Vedkommende Kong Carl XV.s norske Lærer, Otto G. D. Aubert
I Aaret 1838 døde fjernt fra Fødelandet en ung Nordmand, som havde været Lærer for Oscar I.s Sønner. Hans Død vakte herhjemme megen Deltagelse. Hans Fætter Henrik Wergeland ledsagede den med et meget smukt, velkjendt Mindekvad, og gamle Folk ved endnu at fortælle, at Digterens varme Skildring fandt Gjenklang hos de mange Landsmænd, der havde kjendt den Afdøde. Denne har ogsaa stedse siden beholdt et godt Eftermæle.
Efter 53 Aars Forløb er den unge Mands Minde blevet fornyet paa en helt anden Maade. En svensk Forfatterinde, Fru Cecilie Holmgren f. Bååth, har i en biografisk Skildring under Titel „Carl XV som enskild man, konung och konstnär. En lifsbild“ (Stockholm 1891) S. 14 nævnt den afdøde Konges Lærere, deriblandt Nordmanden Aubert, og efterat hun har ydet en af de svenske stor Anerkjendelse, ytrer hun følgende:
„Att hans norske lärare deremot intryckte outplånliga märken i hans karaktär, har blifvit oss från fullt tillförlitligt håll försäkradt; derom skall han sjelf mangen gang och med smärta hafva yttrat sig till sina närmaste vänner, ty vid mognare år, då han kunde öfverblicka sitt lif, kände han, att den grundsats, denne lärare hos honom inpräglat, skadat hans utveckling och infört honom på en afväg. Den spartanska, med stryk inlärda principen lydde enligt kung Carls egne ord så: „allt är tillåtet; intet är i sig själft dåligt, – utan för så vidt man låter ertappa sig“. „På detta sätt lärde jeg mig ljuga“, yttrede han mer än en gang vid eldre år härom.“
S. 39 kommer Forf. tilbage til Aubert. Efterat have forklaret, at Kong Carl undervurderede sin Charakter og havde forliden Selvtillid, ytrer hun:
„Med denne böjelse ett med en viss ringaktning stundom omtale sig själf sammanhängde otvifvelaktigt hans vana att emellanåt ei tala full sanning, när dett gälde hans egen person. – En förklaring af dette hans fel finner man uti det förut citerede ytrande, som han, medveten om denne sin brist, någon gång kunde fälla om en sin ungdomslärere; en annen förklaring deraf finna vi uti hans sydlandske natur, hans gascognenatur“.
Jfr. ogsaa S. 101: „denna ärlighet att aldrig vilja synes bättre, än han var“ o. s. v.
Fra Barndommen ligesom alle mine mange Frænder vant til at holde min Farbroders Minde i Ære, kan jeg ikke med Ro se paa, at det saaledes er blevet tilsmudset. Jeg finder det Pligt at bidrage mit til, at ikke Fru Holmgrens Charakteristik muligens skal blive taget for god Vare af fremtidige Forfattere. Jeg har derfor samlet nogle Vidnesbyrd fra nogle faa gjenlevende gamle Venner af den Afdøde samt ellers fra Mænd, som efter sin Stilling har havt Leilighed til at høre Udtalelser om ham af Kongehuset og særlig Kong Carl. De vil findes trykte nedenfor. Jeg henviser desuden til en ganske af egen Drift fremkommen Protest fra Hofstaldmester, Oberstlieutenant G. Sverdrup i „Morgenbladet“ No. 136 jfr. 189, hvori denne Mand, der i senere Aar stod Kongen nær, efter dennes Udtalelser giver hans norske Lærer et ganske andet Skudsmaal. Jeg antager, at disse Vidnesbyrd vistnok vil være tilstrækkelige til at opveie Forfatterindens aldeles ubeviste og indbyrdes modsigende Beskyldninger.
Jeg skal selv tilføie følgende Oplysninger: Otto Gilbert David Aubert var født 9de Januar 1809 og var saaledes, da han Høsten 1834 tiltraadte sin Post som Prinsernes Lærer, endnu ikke 26 Aar gammel. Han var foruden at være Lærer tillige et Slags „Hovmester“ ligesom sin Kollega, Magister Boström, den siden saa berømte Philosoph, idet de i denne Egenskab delte Ugen mellem sig. Det er vel muligt, at den unge Mand ikke var moden til denne Stilling som Opdrager. Han paastaar ogsaa selv i sine Breve, at han kun ved en Misforstaaelse af Forhandgerne var bleven andet end Lærer; han mente selv ikke t have paataget sig noget mere og forsøgte ofte at blive afløst som „Hovmester“, men forgjæves. Men at han skulde været saa gjennemsyret af Ondskab, at han med fuldt Forsæt opdrog den vordende Konge til Løgn og alle mulige slette Handlinger, er noget ganske andet, og intet mindre er det, Forf. beskylder ham for uden Skygge af Bevis. Foruden at henvise til, hvad nedenfor er sagt af Andre, skal jeg gjøre opmærksom paa, at Forhandlingerne om hans Antagelse gik gjennem den daværende Hofchef, General Wedel-Jarlsberg i Christiania, der havde havt den bedste Leilighed til at høre sin unge Landsmands Rygte, idet han kjendte hans Fader nøie og Otto A. var voxet op i samme By. Det var ogsaa velkjendt, at Otto A., som alle sine Brødre, var opdraget meget strengt og i meget alvorlige moralske Grundsætninger. Jeg er tillige i Besiddelse af en Række Breve fra Otto A. til hans nærmeste Slægtninger, hvori han med den største Fortrolighed udtaler sig om sine Forhold og Omgivelser. Disse aander en saadan Hengivenhed for de unge Prinser og navnlig en saa samvittighedsfuld Omhu for deres aandelige som legemlige Udvikling, at dette alene gjør den umoralske Behandling, han er sigtet for, umulig.
Sluttelig skal her kun oplyses om Grunden til hans tidlige Død. Otto Aubert var, skjønt ellers meget stærk, ligesom hans i 1832 afdøde ældre Broder, Konrektor Aubert, særdeles plaget af et Hæmorrhoidal-Tilfælde, der paa Grund af uforsigtig Behandling ogsaa hos ham medførte Blodstyrtning; hertil bidrog ogsaa høist overdrevne Legemsøvelser. Vaaren 1837 maatte han forlade Stockholm for om muligt at gjenvinde sin Helbred i Syden. Han døde imidlertid 29de Marts 1838 i Neapel, hvor han blev begravet paa den protestantiske Kirkegaard.
Herr fhv. Statsraad Haffner skriver under 17de Februar d. A. følgende
„I Skrivelse af 1ste ds. har Professoren anmodet om min Udtalelse i Anledning af den svenske Fru Holmgrens Bemærkninger i hendes Bog: „Carl XV o. s. v.“ – angaaende Kand. O. Auberts Forhold som Lærer for de daværende Prindser. I den Anledning tillader jeg mig at meddele følgende – idet jeg forudskikker nogle Ord om min egen Stilling hos de kongelige Personer, for at vise, at jeg havde god Leilighed til at blive bekjendt med Forholdene.
Kort efter Kand. Auberts Død blev jeg i Aaret 1838 ansat som Cavallier hos Prindserne og som Lærer for de 3 ældste i Mathematik og norsk Sprog, samt i Søvidenskaber for Prinds Oscar. I denne Undervisning deltog Prinds Carl – da 12½ Aar gl. – til og med Aaret 1843, medens jeg fortsatte Tjenesten hos Prinds Oscar, som tog Søofficiers-Examen i 1845, og ledsagede ham paa alle hans Søexpeditioner til og med Aaret 1847. Senere vedblev jeg i et nært Forhold til de Kongelige som Kong Oscar den 1stes Kabinets-Kammerherre, og til sidst var jeg Kong Carls Statsraad i 7 Aar.
Fru Holmgren anfører i sin Bog – Pag. 14 –, at Prindsernes norske Lærer Aubert havde indpræget Pr. Carl en Grundsætning, der havde skadet hans Udvikling og ført ham paa Afveie, hvilken Sætning indgivet med „Stryk“ (Prygl) lød saaledes: „allt är tillåtet, intet är i sig själft däligt – utan för så vidt man låter ertappa sig“ (bliver opdaget). At en saa uhørt Beskyldning, der til og med er meningsløs, ikke har megen Sandsynlighed for at være overensstemmende med Virkeligheden, maa vistnok indrømmes. At en norsk Akademikus, udseet blandt de dueligste og hæderligste til Lærer for norske og svenske Prindser, skulde være istand til at indgive sine Elever en saa umoralsk og jesuitisk Læresætning, og derhos indprente den med Prygl, er saa uhørt, at det neppe er tænkeligt. I alle Fald kan jeg afgive den Erklæring, at jeg aldrig af Pr. Carl eller af hans Brødre eller af andre har hørt et Ord om hin Beskyldning.K At Prindserne med sin aabne Karakter skulde have holdt hemmelig for de høie Forældre og for Auberts Kolleger en Lære, der maatte vække deres høieste Forbauselse, er høist urimeligt, og at det skulde forblevet en Hemmelighed for mig som Auberts Efterfølger, er meget usandsynligt. Under Samtaler om Aubert hørte jeg aldrig noget ufordelagtigt om ham; at han kunde være streng overfor Eleverne – efter hvad der blev fortalt – henregner jeg ikke dertil. Heller ikke har Pr. Carl som ældre eller som Konge nogensinde hentydet til mig, at hans Karakter skulde have taget Skade, og at han var bleven ført paa Afveie ved Auberts Paavirkning.
Fru H. siger, at hun har disse graverende Beskyldninger fra „fullt tillförlitlikt håll“. Jeg har dog stærke Tvivl i den Henseende. Fruen har ikke hørt Historien af Kong Carl selv, hun har hørt den af en efter hendes Mening fuldt paalidelig Person, som maaske atter har hørt den af en tredie o. s. v. At Rygtet let kan forvanske en Udtalelse, er vel bekjendt, og paa den Maade kan den Lære, der tillægges Aubert, ogsaa være fremkommet. Men at offentliggjøre en vanhæderlig Beskyldning mod en Afdød uden positive Beviser karakteriserer sig selv. Ligeledes synes det paafaldende offentlig at fremsætte den Paastand, at Kong Carl havde Vane at sige Usandhed, noget han skulde have lært af ovennævnte norske Lærer (Pag. 39), medens dog Forfatteren ogsaa finder Forklaring af denne Vane i hans „Gascognernatur“! Uagtet Kong Carls Minde visselig ikke tiltrænger nogen Bevidnelse om denne Beskyldnings Grundløshed, vil jeg dog ikke undlade til Overflod at erklære, at jeg hverken i hans Ungdom – og jeg var dog hans Lærer og Cavallier i 5 Aar med saaatsige daglig Omgang – eller senere bragte i Erfaring, at han fremførte Usandhed. Saaledes maa Anklagen mod Aubert ogsaa her ansees grundløs.
Uden at det staar i direkte Forbindelse med det Spørgsmaal, hvorom her handles, skal jeg især af Fru H.s Fortællinger fra Prinsernes Ungdomstid (se 1ste Hefte af Bogen) paavise, at de benyttede Kilders Paalidelighed ikke altid er at stole paa.
S. 13–14 hedder det: „Bekant är äfven, att de båda älsta prinsarne til lärare erhöllo d. v. docenten, sedermera ecklesiastikministern F. F. Carlson, den fräjdade forskaren i sitt fosterlands historia, vidare den skarpsinnige tänkaren, sedermera professor Boström samt normannen Aubert, alt medan de stodo under ledning af grefve Henning Hamilton som guvernør.“ Dette indeholder flere Urigtigheder. Boström og Aubert var Prinsernes Lærere i den første Tid, Carlson kom senere og jeg i Januar 1839. Disse Mænd var ikke alene Lærere for de to ældste Prinser, men for de tre ældste, der fulgtes ad i al Undervisning. At Prinserne stod under Ledning af Grev H. Hamilton som Guvernør, er feilagtigt. Prinserne havde ingen anden Guvernør end de høie Forældre selv. Grev Hamilton havde ingen Befatning med Prinserne, forinden han i Aaret 1843 blev ansat som Cavallier hos Prins Carl og – sammen med Løitnant Eketrä, ansat hos Pr. Gustav – ledsagede disse Prinser det følgende Aar under deres Ophold ved Universitetet i Upsala og under 1ste Halvaar 1845 ved Universitetet i Christiania.
Hvad der i Bogen fortælles om, at Pr. Carl i yngre Aar (gossårene) beherskedes af en Ubændighed, der kunde overgaa til „Vildhed“, har jeg aldrig hørt Tale om eller selv erfaret. Han og hans Brødre vare sjelden elskværdige og lod som Elever betragtet intet tilbage at ønske.
At Bedstefaderen Carl Johan var Pr. Carls bedste Legekammerat, kan kun fortælles af Folk ganske ubekjendte med Forholdene Virkeligheden var, at Prinds Carl og Brødre meget sjelden gjorde Visit hos Carl Johan og da altid meget kort.
At der under Pr. Carls Ungdomstid ved hans utilbørlige Optræden var et kjøligt Forhold mellem ham og Forældrene, er mig ganske fremmed, og den Skygge, denne Anførsel kaster over Prindsens Karakter, er ogsaa ufortjent.
Naar det fortælles videre, at Prindserne Carl og Gustav under Barndomstiden og senere sluttede sig meget til hinanden, og at de yngre Sødskende dannede en Kreds for sig, saa er Forf. ogsaa her feil underrettet. Prindserne Carl og Gustav vare meget forskjellig anlagte; derimod var Carl og Oscar ved Overensstemmelse i Karakter mere knyttede til hinanden. Denne sidste fulgte ogsaa i alle Dele sammen med de to ældre Brødre i al Undervisning og anden Beskjæftigelse.
Pag. 96 anfører Forf., at der ved Kong Carls Kroning i Trondhjem Aar 1860 opstod Vanskeligheder fra Geistlighedens Side med Hensyn til Dronningens Kroning, hvilke Vanskeligheder løstes paa den Maade, at saavel Biskopen som stiftsprovsten maatte søge Afsked. Jeg var tilstede ved Kroningen, men hørte aldrig Tale om Vanskeligheder og heller ikke om nogen Afskedigelse af Stedets høieste Geistlige. Dette er ogsaa bekræftet af Herr Biskop Essendrop, ifølge hvis Skrivelse af Febr. d. A. den daværende Biskop i Tr.hjem Darre vistnok søgte Afsked kort før Kroningen, men upaatvivlelig ene og alene paa Grund af hans sygelige Tilstand, medens Stiftsprovsten Angell. Aaret efter afgik ved Døden. Kroningen blev udført af Biskop i Christiania Arup, uden at nogen Betænkelighed erfaredes[1].
Jeg skal tillade mig nok et Exempel paa, at Forfatterinden – i en i sig selv meget ligegyldig Sag – har gjengivet Meddelelser, der alene kan bero paa en Feiltagelse. Det fortælles Pag. 72 under Kong Carls Ophold med en svensk-norsk Eskadre i Christiansand Aar 1861 paa Reisen til Frankrig og England: „Kungen brukade ofta låta matroserna ro sig och sitt följe till någon holme, der vin, frukt etc. uppdukades“. Kongen ankom paa et svensk Linieskib, til Christianssand 31te Juli om Aftenen (og afreiste derfra Dagen efter Kl. 6 Efterm. paa Korvetten Orädd. Kongens Tid var denne Dag meget optaget: Raadslagning om Flytning til et andet Skib; Afholdelse af norsk Statsraad og et Ordenskapitel; Modtagning ombord af Autoriteterne og et Sendebud fra Keiser Napoleon, Besøg i Byen o. s. v. At Kongen under disse Omstændigheder skulde havt Tid til at gjøre en længere Rotur) med tilhørende Kallas, er i og for sig næsten en Umulighed. Jeg var ved den Leilighed i Kongens Følge og boede ombord i Linieskibet og var selvfølgelig bekjendt med, hvad Kongen foretog sig; men jeg hørte aldrig Tale om nogen Rotur, hvilket ogsaa nu af daværende Lieutenant, nu Admiral, Ihlen, som ogsaa var i Kongens Følge, bekræftes som hans Formening angaaende Roturen. Naar det endmere fortælles, at Kongen under bemeldte Ophold brugte ofte at gjøre saadanne Roture, hvilket vilde have været en komplet Umulighed, saa er Fortællingen en paatagelig Urigtighed, maaske forvexlet med noget, der er foregaaet ved nogen anden Anledning.
Jeg har paavist disse Uoverensstemmelser med Virkeligheden for at vise, at Fru Holmgren ved Samling af Materiale til Kong Carls Levnet har været udsat for Feiltagelser eller Misforstaaelser. Det ligger nær at antage, at Sigtelserne mod Aubert ere fremkomne paa samme Maade.
Efter Professorens Ønske meddeles Samtykke til, at De i Tilfælde benytter denne Meddelelse i offentlig Fremstilling.“
Herr fhv. Sorenskriver Wessel-Berg skriver følgende under 24de Februar d. A.:
„I Anledning af Hr. Professorens Anmodning i ærede Skrivelse af 16de f. M. tillader jeg mig at meddele Følgende:
Iblandt mine tidligste Venner og Bekjendte hørte ogsaa Hr. Professorens nu længst afdøde Farbroder Otto Gilbert David Aubert, der kun var 5 Maaneder ældre end mig, og med hvem jeg samtidig gik i Kristianias Kathedralskole i hele 6 Aar. – O. Auberts Fader, den for sin Dygtighed og Hæderlighed almenagtede Generalmajor Benoni Aubert (der navnlig har indlagt sig uforglemmelige Fortjenester af Norges geografiske Opmaaling, ligesom han ogsaa i andre Retninger udmærkede sig ved sine store og uegennyttige Bestræbelser for det almindeliges Vel, t. Ex. ved sin Andel i oprettelsen af Kristianias Sparebank 1822 og i dennes Bestyrelse gjennem flere Aar) beboede som Kommandant“ paa Akershus Fæstning og Ingeniørbrigadens Chef en nu længst forsvunden større offentlig Bygning paa Fæstningen med en tilliggende stor Have. Her boede da ogsaa flere af Generalens yngre Sønner saavelsom tvende Fættere af disse, nemlig Henrik Wergeland og en Thaulow. Generalen syntes gjerne at se, at disse havde Besøg af Kammerater, og var glad i Ungdommen og altid venlig mod denne, naar Spillopperne kuns ikke bleve for mange og altfor støiende. Baade jeg og flere andre Gutter besøgte derfor ofte Huset og havde mange Fornøielser paa Fæstningen, hvor vi paa alle Kanter af denne holdt Exercitier og Krigslege, samt havde Bade paa den ved Fæstningen liggende militære Badeanstalt og Svømmeskole. Opdragelsen der i Huset tilsigtede meget at gjøre Gutterne stærke og haardføre, hvilket General Auberts mange Sønner ogsaa næsten alle have været. Badningen i Sjøen begyndte saaledes t. Ex. ofte strax efter, at Isen var gaaet op. Navnlig lagde Otto Aubert Vind paa legemlig Haardførhed. Ved Siden heraf dyrkede han derhos med Flid og Alvor Videnskaberne, saa at han allerede i en Alder af 15 Aar var en ualmindelig flink Student i alle Fag. Særlig var han en dygtig Mathematiker og grundig Sprogmand i levende som i døde Sprog, og han blev derfor allerede som ung Student Lærer ved Kristiania Kathedralskole, samt optraadte ogsaa snart som anseet Forfatter baade i Skoleprogrammer og i anseede fremmede mathematiske Tidsskrifter. – Det ansaaes derfor af Alle, der kjendte ham, som et saare heldigt Valg, da O. Aubert blev ansat som Lærer for daværende Kronprins Oscars Sønner.
I Aaret 1836 lagde Undertegnede, efter at have tilbragt nogle Maaneder paa en Udenlandsreise i Frankrige, Tydskland og Danmark, Hjemveien fra Göteborg om Trolhättakanalen, Wenern og Wetern til Stockholm, hvor jeg tilbragte et Par Uger med Besøg i Staden og dens herlige og interessante Omegn. I denne Tid fik jeg Anledning til, 20de August 1836, i Følge med en anden Bekjendt af O. Aubert fra Studenterdagene, den senere Eier af Næs og Egelands Jernværker, Nicolai Benjamin Aall († 1888), at besøge O. Aubert paa Slottet, hvor han da boede sammen med de tre ældste kongelige Prinser, Carl, Gustav og Oscar, som dengang var i en Alder af respective 10¼, 9¼ og 7½ Aar. Jeg vedlægger herhos et Udtog af et Brev fra mig til mit Hjem, skrevet Dagen efter dette Besøg, hvoraf i sin Tid blev meddelt et „Uddrag af en reisende Nordmands Breve“ i Bladet „Den Constitutionelle“ 1837 No. 139.
Otto Aubert har fortalt mig, at han, da han begyndte sin Lærervirksomhed hos de kongelige Prinser, efter det Princip, som han ansaa for det rette, havde behandlet disse som andre Børn, men havde da faaet det Paalæg af de kongelige Forældre, altid at komme deres exceptionelle Stilling ihu og stadig at tiltale dem med Tilføielse af Ordet „Prins“ til deres Navn, hvad han ogsaa iagttog under den Time, som Aall og jeg tilbragte sammen med ham og hans fyrstelige Elever, hvilke kjendelig alle vare glade i ham, hvad ogsaa var rimeligt ved den kjærlige og godslige Maade, hvorpaa han tydelig behandlede dem. Hans temmelig dybe sonore Stemme havde en ualmindelig smuk Blanding af Alvor og Venlighed, der maatte tiltale enhver og specielt Børn. Den yngste derværende 7½-aarige Prins, vor nuværende Konge Oscar II., kravlede endog noksaa ugeneret op paa Auberts Skjød.
Alle de mange Nordmænd, som da opholdt sig i Stockholm, og med hvem jeg talte, omtalte ogsaa med enstemmig og stor Erkjendelse og sand Beundring Auberts ualmindelige Dygtighed som Lærer for de unge Prinser. Af disse Landsmænd kan jeg nævne flere bekjendte Mænd, med hvem jeg var sammen i en Middag hos Statsminister Løvenskiold, hvor Gjæsterne udelukkende var Norske, nemlig foruden værten Statsraaderne Holst og Fasting, Statssekretær Fr. Due, Kammerherre (senere Kontreadmiral) G. Hesselberg, Kammerherre J. F. Monrad, Kammerherre Hans Aall, oberst Rehbinder, Løitnant (senere Generalmajor og Hofmarskalk) J. G. B. Gram, Ritmester P. C. Egeberg. Aubert var ikke i Selskabet, da han ei kunde forlade sine fyrstelige Elever, med hvem han da boede sammen paa Slottet.
Hvad mig betræffer, kan jeg ikke, efter mit nøie Kjendskab til Otto Aubert og hans retskafne og hæderlige Karakter i Forening med hans ualmindelige Forstand, Dannelse og Kundskaber, tro andet, end at Kong Carl XV altid har erindret Aubert med Kjærlighed, Agtelse og Tillid, og jeg antager det utvivlsomt, at Skribentinden Fru Cecilie Holmgrens Yttringer i hendes nye Bog beror paa en komplet Feiltagelse og Misforstaaelse af de hende meddelte Beretninger om O. Aubert. Naar Henrik Wergeland i sit Sørgekvad ved dennes tidlige Død 1838 benævner ham som „den ædleste Aubert“ og „stoltest Søn, som Norge sendte fremmed Land til egen Ros“, har han visselig skildret den Bortgangne med ganske anden Sandhed, end hin nye fremmede Skribentinde har kunnet det. Den, der bar kjendt Otto Auberts solide, gjennemhæderlige og redelige Karakter, kan være fuldkommen sikker paa, at Aubert, naar han i sin historiske Undervisning har skildret Spartanerne og deres Principer, ingenlunde har undladt med det samme at fordømme deres nationale moralske Upaalidelighed i den omhandlede Henseende.“
Det ovennævnte Reisebrev er saalydende:
– – – – – – – – – – – – – – – – – – –
„Igaar, den 21de August, tilbragte Aall og jeg Timen fra 10–11 hos O. Aubert og de tre ældste Prinser Carl, Gustaf og Oscar, hvilket meget glædede os. De smaa Prinser er nemlig saare elskværdige Børn. De kunne tale ret godt Norsk, uagtet, efter hvad Aubert sagde, deres egentlige Sprogundervisning endnu ikke var ret begyndt. De kunne en hel Del norske Viser, som Aubert har lært dem, og sang for os Sinclairs-Visen, den norske Flagsang og „hvi rose I saa vore Fædre“. Prins Gustaf, der er den smukkeste og elskværdigste Gut, jeg har seet, er hel musikalsk; han spillede lidt paa Fortepiano for os. De vare, da vi kom til dem, beskjæftigede med at renskrive Lykønskningsbreve til deres Moder, hvis Navnedag det var; disse havde de selv maattet concipere paa Svensk, hvorefter Aubert havde oversat dem paa Tydsk for dem. Jeg tør sige, at Prinserne ere faldne i gode Hænder; Aubert har en overmaade godlidende, om end ikke hofmæssig Maade at omgaaes dem paa, og de holde derfor ogsaa meget af ham. Den anden Prinse-Lærer, Magister Boström, der for Tiden ligger meget syg, hvorfor Aubert nu er alene med Prinserne, skal ogsaa være en ganske fortræffelig Mand og er derhos alvorligere end Aubert.“
– – – – – – – – – – – – – – – – – –
Herr fhv. Foged P. Eger skriver under 18de Februar d. A.:
„Oscar den 1stes 3 ældste Børns Lærer var min Skolekammerat, Omgangsven, Artiumskammerat; jeg logerede en Stund i Værelse ved Siden af ham. Jeg kjendte fuldstændigt Aubert, sætter ham i aandelige og legemlige Gaver samt gjennem-hæderlig Karakter No. 1 af alle mine Kammerater, har aldrig hørt ham vige et Ord fra streng Sandhed; hans Fætter Henrik Wergelands vakreste Poesi syntes vi alle var Gravsangen over Aubert, død i Italien; der er vel faa nu gjenlevende foruden mig, som kunne afgive Erklæring som oven, den jeg med fuld Fortrøstning i Alder nær 83½ Aar tør beedige. – Vist var Aubert spartansk anlagt, dels til Udvikling af Legemskræfter (maaske vel meget for hans Lunger) og i Afholdenhed af alle svækkende Nydelser; men at han i Medhold af en saakaldt – mig ubekjendt – „spartansk“ Regel, at „Alt er tilladt, intet i sig selv daarligt, medmindre man lader sig opdage“, at han i Medhold heraf skulde have skadeligt indvirket paa Carl den 15des Karakter og især lært ham at lyve, som Fru Holmgren anfører, er i min Overbevisning ligesaa utroligt, som at den om sine Børn og Lande omhyggelige Kong Oscar den 1ste ikke skulde baade have opdaget slig Falskhed hos den for hans 3 Børn antagne Lærer og udenvidere sendt denne bort.“
Herr General Næser skriver under 11te Februar d. A.:
„I Anledning af Hr. Professorens ærede Skrivelse af 1ste dennes vedrørende Deres Farbroders Forhold til Kong Carl XV. skal jeg tillade mig at meddele, at Kongen i sine yngre Dage omtalte denne sin Lærer, hvem han omfattede med megen Hengivenhed. Af Kongens Udtalelser fremgik, at Otto Aubert søgte at gjøre sine Elever uforfærdede og haardføre, og anførte Kongen til hans Ros, at han i sine Bestræbelser i denne Retning tog lidet Hensyn til, at Eleverne vare Kongesønner.
Kong Carl har forøvrigt aldrig omtalt sine Lærere i min Nærværelse.
Forsaavidt Hr. Professoren maatte ønske at benytte ovenanførte i en offentlig Fremstilling, har jeg herimod Intet at erindre.“
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Formodentlig er Forf. eller Hjemmelsmand ført paa Vildspor ved Forvexling med, hvad der foregik ved Oscar I.s paatænkte Kroning. Trondhjems daværende Biskop, Riddervold, udtalte sig nemlig mod Dronningens Kroning; men nogen Afskedigelse foregik naturligvis heller ikke da.
Medd. Anm.