Odysseen/ITAKESIERNES TINGMØTE. TELEMAKOS' REISE

Homer

Odysseen

Oversatt av P. Østbye.
Gyldendal, 1922 (s. 13-24).

ANDEN SANG.

ITAKESIERNES TINGMØTE. TELEMAKOS' REISE.

Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen,
reiste Odyssevs' søn sig op fra sit leie, og hastig
klædte han sig og hængte sit sverd, det skarpe om skuldren.
Under de skinnende føtter han bandt de skjønne sandaler,
og som en gud, saa herlig og kjæk, gik han ut av sit kammer.
Derpaa befalte han straks de høimælte, gjæve herolder
hastig at kalde til tinge akaiernes haarfagre helter.
Høilydt meldte de budet, og mændene samlet sig hurtig.
Da de i flok og følge var møtt, og alle var samlet,
tok han i haanden sit malmhvasse spyd og stevnet til møtet.
Ei gik han ene; et rapfotet hundepar fulgte sin herre.
Over ham sænket Atene et skjær av guddommelig skjønhet;
hele forsamlingen saa paa den kommende helt med beundring.
Alle vek plads, og han satte sig ned paa den fædrene tronstol.
Først av dem alle tok helten Aigyptios ordet paa tinge,
bøiet av alderens vegt, men rik paa indsigt og visdom.
Spydhelten Antifos, oldingens søn, var dragen i leding
frem til det hestrike Troja og fulgte paa stavnhøie snekker
drotten Odysseus, men mistet sit liv i den hvælvede hule,
dræpt av den vilde kyklop, da han sidstegang laget sit maaltid.
Tre var endnu i live; den ene, Evrymakos, vanket
stadig blandt frierne. Tvende holdt til hos sin far paa hans marker.
Dog, han jamret i sorg over hin som han ei kunde glemme.
Fældende taarer for ham tok han ordet iblandt dem og mælte:
«Lyt nu, samtlige Itakas mænd, til det jeg vil si jer:
Ei blev vi nogengang stevnet til ting eller møte i raadet,
siden den gjæve Odyssevs drog bort paa de stavnhøie snekker.
Hvem har da samlet os nu? Hvem ønsker saa ivrig et møte,
enten han nu er yngre av aar eller en av de ældre?
Mon han har faat noget bud om vor hær, at den nu er paa hjemfærd?
Vil han nu melde os hvad han fik spurt, eller er det en anden
landssak han vil lægge frem for vort folk og ønsker at drøfte?
Rigtig en hædersmand tykkes han mig, velsignet av guder.
Maatte nu Zevs fuldbyrde for ham hvad hans hjerte begjærer.»
Saa han talte, og glad blev Odyssevs' søn ved hans lovord.
Ei blev han sittende længe i ro; ti han ønsket at tale.
Midt i forsamlingen traadte han frem, og herolden Peisenor,
klok og omtænksom av sind, stod frem og rakte ham staven.
Derefter rettet han først sine ord til den værdige olding:
«Gamle, hin mand staar ikke saa fjernt, som du snart skal erfare.
Folket er samlet av mig; ti sorgen har rammet mig haardest.
Ei har jeg faat noget bud om vor hær at den nu er paa hjemfærd,
saa jeg vil melde jer hvad jeg fik spurt, og det er ei en anden
landssak jeg nu lægger frem for vort folk og ønsker at drøfte;
men det er noget som gjælder mig selv. To ulykker tunge
rammet mit hus: Jeg har mistet min far, hin ædling som engang
hersket iblandt jer som drot og var mild som en far mot jer alle.
Værre er dette som plager mig nu og som snarlig vil volde
undergang svar for mit hus og røve mig hele min velstand.
Friere trænger sig ind paa min mor imot hendes vilje,
sønner av høibaarne mænd som i rang er de første i landet.
Samtlige kvier de sig for at gaa til Ikarios' bolig,
saa hendes far kunde utstyre selv sin datter og skjænke
bruden til den som huet ham bedst og var ham velkommen.
Derimot kommer de daglig til os som ubudne gjester,
slagter i mængde vort fæ, vore lam og de feteste gjeter,
fraadser og drikker den funklende vin i lystige gilder
tankeløst frækt og øder vort gods; ti en mand som Odyssevs,
en som kan verne vort hus mot fordærv, maa vi bitterlig savne.
Jeg er jo ikke istand til at verge os. Ynkelig haanet
blir jeg vel siden som nu og lærer vel ei at slaa fra mig.
Hadde jeg kræfter til forsvar, saa mangler forvisst ikke viljen.
Ingen kan taale i længden det hærverk I her har forøvet.
Skammelig øder I hele mit hus. Ja, skam jer og blyges
endelig engang for grandefolks dom, for dem som omkring os
bygger og bor, og frygt at guderne selv i sin vrede,
egget til harm ved jer skamløse færd, skal ændre det hele.
Ja, jeg ber jer ved Zevs, den olympiske hersker, og Temis,
hun som lar mændene stevne til ting og hæver et møte:
Kjære, hold op! La mig pines av sorg, men faa være alene,
dersom da ikke min far, den gjæve Odyssevs, i vrede
plaget akaiernes hærklædte mænd, saa I ønsker til gjengjæld
nu i jer vrede at plage mig selv ved at egge imot mig
frierne her. For mig var det bedst om I alle tilhobe
ødte i gjestebud alt hvad jeg har og fortærte mit smaafæ.
Vederlag fik jeg vel, hvis det var jer som aat mig av huset.
Ti for at kræve tilbake mit gods, kom jeg da til at vandre
tryglende om i vor by, til alting blev git mig tilbake.
Haabløs er derimot nu den kval I volder mit hjerte.»
Saaledes talte han vred og kastet med strømmende taarer
staven til jord, og det samlede folk blev grepet av medynk.
Alle de andre sat tause, og ingen bar over sit hjerte
frækt at svare med krænkende ord paa Telemakos' tale.
Bare Antinoos gav ham et svar og tok trodsig til orde:
«Frække Telemakos, pralende svend, hvad var det du sagde?
Sig, vil du skamme os ut og faa folk til at laste vor adfærd?
Disse akaier som frir til din mor, skal ikke ha skylden.
Skylden er hendes, din mors, som ei har sin like i sluhet.
Ti hun lar aarene gaa, det tredje og snart vel det fjerde,
medens hun skuffende daarer akaiernes hjerte i brystet.
Alle som en gir hun haab; hver mand gir hun løfter og sender
bud til enhver; men i tanker og sind er hun optat av andet.
Nu har hun tænkt ut paany i sit sind et listelig paafund.
Ti hun fik sat op en væv i sit høienloftskammer og vævet
fineste lærret, umaadelig langt og gav os tilkjende:
«Ynglinger, I som vil vinde min haand, da Odyssevs fandt døden.
Vent med det bryllup I stunder imot, til jeg engang faar færdig
denne min væv, forat ikke mit garn skal rent gaa tilspilde.
Væven skal være til svøp for helten Laertes, naar engang
dødsmøen grum slaar ham ned og strækker ham hen paa hans leie.
Ellers kan utover landet akaiiske kvinder forarges,
om han, saa rik som han er, skulde lægges i haug uten liksvøp.»
Saa hun talte og daaret med list vore mandige hjerter.
Derefter vævet hun stadig ved dag paa væven den lange;
Dog ved fakkelskjær løste hun op om natten sin islæt.
Saaledes holdt hun os alle for nar tre aar med sit paafund,
men da i aarstiders lovfaste løp det fjerde var kommet,
da gav en kvinde som visste besked, os nys om det hele,
og vi kom til, da hun løste med list den herlige islæt.
Tvungen og motvillig vævet hun saa til væven var færdig.
Dig skal vi friere nu gi et svar, saa du tydelig skjønner
selv hvad vi vil og alle akaierne klart kan forstaa det.
Bort fra dit hus skal du sende din mor, og byd hende egte
den som hun selv synes om og som hendes far maatte vælge.
La hende ikke faa plage akaiernes sønner for længe,
stolende trygt i sit sind paa de gaver hun skylder Atene,
haandlag til alt som kan virkes med kunst og ypperlig klokskap,
listige rænker saa slu som vi end ikke hørte at rygtet
meldte om haarfagre kvinder, som levet tilforn i Akaia,
møen Mykene med krans om sit haar og Alkmene og Tyro.
Ingen av disse var kløktig og slu som Penelopeia.
Dog, hun faar visselig ei noget held med dette sit paafund;
ti vi skal øde dit samlede gods og fortære din velstand,
stadig, saa længe hun har dette sind som guderne lægger
i hendes kløktige barm. For sig selv kan hun rigtignok vinde
glimrende ry; men hun volder at du maa miste din velstand.
Ti vi vil hverken gaa hjem til os selv eller fri til en anden,
før av akaiernes helte hun egter den mand som hun lyster.»
Nu tok den snartænkte svend Telemakos atter til orde:
«Nei, Antinoos! Jage min mor som har fostret mig kjærlig,
kan jeg dog ikke. Hvad enten min far er død eller lever,
er han i fremmede land, og tungt vil det bli at betale
bot til Ikarios, dersom min mor jeg jager fra borgen.
Ondt vil times mig fra hendes far, og mer vil en guddom
sende mig; ti naar min mor skal gaa fra vort hus, vil hun trygle
hævnens de grumme gudinder, og folket vil laste min haardhet.
Derfor vil aldrig min mund kunne si det ord som du kræver.
Dersom I endnu kan blyges og skamme jer inderst i sjelen,
da bør I rømme mit hus og søke til gilder hos andre,
gaa hos hverandre paa omgang og tære paa gods som I eier.
Men dersom dette er efter jert sind. og det tykkes jer bedre
her at tære paa andenmands gods og gjøre det strafløst,
vel, saa gjør det. Jeg selv skal be til de evige guder,
om det forundes mig engang av Zevs at straffe jer voldsfærd.
Da skal I finde i hallen jer død og aldrig bli hevnet.»
Saaledes talte han vred; men Zevs som skuer saa vide,
lot fra den svimlende tind et ørnepar flyve imot ham.
Flyvende nær ved hinanden saa rapt som stormvindens byger
svævet de begge en stund paa de mægtige utspilte vinger.
Men da de kom paa sin flugt midt over det larmende tingsted,
fløi de paa flaksende vinger i ring, og paa mændenes hoder
skuet de ned med truende blik og varslet dem døden,
flænget hinanden paa kinder og hals med kloen og svævet
hen over byen tilhøire og hen over mændenes huse.
Alle for sammen i gru, da de saa de varslende fugler.
Grublet de da i sit sind paa det som vel nu skulde hænde.
Mastors søn Haliterses, den graanede helt, tok omsider
ordet iblandt dem og talte. Av jevngamle mænd var ei nogen
kyndig som han i fuglenes flugt og i tolkning av varsler.
Venlig tilsinds mot dem alle tok gubben til orde i møtet:
«Lyt nu, samtlige Itakas mænd, til hvad jeg vil si jer:
Særlig til frierne er det jeg nu vil rette min tale,
saasom en ulykke vælter sig tung imot dem; ti længe
vil nok Odyssevs ei holde sig fjernt fra frænder og venner
Kanske han pønser forlængst paa død og fordærv for dem alle
her i vor nærhet. Av os som bor mellem Itakas aaser
faar ogsaa mangen en anden det ondt. La os derfor paa forhaand
raadslaa om hvordan vi bedst kan faa stagget dem. Selv bør de ogsaa
nu holde op. Om de gjorde det straks, var det bedst for dem alle.
Ei er jeg ukjendt med spaadommens kunst; jeg kjender den nøie.
Irygt tør jeg si at ogsaa hin helt har dyrt maattet sande
alt hvad jeg varslet ham selv, da saa mange argeiiske helter
stevnet til Ilions by og den kloke Odyssevs drog med dem.
Megen gjenvordighet spaadde jeg ham. Hver mand i sit følge
skulde han miste, og først i det tyvende aar skulde helten
ukjendt av alle naa hjem, og nu fuldbyrdes min spaadom.»
Nu tok Polybos' søn Evrymakos ordet og svarte:
«Gamle, gaa hjem, og hvis du vil spaa, saa spaa dine sønner,
forat der ikke skal times dem ondt i de kommende dager.
Selv kan jeg tyde langt bedre end du hvad tegnet har varslet
fugler i mængdevis svæver jo om i det straalende sollys.
Ikke enhver av dem er noget tegn. Forvisst er Odyssevs
død i det fjerne, og gid ogsaa du var kommet av dage
sammen med ham. Da hadde du ei saa meget at spaa os,
egget ei heller Telemakos slik i hans heftige vrede,
haabende at han vil sende dit hus en gave til gjengjæld.
Nu skal jeg si dig et ord som du visselig ogsaa skal sande:
Dersom du, graa som du er og rik paa erfaring, vil daare
ham som er yngre av aar, med snak og egge hans vrede,
vil for det første han selv end mer bli plaget av motgang,
og han vil slet ikke magte at utrette endog det mindste.
Selv skal du, gubbe, bli ilagt en bot som skal pine dit hjerte,
naar du betaler. Det blir dig en tort som du vanskelig glemmer.
Nu vil jeg raade Telemakos selv i samtliges paahør:
Hjem til sin far skal han byde sin mor at vende tilbake.
Der skal de lage til bryllup og skaffe tilveie et utstyr
herlig og rikt som en fyrste bør gi sin elskede datter.
Før vil akaierne ei holde op med sin plagsomme beilen,
skulde jeg tro; for der er ikke en vi behøver at frygte.
Hverken Telemakos bryr vi os om med hans evige taler,
eller om varslene, gubbe, og tegn som du falskelig tyder,
varsler som intet betyr, men som gjør at vi hater dig mere.
Skaanselløst skal vi fortære hans gods, og vederlag faar han
visselig aldrig, saalænge hans mor lar akaiernes sønner
haabe forgjæves paa bryllup. Nei, dag efter dag skal vi alle
vente og kappes om hende, den herlige kvinde, og aldrig
gaa til de andre, hvis haand enhver av os let kunde vinde.»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos atter til orde:
«Gjæve Evrymakos, hør og I friere hør mig tillike.
Herefter ber jeg jer ikke om slikt og nævner det ikke.
Dette er veikjendt forlængst av guder og alle akaier.
Giv mig nu bare et skib og et snes av de flinkeste sjømænd,
som paa en reise kan føre mig frem og ro mig tilbake;
for jeg vil fare til Sparta og hen til det sandige Pylos
for at faa spurt om min bortreiste far kan ventes tilbake,
dersom en dødelig melder mig nyt eller Zevs lar mig høre
rygter som bringer os mennesker tidt det sikreste budskap.
Faar jeg da spurt om min far at han lever og nu er paa hjemfærd,
taaler jeg visselig endnu et aar den tort som jeg lider,
men faar jeg høre hans død og faar spurt at han ei er i live,
da faar jeg vende tilbake og ty til mit elskede hjemland.
Der skal jeg reise ham haug og gi ham en hæderlig likfærd,
feiret med sømmelig pragt og gi min mor til en husbond.»
Saa han talte og satte sig ned. Da reiste sig blandt dem
Mentor, den gjæve Odyssevs' ven og trofaste fælle,
som han lot raade for hele sit hus, da han reiste med flaaten.
Ham skulde husstanden lystre; paa alt skulde gubben ta vare.
Venlig tilsinds tok oldingen nu tilorde iblandt dem:
«Lyt nu samtlige Itakas mænd til hvad jeg vil si jer:
Maatte ei mer nogen drot som bærer en kongsstav, av hjerte
vise sig venlig og mild og haandhæve retten med visdom.
La ham til stadighet plage sit folk og krænke al retfærd,
eftersom ingen med tak vil mindes den gjæve Odyssevs,
ingen av dem som han styrte som drot med faderlig mildhet.
Dog, det harmer mig ei at friernes trodsige skare
øyer med rænkefuld ondskap i sind saa skammelig voldsdaad;
ti for dem alle staar livet paa spil, naar de voldelig øder
helten Odyssevs' hus og tror at han aldrig skal komme.
Nei, jeg er harm paa det samlede folk, saa tause som alle
sitter her nu og ei med et ord tør revse og stanse
friernes skamløse færd, saa faa som de er mot de mange.»
Straks tok en søn av Evenor, Leiokritos, ordet og svarte:
«Mentor, hvad var det du sa, dumdristige, vetløse mundhelt?
Raader du dem til at stanse vor færd? For haardt vil det falde
selv for et flertal av mænd at kjæmpe med os om vort maaltid.
Ti dersom Itakas drot, Odyssevs selv, kom tilstede
og i sit hjerte fik lyst til at jage fra huset de gjæve
frieres flok, naar de der sat bænket til gilde i hallen,
da vilde neppe hans hustru, hvor meget hun end maatte længte,
glæde sig over hans hjemkomst; ti kjæmpet han her mot saa mange
fandt han en skammelig død. Du talte nok rent som en daare.
Vel, la nu mændene skilles og gaa enhver til sit eget;
men Haliterses og Mentor skal ruste ham ut til hans reise,
disse som altid har tjent hans far som trofaste venner.
Dog, jeg tror at han her paa Itaka længe vil sitte
rolig og spørre om nyt. Han gjør ikke alvor av færden.>
Saa han talte. De reiste sig straks, og møtet blev hævet.
Mændene skiltes, og alle gik bort, enhver til sit eget.
Frierne stevnet i flok til den gjæve Odyssevs' bolig.
Ned til strandbredden vandret Telemakos, fjernt fra de andre,
vasket sin haand i det graalige hav og bad til Atene:
«Hør mig du guddom som gjestet igaar vor bolig og bød mig
freidig at drage avsted paa mit skib over bølgerne klare
for at faa nys om min bortreiste far, om han nu er paa hjemfærd.
Vit at akaiernes mænd nu agter at hindre min reise,
frierne mest, hin trodsige flok av hovmodige voldsmænd.»
Bedende talte han saa. Da nærmet sig Pallas Atene.
Slaaende lignet hun Mentor av vekst saavelsom av stemme.
Trøstende talte hun saa med vingede ord til sin yndling:
«Kjære Telemakos, feig eller taapelig vorder du aldrig,
dersom et sind saa kjækt som din fars er lagt dig i barmen,
slik som han var til at naa sine maal i ord og i gjerning,
da vil din færd ei vorde forspildt eller gjøres forgjæves.
Men er du ikke en søn av hin helt og Penelopeia,
tviler jeg paa at du sætter i verk hvad du nu har i sinde.
Faa er de sønnner som helt kan maale sig med sine fædre.
Ringere er de som oftest, og bedre end dem er de sjelden.
Men naar du hverken med tiden blir feig eller svak paa forstanden,
og naar du sletikke helt har gaat glip av Odyssevs' klokskap,
da tør jeg haabe forvisst at du nu fører verket til ende.
Nu kan du trøstig la fare de kortsynte frieres frække
anslag og rænker; ti klokskap og retsind mangler de ganske.
Endnu forstaar de jo ei at dødens den sorte gudinde
nærmer sig raskt, at en eneste dag skal fælde dem alle.
Ei er den længer saa fjern den færd som du nu har paa hjerte;
ti fra din far har du arvet i mig en ven og en hjælper,
en som skal ruste dit letrodde skib og selv følge med dig.
Gaa nu tilbake til borgen og bland dig i friernes skare.
Rust dig med rikelig kost og læg den i kar og i kister.
Vin skal du hælde paa krukker; i sækker av skind skal du gjemme
bygmelet, mændenes marv, og selv skal jeg samle blandt folket
svende som følger dig villig. Av fartøier findes jo mange
her paa det omflytte Itakas ø, baade nye og gamle.
Dem skal jeg nu ta i øiesyn selv og vælge det bedste.
Naar vi saa skyndsomt har rustet det ut, skal vi stikke i sjøen.»
Saaledes talte Atene, hin Alfaders datter, og længe
dvælte Telemakos ei, da han hørte gudindens formaning.
Ynglingen skyndte sig hjem til sit hus med mismod i hjertet.
Inde paa borggaarden traf han de trodsige friere. Ivrig
flaadde de gjeter og svidde de børstede svin over ilden.
Der gik Antinoos mot ham med smilende aasyn, og venlig
grep han og trykket Telemakos' haand og tok saa til orde:
«Hør nu, Telemakos, djerv som du er og kjæk til at tale.
Agt ikke mere paa haanlige ord og krænkende medfart.
Kom, vær rimelig! Æt og drik som du gjorde det fordum.
Alt dette her skal akaierne snart faa skaffet tilveie,
fartøi og utvalgte sjømænd ombord, saa du snarlig kan høre
nyt om din herlige far, naar du gjester det hellige Pylos.»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos ordet og svarte:
«Nei, Antinoos! nyte med lyst mit maaltid og tie
sittende rolig blandt voldsmænd som jer, det kan jeg dog ikke.
Tykkes det ikke jer friere nok at I fordum forødte
alt mit rike og herlige gods, da jeg endnu var liten?
Nu da barnet har vokset sig stort og jeg hører og fatter
andres forstandige ord og motet er vokset i barmen,
nu vil jeg friste at hidse de grufulde dødsmøer mot jer,
enten jeg drager til Pylos' som gjest eller her i min bolig.
Ja, jeg vil drage. Den færd jeg har nævnt, skal ikke bli opgit,
maa jeg end laane av andre et skib; ti fartøi og mandskap
har jeg jo ikke. I syntes vel selv at det var det bedste.»
Saa han talte og trak med et ryk sin kraftige næve
ut av den andens, mens frierne travlt gjorde maaltidet rede.
Straks gik det løs med haanende ord og spottende tale.
En av de unge hovmodige mænd tok spydig til orde:
«Sandelig pønser Telemakos sterkt paa at dræpe os alle
enten han nu vil skaffe sig hjælp fra det sandige Pylos,
eller vel endog fra Sparta, ti nu er han frygtelig opsat.
Kanske han vil til Efyra, hin by med de frugtbare marker,
for at han derfra kan hente en dræpende gift som han siden
lumsk kan drysse i bollen med vin for at ta os av dage.»
Atter tok en av de unge, hovmodige voldsmænd til orde:
«Aa, hvem vet om han ei, naar han seiler avsted paa sit fartøi,
flakkende fjernt fra venner maa miste sit liv som Odyssevs.
Brysomt blev det. Han øket jo da end mere vor møie.
Alt hvad han eier av gods blev vi nødt til at dele, og huset
maatte vi gi til hans mor og til den som hun da vilde egte.»
Saa de talte; men ned i sin fars høithvælvede kammer
steg han, en rummelig hal hvor dynger av guld og av kobber,
kister med klær og forraad av duftende olje var henlagt.
Der stod fatene fyldte med vin av de ædleste druer,
gammel og god, en ublandet drik av guddommelig sødme.
Støttet til væggene stod de i rad, om engang Odyssevs
efter saa mangen en dyst skulde vende tilbake til hjemmet.
Kamret var stængt med en fløidør av tæt sammenføiede planker.
Baade ved nat og ved dag var husholdersken selv, Evrykleia,
vanlig tilstede, en datter av Ops, som var søn av Peisenor.
Tro og paalidelig vogtet hun alt med klokskap og omhu.
fiende fik nu Telemakos kaldt til kamret og mælte:
«Skynd dig, kjære! Hent kvægende vin og fyld den paa krukker.
Ta av den ædleste næst efter den som du vogter saa trofast
bare med tanken paa ham, den usalige ædling Odyssevs,
om han skal komme tilbake og fly fra dødens gudinder.
Tolv skal du fylde i alt og spuns hver krukke forsvarlig.
Fyld saa paa velsydde sækker av skind det mel som jeg trænger.
Ett snes maal skal du ta av det bedsto og fineste bygmel.
Hold for dig selv hvad du vet og sørg for at alting er rede.
Hit skal jeg komme og hente det selv, naar det lider mot kvelden,
først naar min mor forat komme til ro er gaat til sit kammer.
Nu jeg vil fare til Sparta og hen til det sandige Pylos
forat jeg der kan faa nys om min far og faa spurt om hans hjemkomst.»
Saa han talte. Da graat Evrykleia, hans kjærlige amme.
Klagende talte hun saa med vingede ord til sin yndling:
«Hvorfor, mit elskede barn, er du kommet paa saadanne tanker?
Hvor kan du dog ville vaage dig ut i verden saa vide,
du vor eneste trøst, siden helten, den gjæve Odyssevs,
mistet sit liv saa fjernt fra sit hjem i fremmede lande.
Frierne her vil pønse paa ondt, saasnart du er borte.
Lumskt vil de volde din død, og alt hvad du har, vil de dele.
Bliv dog herhjemme og hold dig i ro! Du maa ikke, kjære,
faa det saa ondt og flakke omkring over havet det golde.»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos atter til orde:
«Kjære, vær trøstig. En guddom har lagt mig dette paa sinde.
Lov mig med ed at du ei til min mor skal tale om dette
førend den ellevte dag eller tolvte omsider er kommet,
eller hun savner sin søn og selv faar nys om min reise,
forat hun ikke med graat skal skjæmme sit deilige aasyn.»
Saa han talte og dyrt hun svor ved de evige guder,
og da hun nu hadde svoret sin ed og git ham sit løfte,
øste hun straks i krukkerne vin og fyldte dem alle.
Derefter fyldte hun sækker av skind med det fineste bygmel.
Selv gik Telemakos ind i sin hal, til friernes gilde.
Pallas, den blaaøide mø fik imens noget andet i sinde.
Skapt som Telemakos selv gik hun om overalt gjennem byen,
stillet sig hen til enhver og talte til dem som hun møtte.
Samtlige bød hun at samles ved kveld ved den hurtige snekke.
Derefter bad hun Noemon at ruste sit letrodde fartøi,
Fronios' straalende søn, og han gav hende villig sit løfte.
Solen gik ned og skyggerne sank over gater og veier.
Da lot han sætte paa sjø den letrodde snekke og bragte
alt det utstyr ombord som toftede skibe maa bære.
Ytterst i havnen fortøiet han det og et ypperlig mandskap
samlet sig straks, formanet til hast av selve gudinden.
Atter fik Pallas, den blaaøide mø, noget andet i sinde.
Skyndsomt ilte hun hen til den gjæve Odyssevs kongsgaard.
Der lot hun falde en kvægende søvn over friernes øine.
Gildet forstyrret hun helt og slog dem av haand deres bægre.
Hen gjennem gaterne skyndte de sig for at sove, og længe
sat de ei mer da søvnen var faldt paa de døsige øine.
Men til Telemakos talte den blaaøide Pallas Atene,
da han var kaldt fra den prægtige hal av gudinden som lignet
Mentor livagtig av aasyn og vekst saavelsom av stemme.
«Kjære Telemakos, nu har forlængst dine hærklædte svende
sat sig ved aaren og venter paa dig for at stikke i sjøen.
Kom, la os gaa, saa ikke vor færd blir sinket for længe.»
Saaledes lød hendes manende ord, og Pallas Atene
vandret nu foran med hastige skridt, mens han fulgte gudinden.
Men da de begge kom ned til det skvulpende hav og til skibet,
fandt de paa strandbredden samlet i flok de haarfagre svende.
Straks tok den kraftige helt Telemakos ordet iblandt dem:
«Hit, mine venner! Bær kosten ombord. Hist ligger i huset
alting samlet og færdig. Min mor har intet faat vite;
ternerne likesaa litt. Kun en har hørt hvad det gjælder.»
Saa han talte, og selv gik han foran dem, fulgt av de andre,
Derefter bragte de alting ombord og lagde det varlig
ned i det toftede skib, som Odyssevs' søn hadde sagt dem,
Selv gik Telemakos derpaa ombord, og Atene gik foran.
Agter i bakstavnen satte hun sig, og nær ved gudinden
valgte Telemakos plads. De sterke fortøininger løstes.
Svendene hastet ombord og satte sig, hver ved sin aare.
Pallas Atene gav strykende bør og sendte den friske
Zefyros ut over vinfarvet hav i susende byger.
Bød da Telemakos skyndsomt de kraftige svende at gjøre
fartøiet seilklart med takkel og taug, og de lystret ham villig.
Masten av malmfuru løftet de op, og i midtbjelkens hulning
reiste de den og stivet den av med de strammede tauger.
Derefter heistes de snehvite seil med oksehuds remmer.
Kulingen fyldte de svulmende seil, og de mørkeblaa bølger
skvulpet med brusende larm om fartøiets stavn under farten.
Ilende stevnet det frem paa sin vei over bølgerne klare.
Og da nu alt var fastgjort ombord paa den tjærede snekke,
satte de frem og fyldte med vin de skummende boller.
Drikoffer hældte de ut i bøn til de evige guder
og fremfor alt til hin datter av Zevs, den blaaøide Pallas.
Natten igjennem holdt skibet sin kurs til den gryende morgen.