Om Consonant-Overgange i det norske Folkesprog
De mange Consonant-Overgange, der kunne iagttages i det norske Folkesprog, naar man sammenligner det med Stammesproget eller dets enkelte Dialecter indbyrdes, ere i flere Henseender vanskelige at fremstille. De ere almindelig indskrænkede til faa Tilfælde, saa at man endog ofte kan tvivle, om denne eller hin Overgang virkelig skal erkjendes i Sproget; de betinges meget af Consonantens Stilling i Ordet, enten i Forlyd eller Efterlyd, og af de den omgivende Lyde. Især bringes man ofte i Uvished ved de mange, af Form indbyrdes omtrent lige Synonymer, der gives for Begreber, hvorom der jævnlig tales, da man her kan tvivle, om de oprindelig vare fuldkommen identiske og den ringe Forskjellighed mellem dem er frembragt ved en eller anden Lydovergang, eller om de ere dannede af den samme Rod ved forskjellige secundaire Tillæg.
Det er naturligt, at Ivar Aasen i sin fortræffelige Grammatik ikke har kunnet gaa ind paa alle disse Enkeltheder, der dog altid have sproglig Interesse; jeg vil derfor her søge at belyse nogle, især mindre almindelige Consonant-Overgange i det norske Folkesprog, medens der ved de øvrige naa henvises til det nævnte Værk. Ordene har jeg naturligvis først og fremst hentet fra Aasens Ordbog, hvor man maa efterse, i hvilke Egne ethvert bruges; dernæst ogsaa fra Hallagers Ordsamling, dog er i dette Tilfælde altid min Hjemmelsmand anført; kun sjælden har jeg benyttet Ord, som jeg selv har hørt i Folkets Mund, men ikke fundet i nogen Ordfortegnelse. Ogsaa de fra fremmede Sprog laante Ord ere tagne med, thi den Forandring, der foregaar med dem, for at faa det uforstaaelige i Overensstemmelse med det Bekjendte, støtter sig almindelig til en allerede tilstedeværende Lydovergang (jfr. Levin Oplys. Anm. til dansk Vellydslære § 131. Anm. Pott etym. Forsch. I, XXXIV. II, 6. 238).
For Stedsnavnene har jeg benyttet Munchs Beskrivelse over Norge i Middelalderen; om denne Classe af Ord gjælder her omtrent det Samme, som om den foregaaende; forøvrigt maa erindres, at den Form, hvorunder vore Stedsnavne findes i Matriklerne, ofte ikke er den ægte, i Folkets Mund brugelige.
Af fremmede Sprog har jeg oftest sammenlignet de nærmest beslægtede nordiske (mine Kilder for de svenske og danske Dialecter vare Ihre og Molbech); dernæst især de romanske Sprog, dels og fornemmelig, fordi de her frembyde mange mærkelige Overensstemmelser med vort, dels ogsaa, fordi Diez’s Mesterværk gjorde en Jævnførelse saa let.
k gaar ofte over til t; især, naar en Liqvid staar foran eller efter eller paa begge Steder:
martnad = marknad; burtn = Oldn. burkni; ertn = erkn; Bjertnes = Bjarknes (Munch Beskrivelse over Norge S. 156. 178); Borten = Borkn (Munch S. 80); Batnforden = Burknarfjörðr (Munch S. 86), Hartmark = Horkmörk (Munch S. 134); pretnedage (Hallag.) = prikkedagar; totten (Hallag.) = tokn; dant = dank; inte, int, itte, itt = inkje, ikkje; strunken = Sv. Dial. strunken; antras (Hallag.) = anklas (mundhugges; rim. = andgjeglast hos Aasen).
Jfr. Sv. Dial. jult = jolk (Dreng); mutlor = murklor; Jyd. slanten = Sv. slanker (slap); Sv. krak-spint = Sønberjyd. spinke. O. Preuss. ebsentliuns Pcp. (betegne) – Litau. z’enklinu. I romanske Sprog findes lt, nt, rt for lk, nk (ng), rk (rg), Diez Gram. I, 303. 306.
Sjælden er Overgangen fra k i Forbindelsen sk til t: stumt = skumt. Den samme Overgang er iagttaget i romanske (Diez I, 122) og tydske Sprog (Wackernagel i Haupts Zeitschr f. deut. Alterth. VII. 130). Den af Aasen Gr. § 88 S. 58 antagne Overgang fra k til t i treista (Oldn. þrista) krosta, kreista synes lidet rimelig.
ks assimileres undertiden til ss: tisse f. pl. (efter Aasen Ordb. for titte) rim. for tikse, jfr. Dalek. tikkär (Patter) og tissa h. Hallag. = tiksa.[1]
Ligesaa i romanske Sprog.
Nøie beslægtet hermed er Udskydelsen af k, naar st følger paa: trast (Sv. Dial. tras, traster) = trakst, resta = rekstra (jfr. Aasen Gr. § 107).
Jfr. Isl. tóst for tókst (Gislason um frumparta S. 109). Ligesaa i romanske Sprog (Diez I, 207); Umbr. dester = Lat. dexter (Aufrecht Umbr. Sprachdenkmäl. II, 190).
Aasen Gr. § 88 S. 59 antager, men som det synes med Urette, en Overgang fra k til s. I maa-kje: maase (Oldn. már) ere vistnok kje (ki) og se (si) forskjellige Afledningsendelser; bosna kan forenes med bokna ved et Mellemled boksna. Ved knapt-snapt, klemme-slemma antager jeg, at først k udfaldt (Aasen Gr. § 78) og derpaa s stødes foran (Aasen Gr. § 82), hvad enten nu dette s er euphonisk eller Levning af et Præfix (Skr. sa).
Ligesaa forvolder det sig med Sønderjyd. paa slem = paa klem; Tyd. schlinke = klinke; Tyd schlissen = Lat. claudere; Norsk snaldra (neppe besl. m. snadd, snaald): gnaldra (knella).
g indskydes efter n: bingsa for binsa; vingstre for vinstre.
Beslægtet hermed er Overgangen fra nd til ng, hvorom senere skal tales.
g indskydes ogsaa undertiden efter l: fjölg = Oldn. fjöl; fjelg = Skotsk feal, fiel (soft, smooth).
Jfr. Indskydelsen af g efter r i romanske Sprog, f. Ex. Portug. amargo = amarus (Diez I, 266). Sammenlignes kan ogsaa Forhærdelsen af j til g efter l og r i Dansk og Tydsk (vist ikke, som Knudsen Norsk Tidskr. 1850 S. 240 ff. mener, fremkommen i Skriftsproget blot ved falsk Analogi).
p svnes skudt foran i prina = rina; prins (Sv. Dial. prins, prinsel) besl. m. Dan. randsel?
Jfr. Sv. Dial. prask = Norsk rask. Beslægtet er det i enkelt Tilfælde forekommende Forskud af b (foran r) og f (foran l), hvorom nedenfor.
p er i Forlyden gaaet over til f i funt = punt, fyk = pyk (Holl. pujk, Jyd. pögen), fuggje = Nedtyd. pukke (jfr. Diefenbach Got. Wtb. I, 338–339).
Den samme Overgang forekommer i svenske Dialecter foran l og r: Dalek. flukke = plukke, Gott. flunsä = Sv. plumsa, Angerm. fröppa = pröppa.
p gaar undertiden i Efterlyden over til t; Lysklet = Lýsikleppr (Munch S. 80), og foran n: Kvitne = Kvipni (Munch S. 130), Saakvitne = Sáðkvipni (Munch S. 121).
Jfr. Ovtyd. kleppe = Nht. klette.
pl omsættes til lp: stolpesjö = stoplesjö.
Jfr. nedenfor Omsætningen af vl til lv.
ps omsættes til sp: lusp = lufs; knispa = knipsa. Jfr. Dan. vesp = veps; risp i daglig Tale for rips; tispe maaske for tipse af ubrug. tip = Oldn. tík (jfr. Tyd. zaupe = zauke). I andre Sprog ogsaa omvendt (Pott etym. Forsch. II, 112. Grimm deutsch. Gram. I, 2 udg. S. 251).
Den af Aasen Gr. § 96 S. 64 antagne Overgang fra p til m er neppe at anerkjende i de Ord, han anfører: kræming og griping ere aldeles forskjellige Ord; homa–hopa, glaama–glaapa anser jeg ikke for identiske, men for dannede af samme Rod ved forskjellige Afledningsconsonanter. Dog er Overgangen fra p til m ellers rimelig nok, jfr Klemsdal = Klepsdalr (Munch S. 93), og finder ofte Sted i andre Sprog, f. Ex. Litau: kupstinne = komstinne (Marknellik).
b synes at være skudt foran i brosa = rosa, brutla = rutla (dog mærk Ovtyd. bruzeln = prasseln). Jfr. Sjæll. bras = Norsk mask. Provenc. brugir, Fr. bruir = Lat. rugire; Span. brusco = rusco, Lat. ruscum (Diez I, 263, jfr. 331).
f er rimelig skudt foran i floggast = lauggast.
Jfr. Sv. flunsa = lunsa; Oldn. flaski = laski (pecten, fibra in ligno).
f gaar undertiden foran Liqvider og j over til p: huspry, husbrei (hos Hallag.). Gotl. huspreua, Vestgøt. husprea, Oldn. húspreyja = húsfreyja; prîl (hos Hallag.), Dan. pleiel = Oht. flegil; pjaan (h. Hallag. = Tosse), Gotl. pjan = fjaam, Fyen: fjun (Tosseri). Jfr. Gotl. pjaut (Tosse) = Isl. fauti, Norsk fjotte; Sv. pjoller (Fjanteri, Vaas), Jyd. pjaller = Sv. fjollas. Nedtyd. sik plengen = sik flengen (sich abarbeiten); Sv. plagga = Eng. flog (se Diefenb. Got. Wtb. I, 384 f.) Eng. ospray = Lat. ossifraga. Span. soplar = sufflare, Provenc. solpre = sulfur (Diez I, 186).
f vexler undertiden i Forlyden med v: viva, vina = fiva, fyna; vervel = fyrveld, fivreld; i hvilke Ord det efterfølgende v rimelig har havt Indflydelse.
fi gaar over til tr: trausk = frausk, trums = frums, tramlag = framlag, trönske besl. m. fronte (trodsig Kvinde, h. Hallager)? tröya = Oht. frewjan, Nht. freuen?
Jfr. Dan. hustru = Oldn. húsfrú; Leicestershire: thurrough = furrow (Hoefer leitschr. f. d. Wiss. d. Sprach. II. 159).
Urigtig antager Aasen S. 63 § 95 en Overgang fra f til s: sligjel og flygjel ere aldeles forskjellige Ord; dust og duft ere rimelig kun beslægtede, ei identiske. Hallager har tröst = truft, men jeg antager, at her s indskødes og derpaa f udfaldt, jfr. bosna = bokna (se ovenfor), O. Fr. deust = debuit (Diez I, 267); Oldn. krafst = kraft, heifstar = heiftar (Gislason um frumparta S. 100).
t tilsættes i Efterlyden efter s: post = pors; postelin, bastelin = porcellain; annast = Oldn. annars; ellest, Sv. eljest = O. Sv. eljes, Dan. ellers; (finna)st = finna)s; deirast = deiras; (saa)leist = (so)leis; altreinst efter Aasen Ordb. maaske for alt ær eins; gjengst = Dan. gjengs (efter Aasen Gr. S. 55 § 82 = gjengd, altsaa s indskudt).
Jfr. Færø: graatandist = grædendes; Dan. miste, Sv. mista = Oldn. missa; Dan. gisten = Oldn. gisinn, Nht. porst = Oht. porsa, Tyd. damast = Fr. damas, Tyd. hast for has (Pott etym. Forsch. II, 234). Eng. Nest = Agnes, whilst = whiles (Hoefer Z. f. d. Wiss d. Spr. I, 323); London: sinst = since, wonst = once (l. c. II, 149).
t er indskudt mellem to Consonanter i brostn= brosn, brosma; soktn = sokn.
Jfr. Oldn. laustn = lausn, Angelsax. blôstma = blôsma. Bosthna = Bosna o. s. v. (Schafarik Slaw. Alterth. II, 37. 38).
d bliver i Forlyden foran i (j) til g i de fremmede Ord. gjestanse = distance; gjestrikt = district.
Jfr Sv. Dial. gegne, giein = degn, diaconus; Nygr. γιά = διά; Rhætorom: giavel = diabolus, gi = dies (Fuchs Zeitw. in den roman. Spr. S. 349); Paris: Dial. guieu = dieu, gueble = diable (Fuchs S. 326). Omvendt udtales gj i Vendsyssel som dj (Molbech Dialectlex. S. 164), saa at hos Molbech endog er skrevet gjæl = Sv. Dial. del (Svine-Yver). Paa Færøerne udtales baade gj og dj som dsj (Hammarshaimb i Ann. f. nord. Oldkynd. 1846. S. 364. 365)
d gaar i Efterlyden over til g: spugu = spudu; sloge f. = sloe m., Oldn. slóði; veign = veidn, andbog = Isl. ambod. Nøie beslægtet hermed er den foregaaende og følgende Overgang og det hos Aasen Gr. § 78 S. 52 omtalte Indskud af g efter en Vocal.
Jfr. Oldn. fjögur for fjöður; júgr for júðr; Rhætorom: ragisch = radix (Fuchs S. 349).
dj gaar i Efterlyden over til gj (ggj): smiggja = smidja; viggja = vidja; miggjom for middjom= millum, Oldn. í milliom; eggjuge for eddjuge for elljuge = Oldn. ellifu;[2] bryggja = brydja, brya.
Jfr. Oldn. veggr = Got. vaddjus, Oldn. tveggja = Got. tvaddjê, Dan. dægge = Got. daddjan.
naggje–nadde; nugge (støde sagte til) – Østgøt. nudda; grudd–grugg; gigg (gikk) gidd ere snarere at betragte som Biformer, der ei oprindelig ere identiske.
nd gaar over til ng: Lyngaasen = Lindiáss (Munch S. 186); Gangvik = Gandvik (S.188); Strengelsrud = Strendingsruð (S. 156); Enningdalen = Önyndardalr (S. 198); Gleng = Hlæjandi (S. 44); vangskjer = vandskjer; vivang = vivendel.
Denne Overgang findes og i mange andre Sprog, især i grovere Folkedialecter.
Den omvendte fremtræder i andnegl = Ags. angnægl, Oht. ungnagel; Kindingstad = Kingilstaðir (Munch S. 128).
Jfr. Færø. Edlindur = Erling; Litau. rokunda = Tyd. rechnung (Pott etym. Forsch. II, 590).
d gaar undertiden over til n: remeni = remedium; Einminni = Eiðminni (Munch S. 100); om vanmaal se nedenfor under Overgangen fra l til n.
Jfr. Mîmigernaford = Mîmigerdaford, Münster (Grimm Gesch. d. deut. Spr. S. 656); Ital. lampana for lampada o. fl. (Diez I, 229); Kymr. pumnalen for pumdalen (Pott etymol. Forsch. II, 53).
Det oldnorske ð er meget ofte gaaet over til l: valbein = vaðbein; vellmaal, vollmaar = váðmál; auril = auriði; Krokvaal = Krákuvað (Munch S. 157): Stalsberg = Staðsberg (S. 158); Kilingstad = Kiðingstaðir (S. 165); Rabalshede = Ránsvaðsheiðr (S. 200); Gulmaren = Goðmarr (S. 196); Olberg = Auðberg (S. 178); Borladal = Borðadalr (S. 112); kilja for kiðja; relsjelast efter Aasen for rettleiðast; stallband = stabband, rim. egentl. slaðband. Herhen hører ogsaa Udtalen Gulbrand, Gulbrandsdalen, der ikke kan erkjendes for egentlig urigtig.
Jfr. Færø. sporl = Oldn. sporðr. Overgangen fra d til l er ellers bekjendt nok fra antike Sprog.
ð er gaaet over til r: mark = Oldn. maðkr, mjærm = Oldn. mjöðm; Tjörstad = Þjóðstaðir (Munch S. 99); Styremo = Styðjamór (S. 178); Nærstrand = Neðströnd (S. 127); mörafta, mæraftan, Sv. Dial. merafta for miðaftan.
Jfr. Oldn ir (i 2den Person Pl.) = ið (Gislason um frumparta 214 ff.) Færø. hövur = Oldn. höfuð, Virgar = Vidga (Vidrik, Witich), hiar = Oldn. hingað. Gotl. larika (liten låda i skrin) for laðika; Angerm. ärla (urina vaccarum) = Østgøt. adel. Dan. örken, Sv. ökken egentl. öðken; Sønderjyd. pirk, perk (tør Marv) = peddik, Nedtyd. peddik, Eng. pith; Fyen norlig (vranten, sær) nodelig. Mærk ogsaa den oldnorske Skrivemaade guðrs, óðrla.
dd gaar over til ll, som omvendt ll til dd:[3] holle = hodde, Oldn. hadda; Hallingdalen = Haddingjadalr; Hallingstad = Haddingstaðir (Munch S. 128); skoll = skodd, skodde (efter Aasen Gr. § 96 Anm. ved falsk Analogi); (gald = Oldn. gaddr).
dv omsættes til vd: vovde = Oldn. vöðvi.
Jfr. Oldn. torfdífill = Ags. tordvifel.
m gaar over til n ikke blot i Efterlyden (se Aasen Gr. § 96 S. 63), men ogsaa undertiden i Forlyden: nisl, nistr =
Oldn. mistr, Ags. Eng. mist; nugg (Savspaaner) = mugg;
Nökleby = Miklibýr (Munch S. 192); nitre = (hos Hallag.
= midder.
Ogsaa i andre Sprog foregaar denne Overgang, se Pott etym. Forsch. I. 113; Diez I, 188; Grimm Gesch. d. deut.Spr. S. 334.
n bortfalder undertiden foran j i Forlyden: sjog = snjog;
jol = Oldn. njóli; Jarlö = Jarðarlög = Njarðarlög (Munch S. 26); kjastra maaske for knjastra, besl. m. nastra; – og efter k: kask for knask – nask, naten (jfr. Sjæll. kathændt = haandnæm); kate maaske for knate, besl. m. Dan. knot; knold, knös; kart = knart. Tvivlsommere turde dette være ved knoll – koll, knubb – kubb, knurva – kurva. – Forskud eller Bortkastelse af n finder ogsaa Sled i: isa = nisa; arve = Sv. narf.
Jfr. Oldn. kippi = knippi; Sv. Dial. fudda = fnudda (giøre langsomt); Dan. fug = fnug (dog vel nærmere af „fyge“). Om Udskydning og Tilsætning af n i Forlyden se ellers: Diefenbachs Got. Wtb. I, 72; Hoefer Z. f. d. Wiss. d. Spr. I, 325. Overhoved møder man med Hensyn til denne Overgang Vanskeligheder ved de enkelte Tilfælde.
I Forbindelse hermed staar Overgangen fra hj til nj i njupa = hjupa.
Analog synes at være den underlige Form Angerm. niöfn = göfn (Haandfuld).
n indskydes undertiden foran s eller en Dental: dons (hos Hallag.) = dos; finsl = fisling; binsna = bisna; Mönsterhaug = Mustrhaugr (Munch S. 75); flundra = Isl. flydra.
Jfr. Dan. linspund (undertiden i daglig Tale) = lispund; Gotl. transkvald = traskuld (Tærskel); Tyd. Dial. unsel = üssel (favilla); ældre Nht. zinszlin = zeisel, zeisig; Nht. winspel = wispel (Kornbundt); O. Fr. hanste = Lat. hasta o. s. v. (Diez I, 268); Lat. ensis = Skr. asis o. s. v. (Pott etym. Forsch. II, 248); Metz: Dial. émins = amis (Fuchs Zeitw. in den rom. Spr. S. 314). Dan. glente = Isl. gledra, Sv. glada, Ags. glida; Ags. mendlic = medlic (moderate, little); Ital. lontra = lutra o. fl. (Diez l. c.;) Metz. Dial. mointié = moitié (Fuchs l. c)
n vexler med r efter Gutteuraler i Forlyden, men ogsaa her er meget Tvivlsomt i det Enkelte: knakk = krakk; graala (hos Hallag.) = gnaala; krokla = knokla. Derimod synes ikke krapp = knapp, krasa = knasa (mange beslægtede Ord i andre Sprog), gnaaglas (hos Hallag.) = krangla[4] at være fuldkommen identiske.
Jfr. Jæmtland: gnulla = grulla (grynte); Vestgøt. frösk = fnöske (Fyrsvamp) (fn er i Dansk og Svensk ofte = Oldn. hn); Falster: fröse = Møen: fnöse (Uveir med Hagel og Sne); Oldn. hrollr = hnollr (Gysen af Kulde). Litau: kniaukle = kraukle (Sneglehus); Ov. Lausitz: knot =Russ. krot (Muldvarp). Lat. groma af Gr. γνῶμα.
n er i Efterlyden foran en anden Consonant gaaet over til r i harp = hamp (eg. hanp); den samme Overgang har mærkelig nok fundet Sted i det ligebetydende Alban. κάρπ for κάνπ.
Jfr. Oldn. margr for mangr. Omvendt O. Tyd. lovinke (Wackernagel i Haupts Zeitschr. f. deut. Alt. 5te Bind, hvor en vistnok urigtig Forklaring gives) = Ags. lavere (Lærke), Litau. gensze = gersze (Heire).
n gaaer i Efterlyden meget ofte over til l: entel = enten; frokle = frokne; jutal = Oldn. jötunn (Munch i Ann. f. nord. Oldk. 1848 S. 241 antager forskjellige Suffixer); vatlast = vatnast; hyl = hyn (jfr. Fyen halvhyning, halvvoxent Menneske); effelbein = elfelben; Naglhus = Nafnhús (Munch S. 73); Manglerud = Magnaruð (Munch S. 160); degel (h. Hallag.) = Tyd. degen. Og saaledes nd til ld, især ved Assimilation: lemelde (Sv. lemmel) = lemende; Lomeld = Lomendi (Munch) S. 106); Kvenil = Hvínandi (Munch S. 80). Derimod synes det, som om man ved himmel (Dan. Tyd. ligesaa) – Oldn. himinn, Got. himins (jfr. Pott etym. Forsch. II, 101). samla (Dan. samla, Tyd. sammeln) – samna, eismall, Isl. einsamall – einaman har at antage forskjellige Suffixer og ei fuldkommen Identitet.
Overgangen fra n til l i Efterlyden findes ogsaa i tydske og romanske Sprog (Pott etym. Forsch. II, 101; Grimm. Gesch. d. deut. Spr. S. 341; Diez I, 235, 326). Jfr. Oldn. ulfaldi = Got. ulbandus; Færø. Hildarfjadl = Oldn. Hindarfjall; Mlat. blialdus = Dan. blyant (Strengleikar udg. af Keyser og Unger S. 98).
nl, ndl assimileres til ll: tilla = tindla (hos Hallag. ogsaa timla, jfr. Aasen Gr. § 96); valle = vandle; valla (ei beslægtet med det ligebetydende balla) = vandla; dilla = Oldn. dindla (eller dingla); belling for bendling = bendel, bending; Gulleröd = Gunnlauguruð (Munch. S. 176); Bryllæ = Brynla. Jfr. Oldn. ellifu = Got. ainlif, Ags. endleofan; O. Sv. mullögh = Oldn. mundlaug; Dan. æ1ling af and; Tyd. spille: spindel. I Latinsk og Italiensk (Diez I, 250) assimileres nl til ll. rn er i enkelt Tilfælde blevet assimileret til rr og ikke til nn; ikorre (Sv. ekorre) = Oldn. íkorni.
Jfr. Ags. steorra = Oldn. stjarna; i Finsk assimileres rn til rr. Man sammenligne ogsaa Udkastelsen af n i reinsar = Tyd. rainfarn; barsöl.
l indskydes undertiden, naar r siden forekommer i Ordet: flöyra = föyra; aalbryst, aalbysling = aabyrgsla, aabyrst (jfr. aarbygsla = aabyrgsla h. Hall.); Hylsfjord = Hýsfjörðr (Munch S. 18); men tvivlsomt i blaskra = baska; jfr. Klengrud = Kingilsruð (Munch S. 156).
Jfr. Ital. inchiostro (ɔ: inclostro) = ἔγκαυστον; Fr. esclandre = O. Fr. echandre. (σκάνδαλον) (Diez I, 269); Span. floresta = Tyd. forst (Diez I, 332). Nøie beslægtet er Indflydelsen af r, hvorom nedenfor.
l gaar ved Dissimilation over til n: natklauv = latklauv; nykjel = Oldn. lykill; skjentile = skjeltile; Bonegolt = Bolungaholt (Munch S. 178); vanmaal, vonnmaal, vennmaal, vinnmaal = vellmaal, vollmaar = oldn. váðmá1.[5] Ogsaa det med l nøie beslægtede r virker denne Overgang: skaanorm = skolorm; baanster = Oldn. bólstr; Brokenrud = Brokulsruð (Munch S. 187).
Jfr. Oht. snegilmelo for slegimelo, Nht. knoblauch for kloblauch (Grimm Gesch. d. deut. Spr. S. 341); Mul. enlenda = O. Sax. ilendi (Diefenb. Got. Wtb. I, 37); Fr. niveller = Ital. livellare af det Latinske libella; Provenc. namela = Lat. lamella; Span. nutria = Lat. lutra (Pott etym. Forsch. II, 100; Diez I, 241).
l gaar undertiden foran en Labial over til m: Kamphus = Kolphús (Munch S. 158); ombogje (Formerne hamboga, handbaagaa ere rimelig opstaaede ved Etymologisering) = olbogje (ogsaa aabogje) = Oldn. olbogi, olnbogi (ellee er l udfaldet og n foran b gaaet over til m?). Men dump – dolp ere forskjellige.
Jfr. Oldn. gimbr efter Grimm Deut. Gr. III, 327 maaske besl. m. Oht. chilburra (agnus). Litau. kampa = kalpa (Bolster i Slæder); Litau. samhras = salbergeris (Salzburger). Skr. dambha (Bedrageri) = dalbha (se Benfey Gr. Wurzellex. II, 226). Beslægtet hermed er Overgangen fra lg til ng f. Ex. i Ital. mungere = Lat. mulgere (Diez I, 241).
l gaar over til r ved Dissimilation: frestalle = Oldn. flestir allir; varmaal, vollmaar = vellmaal; Krækling = Klæklengjar (Munch S. 70); Stordal = Stóladalr (Munch S. 94); Morgedal = Mólgudalr (Munch S. 181); pril (h. Hallag.), Vestgøt. prägel = Dan. plelel; – og ved Assimilalion: ordre = oldre, rossmaar (Dan. rossmær) = rossmaal; samt ellers ogsaa i mangfoldige Ord, saavel i Rodstavelse som i Afledningsendelse.
Den samme Overgang ved Dissimilation i Fr. rossignole = Lat. lusciniola; Gr. φραγέλλιον = Lat. flagellum = Ital. fragello, o. fl. (Pott etym. Forsch. II, 99). Ved Assimilation i Span. ruiseñor = Fr. russignole; Portug. regra = Lat. regula, Ital. cristero for clistero, Fr. remorqver af Lat. remulcum (Pott Recension over Diez i Berlin. Jahrb. 1837. II, S. 93).
lf assimileres ved et efterfølgende l til ff i effelbein = elfenben.
Jfr. nedenfor om rf. Maaske er ogsaa gyppling for gylpling, besl. m. Skotsk gilpey = id.
lm omsæites til ml og omvendt: gilming = gimling; helma = hemla = hendla (jfr. timla = tindla).
Jfr. nl = ln (Aasen Gr. § 107). Jyll. tamle = talme (mangle); Dan. famle rim. = Oldn. fálma (dog jfr. Diefenb. Got. Wtb. I, 374). Span. vilma = Lat. viminale.
ls assimileres til ss: Basseberg = Baldsberg (Munch S. 176); Niss for Nils; Hessevaag = Hellisvágr (Munch S. 99).
Jfr. Eng. Assy = Alice; og Bortkastelsen af l, f. Ex. i Myklebust = Miklibólstaðr.
r indskydes i Ord, hvor det allerede før er tilstede: aarder = aader (fiske –) foreldre = forelde, fivreld; ærtr = Oldn. ert; sursvorta = susvorta; kursumar = kusimra; Grönnerud = Gunvararruð (Munch S. 156); Trosterud = Þostaruð (Munch S. 194). Ogsaa ellers indskydes r; saaledes i Efterlyden foran en anden Consonant, især s; byrsa = Dan. bösse; pars = pass; kaars (hos Hallag.) = kaas, kos; varsle (h. Hallag.) = vasle; Settersok = Siktesoke, Syftesoke; Kjersegg = Kæsisegg (Munch S. 194); pargasi = bagage. I Forlyden efter en anden Consonant (hvor man dog ved de enkelte Tilfælde ofte kan være i Tvivl, om Udfalden eller Tilskud af r skal antages): spruns (Sv. sprund, Est. prunt) = spuns; skrolla (Dan. Dial. skrylle, skrolle) = skolla; skryv = skyvar; dryn = dyn (dog allerede Got. drunjus, hvormed jfr. Norsk drull, Schweiz. trohlen, tordne, Gr. θρυ, θρέω, θρύλλος, medens derimod dyn svarer til Skr. dhvan, lyde). Jfr. Oht. huerdar = huedar (hvem af to); [[wirdar}} = widar (imod); scerdar = scedar (Hængsler). Nytyd. rohrdrummel = rohrdommel (jfr. Mittellatein.-Hochdeut.-Bøhmisches Wörterbuch, herausgeg. von Diefenbach S. 196). Fransk: perdrix = Lat. perdix; trésor = Lat. thesaurus; Eng. bridegroom for bridegoom (Pott etym. Forsch. II, 92). I oldnorske Haandskrifter indskydes ofte r foran s og en anden Consonant (se Barlaams og Josaphats Saga udg. af Keyser og Unger S. XVIII; Gislason um frump. S. 68); jfr. Sv. Dial. Arslak = Aslak; marsk = mask; Sjæll. hærsken = hæsken (Familie); Eng. hoarse = Oldn. háss; Tyd. marzipan, Holl. marsepein = Fr. massepain; Fr. Marseille = Massilia (Pott etym. Forsch. II, 92).
En Overgang fra r til n synes undertiden at finde Sted i Efterlyden: dikkon = dokker, Oldn. ykkr, dikkan = dokkor, Oldn. ykkar; okko = Oldn. okkr, aakan = Oldn. okkar;[6] heldan = heldr? flein = fleir (eller er her at antage forskjellige Suffixer?) Ved flina = flira (ogsaa flisa) antager jeg forskjellige Afledningsconsonanter.
rf assimileres formedelst et følgende r til ff: voffermyss = vorfrumyss; Offersö = Orfyrisey (Munch S. 64).
Jfr. Fr. beffroi = bierfroi (Vagttaarn, Barfred).
rt assimileres til tt, især naar et andet r følger efter; vetta = verta; vyttr = vyrtr; ættr = ærtr; Pytten = Pyrtrinn (Munch S. 178, 194); Tuttuen = Turtur. (Munch S. 194).
Jfr. O. Sv. hvatte = hvarte (hverken); Dan. kattenegl = kartnegl; Jyll. svott = sort; Wangerog. wettel = Nht. wurtzel.
rv omsættes til vr: ovreld = orveld; hyvring = hyrving (dog jfr. Aasen Ordb.); avraang for arvaang = hardaang.
Jfr. Gr. παῦρος, γαῦρος rimelig for παρϜος;, γαρϜος (Pott etym. Forfch. II. 113).
Den i det norske Sprogs ældste Periode saa almindelige Overgang fra s til r griber nu ikke mere om sig. Dog mærkes: sirelrot = siselrot ved Dissimilation; fork = fausk, hvor man kan sammenligne det ovenfor omhandlede Indskud af r og saaledes antage et Mellemled forsk; omvendt bruges moskjen for morkjen eller vel nærmest for morskjen, hvor da s er indskudt (Sv. musken, mursken).
Jfr. Jyd. hærken = hærsken = hæsken (kræsen). Med de romanske Skriftsprog forholder det sig her aldeles ligesom med det norske Sprog. Den i Stamsproget vidt om sig gribende Overgang fra s til r er nu standset, og der forekommer kun enkeltstaaende Exempler derpaa, hvilke ere analoge med de her af vort Sprog anførte (se Diez I, 232, 325).
En Ombytning af t med s antager Aasen Gr. S. 60 § 91 i Ordene: tilla – silla, rikta – riksa, hæmta – hæmsa, hvilket synes meget tvivlsomt.
h synes at være gaaet over til f i fjom (Sv. Dial. fjun) = Oldn. hjóm.
Omvendt synes fj i Jydsk at kunne gaa over til hj: hjaad (Fjante) besl. m. faad (halvtosset), Norsk fjottet; hjante = fjante; hjamsk (halvtosset) = Norsk fjommet; hjallervorn (= id.) besl. m. fjaale, Sjæll. fjollet. Overgang fra h til f er ellers hyppig i de germaniske Sprog foran Liqvider, men meget sjælden foran Vocaler i Forlyden, dog Sv. fallbär = hallon (Bringebær). Derimod er den i dette Tilfælde ei saa ualmindelig i romanske og olditaliske Sprog.
hj er gaaet over til sj: sjaa = Oldn hjá, sjærne = Oldn. hjarni. sjell = Oldn. hjall, sjon = Oldn. hjón.
Paa Færøerne udtales det oldnorske hj som tsj (Hammershaimb i Ann. f. nord. Oldk. 1846 S. 364). Jfr. Shetland = Oldn. Hjaltland; Eng. she = Ags. hio. Lignende Overgang er gjennemgribende i litauiske, slaviske og persiske Sprog.
h er gaaet over til j i den mærkelige Form jase (Østgøt. jösse) – hare, der ogsaa har beholdt det oprindelige s; jörv = horv.
Jfr. Sv. Dial jolk, julter = holker (Dreng). Man kan ogsaa sammenligne Tilskydelsen af j i Oldn. jastr, jurt.
j vexler efter en Labial med l: forflamsa = forfjamsa; Fjerklepp = Flærðarkleppar (Munch S. 176); platra (hos Hallag.) = pjatra.
Jfr. Sv. Dial. plätta = pjätta (berøre let); Vestgøt. flåp = Norsk fjaap; Dan. pjaske = pjuske, pjaske = plaske. Lett. plaut = Litau. pjauti (metere). I Italiensk er fl, pl, bl gaaet over til fi, pi, bi.
v indskydes istedetfor ð (identisk hermed er i Grunden den af Aasen i hans Grammatik under det fortræffelige Afsnit om Vocalisation udviklede Overgang fra d til u). Rove = Róðan (Munch S. 177); Rjove = Rjóðr (Mnnch S. 128); kove = kode, Oldn. kvoða; ovskjæl = Oldn. öðuskel; svava = svaða (løsne, om Barken i Safttiden); Frove = Fróð (Munch S. 107); Söndelöv = Sundaleið (Munch S. 133); Sandtorv for Sandtovr = Sandtöðra (Munch S. 115); avraang for arvaang = harðaang; Askrovö = Askröð (Ann. f. nord. Oldk. 1846 S. 91); Ravnestad = Roðmisstaðr (Munch S. 99); mjömn (ɔ: mjövn) = Oldn. mjöðm.
Paa Færøerne udtales ð efter eller foran u som v (Hammershaimb Ann. f. nord. Oldkynd. 1846 S. 363). Jfr. Oldn. Stófrheimr = Stóðrheimr (Munch S. 97); Isl. skaufir = skauðir (Gislason um frumparta 218); Dan. favn = Oldn. faðmr, Falst. stavne = Oldn. staðna. Portug. ouvir = audire, louvar = laudare, Fr. glaive = gladius o. fl. (Diez I, 165, 321).
v et undertiden uorganisk tilsat foran r (især formedelst et paafølgende ó) i de Dialecter, der bevare det oprindelige v foran r: vreist = reist, Oldn. hreistr; Vrem = Róeimr (Munch S. 187, 198); Vraadalen = Róadalr (Munch S. 181); Vraa = Róar (Munch S. 187); Vroldstad = Hróaldstaðir (Munch S. 186).
Omvendt bruges undertiden i Oldnorsk og Oldfrisisk ru for vr: Oldn. rueiði for vreiði, ruangr for vrangr (Munch og Unger oldn. Gr. S. 8); O. Fris. ruald for wrald, ruesze for wresze (Richthofen Wörterb. S. 1163).
vl omsættes til lv og undertiden omvendt: kjelve = kjevle; handylve = handyvle; solv = sovl; Vanelven = Vanifli (Munch S. 95); Sunelven = Sunnifli (Munch S. 95); Kalvö = Keflisey (Munch S. 85); Tönnevold = Þunnyfli (Mnnch S. 138). Gjevelstad = Gjúlfastaðir (Munch S. 168).
Jfr. Sv. inälfvor = O. Sv. inniflor (Indvolde); O. Portug. pulvigo = Lat. publicus, Span. olvidar af Lat. oblitus (Diez I, 242). I den færøiske Dialect er denne Omsætning constant.
vr omsættes til rv: hyrve = hyvre; fyrveld, vervel = fivrild; slarva = Oldn. slafra; Sandtorv for Sandtovr = Sandtöðra (Munch 115); narva maaske for navra, besl. m. nafsa; jarva maaske egentlig gjarva, for gjavra, besl. med Sv. Dial. jamsa (for jav–sa), Dan. Dial. kjavse, kjamse, gamse (tygge med Besværlighed).
I Færøisk er denne Omsætning constant. Jfr.Oldn. Skerfungaruð = Skefrungaruð (Munch S. 193); Rhætorom. arver = Lat. aperire (Fuchs Zeitw. in den roman. Spr. S. 351); Osset. arwad for awrad o. fl. (Pott etym. Forsch. II, 113)
v vexler med l efter s: sleiv = sveiv; mindre sikkert i slabba – svabba, slagte – svaga.
Jfr. Jyd. sleirygget = sveirygget? Om denne Overgang, der ytrer sig i forskjellige Sprog, handler Grimm vidtløftig i Gesch. d. deut. Spr. S. 331 ff.
Om v ogsaa efter en Gutrural vexler med l, synes mere tvivlsomt. Man kunde maaske anfører klekka – kvekka, Ags. cvacian (dog jfr. ogsaa kveppa, kippa); kvepsa – klepsa, glepsa (Fr. glapir), dog herved maa ogsaa erindres Søndeerjyd. gjæffe, bjæffe (ligesom ogsaa hos os bruges kjafsa = glefsa, snappe efter), og Dan. hvuppe (gjøe som smaa Hunde, hos Moth).
I slaviske Sprog vexler ligeledes v efter Gutturaler ofte med l; og da r er nøie beslægtet med l, kan man sammenligne Lat. cras = Sanskr. s’vas (dog anderledes Pott Recension over Bopps vergleichende Grammatik i Hall. Jahrbüch. f. wiss. Kritik 1838), Lat. cre-scere = Skr. s’vi, voxe.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Derimod sirissa (Sjæll. sirrids, Sv. syrsa, Finn. sirkka) er neppe med Aasen for si-riksa, men besl. med Russ. swertschok, Litau. swirplys, Skr. svr (give Lyd fra sig), Gr. σύριγξ.
- ↑ Ogsaa andre Exempler findes paa denne Vocaloveraang; i Diplomer skrives saaledes ofte Thorgjuls = Thorgils, Sjugurd = Sigurd, Ketjul = Ketil. Hermed kan sammenlignes det Frisiske af i brudte iu.
- ↑ Denne sidste Overgang fra ll til dd er ogsaa iagttaget i den sicilianske og cagliariske Mundart; se Fuchs Zeitw. in den roman. Spr. S. 178. 188.
- ↑ Her leder en Mængde lignende Ord, hvoraf jeg vil sammenstille en Del, ind i Labyrinther, hvoraf jeg ikke kan finde ud. Med n Norsk: knelte (Trætte); hos Hallag. gnaaglas, gnaglas (smaatrætte), der ogsaa erindrer om gnaaga, gnaga (knurre og skjende); Holl. knak} (stødt, vrippen), knibbelen (trætte); Jyd. knotes (= id.), knottet (vranten): Vestgøt. knot (Kiv), Isl. gnadd (jfr. Sv. knota, knurre). Med r Norsk: krangla (trætte), Sv. gräla, Dan. kregle, Holl. kribben (= id.), kribbig (vranten), kregellg, krekellg (= id.), krakel, Trætte (jfr. Norsk, Sv., Dan. krakelsk); Jyd. krante (være vranten, smaaskjende), kredden (egensindig). Nedtyd. kreet (Kiv), kriddeln, kreteln (trætte), kridsk (fortrædelig). Uden n eller r Norsk: kjekla, andgjeglast (jfr. anklas h. Hallag.), Isl. andgeyflask, Vestgøt. käggla, Dan. kjævle, Holl. kibbelen, Lett. kibbeletees (Pott Commentar. Litu. I, 58), Sv. käbbla, der igjen minder om Norsk kjevja, kjava, kava, kjoa, kiv, (Nedtyd. kief), Isl. kýta.
- ↑ Eller skal man her antage en Overgang fra ð til n? I alt Fald tror jeg, at Aasen Gr. S. 62 § 93 Anm. mindre rigtig sammenligner Overgangen nn = ð i Oldnorsk, thi nn (eller nþ) er her altid det Oprindelige, ð det Senere.
- ↑ Aasen Ordb. synes at udlede Genitivformen: dikkan af Accus. af Pron. Possess. Oldn. ykkarn, men en saadan Forklaringsmaade er dog neppe anvendelig ved Objectsformen.