Politiske Forhold ved Finnemissionen i 18. Aarhundrede

Der kan neppe være Tvivl om, at det var Missionsiver, der drev Fredrik IV. til at tænke paa Finnernes Omvendelse, da Missionstankerne allerede havde fæstet sig hos ham, før han blev Konge Der kan imidlertid ogsaa være Spørgsmaal, om ikke politiske Hensyn har .ort sig gjældende ved Siden af. Missionen blev forberedt før Udbrudet af Krigen med Karl XII., hvilken visselig for nogle Aar stillede den i Bero, men dog ikke hindrede, at den blev sat iverk samme Aar, som Fienden betraadte Norges Grændser. Det var unegtelig en underlig Tid at vælge, naar ikke politiske Hensyn har tilskyndet Regjeringen til at lægge for Dagen, at den gamle Ligegyldighed for disse fjernt liggende Landsdele nu var forbi.

Regjeringen havde i lange Tider vist en Ligegyldighed for Finmarken, som vilde været os ubegribelig, naar den ikke havde sin Forklaring i den fjerne Beliggenhed. Der maa have raadet et stort Ubekjendtskab til omtrentlig alle hidhørende Forhold. Af Svenskerne har man intet villet lære, medens det dog i lange Tider havde været aabenbart, at disse ved at drage Omsorg for Lappernes kristelige Oplysning skaffede sig en mægtig Støtte for sine politiske Fordringer. „Vi“ – skriver Presten Jakob Munk til Rødø 1746[1] – „have siddet i en pur in-action og intet bekymret os om vores Norske Lapmarker eller deres Lapper i Henseende til disse deres aandelige Betjening indtil Begyndelsen af det 18de Seculo, nemlig til det Aar 1707 [skal være 1706], da Kong Fredrik IV. højlovlig Ihukommelse allernaadigst har befalet at faae vide, hvor mange Kirker og Skoler for Fjeld-Lapper kunde bygges.“ Dette er i det væsentlige rigtigt, om end ikke ganske, thi der kan ikke være Tvivl om, at Christian IV. var opmærksom paa dette Forhold, ligesom han gjorde noget, om end ikke meget, for at ophjælpe, hvad der var forsømt, idet han 1601 lod bygge en Kirke i Tysfjorden. Senere (1631) forøgede han Presternes Løn heroppe og „lod sig det være angelegen, at Lapperne kunde undervises i den christelige Religion, at unge Mænd skulde lære det lappiske Sprog, holdes til Studeringer og beskikkes til at undervise Finner og Lapper i den sande Guds Kundskab“.[2]

Medens den dansk-norske Regjering forsømte disse fjernt boende Undersaatter, var den svenske tidlig oppe. Ved et Brev fra Erik af Pommern til Kapitlet i Upsala af 1419 var omsorgen for Lapmarken ganske i Almindelighed overdragen dette Erkestift, idet det hed, „at Präster och Kirckor måge förordnis ij Lappmarcken“.[3] Det er formodentlig i samme Brev, Kong Erik formaner Kapitlet til „icke att lägge hinder i wägen“ for Hr. Thorsten, der gik som Missionær til Lappmarken.[4] Herved mente Svenskerne endnu 1603, at „den andliga jurisdiction till Lapparne beviises“, og det var ikke nogen ny Tanke. Saasnart Kalmar-Unionen var opløst, tænkte Gustav Vasa paa dem, og 1559 sendte han den første Prest derop,[5] efterat han allerede i Brev til Christian III. af 30 Novbr. 1552 havde besværet sig over, at Lensmanden over Throndhjem, Christopher Huitfeldt, hindrede hans Befalingsmænd fra at kræve Skat fornemmelig af „Lappefinnerne“ i Varanger.[6] Stridighederne afgjordes ikke ved Stettinerfreden (13 Decbr. 1570), der kun fastsatte, at Grændsen mellem Norge og Sverige skulde være de Steder, hvor den af Arilds Tid haver været, og at Kongerne og deres Undersaatter paa Grændserne skulde beholde hvad brugelige Rettigheder de af Arilds Tid udi den andens Riger og Lande har havt. Talrige Grændsemøder fulgte paa denne Fredslutning (1577, 1580, 1590, 1591, 1594) uden at bringe mere Klarhed i Forholdene, medens Finmarken (og Nordland) ved Fiskerierne paa Kysten alt mer og mer begyndte at øve sin Tiltrækning paa Carl IX.,[7] der ved Freden til Teusina (1595) havde faaet sig afstaaet alle Ruslands Fordringer paa Lapperne i det nordlige Norge. Paa Grændsemøderne fremkom Svenskernes Fordringer altid i skarpere Form, og de lod sig ikke rokke fra den Paastand, at der tilkom Sveriges Krone Halvdelen i al Rettighed fra Tysfjorden til Malangen og to Tredjedele herfra til Varanger, da Skatten af Finnerne paa denne Strækning formentes før 1595 at have været delt mellem Norge, Sverige og Rusland, hvis Part fra dette Aar tilkom Sverige. Carl IX. gjorde nu forskjellige Skridt for at tilegne sig Landet. Der udkom et Kart, hvorpaa norsk Finmarken stod som et svensk Landskab, og Gøtheborgs Indbyggere fik Privilegium paa at drive Fiskeri i Nordland og Finmarken. Der arbejdedes hen imod den Krig, der afsluttedes ved Freden til Knærød (26 Januar 1613). Ved denne Fred blev vistnok Norges Ret til Landet hævdet, idet Sverige frafaldt al Fordring paa Sø-Lapperne fra Tysfjord til Varanger, men Spørgsmaalet om en Grændse mellem Landene blev holdt aabent, da det heder i Fredsforedraget: „– – – – Doch skulle ther medh icke vara meente the finne och lappebyar, som ligga ifrå sjön och till fjeldh, uti hvilcka the å begge sidor sig sin hafvande rätt och rättighet förbehålle, medan den samma ej vidkommer den irring, som vid sjösidan har varit förlupen.“ Følgen heraf blev gjensidige Klager over, at begge Landes Embedsmænd greb for meget om sig ved at kræve Skat i Fjeldbyerne. Ved Fredslutningerne i Kjøbenhavn (27 Mai 1660) og i Lund (26 Septbr. 1679) blev det vistnok bestemt, at Grændsen i Finmarken skulde fastsættes ved Kommissarier fra begge Lande, men det skede ikke, og hele Aarhundredet igjennem vedblev Besværingerne over uberettiget Indkrævning af Skatter fra begge Landes Embedsmænd. 1695 (2 Febr.) havde saaledes den svenske Lenshøvding Grev Douglas gjort Paatale hos Vice-Lagmand Knag i Anledning af, at de norske Fogder aarlig oppebar Skat af Lapperne i Kautokeino, Afwiovorra, Telmo, Utzioki og Enare Byer. Han paastod, at Sveriges Konge skulde „lämnas rättigheten till skatten i lenets Lappebyar, under hvilckens dominio dhe endast lyda til lag och rättzskippande iblandh dhem, jembwähl hvadh deras underviisning i Christendommen angår, som åhrligen icke skier uthan medh min allernådigaste Konungs stora omkostnad“. Dette gjentoges i Skrivelse til Amtmand Hans Lillienskiold af 14 Febr. 1695, hvorpaa denne først svarede 6 Decbr. s. A. med Paastand om Norges Konges Ret til at kræve Skatten, da det er „uimodsigeligt, at de (Lapperne i hine Byer) jo bruge Land oc Wand, som aff min allernaadigste Arfue Herre oc Konges fuldkommen oc souveraine ejendomb herrører oc hviler“, uagtet han maa indrømme, at „samme Finner tilfjelds under Kongl. Majts. jurisdiction af Sverige dependerer“.[8] Endnu et Brev om disse Forhold har man fra Karl XII. til samme Grev Douglas, dat. Stockholm 14 Jan. 1699, hvoraf sees, at de norske Fogder havde ophørt med at kræve den saakaldte „Hofmansskänk“ (ɔ: 3 Par Laphandsker eller Sko af „hvarje Röök eller Skattlap“) i hine ovennævnte Byer, medens de fremdeles oppebar „den andra skatten på lika sätt, som de hafva det gjordt tilförenne“, ligesom de ogsaa besværede Almuen med Skyds deroppe, ikke blot naar de kom for at kræve Skat, men ogsaa for at drive Handel. Kongen havde i den Anledning beordret sin Minister i Kjøbenhavn til at „iterera sina instantier och remonstrationer uti denna saken“. Der var endnu intet Svar kommet, men da Oppebørselstiden stundede til, fik Douglas Befaling at tilsende Amtmanden et Forlangende om, at hans Fogder skulde „upphöra med detta deras affvog“, ligesom han skulde formane Almuen til ikke godvillig at erlægge Skat til Danmark. Skulde den Paastand blive fremsat, at Skatten burde ydes, fordi Fjeldfinnerne fik Lov at fiske ved Kysten, saa formente Kongen, at de „sådan rättighet at fiskie vid Westerhafvet af alder åtnjutit utan att de derföre skulle tvingas att betala skatt“.[9] Man ser saaledes, at ligesom Grændsen mellem Landene var ubestemt, saa vedblev ogsaa hele 17. Aarhundrede igjennem Spørgsmaalet om, hvilke Fjeldfinner – og hvilke af disse beboede Dele af Indlandet – enhver af Kongerne raadede over, at staa aabent. Det kan imidlertid ikke negtes, at den svenske Regjering gjorde noget for at hævde Besiddelsen af hvad den ansaa for sit, idet den hele Tiden har indseet Nødvendigheden af ikke blot at tage Skat af sine Finner paa Fjeldene, men ogsaa at give dem igjen det bedste, som kunde gives. Om hermed nogen Hensigt at hævde Land fra Norge har været forbunden – som det synes at have været Tilfældet i Karl IX.s Dage – skal vi ikke kunne sige, men Forholdene syntes i høj Grad at maatte opfordre den dansk-norske Konge til ogsaa paa sin Side at ofre noget for det fjernt boende Folk, om han vilde tænke paa at beholde det. Til at opklare dette vilde det have været interessant at vide, naar Fredrik IV. begyndte at tænke paa en Mission – eller vel rettere en fastere ordning af Kirkeforholdene – blandt Fjeldfinnerne, thi at det var disse, og ikke nærmest Søfinnerne, der laa ham paa Hjerte, synes klart at fremgaa af de Dokumenter, som er opbevarede. Fenger fortæller[10] – uden at angive nogen Hjemmel –, at Kongen meget snart efter sin Thronbestigelse (25 Aug. 1699) henvendte sig til sin Confessionarius, Dr. Peder Jespersen, om at finde et Par duelige Mænd, der kunde gaa som Missionærer til Finnerne. Det maa være skeet før 1704, og det er vel ikke urimeligt, at Tanken herom er forebragt Kongen af Dr. Peder selv, der var Helgelænding og saaledes maatte have Kundskab om Finnefolket. Muligt tør det være, at den nærmeste Foranledning har været et af Svenskerne i 1701 foretaget Skridt. I dette Aar fuldførte de nemlig en Kirke i Kautokeino og en i Otzjok og „beskikkede svenske Præster der at boe“. Jakob Munk, som meddeler dette,[11] føjer til: „De Svenske have i de Norske Sørfjelde ved deres Kirkers Opbyggelse udelukt os fra den geistlige Jurisdiction i Kautokeino, Arisbyes og Indiagers Fjeldmarker“. Paa sidstnævnte Sted, der siges at være „en fælles Norsk, Svensk, Russisk Lappebygd“, havde Svenskerne opført Kirke 1646, og et Snes Aar efter havde den svenske Provst i Torne „sendt Missionærer endog over Fjeld-Kjølen ind i Wardøehuus Amt“, hvor de „af den norske Øvrighed blev tolererede“. Tidspunktet angives ikke nøjere end „for en 80 Aar siden“ (før 1746), og det kan saaledes have faldt sammen med den korte Tid (1658–60), da Throndhjems Stift var afstaaet til Sverige. 1701 havde Danmarks og Norges Konge faaet fuld Besked om, hvad Karl XII. var for en Mand, og Tidsomstændighederne kunde nok opfordre ham til at tage vel vare paa Landsdele, hvorom der kunde opkomme Tvist.

Medens Svenskerne saaledes ved kirkelige Foranstaltninger lægger sin Omsorg for Lapperne for Dagen, tager det sig underligt ud at se Forsømmelsen, Ligegyldigheden eller Forglemmelsen hos den dansk-norske Regjering, og det kan kun undskyldes med den fjerne Beliggenhed og Vanskeligheden ved at finde paalidelige Embedsmænd til at sende derop. „Der har icke værit Kircker for vores Lapper til denne Tid“, skriver Isak Olsen (1718). Disses Tilstand maa efter ham have været værre, jo længer Syd man kom i de Landsdele, hvor de færdedes. „Tilforn“ – siger han – „var det ligesaa galt og lige det samme som ved Throndhjem i alle Ting, men paa Skatte Mændene haffde de Mandtal og de som [de] oppebare Rettighed af. Til denne Tid ved Throndhjem har slet ingen kjæret sig om Finne Lapperne. – – – Enten Præster eller andre, de siuntes at have sit Brød foruden dem“. – – – „Dend svenske Lappmarken er kommen i sin Orden og Skick, men hos os er der intet noget giordt ved hende til denne Tiid“. – – – „Eftersom hand [Svensken] har bemægtiget sig alle Ting icke alleniste i dend Svenske Lappe Marcken, men endogsaa i dend Norske Lappe Marcken, saa vi maae have hannem som et Exempel og efter Siund at rette oss effter, om vi ville giøre noget godt imod de arme Stacklers Lapper“. – – – „Dog Svensken har giort vel imod Lapperne, da ingen anden vilde tage sig det an, saa at hand har nu bringet de fleste og meste Lapper til den christelige Forsamling endog det hedniske er icke endnu alt udødt“. Man maa nu ikke tænke sig, at Finmarkens Prester, der samtlige boede ved Kysten og paa Øerne, ikke havde Forpligtelser (officielle) ligeoverfor Fjeldfinnerne. Det fremgaar af den „Underretning om Nordlandene“,[12] hvoraf ovenstaaende Citater er tagne, at Presterne engang imellem har været oppe hos Fjeldfinnerne og holdt en Prædiken i deres Gammer. Dette er „hidindtil skeed i nogle 100 Aar“, heder det, men det gaar vel neppe længer tilbage end til 1613. Har dette været betragtet som tilfredsstillende kirkelig Omsorg for Fjeldfinnerne, saa har det unegtelig været i det orthodoxistiske Aarhundredes Aand.

Paa denne Maade kunde det ikke længere gaa, og det er vel at antage, at hvad enten Missions-Tanken var opstaaet hos Fredrik IV. eller ikke, saa var det Tidspunkt kommet, da noget maatte gjøres. Hvad enten Svenskernes kirkelige Foranstaltninger ind imod Grændsen har havt politiske Tendenser i sit Følge eller ikke, – de maatte mødes af lignende fra norsk Side. Den første, som satte noget iverk her, var Amtmand Erik Lorch (skrives ogsaa Lorich og Loriche), en Mand, som ellers ikke synes at have havt synderligt tilovers for kirkelige Sager. „Amtmand Lorich, skjøndt uviidendes har meget styrket Djevelens Rige, idet hand icke har givet endeel nidkjære Præster Bistand, men holdt paa Finnernes Haand i deres Daarligheder ved hver Finnefjord her“, skriver Th. v. Westen om ham 20 Juli 1716.[13] Om Lorch har handlet efter Tilskyndelser fra Kjøbenhavn eller af egen Drift, er vel nu vanskeligt at afgjøre, men sikkert er det, at han var den, som overtalte Isak Olsen, der var Huslærer hos en Prest i Vest-Finmarken, til at følge ham til Øst-Finmarken for der at arbejde paa Fjeldfinnernes kristelige Oplysning. Dette skede allerede 1703. Da han kom did, fortæller han i et Brev af 9 Decbr. 1720, „satte Amtmanden ham med Provst Paus’s Raad og Samtykke iblandt Lapperne i Varanger at undervise dem i deres Saligheds-Sager“. Efter samme Amtmands Befaling reiste han omkring i Finnefjordene, men blev ogsaa brugt til mere. 1713 maatte han rejse med Foged Hans Soelgaard som Tolk paa „den Malmiske Rejse“. Her optraadte han i Finnernes Dragt, ligesom han talte deres Sprog. Han saa sig derved istand til at „udforske om Grændserne og de gamle Landemærker imellem Sverige, Rusland og Norfjeldet eller Norige, som han og fik at vide ved særdeles Midler af de gamle Indbyggere paa ethvert Sted, som baade fortalte og visede ham Stederne, hvor de haffde værit, som ingen tilforn haffde faaet det at vide hverken med onde eller gode, for Skjenck eller Gave, eftersom det var og udrevet af de gamle protokoller paa Wardøehuus Slodt, og Amptmanden kunde icke paa anden Maade faa det at viide – – –“. Hvad Værd disse Isak Olsens Opdagelser har havt, er vel nu ikke godt at sige, men sikkert er det, at de blev benyttede af Thomas v. Westen, der vel i den administrative Del af sin Gjerning vilde have været hjælpeløs uden dem. Her har det neppe været Amtmand Lorch alene, der har tilskyndet den trofaste Skolemester til den vanskelige Gjerning, men vel nærmest Povel Hansen Resen, der – efter Isak Olsens Sigende – „kom til Finmarken efter Kongens Befaling at erfare om Grændserne og Tilstande i Finmarken“.

Der er stor Rimelighed for, at Povel Resens Sendelse til Finmarken er foranlediget ved en „Suppliqve“ fra Biskop Krog af 12 Decbr. 1705. Denne synes idetmindste i Begyndelsen af sit lange Episkopat at have næret virkelig Interesse for Finnerne. Forinden han fik Befaling at visitere Finmarken 1708, havde han allerede 3 Gange været der, nemlig 1696, 1700 og 1705. Det første af disse Aar gjennemrejste han hele Landet og kom først hjem i Oktbr. I 1700 kunde han for stormende vejr ikke komme længer end til Kjelvig, og 1705, da Sommeren var sørgelig, ikke længer end til „yderst udi Tromsøen“. Efter denne Rejse var det, at Biskopen indgav sit Bønskrift, hvori han skildrer Finnernes bedrøvelige Tilstand, fortæller, at alle Forsøg paa at „gjøre noget godt til deres Salighed“ er strandede paa „Mangel af Middel til at underholde dem, som kunde undervise dem“. Han beder derfor Kongen, at han vil anordne Midler, hvormed nogle „informatores“ kunde underholdes. Det heder længere nede i samme Bønskrift, at man maatte arbejde paa – – – „at de kunde vænnes ved folks omgiængelse til arbejd og kunst, og ikke alleene i freds-tider være Kongen og fædrelandet til tjeneste, som mand af nogle faa exempler kand see, at de, som har været opfostrede af Nordske folk, ere villige og hændige til alle slags gerninger, men endog udi Krigstider som gode Skyttere og Skiiløbere være som et lidet giærde eller een forvagt for landet, naar de vare ved Gudstjeneste nærmere incorporerede med os, at de ikke skulde ellers henfalde til de Finner, som ere Østen for fjeld-ryggen, hvor vore Naboer Svensken haver for nogle Aar i stoer Mængde opbyggt Finne- og Lappekirker og opholder Præsterne rundelig, hvorved E. K. M. Undersaatter efterhaanden derhen trækkes og stabileris“.

Dette Bønskrift af 12 Decbr. 1705 kan ikke have naaet frem før ved Juletid, og allerede i Januar 1706 blev Povel Resens Udsendelse besluttet. Hans Pas blev udfærdiget 26 Januar, og hans af Dr. Peder Jespersen forfattede Instrux er dateret 10 Februar 1706. I den ene af hans Indberetninger, der findes i Rigsarkivet,[14] citerer han enkelte Punkter af denne Instrux, saaledes: 2. Post: „Haver hand sig at erkyndige, hvorledes Finnerne lever udi deres Societet tilsammen; om de haver visse Lover at leve effter, hvem der dømmer dem imellem, saavel in civilibus som in criminalibus“. – – – 3. Post: „Haver band sig vell at erkyndige hvad Kundskab Finnerne have udi deres Saligheds Sag, 1) om de kand deres Børnelærdom, 2) hvor de hafde lært dend? 3) hvad for et Sprog? 4) om de forstaaer nogenledes det, de læser udenad? 5) hvorledes det forholdes med deris Børnedaab, Copulationer, Jordefærd o. dsl.“ – – – 5. Post: „Hand haver at giøre Forslag enten det skulde være bedre og tjenligere at udskikke nogle Præster og ordinerede Personer, som kunde underviise de vankundige i deres Christendomb eller og at anrætte nogle skoler dertill og paa hvad maade det beqvemmeligst kunde skee“. – – – 6. Post: „Som der berættis at de Svenske haver adskillige Kircker paa fjeldet etc.“ Af nogle Breve fra Povel Resen, der findes i. Rigsarkivet, sees, at han havde ordre til at „rejse fjeldene igjennem recta via til Finmarken“, – en Ordre, der karakteriserer Regjeringens Kjendskab til Forholdene. Han maa imidlertid have været en samvittighedsfuld Mand, da han virkelig 27 Marts 1706 gjorde et Forsøg paa at komme Fjeldvejen nordefter fra Overhalden. Han gik paa Ski og var ikke kommen længer end 1 Mils Vej, da Snemasserne bragte ham i Livsfare, hvorfra han blev reddet ved en Fin, der kom kjørende med Rener og førte ham tilbage. Han tog nu tilsøs, og 10 April finder vi ham paa Leen-Næs paa Helgeland, hvorfra han skriver, at han haaber om 2–3 Uger at være i Finmarken. Han var der dog ikke før 1 Juni, og 17 Septbr. skriver han fra Vardø: „Her forefalder meget at observere, som kand synes at være af en ringe Værdie i sig self, men har dog en stoer Conseqvense“. Han har Landet igjennem forespurgt sig om Fjeldfinnernes Væsen, gjort Besøg i de svenske Lappe-Byer og skal nu fortsætte Rejsen tilfjelds. Hvor utroligt det end synes, maa dette – i alle Fald delvis – være skeet, da hans næste Brev er dateret Silbojok – 24 Decbr. 1706. Til Throndhjem kom han 31 Marts 1707 og skriver herfra (2 April): „– – – Dog takker jeg Gud, som hidindtil har hjulpet mig med største møye og lifvis fare at igiennemtrænge alt det, som till at illustrere de Contenta udi de mig allernaadigst og gunstigst medgifne Instruxier behøvis og paa sine tider allerunderdanigst skall demonstreris“. Han maa dog have taget Søvejen en – maaske den største – Del af Rejsen, da han i dette Brev beder undskyldt, at „han rejser tilsøs for sin Svaghed“. Dette kan ikke sigte til hans forestaaende Rejse fra Throndhjem til Kjøbenhavn, da det her ikke kunde være Regjeringen magtpaaliggende, at han tog Landvejen. Maaske er han ikke paa Fjeldene kommen længer end til Silbojok, hvorfra man i 3 Dags-Reiser kan naa Saltdalen.

Det sees af en Registratur i Geheimearkivet i Kjøbenhavn, at Povel Resen har afgivet Indberetning om sin Rejse 1 August 1707 ledsaget af 2 Forslag: 1) om Udsendelse af Prester og ordinerede Personer til at undervise og opbygge Lapperne i deres Saligheds Sag, og om at indrette Skoler for Lapperne m. m. 2) Relation om det politiske Væsen i Finmarken og Forslag om Ansættelse af Dommere. Det første af disse blev undergivet Betænkning af Dr. Henrik Bornemann, Dr. Peder Jespersen og Biskop Dr. Hans Wandal, – det andet blev sendt Throndhjems Stiftamtmand Iver v. Ahnen og Amtmand Erik Lorch, der hver for sig havde at afgive Betænkning over Forslaget. Povel Resens Indberetning haves i Rigsarkivet, og hans kirkelige Forslag kan neppe have været noget synderlig andet, end hvad der i den findes tilføiet om, hvad der burde gjøres til Finnernes kristelige Oplysning Den er formet som Besvarelse af ovennævnte Spørgsmaal i hans Instrux, hvilke afhandles hvert i 3 Afsnit: 1) Fjeldfinnerne, 2 ) Søfinnerne, og 3) Tiggerfinnerne. Det sidste Punkt om de svenske Kirker o. s. v. behandler han ikke, men antyder en vidtløftigere Meddelelse herom, der formodentlig er fremkommen under det andet af hans Forslag. At Grændse-Forholdene har været en ganske væsentlig Gjenstand for hans Undersøgelser synes at fremgaa af den Omstændighed, at han kommer frem med den strax i Begyndelsen af sin Indberetning Det heder her: „– – – Over de Fjeld-Lapper som Norden for Nummedalen ere rætte Fjeld-Lapper og ingen ordinaire Ernæring af Søen søge, synes de Svendske de facto at vindicere sig politicam juris dictionem, alt indtil Enden af Trumsøens fougderie og Begyndelsen af Finmarkens Ampt, hvor de siden tam de jure qvam de facto bereder sig till baade dend politiske og Ecclesiastiske Jurisdiction. – – – – Kortelig til en Forklaring maa dette demonstreris, at omendskjøndt Fjeld-Lapperne saaledes som nu mældt er, effter deris Lands Situations deeling af Naturen, eller effter andre Tractater og afhandlinger Rigerne imellem, burde nogle høre Norriges Crone till; Ikke dismindre saa befindis dog moxen alle rætte Fjeld-Lapper, som før er meldt, enten de jure, eller de facto, eller de utroqve til de Svenske Lappe-Menigheder og Tingstæder henhørige, og det uden tvifl af den aarsage, at till datum er endnu ingen inqvisition af voris fogder, eller viss anstalt giort ibland dem, uden at de kommer frem till os, naar de self vill og kand og bliver borte naar de ikke vill og kand; contribuerer naar og hvad de vill og kand, og entholder sig, naar de vill og kand“. Om Lapperne i Ranen og Vefsen, over hvilke der var ført Mandtal, troede han, at de altid havde hørt under norsk Jurisdiktion, da endog Svenskerne kaldte dem „Norriges Lapper“ – medens de dog ansaa dem for „rættelig at være Sveriges Lapper“. Han bragte imidlertid i Erfaring, at de i Februar 1707 alle var dragne til svenske Markeder og Thing-Steder i Aasele Lapmark (Sverige). Et andet mærkeligt Exempel paa de uklare Jurisdiktions-Forhold deroppe afgiver et Brev til P. Resen fra Landshøvding (?) M. Brostadius, dat. Umeå 6 Maj 1707. Resen havde under sin Rejse skrevet fra Tanafors-Holm 14 Oktbr. 1706, fra Sirkisvoma 7 Decbr. og fra Silbojok 26 Decbr. s. A. Efter disse Breve havde han „haft største førtret“ formedelst Lappernes Uvillighed til at skaffe ham Renskyds. Brostadius melder nu, at de er indkaldte og de skyldige straffede, „särdeles de i Piteå Lapmark värande 2ne Lappar ifrån Norge Lars Sjutelsön och Amund Joensön, som nesligen svarat sin konung[s] utskickade herre, hvilke blefve dömbde till hvar sine 40 m₻ silfvermynt, och 2ne Sveriges Lappar å samma ort till hvar 9 m₻ do mynt“. Man ser saaledes, at svenske Domstole dømte norske Lapper. Det er ikke klart, om Forseelsen er begaaet paa norsk eller svensk Grund, men det sidste er vel rimeligt efter den Adresse, Povel Rosen gav sin Anklage. Imidlertid blev Straffen skjærpet med Udtryk, der tydeligen viser, at den svenske Dommer har været sig bevidst, at han dømte den dansk-norske Konges Undersaatter for hvad de som saadanne havde forbrudt.

Povel Resens temmelig vidtløftige Skildring af Finnernes religiøse og moralske Forhold, der er meget interessant og tyder paa en skarp Iagttager, vedkommer os ikke her. Hans Antydninger af hvad der i denne Henseende var at gjøre finder vi i den kongelige Befaling af 18 Novbr. 1707 til Amtmand Erik Lorch. Den gaar ud paa Opførelsen af 2 Kirker og 6 Skolebygninger. Kirkerne skulde staa 1) paa Tanafors-Holm og 2) ved (paa?) Reinøen i Porsangerfjord eller paa Fjeldet mellem Laxefjord og Porsanger. Skolerne skulde oprettes 1) ved Komagfjord, 2) ved Balsfjorden, 3) i Langfjord-Botten i Senjen, 4) i Salten i en Skov kaldet „Salteverring Skov“, 5) i Ranen, 6) et Sted i Overhalden, Snaasen eller Finlierne. Midler hertil kunde tilvejebringes dels af de bedre aflagte nordlandske Prestekald, naar de blev ledige, dels af de finmarkske Kirkers Midler. Disse tyder paa, at der maa have været gode Tider deroppe. Han oplyser nemlig, at „fra 1580 til 1688 har alle Kirkerne i Finmarken ikke nogensinde havt 200 Voger Fisk tilgode paa een Tid, men fra 1688–99 var Beholdningernes Summa voxet til 9171 Voger, som end siden dend Tid til 4–5000 Voger maa være forbedret, og Kirkerne alligevel imidlertid med Bygning og ornamenter vel forsynede“.

Ligesom Povel Resen visselig efter ordre har skjænket de internationale Forhold megen Opmærksomhed, saaledes fremhæves disse ogsaa i de Erklæringer, der blev afgivne af Throndhjems Stiftamtmand og Biskop (14 Marts 1709) og Amtmand Lorch (30 August 1708). Det heder i den første: „– – – – Det var godt at paa somme beqvemme Stæder der oppe i fjeldet blef sat en Kirke baade for Finnernes information, saa og at maintenere Eders kgl. Majestæts Territorialgrændser“. Det maatte efter Stiftsdirektionens Formening være en simpel Sag, da „een Kirke eller lidet Capel kand paa de Stæder for 20 à 30 rdlr. lettelig opsættes og drager dog (!) finnerne jo meere hid over till denne side“. Amtmand Lorch skriver i Anledning af Forslaget om Kirke i Tanafors-Holm, at der ved den vilde udvirkes, „at Eders K. M. Dominium saavelsom Grentzeskiel og Territorium af de Svendske icke mere skulle fornermis“. Han ansaa det derhos nødvendigt at opføre en Kirke paa et Sted, kaldet „Dansk Masy“, midtvejs mellem Alten og Kautokeino, „– – – – i Henseende at forekomme det Omgreb, som de Svendske haver sig tid effter anden, ved given lejlighed betjent. Saa og at faae tilbagebragt Eders K. M. Undersaatter (af Vest Finmarkens saavelsom og een Deel af Nordlands Lapper, der skatter og skylder til Eders K. M.) fra Koudikens Kirche, der til Dato har ladet sig betiene de – –– –“.

Da Povel Resens specielle Indberetning om de politiske Forhold ikke kjendes, kan det kun blive en Gjætning, at det er fra ham, det stammer, naar der senere blev Tale om at indrette en Postvej over Land fra Throndhjem til Vardøhus.

Povel Resen, der var Prestesøn fra Grong, sees at have været Skiløber, og han har muligens som Idrætsmand seet Forholdene i et andet Lys end det virkelige. Heraf vel ogsaa hans fortvivlede Forsøg paa en Fjeldrejse nordefter i Marts Maaned. Da Isak Olsen 1718 kom til Kjøbenhavn – som det heder – efter Kongens egen Befaling, da han „forventede Efterretning om Grændseskilsmissen i Fin- og Lapmarken“,[15] blev han spurgt om dette Postvej-Projekt. Han mente, at den „kunde oprettes uden stor Bekostning, om Nogen vilde, og vild ingen anden, saa vild Ryssen, om hand fick Loff dertil“. Denne Postvej skulde gaa fra Throndhjem gjennem Indhered, Snaasen til Finlierne. Man skulde saa „bosætte“ en Mand 1 Dagsrejse N. for denne Bygd, derpaa en Mand af Helgeland 1 Dagsrejse N. for ham, saa en af Salten, en af Senjen, en af hvert provsti i Vest- og Øst-Finmarken, samtlige 1 Dagsrejse fra hinanden. De maatte bo op imod Fjeldryggen, hvor Landet er „sledt og fladt og langt bedre at rejse end den nedre ved Fjordene, hvor der er høye Bjerge og dybe Daler, Skoug og Moradser og store Elver. De maatte ikke boe for langt nedre, hvor der er slemt Land og ubeqvemt at reise, ey heller for høgt oppe paa Fjeldryggen, hvor ingen Brænde Ved, og skulde Svendsken da og maaskee ville tilegne sig dend Postvej“. Han stiller i Udsigt, at der vil danne sig smaa Lappebyer om hver Station, og fortæller, at „Svendsken og Ryssen har gjort saaledes i sine Lapmarker for at faa Oplysning om Landet og dets Indbyggere og siden bringe dem tilrette“. Jakob Munk angiver den Vejlængde, hvorom her er Tale, saaledes: Fra Tydalen, hvor man først støder paa Lapper, til Borge Fjeld, hvor Throndhjems Amt ender, 24 Mil, herfra til Korsivara 46 Mil, og herfra til Varangerfjorden 20 Mil, ialt 90 Fjeldmil, saa det vel maatte staa som et ligesaa betydeligt som upraktisk Foretagende. Det kan vel nærmest betragtes som Udtryk for en Trang til at komme i Forbindelse med de nordlige Landsdele og paa alle mulige Maader indhente, hvad der i lang Tid var forsømt. Man kan saaledes maaske finde 3 Formaal, Regjeringen efter Povel Resens Tilskyndelse har sat sig: et ordnet Kirkevæsen, fastere Retsforhold og en Postforbindelse. Kun det første af dem kunde der blive Tale om at naa, da Tidens kirkelige Bevægelser havde fremkaldt en Mand, som dertil kunde bruges.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Mskr. i Kall’ske Saml. fol. 217 (Afskrift i Rigsarkivet).
  2. Abr. Kall i Nye danske Magasin. Kbh. 1806. II. p. 69 ff.
  3. De svenske Kommissærers Udtalelser ved Grændsemødet 1603.
  4. L. Landgren, Öfversigt af de Protestantiska missionernas uppkomst och ivär. tillstånd. I. p. 10.
  5. ibid. p. 11.
  6. Kall, l. c.
  7. Fryxell, Berättelser. 5. D. 6. Uppl. p. 87.
  8. Mskr. i det svenske Rigsarkiv (Afskrift i det norske Rigsarkiv).
  9. Mskr. i det svenske Rigsarkiv (Afskrift i det norske Rigsarkiv).
  10. Fenger, Den trankebarske Missions Historie. Kbh. 1843. p. 16.
  11. Jakob Munk, Norsk Lapmark forklaret etc. 1746. Mskr. se ovenfor.
  12. dat. Kbhvn. 27 Novbr. 1718. Kall’ske Saml. fol. 228 (Afskrift i Rigsarkivet).
  13. Citeret efter Afskriften af Skankes Epitome i Rigsarkivet. Hammond (p. 241) anfører Stedet i langt stærkere Udtryk, der faar staa for hans Regning.
  14. Kancelli-Indlæg 1707.
  15. Missions-Kollegiets Skr. til Th. v. Westen af 23 Decbr. 1716.