Odysseen/GUDERNES FORSAMLING. ATENE FORMANER TELEMAKOS.
< Odysseen
Odysseen
FØRSTE SANG.
GUDERNES FORSAMLING. ATENE FORMANER TELEMAKOS
Sangmø, fortæl om hin raadsnare helt som flakket saa vide,
da han tilsidst hadde styrtet i grus det hellige Troja.
Mangen en by fik han se og merket sig folkenes lynne.
Mangen en sjelekval døiet han tidt paa sjø, naar han fristet
selv at bjerge sit liv og frelse sig hjem med sit mandskap.
Dog, sine kampfæller frelste han ei, saa gjerne han vilde;
ti de fik døden som løn for sin daarskap og gudløse frækhet,
saasom de slagtet og aat den straalende himmelguds okser,
solgudens fæ, og hjemkomstens dag tok han fra dem for altid.
Meld ogsaa os, du datter av Zevs, et frasagn om dette.
— Nu var da alle de andre som frelstes fra døden den bratte,
hjemme i ro og bjerget forlængst fra krig og fra havsnød.
Bare Odyssevs, som længtet saa saart efter hjemfærd og hustru,
holdt hun tilbake, hin nymfe saa skjøn, gudinden Kalypso,
hist i den hvælvede grotte og ønsket sig helten til husbond.
Men da saa aaret var kommet i tidernes rullende kredsløp,
da han til Itaka hjem skulde naa efter gudernes vilje,
da blev han end ikke der, mellem elskede frænder og venner,
sparet for møie og kamp; men guderne ynket ham alle
uten Poseidon, som raste i harm mot helten Odyssevs,
gudernes like i kløkt, før han naadde omsider sit hjemland.
Til aitiopernes land var havguden draget paa langfærd.
Ytterst blandt mennesker bor aitiopernes tvedelte stammer,
en ved den dalende sol, den anden ved solgudens opgang.
Dit var han stevnet som gjest til et offer av lam og av okser.
Glad sat han nu i det festlige lag; men alle de andre
guder var samlet i Zevs', den olympiske alfaders haller.
Guders og menneskers far tok ordet iblandt dem og talte;
ti for hans sjel stod mindet om drotten Aigistos som dræptes
nys av Orestes, hin navngjetne søn av kong Agamemnon.
Grepet av mindet om ham tok han ordet i gudernes møte:
«Harmelig, slik som menneskers ætt lægger skylden paa guder.
Ja, for de sier det onde blir sendt dem fra os; men ved daarskap
volder de ulykker selv langt større end skjæbnen har villet.
Saaledes egtet Aigistos fornys mot skjæbnen Atreidens
viede hustru og dræpte ham selv, da han vendte tilbake,
skjønt han var viss paa en gruelig død; ti vi bød ham paa forhaand,
sendende Hermes, den skarpsynte gud, vort lynsnare ilbud,
hverken at dræpe ham selv eller søke at vinde hans hustru:
for ved Orestes' haand skulde Atrevs' søn vorde hevnet,
naar han var modnet til mand og længtet tilbake til hjemmet.
Saa lød Hermes' velmente raad; men Aigistos' stivsind
bøiet han ei, og for hele sin færd har han nu maattet bøte.»
Derefter svarte gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Kronos' søn, vor far, du høieste hersker av alle.
Ja, han har visselig fundet den grufulde død, han fortjente.
Maatte hver anden som gjør noget slikt, faa selvsamme dødslod!
Aa, men mit hjerte vil briste av sorg for den kjække Odyssevs.
Stakkar, han har jo saa længe lidt ondt langt borte fra sine
hist paa den ensomme omflytte ø som er storhavets navle.
Skogene dækker den enslige ø; der bor en gudinde,
datter av Atlas, hin jætte saa klok, som kjender saa nøie
havbundens dypeste dyp og alene maa bære de lange
mægtige søiler som skiller fra jord den hvælvede himmel.
Datteren holder trods jamrende bøn den arme tilbake,
lokkende stadig med daarende ord og smigrende tale,
om han tilsidst kunde glemme sit Itaka helt; men Odyssevs
ønsker sig døden og lengter saa saart efter bare at øine
hvirvlende røk fra den hjemlige jord. Aa, drot paa Olympen,
røres da end ikke du i din sjel? Har ikke Odyssevs
hist i det vidtstrakte troiske land ved argeiernes snekker
glædet dig, Zevs, ved sit offer? Hvi fik du saa meget imot ham?»
Tok da den vældige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Hvi lot du slippe, mit barn, slikt ord over tændernes gjerde?»
Hvorledes skulde jeg vel ha glemt den gjæve Odyssevs,
som i forstand er den første blandt mænd og fremfor de andre
ofret til evige guder som bor over himmelen vide?
Nei, men hin jordomslyngende gud Poseidon er stadig
fyldt av den bitreste harm for den gjæve Kyklop Polyfemos
som han har blindet og røvet hans syn. Blandt alle kykloper
er han den første i magt. Ham fødte en nymfe Toosa
datter av Forkys, en raadende drot i havet det golde
da hun i grotternes skjul hadde hvilt hos guden Poseidon.
Siden har rigtignok ikke hin jordryster vældig, Poseidon,
fristet at dræpe Odyssevs, men holder ham fjernet fra hans hjemland.
Vel, la nu os, som har samlet os her, i fællesskap drøfte
hvordan han bedst kommer hjem. Tilvisse vil ogsaa Poseidon
mildne sin harm; ti han magter jo ei i trods mot vor vilje
ene at gaa til en kamp mot alle de evige guder.»
Derefter svarte gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Kronos søn, vor far, du mægtigste hersker av alle.
Dersom de salige guder er samstemt om dette, og alle
vil at Odyssevs, den kløktige helt, skal naa til sit hjemland
la os da sende den hjelpsomme gud, den lynsnare Hermes,
hen til Ogygias ø for at melde den haarfagre nymfe
straks hvad vi vil og bringe det bud som hun ikke kan rokke,
at den standhaftige helt Odyssevs skal stevne til hjemmet.
Selv skal jeg ile imens til Itakas ø for at egge
sønnen til daad og gi ham i barm friskt mot til at stevne
alle akaiernes haarfagre mænd til tinge og melde
friernes flok at han vil de skal rømme hans hus; ti de slagter
stadig i mængde hans faar og de langsomme hornede okser.
Saa skal jeg følge ham frem til det sandige Pylos og Sparta,
forat han der kan faa nys om sin far og faa spurt om hans hjemkomst.
Der kan han ogsaa bli kjendt blandt mænd og vinde sig hæder.»
Saaledes talte gudinden og bandt under føtterne skjønne
himmelske saaler av guld som bar hende hurtig som vinden
hen over hav og hen over land til jorderiks ender.
Derefter tok hun sit spyd med spids av det skarpeste kobber,
tungt og vældig og sterkt. Med det kan hun kue de sterke
rækker av mænd som hun hater, hin Alfaders vældige datter.
Lynsnart svævet hun ned fra Olympos' takkede tinder,
stanset saa nede i Itakas land ved Odyssevs' borgport
fremme paa tersklen til gaarden med lansen av kobber ihænde,
skapt som en fremmed, som Mentes, de tafiske krigeres fører
Indenfor traf hun ved døren de brautende frieres skarer
som i sit overmod frydet sin sjel ved at leke med bretspil,
leiret i mak paa huder av kjør, som de selv hadde slagtet,
mens av de gjæve herolder og ivrige svende i hallen
somme var travelt ifærd med at blande i mægtige boller
vinen med vand og somme bar frem og vasket med svamper
gjesternes borde, mens mængder av kjøtt blev opdelt av andre.
Helten Telemakos, skjøn som en gud, var den første som saa ham;
ti iblandt frierne sat han med nagende kummer i hjertet,
tænkende saart paa sin herlige far, om han dog maatte komme,
og naar han først hadde jaget paa dør hin friernes skare,
vinde sin kongsret paany og raade som herre i huset.
Mens han blandt frierne grublet paa slikt, fik han øie paa Pallas.
Straks gik han hen imot porten; ti det at en fremmed saa længe
stod der ved indgangen, harmet hans sjel. Han gik mot ham, og venlig
grep han hans haand og tok fra sin gjest den malmhvasse lanse.
Derefter talte han saa med vingede ord til gudinden:
«Hil dig fremmede! Ta nu hos os til takke; men siden,
raar du har faat dig et maaltid til kvelds, faar du si hvad du ønsker.»
Talende saa gik han ind, og Fallas Atene gik efter.
Men da de begge kom ind og stod i den mægtige borghal,
gik han med lansen og stillet den op ved en kneisende søile
ind i det blankt polerede skap, hvor lanser i mængde
stod i sit gjemme, den haardføre helt Odyssevs' vaaben.
Bragte han saa til sæte sin gjest paa den utskaarne tronstol,
dækket med fineste lin, og ved føtterne var der en skammel.
Selv bar han frem sin prægtige stol ved siden av gjesten
fjernt fra friernes flok, saa han ei skulde miste sin matlyst
plaget ved skraalet av brautende mænd, og forat han siden
selv kunde spørre ham ut om sin far, hvor i verden han vanket.
Kanden den skjønne av pureste guld med vandet til haandtvæt
hentet en terne og hældte det ut paa de frembrakte hænder
over et sølvfat og satte saa frem, det blankskurte matbord.
Derefter satte husholdersken selv, den værdige kvinde,
rikelig for dem av hver en ret som huset formaadde.
Nu bar den kyndige forskjærer frem paa bugnende fater,
alleslags kjøtt og satte paa bord de gyldne pokaler.
Flinkt gik herolden omkring og fyldte med vin deres bægre.
Ind kom friernes brautende flok. I rad og i række
valgte de plads og satte sig ned paa bænker og stoler.
Derefter hældte herolderne vand paa de fremrakte hænder.
Terner kom ind med dynger av brød i flettede kurver.
Svendene fyldte til randen med vin de skummende boller.
Alle tok for sig i rikelig maal av de fremsatte retter.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
vendte sig friernes tanker og sind til andenslags morskap,
sanglek og dans. Slikt liver jo op i det festlige gilde.
Straks skred frem en herold og rakte den herlige citar
frem til Femios, skalden, som frierne tvang til at synge.
Strengene slog han med kunst og istemte sangen den skjønne.
Hvisket Telemakos da til den blaaøide Pallas Atene,
bøiende frem sit hode for ei at bli hørt av de andre:
«Fremmede ven! Vil du vredes paa mig for det jeg nu sier?
Disse har let for at more sig slik med citar og sange,
saasom de ustraffet tærer paa gods i andenmands eie,
heltens, hvis hvitnende ben vel ligger og raatner i regnet
etsteds paa land eller driver omkring paa det bølgende havdyp.
Aa, om de saa ham saasandt vendt hjem til Itakas strande,
bad de nok alle langt heller en bøn om lynrappe føtter
end om at vinde sig rigdom paa guld og paa prægtige stasklær.
Nu har han fundet som sagt en sørgelig dødslod, og ingen
trøst er at finde for os, selv om der paa jord skulde findes
en som bar bud om hans hjemkomst. Den dag oprinder nok aldrig.
Vel, men svar mig paa dette, og sig mig sandheten aapent:
Hvem og hvad landsmand er du? Hvor har du forældre og hjemstavn?
Hvorfra er skibet du kom med, og hvorledes har nu dit mandskap
ført dig til Itakas ø. Hvem gir de sig ut for at være?
Ja, for tillands, paa din fot, kan jeg dog ikke tro du er kommet.
En ting til maa du si mig forsandt, saa jeg vet det med visshet:
Kom du for førstegang nu, eller var du som gjesteven fordum
her hos min far? Av fremmede kom der jo dengang saa mange
hit til vort hus. Han var jo saa kjendt med folk og saa gjestmild.»
Derefter svarte gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Ja, jeg skal gi dig sandfærdig besked om alt hvad du spør om.
Mentes, den tapre Ankialos' søn, er jeg stolt av at være,
og jeg er drot over tafiske mænd, som er flinke med aaren.
Nu er jeg kommet med mandskap og skib over vinfarvet havdyp,
styrende kursen til mænd som taler med fremmede tunger.
Hen til Temesa fører jeg jern og vil bytte med kobber.
Fartøiet ligger for anker ved land langt borte fra byen
hist under Neions skogklædte skrent i havnen ved Reitron.
Alt fra de fremfarne dage, fra fædrenes tid, kan vi stolte
nævne hinanden som venner. Du kan jo gaa hen for at spørre
helten den gamle Laertes, som folk har fortalt mig nu aldrig
kommer til byen, men har det saa ondt langt ute paa landet
sammen med ældgammel kvinde, som gir ham hans mat og hans drikke,
naar han er mødig og hvert et lem vil svigte av; mathet,
medens han slæper sig om over vingaardens bugtede stier.
Nu kom jeg hit, fordi det blev sagt at din far var at finde
her i sit land; men guder har stængt, som jeg hører, hans veier.
Ja, for han er ikke død, den gjæve Odyssevs; han lever
etsteds i verden, men bundet og stængt av storhavets vidder,
fjernt paa en ø i det brusende hav, hvor fiendske vildmænd
har ham i vold og holder ham fast, saa nødig han vil det.
Nu skal jeg gi dig tilkjende hvad selve de evige guder
lægger mig klarlig paa sinde og hvad jeg er viss paa vil hænde,
endda jeg ikke er synsk og ei heller forstaar mig paa varsler:
Lang blir visselig ikke den tid han endnu skal dvæle
fjernt fra sin fædrenejord, er han end i jernlænker bundet.
Utveier fandt han jo stadig, og finder nok utvei til hjemferd.
Vel men sig mig nu dette, min ven, og svar mig sandfærdig,
om du, saa stor som du er, er en kjødelig søn av Odyssevs.
Ganske forbausende ligner du ham av aasyn og øine.
Ja, for det hendte jo ret som det var at vi traf til at møtes
førend han stevnet til Troja paa togt, hvorhen jo saa mange
andre argeiiske fyrster drog bort paa de stavnhøie snekker.
Siden har hverken Odyssevs set mig, eller jeg set Odyssevs.
Straks tok den klartænkte svend Telemakos ordet og svarte:
Gjesteven, ja jeg skal visselig si den reneste sandhet.
Rigtignok sier min mor, jeg er søn av ham selv; men med visshet
vet jeg det ikke; ti ingen har end kunnet kjende sit ophav.
Gid jeg var søn av en lykkelig mand og min far kunde nytte
rolig og tryg hvad han eide av gods til sin alderdoms dager.
Derimot sier man nu jeg er søn av ham som av alle
mænd fik den usleste lod. Det var jo om dette du spurte.»
Derpaa tok atter gudinden, den blaaøide Pallas til orde:
Ikke har guder bestemt at din slegt skal glemmes i fremtid
siden en søn som du er født av Penelopeia.
Vel, men svar mig paa dette og sig mig sandheten aapent:
Hvortil slikt gilde? og hvortil hin sværm? Hvad er her paa færde?
Holder du fest eller bryllup? for sammenskudslag er det ikke.
Ret som voldsmænd tykkes de mig at fraadse i hallen
rent overmodig og frækt. En hæderlig mand maa jo harmes,
kommer han her og blir vidne til al deres skamløse adfærd.»
Straks tok den klartænkte svend Telemakos ordet og svarte:
«Fremmede, ja naar du fritter mig ut og spør, skal jeg svare:
Engang var det jo saa at dette vort hus skal ha været
anset og rikt, saalænge hin helt var tilhuse i landet.
Siden har guderne pønset paa ondt og grumt villet ændre
hele vor skjæbne; ti aldrig tilforn lot de nogen bli borte
sporløst som ham. Var han død, saa bar jeg vel lettere sorgen,
dersom han blandt sine mænd var falden i kampen ved Troja
eller var sluknet i vennernes arm efter kampenes møie.
Da hadde alle akaiernes mænd vel reist ham en gravhaug.
Efterlatt hadde han ogsaa sin søn uvisnelig hæder.
Nu har harpyerne revet ham bort; hans ry har de røvet.
Uset og ukjendt forsvandt han, og mig har han levnet de bitre
sorger og klager. Det er ei for ham alene jeg sukker.
Nei, ogsaa anden forsmædelig kval har guderne voldt mig.
Alle de fyrster som raader paa øerne rundt os, paa Same,
hist paa Dulikions ø, i Zakyntos' skogrike bygder,
eller har høvdingers rang i det bjergfulde Itakas daler,
alle vil egte min mor og er os til plage i huset.
Selv kan hun hverken si nei til en egteskapspakt som hun avskyr,
eller gi endelig svar. Ved sin graadighet lægger de øde
hele mit hus. Snart tar de mig selv vel ogsaa av dage.»
Grepet av fnysende harm tok Pallas Atene til orde:
«Aa, for en skam! Haardt er det for dig at Odyssevs er borte,
han som saa tungt kunde lægge sin haand paa de skamløse voldsmænd.
Aa, om han nu kunde komme og stille sig fremme ved døren,
rustet med hjelm og skjold og med to malmhvæssede lanser!
Ja, om han stod der slik som han var, da jeg førstegang saa ham
dengang han sat i vor hal og i festglæde tømte sit bæger
stevnende hjem fra Efyra, fra Hos, Mermeros' ætling!
Derhen var nemlig Odyssevs reist paa sit letrodde fartøi
efter en dræpende gift; ti i den vilde høvdingen dyppe
pilenes malmhvasse odd; men han fik den dog ikke av Hos,
saasom han ei turde vaage at krænke de evige guder.
Dog, han fik den tilsidst av min far; ti han elsket ham saare.
Ja, om han stod blandt frierne nu saa mandig som dengang,
fik de nok alle en braadød, og bitter blev brylluppets glæde.
Dog, det ligger i gudernes skjød, hvordan dette skal ende,
om han skal komme tilbake og hævne sig grumt, eller ikke,
her i sin hal. Nu er det mit raad at du selv tænker efter,
hvordan du bedst skal faa jaget paa dør hver frier i hallen.
Vel, gi nu agt paa mit ord og læg dig min tale paa hjerte.
Naar du imorgen har kaldt akaiernes helter til tinge,
meld dem da alle dit bud, og la guderne selv være vidner.
Byd disse friere straks at gaa bort, enhver til sit eget.
Men er det saa at det huer din mor at egte en beiler,
da faar hun nu vende hjem til sin mægtige far. Paa hans kongsborg
skal de da lage til bryllup og skaffe tilveie et utstyr
herlig og rikt som en fyrste bør gi sin elskede datter.
Dig vil jeg gi et velment raad, saasandt du vil lyde:
Rust nu dit ypperste skib med tyve veløvede sjømænd.
Drag saa avsted og faa nys om din far, som du længe har savnet,
om nogen dødelig melder dig nyt, eller Zevs lar dig høre
rygter som bringer os mennesker tidt det sikreste budskap.
Først skal du fare til Pylos og spørre den herlige Nestor;
derfra til Sparta til drotten den lysblonde helt Menelaos;
ti av akaiernes malmklædte mænd kom han hjem som den sidste.
Faar du saa spurt om din far at han lever og nu er paa hjemfærd,
taaler du visselig endnu et aar den tort du maa lide.
Men faar du høre hans død og faar spurt at han ei er ilive,
da faar du vende tilbake og ty til dit elskede hjemland.
Der skal du reise ham haug og gi ham en hæderlig likfærd,
feiret med sømmelig pragt, og gi saa din mor til en husbond.
Men naar du vel har faat ordnet det slik, og alting er fuldbragt,
da maa du drøfte i sjel og i sind med hver evne du eier,
hvordan du enten med list eller aapenlyst kan ta av dage
frierne her i din hal; ti med barneverk bør du ei fare.
Ei er det sømmelig mer; ti du er ikke længer en smaagut.
Har du ei hørt hvilket glimrende ry den gjæve Orestes
vandt sig blandt mænd da han dræpte til hevn hin lurende morder,
drotten Aigistos som myrdet hans far, den herlige konge?
Kjære, jeg ser du er velskapt og stor; saa te dig da ogsaa
modig og sterk for at vinde et navn blandt kommende slegter.
— Nei, nu faar jeg nok skynde mig ned til mit letrodde fartøi
og mine mænd som vel alle forlængst er kjed av at vente.
Selv faar du tænke paa dette, og husk nu hvad jeg har sagt dig.»
Nu tok den klartænkte svend Telemakos atter til orde:
«Fremmede, ja dine ord er visselig likesaa velment
som naar en far vil raade sin søn, og jeg glemmer dem aldrig.
Vent nu en stund, hvor meget du end er opsat paa reisen,
forat du, naar du har faat dig et bad og har gjort dig tilgode,
siden fornøiet i sind kan gaa til dit skib med en gave
kostbar og skjøn, en foræring fra mig som du siden kan gjemme,
slik som en gjesteven pleier at gi til en ven som han elsker.»
Svarte da atter gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Nød mig ei længer; ti hele min hu staar nu til at fare.
Gaven du nu med dit kjærlige sind har lyst til at gi mig,
den kan du la mig faa med til mit hjem, naar jeg kommer tilbake.
Vælg den saa vakker du vil. Du skal sikkert med tiden faa gjengjæld.>
Saaledes talte Atene, den blaaøide mø og blev borte
ti hun fløi op som en fugl gjennem ljaaren; men mot og fortrøstning
hadde hun vakt i hans sjel og vendt hans hu til at tænke
mer end tilforn paa sin far. Da han fattet det, for der en bæven
gjennem hans sjel. Han forstod at en gud hadde gjestet hans bolig.
Kjæk som en gud gik ynglingen hen til friernes skare.
Men i forsamlingen sang den herlige skald, og i taushet
sat de og lyttet. Han kvad om akaiernes grufulde hjemkomst,
hevnen som Pallas lot ramme dem haardt paa færden fra Troja.
Men da nu Penelopeia, Ikarios' kløktige datter,
oppe i kvindernes sal fik høre de deilige toner,
ilte hun ned over loftstrappens trin fra sit høienloftskammer,
ikke alene, men fulgt av to av de tjenende kvinder.
Da nu den herlige kvinde var kommet til friernes skare,
stanset hun fremme ved salsdørens karm i den velbygde borghal,
medens hun trak det deilige slør over aasyn og kinder.
Hen til sin husfrue stillet sig straks de trofaste terner.
Brast hun da ut i graat og rettet til skalden sin tale:
«Femios, mangt et kvad kan du synge som fryder vort hjerte
baade om guders og menneskers daad som sangerne priser.
Syng, naar du sitter iblandt dem, om slikt og la dem i taushet
drikke sin vin; men hold op med det sorgtunge kvad, som du
synger,
dette som piner mit hjerte i barm, saa ofte det lyder,
saasom jeg haardest blev rammet av sorg som jeg aldrig kan glemme.
Nei; ti hver stund maa jeg mindes med savn hans mandige aasyn,
heltens, hvis ry er baaret saa vidt over Hellas og Argos.»
Nu tok den snartænkte svend Telemakos ordet og mælte:
«Mor, hvi vil du formene vor avholdte sanger at fryde
hjerterne slik som det huer ham bedst. Vi kan ikke lægge
skylden paa sangerne selv. Zevs volder det, han som kan skjænke
jordiske mænd som lever av brød, den lod som han lyster.
Ei kan vi harmes ved sangerens kvad om danaernes vanheld.
Altid er det jo saa at folk, naar de lytter til kvæder,
gjerne vil høre de sidste og priser de nyeste sange.
Find dig da i det og tving dit sind til at lytte til sangen.
Ei var Odyssevs den eneste helt som forspildte ved Troja
hjemkomstens dag; ti ogsaa mangfoldige andre fandt døden.
Gaa nu igjen til dit kammer og røkt dine huslige sysler.
Gaa til din væv og din ten og byd dine tjenestekvinder
alle at gaa til sin daglige dont. At tale blandt flere
sømmer sig mænd. Mest anstaar det mig som er herre i huset.»
Studsende vendte hun om og skyndte sig op til sit kammer,
slaat av sin søns forstandige ord som hun tok sig til hjerte.
Da hun var steget med ternerne op i sit høienloftskammer,
graat hun av sorg for Odyssevs, sin mand, til den blaaøide Pallas
lot over øinene sænke sig blidt en kvægende slummer.
Frierne larmet imens i borghallens kjølige skygge.
Lydt forlangte enhver at hvile hos hende paa leiet.
Tok da den klartænkte yngling Telemakos ordet iblandt dem:
«Friere, I som vil egte min mor, hovmodige voldsmænd!
La os dog nyte vort maaltid med lyst, men la os faa slippe
opstyr og skraal. Det er jo en fryd at sitte og lytte
tyst' til en skald, naar han eier en røst saa himmelsk som denne.
La os saa alle imorgen ved gry gaa samlet til tinge,
forat jeg der kan faa sagt jer tydelig nok at jeg ønsker
at I skal rømme mit hus og søke til gilde hos andre,
gaa hos hverandre paa omgang og tære paa gods som I eier.
Men dersom dette er efter jert sind, og det tykkes jer bedre
at I kan tære paa enkeltmands gods og gjøre det strafløst,
vel, saa gjør det. Jeg selv skal be til de evige guder,
om det forundes mig engang av Zevs at straffe jer voldsfærd.
Da skal I finde i hallen jer død og aldrig bli hevnet.»
Saaledes talte han kjækt. Da bet de sig alle i læben,
slaat av forbauselse over hvor modig Telemakos talte.
Straks tok Antinoos ordet til svar, hin søn av Evpeites:
«Nei, men Telemakos! Guderne selv maa tilvisse ha lært dig
alle de høistemte ord og din djerve stormodige tale.
Maatte dog Kronos' søn ei gjøre dig ogsaa til konge
her over Itakas ø, som din byrd gir dig ret til at kræve.»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos ordet og svarte:
«Gjæve Antinoos, mon du blir harm over det jeg nu sier:
Ja, dersom Zevs vilde gi mig slik magt, saa tok jeg den gjerne.
Mener du slikt er den ringeste lod som kan mennesker times?
Kongsmagt er dog ingen vanskjæbne just. Straks strømmer jo rigdom
ind over huset, og større blir straks den hæder man nyter.
Dog, der findes paa Itakas ø mangfoldige andre
gjæve akaier av kongelig byrd, baade unge og gamle.
Nu da Odyssevs er død, faar én av disse ta magten.
Men i vort hus vil jeg selv være drot og selv vil jeg raade
over de træller Odyssevs, min far, har vundet som bytte.»
Tok da Polybos' søn Evrymakos ordet og mælte:
«Kjække Telemakos, guderne selv faar raade for dette,
hvilken akaier paa Itakas ø skal herske som konge.
Selv skal du raade for godset og selv være herre i huset.
Aldrig skal komme den mand som med vold paa trods av din vilje
røver dit gods, saalænge som mænd paa Itaka bygger.
Men jeg har lyst, min ven, til at spørre om gjesten som var her,
hvorfra han er og hvad landsmand han selv gir sig ut for at være.
Hvor er hans slegt til huse, og hvor er hans fædrene hjemland?
Bragte han bud om din far at han nu er paa reise til hjemmet?
eller kanhænde det var for sig selv han hadde et erend?
Sælsomt hvor snart han brøt op og forsvandt og ei vilde vente,
til vi fik lært ham at kjende. En vanbyrding lignet han ikke.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Gjæve Evrymakos, spildt har min far tilvisse sin hjemfærd.
Ei kan jeg mer fæste lit til en tidende, selv om den kommer,
eller gi agt paa varsler og tegn som min mor saa ihærdig
spør om, naar hit til vor borg hun har hentet en varselfortolker.
Manden er hjemme paa Tatfos. Min fædrene gjesteven er han.
Mentes, den tapre Ankialos' søn, er han stolt av at være,
og han er drot over tafiske mænd som er flinke med aaren.»
Saa lød Telemakos' ord, skjønt han visste det var en gudinde.
Frierne vendte nu atter sin hu til dansen og frydet
like til aftenen silde sin sjel med de yndige sange.
Men da det mørknet mot kveld, mens de sat i det lystige gilde,
vandret enhver av dem hjem til sit bo for at gaa til sit leie.
Selv gik Telemakos dit hvor hans høireiste kammer var bygget
vendt mot den herlige gaard, hvor hans blik kunde skue saa vide.
Der gik han hen til sin seng og grublet paa mangt i sit hjerte.
Foran ham bar Evrykleia de lysende fakler, hans kjære
trofaste terne, en datter av Ops, som var søn av Peisenor,
hun som Laertes tilforn hadde kjøpt som blomstrende ungmø.
Dyrt blev hun kjøpt for hans gods. Hun kostet ham sneset av okser.
Likt med hans trofaste viv blev hun hædret paa borgen; men aldrig
delte han dog hendes seng; ti han vilde ei krænke sin hustru.
Faklerne bar hun for sønnen; ti mest av samtlige terner
elsket hun ham og fostret ham ømt fra hans spædeste barndom.
Fløidøren aapnet han selv til sit prægtige, velbygde kammer,
satte sig saa paa sin seng og trak av sig sin kjortel den bløte.
Derefter rakte han den til den gamle omtænksomme kvinde.
Varsomt foldet hun kjortlen og strøk den tilrette med haanden,
og da hun saa ved den utskaarne seng hadde hængt den paa knaggen,
gik hun fra kamret og trak med den skinnende sølvring forsigtig
døren igjen, og med remmen av lær trak hun slaaen for døren.
Hyllet i finulden feld laa ynglingen natten til ende
drøftende færden, som Pallas fornye hadde lagt ham paa sinde.
da han tilsidst hadde styrtet i grus det hellige Troja.
Mangen en by fik han se og merket sig folkenes lynne.
Mangen en sjelekval døiet han tidt paa sjø, naar han fristet
selv at bjerge sit liv og frelse sig hjem med sit mandskap.
Dog, sine kampfæller frelste han ei, saa gjerne han vilde;
ti de fik døden som løn for sin daarskap og gudløse frækhet,
saasom de slagtet og aat den straalende himmelguds okser,
solgudens fæ, og hjemkomstens dag tok han fra dem for altid.
Meld ogsaa os, du datter av Zevs, et frasagn om dette.
— Nu var da alle de andre som frelstes fra døden den bratte,
hjemme i ro og bjerget forlængst fra krig og fra havsnød.
Bare Odyssevs, som længtet saa saart efter hjemfærd og hustru,
holdt hun tilbake, hin nymfe saa skjøn, gudinden Kalypso,
hist i den hvælvede grotte og ønsket sig helten til husbond.
Men da saa aaret var kommet i tidernes rullende kredsløp,
da han til Itaka hjem skulde naa efter gudernes vilje,
da blev han end ikke der, mellem elskede frænder og venner,
sparet for møie og kamp; men guderne ynket ham alle
uten Poseidon, som raste i harm mot helten Odyssevs,
gudernes like i kløkt, før han naadde omsider sit hjemland.
Til aitiopernes land var havguden draget paa langfærd.
Ytterst blandt mennesker bor aitiopernes tvedelte stammer,
en ved den dalende sol, den anden ved solgudens opgang.
Dit var han stevnet som gjest til et offer av lam og av okser.
Glad sat han nu i det festlige lag; men alle de andre
guder var samlet i Zevs', den olympiske alfaders haller.
Guders og menneskers far tok ordet iblandt dem og talte;
ti for hans sjel stod mindet om drotten Aigistos som dræptes
nys av Orestes, hin navngjetne søn av kong Agamemnon.
Grepet av mindet om ham tok han ordet i gudernes møte:
«Harmelig, slik som menneskers ætt lægger skylden paa guder.
Ja, for de sier det onde blir sendt dem fra os; men ved daarskap
volder de ulykker selv langt større end skjæbnen har villet.
Saaledes egtet Aigistos fornys mot skjæbnen Atreidens
viede hustru og dræpte ham selv, da han vendte tilbake,
skjønt han var viss paa en gruelig død; ti vi bød ham paa forhaand,
sendende Hermes, den skarpsynte gud, vort lynsnare ilbud,
hverken at dræpe ham selv eller søke at vinde hans hustru:
for ved Orestes' haand skulde Atrevs' søn vorde hevnet,
naar han var modnet til mand og længtet tilbake til hjemmet.
Saa lød Hermes' velmente raad; men Aigistos' stivsind
bøiet han ei, og for hele sin færd har han nu maattet bøte.»
Derefter svarte gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Kronos' søn, vor far, du høieste hersker av alle.
Ja, han har visselig fundet den grufulde død, han fortjente.
Maatte hver anden som gjør noget slikt, faa selvsamme dødslod!
Aa, men mit hjerte vil briste av sorg for den kjække Odyssevs.
Stakkar, han har jo saa længe lidt ondt langt borte fra sine
hist paa den ensomme omflytte ø som er storhavets navle.
Skogene dækker den enslige ø; der bor en gudinde,
datter av Atlas, hin jætte saa klok, som kjender saa nøie
havbundens dypeste dyp og alene maa bære de lange
mægtige søiler som skiller fra jord den hvælvede himmel.
Datteren holder trods jamrende bøn den arme tilbake,
lokkende stadig med daarende ord og smigrende tale,
om han tilsidst kunde glemme sit Itaka helt; men Odyssevs
ønsker sig døden og lengter saa saart efter bare at øine
hvirvlende røk fra den hjemlige jord. Aa, drot paa Olympen,
røres da end ikke du i din sjel? Har ikke Odyssevs
hist i det vidtstrakte troiske land ved argeiernes snekker
glædet dig, Zevs, ved sit offer? Hvi fik du saa meget imot ham?»
Tok da den vældige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Hvi lot du slippe, mit barn, slikt ord over tændernes gjerde?»
Hvorledes skulde jeg vel ha glemt den gjæve Odyssevs,
som i forstand er den første blandt mænd og fremfor de andre
ofret til evige guder som bor over himmelen vide?
Nei, men hin jordomslyngende gud Poseidon er stadig
fyldt av den bitreste harm for den gjæve Kyklop Polyfemos
som han har blindet og røvet hans syn. Blandt alle kykloper
er han den første i magt. Ham fødte en nymfe Toosa
datter av Forkys, en raadende drot i havet det golde
da hun i grotternes skjul hadde hvilt hos guden Poseidon.
Siden har rigtignok ikke hin jordryster vældig, Poseidon,
fristet at dræpe Odyssevs, men holder ham fjernet fra hans hjemland.
Vel, la nu os, som har samlet os her, i fællesskap drøfte
hvordan han bedst kommer hjem. Tilvisse vil ogsaa Poseidon
mildne sin harm; ti han magter jo ei i trods mot vor vilje
ene at gaa til en kamp mot alle de evige guder.»
Derefter svarte gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Kronos søn, vor far, du mægtigste hersker av alle.
Dersom de salige guder er samstemt om dette, og alle
vil at Odyssevs, den kløktige helt, skal naa til sit hjemland
la os da sende den hjelpsomme gud, den lynsnare Hermes,
hen til Ogygias ø for at melde den haarfagre nymfe
straks hvad vi vil og bringe det bud som hun ikke kan rokke,
at den standhaftige helt Odyssevs skal stevne til hjemmet.
Selv skal jeg ile imens til Itakas ø for at egge
sønnen til daad og gi ham i barm friskt mot til at stevne
alle akaiernes haarfagre mænd til tinge og melde
friernes flok at han vil de skal rømme hans hus; ti de slagter
stadig i mængde hans faar og de langsomme hornede okser.
Saa skal jeg følge ham frem til det sandige Pylos og Sparta,
forat han der kan faa nys om sin far og faa spurt om hans hjemkomst.
Der kan han ogsaa bli kjendt blandt mænd og vinde sig hæder.»
Saaledes talte gudinden og bandt under føtterne skjønne
himmelske saaler av guld som bar hende hurtig som vinden
hen over hav og hen over land til jorderiks ender.
Derefter tok hun sit spyd med spids av det skarpeste kobber,
tungt og vældig og sterkt. Med det kan hun kue de sterke
rækker av mænd som hun hater, hin Alfaders vældige datter.
Lynsnart svævet hun ned fra Olympos' takkede tinder,
stanset saa nede i Itakas land ved Odyssevs' borgport
fremme paa tersklen til gaarden med lansen av kobber ihænde,
skapt som en fremmed, som Mentes, de tafiske krigeres fører
Indenfor traf hun ved døren de brautende frieres skarer
som i sit overmod frydet sin sjel ved at leke med bretspil,
leiret i mak paa huder av kjør, som de selv hadde slagtet,
mens av de gjæve herolder og ivrige svende i hallen
somme var travelt ifærd med at blande i mægtige boller
vinen med vand og somme bar frem og vasket med svamper
gjesternes borde, mens mængder av kjøtt blev opdelt av andre.
Helten Telemakos, skjøn som en gud, var den første som saa ham;
ti iblandt frierne sat han med nagende kummer i hjertet,
tænkende saart paa sin herlige far, om han dog maatte komme,
og naar han først hadde jaget paa dør hin friernes skare,
vinde sin kongsret paany og raade som herre i huset.
Mens han blandt frierne grublet paa slikt, fik han øie paa Pallas.
Straks gik han hen imot porten; ti det at en fremmed saa længe
stod der ved indgangen, harmet hans sjel. Han gik mot ham, og venlig
grep han hans haand og tok fra sin gjest den malmhvasse lanse.
Derefter talte han saa med vingede ord til gudinden:
«Hil dig fremmede! Ta nu hos os til takke; men siden,
raar du har faat dig et maaltid til kvelds, faar du si hvad du ønsker.»
Talende saa gik han ind, og Fallas Atene gik efter.
Men da de begge kom ind og stod i den mægtige borghal,
gik han med lansen og stillet den op ved en kneisende søile
ind i det blankt polerede skap, hvor lanser i mængde
stod i sit gjemme, den haardføre helt Odyssevs' vaaben.
Bragte han saa til sæte sin gjest paa den utskaarne tronstol,
dækket med fineste lin, og ved føtterne var der en skammel.
Selv bar han frem sin prægtige stol ved siden av gjesten
fjernt fra friernes flok, saa han ei skulde miste sin matlyst
plaget ved skraalet av brautende mænd, og forat han siden
selv kunde spørre ham ut om sin far, hvor i verden han vanket.
Kanden den skjønne av pureste guld med vandet til haandtvæt
hentet en terne og hældte det ut paa de frembrakte hænder
over et sølvfat og satte saa frem, det blankskurte matbord.
Derefter satte husholdersken selv, den værdige kvinde,
rikelig for dem av hver en ret som huset formaadde.
Nu bar den kyndige forskjærer frem paa bugnende fater,
alleslags kjøtt og satte paa bord de gyldne pokaler.
Flinkt gik herolden omkring og fyldte med vin deres bægre.
Ind kom friernes brautende flok. I rad og i række
valgte de plads og satte sig ned paa bænker og stoler.
Derefter hældte herolderne vand paa de fremrakte hænder.
Terner kom ind med dynger av brød i flettede kurver.
Svendene fyldte til randen med vin de skummende boller.
Alle tok for sig i rikelig maal av de fremsatte retter.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
vendte sig friernes tanker og sind til andenslags morskap,
sanglek og dans. Slikt liver jo op i det festlige gilde.
Straks skred frem en herold og rakte den herlige citar
frem til Femios, skalden, som frierne tvang til at synge.
Strengene slog han med kunst og istemte sangen den skjønne.
Hvisket Telemakos da til den blaaøide Pallas Atene,
bøiende frem sit hode for ei at bli hørt av de andre:
«Fremmede ven! Vil du vredes paa mig for det jeg nu sier?
Disse har let for at more sig slik med citar og sange,
saasom de ustraffet tærer paa gods i andenmands eie,
heltens, hvis hvitnende ben vel ligger og raatner i regnet
etsteds paa land eller driver omkring paa det bølgende havdyp.
Aa, om de saa ham saasandt vendt hjem til Itakas strande,
bad de nok alle langt heller en bøn om lynrappe føtter
end om at vinde sig rigdom paa guld og paa prægtige stasklær.
Nu har han fundet som sagt en sørgelig dødslod, og ingen
trøst er at finde for os, selv om der paa jord skulde findes
en som bar bud om hans hjemkomst. Den dag oprinder nok aldrig.
Vel, men svar mig paa dette, og sig mig sandheten aapent:
Hvem og hvad landsmand er du? Hvor har du forældre og hjemstavn?
Hvorfra er skibet du kom med, og hvorledes har nu dit mandskap
ført dig til Itakas ø. Hvem gir de sig ut for at være?
Ja, for tillands, paa din fot, kan jeg dog ikke tro du er kommet.
En ting til maa du si mig forsandt, saa jeg vet det med visshet:
Kom du for førstegang nu, eller var du som gjesteven fordum
her hos min far? Av fremmede kom der jo dengang saa mange
hit til vort hus. Han var jo saa kjendt med folk og saa gjestmild.»
Derefter svarte gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Ja, jeg skal gi dig sandfærdig besked om alt hvad du spør om.
Mentes, den tapre Ankialos' søn, er jeg stolt av at være,
og jeg er drot over tafiske mænd, som er flinke med aaren.
Nu er jeg kommet med mandskap og skib over vinfarvet havdyp,
styrende kursen til mænd som taler med fremmede tunger.
Hen til Temesa fører jeg jern og vil bytte med kobber.
Fartøiet ligger for anker ved land langt borte fra byen
hist under Neions skogklædte skrent i havnen ved Reitron.
Alt fra de fremfarne dage, fra fædrenes tid, kan vi stolte
nævne hinanden som venner. Du kan jo gaa hen for at spørre
helten den gamle Laertes, som folk har fortalt mig nu aldrig
kommer til byen, men har det saa ondt langt ute paa landet
sammen med ældgammel kvinde, som gir ham hans mat og hans drikke,
naar han er mødig og hvert et lem vil svigte av; mathet,
medens han slæper sig om over vingaardens bugtede stier.
Nu kom jeg hit, fordi det blev sagt at din far var at finde
her i sit land; men guder har stængt, som jeg hører, hans veier.
Ja, for han er ikke død, den gjæve Odyssevs; han lever
etsteds i verden, men bundet og stængt av storhavets vidder,
fjernt paa en ø i det brusende hav, hvor fiendske vildmænd
har ham i vold og holder ham fast, saa nødig han vil det.
Nu skal jeg gi dig tilkjende hvad selve de evige guder
lægger mig klarlig paa sinde og hvad jeg er viss paa vil hænde,
endda jeg ikke er synsk og ei heller forstaar mig paa varsler:
Lang blir visselig ikke den tid han endnu skal dvæle
fjernt fra sin fædrenejord, er han end i jernlænker bundet.
Utveier fandt han jo stadig, og finder nok utvei til hjemferd.
Vel men sig mig nu dette, min ven, og svar mig sandfærdig,
om du, saa stor som du er, er en kjødelig søn av Odyssevs.
Ganske forbausende ligner du ham av aasyn og øine.
Ja, for det hendte jo ret som det var at vi traf til at møtes
førend han stevnet til Troja paa togt, hvorhen jo saa mange
andre argeiiske fyrster drog bort paa de stavnhøie snekker.
Siden har hverken Odyssevs set mig, eller jeg set Odyssevs.
Straks tok den klartænkte svend Telemakos ordet og svarte:
Gjesteven, ja jeg skal visselig si den reneste sandhet.
Rigtignok sier min mor, jeg er søn av ham selv; men med visshet
vet jeg det ikke; ti ingen har end kunnet kjende sit ophav.
Gid jeg var søn av en lykkelig mand og min far kunde nytte
rolig og tryg hvad han eide av gods til sin alderdoms dager.
Derimot sier man nu jeg er søn av ham som av alle
mænd fik den usleste lod. Det var jo om dette du spurte.»
Derpaa tok atter gudinden, den blaaøide Pallas til orde:
Ikke har guder bestemt at din slegt skal glemmes i fremtid
siden en søn som du er født av Penelopeia.
Vel, men svar mig paa dette og sig mig sandheten aapent:
Hvortil slikt gilde? og hvortil hin sværm? Hvad er her paa færde?
Holder du fest eller bryllup? for sammenskudslag er det ikke.
Ret som voldsmænd tykkes de mig at fraadse i hallen
rent overmodig og frækt. En hæderlig mand maa jo harmes,
kommer han her og blir vidne til al deres skamløse adfærd.»
Straks tok den klartænkte svend Telemakos ordet og svarte:
«Fremmede, ja naar du fritter mig ut og spør, skal jeg svare:
Engang var det jo saa at dette vort hus skal ha været
anset og rikt, saalænge hin helt var tilhuse i landet.
Siden har guderne pønset paa ondt og grumt villet ændre
hele vor skjæbne; ti aldrig tilforn lot de nogen bli borte
sporløst som ham. Var han død, saa bar jeg vel lettere sorgen,
dersom han blandt sine mænd var falden i kampen ved Troja
eller var sluknet i vennernes arm efter kampenes møie.
Da hadde alle akaiernes mænd vel reist ham en gravhaug.
Efterlatt hadde han ogsaa sin søn uvisnelig hæder.
Nu har harpyerne revet ham bort; hans ry har de røvet.
Uset og ukjendt forsvandt han, og mig har han levnet de bitre
sorger og klager. Det er ei for ham alene jeg sukker.
Nei, ogsaa anden forsmædelig kval har guderne voldt mig.
Alle de fyrster som raader paa øerne rundt os, paa Same,
hist paa Dulikions ø, i Zakyntos' skogrike bygder,
eller har høvdingers rang i det bjergfulde Itakas daler,
alle vil egte min mor og er os til plage i huset.
Selv kan hun hverken si nei til en egteskapspakt som hun avskyr,
eller gi endelig svar. Ved sin graadighet lægger de øde
hele mit hus. Snart tar de mig selv vel ogsaa av dage.»
Grepet av fnysende harm tok Pallas Atene til orde:
«Aa, for en skam! Haardt er det for dig at Odyssevs er borte,
han som saa tungt kunde lægge sin haand paa de skamløse voldsmænd.
Aa, om han nu kunde komme og stille sig fremme ved døren,
rustet med hjelm og skjold og med to malmhvæssede lanser!
Ja, om han stod der slik som han var, da jeg førstegang saa ham
dengang han sat i vor hal og i festglæde tømte sit bæger
stevnende hjem fra Efyra, fra Hos, Mermeros' ætling!
Derhen var nemlig Odyssevs reist paa sit letrodde fartøi
efter en dræpende gift; ti i den vilde høvdingen dyppe
pilenes malmhvasse odd; men han fik den dog ikke av Hos,
saasom han ei turde vaage at krænke de evige guder.
Dog, han fik den tilsidst av min far; ti han elsket ham saare.
Ja, om han stod blandt frierne nu saa mandig som dengang,
fik de nok alle en braadød, og bitter blev brylluppets glæde.
Dog, det ligger i gudernes skjød, hvordan dette skal ende,
om han skal komme tilbake og hævne sig grumt, eller ikke,
her i sin hal. Nu er det mit raad at du selv tænker efter,
hvordan du bedst skal faa jaget paa dør hver frier i hallen.
Vel, gi nu agt paa mit ord og læg dig min tale paa hjerte.
Naar du imorgen har kaldt akaiernes helter til tinge,
meld dem da alle dit bud, og la guderne selv være vidner.
Byd disse friere straks at gaa bort, enhver til sit eget.
Men er det saa at det huer din mor at egte en beiler,
da faar hun nu vende hjem til sin mægtige far. Paa hans kongsborg
skal de da lage til bryllup og skaffe tilveie et utstyr
herlig og rikt som en fyrste bør gi sin elskede datter.
Dig vil jeg gi et velment raad, saasandt du vil lyde:
Rust nu dit ypperste skib med tyve veløvede sjømænd.
Drag saa avsted og faa nys om din far, som du længe har savnet,
om nogen dødelig melder dig nyt, eller Zevs lar dig høre
rygter som bringer os mennesker tidt det sikreste budskap.
Først skal du fare til Pylos og spørre den herlige Nestor;
derfra til Sparta til drotten den lysblonde helt Menelaos;
ti av akaiernes malmklædte mænd kom han hjem som den sidste.
Faar du saa spurt om din far at han lever og nu er paa hjemfærd,
taaler du visselig endnu et aar den tort du maa lide.
Men faar du høre hans død og faar spurt at han ei er ilive,
da faar du vende tilbake og ty til dit elskede hjemland.
Der skal du reise ham haug og gi ham en hæderlig likfærd,
feiret med sømmelig pragt, og gi saa din mor til en husbond.
Men naar du vel har faat ordnet det slik, og alting er fuldbragt,
da maa du drøfte i sjel og i sind med hver evne du eier,
hvordan du enten med list eller aapenlyst kan ta av dage
frierne her i din hal; ti med barneverk bør du ei fare.
Ei er det sømmelig mer; ti du er ikke længer en smaagut.
Har du ei hørt hvilket glimrende ry den gjæve Orestes
vandt sig blandt mænd da han dræpte til hevn hin lurende morder,
drotten Aigistos som myrdet hans far, den herlige konge?
Kjære, jeg ser du er velskapt og stor; saa te dig da ogsaa
modig og sterk for at vinde et navn blandt kommende slegter.
— Nei, nu faar jeg nok skynde mig ned til mit letrodde fartøi
og mine mænd som vel alle forlængst er kjed av at vente.
Selv faar du tænke paa dette, og husk nu hvad jeg har sagt dig.»
Nu tok den klartænkte svend Telemakos atter til orde:
«Fremmede, ja dine ord er visselig likesaa velment
som naar en far vil raade sin søn, og jeg glemmer dem aldrig.
Vent nu en stund, hvor meget du end er opsat paa reisen,
forat du, naar du har faat dig et bad og har gjort dig tilgode,
siden fornøiet i sind kan gaa til dit skib med en gave
kostbar og skjøn, en foræring fra mig som du siden kan gjemme,
slik som en gjesteven pleier at gi til en ven som han elsker.»
Svarte da atter gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Nød mig ei længer; ti hele min hu staar nu til at fare.
Gaven du nu med dit kjærlige sind har lyst til at gi mig,
den kan du la mig faa med til mit hjem, naar jeg kommer tilbake.
Vælg den saa vakker du vil. Du skal sikkert med tiden faa gjengjæld.>
Saaledes talte Atene, den blaaøide mø og blev borte
ti hun fløi op som en fugl gjennem ljaaren; men mot og fortrøstning
hadde hun vakt i hans sjel og vendt hans hu til at tænke
mer end tilforn paa sin far. Da han fattet det, for der en bæven
gjennem hans sjel. Han forstod at en gud hadde gjestet hans bolig.
Kjæk som en gud gik ynglingen hen til friernes skare.
Men i forsamlingen sang den herlige skald, og i taushet
sat de og lyttet. Han kvad om akaiernes grufulde hjemkomst,
hevnen som Pallas lot ramme dem haardt paa færden fra Troja.
Men da nu Penelopeia, Ikarios' kløktige datter,
oppe i kvindernes sal fik høre de deilige toner,
ilte hun ned over loftstrappens trin fra sit høienloftskammer,
ikke alene, men fulgt av to av de tjenende kvinder.
Da nu den herlige kvinde var kommet til friernes skare,
stanset hun fremme ved salsdørens karm i den velbygde borghal,
medens hun trak det deilige slør over aasyn og kinder.
Hen til sin husfrue stillet sig straks de trofaste terner.
Brast hun da ut i graat og rettet til skalden sin tale:
«Femios, mangt et kvad kan du synge som fryder vort hjerte
baade om guders og menneskers daad som sangerne priser.
Syng, naar du sitter iblandt dem, om slikt og la dem i taushet
drikke sin vin; men hold op med det sorgtunge kvad, som du
synger,
dette som piner mit hjerte i barm, saa ofte det lyder,
saasom jeg haardest blev rammet av sorg som jeg aldrig kan glemme.
Nei; ti hver stund maa jeg mindes med savn hans mandige aasyn,
heltens, hvis ry er baaret saa vidt over Hellas og Argos.»
Nu tok den snartænkte svend Telemakos ordet og mælte:
«Mor, hvi vil du formene vor avholdte sanger at fryde
hjerterne slik som det huer ham bedst. Vi kan ikke lægge
skylden paa sangerne selv. Zevs volder det, han som kan skjænke
jordiske mænd som lever av brød, den lod som han lyster.
Ei kan vi harmes ved sangerens kvad om danaernes vanheld.
Altid er det jo saa at folk, naar de lytter til kvæder,
gjerne vil høre de sidste og priser de nyeste sange.
Find dig da i det og tving dit sind til at lytte til sangen.
Ei var Odyssevs den eneste helt som forspildte ved Troja
hjemkomstens dag; ti ogsaa mangfoldige andre fandt døden.
Gaa nu igjen til dit kammer og røkt dine huslige sysler.
Gaa til din væv og din ten og byd dine tjenestekvinder
alle at gaa til sin daglige dont. At tale blandt flere
sømmer sig mænd. Mest anstaar det mig som er herre i huset.»
Studsende vendte hun om og skyndte sig op til sit kammer,
slaat av sin søns forstandige ord som hun tok sig til hjerte.
Da hun var steget med ternerne op i sit høienloftskammer,
graat hun av sorg for Odyssevs, sin mand, til den blaaøide Pallas
lot over øinene sænke sig blidt en kvægende slummer.
Frierne larmet imens i borghallens kjølige skygge.
Lydt forlangte enhver at hvile hos hende paa leiet.
Tok da den klartænkte yngling Telemakos ordet iblandt dem:
«Friere, I som vil egte min mor, hovmodige voldsmænd!
La os dog nyte vort maaltid med lyst, men la os faa slippe
opstyr og skraal. Det er jo en fryd at sitte og lytte
tyst' til en skald, naar han eier en røst saa himmelsk som denne.
La os saa alle imorgen ved gry gaa samlet til tinge,
forat jeg der kan faa sagt jer tydelig nok at jeg ønsker
at I skal rømme mit hus og søke til gilde hos andre,
gaa hos hverandre paa omgang og tære paa gods som I eier.
Men dersom dette er efter jert sind, og det tykkes jer bedre
at I kan tære paa enkeltmands gods og gjøre det strafløst,
vel, saa gjør det. Jeg selv skal be til de evige guder,
om det forundes mig engang av Zevs at straffe jer voldsfærd.
Da skal I finde i hallen jer død og aldrig bli hevnet.»
Saaledes talte han kjækt. Da bet de sig alle i læben,
slaat av forbauselse over hvor modig Telemakos talte.
Straks tok Antinoos ordet til svar, hin søn av Evpeites:
«Nei, men Telemakos! Guderne selv maa tilvisse ha lært dig
alle de høistemte ord og din djerve stormodige tale.
Maatte dog Kronos' søn ei gjøre dig ogsaa til konge
her over Itakas ø, som din byrd gir dig ret til at kræve.»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos ordet og svarte:
«Gjæve Antinoos, mon du blir harm over det jeg nu sier:
Ja, dersom Zevs vilde gi mig slik magt, saa tok jeg den gjerne.
Mener du slikt er den ringeste lod som kan mennesker times?
Kongsmagt er dog ingen vanskjæbne just. Straks strømmer jo rigdom
ind over huset, og større blir straks den hæder man nyter.
Dog, der findes paa Itakas ø mangfoldige andre
gjæve akaier av kongelig byrd, baade unge og gamle.
Nu da Odyssevs er død, faar én av disse ta magten.
Men i vort hus vil jeg selv være drot og selv vil jeg raade
over de træller Odyssevs, min far, har vundet som bytte.»
Tok da Polybos' søn Evrymakos ordet og mælte:
«Kjække Telemakos, guderne selv faar raade for dette,
hvilken akaier paa Itakas ø skal herske som konge.
Selv skal du raade for godset og selv være herre i huset.
Aldrig skal komme den mand som med vold paa trods av din vilje
røver dit gods, saalænge som mænd paa Itaka bygger.
Men jeg har lyst, min ven, til at spørre om gjesten som var her,
hvorfra han er og hvad landsmand han selv gir sig ut for at være.
Hvor er hans slegt til huse, og hvor er hans fædrene hjemland?
Bragte han bud om din far at han nu er paa reise til hjemmet?
eller kanhænde det var for sig selv han hadde et erend?
Sælsomt hvor snart han brøt op og forsvandt og ei vilde vente,
til vi fik lært ham at kjende. En vanbyrding lignet han ikke.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Gjæve Evrymakos, spildt har min far tilvisse sin hjemfærd.
Ei kan jeg mer fæste lit til en tidende, selv om den kommer,
eller gi agt paa varsler og tegn som min mor saa ihærdig
spør om, naar hit til vor borg hun har hentet en varselfortolker.
Manden er hjemme paa Tatfos. Min fædrene gjesteven er han.
Mentes, den tapre Ankialos' søn, er han stolt av at være,
og han er drot over tafiske mænd som er flinke med aaren.»
Saa lød Telemakos' ord, skjønt han visste det var en gudinde.
Frierne vendte nu atter sin hu til dansen og frydet
like til aftenen silde sin sjel med de yndige sange.
Men da det mørknet mot kveld, mens de sat i det lystige gilde,
vandret enhver av dem hjem til sit bo for at gaa til sit leie.
Selv gik Telemakos dit hvor hans høireiste kammer var bygget
vendt mot den herlige gaard, hvor hans blik kunde skue saa vide.
Der gik han hen til sin seng og grublet paa mangt i sit hjerte.
Foran ham bar Evrykleia de lysende fakler, hans kjære
trofaste terne, en datter av Ops, som var søn av Peisenor,
hun som Laertes tilforn hadde kjøpt som blomstrende ungmø.
Dyrt blev hun kjøpt for hans gods. Hun kostet ham sneset av okser.
Likt med hans trofaste viv blev hun hædret paa borgen; men aldrig
delte han dog hendes seng; ti han vilde ei krænke sin hustru.
Faklerne bar hun for sønnen; ti mest av samtlige terner
elsket hun ham og fostret ham ømt fra hans spædeste barndom.
Fløidøren aapnet han selv til sit prægtige, velbygde kammer,
satte sig saa paa sin seng og trak av sig sin kjortel den bløte.
Derefter rakte han den til den gamle omtænksomme kvinde.
Varsomt foldet hun kjortlen og strøk den tilrette med haanden,
og da hun saa ved den utskaarne seng hadde hængt den paa knaggen,
gik hun fra kamret og trak med den skinnende sølvring forsigtig
døren igjen, og med remmen av lær trak hun slaaen for døren.
Hyllet i finulden feld laa ynglingen natten til ende
drøftende færden, som Pallas fornye hadde lagt ham paa sinde.