Om Forfatteren til det statsretlige Skrift fra 1656 „Norges Rige Arve-Rige“

I det kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn, gl. Saml. 2834 qv., findes Originalen til det. af J. Chr. Berg i Budstikken for 1825 (S. 441–552) udgivne Skrift „Norges Rige Arfve-Rige“, der efter Titelen blev „overleveret af en underdanig og Tro Pligtskyldig Patriot“ (til Kongen) ved den norske Hylding i 1656. At Haandskriftet er selve det af Forfatteren til Kong Fredrik III overleverede Exemplar er tydeligt ikke blot af dets sirlige Skrift og Udstyr, men ogsaa af at Bogens grønne Fløielsbind bærer paatrykt et kronet F III; denne Konge har saaledes vistnok ladet Bogen indbinde og indlemmet den i sit Bibliothek, da dette senere blev grundlagt.[1] Allerede af Bogens Udstyr sees, at Kongen har sat Pris paa Skriftet, og da det er bekjendt nok, at dette udtaler Kongens egen Opfatning af Arveretten til Norge,[2] tør allerede dette antyde et intimere Forhold mellem Kongen og Forfatteren. Det ligger altsaa nær at søge at bringe paa det rene, om Forfatteren skriver fra et norsk patriotisk Standpunkt, eller om han er en i Kronens Tjeneste staaende og Kongens Mening udtalende, lønnet Skribent. J. Chr. Berg antog det første, idet han holdt sig til, at Forfatteren kalder sig en „Tro Pligtskyldig Patriot“, og alle senere Historikere har, saavidt jeg ser, sluttet sig til ham;[3] jeg anser det sidste for aabenbart og skal i det følgende søge at bevise denne Mening.

1. Det gjælder da først og fremst at bringe Forfatterens Nationalitet paa det rene. Alle mine Forgjængere har gaaet ud fra den Forudsætning, at Forfatteren er en Nordmand; jeg mener, at det fremgaar af Skriftet selv, at han er Dansk. For det første findes der overalt i Skriftet, hvor Norge og Danmark nævnes sammen, altid Danmark nævnt først, endog der hvor det skulde staa i 2den Række eller helt kunde udelades; saaledes siges allerede i Titelen Skriftet „uddragen af Danmarks og Norges Krøniker og Historier“, uagtet i Skriftet selv de norske Kongesagaer er den historiske Hovedkilde; og i 2den Bogs Cap. 4 slutter Afsnittet om Christian I saa: „og have de efterkommende Konger, som siden have regjeret i Danmark, deres Herkomst fra ham“, hvor en Nordmand, der havde sit Fædreland for Øie, maatte enten have nævnt Norge alene eller dog ialfald Norge ved Siden af Danmark. Endvidere maa det antages, at Skriftet er udarbeidet i Danmark. 1ste Bogs 1ste Capitel begynder saaledes betegnende nok med: „Efterat Norge er bleven bebygt og Konger regjerede der i Landet“, hvilket stemmer med, at i 2den Bogs Cap. 4 Forhold i Danmark omtales som „her i Landet“: „ der han (Christian I) kom ind her i Riget, blev han først hyldet paa Viborgs Landsthing og siden paa alle andre i Riget, og derpaa gav han Indbyggerne i Danmark sin Haandfæstning De Norsk e have udgjort Aaret derefter deres Hyldings-Brev o. s. v.“ Den eneste Slutning, jeg kan uddrage af disse og lignende Ytringer er, at Forfatteren er en dansk Mand og har udarbeidet sit Skrift i Danmark; og jeg mener, at det ikke staar i væsentlig Strid hermed, naar Forf. i Slutningskapitlet i 2den Bog taler om Konge-Hyldingen i 1648 „her i Christiania“; thi naar Skriftet er overleveret i Christiania under Prinsehyldingen, er det vel under Opholdet her ogsaa afsluttet og Afskriften afpasset hertil.

J. Chr. Berg mente, at Forfatterens Navn muligens betegnes ved Begyndelses-Bogstaveme T P P i Titelens sidste Ord, idet dog hverken hans eller seneres Forsøg har skaffet frem noget Navn, hvortil disse Forbogstaver passede. Berg, der har trykt Skriftet efter en Afskrift (se ovenfor S. 114), vilde neppe have fremsat denne Anskuelse, hvis han under Trykningen havde havt Adgang til Originalen. Titelens sidste Ord er nemlig her (bogstavret aftrykt) „ en underdannige oc Troplikt-skyldige Patriot“; de tre Forbogstaver (T P P) reduceres herved. ialfald til to (T P), og selv disse er ikke i nogen Maade saa fremtrædende i Titelen, at man tør antage dem for en Anvisning paa Forfatterens Navn. Naar man desuden ifølge Titelens egen Angivelse maa antage, at Forfatteren personlig havde „overleveret“ dette haandskrevne Exemplar til Kongen og til dennes private Brug, var der jo ingen Grund til her at antyde et Navn, saaledes som Tiden fordrede ved trykte Skrifter.

2. Sikrere Slutninger om Forfatterens Person tror jeg at kunne gjøre gjennem at fremhæve hans Kundskaber og litterære Forudsætninger. At Forf. er en velstuderet Mand, er indlysende af den Sikkerhed, hvormed han benytter den logiske Slutningsmaade; at han ikke er Adelsmand, ligesaa indlysende af hans Polemik mod Arild Huitfeldt og den danske Adels Opfatning af Stillingen mod Norge. Hvad der udmærker Forfatteren er hans Kundskaber paa den ene Side i dansk-norsk Historie, paa den anden i norsk Statsret og Lovgivning. Historien hørte ikke med til Universitetsfagene, det historiske Forfatterskab dyrkedes næsten udelukkende af de kongelige Historiografer, og Kundskab i Statsret krævedes netop af de sidste, da de hyppigt benyttedes til at forfatte polemiske Statsskrifter; de kongelige danske Historiografer i 16de og 17de Aarhundrede har næsten samtlige optraadt som Forfattere af Stridsskrifter mod svensk Historie og Politik. Det nye hos denne Forfatter i Sammenligning med foregaaende historiske og statsretlige danske Forfattere er hans Kjendskab til ældre norsk Statsret; her har han kun havt en Forgjænger, Arild Huitfeldt, men han overgaar denne langt, idet han, som nedenfor skal omtales, har oversat fra oldnorsk Stykker af den norske Landslov og Hirdskraa, medens Arild Huitfeldt havde nøiet sig med at aftrykke en ældre Oversættelse af Hirdskraaen. Disse Kundskaber er paa denne Tid saa sjeldne i Danmark, at man uvilkaarlig kommer til at sammenligne ham med en Samtidig, paa hvem alle disse Forudsætninger ligeledes passer, Hirdskraaens Udgiver og Oversætter Jens Dolmer.

3. Ogsaa Rigsarkivar Birkeland har[4] følt sig fristet til at henføre Statsskriftet til Jens Dolmer, men han afviste atter denne Gisning, idet han henviste til, at Dolmer i sin Hirdskraa „har ytret sig i en som det synes ganske forskjellig Aand om Norges statsretlige Forhold“. Jeg skal foreløbig gaa denne Indvending forbi og pege paa hvad der i Jens Dolmers litterære Personlighed og personlige Forhold taler for ham som Forfatter af Statsskriftet. Jens Dolmer var ikke, som Rigsarkivar Birkeland antog, en Nordmand, men en Jyde; hans Familie kjendes ikke, men Navnet Dolmer stammer kjendelig fra Landsbyen Dolmer nær Grenaa,[5] og Jens Dolmer kunde være Sønnesøn af den Jens Dolmer, der ved 1600 var Prest til Gjessing og Hørager. Han tog Magistergraden i Kjøbenhavn 21 Mai 1639,[6] medens hans Dimissionstid til Universitetet er ubekjendt, da Universitetsmatrikulen har oversprunget hans Navn ved Immatrikuleringen; dog anser jeg det for sikkert, at han nogle Aar i Forveien er dimitteret fra Aarhus Skole, da et latinsk Carmen over Frue Else Bülow, skrevet af „Johannes Dolmarus Nicolai filius“, er trykt i Aarhus 1635.[7] Kort efter at han havde fuldendt sine Studier, blev han i 1640 udnævnt til Lærer for Christian IV’s 10aarige uægte Søn Ulrik Christian Gyldenløve; i denne Egenskab forfattede han i sin Elevs Navn i det følgende Aar et latinsk Brev til Kongen og en latinsk Tale „de litterarum præstantia“, som den elleveaarige Kongesøn offentlig oplæste i Sorøs Akademi, og som blev trykt.[8] Til Løn for sin Virksomhed fik Dolmer Løfte paa Aarhus sognekald (24 April 1643)[9] og blev udnævnt i 1647,[10] men endnu førend han havde tiltraadt sit Embede, faldt han i Kongens Unaade Septbr. 1647 og skulde efter Kongens Skrivelse fradømmes sit Embede, „fordi han havde forsømt sin Elev“. Det er muligt, at Dommen opsattes paa Grund af Kongens kort efter indtrufne nød, men ialfald mistede Dolmer sit Embede i 1648 og levede nu i flere Aar uden nogen fast Stilling; en Stund skal han have været Hovmester hos Grev Rantzau. Fra denne Tid (Novbr. og Decbr. 1648) er det, at man har to Breve fra ham til hans „Velynder og Ven“ (fautor et amicus honoratissimus) Biskop Henning Stockfleth i Christiania, der skildrer Christian IV’s Begravelse og Fredrik III’s Kroning;[11] i et af Brevene sender han en Hilsen fra sin „contubernalis lectissimus“ Wilhelm Meklenburg. Nu taber vi ham afsyne, indtil han i 1656 dukker op ved Prins Christians Hylding i Norge, ogsaa dennegang sammen med den nævnte Wilh. Meklenburg; Dolmer faar 25de Juli en aarlig Pension af 300 Rigsdaler af Kirkernes Beholdning i Agershus og underliggende Len, indtil et Præbende eller Canonicat bliver ledigt i Oslo Capitel, mod at han skal anvende sin Flid „til hvis han udi antiquitatibus Danicis haver at forfærdige, saafremt han denne vores Benaadning agter at nyde“; Meklenburg fik Dagen efter samme Pension og Løfte om at beholde Eker Len paa 5 Aar. Efter Hyldingen træffer vi atter Dolmer i Kjøbenhavn og atter i nært Forhold til Kongefamilien; saaledes nævnes han som tilstedeværende, da Liget – af en „faber“ hos Ulr. Chr. Gyldenløve (hans forrige Elev) blev obduceret af Thomas Bartholin.[12] Under Kjøbenhavns Beleiring fungerede han som bekjendt som Auditør ved Studenterkorpset; ligeledes er det bekjendt, at det „norske Kompagni“ gjorde Vanskelighed ved at underkaste sig Dolmers Domme, og at det forlangte og fik en Landsmand til Auditør.[13] Sin Pension for historisk-antiqvarisk Forfattervirksomhed har Dolmer vistnok beholdt i mange Aar, thi det er aabenbart paa Grund af denne, at han i Konsistoriets Protokol for 2den Decbr. 1665 tituleres „Historicus Regni Norvegiæ“. Det eneste Frugt af hans Virksomhed som saadan blev „Hird-Skraa udi ded gamle Norske Sprok, retteligen ofversat paa Danske“, Kbhvn. 1666; ialfald var den det eneste Arbeide af ham, som blev trykt; forøvrigt sees, at Peter Resen ejede en haandskreven „tabula chronologica principum auctore Jano Dolmero“, men om dennes Indhold vides intet. Dolmer døde allerede i Juni 1670[14] og blev begravet i Frue Kirke, hvor Universitetet havde indrømmet ham fri Begravelsesplads „til en Recompense for hvad han tilforn haver gjort Universitetet udi Beleiringens Tid“;[15] hans Hirdskraa blev udgivet paany af Peter Resen 1673 med en kort Omtale af den afdøde Forfatter.

4. Af denne korte Oversigt over Jens Dolmers Personalia vil det sees, at alle ydre Vidnesbyrd passer paa ham som Forfatter af Statsskriftet „Norges Rige Arfve-Rige“. Han er som dettes Forfatter en velstuderet, dansk Mand, af borgerlig Herkomst, han staar Kongen og Kongehuset personlig nær, han opholder sig i Christiania ved Hyldingen 1656, og han faar – i denne Anledning? – en Pension af Kongens Kasse. Og hvad mere er – Dolmer besidder netop de samme Indsigter og Forudsætninger som Statsskriftets Forfatter: han er stærkt bevandret i Danmarks og Norges Historie, han citerer som Hovedkilde for Danmark Huitfeldt, for Norge „Snorre Sturleson“ (ɔ: Peder Claussøns Oversættelse i Worms Udgave), og han udgiver netop et af de norske Lovarbeider, som Forf. af Statsskriftet kjender og citerer. Kommer hertil, at denne Indsigt paa engang i begge Rigers Historie og i Norges Lovgivning ikke kan paavises hos nogen anden dansk Mand i hele det 17de Aarhundrede, saa tør vel Antagelsen, at Jens Dolmer er Forfatter af Statsskriftet fra 1656, ansees for mere end sandsynlig.

Jeg tror imidlertid ad en anden Vei at være kommet til end yderligere Sikkerhed. Under min Beskjæftigelse med norske Lovhaandskrifter faldt det mig ind, at jeg maatte kunne anstille en Prøve paa Rigtigheden af mit Resultat, idet jeg nemlig ansaa det for givet, at hvis Hirdskraaens Udgiver og Oversætter tillige var Forfatter af Statsskriftet, vilde begge Skrifter vise Benyttelse af samme Lovhaandskrifter. Keyser og Munch havde i Norges gamle Love, 2det Bind, antaget, at Dolmer kun havde benyttet det islandske Haandskrift C. 21 i Stockholm; dette viste sig strax unøiagtigt, da dette Haandskrift mangler Cap. 2–4, som findes hos Dolmer. En nøiagtigere Gjennemgaaelse viste imidlertid, at Jens Dolmer nok hovedsagelig havde benyttet dette Haandskrift, men at han havde udfyldt det Manglende efter Landslovens Kristendomsbolk, dels fra samme Haandskrift, dels fra det Haandskrift, som nu findes i den Arnamagnæanske Samling som 309 fol.; navnlig gjaldt dette om Cap. 2 (Kongearven), der ordret er udskreven fra 309, og netop dette Capitel kunde benyttes som Prøve, da det ogsaa findes oversat i Statsskriftet fra 1656 – i 1ste Bogs Cap. 4, som ellers er udeladt i Bergs Udgave. En Sammenligning viste nu strax, at Hirdskraaens oldnorske Text laa til Grund for Oversættelsen i Statsskriftet, eller med andre Ord, at Jens Dolmer og Forf. af Statsskriftet havde benyttet samme oldnorske Lovhaandskrift. Dermed er jo vistnok ikke bevist, at begge Forfattere er identiske, – thi Cod. AM. 309 var vistnok et af de faa oldnorske Lovhaandskrifter, som ved denne Tid fandtes i Danmark, saa det kunde jo den ene Forfatter være nødsaget til at laane fra den anden. Vigtigere er det derfor, at Hirdskraaens danske Text og Statsskriftets Oversættelse er identiske. Da, som ovenfor nævnt, Berg har udeladt dette Capitel i sin Udgave, vil det her være nødvendigt at stille begge Oversættelser ved Siden af hinanden:

at hand er hvercken afled i Høer eller i Frendskab, eller i Svogerskab. Oc Kongen hafver sielff bekiendt at være hans Fader, oc hafver sielff sagt skillige Mænd det, for hans Samvittigheds Skyld, oc kommer den Tid ofver Eens, med deris Ofuer regnelse, oc hafver Moderen icke haft tvende Mundheld om Faderen til dette Barn, eftersom Lovbogen viser i slig Maal, dette skulle de som Slikt vide icke dølle ofver Maaned, uden de frøgte Ofvervold, dog skulle de det sige til nogen forstandig Mand eller flere, at de kunde vinde der om bære. || er affled i Hordom (Høer) ey heller i Frændskab, eller Svogerskab. Og Kongen selff haffver vedgaaet, hans Fader at være, og sagt selff skilrige (forstandige) Mænd om den Leilighed, for sin Samvittigheds Skyld, og hans Moder, og svarer saa stunden som Barnet var fød deres Ofverregnelse, som tilhører, og hafver Moderen icke to Mundheld sagt om Faderen ad (til) dette Barn, efter det som Loubog viiser om sligt Maal (Sag), Dette skulle de som vide, icke dølle ofver Maaned, uden de frøcte Ofvervold, da skulle de dog dette sige til nogen skilrig (forstandig) Mand, eller flere, at de maae (kunde) der Vidne om bære.
Norges Rige Arfve-Rige Hird-Skraa
(1656) (1666)
1ste Bog 4de Cap.: 2det Capitel:
Første Arfve.
Nu efter vores konges frafald, da er denne hin første Arfve, at den skall konge være ofver Norges Konge-Riige, som Konge-Søn er, Ectefød, hin ældste, Een.

Nu efter vores Konges Frafald, da er denne hin første Arfve, at den skal Konge være ofver Norges Konges Velde, som Kongens Søn er, ectefød, hin ældste, een.

Ottende Arfve.
Denne er den ottende Arfve, att Kongens Daatters Søn, Ectefød, den ældste, Een, skall Konge være, dersom hans Moder var Ecte, oc ingen er af de forrige til.

Denne er hin ottende Arfve, at Kongens Daatter Søn, ectefød, hin ældste, Een, skal Konge være, dersom hans Moder var ectefød, og ingen er af hiine til.

Niende Arfve.
Denne er den niende Arfve, at Kongens Syster-Søn, Ectefød, den ældste, Een, skall Konge være, der som hans Moder var samfædre med Kongen, oc ingen er af hine til. Denne er hin niende Arfve, at Kongens syster Søn, ectefød, hin ældste, Een, skal Konge være, dersom hans Moder var samfædre (af same Fader) med Kongen, og ingen er aff hiine (de forrige) til.
Tiende Arfve.
Denne er den Tiende Arfve, at den skall Konge være, den ældste, Een, som næst er efter Brøder Sønner ved Kongen, Ectefød, oc kommen af samfødde Brødre, oc Eetefødde, om ingen er af de forrige til. Denne er hin tiende Arfve, ad den skal Konge være hin ældste Een, som næst er efter Brødre Sønner ved Kongen, ectefød, og kommen af samfødde (som haffve en Fader) Brødre, oc ectefødde, om ingen er af hiine til.
Ellefte Arfve.
enne er hin Ellefte Arfve, at den skall Konge være, hin ældste, Een, Ectefød, som er Syskinde-Barn ved Kongen, oc kommen af de Syskinde som begge vare samfødde oc Ecte, oc af ræt Konge ætten komne, om ingen ere af de andre til, som tilforn er taldt om. Denne er hin ellefte Arfve, at den skal Konge være, hin ældste, Een, eetefød, som er Syskind-Søn (Syskind-Barn) ved Kongen, og kommen af de Syskinde, som begge vare samfædre (af same Fader) og ecte, og aff rætt Kong-ætten komne, om ingen er aff hiine til, som ellers er talt om (opregnet).
Tolfte Arfve.
Denne er den Tolfte Arfve, at den sken Konge være, den ældste, Een, som Ectefød er, af Systre Sønner ved Kongen, oc deres Mødre vare samfædre oc Ectefødde, oe af rætt Konge ætten komne, om ingen er af hine till. Denne er hin tolfte Arfve, at den skal Konge være, hin ældste, een, som ecte-fød er, af Kongens Modersyster, og deres Mødre vare samfædre, og ectefødde, og af ræt Konge-ætten komne, om ingen er af hiine til.
Trettende Arfve.
Nu om ingen er af desse till som ellers ere opregnede, da skall den være Konge ofver Norge, den ældste, Een, som Arfving er da næst, efter det som Lands-Loubogen viser i almindelige Arfve tal, Karl oc ey Qvindes Persoen, men dog af rætte Konge-Ætten kommen. Nu om ingen er aff desse til, som ellers er omtalt, da skal den være Konge ofver Norge, hin ældste, Een, som Arfving er da næst, efter det som Lands-loubogen viser i almindelige Arfvetal, Karl men ey Kone (Mands men ey Qvindes Person), og dog aff rætte Konge-ætten kommen.

Overensstemmelsen mellem de to Oversættelser er af den Art, at den ikke kan forklares af at den senere Oversætter har udskrevet den ældre, hvilken Forklaring desuden vilde være ganske urimelig, da den, der forstaar at oversætte hele Hirdskraaen som Jens Dolmer og i denne Oversættelse er ganske uafhængig af sin trykte Forgjænger (Ar. Huitfeldt), naturligvis ikke for et enkelt Capitel (der tilmed ikke citeres fuldstændigt) bogstavret afskriver en anden Forgjænger. Afvigelserne viser desuden, at Jens Dolmer har oversat Hirdskraaen lige fra den oldnorske Text, som han hyppigt staar nærmere, og en enkelt Afvigelse (i 12te Arv) er en Forbedring, som Dolmer har indført efter Ar. Huitfeldt. Overensstemmelsen er alligevel saa stor, saa i Detaljer indgribende, at heller ikke Benyttelsen af samme Grundlag er tilstrækkelig til Forklaring. Der staar da ingen anden Mulighed aaben end at anse denne Overensstemmelse som Bevis for Forfatternes Identitet.

5. Hvis dette Bevis godkjendes, vil det have Betydning til to Sider, statsretlig-historisk og litteraturhistorisk. Naar Statsskriftet er overleveret til Kongen ved den norske Hylding af en Mand, der staar Kongen personligt nær, og Forfatteren nogle Dage efter faar Pension anvist af Statskassen, siger det sig selv, at Forfatteren har skrevet efter Kongens Tilskyndelse og udtaler Kongens eller hans Omgivelsers Tanker; Skriftet bliver saaledes et Led i Rækken af Udtalelser fra Kongen om Arveretten til Norges Krone og antyder Planer, som næredes ved Hoffet. Disse Planer blev ad en ganske anden Vei til Virkelighed for hele det dansk-norske Monarchi i 1660, og denne Realisation havde et ganske anderledes fast statsretligt Grundlag end den ialfald tvivlsomme ældre Arveret til Norge; det er derfor begribeligt nok, at naar Jens Dolmer 6 Aar efter Statsforandringen i sin Hirdskraa skulde udtale sig om Arveretsspørgsmaalet, maatte han holde sig til den i det nye Arverige gjældende Statsretslære og forlade sit ældre Standpunkt; selv om Forfatteren vilde have fastholdt dette, havde nok Censuren lært ham noget andet. Efter dette maa altsaa Skriftet „Norges Rige Arfve-Rige“ udrangeres af den Stilling, som norske Historikere har givet den ved Siden af Absalon Pedersens patriotiske Skrifter, ja overhovedet af den norske Del af Fælleslitteraturen. Gives Skriftet paa den anden Side Plads blandt Jens Dolmers Arbeider, vil det tjene til at belyse dennes Forfatterpersonlighed: den vil vise os Dolmer mere personligt knyttet til Danmarks (og Norges) politiske Historie under Fredrik III, og den vil kunne give Oplysning om denne Forfatters Studier og litterære Udvikling. Stiller man nemlig Statsskriftet og Hirdskraaen mod hinanden, sees det, at Forfatteren i Mellemtiden har udvidet sine Studiers Omkreds: han har trængt dybere ind i den norske Lovgivning, baade den verdslige Lov, Kristenretten og den islandske Lov, og han giver desuden i sine Noter Vidnesbyrd om ganske indtrængende filologiske, antikvariske og historiske Studier. De to Oversættelser af Kristendomsbolkens 2det Capitel viser os, hvorledes hans Oversætterprinciper i Mellemtiden har forandret sig. Allerede i 1656 følger han sin Original med stor Troskab, han beholder med Forkjærlighed gamle, hjemlige Ord; i 1666 har han drevet denne Tendens til Yderligheder, idet han beholder i Mængdevis gamle, for Samtiden vistnok uforstaaelige Ord, hvis Betydning han forklarer i Randgloser.

I den Litteratur af Oversættelser fra gammel-norsk, vi har fra „Dansketiden“, danner Jens Dolmer i flere Henseender en Undtagelse; ellers er alle disse Oversættelser, saa vidt vi ved, besørgede af Nordmænd: Kongesagaerne, Lovene, Hirdskraaen er alle oversatte i Norge, af Nordmænd og for at tjene norske Interesser, historiske eller juridiske. Dolmers Hirdskraa er ved Siden af at være oversat af en dansk Mand og for at oplyse „de danske Antiquitates“ tillige et særsyn i hele 17de Aarhundrede derved, at den leverer den oldnorske Text; dette vilde være uforklarligt, hvis ikke allerede et nøiagtigt Studium af Texten og endnu mere af Listen over „gamle Norske Ord i Hirdskraaen“ og over Errata (bagerst i Bogen) viser, at en islandsk Haand har været delagtig i Arbeidet; Worms Lexicon (I 260) ved da ogsaa at berette, at Dolmer havde til Medhjælper en Islænding Oddr Eyjulfsson, som siden blev Prest paa Holte under Eyjafjall (1667–1703). Ogsaa deri viser sig altsaa et Fremskridt fremfor 1656, at Dolmer imidlertid havde lært at benytte Islændingers Hjælp, og derved forklares Særsynet; i 1656 vovede han sig ikke nogensteds til at citere de ældre Loves oldnorske Text.


Tillæg til Noten S. 114: Enten de samme eller muligens andre Afskrifter sees at være solgt i Kjøbenhavn paa Auktion efter Andreas Lyche (1716) og efter Geheimeraad A. W. v. d. Osten (1764); den første af disse kaldes i Catalogen: Et Manuscript om Norge, at det af Begyndelsen haver icke alleniste været Kongernis Arve-Rige, men endog deris Odal og Eyendom (94 qv.); den anden: Beviis, at Norges Rigs altid haver været et Arve-Rige, skrevet og overleveret ved Hyldingen i Christiania 1656. Copie (81 qv.) Ogsaa Hoier synes at have kjendt Skriftet, skjønt han i sin Kurzgefasste Dänemärckische Geschichte (Flensburg 1719 p. 100) citerer Titelen urigtig: „Dass Norwegen ein Erb-Reich, zeigt dessen gantze Historie, und ist von einem Anonymo in Dänischer Sprache gegen Arrild Huitfelts darinn irrige Meinung weitläufftig erwiesen, welches Mss. noch unter dem Titul: Norske Kongers ärfve Rett, imod A. H. zu finden ist“. Derimod synes Hofman, som citerer Skriftet under samme Titel i „Vel fortjente Danske Adelsmænd“ (I, 19), kun at have kjendt det fra Hoier, naar han siger, at Skriftet er rettet mod Huitfeldts „Norges Historie paa Dansk, Kbh. 1594“ (ɔ: Jens Mortensens Udgave af den ældste Sagaoversættelse).


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. En Afskrift heraf fra 2den Halvdel af 17de Aarhundrede findes i det Deichmanske Bibliothek, No. 108 qv., aabenbart den Afskrift, hvorefter Bergs Udgave er trykt; en anden Afskrift findes i det Throndhjemske Videnskabsselskabs Bibliothek, No. 191 qv.
  2. Aschehoug, Statsforfatningen i Norge og Danmark indtil 1814 S. 361 f.
  3. Aschehoug, Statsforfatningen i Norge og Danmark S. 364 f. Birkeland i Meddelelser fra det norske Rigsarkiv S. 270. J. E. Sars, Nordisk Universitetstidsskrift f. 1860 S. 3. L. Daae, Det gamle Christiania S. 121.
  4. Meddelelser fra det norske Rigsarkiv I S. 270.
  5. se Traps top.-stat. Beskrivelse III 445.
  6. Kjøbenhavns Universitets Matrikul ved dette Aar.
  7. Notits af Kall Rasmussen i det Kjøbenhavnske kgl. Bibliotheks Exemplar af Worms Lexicon.
  8. Genealogisk-biografisk Archiv S. 256.
  9. Hertil, Aarhus Domkirke II 398
  10. Hüberts Aktstykker til Aarhus Historie II 122.
  11. Thottske Manuskriptsamling, 1844 qv. Brevene er egenhændige, men kan ikke benyttes til Sammenligning med 2834, der er skrevet af en rutineret Skjønekriver.
  12. Th. Bartholins Cista medica p. 610.
  13. Rørdam, De danske og norske studenters Deltagelse i Kjøbenhavns Forsvar mod Carl Gustav.
  14. Resens Bibliotheca, 3die Index.
  15. Consistorii Acta Mai 1665.