Christiania Bys Vaaben

Henrik Jørgen Huitfeldt-Kaas

Christiania Bys Vaaben

Historisk Tidsskrift, tredje Række, andet Bind, 1892 (s. 409-415).

Efter at de gjennem en Række af Aar førte Forhandlinger og Undersøgelser angaaende Christiania Byvaaben foreløbig ere afsluttede med, at Formandskabet har fastslaaet en Norm for samme, der paa ingen Maade kan tilfredsstille Heraldikere eller Historikere, tør det maaske for Tidsskriftets Læsere, der enten ikke have læst eller dog glemt Avisernes Udredninger, have sin Interesse at se fremstillet, hvorledes Sagen tager sig ud fra de præsumptivt sagkyndiges Standpunkt, idet disses Mening vistnok i Aarenes Løb gjentagne Gange blev æsket, men ved den sidste Afgjørelse dog hverken forlangt eller fulgt.

Da Kong Christian IV udstedte Privilegier for sin nyanlagte, efter ham selv opkaldte By Christiania under 29 Juli 1632, bestemte han, at dennes Vaaben skulde være det tidligere Byvaaben for Oslo, hvis Udseende imidlertid for de to sidste Aarhundreder af Byens Bestaaen ikke kjendes, idet der hidtil ikke vides bevaret flere Oslosegl fra Middelalderen end de to, der findes i den Arnamagnæanske Diplomsamling paa Universitetsbibliotheket i Kjøbenhavn. Heller ikke kjender man for Tiden, trods megen Eftersøgning i det Norske Rigsarchiv, noget tidligere Aftryk af det nye Christianiasegl end fra Begyndelsen af det 18de Aarhundrede, altsaa ikke langt fra 100 Aar efter Byens Anlæg, og man tør ingenlunde fra det paa disse anbragte Aarstal 1624 sikkert slutte, at de ere graverede i dette Aar, der vistnok kun skal betegne Byens Anlægsaar, idet der neppe er graveret noget nyt Segl før efter Privilegiernes Udstedelse i Juli 1632, medens man vel indtil den Tid har vedblevet at benytte det tidligere Oslosegl, hvis dette er bleven reddet ved Branden i 1624, hvorpaa Privilegierne af 1632 saa have fastslaaet en allerede bestaaende Brug. Saameget er i alle Fald vist, at allerede de tidligste nu kjendte eller bevarede Christianiasegl frembyde saa mange Forvanskninger og Misforstaaelser, at man nærmest maa tænke paa en længere Række af Forandringer, for at et saadant Resultat kan være fremkommet. Det er f. Ex. ikke usandsynligt, at Oslos gamle Segl kan være gaaet tabt ved Byens Brand under Syvaarskrigen (1567), og at flere eller færre af Forvanskningerne have fundet Sted ved Graveringen af et nyt Segl paa dette Tidspunkt. Dette bliver med det nu kjendte Materiale imidlertid kun en Formodning, men der er i alle Fald en overordentlig stor Forskjel paa de to Typer, der vise sig i det middelalderlige Oslosegl og forrige Aarhundredes Christianiasegl. Medens Byvaabenet i det 14de og 15de Aarhundrede viser den hellige Halvard, siddende paa to Løver i en stjernebesat Himmel, i høire Haand en Møllesten, i venstre 3 Pile (Marterredskaberne) og ved hans Fødder den af ham beskyttede Kvinde i halvt liggende Stilling, er Indholdet af de ældste, nu kjendte Christianiasegl en kvindelig Figur, der sidder paa to Løver, og ved hvis Fødder ligger udstrakt en mandlig, harniskklædt Skikkelse (tilsyneladende død); Møllestenen er bleven til en Ring eller en Slange, der bider sig i Halen. Byens Notarialsegl fra 1725 viser endog Kvinden siddende paa en enkelt Løve og uden nogen Figur ved hendes Fødder; i venstre Haand holder hun en aaben Bog og i høire en Pen, hvorefter altsaa enhver Erindring (om Indholdets oprindelige Betydning synes forsvunden.

De to bevarede middelalderlige Oslosegl findes under Breve fra Aarene 1344 og 1427; det sidstnævnte er det bedst vedligeholdte, men begge vise sig aftrykte med det samme Signet, der efter sin Stil synes at skrive sig fra Tiden omkring Aar 1300. Dette stemmer ogsaa meget vel med, hvad man forøvrigt kjender af Segl fra Oslo paa det samme Tidspunkt, og hænger uden Tvivl sammen med de Byggeforetagender og Anlæg, som Haakon V baade som Hertug i Slutningen af det 13de Aarhundrede og som Konge i Begyndelsen af det 14de foretog i og ved Oslo (Akershus, Mariakirken, Minoriterklosteret m. m.). Oslo Byvaaben har saa kjendelig Charakteren af oprindelig at have været et Capitelsegl, at dette vistnok trygt tør statueres, uagtet man intet saadant kjender fra det 13de Aarhundrede; hertil har man en Parallel i Nidaros Bysegl, der ligeledes maa være laant fra Capitelet, der endog ligefrem findes repræsenteret deri ved de 3 Hoveder af geistlige, der staa nederst i Seglet. Ogsaa Oslovaabenets Omskrift synes at hentyde til en derom fattet kongelig Bestemmelse, idet den lyder:

Civibus hoc signum manet Osloieque sigillum.

For begge Byer have Erkesædet og Bispestolen været af saa overveiende Betydning, at denne naturligen fik et Udtryk i deres Segl, medens Befæstningerne og Søfarten have udgjort Hovedsagen for Landets øvrige to større Byer (Bergen og Tønsberg) og derfor bleve Indholdet af disses Bysegl. Samtidigt med, at det gamle Capitelsegl for Oslo blev Bysegl, hvad den lille Flække neppe, før den blev Residentsstad, har eiet, have de to store Hovedkirker, Halvardskirken som Domkirke og Mariakirken som kongeligt Capel og omtrent helt nybygget og netop udstyret med Capitel, nu vistnok faaet de egne, nye Capitelsegl, hvis Stamper endnu findes bevarede i det oldnordiske Museums Samling i Kjøbenhavn, og hvis hele Udseende synes at henvise til samme Tid som Oslo Byvaaben. Af disse gjengiver Domkirkens Capitelsegl vistnok et Parti af denne Bygning, medens Mariakirkens Capitelsegl som Hovedfigur har den hellige Jomfru med Christusbarnet paa sin Arm; ved hendes Fod knæler til den venstre Side Capitlet og til høire Kongen og rækker paa sin fremstrakte Haand en Model af Kirken op mod Himmeldronningen; hvor liden Kirkebygningen end her er fremstillet, kan den dog sees at have de to Taarne ved Indgangen, hvorom man før intet vidste, men som fandtes ved Udgravningerne i 1868, og som netop erkjendtes at tilhøre den af Kong Haakon nybyggede Del af Kirken.

Disse tre nævnte Segl, der alle formentlig skrive sig fra samme Tid, Kong Haakon V.s tidligere Regjeringsaar, vise sig særdeles vel graverede, hvorhos Byseglet – det eneste, hvor der kunde blive Tale om egentlig heraldisk Indsigt – godtgjør, at Graveuren har kjendt denne Kunsts Regler og Fordringer, idet Rummet er benyttet og fyldt paa bedste Maade, medens Figurerne ere correct stiliserede, hvilket man forøvrigt var berettiget til at vente netop paa dette Tidspunkt, der var Heraldikens Blomstringstid i Norden. Hvad der maaske kan synes noget paafaldende, er de tvende Løver, hvorpaa Helgenen sidder, og som for en flygtigere Betragtning maaske kunde tænkes at være en Misforstaaelse af de Høisæder, Stole eller Bænke, hvorpaa Konger, Bisper, Helgener etc. oftere findes placerede, og hvis Arme eller Lener ikke sjelden ende i et Løve-, Hunde- eller Dragehoved. Forholdet synes imidlertid snarere at være omvendt, idet en Undersøgelse af fremmede Segl, der ere ældre end de i Norden bevarede, vil vise flere Konge- og Helgenskikkelser placerede omtrent som St. Halvard i Osloseglet med en halv Løve paa hver Side, hvilket selvfølgelig gjerne kan betragtes som en Stol af antik Charakter, hvor ikke blot Sidestykkerne ende i Løvehoveder, men helt ud dannes af en halv Løve med Hoved, Manke og Forben med Klør etc. Maa nu denne Form altsaa betragtes som den ældste, hvoraf den anden, der kun har beholdt Hovederne, er afledet, og som ogsaa er vel kjendt her i Norden i det 14de Aarhundrede, ligger det nær at antage, at det nye Oslo Bysegl har henholdt sig til den Form, som det supponerede gamle Capitelsegl har fremvist, nemlig en halv Løve paa hver Side af Domkirkens Skytshelgen efter det 13de Aarhundredes og endnu ældre Tiders Forbilleder. Selvfølgelig er der ogsaa Plads for den Tanke, at en allegorisk Antydning af Mildhedens, Kjærlighedens, Humanitetens Seier over Vildheden, fremstillet gjennem de vilde Dyr, her kan spille en Rolle, en Forestilling, der kan være laant fra den antike Mythologi (jfr. Bakchos, Eros, Orpheus etc.). Blandt de nordiske Helgener afbildes St. Halvards Frænde, St. Olaf, med en Drage ved sine Fødder, der i Almindelighed ansees som et Sindbillede paa det betvungne Hedenskab (jfr. St. Michael og St. Georg).^[1] Denne antike Forestilling synes at være fastholdt og muligens skjærpet i senere Segl, der atter danne Grundlaget for Christiania Byvaaben, hvori Løverne altsaa til Slutning bleve det eneste uforvanskede Element fra det oprindelige Oslosegl. Det er derfor at beklage, at det nye, netop fastslaaede Christianiavaaben, der har søgt at fjerne de gjennem Tidernes Løb indkomne Misforstaaelser og Forvanskninger, just er kommen til at borttage det, der gav det sin største Ærværdighed og Ælde, og isteden at indføre en Form, der ikke har været brugt i de 600 Aar, hvori Seglet har existeret, og hvori alt andet var blevet forandret og forvrængt. Hertil kommer endnu den Omstændighed, at vaabenet for sagkyndige (Historikere og Heraldikere) præsenterer sig i en Stil, som er fuldstændig fremmed for Norden, nemlig den for Øieblikket i Tydskland som middelalderlig og mythologisk Germanisk gjældende, og som for det store Publicum er bedst kjendt fra Richard Wagners mythiske Operaer. Forskjellen mellem den oprindelige simple, men correcte Form og den modern-artistiske vil for et øvet Øie bedst vise sig ved den Sammenstilling af det ældste og det nyeste Bysegl, der nu foreligger Almenheden i det communale Jubilæums-Festskrift, som nylig er udkommet, om end Gjengivelsen af det gamle Segl kunde været bedre. En meget uheldig Forandring, foruden Løvernes Overgang til en Tydsk Thronstol, er her endvidere foretaget af den med Helgen-Legenden formentlig ukjendte Tydske Tegner, idet den fattige, nødtørftig beklædte Almueskvinde ved Helgenens Fødder er ombyttet med en Kvindeskikkelse, der snarest leder Tanken hen paa en Høvdings Hustru (eller maaske en „Walküre“) i fuldt Skrud. Om Tegningen end maaske kan tilfredsstille fra Nutidens æsthetiske og artistiske Standpunkt, maa Dommen fra historisk og heraldisk Side lyde helt anderledes. Det er selvfølgelig ikke at vente, at den samme Generation, der nu har fastslaaet et Byvaaben i helt ud Tydsk (saakaldet) Middelalderstil, skulde besidde Resignation nok til at omgjøre sit eget Verk, og Christiania, der gjennem flere Aarhundreder har brugt et saa stærkt forvansket Segl, faar derfor med Taalmodighed fremdeles vente paa bedre Tider og en kyndigere Afgjørelse af et ganske vist ikke meget magtpaaliggende Spørgsmaal. Det vil imidlertid neppe kunne findes upaakrævet, at den, der som formentlig Auctoritet har været raadspurgt under de lange forudgaaende Ventilationer, fralægger sig enhver Andel i det efter hans Mening uheldige Resultat, naar der lidet eller intet Hensyn er taget til hans Bemærkninger. Selvfølgelig kunne blot rent communale Institutioner være bundne ved Formandskabets fattede Beslutning om Byvaabenets fremtidige Udseende; de mere eller mindre private og halvoffentlige Indretninger, der i den senere Tid have anskaffet Decorationer, Faner etc. med Christiania Vaaben, og som efter nærværende Forfatters Raad i større eller mindre Grad have holdt sig til det gamle Oslosegl som Forbillede, kunne imidlertid naturligvis vedblive at bruge disse med Bevidstheden om at eie en ældre og mere correct Form for det Mærke, der skulde være en Arv til Christiania fra den gamle Moderstad Oslo.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Jfr. ogsaa J. J. A. Worsaae, Nordiske Oldsager i D. Kgl. Museum i Kjøbenhavn, S. 130.