Nye Efterretninger om det gamle Grønland
For nogen Tid siden omtaltes det i udenlandske Aviser, at det var lykkedes en katholsk Præst fra Dalmatien, Dr. Jelić, gjennem nogle af ham opdagede Dokumenter i det pavelige Arkiv at paavise en vedvarende Kolonisation af Lande i Nordamerika (Vinland) ved Nordboerne; derom havde han holdt Foredrag paa en Congrès Scientifique international des Catholiques i April f. A. Denne Efterretning var jo spændende nok for en, der har beskjæftiget sig særlig med de nordamerikanske Forhold før Columbus; rigtignok saa den ikke saa ganske troværdig ud, da alle nordiske Traditioner talte mod en fast Kolonisation og man desuden paa Forhaand maatte hælde til at tro, at der neppe var stort mere at finde om Norden eller de fra Norden opdagede amerikanske Lande i de pavelige Arkiver efter den grundige Gjennemforskning, som P. A. Munch under saa særligt gunstige Omstændigheder havde havt Anledning til at foretage i Aarene 1859–63.
Det viste sig ikke at være let at komme i Besiddelse af Afhandlingen, thi den katholske videnskabelige Kongres havde ikke – og har maaske endnu ikke – udgivet sine Forhandlinger; imidlertid fik jeg at vide, at det kgl. Bibliothek i Stockholm var kommet i Besiddelse af et Separataftryk af Dr. Jelić’s Afhandling, og dette Exemplar har jeg velvilligt faaet laant og benyttet.
Afhandlingen bærer Titelen „L’évangélisation de l’Amérique avant Christophe Colomb“ og er ikke mere end 10 Sider stor med Tillæg af 4 Sider „hidtil utrykte“ Dokumenter. Der skulde ikke lang Undersøgelse til for at indsé, at hele Resultatet af det foreliggende Arbeide var en Skuffelse. De „hidtil utrykte“ Dokumenter var (med én eneste Undtagelse) alle gamle Kjendinger, de fleste benyttede og tildels trykte i forrige Aarhundrede, Resten var offentliggjort enten i „Grønlands historiske Mindesmærker“ (1845) eller i P. A. Munchs „Pavelige Nuntiers Regnskabs- og Dagbøger, førte under TiendeOpkrævningen i Norden“ (1864) og i det norske Diplomatarium efter Munchs Afskrifter; uagtet Forfatteren sees at kjende P. A. Munchs „Oplysninger om det pavelige Arkiv“. (i den tyske Udgave) og saaledes maatte forstaa, at Munch særskilt havde gjennemgaaet disse Kilder, har han ikke undersøgt, om P. A. Munch havde publiceret sine Resultater. Ikke stort bedre stod det sig med de Slutninger, som Dr. Jelić havde uddraget af de af ham „opdagede“ (men os forlængst bekjendte) Dokumenter. Da han aabenbart ikke forstaar nordiske Sprog, har han ikke forsøgt at lære at kjende nyere nordiske Forskninger. For Nordens Historie synes han at benytte Mallet’s „Introduction a l’histoire de Danemarc“ (fra 1755!) og for de grønlandsk-vinlandske Forhold følger han i et og alt en fransk Forfatter G. Gravier, som i 1874 skrev en populær, men ikke feilfri Skildring af „Découverte de l’Amérique par les Normands au xe. siècle“. Dr. Jelić er saaledes ganske afhængig af disse sine Forgjængere og gaar aldrig til de virkelige historiske Kilder (med Undtagelse af de nævnte „Opdagelser“ i det pavelige Arkiv). Ligesom Forfatteren uden Kritik følger sine Forgjængere, er han ogsaa meget lettroende over for de traditionelle Kilder; han tror saaledes paa sagnene om den irske St. Brandans og hans Disciples Opdagelse af den vestlige Kontinent i 6te Aarhundrede, paa Ægtheden af Zeniernes Reiser og Opdagelser i Nordamerika i 14de Aarhundrede o. s. v.
Det nye i Dr. Jelić’s Arbeide er nu, at han vil bevise, vat det grønlandske Bispedømme med Bispesædet Gardar tillige har omfattet Vinland og de andre af Nordboerne opdagede og koloniserede Lande i Nordamerika, at Kristendommen fra Grønland af har udbredt sig sydover, og at Spor deraf kan paavises helt ned i Mexiko. Beviserne er ikke meget slaaende eller rettere de reducere sig til Misforstaaelser og Feilsyn. Vi skal tage dem et for et.
1. I 1050 drog den saxiske Biskop Johannes til Vinland for at omvende de indfødte, men led der Martyrdøden. Dette er udskrevet af Mallet, som igjen har laant det fra Torfæus (1705); men det er for lang Tid siden (1837) oplyst, at Torfæus her har forvexlet Vinland med Vindland, idet den saxiske Biskop led Martyrdøden hos Venderne i Mecklenburg 1066.
2. Den grønlandske Biskop Erik begav sig 1121 til Vinland for at vie sig helt til Missioneringen af dette Land. Det er vistnok rigtigt, at Biskop Erik drog ud for at søge Vinland, men ingen historisk Kilde ved at fortælle, at han kom did; og da hans Bispestol kort efter blev besat med en anden, er Erik vel omkommet paa Reisen.[2] Imidlertid hævder Dr. Jelić, at Virkningerne af Biskop Eriks Prædiken kan bevises. Han henviser derom for det første til „gamle mexikanske Manuskripter“; det vil vel ikke overbevise mange, thi endnu har ingen forstaaet at læse de mexikanske Billedskrifter. Dernæst peger Dr. Jelić paa, at den „frislandske“ Fisker, som optræder i Zeniernes Beretning fra c. 1390, og som havde levet i mange Aar i „Estotiland“ i Nordamerika, havde der „i Kongens Bibliothek fundet latinske Bøger, som Indbyggerne ikke længere forstod“. Men selv om der endnu er dem, som ialfald delvis hævder Zeniernes Beretning som historisk, tvivler vel neppe nogen sagkyndig om, at den frislandske Fiskers Beretning er en Roman fra 16de Aarhundrede (efter Amerikas fornyede Opdagelse) og saaledes intet beviser. Endelig henviser Dr. Jelić til de kristelige Ceremonier hos „Korsbærerne“ (les porte-croix) i Gaspesien (Ny Brunsvig), hvorom de katholske Missionærer i 17de Aarhundrede fortalte. Men disse Traditioner, som først dukker op over 100 Aar efter at Franskmændene første Gang (1535) var optraadt i disse Egne, er altfor sene til at bevise noget om Middelalderen, – selv om det var sikkert, at Korset som Symbol, der var saa udbredt i Amerika, her skyldes kristelig Indflydelse.
3. I de pavelige Tiendelister fra Grønland opregnes ikke blot grønlandske Artikler, men ogsaa Artikler fra sydligere Lande, d. v. sige: Vinland. Forfatteren oplyser nemlig, at ifølge en pavelig Bulle af 1282 betaltes dengang den grønlandske Tiende i Oxehuder, Sælhundeskind og Hvalrostand; „nu ved man, at Grønlænderne ikke holdt Kjør, altsaa maa Oxehuderne være givne i Tiende fra andre Dele af Bispedømmet, det vil sige Vinland“. Hvis Forf. havde kjendt lidt af Litteraturen om Grønland, vilde han have vidst, at Kongespeilet fortæller med rene Ord om Kvægavl i Grønland, og at man ved nyere danske Udgravninger har fundet Koben i Ruinerne. Men selv uden saadan Kundskab burde Forfatteren være kommet til et modsat Resultat, thi i det af ham virkelig fundne Brev fra 1492 siges jo lige ud, at Grønlænderne mangle Brød, Vin og Olje, men leve af Tørfisk og Melk. Men Melk forudsætter dog virkelig Kvægavl. Forfatterens Slutning her er altsaa ganske feilagtig.
4. Blandt Betalingsgjenstande, afgivne fra Norden 1327 til den pavelige Kurie, nævnes en „Nød fra hinsides Havet“ (nux ultramarina), som ved Hjælp af en Sølvfod var omgjort til en Skaal. Det maa, mener Forf., være en Kokosnød fra Amerika (Florida, det eneste Land i Nordamerika, hvor Kokospalmen nu voxer). Det er sandsynligt, at Forfatteren forsaavidt har Ret, som „nux ultramarina“ her virkelig betyder en Kokosnød; men Kokosnødder hører dog snarere til de indiske Varer end til de amerikanske. Kokosnødden kjendes allerede af Kosmas Indiopleustes (6te Aarhundrede) som en indisk Vare, og flere af de berømte Reisende fra 1ste Halvdel af det 14de Aarhundrede omtaler dens persiske Navn Nergil med Tillæg: „vi (ɔ: Europæerne) kalder den den indiske Nød“, og kjender dens Anvendelse til Drikkeskaaler. Af Dr. Jelić’s Omtale faar man det Indtryk, at denne „oversøiske Nød“ fandtes blandt Tienden fra Grønland. Men det er ikke Tilfælde; ifølge Regnskaberne havde den pavelige Nuntius faaet den i Sverige, og der som Gave til det hellige Lands Befrielse; rimeligvis er altsaa denne Kokosnød ogsaa erhvervet paa en Reise i Østerlandene.
5. Af Pavetienden forsøger Forf. at beregne Garde Bispedømmes Folkemængde og kommer til det Resultat, at den ved 1327 var 10,000 Mennesker, hvilket atter skal vise, at Bispedømmet ogsaa omfatter Vinland. Beregningen er overmaade usikker eller rettere sagt utvivlsomt urigtig. Sexaarstienden (af Geistlighedens Indtægter) betaltes i 1327 med 127 Lispund Hvalrostand; nu solgtes disse Tænder i Flandern for 12 Pund 14 Sous Tournois, hvilket Forf. beregner til 338 norske Mark (istedetfor 254), altsaa for hvert Aar 56½ (istedenfor 42⅓). Peterspengen for et Aar betaltes med 3 Lispund Hvalrostand, hvilke solgtes for 6 Sous eller norske Mark. Nu regner Forfatteren Marken til 162 Penninger – hvilket vistnok er urigtigt, den var 80, – og faar derved fastslaaet, at der i det grønlandske Bispedømme var 972 Husholdninger (hvis Marken regnes til 80 Penninge, blir der kun 480) eller med et rundt Tal 1000 Husholdninger, altsaa omtr. 10,000 Mennesker. Forfatteren mener, at dette Tal er lavt beregnet; jeg skal ikke opholde mig ved, at man efter den nødvendige Reduktion kommer under Halvparten; heller ikke ved, at vi har gamle Efterretninger om, at Gaardenes Antal paa Grønland omtrent ved den Tid var 280. Jeg skal blot pege paa, at Forf.s Forudsætning er meget usikker, naar han tror, at den grønlandske Hvalrostand sank i Værdi i Europa, og at man altsaa trygt kan beregne Indbyggerantallet høiere. Det modsatte er vel Tilfældet. Hvalrostanden var i Grønland selv en almindelig Vare og havde der sin faste Pris; men naar denne førtes først over Atlanterhavet til Norge og derfra over Nordsøen til Flandern og derefter kastedes ud paa et Marked, hvor den var meget skattet og meget sjælden, maatte den vel stige i Pris, og det kanske meget stærkt. Man kan derfor ikke sætte 6 Mark fra Grønland (som var bragt ud ved at føre den grønlandske Vare til Flandern) ved Siden af de norske Peterspenge f. Ex. Hamars Dioceses 10 Mark, Nidaros’s 27, Bergens 30 o. l. Indbyggerantallet i Grønland bliver saaledes utvilsomt meget mindre end 10,000 (eller efter Reduktionen 5000) og kan intet bevise for Vinlands Kolonisation.
6. Endelig fortæller Dr. Jelić, – hvad der vistnok maa overraske os, – at Forholdene paa Grønland gik fremad i 14de Aarhundrede, saa at Indbyggerne i 1418 betalte i Tiende og Peterspenge hele 2,600 Pund Hvalrostand, „altsaa mere end det dobbelte af hvad der betaltes i 1327“. Beregningen er vel heller ikke her rigtig, thi 2,600 Pund er, naar Lispundet regnes til 20 Pund, = 130 Lispund, netop det samme, som Sexaarstienden + Peterspengen (for et Aar) beløb sig til i 1327. Sagen er nemlig, at Tallene fra 1327 er reproduceret ogsaa for 1418, og det er Forfatteren kommet til derved, at han her ikke henter Tallet ud af de paalidelige pavelige Regnskaber, men har udskrevet det fra Gravier, som igjen citerer Kohl, The discovery of Maine (hvor Tallet ikke forekommer) og Malte-Brun, Géographie universelle (I 391). Feilen er her dobbelt, den stammer dels fra Gravier, dels fra Malte-Brun. Malte-Brun kjendte Tiendebeløbene fra 1327, men troede, at disse Udbetalinger var aarlige, medens Sexaarstienden var extraordinær (og Beløbet gjaldt for 6 Aar!); han beretter altsaa, at de norske Kolonister indtil 1418 (ɔ: saa længe Kolonien bestod) aarlig betalte 2,600 Pund, idet han eller en Forgjænger har omgjort Lispundene til Pund (efter Beregningen 1 Lispund = 20 Pund, hvilket neppe heller er rigtigt, ialfald regnedes i 14de Aarhundrede i Norge kun 12 Pund paa Lispundet). Men Gravier, som udskriver Malte-Brun, har ikke forstaaet Udtrykket „indtil 1418“; han retter det til „i 1418“ („en 1418 le Groenland payait encore annuellement au Saint-Siège, a titre de dîme et de denier de saint Pierre, 2600 livres de dents de morse“); og Dr. Jelić, som udskriver Gravier uden at undersøge hans Kilde, foretager paa dette Grundlag sin Beregning af Folkemængden!
Af hvad her er gjennemgaaet vil det sees, at det ikke er lykkedes Dr. Jelić at vinde nyt historisk Stof for Vinlands Historie eller at bevise, at Nordamerika i Middelalderen er kristnet fra Grønland og Norge, eller at en kristen Befolkning har holdt sig her gjennem Aarhundreder. Derimod erkjender jeg med Taknemlighed, at Forf. har faaet Anledning til at fremdrage nyt Stof til Grønlands Historie. Jeg sigter her ikke til det Pavebrev af 1448 til de to islandske Biskopper om Grønlands Tilstand, som Forfatteren tror at have offentliggjort for første Gang; Brevet findes nemlig baade i Grønlands historiske Mindesmærker 3die Bind (1845) og idet norske Diplomatarium 6te Bind, og det har været kjendt for nordiske Historikere siden 1765! Forfatteren begaar ogsaa den for ham undskyldelige Feil at antage Pavebrevet adresseret til de virkelig fungerende Biskopper i Skálholt og Holar, Gotsvin og Gottskalk; medens Sammenhængen med Brevet er den, at det er rettet til de to Bedragere, Tyskeren Marcellus og hans Forbundsfælle Mathæus, som begge ved falske Foregivender havde lokket Pave Nicolaus V til at vie dem til islandske Biskoper. Men naar Sagen forholder sig saaledes, tør man vist heller ikke stole paa Indholdet af den Klage, som disse to Personer har medbragt om Grønland. Klagen gjengives i Pavebrevet, og dettes Indhold har gjældt og gjælder fremdeles for historisk, men er i sig selv neppe helt sandfærdigt: ved Aar 1418 kan ikke den grønlandske Koloni have udgjort 9 Præstegjeld, thi større var ikke Diocesen ved Midten af 14de Aarhundrede. Mistanken mod dette Brev bliver endnu større ved det nye Pavebrev, som Dr. Jelić har fremdraget, og som hidtil virkelig var ukjendt. Det er fra Pave Alexander d. 6tes 1ste Aar (altsaa mellem August 1492 og 1493) og beretter om, hvorledes en Benediktinermunk Mathias har søgt Pavens Forgjænger Innocens VIII (1484–92) om at blive valgt til Biskop i Garde, at den afdøde Pave virkelig har udnævnt ham, men at Bullen herom ikke var udstedt, før hans Død indtraf (25 Juli). Pavebrevet gjentager som sædvanligt meget af Ansøgningens Ord, og vi faar derved noget at vide om denne Biskop og om Grønland. Paven fortæller, at Grønland er en Ø beliggende ved Verdens Ende, at Indbyggerne der ikke har Brød, Vin eller Olje, men lever af Tørfisk og Melk. Paa Grund af den omgivende Is er Seiladsen til denne Ø meget sjælden, Og Landing kan kun ske i August Maaned; derfor tror man, at i de sidste 80 Aar intet Skib er kommet derhen og heller ikke nogen Biskop eller Præst har resideret der. Deraf har Følgen været, at de fleste Indbyggere er faldne fra den kristne Tro og har intet andet Minde derom, end at engang om Aaret fremvises den Alterdug (corporale), som for omtrent 100 Aar siden benyttedes af den sidste Biskop, naar han indviede Natverden. Nu har efter den daværende Kardinal Borgias Opfordring Benediktinermunken Mathias tilbudt sig at gaa som Missionær til dette Land for at omvende de frafaldne, og har villet vove Liv og Helbred i dette Foretagende ved selv personlig at reise did med Skib.
Indholdet er mærkeligt, fordi det i Modsætning til Brevet af 1448 ganske stemmer med hvad vi kan slutte os til af historiske Kilder. Det sidste Skib, som vides at have været paa Grønland, kom tilbage til Norge i 1410, altsaa 82 Aar før Brevet, som angiver „omtrent 80“; den sidste fungerende Biskop paa Garde døde 1377, og Efterretningen derom kom til Norge 1383, altsaa 109 Aar før Brevet, men Brevet siger „omtrent 100“. Tidligere vidste vi, at Afreisen fra Norge til Grønland foregik sent paa Sommeren, f. Ex. Aar 1341 drog den kongelige Knor mellem 7de og 24de August fra Bergen direkte til Grønland; nu oplyser Brevet, at da havde man Erfaring for, at Kysten var isfri. Pavebrevet oplyser, at den nye Kandidat til Bispestolen har lovet at ville reise til Grønland, altsaa maa Manden virkelig være kommet fra Norge eller Danmark til Rom for at faa Pavens Autorisation; dette tør man vel ogsaa slutte deraf, at Paven kun udvælger ham til Biskop, ikke indvier ham; han skal altsaa vies hjemme. Brevet antyder videre, at der nylig fra Grønland er bragt Underretning om Landet til Europa; og vi har dunkle Efterretninger netop fra Tiden om 1490 om en Reise til Grønland: snart nævnes Søfareren Johannes Scolvus, snart Sørøverne Pining og Pockhorst. Alt synes saaledes at tyde paa, at der virkelig ved 1492 har været gjort et hidtil ukjendt Forsøg paa at knytte Forbindelsen med den grønlandske Koloni. Det er mærkeligt, at dette Brev er undgaaet P. A. Munchs Søgen; dog tør det forklares af, at det er bevaret ikke i Regesterne, men i en særskilt Samling „Varia“ fra Alexander d. 6te, som P. A. Munch ikke synes at have kjendt (der er meget faa Breve fra Alexander d. 6te trykte i Dipl. Norv.). Der er her saaledes et Exempel paa, at der fremdeles vil kunne findes Oplysninger til nordisk Historie fra det pavelige Arkiv.
Der er endnu et Bidrag til vor Historie, jeg er den dalmatiske Præst taknemlig for; det er dog ikke et Bidrag, han selv har leveret, men som han har gjort mig opmærksom paa. Forfatteren tror paa Ægtheden af Zeniernes Beretninger om Opdagelser i Nordeuropa og Nordamerika i 14de Aarhundrede, navnlig i Grønland, og tilføier, at navnlig Zeniernes Beskrivelse af et Dominikanerkloster paa Grønland stadfæstes ganske af en Beskrivelse over Norge og Island, som findes i Haandskrift i to romerske Bibliotheker, og „stemmer dermed lige til de mindste Detaljer“. Nu er det sikkert nok, at der i det gamle Grønland ikke fandtes noget Dominikanerkloster. Den Bergenske Præst Ivar Baardssøn, som var „Forstander“ paa Bispegaarden i adskillige Aar under Ledigheden efter Biskop Arnes Død 1349, og som efter sin Hjemkomst til Norge c. 1360 samlede sine Erfaringer fra Grønland i en meget paalidelig, desværre kun i nyere Oversættelse bevaret Beskrivelse, oplyser, at der var kun 2 Klostre i Grønland: et Augustinerkloster for regulære Kanniker i Ketilsfjord (Vatsdal) og et Benediktinerindekloster i Ravnsfjord; men han nævner intet Dominikanerkloster, naturligvis fordi der intet fandtes. Endvidere er det sikkert nok, at paa det Sted, hvor Brødrene Zeni skal have fundet sit berømte Dominikanerkloster, kan et saadant ikke have existeret, thi dette Sted befinder sig ude i Havet mellem Østgrønland og Spitzbergen, og midt i Polarstrømmene her er der liden Plads for et Kloster og sammenhængende Land. Jeg skal gjengive i Uddrag Zeniernes Beskrivelse. Klostret ligger nær et ildsprudende Bjerg „ligesom Vesuv og Ætna“, og der er en Kilde med varmt Vand, ved hvilken man varmer Klostrets Kirke og Munkenes Kamre; Vandet er saa varmt, at man i Kjøkkenet benytter det til Kogevand og til at bage Brød ved. Smaa, om Vinteren dækkede Haver vandes ved dette Vand og beskyttes mod Kulden; derved fremkommer Blomster, Frugter og Urter „ganske som i de tempererede Lande“. Munkene kan holde sine Boliger tempererede, naar der er Is og Sne, kan i et Øieblik opvarme eller afkjøle et Værelse ved at lade Vandet stige til visse Høider eller ved at aabne Vinduerne og faa Kulde ind. Til at bygge Klostret betjene de sig af gloende Stene, som fare ud af Krateret; dem gyder de Vand over, saa de brister og danner en hvid og bindende Kalk, som aldrig fordærves. Gløderne selv tjene, naar de er afkjølede (ɔ: Lavaen), til Bygningssten; de Hvælvinger, som bygges deraf, er saa lette, at de ikke behøve nogen Støtte og stedse beholde sin Skjønhed og smukke Udseende o. s. v.
Af de to Haandskrifter, som Dr. Jelić citerer, findes det ene i Bibliotheca Chigi og er efter hans Beretning fra 15de Aarhundrede, det andet i Bibliotheca Corsini og er saa ungt som 1586; den i begge optagne Beskrivelse af Norge og Island er efter Dr. Jelić fra 14de Aarhundrede. Selv om den eventyrlige Skildring af Dominikanerklostret paa Grønland fandtes i et Værk fra 14de Aarhundrede, var dermed ikke dets Tilværelse bevist ligeoverfor de nordiske Kilders Taushed; men dette Skrift kunde give os ialfald Oplysninger om Kilderne til Beretningen hos Zenierne, – foruden hvad det forøvrigt kunde indeholde. Jeg har derfor forsøgt at faa Oplysninger fra Rom om dette Skrift, og ved Hjælp af den svenske Arkæolog Dr. B. Salin, som fortiden opholder sig i Italien, har dette lykkedes mig; jeg er nu i Besiddelse af Dr. Salins egen Afskrift af vedkommende Stykker fra det Corsiniske Haandskrift samt et Fotografi af vedkommende Stykker af det Chigi’ske Haandskrift. Dette Haandskrift er vistnok skrevet i det 15de eller det 16de Aarhundrede; men min Forventning om her at finde et nyt og ukjendt geografisk Værk om Norge og Island m. m. blev atter en Skuffelse. Haandskriftet indeholder et forlængst kjendt Værk fra Middelalderen (her henført til den bekjendte Theolog Johannes a Capistrano † 1456), et kortfattet geografisk Lexikon fra 2den Halvdel af 14de Aarhundrede, der vistnok ikke er andet end en Omarbeidelse af Ranulf Hygdens geografiske Indledning til hans „Polychronicon“. De to romerske Haandskrifter har imidlertid nogen Interesse ved de Tillæg, aabenbart ved italiensk Haand, som der findes f. Ex. vedkommende Norge. Jeg skal først oversætte hvad der findes om dette Land i de sædvanlige Texter[3]: „Norvegia er det største Land i Europa, omgives næsten paa alle Kanter af Havet, strækker sig mod Nord og grænser til Gothia (Gøtaland), thi mod Syd og Øst skilles det fra Gothia ved en Flod, som bærer Navnet Albia (Gøtaelven). Norvegia er et koldt og haardt Land, fuldt af Fjelde, Skove og Lunde; dets Indbyggere leve mere af Fiskeri og Jagt end af Brød, thi Korn modnes sjelden der paa Grund af Kulden. Der er mange vilde Dyr, f. Ex. hvide Bjørne; der er ogsaa Bævre. Der er meget underfuldt og forfærdeligt. Der er Kilder, som, naar Skind eller Træ lægges i dem, forvandler disse til Sten. I Landets nordlige Del gaar Solen ved Sommersolhverv ikke ned i flere Døgn, og ved Vintersolhverv sees ikke Solen i lige saa mange Døgn, hvorfor Indbyggerne paa den Tid maa arbeide med Lamper. Landet er uden Korn, Vin og Olje undtagen hvad der indføres. Folket er storvoxet, vakkert, tappert og kraftigt. De er dygtige og hidsige Sørøvere. Mod Øst ligger Galatia (!), mod Nord Island, hvor Havet stadigt fryser, mod Vest det irske og britanniske Hav, mod Syd Dacia og Gothia“. Dette Kapitel gjenfindes Ord til andet i de romerske Haandskrifter, men derefter tilføier de: „Og efterat Folkene i dette Land længe var forblevet i Uvidenhedens Mørke, førte i nyere Tid Herren Jesus Christus ved sine tro Prædikanter Norvegierne til Troen, og der blev Kirker byggede, Præster indsatte og flere Biskoper, Guds Venner, kom i Spidsen for dem, og en stor Mængde frelste blev derefter af Christus optagne i Himlen. Men i den nyeste Tid har de herlige Ordner, Prædikere (Dominikanere) og Minoriter, udsendte ligesom nye Apostler, oplyst Norvegias Folk ved sine hellige Gjerninger og sin skjønne Lærdom i den hellige Skrift. De Brødre, som bo der, har i sine Boliger Ovne, hvor de ofte tænder ild paa og fører det varme Vand ad skjulte Gange til et koldt Rum og udbreder det (der) blandt Bænke og Sæder, hvor Brødrene holder Maaltid; ellers kunde de ikke holde ud.
Erkebiskopen af Nidaros har følgende Lydbiskoper: i Bergen, Stavanger, Fane (ɔ: Færøerne), Hema (o: Hamar), Hasloc (ɔ: Oslo), Ronchade (ɔ: Orknøerne). Sodorøerne, Nuchod (!), Graden, Gergelalan, Gade (alle 3 = Garde), Scalon og Scale (= Skalholt), Ole eller Olor (= Hole).“
Den sidste Liste over Biskoperne i den norske Kirkeprovins viser stærkt Slægtskab med de Lister, som var optegnede ved Pavestolen, og som er meddelte af Dr. Jelić (ogsaa de er kjendte før). Listen tør derfor, navnlig paa Grund af sine Feil, være udskrevet af italiensk Kilde. Deraf tør man videre slutte, at det lille Bidrag til Norges Kirkehistorie er italiensk; om det er ældre end Haandskrifterne, kan være usikkert. Den Rolle, som Prædikebrødre og Minoriter skal have spillet i Norges Omvendelseshistorie, maa imidlertid uden videre forkastes; da disse ordner optraadte i Norge – i 13de Aarhundrede – var Landet forlængst kristnet. Derimod skal det ikke nægtes, at Dominikanerne ialfald i 13de Aarhundrede i Norge har udmærket sig ved Dygtighed i Prædiken og maaske ogsaa i kirkelig Lærdom; det kan man slutte dels af det Fiendskab, som Sæculargeistligheden viser dem, dels af de ikke faa Navne paa udenlands studerende Prædikebrødre. Deraf maa det vel forklares, at de kan faa Omtale i dette italienske Tillæg til Norges Beskrivelse. Hvad her fortælles om ovne og Ledninger af varmt Vand inden Klostrene, behøver ikke helt at forkastes. Det kan jo forstaaes om Badstuer og Røgovne; men disse har ikke været særegne for Prædikebrødre eller Minoriter. Derimod kan man ikke lade være at lægge Mærke til – som ogsaa Dr. Jelić antyder – den slaaende Lighed med hvad Zeno fortæller eller lader sin Stamfader Nicolo fortælle om Dominikanerklostret paa Grønland; kun har han ikke nøiet sig med en simpel Vandrende eller Badstue. Han har desuden opfundet den sindrige Forklaring at anbringe en Vulkan „lig Ætna eller Vesuv“ oppe paa Grønland for at skaffe varmt Vand gratis til Munkene og frembringe et tempereret Klima oppe i Isregionerne. Den enkle Beretning i den italienske Geografi fra 15de Aarhundrede kan ikke, som Dr. Jelić mener, tjene til at bekræfte Zenos Fortælling; tvertimod antyder den, hvorfra Zenos Skildring stammer, og hvor fantastisk han har benyttet sin Kilde.
Da Tillægget hidtil har været ukjendt, aftrykkes det her efter det Chigi’ske Haandskrift (med Opløsning af Forkortningerne): Et cum gentes ipsius provincie diu in tenebris ignorantie permansissent, nouissime dominus Iesus Christus per fideles suos predicatores perduxit Noruegios ad fidem. Et facte fuerunt ibi ecclesie et sacerdotes instituti et quam plures episcopi amici dei prefuerunt et multitudo plurima saluatorum inde a Christo in celum assumpta est. Circa uero nouissima tempora preclari ordines Predicatorum et Minorum tanquam noui apostoli missi a domino, populos Noruegie illuminauerunt sanctis operibus et preciosa doctrina sacre scripture. Fratres autem commorantes ibidem habent in locis suis stufas vbi calefaciunt sepius et feruentes aquas per occultos meatus dirigunt in refrige[ra]torium et intra scamna et sedilia mittunt, vbi fratres sedent ad comedendum. Aliter evadere non possent.
ARchiepiscopus nidrosiensis istos habet episcopos suffraganeos Bergensem, Stuangerensem, Phanensem, Hemaensem, Haslocensem, Roncadensem, Sodronensem, Insulanum, Nuchodensem, Gradensem, Gergalalanum, Gadensem, Scalonensem et Scalensem, Olensem vel Olorensem.“
Ligeledes tror jeg at burde gjengive det af Dr. Jelić fremdragne Pavebrev fra 1492; han har hentet det fra „Arch. Vat. Diversorum Alex. VI, Arm. 29 T. 50 fol. 23.“:
Cum ut accepimus ecclesia Gadensis in fine mundi sita in terra Gronlandie, in qua homines commorantes ob defectum panis vini et olei siccis piscibus et lacte uti consueuerunt; et ob id ac propter rarissimas navigationes, ad dictam terram causantibus intentissimis aquarum congelationibus fieri solitas, navis aliqua ab ottuaginta annis non creditur applicuisse; et si navigationes huiusmodi fieri contingeret, profecto has non nisi mense Augusti congelationibus ipsis resolutis fieri posse non existimentur; et propterea eidem ecclesie similiter ab ottuaginta annis vel circa nullus penitus episcoporum vel presbyterorum apud illam personaliter residendo prefuisse dicitur. Unde ac propter presbyterorum catholicorum absentiam evenit quamplurimos diocesanos olim catholicos sacrum per eos baptisma susceptum (proh dolor) regeasse [ɔ: renegasse], et quod incole eiusdem terre in memoriam christiane religionis non habent nisi quoddam corporale, quod semel in anno presentetur, super quo ante centum annos ab ultimo sacerdote tunc ibidem existente corpus Christi fuit consecratum. His igitur et aliis consideratis considerandis, felicis recordationis Innocentius papa VIII. predecessor noster, volens dicte ecclesie tunc pastoris solatio destitute de utili, de [corr. af Jelić: et] ydoneo pastore providere, de fratrum suorum consilio, de quorum numere tunc eramus, venerabilem fratrem nostrum Mathiam electum Gadensem ordinis s. Benedicti de observantia professum ad nostram instantiam, dum adhuc in minoribus constituti eramus, proclamatum ad dictam ecclesiam summopere ac magno devotionis fervore accensum pro deviatorum et renegatorum mentibus ad viam salutis eterne reducendis et erroribus huiusmodi eradicandis vitam suam periculo permaximo sponte et libere submictendo navigio etiam personaliter proficisci intendentem eidem episcopum prefecit et pastorem. Nec igitur eiusdem electi pium et laudabilem (!) propositum in Domino quamplurimum commendantes sibique in premissis aliquo subventionis auxilio propterea eius paupertati, qua ut similiter accepimus gravatus existit, succurrere cupientes, motu proprio et etiam ex certa nostra scientia de fratrum nostrorum consilio et assensu, dilectis filiis rescribendario, abbreviatoribus necnon sollicitatoribus ac plumbatoribus illarumque registratoribus ceterisque tam Cancellarie quam Camere nostre apostolice officialibus quibuscunque sub excommunicationis late sententie pena ipso facto incurrenda commictimus et mandamus, ut omnes et singulas litteras apostolicas de et super promotione dicte ecclesie Gadensis pro dicto Electo expediendas in omnibus et singulis eorum officiis gratis ubique pro dicto absque cuiuscunque taxe solutione seu exactione expediant et expediri faciant omni contradictione cessante. Necnon Camere apostolice clericis et notariis ut litteras seu bullas huiusmodi dicto Electo absque solutione seu exactione alicuius annate seu minutorum servitiorum et aliorum iurium quorumcunque in similibus solvi solitorum libere tradant et consignent motu et scientia similibus ac sub penis predictis commictimus et mandamus in contrarium facientes non obstantibus quibuscunque fiat gratis ubique quia pauperum etc. Datum .... (Anno primo).
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |