Odysseen/ODYSSEVS GAAR IND TIL ALKINOOS.
< Odysseen
Odysseen
SYVENDE SANG.
ODYSSEVS GAAR IND TIL ALKINOOS.
Saaledes bad nu i lunden den haardføre høvding Odyssevs,
medens de kraftige dyr trak jomfruen henimot byen.
Da hun omsider kom frem til sin fars rikt smykkede kongsgaard,
stanset hun under den hvælvede port, og om hende stimlet
brødrene, skjønne som guder, og spændte de kraftige muldyr
fra hendes vogn og bar det skinnende tøi til paladset.
Selv gik hun ind i sit kammer, og jomfruens graanede terne
Evrymedusa gik hen og tændte op ilden paa arnen.
Fordum var kvinden som hærtagen mø paa de stavnkrumme snekker
ført fra Apeira og valgt som Alkinoos' lod; ti han hersket
over faiakernes folk og blev lystret, som var han en guddom.
Hun hadde fostret den deilige mø i de straalende haller.
Skyndsomt tændte hun ild og laget istand hendes maaltid.
Nu stod Odyssevs op for at vandre til byen, og Pallas
hyllet ham ind i en skjærmende sky av omsorg for helten,
for at han ei, naar han møtte en mand av de stolte faiaker,
skulde bli haanet med ord og spurt hvem han vel kunde være.
Da han var fremme og skulde gaa ind i den prægtige kongsstad,
møtte ham der gudinden, den blaaøide Pallas Atene,
lignende grant en blomstrende mø, som bar paa en krukke.
Jomfruen stanset sin gang, da Odyssevs tok ordet og spurte:
«Sig mig, mit barn, du skulde vel ei ville vise mig veien
hen til Alkinoos' borg, hin drots, som raader i landet?
Ti jeg er kommet som fremmed og prøvet i trængsler og farer
hit fra et land i det fjerne, og har ikke en som jeg kjender,
ingen av alle de mænd som er bosat i byen og landet.»
Svarte ham da gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Gjerne, ærværdig gjest, skal jeg vise dig huset, du spør om;
ti det er nær ved det sted, hvor min høibaarne far har sin bolig.
Følg mig nu stille og tyst, mens jeg viser dig veien til borgen.
Møter vi nogen, saa vogt dig og se ikke dit eller spør ham;
ti mine landsmænd har ikke saa let for at taale en fremmed.
Kjærkomne gjester er ingen som kommer fra fremmede lande.
Stolende trygt paa sin skarpe seilas og de hurtige snekker
pløier de havet. Den kunst har de lært av selve Poseidon.
Mændenes snekker er rappe som fuglen i flugt og som tanken.»
Saaledes lød hendes manende ord, og Pallas Atene
vandret nu foran med hastige skridt, mens han fulgte gudinden.
Ingen av alle faiaker, de sjøvante mænd, kunde se ham
gaa dem forbi gjennem byen. Den haarfagre Pallas Atene
hindret det barsk, og gudinden, som vilde ham vel i sit hjerte,
lot over høvdingen sænke sig ned den tætteste taake.
Studsende stirret Odyssevs paa skibenes rækker ved havnen,
torvet hvor heltenes møter blev holdt og de kneisende mure,
skjermet av pælenes mægtige rad, et under at skue.
Men da de kom til drottens palads, den herlige kongsgaard,
da tok Atene, den blaaøide mø til orde og mælte:
«Dette er huset, ærværdige gjest, som du bad mig saa bønlig
vise dig hen til, og der vil du se de høibaarne fyrster
samlet til gilde. Gaa trøstig derind, og la ikke frygten
kue dit sind; ti i alt hvad han gjør, kan den modige lettest
naa hvad han ønsker og vil, om han end er en fremmed i landet.
Se om du først kunde træffe den høibaarne dronning i salen.
Husk at hun kaldes Arete ved navn. Fra de samme forældre
stammer hun ned som Alkinoos selv, den mægtige konge.
Først blev Navsitoos avlet av guden den sterke Poseidon
med Periboia, en mø som i skjønhet bar prisen blandt kvinder.
Hun var den yngste av aar blandt drotten Evrymedons døtre,
helten som raadet som konge tilforn blandt de frække giganter.
Dog, han styrtet sit folk og sig selv i fordærv ved sin voldsfærd.
Havguden favnet den deilige mø og hun fødte Poseidon
sønnen Navsitoos, tapper og kjæk, faiakernes konge.
Selv blev Navsitoos far til Alkinoos og til Reksenor.
Denne blev dræpt i sin hal av sølvbueguden Apollon,
nygift og uten en søn; en eneste datter Arete
lot han tilbake, som drotten Alkinoos valgte til hustru.
Hende har herskeren hædret som ei nogen anden paa jorden
hædres blandt kvinder som styrer sit hus og lyder sin husbond.
Saaledes hædres hun nu som tilforn og er hjertelig elsket
baade av drotten Alkinoos selv og av sønner og døtre
og av det samlede folk, som hvergang hun gaar gjennem byen,
hilser med venlige ord og ser i sin dronning en guddom.
Hjertelag har hun for alle og mangler ei indsigt og visdom.
Selv mellem mænd kan hun løse en tvist, naar de vandt hendes yndest.
Ja, dersom hun er dig god og ønsker dig held i sit hjerte,
da har du haab om at skue paany dine kjære og komme
hjem til din velbygde borg og naa til dit fædrene hjemland.»
Saaledes talte den blaaøide mø Atene og svævet
bort fra Skjerias yndige ø over havet det golde
hen til Maratons strand og Aten med de prægtige gater.
Der gik hun ind i Erektevs' borg, men helten Odyssevs
gik til Alkinoos' stolte palads. Der stod han, og længe
undret han sig i sit sind, før han gik over tærsklen av kobber.
Ti i den mandige drot Alkinoos' kneisende festsal
straalte en blændende glans som skinnet av sol eller maane.
Begge dens vægger var klædt med plater av kobber fra tærsklen
ind til den inderste vraa, og av mørkeblaat glas var gesimsen.
Fløidøren ind til den mægtige hal var av guldet det røde.
Dørposter høie av sølv var reist paa en tærskel av kobber.
Øverst var karmen av sølv, og av guld var fløidørens haandtak.
Hunde av guld og av sølv var stillet ved fløidørens sider,
guden Hefaistos' verk, som han formet med kyndigste omhu.
Der stod de vakt ved den mandige drot Alkinoos' borghal.
Ei kan de smuldre til støv eller ældes til dagenes ende.
Inde i salen langs væggene stod to rækker av stoler
like fra tærsklen til inderste vraa. Paa alle laa tæpper
fine og virket med ypperlig kunst av kyndige kvinder.
Bænket paa disse til fest var jevnlig faiakernes stormænd
nytende maten og vinen som altid var rikelig tilmaalt.
Oppe paa prægtige fotstykker stod i rad og i række
ynglinger formet av guld med brændende fakler i hænde
spredende lys gjennem salen ved gjesternes natlige gilde.
Femti i tallet er ternernes flok i herskerens kamre.
Somme har travelt med at male den guldgule hvete paa kvernen.
Andre slaar væven med flid eller dreier sin ten, og i kamret
sitter de tæt som det skjælvende løv paa en rankvokset poppel.
Perlende drypper fra fintraadet væv den smidige olje.
Ti som faiakernes mænd staar høit over andre i kunsten
skjønsomt at styre paa havet et skib, forstaar deres kvinder
mesterlig vævningens kunst; ti Pallas Atene har git dem
ypperlig kløkt til at væve et tøi av vidunderlig skjønhet.
Utenfor gaarden, men nær ved dens port, er dyrket som have
fire maal jord. Om haven er reist et hegnende gjerde.
Indenfor vokser der mægtige trær med løvrike kroner,
bugnende rikt av granater, av pærer og skinnnende epler,
fikener, søte av smak, og oliven bak grenenes løvhang.
Aaret tilende, i vinterens tid som i sommerens dage
hænder det ei at frugten slaar feil. Den viftende Zefyr
driver en del til svulmende vekst og andre til modning.
En efter en, som dagene gaar, blir pærerne modne;
likesaa epler og fiken og klaser av deilige druer.
Vingaarden grænser til haven. Der grønnes de frugttunge ranker.
Der hvor dens grund er aapen og jevn og stekes av solen,
tørres de saftige druer, mens andre blir løsnet fra ranken.
Andre blir presset til most. Paa solsiden kaster de grønne
umodne druer sin blomst, mens andre begynder at blaane.
Langsefter rankernes ytterste rad gror alleslags urter
ordnet i bed, og de grønnes, fra aaret gaar ind til det ender.
Indenfor slynger sig to krystalklare bækker; den ene
gaar gjennem haven; den anden gaar ind under borggaardens tærskel.
hen imot borgen. Fra den blir drikkevand hentet til byen.
Saa velsignet av guder var drotten Alkinoos' kongsgaard.
Helten Odyssevs blev staaende der i beundring ved synet.
Men da han saa hadde skuet det alt med frydefuldt hjerte,
traadte han raskt over tærsklen og skyndte sig ind i paladset.
Indenfor fandt han de ypperste mænd, faiakernes fyrster,
ofrende vin til hin budbringer rask, den skarpsynte Hermes,
guden som fik deres drikoffer sidst, naar de tænkte paa hvile.
Ind gjennem borghallen vandret den haardføre høvding Odyssevs
hyllet i taaken som Pallas lot sænke sig skjærmende om ham,
indtil han kom til Alkinoos' stol og stod for Arete.
Slynget da straks Odyssevs om dronningens knæ sine arme
medens det dækkende taakeslør svandt, som før hadde skjult ham.
Alle forstummet, saasnart de fik se en fremmed i hallen,
slaat av det sælsomme syn; men Odyssevs tok bønlig til orde:
«Hør mig, Arete, du datter av gudernes ætling Reksenor.
Hit er jeg kommet og favner dit knæ efter talløse trængsler,
hit til din husbond og gjesterne her. Maatte guderne signe
alle saalænge de lever, og gid deres barn maatte arve
rigdom og hjem og den hædrende løn som folket har git dem.
Aa, men send mig, saasnart som I kan, tilbake til hjemmet;
ti jeg har længe lidt ondt langt bort fra slegt og fra venner.»
Saa han talte og satte sig ned ved arnen i støvet
nær ved det flammende baal, mens alle forstummet i taushet.
Endelig talte iblandt dem den graanede helt Ekenéos
som av faiakernes mænd var den ældste av aar og som talte
bedst av dem alle, en olding med rik erfaring og visdom.
Menende alt til det bedste tok gubben til orde og mælte:
«Gjæve Alkinoos! ei er det ret, og det sømmer sig ikke
at denne fremmede her skal sitte i støvet ved arnen.
Gjesterne tier og venter at du skal tale til manden.
La nu den fremmede reise sig op og vis ham til sæte
her paa en sølvsmykket stol, og byd saa herolden at blande
vin, saa vi ogsaa kan ofre til Zevs, den lynglade hersker,
guden som følger den værdige gjest som trygler om bistand.
La saa husholdersken gi den fremmede mat av sit forraad.
Men da den mægtige drot Alkinoos hørte hans tale,
tok han den kjække og raadsnare helt Odyssevs ved haanden,
reiste ham op og bød ham ta plads paa en skinnende armstol,
hvorfra han lot den mandige helt Laodamas vike.
Han var hans kjæreste søn og pleide at sitte ham nærmest.
Kanden den skjønne av pureste guld med vandet til haandtvæt
bragte en terne og hældte det ut paa Odyssevs' hænder
over et sølvfat og satte saa frem et blankskuret matbord.
Derefter satte husholdersken selv, den værdige kvinde
rikelig for ham av hver en ret som huset formaadde.
Helten Odyssevs tok for sig med lyst av maten og vinen;
men til den gjæve herold tok Alkinoos derpaa til orde:
«Bland nu, Pontonoos, atter en bolle med vin og la alle
faa sig et bæger i hallen, saa ogsaa til Zevs vi kan ofre,
guden som følger den værdige gjest, som trygler om bistand.»
Saa han talte. Da blandet Pontonoos vinen, den søte.
Bægrene rakte han rundt og stænket et offer paa jorden.
Men da de saa hadde ofret og drukket saa meget de lystet,
æsket Alkinoos atter til lyd og talte iblandt dem.
«Lyt nu, faiakiske drotter, de første i raad og paa tinge,
saa jeg faar sagt hvad hjertet i bryst har trang til at nævne.
Nu da vort gilde er endt, skal I alle gaa hjem for at hvile;
men la os stevne imorgen ved gry vore fyrster og stormænd
fuldtallig hit og hædre vor gjest med et maaltid og bringe
guderne herlige ofre, og saa faar vi tænke paa utvei
til at vor fremmede gjest, naar vi gir ham et følge paa veien,
vernet mot farer og nød kan vende tilbake til hjemmet,
glad og med korteste frist, om han end har sit hjem i det fjerne,
og at der ei underveis skal times ham trængsler og motgang,
førend han naar til sit land; men der faar han efterpaa lide
det som de haardhændte spinderskers ten og gudernes vilje
spandt i hans livstraad i fødselens stund, da hans mor gav ham livet.
Men hvis han er en udødelig gud, som er kommet fra himlen,
da er det visselig nu noget nyt som guderne vil os.
Altid tilforn har jo guderne vist sig aapenlyst for os,
hvergang vi bragte dem ofre av herlige festhekatomber.
Da har de gjestet vort festlige lag og sittet iblandt os.
Ja, naar en færdesmand møter en gud paa sin ensomme vandring,
dølger han ei hvem han er; ti vi er deres nærmeste frænder,
som det kyklopiske folk og de vilde gigantiske stammer.»
Straks tok den raadsnare helt Odyssevs til orde og svarte:
«Gjæve Alkinoos, tal ikke saa; ti av vekst eller aasyn
ligner jeg ei en udødelig gud av dem som hist oppe
bor over himmelen vide. En dødelig er jeg tilvisse.
Trygt tør jeg maale min lidelses vegt med deres som tynges
haardest av jammer og kval av alle de mænd som I kjender.
Ja, jeg kunde vel melde om haardere trængsler end deres,
om jeg fortalte jer alt hvad jeg led efter gudernes vilje.
Men la mig nyte mit maaltid i ro, skjønt pint av min kummer.
Ti der er intet i verden saa frækt som den skamløse mave.
Bydende kræver den stedse sin ret og tvinger vor tanke
selv om vi pines av kummer og bærer paa sorger i hjertet,
likesom jeg i mit hjerte maa bære paa sorg; men den kræver
stadig at stille sin sult og sin tørst og dækker med glemsel
alt hvad jeg døiet og led og forlanger hærdig at fyldes.
Sørg nu I for min færd, saa alting er rede ved daggry.
Send mig usalige mand til mit hjem, om jeg end skulde døie
talløse trængsler paany. La mig miste mit liv, naar jeg bare
atter faar se mit palads, mine tjeneres flok og mit eie.»
Saa han talte. De priste hans ord og ropte at gjesten
straks skulde sendes avsted til sit hjem; ti hans tale var billig.
Men da de saa hadde ofret og drukket saa meget de lystet,
vandret de hjem, enhver til sit hus, for at gaa til sit leie;
men i den festlige hal blev helten Odyssevs tilbake.
Ogsaa Alkinoos selv, den høibaarne drot, og Arete
blev hos sin gjest, mens terner bar bort og ryddet tilside.
Først tok den værdige dronning, den fagre Arete til orde;
ti da hun saa hans prægtige klær, hans kappe og kjortel
kjendte hun dragten som fordum hun selv og ternerne virket.
Talte hun da med vingede ord og spurte ham venlig:
«Fremmede gjest, nu agter jeg først at stille et spørsmaal.
Nævn mig dit navn og dit land. Hvem skjænket dig dragten du bærer?
Har du ei sagt at du kommer som stormslagen mand over havet?»
Straks tok den raadsnare helt Odyssevs til orde og svarte:
«Tungt vil det falde mig, dronning, fra først til sidst at fortælle
alt hvad jeg led; ti mangen en kval har guderne sendt mig.
Dog, naar du spør mig om dette og ønsker mit svar, skal jeg tale:
Fjernt i det brusende hav er en ø, Ogygia kaldet.
Der er Kalypso til huse, en haarfager, mægtig gudinde,
Atlas' listige datter. Hun har ikke samkvem med nogen,
hverken med dødelig mand, ei heller med evige guder.
Dog, mig usalige førte en gud, forlatt og alene,
til hendes arne, da Zevs med sit flammende lyn hadde splintret
ute paa bølgernes blaanende dyp min ilende snekke.
Alle de andre fandt døden, hver eneste en av mit mandskap.
Selv fik jeg tak i fartøiets kjøl. Ni samfulde dage
drev jeg omkring, og den tiende nat lot guder mig lande
hist paa Ogygias ø, hvor den haarfagre mægtige guddom,
nymfen Kalypso har fæstet sit bo. Godt tok hun imot mig,
pleiet mig kjærlig og ømt og lovet mig tidt at hun skulde
gjøre mig ung og fri mig fra død til dagenes ende.
Men hendes venlighet rørte dog ei i barmen mit hjerte.
Der har jeg dvælet syv samfulde aar, og taarerne vætet
altid den himmelske dragt som jeg fik av den fagre Kalypso;
men da det ottende kom i aarenes rullende kredsløp,
bød hun mig selv at skynde mig hjem, hvadenten hun lystret
budskap fra Zevs, eller nu hendes sind omsider var ændret.
Bort blev jeg sendt paa et veltømret skib, og mangt fik jeg med mig.
brød og kvægende vin, og hun gav mig en straalende klædning.
Straks lot hun blæse en lempelig bris med luftninger milde.
Sytten var dagenes tal som svandt, mens jeg drog over havet,
og paa den attende skimtet jeg først de blaanende fjelde
her i jert land. Da svulmet av fryd mit hjerte; men endnu
skulde jeg arme i rikelig maal bli hjemsøkt av jammer,
som i sin vrede Poseidon, den vældige jordryster sendte.
Stormene sendte han mot mig og stængte min vei, og han rørte
sjøen fra dypeste dyp, og bølgerne negtet mig arme
stønnende mand at bæres avsted paa min tømrede flaate.
Stormbygen knuste dens splintrede skrog, og i ytterste vaande
kløvde jeg svømmende bølgernes dyp og førtes omsider
nær eders frelsende land av den rivende strøm og av vinden.
Dersom jeg der paa den farlige kyst hadde fristet at lande,
da hadde bølgerne knust mig mot fastlandets styrtbratte skrænter.
Skrækslagen vek jeg tilbake og svømmet paany, og omsider
naadde jeg frem til en elv, hvor det tyktes mig lettest at lande,
fri som mundingen var for skjær og limet mot vinden.
Der blev jeg skyllet paa land og samlet med møie min livskraft.
Natten, den himmelske kom. Da vandret jeg bort ifra elven.
Inde i skogholtet gik jeg til ro og sanket omkring mig
dynger av løv, og en gud lot mig synke i endeløs slummer.
Dækket av løvet og sorgfuld i hu blev jeg lænket av søvnen
natten til ende, til gryende dag og langt over middag.
Først imot solefald vaaknet jeg op av den søteste slummer.
Da blev jeg ternerne var som fulgte din datter og lekte
rede paa stranden. Selv lignet hun grant en fager gudinde.
Bedende nærmet jeg mig, og hun viste det ædleste høisind.
ti imot mig har hun gjort hvad man neppe tør tro, naar man møter
en som er yngre; ti ungdom og uforstand følges jo altid.
Rikelig mat har hun git mig og funklende vin, og i elven
lot hun mig bade og gav mig tilsidst den dragt som jeg bærer.
Nu har jeg git dig sandfærdig besked, saa tungt det end faldt mig.»
Drotten Alkinoos svarte ham straks og tok venlig til orde:
«Fremmede, dette er dog tilvisse en ting som min datter
ikke har rigtig betænkt, at hun ei lot de tjenende kvinder
føre dig hit til vor borg, skjønt hun var den første du bønfaldt.»
Straks tok den raadsnare helt Odyssevs til orde og svarte:
«Last ikke, høibaarne helt, din herlige datter for dette
Selv har hun git mig besked om at følge de tjenende kvinder.
Dog, jeg vilde det ei. Min blygsel forbød det og frygten
for at dit sind skulde fyldes av harm, naar du saa mig i følget.
Hastige er vi til vrede vi mennesker flest her paa jorden.»
Straks tok Alkinoos ordet paany og svarte ham venlig:
«Fremmede, nei, saa hastig er ei mit sind at jeg vredes
helt uten grund. Dog, sømmelig færd er altid det bedste.
Maatte dog Zevs, vor far og Apollon og Pallas Atene
styre det saa at en høvding som du som i sind og i tanker
er som jeg selv, vilde kaldes min maag og, boende blandt os,
eie min datter. Jeg skjænket dig hus og gods, om du dvælte
godvillig her; men vil du det ei, skal ingen faiaker
holde dig fast. Det forbyde vor far, den høie Kronion.
Hjemfærden slaar jeg nu fast, saa du vet det med visshet. Imorgen
sendes du hjem. Da hviler du selv i tryggeste slummer,
mens mine svende skal ro over blikstille hav, til du kommer
hjem til dit land og din borg, hvor i verden du ønsker at dvæle,
selv om du bor i et land mer fjernt end det fjerne Evboia,
som mine mænd har fortalt er det ytterste land de har skuet,
dengang de rodde den lysblonde helt Radamantys til øen,
drotten som drog paa besøk til Tityos, sønnen av Gaia.
Langt som det var, de naadde dog frem, og uten at trættes
rodde de selvsamme dag sin vei over havet tilbake.
Selv skal du merke at fartøi og mænd staar høit over andre.
Ingen kan piske den skummende sjø saa kraftig med aaren.»
Saa han talte, og hjertelig glad blev helten Odyssevs.
Høvdingen hævet sin røst, og bedende tok han til orde:
«Alfader Zevs! Aa, maatte Alkinoos ogsaa faa fuldbragt
alt hvad han lover! Selv vandt han som løn uvisnelig hæder
viden om lande, og jeg vilde naa mit elskede hjemland.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden.
Derefter kaldte Arete de tjenende kvinder og bød dem
straks at sætte i forhallen frem en løibænk med fine
purpurfarvede bolstre og lægge paa disse de bløte
tæpper og kapper av langhaaret uld at svøpe sig ind i.
Ternerne vandret fra hallen med brændende fakler i hænde.
Men da de saa hadde redt ham i hast et makelig leie,
traadte de hen for hans stol og mante Odyssevs til opbrud:
«Gaa nu til hvile, du fremmede gjest; dit leie er rede.»
Saa de talte. Ham tyktes det søtt at hvile paa leiet.
Saaledes sov den haardføre helt, den gjæve Odyssevs
hist under forhallens drønende hvælv paa den utskaarne løibænk,
medens Alkinoos selv gik til ro i det inderste kammer.
Dronningen fulgte sin husbond og delte hans natlige leie.
medens de kraftige dyr trak jomfruen henimot byen.
Da hun omsider kom frem til sin fars rikt smykkede kongsgaard,
stanset hun under den hvælvede port, og om hende stimlet
brødrene, skjønne som guder, og spændte de kraftige muldyr
fra hendes vogn og bar det skinnende tøi til paladset.
Selv gik hun ind i sit kammer, og jomfruens graanede terne
Evrymedusa gik hen og tændte op ilden paa arnen.
Fordum var kvinden som hærtagen mø paa de stavnkrumme snekker
ført fra Apeira og valgt som Alkinoos' lod; ti han hersket
over faiakernes folk og blev lystret, som var han en guddom.
Hun hadde fostret den deilige mø i de straalende haller.
Skyndsomt tændte hun ild og laget istand hendes maaltid.
Nu stod Odyssevs op for at vandre til byen, og Pallas
hyllet ham ind i en skjærmende sky av omsorg for helten,
for at han ei, naar han møtte en mand av de stolte faiaker,
skulde bli haanet med ord og spurt hvem han vel kunde være.
Da han var fremme og skulde gaa ind i den prægtige kongsstad,
møtte ham der gudinden, den blaaøide Pallas Atene,
lignende grant en blomstrende mø, som bar paa en krukke.
Jomfruen stanset sin gang, da Odyssevs tok ordet og spurte:
«Sig mig, mit barn, du skulde vel ei ville vise mig veien
hen til Alkinoos' borg, hin drots, som raader i landet?
Ti jeg er kommet som fremmed og prøvet i trængsler og farer
hit fra et land i det fjerne, og har ikke en som jeg kjender,
ingen av alle de mænd som er bosat i byen og landet.»
Svarte ham da gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Gjerne, ærværdig gjest, skal jeg vise dig huset, du spør om;
ti det er nær ved det sted, hvor min høibaarne far har sin bolig.
Følg mig nu stille og tyst, mens jeg viser dig veien til borgen.
Møter vi nogen, saa vogt dig og se ikke dit eller spør ham;
ti mine landsmænd har ikke saa let for at taale en fremmed.
Kjærkomne gjester er ingen som kommer fra fremmede lande.
Stolende trygt paa sin skarpe seilas og de hurtige snekker
pløier de havet. Den kunst har de lært av selve Poseidon.
Mændenes snekker er rappe som fuglen i flugt og som tanken.»
Saaledes lød hendes manende ord, og Pallas Atene
vandret nu foran med hastige skridt, mens han fulgte gudinden.
Ingen av alle faiaker, de sjøvante mænd, kunde se ham
gaa dem forbi gjennem byen. Den haarfagre Pallas Atene
hindret det barsk, og gudinden, som vilde ham vel i sit hjerte,
lot over høvdingen sænke sig ned den tætteste taake.
Studsende stirret Odyssevs paa skibenes rækker ved havnen,
torvet hvor heltenes møter blev holdt og de kneisende mure,
skjermet av pælenes mægtige rad, et under at skue.
Men da de kom til drottens palads, den herlige kongsgaard,
da tok Atene, den blaaøide mø til orde og mælte:
«Dette er huset, ærværdige gjest, som du bad mig saa bønlig
vise dig hen til, og der vil du se de høibaarne fyrster
samlet til gilde. Gaa trøstig derind, og la ikke frygten
kue dit sind; ti i alt hvad han gjør, kan den modige lettest
naa hvad han ønsker og vil, om han end er en fremmed i landet.
Se om du først kunde træffe den høibaarne dronning i salen.
Husk at hun kaldes Arete ved navn. Fra de samme forældre
stammer hun ned som Alkinoos selv, den mægtige konge.
Først blev Navsitoos avlet av guden den sterke Poseidon
med Periboia, en mø som i skjønhet bar prisen blandt kvinder.
Hun var den yngste av aar blandt drotten Evrymedons døtre,
helten som raadet som konge tilforn blandt de frække giganter.
Dog, han styrtet sit folk og sig selv i fordærv ved sin voldsfærd.
Havguden favnet den deilige mø og hun fødte Poseidon
sønnen Navsitoos, tapper og kjæk, faiakernes konge.
Selv blev Navsitoos far til Alkinoos og til Reksenor.
Denne blev dræpt i sin hal av sølvbueguden Apollon,
nygift og uten en søn; en eneste datter Arete
lot han tilbake, som drotten Alkinoos valgte til hustru.
Hende har herskeren hædret som ei nogen anden paa jorden
hædres blandt kvinder som styrer sit hus og lyder sin husbond.
Saaledes hædres hun nu som tilforn og er hjertelig elsket
baade av drotten Alkinoos selv og av sønner og døtre
og av det samlede folk, som hvergang hun gaar gjennem byen,
hilser med venlige ord og ser i sin dronning en guddom.
Hjertelag har hun for alle og mangler ei indsigt og visdom.
Selv mellem mænd kan hun løse en tvist, naar de vandt hendes yndest.
Ja, dersom hun er dig god og ønsker dig held i sit hjerte,
da har du haab om at skue paany dine kjære og komme
hjem til din velbygde borg og naa til dit fædrene hjemland.»
Saaledes talte den blaaøide mø Atene og svævet
bort fra Skjerias yndige ø over havet det golde
hen til Maratons strand og Aten med de prægtige gater.
Der gik hun ind i Erektevs' borg, men helten Odyssevs
gik til Alkinoos' stolte palads. Der stod han, og længe
undret han sig i sit sind, før han gik over tærsklen av kobber.
Ti i den mandige drot Alkinoos' kneisende festsal
straalte en blændende glans som skinnet av sol eller maane.
Begge dens vægger var klædt med plater av kobber fra tærsklen
ind til den inderste vraa, og av mørkeblaat glas var gesimsen.
Fløidøren ind til den mægtige hal var av guldet det røde.
Dørposter høie av sølv var reist paa en tærskel av kobber.
Øverst var karmen av sølv, og av guld var fløidørens haandtak.
Hunde av guld og av sølv var stillet ved fløidørens sider,
guden Hefaistos' verk, som han formet med kyndigste omhu.
Der stod de vakt ved den mandige drot Alkinoos' borghal.
Ei kan de smuldre til støv eller ældes til dagenes ende.
Inde i salen langs væggene stod to rækker av stoler
like fra tærsklen til inderste vraa. Paa alle laa tæpper
fine og virket med ypperlig kunst av kyndige kvinder.
Bænket paa disse til fest var jevnlig faiakernes stormænd
nytende maten og vinen som altid var rikelig tilmaalt.
Oppe paa prægtige fotstykker stod i rad og i række
ynglinger formet av guld med brændende fakler i hænde
spredende lys gjennem salen ved gjesternes natlige gilde.
Femti i tallet er ternernes flok i herskerens kamre.
Somme har travelt med at male den guldgule hvete paa kvernen.
Andre slaar væven med flid eller dreier sin ten, og i kamret
sitter de tæt som det skjælvende løv paa en rankvokset poppel.
Perlende drypper fra fintraadet væv den smidige olje.
Ti som faiakernes mænd staar høit over andre i kunsten
skjønsomt at styre paa havet et skib, forstaar deres kvinder
mesterlig vævningens kunst; ti Pallas Atene har git dem
ypperlig kløkt til at væve et tøi av vidunderlig skjønhet.
Utenfor gaarden, men nær ved dens port, er dyrket som have
fire maal jord. Om haven er reist et hegnende gjerde.
Indenfor vokser der mægtige trær med løvrike kroner,
bugnende rikt av granater, av pærer og skinnnende epler,
fikener, søte av smak, og oliven bak grenenes løvhang.
Aaret tilende, i vinterens tid som i sommerens dage
hænder det ei at frugten slaar feil. Den viftende Zefyr
driver en del til svulmende vekst og andre til modning.
En efter en, som dagene gaar, blir pærerne modne;
likesaa epler og fiken og klaser av deilige druer.
Vingaarden grænser til haven. Der grønnes de frugttunge ranker.
Der hvor dens grund er aapen og jevn og stekes av solen,
tørres de saftige druer, mens andre blir løsnet fra ranken.
Andre blir presset til most. Paa solsiden kaster de grønne
umodne druer sin blomst, mens andre begynder at blaane.
Langsefter rankernes ytterste rad gror alleslags urter
ordnet i bed, og de grønnes, fra aaret gaar ind til det ender.
Indenfor slynger sig to krystalklare bækker; den ene
gaar gjennem haven; den anden gaar ind under borggaardens tærskel.
hen imot borgen. Fra den blir drikkevand hentet til byen.
Saa velsignet av guder var drotten Alkinoos' kongsgaard.
Helten Odyssevs blev staaende der i beundring ved synet.
Men da han saa hadde skuet det alt med frydefuldt hjerte,
traadte han raskt over tærsklen og skyndte sig ind i paladset.
Indenfor fandt han de ypperste mænd, faiakernes fyrster,
ofrende vin til hin budbringer rask, den skarpsynte Hermes,
guden som fik deres drikoffer sidst, naar de tænkte paa hvile.
Ind gjennem borghallen vandret den haardføre høvding Odyssevs
hyllet i taaken som Pallas lot sænke sig skjærmende om ham,
indtil han kom til Alkinoos' stol og stod for Arete.
Slynget da straks Odyssevs om dronningens knæ sine arme
medens det dækkende taakeslør svandt, som før hadde skjult ham.
Alle forstummet, saasnart de fik se en fremmed i hallen,
slaat av det sælsomme syn; men Odyssevs tok bønlig til orde:
«Hør mig, Arete, du datter av gudernes ætling Reksenor.
Hit er jeg kommet og favner dit knæ efter talløse trængsler,
hit til din husbond og gjesterne her. Maatte guderne signe
alle saalænge de lever, og gid deres barn maatte arve
rigdom og hjem og den hædrende løn som folket har git dem.
Aa, men send mig, saasnart som I kan, tilbake til hjemmet;
ti jeg har længe lidt ondt langt bort fra slegt og fra venner.»
Saa han talte og satte sig ned ved arnen i støvet
nær ved det flammende baal, mens alle forstummet i taushet.
Endelig talte iblandt dem den graanede helt Ekenéos
som av faiakernes mænd var den ældste av aar og som talte
bedst av dem alle, en olding med rik erfaring og visdom.
Menende alt til det bedste tok gubben til orde og mælte:
«Gjæve Alkinoos! ei er det ret, og det sømmer sig ikke
at denne fremmede her skal sitte i støvet ved arnen.
Gjesterne tier og venter at du skal tale til manden.
La nu den fremmede reise sig op og vis ham til sæte
her paa en sølvsmykket stol, og byd saa herolden at blande
vin, saa vi ogsaa kan ofre til Zevs, den lynglade hersker,
guden som følger den værdige gjest som trygler om bistand.
La saa husholdersken gi den fremmede mat av sit forraad.
Men da den mægtige drot Alkinoos hørte hans tale,
tok han den kjække og raadsnare helt Odyssevs ved haanden,
reiste ham op og bød ham ta plads paa en skinnende armstol,
hvorfra han lot den mandige helt Laodamas vike.
Han var hans kjæreste søn og pleide at sitte ham nærmest.
Kanden den skjønne av pureste guld med vandet til haandtvæt
bragte en terne og hældte det ut paa Odyssevs' hænder
over et sølvfat og satte saa frem et blankskuret matbord.
Derefter satte husholdersken selv, den værdige kvinde
rikelig for ham av hver en ret som huset formaadde.
Helten Odyssevs tok for sig med lyst av maten og vinen;
men til den gjæve herold tok Alkinoos derpaa til orde:
«Bland nu, Pontonoos, atter en bolle med vin og la alle
faa sig et bæger i hallen, saa ogsaa til Zevs vi kan ofre,
guden som følger den værdige gjest, som trygler om bistand.»
Saa han talte. Da blandet Pontonoos vinen, den søte.
Bægrene rakte han rundt og stænket et offer paa jorden.
Men da de saa hadde ofret og drukket saa meget de lystet,
æsket Alkinoos atter til lyd og talte iblandt dem.
«Lyt nu, faiakiske drotter, de første i raad og paa tinge,
saa jeg faar sagt hvad hjertet i bryst har trang til at nævne.
Nu da vort gilde er endt, skal I alle gaa hjem for at hvile;
men la os stevne imorgen ved gry vore fyrster og stormænd
fuldtallig hit og hædre vor gjest med et maaltid og bringe
guderne herlige ofre, og saa faar vi tænke paa utvei
til at vor fremmede gjest, naar vi gir ham et følge paa veien,
vernet mot farer og nød kan vende tilbake til hjemmet,
glad og med korteste frist, om han end har sit hjem i det fjerne,
og at der ei underveis skal times ham trængsler og motgang,
førend han naar til sit land; men der faar han efterpaa lide
det som de haardhændte spinderskers ten og gudernes vilje
spandt i hans livstraad i fødselens stund, da hans mor gav ham livet.
Men hvis han er en udødelig gud, som er kommet fra himlen,
da er det visselig nu noget nyt som guderne vil os.
Altid tilforn har jo guderne vist sig aapenlyst for os,
hvergang vi bragte dem ofre av herlige festhekatomber.
Da har de gjestet vort festlige lag og sittet iblandt os.
Ja, naar en færdesmand møter en gud paa sin ensomme vandring,
dølger han ei hvem han er; ti vi er deres nærmeste frænder,
som det kyklopiske folk og de vilde gigantiske stammer.»
Straks tok den raadsnare helt Odyssevs til orde og svarte:
«Gjæve Alkinoos, tal ikke saa; ti av vekst eller aasyn
ligner jeg ei en udødelig gud av dem som hist oppe
bor over himmelen vide. En dødelig er jeg tilvisse.
Trygt tør jeg maale min lidelses vegt med deres som tynges
haardest av jammer og kval av alle de mænd som I kjender.
Ja, jeg kunde vel melde om haardere trængsler end deres,
om jeg fortalte jer alt hvad jeg led efter gudernes vilje.
Men la mig nyte mit maaltid i ro, skjønt pint av min kummer.
Ti der er intet i verden saa frækt som den skamløse mave.
Bydende kræver den stedse sin ret og tvinger vor tanke
selv om vi pines av kummer og bærer paa sorger i hjertet,
likesom jeg i mit hjerte maa bære paa sorg; men den kræver
stadig at stille sin sult og sin tørst og dækker med glemsel
alt hvad jeg døiet og led og forlanger hærdig at fyldes.
Sørg nu I for min færd, saa alting er rede ved daggry.
Send mig usalige mand til mit hjem, om jeg end skulde døie
talløse trængsler paany. La mig miste mit liv, naar jeg bare
atter faar se mit palads, mine tjeneres flok og mit eie.»
Saa han talte. De priste hans ord og ropte at gjesten
straks skulde sendes avsted til sit hjem; ti hans tale var billig.
Men da de saa hadde ofret og drukket saa meget de lystet,
vandret de hjem, enhver til sit hus, for at gaa til sit leie;
men i den festlige hal blev helten Odyssevs tilbake.
Ogsaa Alkinoos selv, den høibaarne drot, og Arete
blev hos sin gjest, mens terner bar bort og ryddet tilside.
Først tok den værdige dronning, den fagre Arete til orde;
ti da hun saa hans prægtige klær, hans kappe og kjortel
kjendte hun dragten som fordum hun selv og ternerne virket.
Talte hun da med vingede ord og spurte ham venlig:
«Fremmede gjest, nu agter jeg først at stille et spørsmaal.
Nævn mig dit navn og dit land. Hvem skjænket dig dragten du bærer?
Har du ei sagt at du kommer som stormslagen mand over havet?»
Straks tok den raadsnare helt Odyssevs til orde og svarte:
«Tungt vil det falde mig, dronning, fra først til sidst at fortælle
alt hvad jeg led; ti mangen en kval har guderne sendt mig.
Dog, naar du spør mig om dette og ønsker mit svar, skal jeg tale:
Fjernt i det brusende hav er en ø, Ogygia kaldet.
Der er Kalypso til huse, en haarfager, mægtig gudinde,
Atlas' listige datter. Hun har ikke samkvem med nogen,
hverken med dødelig mand, ei heller med evige guder.
Dog, mig usalige førte en gud, forlatt og alene,
til hendes arne, da Zevs med sit flammende lyn hadde splintret
ute paa bølgernes blaanende dyp min ilende snekke.
Alle de andre fandt døden, hver eneste en av mit mandskap.
Selv fik jeg tak i fartøiets kjøl. Ni samfulde dage
drev jeg omkring, og den tiende nat lot guder mig lande
hist paa Ogygias ø, hvor den haarfagre mægtige guddom,
nymfen Kalypso har fæstet sit bo. Godt tok hun imot mig,
pleiet mig kjærlig og ømt og lovet mig tidt at hun skulde
gjøre mig ung og fri mig fra død til dagenes ende.
Men hendes venlighet rørte dog ei i barmen mit hjerte.
Der har jeg dvælet syv samfulde aar, og taarerne vætet
altid den himmelske dragt som jeg fik av den fagre Kalypso;
men da det ottende kom i aarenes rullende kredsløp,
bød hun mig selv at skynde mig hjem, hvadenten hun lystret
budskap fra Zevs, eller nu hendes sind omsider var ændret.
Bort blev jeg sendt paa et veltømret skib, og mangt fik jeg med mig.
brød og kvægende vin, og hun gav mig en straalende klædning.
Straks lot hun blæse en lempelig bris med luftninger milde.
Sytten var dagenes tal som svandt, mens jeg drog over havet,
og paa den attende skimtet jeg først de blaanende fjelde
her i jert land. Da svulmet av fryd mit hjerte; men endnu
skulde jeg arme i rikelig maal bli hjemsøkt av jammer,
som i sin vrede Poseidon, den vældige jordryster sendte.
Stormene sendte han mot mig og stængte min vei, og han rørte
sjøen fra dypeste dyp, og bølgerne negtet mig arme
stønnende mand at bæres avsted paa min tømrede flaate.
Stormbygen knuste dens splintrede skrog, og i ytterste vaande
kløvde jeg svømmende bølgernes dyp og førtes omsider
nær eders frelsende land av den rivende strøm og av vinden.
Dersom jeg der paa den farlige kyst hadde fristet at lande,
da hadde bølgerne knust mig mot fastlandets styrtbratte skrænter.
Skrækslagen vek jeg tilbake og svømmet paany, og omsider
naadde jeg frem til en elv, hvor det tyktes mig lettest at lande,
fri som mundingen var for skjær og limet mot vinden.
Der blev jeg skyllet paa land og samlet med møie min livskraft.
Natten, den himmelske kom. Da vandret jeg bort ifra elven.
Inde i skogholtet gik jeg til ro og sanket omkring mig
dynger av løv, og en gud lot mig synke i endeløs slummer.
Dækket av løvet og sorgfuld i hu blev jeg lænket av søvnen
natten til ende, til gryende dag og langt over middag.
Først imot solefald vaaknet jeg op av den søteste slummer.
Da blev jeg ternerne var som fulgte din datter og lekte
rede paa stranden. Selv lignet hun grant en fager gudinde.
Bedende nærmet jeg mig, og hun viste det ædleste høisind.
ti imot mig har hun gjort hvad man neppe tør tro, naar man møter
en som er yngre; ti ungdom og uforstand følges jo altid.
Rikelig mat har hun git mig og funklende vin, og i elven
lot hun mig bade og gav mig tilsidst den dragt som jeg bærer.
Nu har jeg git dig sandfærdig besked, saa tungt det end faldt mig.»
Drotten Alkinoos svarte ham straks og tok venlig til orde:
«Fremmede, dette er dog tilvisse en ting som min datter
ikke har rigtig betænkt, at hun ei lot de tjenende kvinder
føre dig hit til vor borg, skjønt hun var den første du bønfaldt.»
Straks tok den raadsnare helt Odyssevs til orde og svarte:
«Last ikke, høibaarne helt, din herlige datter for dette
Selv har hun git mig besked om at følge de tjenende kvinder.
Dog, jeg vilde det ei. Min blygsel forbød det og frygten
for at dit sind skulde fyldes av harm, naar du saa mig i følget.
Hastige er vi til vrede vi mennesker flest her paa jorden.»
Straks tok Alkinoos ordet paany og svarte ham venlig:
«Fremmede, nei, saa hastig er ei mit sind at jeg vredes
helt uten grund. Dog, sømmelig færd er altid det bedste.
Maatte dog Zevs, vor far og Apollon og Pallas Atene
styre det saa at en høvding som du som i sind og i tanker
er som jeg selv, vilde kaldes min maag og, boende blandt os,
eie min datter. Jeg skjænket dig hus og gods, om du dvælte
godvillig her; men vil du det ei, skal ingen faiaker
holde dig fast. Det forbyde vor far, den høie Kronion.
Hjemfærden slaar jeg nu fast, saa du vet det med visshet. Imorgen
sendes du hjem. Da hviler du selv i tryggeste slummer,
mens mine svende skal ro over blikstille hav, til du kommer
hjem til dit land og din borg, hvor i verden du ønsker at dvæle,
selv om du bor i et land mer fjernt end det fjerne Evboia,
som mine mænd har fortalt er det ytterste land de har skuet,
dengang de rodde den lysblonde helt Radamantys til øen,
drotten som drog paa besøk til Tityos, sønnen av Gaia.
Langt som det var, de naadde dog frem, og uten at trættes
rodde de selvsamme dag sin vei over havet tilbake.
Selv skal du merke at fartøi og mænd staar høit over andre.
Ingen kan piske den skummende sjø saa kraftig med aaren.»
Saa han talte, og hjertelig glad blev helten Odyssevs.
Høvdingen hævet sin røst, og bedende tok han til orde:
«Alfader Zevs! Aa, maatte Alkinoos ogsaa faa fuldbragt
alt hvad han lover! Selv vandt han som løn uvisnelig hæder
viden om lande, og jeg vilde naa mit elskede hjemland.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden.
Derefter kaldte Arete de tjenende kvinder og bød dem
straks at sætte i forhallen frem en løibænk med fine
purpurfarvede bolstre og lægge paa disse de bløte
tæpper og kapper av langhaaret uld at svøpe sig ind i.
Ternerne vandret fra hallen med brændende fakler i hænde.
Men da de saa hadde redt ham i hast et makelig leie,
traadte de hen for hans stol og mante Odyssevs til opbrud:
«Gaa nu til hvile, du fremmede gjest; dit leie er rede.»
Saa de talte. Ham tyktes det søtt at hvile paa leiet.
Saaledes sov den haardføre helt, den gjæve Odyssevs
hist under forhallens drønende hvælv paa den utskaarne løibænk,
medens Alkinoos selv gik til ro i det inderste kammer.
Dronningen fulgte sin husbond og delte hans natlige leie.