Bidrag til Christianssunds Historie indtil 1814

Ludvig Daae

Bidrag til Christianssunds Historie indtil 1814

Historisk Tidsskrift, tredje Række, andet Bind, 1892 (s. 293-391).

Den By, om hvilken de følgende Blade skulle fortælle, er ikke gammel. Der knytter sig heller ikke til den mange af den Art Erindringer, der i Almindelighed pleier at gjøre Stæders Historie interessant. Christianssund har aldrig havt prægtige Kirker eller andre mærkelige Bygverker at opvise, aldrig været Gjenstand for nogen Konges eller nogen Regjerings Forkjærlighed, snarere for det modsatte. Det har heller ikke været Centrum for nogen større Landsdels Administration, tvertimod har dens Embedsstand altid indskrænket sig til det nødvendigste Minimum. Lige indtil vore Dage savnede det en høiere Skole. Det har sjelden været Opholdssted for berømte Mænd og ikke været Skueplads for større Krigsbegivenheder. Endelig udmærker det sig heller ikke ved, hvad man er vant til at kalde Naturskjønhed, og har derfor ikke kunnet blive noget Maal for Lystreisende og Tourister, saaledes som Nabobyen, det hotelrige Molde. At det ikke desto mindre er blevet en af Norges større og rigere Stæder og rimeligvis endnu kan gjøre Regning paa en betydelig Væxt og Fremgang, det skyldes, næst en for Handel fordelagtig Beliggenhed, alene dens Borgerstands Dygtighed og udholdende Arbeide. Christianssund er en selvgroet By, det er aldrig „anlagt“, men er fremstaaet ligesom ved Tingenes egen Magt og ikke uden Kampe og Modstand for omsider trods alle Forhindringer at opnaa Anerkjendelse som Kjøbstad. Man kan gjerne, om man vil, kalde dens Historie prosaisk, men den er dog interessant. Og den, som lærer denne Stad paa de tre veirhaarde Øer at kjende, vil snart faa den kjær og glæde sig ved den Naturlighed, Sundhed og Soliditet, hvoraf den helt igjennem er præget.

Af tidligere Arbeider over Christianssund maa fornemmelig nævnes de værdifulde Oplysninger, som Stadens fordums Toldinspektør Frederik Wilhelm Thue, som døde der 1808,^[1] har leveret, nemlig „Efterretninger om Christianssunds Kjøbstad“ i Topographisk Journal for Norge H. XVI. S. 1–114 og H. XXVIII. S. 149–180, hvortil slutter sig et „Statistisk Bidrag“ i Thaarups Archiv I. S. 269–276. Senere har nuværende Skolebestyrer i Bergen, B. E. Bendixen, der i sin Tid var Adjunkt ved Christianssunds lærde Skole, i Programmer fra denne (1868, S. 1–28 og 1870, S. 13–70) meddelt fortjenst lige „Efterretninger om Nordmør og Christiansund“. I Krafts store topografiske Verk vil man selvfølgelig finde en Beskrivelse over Staden (V. S. 1 flg.) og ligesaa i Amtmand G. Thesens Verk om Romsdals Amt, hvilket sidste rigtignok, hvad det Historiske angaar, ligger næsten under al Kritik. Kun faa trykte Reisebeskrivelser (f. Ex. Fabricius’ og Latocknayes) meddele noget om Byen. Selvfølgelig omtales den leilighedsvis i forskjellige Skrifter, hvilke nedenfor hvert paa sit Sted skulle citeres.

Hvad jeg ved Benyttelse af trykte, men fornemmelig dog utrykte Kilder kan levere om Byens Fortid, vil vistnok give mangfoldige nye og, som jeg haaber, interessante Oplysninger, men dog af flere Grunde blive ufuldkomment. Jeg er nemlig ikke Statistiker eller Handelshistoriker af Fag, og jeg savner dertil de fleste af de Betingelser, som kun den besidder, der gjennem et langt Ophold paa vedkommende Sted har levet sig ind i dets Forhold og dets Traditioner. Jeg har været henvist kun til Bøger og Dokumenter. Mit Arbeide er blevet til, fordi jeg gjennem tre Besøg i Christianssund (i 1876 for efter Indbydelse at holde historiske Forelæsninger og i 1886 og 1891 ligeledes efter Indkaldelse, men i andet Øiemed) har faaet en varm Interesse for denne By. Ved det sidste af hine Besøg erfarede jeg, at Staden paatænker i Aaret 1892 at holde en Mindefest i Anledning af, at et og et halvt Aarhundrede vil være forløbet, siden Christianssund og Molde den 29. Juni 1742 erholdt Privilegier som Kjøbstad efter længe at have existeret som Ladepladse. Dette bevirkede, at jeg strax gav mig ifærd med de Studier, hvoraf Resultatet her fremlægges. Det er mit Haab, at hvad jeg har nedskrevet trods alle Mangler maa bidrage Noget til at vække Interesse hos Stedets Beboere for dets Fortid og maaske kunde give Stødet til, at en eller anden Mand, der med historisk Sands og et indtrængende Lokalkjendskab, medens det endnu lader sig gjøre, vilde samle de sandsynligvis endnu bevarede Traditioner om forrige Aarhundredes Forhold og Personer:

Tilsidst skylder jeg at takke Hr. Cand. philos. O. A. Øverland, der under mit Arbeide i Rigsarchivet har ydet mig en særdeles forekommende og værdifuld Bistand og gjort mig opmærksom paa adskillige vigtige og interessante Aktstykker, der uden hans velvilje neppe vilde være komne til min Kundskab.

I.

Som bekjendt, ligger den nuværende Kjøbstad Christianssund paa tre Øer, Kirklandet, Indlandet og Nordlandet. De omgive den fortrinlige og for Seiladsen særdeles bekvemt beliggende Havn, der har ladet et Handelssted opstaa ligesom af sig selv.

Af disse Øer er Kirklandet, skjønt ikke den største, dog den for Byen vigtigste. Dens oprindelige Navn er Folskn, siden i Udtalen afændret til Fosen eller Fosna. Ordet Folskn er beslægtet med det gammelnorske Verbum fela og betyder et Skjulested; Skibe have nemlig her stedse fundet et trygt Gjemmested for Storm og Uveir i det nærliggende aabne Hav. Flere andre Øer langs Norges Kyst have det samme Navn, man finder saaledes et Fosen ved Ørlandet ved Mundingen af Throndhjemsfjorden, et andet ved Søndmøre, et tredie ved Karmøen. Fosen ved Ørlandet, der længe var Kongsgaard og siden adelig Sædegaard, benævntes gjerne Stor-Fosen, medens det nuværende „Kirklandet“ hed Lille-Fosen. Stundom har den ogsaa været benævnt Ytrelandet. Indlandet (tidligere Hennøen) synes oprindelig at have udgjort en Del af Fosen Gaard, hvorimod Nordlandet (Auma) var delt i flere Gaarde, af hvilke den, der nu er en Del af Byen, hed Dale.

Foruden de tre Hovedøer eller „Lande“ er der ogsaa flere mindre Holmer. Selvfølgelig dannes paa denne Maade flere Sunde, saasom Nordsundet mellem Kirklandet og Nordlandet, Sørsundet mellem Kirklandet og Indlandet, Marcussundet mellem Indlandet og Nordlandet. Det sidste Sund, der tidligere naturligvis har havt et andet, nu forglemt Navn, er siden blevet opkaldt efter en Handelsmand „Marcus Nissen, den Ældre“.^[2] Et andet Sund, der løber mellem Folskn (paa det Sted nu „Gomatlandet“ kaldet) og den lille Ø Skorpen, har eller har idetmindste havt Navnet „Dunkersundet“, fordi engang et Skib fra Dünkirken (formentlig i syttende Aarhundrede, i hvilket denne endnu da Spanien tilhørende Stad var saa berygtet for sit Sørøveri) skal have seilet-derigjennem uden Lods.^[3] Samtlige Øer henhørte til Bremsnes Sogn under Kvernes Præstegjeld samt i civil Henseende under Gimnes Thinglag.

Skjønt Havnen naturligvis allerede i Oldtiden og Middelalderen har været vel bekjendt og hyppig besøgt, forekommer dog hverken den eller Øen Folskn i Dokumenter ældre end det sextende Aarhundrede.^[4] Den første Gang, „Fosen“ nævnes, er ved 1520. Aaret iforveien havde nemlig Christiern II. paalagt en usædvanlig trykkende, ja blodig direkte Skat,^[5] Tiendepenge af al rørlig og urørlig Eiendom, i Anledning af Erobringskrigen mod Sverige. For Throndhjems Erkestift er Mandtallet bevaret, og man erfarer heraf, at der i 1520 boede en Kvinde paa Lille-Fosen ved Navn Guren (Gudrun). Hun, rimeligvis en Enke, var en af Egnens store Skatteydere, idet hun maatte betale 11 Lod Sølv samt desuden for sit Jordegods 21 Lod Sølv.^[6] Nu ved man, at Fosen ved den Tid og lige til over Midten af det syttende Aarhundrede ikke var Odelsgods, men tilhørte Kirken, og efter Reformationen Kronen. Enken, der har eiet betydeligt Jordegods andensteds, har altsaa boet paa Fosen som Leilænding og da formodentlig fundet sin Regning ved at drive Fiskeri, maaske ogsaa ved Handel og ved at herbergere Fremmede. Foruden hende opføres kun en eneste Skatteyder paa Fosen, en Olaf, der slap med en Skat af 2 Skilling og sandsynligvis har været Fisker. Hvorledes forøvrigt Øen har seet ud, er naturligvis uvist. Navnlig kan det være et Spørgsmaal, om den betydelige Furuskov, som engang maa have existeret der, da store Fururødder findes i Myrene, allerede da har været forsvunden. Indtil de sidste Generationer har Fosen-Øen bevislig været meget lidet opdyrket og maa altsaa have havt et vildt Udseende. Gaarden antages at have ligget ved Bunden af „Vaagen“ paa det Sted, hvor i vore Dage Inskriptionen „Fosna-Gaard“ er anbragt over en Indgangsport. Paa Gaarden Dale paa Nordlandet opføres ved 1520 Skatteyderen Endrid, der tilligemed sin Moder erlagde 3 Lod Sølv og 2 Vaager Rødskjær.

Langs Nordmøres Kyster og Øer fandt der allerede paa den Tid Sted et livligt Fiskeri, aabenbart især drevet af Hensyn til den sikre Afsætning, der altid kunde paaregnes ved det hanseatiske Kontor i Bergen. Det er nu bekjendt, at dettes Virksomhed ingenlunde i den Grad fortjener at omtales med Uvilje, som længe har været sædvanligt. Under dets Indflydelse tiltog nemlig Befolkningen og Velstanden bevislig meget stærkt i Fiskeridistrikterne, i Nordland, Finmarken og paa Nordmøre, hvis Vær og Udøer have været ganske paafaldende stærkt besatte, Noget hvorom allerede den Kjendsgjerning vidner, at der paa saa mange af dem havde reist sig Kirker.

Af særegen Interesse er for vort Emne Øen Grip. I 1520 gaves der paa dette ublide Udskjær, hvilket helt tilhørte Trondhjems Erkebispestol,^[7] ikke mindre end 48 Skatteydere. Og man maa ikke tro, at det var blot Smaafolk. Tvertimod, der gaves rige Folk. Gunder Frederiksen paa Grip betalte saaledes 10 Lod Sølv, dertil 5 Lod Sølv for Jordegods, endvidere 1½ Lod Sølv i „Barnepenge“ (altsaa af umyndige Børns Arv), saa for sin Hustru og dennes Børn af tidligere Ægteskab 3 Lod i Sølv og 3 Mark og endelig 3½ Vog Rødskjær. Endnu otte andre Personer, boende paa Grip, opføres som Jordegodseiere og betale store Skatter. Præsterne opføres ikke i disse Regnskaber, men Grips Præsts Dreng betalte 2 Lod Sølv og 1 Pund Rødskjær. Alt dette tyder paa en god Næring ude paa denne i sig selv saa lidet tiltrækkende Holme, af hvis Befolkning altsaa adskillige have foretrukket denne som det fordelagtigere opholdssted fremfor sine Gaarde paa Fastlandet, hvilke de vel for den største Del have bortbygslet. Ogsaa andre af Egnens Fiskevær, saasom Odden, Veien, Bratvær, havde dengang og langt senere egne Kirker. Odden havde i 1520 14 og Veien samtidig 26 Skatteydere, deriblandt henholdsvis 4 og 6 Jordgodseiere. Paa Veien opføres endog mellem disse en „Hustru Ingeborg“, der altsaa har været af Adelen, og det er ingenlunde umuligt, at flere andre ogsaa have tilhørt denne Stands dengang endnu ikke saa faa ringere og lidet bemærkede Ætter. En anden Skatteyder paa Veien, Jon Iversen, var saa velhavende, at han maatte ud med 35 Lod Sølv og 16 Vaager Fisk og dertil andre 35 Lod for sit Jordegods. Thorstein Eriksen paa Kvalvaag, der eiede en Jagt, betalte for samme 6 Lod Sølv, 20 Mark. Flere af disse paa Værene bosatte Folk kunne tænkes at have tilhørt den fremtrædende Æt paa Aspe i Fredø Sogn, af hvilken Erkebiskop Gaute og muligens ogsaa hans Forgjænger paa Erkesto1en Olaf Trondssøn vare Medlemmer, og hvormed Erkebiskop Olaf Engebretssøn antages at have været cognatisk beslægtet.

Den første Efterretning om Øen Fosen, som findes efter 1520, forekommer i et Mandtal over Skibsskatten (i Rigsarchivet). Her opføres for 1557–1559 blandt „fulde Gaardmænd“ i Nordmøre Len Erik paa Fosen, der betalte 1 Daler, og blandt Husmændene Jakob i Fosen, der betalte ½ Daler. Ifølge den bekjendte Lensherre i Throndhjem Ludvig Munks Jordebog for 1. Mai 1590–1. Mai 1591 svaredes der af Gaarden i Leding 5 Mærker Smør og 10 Mærker Mel, og denne, der her maaske for første Gang i offentligt Dokument benævnes Lille-Fosen og – udtrykkelig henføres til „Stigtens Gods“, opføres for en Landskyld af et Spand Smør.

Ved Siden af Fiskeri og Fiskehandel begyndte i det sextende Aarhundrede Trælasthande1en at spille en stor Rolle ogsaa langs Norges Vestkyst. Denne, der allerede tidligere havde været hyppig besøgt af Englændere, Skotter og Hollændere, tiltrak sig nu i forhøiet Grad disse Fremmedes Opmærksomhed. Som bekjendt foregik Trælastudførselen lige indtil 1662 ganske uregelbundet og saa at sige vildt, idet de Fremmede søgte ind overalt, hvor der var Skov, og handlede umiddelbart med Bønder og hvem der forøvrigt havde noget at sælge, idet Lasten vistnok for det meste solgtes til Skampris og uden nogetsomhelst Hensyn til Skovenes Bevarelse. Det er bekjendt, at Embedsmænd og ikke mindst Præster ved den Tid vare ivrige Trælasthandlere, og at endog Navne paa saadanne Mænd („Hr. Christen op Our“ og „Hr. Michel op Hevn“) anbragtes paa de hollandske Søkarter som Lokalbetegnelser. Naturligvis skulde der erlægges Told af den udførte Last og af de Varer, som de Fremmede medbragte, og denne oppebørsel har vistnok oprindelig været varetaget af Fogderne. Først senere ansattes særegne Toldere, men uden at der i Begyndelsen gaves noget fast Toldsted. Den første særlig som Tolder beskikkede Mand skal have været Jens Kjempe, der døde paa Blakstad i Battenfjorden 1611. Derefter nævnes ved 1625 Oluf Meckelborg som Tolder, men tillige Foged i Nordmøre ved 1625.^[8] Med ham kom en Familie til Egnen, som siden holdt sig paa de Kanter i flere Menneskealdre som Handelsmænd og i andre Stillinger.

Under disse Forhold gik Lille-Fosen efterhaanden over fra at være en Gaard til at blive et Strandsted og benævnes allerede 1631 et Ladested,^[9] vistnok for Udførsel af Trælast og Indførsel af dansk Korn. Ved et „Ladested“ forstodes dog i hin Tid og langt senere ikke, hvad man derved nu tænker sig, idet Forskjellen mellem Kjøbstæder og Ladesteder i merkantil Henseende efterhaanden er bortfaldt. I 1646 omtales paa Stedet 3 „Strandsiddere“, Herman, Mogens og Tørris, samt 1 Dreng, der tjente for fuld Løn, i 1648 kun en Strandsidder, 2 Skræddere og 1 Skomager som fastboende Skatteydere. I 1650 var der 5 Strandsiddere, hvoriblandt en „Peder Garnbinder“, 2 Skræddere og 1 Skomager. I 1652 var der 6 „Strandsiddere“, 1 Skomager og 3 Skræddere. Hertil kommer naturligvis den egentlige Gaards Folk samt andre ikke skattelagte Personer.

I den følgende Tid er imidlertid Lille-Fosen gaaet ret hurtigt fremad. Det berettes udtrykkelig, at Forøgelsen af Indbyggertallet her er foranlediget ved Bortflytninger fra Grip. Om denne Ø haves fra 1694 nogle Oplysninger, som her fortjene at anføres. Biskop Peder Krog skriver den 28. Novbr. 1694: „Tiden har gjort store Forandringer paa dette Sted. Da Reformatsen^[10] udgik for 100 Aar siden, skal Grip have været meget vel beboet, saa at Kapellanen boede der og gjorde hver Søndag Tjeneste. Men da der pl. m.^[11] Aar 1640 den største Del af Grips Værmænd ved en mærkelig HavsVaade forulykkedes, en Del ogsaa indflyttede paa det faste Land,^[12] Lille-Fosen særdeles at bevaane, er Grip siden af fattige Fiskere alene bebygget og Kapellanen udi C. 4ti Tider forlovet at reise ud paa det faste Land [ɔ: Kvernes paa Averøen] at bo“. Samme Aar, 27. Juni 1694, afgave Stiftamtmand Hans Kaas og Biskop Krog i Fællesskab en ny Erklæring om Grip, hvori det hedder: „Kvernes Gjeld bestaar af 3 populøse Menigheder tillands og en tilsøs, kaldet Grip, som tilforne for 200, 80, 60 Aar siden haver været temmeligi vel bebygget af velhavende Folk, som formedelst Fiskeriets velsignelse have havt deres Jægte-Brug at fare til Bergen og andre Steder, hvorfor de og paa de Tider have havt deres egen Præst hos sig, som hver Søndag haver gjort Tjenester efter Stiftsbogen. Men efter at Søen ikke alene haver gjort stor Skade ved en ulykkelig Hændelse paa de fleste af Stedets Indbyggere, som i stor Mængde ynkelig bortkom, men endog fordærvet Havnene der ved Stedet, at ingen Jægt der skal kunne bjerge sig, haver dette været Aarsag til, at Folket mestendels haver søgt det faste Land og nedsat sig udi og omkring Fosen,^[13] saa at Fosens Borgere skal have nu deres Kjøbsvende der liggende i Fiskeriets Tider til at forsyne de Fiskere og Indbyggere, som der kunne opholde sig, hvilke ere ikkun faa og fattige. Og som Stedet er ikkun en maadelig Klippe i den vilde Sø, to Mile fra Landet, af saa stor Incommoditet, at der ikke kan holdes det mindste Kvæg, ikke haves fersk Vand, Tømmer eller Brændeved og deslige uden fra det faste Land, haver tilligemed Indvaanerne ogsaa Præsten søgt og erholdet i forrige Tider den Frihed, at han maatte bo paa det faste Land. Siden hvilken Tid der ikke er holden Tjeneste paa Grip uden hver fjerde Søndag, og derimod skeet flere Tjenester udi de 3 Kirker tillands, dog dette ikkun indeterminate, og som Sognepræsten kunde have befalet. – – Saa haver Sognepræsten for saadan Participation udi Arbeidet aflagt Kapellanen med en Løn aarligen til sin Underholdning, eftersom det ringe, Kapellanen nyder af Grip, dertil ikke kan forslaa, og Kapellanen i saa Maade været anseet baade for en residerende til Grip og en domesticus udi Gjeldet“.^[14]

Til Supplering og nærmere Belysning af disse i en noget senere Tid afgivne EmbedsErklæringer af Stiftsøvrigheden kan anføres, at medens der paa Grip 1646 endnu boede 40 Skatteydere og i 1648 30 „Værmænd“, opføres der i 1652 34 Skatteydere, hvilket Antal saa i 1656 er gaaet ned til 16. I Mellemtiden mellem 1652 og 1656 maa da Indflytningen fra Grip til Fosen fornemlig have fundet Sted. Den sidste Præst, der har havt Bolig paa Grip, hedte Peder Pedersen Stadel. Han forekommer som saadan allerede 1622. I 1634 fik han Kongebrev paa det første ledige Præstegjeld i Throndhjems Len, „saafremt han efter ordinantsen og udgangne Forordninger bliver lovlig kaldet dertil“, men under 29. Juni 1635 (Kongebrevet er udstedt fra Tønset Præstegaard i Østerdalen, hvor Christian IV. dengang befandt sig paa sin eneste Reise i Norges Indre) fik han Tilladelse til at bo og residere „paa det faste Land“, mod 30 Gange om Aaret – foruden ellers, naar hans Nærværelse er nødvendig – at besøge Grip og prædike der. Han havde anført, „at den meste Almue paa Grip udi næste forledne Aaringer udi stor Armod og Elendighed var bortdød, desforuden selv med Skjørbug at være anfegtet.“ Endnu i 1648 boede han med sin Kone paa Limvaagen i det senere Edø Præstegjeld, hvilken Gaard var Mensalgaard under Kvernes. Han skal have været en duelig Sømand og have havt fem Sønner, med hvilke han pleiede at reise fra Limvaagen til Grip.^[15]

Omkring 1630 havde Fosen en Beboer, som vandt megen, men ikke den hæderligste Navnkundighed i Egnen, nemlig Fogden Balthasar Karre, tidligere Foged i Jemteland. I 1630 havde han paa Kronens Vegne bortbygslet Lille-Fosen Gaard til en Bonde, som kort efter døde, hvorpaa han uddrev Enken, „hvis Forfædre havde havt Gaarden i Fæste hele sin Tid og bebygget den fra Grunden af“. Fogden havde nemlig selv faaet Lyst til at have Fosen til Avlsgaard og under 10de April 1631 erhvervet sig kongeligt Livsbrev paa samme for sig og Hustru.^[16] Enken, hvis Bygselbrev Karre havde taget fra hende og revet itu, medens han overlod hendes Hus – dette har han altsaa ei havt Brug for, da det kun var ham om en Avlsgaard at gjøre, – til en anden, gjorde dog Modforestillinger for den kgl. Kommission, der under Kantsler Jens Bjelkes Forsæde i 1632 skulde kontrollere Fogderne. Ved samme Leilighed omtales „de andre Strandsiddere paa Gaardens Grund“, og man ser, at det var disse af stor Vigtighed at beholde sine Huse, da de for at opnaa dette tilbøde at give dobbelt Afgift af sine Pladse. En af disse Strandsiddere havde bygget Hus paa Øen med den forrige Foged og Tolder Olaf Meckelborgs Forlov, men af Karre faaet Befaling om at rydde Pladsen.^[17] Balthasar Karre blev i 1633 af Kongen afsat fra sit Embede for en Mængde af ham begaaede Uretfærdigheder, der vare komne for Lyset ved Kommissionens Virksomhed,^[18] men maa have beholdt Fæstet paa Gaarden, thi han havde i den følgende Tid Bolig der og opføres endog i Lensregnskaberne som „Balzer Fosen“.^[19] Han maa være død i Slutningen af 1642 eller Begyndelsen af 1643. Denne Mand havde vidst at samle sig et betydeligt Odelsgods og eiede bl. a. i 1636 to Flomsager i Thingvold. Siden nævnes hans Enke Alhed Jacobsdatter (Datter af Throndhjems Lagmand Jacob Petersen) som boende paa Gaarden („Alhed i Fosen“) ved Aarene 1644–1648. En Søn Jens nævnes 1650, og maaske har den Balthasar Karre, der i samme Aar nævnes som Tolder her,^[20] ogsaa været dette Ægtepars Søn. Den afsatte Foged Karres Eftermand blev Christopher Nilsen Tønder, gift med Karen, Datter af Borgermester Ole Skriver i Throndhjem og Svoger af den rige Præst Hr. Peder Lauritsen Krabbe i Aure. Ogsaa denne Foged besad flere Sagbrug og et betydeligt Jordegods paa Nordmøre. Tolderen i Nordmøre boede 1636 paa Blakstad, i 1640–41 paa Stensvig i Bremsnes. I 1636 boede derhos en Toldskriver paa Leite i Megs Thinglag. I 1634 var en Nils Christensen Tolder. I dette Aar fik Lensherren i Throndhjem, Hr. Oluf Parsberg, ordre til at udlægge Tolderen en Gaard, hvor han kunde „forvare sin Toldkiste“. To Aar senere klager Nils over, at han boede langt fra Toldstedet, som vel nu har været Lille-Fosen, og Hr. Oluf fik derfor Befaling til at lade ham bygge en Toldbod, hvor han om Sommeren kunde bo med Hustru og Børn. Men det er vistnok tvivlsomt, om dette virkelig er skeet, thi ganske det samme Paabud gjentoges 1643 til en følgende Lensherre, Frederik Urne. Det heder imidlertid 1640, at Nils Christensen, der da kaldes „forrige Tolder“, for nogen Tid siden havde ladet anbringe 4 Ringe i Lille-Fosens Havn til Brug for de hollandske Skibe. Afgifterne af disse Ringe skulde tilflyde Throndhjems Tugthus.^[21]

Hvor hyppigt Hollænderne færdedes her paa denne Tid, kan sluttes af et Brev fra 1638. Dette viser, at ikke mindre end 30 Skippere af denne Nation havde „forseet sig med Toldens Erlæggelse“ i Nordmøre i Aaret 1637. Kongen var dog bleven tilfredsstillet ved en i Amsterdam erlagt Sum af 8000 Rdl. Spec. De Skyldige hørte især hjemme i Hinlopen og Koudam. Kun to af dem havde vægret sig ved i Holland at betale sin Del af den nævnte Sum.^[22]

II.

De faa Byer, som Norge i ældre Tider havde, og hvis Antal især var paafaldende lidet langs Vestkysten – her gaves kun Stavanger, Bergen og Throndhjem – betragtede sig som eneberettigede til al Handel inden de Distrikter, som enhver af dem tilegnede sig. Denne Betragtning deltes ogsaa af Regjeringen, og enhver Egn ansaaes som henhørende „under“ en bestemt Kjøbstad. Namdalens, Fosens (ɔ: „Stor-Fosens“), Nordmøres og Romsdals Fogderier benævntes i det syttende Aarhundrede „de fire Sølen“, men om dem herskede der en stadig Strid og Kamp mellem Throndhjem og Bergen. Throndhjem mente at kunne regne disse i dets Stift liggende Egne som sin naturlige Domæne, men Bergen stræbte ivrig efter at faa Indpas. Regjeringen var her vaklende, og de to Rivaler fik vexelvis Ret. I 1584 fik Bergen Lov til at handle i Sølenene, mod at Thrønderne skulde faa samme Ret i Bergens Stift, hvor disse dog aldrig kunde tænke paa at gjøre sig gjældende. I 1591 og 1602 afgaves Resolutioner til Fordel for Throndhjems Eneret, dog saa, at denne By skulde være forpligtet til at skaffe Sølenene fornøden Tilførsel af de Artikler, de tiltrængte, men Bergenserne gjorde saa siden gjældende, at Throndhjem ikke opfyldte denne Forpligtelse, hvorefter saa Christian IV. atter gav Bergen Adgang. Disse Privilegier bleve saa atter Bergen fratagne, men uden at Striden dermed ophørte.^[23] Imidlertid bosatte efterhaanden adskillige Throndhjemmere sig i Sølenene, hvor de, i Regelen vel med Borgerskab i sin Hjemstad, dreve fordelagtig Handel, især, som det maa antages, med Trælast og dertil Kramhandel med Almuen. Disse Folk benyttede naturligvis ogsaa Leiligheden til ved sin Kapitalstyrke at erhverve Jordegods for en billig Penge og bleve saaledes paa en Gang Proprietærer og Handelsmænd. Men, da de bosatte sig paa forskjellige Steder omkring i Fogderierne, bidrog dette ikke til at fremme, men tvertimod til at hemme Udviklingen af Ladestedet paa Lille-Fosen. Som saadanne rige paa Nordmøre bosatte „Borgere“ nævnes ved Midten af det syttende Aarhundrede Jacob Meckelborg, Hans Ryter, Michael Schive, Hans Femer, der skal have været den rigeste, Jørgen og Christopher Femer, Hans Ørbek, Rasmus Teilgaard, Frants Bøye, Mathias Ribe o. fl. Navnene tyde paa dansk og for Femer-Familiens Vedkommende holstensk Oprindelse.^[24]

I Aaret 1653 afgav Jørgen Bjelke, Kantsler Jens Bjelkes noksom bekjendte Søn,^[25] i Kjøbenhavn en hidtil ikke trykt „Underdanigst Relation om Kjøbstædernes og Havnenes Beskaffenhed udi Norge fra Bahus til Throndhjem beregnet“.^[26] Hans Betænkning gaar ud paa Koncentration af Handelen til de existerende Kjøbstæder og, saavidt muligt, Afskaffelse af de smaa Handelssteder, der havde dannet sig i Udhavnene, bl. a. ogsaa fordi „Hans Kgl. Majestæts Told derved ei saa lettelig kan forsviges“. Han foreslaar yderligere, at „Ingen maa have Hus eller Gaard paa Landet og bruge borgerlig Næring, men at han alene haver Hus og Gaard i Kjøbstaden samt holder Dug og Disk der“. En Borger skulde paa Landet „ikke have videre Hus, end en Søbod, og ei længer paa Landet handle efter den forlagte Tid“. Dog vilde han have visse Ladesteder bevarede, og mellem dem var Lille-Fosen.

Herom udtaler Bjelke sig saaledes: „I Throndhjems Len ere adskillige Ladesteder, hvor Saugbrug er, og mest i Sølenene, hvor Bergens Borgere have havt Privilegier og Frihed at handle tilligemed Throndhjems. Dersom der endnu maatte være fri Handel, som tilforn, og Bergens Borgere med Throndhjems Borgere skulde handle tilligemed hverandre og ubehindrede af Fremmede, da skulde Tolden løbe ulige høiere. Men, tom tillige skulde tillades derhos en Havn eller Ladested, som burde beseiles af Fremmede i den Consideration, at Kjøbstæderne ere langt borte, og Kræmmere deres Varer udi dyreste Maader, naar de alene maatte Graade, skulde udhøkre, da var det tjenligt, at Fosen Ladested blev ved Magt, saaledes, at Fremmede der skulde maatte udskibe deres Varer og lade Sutlerne der blive, imidlertid Skibet seilede ind i Fjordene, hvor Tømmerlast falder mest, og der deres Last med rede Penge indkjøbte, dog ingen Fedevare. Dette forskrevne Fosen burde vel forsees med et godt Blokhus“.

Det ser imidlertid ikke ud til, at Bjelkes Forestillinger for det første have havt praktiske Følger.

Det daværende Strandsted Molde spillede for Romsdals Vedkommende den samme Rolle, som Lille-Fosen for Nordmøres, men var da folkerigere og betydeligere end dette. Toldregnskaberne for 1604–1605^[27] vise f. Ex., at Hollændere og Kjøbenhavnere stærkt besøgte Ladestedet. Men især fremgaar dog Moldes Væxt af den Kjendsgjerning, at dets Indbyggere, der boede dels paa Molde Gaards, dels paa Nabogaarden Reknes’s Grund, den 8. Juni 1656 ansøgte om paa egen Bekostning at maatte opføre egen Kirke. Andragendet, der er stilet ikke til Kongen, men kun til Throndhjems Biskop, Mag. Erik Bredal, er undertegnet af 6 Mænd.^[28] Kirken vides at have været i fuld Stand 1661. Som Givere til samme ved dens Opførelse nævnes en Robert Cotton og hans Hustru Margrete Jonsdatter. Disse ellers ubekjendte Navne ere interessante, fordi de vise os, at en Skotlænder eller Englænder allerede da havde fæstet Bolig paa Stedet og giftet sig med en af Landets Døtre, et af de første Spor til denne siden saa hyppige og navnlig for Christianssund saa betydningsfulde og mærkelige Indvandring. Tredive Aar senere hed Kirkeværgen paa Molde John Johnston, atter et britisk Navn.^[29] Senere forekomme der Navnene Jalles og Allan.

I 1658 afstodes Throndhjems Len, hvorunder Nordmøre henhørte, til Sverige, men var inden Aarets Udgang gjenvundet. I en udførlig og høist interessant Beretning, som Friherre Lorentz Creutz, der havde taget Lenet i Besiddelse paa Carl Gustavs Vegne, afgav 1659, idet man i Sverige fremdeles gjorde Regning paa at faa det tilbage ved Krigens Ende, omtales „Fosen udi Nordmør“ som det Sted, hvor Tolden erlægges, uden nærmere Oplysning. Derimod omtaler Creutz noget nærmere Molde som „en liden Flek“, hvor en Hob Throndhjems Borgere „och andra strykande“ have nedsat sig „og drive Handel med Bønderne i Romsdalen og en stor Del af Nordmør og med de Fremmede, idet de udskibe Bord eller Bræder, Tjære, Fisk, Tran, Skindvarer og andet mere, hvilken Handel ikke ringe Throndhjem forfordeler, saavelsom andre Udliggere, af hvilke Landet er opfyldt paa alle Kanter“. Creutz finder dog, at Romsdalens lange Afstand fra Throndhjem – 27 Miles „elak“ Fart, hvor man ofte formedelst Modvind bliver liggende mellem Klipperne en lang Tid med sine Baade, da man ikke har bedre Farkoster, og ofte fortærer mere, end Varerne ere værd, – gjør det rimeligt, at her burde anlægges et Handelssted, dog ikke med „Stapelstads“ Ret. Idet han ikke har noget tilovers for Molde, foreslaar han den nye By anlagt enten paa Veø, „hvor de Engelske i gamle Dage have havt sin Stapel (?), og hvor Rudera af deres (!) Kirker og Huse endnu findes“, eller ved Markedspladsen i Grytten. Creutz tilføier forøvrigt en interessant Oplysning om, hvorledes Tolden tidligere havde været erlagt af Hollænderne. Paa ethvert Skib var indbrændt et Mærke, der skulde angive dets Drægtighed, og herefter betaltes da Told. Men Mærkerne vare upaalidelige, hvoraf Følgen blev et stort Underslæb. Da man saa begyndte at anstille Undersøgelser, viste det sig, at Skibe, hvis indbrændte Mærke angav 70 eller 80 Læster, viste sig at rumme 120 eller 130. Hollænderne bleve da meget misfornøiede, da de nødtes til at betale for den fulde Drægtighed og af hvert Stykke à part.^[30]

Lille-Fosen var forøvrigt ikke blevet ganske uberørt af selve Krigsbegivenhederne. Da Krigen i September 1658 fornyedes og de bergenhusiske og søndenfjeldske Tropper satte sig i Bevægelse for at tage Throndhjems Len tilbage, holdt Svensken just paa at udskrive Soldater og afvæbne Almuen i Romsdalen og Nordmøre. Dette forhindredes ved Nordmændenes hurtige Fremrykning. Den 16. September kom Major Eilerik Visborg,^[31] der anførte det bergenhusiske Korps’s Avantgarde, uforvarende over den svenske Session, der holdtes paa Vestnes i Romsdalen, hvilken han der sprængte, og to Dage efter sprængte han ligeledes en anden Session, der holdtes paa Lille-Fosen. Her laa ogsaa en engelsk Kaper, hvilken Svensken havde hyret til at krydse i Throndhjemsfjorden. Den skulde just lodses did af to Borgere, da Visborg i rette Øieblik kom og lagde Beslag paa den. Under denne Expedition omtales det udtrykkelig, at flere „Udliggere“ (det vil her sige bosatte Handelsmænd fra Throndhjem) i Lille-Fosen gjorde Tjeneste som Speidere mellem de to norske Hærafdelinger under disses Fremrykning. En liden væbnet Styrke forblev ogsaa i LilleFosen for at bevogte de Oplag og Mundforraad, som fandtes paa Stedet, og i December 1658 skal den endog have talt 300 Mand, væsentlig opbudne Bønder fra Søndmøre og Fjordene.^[32]

III.

Kort efter Enevoldsmagtens Indførelse var en Art Repræsentation for de norske Kjøbstæder samlet i Kjøbenhavn tilligemed endel norske Embedsmænd, og til disse henvendte Rentekammeret sig med Spørgsmaal om økonomiske Forhold i Norge. Blandt disse Spørgsmaal var ogsaa dette, om „hvilke smaa Toldsteder for Underslæbs Skyld kunde afskaffes“. Hertil bemærkedes bl. A., at al Trælast indenfor Agdenes burde føres til Throndhjems By, men udenfor Agdenes til Lille-Fosen, og ingen anden Ladeplads i Lenet tilstedes. Men dette var ogsaa den eneste Handel, man vilde unde Lille-Fosen, thi „efter Loven, Privilegierne og Toldrullen“ burde fremdeles alle Fedevarer føres til „Byen“ (ɔ: Throndhjem), „og al fremmed Indførsel, være sig Kramgods, Specerier, Salt, Kornvarer, ske til „Byen“ og ingen andensteds, undtagen hvad Borgerskabet (hvorved maa forstaaes Throndhjems) selv med deres egne eller Fragteskibe indfører, som de ere pligtige at forsyne Sølenene med“. Romsdals Toldsted (Molde) syntes det derimod „fornøden at afskaffe efter (Throndhjems) Borgerskabs Andragelse samt Almuens store Klagemaal over Skovenes ganske Udhuggelse“.^[33]

Det er klart, at Kjøbstædernes Privilegier, der vilde have medført Ladepladsernes Ruin, paa Grund af sin overdrevne og unaturlige Udstrækning, ikke bleve gjennemførte i sin Strenghed, og at altsaa megen Handel vedblev at drives fra disse sidste, der efter Lovens Bogstav var ulovlig. Men idelig stræbte dog Kjøbstæderne at gjøre sin Ret gjældende og understøttedes heri fra oven. Til Christianias Fordel skulde de østlandske, til Christianssands de vestlandske Ladesteder undertrykkes, og saaledes ogsaa til Throndhjems Bedste de nordenfjeldske. Det var overhoved Regjeringens Tanke at samle Norges Handel, saavidt muligt, til de fire Stiftsstæder. Bestemmelsen af 1662, der paabød, at Trælastudførsel herefter skulde finde Sted alene fra Kjøbstæder og enkelte privilegerede Ladepladse, har naturligvis bidraget til at samle Nordmøres Trælastudskibning til Lille-Fosen.

Nogle Aar senere var det, at det bekjendte Mandtal i Norge optoges (1666), hvilket afgiver det første sikre Holdepunkt for Beregningen af Norges Folkemængde. I hint Aar befandt der sig paa „Fosens Strandsted“ 62 Mandfolk over og 38 under 38 Aar, tilsammen 100. Sandsynligvis har her Antallet af Kvinder været noget mindre end af Mænd, men Befolkningen maa dog have nærmet sig til 200. Om Nordlandet og Indlandet allerede da har havt nogen Strandsidderbefolkning, og om denne er medregnet under „Fosen“, kan jeg ikke sige.^[34]

Mellem de ved Midten af 50–Aarene i det syttende Aarhundrede fra Grip til Lille-Fosen indflyttede Personer kom en Mand ved Navn Ole Steensen („Baadsmand“) til at vække en Smule Opsigt. Han havde Borgerskab i Throndhjem og ansaaes for en af LilleFosens mest velhavende Mænd, men synes at have beriget sig ved Toldsvig og Smugleri. I Løbet af faa Aar var han bleven greben heri ikke mindre end fem Gange. I 1659 havde Tolderen paa LilleFosen, Lambert Hansen Vandet, Mistanke om, at Ole Steensen atter havde gjort sig skyldig i en lignende Forgaaelse, og en Dag, da Ole var fraværende, indfandt han sig, ledsaget af Fogden Jacob Jensens „Hovmand“ og Tjener, i hans Hus og forlangte at foretage Visitation. Oles Kone udleverede Nøglerne til alle Vareboderne, saavel i Gaarden, som paa Bryggen, men negtede dog at aabne et Rum, hvilket derfor af Tolderen og Fogdens Betjente blev opbrudt. Her forefandtes 22 Ruller Tobak, alle af ens Mærke og Indpakning. Tolderen lod dat disse bringe paa Toldboden og nedlagde retslig Paastand paa, at de skulde være forbrudte til Konfiskation. Under Sagens Gang paastod Ole, at han var uskyldig, idet han i længere Tid havde kjøbt smaa Partier af mange forskjellige Skippere. Denne Forklaring blev ogsaa virkelig tagen for god baade af Sorenskriveren paa Nordmøre, Henrik Nilsen, der rigtignok skal have været en Svoger af Ole Steensen, og af den konstituerede Lagmand Morten Lauritsen Lerche, der saaledes ved Domme af 22. August 1659 og 28. Februar 1660 frifandt Ole. Men ved Herredagen i Christiania, hvor Sagen behandledes 15. August 1661, tilbagevistes den til fornyet Behandling ved Hjemthinget.^[35] Allerede under Sagens Behandling for de underordnede Domstole havde Ole „høilig forløbet sig mod den Respekt, han var sin Herre og Konge skyldig, og forsætlig med adskillige grove Ord og ufortjent Tale søgt at forringe og forkleine Hans Majestæt“. Ordlyden af hans Ytringer kjendes dog ikke, og det var først under Herredagen i Christiania i August 1664, at Generalfiskalen Severin Christensen Smitt ved Rygtet og af Lagmandens Domsakt kom under Veir med den farlige Ytring, der hidtil havde passeret upaatalt gjennem de underordnede Retter, hvilke efter hans uforgribelige Formening neppe havde været upaavirkede af Bestikkelser fra Oles Side. Statholder Gyldenløve, der indberettede Sagen til Kongen den 6. August 1664, ønskede Befaling udstedt saavel til Delinkventen som til Lagmanden om at indfinde sig til Herredagen eller for Kommissarier for at svare til sine Gjerninger. I Henhold til Generalfiskalens og Statholderens Indstillinger blev der allerede under 13. August 1664 udfærdiget to kongelige Reskripter. I det ene af disse paalægges det Generalfiskalen at drage omsorg for, at Lagmandsdommen ufortøvet indbragtes for den da siddende Herredag, eller, om Tiden var for fremskreden til, at dette kunde ske, strax blev forelagt en Kommission til Paakjendelse. Ifølge det andet, til Statholder Gyldenløve selv stilede Missive, skulde Kommissionen bestaa af denne selv og tre andre af ham opnævnte Mænd. Ole Steensen Baadsmand var allerede af Generalfiskalen besørget hentet til Christiania,^[36] hvor ogsaa Throndhjems Lagmand var tilstede, og nu traadte saa Gyldenløve sammen i sin Kommission med Generalkrigskommissær Banner, oberst H. J. Schjørt og Lagmanden i Christiania Wittekind Huus. Disse dømte Ole Steensen til at holdes i Arrest paa Akershus Fæstning indtil videre, saasom han „sig med utilbørlige Ord imod Hs. Kgl. Majestæts høie Respekt skal have forseet og desuden befindes fem Gange Toldsvig imod Toldrullen at have begaaet“. Han fandt nemlig, at der under Proceduren for Underretterne var begaaet Feil, og at der kunde have været Grund til at henvise den til Hjemthing og Lagthing, men, heder det i Gyldenløves Indberetning, „som det angaar E. K. Majestæts egen Person og ikke vel paa den Maner kan uden Skandale afgaa, da haver vi ikke understaaet os den Maade at følge, omend at persona læsa omni exceptione major est o: s. v., hvorfor vi da ikke bedre kan eragte end at tilkjende den beskyldte Person sig for offentlig Lagthingsret selv tolvte at lovværge, funderende samme vores Betænkende paa Norges Lov, Tyvebalken 14. Kap.,^[37] som expresse byder, at for alle Ubodemaal skal sværges med Tylvter-Ed, saa og paa Toldrullen, Anno 1662 udgangen, som tillader Toldbetjenterne, at om Suspicion ved Underslæb hos nogle kan haves, at han da skal være forpligtet at lovværge sig, hvor meget mere in crimine Majestatis. Før Kommissionen imidlertid fandt at kunne skride „til nogen Fuldkommenhed“, ønskede den at vide, om det var Kongens Vilje, at der skulde afsiges Dom, „efterdi samme Sag haver tilforne udi seneste Arvehylding her udi Riget været for de høivise Herrer og Kongl. Deputerede og berettes ad referendum optagen“. Hvad Ole Steensen Baadsmand selv angaar, oplyser Statholderen, at han er „ud af det gemene canaille og af ondt Renommé“. Da han fem Gange skal have begaaet Toldsvig, har Kommissionen ladet ham sætte fast i Henhold til Toldordinantsens Bestemmelse, at naar en Person mere end tre Gange har gjort sig skyldig i Toldsvig, skal det bero paa kongelig Resolution „om han videre skal tilstedes iblandt tro Undersaatter at handtere“. Men Gyldenløve befrygter, at bliver Ole sat paa fri Fod igjen, „skal han maaske bedrive flere grove Stykker“, og han mener derfor, at det var bedst, at Kongen lod ham bringe til Bremerholm. Under 16. Novbr. blev der udfærdiget Befaling om, at Sagen paany skulde bringes i Rette paa behørige Steder, men Baadsmanden fremdeles holdes i Varetægtsarrest paa Akershus. Sagens endelige Udfald er mig ubekjendt, men af et Kongebrev til Kantsler Ove Bjelke af 27. Januar 1666 sees, at Ole Baadsmand har faaet Konfirmation paa et Skjøde paa Gaarden Bolgen paa Fredø og altsaa maa have været sluppen ud af Arresten og undgaaet den ham truende haarde Skjebne at skulle blive sendt til Bremerholm.^[38] I 1685 omtales i Skatteregnskaberne hans Arvinger som Eiere af flere Gaarde i Omegnen af Lille-Fosen.

Forskjellige bevarede Skatteregnskaber o. s. v. give ogsaa nogle Oplysninger om Forholdene paa Stedet kort efter Statsforandringen. I 1662–1663 betalte 21 „Strandsiddere“ hver ½ Rdl. i Skat; af dem ere 3 betegnede som Husmænd, 3 som Kippere.^[39] Af Haandverksmænd der var 1 Bartskjærer („Mester Peter“), 2 Skræddere og 1 Skomager, hvilken sidste var Borger i Throndhjem og skattede der, de øvrige betalte hver 1 Rdl. i Skat. Karen Olsdatter, Enke efter Foged Tønder, eiede en Jægt paa 15 Læster. I 1666 maatte Laurits Smed for ulovligt Øltapperi bøde 3 Rdl.

I 1681 omtales Marcus Nissen, Johan Nilsen, Ole Povelsen, Jarich (!) Brøer. Peder Sørensen, Christen Jensen o. s. v. som Personer med adskillige Tjenestefolk af begge Kjøn, ja hos ikke mindre end fire Familier omtales der endog særlige „Skolemestere“.^[40] „Humfred Brygmands tvende Tjenere, Christopher Rolfsen og Frederik Westing, prætenderede, at deres Patron for dem betaler“; her have vi tydelig nok et Par Kjøbsvende eller Faktorer for et Hus i Throndhjem, hvor Brygmand hørte hjemme. I 1685 nævnes bl. a. Tolderen Frederik Koleman (Colman) samt ikke mindre end 4 Kroholdere, 1 Kroholderske og 1 „Kromand“, hvilket vidner om hyppige Besøg af Søfolk og Bønder. Ved den Tid sees de fleste Familier at have holdt 2 til 3 Svin og 1 Ko, men kun den forrige Foged har holdt Hest og dertil en større Besætning af Kreaturer o. s. v. Han har da formodentlig boet paa Ind- eller Nordlandet.

Gaarden Lille-Fosen overgik ikke længe efter Enevoldsmagtens Indførelse fra at være Krongods til privat Eiendom, uden at dog Aaret, da dette skede, nøiagtig kjendes. I 1662–1663 beboedes den af Jens Baltzersen (Baltzer Karres Søn), men var pantsat til den rige Carsten Christophersen Schøller i Trondhjem. Endnu i 1671 forekommer Jens som Beboer, men i 1686 var Gaarden bortbygslet til „Mühlenphorts Enke“ og har udentvivl allerede da tilhørt den paa den Tid saa bekjendte Familie Gabel i Kjøbenhavn. At Christopher v. Gabel har kjøbt Jordegods i Norge og det i en saa fjernt beliggende Egn, hænger uden Tvivl sammen med, at en Svoger af ham allerede senest i 1659 var bosat i Lille-Fosen, hvor han rimeligvis allerede da, i ethvert Fald senere (1667), var bleven Toldforvalter paa Stedet, hvor hans Familie nu en Tid maa have været Ladepladsens fornemste.

Denne Mand, Diderik v. Mühlenphort,^[41] der tidligere skal have været Ritmester i hertugelig sachsisk Tjeneste, kom ind fra Tydskland til Norge (over Danmark?) og blev ansat i den nysnævnte Tjeneste paa Fosen. Han var gift med Anna Catharina v. Badenhaupt, der var en Søster af Christopher Gabels Frue Ermegaard. v. B. og vedblev som Enke at bo paa Fosen. Fru Gabel, der ligeledes var bleven Enke, tilskjødede Søsteren i Norge Fosna Gaard (og som det synes ogsaa mere Jordegods i Egnen) den 14. Febr. 1691. Af det Mühlenphortske Ægtepars Børn var den ældste Johan ligeledes Tolder paa Fosen, skjønt dog ikke Faderens umiddelbare Eftermand. Han var aasædesberettiget til Fosna Gaard, men Moderen († 1701) bevægede ham til at afstaa Aasædesretten til den yngste Broder Diderik, hvilken Cession fik kongelig Konfirmation i Aaret 1702; af Cancelli-Indlægget sees, at Johan „var forsynet med anden fornøielig Leilighed“, men Diderik „i saa Henseende uforsørget“. Derfor afstod Johan til Diderik „sine salige Forældres efterladte odelsgaard og Hovedbøl Lille-Fosen“, mod at han skulde „svare ham og Medsødskende enhver sin Anpart af den Rente, Gaarden kan indbringe, samt Gaardens Bygninger reparere og forbedre“. Johan, der var gift med Dorothea Meckelborg (?), blev Fader til en Efterslægt, der i flere Led boede i og ved Christianssund og indgiftedes i adskillige af Byens Kjøbmandsfamilier, saasom Meyer, Meckelborg, Rennie, Angell osv. Den første Mühlenphorts anden Søn Christopher († 1700 og aabenbart opkaldt efter sin indflydelsesrige Onkel Chrph. v. Gabel) var ligesom Faderen og Broderen Tolder paa Fosen samt eiede Gaarden Ulset i Thingvold med Sagbrug og var gift med en Datter af den rige Foged Iver Andersen (Bondspill) paa Gjermundsnes i Romsdalen.^[42] Atter en Broder af de tre ovennævnte var Casper Frederik v. Mühlenphort (født paa Lille-Fosen 1659), der efter den barnløse Diderik maa have faaet Gaarden Fosen. Han drev det til Generallieutenant og døde 1737 som saadan i Throndhjem. Hans Fætter, Norges bekjendte Vicestatholder Frederik v. Gabel, der aabenbart har interesseret sig meget for ham, friede paa hans Vegne til Margrete Marie v. Hatten, Datter af en oberst Bendix v. H. og Maria Lillienskiold, samt Stifdatter af Stiftamtmand Iver v. Ahnen i Throndhjem. Om denne Sag haves et for de Tider høist karakteristisk Brev fra Stiftamtmanden til Vicestatholderen (bevaret i Slotslovens Archiv!). Brevet meddeles derfor her, forsaavidt denne Sag angaar, ordlydende. Det indeholder næsten et Sujet til en hel Roman:

– – „Angaaende Major Mühlenphort og min Datter, da haver jeg ved min Hjemkomst fundet Sindet hos hende saa forandret, at i den Sted jeg havde vist tænkt efter den Aftale jeg gjorde med hannem førend min Afreise, at Bryllupet strax efter min Hjemkomst skulde ske, hvorfor han og er her indkommen, vilde hun heller give hannem hans Gaver igjen, foregivende, hendes Kjærlighed aldeles ikke kan falde til hannem, saasom hun fornemmer, han ikke kan føde hende eller haver et Hus at føre hende til. Endeligen haver jeg bragt det til det forrige, ved det jeg haver foreholdt hende hendes Løfter og mit Tilsagn den Tid, Eders Excellence beviste mit Hus den Naade og begjærte det for Mons. Mühlenphort, og at hun maatte vente, hvad derpaa kunde følge, om hun sig anderledes resolverede, og tænke, om dennem engang skulde dømmes imellem, at ikke alene det lille, hun havde arvet, kunde gaa i Løbet, mens endog maatte blive hende forbudet at indlade sig i Ægteskab med nogen anden, hvorved hun kunde blive et foragtet og forladt Menneske, ikke alene hende til største Spot og Vanære, mens endog mig til en meget slem Eftertale, lod hende i Aftes og læse allerkjæreste Hr. Statholders Skrivelse derom til mig, hvorpaa hun da resolverede at fik i Guds Navn komme til en Ende, omendskjønt ingen Elsk var der, saa min Kjæreste skal nok være Vidne.til, hvad Fortræd jeg haver nu havt udi disse 14 Dage, formedelst hendes ubestandige og vankelmodige Sind, hun haver fattet sig, imedens jeg var borte, hvilket min Kjæreste hende og noksom haver foreholdet. Idag er hun bleven beladt med Mæslinger, tror dog ikke, det er til Døden, og som jeg saa gjerne, at det kom til Ende førend Paaske, haver jeg forfattet hosfølgende underdanige Memorial, at mig et Copulationsbrev maatte forundes, det er vel sat i saadan Stil for Præsternes Skyld, at jeg kunde bruge dem her af Byen paa Landet, om det kunde tillades, hvis ikke faar det ske her i Byen.“

Stiftamtmandens syv og tyve Aar gamle Stifdatter blev dog trods al sin Modstræben allerede i samme Aar gift med den tyve Aar ældre Major. Begge Ægtefæller døde 1737 og begravedes i Throndhjems Domkirke.^[43] Af deres tre Børn fik den ældste Navnet Frederik, aabenbart efter sin Faders fornemme Fætter Vicestatholder Fr. v. Gabel, han blev 1758 Oberstlieutenant og var Eier af Lille-Fosen Gaard. Den anden Søn, Iver, der døde før Forældrene, maa være opkaldt efter Moderens Stiffader, Oberstlieutenant Frederik Mühlenphort, hvis Dødsaar jeg ikke kjender, var gift med Magdalene Kristine Matheson, Datter af oberst Jacob Matheson af en i Throndhjem endnu existerende Familie. Hun solgte som hans Enke ved Skjøde, dateret Throndhjem 7. April 1769, Fosen Gaard, hvortil hørte foruden Kirklandet ogsaa Indlandet, en Del af Nordlandet og adskilligt Strøgods, til Capitaine Christopher Lossius. Om Eiendommens senere Skjebne vil i et følgende Afsnit blive Tale.

De rigeste Mænd i Egnen i Christian den Femtes Tid synes forøvrigt at have boet paa Landet og i 1678, da et overordentligt Krigsstyr paalagdes Norges rigeste Indbyggere, er de eneste for Nordmøre, der anføres mellem de store Skatteydere, to Præster, nemlig Hr. Peder Krabbe i Aure,^[44] der sattes i tredie Klasse (en halv Rigsdaler om Dagen). og Hr. Johan Mentsen Darre i Stangvig, der sattes i fjerde Klasse (en Rigsort daglig).^[45]

IV.

I 1701 optoges et Mandtal over Mandspersoner i Norge, der for nogle Landsdeles Vedkommende er bevaret. I Lille-Fosen boede dengang: 1 Sorenskriver, 1 Tolder, 3 Visitører, 1 Veier og Maaler, 13 Borgere, 1 Skibsfører, 2 Skræddere, 1 Skomager, 1 Smed, 1 Kjedelflikker, 2 Barberer, 74 Arbeidere, 67 Tjenere, hvoraf 10 hos „Embedsmænd“^[46] og 41 hos Borgere, 97 Sønner, hvoraf hos „Embedsmæan“ 9 og hos Borgere 24, 1 „Embedsmands“- og 6 Borger-Enker. Mandkjønnet over 1 Aar udgjorde tilsammen 265. Heraf har man da sluttet, at Folketallet skulde beløbe sig til henved 600. I ethvert Fald er Tilvexten meget stor siden 1664, da her kun var 100 Personer af Mandkjøn. Molde Ladested var derimod gaaet ned fra en Befolkning af antagelig 5–600 Mennesker til c. 280.^[47]

Hvis virkelig Lille-Fosen i 1701 har havt en saa talrig Befolkning, synes Tallet i de nærmestfølgende Aar at være formindsket, da det 1707 af Indbyggerne selv kun angives til 400, hvilken Angivelse synes at skulle være paalidelig, da det forekommer i en Ansøgning, for hvis Indvilgelse det netop maatte tale, at Stedet var vel befolket, og i hvilken man derfor ikke skulde vente Folkemængden for lavt angivet. Tingen er vel den, at der af den givne mandlige Befolkning har været et større Antal ugifte, end Beregneren med det ordinære Forhold for Øie har formodet.

Denne Ansøgning gik ud paa at faa Tilladelse til at bygge egen Kirke paa Lille-Fosen, naturligvis kun som Annexkirke under Kvernes. Det er ikke umuligt, at den daværende Sognepræst til Kvernes Amund Barhow (1697–1727) kan have vakt et religiøst Liv paa Stedet, der har faaet et Udslag i Ønsket om i Lighed med Molde at faa eget Gudshus, thi denne Mand, der er en af den navnkundige „Syvstjerne“,^[48] (hvis Møder stadig fandt Sted i hans Præstegaard), har ganske vist været en sand og troende Sjælesørger.

Kirke-Sagens Dokumenter, der ikke have været trykte tidligere, meddeles her efter Originalerne i Rigsarchivet.

1.

Stormægtigste allernaadigste Arvekonge og Herre.

Paa Deres Kongl. Maj.s allernaadigste Behag og Approbation ere vi fattige Borgere og samtlige Indvaanere her i LilleFosen ved Nordmøres Toldsted blevne tilsinds og enige af vores egne ringe Midler samt formedelst adskillige gudfrygtige søfarende Folks gjorte Forskud og Løfter, at bygge og oprette en Kirke her sammesteds, saasom den meget strenge Kirkevei over Bremsnes Fjord (den vi som oftest med største Livsfare maa søge) os tidt og mange Gange fra Guds Hus og vor Saligheds Midlers Brug forhindrer og afholder.

Hvorfor vi udi allerdybeste Underdanighed til Deres Kongl. Maj. med allerunder danigste Bøn og Begjering, at Deres Kongl. Maj. i Naade vilde betragte og overveie denne vores høie SjæleTrang og Anliggender og allernaadigst tillade os at bygge for os og vore Familier, som ere over 400 Sjæle i Tallet, samt for søfarende Folk her paa Ladestedet Fosen en Kirke, hvilken efter indgangen Akkord og Forening med vores Sognepræst her til Kvernes Menighed kunde bestemmes.

Paa dette vores inderlige og høinødvendige Andragende ville vi ydmygst tilbede os vores høiædle Hr. Stiftsbefalingsmands, velbaarne Hr. Iver v. Ahnens samt Hans velædle Høiærværdighed Doctor Biskop Krogs gunstige Rekommandation og Paaskrift som og sognepræstens Hr. Amund Barhows Attest til denne vores Søgnings desto bedre Befordring.

Hvilket underdanigst forønskes af

D. K. M.

allerunderdanigste

og allerpligtskyldigste

Arve-Undersaatter

og Tjenere.

Lille-Fosens Toldsted d. 3. Sept. Anno 1707.

Cornelius Clausen, Hans Diderichsen, Povel Ollsen, Christen Jensen Herslib, P. Herslib, M. Krænckel, R. Hagerup, Iver Meckelborg, F. Wesling, Johan Mühlenfort, Ro^t Williamson, Peder Sørensen, Carl Anthon Steffens, Hans Kaasbøl, Jürgen Friderichsen, Catharina sal. Marcus Nissens, N. P. Grouer, Engel sal. Dirk Classens, Hendrik Sander, Christopher Aagesen, Diderich Mühlenfort.

2.

Lille-Fosens Ladested ved Nordmøres Toldsted haver paa 30–40 Aars Tid saa vel tiltaget, at der findes en Menighed paa 4 til 500 Sjæle, og som et nærsomt Sted daglig formeres og tilvoxer, hvorfor Indvaanerne haver været betænkt ved E. Kgl. Maj. allernaadigste Tilladelse at bygge sig der ved Stedet en Kirke aleneste til Guds Tjeneste. Thi, som der er ikke andet end som Klipper, saa findes der ikke Leilighed for noget Lig at begraves, og som det er dem ikke alene besværligt og kostbart, men endogsaa formedelst Fjordens Strenghed farligt og undertiden umuligt at komme til Bremsnes Kirke, særligen naar Barnedaab, Copulation og andet deslige skal forrettes, haver de anseet det føieligere, at en Præst kom til dennem, end at saamange Mennesker skulde gjøre saa lang en Reise, hvorfor, som det er i sig selv et christeligt og gavnligt Verk, vi ikke andet kunne end udi allerdybeste Submissie, tilbede dem E. K. Maj.s allernaadigste Tilladelse derudinden. Men som man derhos ogsaa maa hense baade til Præsterne, som dennem skal betjene, saa og til Bremsnes Kirke, hvor de fremdeles uforbigjængelig maa have deres Grave og Leiesteder, synes os uforgribeligt herhos at maatte observeres, at LilleFosens Indvaanere paa et lovligt Instrument reserverer sig, at de fremdeles som hidindtil maa hjælpe til Bremsnes Kirkes Conservation og derhos, at de efter foregaaende Akkord med Sognepræsten paa Kvernes billigere fornøier ham for Tjenesten, som der skal holdes saa at al Irring endogsaa for Efterkommerne kan forekommes. – – –

E. K. M.

allerunderdanigste Tjenere

I. v. Ahnen. P. Krog.

Throndhjem d. 3. Dec. 1707.

Kirken, hvis Opførelse tillodes under 6. Januar 1708 af Stiftsøvrigheden foreslaaede Betingelser,^[49] blev den 29. eller 30. Sept. 1709 indviet af Biskop Peder Krog. Rimeligvis har den staaet paa det Sted, som var Kirketomt lige indtil for faa Aar siden. FosnaØen fik herefter Navn af „Kirklandet“. Men denne Christianssunds første Kirke blev ikke gammel, da den nedbrændte ved Lynild allerede 9. Sept. 1724 paa samme Dag, som ogsaa Halse Annexkirke til Stangvig paa lignende Maade ødelagdes. I 1725 opførtes den paany, dog uden Taarn, af Frygt for ny Ulykke ved Lynild; man opførte derimod et Klokkehus nogle Skridt derfra. Den erholdt strax Kalk og Disk af Kjøbmand Jacob Nissen (formodentlig en Søn af Marcus) og senere Messehagel af Henrik Meincke og 200 Rdl. til Orgel af Jens Kaasbøl.

Efterat Præsten til Grip i det foregaaende Aarhundrede havde taget Bolig paa Averøen, havde Kvernes to Præster, idet Præsten til Grip nu paa engang var Sognepræst til sin Udø og Kapellan til Kvernes. Kapellanen Peder Danielsen Pristroph (1725–1732) fandt det imidlertid bekvemmest at bo i Lille-Fosen, hvor nu disse Kapellan-Sognepræster vedblev at residere, indtil Christianssund omsider i Aaret 1827 blev Hovedsogn for et eget Præstegjeld.

Om de 22 Personer, der undertegnede Ansøgningen om at faa Lov til at bygge Kirke, kan jeg kun meddele faa Oplysninger.

Familien Hersleb var kommen til Lille-Fosen med en Jacob Jensen (f. 1617), en dansk Præstesøn, der kaldte sig Hersleb efter sin Føde-Landsby ved Kolding, hvor hans Forfædre, der skulle nedstamme fra en Munk og en Nonne, der ved Reformationstiden forlod sine Klostre, længe havde været Præster. Han blev i Norge gift med Anna Tønder, D. af en Foged og Tolder paa Nordmøre, Christopher Nilsen T., hvem han efterfulgte i Stillingen. Bryllupet stod 1655 paa Bergenhus Slot, hvor Biskop Jens Skjelderup d. y. selv viede dem. Siden blev Jacob Jensen Hersleb selv Foged og boede i Lille-Fosen. En Søn, Jacob Hersleb, skal være bleven Gouvernør i Ostindien, men forøvrigt gik de fleste Børn over igjen i Præstestanden, og den berømte Biskop Peder Hersleb var Jacob Jensens Sønnesøn, og født i Stod, hvor Familjen var Præstefolk i tre Generationer. Rimeligvis har Jacobs Besættelse her bevirket, at hans yngre Broder Christen Jensen Hersleb, som nævnes i den ovenaftrykte Ansøgning, ligeledes drog til Norge og blev Maaler og Veier i LilleFosen, hvor han døde 1729. Den paa Listen mel-lem Ansøgerne opførte P. Hersleb er maaske hans Søn. En Søn Jens var som Faderen Veier og Maaler i Lille-Fosen, men anden Søn Jacob blev Præst i Brønø, og en Sønnesøns Sønnesøn af denne igjen var den fortjente Professor i Theologien ved Christiania Universitet, Svend Borchmann Hersleb.^[50]

Robert Williamson er aabenbart en Englænder eller Skotte. Han var gift med en Søster af de to medundertegnede Mühlenphorter og døde 1716, hvorpaa Enken fortsatte hans Handelsforretninger. Henrik Sander (eller som han ogsaa kaldes Sanders) tør ogsaa.have været fra et af de britiske Lande. Hans Kaasbøl hørte til en Familie, der i over et Aarhundrede var en af Stedets vigtigste. Catharina sal. Marcus Nissens en vel Enke efter den ovenfor nævnte M. N., der har givet „Marcussundet“ Navn, og som i sin Tid var den eneste Kjøbmand paa den Kant af Indlandet. Richard Hagerup omtales i Hammonds Missionshistorie S. 64 i Anledning af et Forlis udenfor Byen, ved hvilket Thomas v. Westens store Bogsamling m. m. gik tilgrunde. Forøvrigt er formodentlig en Flerhed af Undertegnerne indflyttet fra Throndhjem.

Ikke længe efter, at Lille-Fosen havde faaet Kirke, synes det at have faaet Fæstningsverker.

Som det vil erindres, havde det allerede i det syttende Aarhundrede været paatænkt at anlægge et Blokhus ved Lille-Fosen. Da Frederik den fjerdes langvarige Krig med Sverige begyndte, blev det bestemt, at et Fæstningsverk skulde anlægges paa Indlandet, og efter længere Tids Forhalinger skulle endel Penge have været anvendte hertil; senere saa man nogle Levninger af det snart forladte Anlæg, hvilke kaldtes „Skandsen“. Et Dokument af 1712 (fra Statholder-Archivet) giver os nogle nærmere Oplysninger om denne Sag og meddeles derfor:

Til Hr. Etatsraad von Ahnen.

Saasom vi maa fornemme, hvorledes svenske Capere haver ved Bergen gaaet i Land baade udi en Havn Bethlehem kaldet og der frarøvet en Mand der boende ved Navn Elias alle hans Midler, som han selv haver sagt var ved 1700 Rdl., saa og tvende Mile nordenfor Bergen udplyndret Abraham Wessels^[51] Fiskeleie, ligeledes haver Jægterne maattet rømme Havnen for Capere, som søgte at indløbe, hvilket alt nærmere af Skipper Hans Heggelunds af Tromsen hans Forklaring, derudi han beretter Capere søgte at komme ind Bresund ved Valderhow og hvad der nu er for Frygt, melder og Toldbetjenter sammensteds Thor Andersen i sin Missive til Hr. Tolder Stub, hvoraf herhos følger Copi. Da som Deres Kongl. Maj. allernaadigst haver bevilget her en liden Fortresse skulde oprettes til stedets Hafueøns og Landets Forsvar og af sær Kongl. Mildhed og Naade vil lade betale dessen Forfærdigelse, efter sal. Commandant Stockhofs Beregning, til samme Verk er os den meste behøvende Sten snart for et Aars Tid siden fremkommen, men intet endnu i Arbeid ført, endog vi ofte baade mundtlig og skriftlig haver gjort Ansøgning til den da commanderende Generalmajor nu sal. Albrekt Christofer v. Heinen, som om dessen Forfærdigelse havde kongelig allernaadigste Befaling, og vi nu saavelsom vores Naboer søndenfor maa leve i stedse Frygt og Farlighed at blive overrumplet og udplyndret af Landets Fiender, hvilket da ei alene vil række til os, men flere og formuende Folk heromkring i Fjordene boende. Thi indflyr vi til høiædle og velbaarne Herre med denne vores allerydmygeste Supplique og Begjæring, at han som Stiftets herværende høieste Civile øvrighed vilde komme os til Hjælp at nyde nogen Assistence til Forsvar og at for først maatte udsendes nogle Stykker med Krud og Lod samt behøvende Constabler indtil videre Deres Kongl. Maj.ts allernaadigste Tilladelse angaaende Fortressens Bygning kan vorde fuldbyrdet, og uden det ser vi ei med de herboende Folk og deres Gevær at kunne gjøre nogen synderlig Modværge, helst som de meste ibland er ude paa Søen for at søge deres Næring.

Fosund d. 7 Juni 1712.

F. Wesling. Johan Mylenphort. J. C. Hersleb. Jørgen Fridriksen. Ricert Hagerup. Iver Friis. Friderich Friis. Pofvel Ollufsen. Jacob Larsen.

Fra Aaret 1722 haves endel Vidnesbyrd om Stedet, som her meddeles efter Originalerne i Rigsarchivet.

1.

Notitie paa de udenbyes boende

Borgere eller saa kaldede Udliggere.

Molde Borgere ere for nogle Aar siden absenterede fra Byen,^[52] saa de aldeles Intet svarer til Byen, hverken i Krigsstyr eller Byens Skatter, men regnes ikkun for Strandsiddere, kan dog losse og lade aarlig 12 à 16 fremmede Skibe, som er tvert imod Toldrullen og denne Byes allernaadigste givne Privilegier, hvilken Molde Handling alt gaar fra denne fattige By, ihvorvel der og kommer danske Skibe nok, med hvilken Handling de nok kunde lade sig nøie, og i hvor stor Handling de have, skal det dog lidet rendere i Told Cassen.

I Fosen findes ikkun faa Borgere, nemlig

Richert Hagerup,
Jacob Bager,
Robbert Willemsens Enke,
Hans Pedersen Kaasbøl,

men de, som ikke er Borgere, bruger den største Handling,

nemlig

Jacob Nissen,
Frederik Friis,
Jens Hersleb,
Hans Langenfelt,
Baltzer Mestmacher,
Henrik Sanders,
Johan Brix,
Hans Brorsen,
Jacob Carstensens Enke,
Christen Meklenburg,
Mathias Brunbas,
Povel Olsen,
Christoffer Møhlenfort,
Tugge Castberg,
Jacob von der Lip,
Michel Meyer,
Lods Capitain Johan Wessel.

Disse forskrevne kan aarlig losse og lade 50 til 60 fremmede Skibe, som i denne Sommer er skeet, og betaler dog ingen Skatter, og ihvorvel der er losset temmelige Partier spansk og fransk Salt fra England og Skotland, item Malt, Rug og Bjug fra fremmede Steder, som alt giver en temmelig stor Told i denne Tid, saa dog om Toldbøgerne blev efterseet, skulde Told Intraderne muligens ikke rendere stort imod den importante Handling. Tobak og Brændeviin, hvoraf en stor Deel i Nordmør og Romsdals Fogderier consumeres, skal vel aldrig findes i Toldbøgerne, hvorfor de Handlende i Throndhjem umuligt kan holde det ud mod de Handlende i Fosen og Molde, thi formedelst de kan give bedre Kjøb, efterdi her ved Toldboden Alting saa strengt og stricte tilgaar; saa trækker de Folk i Fosen ei alene hele Nordmørs Fogderi til sig, men endog Hitteren og Alle, som kan komme derhen, saa denne By inden kort Tid for Handling maa blive øde. – – – – – – – – – – – – – – – –

Trundhjem 14 Aug. 1722.

H. Collin. R. Lindgaard.

Lorentz H. Holst.

2.

Af Abr. Drejers „Trondhjems Len eller Stift“,

dat. Kbhvn. 6. Febr. 1722.

Indbyggerne i Nordmør ere meget genegne for Seiladsen, og i den Tid de Hollandske paa disse Steder har negotieret, har de faaet Mængde af dygtige Baadsmænd af dette Fogderi, saasom her enhver Vig og Havn af de Hollandske og Engelske endnu er bekjendt.

Paa Nordmør er Lille Fosens Toldsted, hvor endeel smukke Borgermænd bor. – – Samme Lille Fosen har næsten den bedste Havn af hele Throndhjems Amt, dog tæres her Skibene, som ligger Vinteren over, meget af Orm. Fik Lille Fosen Frihed at losse alle Skibe uden Forskjel, som ellers er forbuden, skulde den tage Handelen største Deelen fra Throndhjem for sin beleilige Beliggenheds Skyld.^[53]

Af disse Aktstykker kan man danne sig en ret god Forestilling om Forholdene i Molde og Lille-Fosen paa denne Tid, da man trods alle Anfegtelser fra Throndhjem af drev Handel i LilleFosen dels med, dels uden Borgerskab og under et tvivlsomt Toldopsyn.

Hvad de i det første Dokument nævnte Personer angaar, er det klart, at en stor Del af dem ere komne fra Throndhjem. Den mærkeligste af dem var Johan (Jan) Wessel. Han var en Broder af Admiral Peder Tordenskjold og den ottende i Rækken af Raadmand Jan Wessels tolv Sønner, født i Throndhjem 1684. Efter at have ført et Defensionsskib som „Commis-Capitain“ blev han i 1720, da Lodsvæsenet i Norge fik sin Organisation og to Overlodsdistrikter oprettedes, Overlods eller Lods-Capitain i det nordenfjeldske, der strakte sig fra Lindesnæs til Vardøhus, og tog Bolig i LilleFosen. Faa Maaneder før sin Død (i Bergen) havde han faaet Lov til at afstaa Bestillingen til en anden for 1200 Rdl. Hans (uægte) Søn Jonas blev Sognepræst i Vestby og var Digteren Johan Herman Wessels Fader.^[54] Tugge (ɔ: Tyge) Castberg var vistnok besvogret med Wessel.^[55] Den nulevende Familie Castberg nedstammer fra ham. Jacob v. d. Lippe var fra Bergen og havde været Kjøbmand der, før han nedsatte sig i Lille-Fosen, hvor han døde 1745. En af hans Døtre blev gift med en Proprietær og Handelsmand paa Hitteren Rasmus Rosing Parelius, fra hvem en meget forgrenet Efterslægt nedstammer.^[56] Frederik Friis tilhørte en Familie, af hvilken flere forekomme paa Stedet. Han var gift med en Søster af Biskop Hagerup i Throndhjem. Hans Broder var maaske den Christian Friis (* Susanne Kaasbøl), som var Tolder der, og hvis Søn Nicolai Christian Friis, født i Lille-Fosen 1714, Sognepræst til Bodø og tilsidst til Korskirken i Bergen samt titulær Biskop, i sin Tid († 1777) var en meget bekjendt, om end ikke altid meget agtet Mand.

3. Septbr. 1730 fandt Forhandlinger Sted i Throndhjem. Tyge Castberg mødte paa Lille-Fosens Vegne ifølge Stevning og fremlagde en skriftlig Erklæring. Heri anførtes, at der i 1721 var klaget fra Throndhjem, og at Tolderen i LilleFosen ikke havde villet tillade Losning af fremmede (ɔ: ikke-danske) Kornvarer. Castberg havde saa ansøgt Kongen om, at han maatte erholde et særligt Privilegium, ifald Kongen ikke vilde give Ladestedet i Almindelighed Frihed til Losning. Andragendet var af Kongen afslaaet under 16. Marts 1722, men ikke destomindre havde man dog ladet ham og Medborgere losse uden at forhindre det. I 1718, „da Fienden havde belagt Throndhjem og Folket af dette (Romsdals) Amt skulde i Marsch, hvoraf skulde vel Bonden i den Tid faaet Udredning? Mon Lægdsmændene skulde først have faret til Throndhjem efter Korn, saa ført Kornet hjem, malet, baget og udredet det? Vi skibede en Jagt til dennem i Throndhjem af Frygt for, at Byen skulde mangle Underholdning for saa mange Fo1k. Hver gav af yderste Formue Mel, Kjød, Brød, Smør, og lod det uddele uden Erstatning.“ – „Naar vi har losset Kornet, maa vi først borge det til Bonden 2–3 Aar, saa til Slutning miste det; naar Bonden dør, gaar Skatter og Gaards-Fæld først. Naar en Kjøbmand dør, bestaar hans hele Bo mest af uvis Gjæld ved Bonden, 1–2–3, ja 4000 Rdlr. i Fogderiet. Om disse Ladesteder undergaa, undergaa ogsaa disse to Fogderier. Forbydes Losning af fremmede Kornvarer, dræbes mange Fattige.“

Den Erklæring, hvoraf Ovenstaaende er uddraget, var dateret Lille-Fosen 28. August 1730 og undertegnet af 14 Handlende: Johan Brix, Frederik Friis, Jens Kaasbøl, Povel Olsen, Robbert Rennie, J. Nissen, Iver Friis, Heinrich Meincke, Jens Gran, Tyge Castberg, H. Sanders, J. Messel, Henrich Sibert, R. Hagerup. Fra Molde vare fremmødte i Throndhjem Jacob Schultz og Mich. Nielsen.

Fra Throndhjems Side anførtes i det Væsentlige Følgende: „Kongen lider en ubodelig Skade i sine Toldintrader ved den Frihed, Lille-Fosen nu i mange Aar ulovlig har tiltaget sig at losse og lade alleslags Varer og expedere alle Skibe uden Forskjel, hvorfra de kommer, eller hvor de vil hen. Fremmede Kornvarer er ei losset hos dem før i det nu løbende Seculum, og dog kan de aldrig sige, at nogen Mand er død af Hunger før den Tid, ei heller, at menige Mand i Fogderiet er i bedre Tilstand, end da. Desforuden er det vel bekjendt, at Nordmørs Fogderi er et med de nærigste Steder i hele Stiftet, thi de har adskillige gode Tilfælder at nære sig med baade til Lands og Vands, faar og ganske sjelden noget Uaar, hvilket dog i mange andre Fogderier, hvor de ingen Losning have, og hvor der er 2 og 3 Gange saa langt fra Kjøbstaden, som Nordmør. Ja, der er endog et Præstegjeld i Nordmørs Fogderi, kaldes Sundalen, hvor de ingen anden Næring har, end deres Jord og Agerdyrkning, hvilket de lever vel med og kan sælge Korn til deres Skatters Betaling. Af de 14 Handlende i Lille-Fosen var det kun tre, R. Hagerup, Iver Friis og Henrich Sander, der som Borgere en Tid lang havde svaret en føie Ting i Skatter under Byens (Throndhjems) Repartition. De øvrige af dem have aldrig været Borgere, ei heller betalt Noget til Byen enten i ordinær eller extraordinær Skat, men de ere allesammen uprivilegerede til at handle og kan ikke ansees for videre end Strandsiddere, i hvilken Qualité de betale alene Strandsidder-Skat, aarlig 2 Rdl. Dog drive de fleste af dem med Kjøb og Salg, Losning og Ladning samt Commissioner en stor Handling, og er ikkun faa Kjøbmænd i Byen (Throndhjem), som have de Tilfælde, som de har, da her falder nuomstunder ikkun lidt at handle og kan ikke forslaa meget blandt mange, saasom her kommer fast ikke flere fremmede Skibe til Byen, end hvad som de i Lille-Fosen ikke kan overkomme at losse og aflade, undtagen de, som kan være forskreven og virkelig destineret directe til Throndhjem. Thi, som Lille-Fosen ligger strax for Indløbet af Skibene, naar de komme ind af Søen, saa kan de uden Besværlighed eller Sinkelse ankre og tilbyde sin Losning og Ladning, seer ogsaa meget heller at blive der expederet, saasom de slipper da ikke alene at seile 16 Mile længere her til Throndhjem, men menagere og Lods-Pengene og kan saaledes lettere gjøre tre Reiser til Fosen end to til Throndhjem. Tilmed er det og ikke en liden Bekvemmelighed for Skibene, at Lille-Fosen er blot, aabent og uden Vagt, hvor ingen Hazard og Besværlighed er at øve Tolds vig, som ikke saa let lader sig gjøre i en tillukt Kjøbstad som Throndhjem, og hvor Betjenten i fornødent Tilfælde bliver assisteret og bestyrket af den militære Vagt. Det er ellers meget, at de tier saa aldeles stille til den ulovlige Udskibning, de driver, for hvilket de ligesaa vel er anklaget, som for deres ulovlige Losning, thi de kunde vel paafinde saa kraftige Fundamenter til at besmykke deres Afladninger med, som de, hvilke de benytte sig af til at forsvare deres Losninger. Angaaende deres Udskibninger er det kun tilladt at aflade og fortolde Trælast, hvilket fornemlig skeer fra deres Sted til Skotland. Men det er nuomstunder kommet saa vidt, at de aflade directe til Holland, Hamburg, Holsteen, Danmark og Østersøen alle de Producter, som Landet giver i Sølenene, saasom Fisk, tør og saltet Sild, Tran, Talg, Bukkeskind o. desl., hvilket dog ikke fra noget Ladested efter Toldrullens klare Foresigende og Kjøbstædernes Privilegier bør udskibes, men alene fra Kjøbstæderne.“ Dernæst benegtes, at Bonden har nogen Fordel af LilleFosen. „Der er bedre Kjøb i Throndhjem.“ „I Krigstider ere Ladesteder til ingen Nytte, ja Indbyggerne, fordi de ansees bedre end Bønder, blive ikke engang opbudne til Landets værn og Frelse, og de ere samlede mindre nyttige end Bønder og den gemene Almue. Men Throndhjems Borgeres Privilegier og Friheder gjør dem modige og kjække, tro og tapre; de vove deres eget, deres Sønners og Tjeneres Liv og Blod mod Fienden ved Vagt og Modstand paa voldene og Udfald til Fiendens Afbræk, naar dertil gives Anledning.“ (!!!) Denne ikke alene af Magistraten, men ogsaa af Stiftamtmanden (den senere Vicestatholder) Jacob Benzon undertegnede Erklæring er dateret 30. Januar 1731.

Den, der i vore Dage læser denne Thrøndernes Forestilling, vil udentvivl strax bemærke, at det egentlig er et fortræffeligt Indlæg ikke mod, men for Hensigtsmæssigheden af en By paa Lille-Fosen, idet just dettes bekvemme Beliggenhed for Handelen fremhæves af dets Modstandere. Men det Indtryk har neppe Samtiden havt. For den stod Throndhjems „velerhvervede“ Privilegier som det, der først og fremst maatte respekteres. Bygdernes Velfærd og nye af en naturlig Trang til bekvemme Handelspladse fremspirende Byer maatte staa tilbage. Det lykkedes saaledes Throndhjem endnu en Tid at forhale Tingenes sunde Udvikling og Lille-Fosens og Moldes Emancipation.

V.

Throndhjems Borgeres Uvilje mod Lille-Fosen var altsaa, som vi se, seig og havde Støtte i Datidens Bornerethed. I 1733 havde Kong Christian den sjette under sin bekjendte Reise i Norge ogsaa besøgt Stedet; han havde Herberge paa Indlandet, og i det Hus, han havde beæret med sin Nærværelse, fandtes siden en Tavle med en Indskrift paa Vers.^[57] At der ved denne Leilighed er skeet en Henvendelse til Kongen om udvidede Handelsrettigheder eller Lignende, berettes af Thue, men den førte ei til noget Resultat. 1736 skede atter en saadan, i hvilken det fremhævedes, at Lille-Fosens Bebyggelse var stærkt tiltaget. Throndhjems Stiftamtmand, Jacob Benzon, siden Statholder i Norge, modarbeidede disse Bestræbelser, og alt blev ved det gamle indtil 1742.

I hint Aar erholdt nemlig Lille-Fosen og Molde omsider de Kjøbstadsrettigheder, de forlængst burde have opnaaet.

Ikke alene havde nemlig nu de to Ladesteder paany klaget over sin Afhængighed af Throndhjem og den „slette og armelige Tilstand“, hvori de vare geraadede, men ogsaa Landdistrikterne Romsdals og Nordmøres Indbyggere havde sluttet sig til Lille-Fosens og Moldes Bøn om en Forandring af Stillingen. Allerede under 16de April 1742 resolverede da Kongen overensstemmende med General-Landøkonomi- og Kommercekollegiets Forestilling, at de to Ladesteder skulde have Kjøbstadsfrihed. Dette tilmeldtes under 26de s. M. Oversekretæren i det danske Cancelli Grev J. L. Holstein til Efterretning og „nærmere Expedition“. Ikke destomindre varede det over to Maaneder, inden denne kongelige Resolution blev publiceret. Grev Holstein tilskrev nemlig den 27de April Stiftamtmand Nissen i Throndhjem, at „Hans Kongl. Maj. muligt kunde falde paa de allernaadigste Tanker“ at give „Lille-Fosund“ og Molde Kjøbstadsrettighed, og udbad sig i den Anledning Stiftamtmandens Erklæring, dog, som det synes, alene om den eventuelle Jurisdiktions Ordning m. v.

Erklæringen, der er dateret 26de Mai, gik ud paa, „at der paa „Lille-Fosund“ var kun 10 og paa Molde kun 5 bofaste Mænd, som havde taget Borgerskab, hvoraf dog kun ganske faa ere istand til at drive nogen betydelig Handel; Resten er mestendels fattige, forarmede Folk og Strandsiddere, alle under Fogderiernes Ret og Jurisdiktion, indtil ved de sidste allern. udgivne Privilegier skede saadan Forandring, at Borgerne alene bleve exciperede, saavidt det ikke angaar Jord og Eiendomme“. Han oplyser videre, at der i begge Ladesteder falder ganske faa og ubetydelige Processer, som meget vel og bekvemmelig af Sorenskriveren baade som Dommer og Skriver kan afhandles, hvortil 5 à 6 Gange Bything om Aaret ansees at være nok“. – – „Til Vaaben for Lille-Fosund er mit Forslag et af en høi Klippe kommende Vandløb, hvorimod springer Lax, eller og Neptunus, og for Molde en vandsprøitendes Hvalfisk, som driver en Tønde for sig, eller og en Havfrue.“ – – „Og ihvorvel ingen videre Erklæring af mig forlanges paa de af disse Ladesteder gjorte Ansøgninger, maa jeg dog pligtskyldigst erindre, at om Molde og Fosen allern. erholder større Handelsfriheder, end hidtil, staar det at befrygte, at Throndhjem og Bergen derved vil finde en stor Afbræk udi deres hidtil havte Negotie.“

Man ser, at Stiftamtmanden til det sidste modarbeidede Ladestedernes Ønske, men Kongens Beslutning var fattet, og under 29de Juni 1742 faldt den endelige Resolution. Denne Dag er derfor saa at sige disse Kjøbstæders Fødselsdag.

LilleFosen fik samtidig sit nye Navn Christianssund. At dette Navn valgtes, hænger udentvivl sammen med, at Lille-Fosen længe var forvansket til Fosund.^[58] Det nye Navn er et af de mange i vort Land, der minder om de gamle „Tvillingrigers“ Forening Som Norge f. Ex. har sit Christiania og sit Christianssund, saaledes har Danmark sit Fredericia og sit Frederiksund. Byens Vaaben sees at skylde Stiftamtmanden sin Skikkelse, men hans Forslag gjør ham ikke synderlig Ære, da man ei ret fatter dets Motiv.

Man maa imidlertid ikke tro, at Thrøndernes Uvilje mod de nye Byer i Romsdals Amt saa snart lagde sig, eller at man undlod selv efter 1742 at give sine Følelser Luft. Et Vidnesbyrd herom er en Henvendelse, som Throndhjems Magistrat sex Aar senere gjennem Stiftamtmandskabet indsendte til høiere Steder, men som dog naturligvis blev frugtesløs. Forestillingen, dateret Throndhjems Raadstue 15de Marts 1748,^[59] er dog saa betegnende baade for de throndhjemske stemninger og for sin Tids at nedenstaaende Uddrag deraf fortjene at meddeles her:

– – „Nu høres fast ikke anden Fordel af Byens . Handel, end det ene forskrækkelige Opbuds- og Fallitbo efter det andet, som man her tilforn snart ikke har vidst af at sige, og det tilmed saadanne driftige Kjøbmænd, som for nogle Aar siden selv har eiet gode Midler og har været anseet for sparsomme Husholdere. Thi Christianssunds og Moldes Kjøbstadsfrihed til den Beleilighed, de har, at disse tvende Steder ligger i Gebet for de fremmede Skibe, og før det lange opløb til Throndhjem, har betaget denne By ikke en maadelig, men en overmaade betydelig Del af dens Negotie, som har født af sig saadanne Bankerotter, Næringsløshed i alle Stænder, Mangel paa Kredit, Ødegaarder, færre Borgere, mindre Omhu for de Fattige og ialt et uedslaget Folk, af hvilke fleste man nuomstunder ikke kan faa de borgerlige Skatter uden Udpantning i deres Klæder og Husgeraad, hvorover Christianssunds og Moldes Beboere, som før har dependeret af og skattet til denne By, endog viser sig i det allermindste Tilfælde saa uskjønsomme, at endskjønt de mestendel har faaet Indtægten af det almindelige og ikkun overladt Throndhjem Udgiften til det publike og til det, som Stiftet ei mere end denne By kan undvære, saa har de ikke engang villet komme dette af dem betrængte og saagodtsom under deres Fødder bragte Sted til allerringeste Hjelp i Belønningen til Stiftets Skarpretter, som af Landet ikkun nyder Told, men af denne By baade Told og en vis aparte aarlig Løn.“

„Christianssund og Molde kan vel rive Throndhjem Handelen af Haanden, Brødet af Munden og mægtig befordre, at Byens saavel publike som private Huse, Bygninger og adskillige gode Stiftelser kan komme til alt mere og mere at forfalde, samt at Indvaanerne omsider Intet kan have enten at contribuere eller give, som hidindtil, til fattige fader- og moderløse Børns Opdragelse, til gamle, udarmede syge Menneskers Ophold, til Brandvæsenets Istandholdelse, til Elvebrudets Stopning, saavelsom til deslige flere publike Indretninger, som vil falde for vidtløftigt at opregne, men udfordres en Summa af nogle tusinde Rigsdaler, som denne By ligesaameget for Stiftets og Landmandens som til dens eget Gavn aarlig at udrede har, og hvorfor Byen ogsaa pludselig er kommen i ei liden (!) bundløs Gjeld og under det Aag af Renters Betaling udi de faa Aar, Christianssund og Molde har været Mestere over det meste af Stiftets Negotie og har kunnet efter eget Behag indespærre Byens Handel samt udestænge og til sig bringe saa meget af de Fremmedes Fart herpaa, som indbringer de største og fleste Fordele.“

„Disse tvende nye Kjøbstæder kan og nok berige deres faa Indvaanere og trække anseelige og fast utrolige Kapitaler og rede Penge af den Negotie og Kjøbmands Commissions Provision, som tilforn var i Throndhjemmernes Hænder.“

„Men med al den Handel, Næring, Rigdom og Fordel, Christianssund og Molde tager til sig fra dette saagodtsom i sit sidste Aandedræt liggende (!) Sted, som til saadan Negotie og Herlighed fra Arilds Tid tilforn alene har været berettiget, saa kan der dog af disse ved Havbredden paa Klipper og Øer langt ude fra det faste Land liggende samt hist og her adspredte Vaaninger, hvoraf deres Byer bestaar, aldrig blive nogle ordentlige Kjøbstæder (!) enten til Defension, Tilflugt, Nytte eller Prydelse for Riget i Almindelighed eller for dette Stift i Særdeleshed. Ja, naar Christianssund og Molde omsider ganske har udarmet og ødelagt Throndhjem, saa kan dog dette ganske Stifts Landmænd, publike Huse, Bergverker, Sagbruge, Fiskerier og saadanne flere Landets Drift og Haandteringer dog ikke nogen Tid i disse tvende nye Kjøbstæder tilhobe, end sige i enhver af dem faa et Throndhjem igjen eller i disse Flekker nogen opreisning for al den Understøttelse, Underholdning og Tilvæxt, som dette Stift har havt i Throndhjem eller af dens Indvaanere, hvis Forfædre med deres Midler, Gaver og Forskud allerførst har hjulpet, oprettet og paa Fode sat saadanne Stiftets publike Huse, Handel, Bergverker, Sagbruge og det mere, men ikke Christianssunds og Moldes Forfædre, som alene ere oprundne af Throndhjems der holdte Tjenere ongøbmands Svende, saa vel for de næst omliggende tvende Fogderiers desmere Magelighed (!) som til denne Byes Handels des bedre Tiltagelse, som saa jammerligt for Throndhjem er udfaldet, at den nu daglig Smerte, Skade og Foragt maa se ved de Stæder, som har havt saadan Begyndelse, at triumphere over sig og tilsidst at blive dens Fordærvelse og Banemænd.“

Karakteristisk er ogsaa den Modstand, som gjordes fra Throndhjem, da en Bernt Thrane søgte om Tilladelse til at sælge Medicin i Christianssund. Apotheker Otto Sommer i Throndhjem gjorde herimod gjeldende, „at hans Folk reiste med Medikamenter til Markederne i Helgeland og Romsdals Amt; til Markedet der kom ogsaa Folk fra Christianssund og Molde, og desuden kunde man jo altid faa Medicin fra Throndhjem med Expres (!) og hver 14de Dag med Posten. Thrane havde desuden ikke lovbefalet Examen, Sommer havde betalt sit Apothek dyrt“ o. s. v. Stiftamtmanden anbefalede imidlertid Thrane, „der i 22 Aar havde staaet i Kongens Tjeneste som Regiments-Feltskjær og nu for Alderdom og Svaghed maa søge Afsked, hvorfor han ikke har noget til Subsistents“. Manden fik da under 17de Januar 1746 Lov til at holde nogle Medikamenter og Simplicia, som han kunde forskrive fra Vaisenhusets Apothek i Halle.^[60]

VI.

Idet vi nu gaa over til at omtale den nye Kjøbstads Forhold, anføres først nogle Oplysninger om dens Grunde. „Fosna-Gaard“, der omfattede hele Kirklandet og Indlandet samt en Del af Nordlandet, tilhørte, som vi ovenfor have seet, indtil over Midten af det attende Aarhundrede fremdeles Familien Mühlenphort. Den i Throndhjem boende Eier, oberstlieutenant Frederik v. Mühlenphort, har i en Skrivelse til Christianssunds Byfoged (Throndhjem den 28de Januar 1751) protesteret mod de Fordringer, som en Mademoiselle Elisabeth Uberg (eller Juberg) havde reist paa 1718 af Eiendommen. Gaardens Eier nød selvfølgelig Grundleie af Ladestedets og siden af Kjøbstadens Beboere. I 1738 frafaldt Eieren saadan Afgift af et Hus, der tilhørte Sognepræsten til Kvernes, Hans Grøn, og af ham var bestemt til Skolehus, hvortil Præsten siden i 1748 ved Gavebrev skjænkede Huset.^[61] Et i Kjøbenhavn boende Medlem af den Mühlenphortske Familie, Kommandør. Diderik v. M., Søn af Tolder i Lille-Fosen Christopher M., ihukom sin til Kjøbstad nylig ophøiede Fødeby med en smuk Gave. Denne Mand, der ikke havde Børn med sin Hustru, men derimod en uægte Datter, Diderika Marie, lyste denne i Kuld og Kjøn 1745 og testamenterede hende 2000 Rdl., hvoraf hun skulde nyde Renten sin Livstid, men Kapitalen efter hendes Død tilfalde Fattigskolen i Christianssund, hvilken derhos strax skulde være berettiget til Legatet, om Datteren giftede sig. I 1763 søgte denne, som paa den Tid var 38 Aar gammel, Kongen om at maatte beholde Renten, ogsaa „om hun skulde træffe et anstændigt Parti“. Autoriteterne anbefalede Ansøgningen, men forinden Sagen var afgjort, døde Supplikantinden, og Pengene kom altsaa i Skolens Besiddelse.^[62]

I 1769 solgte Oberstlieutenant Mühlenphorts Enke Magdalena Christina Matheson, som ovenfor allerede berørt, Eiendommen til Capitain Christopher Lossius. Af Skjødet, der findes indført i Stadens Pantebog, erfares, at den „i Christianssunds By samt Nordmørs Fogderi beliggende Gaard Lille-Fosund“ skyldte med Bygsel og Landskyld et Spand. I Handelen fulgte „paastaaende Husebygninger og alle underliggende Herligheder saasom i Skibsringene med det tilhørende Privilegium og alle Jordstrækninger og Grunde, som ei alene er det saakaldte Kierke- og Indlandet i fornævnte Christianssund, men og en Del af Nordlandet, strækkende sig fra den saakaldte Bjørnehoug i lige Linje ned til Søen ved Henrik Meinckes forhen eiende Nøst, nær paa den søndre Side en lige saadan Strækning fra Præsten Hr. Jens Lemvig Bulls Grunder ud og ned som nordefter til fornævnte Bjørnehoug med alle tilhørende Nøste-Rum, som nu er eller kan blive indrettede nordenfor bemeldte Houg, alt saaledes som samme ved det af Mad. sal. Friis derpaa den 24de August 1740 til min sal. Mand udstedte Skjøde er blevet solgt og overdraget. Videre efterskrevne mine i bemeldte Fogderi og Gimnes Thinglag beliggende Gaarde, saasom Bolgen med underliggende Kværnebrug, saa som samme nu forefindes, Reinsvigen, Sæter, Aanæsset, Omsundet, Vastensvigen, Bjørnevigen, Sandvigen og Valen, skyldende tilhobe med Landskyld og Bygsel tre Spand og aparte Fæstebygsel over tre Spand. Og som velbem. Hr. Capitaine Lossius har betalt mig den accorderede Summa 15000 Rigsd., saa skal“ o. s. v.^[63]

„Fosna-Gaard“ vedblev at tilhøre Lossius, indtil den i Begyndelsen af 1777 overgik til hans mindreaarige Søn Morten. Denne, der kaldte sig „Proprietair til Holden Gaard“, bortbygslede stadig, som ogsaa de foregaaende Eiere havde gjort, Grunde til Byens Indbyggere. Efterhaanden synes han at være kommen i større og større Pengeforlegenheder og begyndte derfor lidt efter lidt at sælge Grunde istedenfor at bortbygsle dem, og i 1812 holdt han en Række Auktioner over bortbygslede Stykker i Byen. Kjøbmand Robert Gilroy, der døde samme Aar, kjøbte flere Tomter eller Grunde i Vaagen, hvor endnu „Fosna Gaards“ Hovedbygning staar. Denne Gaard, hvis Navn i den senere Tid har været betegnet ved et Skildt udenfor Indgangen, tilhørte fremdeles Firmaet Gilroy & Co. indtil i 30-Aarene, da den gik over til hans „Successor“ John Allan, i hvis Familie den fremdeles er. Men den er forlængst ophørt at være en Hovedgaard, idet alle fordums Bygslere forlængst have erhvervet sine Grunde til Selveiendom. Den største Kjøber ved hine Auktioner var imidlertid Byfoged Schare. Til ham solgte Lossius ved Skjøde af 21de Septbr. 1812 „alle ham tilhørende Grunde, som velb. Hr. Byfoged saavel paa Kirklandet, Nordlandet som Indlandet har eiende Huse paa, videre denne Byes Kirke- og Raadhus-Grund samt ellers de Strækninger her i Byen, som tilforn ei har været bygslet, og som kunne ansees bekvem til offentlig Brug eller til private Bygninger, og som af Politiet bestemmes at lade opføre offentlige Bygninger, Alt for den mellem os accorderede Kjøbesum 550 Rdl.“. Ved offentlig Auktion den 20de Septbr. 1828 i Byfoged Schares Sekvestrationsbo bleve foruden 6 særskilt nævnte Grunde ogsaa alle de endnu ikke bortbygslede Grunde solgte til Toldinspektør Devold i Forening med Kjøbmand Ole Throness for en Kjøbesum af 101 Spd. 8 Skill. Throness’ Halvpart solgtes af hans Opbudsbo 1838 til Thore Skjølseth for 140 Spd.; dennes Sønner skjænkede saa den 11te Decbr. 1857 til Christian Møllerop og Patrik F. Møllerop de inden Christianssunds Byes Grændser beliggende saakaldte løse Grunde, som havde tilhørt Faderen, samt de løse Grunde, han i Devo1ds Bo havde tilkjøbt sig, tilligemed det paa Indlandet beliggende saakaldte Bagernæs. Devolds Part var imidlertid ikke betalt og solgtes saa atter ved Auktion 1859 til Sagfører Clasen for 60 Spd. og derefter ved ny Auktion til Kommunen for 100 Spd. Endelig solgtes 1873 den Mølleropske Del af Grunden ligeledes til Kommunen for 150 Spd.^[64]

I kirkelig Henseende vedblev Stedet at være Annex til Kvernes, hvis residerende Kapellan boede i Byen. Af Byens Geistlige^[65] kan fremhæves Provst Jens Lemvig Bull, der var residerende Kapellan her 1755–1774 og derefter Sognepræst til Kvernes til sin Død 1799. Denne Mand, der roses som en virksom og afholdt Præst, havde erhvervet meget Jordegods i Egnen.^[66] Hans Søn, Hans Grøn Bull, var personel Kapellan hos Faderen i 18 Aar og derefter residerende Kapellan i Christianssund 1799–1818, da han blev Sognepræst til Thingvold og kort efter Provst († 1833 efter 2 Aar i Forveien at have taget Afsked). Ligesom Faderen samlede han meget Jordegods, men var forøvrigt en flittig Videnskabsmand og tør vel ansees for den lærdeste Mand, der har boet i Byen. Navnlig var han meget vel hjemme i Fædrelandets Historie, Topographi og Statistik. Han gjorde betydelige Samlinger til Stiftets Præstehistorie og udgav bl. a. topographiske Arbeider over Kvernes og Edøens Præstegjelde. Den verdslige Jurisdiktion havde hidtil været delt, saaledes at Borgerne i Lille-Fosen i Skifte-Sager m. m. havde hørt under Throndhjem, men hvad Jord og Eiendom angik under Distriktets Sorenskriver. I 1742 blev Sorenskriveren i Nordmøre, Lars Lange, tillige første Byfoged og Byskriver i Christianssund. Ved hans Død 1757 ophørte dog Foreningen af disse to Embeder. Byfogden blev tillige Magistrat. Eligerede Mænd fik Byen for det første ikke, men havde dog inden 1814 idetmindste en Borgerrepræsentant. Forligelseskommission indførtes her som andensteds 1795. Den synes at have virket med usædvanligt Held; thi i 1805 oplyses, at i disse 10 Aar kun 2 Sager vare henviste til Rettergang. Fattiges og Uformuendes Sager vare behandlede gratis. I 1804 vare 58 Sager indklagede, hvoraf 56 forligtes, 1 udsattes og 1 henvistes. Kommissærer vare da Brodtkorb, der havde fungeret lige siden 1795, og N. H. Knudtzon.^[67]

Til Byfoged udnævntes den 7de Novbr. 1757 Peter Frederik Koren, Søn af Sognepræst til Stordøen Johan Koren og Dattersøn af Biskop Nils Smed i Bergen. Han fik senere Titel af General-Auditør.^[68] Om denne Mand bemærker Generalprokurør Stampe (1768): „Byfogedembedet i Christianssund er kun en saare liden og ringe Tjeneste, hvilken General-Auditør Koren, som var dengang en skikkelig studiosus juris,^[69] blev opmuntret til at søge og strax erholdt, ved det, at der blandt de øvrige Competenter ikke var nogen, som Embedet kunde anfortroes“. Dette gjordes gjeldende til hans Bedste, da der i 1768 ved Stiftamtmand Grambows Nærværelse paa Stedet var fremkommet nogle Klager over ham.^[70] Strax efter fik imidlertid Koren nye Ubehageligheder. Han havde i Aarene 1765–66 været fraværende fra Byen og en Richard Nicolai Meklenborg været konstitueret paa hans Ansvar, men ikke vist sig Forretningerne voxen. Navnlig var der Misligheder med Indbetalingen af den i hine Aar paalagte noksom bekjendte Extraskat, der i Bergens Stift foranledigede det bekjendte opløb („Strilekrigen“). Ogsaa i Christianssund havde der været Misfornøielse og Gjæring i Anledning af denne Skat, uden at derom mere vides, end at „Almuen i Byen under en Skomagers Anførsel havde vist sig hel uvillig til at betale Extraskatten“. Stiftamtmand Grambow vilde nu have Koren suspenderet, men Vicestatholderen fandt dette for strengt, og da ogsaa Generalprokurøren var af denne Mening, gik Byfogden fri.^[71] Imidlertid maa Koren være bleven kjed af Embedet, da han besluttede at trække sig tilbage derfra, saaledes at han, hvad dengang ikke sjelden skede, afstod det til sin Søstersøn Johan Koren Christie, der udnævntes den 17de Marts 1769. Koren levede siden paa sin Gaard Reknes ved Molde, hvor han døde som Privatmand 1793. Han var en meget formuende Mand, der bl. a. foruden den nævnte Gaard Reknes med tilhørende Gods ogsaa eiede Smølens Gods og havde anlagt Rundø Fyr paa Søndmøre, hvorfor han i 40 Aar nød Fyrpengene. Han var ugift, men efterlod to naturlige Døtre, der bare hans Navn og indsattes til hans Arvinger.^[72]

Korens nysnævnte Eftermand, Johan Koren Christie, blev i 1772 tillige Byens Postmester, men dømtes fra Byfogedembedet ved Høiesteretsdom af 20de Februar 1783, uden at jeg nærmere kjender, hvorfor han har været tiltalt. J. Chr. Berg har optegnet, at han „skal have gjort sine Eftermænd meget Bryderi“. Postmester-Embedet fik Christie Lov at beholde, hvorhos han drev en betydelig Kjøbmandsforretning og blev en formuende Mand. Han døde 1823. En af hans Sønner var den bekjendte Stiftamtmand i Bergen og StorthingsPræsident Vilhelm Frimann Koren Christie, der fødtes i Christianssund den 7de Decbr. 1778, og over hvem nu et Monument er reist i hans Fødeby, i hvilken han dog kun har tilbragt sine første Barndomsaar, idet han tidlig sattes i Bergens Skole og siden tilbragte den længste Tid af sit Liv i denne Stad, der blev hans egentlige Hjem.

Efter Christie blev Ole Hesselberg Byfoged ved Bestalling af 2den Juli 1783. Han blev 5te Juli 1789 befordret til et Sorenskriveri, og samme Dag udnævntes i hans Sted Peter Schnitler Marstrand, der 1798 blev Sorenskriver i Ryfylke. Saa kom Johan Severin Hjort, tidligere Regimentskvartermester og Auditør ved Artilleriet i Christiania; han forflyttedes til Thotens Sorenskriveri og døde kort efter at have tiltraadt dette Embede i Birid 1802. Fra 1802 til 1827, altsaa udover det Tidsrum, som her omhandles, var Ole Schare (hidtil Prokurator) Byfoged. Hans Skjæbne blev sørgelig, idet han ved Høiesteretsdom af 18de Mai 1827 „for skjødesløs og uefterrettelig Embedsførelse samt for Kassemangel blev dømt til at have sit Embede forbrudt og hensættes til Arbeide i Throndhjems. Fæstning og der forblive, indtil Beløbet af hans Kassemangel var betalt eller han ved Døden afgik“. Ved tvende kgl. Resolutioner formildedes Straffen til Arrest paa Munkholmen, men formedelst Sygdom udsattes Transporten derhen, og imidlertid døde Byfogden 21de Jan. 1829. (Dept.-Tid. 1829, S. 127). Han var Storthingsmand 1815–16.

Christianssunds Anlæg faldt ind i en Tid, da svære Uaar og epidemiske Sygdomme herjede vort Land. Men netop samtidig slog Fiskerierne ualmindelig godt til. En ubeskrivelig Mængde Hval og Vaarsild kom ind fra Havet og opfyldte alle Fjorde, ja Silden dreves endog ligefrem op paa Landet af Hvalerne. 1745 skal have været det rigeste Aar, men Silderigdommen var stor lige til 1756, da den begyndte at tage af.

Det manglede derfor ikke paa Tilstrømning af Handlende til den nye By, og navnlig saa man snart en ikke ringe Indvandring fra Storbritannien. I 1753 kan saaledes Erik Pontoppidan, der i hint Aar afsluttede sin „Norges naturlige Historie“, udtale, at „i Christianssund have adskillige velhavende engelske og skotske Familier nylig nedsat sig og drive god Negoce“.^[73] Stiftets egen Biskop, Frederik Nannestad (1748–1758), omtaler i sine Visitatsberetninger ligeledes de mange Englændere og Skotter i Byen, men han roser dem ikke: „de give sig ud for at høre til den reformerte Kirke, men bevise ved sit slette Levnet, ikke at have nogen Religion“.^[74]

Allerede tidlig har der existeret et „engelsk Kompagni“ i Byen. Saavidt jeg kan forstaa, maa dette have været den Forretning, der dreves af John Moses, John Ramsey og John Ord i Forening, og som vistnok er kommen istand faa Aar efter 1742. Moses skal være kommen fra Newcastle. Ramsey ansees almindelig for den, der først har ladet tilvirke Klipfisk i Norge, og har saaledes Krav paa et varigt Minde.^[75] I 1757 var man imidlertid enig om at „nedlægge denne Handel“; Ramsey var da dragen til Skotland, og Ord opholdt sig i Romsdals Fogderi. Moses indgik derimod en ny Forbindelse med William Leslie og Johan Anton Luitkis, saa at han med disse forpagtede det ældre Kompagnis Eiendomme (Huse, Krambod, Nøst, Brygger o. s. v. paa Kirklandet). Moses var altsaa baade Medeier med sine ældre og Medforpagter med sine yngre Kompagnoner. Ved Kontrakt af 1758 bestemtes, at John Moses, der eiede hele den Formue, ved hvilken Forretningen dreves, skalde have tre Femtedele af Udbyttet. Man ser ogsaa, at han eiede Fiskevær i Namdalen. Ogsaa Grip forpagtede de nye Interessenter for 60 Rdl. om Aaret, saavelsom ogsaa Huse og Nøst i Bud i Romsdalen, tilligemed adskillige „Holmer og Bjerge“ m. m. Den nævnte William Leslie er maaske Søn af en nogle Aar tidligere i Byen værende George Leslie, hvis Enke nævnes 1751. Han deltog siden i Aarene 1765–1770 med en Aktie i Forpagtningen af Tolden i Throndhjems Len. Om dette Kompagni er det rimeligvis, at Strøm taler, naar han siger: „Et vist Selskab af engelske Kjøbmænd, som boe paa Molde og i Christianssund, have nylig tilkjøbt sig nogle af de beleiligste Steder i Borgunds Præstegjæld, hvor de ved sine Fuldmægtige handle med Bønderne saaledes, at de 1) give dem Kjøbstad-Priis for alle deres Fiskevarer, ja endog ofte derover, 2) forsyne dem med gode Kornvarer for billige Priser, 3) betale dem med rede Penge, naar de forlange det, 4) give dem derimod ikke allermindste Credit. At Stedets egne Handelsmænd, som umulig kan holde Priis med de Fremmede, derved lide et anseeligt Tab i deres Næring, og kan Intet afsætte uden paa Borg, er en unegtelig Sandhed, men da Bonden ofte tager uforsigtig op paa Credit og paadrager sig ufornøden Gjeld, synes det, at Publicum ikke var saa ilde tjent med disse fremmede Kjøbmænds Behandling, naar man var forsikret om, at de blev bestandig boende her i Landet og ei trækkede Fordelen ud af Riget igjen.“^[76]

Af andre britiske Navne fra hin Tid kjender jeg følgende. Allerede i Ladestedets Tid var en John Mathewmain bleven Eier af Grip 1737. Dette vigtige Vær var i 1728 solgt af Kongen til Raadmand Hans Hornemann i Throndhjem for 336 Rdl. Courant. Mathewmain, der havde givet 1000 Rdl., solgte det igjen 1737 til den ovennævnte John Ramsey, der igjen 1753 solgte det til sine Kompagnoner John Moses og John Ord. En „Master“ William Gordon eiede og beboede en Gaard i Vaagen 1747 og besad desuden Bremsnes Gaard paa Averøen, der 1757 pantsattes af Sønnen William G. den yngre. Denne, der 1771 havde solgt sin Trediepart af Skibet „Hertuginden af Gordon“, spillede Aaret efter Fallit og „absenterede sig“. I 1751 har man Alexander Abercromby i Øvrevaagen. Archibald Bortvig, barnefød i Skotland, fik Handelsborgerskab 1752. I 1762 nævnes en William Coxon. I 1778 tog Walter Miln, „barnefød i Skotland“, Borgerskab og handlede til sin Død 1799 sammen med Robert Gilroy, ligeledes en Skotlænder, der havde taget Borgerskab 1771 og senere vil blive omtalt. Skipperborgerskab toges 1781 af Edward Wookeleye fra Newcastle, 1782 af John Drummond fra England, 1782 af David Rodgers fra Skotland. I 1781 nævnes en Edmund Dunchin. 1800 døde en Mad. Jessie Muirhed, afd. Kjøbmand Robert Smits Enke.

At den fra Storbritannien foregaaede Indvandring skulde staa i Forbindelse med politiske Begivenheder (man kunde jo tænke paa den sidste Stuartske Reisning i 1745 og 1746), har været fortalt,^[77] men hidtil kjendes ingensomhelst Hjemmel for en saadan Antagelse. Som vi have seet, forekomme ogsaa allerede før Nedsættelser baade i Molde og Christianssund af Personer fra England og Skotland, og at de nu bleve hyppigere, har formodentlig sin Forklaring i, at disse Pladse efter at have faaet Kjøbstadsret tilbøde de Fremmede større Fordele. At mange af disse britiske Handelsmænd efter nogen Tids Forløb igjen forlode Landet med sin opsparede Fortjeneste, blev ikke ubemærket af Regjeringen. Reflexionerne herover kom frem dengang, da der i 1793 forhandledes om nye Kjøbstadsanlæg til Handelens Fremme i Norges nordligste Egne. Det „Vestindisk-Guineiske Rente- og Generaltoldkammer-Collegium“ udtaler sig i hint Aar saaledes: „Naar Kjøbstæder strax skulle opstaa, maa det ske ved at formaa Fremmede til at bosætte sig i samme. Men disse bringe ikke Capitaler ind i Landet, uden for deraf at gjøre sig betydelige Fordele, som de om nogen Tid drage ud af Landet tilligemed Capitalen og Renterne. Christianssund tilbyder herpaa Exempel, og det er ikke troligt, at de nordlandske Steder skulde kunne mere fæste den Fremmede“.^[78] – – Selvfølgelig saa den indfødte Handelsstand ikke altid med de venligste Øine paa de Fremmede, med hvem Konkurrencen faldt dem vanskelig, og som vistnok i flere Henseender kunne minde om Hanseaternes Optræden i ældre Dage. Klager hørtes over de britiske Kjøbmænd, og det var i den Anledning, at Klipfisk-Tilvirkningens Fader John Ramsey lod tilspørge Romsdals Almue til Thinge, om den Fiskehandel, han havde brugt, var den til Skade eller Gavn, og han fik da det enstemmige Svar, at „den var dem til største Gavn af Aarsag, at han baade gav bedste Priis og rede Penge“.

En af disse fremmede Familier i Christianssund har gjort sig fortjent af Omegnens Kultur ved Jorddyrkning. Det er Familien Leslie, af hvis Virksomhed i denne Retning endnu Spor findes paa Gaarden Bremsnes paa Averøen. Denne efter Egnens Forhold betydelige Gaard havde som anført tidligere været i den britiske Familie Gordons Besiddelse og kom 1772 til William Leslie. Denne indførte skotsk Driftsmaade, lod opføre en brandfri og brændebesparende Tørrestue efter skotsk Mønster og lod navnlig Beplantning foregaa i stor Skala. I 1789 lod han plante 14000 Træer, hvoraf 400 Frugttræer, men især Bøg, Eg, Ask, Alm, Kastanie, Gran, Lærke o. s. v., ligesom han bebyggede Stedet standmæssigt. I Kirken er der endnu Minder om Familien, nemlig en Tavle i Sakristiet. Paa denne er anbragt et vaabenskjold og en Indskrift med Oplysninger om Slægten.^[79] Af Gaardens fordums Herlighed er endnu ikke ganske faa Levninger tilbage. I den mellem Bremsnes Kirke og Kirkegaard og Hovedgaardens Bygninger beliggende ikke ubetydelige Park og Have findes endnu en hel Del af de fra Skotland overførte Træer, deriblandt flere svære Bøge, og i Udmarken ligeledes adskillige Lærketræer m. m., som nu „saa sig selv“. De fleste af de gamle Bygninger paa Hovedgaarden staa endnu, deriblandt Hovedbygningen, der dog indvendig har undergaaet mange Forandringer.^[80]

Ogsaa Dyrkningen af Potetes i Amtet kan siges at skylde de britiske Kjøbmænd paa Stedet sin Indførelse og Udbredelse.

Med Hensyn til Kolonisternes Religion i den første Tid erindre vi Biskop Nannestads Ytring. Fra 1783 have vi en Oplysning om, at to Kjøbmænd under Henvisning til de Reformertes Privilegier undsloge sig for „efter deres Tour mod Betaling at besørge Søofficianterne ved de aarlige Sessioner indlogerede“. Kancelliet gav dem imidlertid ikke sit Medhold, „da intet bestemt Herberge for Reisende i Byen haves og der ikke er mange, som have Leilighed til at modtage dem, hvilket ei kan ansees for borgerlig Tynge, efterdi de betale deres Logi og Fortæring de faa Dage“.^[81]

Medens det britiske Element i Byen udentvivl idetmindste en Tidlang var det mægtigste, var naturligvis det overveiende større Antal Handlende af anden Oprindelse og, som vi have seet antydet, dels oprindelig hjemmehørende i Throndhjem, dels andensteds, ikke mindst i Slesvig. Af og til forekomme ogsaa egentlige Tydskere, enkeltvis ogsaa Svenske. Familien Luytkis er efter Navnet at dømme hollandsk. Nogen Borgerrulle haves desværre ikke. De fleste og vigtigste af Byens Borgerfamilier vil man nedenfor finde nævnte i Prams Indberetning.

Folkemængden udgjorde i 1769: 1151, i 1794 omtrent 1460, i 1801: 1624, i 1815: 1883. De fleste Familier beboede vistnok egne Huse. Leien af en bedre Familiebolig udgjorde endnu efter 1814 i Regelen 50 Rdl. I den gamle Kirke kjøbte de mere velhavende Familier gjerne Stole for Livstid mod en Betaling af 25–50 Rdl. Det første, en Kjøbmand anskaffede, naar han skulde etablere sig, var gjerne et „Jægtetræk“.

VII.

Jeg har det Held mellem de Kilder, der staa mig til Raadighed, ogsaa at tælle flere, tildels meget værdifulde Reiseoptegnelser om Byen af betydelige Mænd, nedskrevne i den senere Del af det attende og i Begyndelsen af det nittende Aarhundrede. For Læseren vil det være nyttigst og behageligst at modtage disse med Forfatternes egne Ord og i Sammenhæng, og det saameget mere, som de fleste og vigtigste af dem endnu ikke ere trykte. Først i Rækken kommer den berømte Historiker Gerhard Schøning. Denne Mand reiste i Norge med offentlig Understøttelse i Aarene 1773–1775.^[82] Om Høsten 1773 besøgte han Christianssund i Forening med sin lærde Ven Biskop J. E. Gunnerus. Som bekjendt døde Biskoppen under sit Ophold her d. 25de Septbr. (i Præsten J. L. Bulls Hus). Schønings Øiemed var at samle historiske og antikvariske Oplysninger, men han undlod dog heller ikke at gjøre Optegnelser om Samtiden. Om Christianssund finder man i hans efterladte Manuskript følgende:

„Christianssund har 12 à 13 anselige Kjøbmænd, men i det Hele et Snees deraf, 42 Borgere, men af Fiskere, (Dagleiere, Arbeidere, boer der en Mængde, 300 eller derover. Staden eier nu kun et Skib. Man finder bedre sin Regning ved at fragte Skibe for med dem at udskibe sine Varer til Danmark, Østersøen, Hamburg, Holland, Frankrig, Spanien, især Barcellona med Klipfisk, men Klipfisk-Virkningen har nu paa nogle Aar aftaget, da dens Priis er faldet. Dog kan her endnu til bemeldte Steder drives Handel for en Tønde Gulds Værdi om Aaret. For nogle Aar siden dreves her en stor Handel med den saakaldte store eller Graabens-Sild, hvilken her blev fanget i stor Mængde tæt ved Havnen, deels inde paa den, deels paa Vaagen selv, saa deraf bleve aarlig udskibede 70,000 til 100,000 Tønder. Dette vedvarede i 18–20 Aar. Siden blev den Sild borte paa engang, men man har nu paany Haab om dens Tilbagekomst, da den lader sig see udenfor Landet ei langt derfra, dog paa den Dybhed, at den ei kan fanges, thi Nod kan ei bruges uden tæt hos Landet og ei paa større Dyb end 20 Favne i det høieste. Det skeer ofte, at Silden vel kommer ind i Fjorden, men kan der dog ei fanges. hverken med Nod eller med Garn.“

„Staden har sin egen Byfoged, som tillige er Byskriver og Postmester. Den har en smuk Thingstue, prydet med et lidet Taarn, som staar for sig selv, ei langt fra Kirken. Den har og sit Apothek. Staden har adskillige smukke og anselige Bygninger, men de fleste Gaarde enten ud over Søen paa Pæle og Steenkar eller ei langt derfra paa Klipperne, hvilket gjør Communicationen mellem Huse og Naboer vanskelig. Havnen er Stadens store Torv, og de tre Sunde ere de eneste reelle Gader, som denne Stad har, saa man her maa gemenligen til Baads, naar man skal fra det ene Sted til det andet.^[83] Dette uagtet have Indbyggerne nu begyndt ei alene at anlægge smaa Haver ved deres Huse, hvor nogenledes Leilighed dertil gives, hvori voxe saavel Haveurter som og Frugttræer, Kirsebær, Æbler etc. (hvide Stikkelsbær spiste jeg her modne), men ogsaa at indhegne anselige Engestykker, som med megen Møie maa gjøres frugtbare ogsaa ved at bringe Jord og Torv andenstedsfra for dermed at bedække Klipperne, men bære siden meget anseligt af Korn og Hø.^[84] Blandt andre havde Kjøbmand Nideros her indhegnet en anselig stor Myr med et Steengjerde af nogle hundrede Alnes Længde. Heraf saavelsom af Stadens Huse maa svares Afgift deels og fornemmelig til Eieren af Fosund Gaard, som ligger paa Kirklandet, deels til Eierne af Gaarden Dale paa Nordlandet. De omkringboende Bønder bringe ellers ind til Byen slagtet Kvæg og sælge det for temmelig let Priis. Især fare Sundalingerne her omkring, kjøbe op Creature, slagte og sælge til Christianssund. Her boe omtrent 436 Familier, tilsammen 12–1300 Sjæle.“

„Paa Grip, en Holme og et Fiskevær, som ligger ude i det aabne Hav, bo nu 20 à 30 Familier, men tilforn har her boet 50. For disse er Fisken det samme, som Palmetræet for endeel Indianere. Den baade føder og klæder dem. Med den af dem fangede Fisk reise de enten til Christianssund for der at indkjøbe sig de fornødne Ting eller til Sundals Marked, her fornemmelig for at indkjøbe Kornvarer. Naar de fra bemeldte Marked ere hjemkomne, reise de atter ind til det faste Land og til Fjordene for der at kjøbe Slagterfæ, thi paa Grip og de omliggende Holmer kan man ei bolde Creature uden om Sommeren et og andet Faar paa de ubeboede Holmer. – Den paa Grip værende Kirke er en gammel Stav-Bygning med en gammel Aker-Tavle af den Slags, som kunne tillukkes, fra de catholske Tider af, lig den, som er paa Kvernes.“ –

Generalmajor Otto Seneca Falkenskjold, der i 1772 formedelst sit Forhold til Struensee kom paa Munkholmen,^[85] løslodes herfra om Høsten 1776 og seilede i Oktober fra Throndhjem for at begive sig til Amsterdam. Efter en stormfuld Reise, under hvilken to Skibe forliste, kom han til Christianssund. Her tilbragte denne ret mærkelige Mand flere Maaneder (lige til Februar), men han har dog ei nærmere omtalt dette sit Ophold.^[86]

Omtrent paa samme Tid som Falkenskjold kom Professor ved Kiels Universitet Johan Christian Fabricius, en bekjendt Naturforsker, til Byen. Hans Omtale af denne^[87] har ikke stort Værd, da han kun opholdt sig der nogle Timer, og Thue har egentlig gjort ham for stor Ære ved i sin Beskrivelse udførlig at imødegaa hans tildels feilagtige Beretninger.

Derpaa komme vi til nogle hidtil utrykte Optegnelser fra en Norgesreise i 1790 af den talentfulde Historiker, Professor Frederik Sneedorff, skjønt desværre netop Stykket om Christianssund er det svageste i hans Dagbog.^[88] Ledsaget af en Sekretær Bluhme kom Sneedorff fra Throndhjem til Christianssund om Morgenen d. 25de Juni 1790. Han tog ind til en Herbergerer ved Navn Bergen hvor han ikke befandt sig vel, hvilket ei er underligt, da man ved, hvor smaat det dengang endog i langt større Byer var bevendt med Bekvemmeligheder for Reisende, der ei kunde tage ind i private Huse. Han skulde have en Haarskjærer, men kunde hertil alene opdrive et Fruentimmer, der ikke forstod Kunsten. Om Byen fortæller han, at Indbyggernes Flid har frugtbargjort flere Steder paa de klippefulde Øer, navnlig roser han Knudtzons Have, hvor to Alen dyb Jord er paaført Fjeldet, og hvor der gror Kirsebær, Æbletræer og alle Slags Havefrugter. „Fra en høi Klippe paa Kirklandet, hvor Lieutenant Vibe havde opført en Opmaalingsvarde,^[89] kunde man tage Byen og omegnen i Øiesyn. Langt borte sees Smølens Forbjerg, hvor man længe har talt om et Fyrtaarn.“ Selve Byen fandt Sneedorff „usædvanlig og interessant ny“. Byens rigeste Mand angaves at være Hofagent Kaasbøl, der sagdes at eie halvanden Tønde Guld. Efter at have besøgt Bremsnes Hule forlod Sneedorff Byen om Aftenen d. 26de Juni for over Land at drage til Molde. „Denne By er i enhver Henseende af ringere Betydning end Christianssund. Medens dette har 280 Huse, har Molde kun 170 og disse ikke paa langt nær saa anselige som der. Af Skibe har Molde 5, Christianssund 10 og Throndhjem 35 foruden Jægter. Moldes rigeste Mand er „gamle Møller“, en Jyde, som har været bosat der i 30 Aar. Dennes tre Sønner handlede ogsaa, men nød ei samme Agtelse som Faderen; medens den Gamle solgte Korntønden for 5 Rdl., toge Sønnerne 6“ o. s. v.

I 1801 udkom i Braunschweig en Bog af en Emigrant, de Latocnaye, under Titelen: Promenade d’un Français en Suède et Norvège; hans Reise var foretaget et Par Aar tidligere. Han kom til Christianssund fra Surendalen, hvor han havde gjæstet Provst Finkenhagen. Ogsaa han omtaler Kjøbmændenes Lyst til at opdyrke sine Øer og derhos, at man hos dem finder fortræffelige Vine, og overhoved alle gode Ting fra Frankrige og hele Europa. Kjøbmændene forstaa at leve udmærket godt.^[90] Vor Reisende var imidlertid ikke ret fornøiet med Byens Selskabelighed, da Damerne „som overalt i Norge undtagen i Throndhjem og Christiania“ vare udelukkede fra denne; „de gaa næsten aldrig ud og aabne næsten aldrig sin Mund.“ Der røges Tobak i Damernes Nærværelse, saa at man næsten ikke kan se hverandre. Mændene lære Noget ved Reiser, men Kvinderne faa ingen Uddannelse o. s. v. Byens Udførsel af Fisk gaar mest til Spanien eller til St. Martin paa den franske Ø Rée, hvor Mons. Fournier er Kjøbmændenes fornemste Handelsven. Flere Skotlændere ere bosatte her. Forfatteren traf i Byen en Bekjendt fra dette Land, Oberstlieutenant Gardiner fra Montrose. Gjennem ham kom han strax i Berøring med Skotlænderne i Byen. Thomas og Isaac Moses vare ham behjælpelige ved Afreisen til Øre, hvorfra Forf. siden kom til Bergen og andre Steder i Landet.^[91]

VIII.

Vigtigere og interessantere for vort Emne end alle de hidtil meddelte Reisebeskrivelser tilsammen er dog, hvad Christen Pram har meddelt om Stedet i sin desværre endnu utrykte Beretning om den Reise, han i Aarene 1804–1806 foretog i Norge paa offentlig Bekostning i det Øiemed at anstille Undersøgelser om Norges Næringsveie og økonomiske Tilstand.^[92] Af denne rige Kilde meddeles her Følgende med nogle enkelte Bemærkninger:

„Byen, hvis Huse paa ganske faa nær ere net og vakkert bygte, og for en stor Del nye, synes at vidne om dens Tiltagelse og Fremvæxt. Endmere synes derom de temmelig kostbare Anlæg at vidne, som paa begge de større Øer gjøres for at omskabe de ufrugtbare Øer til Haver, Agre eller idetmindste Enge. Jorder er her egentligen slet ikke. Der er i Klippehulerne blot svampig Torv, sommesteds høit meget Grus. Torven tapper man, hvor man kan, Vandet fra, eller man øser den op af Hulhederne og lægger den 1 til 1½ Alen høit langs op ad Klippernes Afhæng. Naar den der er tørret, saar man Havre deri og lader den saa ligge til Græsmark. Kjøbmand Jens Kaasbøll er i Begreb med saaledes at skaffe sig en Mark af hele 14–15 Tønder Land og er færdig med mere end det halve. Kjøbmand Gilroy har en saadan, maaske lidt mindre Mark, Kjøbmand Walter har en saadan, hvortil Begyndelsen allerede er gammel, men han er i Begreb med at udvide den, og der er paa denne hans Gaard anlagt en Reberbane, jeg tror 4–500 Alen lang. Overveier Brodtkorb har – foruden nede i Byen i det nederste Hjørne ved Bassinet en meget deilig liden Have, der allerede er gammel og fuld af skjønne Frugttræer og Løvhytter – anlagt en Løkke ovenpaa Bjerget, hvor han har gjort den kunstige Jord saa dyb, at han der med kongelig Tilladelse har anlagt en Begravelsesplads for sin Familie, omgivet med en godt tilvoxende Lærke-, Fyr- og Aspebosket og sammesteds et net lidet Landhus. Paa Nordlandet har Postmester Christie en vakker liden Løkke. Kjøbmand Knudtzon og Flere ere i Færd med et lignende Anlæg. Disse maa være meget kostbare, men dog ei blot til Luxus. Ved at holde Kjør der og avle noget Grønt bliver man mere uafhængig af Naboøerne, og Stedet vinder i Bekvemmelighed og Skjønhed.“

„Havnens nordøstlige Huk har al ønskelig Leilighed for et Skibsverft. Der er bygget adskillige Skibe, og 1788 fik her et russisk Linieskib, der var beskadiget ved Smølen, en fuldstændig Reparation. Dog bygges her lidet.“

„Byens vigtigste Indbyggere ere: Kjøbmand Leslie, en Skotte, som her har samlet en Formue, der vurderes til 100,000 Rdl., med hvilken han nu drager tilbage til Skotland, hvor han har kjøbt sig Eiendomme. Jens Winter, solid Kjøbmand, 50,000 Rdl. Jens Kaasbøll, en vittig, bereist, kyndig og meget entreprenant ung Mand. Man anser ham for at veie 20–30,000 Rdl., men han er i blomstrende Fremvæxt. Nic. Knudtzon, en meget forstandig, kyndig, retskaffen og driftig Kjøbmand, Flensborger af Fødsel, Broder til den retskafne og bemidlede Justitsraad og Borgermester Knudtzon i Throndhjem, ansees at eie 20,00O Rdl. Danholm, ogsaa driftig Handelsmand af omtrent lignende Formue. Gilroy, et af de anseteste Handelshuse i Staden. Manden er Skotte, troes dog ei at eie mere end en 20,000 Rdl. Postmester Christie, ogsaa en af Stedets betydeligste Kjøbmænd, en gammel, sikker Handel, vurderes til 20 à 30,00O Rdl. Dall, en brav Handelsmand paa 15,000 Rdl., Isaak Moses^[93] roses som en meget driftig og solid Kjøbmand, som havde samlet en anselig Formue, men den er ved sammenstødte Vanheld saa svækket, at han kun vurderes til 10,000 Rdl. Walther,^[94] en ung entreprenant Mand, der har indtaget et stort Stykke Land, anlagt der en stor Reberbane og er i megen Drift, ansees at eie Formue for 12–14,000 Rdl. Overveier Brodtkorb,^[95] ei egentlig Kjøbmand, deltager dog stundom i enkelte Entrepriser. Eier Skibskranen og en sikker Formue af 50,000 Rdl. Flor, forhen Apotheker, ogsaa uden at have Handelshus, deltager i enkelte Spekulationer. Eier en 15,000 Rdl. John Moses, Marstrand, Christie jun. ere unge driftige Begyndere, hvilke man vil vide hver at være 10,00O Rdl. værd. Peder Clausen og Helsing ere Krambodhandlere i god Næringsdrift; den første ansees at eie 12–15,000, den anden 10 à 12,000 Rdl.“

„Indenlands- og Bordhandlere ere følgende fem, om hvilke man intet videre har opgivet mig end deres Navne, og hvad de troes at eie: Colmann 5 à 6,000 Rdl. Chr. Hansen 6 á 8,000, Ingvar Ronnig (Rennie?) 4 á 6,000, Normann 5,000. Skipper Neunkirchen farer stundom selv med sit Skib, men sidder dog i ikke uvigtig Handel og eier 5–6,000 Rdl. Kjøbmand Milns Enke har ei ganske unddraget sig Handelen og eier 10 à 12,000 Rdl. Agent Kaasbølls Enke har skiftet med Børnene, men selv beholdt en Formue af 50,000 Rdl. Toldkasserer Lund anslaaes til 14 à 16,000 Rdl. Byens øvrige Indbyggere ere dels maadelige Haandverkere,^[96] som dog slaa sig igjennem, eller andre uformuende Folk, der leve som Skippere, Baadførere, Arbeidsmænd, Daglønnere eller af anden deres Industri.“

„Den her hjemmehørende Formue beløber sig til en Sum af noget over fem Tønder Guld, hvoraf den langt større Del eies af driftige Kjøbmænd.“

„Saavidt jeg ved gjestfri Modtagelse i mange af Byens bedste Huse og temmelig nøiagtigt Kjendskab med nogle af de bedste Folk i Christianssund blev i Stand til herom at dømme, saa er Pluraliteten her i Byen forstandige, hæderlige Folk, af hvilke man, da ei blot Formue, men Kultur og intellektuelt Værd synes at være.i samme Pris, er berettiget til at vente klog og forstandig Adfærd i Et og Alt, derfor og i Velfærdsveien, saa de, som det og lader, sætter Tæringen efter Næringen og arbeider sig frem.“

„Her hersker i Husene throndhjemsk Elegance. Den lokale Beskaffenhed, at man paa de fleste Steder ei kan komme fra Hus til andet uden til Baads, gjør, at Mandfolket her oftere end i Throndhjem kommer sammen uden at forædle deres Lag ved det andet Kjøns Deltagelse, hvorved den selskabelige Tone i Throndhjem er efterhaanden bleven saa særdeles sædelig, sleben, urban og skjøn, og Selskabeligheden der saa betrygget for at blive Svir. Alligevel ere neppe Svirelag her hyppige, ei heller ødelæggende høie Spil. Man har megen Sands for de ædlere Fornøielser. Her er et godt Læseselskab, som anskaffer sig en Mængde literære Nyheder, der nydes begjærligen. Som i Throndhjem er den kostbareste Husprydelse gode Kobbere. Musiken, for hvis Skyld man har skaffet sig en meget duelig Musiklærer, er her i de fleste Huse i Flor, og denne Musiklærer, som endnu mere den ved Borgerskolen ansatte Lærer Purup, der er dannet paa Blaagaards Seminarium, synes at være nødvendige Personer i alle deres Samkvem.“

„Jeg feiler meget, om ei alt dette giver Grund til et meget fordelagtigt Begreb om denne lille Havstad.“

„Fortrinlige Haandverkere, endsige blomstrende Fabriker, var der, synes mig, ei rimeligt her at vente sig. Her er ei og kan ei være andre end de, der for den fortræffelige Havns og Handelens Skyld have fæstet Bolig.“

„Foruden en taalelig Almueskole, med hvilken man endnu ei var bleven færdig med at forbinde en Arbeidsskole, har man ved særskilte Sammenskud faaet en anden Skole, Bernstorffs Minde,^[97] hvor Hovedlæreren Purup, foruden at lære de ham betroede Børn at skrive, regne, Begyndelsesgrunde til Historie, Geographi og Modersmaalets Grammatik, ogsaa underviser dem i det franske og tydske Sprog. Ungdommen synes i alle de bedre Huse at bære Præg af omhyggelig og forstandig Dannelse.“

„Paa Grip bor 27 Familier, uagtet Søen i 1802 bortskyllede den største Del af deres usle Boliger med alt, hvad de eiede, da de havde reddet deres Personer op i Kirken. En Collect skaffede dem nye Huse, som de staa Fare for, hver Gang der bliver fuld Maane, igjen at miste. Det, de i de senere Aar have fisket, har neppe været nok til at redde dem for Hunger. Iaar fik de et Par Dage en Mængde, men Smølen sendte sin Tangrøg, og deres Fiskeri var forbi. Kan man da fortænke dem eller deres Brødre paa de andre Øer, at de reise hen og nedrive Tanggruberne?“

„– – Som en ny og her næsten ukjendt Handelsartikel blev fra Christianssund 1799 udført til England 560 Tønder Hasselnødder og til indenlandske Steder 174 Tdr., hvorfor til Bonden blev betalt 2½ Rdl. pr. Tønde. Med god Fordel bleve de solgte i England.“

„I Forhold til Stedets Størrelse og betydelige udenrigske Handel har Christianssund ei saamange Skibe som Kjøbstæderne søndenfjelds af lige Størrelse, dels fordi her ingen raa Materialier findes til Skibsbygning, dels fordi de irske og skotske Skibe selv afhente den Trælast og andre Producter, som herfra udskibes. De her hjemmehørende Skibe udføre kun en Del af de Fiskevarer, som sendes til Spanien og Kjøbenhavn, og for Resten fragtes danske og norske Skibe dertil. Stedets egne Skibe ligge sjelden længere hjemme end 1 eller 2 Maaneder om Aaret og overvintre aldrig her paa Havnen. Ved Udgangen af „1801 var her 17 hjemmehørende Skibe.“

„Trælast- eller Bord-Handelen her paa Stedet er ei saa ubetydelig, da der aarlig udskibes 250–300,000 Bord, lad være, at der ikke udskibes Bjelker o. desl. af Mangel paa Skove (undtagen nogle Tylvter Vandringsspirer, Haandspiger og Aarer). Endskjønt de Handlende staa i anseeligt Forskud til Sagene og andre, som forøges ved at lade Bordene afhente med Jægter, saa haves dog den Fordel, at Bordhandelen er paa en mere sikker Fod end søndenfjelds, thi Trælasthandlerne ere faa. De tilhandle sig Bordene; dels af Sageierne, som for det meste ere Bønder, dels af Byens andre Borgere, som af Bønderne have faaet dem i Betaling for leveret Korn og andre Varer. Borgerne holde paa Stedet hjemmehørende Jægter i Tiden mellem Fiskerierne i jevnlig Gang med Bordtransporter til Stedet, hvormed de med samme farende Folk gives deres Ophold. De udskibe næsten-aldrig Bord for deres egen Regning, men efter ordre fra Irland, hvorfra de hentes med irske eller skotske Skibe, medens man søndenfjelds mest afskiber for egen Regning, der foraarsager stort Tab ved Bordenes Henstaaen paa fremmede Steder under Forventning af bedre Marked, der ofte udfalder til aldeles Intet. Ved Fartens Aabning om Foraaret findes her sjelden Beholdning af 2–3 Ladninger Bord, hvorfor og lige til Mai de fleste irske Skibe maa seile til Throndhjem efter Ladning. Af Granbord falder her aldeles ingen, undtagen nogle faa, som hidføres fra Ørkedalen, ja paa hele Nordmør findes kun et eneste fuldvoxent Grantræ, som er plantet ved Kvernes Præstegaard. Paa Kirklandet er plantet en Del unge Grantræer, dels norske og dels skotske. Tjæreudskibningen er her paa Stedet ikke ubetydelig, f. Ex. i 1799 1981 Tdr., i 1802 kun 331 Tdr. “

„Af Tangaske udføres i et Middelsaar 998, 000 Pund hvis Værdi beløber 8,358 Rdl., som er Landets rene Fordel.“

---

„I 1793 havde:

Kirklandet (med Øvre- og Nedre-Vaagen, Gomatnæsset og Dunkersund) 114 Gaarde og Vaaningshuse, 41 Pakhuse, 20 Baadnøster.

Nordlandet (med Smedsvigen) 81 Gaarde og Vaaningshuse, 20 Pakhuse og 19 Baadnøster.

Indlandet (med Sjursvig og Leervig) 58 Gaarde, 17 Pakhuse og 36 Baadnøster.“

„I 1801 Febr. havde:

Kirklandet 91 Gaarde og Vaaningshuse, dertil i Vaagen og paa Gomatnæsset 41, tils. 141 (sic).

Nordlandet 80 Gaarde og Vaaningshuse.

Indlandet 60 Gaarde.

Altsaa i 8 Aar Gaardenes Antal forøget med 28. Byens bestandige Indvaanere vare efter en temmelig nøiagtig optælling 1791 ialt 1460 Mennesker, men i 1801

paa Kirklandet	122	Familier,	611	Mennesker.
i Vaagen og paa Gomatnæsset	60	–	313	–
– Nordlandet	113	–	388	–
– Indlandet	77	–	312	–
Tils.	372	–	1624	–

„I Aaret 1795 var Byen i Frygt, da to engelske Coffardiskibe indbragte to franske Prisskibe, som de 8 Mile herfra havde taget fra de Franske. Ikke mindre Frygt var der, da et Transportskib for faa Aar siden ankrede paa Havnen og havde ombord Besætningen fra en strandet fransk Fregat. Hvo skulde modsætte sig en Hob tøilesløse Matroser, der var vant til at anse Alt som Rov for sig? Endog i Ufreds-Tider var Stedet blottet for alt Forsvar. Dette gav Anledning til, at Indvaanerne i April 1801 for at sikre deres Eiendom fra at falde i de Engelskes Hænder flyttede sit meste Gods rundt om i Fjordene op til Throndhjem, ligesom ogsaa de fleste Fruentimmer forlode Byen. Saavel et Forsvarsverk for Havnen som en Garnison vilde derfor være høist fornøden. I August 1800, da man frygtede et Fredsbrud med England, anmodede Stiftamtmand Moltke Christianssunds mest formuende Indvaanere om at anlægge to Land- og to flydende Batterier paa egen Bekostning, da han vilde ansøge om, at Stedet af Throndhjems Arsenal kunde erholde det fornødne Antal Kanoner, Krud og Kugler samt endel Artillerister og 250 Mands Garnison paa Statens Bekostning. Ved en Samling paa Raadstuen d. 5te Septbr. 1800 blev dette enstemmig antaget undtagen de to flydende Batterier, som ansaaes unyttige, og der blev tillige forlangt en Ingenieur til Landbatteriernes Anlæg. Da England i Jan. 1801 lagde Embargo paa alle danske (og norske) Skibe i engelske Havne, syntes Faren at være nær. I Febr. s. A. blev fra Throndhjem nedsendt Major Rosbach af Ingenieur-Corpset for at udse Stedet til Batterierne og Lieut. Myhre af Artilleriet med Lodsoldermand Haabjørn i Throndhjem for at udse Pladse til Communications-Signaler herfra langs Leden til Throndhjem, og d. 19de s. M. indrykkede Capt. v. Rechelsen med 3 Officerer og 118 Mand Skarpskyttere til Garnison, medhavende 2 Amusetter. Garnisonen blev forøget, saa at den ved Udgangen af April bestod af 2 Capitainer, 4 Lieutenanter og 270 Mand Nationale foruden Oberstl. Blicher af det Throndhjemske Dragonregiment som Commandant. Paa Kirklandet blev opreist en ny varde af Spærrer for, om fiendtlige Skibe lode sig se, at antændes og et Vagthus med Skorsten opført for det vagthavende Militair samt en kongelig Lods.“

„Hidtil havde Christianssund kun været anseet som et ubetydeligt Sted, men nu blev det betragtet som Nøglen til Throndhjems Stift, da Fienden ved at besidde denne Havn kunde forbyde al Tilførsel til Throndhjem og Nordlandene. Der blev derfor befalet strax at sætte Stedet i bedste Forsvarsstand saavel med Landbatterier som et flydende Batteri, og Udførelsen heraf blev overdraget Enroulleringschefen. Commandeur Claus Tønder, der ligesaa hastig lagde Haand paa Verket. Til Opsyn hermed vare Lieut. Møller og Maanedslieutenanterne Lie og Reinert. Det første Batteri blev ved Commandeur Tønder opført paa Indlandet, fik Navn af Prinds Carls og blev besat med 8 Stykker 8-pundige Kanoner, men er for Fremtiden bestemt til 5 St. 36-puudige og 3 St. 34-pundige. Dette Batteri kan modtage en Fiende ved Indseilingen af Sørsundet. Derpaa blev af Oberstl. Blicher anlagt et andet Batteri i Svartholmsbugten paa Kirklandet udenfor Indseilingen, der nu fører Navn af Fuglen, besat med 2 St. 8-pundige og 2 St. 4-pundige Kanoner, men nu bestemt for 4 St. 8-pundige. Det tredie og betydeligste Batteri blev af Major Rosbach anlagt paa Rinholmen i Indløbet af Sørsundet og kaldet Kronprindsens, er bestemt for 7 St. 24-pundige og 8 St. 27-pundige Kanoner. Til dette Batteris Istandsættelse blev af Byens Indvaanere frivillig subskriberet 510 Rdl. For at gjøre samme landfast med Kirklandet blev for det første liciteret 1500 Favne Graasteen à 6 Rdl., beløb alene 9000 Rdl. Endelig blev det fjerde Batteri ved Major Rosbach anlagt paa en Holme i Nordsundet og blev kaldet General v. Kroghs, besat med 3 St. 8- og 12 St. 12-pundige Kanoner. Alle disse Batterier ere forsynede med 6 Fod høit Brystværn. Foruden disse skal endnu et Batteri anlægges paa Indlandet udenfor Prinds Carls, som er bestemt for 3 St. 36-pundige Kanoner, men nu er Stedet kun besat med 3 St. 12-pundige. Paa Haugen mellem Kirklandet og Vaagen var uden Batteri henlagt en 8-pundig Kanon, men da dette Sted ei behøver Brystværn formedelst sin Høide og dog kan beskyde hele Havnen, er dertil bestemt 8 St. 8-pundige Kanoner og kaldes Commandeur Tønders Batteri. Høitidelig blev alle disse Batterier tillagt deres Navne d. 20de Septbr. 1801.“

„Ifald Fiendtlighederne med England havde vedvaret, var endnu bestemt at anbringes i Marcussundet 4 St. 8-pundige Kanoner. Flaadebatteriet, Neptunus kaldet, 52 Fod langt og 32 Fod bredt, blev under Opsyn af Commandeur Tønder istandbragt, løb af Stabelen d. 13de Januar 1801 og besat med 10 St. 12-pundige Kanoner. Til samme blev af Regjeringen kjøbt en Ladning østersøiske svære Bjelker, som af et fransk Prisskib her var indbragt og ei i den urolige Tid kunde udføres. Kanonerne til samtlige Batterier bleve hidsendte fra Throndhjem undtagen 4, som bleve laante af det franske Prisskib, og 14 St. 12-pundige med 700 Kugler fra Bergen, for hvilke i Fragt alene blev betalt 400 Rdl. Saaledes var nu Begyndelsen temmelig langt kommen med Christianssunds Befæstning, men aldrig saasnart var Efterretningen indløbet om Fiendtlighedernes Ophør, førend Garnisonen strax blev ophævet og de fra Throndhjem laante Kanoner og Ammunition did tilbagesendt, saa at de opførte bekostelige og for Byen nyttige Batterier nu maa forsvare sig selv uden militair Hjelp. Dog blev Prem. Lieut. Mollerup af andet throndhjemske Regiment befalet at være her indtil videre for at have opsyn med Batterierne.“

Saavidt Pram.

IX.

Prams Besøg fandt Sted i en Tid, da Byen, som overhoved Danmarks og Norges Kjøbstæder, befandt sig i en blomstrende Forfatning formedelst de heldige Handelskonjunkturer, først finder den nordamerikanske Krig, dernæst under den franske Revolution og de paafølgende Aar indtil 1807. I denne Velstandsperiode gjorde ogsaa Kulturen, idetmindste den ydre, Fremskridt i vore Byer. Selskabeligheden fik et stærkt Opsving, og Drikkeviserne og Privattheatrene havde sin Guldalder. Ogsaa fra Christianssunds Selskabsliv ere nogle Træk bevarede i den Throndhjemske Adresseavis.

Midtpunktet for dette Selskabsliv har været det af Pram med Ros omtalte Jens Kaasbølls^[98] Hus. Herom heder det i en Korrespondance til det nysnævnte Blad i (1805, No. 13): „H. M. Kongens Fødselsdag blev her i Byen hædret paa en for dette Sted saare ualmindelig Maade. I Hr. J. Kaasbølls Huus blev opført Stykkerne: „De snurrige Fættere“ og „Den unge Indianerinde“. Da Dækket faldt, fremsagde Hr. Strømberg^[99] og Jomfru Kaasbøll i en sindrig Dialog Aarsagen til Dagens Høitideligheder. Ved de Ord: „Den 21de Januar, altsaa Kongens Fødselsdag,“ forkyndte 9 Kanonskud Høitiden endog for dem, der ei vare tilstede. Derefter saa man en ballotisk Dands af 8 med Roser beprydede Piger; denne Fornøielse blev endnu meget: forhøiet ved en pas de deux mellem G Hr. Strømberg og Jomfru Kaasbøll, der gjorde den førstes Flid og den sidstes Geni lige megen Ære. Klokken 10 vare disse 4 Timers Fryd endt, og nu forføiede Tilskuerne sig hen til Hr. Kaasbøll, hvor et offentligt Bal endte Festen. Glads Undersaatter følte der sit Held ved velmeent at erindre Landsfaderen og midt i sin Glæde at mindes, at der gaves Bedrøvede og Arme blandt dem. Naar man betænker, hvad Bekostning og Møie et Theater og dets fornødne Requisita udkræver, naar man seer alt dette tilveiebragt ved en eneste Mand, seer ham og hans Kone kappes om ved Gjestfrihed at forskaffe sine Medborgere en saadan Fornøielse, saa føler enhver Retskaffen, at man, uden at miskjende den væsentlige Andeel, Hr. Strømberg havde i Indretningen, vil tilstaa Hr. Kaasbøll og hans ædle Kone en grundig Ret til Deeltagerens ublandede Erkjendtlighed.“ Men da denne Beretning kom i Avisen, opstod der i Byen et ikke lidet Røre, og nogle, „der ikke dependerede af det jovialske Parti“, fik indrykket kritiske Bemærkninger i Throndhjems-Avisen. Dette Modparti, der repræsenteredes af Familierne Brodtkorb og Christie, oplyste, at Rosen i Avisen over Kaasbøll hidhørte fra Borgerskole-Læreren Purup, der kaldes „en Sufflør og et løst Appendix til Byen“, og der insinueredes, at Kaasbøll, der havde taget 32 Skilling for Billetterne til Skuespillet, havde lucreret ved dette. Hertil svarede Purup og oplyste, at Kaasbøll havde „indrettet sit Theater kun for at skaffe sine Medborgere en anstændig Fornøielse, havde uden Forskjel indbudt saamange, som Rummet kunde tillade, baade den 6te og den 29de Januar. Han havde selv baaret alle Udgifter, og de 32 Skill, der betaltes for Billetterne, anvendtes som Bidrag til et Arbeidshjem i Byen.“^[100] I det følgende Aar 1806 indbød Kaasbøll atter til sig „den største Deel af sine Medborgere“, og „paa hans Huustheater opførtes det skjønne Stykke: Menneskehad og Anger“, hvorpaa fulgte „kunstig Dands af 3 Piger og Solo af Jfr. Kaasbøll, derpaa Sang af Jomfruerne Kaasbøll og Gilroy, og endelig Aftensmaaltid for over 80 Personer af begge Kjøn“. Om Purup var Sufflør ved Forestillingen, oplyses ikke, men vel at han, udentvivl med stolt Triumf over sine Modstandere, havde forfattet Arier for Anledningen. Ved Bordet indsamledes 40 Rdl. til de Fattige.

Jens Kaasbøll, en Søn af ovennævnte Hofagent Peder Kaasbøll, efter hvem Firmaet fremdeles benævntes „Peder Kaasbøll & Søn“, eiede og beboede det Hus, som nu tilhører Konsul N. H. Knudtzon. Om dette Hus fortælles, at da Jens Kaasbøll engang gjorde en Reise til Kjøbenhavn, lod hans Hustru under hans Fraværelse det oprindelig kun af en Etage bestaaende Hus paabygge med to nye Etager. Sin mest glimrende Festlighed skal Huset have oplevet i 1810, da Datteren, Anna Brun Kaasbøll (Byens ovenfor omtalte, af Strømberg uddannede Primadonna) havde Bryllup med en adelig Brudgom, Regiments-Kvartermester og Auditør Carl Valentin Falsen, der døde som Stiftamtmand i Christianssand 1852. Gaden fra Brudehuset til Kirken var da dækket med Bræder og disse med Klæde.^[101] Allerede Aaret efter døde Jens Kaasbøll den 6te Septbr. 1811, kun lidt over 49 Aar gammel. Han blev begravet paa et Landsted,^[102] som han efter sin Kone (f. Thiel) havde kaldt „Margretes Fryd“. I den Throndhjemske Avis for s. A. fremkom længere Poesier i Anledning af hans Død (No. 81 og 90). Den første af disse, undertegnet O. C. Bull og forsynet med en prosaisk Erklæring af Byfoged Schare, synes at have havt den Hensigt at minde hans Efterladte om, at den Afdøde havde tegnet sig for en Gave af 2,500 Rdl. kontant og desuden et aarligt Bidrag af 150 Rdl. til en Arbeidsanstalt. Disse Penge ere imidlertid neppe blevne indbetalte, da herom ingen Oplysning findes i „Norske Stiftelser“. – Kaasbølls Svoger var Admiral Tordenskjolds ældste Brodersøn Krigskommissær Johan Christopher Wessel († 1793), der i 1778 optoges i Adelsstanden under Farbroderens Navn og boede i Christianssund, hvor hans tredie Kone var en Datter af Hofagent Kaasbøll.^[103]

X.

Aaret 1807 var for Danmark og Norge det sørgelige Vendepunkt, da velstand og Lykke afløstes af Krig og Prøvelser. Christianssund kom snart til at opleve krigerske Optrin, der imidlertid kun gjorde Byen Ære uden at volde den stor Skade.

Den 14de Juni om Morgenen Kl. 5 saa man fra varden 4 Mil ud i Havet en Orlogsfregat styre tillands. Efter at være kommen nærmere tonede Skibet hollandsk Flag. Man drog dog ikke i Tvivl, at det var en Engelskmand, og beredte sig kraftig til at modtage ham. Da Skibet Kl. 11½ var paa Skuds Afstand, hilsedes han saa eftertrykkelig med 53 Skud fra Kronprindsens og Prinds Carls Batterier, at han efter en halv Times Forløb seilede bort. Besætningen paa Batterierne bestod dels af det borgerlige Artillerikorps, dels af en Landeværnsdivision. Øverstkommanderende var Major Bruun. Fregattens Ild gjorde ingen Skade i Byen, hvor dog adskillige Kugler opsamledes.

Denne Begivenhed fremkaldte et hastemt Udbrud i den throndhjemske Avis (No. 57) af en dansk Sproglærer Gottfried Fibiger,^[104] som paa den Tid opholdt sig i Christianssund. Nogle Strofer af hans Poem maa her finde Plads, især paa Grund af de Ytringer, Versene indeholde om den engelske Kolonisation i Byen:

– – – – – –
– – – – – –
„Tre Klipper, som, o Nordhav, Du omslynger,
Hvor Hvalen trives i dit Skjød,
Hvor britisk Flygtning samled gyldne Dynger,
Som – til Brittania flød,
Hvor Briten nød Gjestmildheds rige Fylde
Med haanligt Smiil til Klippens Søn,
Som aldrig lader af sin Troskabseed at hylde
Og finde Dyden skjøn,
Der var’ de Trælle frem, hvis Blod Obaddon pryder
Trophæer for sin Skjændsel med,
Men som med Lynets Kraft dog aldrig gjennembryder
Norsk Værn mod Voldsomhed!
Trefoldig Klippe, Du som Britens Kugler slynge
Afmægtig i det haarde Skjød,

Men fra din Vall drog ud de Kugler, som kan synge
Den Usling til sin Død.“
– – – – – – – – – – – – – – – –
– – – – – – – – – – – – – – – –

Længe varede det dog ei, inden et nyt og noget alvorligere Angreb paafulgte. Det omtalte engelske Krigsskib, der siden viste sig at være Fregatten „Signate“, (32 Kanoner), Kapt. Dixon, havde seilet over til Shetlandsøerne og derefter ved Laurvig truffet en anden engelsk Fregat „Tartar“ (48 Kanoner), Capt. Baker. Dixon skal have fortalt sin Kollega, at Christianssund strax maatte kapitulere, naar to Fregatter angrebe den, og man besluttede da i Forening at gjøre et nyt Besøg der. Den 7de Juli 1808 om Morgenen Kl. 6 saa man da fra Varden de to Orlogsmænd, hvilke dog paa Grund af Vindstille først den følgende Dags Morgen Kl. 9¼ naaede frem til Byen lige ud for Marcussundet. Fra Flydebatteriet beskjød man dem med 10 Kanoner, saalænge Ammunition havdes. Da ny Forsyning heraf var tilveiebragt, begyndte ogsaa Tønders og Kaasbølls Batterier at give Ild med 9 Kanoner. Kl. 11 heisede „Tartar“ hvidt Flag paa Stortoppen, hvorefter en Parlamentær kom og forlangte alle Byens Fartøier udleverede. Hertil svaredes, „at saalænge Christianssund havde Nordmænd, tænkte man aldeles ikke paa nogen Overgivelse.“ Sektionsanfører ved Krigsvæsenet, Kjøbmand Nicolai Henrich Knudtzon junior (den nu levende Konsul N. H. Knudtzons Fader) gik ombord i Tartar under Stilstanden og saa, hvorledes flere af de norske Kugler havde rammet, men fik ikke Adgang til at se de Døde og saarede og iagttog kun, at Lægen var meget beskjæftiget. Han lod Engelskmanden høre sin Mening om den engelske Regjerings Opførsel mod Danmark og Norge, hvortil svaredes, at engelske Officerer ikke kunde indlade sig i Samtale herom, men Knudtzon fik dog det Indtryk, at de ligesaa ugjerne kjæmpede mod Danmark og Norge, som de af Hjertens Grund ønskede at angribe Frankrige og Spanien. Angrebet fornyedes ikke, og Kl. 4 seilede Fregatterne bort efterat have tilbageleveret nogle Gjenstande „af privat og domestique Beskaffenhed“, som tilhørte John Moses (der paa den Tid fungerede som Lieutenant) og vare tagne fra en Jagt. Kun en Mand var falden paa norsk Side (paa Tønders Batteri), og kun nogle faa Huse i Byen vare blevne en Smule beskadigede. Major Bruun roste i sin Rapport særlig Maanedslieutenant Brechan,^[105] der kommanderede paa Flydebatteriet, og sendte Knudtzon til Throndhjem for nærmere at berette General v. Krogh det Passerede.^[106]

Vistnok blev der ikke Brug for de i Christianssund stationerede Kanonbaade fra Throndhjem, idet Byen blev fri for nye fiendtlige Angreb, men de merkantile Forhold bleve mere og mere mislige. Hvad Byen kan have vundet i Licence-Farten, er mig ubekjendt. Korn maatte med stor Risiko hentes fra Archangel, og Fiskeexporten var tildels forbudt, for at ikke Landet skulde blottes for Fødemidler.

Universitetssagen fandt i Christianssund, skjønt Stedet ikke havde lærd Skole og vist ikke mange af Borgerne tænkte paa at lade sine Sønner studere (der kom ogsaa virkelig i mere end en Menneskealder saare faa Studenter derfra), en ikke ringe Deltagelse, og i Sammenligning med Bergens og Christianssands Smaalighed og lunkne Tilslutning ved Subskriptionen vare de i Christianssund ydede Bidrag betydelige. De største Gaver kom fra Jens Kaasbølls Enke (2000 Rdl.) og John Moses og William Dall (hver 1000). Den 11te December 1811 fandt, som bekjendt, rundt om i Landet den store Høitidelighed Sted i Anledning af Universitetets Oprettelse. I Christianssund holdt Pastor Bull Talen i Kirken; og Sange af Læreren Purup bleve afsungne. Derefter „samledes alle Byens distingverede Mandspersoner i den borgerlige Klub til Middagsmaaltid, ved hvilket vor allernaadigste Konges, Kongehusets, Universitetets og Fleres Skaaler bleve drukne under Sange, ogsaa forfattede af Hrr. Purup, samt Kanonade. Flag vaiede fra alle Skibe og mange andre Steder. Om Aftenen var stort Bal, hvorved man glædede sig til henimod Morgenen, og 226 Rdl. bleve samlede og skjænkede til de Fattige.“^[107]

Ved Rigsforsamlingen paa Eidsvold repræsenteredes Christianssund og Molde af Kjøbmand og Borgerrepræsentant John Moses, den samme, som vi ovenfor have seet omtalt hos Pram og gjenfundet som deltagende i Byens Forsvar 1808. Han var Søn af George Moses (der i 1764 kjøbte af sin Fader og John Ord (da i Molde) et Hus med Brygge o. s. v. i Vaagen, sydvest „for Fosna Gaard“, tilligemed to Trediedele af Grip) og Sønnesøn af den John Moses, der var den første Mand af denne Slægt i Norge. Til det overordentlige Storthing 1814 valgtes Sognepræsten til Kvernes, Lorentz Angell, som da midlertidig boede i Byen, (tilsidst res. Kap. til Throndhjems Domkirke og Svigersøn af den ældste Nicolai H. Knudtzon).

---

Tiden nærmest før og efter 1814 maatte formedelst de ulykkelige Krigsaar medføre Nedgang og Falliter, og overhoved fandt ved den Tid store omvexlinger Sted i denne som i andre Byer.

Byens første Historieskriver, Toldinspektør Thue, var død, 66½ Aar gammel, „efter mange udstandne Lidelser“ den 6te Juni 1808, efterladende sit Bo i mislig Forfatning. Det rige Kaasbøllske Hus gik stærkt tilbage efter Jens K.s Død 1811. Enken fortsatte Forretningen under en Wasmuths Bestyrelse, men med stigende Uheld. I 1820 skyldte Firmaet Etatsraad Suhr & Søn i Kjøbenhavn 10,000 Rdlr. og gjorde kort efter Opbud. Boets Gaard solgtes til N. H. Knudtzon, „Margretes Fryd“ til en Slægtning Henr. Mechlenburg Kaasbøll. Jens Kaasbølls Enke levede endnu temmelig længe og døde i smaa Kaar. Nu er der af denne engang meget rige Familie ikke andre i Egnen tilbage, end nogle Bønder paa Hitteren, der nedstamme fra Laurits Kaasbøll, som i Aarhundredets Begyndelse var Sorenskriver i Fosen. Ogsaa Robert Gilroy var død, den 3die April 1812, 68 Aar gl. og efter hvad det ser ud til, som en meget anseet Mand.^[108] Enken fortsatte Firmaet, der siden gik over til den eneste Datters Mand William Dall, Gilroys fra Skotland indvandrede Søstersøn og Svigersøn, og derefter til Datterens anden Mand af Familien Allan (en yngre Broder Robert var ogsaa kommen over.) Disse to Slægter Dall og Allan ere nu de eneste i Byen tilbageblevne Levninger af den britiske Indvandring.

Eidsvoldsmanden John Moses forlod Norge i 1814 eller kort efter som Fallent og kom aldrig mere tilbage. Til Opholdssted valgte han London, hvor han døde 1849, og hvorhen han medbragte et Par Sønner, medens de øvrige Børn bleve hos Moderen, en Datter af den ovenfor nævnte J. C. Tordenskjold († i Christianssund 1793). Familien er siden gaaet over i den geistlige Stand og findes ikke mere i Christianssund, uagtet to unge Mænd Thomas M. jun. og Isaak M. jun. toge Borgerskab der 1814. Navnet er dog bevaret ved det af Familien opdyrkede og bebyggede Landsted „Moses-Myren“ (nu en Bondegaard) paa Kirklandet.

Den rige William Leslie stod, som Pram bemærker, allerede omtrent 1805 i Begreb med at forlade Norge og gjorde det snart efter og bosatte sig da i Nærheden af sin Hjemstavn Bauff, hvor han havde kjøbt en stor Eiendom eller et Gods Deu Lugas. Her døde han 1814.^[109] Han havde imidlertid bevaret Eiendomme i Norge, hvor- iblandt Bremsnes og „Leslie-Gaarden“ paa Indlandet og ved Testamente af 1809 overdraget saavel disse som det skotske Gods til sin Brodersøn Hans Georg Leslie, der valgte at blive paa det skotske Gods, men overdrog en Kusine, Wilhelmine Leslie Grøn,^[110] (1819) alle de norske Eiendomme for 8,600 Spd. Hun var gift med en Lieutenant W. H. C. Pohlmann, der nu bosatte sig paa Bremsnes og herefter skrev sig Pohlmann-Leslie.

Det eneste Handelshus fra forrige Aarhundrede, som endnu bestaar, er det, der i den sidste Menneskealder har været ikke alene det betydeligste paa Stedet, men endog et af Norges og Nordens mægtigste, Huset Knudtzon. Ogsaa denne Familie hidrører fra Slesvig, dette Moderland for norske Kjøbmænd. Den hørte hjemme i Bredsted, en Flekke i Amtet af samme Navn. Herfra kom i 1767 Hans Knudtzon til Throndhjem, hvor han fik Plads paa Agent Broder Lysholms Kontor og senere blev dette Hus’s Chef, ligesom han tillige i nogle Aar var Borgermester i Byen; han døde som Etatsraad og Ridder af Danebrogen og Nordstjernen 1823. En Broder af ham var Nicolai Heinrich Knudtzon, der for omtrent 100 Aar siden bosatte sig i Christianssund. Her blev han, som man af Prams Meddelelser vil have seet, en af Byens første Handlende, og han skal tillige efter William Leslies Tilbageflytning til Skotland have overtaget hans Hus’s Forretninger.^[111] Firmaets Stifter, den første N. H. Knudtzon, trak sig i 1814 tilbage fra sin Virksomhed og boede senere i Throndhjem, hvor han døde i en Alder af 85 Aar den 26de Marts 1842.^[112] Hans tre i Christianssund tilbageblivende Sønner, Søren, William og Nicolai Heinrich, have alle repræsenteret Byen paa Storthinget. Den sidstnævnte, der 1814 tog selvstændigt Borgerskab, blev Fader til den nuværende Indehaver af Firmaet, Konsul og Kommandør af St. O. O. Nicolay H. Knudtzon. Dennes overordentlig betydelige Virksomhed er bekjendt, og det ligger udenfor denne Afhandlings Plan nærmere at omtale den.^[113] Det skal her kun anføres, at Konsul Knudtzon selv i en af ham i Aaret 1890 udgiven Brochure: „Nogle Bemærkninger angaaende Fiskeværs- og Klipfiskforholde“ har givet et vigtigt Bidrag til Oplysning om den Næringsvei, paa hvis heldige Udvikling hans Hjembys Velstand beror.

---

Tillæg. En mig senere fra Christianssund ihændekommen „Rolle“ over et i 1807 oprettet „borgerligt Artillerie Corps“ viser, at dette ved Stiftelsen bestod af omtrent 100 „veløvede Personer“, hvilket Tal efter Borger-Lieutenant Frederich Dyblies Oplysning i Marts 1810 var formindsket til 40, „deels ved Afgang til den senere oprettede Søe Limite og deels til Flaade-Batteriet og Kanon-Baadene“.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Han var Farfader til den ifjor afdøde Toldinspektør og Ridder Ernst David Thue, ved hvis Bortgang dette Embede bortfalder for Fremtiden, idet Byen henlægges under Throndhjems Toldinspektorat.
2. Topogr. Journal, H. XVI. S. 14.
3. Det norske Vidensk. Selskabs Skrifter i 19de Aarh. I. S. 50.
4. Hvor tilfældigt det kan være, om endog meget fremtrædende Steder omtales eller ikke i de levnede middelalderlige Vidnesbyrd, vil kunne sees deraf, at endog en Havn som Flekkerø ved Christianssand S. heller ikke nævnes før i Christiern II.s Tid.
5. Allen, De tre nordiske Rigers Historie, III, 1. S. 126 flg. Dipl. Norv. VI. S. 712.
6. Norske Regnskaber og Jordebøger fra det 16de Aarh., udg. af H. J. Huitfeldt-Kaas, II. S. 75. Et Lod Sølv svarede i Danmark dengang til 3 Tønder Rug.
7. Samlinger til det N. Folks Sprog og Hist. I. S. 10.
8. Norske Rigsregistranter, V. S. 470.
9. Sammesteds, VI. S. 299.
10. Det kgl. norske Videnskabers Selskabs Skrifter i det 19de Aarh. I. S. 398–399, hvor den Gripske Kapellans Pligter og Rettigheder angives, saaledes som de bestemtes ved „Reformatsen“ af 1589.
11. ɔ: plus-minus = circa.
12. De større Øer opfattes som Fastland i Sammenligning med Udskjæret Grip. Sammenlign Udtrykket Meginland om Hovedøer (f. Ex. paa Hetlands-Øerne).
13. ɔ: til Fosen og de omliggende Øer, Indlandet og Nordlandet?
14. Senere (indtil Oprettelsen af Christianssunds Præstegjeld 1827) var den resid. Kapellan til Kvernes tillige „Sognepræst“ til Grip.
15. Erlandsen, Throndhjems Stifts Geistlighed, S. 468. Norske Rigsregistranter, VI. S. 640, VII. S. 64.
16. Livsbrevet haves i Norske Rigsregistranter, VI. S. 312.
17. Bendixen i Program fra Christianssunds Skole for 1870, S. 50.
18. Se herom Yngvar Nielsens Skrift: Jens Bjelke til Østraat, Chra. 1872. S. 186, 188, 228, 245, samt Norske Rigsregistr. passim.
19. Kongen havde dog i 1633 (N. Registr. VI. S. 500–501) forbudt ham at blive boende i Nordmøre Fogderi, ligesom overhoved ogsaa andre afsatte Fogder ved samme Leilighed fik Forbud mod at blive „i Landet“, naar de vilde bruge borgerlig Næring. Dette Kongebud er altsaa ikke blevet respekteret. Et „Indlæg“ af B. K. til det Ostindiske Kompagni blev af Kongen refuseret, hvorimod han maatte betale Kongen en „Aftingning“ af 600 Rdl. (ibid. S. 692 flg.).
20. Top. Journal XVI. S. 57.
21. Norske Rigsregistr. VI. S. 637, 643, VII. S. 207, 670, 732, VIII. S. 261.
22. N. Rigsregistr. VII. S. 393. Kongen havde nemlig det Tvangsmiddel mod saadanne Personer, at han kunde lade dem arrestere, naar de indfandt sig paa andre Steder i hans Lande, f. Ex. i Flekkerø, i Bergen, i Øresund o. s. v.
23. Bendixen i Christianssunds Skoles Program 1870, S. 15 flg.
24. Disse Navne ere hentede fra Bendixen, Chr.sunds Skoles Program 1870, S. 26, uden at jeg har nærmere Besked om dem.
25. Generallieutenant Jørgen Bjelkes Selvbiographi, udgiven for første Gang af J. A. Fridericia, Kbhvn. 1890.
26. Venskabelig Meddelelse af Rigsarchivar Birkeland.
27. Af Sagefaldsregnskaberne for samme Aar erfares, at Jacob Lund paa Molde maatte bøde 5 Daler, „for han uden Lov og Minde haver slaget og afført Hø af Bolsø Holmer“.
28. Odin Aagesen, Rasmus Mortensen, Lange Nilsen, Henrik Jansen (ɔ: Henr. Jensen Wessel, Tordenskjolds Bedstefader?), Hans Rasmussen og Oluf Pedersen.
29. Se herom: „Adskilligt om Kjøbstaden Molde“ af O. C. Bull i Topogr. Statist. Samlinger, udg. af Selskabet for Norges Vel, I, 1, S. 73 flg. Fra samme Tid hang i Molde Kirke et Familiebillede, forestillende en Kone med Mand og Børn. Sagnet fortæller, at oprindelig havde begge Konens Mænd været der afbildede, „men, da den ene, som var en Udlænding, rømte bort, lod hun ham udslette, som paa Skilderiet tydelig vises at være skeet“. Det har vel været en forløben Britte. (Sammesteds s. 76).
30. Handlingar, rörande Skandinaviens Historia, XXX. (ɔ: „Nya Hdl.“ XX). Stockholm 1849. S. 220–223.
31. Om denne Mands Bedrifter ved anden Leilighed i denne Krig se Y. Nielsen i nærværende Tidsskrift, IV. S. 286 flg.
32. Ludvig Rosenkrands’s Regnskaber i Rigsarchivet.
33. Meddelelser fra det norske Rigsarchiv, I. S. 317.
34. Tidsskrift for Videnskab og Literatur, udg. af Chr. Lange. II. (1848) S. 353.
35. Herredagens Domsbog for 1661.
36. Der haves en Kopi af 6. August samme Aar fra Gyldenløve til „Kjære Jacob Jensen“ (Hersleb, Foged paa Nordmøre) om at lade Ole Steensens Bo registere ved Sorenskriveren og sex Lagrettesmænd og lade ham sende arresteret til Christiania for at føre sin Sag. Fripas udstedtes for Korporal Eilif Gudbrandsen, der skulde transportere ham.
37. Christian den Fjerdes norske Lovbog, udg. af Fr. Hallager og Fr. Brandt. Chra. 1855. S. 192.
38. Ole Steensen er – dog uden nærmere Oplysninger – nævnt af R. Nyerup i hans Efterretninger om Kong Frederik den Tredie. Kbh. 1817, S. 377. Uforsigtige Ytringer af den Art var det farligt at lade falde. Omtrent samtidig havde en Lagmand Christen Jensen været tiltalt „for at have kaldet sig Konge“ (!) se B. Moes Tidsskr. for den norske Personalhistorie, I. S. 5, og senere var den samme Person under Tiltale for andre (i Drukkenskab) ham undslupne Ord om Kong Frederik og Prinds Georg. Se herom samme Tidsskr. I. S. 8 samt (især) S. Vedels den dansk-norske Høiesterets Historie, Kbhvn. 1888. S. 73–74.
39. ɔ: Bødkere.
40. Saaledes benævntes dengang Huslærere, se f. Ex. Holbergs Julestue.
41. Om hans Familie haves en for nogle Aar siden (s. a. & l.) udgiven anonym Stamtavle i Patent-Format, der er af Vigtighed for Christianssunds Personalhistorie. De fleste der meddelte Efterretninger skulle skyldes Bureauchef Alf Collett.
42. En Søn af Christopher M., Iver, en dygtig Geistlig, blev tilsidst Sognepræst til Førde, se Erlandsens Thjems Stifts Geistlighed, S. 502 og Hammonds Missionshistorie, S. 659.
43. Deres Gravskrifter læses i G. Schønings Beskrivelse af denne Kirke, S. 212.
44. Det er om hans Datter Susanne, som var gift med Borgermester Lars Bastiansen Stabel i Throndhjem, at der fortælles det samme hyppig lokaliserede Vandringssagn, der allerede kjendes fra den græske Oldtid (Polykrates’s Ring). Hun indlod sig, medens hendes Mand endnu levede, i et forargeligt Forhold til Huslæreren, Johan Hegermann (senere Salmedigter), med hvem hun havde et Barn. Alligevel tog den gamle Borgermester hende til Naade og udvirkede kongelige Beskjærmelsesbreve for hende. Men efter hans Død fortsatte hun sit Samliv med Johan Hegermann, som i 1671 blev udvist af Throndhjem. I 1680-Aarene flyttede Susanne Pedersdatter tilbage til Aure, paa hvis Præstegaard hendes uægte Datter opdroges, og her døde hun omkr. 1700 i stor Armod paa en Husmandsplads.
45. Norske Samlinger, 8vo, II. S. 477. Til de om Hr. Johan Darre af Erlandsen (Thjems Geistlighed, S. 429) givne Oplysninger kan føies, at han 1670 6. Søndag efter Trin. havde Bryllup, med sin Formands Enke. Hun begik efter hans Død Arvesvig.
46. „Embedsmænd“ er her vistnok brugt i den gamle Betydning af Haandverkere.
47. Tallak Lindstøl, Mandtallet i Norge 1701 samt Oplysninger om Folkemængdens Bevægelse i Norge i det 16de og 17de Aarh. Chra. 1887.
48. Saaledes benævntes som bekjendt de syv Præster 1) Provsten Mag. Jens Juel, Sognepræst til Thingvold (Broder af den ulykkelige Amtmand Povel J.), Amund Barhow, 3) Thomas v. Westen til Veø, 4) Nicolai Engelhart til Næsset, 5) Peder Strøm til Borgund, 6) Mentz Ascanius til Aure, 7) Eiler Hagerup, pers. Kap. til Kvernes, tilsidst Biskop i Throndhjem. Amund Barhows og Eiler Hagerups Billeder have hængt i Christianssunds Kirke.
49. Paa Indvielsesdagen undertegnede Sognepræst Amund Barhow og Kirkens 4 Forstandere i Biskopens og Provst Jens Juels Nærvær en „Convention“ angaaende de omtalte Forpligtelser til Sognepræsten og Bremsnes Kirke. I Henhold hertil sagsøgtes 130 Aar senere Christianssunds Kommune til at yde Bidrag til Bremsnes Kirkes Reparation. Det oplystes, at Christianssund (Lille-Fosen) i ethvert Fald efter 1720 intet samtidigt havde ydet til Bremsnes Kirke, (hvorimod Lille-Fosen tidligere i 1688 havde ydet frivillige Bidrag til samme), men ikke destomindre tabte Christianssund Sagen ved Høiesteretsdom af 12te Oktbr. 1844. Se Norsk Retstidende for 1845, No. 39.
50. Hos Christopher Gjessing, Ny Samling af Danske, Norske og Islandske Jubel-Lærere, II, 2, (Kbhvn. 1783, 4, findes (ved S. 260) en Stamtavle over Familien Hersleb, af hvilke de fleste af disse Notitser ere hentede.
51. Abraham Wessel, Tordenskjolds Farbroder, var Kjøbmand i Bergen. „Fiskeleiet“ var Glesvær i Sunds Præstegjeld i Nordhordland. B. Moes Tidsskr. for den norske Personalhist. I. S. 102.
52. ɔ: Throndhjem.
53. Andensteds i sin Fremstilling bemærker Forf., at der paa den Tid boede 32 „Værmænd“ paa Grip.
54. B. Moe: Tidsskrift for den norske Personalhistorie, I. S. 229 flg.
55. Sammesteds S. 230.
56. C. F. v. d. Lippe: Efterretninger om Familien v. d. Lippe. Bergen 1883. 4. S. 13 flg.
57. Den lød saaledes:

    Een Dag for andre da, Kong Christian den siette
    Til Nordske Klipper kom, og Romsdals Amt indtrædte,
    Indprentes skal i Steen, og læses udaf Stiil,
    Mens Nordmøers Fyrtræ groer, og Romsdalshorn er til.
    Velkommen Konge bold, faer frem i Pragt og Glæde,
    Nu Bierge bøyer Ryg, og dybe Dalers Sæde
    Ophøyet bahner Vey, nu grøne Fyrre-Træers Top
    Dybt helser udaf Skye, og Krandse bærer op.
    Der Nordske Biergefolk, som andre ej vil vige
    I Troeskab, Heltemoed, for Kongen og hans Rige,
    Sig ydmygst stiller frem, og kysser Kongens Foed,
    Tilbyder Hiertet godt, dernæst hver Draabe Bloed.

58. Ogsaa Stor-Fosen findes skrevet Stor-Fosund, f. Ex. i Stampes Erklæringer, III. S. 533.
59. Skrivelsen er undertegnet: C. Krog. J. Geertsen. N. Collin. R. Graa. H. Horneman. F. Hammer. J. Thullin. M. Ramshart.
60. J. W. Flood, Norges Apotheker. Kra. 1889. S. 126 flg. Over det ældste Apothek har der været anbragt følgende Inskription, hvoraf en Kopi er tilsendt mig fra Christianssund:
    Hans Kongelige Maistætis privilegerede Apoteque.

    
    

    Gud lægge Lycke til vor Næring Sved og Møye
    og veed Velsiinelse det daglig Brød tilføie.
    Vort Huus og Apothech kast naadig Øye paa
    saa det fra Ildebrand kand ubeskadet staae.
    Læg til vor Apothech tilbørlig Krafft og Nytte.
    Lad disse Urters Dyd. Hvers Helbred understytte.
    mens tænk naar disse eii til Ønske verke kand
    mod Døden ingen Urt er voxt i noget Land.
    Christiansund d. 28 Maij 1756.
    

    O: W: K:

61. Topogr. Journal, XVI. S. 36 flg.
62. Stampes Erklæringer, IV. S. 404. Norske Stiftelser, III. S. 782.
63. Under 2den August 1769 pantsatte C. Lossius til Kammerraad Hilmar Meincke for 12000 Rd. „Lille-Fosund“ og de øvrige ved skjødet kjøbte faste Eiendomme i Christianssund samt derhos det saakaldte „Schougens Gods“ i Hevne, kjøbt 1754 af Provsten Schjelderup.
64. Disse Oplysninger saavelsom adskillige andre af de i det Følgende meddelte Data skylder jeg Hr. Byfoged Smith i Christianssund, der med udmærket Beredvillighed har imødekommet mit Ønske om Bidrag til mit Arbeide fra hans Embedsarchiv.
65. Man vil finde Oplysninger om disse i A. Erlandsens Biogr. Efterretninger om Geistligheden i Throndhjems Stift.
66. Ved hans Død averteredes tilsalgs bl. a. betydelige Grunde paa Nordlandet samt en „Vaanegaard“ paa Indlandet.
67. Throndhjems Adresseavis 1805, No. 3.
68. En Broder af ham var Vilh. Frimann K., Assessor i Høiesteret og tilsidst Stiftamtmand i Throndhjem; en anden Broder var Krigsraad Claus Vilh. Koren, Eier af Askøens Gods ved Bergen (Fader bl. a. af Assessor Johan Koren, Digterinden Christiane K.’s Mand), og en tredie Broder (Kjøbmand i Bergen) havde Sønnen U. V. K., Amtmand i Stavanger Amt.
69. Ubefordrede Candidater benævntes dengang hyppig Studiosi.
70. Stampes Erklæringer, V. S. 569.
71. Sammesteds V. S. 575 flg.
72. Hans i 1789 forfattede Testamente, der er mig meddelt af fhv. Provst, Ridder Laurentius Stub Koren, er høist karakteristisk. Døtrene (Anna Lovise og Anna Maria), hvis eventuelle Mænd ingensomhelst Raadighed skulde have over sine Koners Formue, truedes med Arveløshed, ifald nogen af dem ægtede „en Person af Navn Peder Holst, Bygdeprocurator Anders Holsts Søn i Christiansund“.
73. Erik Pontoppidan, Norges naturlige Historie, II. S. 383.
74. L. Daae, Throndhjems Stifts geistlige Historie. Throndhjem 1863. S. 169.
75. Topogr. Journal, XVI. S. 91 og Strøm, Søndmøres Beskrivelse, I. S. 461.
76. Strøm, Søndmøres Beskr. II (1766). S. 63.
77. Saaledes i det høist velmente Skrift: Erindringer fra Kværnes Præstegjeld af P. C. T. Holtermann. Throndhjem 1879. S. 9.
78. Samll. til d. n. F. Spr. og Hist. V., S. 683.
79. Den lyder saaledes: „Lige udenfor i Nord ligger begraven Levningerne af George Leslie, født i Byen Bauff i Skotland, Kjøbmand i Christianssund, hvor han døde den 15de Juni 1751 i det 38te Aar, – af hans Hustru Margaret Lowson, født i Bauff og døde i Christianssund den 7de August 1761 og i hendes Alders 50de Aar, – af deres yngste Søn George Leslie, som døde 25de Sept. 1752, 7 Maaneder gammel, – af deres Søn Patrick Leslie, født i Bauff, Kjøbmand i Christianssund, hvor han døde 10de Januar 1768 i hans Alders 24de Aar. – Til pligtskyldigst, erkjendtligst og kjærligst Ihukommelse af hans Forældre og Brødre er deres Gravsted bleven indhegnet samt dette Epitaphium til deres Æreminde opsat af den ældste Søn William Leslie, Kjøbmand i Christianssund. Proprietær til Bremsnes.“
    Familiebegravelsen paa Kirkegaarden findes endnu, men er „i adskillig Forfald“.
80. Indskrifterne samt Oplysningerne om Gaardens nuværende Udseende skylder jeg Kvernes’s nuværende Sognepræst, Hr. Sigv. Nielsen, der med megen Velvilje har imødekommet min Henvendelse til ham i denne Anledning. Cfr. Kraft, Beskr. over Norge, V. S. 259.
81. Reskr. 2. August 1783. Kjøbmændene betegnes i Wessel-Bergs Udgave kun ved Forbogstaverne G. og M. Hermed menes utvivlsomt Rob. Gilroy og hans Kompagnon W. Miln.
82. L. Daae, Gerhard Schøning, en Biographi. Chra. 1880. S. 51 flg. Kun den mindre Del af Schønings Reise er trykt, det øvrige (hvoriblandt det her meddelte Brudstykke) findes paa det st. kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn.
83. Hvad der kunde ske, naar man vilde fra et „Land“ til et andet, sees af en i 1764 indtruffen Hændelse. Nytaarsdags Aften d. A. skulde en Pige med Baad hente sin Madame, men Vinden drev hendes Baad bort til et hende ubekjendt Sted. Her gik hun i Land og fandt en øde Hytte, bestemt til Fisketørring. Imidlertid drev Baaden bort, og Stakkelen blev liggende hjælpeløs i 9 Dage, da hun omsider gjenfandtes næsten død af Hunger. (Kbhvns Addr. Cont. Eft. 1764. No. 16. Poetisk skildret i alexandrinske Vers i Prahls „Skjalde-Tidende“ for Febr. s. A.).
84. „Af Mangel paa Hø har man derfor brugt meget af den saakaldte Tarre at give Køerne som et godt Foder, hvoraf meget melkes. En Ko melker heraf mere end 2 ellers. Man slaar lidt kogt Søvand paa Tarren og sætter det tilsammen for Koen. En Tønde Tarre er solgt for 12 à 14 Skill.“

    (Note af Schøning selv).

85. Om hans Ophold her har jeg meddelt, hvad der vides, i Historisk Archiv. Kbhvn: 1881. II. S. 111–114.
86. Gamle Erindringer af O. S. Falkenskjold, oversatte fra Fransk af J. H. Hansen. Kbhvn. 1847. S. 173–174.
87. Reise nach Norwegen. Hamburg 1779. S. 298–302.
88. Meddelelsen heraf skyldes O. A. Øverland, der i denne Tid lader Sneedorffs Reise trykke i det Throndhjemske Videnskabsselskabs Skrifter.
89. Lieutenant N. A. Vibe († 1814 i Christiania som Generalkrigskommissær og Kammerherre hos Kong Christian Frederik, samt Major Vibes og Rektor Vibes Fader) opmaalte i den Tid Norge sammen med den senere Generalmajor B. d’Aubert. Sneedorff havde været sammen med dem begge kort i Forveien i Drammen (Suhms saml. Skr. XV. S. 463). Den omtalte Varde er udentvivl den samme, som fremdeles findes paa Kirklandet.
90. Pour cette maudite morue salée (!) on trouve à Christiansund les bons vins et toutes les bonnes choses de la France et de le toute l’Europe. Les négocians y vivent fort bien, et l’on y boit passablement.
91. Promenade etc. p. 146–149.
92. Manuskript i Kjøbenhavns Universitetsbibliothek.
93. Isaak og Thomas M., der havde fælles Firma, vare komne fra Newcastle langt senere end sine ældre Slægtninge i Christianssund.
94. Walther var som den senere nævnte Clausen fra Slesvig og, som det antages, fra Flensborg.
95. Lieutenant Eiler Christian B. (gift med Anna Thue Ross) døde 86½ Aar gl. d. 17de Jan. 1806 (Thj. Addr. No. 8). Han havde 1747 faaet kgl. Konfirm. som „Veier, Maaler og Obervrager“ efter Jens Hersleb; 1781 finde vi hans her af Pram omtalte Søn, der havde Kancelliraads Titel, i disse Bestillinger. I 1808 averterer denne i Thj. Addr. (No. 102), at han allern. er entlediget fra sine Embeder „og vil ogsaa entledige sig fra Byen“.
96. Af Haandverkerne anslaar Pram Bageren Anders Knudsen til 3–4,000 og Bagerenken Mad. Vold til 6–7,000 Rdl., hvorhos han af Høkere nævner Peder Nideros og Nils paa Hougen med henholdsvis 3–4,000 og 5–6,000 Rdl.
97. Denne Skole, der i over en Menneskealder vedblev at være en privat Stiftelse, førend den overgik til kommunal Borgerskole og omsider gik op i den i 1864 oprettede „Lærde- og Real-Skole“, skal være tilbleven efter Forslag af H. Brodtkorb. De oprindelige Bidragydere vare: Jens Kaasbøll, Isaac Moses, Rob. Gilroy. H. Brodtkorb, Anna Brun sal. Kaasbøll, Nic. Henr. Knudtzon, I. Lund, Hans P. Kaasbøll, Walter Miln, D. B. Neumann, F. O. Flohr, Ivar Ruberg, Møinichen, J. A. Luytkis, Fred. Ludv. Walther, S. Hoffmann, Christ. Frid. Wasmuth, M. Helsing, Hendrich M. Kaasbøll, William Dall, S. A. Thue, Knud Danholm, C. Ross. Fundatsen er trykt saavel i Norske Stiftelser (II. S. 149 flg.) som i Nyerups „Bernstorffs Eftermæle“, Kbhvn 1800 (II. S. 21 flg.). Læreren Purup, der vil forekomme senere, var tillige Byens Boghandler og Leilighedspoet. Han hørte til det første uddannede Kuld af danske Seminarister, hvilke paa den Tid vare paa Moden. Se om Samtidens Overvurdering af disse Pædagoger en fortræffelig Bemærkning af L. Engelstoft (Norsk hist. Tidsskr. 2. R. IV. S. 321) samt Enevold Falsens Lystspil „Frieren og Kjæresten“.
98. Denne Mands Fader var Hofagent Peder K., saavidt vides den eneste af Byens Handelsstand, der har havt den honette Ambition at skaffe sig en Rang.
99. Den bekjendte svenske „Dandse-Informator“, der siden oprettede et Theater i Christiania. I samme Aar, som vi her finde ham i Christianssund, kom han til Hovedstaden. Se H. J. Huitfeldt, Christiania Theaterhistorie, S. 378.
100. Addr. Cont. Efterr. No. 24, 44, 52.
101. Fru Falsen, der skal have været en meget begavet Dame, døde 1822.
102. Paa samme Maade havde allerede i 1800 Overveier og Maaler Hans Brodtkorb faaet kgl. Bevilling til at anlægge et Gravsted paa sit Landsted „Rolighed“; samme Aar gaves en lignende Tilladelse til Postmester Christie (Landstedet „Anes Fornøielse“, forhen „Ødegaarden“; Ansøgningen er skrevet af hans siden saa bekjendte Søn, da cand. jur. i Kjøbenhavn). I 1812 fik Ingeborg Anna Knudsen samme Bevilling (Jordstykket „Lykkens Minde“). Det forbeholdtes stedse, at „Bremsnes Kirke og dens Betjentere Intet derved afgaar i deres Rettighed“.
103. Om denne Mand henvises til B. Moes Tidsskrift for d. n. Personalhistorie, I. S. 120–125. Her fortælles bl. a., at medens han var forlovet med sin senere anden Kone (f. Schnitler), tillod en Engelskmand, der var Gjest i Christianssund, sig ved et Bal paatrængende Galanterier mod denne og udfordrede derpaa Tordenskjold paa Pistoler. Duellen foregik i et Værelse paa Toldboden, og T. havde første Skud, men erklærede sin Modpart for en Kjeltring og vilde ikke skyde. Engelskmanden skjød da og blesserede T.’s ene Øre. Derpaa gav T. den anden et Ørefigen, tegnede et Hoved med Kul paa Væggen og rammede med sit Skud midt i dette. Engelskmanden skyndte sig saa paa Dør og forlod strax Byen. En Søn af T.’s første Ægteskab skjænkede den „Tordenskjoldske Skole“ i Holmestrand sin Formue. En Søn af det tredie Ægteskab († 1828) levede i mange Aar i Christianssund som en „Tulling“, hvis Beskjæftigelse bestod i gratis at ro Folk hver fra det ene af Byens „Lande“ til det andet. Han skal i sin Galskab have friet til en Datter af Frederik VI og have opbrændt Familiens Adelsdiplom.
104. Han nævnes i Nyerups Literatur-Lexicon S. 166.
105. Denne Mand har under sit Ophold i Byen optaget et interessant Kart over denne, der klart viser den da existerende Bebyggelse. Dette Kart har Byfoged Smith med sin varme Interesse for Christianssunds Fortid netop nu ladet photographere i nogle Exemplarer.
106. Fremstillingen af disse Krigsbegivenheder er foruden fra Saml. t. d. n. F. Spr. og Hist. II. S. 253 flg. hentet fra de udførligere Rapporter i Throndhjems Addr. Cont. Efterr. 1808, No. 51, 57, 60, 62, 65. – Digteren Fibiger undlod ikke at besynge ogsaa denne Begivenhed (Thj. Addr. No. 72), hvor det bl. A. heder:

     „Vi her et Eden bygged,
     Hvor Maager samle sig,
     Vor Tapperhed betrygged
     Vort Haab saa vældelig.“

107. L. S. Platou, Indberetninger om National-Festen 11te December 1811, S. 79.
108. Hans Begravelse fandt Sted med stor Høitidelighed og under „Sang af unge Jomfruer“. I Thjems Addr. No. 39 læses et „Venskabs-Minde“ over ham af O. C. Bull, hvori det heder: „Som oplyst Mand Du Priis paa Kundskabs Rigdom satte“.
109. Topogr.-Statist. Saml. II, 2. Chra. 1817. S. 78.
110. D. af Hans Grøn, „Literatus og Beboer af Bremsnes“, (f. 12te Oktbr. 1733 † 28de Mai 1802, Thjems Addr. Cont. Efterr. s. A. No. 47), der var gift med Sara Leslie, Søster af Bremsnes’s Eier, W. L. (Erlandsen, Efterr. om Thjems St. Geistl. S. 463).
111. Dette berettes i P. C. T. Holtermanns tidligere citerede „Erindringer“ fra Kvernes Præstegjeld, S. 9, hvor det dog aabenbart er en Feil, at „Oprettelsen af Handelshuset Knudtzon skulde være foranlediget“ ved Leslies Flytning, da det bevislig er ældre end denne. I samme Skrift (ligeledes S. 9), heder det videre, at Will. Leslie, der „boede paa Indlandet i Sjursvigen, hvis Have han berigede med Træer, der længe efter hans Tid bare meget fiin Frugt“, skal „efter Forlydende have indført Brugen af de senere benyttede Torskegarn“.
112. A. Erlandsen, Efterretninger om Throndhjems Stifts Geistlighed, S. 58. En Datter af ham var gift med Christianssunds ovennævnte tidligere Sognepræst og Repræsentant ved Storthinget i 1814, senere res. Kapellan til Throndhjems Domkirke L. Angell.
113. En Biographi af Konsulen (ved Olaf Furu) læses i „Skilling-Magazin“ B. 81 (1888), S. 34 flg.