Om Myrdyrkning/Gjødningsmidler
Sjette Stykke.
Om Myrhævdens fremtidige Drift.
Naar Myrmarken saaledes som ovenfor er beskrevet, er opdyrket og sat i Stand eller bleven Hævd, d. e. dyrket Mark, bør den efter Omstændighederne inddeles i syv eller flere Skifter, af hvilke fire altid bære Græs; af de tre øvrige saaes et til med Rug, et andet med Havre, og det tredie hviler som Træde (Trøe) eller Brak. De Skifter eller Stykker, som i fire Aar have været udlagte til Græsvold, bør nemlig oppløies og saaes til med Havre; derpaa lægges de ud til Træde, og den følgende Høst saar man Rug, hvorpaa Jorden atter tilsaaes med Græsfrø og lægges ut til Foderland.
Man bør pløie Stykket op om Høsten efter den fjerde Høbjergning, og da kan man gjerne i Forveien bruge det til Havning, men ellers bør man aldrig bruge dyrket Myrmark til Beite, thi den nye Græsvold trampes derved istykker og Græssrødderne løsrives og rykkes op, saa at der voxer mindre Græs. Er Marken blødlændt, maa den igjen veites ud eller ogsaa maa Grøfterne oprenskes før Pløiningen; dog kan det ogsaa gjøres bagefter. Duge og Teige beholde samme Bredde som ved den første Pløining; Veitefylden kan almindelig med Vinding bruges til Blandingsgjødsel paa andre Agre.
Træde eller Brak paa Myrjord kræver meget mindre Arbeide end paa stivere Jordarter; thi paa Grund af Myrjordens løse Tilstand eller Egenskab vilde det blive skadeligt at pløie og harve den oftere.
Jordartede eller mineralske Gjødningsmidler. — Træde kan vistnok erstattes ved Rodfrugter, men Trædningen er her bedre, fordi man under den kan gjøre Myrjorden fastere og stivere ved at føre paa den fastere Jordarter, f. Ex. Leer, der har ligget oplagt i Hauge og er bleven smuldret af Frosten, eller sandblandet Leer, thi raa Leerjord alene blander sig ikke vel med Myrjorden. Brændt eller røstet Leer gjør udmærket Virkning. Det samme er Tilfældet med Mergel, hvor denne findes, samt med Skjelsand, Skjelgruus eller Skjeldkalk, som er almindelig i alle Kystegne og paa mange Steder, samt Aske og almindelig Kalk. Myrjordens Frugtbarhed forøges ogsaa betydeligt om man kjører Riis og Braate paa den, saa at Marken dækkes deraf og svider det af i Trædeaaret. Denne Fremgangsmaade kan vist bruges paa de fleste Steder med ringe Udgift; Mange raade ogsaa til at svide Havrestubben af; men det giver kun en ringe Mængde Aske, og man maa aldrig nøie sig med svag Gjødning, thi om der end voxer Rug efter den, saa bliver ikke den Græsvæxt, som følger derpaa, saa god som den skal være.
De her nævnte Gjødningsmidler, Kalk, Mergel, Leer, Aske, o. a. desl. ere altid de bedste paa nybrudt Myr; thi ved disse bliver Jorden fastere og Suurvæden eller Jordsyrerne bindes ved dem og gjøres mindre skadelige.
Kvælstofholdige, amoniakholdige eller dyriske Gjødningsmidler. — Siden kan det være Tid at bruge Fiske-Tad eller "Fiske-Guano“ (Fiske-Hævd), Møg, peruansk Guano og i det Hele saakaldet dyrisk Gjødsel. En af de bedste af disse sidste er Beenmeel, og det kan naturligviis i større eller mindre Mængde skaffes overalt i Landet, naar man blot med Omhyggelighed samler Benene sammen.
Efter Lindequist slaaes, stampes eller males Benene til dette Øiemed i Stykker af en Bønnes Størrelse og blandes med dobbelt saa meget tør Myrjord eller anden Jord. Hele Blandingen gjør man fugtig med Land (Lanne eller Aale), Gjødselvand eller Vand og lægger den i en Haug, som trykkes eller trakkes sammen, og dækkes med et Jordlag af 6 Tommers Tykkelse. Efter kort Tid skal der opstaa stærk Gjæring eller Brand i Haugen, og efter et Par Ugers Forløb ere Benene for største Delen morknede, da kastes Haugen om og bruges til Gjødsel. Efter Indebetou skal Beenmelet først lægges i Blanding med Gjødsel for at opløses. Hvis der mangler andre Gjødsningsmidler, gaar det ogsaa an paa Stedet at gjøre Blandingshauge (Komposter) af Gjødsel og Myrjord. Den sidste tager man da af samme Ager eller nærmeste Grøft. Nogle bruge ogsaa ublandet Kreaturgjødsel, men den virker ikke nok paa Myrjord, især om der er Syrer i Marken. Det er vel ogsaa temmelig sjelden, at man har Raad til at ødsle saaledes med Gjødselen, som man almindelig har langt mere Brug for paa anden Mark. Saavel Fiske-Tad eller Fiske-Hævd (Fiske-Guano) som peruansk Guano vil udentvivl ogsaa vise gode Virkninger, men senere.
„Man har alt i lang Tid vidst, at sure, tørvagtife eller myrartede Jordslag kunne dyrkes, ved at sætte passende Mængder af Kalk, Mergel Træaske, Tørvkul o. a. desl. til dem, men det er først i den sidste Tid, at man har anstillet saadanne Forsøg og Sammenligninger, hvoraf man har kunnet uddrage bestemte Slutninger, angaaende den forskjellige indbyrdes Værdi af disse Blandingsmidler eller Gjørdningsarter. I Aarene 1851-52 har nemlig den berømte Chemiker, Professor A. Stöckhardt ved Forst- og Landbrugsakademiet i Tharand i Kongeriget Sachsen, efter det preussiske Finants-Departements Opfordring, med Nøiagtighed udført en Række af saadanne Forsøg. Men selv af disse er det, ligesom af alle lignende Prøver, meget vanskeligt at uddrage bestemte, almeengjældende Forskrifter, hvorefter man i ethvert Tilfælde kan rette sig, fordi Tørven paa de forskjellige Steder har meget ulige Egenskaber. Asken af den Tørv som Stöckhardt brugte til sine Forsøg, indeholdt saaledes i Forhold til anden Tørv kun en ringe Mængde af de mineralske eller steenartede Dele, der ere plantenærende eller give Næring til Væxterne. Denne Tørv blev blandet i forskjellige Forhold med ulædsket Kalk — kaustisk Kalk -, Muurkalk — kulsuur Kalk -, Birkeaske, Kogsalt, Rapskagemeel, paruansk Guano, Tørvkul og Tørvaske. Det viser sig af det man fik ud af denne Undersøgelse, at de bedste Midler til at blande Tørven med, for at gjøre den frugtbar, var føsrt: Tørvaske og Tørvkul, dernæst Træaske, enten alene eller i Forbindelse med ulæsket Kalk, og endelig kulsuur Kalk eller Murkalk, Mergel, Skjælsand eller Skjelmergel, enten alene eller i Forbindelse med Kogsalt.
Det, som i Almindelighed er vel bekjendt, at Tørvmoserne i oprindelig Tilstand ikke ere meget tjenlige for Væxten af saakaldte høiere Planter, blev bekræftet ved Professor Stöckhardts Undersægelser. Men det viste sig ogsaa, at Tørvjorden blot derved, at den blev udsat for Luftens Virkning, i det andet Aar af Havre gav en 5 ½ Gange saa stor Avling og af Erter endnu mere end i det første Aar. Derimod viste det sig, at Tørvjordens Evne til at bære Havre blev 6 til 8 Gange saa stor, ved Hjælp af de tre første Midler, nemlig Kalk, Mergel og Træaske, den steg til det 14 dobbvelte ved Tilsætning af Tørvkul, og ved Hjælp af Tørvaske blev den 24 Gange saa stor. Virkningen af den ulædskede og brændte Kalk viste sig langt stærkere i det andet end i det første Aar, og derfor bør Kalken lægges i en Dynge Flo om Flo med Tørvaffald eller Myrjord, og denne Blanding bør da først bruges til at strø paa Myren, efterat den har ligget et Aar, Af Kalk tages der i det Hele 5- 11 Procent eller Dele til 100 Dele Tørvrusk. Paa samme Maade er det ogsaa godt og rigtigt at bruge Tørvaske, hvis man har Overflod af denne.
Hvor der er større Tørvmyrer, er det naturligviis en let Sag at forskeffe sig Tørvaske og Tørvkul. Dette Gjødningsmiddel er der følgelig Overflødighed af i og ved de store Tørvemyrer, som især findes paa Vestlandet og nordenfjelds samt paa Øerne langs Norges hele Kyststækning. Paa disse Steder er der ogsaa i Almindelighed Rigdom paa Kalk, der paa nogle faa Steder findes som Marmor, men dette virker hurtigst og bedst, naar det brændes til Kalk, før det føres paa Myrjorden, eller som Skjelkalk, Skjelsand eller Skjelmergel. Denne findes i uudtømmelige Floer eller Leier i fjøren og længer op i Landet, ja det er ikke sjelden at selve Tørvmosernes Undergrund bestaar af drøie og ægtige Banker af den ypperligste Skjelkalk, saaledes at man kan føre den paa Myren fra Bunden af Veiterne, ja selv høit oppe i Landet, 3—400[1] Fod og endda høiere over den nuværende Havflade, findes der mægtige Kalkbanker af morknede eller forvittrede Skjel og Sneglehuse. Paa Tørvmyrerne gjør Skjelkalken den største Nytte, thi den har samme Virkning, som om man baade kalkede Myren og kjørte Sandgrus paa den. Paa stiv Leerjord bruges den ogsaa med Nytte for at gjøre Leret lettere og mere gjennemtrængeligt for Vandet.
Naar man bruger Skjelkalk, uden at den brændes eller knuses først, bør man vælge den, som er morknet op opsmuldret af Vind og Veir. Til vansyg Jord er man dog almindelig bedre tjent med Skjelkalk, der ikke er saa fiint smuldret; ellers virker Kalken baade stærkere og snarere, jo finere den er. Saadan Skjelkalk, som for det meste bestaar af store og hele Skjel og Sneglehuse, bør derfor enten males eller brændes, og den har det Fortrin for Kalksteen, at den kan brændes paa aaben Mark, dog sparer man naturligviis megen Brændsel om man har en god Kalkovn. I Bohuuslehn i Sverrig er Skjelkalken i Aarhundreder bleven brugt til Kalkbrænding, og dermed bærer man sig, efter Beretningen derom i Pehr Kalms og den berømte Linnés Reiser, saaledes ad: de smaa og utjenlige Skjel skilles ved Sigtning fra de store, som derpaa lægges i Solskinnet nogle Dager for at tørkes. Paa det Sted, hvor de skulle brændes, nedrammes 4 Pæle i Fiirkant og mellem disse lægger man en Flo Skjælkalk, saa en Vedflo, og saaledes skifteviis nogle Floer. Derpaa tændes Ild i den nederste Vedflo, og det Hele brænder gjerne nogle Dage. Naar dette er gjort, øses der Vand over de brændte Skaller, som fort bringes i Huus, hvor de opsmuldres og lædskes til en fiin hvid Kalk. Til Anvendelse ved Jordbruget er det dog ingenlunde nødvendigt at lædske Kalken. — I vort Land kan der neppe være nogen Tale om at bruge Salt fordi det er for dyrt, og ude i Kystegnene behøver man rimeligviis neppe at anvende det, fordi Jorden der, efter al Sandsynlighed, idetmindste paa mange Steder, indeholder nok, ja maaske mere Salt end ønskeligt kunde være. — Ved Professor Stöckhardts Forsøg, der ere omtalte ovenfor, viste det sig ogsaa, at Kreaturgjødningen, eller al Salgs Gjødsel der indehold Dele af Dyr (kvælstofholdige, amoniakholdige eller animalske Gjødningsmidler), i Begyndelsen langtfra ikke virkede saa stærkt, som paa andre Jordarter, og den Salgs Gjødsel er det derfor mest Gavn ved at bruge senere hen i Omløbet, efter at man alt har ført den fornødne Mængde Kalk og Aske paa Myren.
Som vi allerede foran have omtalt, er det først og fremst nødvendigt at faa Vandet udtappet for at bringe Myrmark i den Stnad at den kan dyrkes, dernæst er det nædvendigt, at Syrerne, som indeholdes deri, blive bundne, thi i fri Tilstand hindre og hæmme de fast al Plantevæxt, og dette sker netop ved Hjælp af de forskjellige Kalkarter, Træaske, Tørvaske, Tørvkul m. m.
- ↑ I det sydlige Norge, f. Ex. i Smaalenene, paa Næsodden, samt i Høland og flere Steder paa Rommerige, findes Skjelbanker til en Høide af 400 til 650 Fod over Havet.