Om Betydningen af Ordet brúnáss
Dette ord forekommer kun 3, 4 gange i den gamle literatur og udelukkende i skrifter, forfattede paa Island. Saavidt mig bekjendt, have alle fortolkere, undtagen provst Fritzner, forstaaet det om den øverste stok i hver langvæg af en laftbygning. I samme betydning, men forandret til brynås, bruges ordet endnu i Vestergötland.[1] Derimod træffes det ikke i vort folkesprog, som betegner den omtalte vægstok med navnet garlægje, raftestok, raftall eller aalestok.
Som bemerket, har provst Fritzner her en anden opfatning end den sedvanlige. Saaledes forklares brúnáss i den første udgave af hans ordbog, dog med tilføjet spørsmaalstegn, om den „øverste tagbjelke eller en af de samme nærmest liggende sidebjelker?“ Dette rettes i tillægget til „den nederste tagaas“. Men i 3dje hefte af bogens nye udgave vender forfatteren tilbage til sin første forklaring, idet han, dog nu med fuld sikkerhed, gjengiver ordet med „mønsaas, den øverste i tagets top liggende tagaas“. Hvad der fra først af synes at have ledet forfatteren ind paa denne opfatning, er, som han senere udtaler, at ordet áss, som betegning for en bygningsdel, altid maa forstaaes om en tagaas. Dette er, som bekjendt, en af de efter tagets længderetning gaaende bjelker, der kun paa enkelte punkter have nogen understøttelse, mens de forøvrigt ligge frit. Men om ogsaa ordet áss, naar det anvendes under de nævnte omstændigheder, maatte have denne særlige betydning, saa er dog ikke dermed sagt, at det samme bliver tilfældet, naar der foran ordet sættes brún. Dette betyder, som bekjendt, baade i det gamle sprog og i de nuværende dialekter, en fremspringende kant eller det sted, hvor en flade eller jevnere skraaning gaar over til en brathed, følgelig i en bygning der, hvor væggens øverste og tagets nederste kant støde sammen. Den bjelke, som ligger paa dette sted, faar derfor navnet brúnáss, skjønt den paa grund af sin beskaffenhed nærmest maa kaldes en vægstok. Et modstykke hertil frembyder folkesprogets bruntrod, hvorved til forskjel fra de øvrige tagfjæle betegnes den, der har sin plads paa væggens brun og saaledes udgjør den nederste til hver side af taget.
Allerede det anførte synes at tale bestemt mod Fritzners forklaring. Men dertil kommer, at de steder i de gamle skrifter, som han tager til indtægt for sin mening, neppe med grund kunne benyttes paa denne maade.
Det ene sted er Biskup. Sög. I, 804 (jfr. Flateyarb. III, 545, som i alt væsentligt stemmer dermed). Det fortælles her, at under et jordskjælv, som indtraf paa Island 1300, blev en stor malmpotte, der i kirken paa skard var fæstet ved dennes brynaas (viðr brúnássinn kirkjunnar), slaaet mod kirkens tag (ráfit kirkjunnar), saaledes at potten gik i stykker. – Det andet sted er Njáls sag. kap. 131 (jfr. 130), hvor det siges om branden paa Bergthorskvaal, at da Skarphedin i den brændende skaale løb op imod den ene langvæg ad et tvertræ, der var faldt ned, – som det rimeligst maa forstaaes, kun i sin ene ende, saa at det indtog en skraastilling –, brast tvertræet under ham, og da han paa nyt rendte opad, svingede (reið) brynaasen (brúnássinn) mod (at) ham, saa han igjen gled tilbage.
Om disse steder bemerker Fritzner, at „her kan brúnáss efter sammenhængen ikke have anden betydning end den angivne [d. e. mønsaas] ....., ligesom udtrykket brúnássinn i og for sig forudsætter, at en husbygning ikke kan have mere end én brúnáss, medens áss, hvor der er tale om husbygning, kun kan forstaaes om tagaase, men alle andre tagaase end mønsaasen ligge parvis paa hver sin side af taget“. Den sidste indvending er ovenfor berørt; om de øvrige grunde kan bemerkes følgende.
Hvad først fortællingernes sammenhæng angaar, sees der intet til hinder for, at brúnássinn i Biskup. sög. meget vel kan forstaaes om den ene langvægs øverste stok, eftersom malmpotten, naar den var fæstet paa denne stoks fremstaaende ende, i ligesaa høj grad som ved en mønsaas vilde være udsat for at slaaes mod taget. Dette maatte nemlig efter sedvanlig skik paa husets langside have strakt sig lidt udover væggen, og var saaledes ikke mange tommer fjærnet fra denne. Heller ikke har det med hensyn til den anden fortælling nogen rimelighed for sig, at det var en mønsaas, som faldt ned paa Skarphedin, da i saa fald selve taget, som opholdtes af denne aas, strax maatte have fulgt efter, medens det udtrykkelig heder, at dette først skede noget senere. Desuden er der ikke noget indbyrdes forhold mellem en mønsaas og en langvæg, medens man ved at læse sagaens beretning faar et sterkt indtryk af, at brynaasens forrykning fra sin plads stod i nær forbindelse med eller var fremkaldt ved Skarphedins forsøg paa at bestige væggen. Dette er ogsaa let forklarligt, da det omtalte tvertræ derved, at dets inderste ende vejedes ned af Skarphedins tyngde, i sit taphul kom til at virke som en vægtstang eller brækstang paa den overliggende brynaas eller vægstok, saaledes at denne blev løftet op af sit lag og drevet indover.
Naar endelig forf. bemerker, at den bestemte artikel paa de anførte steder (brúnássinn) forudsætter, at der kun fandtes én saadan aas, kan heller ikke dette tillægges synderlig vægt. Med samme grund maatte der da, naar det f. ex. blev sagt, at en ting laa i husrenden, eller at lynild slog ned igjennem skorstenen paa et hus, kunne sluttes, at huset ikke havde mere end én rende eller én skorsten.
Det tredje (eller fjerde) sted, hvor brúnáss træffes, er Njáls saga kap. 78. Heri siges (efter texten i alle udgaver) om Gunnars skaale paa Lidarende, at den havde glugger ved brynaaserne (gluggar hjá brúnásúnum), hvoraf altsaa fremgaar, at der var flere end én brynaas. Dette indrømmes ogsaa af Fritzner, men han finder, at den „læsemaade“, som efter udgaven af 1809 træffes i to kodices, „maa være at foretrække“, og disse have gluggar á hjá brúnásinum, altsaa singularis. Herved kan dog merkes, at ifølge den nyeste (1875) og vistnok bedste udgave er der blandt 7 forhaandenværende kodices kun én, som har sidstnævnte læsemaade, hvad der taler sterkt imod dennes valg, hvorfor den heller ikke, som oven bemerket, er optagen i nogen udgaves text. Naar forf. desuagtet holder fast ved denne variant, er det „ikke alene paa grund af, hvad der i det foregaaende er anført [nemlig at brúnáss maa forstaaes om mønsaas], men ogsaa af den grund, at naar det [i samme kap. af sagaen senere] heder: töku vér strengina ok berum um ássendana, saa forudsætter dette, at der i det foregaaende [nemlig paa det førstnævnte sted af sagaen] kun har været tale om én brúnáss“. Herimod kan det igjen bemerkes, at den første grund neppe tør tillægges stor styrke, da man ved textkritik, eller hvor det gjelder at træffe et valg blandt forskjellige læsemaader, ej vel kan støtte sig til en paa forhaand opgjort mening, uden i alle fald naar dennes rigtighed er bevist, hvilket dog ikke kan siges i nærværende tilfælde. Og hvad den anden grund angaar, er jeg rigtignok forsaavidt enig med F., at ordet ássendana rimeligst sigter kun til én aas, men deraf følger ikke, at denne just var en mønsaas. I sin helhed lyder det nys citerede sted saaledes: „lad os tage taugene, slaa dem om aasenderne, men fæste de andre ender (aðra endana, nemlig af taugene) i stene, og sno dem med vindestokker, og vinde taget af skaalen“. Saavidt jeg skjønner, er der intet til hinder for, at fortælleren her tænker paa den øverste stok i husets langvæg og navnlig den paa dets forside. Hvad de sammensvorne derfor efter min opfatning i det enkelte foretog, var, at de i begge ender af aasen slyngede et taug om dens fremstaaende hoved, dernæst samlede hvert taugs begge ender og gjorde dem fast i de stene, som laa paa marken. Herved bliver det ogsaa lettere forklarligt, at Gunnar, der opholdt sig paa loftet (kvisten) i gavlen, ikke, som det anføres i sagaen, merkede noget til det hele, førend taget var vundet af skaalen. Derimod synes det lidet troligt, at de omtalte forberedelser vilde have undgaaet hans opmerksomhed, hvis det havde været en mønsaas, hvorom sagen drejede sig, eftersom han i dette fald maatte have seet eller hørt, da taugene fæstedes til aasen over loftet og haledes stive.
Til det ovenstaaende kan endnu føjes, at siden vort nuværende sprog betegner den øverste tagbjelke med ordet mønsaas, ligesom man paa Island har det tilsvarende mænisáss, saa bliver det sandsynligt, at ogsaa det gamle sprog maa have havt dette ord, skjønt det ikke træffes nogetsteds i de hidhørende skrifter. Men da vilde det være besynderligt, at man som navn paa den samme ting ogsaa skulde havt ordet brúnáss. Dette kunde dog tænkes, hvis brún og mænir havde samme betydning, medens de i virkeligheden danne rene modsætninger. Hvad der bedst viser dette, er, at et bruntrod, som allerede ovenfor bemerket, i folkesproget betyder den nederste tagfjæl, medens der ved en mønetrode forstaaes den stang eller stok, som findes anbragt mellem de øverste fjæle eller trod af taget.
Efter alt det ovenfor udtalte kan saaledes den gjængse forstaaelse af ordet brúnáss neppe siges at være rokket ved Fritzners indvendinger. Og tør det derfor ansees sikkert, at de i de citerede stykker af Njáls saga omhandlede to skaaler ikke havde mønsaas, men kun sperrer, saa bliver ogsaa det resultat styrket, som er vundet ved undersøgelsen af ældre og yngre bygninger her i landet.
I denne henseende kan det først merkes, at taget i gamle kirker og navnlig i stavkirkerne er sammensat baade af sperrer eller rafter og aaser. Men det er alene rafterne, som udgjøre de bærende led. Aaserne ligge derimod ovenpaa de sidste og tjene kun til, som det ogsaa siges i en homilie[2] fra slutningen af det tolvte hundredeaar, at „støtte og sammenholde rafterne“. I alle andre slags bygninger er det omvendte tilfældet. Forsaavidt nemlig aaser findes, danne de altid den egentlige bærekraft, idet tagbordene eller, hvis der er sperrer, da disse faa sit leje umiddelbart over aaserne. Men hvorvidt aaser komme til anvendelse, beror igjen paa omstændighederne. Saaledes træffes ikke sjelden mønsaas, dog uden sperrer, i seler (sæterbytter) og navnlig, som hr. genremaler O. Isaachsen velvillig har meddelt mig, overalt i Sætersdalen, og skjønt de nuværende hytter af dette slags hidrøre fra nyere tid, synes dog skikken at være gammel, da den samme tagkonstruktion, men i forbindelse med rafter, nævnes ved en sel paa Island (Laxd. sag. kap. 64). Det tør ogsaa være sandsynligt nok, at baade mønsaas og andre aaser i gammel tid bleve brugt ved stabure, lofter og andre lignende bygninger uden ildsted, ihvorvel der, saavidt nu bekjendt, kun findes levnet ét exempel derpaa fra middelalderen. Dette er det gamle merkelige loft[3] paa søndre Rolstad i Fron (Gudbrandsdal), hvor taget, foruden sperrer, som støtte for disse kun har to mellemaaser, en paa hver side, men ingen mønsaas. Derimod haves i stuehuse eller beboelsesrum fra middelalderen eller yngre tid, naar de ere forsynede med ildsted (are eller røgovn), intet sikkert bevis for brugen af andre tagled end sperrer. Grunden hertil er ogsaa tydelig nok. En mønsaas lader sig nemlig ikke vel forene med en ljore, naar denne efter stadig skik her i landet ikke anbringes paa siden af taget, men i dets ryg. Det kan saaledes neppe heller ansees tvilsomt, at den samme tagkonstruktion, der fandtes i de ovenomtalte skaaler, ogsaa har været brugt i andre bygninger af dette slags (jfr. s. 352). Thi foruden det anførte hensyn til ljoren merkes, at skaalerne ofte vare meget lange, og det vilde da blive vanskeligt ener endog umuligt at opdrive mønsaase med tilstrækkelig længde. Og selv om dette lod sig gjøre, maatte der stadig næres frygt for, at saadanne svære mønsaase paa grund af den lange afstand mellem deres støttepunkter vilde svigte, eller gavlerne, hvorpaa de hvilede, trykkes sammen. I hvert fald kunde det neppe undgaaes, at en mønsaas med lignende forhold som de omhandlede vilde tabe sin vandrette stilling og saaledes blive ude af stand til at opfylde sin bestemmelse.
N. Nicolaysen.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |