fulgt med til »Tvillingrigernes Hovedstad«. Ihvertfald indtraadte de vistnok i Kjøbenhavn i Militærtjenesten. Andreas kom, kort efter at han var bleven Officer, en Vindmølle for nær og fik af dens Vinger et Slag for Brystet, saa han tabte Bevidstheden; i den Tilstand fandt Broderen ham, og kort efter døde han paa Hospitalet af »Blodspytning«. Johan Mangelsen Ræder forlod vistnok Tjenesten og Danmark omtrent ved samme Tid, som den ældste Broder vendte hjem til Norge[23].
Johan Georg Ræder egtede 13. Februar 1782 Cathrine Margrethe Lind, f. 11. Juli 1759 og Datter af Kjøbmand Søren L. og Anna Christine, f. Seifert. Søren Lind havde »egen Gaard i Gothers Gade, ligeoverfor Apotheket« og var en ganske velstillet Mand; Ræder skal da ogsaa have faaet nogle Tusind Rigsdaler i Medgift med sin Hustru. Denne Medgift skal dog for en væsentlig Del være medgaaet til Udstyr[24]. Vist er det, at hans »inderlig elskede, eiegode Kone<« beredte ham og deres store Børneflok – 5 Sønner og 4 Døtre – et godt og kjærlig Hjem.
Da Ræder som Kaptein forlod Kjøbenhavn, havde de allerede 3 Børn, nemlig:
1) Johan (Hans) Christopher R., f. 26. November 1782 og opkaldt efter sin Farfader;
2) Ane Christine R., f. 29. August 1784 og opkaldt efter Mormoderen, samt
3) Cathrine Marie R., f. 17. Juli 1786, opkaldt efter Farmoderen.
Flytningen fra Kjøbenhavn til Norge foregik ved Midtsommerstid 1787, og Familien, der ledsagedes af Fruens Søster, Jomfru Mette Christine Lind, blev indskibet paa en Brig, som skulde føre dem til Bergen. I Kattegat blev de under en vestlig Storm og sterk Strøm om Natten drevet ud af Kurs, og da Dagen brød frem, var Skibet kommet ind i et Farvand med Braatt og Undervandsskjær paa alle Kanter. Situationen blev end mere kritisk, da Besætningen opgav alt Haab, forlod sit Arbeide og kastede sig ned i Bøn og Veklager. Ræder, som var vant til Sjøen fra Barndommen af, tog da foreløbig Kommandoen, greb Roret, sendte en Mand tilveirs paa Udkig og styrede, saa længe det kunde gaa, mellem Boer og Skjær, men tilsidst var intet rent Løb at øine. Ræder styrede da Skibet did, hvor »Vandet over Skjærene var dybest«, og det gled her op paa et fladt Undervandsskjer. En Sjø brød over Briggen, men med den næste løftedes Skibet over Skjæret og styrtedes ud i dybt Farvand, saa Forskibet et Øieblik begravedes i Bølgerne, »medens et gyseligt Dødsraab udstødtes af alle«. Skibet reiste sig dog igjen, og det havde ikke lidt værre ved Grundstødet, end at det fremdeles kunde flyde. Det viste sig, at man havde seilet gjennem de berygtede Paternosterskjær udenfor Marstrand, hvor de nu maatte søge ind og blive liggende i 3 Uger for at reparere Havariet[25].
Derfra gik den forsinkede Reise videre til Bergen og formentlig først udpaa Høsten til Vik i Sogn, hvor Sognepresten Jacob Thode (f. 1740, † 1817) var gift med et Næstsøskendebarn af Ræder, Anna Catharina, f. Bernhoft (f. 1736, † 1808)[26]. Her blev Familien Ræder Vinteren over.
Det var ikke ualmindelig i den Tid, da Fyr- og Lodsvæsen var yderst mangelfuldt, at Fartøier lagde sig i Vinterhavn for at undgaa at seile langs vor barske Kyst paa en ublid Aarstid. Hvor der medfulgte Kvinder og flere Smaabørn samt forholdsvis værdifuldt Flyttegods, som her, i er det fuldt forklarlig, at man lagde sig fore, før Høststormene brød løs. En flere Maaneders Indrykning hos en beslægtet Prestefamilie paa Landet var heller ikke; nogen Merkværdighed heroppe i den Tid; specielt naar man var paa Flytning og maaske ikke endnu havde havt Anledning til at skaffe sig Vinterbolig. Først Vaaren 1788 kom vore Reisende frem til Romsdalen.
Det var naturlig nok, at Ræder, naar han søgte sig tilbage til Norge, foretrak den Landsdel, hvortil Slægten var knyttet baade med Familie- og Venskabsbaand, og hvorhen ogsaa Barndomsminderne drog ham. Man har Vidnesbyrd om, at han sit hele Liv specielt omfattede Sundalen med Kjærlighed[27]. Her havde saavel hans Fader som hans Farmoder henlevet mange Aar, og selv synes han som Barn at have været i Besøg paa Sjøland, hvor Karen Borch, f. Skjelderup, Enken efter den forrige Sogneprest, Faderens Ven, Hr. Peter Borch, dengang boede. Ligeledes var han vistnok i Barneaarene vel kjendt paa den nærliggende Sundalens Prestegaard, hvor hans Gudmoder, Anne Elisabeth Hegermann 1757 flyttede ind som Sogneprest Balthasar Meitzner Schnitlers anden Hustru, og hvor senere, fra 1765, Hr. Peder Borchs Datter, Jeremia Margrethe, styrede som den næste Sogneprest, Hr. Peder Tønders Hustru. Disse Prestefolk gjæstede Ræder oftere, – ogsaa i sine senere Aar.
Som Chef for Romsdalske Kompani kom Ræder nu til at slaa sig ned ved Sundalsfjordens mægtigere sydlige Nabo, Romsdalsfjord og fik her sin første Bolig paa Sølsnes i Veø Sogn, et Par Mil indenfor Molde.
Her blev Datteren
4) Ane Cathrine Bernhoft født 31. Juli 1788. Sit Navn fik hun selvfølgelig efter Familiens gjæstevenlige Vertinde paa Vik Prestegaard.
Faderen var neppe hjemme ved denne Tid, da de nordenfjeldske Tropper i Juli 1788 var samlede i Leir ved Trondhjem (paa Lademoen og Øisanden), hvor Kronprins Frederik skulde have indfundet sig[28].
Kronprinsen fik imidlertid andet at tænke paa. Ved Udgangen af Juni Maaned var der udbrudt Krig mellem Sverige og Rusland, og den dansk-norske Regjering maatte berede sig paa at opfylde sine traktatmæssige Forpligtelser og støtte Rusland med Vaabenmagt.
De egentlige Krigsrustninger begyndte i August, og 11. September udstedte den norske Hærs høistkommanderende General, Prins Carl af Hessen, fra Fredriksværn en Ordre til den kommanderende General nordenfjelds, daværende Generalløitnant Georg Frederik von Krogh, om at rykke sydover med Størsteparten af de nordenfjeldske Tropper. Først skulde dog 2 Grenaderbataljoner (opsatte af gevorbne og nationale), Nordenfjeldske Skiløberbataljon, en udtagen Skarpskytterafdeling (ogsaa kaldt »Jægere« eller »Rifleskyttere«) samt 2 Eskadroner Dragoner gjøre en Diversion til Jemtland, der inddrive Kontributioner samt borttage Magasiner og Heste for at forebygge senere Indfald fra svensk Side. Efterat denne Diversion var udført, skulde de 2 Grenaderbataljoner og Skarpskytterne af de herfra hjemvendte Tropper samt desuden 3 Musketerbataljoner marschere over Røros til Kongsvinger, hvorhen endvidere 2 Eskadroner Dragoner skulde sendes over Opdal og gjennem Gudbrandsdalen. Skiløberbataljonen og de 2 Dragoneskadroner, som havde været i Jemtland, skulde forblive paa Grænsevagt heroppe, hvorhos endvidere 3 Musketerbataljoner (1 pr. Regiment) skulde indkaldes til Garnisonen som Reserve.
Det var en Selvfølge, at den kun 37-aarige Kaptein Ræder, der saa nylig var kommet fra de toneangivende gevorbne Tropper i Danmark, blev placeret ved de marscherende Bataljoner, maaske ved 2. Grenaderbataljon, som opsattes af Grenadererne fra 2. og 3. Trondhjemske Regimenter. Den store, staute Mand blev ihvertfald i den næste Krig udtaget til Grenadererne[29].
Den 20. September melder Generalløitnant v. Krogh[30], at han allerede den næste Dag lader de Tropper, som skal deltage i Diversionen til Jemtland, afmarschere fra Trondhjem. – 6 Dage senere, 27. September afgik den første Musketerbataljon fra Trondhjem om Røros til Kongsvinger, og de to øvrige marscherende Musketerbataljoner fulgte efter samme Vei 30. September og 2. Oktober. Derefter fulgte – ogsaa i 3 Echeloner den 3., 4. og 6. Oktober – »Rifleskytterkorpset« (Skarpskytterne) og de 2 Grenaderbataljoner. Disse sidstnævnte Afdelinger var saaledes allerede ved denne Tid vendt tilbage fra sin »Diversion« til Jemtland, der vistnok har havt meget beskedne Dimensioner, om den overhovedet er ført fremover Rigsgrænsen.
Paa Marschen sydover medførtes et ganske betydeligt Tren – hver Bataljon medførte 55 til 65 Heste. Hver 3die Dag var Rastdag, og Dagsmarschernes Længde var paa Grund af de vanskelige Indkvarteringsforhold yderst ujevn – fra 1–31⁄2 norsk Mil. Den hele, lange Marsch – efter Marschruten 541⁄4 norsk Mil – tilbagelagdes paa 39 Dage, idet den første Bataljon ankom til Kongsvinger den 4. og den sidste Bataljon den 13. November. Samtidig marscherede de 2 Dragoneskadroner over Dovre (Opdal) til Kongsvinger med Afgang fra Melhus 4. Oktober og Ankomst til Bestemmelsesstedet 8. November, ɔ: 36 Dage paa 523⁄8 Mil. Dagsmarscherne var her 11⁄2–3 Mil med Rast hver 3die Dag[31].
Kongsvinger Kommandant, Generalmajor Biellart udtaler i sin Rapport af 12. November 1788 til Prinsen af Hessen: .... »Hans Exceellence Generalløitnant v. Kroghs Tropper, der kantonerer her omkring, er de smukkeste Folk, man kan ønske sig at se; de er muntre og oprømte, uagtet de netop har havt en besværlig Marsch. Alt er ved disse Bataljoner i den bedste Orden. Med den Slags Tropper kan man udrette alt«[32].
De trønderske Tropper fik dog denne Gang ingen Anledning til at lægge for Dagen, i hvilken Udstrækning de kunde retfærdiggjøre Kongsvingerkommandantens store Ord. Der var nemlig allerede den 8. Oktober bleven afsluttet en 8 Dages Vaabenstilstand, som den 16. blev fornyet paa 4 Uger og siden til 15. Mai 1789. Man følte sig dog – trods Vaabenstilstanden – ikke sikker for Fiendtligheder fra svensk Side, og de trønderske Afdelinger var en Tid bestemt til Dækning af Grænsen mod Vermland Vinteren over, men beordredes dog 20. November at vende hjem med Undtagelse af »Jægerne« (Skarpskytterne) under Kaptein Tillisch, som maatte blive liggende i Garnison paa Kongsvinger. Hjemmarschen tiltraadtes i Bataljonsecheloner de følgende Dage. Generalmajor Biellarts gode Omdømme beholdt Trønderne til sidste Stund. 26. November skriver han: »Det har været mig en sand Glæde at se disse Folk; derfor har jeg ogsaa indfundet mig hver Dag i Dagbrækningen for at ønske hver Baltaljon en god Hjemreise. Det tjener den brave General v. Krogh til stor Ære og Berømmelse at have uddannet saa mange Folk og bragt dem til at underordne sig saa vel«[33]. Hjemover gik kun 1. Trondhjemske Regiments Afdelinger over Røros, medens 2. og 3. Trondhjemske Regimenter samt de 2 Dragoneskadroner marscherede gjennem Gudbrandsdalen. Før Marschruterne forgrenede sig til de forskjellige Kompanidistrikter, opløstes Feltafdelingerne i Fredskompanikontingenter. Fra Tofte i Gudbrandsdalen drog saaledes de 4 Romsdalskompanier (Vestnesske, Eritsfjordske, (Ræders). Romsdalske og Fanottingske) gjennem Lesje og Raumadalen til sine Hjemsteder, medens de 8 øvrige Kompanier af 2. Trondhjemske Regiment drog hjem over Dovre. Til Jul har maaske Romsdalske Kompani naaet hjem fra sin langvarige Udkommandering; flere af de nordligere Afdelinger maatte vistnok være fornøiet, om de kunde naa hjem til Nytaar. Hjemturen var tydeligvis alt andet end behagelig, og Soldaterne led meget af Kulden. Mange blev endnu ved Kompletteringssessionerne i 1791 dimitterede som udygtige paa Grund af Frostskade paa Hænder og Fødder efter denne Marsch[34]. Ræder havde denne Gang antagelig været borte fra Hjemmet 5–6 Maaneder.
1789 kjøbte Ræder en Part af Gaarden Nes i Grytten (Skyld 2 Vog 18 Pd.) af Ingebrigt Nilsen for 540 Rdlr. I den Anledning er det vistnok, at Kapteinen den 8⁄7 s. A. laaner 400 Rdlr. af Ole Pedersen Setnæs mod Pant i den kjøbte Gaard. Denne Gjæld blev imidlertid atter aflæst allerede 10⁄7 1792[35]; Ræder solgte nemlig senere – og da formentlig ved denne Tid, idet han jo ogsaa netop nu havde faaet en Embedsgaard at drive (se nedenfor) – det meste af Gaardens Jorder og har vel saaledes: faaet Anledning til at betale disse Penge tilbage.
Ræders fraflyttede altsaa 1789 Sølsnes og blev siden boende paa Nes indtil 1805, og de 5 yngste af Børnene er saaledes født her. Disse Børn var:
5) Nicolai Ditlev Ammon R., f. 26⁄7 1790;
6) Ane Margrethe R., f. 24⁄6 1792;
7) Johan Philip Thomas R., f. 25⁄4 1795;
8) Jacob Thode R. (opkaldt efter Vikspresten), f. 11⁄12 1798 og
9) Severin Henrik R., f. 15⁄7 1800. Den sidste er maaske opkaldt efter Morfaderen (Søren Lind).
Ved at flytte til Grytten var Ræders kommet dobbelt saa langt – 4 Mil – bort fra »Byen« ɔ: Molde, og Familiens vanlige Omgang var nu vistnok indskrænket til de »konditionerede« Familier i selve Bygden. Naar større Indkjøb skulde foretages, var maaske en Bytur nødvendig, og ved høitideligere Anledninger kunde vel ogsaa Byindbydelser strække sig helt ind til Grytten; men ofte indtraf jo ikke sligt, saa baade Ræder, der synes at have været en livlig Mand med selskabelige Anlæg, og hans Hustru, der jo var Kjøbenhavnerbarn, vel kan have følt sin Afsondrethed i de lange mørke og stormfulde Vintre derinde ved Bunden af Romsdalsfjorden.
Paa Nes opførte Ræder – »omtrent 1000 Alen fra Vandet« – »et efter de derværende Midler stort Hus med flere store Værelser og Bekvemmeligheder. Senere solgte han Jorderne fra Gaarden og forbeholdt sig kun lidt Jord og noget Græsgang til et Par Kjør – samt en ret stor og smuk Have, omgjærdet med høie Enebærstammer«,
Desuden hørte der en Skogpart til.
Betegnende for Tiden er det, at man i dette store Hus nøiede sig med – siger og skriver – en Ovn. Selvfølgelig har der desuden været Grue eller Peis i Kjøkkenet og vel ogsaa Bryggepande og Bagerovn enten sammesteds eller i et særskilt »Bryggerhus«; men de gamle Kakkel- eller Jernovne var forholdsvis kostbart Inventar, hvoraf der anskaffedes det mindst mulige.
Romsdalens storartede Naturscenerier, der ved Sommertid trækker vældige Turiststrømme derhen i vore Dage, har ikke efterladt noget dybt Indtryk hos Sønnen Jacob Thode R., af hvis Optegnelser her enkelte Træk refereres. Desto uudsletteligere har Indtrykket fra den dystre og barske Vinter inde mellem Romsdalens Fjelde præget sig i hans Barnesind; han skriver bl. a.: »Indesluttet i vor Sne og Is, tilbragte vi derfor Vinteren stille, udelukket fra den øvrige Verden, thi Sneen var saa dyb, at man kun med Møie kunde arbeide sig igjennem den. Imellem vor Gaard og Naboens lagde der sig stundom en saadan Sne-Dynge, at man ej kunde se hinandens Huse, og jeg mindes, at der blev gravet under Sneen en Slags Tunnel forat kunne komme imellem Gaardene, da Sneen vist var sine 16–20 Fod dyb«[36]. »Veiret er i disse Egne, beretter den samme Kilde et andet Sted, »over al Beskrivelse haardt og stormende. Jeg mindes flere Gange, at min Fader kom hjem fra Søture, og at han var ganske hvid af Is eller af Vandet, som var sprøitet paa hans Kappe, og som strax var frosset til Is. Ja – jeg mindes selv, at han knappede Kappen af sig, og at den blev staaende aldeles opreist paa Gulvet, som om den var af Træ. Saaledes er Vinteren i Norge og i Romsdalsfjordens, skriver den danske Oberst.
Foruden Ræders paa Nes har der ved denne Tid neppe boet andre »konditionerede« Familier i Grytten end Sogneprestens. I de første Aar af Ræders Ophold paa Nes – indtil Høsten 1792 – var Hans Jacob Wille Sogneprest til Grytten. Wille blev derefter Sogneprest til Vor Frue Menighed i Trondhjem. Her døde han som Stiftsprovst 1808. Han var Medlem af flere inden- og udenlandske lærde Selskaber og er kjendt som Forfatter bl. a. af Sillejords (hans Fødesteds) Beskrivelse. Hans Hustru hed Anne Dorothea, f. Walther, og var fra Eker. – Et nærmere Venskab end med denne Prestefamilie knyttedes dog mellem Ræders og Willes Eftermand Andreas Heide, som forblev i Grytten til 1804 og derpaa blev forflyttet til Skogn, hvor han døde i 1814. Presten Heide, der var en Kjøbmandssøn fra Kristianssund, var først gift med Anna Meldal Kaurin, en Prestedatter fra Dverberg, som døde 1798, og derefter (1800) med Anna Nissen Rogert fra Trondhjem. Med Heides blev, som vi skal se, ogsaa Forbindelsen vedligeholdt, efterat de var flyttet til Skogn[37].
Hvert Aar i Oktober Maaned var der endel Liv i Grytten under Romsdals Marked, som dengang holdtes paa Gaarden Devold, ligeoverfor Prestegaarden. Enkelte Handelsmænd fra Molde samt af Øvrigheden formentlig Foged Caspar Kahrs[38] og vel ogsaa Svogeren, Sorenskriver Peder Leth Øwre,[39] da der rimeligvis har været holdt Tingmøde herinde, medens Markedsalmuen var samlet. Forøvrig var det mest Gudbrandsdalsbønder, som mødte til dette Marked for at afsætte sine Produkter, Skind og Fedevarer, og indkjøbe Fisk og Kramvarer. Ved samme Tid har formentlig ogsaa Grytten havt Doktorbesøg, – der vistnok ellers ikke ofte forekom; – man maatte nok i Regelen klare sig med »Huuslægen« og andre nyttige Bøger, som gav Anvisning paa Husraad i Sygdomstilfælde, hvis man da ikke søgte kloge Koner eller fik Smeden til at »aabne en Aare« og befri en for »det onde Blod«. Romsdals Amt havde imidlertid 1783 faaet en »Landphysicus« eller »Amtsphysicus«, og som saadan var 1786 udnævnt Dr. med. (fra 1787) Mathias Joachim Goldt, som nylig var bleven gift med Datter af Moldes rigeste Kjøbmand, Jyden Peter Møller.
Om end disse Embedsmænds og Handelsmænds Gjerning en eller et Par Gange om Aaret førte dem ind til Grytten, saa var det vist yderst sjelden, at de havde sine Damer med, saa Fru Ræder – som Embedsmænds Hustruer, der var bosat paa Landsbygden, ialmindelighed – neppe har havt megen jevnbyrdig, kvindelig Omgang. Moderpligterne for den stedse voksende Børneflok har vel ogsaa bundet Fru Ræder sterkt til Hjemmet i disse Aar, saa hun ofte har siddet hjemme, naar Forretninger eller Selskabelighed har trukket Manden ind til Molde. Denne By omtales vistnok af den kjøbenhavnske Professor i Historie og Statistik, Fredrik Sneedorff, der gjæstede den i 1790, som »den usleste Kjøbstad i Norge«; men i selskabelig Henseende bød den dog ved denne Tid I paa flere, som det synes, fuldt acceptable Personligheder. Først og fremst maa da nævnes Amtmanden, den af sit Amt høit fortjente og »for det Almene« sterkt interesserede Etatsraad Even Hammer. Endvidere et gammelt Medlem af »Norske Selskab« i Kjøbenhavn, Leilighedsdigteren, Toldkasserer Ole Christian Bull, som forøvrig 1796 forflyttedes til Søndmøre som Foged, for atter 1801 som Pensionist at tage Ophold paa sit kjære Molde. Han var gift med en Datter af Kjøbmand og Apotheker Nils Bang. – En Mand av »Rang« var yderligere Toldinspektør, Kammerjunker Frederik August von Brockdorff (f. 1745, † 1802), der var gift med Justine Conradine von Roepstorff (f. 1756, † 1826, Datter af Generalmajor Carl Ludvig v. R., † i Trondhjem 1787). Fogden, Sorenskriveren og Landfysikus er allerede omtalte, og naar saa Sognepresten til Bolsø (Provst Gabriel Dreyer 1786–93, Henrik Eiler Støren til 1794, Hans Brondahl Rødseth til 1798 og endelig Provst Fredrik Christian Steenbuch helt til 1831) er nævnt, mangler neppe nogen af den egentlige »Embedskoloni« i Molde paa denne Tid. Rigtignok boede Kaptein Israel Olai Sigholt i Byen til 1788 og var – som han udtrykker sig – 1792 »saa ulykkelig« atter at komme »til dette fatale Sted« som Oberstløitnant; men han kan neppe med det Syn paa Forholdene, som denne Ytring røber, have været betragtet som hjemme i Kredsen, og Døden friede ham da ogsaa ud derfra 1794. Man havde vistnok ogsaa en Postmester i Molde, men da Post kun ankom og afgik en Gang i Ugen, var dette blot en Bibeskjæftigelse for en af Byens Borgere. Det samme var til – en vis Grad Tilfældet med Forstanderen for Reknes Hospital, hvilket allerede dengang væsentlig husede Spedalske. Af de Borgere, som paa denne Tid tilhørte Byens »Societet«, kan særlig mærkes den gamle Jyde Peter Møller og hans Sønner, Skibsfører Søren Mørch, hos hvem »Troskabs-Klubben«, der stiftedes 1792, og hvortil senere »det harmoniske« Læseselskab knyttedes, var tilhuse, Skibsreder, Trælast- og Fiskeexportør Claus Lund Stephensen, den indflyttede Arendalit, Skibsfører, siden Kjøbmand og i Krigsaarene Divisionschef for Kystvernet, Lars Olsen Dahl, hvis Søn Ole Dahl efter Ræders Død blev hans ældste Datter, Ane Christines anden Mand, men allerede 1817 druknede ved Forlis paa den svenske Vestkyst.
Dette var Spidserne i det Selskab, Ræders tilhørte, nar de leilighedsvis var i Molde[40], og de var neppe at kaste Vrag paa. 29. Januar 1791 sidder Kaptein Ræder bænket i festlig Lag i denne Kreds. Ved det bugnende Bord og de fyldte Glas var Konge og Kronprins, Fædrelandet og Kvinden, Værtskabet og Venskabet m. m. m. bleven prist i svulstige Taler og begeistret eller skjæmtsom Sang. Toldkasserer Bulls Selskabssange har lydt som velkjendte Toner i denne Kreds; men da Ræder stemte i en ukjendt »Arie«, slog det an, og Etatsraad Hammer følte sig saa tiltalt af den, at han sendte sin Tjener op til Ræder, før dennes Afreise næste Dag, for at faa en Afskrift af Sangen. Ræder erindrede imidlertid ikke alle Vers og sender derfor Etatsraaden Afskriften efter sin Hjemkomst med et lidet Brev, som har bragt os Bud om denne lille karakteristiske Episode.
Imidlertid havde Familien paa Nes i det daglige nok at tage Vare. Børnene begyndte at trænge Undervisning, og den blev vistnok i den første Tid givet i Hjemmet af Fader og Moder. Kapteinen havde, foruden sin Kompaniadministration ogsaa sit Gaardsbrug at passe. Da der ved Reskript af 2. Septbr. 1791 blev tillagt Chefen for Romsdalske Kompani Gaarden Devold i Gryttens Prestegjeld (Skyld 1 Vog 2 Pd.) som Kompanichefsbolig, saa fik Ræder, foruden sin Eiendomsgaard Nes, tillige denne Gaard at bestyre og har vel saaledes fundet, at han har faaet vel meget Arbeide som Landmand, saa meget mere som Gaardene var adskilt ved en ikke ubetydelig veiløs Strækning. Han sælger derfor nu, som vi har hørt, det meste af Jordveien til Nes, men bliver dog boende her fremdeles.
Pligterne som Kompanichef medførte, i almindelige Aar ikke overdrevet meget Arbeide. Øvelserne var kortvarige – høist 12 Dage om Aaret, ofte mindre, og Administrationen forholdsvis enkel. Sessionsdeputationen afholdt hvert 4. Aar Kompletteringssessioner, hvorunder de udtjente og utjenstdygtige Soldater endelig fik sin Afsked og nye blev ansatte, samt Ungtmandskabet blev indført i Rullerne som »Interimsreserver«. Saadan »Tegning af Ungtmandskaber« foretoges forøvrig de Aar, da Kompletteringssessioner ikke afholdtes, af Fogden under de aarlige Vaabenøvelser, »Exercermøder«. Naar saa Ledighed opstod, Soldater arvede eller fik Tilladelse til at bygsle Jord eller fik andet »Forfald« mellem Kompletteringssessionerne, havde Kompanicheferne »ad interim« at ansætte disse Reserver efter Tur i Soldaternumer. Lidt Hvervning til de »gevorbne« Grenaderkompanier eller til Fodgarden i Kjøbenhavn kunde vel ogsaa Aar om andet falde, – mest i Forbindelse med Mønstringer og Eksercermøder, hvortil da ogsaa det paa Lægderne beroende Udstyr skulde medbringes til Eftersyn. Hvor specielle Forhold gjorde det paakrævet, kunde dette ogsaa ske paa Lægdet udenfor Mønstringerne. Befalets Lønninger blev vel ogsaa udbetalt gjennem Kompanichefen. Hermed turde dennes vigtigste Gjøremaal i Distriktet være nævnt. De i vore Dage saa hyppige Permissioner, Overføringer til anden Afdeling og Emigrationer forekom dengang lidet eller slet ikke, Soldaterne havde i Regelen fast Tjeneste paa Lægdet, i samme Sogn eller – om de enkelte Gange kom udenfor dette – i alle Fald inden Kompanidistriktet.
Det tidligere omtalte Romsdals Marked gav dog hvert Aar i Oktober Maaned Anledning til specielle militære Foranstaltninger, idet 2. Trondhjemske Regiment afgav »1 Løitnant med behøvendes Under-Officeer og 40 Gemene til fornøden Vagt, for at forekomme Uorden og Tyveri m. v.«[41]. Denne Vagt har vel neppe Ræders Kompani bestridt alene; men da Markedet blev afholdt i Kompanidistriktet og endog paa selve Kompanichefsgaarden Devold, har vistnok Kompaniet altid leveret sin Kontingent dertil. Kompanichefen har vel ogsaa havt Opsynet med de 2 herværende Vagthuse og kanske endog havt Pligt at inspicere Vagten.
Følgende, som er hentet fra Jacob Thode Ræders Optegnelser, skal anføres til Belysning af Faderens Væsen og Personlighed.
Ræder tiltalte aldrig sine Børn haardt, men omfattedes dog inden Familien med den største Respekt. »Selv den vildeste Leg og Støi efterfulgtes af absolut Stilhed, naar han hørtes at banke i Chatul-Laaget med sin Lineal.« »Han havde en egen, ganske original Maner at straffe Ungerne paa – baade sine egne og Naboernes – naar de havde forsyndet sig i nogen Maade. Han satte dem da under Bordet i Stuen og bandt dem fast med en tynd Traad. Blev denne revet itu, fik de Prygl, – blev den det ikke, fik Synderen gaa, naar han havde siddet der en Stund«.
Hans Omgjængelighed, Velvilje og Hjælpsomhed i Forbindelse med hans sociale Stilling og Dannelse sikrede ham høi Anseelse i Egnen, saa »hans Raad blev søgt af Unge og Gamle blandt Bønderne, og i Mangel af Politi eller andre Autoriteter i Trakten var han en Skræk for Landstrygere og »Fanter«, der ikke vovede sig frem til Grænden, undtagen naar det rygtedes, at »Capteinen var bortreist«.«
Fru Ræder var det ikke saa let for Egnens Bønder at forstaa – dette gjaldt saavel hendes danske Sprog som tildels hendes fremmede Vaner. Hun samlede saaledes paa gammel Kjøbenhavnermaner Familien om »Maskinen«, hvor man kosede sig ved Eftermiddagstheen. Ræder selv satte dog ikke synderlig Pris paa denne indførte Drik. Til Maskinen trængtes imidlertid Trækul, som blev brændt ved Stranden. Dette saa Almuen paa med Forbauselse og fandt, at det var »et ødselt Paafund«. Stakkels Fru Ræder – det var sandelig ikke saa meget, hun havde kunnet tage med sig fra Livet i sit kjære Kjøbenhavn til sit nye Hjem, hvor de ensformige huslige og moderlige Pligter mere og mere optog al hendes Tid.
Efter 12–13 Aars fredelige Tilstande kom pludselig Rustningerne mod England Vaaren 1801. Baade til Kristianssand og Molde blev der beordret militære Detachementer. Detachementet i Kristianssund bestod af 60 nationale Musketerer af forskjellige Kompanier og 30 gevorbne Grenaderer under en Kapteins Kommando, medens Styrken af Moldedetachementet er ukjendt. Som Chef for dette blev Kaptein Ræder beordret, og han har formentlig begyndt denne sin Tjenstgjøring i Begyndelsen af Mars 1801.
Englænderne foruroligede ikke Norges Vestkyst under de kortvarige Fiendtligheder dette Aar, og i den eneste – Rapport fra Ræder til Regimentschefen, Generalløitnant Grev Waldemar Schmettow, som kjendes fra denne Tid[42], har han saaledes intet at melde om krigerske Begivenheder, men kun om de smaa tjenstlige Bekymringer, som Forholdene medførte, og som for en saa samvittighedsfuld og omsorgsfuld Chef som Ræder kunde føles ret generende. Detachementet fik haardt Brød fra Trondhjem, men dette maatte være veiet, i det samme det kom fra Ovnen, for da det modtoges i Molde var der 8–12 ℔’s Undervægt pr. Tønde. Ved Udveiningen til Soldaterne maatte der derfor knibes paa Vægten, hvis man ikke skulde komme tilkort; men herved blev Officererne let mistænkt for Bedrageri, selv om Folkene blev underrettet om Sammenhængen. De fleste Proviantsorter var forresten udsat for Svinding, uden at dette blev taget i Betragtning ved Leveringen, saa det var en gammel Klage fra Kompanichefenes Side, at de ikke kunde give Soldaterne fuldt ud, hvad de tilkom, uden selv at komme tilkort.
I det Hele taget stod Kompanicheferne i en baade vanskelig og ubehagelig Mellemstilling i administrativ Hensende, og man tør vistnok gaa ud fra, at i en Flerhed af de Tilfælde, hvori de blev beskyldt for Uredelighed og Bestikkelighed, var de kun tjenstlige Mellemmænd ved timelig Kniberi eller endog tvilsom Sportulering fra Statens Side. Kaptein Ræder skriver saaledes 10. Januar 1802 til Regimentschefen, General Schmettow[43] om en gevorben Grenader, som har kjøbt Gaard, og som Regimentschefen derfor Aaret forud havde lovet at lade slippe Militærtjeneste, naar der blev fredelige Tider, mod at Faderen betalte 80 Rdr. til den kongelige Kasse. Schmettow sees at have paategnet Skrivelsen, at Grenaderen skal ombyttes med en national Soldat, som er »Løsgjænger«[44]. Ifald de 80 Rdr. Løsepenge virkelig er blevet opkrævet, saa er dette vistnok skeet gjennem Kompanichefen i det Distrikt, hvor Faderen boede – i dette Tilfælde gjennem Ræder. I hvilket Lys kunde han ikke derved stilles inden Kompanidistriktet. Ræder var forøvrig overordentlig ængste lig for privat at modtage Tjenester eller de paa Landet saa almindelige »Sendinger« af sine Underordnede eller af Lægdsbønderne. Ved en senere Anledning, da han har paanødet en Ørkedøl 1 Rdr. – mere vilde denne ikke tage imod – for 1 Kvarter Sild, som var leveret Fruen, siger han saaledes: »Nødig vil jeg, at dette Folk skal gjøre mig Gjengjæld for de Tjenester, jeg har bevist dem.« Men altid følte han varmt for sine Underordnede og talte deres Sag, naar Leilighed dertil bød sig.
I den foran anførte Rapport fra Molde roser han sine Folk, der opfører sig rolig og ordentlig, saa han kun en Gang har seet sig »nødsaget at arrestere og straffe en Tambour af det Eritzfiordske Compagnie, som i et Par Nætter havde sneget sig ud af Qvarteret og været paa Værtshuse, samt været grov i Munden mod Husets Folk, hvor han var indqvarteret«.
I Kristianssund, hvor Chefen for Meldalske Kompani af samme Regiment, Kaptein Ditlev Rosbach førte Kommandoen og Broderen, Ingeniørkaptein Friedlieb Rosbach forestod de samtidig igangsatte Befæstningsarbeider, havde Forholdet ikke været saa mønstergyldigt; men dette soger Ræder at undskylde, idet han fremhæver de ynkelige Forhold, hvorunder Soldaterne lever. Han siger: »Højlig beklager jeg den Uorden og Modsetsighed, som af Skarpskytterne i Christianssund er forefalden. Det er ganske vist Pligt af største Vigtighed at giøre Soldaten nøje bekiendt med Krigs Artiklerne og de øvrige Love, som han skal adlyde, og strængt at paasee Opfyldelsen deraf; – men paa den anden Side, hvor let kan ikke den stakkels eenfoldige Soldat, der idelig hører tale om sine Pligter og bliver anstrængt til deres Opfyldelse – men ikke seer nogen Lettelse i sine tunge Kaar, da han enten maa sætte til de faa Penge, han kan have bragt med sig, eller sulte – blive utaalmodig og skride ud over de Skranker, der ere satte ham. O! hvor meget beklager jeg ikke den arme Soldat, der maae lade sig nøie med 6 ß daglig eller 4 ß og Brød i denne dyre Tid, imedens Forbryderen faar 8 ß daglig. Hvormegen Menneske Kundskab, hvor megen Sindighed og hvor megen Blidhed i ofte gientagen Omgang og Samtale med Soldaten uden for Tjenesten udfordres der ikke – foruden Strænghed til Lovens Opfyldelse – for at holde Manden, der føler sin ublide Stilling, i en munter og roelig Tilstand.«
Naar Ræder med adskillig Bitterhed nævner, at Soldaten oppebærer 6 ß daglig, men Forbryderen 8 ß, saa er dette naturlig nok, idet der netop – i Mars 1801 – var udstedt kgl. Reskripter til endel Kjøbstæder og Amter, hvorefter Arrestanter forundes en Forhøielse af 2 ß daglig i Tillæg til de dem ved Anordning af 5⁄4 1793 tillagte 6 ß daglig«[45]. Soldaterne, som samtidig i stor Udstrækning blev kaldt til Tjeneste for at værge Landet, maatte klare sig uden dette »Dyrtidstillæg».
Forøvrig finder Ræder heller ikke sine egne Kaar glimrende »i denne Tid, jeg maae være paa dette kostbare Sted, hvor jeg alleene for min Kost maae betale 10 Rdr. maanedlig«. Kapteinens hele maanedlige Aflønning under denne Beordring var neppe mere end 23 Rdr.i Gage + 10 Rdr. i Kantonnementstillæg.
Endelig beretter Ræder i samme Skrivelse til Regimentschefen om de karakteristiske Vanskeligheder, han er kommet op i ved, at Enken efter Oberstløitnant Johan Michael Meldal († 9⁄9 1798), der boede i samme Hus som han, »i Forgaars Eftermiddag omskiftet Tiden med Evigheden i en Alder henved 69 Aar«[46]. Da Molde nu var Garnisonsby, har Datteren begjæret, at Liget begraves med fuld Honnør, og Reglementet hjemlede Ret til samme militære Ceremonier, som der vilde have tilkommet Manden, dog heldigvis uden Kommando (hvorfra skulde man ogsaa taget 400 Gemene med Befal under 1 Major?) og uden Ligvagt i Dødshuset (2 Sergenter). Selv med disse Begrænsninger kan den lille Garnison dog ikke fyldestgjøre Reglementets Bestemmelser, der var beregnet paa større Forhold. Som Marschaller skulde saaledes beordres 2 Kapteiner; men da der i hele Romsdalen – foruden Ræder, der som Kommandant skulde tilhøre Følget – kun boede en Kaptein, Jens Henrich von Hadelen, maatte 2 Løitnanter beordres som Marschaller. Som Ligbærere opførte Reglementet 12 Sergenter, men Ræder maatte supplere »de virkelige Underofficerer (ɔ: Sergenter og Korporaler) med »tiltagne Under-Officerer reformés« for at opdrive dette Antal.
Viljen maatte tildels tages i Gjerningens Sted, men naar alt kom til alt og seet i Forhold til de beskedne Omgivelser paa Molde, saa fik dog den salige Oberstløitnantsfrue en saare »krist-festelig« Jordefærd til Trøst og Husvalelse for den efterladte, sørgende Datter og til Misundelse for andre, der havde maattet stede sine Paarørende tiljorde uden saadan Pomp.
Ræder var neppe vendt tilbage fra Molde, da Aarets 12 Dages Eksercermøde afholdtes fra 20. Juni til 1. Juli. Dette Aar indkaldtes forøvrig kun de nyudskrevne og uøvede hjemmeværende Soldater til Øvelser, og Eksercermødet synes at være afholdt samlet for alle 6 Kompanier af Regimentets 2. Bataljon under Kommando af Chefen for Gjemniske Kompani, Kaptein Marcus Friderich von Done, med 3 Underofficerer. Eksercerstyrken var saaledes denne Gang liden, omtrent som ved et vanligt Kompanimøde. Kapteinen indskrænkede sig da væsentlig til at inspicere, medens Underofficererne eksercerede sine Troppe i den endnu udenfor »de lette Tropper« eneraadende »sluttede Exercitie«. De sidste 4 Dage blev der drevet Øvelser i »Chargering« med ialt 40 løse Patroner pr. Mand. Disse Øvelser fordrede megen Præcision. Sidste Dag skjød hver Mand til Skiven med 6 skarpe Patroner og traf temmelig vel, især i god Linie. En Soldat, som »traf Skiven de 3 første Skud efter hverandre, inden for Ringen«, angives navnlig i Rapporten[47]. Her faar man et omtrentlig Indtryk af Øvelsernes Gang under Kompanieksercermøderne. De Aar, da de fuldtallige Kompanier var samlet til Bataljonseksercitie, afholdtes derimod »Tallerkenmanøvrer« med de 6 Kompanier enkeltvis og i Bataljon paa de trange Eksercerpladse, med Bataljonschefen tilhest og under Musik af Piber og Trommer; men dette betegnede kun sjeldne Festøieblikke i det militære Liv.
Om Familien paa Nes er der lidet at berette fra de første Aar af det nye Aarhundrede. I 1802 kom atter Fruens Søster, Jomfru Mette Christine Lind paa Besøg, ledsaget af Husets ældste Søn Johan Christopher, som dengang netop var bleven Sekondløitnant ved Kronprinsens Regiment. I Februar 1803 drog de besøgende tilbage i sin »svenske Slæde« (Besøget kan altsaa, i Forhold til den lange Vei, ikke have været meget langvarig, da de ogsaa synes at have reist op paa Vinterføre). Paa Nedturen blev den 121⁄2 Aar gamle Nicolai Ditlev med, da han havde faaet Plads paa Herlufholms Skole. Hermed fulgte frit Ophold og desuden et lidet Pengelegat, saaledes at Elevernes Uddannelse i den Tid, de opholdt sig ved Skolen, ikke var forbundet med Omkostninger for Faderen. Underveis blev selvfølgelig Tante Bjørnskow paa Hafslund aflagt et Besøg. Et »Julebesøg« i Romsdalen var hverken nogen billig eller letvindt Affære i de Dage for Kjøbenhavnere; selv Vareforsendelser var vanskelige og omstændelige nok. Jomfru Lind sender saaledes om Høsten tilbage en »Reisepels«, hun har laant af en Madame Møllerop. Den blev sendt med Skibsleilighed til Hr. Knud Danholm i Christianssund, men Skibet blev liggende Vinteren over »Vesten paa Norge«. Hvis Lykken var god, kom det vel til sit Bestemmelsessted ud paa Vaaren, og saa maatte Skibs- eller Baadleilighed afventes for at faa »Reisepelsen« til Molde og derfra ind til Veblungsnes. Man maatte sandelig føle sig temmelig afsondret fra Verden inde i vore Fjorde og oppe i vore Dale paa slig Vis.
I November 1803 fandt Kaptein Ræder sig foranlediget til selv at drage nedover til Kjøbenhavn. Han reiste, som saa mange andre Embedsmænd før ham, til Kjøbenhavn som Sollicitant. Det militære Avancement gik langsomt, og Kapteinsgagen var utilstrækkelig for den store Familie, naar Børnene nu voksede til. Afkastningen af en Gaard kunde i den Tid vanskelig omgjøres i Kontanter, specielt naar den laa saa afsides som Nes eller Devold i Grytten. Ræder sees derfor at have bestemt sig til at søge sig over i civil Embedsstilling. Nogen passende saadan Ansættelse stod dog selvfølgelig ikke færdig for ham, og Ræder maa derfor forblive i Kjøbenhavn hele Vinteren igjennem for selv ved forefaldende Leiligheder at tale sin Sag i Kollegierne og paa høieste Sted – hos den virkelige Regent, Kronprins Frederik. Kaptein Ræder synes da ogsaa at være stillet en civil Befordring i Udsigt, da den 63-aarige Major ved 2. Trondhjemske Regiment Christian Carl Myhlenphort uventet afgaar ved Døden 24. Mars 1804, og Regimentschefen, Generalmajor Grev Schmettow indstiller Ræder til den ledigblevne Majorspost. Ræder skriver den 14. April 1804 herom til sin Hustru, idet han meddeler, at han agter at antræde Hjemreisen i Begyndelsen af Mai for at være hjemme »inden Pintse Høitidsdage«. »Jeg kommer da tilbage som Major, siden Hr. Major v. Myhlenphort har lagt sig til at døe, og jeg altsaa er af Greve von Schmettow bragt i Forslag til Bataillons Commandeur for den vacant blevne 2den Bataillon i Regimentet. Forslaget er sendt til Prinds Carl af Hessen i Slesvig og derfra sendes (det) til Generalitetet her i Kiøbenhavn for at forelægges Hans Majestæt Kongen til Approbation. Om en 8te Dages Tid vil formodentlig Forslaget være her, og da bliver (det) strax expideret.[48] Jeg havde vel Haab om en anden Befordring; men da denne Bataillons Vacance saa uformodentlig indtraf, og jeg dertil er bragt i Forslag fra Regimentet, saa kan jeg ikke vente denne Gang at blive anderledes befordret. Hans Kongl: Højhed Kronprindsen vil og heldst, at jeg endnu skal blive i den militaire Stand. – Gud, som bestyrer det Heele maae bedst vide, hvad der er mig tienligst.
Ræders Skjæbne var saaledes foreløbig afgjort, men han var dog forhindret fra straks at forlade Kjøbenhavn, da han efter Kronprindsens Villie lærer »den her ved Regimenterne indførte Jæger-Exercice«.
Under Mandens lange Fravær har Fru Ræder havt det trist nok den lange Vinter igjennem. Børnene, hvoraf de to ældste Døtre nu var voksne, har vel livet Hjemmet op, men helt uden Bekymringer for sin store Børneflok har Moderen ikke været. Om den yngste, Severin Henrik, som nu gik i sit 4. Aar, har Fru Ræder i Mars skrevet, at »hans Tilstand kun er lidet forbedret, og Faderen udbryder i Anledning deraf: »Al Godheds Gud! forunde os den Glæde at see ham fuldkommen helbredet!«, men »det kan ikke skee anderledes end efterhaanden«. Den yngste Søns høire Arm var lam og vissen. Armen var ikke saaledes fra Fødselen; men det sees af dette Brev, at Ulykken allerede var skeet før Faderens Afreise til Kjøbenhavn. Hermed hang det saaledes sammen: En Dag, Søsteren Ane Cathrine Bernhoft bar Suppeterrinen ind til Middagen, stødte hun i Døren sammen med den lille Broder, saa han fik koghed Suppe over Halsen og høire Arm. For at lindre Smerten dyppede Kokkepigen Armen i iskoldt Vand, og – Ulykken var skeet. Armen var – som det efterhaanden viste sig – ødelagt for altid. Vistnok voksede Severin Henrik Ræder op til en forøvrig kraftig Karl; men høire Arm forblev altid uførlig. Ledig har Fru Ræder og hendes kvindelige Husstand ikke siddet om Vinteren, da de sees at have rekvireret 3 B℔. Lin hos Hr. Stephensen i Molde. Saavel Rok og Ten som Væv har tydeligvis været i Virksomhed hos Familien paa Nes. Derimod synes det ikke at have været synderlig bevendt med Selskabeligheden. Ræder trer i sit Brev Glæde over, at saavel Hr. Pastor Heide som Hr. Provsten Stub[49] havde aflagt Besøg paa Nes, og skulde ønsket, at Hustruen og Børnene havde seet flere af de »gode Naboer« hos sig og havde »fordrevet Tiden og muntret Sindet« ved at aflægge dem Besøg igjen, men formodentlig har Storm af Rauma og en stræng Vinter forhindret Sammenkomsterne«. Nu glædede de sig selvsagt til Husfaderens Hjemkomst fra den store Verden med Budskab og Hilsen fra Slægt og Venner derude, friske Indtryk fra Hovedstadens pulserende Liv. Ræder længes ogsaa paa sin Side hjem til sine kjære. Han beder kundgjort for Løitnant Johan Andreas Throne, som førte Kompanikommandoen i hans Fravær, at han selv agter at overtage Kommandoen igjen allerede 20. Mai. Det synes, som Ræder agter at reise den hele Vei overland, da han underveis vil stanse et Par Dage hos Svogeren, Forvalter Knud Bjørnskow paa Hafslund, der 1⁄2 Aar forud havde mistet sin her oftere omtalte Hustru, Maren Johanne, f. Ræder. – Fra Christiania vilde han skrive og nærmere angive Dagen for sin Hjemkomst. Det maatte sandelig være en forceret og anstrængende Reise paa Sommerføre gjennem Sverige til Svinesund, med Stands paa Hafslund og i Christiania, videre gjennem Gudbrandsdalen til Veblungsnes paa den Tids Veie og med den Tids Befordringsmidler.
Til 2. Bataljon af 2. Trondhjemske Regiment, for hvilken Ræder ved sin Udnævnelse til Major blev Chef, hørte hans tidligere Kompani Romsdalske samt Vestnesiske, Fanottingske, Eritsfjordske, Gagnatske og Gjemnesske Kompanier. Han kunde saaledes være bleven boende i Grytten, men synes selv at have ønsket at komme nærmere til Trondhjem, formentlig mest for Børnenes Skyld. Allerede i 1805 maa han ihvertfald være bleven forsat til Regimentets 3. Bataljon, der bestod af Ørkedalske, Børsenske, Hevneske, Budvikske, Størenske og Rennebuske Kompanier. Antagelig har Børsenske med Megaarden i Ørkedalen som Chefsgaard været hans første Livkompani, som han dog 27. Februar 1807 byttede med Ørkedalske Kompani. Ræder tilflyttede ikke sin Chefsgaard, men ned- satte sig foreløbig i Trondhjem.
Før Afreisen fra Romsdalen blev der afholdt Auktion over det Bohave m. v., som ikke skulde medbringes. Selve Huset blev solgt for 60 Rdr. og senere flyttet. Til Reisen var leiet »en stor aaben Baad« (vistnok en Fembøring) for 1 – én – Rigsdaler. »Midten af Baaden fyldtes med Møbler og Effekter, bag i Baaden var Familien, fortil Tjenestefolkene[50] og Sømændene« (3–4 Skydsfolk). Majoren sad selv tilrors som Høvedsmand.
De sidste Dage paa Nes optoges, foruden med Indpakning og andre Flytningsforberedelser, tillige med Afskedsgjæstebud, formentlig først og fremst paa Prestegaarden, men ogsaa – og deri deltog baade smaa og store – hos Bønderne paa de omliggende Gaarde, »hvor der blev trakteret stærkt, især med Rømmegrød«.
Afreisen foregik paa en stille, varm Forsommerdag under megen Deltagelse fra den fremmødte Befolkning, som fulgte langs Stranden til »Skothammeren« under Hurraraab og Skud til de afholdte Reisendes Ære. Det var en Selvfølge, at det store Reiseselskab med Kvinder og Børn ikke kunde overnatte i den aabne Baad, saa man tog iland om Natten, hvor det kunde passe og Husrum var at faa. Turen synes at have medtaget 10–14 Dage. Man holdt sig selvfølgelig mest mulig indenskjærs med den tungt og med »høi Farm« lastede Baad; saaledes undgik man det aabne Havstykke, Hustadviken, ved at landsætte og kjøre baade Baad og Last over det 6 Km.’s Eid mellem Langfjorden (den nordøstlige Arm af Romsdalsfjord) og Sundalsfjorden.
Endelig naaede da Familien sit Bestemmelsessted, landede ved Toldboden i Trondhjem og tog her sit forud leiede Logi i Besiddelse. Dette var et »rødmalet, ganske stort og rummeligt Hjørnehus (det nordvestre) ved Krydset af nuværende Nordre Gade og Dronningens Gade[51].
J. T. Ræder, som dengang rigtignok kun var 8 Aar, og som ligeledes ovenfor har været vor Kilde, skriver senere i sine Optegnelser (Liv og Levnet«) om Trondhjem i 1806:
»Throndhjem var, dengang jeg første Gang lærte den at kjende, en meget formuende – ja rig By med omtr. 8 à 10 000 Indbyggere. Den lange Fred, den nordamerikanske og franske Frihedskrig havde givet Kjøbmændene Leilighed til utrolig Fortjeneste, og der gaves maaske i denne By en 30 à 40 Kjøbmænd, som ansaaes for at eje 100 000 Rdlr. og derover. Disse Folk havde alle brilliante Huse, Landsteder, Ekvipager, Tjenerskab, og hvad der mere hører til den store Verden. – – – »Feste afløste Feste Aaret rundt – om Vinteren i Byen og om Sommeren paa Landstederne udenfor Byen. Der var dengang maaske 40 à 50 Familier i denne lille By, som holdt Ekvipager, saa at disse bestandigt rullede gjennem Gaderne. Men Handelen var ogsaa bestandig i en blomstrende Gang. Fjorden og Elven vare ganske bedækkede med Skibe. Fra Toldboden og til Bybroen laa Skibene i mange Rader ved Siden af hinanden. Knapt var der aabent Vand i Midten. Sang og Arbeide hørtes Nat og Dag i Havnen, Skibe lossede og ladede uafbrudt. Denne Røre maatte bringe Velstand og Lyksalighed ind i den stræbsomme Stad«.
Major Ræders Økonomi tillod ham vistnok ikke at »føre Hus« paa et saadant Sted; men baade hans Stilling og Familiens selskabelige Kvalifikationer medførte, at de dog kom til at deltage adskillig i Byens Selskabelighed. – Foruden Forældrene kunde nu to af de hjemmeværende Døtre, Cathrine Marie og Ane Cathrine Bernhoft, som voksne optræde i Selskabslivet, og da de skal have været to meget nette unge Piger, var de maaske ikke de mindst eftersøgte. Den ældste, Ane Christine, var nok en ren Skjønhed, men hun var allerede ved denne Tid i Christianssund, hvor hun under et Besøg hos Venner af Familien blev forlovet og kort efter gift med en ung Skibskaptein Kortzen. Ane Margrethe var forøvrig heller ikke helt udenfor Selskabeligheden, endskjønt hun kun var 14 Aar, men – hun skal rigtignok ogsaa have været meget vakker. Majoren og Datteren Cathrine Marie skal endog have spillet i »Det dramatiske Selskab«, som selvfølgelig dengang ikke kunde savnes inden Societeten i Trondhjem.
Opholdet i Trondhjem blev dog paa denne Maade for bekostelig for en ubemidlet Officer med stor Familie, og Ræder besluttede snart atter at flytte paa Landet. Vistnok skal han paa Regimentchefen, Generalmajor Grev Schmettows Anmodning have været elskværdig og uegennyttig nok til at overlade Kompanichefsgaarden til en yngre Kammerat, men han fandt sig dog tjent med at tilflytte sit Kompanidistrikt og leie Hus der.
Majoren var først en Tur i Ørkedalen og fandt en anstendig Bolig, hvorefter Flytningen foregik ved Midtsommerstid 1806 – efter omtrent et Aars Ophold i Trondhjem[52]. Ogsaa denne Gang benyttedes en aaben Baad til Flytningen, og man maatte for den 4 Mils Reise tage et Nattekvarter underveis. Der landedes ved Ørkedalsøren, hvorefter Familien spadserede gjennem den lille Fiskerby og over en liden Slette ud til det nye Hjem paa Gaarden Nærviken. Gaardeieren Ole Nærviken med Familie beboede endel af Gaarden, men Ræders den egentlige Hovedbygning, »som dengang havde et ganske herskabeligt Udvortes. Værelserne vare tapetserede med Papir – dog maa det Hele have været meget tarveligt indrettet«, skriver den velhavende danske Storstadsmand.
Hans Minder fra Nærviken er dog langt lysere end de dunkle Erindringer, han havde bevaret fra Romsdalen, ja de overstraaler endog Barndomsminderne fra det mellemliggende Trondhjemsophold, som vel har havt mest Tiltrækning for de voksne Søstre. »Vi havde Skov, Mark, Fjeld og Sø for os, hvori vi frit kunde tumle os. Vi fangede Fisk i Snøre, Sild paa Garn, Kramsfugl i Snarer, gravede i Haven, plantede og saaede. Fader eller andre Drenge lærte os, hvad vi ej vidste. Saasnart der var Sne, løb vi paa Skier eller paa Slæde (»Kjælke« i Landets Sprog) ned fra de omkringliggende høie Bakker, paa Skøiter paa de tilfrosne Vande, hentede Brænde i Skovene paa vore Slæder etc. etc.«
Herude paa Landet var Børnene ogsaa mere med under den selskabelige Omgang Familierne imellem. J. T. Ræder skriver: »Vi dansede flere Gange, f. Eks. hos Angells, hos Krabbes, hos Coldevins og flere Steder, og jeg mindes ret vel, at jeg kunde dog danse noget med. Fader hjalp mig som tro Ven, hvor jeg ej kunde komme selv tilrette, traadte stundom ogsaa ind i mit Sted forat trøste min Dame, som maatte danse med mig. Fader var den venlige, galante Mand, han yndede alle Mennesker, og disse yndede ogsaa ham og følgelig ogsaa hans Familie og Børn.«
Den »gode Moder« spillede maaske en noget mindre fremtrædende Rolle end Majoren i Selskabslivet, men i Hjemmet tog hun sin fulde Andel af Pligter og Arbeide. Specielt synes Børnenes Undervisning væsentlig at have hvilet paa hende. Hendes Evner i saa Henseende kan ikke have været ringe, og hendes Kundskaber maa have strakt sig videre end Damers flest paa den Tid. Da Sønnen Johan Philip Thomas Vaaren 1807 blev indkaldt som Kadet til det kongelige Akademi i Kjøbenhavn, saa var det den af Moderen erholdte Undervisning, som satte ham istand til at følge med i Arbeidet der. Philip reiste med Skibsleilighed fra Trondhjem til Kjøbenhavn, hvor han ankom i August Maaned, umiddelbart før Krigen med England brød ud. Derved var Bekymringerne for denne den 3die – Søns Uddannelse fjernet. Ved Kadetakademiet fik han fuldt og frit Internat, og Omkostningerne ved hans videre Opdragelse bortfaldt, idet Kadetterne i Regelen først forlod Akademiet, da de som Officerer kunde staa paa egne Ben.
Allerede før Philips Afreise havde Søsteren Ane Cathrine Bernhoft forladt Fædrehjemmet, idet hun kom i Huset hos Vennerne fra Romsdalen, Pastor Heides paa Alstadhaug Prestegaard i Skogn.
Hjemme hos Ræders var saaledes i 1807 kun Døtrene Cathrine Marie, 21 Aar, og Ane Margrethe, 15 Aar, samt de to yngste Sønner, 9 og 7 Aar. Ane Margrethe blev om Høsten antagen til Konfirmation af Sogneprest Amund Barhow († 1813) til Bynesset. Konfirmationen foregik 20. Søndag efter Trinitatis i Børsens (Viggens) Kirke[53], efterat hun i nogle Dage havde opholdt sig i Bynessets Prestegaard, hvor da formentlig Forberedelsen har gaaet for sig. Det ansaaes dengang mindre standsmæssig at forberedes til Konfirmation sammen med den almindelige Almuungdom paa Kirkegulvet. At Konfirmationen ikke foregik i Ørkedalens, men i Børsens Kirke, endskjønt Nærviken tilhørte Ørkedalen Prestegjeld, kan maaske have havt sin Grund i, at Konfirmantens Faster, Anne Cathrine, g. m. Major Peter Christian Bruenech, paa Æli i Børsen fik Anledning til at overvære Høitideligheden, naar den foregik i denne Kirke.
Major Ræder blev fra 1. April 1807 beordret til at følge Øvelserne ved Eksercerskolen i Trondhjem.
Disse Eksereerskoler, som allerede i nogen Tid aarlig var afholdt i de norske Garnisonssteder, blev i 1807 – ihvertfald i Trondhjem – bragt i et bedre Spor end tidligere[54].
Skolen fik en Kaptein som Forstander (dette Aar Otto Frederik Christian Hegermann, † 1841 som Generalmajor i Trondhjem), der stod direkte under kommanderende Generals (v. Kroghs) Kommando og var fritagen for al anden Tjeneste. Til Eksercerskolen blev beordret unge tilgaaende Officerer og Underofficerer, samt Befalingsmænd, som nylig var avanceret op i høiere Charge, eller som havde vist sig lidet dygtige i sin Tjeneste. Endvidere Menige, som var uøvede eller af Mangel paa Flid stod tilbage i Tjenesten. De saaledes indkaldte dimitteredes atter fra Skolen, naar de var tilstrækkelig oplærte. Denne Del af Eksercerskolen var allerede begyndt 12. Januar og var væsentlig praktisk, men for Befalet tildels ogsaa theoretisk.
Den næste Periode af Eksercerskolen – den som Major Ræder var beordret til at overvære – synes væsentlig at have været en Befalsinstruktionsskole, hvortil særlig de, der besad gode Gaver til at introducere det Lærte«, blev indkaldt. Af hver Bataljon, som ikke skulde have Bataljonsmøde om Sommeren, blev Bataljonskommandøren og 1 Officer eller Underofficer pr. Kompani beordret. Bataljonskommandøren skulde »som daglige Tilskuere« og de øvrige som Elever i Skolen holde nøiagtige Dagbøger sover alt, som foretages sammesteds, for siden nøiagtig at befølge samme«. Forstanderen skulde ved Hjemsendelsen attestere, at Elevernes Dagbøger var »ensartede, fuldstændige og rigtige«. Siden skulde Eleverne indføre det i Eksercerskolen lærte under Kompanieksercitien og Bataljonskommandøren forvisse sig om, at dette var gjort ved Omrejsen« (ɔ: Mønstringerne). Eksercerskolens Varighed var ikke paa Forhaand bestemt, men afhang formentlig af Fremgangen i Undervisningen; – Ræder kunde den 10. April endnu ikke sige, hvorlænge Beordringen vilde vare. Imidlertid var Bataljonernes Skarpskytterbefal og Spil indbeordret til 1. Mai, saa da tog formentlig en ny – 3dje – Periode af Eksereerskolen sin Begyndelse, og de tidligere indbeordrede forudsattes vel ved den Tid at blive hjemsendte. Skolens 4. Periode begyndte 1. Juli, da Aarets Rekrutter indkaldtes til Uddannelse.
Det er vel neppe sandsynlig, at Bataljonskommandørerne er beholdt inde i Garnisonen længere end til 1. Mai. Ræder var under dette sit Trondhjemsophold Gjæst hos Major og Veimester Johan Mangelsen Brun (f. 1757, † 1835), der tilbød ham »sit Hus og sit Bord«, hvor han havde det »overmaade vel«, indtil han kunde vende hjem igjen for at tilbringe det meste af Sommeren sammen med sin Hustru og hjemmeværende Børn.
Allerede i Slutningen af August blev Ræder atter kaldt til Tjeneste i Garnisonsbyen og denne Gang under alvorligere Forhold.
Englænderne havde gjort sit sørgelig bekjendte, røveriske Overfald paa Kjøbenhavn, der indledede den langvarige, for vort Land saa tunge Krigsperiode 1807–1814.
Ræder indkom til Trondhjem omkring Udgangen af; August med Regimentets nationale Grenaderer, hvoraf der blev opsat 2 Kompanier samt 1 Grenadervolddivision ti: Skytsbetjening ved Befæstningerne. Af de 2 førstnævnte Grenaderkompanier i Forbindelse med Regimentets 2 st i dig tjenstgjørende Kompanier, hvis »Frimænd« (ɔ: i Fred permitterede Mandskaber) ligeledes var indkaldte, blev der, opsat »2. Trondhjemske Regiments Grenaderbataljon« paa 480 Mand, inddelt i 4 Kompanier. Desuden indkaldte i Løbet af September af Regimentet 1 Bataljon Musketerer, 2 smaa Skarpskytterdivisioner à 70–80 Mand samt Regimentsartilleristerne. 1. Trondhjemske Regiment opsatte en lignende Styrke, saa der maa have været et livlig militært Liv i Trondhjem i September 1807. Desuden sendtes en af »kommanderede« fra begge Regimenter og noget Artilleri kombineret Kommando under Major Brun til Kristianssund. Major Ræder blev Chef for 2. Trondhjemske Regiments Grenaderbataljon. Dette var vistnok en stor Hæder, men den blev dyrekjøbt, da han paa Grund heraf maatte forblive i Garnisonen hele. Vinteren udover, medens Musketerbataljonerne atter blev hjemsendt 23. Oktober, rigtignok med det Forbehold, at de skulde vær marschberedte paa mindste Vink og – om ingen anden Ordre udgik – atter være i Trondhjem 31. Mars 1808.
Af Grenaderbataljonerne og de øvrige Afdelinger permitteredes vistnok ogsaa endel Mandskab hjem udover mod Jul; men det meste af Befalet maatte dog forblive paa sine Poster, og Major Ræder fik saaledes ikke Anledning til at gjøre mere end 2 ganske korte Ture hjem til det nærliggende Ørkedalen, før han med sin Bataljon blev beordret søndenfjelds i Mars 1808.
Trondhjem laa foreløbig langt fra Krigsskuepladsen og helt uberørt af krigerske Begivenheder; men Spændingen var i Begyndelsen stor, baade i civile og selvfølgelig endnu mere i militære Kredse, da man svævede i den største Uvished om Begivenhedernes Gang, og om hvorvidt trønderske Tropper skulde blive beordret hjemmefra og til det betrængte Danmarks Hjælp eller til Dækning af det søndenfjeldske Norge mod engelsk Landgang eller Fiendtligheder fra det vistnok endnu rolige, men ingenlunde paalidelige Sverige.
Efterretninger fra Danmark indløb først temmelig sent og var i Regelen meget ufuldstændige. Ræder skriver saaledes til sin Hustru den 8. September – Dagen efter Kjøbenhavns Kapitulation, – at der Aftenen forud er ankommet Christiania- og Hamburgerpost, »men ingen Post eller Breve fra Sjælland, saa man er i største Uvidenhed, om hvad der foregaar i Kiøbenhavn og den Deel af Danmark, som England bekriger«. Ved denne Tid vidste selv General von Krogh neppe mere, end hvad der berettedes ham i Prins Christian Augusts Depescher fra Christiania af 1. September[55], nemlig at Kjøbenhavns Beleiring vedvarer med lige Heftighed; hidindtil er intet vunden fra Fiendens Side. Disse knappe Efterretninger har vel Generalen omtrent uafkortet meddelt sine Underordnede; ihvertfald skriver Ræder: Vi har faaet Ordre til at være marschfærdige, da ikke kan vides, hvad Ordre kan indløbe, og General v. Krogh vil, vi skal være beredte paa alt. Ræder »tror dog ikke, det kommer til Udmarsch, hvis ikke Svensken slaar sig løs, og han maa vel have nok med Krigen med Frankrige. Berolige Dig med, fortsetter han, »at saalænge Kuske og Trosheste ikke udtages og leveres os, bliver der ingen Udmarsch. Fæst ikke Tro til Rygter, der mest er falske. Jeg skal oprigtig melde Dig alt, der er sandt, om vor Bestemmelses«.
I et udateret Brev til sin Hustru – antagelig omkring 22. September – maa Ræder indfri dette sit Løfte. Han »vil ikke dølge, at det heder, at Kjøbenhavn har capituleret. Vilkaarene skal dog være nogenledes gode: alle Personer, al privat og public Eiendom skal respekteres, og Englænderne skal rømme Sjælland om 6 Uger. Vi maa snart faa den sande Efterretning herom; imidlertid seer det dog noget alvorligere ud med vor Bestemmelse, da her fra General von Krogh er givet Ordre til Grenadeer Bataillonerne at være fuldkommen marschfærdige, for, paa nærmere Ordre, at afmarschere herfra Søndenfjelds hen; til den Ende blive og nu Trodsheste og Kudske udtagne paa Landet for at blive leverede til os; altsaa – dersom ingen anden Ordre indløber – kommer vi nok til at opbryde herfra om en 12 à 14 Dage; thi før indseer jeg ikke det være mueligt«.
Man maa forbauses over hverken i dette eller noget andet af Ræders Breve at støde paa de afmægtige Vredesudbrud i Anledning af Engelskmændenes Udaad, som ellers er saa almindelige i Korrespondancer fra denne Tid (kfr. f. Eks. Prins Christian Augusts Breve). Ræder tager Forholdene, som de er, og søger uden videre Veklager at drage Omsorg for, at han personlig kan være rede, naar Pligten maatte kalde ham bort fra Hjem og Garnisonsliv. »Mange troe dog endnu, at det ikke kommer til Udmarsch; men, da man ikke kan giøre sig sikkert Haab derom, saa finder jeg det nødvendigt at giøre mig nogenledes færdig til Marsch«, skriver han.
Feltudstyret maa derfor gjøres istand: hans Sadel maa til Sadelmageren, »Skabrak og Pistolhylstere med Sølvgalonerne paa« vil han have sig tilsendt, da han »vil vende det og lade Galonerne oppudse«. »Det er os tilraadet at ikke tage megen Eqvipage med; altsaa kun faae Sengeklæder, men min Feltsæng maae jeg have hidsendt for at blive istandsadt«, fortsætter han.
Bliver det til Alvor med Afmarschen, kommer han enten en kort Tur hjem for at tage Afsked, eller Hustruen maa møde ham under Marschen ved Melhus eller nærmere Hjemmet – efter Omstændighederne. Brevet slutter saaledes: »For alting bædste Kone! lad denne min Beretning ikke bringe Dig af Din Fatning, men vær kiæk, og lad (ei) Din Ømhed og Kiærlighed for mig, overgaae til ængstelig Bekymring og Frygt for mig. Hav det Haab: at Gud, inden kort Tid vil igien samle os med Glæde. Det eeniste, som skulde giøre min Afrejse bitter, var og det at see Dig overgivet til smærtelige Forestillinger om min tilkommende Tilstand. Gud er med mig overalt, og frimodig følger jeg mit Kald.«
Af et Brev, dateret 26. September, sees der at være ankommet Kjøbenhavnerpost, idet der medsendes et Brev fra Sønnen Nicolai Ditlef samt en Fortegnelse over de under Kjøbenhavns Bombardement afbrændte Gaarde og Huse, men om Afmarschen nævnes nu ikke et Ord, saa derom har Majoren neppe faaet vide mere end før – og hvorfor da bringe den for Hustruen lidet lystelige Affære paa Tapetet igjen?
1. Oktober kan han imidlertid berolige Hjemmet med, at de »Militære ere ikke nu meere udsadte for hastig Marsch-Ordre, da de Heste og Kudske, der bleve os leverede og ikke have over 4re à 5 Miile hertil, ere sendte hiem igien; men naar det paafordres maae de strax indfinde sig her i Trondhiem«. Han beder sin Hustru være ganske rolig og forvisset om, at hun skal faa Sandheden at vide fra ham, men løse Rygter om »Udmarsch og andre usikkre Ubehageligheder« vil han ikke bedrøve hende med. »Vel troer jeg, at Freden ikke saa hastig kan tilvejebringes, og at vi derfor maae være parat, til hvad som paabydes at udføre; men neppe troer jeg, at vi i Høst kommer til at marschere; thi der ere mange Omstændigheder, som forhindrer samme, og hvoriblandt i Særdeleshed er denne: at Søndenfields har og i Aar Høet slaaet meget fejl, og Levnets Midlerne ere der endnu dyrere end her, saa at, af den Aarsage er giort Forestilling imod vor Marsch Søndenfields.«
En Uge senere – 8. Oktober – lyder Udsigterne til foreløbig at undgaa Afmarsch til Sørlandet endnu gunstigere, da 30 Mand pr. Musketerdivision – »af dem, som har mest Forfald – nu er tilladt hjemsendt. Grenaderer og Skarpskyttere maa vistnok fremdeles forblive i Garnisonen, men Udkommando vil de sandsynligvis ikke blive udsat for under disse Omstændigheder, og det ser Ræder jo ogsaa selv helst, skjønt det kunde være godt at faa Feltgagen«. Al Tale om Afmarsch sydover forstummede endelig helt, da Generalkommandoen i Trondhjem den 14. Oktober beordrede Hjemsendelsen til Lægderne af Musketerbataljonerne fra 23. Oktober at regne og indtil Udgangen af Mars Maaned, da de atter skulde være i Garnisonen, ifald der til den Tid ikke var afsluttet Fred. Samtidig beordredes ogsaa Grenaderbataljonernes resterende Kuske og Trosheste hjemsendte, medens derimod Grenadererne selv skulde forblive i Garnisonen Vinteren over. Om Ræder saaledes ikke kan komme hjem, er han dog »glad ved den Held at være Dig (ɔ: Hustruen) saa nær, at vi dog undertiden kan komme til hverandre og stedse give hverandre Underretning om vores Tilstand«.
Postgangen mellem Norge og Danmark forblev yderst ujevn og usikker, særlig da Forsendelsen gjennem Sverige blev stanset i Begyndelsen af Oktober; – som det hed som Repressalier, fordi »svensk Post et Par Gange skal være stanset i Danmark«[56]. Ræder skriver 8. Oktober, at »Postmester Alstrup[57] i Trondhjem har faaet Ordre fra Postamtet i Rendsborg, hvor nu ogsaa Kongen er, indtil videre ikke at modtage Breve til Kjøbenhavn og de danske Øer, saa det er umuligt at faa Breve til Børn og Venner i Kjøbenhavn«. Først over en Maaned senere, den 11. November, beretter han om Englændernes Rømning af Sjælland, hvorefter det endelig kan være Haab om Postens sikkre Gang til Kjøbenhavn, og Ræder derfor til skrive til sine Børn, Hustruens Søster og »flere Venner« i Kjøbenhavn.
Svigersønnen, Skipper Kortzen fra Kristianssund var ude med sit Skib, da Krigen brød ud, og Familien svævede længe i Uvished om hans Skjæbne; men nu er der da endelig kommet Meddelelse om, at han er – uantastet af engelske Kapere – »lykkelig ankommen til Barcelona; men der maa han vist blive liggende en god Tid, maaske til vi faar Fred med England«, mener Ræder.
Selv efterat Englænderne havde forladt de danske Farvande i Oktober, var dog Forbindelsen med Danmark og Udlandet usikker nok. Gjennem Sverige kunde der fremdeles ikke sendes Post, og Forbindelsen mellem Fladstrand og Norge var baade sen og ved Vintertid usikker. Det er saaledes fremdeles mest gamle Kjøbenhavnernyheder, som Ræder kan fortælle. Portoen er ogsaa uforskammet høi. Majoren er saaledes forarget over engang at have maattet betale 26 ß »i Postpenge« for et Brev fra sin Svigerinde i Kjøbenhavn, omendskjønt det ikke er 2 ß værd«.
Hvad Livet i Garnisonen angik, saa var dette ensformig nok – fraseet den Spænding, som var en Følge af og stadig holdtes vedlige ved Uvisheden om, hvad den nærmeste Fremtid kunde bringe. Kaptein Hegermann ledede efter General von Kroghs Ordre i den første Tid samtlige opsatte Bataljoners Øvelser i »den adspredte Exercitie«, saa Ræder i den Tid kun paasaa Øvelserne; men han glæder sig, skriver han 8. Oktober, til, at hans Tid snart skal komme, »da jeg skal tumle min Bataillon paa egen Haand. Maatte da og det gode Vejr, vi nu have, vedblive!« Dette Haab blev dog gjort tilskamme; det blev »i raat Vejr og Blæst«, at Majoren senere ud paa Høsten selv eksercerede sin Bataljon ude paa Ilevolden fra Kl. 8–11 om Morgenen for derpaa at have Øvelser i »det kolde Exercerhus til Kl. 121⁄2 slet«. Ræder boede hos en Fru Halch; men da hun og Børnene i September var paa Landet, saa skriver Majoren, at han er »eene i Huset med en Tjenestepige, 1 Kat og 10 Høns«. Forøvrig har han gode Værelser med Varme og Lys, samt Thevand og Smør og Brød til Frokost, som Pigen bringer mig hver Morgen«. Middagsmad spiste han hos Skomager Rønnau. Aftensmad spiste Majoren ligeledes i sit Logi. Forøvrig var han ofte Gjæst hos Venner og Bekjendte, specielt hos »gamle Gadebusch«[58], hvor han spiste »2 à 3 Gange om Ugen til Middag og ellers til Aftens saa ofte jeg kan komme der«. Senere skriver han: Jeg er næsten hver Dag inde hos Dem, da De holde meget af mig; jeg spiser og der bestemt hver Tirsdag og Fredag til Middag«. – Til sin Frokost og Aften fik Ræder hyppige Sendinger baade hjemmefra og fra gode Venner og Bekjendte, saavel fra Ørkedalen som leilighedsvis fra Romsdalen; men saa var han paa den anden Side ogsaa – efter god gammel Skik – Kommissionær i Byen for halve Bygden. Han sender saaledes engang sin Tak til »Fru Angell[59] for det tilsendte skjønne Smør«. En anden Gang fik han 1⁄2 Vog »Langebug« i Foræring af en Bondemand fra Romsdalen. Heraf gav Ræder lidt til Madame Gadebusch, »der gjerne vilde forsøge« denne romsdalske Delikatesse, og »et Knippe« sender han hjem til sin Kone. Man ser oftere Vidnesbyrd om, at der har hersket det bedste Forhold mellem Ræder og hans Lægdsbønder eller Soldater, og at disse paa forskjellig Vis søger at lægge sin Erkjendtlighed for Dagen. Som før berørt søgte dog Majoren at undgaa dette.
Blandt de mange Kommissioner, Ræder har at udføre, specielt for Ørkedalens Damer – ovennævnte Fru Angell, Oberstinde Gaarder,[60] Fru Bull[61], Jomfru Holtermann[62], m. fl. – taler det hyppige Indkjøb af Lin hos Fru eller »Kaptein« (og Rebslager) Weibye[63] et tydelig Sprog om flittig Arbeide i Hjemmene ved Spinderok og Vævstol. 4 Mærker Lin faar de der hjemme Besked om at »spinde fint« og sende tilbage, da Majoren vil lade nogen af sine Folk »i ledige Timer binde Sildegarn deraf«. At Fru Ræder ikke heller forsømte det finere Haandarbeide, tør maaske Indkjøbet af »nogle Dukker ponco rødt Silke« tyde paa.
Forøvrigt havde Damerne hjemme adskillig Arbeide med Majorens Garderobe, som nu maatte bringes i fuldkomnere Stand, end de landlige Forhold havde krævet. »Du maa vide«, som han i en anden Forbindelse spøgefuldt siger til sin Hustru, »at jeg er i Staden, og at jeg er Bataillons Commandeur«; sligt giver Forpligtelser. Specielt trængtes Manshetteskjorter med den staselige »Rue i Brystet (Kalvekryds) og smaa Manshetter, som nu igjen begyndes at bruges«. Majoren sender hjem »Varendorf Lærred« til Skjorterne og Kammerdug til »Rue« og Manshetter, idet han lover Døtrene Marie og Ane Margrethe 20 ß Skjorten i Syløn. Hvide Lommetørklæder var ogsaa en Artikkel, som Bylivet nødvendiggjorde ved høitideligere Anledninger. Til daglig anvendtes vistnok kun de store koulørte Lærredslommetørklæder, som endnu vil erindres af den ældre Generation.
Næsten hvert Brev afsendes »ved Leilighed – en Bonde, som har været i Byen, en Officerskammerat eller Soldat, som reiser hjem med Permission[64] – og hyppig følger da »en Løb« med, indeholdende Vasketøi. – Ved næste Leilighed kommer Svar paa Brevene og Tøiet vasket tilbage. »Arbeidslønnen i Trondhjem er saa overmaade dyr, at det paa alle optænkelige Maader maa undgaaes at lade udføre noget Arbeide der. Sit Skotøi lader derfor ogsaa Majoren sy i Ørkedalen; han sender Skind og Pundtlæder derop i den Anledning, hvorved 1 Par Støvler (ɔ: Ridestøvler) kommer paa 61⁄2 Rdlr. Landsens Skræddere kan dog ikke betroes at sy hans Uniformssager, men saa bliver de ogsaa dyre; saaledes koster en Surtout 23 Rdlr.
Da Ræder nu ikke længer har synderlig Gaardsbrug[65], men bor tilleie hos Bondefolkene Ole og Beritte Nærvigen, saa maa han sende baade Korn, Gryn og Mel samt Smør[66], foruden Kolonialvarer hjem til Husholdningen. Af Kolonialvarer forbrugte man imidlertid overordentlig lidet i de Dage mod, hvad vi er vant til. Lidt Risengryn og The synes at være det væsentlige. Oftere sender han »Commisbrød« (nu »Soldaterstump« kaldet) hjem. Den første Gang »til en Prøve«; men denne er tydeligvis faldt heldig ud, for siden sendes jevnlig sligt Brød hjem. Skjønt Majoren ikke havde meget at rutte med«, sender han dog ogsaa leilighedsvis »en Bouteille gammel Vin og nogle Kager« med i »Bommen« til Ørkedalen. Engang skriver han til sin Kone: »Du! det er længe siden Du haver spiist Meloner, som sendes Dig i et Papir, 3de smaa Stykker til en Smag«. Ja, Tiderne har forandret sig!
Fru Ræder har ikke nogen Ko; men da hun selvfølgelig trænger Melk i Husholdningen, foreslaar Majoren, at hun kjøber Hø og enten kjøber eller – som forrige Aar – tager en Melkeko paa For til Vaaren. »Den gode Her Provsten Coldevin[67] kan Du anmode om Hjelp her i, og han vil ikke nægte Dig den«.
Endskjønt det saaledes er smaat med Majorindens Gaardstel, kan hun dog ikke nægte sig leilighedsvis at sende sin Mand af det lille, Huset formaar. Da han i November paadrager sig en voldsom Forkjølelse, saa han i en 14-Dages Tid maa holde sig inde, faar han saaledes tilsendt »en Løb med skiønne Pølser«, hvorfor han takker, om han end senere i et oprigtigere Øieblik maa vedgaa, at de var »steenfrosne«, da de kom frem, og siden »smules op«, naar de skjæres itu, og at han ikke har taalt at spise videre af dem. Det er saart, naar Kjærlighedsgjerninger ikke fører til et bedre Resultat! En anden Gang sender Majorinden sin Mand 2 stegte Kyllinger og gjør ham meget ulykkelig over, at ikke hun og Børnene har gjort sig tilgode dermed, da han »kan faae Mad meere end nok«, hvorfor han med de kjærligste Ord frabeder sig for Fremtiden at blive sendt »Madvarer af noget Slags«.
Under sin Upasselighed blev Ræder da heller ikke glemt af sine Trondhjemsvenner, »Gamle Madame Gadebusch[68], hendes yngste Datter og Gabriel Gadebusch« var saaledes oppe hos ham paa en Eftermiddagsvisit og blev trakteret med »et Glas gammel Vin og Sukkerbrød«, hvorefter Madamen, da hun kom hjem, sendte Majoren »en god Portion Gryngrød med fersk Melk«, der smagte ham udmerket.
For sin Forkjølelse har han konsulteret Regimentsfeltskjer Gottlieb Christian Roll[69], men beder paa en spøgefuld Maade sin Hustru ikke blive forskrækket over en saa usædvanlig Forholdsregel, der kun skyldes hans høie Stilling som Bataljonskommandør og ikke er Tegn paa nogen Fare. Fru Ræder føler sig dog tydeligvis ikke tryg, men sender ham den vanlige Hjælper i Sygdomstilfælde, »Huslægen«, som turde være mere paalidelig end en ukjendt Regimentsfeltskjær. Bogen kan Ræder dog sende tilbage, da han allerede har laant den i Byen. Han har saaledes ogsaa selv havt mest Tillid til det skrevne Ord.
Det mest plagsomme ved Sygdommen var dog den tvungne Uvirksomhed, som tydeligvis ikke virker gavnlig paa den gode Majors Humør. Nu trænger allehaande Bekymringer sig frem. Den 9-aarige Jacob faar en Skrivelse med kjærlige Formaninger« til »Stadighed og Lydighed«. Han har kanske været en livlig liden Herre og saaledes gjort sin Moder endel Bryderi; sligt hænder jo. Det, som plagede Familiefaderen værst, var dog de økonomiske Bekymringer. Han havde gjort sig sangvinske Forhaabninger om, at den økonomiske Status skulde forbedres, medens han laa i Byen med 15 Rdlr. som »gevorbent Tillæg« og vel 16 Rdlr. i »Cantonnements Tillæg«, alt i alt med Gagen 70 Rdlr. 80 ß pr. Maaned. Dette havde selvfølgelig ikke slaaet til, da Byopholdet var dyrt, og Majorens Ekvipering havde forvoldt adskillige Udlæg.
Man ser, at ogsaa Officersfruerne har havt overdrevne Forestillinger om sine Mænds rigeligere Udkomme under Opholdet i Garnisonen. Kaptein Albrecht Christopher Knoffs Hustru[70] har saaledes formodet, at Manden nu tjente 70 Rdr. maanedlig, og har villet vædde med Majorinde Ræder, at hendes Mand havde en Indtægt af 100 Rdr. pr. Maaned. Ræder oplyser, at Knoffs maanedlige Indtægter ikke kan være 60 Rdr., og at hans egne – som ovenfor oplyst – paa langt nær var 100 Rdr. »Væddemalet vilde Du altsaa have vundet, skriver Ræder, »men endnu bedre havde det været, om Du havde tabt.«
Da Fru Ræder i November beretter sin for Tiden syge Mand, at hun har været »i høitidelig Forretning og Gjæstebud« hos Løitnant Anton Krenkel Hegge[71] til Evjen Gaard i Ørkedalen, hvor der har været Barnedaab og »en stor Forsamling«, og hvor Majorinden endog var Fadder, saa finder Ræder det vistnok ønskelig, at hun og »Pigebørnene« har »selskabelig Omgang af honette Folk, naar det kun ikke var saa bekosteligt«, særlig naar man maae være Fadder, og der give Penge ud[72], som man intet uden et Maaltid Mad faaer igien for«. Nu orker dog den af Naturen livsglade Major ikke længer at være Misanthrop, og han tilføier med sit vanlige Lune, at det vel er lidet rimelig, »at vi kunde komme til at byde de gode Folk til Faddere hos os og derved pudse dem de Penge fra igien«.
Ræder havde ikke alene at varetage sin Bataljonskommando, men var tillige tjenstgjørende Major i Garnisonen, efterat Musketerbataljonerne var hjempermitterede. Det var derfor vanskelig for ham at blive permitteret hjem, endskjønt Veien ud til Ørkedalsøren jo ikke var særlig lang, selv med den Tids Befordringsmidler. I første Halvdel af Oktober sees han dog at have været en kort Tur hjemme – umiddelbart før Muskettererne blev hjemsendt. Turen var tydeligvis ikke begunstiget af Veiret, da Majoren – formentlig paa Grund af Modvind eller Uveir – sees »efter nogen Besværlighed i et slet Føre« – altsaa overland – at være kommen tilbage til Trondhjem. Vandveien var selvfølgelig ellers den vanlige mellem Ørkedalsøren og Byen.
Til Julen sendtes flest mulig af Grenadererne hjem, og Majoren, der i det længste haaber selv at kunne reise, skriver 13⁄12: »De vandre i Dag inderlig glade fra Byen, fordi de kan komme hjem til Julen og med deres Venner; sidde højtidelig til Bords Juleaften, og efter at være bespiset med Ludfisk og Melksuppe, kan giøre sig til gode med nogle Glas af det kiære Brændeviin og nogle Skaale stærk Øll.« Selv maa Ræder blive, hvor han er, men sender foreløbig med Leilighed »næsten en hel Krop saltet og tørret fedt Faarekjød«, og senere sendes mere baade af Julekost og Penge. Den Vi skriver han: »Det er ikke saa ganske vist, at jeg kan komme hjem til Jule Aften, da saa mange mig paalagte Forretninger holder mig fast, og her ere saa faae Officerer, og jeg nu den eeniste Major her i Garnisonen; Men lykkes det mig ikke komme hjem til Jule Aftenen, som jeg dog ønskede, saa skal jeg dog vel see at komme hjem til Nyeaarsaftenen, om det og skal være kun nogle Dage; thi jeg længes nu meget efter at see Dig og vore Børn igien«. Det blev saa, at Ræder maatte ture Jul paa sin Hybel i Byen. Hos sine Venner Gadebusch’s kunde han neppe heller have nogen større Hygge, da unge Madame G., f. Lysholm, ved denne Tid var »meget syg«.
Den 28. December kan Ræder endelig skrive til sin Hustru, at han haaber at være hos hende »Nyeaars Aften, saafremt ellers at Vejret og Vejene ere saaledes, at jeg kan komme frem«. Majoren har nemlig faaet Permission til Mandag efter Nytaar og kan saaledes være hjemme »en otte Dages Tid«. Den 25-aarige Gabriel Gadebusch bliver med som Gjæst, hvilket vel ikke har været Husets 2 hjemmeværende Døtre ukjært, for Ungdom og Jul paa Landet havde sikkerlig samme Karakter dengang som nu. Forskjellen laa ihvertfald kun deri, at man paa sin fordringsløse Manér gjorde mere Væsen af Høitiden i de gamle Dage.
Majorinden faar da ogsaa Paalæg om at indkjøbe fersk Kjød og – om det er at faa – »Vildt af Harer, Ryper og Uhrfugle« (ɔ: Aarfugl). Veiret var ellers ikke julemæssig – »Regn hver Dag«; – men Majoren lod sig vistnok ikke afholde fra dette – maaske sidste – Besøg i Hjemmet hos sin kjære. Der er intet Træk kjendt fra denne Familiefest paa Nærviken, men takket være det velsignede Slør, som skjuler Fremtiden for os alle, tør man tro, at de sammen glade og fortrøstningsfulde har skredet over det Aars Tærskel, der skulde bringe Familien saa megen Hæder, men tillige saa dyb og tung en Sorg.
For Ræder og hans Grenaderer hengik den første Del af 1808 paa samme ensformige Maade som den sidste Del af 1807 var forløbet; men snart begyndte mere og mere alvorlige Rygter at versere, og under 23de Februar erholder 2det Trondhjemske Regiment General v. Kroghs Ordre til 1ste Mars bl. a. at have opsat 3 marscherende Bataljoner, hvoraf 2 med Heste.
Nu blev der Liv og Travlhed overalt. 7 Mobiliseringsdage var jo heller ikke meget med den Tids Kommunikationer, selv om Soldaterne var varslet om at holde sig marschfærdige. Ræder har selvfølgelig fra første Stund af havt en til Vished grænsende Sandsynlighed for at blive beordret til det Søndenfjeldske eller ihvertfald til Røros med sin Bataljon; men nogen Marschordre fik han dog ikke før 6te eller 7de Mars, da Prins Christian Augusts Skrivelse af 2den Mars (Norske Saml. II, S. 375–377) synes at være kommet General v. Krogh ihænde. Den 7de tilskrev Ræder sin Hustru og den 8de Mars sin Datter, Ane Cathrine Bernhoft R., der fremdeles opholdt sig paa Alstahaug Prestegaard i Skogn. Det første Brev kjendes ikke; men i det andet meddeler han, at den Grenadeer Bataillon, jeg commanderer, er beordret at afgaae herfra i 2de Afdeelinger, neml.: den første Afdeeling, under Herr Capitain (Jens) von Stang[73], marscherer paa Fredag den 11te Martj, og den anden Afdeeling, under min Anførsel paa Søndag den 13de Martj; dog staae begge Afdeelinger under min Commandoe, og gaaer Touren først til Røraas, hvor vi skal modtage Ordre til videre Marsch. – Jeg skrev i Gaar Din gode Moder til om denne min Commandoe, som hun nok ikke vil være sønderlig fornøjet med, da jeg kjender hendes ømme og følsomme Hjerte. Vel trøstede jeg hende med det Haab, at disse critiske Tider ikke vil vare ret længe, og at vi snart kan med Glæde samles igjen; men jeg frygter for, at hun ikke saa let lader sig trøste, og denne Tanke er den eniste, som foruroeliger mig i nærværende Tid; thi jeg er i øvrigt fornøjet med min Stilling, og jeg er, Gud skee Lov! frisk og rask. – Jeg har skrevet Din Moder til, at hun paa Søndag Eftermiddag ville møde mig hos vores gamle Ven: Herr Provsten Krog[74] i Meelhuus Preæstegaard, og jeg haaber at have den Glæde at see hende der tilligemed Dine Sødskende hjemme hos hende, som jeg har anmodet hende om at ville tage med sig derhen, saa jeg dog kunde faae sagt dem Farvel. Jeg hviler Natten over i Meelhuus Præstegaard. – Men Dig, min kiære Datter, maae jeg skriftlig sige Farvel – – – vær ved det Haab, at vi om kort Tid sees igien.« – Sender hende 2 Rdr. som en liden Mindelse« fra sig og beklager ikke at kunne sende mere, »da svære Udgifter med Anskaffelser til Reisen, samt Heste og Kjøretøi[75] berøver mig alt, hvad jeg har af Penge og mere til. Nu, Gud velsigne Dig! Lev vel!«
13de Marts 1808 forlod altsaa Major Ræder Trondhjem med de sidste 2 Divisioner af sin Grenaderbataljon. At det var staute Karle, som Trønderne kunde være bekjendt af at sende ud i Verden, og at de dannede en Kommando, som Major Ræder kunde være stolt af at have uddannet og disciplineret, det borger allerede deres første Marsch for. De marscherede den lange Vei fra Trondhjem over Fjeldet om Røros til Elverum paa 14 – skriver fjorten – Dage. At denne 2det Trondhjemske Regiments Grenaderers Marschpræstation i Dagene fra 13de til 26de Marts 1808 er enestaaende her i Landct, skulde man formode[76]. 3 gamle norske Mil om Dagen, 14 Marschdage i et Træk – uden Rastdage – om Vinteren og paa den Tids Veie samt med vistnok oftest daarlige og overfyldte Nattekvarterer, det kunde selv Napoleonske Veteraner været bekjendte af. Tropper, der havde leveret den Kraft- og Disciplinydelse, som dette indebærer, maatte Ræder med Tillidsfuldhed kunne føre i Ilden.
Det første Nattekvarter toges i Melhus efter 2 Mils Marsch. Her mødte da Fru Ræder efter Aftale frem med de 4 hjemmeværende Børn.
J. T. Ræder beretter (1841) bl. a. følgende om Major Ræders sidste Samvær med sin Familie:
Til fastsat Tid og Sted mødte vi da Fader, som kom marscherende med sin smukke og kjække Grenader-Bataljon fra Throndhjem, naar jeg ej feiler den første Marschdag i Melhus Præstegaard. Det maa have været tidlig i Marts Maaned, da vi kjørte i Slæde endnu, og Sneen allevegne laa meget dyb.« – »Altsaa vi mødte Fader – – – og fulgte med ham en 2 à 3 Dage[77] indtil Støren Præstegaard. Han var altid munter og glad. Hvor han kom frem, blev han modtaget med Jubel. I Præstegaarden, hvor han boede var stort Selskab om Middag og Aften, hvor ogsaa en stor Del af Officiererne samledes, saavidt Rum havdes. Der blev om Aftenen afsunget festlige Sange, drukket Faders og Moders Skaal o. s. v. og Vist os al tænkelig Opmærksomhed. Kom Fader til Bataljonen, raabte denne Hurrah! – og var Mandskabet meget glad og muntert. Jeg mindes ret, at jeg om Aftenen stod ved Faders Stol og saa ham spille Kort – uden at sige et Ord – stundom tiltalte han mig et Par Ord altid kjærlig og venlig. Om Dagen kjørte han selv Moder i Slæde, hvori ogsaa en af os Børn. Bataljonen var da marscheret forud. Ved et eller andet Sted blev der spist Frokost, hvor Fader da gjorde Honneur, idet han var sære godt forsynet med Victualier – især kolde Stege, som var bleven ham sendt fra flere Familier i Throndhjem ved Udmarschen. Munterhed herskede vel, men en vis Alvor tillige. Fader forekom at være meget alvorlig. Jeg mindes ogsaa, at han beklagede ei at kunne følge Bataljonen. Senere vilde han, naar Familien var borte, stadig følge med den paa Marschen.« – – – –
»Afskeden med Fader fandt Sted – saavidt jeg mindes – i Støren Præstegaard[78]. Aftenen var meget, sørgelig, vi vare alle i Taarer, og Fader som altid venlig, i men alvorlig – meget alvorlig. Den følgende Morgen; fandt da Afskeden Sted imellem en Mængde Mennesker i Præstegaarden – Alle græd. Fader kjørte endnu en Strækning med os bagpaa Moders Slæde. Endelig kom vi til et Sted, hvor en Vei gik af til Venstre, rimeligvis, hvor Vejen drejer af til Røraas. Her blev da gjort Holdt. Fader sagde os Alle: Lev vel, kyssede os Alle, steg tilhest og red strax meget hurtig bort, idet nogle Buske og Vejens Krumning skilte os fra ham. Han var, stakkels arme Mand, meget rørt ligesom vi. Det var ogsaa sidste Gang vi saa ham og han os.« – – – –
»Sagte vendte vi vore Heste og kjørte atter hjem til Ørkedalen.« – – – »Hjemreisen var over al Beskrivelse trist og ubehagelig. Hvis jeg mindes ret, tog vi samme Vei tilbage, som vi vare komne, overnattede paa Elygaard (ɔ: Æli) i Børseskogn hos Faders Svoger, Major v. Brünneck, og kom saaledes over Vigen (ɔ: Viggen Kirke) langs Throndhjemsfjord tilbage til Nærvigen.«
Den samme Søn, som beretter ovenstaaende, Jacob Thode Ræder, var ogsaa tilstede, da Grenaderbataljonen 11⁄2 Aar senere atter gjorde sit Indtog i Trondhjem; men – »da red en fremmed Mand foran Bataljonen«, og den 11-aarige, faderløse Gut stod ensom med sin Smerte i den jublende Folkehob. Dette kunde han aldrig glemme, og da han 40 Aar senere, efter en hæderfuld Deltagelse i den første Slesvigske Krig, vendte tilbage og i Spidsen for 10. lette Bataljon holdt Indtog i Kjøbenhavn, sørgede han for, at hans 2 Sønner mødte ham udenfor Byen og ledsagede ham gjennem den jublende Hovedstad.
Hans Sønner skulde nu gjennemstrømmes af Glæde og Stolthed, da han paa »den tungeste Dag« i sit Liv havde følt den dybeste Smerte og Forladthed.
Strax Bataljonen Ræder naaede frem til Elverum, blev 2 af dens Divisioner disponeret af Oberst Staffeldt. Divisionen Stang staar den 28de Mars ved Lundeby i Vaaler for at falde Fienden i Ryggen, om han rykker frem langs Flisen Elv, medens en anden af Grenaderdivisionerne er fremsendt til Hernes i Elverum for at observere Veien til Trysil[79].
I Elverum blev Major Ræder indkvarteret paa Fogedgarden Kirkenær, lige ved Prestegaarden, hvor Brigadechefen med Stab boede. Majoren var meget fornøiet med dette sit Kvarter, hvor han tydeligvis har vundet sig nye Venner i sine Værtsfolk. Han skriver 16. April til sin Hustru: »Jeg har nu maattet forlade min gode Vert, Herr Fogden Linds og Kones[80] behagelige Huus i Elverum efter 12 Dages Ophold hos disse herlige Folk, da jeg tidlig om Morgenen den 8de April fik Ordre, med min Division at marschere fremad til et Skifte Lundebye og der modtage nærmere Forholds Ordre[81]. Jeg kom med min Bataillon (ɔ: 3 af dens Divisioner) Kl. 2 Eftermiddag til Lundebye, som er 2 Miil fra Kirckenær, hvorfra jeg var marscheret, og forefandt her Ordre at indqvartere min Bataillon i Omegnen af Lundebye[82]. Atter den 9de April fik jeg Ordre at marschere med min Bataillon 2 Miile længere frem til Gaarden Biørnebye i Soleur og der at tage Qvarteer i de omliggende Gaarde[83]. – Jeg fik Qvarteer paa Gaarden Biørnebye, hvor og Herr Kammerherre von Staffeldt, Major Stabel[84] og Kammerherrens tvende Adjutanter er indqvarteret, samt min Adjutant: Herr Lieutenant von Lange[85]. Vi ere her meget godt indqvarterede hos en riig Bonde: Ole Halvorsen Biørnebye, der lever som en Herremand og boer i et Huus, der meere seer ud til at være et Hotel end en Bonde Stue. Den Storstue med Sovekammer ved er skiøn betrukken og moderne meubleret, som jeg er indqvarteret i, og Sengen er efter højeste Mode med Omhæng af den fineste Sirtz. Stolene ere engelske med fine vævede Hestehaars Sæder. Disse Folk har og en Mængde Sølvtøj samt Kaffe og Thestælle af den bedste Sort Kiøbenhavns Porselain. – Madlavningen er saa god som i en meget fornem Mands Huus. Kort! Her er alle Ting saa overordentlig prægtig og kostbart, at man maae falde i Forundring derover. – Da og alt, hvad vi faae af Mad og Drikke, er saa overordentlig godt og skiøndt, saa tænker jeg, at det vil blive os et kostbart Qvarteer, naar vi til Slutning skal betale Fortæring og alt øvrigt, som vi her faae.
Nu maae jeg og fortælle Dig noget om vor Stilling i Henseende til Krigen og Fiendtlighederne paa dette Sted, og er da følgende Begivenheder her forefaldne: Tre Gange har en Troup Svendske været her over Grændserne, men aldrig nogen Gang over 400 Mand stærk. Den første Gang kom de os paa 11⁄2 Miil nær[86]; men da de fik Underretning om, at vore Skieløbere og Skarpskyttere nærmede sig dem, trak de sig hurtig tilbage over Grændserne. Den anden Gang skeede den 11te April. – Fra vore Forposter blev os da meldt hen ved Middag, at Fienden, 3 à 400 Mand stærk, var gaaet over Fæmund (ɔ: Vermund) Søen og var i Anmarsch mod os. – Der blev da givet Ordre til Udrykning, som da skeede meget hurtig med de lette Tropper af Skieløbere og Skarpskyttere foran øg derefter min Bataillon til deres henviste Poster. – Jeg fik Ordre at gaae med 1 Division over Flisen Elv hen til en Trangstie eller Defilé: Kielaasen kaldet, og med de andre tre Divisioner at følge efter de lette Tropper; dette skeede saa hurtig som muelig. Ved en Plads: Nyen kaldet, stødte vore Skieløbere og Skarpskyttere paa Fienden, og der blev vexlet nogle Skud; men Fienden trak sig tilbage og gik over Grændsen igjen ind i Sverrig. Dette Spil endte sig fra vor Side med en saaret Skieløber, som fik en Kugle i det højre Knæe. – Vi kom om Aftenen Kl. 10 igien ind i vore Qvarterer[87]. Den 12te April havde vi Roelighed; men den 13de, om Eftermiddagen Kl. 11⁄2 slet[88], blev givet Ordre til Udrykning, da Efterretninger vare indløbne, at Fienden nærmede sig. Alting blev sadt i en Hast i Bevægelse, og fik jeg min Post med 3de Divisioner at hindre Fiendens Overgang over den saakaldte: Giesbecken. De lette Tropper rykkede mod Fienden og traf ham ved en Plads, som kaldes: Skalbuekilen[89], og strax angreb ham. Skarpskytterne under Herr Kapitain von Sigholdt viiste kiække og modige, ligesaa et Skieløber Compagnie (ɔ: Hofske) under Capitain von Arentz (ɔ: Arntzen); men Fienden vilde ikke vige. Jeg fik derpaa Ordre at sende til Hjelp en Division op til Skalbuekilen. Herr Capitain von Knoff blev derpaa afsendt med den 2den Division mod Fienden, og fik han Ordre af Brigade Commandeuren Herr Kammerherre v. Staffeldt strax at giøre Angreb. Vore Folk studsede noget og begyndte at vige; men Herr Kammerherren og Hr. Major v. Stabel satte Mod i Folkene og fik dem til at vende om og angribe Fienden. Vore Grenaderer gik der paa modig, med fældt Bajonet mod Fienden, som derpaa i Hue og Hast tog Flugten og gik tilbage over Grændsen. Saaledes endte denne Affaire sig, og bestaaer vort Tab i det Heele sig af 1 Død og 11 Blesserede, hvoraf 2de Mand ansees at være dødelig saaret. Herr Capitain von Knoff fik ved hans Grenadeer Division 8 Mand saarede, Skarpskytterne 1 Død og 3 Mand saarede og Skieløberne 3 Mand saarede. Fiendens Tab veed vi ikke; men vi formode, at det er større end vores, og vi veed, at 2de Officeerer ere blesserede, da de blevne (!) af deres Feldtskier forbundne i en Huusmandsplads strax ved det Stæd, hvor denne Affaire forefaldt. Fienden lod os (o: overlod) alle sine Døde og (lod sine) Saarede lægge paa Slæder og bringe med sig. Jeg var ikke med mod Fienden, da den Post, jeg var beordret at forsvare, ikke blev angreben.
I Gaar Kl. 11⁄2 Eftermiddag blev og meldt fra vore Forposter, at Fienden var i Anmarsch. Vi rykkede der paa ud; men ingen Fiende var at see; det var altsaa denne Gang kun blind Allarm[90].
Ræder siger videre i sit Brev, at han er frisk og rask. »Omendskiønt det maaske kan blive noget kostbart for mig paa dette Stæd, hvor alting er saa overmaade prægtigt og galant, saa er jeg dog meget fornøjet med at være her, hvor jeg lever i selskabelig Omgang med vor Brigade Commandeur: Herr Oberste og Kammerherre Staffelt; med den værdige og brave Mand: Herr Major von Stabel, med Generalqvarteermæster von Juul og fleere til Staben hørende Officeerer, af hvem jeg og i mange vigtige Ting saa let kan hendte Efterretninger og i en Hast bliver underrettet om alt, hvad som forefalder. Jeg har det altsaa, efter som Omstændighederne nu ere, saa beqvemt og godt som muelig, og maae Du derfor, gode Kone! ikke plage Dit ømme Sind med ængstelige Forestillinger om min Tilstand. Det være saavel Dig som mig beroeligende, at jeg gaaer i mit Kald, og at Gud derfor, saavel herefter som hidindtil, vil være med mig.«
Fru Ræder var selvfølgelig ikke den eneste »Græsenke« i Ørkedalen. Datteren Madame Ane Kortzen, hvis Mand, som vi hørte, var kommet med sit Skib til Barcelona, havde nu reist hjem til Moderen en Tid, for at de kan være hinanden til gjensidig »Opmuntring og behagelig Omgang«.
Desuden boede jo Kaptein A. Knoffs Frue i Nærheden, og Ræder skriver til sin Hustru, at det glæder ham, at hun »har været hos Frue Knoff og trøstet hende. Hils hende fra mig, og sig hende, at hendes Mand stod sig ret kiæk ved Angrebet paa Svensken den 13de April«.
»Vi har endnu her temmelig stærk Vinter; thi uagtet Solen skinner meget varmt om Dagen, saa er Natten dog saa kold, da Himlen er klar, og en kold Norden Vind blæser, at der fryser stærk Iis paa Vandene. Dette foraarsager og, at Svensken saa let over Iisen kan gaae over til os; vi ønske os derfore snart Regn og Tøevejr, saa vi dog en Tid kunde faae Roe for hans Strejferier«.
Glommendalen var, som man ser, i 1808, sig selv lig med Hensyn til haardt Klima, og det var derfor neppe uvelkomment, at Bataljonen i disse Dage fik nye »Munderinger« istedetfor de gamle, tyndslidte og lappede Uniformer, hvormed den var draget afsted fra Trondhjem, og som allerede en Gang tidligere, nemlig Høsten 1788, havde gjæstet Solør.
I flunkende ny Mundur aflagde Grenaderbataljonen Eden til den nye Konge, Frederik VI den 17de April.
Samme Dags Eftermiddag kom Krigskommissær Rynning[91] fra Kongsvinger, og han bragte Efterretning om, at Fienden var i Anmarsch fra Eda Skandse mod Oberst de Seues Brigade. Denne Efterretning bekræftedes ved en Skrivelse fra Oberst de Seue, hvilken modtoges af Oberst Staffeldt paa Bjørneby den 18de om Morgenen. I Overensstemmelse med en Aftale, som de tvende Brigadechefer havde truffet under en Konferance paa Gaarden Piksrud i Grue den 10de April, afsendte Staffeldt nu strax et Detachement til Vinger til de Seues Undsætning. Dette Detachement, der stilledes under Kaptein Næglers[92] Kommando, bestod af dennes Grenaderdivision af Bataljonen Ræder samt Elverumske Skiløberkompani. Desuden posteredes Lærdalske lette Infanterikompani, Kaptein Jürgensen[93], ved Gjæstgivergaarden Vold, nær Grue Kirke, til Dækning af Veien forbi Skasen, Frysjøen og Gaardsjøen mod Berger, særlig for Sikring af Detachementet Næglers Retraite.
Den 19de April fik Brigadechefen Staffeldt Underretning fra Oberst de Seue[94] om den uheldige Træfning ved Lier den 18de, hvorefter de Seues Brigade var trukket tilbage under Fæstningen Kongsvingers Kanoner. Detachementet Nægler kunde under disse Omstændigheder ikke gjøre synderlig Nytte ved de Seues Brigade og blev derfor kaldt tilbage.
Oberst Staffeldt koncentrerede atter sin Brigade ved Flisenelvens nedre Løb og forberedte den varmest mulige Modtagelse for Oberst Gahns Korps, hvis Fremrykning fra Midtskogen nu daglig kunde ventes.
Lærdalske lette Infanterikompani blev dog staaende i Grue, nu væsentlig som Bevogtning mod Oberst T. Lejonstedts 1ste svenske Brigade ved Lier. Kaptein Jürgensens Kvarter blev flyttet fra Vold til Kongshov mellem Gaardsjøen og Glommen, hvor Kompaniet maaske har tænkt i Tilfælde at modtage Fienden. Til Besættelse af Passet ved Kjelaasen (Trangen) blev bestemt to af Major Ræders Grenaderdivisioner, og under Kampen den 25de April fulgtes saaledes Major Ræder kun af Halvdelen af sin Bataljon, 2den og 3die Divisioner under Kapteinerne Albrecht Christian Knoff og Jens Stang, da han fra Nyen rykker frem til Rygangrebet paa Oberst Gahns 2den Dalbataljon under dens Marsch gjennem Trangendefilét mod Baltebøl. Som bekjendt var imidlertid ved dette Angreb tillige Elverumske Skiløberkompani og Trondhjemske Skarpskytterdivision (forsaavidt den ikke var disponeret til Bevogtning mod Vermunden) underlagt Major Ræder, der saaledes kom til at lede Hovedangrebet denne Dag. Grenaderbataljonens 1ste eller Livdivision under Stabskapteinen, Kaptein Johan Richard Lied, og 4de Division, Kaptein Elias Nægler, under sidstnævte som Detachementschef dannede Besætningen bag Forhugningen i selve Passet. Vi skal imidlertid ikke her dvæle ved Skildringen af denne Dags Kamp[95] men følge Major Ræders korte og fyndige Anvisning i et senere Brev til hans Hustru: »Hvorledes jeg stod mig i Affairen den 25de April, det kan Du læse i Christiania Blade: Budstikken kaldet, No. 7 og 8.«
»Budstikken« eller rettere Oberst Staffeldts Rapport er forresten meget kortfattet, og det tør vel være uvist, om Brigadechefen her har graderet sine Officerers Fortjenester af Dagens Kamp og dens Udfald fuldt retfærdig. Oberst Staffeldt saa personlig meget lidet – om noget – til Kampen. Først og fremst fremhæves her Kaptein Svend Arntzen[96], Chefen for Hofske Skiløberkompani, som den, der har »i Besynderlighed udmærket sig«, hvorfor han og er den eneste Officer, for hvem i Dagens Anledning »en naadigst Belønning udbedes[97]. Dernæst kan han »ikke noksom rose Hr. Major von Stabell, hvis Nidkjerhed og Iver har bidraget meget til Dagens heldige Udfald«.
Fremdeles har Kaptein Nægler »udmærket sig, og jeg vilde være uskjønsom, dersom jeg ikke anbefalede det hele Officier-Corps, hvorunder især Major von Ræder – altsaa først nu nævnes den ældste Officer ved hele Affæren; han, der ubetinget havde baaret det tungeste Ansvar – »der med megen Uforsagthed førte Tropperne (i Originalen staar: Tropper) i Ilden«.
Angaaende Major Ræders Optræden under Kampen den 25de April haves dog et noget mere talende Vidnesbyrd i en udateret, og uunderskreven »Liste over de Officerer, Underofficerer og Mandskaber under min (ɔ: Staffeldts) anfortroede Brigade, der ved de forefaldne Affaires i denne Krig i Besynderlighed have udmærket sig«. Her anføres om Ræder, at han under denne Dags Kamp »var stedse i Ilden og fremskyndte med Mod og Iver Folkenes Attaque«.
Det er ihvertfald et smukt Træk af Beskedenhed hos Ræder, naar han virkelig har været fornøiet med den officielle Omtale i »Budstikken«, og intet i hans nævnte Brev tyder paa noget andet, tvertom. Karakteristisk for hele denne Del af Oberst Staffeldts hurtig nedskrevne Rapport af 25de April er forøvrigt ogsaa Omtalen af Kaptein Sigholdts »raske Fremrykning«, der kommer som en Slags Efterskrift, vistnok foranlediget tilføiet enten af Major Ræder eller af den som Stabschef benyttede Major Stabell.
Fra Slagmarken detacheredes den svagelige, men nidkjære og ærekjære Kaptein Nægler med sin Grenaderdivision, Elverumske Skiløberkompani og 50 Trondhjemske Skarpskyttere ind til Midtskogen i Sverige, hvorfra de uden videre Kamp tog den her efterladte Styrke, 2 Kanoner m. v. med sig tilbage til Norge. Dette Tog var ublodigt, men har vistnok ovenpaa Dagens Begivenheder været meget anstrængende, og en Billet fra Major Ræder af 27de April, da de var komne tilbage, viser da ogsaa, at Anstrængelserne har været for meget for Nægler, som nu ligger syg paa Gaarden Svesætre, nær Baltebøl.
Den vigtige Seir ved Trangen, der havde renset Veien gjennem Flisas Dalføre for Fiender og tillod Koncentration af Brigaden Staffeldt[98] i Kongsvingertrakten, havde kostet Normændene: 1 Kaptein, Peter Nicolai Drejer, dødelig saaret, og 15 Mand døde, samt 52 Mand saarede og 2 fangne.
Oberst Staffeldt begav sig vistnok allerede den 27de eller 28de April til Kongsvinger, hvor han ihvertfald var den 29de, medens Major Ræder maaske endnu nogen Tid blev staaende i Aasnes; han havde ihvertfald Kommandoen over de her staaende Tropper til ud i Mai.
I denne Tid fik han den sørgelige Pligt først at besørge begravet Premierløitnanten ved 3die Grenaderdivision, Kaptein Drejer, der døde den 29de April, af de 7 Saar, han havde faaet under Kampen ved Trangen, og kort efter ogsaa »paa lige Maade« som ham at stæde til Hvile paa Aasnes Kirkegaard de tvende fangne svenske Officerer: Oberjægermester og Løitnant v. Kothen, der ligeledes døde af sine Saar, og Adjutant Ahlsted, der døde af en Sygdom, han allerede havde paadraget sig, før han faldt i Fangenskab.
Den 5te Mai var imidlertid kun 3die Division (Kaptein Stang) af Ræders Bataljon[99] tilbage ved Flisa til Observation af Veien her, medens Resten af Bataljonen er trukket ned til Helgeneset i Brandvold bag Tronbølaaen, og Ræder har da faaet Kvarter paa den nærliggende Gaard Berger.
Fra denne Tid har man atter opbevaret et Brev, dateret Kongsvinger 13de Mai fra Majoren til hans Hustru.
Af Brevet ser man, at Majoren netop er kommen til Kongsvinger, og at Kammerherre Staffeldt her gjør ham bekjendt med, at der nu er Anledning til at faa sendt Brev til Fruen, da en Expresse skulde afgaa til General v. Krogh. Ræder forsømte aldrig en saadan Lei- lighed til – selv om det kun blev »i Hast« – at skrive til sin »kiæreste og ejegode Kone«.
»Jeg er frisk og vel«, siger han, »og tumler mig ret godt i de Tjeneste Forretninger, som er paalagt mig. – Nu er jeg stationeret en Miil fra Kongsvinger og har Qvarteer paa Gaarden Berger, hvor mange andre Officerer ogsaa ere indqvarterede. Vi have det her saa nogenledes skikkeligt for Officeererne, som faae tarvelig Kost for 2 Ort 12 ß til 3 Ort daglig; men vore Folk har virkelig slette Qvarterer og kan ikke engang faae Halm at ligge paa, men i dets Sted maae have til Underleje Granbar; ogsaa kan her intet faaes kiøbt af Levnets Midler, da Bønderne her omkring ere usle og have selv neppe det tørre Brød. Det bedste for Soldaten er dog, at han faaer godt Brød og endeel andre Fødemidler, som Flesk, Kiød, Gryn, Erter og Meel, leveret af Magasinerne.«
Længere nede i Brevet heder det: »Vore Folk holde sig meget kiæk, og uagtet de have temmelig Strabace, ere de dog muntre og kun faae syge. Det er forøvrigt gjennemgaaende den hele Tid, at denne Bataljon har forholdsvis faa Syge; – Grenaderbataljonen af 1ste Trondhjemske Regiment har saaledes en betydelig større Sygeprocent, da den kommer ned til Brigaden i Vinger. De gode sanitære Forhold tør vel for en Del skrives paa en særlig omhyggelig Chefs Regning.
»Vore Fiender staar her en Miil fra os, forskandsede næsten indtil Tænderne. Fra Fæstningen Kongsvinger kan mand see Vedetter eller Forposter. – Hidtil har Fienden, siden jeg kom hertil, holdt sig roelig.
Vi have nu her faaet nogen Regn, som er den første, siden vi forlod Størens Præstegaard, da vi heele Tiden forhen enten have haft Snee eller klart Vejr med Frost. Nu først begynder og Birken at skyde Knopper til Løv, og kun faae Jordbrugere her have begyndt at pløje.«
Det prægtige Liv paa Bjørneby er forbi, som man ser; men Skjæbnen har dog været saa naadig baade mod Officerer og Mandskab, at Kvartererne i Brandvold paa en Vis formidlede Overgangen til de udspiste Trakter og elendige Kvarterer eller Bivuaker, som senerehen skulde bydes dem inde paa Eidskogen.
Som man ser, har der ikke forefaldt større Krigsbegivenheder efter Kampen ved Trangen. Prins Christian August havde ivrig søgt at animere Staffeldt til en aktiv Optræden mod Fienden ved Lier. Dennes Stilling her var dog sterk, og Staffeldt har, trods sin tilsyneladende Kampiver og de mange offensive Projekter, der kommer frem i hans Rapporter og Skrivelser til Prinsen, naar det kommer til Stykket, en Hoben Indvendinger og Betænkeligheder, der maaske nok kan have været saa vægtige, at de retfærdiggjorde hans Uvirksomhed; men som ihvertfald ikke tog sig ud ovenpaa de Bravader hvormed han tidligere havde delikateret Prinsen. Ingen forstod som Staffeldt at besnakke Prins Christian August; ingen af Prinsens underordnede Chefer forstod ham som Staffeldt, der slog ham med hans egne Vaaben. Gamle General von Krogh, som var adskillig af en »Hugaf«, sympathiserede ikke med den noget skolemesteragtig docerende søndenfjeldske Hærfører, hvorfor han ogsaa tilsidst gik sine egne Veie. Dog tilbage til vort Emne!
For at vise sin Iver sendte Staffeldt af og til ud Patruljer eller mindre Streifkorps samt underholdt en flittig Spionering, uden dog at udnytte de derved indhentede Oplysninger eller at forfølge nogen fast Plan.
Hermed kunde han dog ikke i Længden tilfredsstille Prins Christian August, der vilde, at noget skulde gjøres for at drive Fienden bort fra Lier. Major Ræder er maaske i den Anledning kaldt til Kongsvinger den 13de Mai; thi Oberst Staffeldt har ved denne Tid endelig bestemt sig til at lade udføre et større Angreb paa en Del af den svenske Stilling den 15de Mai. Da det har vist sig, at Fienden er »allart« om Natten, skal Angrebet, der skal arrangeres som et Overfald, foretages om Formiddagen Kl. 11, ved hvilken Tid man mente, at Fienden vilde være spredt paa Furagering.
Svenskerne forsterkede stadig sin høire Fløi ved Skinnarbølaaen (Austbølaaen) med Forskandsninger, saavel paa Aaens søndre som paa dens nordre Bred, mellem Gjøsgaarden og Mobæk eller paa »Jaren«, som Strøget paa Nordsiden af Aaen gjerne kaldtes. Da dette var den eneste Front af den svenske Stilling, der – saaledes som den norske Brigades Opstilling nu engang var – kunde angribes, efterat Glommen var gaaet op, saa vilde Staffeldt itide søge at bemægtige sig og ødelægge disse Befæstningsarbeider for herfra at have Anledning til at trykke paa Fiendens Retraitelinie og saaledes manøvrere ham ud af den sterkt befæstede Stilling ved Lier.
Efter Planen skulde Angrebet ske i 3 Kolonner:
1ste Kolonne under Major Ræder skulde bestaa af 1 Division af hans Grenaderer, Elverumske Skiløberkompani og 100 Mand af den Trondhjemske Skarpskytterdivision. Denne Kolonne skulde fra Rud[100] over Mellem, Kap og Fransbraaten søge «at komme Fienden i Ryggen og fra denne Kant begynde Attaquen paa Pladsen Moebech (Mobæk) eller Forskandsningen ved samme, som, om ikke anderledes er muelig, maae vindes med Bajonnetten. Ved Ankomsten til Mobech maae sendes og sættes et lidet Commando mod Pladsen Frøvigen, hvor Fienden har en Post, ca. 30 Mand. Noget af denne Kolonne maatte ogsaa sendes fra Kap til Skinderbøll for at holde denne Vei aaben og attaquere dere.
2den Kolonne under Kaptein Jürgensen skulde sammensættes af Hofske Skiløberkompani og Lærdalske lette Kompani og marschere fra Rud over Skogen til Skansgaarden for at »attaquere denne Post i Flanken«.
3die Kolonne under Kaptein Nægler – 1 Division af Ræders Grenaderer og Resten af Trondhjemske Skarpskytterdivision – skulde gaa fra Rud lige over Skogen til Nesteby og »fordrive Fiendens Forposter imellem Skandsgaarden og Giøsgaarden og i Tilfælde at Fienden ved at blive angreben baade forfra og paa Flanken ej vil vige, maae forskandsningerne med Bajonetten vindes.
Angrebet begyndes af 1ste Colonne paa Moebech og maae de øvrige Colonner ej før lade sig see.
Saasnart og eftersom Fienden fordrives, maae Tømmermændene med Bønderne deromkring begynde at ruinere: alle Jordforskandsninger og om mueligt opbrænde alle Forhak (ɔ: Forhugninger) og nedhuggen Skov. Det halve 3-℔ige Batteri beordres at rykke frem og tage den angivne Post[101]; Grenaderdivisionen Nissen (af 1. Akershusiske Regiment) dækker samme«[102].
Af den vidtløftige – efter Nutidsbegreber altfor detaljerede – Instruktion skal yderligere kun refereres:
»Enhver Colonne tilsendes herfra en paalidelig Veiviser. En Feltskjær følger hver Colonne, og til at medtage og transportere Blesserede medtages endeel Kjærrer, som have god Fremkomst fra Ruud over Mellum, Kap og til Skinderbøll«.
Endelig tilføies som en Rettelse til foranstaaende, at Divisionen Nissen[103] – paa Grund af at Grenaderdivisionerne er svage – skal være ved Helgeneset imorgen tidlig Kl. 6, hvor Divisionen vil blive anvist sin Post (i Angrebskolonnerne). Isteden skal en anden Division af Grenaderbataljonen Müller[104] til samme Tid sættes over Glommen for at tjene som Dækning for Batteriet.
Denne Forsterkning af Angrebskolonnerne var vistnok meget betimelig, da disse selv med fuld Feltstyrke ved Kompanierne oprindelig kun vilde have talt tilsammen 750 Mand; med denne Forsterkning svarede Feltstyrken til 900 Mand, men oversteg vel i Virkeligheden neppe 800 Mand. Efter Staffeldts Mening havde Svenskerne ialt ca. 3000 Mand foran Kongsvinger, hvoraf dog kun en mindre Del, ca. 1 Bataljon, stod paa denne Fløi, og deraf atter kun en Brøkdel antoges at være posteret i Forskansningerne.
For at bortlede Fiendens Opmerksomhed fra hans høire Fløi paa Jaren og hindre ham fra at sende Forsterkninger derhen, skulde Vingerske lette Infanterikompani og Oplandske Regiments Skarpskyttere fra Spetalen og Spetalskroken – altsaa vestenfor Kongsvinger – demonstrere mod Digerud og Holt. Ligeledes skulde 2 Divisioner af Grenaderbataljonen Müller og det andet halve 3–℔ige Fodbatteri henimod Kl. 11 om Formiddagen rykke ned mod Traastad (ɔ: lige i Fronten og paa samme Side af Elven som Fæstningen) for ogsaa her at vække Fiendens «Jalousi«. Sent om Aftenen den 14. Mai var Staffeldt selv over ved Spetalen for at instruere Kaptein Hals[105], som her skulde føre Kommandoen, og anordnede endog, at der til Forsterkning af Hals om Morgenen skulde sendes 1 Musketerdivision af Oplandske Regiment. »Alt anordnet – som Staffeldt skriver til Prinsen den 15. – »for at kunne bringe Deres Durchlauchtighed en behage lig Efterretning«. Men ak! Kl. 2 Nat meldtes, at vore Feltvagter havde seet Fiendens Vagtilde slukkes og hørt Allarmtrommen gaa og Halvmaanerne lyde. Dette var nok til, at Staffeldt fandt at maatte »indstille denne combinerede Manøvre, til jeg fik Rede paa Aarsagen hertil«.
Det lader til, at Staffeldt siden kommer paa de Tanker, at det er hans Tur til Spetalen, som har foranlediget Natallarmen hos Fienden. Han skriver nemlig den 16. Mai til Prinsen, at hverken han selv eller Stabell tør fjerne sig fra Fæstningen, naar det opsatte, men ikke opgivne Angreb paa Jaren skal finde Sted. Saasnart vi rører paa os, er Fienden »allart«. »Es geht hier wie in Dännemark, für Geld gibts Spione«. Mistænksomhed var – synes det – en ren Sygdom hos Oberst Staffeldt, og den gav sig ikke sjælden Udtryk i lige stødende som uretferdige Beskyldninger.
Den 18de Mai blev endelig det planlagte Overfald udført, men under lidet gunstige Forhold.
Om Natten havde Glommen steget sterkt, saa Grenaderdivisionen Nissen, der havde sine Kvarterer paa Vestsiden af Glommen, paa Grund af Flommen blev sinket over 2 Timer ved Overfærgningen ved Gjølstadsundet. Afmarschen fra Helgeneset kunde derfor først finde Sted Kl. 81⁄4 Fm. – 2 Timer senere end beordret. Dette og at Angrebet som Følge heraf først kan finde Sted Kl. 1 Em. indmeldes ved Afmarschen af Major Ræder. Majoren tilføier, at »efter Vejvisernes Udsigende vil det højt stegne Vand paa mange Steder foraarsage Ophold og Hindringer«. Idet denne Melding passerer Ryengen ved Gjølstadsundet, paategner Artilleriløitnant Christopher Pritzier Meidell[106], som førte det halve 3-℔ige Batteri, at Kanonerne ikke kan komme længer frem paa Grund af de opblødte Veie.
Denne Melding indløb til Oberst v. Staffeldt paa Kongsvinger Kl. 101⁄2 Fm., og da var det forsent at ombestemme Tiden for Demonstrationen fra Spetalen, hvortil nu var beordret det den 16. fra Solør ankomne Aamotske Skiløberkompani og 50 Mand af Vingerske lette Infanterikompani under Fænrik von Gill[107]. Denne Demonstration blev derfor som befalet udført Kl. 11 Fm. Fiendens Forposter kastedes af Fænrik von Gill tilbage mod Hovedstyrken ved Lier. Herunder blev der taget et Par Fanger, dræbt 3 og saaret nogle af Fienden, uden at vore led noget Tab.
Aamotske Skiløberkompani rykkede frem yderst paa vor høire Fløi mod Speismarken og Holer (ved Sigernessjøen) uden at støde paa nogen Fiende.
Hovedangrebet mod Svenskernes anden Fløi fik paa Grund af dets forsinkede Udførelse ikke den Nytte af Demonstrationen som paatænkt; men værre var det, at Forsinkelsen medførte, at Overfaldet blev udført netop under Afløsningen af Forposterne, saa Forskansningerne under Kampen tildels havde dobbelte Besætninger.
Major Ræder, der havde den øverste Kommando mod Jaren, angreb med sin Kolonne, forsterket med Nissens Grenaderdivision, Forskansningerne ved Mobæk. Efter at have aabnet Ild paa Fienden med Elverumske Skiløberkompani og de Trondhjemske Skarpskyttere, der formerede sig ved Husene paa Mobæk, gik Skarpskytterne, Grenaderdivisionen Nissen og 30 Mand af Ræders egne Grenaderer til Bajonetanfald, men Angrebet blev afslaaet ved Ild.
Imidlertid var Fienden ved Skansgaarden angrebet i venstre Flanke og Fronten og drevet ud af sine Forskansninger tilbage over Aaen mod Overud (Ovra) af 2den[108] og 3die Kolonne. Kaptein Jürgensen, der var nærmest Austbølaaen og saa, hvorledes Svenskerne bag Aaen blev optaget af friske Tropper, og samtidig hørte sterk Skydning fra Mobæk, efterlod sine Skarpskyttere og Skiløbere mod Overud og rykkede med Leirdølerne til Mobæk, hvor da det første Bajonetanfald var afslaaet. Her deltog han først med Nissens Grenaderdivision i Ildkampen mod de svenske Forskansninger, og da »Major Ræder med Skarpskytterne og 1 Skieløber Comp. Elverum kom til«, løb de »med Bajonnetten 3de Gange Storm, men en græsselig Kugleregn giorde Skandsens Erobring umuelig«. Skansen laa med Ryggen til Aaen og støttedes af en paa den anden Aabred liggende, høiere Skanse, saa havde vi ogsaa Skandsen indtagen, havde der ikke været Tid til at demolere den. ej heller at tage Fiender til Fanger«[109].
Efter 4 forgjæves Bajonetanfald, og efterat Kampen havde varet i 4 Timer fra Kl. 1 til 5 om Eftermiddagen, trak Ræder sine Afdelinger ud af Ilden og tiltraadte i god Orden og uden at blive forfulgt Retræten til Helgeneset og Berger.
Angrebet var saaledes mislykket i Hovedsagen. Kun ved Gjøsgaarden og Skansgaarden var de svenske Forskansninger tagne og ødelagte. Oberst v. Staffeldt var da ogsaa meget skuffet og viste det tydelig. Ikke alene gav han sit onde Lune Luft i sine Rapporter til den kommanderende General, men han skal ogsaa ligeoverfor Tropperne have givet sin Misfornøielse tilkjende, da han senere fik Anledning dertil. Under Kampen opholdt Obersten sig nemlig paa Kongsvinger, som han i Overensstemmelse med sin tidligere anførte Udtalelse ikke turde forlade for ikke at vække Fiendens Opmerksomhed. Først da Kampen var igang, vovede han at sende sin fungerende Stabschef, Major Stabell frem; men denne blev opholdt 5 Timer paa Veien paa Grund af Flommen og naaede derfor neppe Kamppladsen, før alt var forbi. »Nie hatte ich gedacht, dasz ich Jahren nicht erhalten sollte, da alles so geheim angeordnet war,« siger Obersten i en Rapport af 19. Mai; men han skylder paa Flommen og de slette Veie, der ikke tillod Fremsendelse af Kanoner. Til at tage Forskansningerne med Bajonetten trænges Folk, som har erfaret, at man ikke har saameget at frygte, naar man gaar lige paa, som naar man kaster sig ned foran Skansen og overlader sine ligesindede Kammerater Æren af at bestige den Staffeldts Dom over Tropperne er i det Hele meget haard og vistnok uretfærdig. Normændene kjæmpede – som det synes – mod mindst lige Styrke, og Fienden havde Støtte i sterke Befæstninger. >Saa længe vi havde Fienden paa frit Mark, maatte han retirere, siger Kaptein Jürgensen, der af Staffeldt selv faar Attest for ikke at overdrive.
Man faar snarere Indtryk af, at der kan bebreides Staffeldt, at han har sat for smaa Kræfter ind paa Angrebet, og at han ikke itide har været opmerksom paa de Vanskeligheder, som Flommen beredte Foretagendet, end at det var selve Udførelsen, som var mangelfuld. I sa Fald tager det sig ilde ud, at han søger at dække egne Fei bag Udfald mod sin Underordnede som nedenstaaende[110]:
»Hätte ich taugliche Officiers, hätte ich Truppen, die zu gebrauchen, wahrlich ich würde vieles leisten können, aber leider! Der Major Ræder, Kapitän Jürgensen und einige andre sind gut, aber die Leute gehorchen nicht. Was ist denn zu thun? Ehre und Reputation kann man verlehren (!). Kein Parthey-Gänger Streich kann und darf man wagen. Sie kennen dergleichen kaum von Namen, viel weniger aus Büchern. Es ist traurig. Gott schencke uns Friede und Adieu alle Nationale!!!«
Oberst v. Staffeldt var vistnok en meget dygtig Chef, og der er ikke Grund til at betvile hans personlige Mod; men Forholdene medførte, at han hverken ved Trangen eller paa Jaren personlig var tilstede under Kampen, og da er neppe den Slags Udtalelser tilladelige.
Efterat Leirdalske Kompanis heldige Affære ved Jerpset 25. Mai atter har bragt Obersten i bedre Humør, skriver han den 26. til Prinsen: »Diese Kompagnie habe ich meine Meinung gesagt. Sie hat sich gebessert und Wort gehalten; die andern werden es auch thun. Desfals bitte ich unterthänigst Ew. Hochfürstlichen Durchlaucht wollen die Gnade haben diese Sachen zu ignoriren.«
Brigadechefen omtaler saaledes gjentagende Affæren den 18. Mai, som om de deri deltagende Tropper alvorlig havde forgaaet sig, endskjønt den rette Sammenhæng i Virkeligheden var, at de paa en meget hæderlig Maade havde udholdt en langvarig og ulige Kamp, hvorunder – som Staffelt i en af sine Rapporter[111] selv udtaler – »wir sind nicht geschlagen, nicht verfolgt, sondern in der besten Ordnung in unser vorigen (!) Cantonnement zurück gegangen«.
Kampen den 18. Mai, hvorunder Tabet paa norsk Side var 3 saarede Officerer, 7 døde. og 27 saarede (heraf 4 fangne) af Underklasserne, blev forøvrig ikke helt resultatløs, da Svenskerne senere ikke mere viste sig paa Digerud, Holt og Skansgaarden, hvorfra de under Kampen var fordrevne, men fandt sig beføiet til at koncentrere sig og indskrænke sin Patruljering. At Svenskerne jevnede Pladsen Mobæk med Jorden og Natten til 22. Mai afbrændte Broen ved Nor, var vistnok ogsaa et Vidnesbyrd om, at de frygtede for Gjentagelse af Angrebet. Leirdølernes Overfald paa Jerpset den 25. Mai modnede dog først Svenskernes Beslutning om at gaa tilbage fra Lier; men den var vistnok forberedt ved Overfaldet paa Jaren den 18. Mai.
Samtlige 3 Officerer, som blev saaret under Kampen paa Jaren, var Trøndere, nemlig Chefen for den Trondhjemske Skarpskytterdivision, Peter Lorents Sidelmann Sigholt[112], Premierløitnant Hans Bernhardt Steenbuch[113] og Sekondløitnant Johan Sophus Lossius[114]. Kaptein Sigholts Saar var meget slemt. En Kugle var »gaaen ind under Armen (høire) og ud igiennem Albuen, hvorved han resignerer (!) en stiv Arm«, skriver Staffeldt 18. Mai. Den 6. Juni skriver Ræder, at han »har lidt meget af det Saar han fik i Albuen, men han begynder i nu at bedres«. Han er imidlertid endnu syg, om end i nogen Bedring« den 26. August. Steenbuchs Saar i høire Arm og Lossius’s i venstre Laar bedredes derimod forholdsvis snart.
Major Ræder modtog, som vi har seet, ingen Bebreidelse af den misfornøiede Brigadechef i Anledning af Kampen den 18. Mai og dens Udfald. Tvertimod. Staffeldt stillede store Fordringer til sine Underordnede og havde ikke let for at yde dem Anerkjendelse, og Ræder er foruden Stabell den eneste, som han aldrig giver andet end Lovord i sine Rapporter. Da Meddelelsen om Ræders Udnævnelse til Oberstløitnant indløb omkring 25. Mai, er da ogsaa Staffeldt ængstelig for, at han skal blive forsat, og skriver til Christian August: »Dasz wir den braven Oberstlieutenant Ræder behalten, hoffe und erwarte ich, sonst würde ich schlecht bedient werden«.
27. Mai begyndte Fienden at røre paa sig. Helt fra Solopgang til Kl. 10 Form. satte han paa 10 Baade Tropper over Lille Vinger Sjø fra Lier til Kabberud, saa det merkedes, at Antallet af hans Tropper paa Jaren tiltog, og et Angreb paa vor venstre Fløi ved Berger kunde befrygtes. Her havde fremdeles Oberstløitnant Ræder Kommandoen, og for Anledningen inspicerede nu Brigadechefen Stillingen, som han fandt meget sterk. Da Troppeoverføringen til Kabberud–Jaren kunde være en Demonstration for mere upaaagtet at kunne kaste sig over vor høire Fløi ved Spetalskroken, var ogsaa de herværende norske Tropper alarmeret, og Staffeldt ilede tilbage til Kongsvinger for at være i Nærheden. Det hele var dog kun blind Alarm.
Nat til 31. Mai indkom flere Meldinger om, at Fienden trak sig tilbage, og Oberst Staffeldt beordrede da straks Grenaderbataljonen Müller, det halve 3℔ige Batteri og Dragonerne sat over Vinger-(Traastad-)Sund til Forfølgning; men Fienden havde afkastet Broerne og endog brændt Midtskog Bro (ved Eidskogen Kirke), hvorfor han ikke kunde indhentes. De forreste norske Afdelinger naaede Magnor 31. Mai Kl. 8 Aften, og da havde Svenskerne passeret tilbage over Grænsen her kort efter Middag samme Dag.
Staffeldt, der nu var avanceret til Generalmajor, fulgte efter til Eidskogen med Resten af Brigaden, idet dog Oberstløitnant Ræder med sin Bataljon, Trondhjemske Skarpskytterdivision, 2 Skiløberkompanier (Hofske og Elverumske?) samt Leirdalske lette Kompani blev detacheret frem over Østmarken for at dække Brigadens venstre Flanke, medens 1⁄2 Musketerdivision af Oplandske Regiment dirigeredes til Rudberg (paa Vestmarken?) for at dække den høire. Staffeldts første Tanke var at rykke efter Fienden, »saa langt Provianten kan række«; men da han kom til Hesbøl paa Eidskogen, fik han alskens Betænkeligheder, og det gaar siden løs med store Papirprojekter og smaa Streifpartier igjen[115].
Oberstløitnant Ræder skrev til sin Hustru umiddelbart før sin Afmarsch fra Berger 31. Mai. Han beretter deri, at han »i dette Øieblik« har faaet Ordre at marschere til henimod Magnord ved Sverrige, da Efterretning er indløbet, at de Svenske trække sig tilbage. – – Jeg er Gud ske Lov frisk og rask, men kiedes af denne megen Uroelighed. Gud give snart Freden!
Ellers meddeler han, at han »har faaet Brev fra Regimentet, at jeg er avanceret til virkelig Oberstlieutenant i Regimentet, hvorved jeg da faaer et Par hundrede Rigsdaler meere i Gage aarlig; men jeg faaer og brave Udgifter, til Bestalningen, Deposito-Cassen m. m. – dog, jeg er fornøjet«[116].
Postforbindelsen med Trondhjem synes at være baade ujevn og usikker. Paa to Dage har han nu faaet 3 Breve fra sin Hustru og 3 fra »vores sande Ven, den fortræffelige Provst Coldevin«, som synes at have været Fru Ræders bedste Raadgiver og Hjælper i denne Tid. Oberstløitnanten beklager, at han ikke nu har »saa megen Rolighed«, at han selv kan skrive til Provsten og takke ham »for al hans Venskab«, men han »er belæsset med Forretninger«, som jo er forstaaelig nok. Her som i flere af hans Breve fremlyser Ængstelighed for, at Pengeforsendelserne til Hjemmet ikke skal være rigtig fremkommet, og da den omhyggelige og gavmilde Regimentchef Grev Schmettow nu har skjænket 50 Rdlr. »til blesserede Soldater«, saa lægger Ræder disse Penge ud mod, at Fruen faar dem igjen af Greven. Derved slipper man denne Gang fra Risikoen ved Postforsendelse. Fru Ræder er meget plaget af Gigt i Armene, ellers staar alt vel til hjemme. Børn og Venner hilses, specielt Fru Knoff, hvis Mand, Kapteinen, »er frisk og vele. »Jeg maa marschere.«
Oberstløitnant Ræder blev allerede 2. Juni beordret fra Østmarken og ankom samme Dag til Eidskogen. I Østmarken blev kun efterladt 1 Grenaderdivision og 50 Mand af Skarpskytterdivisionen. Foranledningen til denne Omforlægning var en Skrivelse fra Prins Christian August af 31. Mai, som Staffeldt modtog Nat til 2. Juni, og som vistnok har indeholdt en Ordre om enten at forsterke Brigaden Lowzow i Høland for at sætte denne istand til at gaa offensivt frem her eller selv at gaa frem mod Eda eller Skillingsmark[117]. Staffeldt anser det selv umulig at gaa mod Eda Skanse uden andet Artilleri end sit 3℔ige Batteri. Derimod finder han, at han kun maa observere Eda, rykke ind i Skillingsmark og falde Fienden i Ryggen paa Romskogen og om mulig sende noget som Forsterkning til Høland. Imidlertid maa Kongsvingerveien dækkes, 200 Mand staar paa Østmarken og 1 Division (Stangaf Ræders Bataljon) ved Baltebøl i Aasnes. Forøvrig foreslaar Staffeldt – maaske for at undgaa for stor Detachering til Brigaden Lowzow – en Offensiv fra Aasnes over Vermunden med Leirdølerne og Grenaderbataljonen Sommerschild af 1. Trondhjemske Begiment, der 7. Juni naar ned til Elverum fra Røros. Samtidig skulde i ogsaa gaaes frem fra Eidskogen. Naar man hører, at Maalet skal være Falun og der desuden tales om at tage Karlstad, maa man faa det Indtryk, at det hele kun er »bluff« fra Staffeldts Side, og man kan kun forundres over, at Christian August tager ham alvorlig, naar man samtidig ser, hvad der virkelig sættes i Scene[118]. Der udføres nemlig kun spredte, smaa, betydningsløse Streifpartier ind over Grænsen til de nærmeste Forposter paa svensk Grund – tildels ikke engang saa langt, at nogen væbnet Fiende paatræffes; men Blæk og Papir ødsles der med angaaende disse Marscher.
5. Juni rykkede Kaptein Arntzen over Rud ind i Skillingsmark og kom næste Dag tilbage over Kraakfos. Han kunde da berette, at de nærmeste fiendtlige Afdelinger stod ved Adolfsfors; – selv havde han saaledes ingen paatruffet.
Mellem 10. og 13. Juni var Kaptein Arntzen atter inde i Sverige for at borttage en Provianttransport 5–6 Mil indenfor Grænsen. Denne Ekspedition er nok ikke gaaet efter Ønske, da Staffeldt den 22. Juni skriver til Prinsen, at han, trods Kaptein Arntzens »udviste Forhold og Tapperhed – – – ved Kielaasen den 25de April« ikke »understaaer« sig til sunderdanigst at foreslaae ham til Befordring«, »forinden han atter ved given Leylighed giver gientagende Beviis paa Mod og Conduitte«, »da bemeldte Capitaine ved en seenere paalagt Expedition (ɔ: vistnok 10.–13. Juni) ikke har viist den tiltroede Conduitte eller udført samme til min Tilfredshed«.
Fra Østmarken fik Kaptein Nægler Tilladelse at sende »et lidet Streifkorps« ind i Sverige under Løitn. Stibolt[119], »der før har vist sig duelig til sligt. Stibolts Ekspedition foregik omtrent mellem 6. og 11. Juni og gjaldt »Helgebue« (Heljeboda i Gunnarskog Sogn), men »mislykkedes for det meste, fordi endel af Folkene ikke var til at bringe frem«. Disse bedes »strikte at maa straffes efter Krigsloven«.
Dette var alt, hvad Generalmajor v. Staffeldt har at indberette af Krigsbedrifter i første Halvdel af Juni. Baade Falun og Karlstad fik være i Fred. Dertil var det vist intet at sige, men sine Bravader kunde han maaske helst have holdt tilbage.
Fra Oberstløitnant Ræder er der bevaret et Brev til hans Hustru, dateret »Lundebye ved Kongsvinger (ɔ: Lunderby ved Eidskogen Kirke) den 6te Junj 1808«, hvori han giver en saa levende Skildring af det daglige Feltliv paa disse Kanter, at det i Hovedsagen skal citeres her.
»Jeg kan da melde Dig, at jeg Gud skee Tak er frisk og rask, og jeg har den Lykke at vinde Venner overalt. Noget besværligt er undertiden det Liv, vi fører, men dette kan ikke være anderledes, og Krigen fører det med sig. Nu ere vi da komne i en Egn, 2 Miil fra Kongsvinger og omtrent 2 Miil fra Sverrig, hvor Fienden opholdte sig en god Tid og fortærede alt, hvad der fandtes af Levnets Midler, saa at den største Mangel er hos Indbyggerne, hvorfore vi her intet kan faae kiøbt af noget Slags, undtagen lidt Melk, som min Vertinde (et Bæst af en Qvinde) overlader mig for Betaling, naar jeg skiænker hende et godt Glas Brændeviin, som hun modtager med en løjerlig Smiil; men – jeg faaer dog Aften og Morgen en Spylkom fersk Melk, – og det er mig en vigtig Ting. Mine Fornødenheder ere ikke mange, og er fornøjet med det simpleste Maaltid; men jeg beklager dem, som paa dette Sted maae opholde sig og er vandt til et lækkert Bord, og ikke en Gang faae en skikkelig Seng, men maae ligge paa Bræder og Borde med nogle gamle Klæder under og en Skindfæld over. Vore Folk ligge for det meeste i Barhytter og have intet uden Granbar at ligge paa. En Lykke er det, at vi have saa overordentlig godt og varmt Vejr, og kun meget sjelden er faldt lidt mildt Regn. Af den Aarsag maae vi og marschere om Natten, thi Dagen er for varm; dog nøder og Omstændighederne os ofte til at marschere om Dagen. I Gaar kom nogle Handelsmænd fra Hedemarken med Fødemidler og andre Ting, som de prange ud til uhyre Priser. Saaledes tage de 24 ß for en Mark Smør, 16 ß for en Mark hvid Ost, som er tør og ussel, 6 ß for Stykket af Spegesild, som da bliver omtrent 50 Rd. for Tønden. For maadelig norsk Brændeviin tages 80 ß: skriver ottetii Skilling for Potten. Havren koster her 8 Rd. Tønden, og andre Kornvahre ere her ikke at faae; Bonden har selv intet. Et Æg koster 3 ß, og en Potte fersk Melk 8 ß og saaledes alle Ting. Fersk Fisk af Giædder og Aborrer betales efter Vægten med 4 à 6 ß Marken. En Uhrhane 2 Ort og en Tiur 5 Or. Men Tak og Priis være de gode Trondhjems Indvaanere, som sendte os en stor Deel af Fødemiddeler og andre gode Ting til Vederqvægelse; kun Skade at meget deraf var fordærvet paa Transporten hertil, da Vandet var gaaet op i Slæderne og Vognene, som Vahrene bleve kjørte paa. Imidlertid vare saavel Officererne og (!) Mandskabet inderlig glade ved at faae saa meget godt sendt, som og ret kom til pas.« Efterfølgende er Vidnesbyrd om, hvorledes de omboende i Ørkedalen har søgt til Fruen paa Nærviken for at faa Efterretninger fra Felten og sine derværende kjære: »Til Svar paa Dit sidste Brev kan jeg melde, at Sønnen fra Meland i Ørchedalen, som er Grenadeer, er frisk og vel; men Sønnen af Ole Skauan blev temmelig haardt blesseret i Brystet den 18de Maj; han blev indlagt paa Feldtlasarettet ved Kongsvinger, og veed jeg ikke, hvorledes det siden er gaaet ham, da vi maatte marschere derfra. Corporal Anders Kleve befinder sig meget vel.«
Til Slutning skriver Ræder: »Fienden har nu forladt Egnen af Kongsvinger og er gaaet tilbage til Sverrig. Naar han trækker hen til andre Steder, maae vi følge ham. Det lader dog til, at de forefaldne Affairer, vi have havt med Fienden, har giort ham noget frygtsom. Han skal heller ikke rose sig af Leegen med os. – – – – Hilsener til Dig, Børnene og Venner, særlig den herlige Mand Provsten Coldevin, og tak ham for sidste, kiære Brev. Gud velsigne dem alle!«
I Slutningen af Juni var »Diversionen« til Falun definitivt opgivet, og 3 Divisioner af Bataljonen Sommerschild blev da fra Aasnes trukket ned til Eidskogen, hvor de ankom 27. Juni, medens 1 Division forblev ved Baltebøl. De 3 nykomne Divisioner afløste Bataljonen Ræder med 1 Division paa Østmarken og 2 Divisioner ved Pramhus til Dækning af Artilleriet, der var trukket tilbage til Aabogen. Bataljonen Ræder blev derimod 29. Juni beordret frem til Midskog Bro for her at kampere paa »Nordsiden« af Elven. Samme Dag ankom den første Division af Major Grübelings Bergenhusiske Musketerbataljon, og de øvrige Divisioner kom efter med to Dages Mellemrum og forlagdes i Nærheden af Ræders Bataljon. Den modtagne Forsterkning foranledigede en hyppigere Udsendelse af Streif- og Rekognosceringspartier. Kaptein Arntzen var saaledes mellem 1. og 3. Juli over Skillingsmark inde mod Adolfsfors, men »var observeret og kunde da intet udrette, da de (ɔ: Fienden) var forsigtige og allart«.
Samtidig lykkedes det derimod Kaptein Jürgensen med Leirdølerne og Aamotske Skiløberkompani ved en Ekspedition fra Finsrud (syd s. Billingen) at ødelægge den svenske Forskansning ved Heljeboda samt derefter at rekognoscere og krokere Fiendens Stilling ved Emterud, nær Morast, paa østre Bred af Vrangselven. Major Stabell blev derefter 4. Juli sendt frem til Finsrud og fortsatte Rekognosceringerne, hvorunder han kom til det meget rimelige Resultat, at uden Opofrelser kunde intet udrettes mod Svenskernes Forskansninger.
Samtidig som Stabell fremsendtes til Finsrud, fik Oberstløitnant Ræder Ordre til med et Detachement paa henimod 500 Mand[120] – sandsynligvis 3 Divisioner af sin egen Bataljon – over Vestmarken at rykke ind i Sverige »um wo möglich dem allenthalben verschanzten Feind in der Flanke und Riicken zu kommen, seine marschirende Truppen zu attaquiren oder ihm wenigstens zu allarmiren«. Chefen for Norske lette Bataljon, Major Kreutz havde indmeldt, at Fienden vilde sende 6 Kanoner sydover og mod Fredrikshald, ligesom der gjennem en Spion var meldt, at henimod 300 Mand var afmarscheret sydover over Östvalskog. Det var disse Troppebevægelser, Ræder skulde forstyrre eller udnytte.
Om dette Streiftog vil vi lade Oberstløitnant Ræder selv berette, idet vi gjengiver hans Rapport til Generalmajor v. Staffeldt, dateret »Gunnersrud i Sverrig (ɔ: Gunnarsrud ved Skillingsmark Kirke) den 9de July 1808«:
»I Følge Ordren at allarmere Fiendens venstre Flanke og om muligt komme ham i Ryggen eller Flanken, rykkede jeg med mit Detachement om Eftermiddagen 6te Julj over Grændsen fra Vestmarken og marscherede den Nat og paafølgende Dag paa en meget besværlig Vei til Gaardene Jelsbye (ɔ: Gillsby ved Wadjungen) og Losbye i Jernskov Kirkesogn, hvor der hviledes et Par Timer, og Mandskabet fik sig varm Mad. De imidlertid udsendte Patruljer ad Veien til Töcksmark mærkede intet til Fienden; men Indbyggerne forsikrede, at der laa ca. 6000 Mand i Töcksmark, mest spredt indkvarterede hos Bønderne. Kl. 6 Aften brød Detachementet op og marscherede forbi Gaarden Fjeld (ɔ: Fjäll), hvor Divisionen Stang blev detacheret at besætte Høiderne, hvorfra Töcksmarcksveien kunde observeres, og gav jeg Capt. v. Stang Ordre at lade Veien mod Töcksmark flittig patruljere, om Fienden nærmede sig, da skyndsomst melde mig dette og af yderste Magt forsvare sin Stilling, til jeg kom tilbage. Med Resten af Detachementet satte jeg over Vadestedet Ose (lige syd Wadjungen?) og marscherede til Gaarden Slate (ɔ: Slårteg) for at gaa over Jernskov Bro for at forurolige Fienden paa den Kant. Kort før min Ankomst til Slate var Broen af Fienden sat i Brand, saa denne min Hensigt blev tilintetgjort. Da jeg her ikke kunde komme frem og frygtede for at blive afskaaret fra Ose Vadested, eller at Div. Stang skulde kastes, gik jeg tilbage, tog Div. Stang med mig og marscherede til Jelsbye og Losbye, hvor Detachementet hvilede nogle Timer om Natten. Fienden var ved min Indtrængen overalt allarmeret og tændte Varderne, som jeg saa brænde om Natten; paa flere Steder lod Fienden afbryde og brænde Broer. Igaarmorges Kl. 6 brød jeg op og marscherede her til Gaarden Gunnersrud og Bøe (ɔ: Bön), ligeop for Skillingfors Broe; jeg indkvarterede Detachementet paa disse Gaarde, besatte Broen, hvorover Veien gaar til Adelsfors (ɔ: Adolfsfors), og øvrige Tilgange, og saa mig sa temmelig sikker her, hvor jeg derfor tænkte at oppebie D. Høi- og Velb.heds nærmere Ordre. Her i Landet kan dog ingen Heste faaes til Transport af Brød og Proviant fra Norge, hvorhos jeg manglede Føde for de Bønderkarle, som skydse Bagagen, som jeg har maattet beholde, da her savnes Heste, som er i Skyds til Eda og Adelsfors eller paa Fjeldet. Jeg besluttede derfor idag at marschere tilbage til Rud i Norge for at faa hentet Brød og Proviant fra Almenningen (syd Vestmarken Kirke) og der at afvente D. Høi- og Vbheds videre Bestemmelse, som udbedes. Paa Tilbagemarschen antændte jeg Varden paa Gaarden Paatrul (Påterud?), som bevirkede, at flere Varder inde i Landet antændtes af Svenskerne selv. En Mand her paa Gaarden, som igaar kom tilbage fra Eda Skandse fra Skyds, beretter at i Skandsen laa kun 300 Md.; men paa en Slette, Feldtet kaldet, nogle 100 Skridt fra Skandsen stod Tropper i 3 Rader Barhytter; Antallet af Krigsfolk vidste han dog ikke. I Eda Kirkesogn var indkvarteret hos Bønderne ca. 3000 Md. Da samme Mand iforgaars kom tilbage til Adelsfors, vidste man der om min Indmarsch i Sverige, men ikke hvorhen jeg marscherede, hvorfor Detachements blev udsendt til forskjellige Steder. I Adelsfors laa noget over 1000 Md.«
Da Oberstløitnant Ræder skrev denne Rapport, havde Svenskerne allerede forladt Magnor og Morast. De mange norske Rekognosceringsdetachementer i deres Flanker har maaske gjort dem usikre, saa de ved Efterretningen om Ræders Indmarsch i Skillingsmark, som de kan have taget som Forbud paa en almindelig norsk Angrebsbevægelse, har trukket sine fremskudte Afdelinger tilbage. Ihvertfald skeede dette Natten til 8. Juli[121], altsaa – efter ovenstaaende – ved den Tid, da Ræders Indmarsch blev bekjendt ved Eda.
Staffeldt lod den 8. Juli Fienden forfølge over Magnor til Morast med Skarpskytterne og 2 Divisioner af Grenaderbataljonen Müller samt Vingerske lette Infanterikompani. Aamotske Skiløberkompani og Leirdalske lette Infanterikompani besatte Magnor Told fra Finsrud, hvor de hidtil havde staaet. 1 Division af Grenaderbataljonen Sommerschild, Elverumske Skiløberkompani og Trondhjemske Skarpskytterdivision blev trukket over til Vestmarken for under Major Stabell at forfølge herfra. Resten af Brigaden[122] blev holdt tilbage i Norge, da Batteriet ikke kunde føres frem, før Broerne var sat istand igjen.
Forøvrig blev det ikke meget af den iverksatte »Forfølgelse med Partier«. Oberstløitnant Müller naaede den 8. om Eftermiddagen Morast, hvor ogsaa Brigadechefen indtraf. De derværende svenske Forskansninger og militære Etablissementer viste sig bedre og mere omfangsrige, end Staffeldt havde antaget. »Fortifikationen« var som en Fæstning med Huse til Officerer og Mandskaber, Ridebane var anlagt o. s. v. »At ruinere dette vilde for 200 Mand tage 14 Dage«, hvorfor det lodes urørt og kun Broen besattes, medens Detachementet for Natten blev forlagt paa Vestsiden af Vrangselven. Næste Morgen fulgte Staffeldt selv et Kommando frem mod Eda Skanse, som man kom »paa 1⁄4 Mil nære, og som Staffeldt fandt fordelagtig beliggende. Da Kommandoet nu blev angrebet, trak Normændene sig tilbage over Morast bag Magnor Bro, idet kun en Feltvagt blev efterladt paa den fiendtlige Side af Elven og flittig Patruljering igangsattes fra flere Kanter mod Morast. Major Stabells Streifkorps fra Vestmarken blev helt indstillet i Paavente af, at de mod Köla og Eda udsendte Speidere skulde komme tilbage[123].
Under disse Omstændigheder blev selvfølgelig heller ikke Ræder paany sendt ind i Sverige, men med sit Detachement trukket tilbage til Midtskog Kirke, hvor han der efter laa i forholdsvis Ro vel 8 Dage.
Ved Slutningen af denne Tid sendte Ræder med en Ekspresse, som afgik til Trondhjem, sin Hustru et Brev, dateret »Kierstad ved Mitshou Kirke i Vinger Sogn den 19de Julj 1808«, der endnu er bevaret. Han melder, at han »Gud skee Lov! er frisk og vel, og mangler intet; thi mine Fornødenheder ere ikke mange, og mit daglige Brød tager jeg ikke i saa udstrakt Forklaring som den gode Doctor Luther. Kort jeg lader mig nøje med lidet og er fornøjet dermed. Kun ønsker jeg, at Krigen snart ophørte, og at vi igjen kunde komme i Roelighed. Men dertil er vel ikke endnu stort Haab, da Sverrigs Konge ikke vil frafalde Alliancen med Engeland – – – – Min Bataillon saavel som en Bataillon af Aggershusiske Regiment og en Bataillon af Bergenhusiske Regiment camperer paa Sletten ved Mitskov Kirke i Barhytter, som de have bygget sig; men jeg er endnu i Qvarteer paa Gaarden Kierstad[124], som ligger nær ved den Slette, hvor Bataillonen staaer. Maaske flytter jeg need i Lejren og der lader mig og bygge et Hytte. Jeg meldte Dig i mit sidste Brev, at jeg var kommen tilbage fra Sverrig, hvor jeg havde været paa en Expedition for at allarmere Fienden, som til min Generals Tilfredshed var bleven udført. Nu ligge vi her roelig, men exercerer daglig om Morgenen og giver stærke Feldtvagter.« – – – »Her have vi overmaade varmt Vejr, og mangler Landet Regn.« – – – »Endeel modne Bær, saasom Jordbær, Blaaebær og lidt Multebær, kan vi nu faae kiøbt, især Jordbær, hvoraf her i Aar er en temmelig stor Mængde. Gud velsigne Dig og vore Børn! Lev vel!«
Ved den Tid ovenstaaende Brev blev skrevet, var det forbi med den Ro, som havde hersket ved denne Del af Grænsen, siden saavel Normænd som Svensker den 9. Juli praktisk talt havde indtaget Stilling paa eget Lands Grund. Den 18. om Aftenen rykkede nemlig Major Stabell med 2 Grenaderdivisioner, 1 Kompani Skiløbere og 30 Skarpskyttere over Grænsen, antagelig omtrent ved Törpan Rös (Korpungstjerns-Røset), fra Vestmarken og videre mod Adolfsfors. Da Broen ved Järnskog Kirke var afbrændt under Oberstløitnant Ræders Indfald, og Fienden havde forskanset sig bag Elven her, saa tog Stabell en nordøstligere Vei over Lesserud i Köla Sogn. De første svenske Pladse passeredes, efterat Folk havde lagt sig. De blev straks besatte, saa ingen kunde komme afsted og alarmere Svenskerne. Marschen fortsattes hele Natten, og saalangt Skogen rak. Da Stabell nærmede sig Bebyggelse, gjorde han Holdt for at blive liggende i Skogen Dagen over, men Partiet opdagedes, og da fortsattes Marschen raskt til Gaarden Lesserud. Herfra sendtes Løitnant Norgreen[125] med et lidet Kommando mod Adolfsfors. Han kom uhindret frem, saa han kunde overse Svenskernes Stilling ved Adolfsfors, men da gik ogsaa Trommen i Leiren ved Köla. Svenskerne blev dog i sine Forskansninger og lod ham i Ro krokere, hvad han saa fra Forterrænget. Derefter gik Løitnanten tilbage til Lesserud, hvorfra hele Detachementet over Skillingsmark drog tilbage til Matrand, hvorhen de naaede den 20. Juli.
Imidlertid havde Svenskerne paa sin Side den 19. rykket frem saavel efter Hovedveien mod Magnor som mod vor venstre Fløibevogtning ved Emterud.
Løitnant Johan Carl Frost af Bataljonen Müller med denne Bataljons Skarpskyttere og endel Mandskab af Vingerske lette Infanterikompani laa ved Magnor Toldsted, hvor Fienden ved Middagstid rykkede frem med 300 Mand, 2 Kanoner og 1 Eskadron Husarer. Frost »trak sig tilbage med Orden, skjærmydserede med Fienden og mistede herved 1 let Infanterist skudt og 1 do. saaret«. Samtidig blev Leirdølerne overfaldt ved Emterud af 400 Mand Infanteri og endel Kavaleri. Af Leirdølerne faldt Kompanifeltskjæren[126], en Underofficer og 13 Mand samt 1 Trænkusk i Fangenskab, hvorhos Kompaniarkivet, Bagagen og 265 Rdlr. i Kontanter faldt i Fiendens Hænder. Premierløitnant Blix, der med 70 Mand af Aamotske Skiløbere laa paa den bagerste Emterudgaard, mistede ligeledes 4 Mand og maatte efter de afholdte Krigsforhør søge sin Afsked paa Grund af sit Forhold ved denne Leilighed.
Generalmajor Staffeldt trak nu sine Forposter noget tilbage og foretager den 28. Juli endel Forandringer i Brigadens Forlægning. Artilleriet blev kjørt helt tilbage til Lier, hvor det fik som Bedækning 200 Mand af Bataljonen Ræder under 1 Kaptein. Resten af Ræders Bataljon samt Grenaderbataljonerne Müller og Sommerschild[127] beholdt sin Barhytteleir ved Midtskog. Bataljonen Grübeling samt Aamotske Skiløberkompani fremsendtes som Forpost paa Hovedveien med 3 Divisioner ved Ilagmoen og 1 Division samt Skiløberkompaniet fremskudt til Magnor. »Hovedfeltvagt« blev yderligere fremsendt mod Rigsgrænsen med detacherede Poster ved Vilsberg Vadested paa høire og mod Pladsen Lindalen paa venstre Fløi. Elverumske Skiløberkompani dækkede høire Flanke ved Gaustad med Vagt paa Gaustadsæteren. Paa Vestmarken forlagdes Trondhjemske Skarpskytterdivision, dels paa Aastebøl og dels paa Stangnes med Feltvagter ved Ingelsrud og Pladsen Kolsaas. Endvidere Hofske Skiløberkompani paa Brustad med Feltvagter ved Pladsen Tangen og Gaarden Almenningen, hvorfra patruljeredes til Lowzows[128] Brigades Bevogtning ved Kraakfos. I venstre Flanke stod Vingerske lette Infanterikompani med et Detachement paa Gaarden Sæteren ved Nessjøen og Hovedstyrken ved Gaarden Billingsjø med Vagt ved Finsrud. Leirdalske Kompani, der laa paa Gaarden Skjørberg (øst s. Aaklangen), fremsendte en Vagt til Klemmetsbraaten mellem n. og s. Billingen, og Løitnant Frost med Skarpskytterne af Bataljonerne Müller og Grübeling laa paa Pramhus med Vagt ved Pladsen Kjellerhullet n. Nordre Bilingen. Som en indre Bevogtning udsattes desuden fra Leiren ved Midtskog Feltvagter ved Skotterud paa Konge veien, ved Sørpebøl og mod Rudberg mod Vestmarken tilhøire samt ved Gaardene Lunderby og Torp tilvenstre.
Generalmajor v. Staffeldt var, som rimelig kunde være, alt andet end tilfreds med Uheldet ved Emterud, og som sædvanlig lagde han ikke Fingrene imellem, men giver i sine Rapporter til Prins Christian August sin Misfornøielse Luft saavel mod de skyldige som de uskyldige af sine undergivne Officerer.
Den 20. Juli skriver han: »Goldne Ehrenzeichen[129] bin ich nicht im Stande hier bey meiner Brigade zu vertheilen, dasz Jürgensen sie nicht verdient, davon liegt leider den Probe am Tage« ... Ligeoverfor Underbefal og Menige falder hans Dom naadigere: »Von silberne (Ehrenzeichen)[130] erbitte ich mich einige zur Vertheilung. Es sind viele die sich ehrenvoll ausgezeichnet haben« ... I sin strenge Dom om Officererne indbefatter han dog ikke Ræder og Stabell, idet han den 28. Juli kommer tilbage til denne Sag: »Von goldene (!) Ehrenzeichen kann ich hier keinen Gebrauch machen, – es wäre dann, dasz ich sie dem Oberstlieutenant v. Ræder und dem Major v. Stabell ertheilen konnte. Jn wie weit dieses mit der Stiftung übereinstimmend seyn mögte, lasze ich dahin gestellt. Diese Männer verdienen sicherlich eine iede Auszeichnung, ob aber die 4te Klasse des Ordens mit ihrer Charge stimmt lasze ich stehn. Andre Officiers habe ich nicht, die sich hervorgethan. Bey einem ieden ist ein Aber. Arentzen und Sigholt sind zu Major empfohlen und erhalten dort ihre Belohnung. Es ist dieses ein trauriges Bekenntnisz!!«
Samtlige her nævnte Officerer fik dog sit Danebrogskors, og det samme var Tilfældet med Kaptein Jürgensen, der forsaavidt slap skadesløs fra Affæren ved Emterud og de i den Anledning optagne Krigsforhør.
Fra »Leiren ved Matrand i Vinger Sogn den 26de July 1808« har man et Brev fra Oberstløitnant Ræder til den ældste Søn Johan Christopher – det eneste, som er bevaret. Dette har sin Interesse, da han her til sin Søn og Kaldsbroder – han deltog jo i Krigen i Danmark[131] – giver en Oversigt over de Begivenheder, som har forefaldt ved Staffeldts Brigade, og hvorledes han anskuer dem.
Det lyder:
- »Kjære Søn!
Nu har jeg ikke havt den Fornøielse at se Brev fra Dig siden i Mai Maaned, da jeg fra Din gode Moder modtog Dit kjære Brev til mig af 15de Martz. Det glædede mig deraf at erfare Dit Vel, og at Du var ved god Helbred. Jeg saa tillige af Dit Brev, at Du den Tid var i Guldborg ved Nykjøbing, og at Du havde brav Arbeide med Forskansninger og Batterier at anlægge. Hvor Du n er, maa Gud vide, og sender jeg derfor dette Brev med Posten til Kjøbenhavn og addresserer det til Hr. Saxer, saa jeg haaber, at Du derfra vil faa det tilsendt.
Siden medio Marts Maaned har jeg som Krigsmand i Ordets egentlige Forstand vandret om med Grenader-Bataljonen af det 2det Throndhjemske Infanteri-Regiment, hvilken Bataljon jeg kommanderer. Fra Throndhjem gik Marschen først til Røraas, siden til Elverum Søndenfjelds og derefter til Soleur, hvor Bataljonen, som var kommen under Hr. Kammerherre og Oberste von Staffeldts Commando, havde de første Affairer mod Fienden, som fra Midtskog i Sverige gjorde os Besøg, men den 25 April kom det til mere Alvorlighed, da Fienden med en Styrke af henved 600 Mand angreb os og vilde trænge ind igjennem et Défilée Kjelaasen kaldet, men han blev saa kjækt modtaget af vore Tropper, at han efter et Par Timers Fægtning maatte bede om Pardon og overgive sig til Krigsfanger: 13 Officierer og henimod 500 Mand Soldater. Jeg førte 3de Divisioner af min Bataljon[132] i Ilden og fik Roes derfor af Kammerherre von Staffeldt. Formodentlig har Du og seet mit Navn i Aviserne nævnt fra denne ærefulde Affaire.
Den 18de Mai fik jeg Ordre med omtrent 550 Mand fra forskjellige Punkter at angribe Fiendens Forskansninger paa Jahren, som dækkede hans højre Fløi; men uagtet det tappreste blev gjort, saa var det dog ikke muligt at fordrive Fienden, som stod indenfor sine stærke Forskansninger, og bag disse havde andre Forskansninger, fra hvilke han kunde skyde ind i Struben af de foranliggende Halv-Redutter, ifald de vare af os bleven indtagne. Imidlertid led Fienden meget, og han blev udjaget af een Forskansning, som derefter blev ruineret. Vi mistede 8 Mand og fik blesserede 3 Officierer og 15 Gemene og gik i største Orden, uden at blive forfulgte af Fienden, om Eftermiddagen tilbage til vore Kvarterer. Siden den Tid er intet betydeligt forefaldet, uden at nogle Forposter og Feltvagter ere af vore udsendte Commandoer bleven overfaldne og borttagne.
Nylig var jeg med omtrent 600 Mand som Streifparti 5 Mile inde i Sverrig for at allarmere Fienden, hvilken Expedition lykkedes temmelig godt, men af Mangel paa Proviant, som jeg ikke kunde faa tilsendt fra Norge, da Heste til sammes Transport manglede, og i Sverrig havde Indbyggerne slet intet til Føde, maatte jeg efter 4 Dages Ophold i Sverrig, gaa tilbage til Norge igjen. Nu staar vi i Leir ved Gaarden Matrand – 3de Bataljoner, men istedenfor Telte bor vi i Hytter bygget af Gran- og Fyrrebar; men mine Folk har bygget mig af Tømmer en ret vakker Stue, som er dækket med Næver. Hvorlænge denne Roelighed skal vedvare – maa Gud vide. De svenske Tropper ligge en Mil fra os og have forskanset sig opover Tænderne.
Nu – nok om Krig. Jeg har til denne Tid været frisk og rask og er yndet af min Brigadechef. Fra Din gode Moder havde jeg Brev forrige Post. Hun lever vel, men ønsker mig snart tilbage. Din ældste Søster er nu hjemme hos Din Moder saavelsom Dine øvrige Søskende[133], undtagen Ane Bernhoft, som dog nu ligeledes kommer hjem. Hun er bleven forlovet med Lieutenant von Heidman af Dragonerne, og som forhen har staaet i Kronprinsens Regiment. Han har en god Gaard, og kan Din Søster virkeligen blive lykkelig med ham. Gud give og det!« – – – – (Hilsen fra Ingeniørløitnant Harbou og Meddelelse om Avancementet til Oberstløitnant efter Oberst von Dagenboldt, der har faaet Afsked med Generalmajors Karakter og 600 Rdlr. i Pension) – – – – »Gud være med Dig! Det ønskes hjerteligst af Din oprigtige og kjærlige Fader
J. G. Ræder.«
General von Krogh i Trondhjem havde meddelt, at han 2. August vilde lade gjøre Indfald i Herjedalen mod Langö Skanse og i Jemtland mod Frösöen, og anmodet om, at Staffeldt samtidig vilde sende et Streifkorps ind over Grænsen. I den Anledning sendtes 200 Mand til Baltebøl for at falde ind mod Dalby i nordre Vermeland. Efter den første Bestemmelse skulde dette ske 4. August; men det blev udsat til den 11. Partiet medførte 10 Dages Proviant og blev i Sverige, saalænge Nisteskræppen holdt ud, dog uden at støde paa væbnet Modstand eller at udrette noget nyttigt.
Paa sin Side fremsendte Svenskerne Kl. 4–5 den 14. August et større Parti mod Vilsberg og et mindre mod Ingelsrud, men vendte straks om, da de norske Vedetter beskjød dem, hvorefter de forfulgtes med Patruljer til henimod Morast. 17. August Kl. 61⁄2 om Aftenen var atter et svensk Streifkorps fremme ved Pladsen Billa (nær Rigsgrænsen ved Billelven), men vendte om, straks det blev observeret af en norsk Patrulje.
Ellers synes intet fiendtlig at være forefaldt i August Maaned, der saaledes var en meget rolig Maaned for Staffeldts Brigade. Oberstløitnant Ræder benytter den 26. August Anledningen til at sende et Brev hjem, da atter, en Ekspresse afgaar til Trondhjem. Dette var forøvrig det 5te Brev, han i denne Maaned skriver til sin Hustru, men det eneste af dem, som er bevaret. Vi mangler saaledes i hans Beretning om Prins Christian Augusts Besøg ved Brigaden midt i August, ved hvilken Leilighed Ræder vel har faaet Anledning til at præsentere ihvertfald endel af sin Bataljon for den kommanderende General.
26. August udtrykker Ræder sin Glæde over af Hustruens Brev af 7. s. M. at have »erfaret det behageligste af alt i denne Verden, dette nemlig: at Du nu er ved god Helbred«. (Fru Ræder havde – som før fortalt – en Tid været slemt plaget af Gigt i Armene), »og at saavel Du, bedste Kone, som vore Børn levede vel«. Han har allerede i Brev af 12. August meddelt, at han »var af Kongen udnævnt til Ridder af Dannebrogordenens fjerde Classe«, og »ved mit Brev af 19de d. M. sendte jeg Dig en Tegning af min Orden[134], som jeg lagde uden om mit Brev til Dig, og derudover lagde en Convolut, som Herr Cammerherre Staffeldt selv forseglede og satte sit Signet for. Han lader mig nu formelde Dig sin Compliment og Tak for Din meget Høflighed at lade ham hilse; han paalagde mig at sige Dig, at han ingen Tak fortjente for den Yndest, han bar til mig, da han forsikkrede, at det allene var en Følge af mit gode Forhold i alle Henseender. Saaledes lød Mandens Ord[135].«
Datteren, Ane Christine Kortzen, som om Sommeren havde slaaet sig ned hos sin Moder, havde faaet Efterretning fra sin Mand, der levede vel, men endnu ikke kunde komme hjem[136]. Magistraten i Christianssund synes at forlange Skibskaptein Kortzens Hus, eller et ham tilhørende Hus, afgivet til militært Lasaret, og »Madamen har i den Anledning ladet Faderen forespørge, om hun maa finde sig deri. Hertil svarer da Ræder, at det er Magistraten i Byerne given Magt og Ret til at tage til Militair Syge Huus eller Lasaretter de Gaarde og Huuse, de finde tjenligst dertil; og behøve de ikke at spørge Ejerne af saadanne Huse, om de vil tillade det eller ikke. Saavel i Kongsvinger som i Nærheden deraf, hvor Syge huse eller Lasaretter fandtes nødvendige, ere tagne de rummeligste og beqvemmeste Huse, og ere Ejerne allene tilsagde at gjøre Værelserne ryddige til en bestemt Tid imod at faae en vis fastsadt Betaling maanedlig[137]. Prokurator Schnitler[138] ved Kongsvinger har en smuk og vel meubleret Gaard, Langeland kaldet, som Øvrigheden udvalgte til Lasaret for de Militaire; og uagtet Herr Schnitler ikke var fornøjet dermed, maatte han dog alflevere Gaarden dertil. Vor Datter kan vel ikke giøre Indvendning imod Bruget af hendes Huus til Lasaret for de Syge; men hun kan paastaae den Betaling, som billig og ret kan være. Det kan ikke frygtes for, at Sygdomme vil komme ind i Huset, thi det kan siden udluftes og renses, saa ingen Smitte finder Stæd.«
Om Forholdene ved Kongsvinger og Aarveien siger han: »Vi have nu temmelig surt Vejr med Regn. Kornet er her overalt modent; men det er meget tyndt paa Ageren.« Videre berettes, at Ræder selv »som sædvanlig er frisk og rask og endnu er indqvarteret her paa Gaarden Kierstad, hvor jeg har en liden Bondestue til fælles med Herr Oberstljeutenant von Müller af det 1ste Aggershusiske Regiment, som og commanderer en Bataillon af de Tropper, her ere samlede. Vore Folk ligge i Hytter paa Sletten ved Gaarden Matrand og have det der nu ikke godt, da Vejret begynder at blive ubehageligt, fugtigt og koldt om Natten.«
Høsten begyndte altsaa nu at melde sig og gjøre Livet i Leiren og endmere Forposttjenesten ubehagelig og slilsom. Hertil bidrog da ogsaa, at Svenskerne i den følgende Tid hyppigere foruroligede vore Forpostlinjer og foraarsagede Alarmering af Tropperne.
I tyk Taage blev Løitnant von Krogh[139] af Grübelings Bergenhusiske Bataljon, som stod paa Feltvagt ved Magnor, angrebet i Dagbrækningen 2. September. Han forsvarede sig tappert og vilde støtte Feltvagten ved Vilsberg, men blev omringet i Taagen og taget tilfange med en stor Del af sit Mandskab[140]. Den næste Morgen Kl. 3 rykkede Fienden frem mod Major Arntzen, der stod ved Almenningen, og mod Trondhjemske Skarpskytter Division ved Ingelsrud (begge paa Vestmarken). Bataljonen Sommerschild sendtes til Understøttelse af Arntzen og den disponible Del af Bataljonen Müller til Skarpskytterne ved Ingelsrud; men da de kom frem, var Svenskerne atter gaaet tilbage. Hofske Skiløbere og Skarpskytterne forfulgte ind i Skillingsmark, men uden Resultat.
9. September ved Middagstid blev vore Afdelinger paa Vestmarken atter alarmeret. Major Arntzen rapporterede og fremsendte en Løitnant med en Patrulje for at iagttage Fienden, der blev paatruffet nær Grænsen. Løitnanten trak sig fægtende langsomt tilbage; men da ogsaa et Par andre Patruljer fremsendtes, trak Fienden sig tilbage til Haugestad i Skillingsmark, fulgt af en norsk Patrulje. Bataljonen Sommerschild sendtes frem til Veikrydset ved Tollefsbøl for at være ved Haanden. Det sagdes, at Svenskerne her var 2000 Mand sterk; men da Major Arntzen den følgende Dag sendtes ind i Skillingsmark med endel af sit Kompani, som han udgav for en Avantgarde af et større Detachement, gik Fienden tilbage til Eda og Adolfsfors.
Atter 20. September blev Normændene alarmerede ved Melding om, at Fienden havde samlet alle sine Tropper med 6 Kanoner og stod foran Magnor, hvor han ved Emterud holdt paa at bygge en Bro eller Flaade. Staffeldt brød da sin Leir for at tage Stilling længer tilbage ved Kongetorp og der modtage ham. Efter forgjæves at have ventet Angreb hele Natten til den 21. og den paafølgende Dag, blev Bataljonen Ræder beordret frem paa Magnorveien, og samtlige Forposter og Feltvagter atter udsat.
24. September var Kaptein Jürgensen paa Rekognoscering til Heljeboda i Gunnarskog Sogn uden dog at paatræffe nogen Fiende; derimod meldte en Snigpatrulje af Elverumske Skiløberkompani at have seet et svensk Baghold ved Morast.
Oberstløitnant Ræder melder den 25. fra Skotterud, at intet af Betydning var forefaldt ved hans Detachement. Han havde selv samme Dag været ved Magnor Toldsted (svensk) og deromkring. Ræder havde talt med en Pige og Kaptein von Halck af 1. Trondhjemske Regiment[141] med en Kone, og de fortalte begge, at en svensk Patrulje, hvormed fulgte 2 Officerer, havde været der Kl. 5 om Morgenen. Ræder havde tænkt ogsaa at drage til Emterud, men kunde ikke bringe paa det Rene, om Stedet var besat af Fienden, og fandt det derfor raadeligst at vende tilbage med sin lille Patrulje. Efterretninger om Svenskerne ved Eda kunde han ikke faa ved Magnor Tull, men en Mand paa Magnor Gaard lovede at snige sig ind til en Ven i Sverige og skaffe Rede paa Forholdene der, og Ræder lovede ham god Betaling for det.
Den 26. September om Morgenen nærmede en svensk Patrulje sig vor Feltvagt ved Magnor, og Natten til 30. September i sterk Taage rykkede Fienden mod Trondhjemske Skarpskytteres Feltvagt ved Ingelsrud; men da Bevogtningen paa begge Steder var aarvaagen, vendte de om, efter at være beskudt.
Som man ser, var Forposterne aldrig sikre for Overfald, men Begivenheder af Betydning forefaldt ikke. Tjenesten var saaledes baade trættende og ensformig. Mod Slutningen af September blev Nætterne desuden stedse koldere. 1. Oktober skriver saaledes Staffeldt til Prinsen, at der ligger Rim paa Markerne til Middag, og at Folkene om Natten sidder om Bivuakilden og sover. Der kan derfor ikke blive nogen Eksercitie af om Dagen, fordi Folkene maa faa hvile i den Døgntid, da det er nogenlunde varmt.
Generalmajor v. Staffeldt tænker vistnok her nærmest paa de Afdelinger, som laa i Barhytter. Feltvagterne, der mest bivuakerede under aaben Himmel, havde det selvsagt endnu meget værre. Afdelingernes Beklædning var ogsaa alt andet end tilfredsstillende. Om Bataljonen Ræders Uniformering skriver saaledes Staffeldt 10. September: Overmundering, Buxer og Stivletter, Tilstand maadelig, anlagt 1808. »Kjolerne, Buxerne og Stivletterne er meget slidte, dels ved sammes idelige Brug paa Marschen fra Trondhjem[142] og siden bestandig i Tjeneste, og dels ved at Mandskaberne siden sidst i Mai for det meste har ligget om Natten i Munderingen enten paa den bare Jord eller i Barhytter uden Dækkener over sig, undtagen 400 Md., som har Kabutkjoler, og da Munderingene var meget trange, saa er de sprængt i Stykker. Sko, Skjorter og Strømper mangler omtrent den halve Bataillon.« Det var kun liden Trøst for Trønderne, at bl. a. Bergenhusingerne var endnu værre stillet med Hensyn til Beklædning.
Brigadechefen trøster sig med, at Mapgasinforpleiningen er god og efter Regulativet. Soldaterne faar et Maaltid varm Mad om Dagen og klager heller ikke.
Imidlertid var det ikke til at undgaa, at Troppernes Sundhedstilstand udover Høsten blev slettere, og Generalmajor Staffeldt, der var en omsigtsfuld Chef og Administrator, forudsaa. at Brigaden om ikke ret længe maatte bringes under Tag, hvis den ikke helt skulde gaa tilgrunde. Han begyndte derfor allerede i første Halvdel af September at bygge Huse for 2000 Md. ved Lier, »uden stor Omkostning for Kongen. Artilleri- og endel Bondeheste kjører det Tømmer, vi hugger i Skoven, samt Ler, Sten og Mose. Landværnet og endel Tømmermænd bygge og grave, og Kongen betaler blot 50 Tylvter Bord og Vindusglas[143]«.
Brigadens Afdelinger kunde ikke her som i Aasnes og Elverum indkvarteres hos Befolkningen, dertil var Bebyggelsen paa Eidskogen for spredt og daarlig, og Kvarterforpleining var der selvfølgelig endnu mindre Tale om. Selv i den Tid, Afdelingerne laa i Kvarter – altsaa før de kom ned til Kongsvinger – havde de nydt Magasinforpleining »undtagen i enkelte Tilfælde som under Marschen etc., da det mere har været Værterne en gavnlig Anledning til for antagelige Priser[144] og uden Bryderi at blive af med, hvad de kunde undvære af Fødemidler, end en Byrde«. Siden Generalmajor v. Staffeldt modtog Brigaden ved Kongsvinger, har alle undtagen Officererne maattet undvære Senge« og (naar de har været indkvarteret) »nøiet sig med en Bænk, et Bord ete. til Leie og kun havt Beskyttelse for Regn under Kvarterets Tag[145]«.
Angaaende Forholdet ved Tropperne, specielt ved Grenaderbataljonen af 2. Trondhjemske Regiment, findes en Skrivelse fra Oberstløitnant Ræder til Regimentchefen dateret »Skotterud i Vinger Sogn den 9de Oktober 1808. Da Skrivelsen vidner om saavel Regimentchefens som Bataljonchefens Omsorg og Samvittighedsfuldhed ligeoverfor de underordnede, skal den i sin Helhed anføres her[146].
- Deres Excellence Herr General Ljeutenant
Greve von Schmettow.
For Deres Excellences højst gunstige Brev til mig af 10de forrige Maaned, frembærer jeg herved min under danige Tak. Ligesaa have alle herværende mine Regiments Krigs Kammerader og Vaabenbrødre paalagt mig at bevidne Deres Excellence! deres samtliges underdanig Tak for Høisammes gunstigste Hilsener i ommeldte Brev til mig, og for den yttrede Glæde over Bataillonens Held i de forefaldne Krigs Begivenheder, samt for den ømme Deeltagelse i de Saaredes tunge Tilstande, og som Deres Excellence! i Gjerninger har vist at lindre[147], og for den store Kjerlighed Høi-Samme bærer for os alle, som har den Lykke at staae under Deres Højpriselige Commandoe. Vi frembære og derfor, alle af denne Bataillon vores underdanige Respect for Deres Excellence! hvorved er det inderligste Ønske: at al mulig Held og Lyksalighed maae stedse følge Høj-Samme! og den højnaadige Famillie! – og at vi længe, længe maae have den Lykke at be holde vor gode og overal elskede Regiments-Chef!
Med Glæde kan jeg melde Deres Excellence! at jeg har den største Aarsag at være fornøjet med denne Bataillon, som jeg har den Lykke at commandere, og kan jeg med Sandhed melde, at, naar jeg undtager Corporal Johan Mielve af 1ste Grenader Division, saa er ingen Mand af Bataillonen bleven straffet for grove Laster eller slette Handlinger; – saa er ej heller endnu nogen Grenadeer bleven straffet med Spidsrodløben. Da den ommeldte Corporal Mielve virkelig er et meget slet Menneske, og som jeg ikke tør betroe Noget af Vigtighed, saa tager jeg mig Frihed underdanig at ansøge hos Deres Excellence! om den store Gunst, at han maatte blive forbyttet fra Bataillonen, og at jeg maatte faae en anden meere duelig og moralsk god Underofficeer i hans Sted. Jeg ønsker saa inderlig, at Bataillonens Ære og Renomé maatte blive vedligeholdt; thi jeg kan hellig forsikkre, at de trondhjemske Tropper, som her ere, staae i ualmindelig Agtelse, saavel hos vore Fiender som hos vore Landsmænd, for deres lige saa udmærkede gode moralske Opførsel som for deres Mod og Kjækhed i Farer. Uagtet vore Folk føre et meget tungt Liv, da de foruden deres møjsommelige Tjeneste, maae ligge i aabne Barhytter, saa finde de sig taalmodig deri, og der høres meget sjelden Beklagelser over deres Tilstand. En stor Lykke er det og denne Bataillon har frem for de andre Batailloner og Corps her ere, at vi have saa faae Syge; thi at vi i alt have henved 50 syge Grenaderer kan ikke regnes for meget i den Tilstand vore Folk leve.
Den 1te Division af det 1te Trondhiemske Regiments Grenadeer Bataillon har allene 42 syge Grenaderer. Nu ligger jeg med den største Deel af Bataillonen og den 1te Division af det 1te Trondhiemske Regiments Grenadeer Bataillon detacheret henimod Magnor paa Gaarden Skotterud og omliggende Pladse, hvorfra daglig de udfordrende Feltvagter mod Grændsen udsættes, og Patrouiller udsendes. Ofte blive vi af Fienden foruroeligede; men han har ikke naaet sin Hensigt at overrumple os. Vore Folk paa Feltvagt maae ligge i Kjede under aaben Himmel. Herr Capitain v. Sigholt er i nogen Bædring, men han faaer en stiv Arm. Jeg veed, at han af Prinds Christian af Slesvig-Holsteen er foreslaaet til Major for hans alletider udmærkede Tapperhed og Conduite, men at endnu ingen Resolution er givet af Hans Majestæd derpaa, veed jeg ikke Aarsagen til. Virkelig synes det som at fleere af vore Officerer have fortjent Udmærkelse, i Besønderlighed Herr Capitain von Nægler, men – maaske er den ham forbeholdt.
Jeg slutter med at anbefale mig i Deres Excellences
høje Bevaagenhed, og jeg er
underdanig
J. G. Ræder.«
I et p. s. omhandles Kongsvinger Kommandants,
Generalmajor von Blüchers[148] mildest talt ubeherskede
Opførsel, og da denne Mands Brutalitet – som vi skal
se – skaffede Ræder Ubehageligheder, gives ligeledes
dette p. s. Plads her:
»Da Deres Excellence! maaskee ikke er fuldkommen underrettet om den Sags Sammenhæng, som foraarsagede, at Herr General Major von Blücher blev saa hastig sadt fra sin Post, som Commandant paa Kongsvinger Fæstning, saa tager jeg mig den Frihed herved underdanig at meddeele samme:
Her General Major von Blücher har /: reent ud sagt :/ i lang Tid ageret disperat og udøvede mange Galskaber; endelig falder han paa, da han en Aftenstund var kommen hjem og formodentlig var noget vel tung i Hovedet, at anfalde den gamle Oberkrigscommissair Engelhardt[149], der havde Boelig paa Festningen, med Skjeldsord af Tyv og Skielm og derefter i hans Boelig at slaae ham med knyttede Næver imellem Skuldrene samt med Magt at vride hans Haand; iligemaade skjeldte han Frue Engelhardt og Døttre for alt det nedrige og gemeene, som kunde optænkes. Herr Krigs-Commissairen, der umuelig kunde fortie saadan skammelig og ærerørende Behandling, forfattede en Klage over Herr Generalmajor von Blücher og sendte den til den commanderende General Søndenfields Hans Durchlauchtighed Prinds Christian til Slesvig-Holsteen, som derpaa strax anordnede et Forhør under Præsidio af Herr Generalmajor von Staffeldt og Assessores Her Oberst Ljeutenant von Müller af 1ste Aggershusiske Regiment og mig. Herr General Major von Blücher, som mødte for Forhøret, der blev afholdt udi Commandant Boeligen i Kongsvinger, tilstod, at han havde været meget uartig imod Herr Krigscommissairen, men erindrede sig ikke at have mishandlet ham eller skieldet ham og hans Familie; imidlertid var han villig at give Herr Krigscommissairen, som han forsikkrede at agte meget højt og erkjendte for en redelig og retskaffen Mand, al muelig Satisfaction; og bad Herr General Major von Blücher, at Herr Oberkrigscommissairen vilde være tilfredsstillet med ommeldte hans giordte Declaration for Protocollen; og bad han tillige, at de for Forhøret indkaldte Vidner ikke maatte blive afhørte, men at denne Sag maatte blive indtil videre udsadt, og at det til Hans Durchlauchtighed Prinds Christian af Slesvig Holsteen maatte blive indmeldt, hvad for Forhøret er passeret, samt at bede, at Hans Durchlauchtighed uden videre Undersøgelse vilde afgiøre Sagen efter Godtbefindende. Efter lang Betænkning og nogle Indvendninger antog endelig Herr Oberkrigscommissairen den af Her General Majoren giordte Proposition; og erklærede han da for Protocollen, at naar Hs. Durchlauchtighed var tilfreds dermed, vilde han ingen videre Paastand giøre, men overlod det til Hans Durchlauchtighed at afgiøre Sagen. Forhøret blev derpaa sluttet, og Afskrift deraf sendt Hans Durchlauchtighed. Men! samme Dag, at Forhøret blev afholdt, maatte, efter den commanderende General Prinds Christians Ordre, Herr. General Major von Blücher aflevere Commandantskabet til Herr Oberst-Ljeutenant von Ohme[150] af Artillerie Corpset, som til den Ende Dagen forud var ankommen til Kongsvinger; tillige fik Herr General Major von Blücher Ordre at begive sig strax til Christiania og indtil videre at aflevere Regimentets Commandoe til Oberst-Ljeutenanten i Regimentet.
Ogsaa ere fleere Besværinger indkomne til Prindsen over Herr General Major von Bliicher, formedelst hans haarde Affærd ved smaae Ting.
For nogen Tid siden var en Corporal Biørgen af den Grenadeer Bataillon, jeg commanderer, og af Herr Capitain von Næglers Division commanderet til Kongsvinger Fæstning for derfra at hendte Proviant og Brød. Corporalen havde imellem Kiolen og Vesten stukket en beskadiget Tobaks Pibe, som var ham medgivet for at besørge den repareret; denne Træe Tobaks Pibe faldt fra ham paa Jorden, medens han i Fæstningen modtog Brødene og bukkede sig for at tælle dem. Han tog den derpaa op og stak den i Munden; dette blev Herr General Majoren vaer, og derpaa kaldte paa Corporalen, som da traadde frem til ham og tog Piben i Haanden. Herr General Majoren /: uden at sige noget til ham :/ greb ham da i Halstørklædet, som han vridde saa haardt om, at Mennesket var nær ved at qvæles, slæpte ham derpaa hen paa Gaarden, trak hans Sabel og med den gav ham omtrent 12 Slag; lod ham saa arrestere og bringe i Vagten, derefter om nogle Minutter igjen tage ud af Arresten og ved en Underofficeer lod ham tildeele af en Sabel 25 Slag eller Fuchtel og siden jage ud af Fæstningen. Corporal Biørgen indgav en skrivtlig Klage over Herr General Major von Blüchers haarde Behandling mod ham, hvilken Klage jeg med min Paategning har sendt den commanderende General Søndenfjelds, som er ansøgt om at afgjøre denne Sag efter eget Godtbefindende. Jeg veed, at Prindsen er og meget fortørnet mod Hr. General Major von Blücher for denne Sag[151].«
Generalløitnant Grev von Schmettow var ikke lidet af en Projektmager[152]. Som det vil sees af nedenstaaende Brev til Generalløitnanten fra Ræder, har Regimentchefen oversendt en »Plan til Hytter for Tropperne«, der dog neppe er kommet synderlig til Anvendelse, fordi allerede Hytter for 3 Bataljoner var opført, da Planen kom frem[153]. Ræders Brev er dateret »Skotterud i Vinger Sogn den 18de Oktober 1808< og lyder som følger:
»Deres Excellences højst gunstige Skrivelse til mig med sidste Post havde jeg den Ære i Forgaars at modtage, og nedlægger jeg derfor herved min underdanige Tak.
Den mig gunstigst givne Plan til Hytter for Tropperne til Vinterqvarterer sendte jeg strax til Brigade Chefen, Herr General Major og Kammerherre von Staffeldt, som derpaa i Gaar skrev mig følgende til:
»»Deres Højvelbaarenheds Skrivelse af Gaars dato har jeg modtaget tillige med den af Hans Excellence Her General Ljeutenant Greve von Schmettow forfattede Bygningsplan, den jeg finder meget hensigtsmessig og let i Henseende til Forfærdigelsen af de til Troppernes Vinter qvarterer opførende Bygninger; og skal jeg drage Omsorg for, at den, om muelig, skal blive bragt i Udøvelse ved de endnu ej færdige Hytter paa Lier. Dette jeg hervel anmoder Dem om at ville melde Hans Excellence! og tillige at min Respect maatte blive formeldet Højstsamme.««
Allerede er en Deel tømrede Bygninger i Stand paa Lier til Soldaternes Vinterqvarterer der. I hver af disse Bygninger skal være 25 Mand. Plan og Anlæg, troer jeg, er af Ingenieur von Harbou[154] paa Kongsvinger med et Par Artillerie Officerer, og Udførelsen er anbetroet Herr Capitain Albr. von Knoff og Herr Ljeutenant von Lied[155]. Alt Arbejdet skeer af Soldater, omtrent 300 Mand i Tallet, som ere af alle Batailloner og Corps i Brigaden. Dette Mandskab er indqvarteret paa Lier og nærmest liggende Gaarde. Materialiernes Frembringelse skeer deels ved Artilleriets Heste og deels ved reqvirerede Heste fra omliggende Gaarde. Det er at formode efter omstaaende Skrivelse fra Herr General Major von Staffeldt til mig, at de ej endnu forfærdigede Hytter blive opførte efter Deres Excellences givne Plan. Da jeg nu en heel Maaned har været commanderet her til Skotterud med et Detachement af Bataillonen og den 1ste Division af det 1ste Trondhiemske Regiments Grenadeer Bataillon for dermed at besørge Feldtvagterne paa denne Kandt og de fornødne befundne Patrouiller langs Grændselinien foran Magnor, saa har det ikke været mueligt for mig at komme til Lier, og har jeg altsaa ikke seet de der opførte Bygninger. Kun faae Officerer komme til at blive indqvarterede i de nye Soldater Boeliger eller Baraqver, da de fleeste Officerer skal faae Qvarterer i den paa Lier staaende store og skiønne Vaaning, som for omtrent et halv Snees Aar siden skal være bygget af Amtmand Thaarup[156], som den Tid var Foged her. Ogsaa skal nogle Officerer faae Qvarterer hos Lensmanden paa Lier, som boer i en ganske vakker Bygning.
Omendskjønt vore Folk virkelig have det slet i Barhytterne, og i den Tid, de ere paa Feltvagt, hvor de i heele 24ve Timer maae ligge paa den aabne Mark i Kiæde formeret, saa kan jeg dog med Glæde melde Deres Excellence! at denne Grenadeer Bataillon ikke haver meere end 48ve Syge, i hvilket Tal endog ere de endnu havende blesserede Mandskaber paa Lasaretterne; de andre Batailloner og Corps ere mindre heldige i denne Henseende. Den 1ste Division af det 1ste Trondhiemske Regiments Grenadeer Bataillon har allene 52 Syge. Men, jeg frygter saa meget for, at vor ulykkelige (Tid) vil komme, og som neppe vil være at undgaae, dersom Folkene skal endnu en Tid lang ligge ude i den raae og kolde Høstluft.
Med Herr Capitain von Sigholdts Helbredelse gaaer det nu ret godt; han er paa en kort Tid bleven meget bedre i den blesserede Arm. Heller ikke haves nogen anden syg Officeer ved Bataillonen eller ved Skarpskytter Divisionen.
Den 12te denne Maaned afgik herfra til Trondhiem 7 Mand, nemlig 5 Grenaderer og 2de Skarpskyttere af Regimentet, som alle ere af Lasarets Lægerne erklærede for uduelige til Felttjenesten. Bataillonen har nu i alt 32ve vacante Nummere med de til Officeers Oppassere udsatte 16 Grenaderer. Jeg giver mig den Ære her vedlagt underdanig at fremsende nogle Udygtigheds Attester af Lægerne for Grenaderer og Skarpskyttere, som ere sendte til Regimentet. Alle mine Camerader frembære med mig vores underdanige Respecet for Deres Excellence! og jeg er
underdanig
J. G. Ræder.«
Oberstløitnant Ræder havde fuld Grund til at være stolt over den relativt gode Sundhedstilstand ved sin Bataljon, da hans stadige Omhu for og aarvaagne Tilsyn med de Underordnede vistnok i saa Henseende har havt sin store Betydning. Bataljonen havde jo i den sidste Tid, efterat Veiret var blevet koldt og høstlig, ikke været sparet, men endog for den væsentligste Del besørget Forposttjenesten.
Regimentchefen, Grev Schmettow, blev imidlertid vistnok urolig for sine kjære Grenaderer efter Modtagelsen af Oberstløitnant Ræders sidste Brev. Han fandt tydeligvis, at Generalmajor v. Staffeldt ikke varetog Bataljonens Interesser paa tilbørlig Maade, og sender 22de Oktober Kommanderende General, Prins Christian August, en Skrivelse paa fransk – hvori han, »støttende sig paa mange for General Staffeldt saarende Grunde[157]« – bad om: »At Grenaderbataillonen Ræder – – maatte blive beordret fra Brigaden Staffeldt og underlagt en anden Brigadechef, helst Prinsen selv, for at fegte under hans egne Øine.«
Svaret kom under 1ste November – selvfølgelig som et Afslag, men i følgende elegante, hensynsfulde og for Bataljonen og dens Chef smigrende Form:
»Le bataillon du régiment, qui a l’honneur d’avoir Votre Excellence pour chef, a servi avec distinction. Il a le bonheur døtre commendé d’un officier distingué et respectable en tous sens; il a le bonheur de posseder plusieurs officiers, qui on donnés des preuves d’une valeur et d’un talent militaire, qui les rends dignes de mener des soldats d’une bravour si distinguée au combat. Ils se sont montrés, et tous les rapports du général Staffeldt l’ont manifestés, dignes et reconnaissants des soins de V. E, et je me trouvent (sic) heureux de pouvoir donner au brave regiment de V. E. un témoignage dû et repondant aux désirs de son père, je demande à V. E. d’étre persuadé, que je chercherai toute occasion de servir ces braves militaires et de leur donner des preuves de mon estime et de ma reconnaissance. C’est avec la consideration et l’estime le plus distingué que jai l’honneur d’être etc. etc.«
For saavel Ven som Fiende blev nu Forposttjenesten stedse mere opslidende og sundhedsnedbrydende, og man længes paa begge Sider efter at kunne gaa i Vinterkvarter.
9. Oktober ankom en svensk Parlamentær til Generalmajor v. Staffeldt med Forslag om Vaabenstilstand. Efter Prins Christian Augusts Ordre blev der gjennem Staffeldt den 13. Oktober givet et imødekommende Svar, men der skulde endnu hengaa 6 lange Uger, før der den 22. November afsluttedes en foreløbig Vaabenhvile. Staffeldt fremholder imidlertid gjentagende, at det er nødvendig af Hensyn til Aarstiden og den tiltagende Sygelighed, at hans Brigade snarest forlægges i Hytteleiren ved Lier og lettes i sin Forposttjeneste. Forinden Prinsens Tilladelse hertil indløber, bliver endnu engang hele Bevogtningslinjen allarmeret af Svenskerne.
Den 19. Oktober om Aftenen meldte en Speider, at Fienden var i Anmarsch. Alle Forposter blev varslet og stod under Gevær om Natten. Først ved Middagstid den næste Dag meldte Bevogtningen paa begge Fløie over legen fiendtlig Fremtrængen med Infanteri, Kavaleri og Jægere; endnu noget senere kom samme Melding fra Magnor. Forposterne blev beordret at trække sig tilbage i sikker Stilling – om fornødent helt til Brigadens Hovedstyrke ved Matrand.
Paa Vestmarken, hvor Hofske Skiløberkompani under Major Arntzen stod yderst paa høire Fløi ved Brustad med Bevogtning fremskudt mod Rud, og Trondhjemske Skarpskytterdivision stod ved Tollefsbøl med Bevogtning ved Ingelsrud, synes Svenskerne kun at have demonstreret svagt ved Grænsen og at have gaaet tilbage for en af Major Arntzen fremsendt Løitnantskommando paa 32 Mand. Heller ikke yderst paa venstre Fløi – paa Østmarken – synes Kaptein Jürgensen, der med sine Leirdøler og Aamotske Skiløbere havde Post om Billingsjøerne, at have været alvorlig truet. Og et Rekognosceringsdetachement paa nogle og treti Mand, som den 21. fremsendtes herfra under Løitnant Spørck[158] mod Emterud og Magnor Tull, konstaterede, at Fienden da havde forladt disse Steder, om han end havde overnattet paa Emterud. Det var væsentlig Afdelingerne paa og nærmest omkring Magnorveien, hvor Oberstløitnant Ræder havde Kommandoen, mod hvem nogen større Styrke gik frem.
Elverumske Skiløberkompani stod ved Trandum med Feltvagt syd for Gaustad. Der veksledes endel Skud med Fienden, hvorunder Feltvagten trak sig tilbage, og da Kompaniets høire Flanke blev omgaaet, retirerede det til Reppeshus, hvor det tog Stilling paa Nordsiden af Elven. Feltvagten paa Magnor og Hagmoen trak sig noget senere af samme Grund tilbage til Grenader-Bataljonen ved Skotterud, og Vingerske lette Infanterikompani, der stod ved Næssjøen, gik fra Holtet og Sæteren tilbage til (Næs-) Tukuen. Da Fienden saa, at vore Forposter overalt var Paapasselige og ikke lod sig overrumple, trak han sig overalt tilbage før Mørkets Frembrud. Staffeldt, der havde sendt Kaptein Nissen med 1 Division af Grenaderbataljonen Müller til Børgerudbroen som Understøttelse for Styrken paa Vestmarken samt dirigeret hele Bagagetrænet tilbage, kunde da atter lade Forposterne indtage sine Stillinger.
Denne i og for sig virkningsløse. Alarmering, der kun resulterede i, at 2 af Ræders Grenaderer og 1 Mand af Elverumske Skiløberkompani, der var paa Patruljegang, faldt i Fiendens Hænder, fik desværre de alvorligste Følger for Oberstløitnant Ræder. Han paadrog sig herunder den Sygdom, som 3–4 Uger senere lagde ham i Graven.
Efter Hjemkomsten til Kvarteret den 20. Oktober skriver han fra Skotterud det sidste, endnu bevarede Brev til sin Hustru. Hele Brevet bærer Præg af, at Ræder, da han efter et søvnløst og anstrængende Døgn skrev det, var dødstræt, og at han i det hele taget skrev det straks efter sin Hjemkomst, kan tyde paa, at han følte Sygdommen i Kroppen og har havt Trang til at »beskikke sit Hus« og sende sin Hustru en skriftlig Hilsen, før Sygdommen overvældede ham. Han synes imidlertid at have overvurderet sine Kræfter og afbryder temmelig pludselig Brevet uden dog direkte at nævne, at han føler sig virkelig syg:
»Min inderlig elskede Kone! Det giør mig meget ondt: hvad jeg af Dit sidste, kierlige Brev haver erfaret: nemlig: at Du ikke den 2den October, som er Dit Brevs Datum, har faaet mit Brev til Dig af 20de September, og hvorudi laae indsluttet 50 rd. Herr Capitain von Steenbuck lovevede (sic) mig at medtage Brevet med Pengene udi til Dig; men hans iilsomme Afreise[159] foraarsagede, at jeg ikke fik det sendt med ham; men Dagen der efter sendte jeg Brevet med Udskrift paa Hr. Capitain von Steenbuch med Sergeant Schamfer, som giv (sic) til Trondhiem med en Transport utjenstdygtige Mandskaber. Heraf seer Du, at jeg rigtig har sendt Dig Penge, og har Du nu faaet den fornødne Efterretning (der-)om. I Gaar giorde Fiende (sic) Mine at anbrige (sic) mig, men jeg havde fattet en saa fordeelagtig Stilling, at han ikke torde gribe mig an, men maatte gaae med uforrettet Sag tilbage. Vi have den heele Nat staaet under (Gevær), og jeg er nu meget tummel af Nattevaagen og Strabagé. – Mere en anden Gang. Vær Du selv og alle vore Børn kjærligst hilset fra mig, som til Døden er Din oprigtige Mand J. G. Ræder.«
Brevets for Ræder usædvanlig mangelfulde Ortografi og bratte Afslutning vidner ihvertfald om, at hans Kræfter nu var udtømte. Den 25. Oktober nævner Staffeldt Oberstløitnant Ræders Sygdom som Grund for, at en Rapport angaaende en Episode fra den 20. ikke endnu kan indsendes.
Trods sin Sygdom forblev dog Oberstløitnant Ræder foreløbig ved sin Bataljon og førte Kommandoen fra Sygeværelset. Den 28. Oktober underskriver han saaledes den ovenfor omtalte Rapport, som formentlig er den sidste bevarede Tjenesteskrivelse til Brigaden med Ræders Underskrift. Den temmelig ordrige Rapport er imidlertid vistnok konciperet af hans Adjutant[160], men med skjælvende Haand har Ræder gjort et Par korte Tilføielser og tegnet sit Navn under.
Rapporten omhandler forøvrig »en Tildragelse, som saa meget vidner om Nationens Snedighed og Aandsnærværelse, og at ved denne Lejlighed har vist sig, at en Bonde Pige redede en Grenadeer fra at falde i fiendlig Fangenskab, og at det fremlyser, at hun fortiener Plads ved Siden af en Anne Colbiørnsen.« – Kortere at berette: En Grenaderpatrulje fra Officersfeltvagten stødte nær Grænsen paa en fiendtlig Trop Husarer, men unddrog sig Forfølgelse ved at trække sig østover langs en Myr mod Feltvagten ved Magnor. Da Patruljen kom ud af Myren, forfulgtes den atter af Jægere og Husarer. 2 af Grenadererne kom sig dog unda ind i Skogen, men 1 maatte redde sig ind i Fjøset paa Magnor. Her boede 2 Brødre og deres 40-aarige Søster Kari Isaksdatter, som styrede Huset for dem. Fienden besatte Gaarden, hvorefter to Smaagutter kom og hviskede til Kari, at en af vore Folk var i Fjøset. Hun jog dem fra sig og sagde, at havde de gjætet bort Fæ, hjalp det lidet nu at komme og beklage sig. De fik tale med hendes Broder Ole og se efter i Fjøset, hvormange Kreaturer der manglede. Selv koger hun Velling til de svenske Jægere, som ogsaa havde besat Fjøset, og faar dem alle ind at spise i Kjøkkenet, ad Bagveien, uden at Officererne, som var i Stuen, kunde se det. Saa foregav hun, at hun skulde ud og melke, og gik ned i Fjøset, hvorhen Broderen Ole imidlertid havde bragt nogle gamle Klæder, han havde i Stalden. Ole blev nu sendt ind i Kjøkkenet, Tjeneste- pigen blev sat til at melke, medens Kari selv, da Grenaderen er omklædt, gjemmer hans Mundering og Gevær i Fjøset og vil føre ham over Gaarden og op i Høladen for at grave ham ned i Høet. Imidlertid kommer de svenske Jægere tilbage fra Kjøkkenet, men hun opholder dem med Snak, medens Ole graver Grenaderen ned i Høet. Svenskerne forlod senere Gaarden, men Grenaderen blev der til næste Dag, da han fulgte en Patrulje under Løitnant v. Timme tilbage. Betaling for Hjælp og Forpleining vilde de ikke tage mod paa Magnor.
Samme Dag, som denne Rapport blev undertegnet, blev Staffeldts Brigade trukket tilbage til Lier, hvor paa Brigadechefen havde modtaget Prins Christian Augusts Approbation den 24. Imidlertid havde Oberst Lowzow endnu ingen Ordre faaet om at forlægge sin Brigade længere tilbage og holdt derfor endnu Kraakfos besat. For Forbindelsens Skyld maatte derfor Staffeldt efterlade Vagter paa endel Gaarde paa Vestmarken, indtil ogsaa Lowzow omkring den 9. November trak sig tilbage fra Grænsen.
Oberstløitnant Ræder maatte antagelig samtidig, som hans Grenaderbataljon blev trukken tilbage til Lier, overgive Kommandoen og lade sig føre til »den lille By Leiren kaldet ved Foden af Kongsvinger Fæstning, hvor han blev indlagt hos Fæstnings-Forvalter Rynning, hos hvem han fandt et venligt Huusly og en kjærlig Pleie[161]«. Herfra sender han den 2. November nedenstaaende Skrivelse til sin Regimentschef, Generalløitnant, Grev Schmettow. Det er den sidste Skrivelse, som er bevaret fra ham, og ligesom ved Rapporten af 28. Oktober er kun Underskriften skrevet med Ræders egen Haand:
»Min underdanige Tak fremsendes Deres Exellence for gunstige Skrivelse af 22de f. M. og for medsendte Bygningsplan, den jeg strax sendte Bygnings-Commissionen paa Lier til Afbenyttelse.
Jeg maa nu melde Deres Exellenee, at jeg er falden i en hæftig Sygdom og er ført hid til Kongsvinger, hvor Tiden vil vise, hvad Udfaldet skal blive.
Fienden gjorde den 19de d. (ɔ.: f.) Md. Mine ved at angribe mig med en talrig Magt ved Skotterud, hvor jeg stod posteret; men da min Stilling var fordeelagtig, og jeg ville ikke for lade min Position, maatte Fienden om Natten til den 20de trække sig tilbage med uforrettet Sag. Imidlertid bivoacerede (!) jeg med mit Detachement i Skoven bag Skotterud i det stærke Regnvejr til om Morgenen den 20de, da jeg igjen kunne marchere til Qvartererne og udsætte Felt-Vagterne; men beklage maa jeg, at jeg har tabt 2 Mand af mit patroullerende Mandskab, som istæden for at søge Skoven for de svenske Husarer[162] og saaledes nødvendig maatte blive tagen fangne.
Den hele Brigade er nu rykket tilbage til Lier og der indqvarteret i de der byggede Baracher og Jordhytter. Detsværre mange af vore Folk ere blevne haart syge og førte ind i Felt-Lazaretterne. Jeg kan denne Gang intet videre melde; men jeg slutter med at ønske Himlens Velsignelse over Deres Exellence og Høysammes dyrebare Familie.
Kongsvinger den 2den November 1808.
J. G. Ræder.«
Dette blev Oberstløitnant Ræders Afskedshilsen til
sin mangeaarige Regimentschef, til hvem han vistnok har
følt sig knyttet med ærbødig Hengivenhed. Dette var da
ogsaa naturlig nok: de havde begge lige aabent og varmt
Hjerte for sine Underordnedes Vel.
Ræders Sygdom viste sig at være en Nervefeber, som selv hans endnu sterke Konstitution ikke kunde modstaa, og den 13. November 1808 Kl. 71⁄2 om Morgenen blev han – »til Foresattes og Undergivnes store Sorg og Deeltagelse« – bortrevet af Døden 571⁄4 Aar gammel.
Om Begravelsen skriver Sønnen Jacob Thode R.:
– – – »Med den Glands og Hæder, som de i Leir forsamlede Tropper kunde yde, blev den saa tidligt – hedengangne Befalingsmand og Ven den 21de November ledsaget til sin stille Grav paa Kongsvinger Kirkegaard af sine Grenaderer og omtrent 80 Officierer af den Staffeldtske Brigade, og blev den af Blomsterkranse omslyngede Lig-Kiste baaret alene af Officiererne ad den med Blomster bestrøede Vei under militair Musik til Graven, hvor en Tale blev holdt af Feltpræsten Rynning[163] og en Sang, forfattet af Premierlieutenant v. Sommer, afsjungen af nogle Damer og Officierer, accompagneret af Musikken. Et Monument viser Vandreren den Ædles stille Grav[164].«
Pastor Rynnings Ligtale blev siden trykt i Trondhjem og oversendt Enken med en Dedication. Talen er selvfølgelig holdt i Tidens svulstige Stil, men denne udelukkede jo ikke sand og dyb Følelse; det synes den at indeholde, selv om denne – efter vor Smag – er vel sterkt »draperet«.
Her gjengives Løitnant v. Sommers[165] varmt følte Sang:
| Atter Trommen dæmpet lyder | Graven venter – den modtage |
| sørgelig, og Hornet gyder | Støvet, som blev her tilbage, |
| ved sin melankolske Røst | ædle Kriger! da Din Aand |
| Gysen i det spændte Bryst. | løstes af hvert jordisk Baand. |
| Høitidsfuldt og langsomt drager | Salighed Da hisset nyder. |
| Toget did, hvor Taarnet klager. | o tilgiv; vor Taare flyder! |
| Hvad Du var – Din Id at gavne | Saa Du Kummers Taare rinde, |
| ved Din Bortgang tungt vi savne, | kjærlig lod Du den forsvinde, |
| kjær for Kongen, for Dit Land, | stansede den Ædles Nød, |
| Dydens Ven og oplyst Mand! | delte ømt med ham Dit Brød. |
| Stedse vil Din Idræt signes, | Hastig glemmes Krigens Ære, |
| ak! men sjelden efterlignes. | evig Hjertets Ros skal være! |
| Ei Du agtet Dødens Fare, | Venner, Børn og trofast Mage |
| modig Du Din Trønderskare | endnu har det Haab tilbage: |
| fører gjennem Ild og Damp | Samles skal vi der igjen, |
| for Dit Fødeland i Kamp. | hvor Du gik for tidlig hen. |
| Hen til Seier Du den leder | Nattens Mulm for Lyset viger, |
| Frederik lønner Dig med Hæder. | og af Døden Liv opstiger. |
Graven lukkes – qvægsom Hvile
efter daadfuldt Liv Dig smile!
»Var ei denne tapre værd
Heltens Død i Ledingfærd?«
Dine Vaabenbrødre spørge,
gaar fra Graven hjem og sørge.
Det turde her være Plads for et Uddrag af det Billede, Sønnen Jacob Thode R. i sine Optegnelser har skizzeret af sin Fader i hans senere Aar:
»Fader var høi af Væxt – – – temmelig mager, blaa Øine og mørkt Haar, som i hans Alder, som naturligt, graanet. Det øverste af Panden var skaldet – – – – Venlig og mild, godgjørende og deltagende, dannet, munter, ædel og redelig – – – –. I sit Hjem var han den godmodige, huslige Mand og Ægtefælle. Han sagde os Børn sjælden noget ubehageligt eller haardt, og dog havde vi en saadan Respekt for ham, at vi aldrig tillod os den ringeste Uærlighed eller Kiv og Klammeri i hans Nærværelse – – – –. Dernæst var han sparsom, tarvelig og økonomisk i enhver Henseende. Han røg ej Tobak, drak ej Kaffe, ej The, ej Brændevin, hvorimod koldt Vand, Havresuppe eller Melk var hans kjæreste Drik. – – – Han stod tidlig op, læste Morgenbøn for hele Familien, opstillet i en Kreds paa Gulvet. Han var meget religieus og holdt ogsaa paa denne i Gjerningen – – –. Han havde mere Dannelse og flere Kundskaber end Mængden af sine Samtidige og søgte stedse ved Arbeide og Studeringer at udvide disse, endskjønt den stakkels Mand havde faa Hjælpemidler og derfor ogsaa beklagede, at han ikke vidste eller havde læst saa meget, som han gjerne ønskede. Han talede ej ilde Tysk og var ej heller uvidende i Fransk, hvilket var store Ting dengang – og især i Norge.«
Oberstløitnant Ræder blev vistnok kaldt bort fra sine Grenaderer, medens de endnu laa ude i Felt; men Bataljonens krigerske Virksomhed var endt. 22. November afsluttedes en foreløbig Vaabenhvile med 48 Timers Opsigelse Søndenfjelds; den blev bekjendtgjort ved Staffeldts Brigade Nat til den 24., og Fiendtlighederne befaledes indstillet, idet Patruljer blev forbudt at overskride Rigsgrænsen. Trods Frederik VI’s Henstillinger og tilsidst kategoriske Ordre blev denne Vaabenhvile ikke senere brudt. Prins Christian August fandt altid Paaskud til at udskyde Fiendtlighedernes Gjenoptagelse, og efterat han i Juli 1809 var valgt til svensk Tronfølger, afsluttedes i September en Konvention med 4 Ugers Opsigelse, hvorefter alle Tropper, der ikke var nødvendige for Grænsebevogtning, skulde hjemsendes.
Grenaderbataljonen af 2. Trondhjemske Regiment begav sig da endelig i sidste Halvdel af September 1809 – tilligemed de øvrige trønderske Tropper – paa Hjemmarsch over Røros, efter henimod et Aars fuldstændig uirksomme Ophold ved Lier og Kongsvinger. Bataljonen havde været fraværende fra det trondhjemske vel 11⁄2 Aar og – om Opholdet i Trondhjem tages med – fra Lægderne i over 2 Aar. I denne Tid havde iøvrig baade Befal og Mandskab skiftet for en stor Del, og mange var med sin Bataljonschef stedet til den evige Hvile fjernt fra Hjemmet.
Ved Oberstløitnant Ræders Død sad Enken paa Nærviken igjen med 9 Børn, hvoraf 7 uforsørgede. Den ældste Søn, Johan Christopher Ræder, stod – som vi har hørt – forlængst paa egne Ben. Han var bleven Officer 1799, var 1805 indtraadt i Ingeniørbrigaden og tjenst gjorde i de første Aar i Danmark; 1810 blev han forflyttet til Norge, Standkvarter Kongsvinger, hvor han deltog i Krigsbegivenhederne 1814. 1814–1816 var han Storthingsmand fra Hedemarkens Amt. Fra 1818 var han i mange Aar stationeret i Trondhjem, hvor han 1827 blev Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab. Som Oberstløitnant kom han 1841 til Kristiania og døde her 1853 som Oberst. Han ægtede 1810 Sofie Hedvig Munch og havde i dette Ægteskab 11 Børn, hvoraf dog kun 4 Sønner[166] overlevede Faderen.
Oberstløitnant Ræders ældste Datter, Ane Christine, har vi hørt var bleven gift med Skibskaptein Kortzen, som ved Ræders Død var i Barcelona og 1812 døde i Kjøbenhavn.
Efter et kortvarig nyt Ægteskab med Kjøbmand Ole Dahl paa Molde blev hun atter Enke i 1817 og døde saa selv i Molde 1820, knapt 36 Aar gammel.
Oberstløitnant Ræders øvrige 7 Børn var ved Faderens Død endnu uforsørgede.
Den 18-aarige Nicolai Ditlev Ammon R. gik endnu paa Herlufsholms Skole, hvorfra han først det følgende Aar dimitteredes til Kjøbenhavns Universitet, hvor han tog juridisk Embedseksamen 1812. Han blev 1827 Borgermester i Horsens, i hvilket Embede han virkede i 31 Aar og blev ved sin Afgang nomineret som Æresborger af denne By. I 1848 var han Medlem af Danmarks grundlovgivende Rigsforsamling. Han var to Gange gift og døde i Kjøbenhavn 1867.
Johan Philip Thomas R. var 131⁄2 Aar og Kadet i Kjøbenhavn siden 1807. Han blev Officer 1811, deltog i Kampen i Holsten 1813 og fulgte 1815 Okkupationskorpset til Frankrige. I Krigen 1848–50 deltog R. med Tapperhed, først som Bataljon- og senere som Brigadechef. Han fik 1862 Afsked som Generalløitnant og døde 13. November 1869.
Den 20-aarige Datter Ane Cathrine Bernhoft R. var ligeledes – som vi ved – fraværende fra Hjemmet ved Faderens Død, idet hun fremdeles opholdt sig paa Alstadhang Prestegaard i Skogn hos Sogneprest Andreas Heide. hvorfra hun i 1810 blev hjemført som Brud af daværende Dragonløitnant F. H. J. Heidmann, der døde som Amtmand i Hedemarkens Amt paa sin Gaard Kjonerud i Stange 1850, 73 Aar gammel. Hun døde i Hamar 1858, 80 Aar gammel.
Hjemme hos Moderen var saaledes, da hun gjennem Provst Coldevin modtog Dødsbudskabet, to voksne Døtre, Cathrine Marie, 22 Aar, og Ane Margrethe, 16 Aar, samt de to yngste Sønner, Jacob Thode, 103⁄4 Aar, og Severin Henrik, vel 8 Aar.
Som vanlig ved uformuende Embedsmænds Frafald i den Tid var Boets Stilling ingenlunde glimrende. Det Offentlige havde næsten altid endel Fordringer i Officerers Dødsboer, eksempelvis for modtagne Munderingssager fra det militære Varemagasin i Kjøbenhavn samt for Enkekassen, hvor Betalingen i Regelen afholdtes terminvis i den knappe Gage. I disse Krigsaar kom dertil den Forskudsgagering, som var bleven Officererne udbetalt ved deres Udrykning til Felt til Bestridelse af Udlæg til Ekvipering[167]. Under disse Omstændigheder maatte i Regelen de økonomiske Bekymringer straks melde sig og øge Byrden for de sørgende FEfterladte.
Imidlertid glemte ikke Ræders mange Venner og Velyndere hans Enke, men søgte paa enhver Maade at tage sig af hendes Velfærd. Herom vidner tydelig nok nedenstaaende Breve fra den afdødes Brigadechef, Generalmajor v. Staffeldt til Regimentchefen, Generalløitnant Grev Schmettow og fra Brigadeauditør, karakteriseret Overkrigskommissær Jørgen Andreas Grabow til Provst Coldevin i Ørkedalen, der i denne Tid optraadte næsten som Fru Ræders Værge. Generalmajor v. Staffeldts Brev til Grev Schmettow, hvori han meddelte Oberstløitnant Ræders Død, lød saaledes: »Herved har jeg ej skullet undlade for Deres Excellence at formelde den saa sørgelige Efterretning, at Herr Oberstlieutenant og Ridder af Dannebrog v. Ræder er idag, efter nogen Tid Sygdom ved Døden afgaaet. Meget beklager jeg Savnet af denne brave, og for Landets og Hans Majestæts Tjeneste saa ivrige Officeer, hvis altfor tidlige Død berøvede Fødelandet en saa værdig Borger og hans efterladte Familie en øm Mand og Fader.
Allerede havde man det bedste Haab om hans Bedring, men pludselig angreb Sygdommen ham paany og endte hans virksomme Liv; og tror jeg med Grund at kunne paastaa, at hans store Tjeneste-Iver, der og i Sygdommen forledede ham til selv at ville expedere et og andet, ei var uden Aarsag i hans Død.
Jeg kjender hans efterladte talrige Families Forfatning fra den Side, at sammes Udsigter i Fremtiden ville vorde mørke, naar ei Hans Majestæt ville vise samme sin særdeles Naade; og har Hans Høifyrstelige Durchlauchtighed, den søndenfjelds comanderende General, der idag beærede dette Sted med sin Nærværelse, lovet at saadant paa det bedste at anbefalle, ligesom jeg i saa Henseende og til Hans Excellence, Hr. General v. Krogh, har anbefallet disse, en værdig Mands Efterladte, og smigrer jeg mig med, at ogsaa Deres Excellence medvirker til et saa skjønt Øiemeds Opnaaelse, hvorved den billige Sorg for en elsket Mand og Fader i det mindste vil tabe den Vægt denne vilde erholde, naar dette Tab tillige bebudede mørke Udsigter i Fremtiden. – – – -
Lier pr. Kongsvinger den 13de November 1808.
Staffeldt[168].«
Brevet fra Overkrigskommissær Grabow til Provst
Coldevin er dateret »Trondhiem den 28de November 1808«
og skal ligeledes anføres her: »Allerede paa den første
Efterretning om min ædle Velynders, Oberst Lieutenant
von Ræders høystbeklagelige Frafald anmodede ieg Hans
Excellence Grev von Schmettow om paa kraftigste Maade
at virke til den talrige Families Understøttelse for Fremtiden.
Ret inderlig rørt, saa vel over sit eget som den
brave Families Tab, svarede han, at han fra Prindsen,
bande egenhændig og giennem General Major von Staffeldt
havde de mest smigrende Løfter om en extraordinair
Pension for de Ffterladte, og at følgelig hans Medvirkning,
inden man saae Udfaldet af det lovede, maaskee
vilde støde Vedkommende og paa denne Maade skade
den gode Sags Fremme. Derimod lover han, i sin Tid at bevirke Pension for den syge Søn[169], naar først Fruens
extraordinære Pension er bestemt.
Naar Frue Oberst Lieutenantinden indgiver Ansøgning til Hans Majestæt Kongen om Bevilling at hensidde i uskiftet Boe, haaber Hans Excellence ved Recommandation at skaffe hende samme gratis, og ieg er overbevist om, at General Auditeuren vil være fuldkommen fornøyet med 6 à 8 Rd. i Recognition, følgelig er der vel ingen Tvivl om, Fruen giør rigtigst, naar hun resolverer til at beholde Boet urørt; thi skulde det end ogsaa mislyckes at faae Bevillingen gratis, som ieg dog ingenlunde tvivler om, naar Ansøgningen, som den egentlig bør, indsendes igiennem de militaire Collegier, vil dog den heele Bekost ning i det høyeste beløbe til 24 Rd.
Den salige Afdødes Bestalling som Oberst Lieutenant er endnu ikke ankommen, og neppe er den endnu expederet eller vil blive det, inden Anmeldelsen om hans Afgang indløber paa behørig Stæd; og skulde den endogsaa blive udfærdiget, og Gebyren fordret, vilde det til visse blive en ringe Sag, ved Ansøgning til Kongen at faae den eftergivet. Anmeldelsen til den almindelige Enke Casse, med de fornødne Beviisligheder, skal med denne Post blive afsendt, og da Policerne ikke skal indsendes, følge de hervedlagt tilbage[170].
Under 31te Augustii dette Aar tilsendte Salig Oberst Lieutenant von Ræder mig 100 Rd. til Opbevaring, indtil han nærmere bestemte Anvendelsen; disse følger her vedlagt, da ieg formoder, at de vil kunne behøves, inden Pensionen kan blive reguleret.
Ellers vil de bekomne 2de Maaneders Forskuds Gage, 2de Maaneders Forbedrings Gage og Junii Terminen til den almindelige Enke Casse samt det endnu resterende paa bekomne Munderings Sager andrage en større Summa, men som alt kan henstaae til bedre Tiider – og disse vil snart komme, for saa vidt det kan skee ved Udsigterne af en for Trang betrygget Fremtiid, thi vor gode Konge kiender den Afdøde fra den Siide, at han ikke vil lade hans talrige Familie blive iblandt de Trængendes Tal.
Skulde ellers gives nogen Lejlighed, hvormed jeg kunde være til nogen Tieneste, haver Deres Høyærværdighed kuns at befale,
Deres ærbødigste Grabow.«
Prost Coldevin oversendte Brevet til Fru Ræder
med følgende Paategning:
»Den indsændte Majors Bestalling beholdte von Grabow. Policerne behager Fruen at giemme. Vi tale snart med hinanden, og da avtales nærmere, om der skal indgives Ansøgning om at sidde i uskiftet Boe. Er dette Fruens Ønske, skal jeg give Concept til Ansøgningen og skaffe et Stycke 27 Skillings Papir[171].
Den 2. December 1808.
J. Coldevin.«
De forskjellige Bestræbelser for at lette Familiens
Kaar førte efter Tidsforholdene til særdeles tilfredsstillende
Resultater, og dette vidner maaske tydeligere end
alt andet om den Agtelse og Hengivenhed, hvormed den
Afdøde havde været omfattet. Foruden den reglementerede
Enkepension erholdt Fru Ræder nemlig extraordinært:
Pension af Postkassen 200 Rdlr.«, for hvert af de »uforsørgede Børn 30 Rdlr. og særligt for den lamme[172] Severin
60 Rdlr.«, altsaa tilsammen extraordinært 210 Rdlr. aarlig.
Desuden sees af en Takkeskrivelse fra Fru Ræder
til Grev Schmettow af 4. Juli 1809[173], at der (en Gang for
alle) blev tilstaaet hende 400 Rdlr. af »Fondet til de
Faldnes og Kvæstedes Efterladte«, hvorhos Oberstløitnant
Ræders »efterladte Gjæld af 5 à 600 Rdlr.« (væsentlig den
før omhandlede 2 Maaneders Forskuds Gage m. v, se
Regimentsauditør Grabows foran anførte Brev til Provst
Coldevin) – formentlig paa Foranledning af Grabow –
blev dækket ved Sammenskud af Borgere i Trondhjem.
Enken fik saaledes en aarlig Indtægt af 5–600 Rdlr.
aarlig, men paa Grund af Pengereduktionen og Krigen
sank dog Pengenes Værdi snart saa voldsomt, at Livsvilkaarene
for hende, saavelsom for alle andre fastlønnede,
blev noksaa kummerfulde.
Imidlertid mindskedes Fru Ræders Husstand raskt i de Aar, der fulgte paa Mandens Død. Vaaren 1809 drog den 11-aarige Jacob Thode ind til Trondhjem, hvor en formuende Mand, Hr. Busch tilbød sig at tage sig af hans Opdragelse. Hr. Busch og Hustru havde netop mistet sit eneste Barn og søgte paa denne Maade at udfylde sit Savn. Gutten blev sat ind i Trondhjems Realskole, men tilbragte sine Ferier ude hos Moderen ved Ørkedalsøren, hvor hun – antagelig 1809 – kjøbte en Gaardpart med Have og saa meget Jordvei, at hun kunde holde et Par Kjør og avle lidt Korn. Jacob, der i denne Tid – trods sine unge Aar – var Moderen til megen, baade Trøst og Hjælp, forblev dog ikke i Trondhjem ret længe. Høsten 1811 blev han nemlig virkelig Kadet ved Akademiet i Kjøbenhavn, hvilken Plads han saa at sige arvede efter sin Broder Philip, som uformodet blev Underofficer ved Kadetkorpset.
Samtidig kunde ikke to Brødre være Kadetter med Internat, men nu var altsaa denne Hindring ryddet afveien, og den senere Oberst, hædrede Kriger og Militærforfatter begyndte sin militære Løbebane. Han blev Officer 1815, deltog med Udmærkelse i Krigen 1848–1850 som Chef for 10. lette Bataljon, blev haardt saaret ved Slesvig 1848 og vendte tilbage som Oberst. Den virksomme Mand var ganske produktiv som Forfatter i den militære Fagliteratur, men er dog mest kjendt som Krigshistoriker gjennem sit Hovedverk Danmarks Krigs- og politiske Historie 1807–1809«. Han døde af Kolera 1853. Saavel han som den ældre Broder, Johan Philip Thomas R. blev meget velhavende Mænd, da de ægtede Døtre af den rige Etatsraad Baur i Altona.
Efterat den ældste af Fru Ræders Sønner, Johan Christopher var kommen tilbage til Norge og her havde faaet eget Hjem 1810, drog Datteren Cathrine Marie sydover og optoges i sin Broders Hus paa Kongsvinger først og siden i Kristiania, indtil hun ægtede daværende løitnant, senere Overtoldbetjent Jens Herman Scheel.
1814 ægtede den yngste Datter Ane Margrethe Løitnant Reinert Ulfers († 1834), hvorefter kun den yngste Søn, Severin Henrik var tilbage hos Moderen. Da nu denne – efterat Søsteren Cathrine Marie var bleven gift med Scheel – kom i Huset hos sin ældste Broder, der 1818 blev Ingeniørmajor med Standkvarter i Trondhjem, har sandsynligvis den ensomme Moder brudt op fra Ørkedalen og flyttet ind hos Datteren og Svigersønnen, Ritmester Heidmann paa Rinnan. Her døde Fru Ræder allerede den 9. April 1820, endnu ikke fuldt 59 Aar, af »Brystsyge«. Et virksomt Liv var afsluttet, vistnok tidligt, men sit Livsverk opnaaede hun dog at føre tilende; da hun lukkede sine Øine, var alle hendes Børn sat ind i sin Livsgjerning, fraseet den yngste Søn Severin, som imidlertid nu ogsaa var paa god Vei og i de bedste Hænder. Han kom siden paa Kontoret hos sin Svoger Heidmann, som da var bleven Amtmand, og nedsatte sig derefter i Løiten, senere i Romedal paa Hedemarken som Prokurator og tillige som en betydelig Skogeier. 1834 ægtede han Alette Rappe Lowzow, Datter af Generalmajor Ditlew L. (f. 1790). Hun døde allerede næste Aar, efterat have skjænket en Søn, nuværende Oberstløitnant Alexius Fredrik Heidmann R., Livet. 1839 indtraadte Prokurator Ræder i nyt Ægteskab med Enkefru Ida Nissen, f. Hagerup, med hvem han fik to Døtre og en Søn (nu afdøde Kaptein Severin Henrik R. i Trondhjemske Brigade). Efter et Slagtilfælde var Prokurator Ræder sine sidste 10 Leveaar svag og flyttede tilsidst til Kristiania, hvor han døde 1878 som den sidste af Oberstløitnant Johan Georg Ræders Børn.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ I hans Bestalling af 1696 skrives hans Navn Rheder og i Protokollerne paa Kongsberg i den første Tid Räder, senere Ræder. Angaaende Familienavnets Oprindelse er meddelt følgende: Da Navnene Reder, Redern, Roeder og Räder m. fl. tildels med forskjellig Anbringelse af Pyntebogstavet h oftere forekommer i Beretninger fra gamle Dage – navnlig i Nordtyskland, – er der i den genealogiske Fagpresse fremsat forskjellige Meninger angaaende disse Navnes Udspring. I »Herold, Monatsschrift für Heraldik und Genealogie. Berlin 1875«, fremhæves saaledes, at flere Forfattere bringer de nævnte Familienavne i Forbindelse med forskjellige Stedsnavne – f. Ex. den lille Flod Räder, Reder, som i Nærheden af Dresden falder i Elster – Landsbyen Roedersdorf »im Voigtlande« – Stamhuset Rädern i Elsass o. s. v. Dr. E. Förstemann gaar derimod i »Altdeutsches Namenbuch. I, 1856« ud fra, at det i lengst forsvundne Dage forekommende Fornavn Radheri, senere Rethere, er den fælles Rod, som i det 13de Aarhundrede ved Omplantning til »Niederhochdeutsch« er bleven til Familienavnene Räder, Reder m. fl. Denne Opfatning finder Medhold hos den i vort Land anerkjendte Authoritet i saadanne Spørgsmaal, Rektor Erichsen, Stavanger. Efterat have gjort sig bekjendt med »Herold« og Dr. Förstemanns Raisonnement siger han nemlig i Brev af 31⁄7 1901 til en af Familien Ræders Medlemmer: »Det forholder sig vistnok saa, at Familienavnet har sit Udspring fra et gammeltyskt Fornavn (Døbenavn), hvilket ogsaa stemmer med Dr. Potts Opfatning i hans Personennamen.« – Mellem Stamfaderen for den nulevende norsk-danske Ræder-familie og de Personer af ligelydende Navn, der optraadte omtrent samtidig med ham i de to Lande, findes ingen paaviselig Forbindelse.
- ↑ Efter Oplysninger, fremdraget af Generalmajor H. Jacob T. W. Ræder.
- ↑ Direktør B. W. Simmeren til Stiftamtmand v. Ahnen, dat. Svorkmo 30⁄10 1704. Simmeren udtaler her, at Ræder »af det Müllerske Huus var hidsendt til Løchens Kaaber werch at skulle succederet mig«, men forleden Aar in April ved en hurtig Død frafaldte. Det er dog mulig, at denne »Succession« blot var tænkt som midlertidig, medens Simmeren opholdt sig i Kjøbenhavn, hvorhen han var kaldt for at gjøre Rede for Verkets Affærer og Drift; 1704 var han, som vi ser, atter paa Svorkmo i Ørkedalen.
- ↑ Indberetning fra Bergmester E. Walløe paa Kongsberg af 11⁄8 1702.
- ↑ Ifølge Familieoptegnelser uden Kildeangivelse.
- ↑ En af dem skal være død ung (dog efter 1704) og den anden være bleven gift med en Prest.
- ↑ Chr. Glückstad, Sundalens og Øksendalens Beskrivelse, Kr.ania 1889, S. 66.
- ↑ Skiftet sluttet paa Sundalsøren 16⁄4 1732.
- ↑ Pantebogen for Nordmøre 3, fol. 42.
- ↑ Hans Tjenestetid i Marinen regnedes fra 1707; sandsynligvis er Ostindiefarten da medregnet.
- ↑ Fremgaar af Skrivelser vedrørende 2. Trondhjemske Regiment i Rigsarkivet.
- ↑ Senere Generalløitnant og Eier af »Mangelsgaarden« ved Kristiania, † 1769.
- ↑ C. J. Anker, Udskrifter af Konduitelister i Gen.stabens Krigsark.
- ↑ Siden 9⁄8 1748 residerende Kapellan i Meldalen, 1756 Sogneprest paa Falster. Han var født i Trondhjem 1720, Søn af Skipper Peter Flor og Hustru Elisabeth Lucie Larsdatter Flensborg (Erlandsen).
- ↑ Datter af Mag. Jochum Angell, Sogneprest til Røros, og hans 2. Hustru, Maren Jensdatter, f. Collin (Erlandsen).
- ↑ Datter af Oberstløitn. Didrik H. († 1772) og 1757 g. m. Balthasar Meitzner Schnitler, Sogneprest til Sundalen og siden til Norderhov (Delgobe, Stamtavle, 1902).
- ↑ Hans Navn er ikke fundet opført i de norske »Mititæretater«. Han siges at have ligget paa Hverving i Tyskland i længere Tid.
- ↑ Bureauchef Lassens Optegnelser, beroende i Rigsarkivet, og Brev fra Frøken Marie Gjerløw til Oberst Jacob Thode Ræder, dateret Aalborg 18. Decbr. 1842. I dette Brev angives Søstrene i denne Rækkefølge. Johan Mangelsen angives der som No. 2 og Andreas som No. 3 af Brødrene; men saavel hvad man ellers kjender til Søskendenes Fødselsaar som Navnet tyder paa, at Andreas var No. 2.
- ↑ 19,0 19,1 19,2 19,3 Se Note 2 paa foregaaende Side.
- ↑ C. J. Anker, Udskrifter af Konduitelister, beroende i Generalstabens Krigsarkiv.
- ↑ Augustinius M., f. 1713, † 1782, der boede paa Halse Gaard.
- ↑ Proprietær Lorentz Andersen Holst, boede paa Pladsen Sogn i Tingvold, † i Kristianssund 1773, 473⁄4 Aar gml.
- ↑ Brev fra Frøken Marie Gjerløw til Fætteren, Oberst Jacob Thode Ræder, dateret Aalborg 18⁄12 1842.
- ↑ Sønnen J. T. Ræders »Liv og Levnet«.
- ↑ Efter den senere Oberst Johan Christopher Ræders Selvbiografi (Taubers Manuskriptsamling). Han var ved Anledningen vel 41⁄2 Aar, saa de farefulde Øieblikke under denne Seilads vel i Hovedsagen ihvertfald kan have præget sig blivende i hans Erindring. Beretningen om denne kritiske Episode maatte han ihvertfald have fra første Haand.
- ↑ Hendes Forældre var Kaptein Christopher Salomon B. († i Tingvold 1736) og Inger Marie, f. Myhre (f. 1694, † 1769); den sidste var igjen Datter af Hr. Mikkel Johansen Myhre († 1728), Sogneprest til Sundalen, og Sara Christophersdatter, en Søster af J. G. Ræders Farmoder. (Slægten Bernhoft, Chr.a 1885).
- ↑ Brev fra Sogneprest Peder Borch Tønder til Prokurator Severin Henrik Ræder, dateret Elverum 1. Juni 1824.
- ↑ Da Ræder reiste ind til Trondhjem i Anledning af denne Leirsamling, medfulgte Svigerinden, Jomfru Lind, for med Skibsleilighed at vende tilbage til Kjøbenhavn.
- ↑ I Generalmajor H. J. T. W. Ræders Optegnelser omtales, at han var med Søndenfjelds 1788.
- ↑ C. J. Anker, Fra generalfeltm. prins Carl af Hessens arkiv, S. 84.
- ↑ »Correspondence Protocoll Krigs-Commissaire Tienesten udi Trondhiems District wedkommende 1772–1820«. (Tr.hjems Stiftsarkiv). J. Chr. Blangstrup, Begivenhederne i Norden i Efteraaret 1788, siges, at General v. Kroghs Korps stod samlet ved Kongsvinger 20. Oktober; men dette er saaledes neppe rigtig.
- ↑ Prins Carl af Hessens arkiv, S. 93.
- ↑ Prins Carl af Hessens arkiv, S. 98.
- ↑ Krigskommissariatets Korrespondanceprotokol.
- ↑ Udskrift at Romsdals Pantebog ved Kapt. S. Ræder.
- ↑ Som bekjendt kan der langs vor Kyst til sine Tider falde voldsomme Snemængder, som pludselig kommer, men rigtignok ogsaa gjerne snart svinder. Paa den anden Side kjender vi vel alle til, hvilke overdrevne Begreber om Dimensioner, Afstande o. s. v. man ofte tager med i sine Barndomsminder, og hvor alle Maal maa reduceres, naar man senere i Livet faar se de samme Trakter igjen; dette fik Oberst J. T. Ræder aldrig Anledning til.
- ↑ Personalia efter Erlandsen, Trondhjems Stifts Geistlighed.
- ↑ Gift med Byfoged og Sorenskriver Peder Jalles’ Datter Inger Margrethe. I Foged O. C. Bulls »Adskilligt om Kjøbstaden Molde« ydes ham Anerkjendelse som Astronom – han havde i sin Ungdom været Observator paa Rundetaarn i Kjøbenhavn – men derimod mindre som Jorddyrker, endskjønt han forsøgte sig som saadan paa sin Eiendom Elvsaas paa Fannestranden ved Molde (J. A. Schneider, Molde og Romsdalen, Kr.ania 1905).
- ↑ Han var gift med Byfoged Jalles’ ældste Datter, Mette Susanne, der forøvrig talte ingen mindre end Amtmand, Etatsraad Even Hammer blandt sine Friere. Da han af Jomfru Jalles faar vide, at hun alt er bundet til Peder Øwre, skaffede han denne sin Medbeiler Byfoged- og Sorenskriverembedet efter Jalles, forblev selv ugift og betænkte mange Aar efter den Tilbedte og hendes Børn i sit Testamente. Romantik fandtes der da ogsaa i vore Oldefædres Tid! (Schneider, Molde og Romsdalen).
- ↑ J. A. Schneider, Molde og Romsdalen.
- ↑ Wessel Berg, Kgl. Rescripter m. v. II, S. 753, Rescr. til Stiftsbefalingsmanden over Trondhjems Stift og Amtmanden over Romsdals Amt af 28⁄1 1778.
- ↑ P. M. av 4⁄4 1801, findes i Videnskabsselsk. i Trondhjem, Manuskriptsaml. Fol. 331, No. 55.
- ↑ Schmettowske Papirer i Trondhjems Stiftsarkiv.
- ↑ Denne Regimentschefens Resolution er neppe uklanderlig. For at fylde Vakancerne ved de gevorbne Grenaderkompanier faldt der 1801 kgl. Resolution for, at der kunde udskrives (eller kommanderes) til disse Kompanier; men dette gjaldt kun de daværende »kritiske Conjunkturer« og skulde være »uden Følger for Eftertiden« (Krigskomm. Vibe til Oberstl. Hornemann 27⁄11 1801). Ombytningen med en national Soldat var saaledes neppe tilladelig i 1802. Med hvilken Hjemmel »Løsepenge« paalagdes, er mig helt ubekjendt; men Schmettow er hævet over enhver Mistanke om Uhæderlighed, der forøvrig her vilde været for grov.
- ↑ Wessel Berg anfører kun Reskr. af 13⁄3 vedk. Kjøbstæderne i Akershus Stift og Akershus Amt samt af 27⁄3 vedk. Bratsberg Amt. Ved Cancelli-Cirk. af 15⁄1 1803 blev Tillægget almindelig over begge Riger.
- ↑ Hun hed Else Margrethe, f. Hammond, Datter af Sogneprest til Meldalen Thomas H. og Else Sophie, f. Frich (Steddatter av »Lappernes Apostel«, Lektor Thomas von Westen). Oberstløitnant Meldal og Frue havde 2 Børn. (Erlandsen, Trondhjems Stifts Geistlighed).
- ↑ Kapt. Done til Gen. Schmettow, dat. Giemnæs 11⁄7 1801.
- ↑ Ræders Majorsudnævnelse faldt saaledes i April 1804, men han blev tildelt Anciennetet fra 20. Mars 1801. Maaske kan hans tidligere Tjeneste ved det gevorbne Kongens Regiment have hjulpet ham til denne Plads i Anciennetetsrækken.
- ↑ I Den senere Eidsvoldsmand Jens Stub, siden 1801 Sogneprest til Veø og konstitueret Provst i Romsdalen. Han var 1793 bleven gift med Gjertrud Helene Heiberg, Datter af Sogneprest til Gloppen, Provst Johan Widing H.
- ↑ Af disse medfulgte dog kun Familiens tro Tjenerinde Synnøve, som vel for det meste har været Fruen tilhaande bag i Baaden.
- ↑ Hvor den ved sine »Domkirkemotiver« vel kjendte Guldsmed Møller nu har sin Forretning.
- ↑ Efter J. T. Ræders Optegnelser, hvorfra ogsaa det efterfølgende skriver sig.
- ↑ Børsen var Anneks til Bynesset, indtil det i 1813 blev eget Prestegjeld.
- ↑ General von Kroghs Parolordre af 11⁄1 1807. Dette stod formentlig i Forbindelse med Oprettelsen af »Det militære Institut i Trondhjem«, som ifølge Fr. Sinding-Larsen: »Den norske Krigsskoles Historie«, S. 170 f., bestod fra 1806 og nogle Aar udover 1814. Uden at man har seet noget eget Navn anvendt paa det til Eksercerskolen knyttede praktiske og theoretiske Officerskursus, skulde man formode, at det var identisk med »Det militære Institut«. I samtlige norske Garnisonssteder blev der imidlertid i disse Aar gjort alvorlige Skridt for at hæve den militære Uddannelse; men Krigsskolens Direktør, Didrik Hegermann udtaler, at han anser Trondhjem for at have særlige Betingelser for at naa høit i denne Retning.
- ↑ Se Norske Samlinger II, S. 342–349.
- ↑ Det var Danmark-Norges Allierede Franskmændene, som havde tilbageholdt svensk Post i Hamburg.
- ↑ Kancelliraad Hans Barchmann Alstrup blev senere suspenderet som Postmester, † 1831.
- ↑ Kjøbmand i Trondhjem Ditlev Gadebusch, f. i Flensborg 29/9 1740 og Søn af Papirfabrikant Gabriel Peter G., var Værge for Domkirken fra 1770–1809, eiede Gaarden Moholten i Strinden, 9⁄10 i 1817. Han var gift 1) (1770) med Maren Marie Sommer, f. 1753, † 1788, Datter af Kancelliraad Jens Hansen S. og Lorentze, f. Blom. 2) (1788) med Birgitte Cathrine Rauck, f. 1756 (paa Toten), † 1818. D. Gadebusch havde 11 Børn; af disse skal her nævnes som antagelig hjemmeværende Vinteren 1807⁄08: Jens Sommer G., f. 6⁄2 1773, Kjøbmand i Trondhjem, † 1830. G. (27⁄3 1795) med Elisabeth Garnet Lysholm, f. 10⁄2 1769, † 22⁄9 1824. Lorentze G., f. 23⁄6 1778, † 22⁄8 1834, ugift. Gabriel Peter G., f. 6⁄6 1782. Leonharda Marie G., f. 26⁄6 1783, † 6⁄9 1862. G. m. Nicolai Moursund Harboe, f. 1775, Klokker og Lærer paa Fredrikshald, † 1819. Maren Marie G., f. 7⁄1 1793. G. (28⁄1 1810) m. Wilhelm Garlieb Schwencke Meisterlin, f. 1789, † 1818, Kjøbmand i Trondhjem. (Forstander Hornemanns Stamtavler, Trondhjems Stiftsarkiv; kfr. Chr. Thaulows personalhist. Optegn. i Vidensk. selsk. Bibliothek, Trondhjem.)
- ↑ Randine Krabbe (f. 1756, † 1827), Datter af Oberstløitnant Frederik Christian K. og Ingeborg, f. Greersen, og gift med Justitsraad Hans Angell til Gjølme i Ørkedalen.
- ↑ Else Sophie, f. Meldal. Enke efter Oberst Ole G. og † paa Ørlandet 9⁄8 1821 i sit 76. Aar (Erlandsen).
- ↑ Ovennævnte Fru Angells Søster, Karen, f. Krabbe (f. 1750, † 1857!), hvis Mand Kaptein Anders Bull kort forud (1807) var død i Ørkedalen. De var Søstre af daværende Kaptein, senere Oberst Ole Krabbe (f. 1758, † 1826), g. m. Dorthea Marie Angell (Personalhist. Tidsskr. 1 R. III, Stt. S. 96).
- ↑ Sandsynligvis en Søster af Kaptein Markus Frederik H. i Ørkedalen.
- ↑ Christian Hansen Weibye tilhørte Trondhjems Borgervæbning og blev siden Major i denne og R. W. O, † 1839, 76 Aar gammel. Hans Hustru hed Golla Maria, f. Steen.
- ↑ »Unge Hr. Gaarder« bringer ogsaa engang i December Brev m. v. med fra og medtager nogle Dage senere Brev til Ørkedalen. Dette er en af Oberst Gaarders Sønner, Augustinus Meldal G. f. 1784 og † 1848 som Provst og Sogneprest til Ørlandet, der i Oktober s. A. havde faaet sin theologiske Embedseksamen. Augustinus Gaarder, der saaledes netop var kommen fra Kjøbenhavn, havde under Beleiringen tjenstgjort ved Studenterkorpset, blev derfor seet paa som en Helt og gjort meget Væsen af i Ørkedalen. Jacob Thode Ræder fik adskillig godt af hans Besøg hjemme, da han paatog sig at undervise ham og end ikke vilde tage sig betalt derfor.
- ↑ Ræder omtaler dog i Brev af 3⁄12 1807, at der er bleven »slet Korn hos os, men godt hos vor Vert, som saaede samtidig«. En liden Agerlap er da formentlig leiet med Huset.
- ↑ Hele Byggryn betaler han med 11 Rdlr. Tønden, Rug med 10 Rdlr. Tønden, Hvedemel koster 4 Rdlr. 3 Ort Vogen, og Smør, hvoraf »en Mængde« er kommet til Trondhjem fra Romsdalsmarkedet, sælges for 12 ß Marken. Majoren sender noget til 10 ß Marken, men det er ikke af bedste Sort.
- ↑ Just Wiide Coldevin, f. 2⁄8 1759, † 2⁄5 1829, Provst og Sogneprest til Ørkedalen, Søn af Oberstløitnant Isak Jørgen C. og Martha Marie, f. Wiide. Han var g. m. Caroline Anne Margrethe Musæus. Efter Ræders Død fik Provst C. større Anledning til at staa Fru Ræder bi med Raad og Daad (Erlandsen).
- ↑ Hun var kun 51 Aar og har kun Prædikatet »gamle« i Modsætning til Jens Sommer G.s Hustru, f. Lysholm. Hendes yngste Datter, Maren Marie, henved 15 Aar gml., var forøvrig ogsaa hendes eneste, da de øvrige kun var hendes Steddøtre.
- ↑ Senere Brigadelæge i Trondhjem, f. 1777. Han blev senere gift med Albertine Krog, Datter af Familien Ræders gamle Ven fra Romsdalen Provst Ove Christian K., der i 1800 blev forflyttet til Melhus, og i hvis Hus Major Ræder og Hustru mødtes paa Majorens Marsch til det søndenfjeldske.
- ↑ Hendes Pigenavn var Sophie Heiberg Heltberg, og hun var en Datter af den i 1777 som Sogneprest til Edø afdøde Elias Eliassøn H. (f. 1728) og hans 2den Hustru, Anna Elisabeth Sommerschild († 1776, 37 Aar gml.). Hun var f. 1767 og blev 1798 gift med Kaptein Knoff († som Major 16⁄8 1836), der omkring 1815 blev gift 2den Gang med Sophie Andrea Schjelderup (se Erlandsen). Kaptein Albr. Knoff var forøvrig, som Major Ræder skriver 25⁄11, »overordentlig lykkelig dette Aar« (1807). Vorherre tog nu den gamle Madame Brun paa Ørkedalsøren, og derved kommer han til en vakker Skilling, da han ved Testamentet er hendes Hoved-Arving.« Majorinde Ræder og alle andre »Conditionerede« i Ørkedalen blev indbudne til Begravelsen.
- ↑ Han var født 1775, Søn af Sogneprest til Opdal Ole H. († 1802) og Beret Marie, f. Krenkel († 1811). Hans Hustru, med hvem han fik 11 Børn, var Sophie Alette Ruberg, f. Lemvig. Hegge døde som Kaptein paa Vartpenge 1829 (Erlandsen).
- ↑ Nemlig »paa Vuggen«.
- ↑ Major 22. December 1808.
- ↑ Ove Christian Krog, f. 27⁄2 1741, Søn af Sogneprest til Værdalen Provst Peder K., kjendte Ræders fra Romsdalen, da han fra 1789–1800 havde været Sogneprest til Vedøen og fra 1794 tillige Provst i Romsdalen. Han døde 1813. Hans Hustru var Albertine Sylow, f. 1755, † 1835, Datter af Provst og Sogneprest til Snaasen Thomas Edvard v. Westen S. (Erlandsen).
- ↑ Ifølge Prins Christian Augusts Skrivelse til Norske Generalitets og Commissariats Collegium, dat. Hovedkv. Hafslund 15⁄9 1808, havde ingen af de Søndenfjelds beordrede Bergenske og Trondhjemske Afdelingers Officerer Heste eller Kuske med, – ikke heller egne Oppassere, da der blandt de i disse Distrikter udskrevne Kuske ikke fandtes duelige Officersoppassere. Oppassere var derfor tilstaaet Officererne af det tjenstgjørende Mandskab. Disse Oppassere var siden stillet som overkomplette, idet Divisionerne fik dem erstattede fra Distrikterne. I Prinsens Skr. til General v. Krogh af 2⁄3 1808 (Norske Samlinger II, S. 375–377) anmodes dog om, at de nødvendige Heste – ogsaa for Officererne – medtages Nordenfjelds fra. Efter det reducerede Regulativ, der blev gjort gjældende under Felttoget, skulde Bataljonerne have 46 Heste, hvoraf 3 Heste for Bataljonskommandøren (heraf 1 à 2 Rideheste), 2 for Adjutanten (1 Ridehest), 4 for 4 Kapteiner, 6 for 12 Subalternofficerer (havdes sjelden saa mange Officerer ved Bataljonen), 2 for Regimentskvartermesteren og Auditøren, 1 for Bataljonschirurgen, 2 for Instrument- og Medicinkassen, 8 for 4 Ammunitionskjærrer, 8 Telt- og Dækken-Heste (tiltænkt Feltkjedlerne og de Syge), 8 Marketenterheste. Ifald de 8 Brødvogne medtoges, skulde disse transporteres ved Skydsheste eller rekvirerede Heste. Desuden var opført 4 Heste til 2 Rekvisitkjærrer og 3 Reserveheste; men for disse sidste 7 Heste sees aldrig Rationer at være betalt. De Trondhjemske Bataljoner medførte ikke Regimentsartilleri (Amusetter), der i det Hele ikke var høit i Kurs. Ifølge Oberst Staffeldts Rapport af 13de April til Prins Christian August medførte Ræders Grenaderbataljon heller ikke mere end 2 Patronkjærrer, og Bataljonen har derfor neppe medført mere end 40 Heste, maaske kun 27.
- ↑ Om man som Følge af, at denne Marsch er bragt i Erindring, skulde blive overbevist om, at der kan fremsættes Sidestykker fra andre norske Afdelingers Annaler, vilde det selvfølgelig kun kunne glæde enhver – saaledes ogsaa Nedskriveren heraf.
- ↑ Her erindres feil: Bataljonen marscherede paa 1 Dag de 23⁄4 Mil fra Melhus til Støren.
- ↑ Her boede dengang Sogneprest Nils Rosing Bull (f. 1767, † 1842) og Hustru Kirstine Elisabeth, f. Hansen.
- ↑ Oberst Staffeldt til Prins Chr. Aug. fra Elverums Prestegaard 28⁄3 1808.
- ↑ Christian L., f. paa Kongsberg 1754, Foged i Østerdalen 1792–1854, f 1817, (1793) Brigitte Charlotte, f. Winsnes, f. 1763, † 1843, Datter af Sogneprest til Stange Povl W.
- ↑ Oberst Staffeldt fik 7⁄4 Kl. 4 Eftm. i Elverums Prestegaard Melding fra Major Stabell (Chef for Søndenfjeldske Skiløberbataljon og af Staffeldt benyttet som Stabschef), at Fienden stod i Begreb med at rykke ind ved Pladsen Midtskogen. Den i Hernes staaende Division af Bataljonen Ræder blev strax beordret til Houm i Elverum (ca. 8 Km. S. Elverums Kirke), og Staffeldt reiste skyndsomst til Solør, hvor han paa Sønsterud i Aasnes blev mødt med Melding om, at Fienden nu var i Anmarsch. Ræders 3 i Elverum gjenstaaende Divisioner beordres da frem til Lundby i Vaaler for der at danne Repli for de mere fremskudte Dele af Brigaden. (Staffeldt til Prins Chr. Aug. fra Sætre i Hof 8⁄4, Kl. 1 Morgen).
- ↑ Meldingerne om Fiendens Anmarsch viste sig den 8de at være blind Allarm.
- ↑ Staffeldt melder til Prinsen fra Bjørneby i Aasnes 9⁄4, at Fienden ventes over Vermundsjøen til Sønsterud. Paa denne Vei ligger Elverumske Skiløberkompani, bag dette 1 Division (Stang) af 2. Trondhjemske Regiments Grenaderbataljon og Trondhjemske Skarpskytter Division (under Kaptein Sigholdt, der kun paa Marschen til Elverum var underlagt Major Ræder). Bataljonen Ræders 3 Divisioner kantonerer med 1 Div. om Lundby, t Div. om Vaaler Kirke og 1 Div. om Bjørneby. Hofske Skiløberkompani og Lærdalske lette Infanterikompani kantonerer søndenfor Gjæstgivergaarden Arneberg. Brigadens Styrke er nu 11–1200 Mand, men Obersten ønsker at forstærkes med Holtaalske Skiløberkompani, der staar i Trysil.
- ↑ Frederik Wilheim Bruenech Stabell, f. 1763, † 1836 som General og høistkommanderende i Kongens Fravær.
- ↑ Jacob Lange, f. 1768 og Officer fra 1789. Han fik siden Kapteinsanciennetet fra 28⁄1 1808.
- ↑ Den 8de April om Morgenen; se foran.
- ↑ Oberst Staffeldt rapporterer herom fra Bjørneby 11⁄4: Fienden rykkede ind fra Midtskogen, og der meldtes, at han havde vexlet Skud med mine Poster ved Udneset. Jeg rykkede ham imøde med 3 Divisioner (Elverumske Skiløberkompani, Trondhjemske Skarpskytterdivision og 1 Division af Bataljonen Ræder) og beordrede de øvrige at følge efter. Ved Nyen naaede min Avantgarde Fiendens og gik løs paa den med friskt Mod Fienden retirerede under Skydning og forfulgtes til Skalbukilen, hvor Forfølgningen standsede ved Mørkets Frembrud. Fienden var ca. 200 Mand stærk. Mine Poster staar ved Nyen, Udneset og Rønne Sæteren. Lærdalske Kompani og Hofske Skiløberkompani er trukket hid, og Bergerveien er ladt aaben.
- ↑ Ifølge Oberst Staffeldts Rapport, dateret Bjørneby 13⁄4, fik Brigadechefen allerede Kl. 10 Fm. Melding fra Feltvagten, at Fienden atter rykkede frem fra Midtskogen. Elverumske og Hofske Skiløberkompanier, der laa i Gjesaasen, dirigeredes tilligemed Trondhjemske Skarpskytterdivision strax frem. Staffeldt fulgte selv disse og siger, at han »øieblikkelig« lod beordre Grenaderdivisionerne at følge efter. Denne Ordre er dog neppe udstedt, før det ved fornyede Meldinger var godtgjort, at Fienden rykkede frem med nogen større Styrke, og Ordren har, som man ser, ikke naaet Bataljonen Ræder, før 31⁄2 Time efter, at den første Rapport om Fiendens Fremrykning var indkommen til Brigaden.
- ↑ Ræders Angivelser om selve Kampen er – det maa erindres – hverken fremkomne i en tjenstlig Rapport eller bestemte for Offentliggjørelse og behandler Ting, som han ikke selv har seet. De er »omtrentlige« og hele Fremstillingen paa dette Punkt er kun skizzeret i den Udstrækning, som det kunde interessere og forstaaes af hans Hustru. Staffeldts Rapport er mere exakt og behandler flere Detaljer, som Ræder i sit Brev maatte udelade. Staffeldt siger: Fienden naaedes noget østen for Nyen, hvor begge Skiløberkompanier vexlede Skud med ham. Jeg rykkede frem med Skarpskytterne og brugte Skiløberne til Sidepatruljer og drev ham tilbage til Skalbukilen. Her besatte han Husene og beskjød Veien fremover og Skarpskytterne fra Døre og Vinduer. Skarpskytterne spredtes da, og jeg løb Storm paa Huset med en Trondhjemsk Grenaderdivision, hvorved Fienden nødtes at retirere. Jeg forfulgte ham med de 4 Kompanier til Rønnesæteren og videre ned til Flisen Elv, hvor Forfølgelsen standsede paa Grund af Troppernes Udmattelse og Mørkets Frembrud. Hofske Skiløberkompani og Trondhjems Skarpskytterdivision har »meget udmærket sig«. J. T. Ræders Fremstilling af denne Træfning i hans »Danmarks Krigs- og Politiske Historie fra 1807–1809«, II, S. 456, er vistnok taget fra svenske Kilder og supplerer forsaavidt ovenstaaende, med hvilket det forøvrigt stemmer godt overens. Svenskernes Styrke angives her til 180 Mand og deres Tab til 2 Mand døde samt 2 Officerer og 8 Mand saarede. Trondhjemske Skarpskytterdivision henhørte – som før sagt – ikke under Bataljonen Ræder, som i det nævnte Verk angivet.
- ↑ Oberst Staffeldt siger i Rapport af 15⁄4 at Fienden havde rykket frem ad Vermundsøen mod Flisen Elv, men atter var vendt tilbage. I Oberstens Rapport af 16⁄4 meldes, at Løitnant Thime af Bataljonen Ræder med 10 Hofske Skiløbere og 10 skiløbende Grenadeerer var udsendt for at overfalde den svenske Feltvagt paa Søndre Vermunds Torpet. Paa Grund af det haarde Skiføre hørte Svenskerne de Norskes Ankomst, og Varselsskud blev løsnet, da Nordmændene var 100 Skridt fra Vagten, der talte 1 Korporal og 14 Mand. Af disse blev 1 Mand skudt, 1 saaret, Korporalen og 4 Mand fangne; men Resten undkom. Den Saarede maatte efterlades i Fintorpet.
- ↑ Krigskommissær Ludvig R., der boede paa Kongsvinger, var Søn af Sogneprest til Vinger Mentz R. († 1789).
- ↑ Elias Nægler, senere Oberstløitnant og R. D. O.
- ↑ Den bekjendte Wilhelm Jürgensen, senere R. D. O. og Major, † paa Ringerike 1842 efter allerede 1818 at være afgaaet paa Vartpenge.
- ↑ Werner Nicolai de Seue, der paa Grund af denne Affære blev fjernet fra Brigadekommandoen af Prins Christian August, og som kort efter tog Afsked, som han fik med Generalmajors Karakter. Han døde 1823.
- ↑ Man tillader sig desangaaende bl. a. at henvise til den i Norsk militært Tidsskrift for 1899 indtagne Fremstilling ved undertegnede Forfatter.
- ↑ Senere Oberstløitnant og Chef for Østerdalske Jægerkorps, R. D. O. og R. S. O.
- ↑ Kaptein Arntzen, om hvis Dygtighed og Raskhed der for øvrigt ikke bør herske Tvivl, optraadte denne Gang, som bekjendt, ikke paa Kamppladsen, før Kampen i det store Hele taget var afgjort, og omtrent samtidigt med Brigadechefen selv. Denne kan saaledes maaske have seet noget af Kaptein Arntzens Indgriben, der hidkaldte den endelige, men vel forberedte og da uundgaaelige Afgjørelse. Hvad Staffeldt imidlertid absolut intet kan have seet til, det er Major Stabells Fortjenester under Kampen. Disse kan han kun have kjendt gjennem Major Ræder – der vist ikke har stukket dem under Stolen – eller fra sin Stabschefs – Stabells – egen Mund. Man kan ikke frigjøre sig fra den Tanke, at Staffeldts Chefsstilling ved Norske Jægerkorps, hvorunder Søndenfjeldske Skiløberbataljon jo hørte, har paavirket ham noget, saa han her har seet disse, forøvrigt fortræffelige, Skiløberofficerers Fortjenester i et særlig gunstigt Lys.
- ↑ Denne blev den 27de April ogsaa tildelt de fleste af de Tropper, der hidtil havde tilhørt den fra nu af opløste Brigade under Oberst de Seue.
- ↑ Hvortil snart kom endel af Aamotske Skiløberkompani.
- ↑ Vistnok oppe ved Præstegaardstjernet, hvor Rektangelkartet dog ikke har nogen Gaard af dette Navn, men vel en hel Del Gaarde, hvis Navne ender paa Rud, ligesom her findes baade Rudshagen og Rudsmoen samt længer op i Fjeldet Rudsæter.
- ↑ Formentlig ved Helgeneset eller Tronbøl.
- ↑ Af Oberst Staffeldts Instruktion, indlagt i Skrivelse til Prins Christian August af 15⁄5 1808.
- ↑ Peter Georg Nissen, senere Oberst og Chef for Fredriksstads gevorbne Musketerkorps, R. S. O.
- ↑ Johan Collet Müller blev Oberst 9⁄10 1809 og gik ikke længe efter af paa Vartpenge.
- ↑ Caspar Andreas Hals, senere Oberstløitnant og Chef for Romerikske Musketerkorps.
- ↑ Senere Oberstløitnant og Chef for 4. Artilleribataljon i Trondhjem, R. D. O. og R. S. O.
- ↑ Christian Olaus Gill, senere Kaptein i Bergenske Brigade, R. D. O.
- ↑ Der var forsterket med 1. Akershusiske Regiments Skarpskyttere.
- ↑ Kaptein Jürgensens Rapport af 18⁄5 efter H. J. Barstad, Leirdølernes Saga, hvor Affæren paa Jaren 19 1808 er omhandlet S. 200–211.
- ↑ Til Christian August af 21⁄5 1808.
- ↑ Til Prinsen af 19. Mai 1808.
- ↑ Sigholt blev R. D. O. under Krigen og gik 1810 af som Major, idet han blev ansat som Told- og Konsumtionskasserer i Drammen, Justitsraad, senere Told- og Konsumtionsinspektør i Kristianssand, Afsked 1833, † i Eidsvold 1835, 67 Aar gml. * (1792) Maren Anna Wittrup, Datter af Provst og Sognepr. til Stjørdalen Mag. Lorents W. og Birgitte Lucie, f. Bull.
- ↑ Steenbuch var Søn af Provst og Sognepr. til Melhus Hans S. og f. 1769, Officer 1788, Kaptein 1808, R. S. O., Chef for Surendalske Kompani.
- ↑ Lossius var f. 1790, Officer 1807, Prem. løitn. 1808 og Kaptein 1825, Chef for Hevneske Kompani.
- ↑ Staffeldt til Christian August 31⁄5 og flg. Dage.
- ↑ I et senere Brev af 19. Juli meddeler Ræder, at Brigadechefen, Kammerherre von Staffeldt er avanceret til Generalmajor og »har faaet Bestalningen gratis, ligesom og nogle flere Oberster og andre Officerer har nydt samme Kongelige Naade«. »Som ældste Major i Armeen«, tilføier han, »blev jeg Oberstlieutenant; men jeg maae betale min Bestalning«.
- ↑ Sammenlign Chr. Aug.s Rapporter til Frederik VI af 2. og 7. Juni 1808 (trykt i Norske Saml. II, S. 184–187) med Gen.-major Staffeldts Rapporter til Chr. Aug. af 1.–3. Juni 1808. Angrebet fra Høland kom ikke istand, da Svenskerne forinden trak sig tilbage over Grænsen.
- ↑ I sin Rapport til Kongen af 15⁄6 omtaler Prins Christian August Planen om Streifkorpset til Falun (Bataljonen Sommerschild af 1. Trondhjemske Regiment og Leirdølerne var udseet hertil!!), hvorom Staffeldt har »det sikkre Haab derved at finde nogen Communication med Russerne, eller dog gjøre en nyttig Diversion.« (Norske Saml. II, S. 187–190).
- ↑ Formentlig Christian Schjøtt S., f. 1786, Officer 1807, senere Toldkasserer i Kristianssund, R. S. O. * Inger Christine Schavland, Datter af Sogneprest til Vor Frue Kirke i Trondhjem Lorents S. (se Erlandsen).
- ↑ Staffeldts Rapport til Chr. Aug. af 6⁄7 1808. Divisionen Nægler havde en Tid staaet paa Østmarken, men blev i disse Dage trukket ind til Brigadens Hovedstyrke (Staffeldt til Chr. Aug. af 10. Juli); den kan saaledes neppe have været med paa Ræders Streiftog 6.–9. Juli. Schnitler beretter, at hele Grenaderbataljonen var med paa Toget.
- ↑ Staffeldts Rapport til Chr. Aug. fra »Magnor Told i Sverrige 8⁄7 1808; efter Barstad: Leirdølernes Saga, foregik Retræten Nat til 7⁄8.
- ↑ De 3 hidtil ankomne Divisioner af Bataljonen Grübeling, 1 Division af Bataljonen Ræder, 3 Divisioner af Bataljonen Sommerschild, 2 Divisioner af Bataljonen Müller, Hoffske Skiløberkompani, 1 let Infanterikompani og Batteriet. Brigadens 2 Eskadroner var hjemsendt i Mai allerede.
- ↑ Staffeldts Rapporter til Chr. Aug. af 8., 9., 10. og 11. Juli 1808.
- ↑ Flytningen fra Lunderby til det 11⁄2 Km. nordenfor liggende Kjærstad er vistnok meldt i et af de (nu tabte) Breve til Hjemmet, som ligger mellem 6. Juni og 19. Juli 1808.
- ↑ Johannes Norgreen, senere Kaptein og Chef for Eidsvoldske Kompani af 1. Akershusske Brigade.
- ↑ Barstad, Leirdølernes Saga, S. 225, Anm. 1. Sammesteds kan læses nærmere om dette Overfald og Forhørene i den Anledning.
- ↑ Erich Smith S., Major 1807.
- ↑ Christopher Frederik Peter Theodor Lowzow, senere Generalløitnant og kommanderende General i den Bergenske Armedivision, Stk. S. O., K. D. O.
- ↑ Danebrogsordenens nystiftede 4. Klasse.
- ↑ Danebrogsmændenes Hæderstegn. Han anbefaler 19 til denne Udmærkelse.
- ↑ Han havde forøvrigt – da Krigen med Sverige brød ud – ansøgt Kongen personlig om at maatte blive beordret til Norge for at kunne deltage i sit Fædrelands Forsvar, men havde – forøvrig i de velvilligste Udtryk – faaet et Afslag.
- ↑ Egentlig 2 Divisioner af Grenaderbataljonen og Trondhjemske Skarpskytterdivision.
- ↑ De to Brødre i Danmark maa her undtages.
- ↑ Det maa erindres, at denne Klasse af Ordenen var ny og saaledes endnu helt ukjendt i videre Kredse.
- ↑ Det turde til en vis Grad karakterisere General v. Staffeldt og hans Forhold til sine Undergivne, naar en af hans nærmeste og mest betroede Bataljonchefer lægger saadan Vægt paa et Høflighedsbevis og en anerkjendende Udtalelse af ham.
- ↑ Som før meddelt, var han, efterat Krigen med England var brudt ud, kommet ind til Barcelona med sit Skib, men kunde ikke komme hjem derfra af Frygt for engelske Krydsere og Kapere.
- ↑ Kgl. Forordning af 9⁄5 1806. I dens § 28 bestemmes, at nødvendige Sygehuse eller Sygestuer leveres af Kommunerne, hvor der kantonneres, og anvises af Øvrigheden i Forening med Regiments- eller Bataljonschirurgen. § 29. Kommunen leverer til hver Sygestue 2 Talglys og fornødent Brændsel. § 30. For hver Sygestue (hvert Rum) med Lys og Brændsel betales om Vinteren 6 Rdlr. pr. Maaned og om Sommeren 2 Rdlr. pr. Maaned. § 31. Fornødne Senge leveres af Kommunen paa Øvrighedens Foranstaltning. Sengene bør have Straamadras eller Underdyne, en Hodepude samt et uldent Dækken om Sommeren og 2 do. om Vinteren, tilligemed 2 Lagener. § 32. For en saadan Seng betales 48 ß pr. Maaned. Sengene tilbageleveres efter Afbenyttelsen. Maa de paa Grund af Smitte brændes, erstattes de efter Taksation.
- ↑ Hans Müller S., Søn af Holzförster Hans Peter S. og Marie Elisabeth, f. Müller, f. i Surendalen 1772, † paa Skolsæg 1837. Stiftsoverretsprokurator i Skedsmo, g. (1804) m. Anne Marie Kirkgaard, f. 1783, † 1845.
- ↑ Søren de Fine von Krogh, senere Kaptein og Kompanichef i Bergenske Brigade.
- ↑ Staffeldt frygter i Rapport af 2⁄9 for, at ca. 30 Mand er tagne; men endel er vel kanske senere kommet tilrette.
- ↑ Lucas Winther v. H., † Høsten 1808.
- ↑ Her erindrer Staffeldt feil, da den nye Mundering først blev uddelt til Bataljonen i Solør omkring Midten af April.
- ↑ Staffeldts Rapporter til Prinsen af 10., 12. og 13. September 1808.
- ↑ Efter Forordningen af 9⁄5 1806 skulde Kvarterværterne for et Maaltid varm Mad – dog uden Brød – udbetales 3 ß pr. Underbefalingsmand, Spil og Menig. Disse Penge tilbageholdtes af Lønningen. Det forudsattes, at Militæretaten skaffede Brødet. For Kvarter uden Mad, men med »fornødne Senge paa et sundt og tørt Sted i Huset« og med Adgang til et varmt og oplyst Værelse skulde Kvarterværterne have om Vinteren 6 ß og om Sommeren 4 ß pr. Mand pr. Døgn. Istedetfor »Sengklæder med Fjær« kan leveres Madras og Hodepude stoppet med Hakkelse, Mos eller Boghvedeavner (sic!), Heste- eller andet Dækken og tilhørende Lagener (i den Tid og tildels endnu en Sjældenhed paa Landet i Norge!). Om Sommeren Straa til at ligge paa og Dækkener.
- ↑ Staffeldt til Prinsen af 7⁄7 1808. S. finder det derfor urimelig, at Kvarterværterne skal faa Betaling efter Forordningen af 9⁄5 1806.
- ↑ Denne tillige med 2 andre Breve fra Ræder til Grev Schmettow eiedes af nu afdøde Kaptein S. Ræder i Trondhjem.
- ↑ Som før meddelt havde Grev Schmettow foræret 50 Rdlr. til de Saarede.
- ↑ Gottfried Carl Wilhelm Gottlob v. B. f. 1762, † 1814, maatte paa Grund af en Duel forlade Danmark 1787, gik som Ritmester i russisk Krigstjeneste; ved Tapperhed og krigersk Dygtighed tjente han sig op til Oberstløitnant og dekoreredes med St. Georgskorset. 1803 blev han Oberst i Norge og Chef for Akershusiske Dragonregiment, 1804 tillige Kommandant paa Kongsvinger, 1808 Generalmajor og nu Chef for Trondhjemske Dragonregiment, tog Afsked 1809. Ugift.
- ↑ Nicolai E., f. 1747, Søn af Sogneprest til Froen Bastian E. († 1774), blev 1802 Krigskommissær i Akershus Stift og døde 1822 som Overkrigskommissær med Oberstløitnants Rang, R. D. O.
- ↑ Johan Andreas Cornelius v. O, f. 17146, blev 1805 som Oberstløitnant Chef for den norske Artilleribrigade, 1808 Chef for Reservebrigaden, forsvarede 1814 som Generalmajor Fredrikssten mod Svenskerne og døde 1818 som Kommandant i Fredriksstad.
- ↑ Ræders Erklæring angaaende denne Sag, som Oberstløitnanten synes at have taget sig alvorlig af og optaget som sig personlig vedrørende, oversendte Generalmajor v. Staffeldt til Prinsen 21. September.
- ↑ Ved sin Brigade i Stjør- og Værdalen gjorde han saaledes ved denne Tid vidtløftige Forsøg med Anvendelse af Hunde ved Bevogtningstjenesten.
- ↑ Staffeldt til Prinsen af 19⁄10.
- ↑ Iver Christian Harbou, Premierløitnant i Ingeniørkorpset, f. 1782, † 1810 som Kaptein, Lærer i de mathematiske Fag ved det norske Landkadetkorps og Ingeniør ved Akershus Fæstning (Personalhist. Tidsskr., 2 R., III).
- ↑ Antagelig Hans Jacob Lied, Kaptein med Anciennetet fra 28⁄1 1808 og senere Chef for Nordmørske Kompani.
- ↑ Frederik T. (f. 1766, † 1845) var 1793–97 extraordinær Professor i Statistik ved Kjøbenhavns Universitet, udgav 1795–98 Arkiv for Statistik, Politik og Husholdnings-Videnskabernee I–III, 1797–1804 Foged i Solør og Odalen, 1804 konst. Amtmand i Hedemarkens Amt, s. A. forflyttet som Amtmand til Bornholm, senere Kommitteret i Generaltoldkammeret, Etatsraad, Told- og Konsumtionskasserer i Helsingør, Afsked paa Vartpenge 1819. Han var en meget produktiv statistisk og historisk Forfatter, Redaktør af forskjellige Aviser og Tidsskrifter m. v. Han var 3 Gange gift, de to første Gange med norske Damer, Margrethe Kirstine, f. Barth († 1798) og Christine Cold, f. Rynning († 1806). (D. biogr. Lexikon, 17. B).
- ↑ General H. J. T. W. Ræders Optegnelser.
- ↑ Børge Strøm Spørck kom 1⁄1 1818 som Kaptein paa Vartpenge.
- ↑ Han forlod vistnok Bataljonen som Følge af sit Avancement til Kaptein.
- ↑ Sandsynligvis var dette endnu Jacob Lange, endskjønt denne var udnævnt til Kaptein samtidig med ovennævnte Kaptein Hans Bernhardt Steenbuch (begge med Anciennetet fra 28. Januar 1808).
- ↑ Ræder, Danmarks Krigs- og politiske Historie 1807–1809, III, S. 55 ff. – Fæstningsforvalter Roald R. var Søn af Sogneprest Mentz R. til Vinger og saaledes en Broder af førnævnte Krigskommissær Ludvig R. Hans Hustru var født Engebretsen og var fra Opstad i Odalen.
- ↑ Her antagelig udeladt nogle Ord, f. eks. »løb ud paa aaben Mark.«
- ↑ Sigward Irgens R., Sogneprest til Vinger, Broder af den tidligere omtalte Krigskommissær Ludvig R. og Fæstningsforvalter Roald R. Se Barstad, Bergenhusingerne i Felten, II, s. 85.
- ↑ Monumentet bestaar af en støbt Jernplade over Graven. Fødselsdatoen er her feilagtig anført til »13 November 1759« istedetfor 2 August 1751.
- ↑ Senere Oberstløitnant, R. D. O. og Kommandant paa Rosenborg Slot i Kjøbenhavn.
- ↑ Generalløitnant Johan Georg R. (f. 1814), Generalkonsul Ole Munch R. (f. 1815), Stiftamtmand Nicolai Ditlev Ammon R. (f. 1817) og Generalmajor Hans Jacob Theodor Wilhelm R. (f. 1831), der nu er den eneste gjenlevende.
- ↑ Se nedenstaaende Brev fra Overkrigskommissær Grabow.
- ↑ Af Generalmajor H. J. F. W. Ræders Optegnelser.
- ↑ ɔ: Severin Henrik.
- ↑ Det sees heraf, at Provst Coldevin tidligere har tilskrevet Brigadeauditøren om disse Ting for Fru Ræder.
- ↑ Alle slige Ansøgninger maatte skrives paa stemplet Papir. Stempelafgiften var forskjellig, – her var altsaa 27 Skilling det reglementerede.
- ↑ Som tidligere nævnt var hans høire Arm lam. Ligeledes er før nævnt, at Nicolai Ditlev paa Herlufsholm havde fuldt Internat og endog et særlig Tillæg, til han 1509 blev Student, og at Philip ligeledes foreløbig var »forsørget«, da han havde fuldt Internat ved Kadetakademiet.
- ↑ Trondhjems Videnskabsselskabs Mnskr.-Saml., Fol. 331–44.