Om Krigen mellem Sven Estridssøn og Olaf Kyrre
Om Olaf Kyrres Regjeringstid i Norge lyder de fleste Beretninger afgjort fredelige; det var jo den faste Ro og Freden under ham, som gav ham hans Tilnavn (kyrr, rolig). Den ældste Kilde, Thjodrik Munk, siger, at Olaf regjerede i 27 Aar, elsket af Gud og Mennesker, ivrig for Fred overalt og for rolige Tider (vir Deo et hominibus carus, paci per omnia et quieti temporum studens); og de følgende Kongesagasamlinger, Ágrip, Noregs konungatal (Fagrskinna) og Snorres Heimskringla, stadfæster den samme Opfatning. En afvigende Fremstilling findes dog i Sagasamlingerne Morkinskinna og Hulda, af hvilke den første maa antages ældre end Snorre, medens den anden maa regnes for en Sammenarbeidelse af Morkinskinnas Text med Snorre. I Morkinskinna fremstilles med Støtte af en Række Vers, at efter Olaf Kyrres Hjemkomst fra England (1067) Kong Sven i Danmark brød Freden med Norge, at Olaf havde ude fuld Leding fra Norge, at der stod et søslag udenfor Halland, hvori Nordmændene seirede, men at dette Tog dog endte med et Forlig i Konghelle. Om Krigsbegivenhederne findes ikke et Ord i Fagrskinna eller i Heimskringla; de kjender nok til Kong Svens Udæskning og til Olafs Forsvarsrustninger, men det hele ender uden Krig ved et Fredsmøde.
P. A. Munch har i Fremstillingen af disse Forhold i det hele fulgt Morkinskinna og Hulda, dog med Modifikationer. „Saavidt man af den samtidige Stein Herdisesøns Kvad kan se, siger Munch, var Olaf saa tidligt paafærde, at han med sin Ledingsflaade allerede mødte Sven udenfor Hallands Kyst, hvor det kom til en Fægtning. Dens Udfald antydes af Skalden som fordelagtigt for Olaf: han taler i det mindste om, at danske Krigere sank til Bunds, og at deres Lig opskylledes paa Kysten; men rimeligere er det dog, at Sven, der vistnok var Olaf alene overlegen, efter en hidsig og maaske i det hele taget for Nordmændene hæderlig Fægtning, har tvunget Olaf til at trække sig tilbage og undgaa videre Kamp, indtil han havde forenet sig med den betydeligere Styrke, som hans Broder imidlertid bragte nordenfra. Skalden omtaler nemlig strax efter, hvorledes Olaf styrede østfra, medens hans Broder førte en større Flaade nordenfra forbi Stad; dette antyder, at begge Flaader forenedes efter Kampen ved Halland.“
Munch har her fulgt Morkinskinnas ordning af Versene, men dog indlagt en Fortolkning, hvorefter Seiren udenfor Halland egentlig bliver et Nederlag. Han synes ikke at have lagt Mærke til, at Fagrskinna og Snorre udelader disse Vers, hvorved i det hele Krigen falder bort; ialfald har Munch ikke reflekteret videre over dette Forhold, hvis Grunde dog burde opklares.
Gudbr. Vigfusson og Dr. Finnur Jonsson har hver for sig forsøgt at fordele de bekjendte Vers af Stein Herdisarsøns Drápa om Olav kyrre efter en bestemt Orden. Det skulde synes ikke rent umuligt, da man jo har et „Klovastev“, hvorom Versene maa gruppere sig. Imidlertid er begge Forsøg faldt helt forskjelligt ud, og begge synes at være vilkaarlige og ialfald i Detaljer umulige. Vigfusson har saaledes for at opnaa den Symmetri, hvorefter han stræbte, maattet udelade et Vers („Hilmir gefr oc hjalma“), som dog findes i flere Kilder; ligeledes har han optaget et Vers („Varði ógnar orðum“), som ingen gammel Autoritet henfører til Stein, og som efter sit Indhold endog maa være forfattet efter Olafs Død. Og Finnur Jónsson ordner Versene saaledes, at den sidste Linje i Klovastevet (Olafr borinn sólu) forekommer i to efter hinanden følgende Vers, hvilket ligeledes synes umuligt. Jeg skal ikke her gjøre et nyt Forsøg paa at rekonstruere Digtet, hvilket kan synes temmelig trøstesløst baade paa Grund af Versenes forvanskede Overlevering og Digtets Ufuldstændighed. Det er mig nok at paapege følgende. De Vers, som hos Vigfusson er 4, 5 og 6, hos Jónsson 2–4, og som utvivlsomt hører sammen,[1] skildrer Slaget ved Fulford 20de Septbr. 1066, 5 Dage før Slaget ved Stanford, hvori Harald Haardraade faldt; det maa altsaa ansees for sikkert, at Stein har skildret Olafs Deltagelse i sin Faders Tog til England, og at Olaf – som den, til hvem Digtet kvædes, – ogsaa her og overalt fremstilles som Hovedperson. Men i 2 Vers, som Vigfusson opfører som 2–3, Jonsson som 8–9, skildres, hvorledes Olaf farvede sit Sværd rødt første Gang, nemlig i en Søkamp udenfor Halland med de Danske. Versene kan oversættes: „Jeg ved, hvor Olav farvede sit Sværd første Gang. Udenfor Halland tilhavs lod Kongen de rødfarvede Sværd bruge. De danske Drenge gik tilbunds udenbords med Brynjer og Hjælme. De saarede Mænd sank til Grunden søndenfor Havet; de høie Bølger drev deres Lig op paa Stranden“. Disse Vers maa dog, som Vigfusson rigtig har seet, nødvendigvis gaa forud for Slaget ved Fulford, thi ogsaa der har Olaf „farvet sit Sværd“; de maa altsaa høre til en forudgaaende Tid, ɔ: til Kong Haralds Regjeringstid; men det sidste Slag i Krigen mellem Harald og Svein var jo Slaget ved Nisaa udenfor Halland 1062. Heri har altsaa Olaf deltaget, og til dette Slag passe Ordene ganske.
Men det er disse Vers, som i Morkinskinna henføres til c. 1068 og til en Krig med Danmark. Man vil se, at P. A. Munch for at redde disse Vers har maattet fortolke som et faktisk Nederlag, hvad Digteren skildrer som en Seir. Denne Fortolkning kan vi nu spare os; Søslaget i 1068 kan helt bortfalde. At mærke er, at allerede Forfatteren af Noregs Konungatal, der har benyttet Morkinskinnas Original, rigtigt har seet dette. Han udelader i Skildringen af Forholdet mellem Sven og Olaf ganske de to Vers og dermed hele Krigen; men til Gjengjæld gjør han en lidet fremtrædende, men dog tydelig Forandring i Skildringen af Nisaaslaget. Det sees af Morkinskinna, at ifølge den oprindelige og omstændelige Fortælling om Nisaaslaget havde Harald sin ældste Søn Magnus med; han var under Beskyttelse af Thorolf Mostrarskegg, men styrede eget Skib; efter Slaget tilbyder Kongen den fangne Finn Arnessøn Grid først fra sig selv, dernæst fra Sønnen Magnus og endelig fra Dronningen, hans Broderdatter. Forudsætningen er her tydelig, at af Kongens Sønner fulgte kun Magnus med, og denne Beretning er endog gaaet over til „Noregs konungatal“ og Heimskringla. Ikke destomindre har Forfatteren af Noregs konungatal lige bagefter Tilføielsen: „Med Kong Harald var i Nisaaslaget begge hans Sønner Magnus og Olaf “, aabenbart fordi han fortolkede Steins Vers om Olafs Søkamp udenfor Halland som gjældende Nisaaslaget. Snorre har ikke optaget disse Ord, idet han vel fandt det overflødigt at nævne Olaf udtrykkeligt (han var jo ikke voxen); men Snorre har erkjendt Rigtigheden deraf ved ligesom sin Forgjænger at udelade alt vedkommende Krigen mellem Sven og Olaf. Snorre har jo ogsaa i sin Fortale opstillet det rigtige Princip, at samtidige Skaldevers nok skal godkjendes, men de maa først vise sig at frembyde en renset Text og være forstandigt fortolkede (ef þau eru rett kveðin ok skynsamliga upp tekin).
Efter dette maa altsaa Beretningen om en Krig mellem Olaf Kyrre og Sven Estridssøn udgaa af Historien. Kilderne forudsætte kun, at efter Olaf Kyrres Hjemkomst i 1067 har Sven Estridssøn truet med Krig, og at man i Norge var betænkt paa at forsvare sig, at Olaf udbød Leding og drog i Spidsen for denne til Rigsgrænsen, og her mødte Kong Sven ligeledes med sin Hær; men der blev ingen Krig af. Olaf sender Fredstilbud, der holdes et Møde i Konghelle, og her bliver Freden sluttet. Dette Møde kan, som Munch mener, vistnok kun henføres til Aar 1068; thi 1067 kom Olaf hjem fra det lange og uheldige Englandstog, og da kunde der ikke være Tale om at opbyde nyt Ledingstog, men i Sommeren 1069 sendte Kong Sven sine Sønner med en stor Flaade til England, og da maa Freden med Norge være sluttet Aaret forud.
Munch, som fulgte Morkinskinnas Versfortolkning, har fundet en Støtte herfor i den samtidige Adam af Bremen, som omtaler disse Begivenheder kortelig saaledes: Svein rex Danorum, qui reges Nortmannorum Olaph et Magnum constrinxit magna virtute, hvilket Munch oversætter „kuede dem med stor Tapperhed“. Rimeligvis betyder dette Udtryk dog ikke mere end,.holdt i Tømme med stor Dygtighed“, thi heller ikke Adam taler om nogen Krig; en krigersk
Demonstration, saadan som Sagaen forudsætter fra begge Sider, kunde jo fra dansk Side fremstilles som imponerende, da den fremkaldte Fred; paa samme Maade har jo den norske Digter fremstillet det, naar han om Olaf siger: „med Truselsord og Fredsmaal værgede Olaf Landet, saa at ingen turde gjøre Krav mod ham“ (varði ógnar orðum Olafr ok friðmálum jörð svá at engi þorði allvalda til kalla).
- Septbr. 1890.
Gustav Storm.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Jeg kan forøvrigt ikke skjønne andet end at det hos begge Redaktører sidste Vers maa staa først.