Om de norske Kjøbstæder i Middelalderen

Nicolay Nicolaysen

Om de norske Kjøbstæder i Middelalderen

Historisk Tidsskrift, tredje Række, første Bind, 1890 (s. 335-362).

Hvorledes vore byer i middelalderen blev til og var indrettede, er forlængst fremstillet af P. A. Munch.^[1] Imidlertid maa jeg her for sammenhængens skyld gjentage en stor del af, hvad Munch allerede har omtalt, hvortil dog kan føies nogle punkter, som enten tilforn ikke har været berørt eller kun har faaet en svagere begrundelse. Hvad derimod stædernes bygningsskik angaar, er denne hidtil kun i forbigaaende belyst og tildels paa en misvisende maade. Den frembyder saaledes endnu et saa godt som aabent felt for en gjennemgaaende behandling

Som bekjendt havde vort land før reformationen kun faa (ca. 12) handelsstæder, og om de fleste af dem savnes næsten enhver kundskab i de hidrørende retninger. Bedst kjendt er de fire største, de saakaldte villæ forenses, eller efter deres alder: Tunsberg (fra det 9de eller 10de hundredaar), Nidarnes eller Nidaros (ca. 996), Aaslo (ca. 1050) og Bergen (ca. 1070). Vi nødes da her næsten udelukkende at holde os til disse. Dog skorter det selv om de tre førstnævnte meget paa kundskab, medens Bergen her som ellers yder de rigeste bidrag. Grunden hertil er naturligvis, at Bergen, som den folkerigeste af alle og med den største rørelse, ogsaa har afsat det meste historiske stof. Dertil kommer, at de optegnelser, hvori dette stof blev nedlagt, bedre end andetsteds har bevaret sig til vor tid, trods de ødelæggelser, hvorfor det var udsat ved byens mange fortærende brande. Hvad særlig indretning og bygningsskik angaar, findes der heller ikke i nogen anden norsk by levnet saameget, hvorfra sikkert kan sluttes til forholdene langt op i tiden. Dette kommer dog ikke Bergens historie alene tilgode, da det vistnok i stort maal kan overføres paa de tre øvrige ovennævnte byer, skjønt man stundom maaske har været altfor tilbøielig til at betragte Bergen, navnlig med hensyn til bygningsskikken, næsten som enestaaende.

Hvad der for det første udgjorde det eiendommelige ved vort lands byer i middelalderen, var, at næsten alle laa ved saltsøen eller ialfald, som Sarpsborg og Skien, stod i let forbindelse med havet gjennem et kort og seilbart vandløb. Endog de to eneste, skjønt høist ubetydelige handelspladse i landets indre, Hamar og Lillehamar, fik i visse maader karakteren af søstæder derved, at de laa ved bredden af en stor indsø.

Fælles for alle vore byer var det og, at de ikke omgaves med mure eller befæstning.

Derimod havde de fire største byer det forud for de andre, at der til dem hørte en egen kongsgaard eller kongebolig, ihvorvel dette, skjønt kun forbigaaende, ogsaa var tilfældet med Sarpsborg og Konghelle. Trende af de største byer kunde endog for et længere tidsrum ansees som stadige kongelige residenser: Nidaros idet 11te hundredaar, Bergen i det 12te og 13de, og senere Aaslo med Akershus.

Hertil kom, at de tre sidstnævnte byer, dog tilligemed Stavanger og Hamar, var biskopssæder. Dette beroede dog ei paa en ren tilfældighed, men stod vistnok i forbindelse med en paavirkning fra England, hvor den berømte erkebiskop Lanfranc († 1089) med støtte i gamle pavelige bestemmelser havde opstillet som regel uden undtagelse, at biskopernes faste sæde ei skulde lægges paa landet, men i en by.

Hvad der imidlertid udgjorde det væsentligste særkjende for vore fire største kjøbstæder, var deres retslige stilling, idet de i modsætning til de øvrige handelspladse dannede selvstændige kommuner med eget lagthing og bything. Til bestemmelse af deres omraade eller jurisdiktion var derfor optrukket visse grænser eller de saakaldte takmærker.

I.

Med hensyn til kjøbstædernes oprindelse følger det saa godt som af sig selv, hvad allerede P. A. Munch har fremholdt, at vore byer i middelalderen ikke, som f. ex. Kristiania og Kristianssand, fra først af fremstod paa et kongebud, men kun lidt efter lidt.^[2] Hvor der var let adgang, god havn og andre betingelser tilstede, dannede der sig visse knudepunkter eller centrer for omtuskningen af de tilstødende bygders fornødenheder. De saaledes fremkomne strandsteder, fiskeleier eller markedspladse fik derved strax en egen stilling, at de kom ind under Bjarkøretten, og senere blev de fire største kjøbstæder ved statsmyndighedens bestemmelse, som anført, ophøiede til selvstændige kommuner med egen jurisdiktion.

En handelsplads kunde dog fra først af ikke blive til uden visse indretninger: brygger, boder, huse, og disse kunde naturligvis ei opsættes uden tilladelse af grundeieren. Undertiden har vel denne været en privatmand, men i mange og maaske de fleste tilfælde eiedes grunden vistnok af staten, eller med andre ord: spiren til den vordende kjøbstad dannede sig paa en statseiendom med kongens tilladelse. Dette var ialfald tilfældet med de fire ovennævnte største stæder og Stavanger, saaledes at i det mindste to af dem paa en maade kunde siges at være aflæggere af gamle kongsgaarde, nemlig Tunsberg af Sæheim og Bergen af Aalreksstad. Vi har ogsaa for fleres vedkommende bevis for eller forudsætninger om, at deres territorium var statseiendom. Det heder saaledes, som ovenanført, om. Nidarnes, at Olaf Trygvessøn „gav“ folk tomter til at bygge paa, og hvad Bergen angaar haves, som vi nedenfor skal se, en ligefrem udtalelse om kongens eiendomsret. Dertil kan føies, at Magnus Erlingssøn ved et, senere tabt, brev af c. 1175 skjænkede hele Stavanger by til dens domkirke, hvad der stadfæstedes ca. 1250 af Haakon Haakonssøn.^[3] Endelig havde endnu ved 1533 den forrige biskop i Aaslo livsbrev af kongen paa Tunsberg.^[4]

Stavanger danner dog her en undtagelse, forsaavidt den frembyder det eneste exempel paa, at kongen fraskrev sig sin eiendomsret til byterritoriet. Ellers overalt har derimod kongens ret i saa henseende vedblevet hele middelalderen igjennem, ja endog meget senere, naturligvis med undtagelse af de grundstykker, som statsmyndighedens indehaver udtrykkelig havde overdraget til andre. Tydeligst viser forholdet sig i Bergen. Her opstod der en tvist mellem biskopen og klostret paa Holmen (Bergenhus) om, hvem af dem havde ret til den almenning, som laa mellem klostret og biskopens nøst. Sagen blev afgjort i 1311 ved en dom,^[5] der stadfæstedes af kongen i 1320 og gik ud paa, at ingen af parterne havde den paastaaede ret, hvorimod „byen selv eier alle saadanne almenninger ved kongedømmets gave; men kongen har myndighed til at raade og træffe forføininger over dem, ligesom over hele byen, eftersom det evindelig tid har fundet sted.“^[6] Det var saaledes vistnok i kraft af særlig kongelig indrømmelse, naar vi senere se byens raad træffe forføininger over det slags aabne pladse, f. ex. i 1437 over Auta-almenning, 1441 og 1480 over Breida-almenning og i sidstnævnte aar ligeledes over byens oprindelige torv.^[7]

Paa samme maade havde kongen som kronens repræsentant vistnok i sin tid overdraget til kirker og klostre den grund, de ønskede, og naar kongen ved saadanne stiftelsers nedlæggelse igjen tog tomterne til sig, kunde der anføres, at det var, fordi de ikke mere benyttedes saaledes som forudsat.^[8] Dog se vi, at efter nedrivelsen af den store kristkirke i Bergen dennes tomter ikke uden vederlag gik over til statseiendom, hvorimod der gaves mellemlag i det nedlagte Munkelivkloster, og ved sløifningen af Nikolauskirken heder det, at byens raad fik disposition over grunden,^[9] hvad der dog vel kun skede gjennem indrømmelse af kongen.

Selve overdragelsen af statens grunde skede vistnok undertiden som fri eiendom^[10], saaledes at den private derved kunde erhverve odelsret ligesom paa landet.^[11] Sjeldnest skede det, som det synes, ved kjøb og erlæggelse af kjøbesum eller ved gave. Derimod har, dersom vi kan slutte fra Bergen og hvad der fandt sted efter reformationen, det almindelige ogsaa før den tid været, at et grundstykke bortleiedes til vedkommende person paa hans og hustrus samt undertiden ogsaa paa deres arvingers levetid^[12] og mod erlæggelse af en aarlig grundleie eller paa samme vilkaar, hvormed byen overdrog sine tomter.^[13] Som det synes, var det ogsaa almindeligt, at grunden før den bestemte termin skulde falde tilbage til kongen, hvis erlæggelse af leien i længere tid forsømtes, eller den bygning, som stod paa tomten, brændte eller ikke blev holdt i leiefør stand.^[14] Forresten var det i byloven^[15] og vistnok med hensyn paa kronens eiendomsret til tomten fastsat, at naar nogen vilde sælge sin gaard, skulde den først tilbydes kongen^[16] og, hvis denne ei vilde kjøbe gaarden, da den, som havde fælles gaardsport med eieren; vilde heller ikke han indlade sig paa kjøbet, kunde eieren sælge gaarden til hvemsomhelst.

Særlig fortjener det at omtales, hvordan forholdet var ligeoverfor udlændinger. Dog maa det ogsaa her mærkes, at jeg af mangel paa fornødent materiale holder mig alene til Bergen og mestendels henter beviser fra tiden efter reformationen, skjønt vedkommende retssedvaner visselig kun var en fortsættelse af, hvad der fandt sted i middelalderen og ligesaavel i de andre 3 større byer, som i Bergen. Her gjaldt da den regel, at udlænding ei kunde eie fri jord^[17] i kjøbstaden, heller ikke erhverve hus eller leie saadant uden øvrighedens eller kongens tilladelse.^[18] Af størst historisk interesse er det dog at paavise forholdene i byens ældste del eller ved østsiden af Vaagen. Her var gaardene, som forlængst bemærket og deres navne vise, i begyndelsen opført af nordmænd,^[19] men dog med kongens tilladelse, saaledes at kronen fremdeles eiede grunden, hvoraf huseieren maatte betale aarlig leie. Omtrent ved midten af det 13de hundredaar begyndte eierne at bortleie gaardene eller rettere enkelte rum deraf ogsaa til de i byen midlertidig bosatte hanseatiske tyskere, først paa et halvt aar, fra 14de april til 14de oktober, og efterat de var blevne vintersiddere^[20] ogsaa for aarets øvrige del. Senere gik gaardene i løbet af det 14de og 15de hundredaar lidt efter lidt hurtig over til at blive tysk eiendom, hvortil der dog egentlig maatte kræves kongens tilladelse. Men da de ældre eiere selvfølgelig ei kunde overdrage større ret, end de selv havde, saa gjaldt erhvervelsen fra tysk side kun bygningerne, ikke grunden, hvorpaa de stod, og tyskerne maatte saaledes fremdeles erlægge den for de norske eiere fastsatte grundleie. Forpligtelsen hertil blev ogsaa erkjendt af tyskerne selv ligetil deres sidste ophold i Bergen. Ellers kunde de nok, som bekjendt, ved alskens kunster unddrage sig for at opfylde pligter, der paalaa dem som borgere af den norske stat; men om de ogsaa forsøgte sine kranglerier i anledning af grundleien,^[21] saa gjaldt det dog kun dennes størrelse eller erlæggelsesmaaden,^[22] ikke derimod selve forpligtelsen til overhovedet at yde grundleie. Som vidne herom kan henvises til den af professor L. Daae fremdragne lybske krønike af Karsten von Gehren,^[23] hvori forfatteren beretter, at efter bryggens brand i 1476 byggede de tyske kjøbmænd den op igjen saaledes, som de var blevne enige om med „rigsraaderne, der eiede grunden“. Vi se og, at det ved nedrivelsen af Rotmandsgaarden i 1642 blev vedtaget af det hanseatiske kontor, at dette paa grund af den større sikkerhed mod ildsfare for bryggen, som opnaaedes ved gaardens sløifning, fremdeles skulde betale grundleie af tomten til lensherren, „eftersom sedvanligt været haver“.^[24] Endog i deres egne vedtægter af 1659 paalægges det de enkelte gaardes husbønder, at bygningerne ei maatte forfalde, „for at ikke grundeieren (der grundherr) skulde besvære sig derover“.^[25]

Naar vi desuagtet i lensregnskaber for Bergenhus^[26] finde grundleien af bryggen opført kun for faa gaarde, saa forklares dette selvfølgelig derved, at de øvrige gaardes grund allerede tilforn fra kongens haand var gaaet over til andre, private eller stiftelser, saaledes som tilfældet var f. ex. allerede før 1465 med gaarden Bratten^[27] eller i 1558 med flere tomter, som Valkendorf paa kongens vegne overdrog til domkirkens sogneprest,^[28] eller med en tomt, som i sin tid var erhvervet af en Galle.^[29] Derfor heder det ogsaa hos Absalon Pederssøn,^[30] at en part af bryggens grund „hører kronen til, en part kirken, en part adelen, hvoraf Erik Rosenkrants eier den største part.“

Idet kongen derfor, som vi snart skal se, i byloven traf bestemmelse om, hvorledes staden skulde indrettes med hensyn til gader og offentlige pladse, optraadte han ikke alene i egenskab af statens overhoved, men som eier af byens territorium.

II.

Holde vi os fremdeles til de fire største byer, vil det med hensyn til deres indretning for det første sees, at de fik sin beliggenhed ved den ene side af en vaag, og navnlig den, som frembød det gunstigste strøg for bebyggelse og tillige, hvor der kunde være tale om sødrag, var mindst udsat for dette, saaledes i Bergen østsiden af Vaagen og i Nidaros den vestre bred af elvens munding.

Kongsgaarden med tilhørende bygninger^[31] faar sin plads i spidsen af byen eller i dennes yderste del og saaledes, at den paa den ene side ligger aldeles frit og paa den anden er noget fjærnet fra den øvrige stad, saaledes i Tunsberg, Aaslo og Bergen. Kun i Nidaros lægges kongsgaarden indenfor eller ovenfor den egentlige by.

At denne beliggenhed dog ei var tilfældig, men valgt med de samme hensyn for øie som i de andre stæder, se vi deraf, at naar byen ved sin fremadskridende udvidelse truer med at rykke for nær ind paa kongsgaarden, saa flyttes denne længer op ved elven, og det endog to gange, først af Magnus den gode fra dens oprindelige sted ved Skipakrok til Saurhlid og dernæst af Harald haardraade til dens endelige plads ved elvebakken østenfor domkirken. Det gjentager sig ogsaa ved alle disse kongsgaarde, at der, ligesom i to af de andre her omhandlede byer, paa eller ved gaarden opsættes et kapel, saaledes i Nidaros henholdsvis ved de nævnte kongsgaarde Klemenskirken, Olafskirken og Mariekirken; ligeledes i Aaslo Mariekirken og i Bergen den lille kristkirke og apostelkirken. Kun ved kongsgaarden i Tunsberg finde vi ei noget kongeligt kapel, men grunden hertil var vistnok, at den derværende kongsgaard, som ovenfor nævnt, først blev bebygget af Haakon Haakonssøn i 1253, og der var da forlængst et saadant kapel helliget st. Mikael, paa det nærliggende „Berget“ eller nu Slotsfjeldet.

Ved grundlæggelsen af en by maatte der dog først og fremst tilveiebringes de nødvendige betingelser for handelsrørelsen eller brygger. Disse blev gjort af bolverk og straktes saa langt ud fra stranden, at skibene kunde flyde der endog med fuld ladning og under laveste vandstand, hvor der overhovedet, som i Bergen og Nidaros, var nogen forskjel mellem flod og fjære. Om der til lettelse ved losning og ladning i de øvrige byer blev reist vippebomme paa bryggekanten, vides ikke, men i Bergen har de vistnok været anvendt allerede i middelalderen, skjønt de først nævnes 1561,^[32] dog dengang som almindelige, ligesom de sees paa det gamle kobberstik af byen fra ca. 1579.^[33] Bryggerne havde saadan bredde, at der mellem deres yderkant og gaardene var rum for færdselen, og de strakte sig henimod kongsgaarden, saa at de fra først af dannede den eneste forbindelsesvei mellem byens begge ender. Under den fremadskridende bebyggelse maa man dog have følt ulemperne heraf og derfor aabnet en ny gjennemgang for færdselen paa den anden side af gaardene og omtrent parallelt med bryggen eller, som denne gjennemgang kaldes, hit efra (det øvre) i modsætning til hit nefra eller bryggen. Maaske har man, for at opnaa en lettere forbindelse, allerede dengang ogsaa indrettet nogle bredere tverstræder (almenninger) og nogle smalere af samme slags eller de saakaldte „veiter“ mellem gaardene. Der nævnes ialfald „strædet“ ikke alene i 1206, 1183, 1155, men allerede i 1135, og i 1206 og 1155 ogsaa gaardsport.^[34] Det fremgaar og af Bergens bylov af, 1276, at alle de nævnte slags færdselsveie (brygger, stræder, almenninger og veiter) forudsættes som tilværende før den tid, og formodentlig har en større orden ved indretningen deraf været indført allerede i 1248, da byen blev opført igjen efter den store brand i dette aar. Imidlertid kjendes intet lovbud paa dette felt før i den anførte bylov.

I denne forudsættes for det første, at byen var inddelt i fjerdinger,^[35] uden at det sikkert kan sees, hvad der væsentlig knyttede sig til denne inddeling. Dernæst blev opstillet følgende regler for byens indretning.^[36] Alle de daværende huse kunde blive staaende, som de var, men hvis nogen vilde sætte et nyt hus op, skulde det gjøres saaledes, som lagmanden, gjaldkeren eller raadmændene fandt rettest baade med hensyn paa stræder, brygger, almenninger og veiter. Hvert stræde skulde have samme høide overalt^[37] og være 12^[38] alen bredt, og den, hvis brygger var for høie, skulde sænke dem efter nysnævnte øvrigheds bestemmelse, saa at de alle blev lige høie. Almenninger skulde være 8^[39] alen brede og veiter 3^[40] alen gaardimellem. Hver gaard skulde indrettes saaledes, at der i midten efter længden var et aabent gaardsrum, lukket i hver ende (d. e. mod bryggen og øvregaden) med en port, og saa bredt, at der paa det trangeste kunde bæres et pund^[41] endelangs op og ned mellem strædet (øvregaden) og bryggerne, hvilket ogsaa skulde gjelde gaardene ovenfor strædet (d. e. op under fjeldet). Men hvis nogen satte hus (d. v. s. bygningsrum) eller svaler udover de nu nævnte steder: stræder, brygger, almenninger, veiter eller gaardsrum, skulde han bøde 1 mark sølv (ca. 400 kroner) og tage det bort inden femte dag; skede det ikke, skulde det udføres af øvrigheden, dog kunde svaler tillades udover bryggen indtil en bredde (udspring) af 3 (nu 2¼) alen. Desuden nævnes torvet,^[42] der oprindelig laa omtrent midt i byen ved Breida-almenning eller noget udenfor det forrige „Smedesmug“ eller nu Nikolai almenning.

P. A. Munch peger paa,^[43] at hele denne indretning træffes væsentlig ogsaa i de ældre skotske byer, uden at han dog, som det synes, antager, at disse havde tjent som forbilleder hos os. Dette forekommer ogsaa mig lidet rimeligt, medens indretningen snarest er opstaaet uafhængig af hinanden paa begge steder som noget, der bedst svarede til de praktiske fornødenheder. Heller kunde man her tænke sig en paavirkning i visse maader fra de „frie stæder“, som anlagdes ved kongeligt bud i de engelske provinser i Frankrige, og hvorpaa Montpazier i Akvitanien (departementet Dordogne) frembyder det bedste exempel.^[44] Hele anlægget var dog paa grund af det flade strøg, disse stæder indtog, aldeles regelmæssigt og omfattede 4 slags gader: først hovedgader eller langgader og kortere tvergader, alle 24 fod brede, dernæst parallelt med langgaderne og midt imellem hvert par af disse de saakaldte lanes,^[45] 16 fod brede, og endelig i lighed med de ovennævnte bergenske veiter smale, kun 6 fod brede gjennemgange (passages) mellem gaardene, dels, som det heder, for tagenes draabefald og dels for deres nytte i brandtilfælde. Hver gaard havde, som hos os, en gjennemgang og var beliggende mellem to af de nævnte passages med forsiden til langstrædet og bagsiden til en lane. Men undertiden blev to huse ved sløifning af den mellemliggende passage til ét, og dette kaldtes da „dobbelt“. Til denne benævnelse, og hvad dermed staar i forbindelse, skal jeg senere komme tilbage, men her kun bemærke, at der heller ikke fra de nys fremstillede byplaner kan være fremgaaet nogen paavirkning til os, da de, som paabudte af Edvard I (1272–1307), var yngre end vore, medens derimod begge vise principet i de middelalderske byanlæg i modsætning til romernes.

I byordningen for Bergen blev det ogsaa bestemt, hvor og hvorledes de forskjellige handlende og haandverkere skulde have sine udsalgssteder.^[46] Skomagerne, heder det saaledes, skulde ikke være længer ude i byen med sine varer end til det yderste af Halvardkirkens gravplads baade ovenfor og nedenfor strædet (nu øvregaden). Fra den almenning, som var nærmest (formodentlig med navnet Halvardkirkens), og til Auta-almenning (den sydligste del af den nuværende Veterlids alm.) skulde være „laggere“ og bødkere^[47] med sine varer baade oven- og nedenfor strædet. Udenfor Auta-almenning og til det yderste af Marteinkirkens gravplads skulde være skindberedere baade oven- og nedenfor strædet. Fra det yderste af Marteinkirkens gravplads og til porten for Stenkirkens gravplads skulde paa øvre side af strædet alle guldsmede holde til i boder, gjorte af fjæler (skjaldþili), med jordgulv og uden lofthus; paa nedre side kammagere med sin forretning. Fra Stenkirkens gravplads og til Nikolauskirkes almenning skulde være madsælgere oven og neden strædet, og fra nysnævnte almenning til Breida-almenning skulde skjæres alt farvet klæde og lerred til salg baade neden og oven strædet dog kun i strædesboder, saa at enhver kunde se sit kjøb. Fra Breida- til Bua-almenning, baade oven- og nedenfor strædet skulde være smykkesælgere (galanterihandlere), malere (penturar) og sadelmagere; fra Bua-almenning skreddere baade oven og neden strædet indtil lige for porten til Peterskirkens^[48] gravplads, derfra igjen og ud til Mariekirkens gravplads brynjemestere, sverdslibere og plademestere nedenfor strædet, men ovenfor strædet kistemagere. Ud fra hjørnet af Mariekirkens gravplads skulde være skjoldmagere ovenfor strædet, og mellem det yderste af sidstnævnte kirkegaard og til Sandbro madsælgere baade oven og neden strædet. Men ved søen (d. v. s. mod bryggen) nede mellem Marie- og Auta-almenning skulde ikke være nogen, som handlede med mel, brugte klæder eller lerred, eller bødkere, kistemagere eller rebslagere (bastari) og ingen saadan handler, som leier hus halvaarsvis; thi enhver af dem skal være, hvor det før er sagt. Men udenfor Mariealmenning og indenfor Autaalmenning endelangs efter strædet paa begge sider af dette ovenfor Korskirken skulde være alskens andre handlere, end før er bestemt. Paa torvet maatte man dog sælge alt, hvad man vilde, undtagen kværnestene, tømmer og skibe; thi disse ting skulde sælges over paa stranden, hvor det ikke var til hinder for skibes opsætning.

Endelig indeholder byloven^[49] bestemmelser om brandvæsenet, og hvoraf hidsættes følgende. Ingen maatte lægge ild i en ny ovn, førend den ved besigtigelse af gjaldkeren og raadmændene var godkjendt; kunde dette ei ske, skulde ovnen nedbrydes. Det samme skulde gjelde ildhus og kjedelgaard (ketilgarðr).^[50] Ild skulde man „have i lygter eller i koler^[51] af sten eller kobber,^[52] eller i lampe“, hvorimod det under straf forbydes at bære ild ubeskyttet, sætte kjærte paa væggen eller have lys i træplader^[53] (diskum) eller i næper. Alle badstuer, bagerovne og jernsmedeboder, heder det videre, skulde flyttes ud af byen og sættes der, hvor gjaldkeren og raadmændene med kongens raad finde, at de bør staa.^[54] Ild skulde være slukt fra der ringes til ildslukning og indtil der ringes om morgenen, og maatte ikke opgjøres paa tomter, stræder eller brygger eller i gaarde eller almenninger, undtagen for at bræde hus eller brænde ligstraa. „Kommer der ild op i et hus, og luen ikke bliver høiere end ljorene,^[55] og husfolket faar alene slukket ilden, da forholdes med deres sag, som ilden skulde forvare, efter som ellers er sagt. Det forbydes husbonden at lukke sin gaardsport og ikke at ville slippe andre ind end sine husfolk“. I hver gaard, hvor der ikke fandtes brønd, skulde der være et kar, ligeledes en stige for hvert ildhus og 2 kroge (brandhager) i hver fjerding Enhver skulde være pligtig til strax at løbe did, hvor ild opkom, naar han hørte horn eller klokke, og have med sig saa, kar, buløx og andre redskaber, hvormed ilden kunde mødes, men kvinderne skulde fare til med kar og bøtter.

Naar vi saaledes har seet de væsentligste bestemmelser, som Bergens bylov af 1276 indeholder angaaende byens indretning i de nævnte punkter, kan der spørges om, hvorvidt noget lignende gjaldt i de øvrige tre større kjøbstæder. Herved maa bemærkes, at det vel ikke vides, at der samtidig med Bergens bylov eller senere end denne for de andre nævnte byer er fra den lovgivende magts side udgivet saadanne bestemmelser, men alligevel maa disse, ialfald flere af dem, vistnok have været gjældende allerede inden udgangen af det 13de hundredaar ogsaa ide øvrige stæder, ialfald som vedtægter, paabudne af den lokale øvrighed gjennem bymødet. Vi træffe saaledes før den tid i disse stæder ellers omtalt baade brygger, langgader og almenninger,^[56] i Nidaros ogsaa veiter,^[57] der ligeledes nævnes i Aaslo 1488,^[58] og maaske var de smale smug, som blev trufne her endnu i vor tid i retning fra søen og mod øst, levninger af saadanne gange.^[59] Det samme var maaske tilfældet med de mange smaa og smale tverstræder, Müller^[60] omtaler i Tønsberg 1750. Fremdeles træffes ogsaa i de tre øvrige større kjøbstæder det samme slags gange gjennem gaardene som i Bergen. Dette sees for det første ligefrem af bestemmelserne^[61] for Nidaros, ihvorvel det deri ved en meningsløs gjengivelse formodentlig af Bergens bylov heder, at det omhandlede gaardsrum skulde være „saa vidt og stort, som der kunde saaes et pund korn paa“. Endvidere nævnes i samme by „begge sider“ af en gaard, hvad der ligeledes forudsætter saadant gaardsrum. Det samme møder os i Aaslo og Tunsberg, hvor denne deling efter længden af en gaard ligesom i Bergen og Nidaros har faaet tilsvarende udtryk,^[62] som betegnelser for den ene eller anden halvdel af gaarden. Naar man derfor fra bryggerne gik ind gjennem en gaards port, havde man, efter byernes forskjellige beliggenhed, i Bergen, Tunsberg og Aaslo gaardens nordre halvdel paa venstre haand og den søndre til høire, medens man i Nidaros omvendt havde en gaards tilsvarende dele henholdsvis paa høire eller venstre haand. Endvidere tør det heller ikke være tvilsomt, at der i de øvrige nævnte kjøbstæder ligesom i Bergen har været bestemte vedtægter for, hvor hvert slags næringsdrivende skulde holde til, skjønt antallet af de forskjellige haandverker vel neppe andetsteds var saa stort som i Bergen.

Rimeligvis har ogsaa idetmindste flere af de forannævnte brandbestemmelser været gjeldende i de andre byer ligesom i Bergen. Om derimod disse bestemmelser i sin helhed gjaldt ogsaa udenfor Bergen og Nidaros, tør være tvilsomt. Her kan nemlig paa grund af omstændighederne opstaa spørsmaal om, hvorvidt man overhovedet i Tunsberg og Aaslo kjendte det slags ildsteder, hvortil Bergens bylov aabenbart sigter, nemlig ovne uden røggang eller skorstenspibe. Men besvarelsen af dette spørsmaal hører nærmere hen under næstfølgende afsnit.

Endelig kan kan tilføies, at der i samtlige fire kjøbstæder var bestemmelser for den rundgang, nattevægterne skulde foretage, ligeledes for, naar de skulde gaa af og paa vagt, raabe ved alle almenninger o. s. v.^[63]

Hvad dernæst gaderne, deres istandsættelse og renholdelse angaar, var dette noget, der ligesom overalt i middelalderen paalaa hver enkelt gaardeier at foretage, dog med godkjendelse af byens gjaldkere og raadmænd.^[64] Ligeledes skulde brygger og almenninger jevnlig holdes rene.^[65] Det kan ogsaa sees, at hver enkelt gaardeiers forpligtelse, særlig med hensyn til gaderne, vedblev hele middelalderen igjennem, saaledes i Throndhjem endnu 1604,^[66] i Bergen endnu 1649^[67] og i Aaslo, hvis vedtægter af 1595^[68] bestemme bøder for dem, „som findes modvillige og ikke vil renholde og færdiggjøre deres broer og gader, hver for sin fortaa (fortoug) og gaardstomt efter kgl. majestets brevs lydelse“. Hvad særlig brolægning angaar, kunde der i middelalderen ikke føles saadan trang dertil som i vor tid, da hjulredskaber dengang var ukjendte og alle byrder for en stor del vistnok, ligesom i Bergen endnu ved begyndelsen af vort hundredaar, transporteredes paa menneskeryggen og sjældnere paa slæde uden om vinteren. Naar brolægning først indførtes i de øvrige stæder, vides ikke.^[69] Men for Bergen har vi den beretning af Absalon Pederssøn,^[70] at byens „gader blev først stenlagte i Jørgen skrivers^[71] tid“, og at „aarsagen dertil var“ den bekjendte Sigbrit, Dyvekes moder; forresten forudsættes det i 1551, at brolægning var noget, som paalaa enhver huseier,^[72] ligesom ovenanført i Aaslo. Senere lod Valkendorf i 1558 det sumpige strøg fra domkirken til raadstuen brolægge ved hjælp af stene fra den nedbrudte allehelgens kirke; i 1570 blev øvregaden brolagt af de tyske fra Mariekirken til Rotmansgaarden, og det følgende aar fortsattes fra Bryggesporden indover og rundt til Stranden.^[73] Mærkeligt er det forresten, at Bergen saaledes tildels fik stenlagte gader før London. Her lod Henrik VIII først i 1533 paabegynde brolægning, i betragtning af, at gaderne „var snausede, fuld af sumper og huller, og at mange folk baade til hest og gaaende stod fare for at lide skade og næsten var omkomne der“.^[74]

Medens alle de her nærmest omhandlede byer i sin bebyggelse gjennem middelalderen fik større og større omfang, bibeholdt dog de trende af dem (Aaslo, Tunsberg, Nidaros) fremdeles sin plads paa samme side af den vaag eller elv, hvorved de fra først af var anlagt. I Bergen derimod skred bebyggelsen fremad fra østsiden af Vaagen til vestsiden eller Stranden. Dette havde udentvil fra først af sin grund i den omstændighed, at østsiden ved forholdenes udvikling ikke frembød plads for flere gaarde ved søen. Dertil kom, at rummet i gaardene paa bryggesiden mere og mere optoges af de indvandrede tyske kjøbmænd. Naar bebyggelsen af Stranden først tog sin begyndelse, kan ikke nærmere bestemmes. Sandsynligvis fandtes der endnu, da byloven blev udgivet, 1276, paa denne side af Vaagen kun Mikaelskirken med kloster (Munkeliv), Jonskirken med kloster og erkebiskopsgaarden, hvor nu nykirken staar. Første gang vi høre noget om privathuse paa Stranden er i en retterbod af 1295,^[75] og senere gik bebyggelsen i løbet af det 14de hundredaar raskt fremad, saa at hele strøget fra søen og indtil den nuværende markevei vistnok var fuldt bebygget allerede inden udgangen af hundredaaret og længe før det brændte første gang, 1489;^[76] der nævnes ogsaa i 1481^[77] „almenningsgaden“, vistnok den nuværende Strandgade, der rimeligvis fra først af havde samme løb og bredde som senere. Det samme gjelder ogsaa de fra denne gade opad gaaende smuge og de smale gange eller „gaarde“ nedad til søen, dog med den forskjel, at der af saadanne i middelalderen fandtes mange flere end nu, da en stor del deraf senere optoges i de siden 1561 aabnede almenninger, medens disse før den tid ikke var til, undtagen maaske en temmelig smal almenning ved Smørsgaarden.^[78] – I denne henseende var saaledes indretningen af stranden forskjellig fra, hvad der efter byloven fandt sted hinsides Vaagen, hvortil kom, at gaardene vel heller ikke, som her, havde den omtalte gjennemgang. Dette hang sammen med, hvad der dannede den væsentligste forskjel mellem bebyggelsen af stranden og østsiden, og denne forskjel havde igjen sin grund i de lokale forhold. Som bekjendt er Strandsiden af naturen, eller naar vi sætte den udspringende toldbodbrygge og moloen ud af betragtning, i høi grad udsat for sødraget under nordlige vinde, og havde man her bygget saaledes som paa den anden side, vilde de der liggende fartøier og baade af forskjellig størrelse under enhver af de ofte opstaaende storme have været udsatte for at ødelægges.^[79] Man indrettede sig derfor vistnok allerede fra først af paa samme maade som nu, idet man lod pakboderne uden nogen foranløbende aaben brygge, som paa den anden side af Vaagen, springe frem lige til bolverkets yderkant^[80] og imellem pakboderne levnede aabne rum eller saakaldte „hoper“, hvor ikke alene eiernes egne skuder og baade kunde faa et beskyttet leie, men ogsaa de større og mindre farkoster, hvori bønderne fra stiftets forskjellige fjorde til visse tider af aaret drog til byen med sine varer. Dertil kom, at man, skjønt selve pakboderne var opført af laft, udenom disse vistnok allerede dengang som nu anbragte aabne svalgange af standerverk, hvorigjennem der blev tilveiebragt en indbyrdes forbindelse mellem hoperne.

Rimeligvis er saaledes den omhandlede bebyggelse, som forskjellig fra bylovens bud, skeet ved et slags dispensation af kongen, hvortil han ogsaa i den henseende maatte være berettiget, da tomterne for en stor del vistnok tilhørte ham, skjønt de fleste vel eiedes af Munkelivklostret eller klostret ved Jonskirken. Naar kongen saaledes afstod tomterne, maatte han som betingelse ogsaa have fuld ret til at bestemme, hvorledes de skulde bebygges. Til forskjel fra, hvad der, som det synes, fandt sted i de trende øvrige større byer, undergik Bergen senere end Strandens bebyggelse, men endnu i middelalderen, ogsaa en anden forandring, idet byens oprindelige strøg nærmest søen tildels fik en indretning forskjellig fra den, byloven havde forudsat. Gaa vi, for klarere at paavise dette, ud fra de nuværende forhold østenfor Vaagen, træffes der, som bekjendt, endnu som paa bylovens tid, 1276, en fortløbende aaben brygge foran gaardene og bag disse øvregaden, endvidere en med port i hver ende forsynet gjennemgang eller et aabent gaardsrum i midten af hver hel gaard, og endelig de to gamle almenninger med navne efter vedkommende kirker, Nikolaus- og Mariekirken. Derimod savnes nu de to andre oprindelige almenninger i dette strøg (Breida- og Bua-almenning), og desuden findes der ingen af de forrige aabne smalgange eller „veiter“ mellem gaardene. Disse forandringer kan ikke være fremkomne efter bryggens seneste brand, i 1702, da vi træffe væsentlig de samme forhold allerede paa det ovennævnte gamle kobberstik af byen fra ca. 1579. Rimeligvis maa derimod den omtalte nye ordning være foretaget efter en af de brande, som indtraf mellem det sidstnævnte aar og 1276, og hvorved hele strøget fortæredes, altsaa enten i 1413^[81] eller 1476.^[82] Men af disse alternativer er der overveiende grunde til at foretrække det sidste, da det af den foran (s. 342) citerede lybske krønike fremgaar, at der netop i 1476 blev indført noget nyt, idet den beretter, at efter branden i det aar „blev kjøbmændene (sc. de hanseatiske) enige med rigsraaderne, som eiede tomterne, og byggede igjen efter overenskomstens lydelse 13 alen bade^[83] og ikke høiere, og 3 tomter skulde staa ledige; derfor skal kjøbmændene svare“.

Hvilke disse tre tomter af forhenværende gaarde var, lader sig neppe sikkert bestemme. Ialfald kan dermed ikke sigtes til de trende gaarde, som i sin tid stod nordenfor Guldskoen, men i den norske So, forfattet ca. 1584, siges^[84] at ligge øde efter en brand „for mange aar siden“, nemlig Skjeggen, Dræggen og Bremergaard. Thi vel omtales den ene af disse, Dræggen, allerede i 1520 som ubebygget, idet der paa dens tomt kun fandtes enkelte smaaboder,^[85] hvorfor den ogsaa var fri for udredsel af leding;^[86] men derimod var Bremergaarden endnu i 1508^[87] ved magt, og i 1523 blev betalt leding baade af den og Skjeggen.^[88] Den brand, hvortil den norske So sigter, kunde saaledes ikke være indtruffet i 1476, men mulig i 1527, da heller ikke Skjeggen og Bremergaard omtales, saavidt vides, som bestaaende efter dette aar, ihvorvel kun Guldskoen nævnes som brændt dengang.^[89] Men hvorledes det end forholder sig med udsagnet i den norske So, saa bliver det paa grund af det anførte tydeligt, at de nysnævnte gaarde ikke kunde være dem, som den lybske krønike har for øie. Derimod kan her vel tænkes paa nogle andre gaarde, som ifølge en statut for det hanseatiske kontor i Bergen af 1572^[90] skulde blive ubebyggede, forudsat dog, at denne statut forsaavidt er en gjentagelse af ældre bestemmelser, hvad der kan være rimeligt nok, siden der ikke i det nævnte aar eller kort før var indtruffet nogen brand, som kunde fremkalde et saadant paabud. I denne statut fastsættes nemlig, at følgende gaarde ikke skulde bebygges: Mikelgaarden, „die tüfte bey norden“ [hvilket mulig skal læses i forbindelse med det foregaaende ord og forstaaes om den nordre halvdel af Mikelsgaarden], „ die halbe Kappen bey süden“ [d. v. s. den søndre halvdel af Kappen], hele Fatten^[91] og hele „Schufften“ [d. e. Skaften].^[92] Under alle omstændigheder er det klart, at strøget dengang blev noget omreguleret. Det heder nemlig i den saakaldte Bergens Fundats,^[93] efterat bryggens brand i 1476 er omtalt: „og siden have de hende saaledes ordineret og opbygget, som hun nu [ca. 1580] er funderet; thi tilforn haver den plads været bygget, som stranden nu er“. Sammenholdes dette med hvad ovenfor (s. 357) er sagt om indretningen paa Stranden, saa sigter forfatteren sandsynligvis for en del til sløifningen af de omtalte almenninger, men ialfald maa han ville give at forstaa, at man ved opbyggelsen efter branden ikke mere indrettede de forrige „veiter“ mellem gaardene. Dette faar ogsaa sin bestyrkelse derved, at dette slags smuge ikke findes nævnt hinsides Vaagen efter 1476 og sidste gang i 147 2, da der omtales Brynjulfsgaard og dens „veiterum“.^[94]

Ved denne nye indretning opnaaede det hanseatiske kontor saaledes en fordel. Thi naar gaardenes porte lukkedes, kunde ingen komme fra bryggen til øvregaden eller omvendt, uden ved at gaa gjennem strøgets almenninger. Senere begyndte tyskerne for at opnaa end større sikkerhed eller, som det heder, „for at gjøre bryggen fast“^[95] i 1523 at opføre en mur „mellem kongsgaarden og bryggen“, eller, som en anden udførligere og vistnok rigtigere beretning^[96] lyder, de „byggede udenfor Kjøbmandsstuen et blokhus og begyndte at gjøre en mur langs øvregaden ovenfor bryggen til lands op “. Men paa forlangende af den nye lensherre, Eske Bilde, der kom til Bergen 17 mai 1529, maatte tyskerne borttage baade muren og blokhuset^[97].

III.^[98]

Inden jeg dernæst gaar over til at omtale kjøbstædernes bygningsskik, kan først hidsættes en almindelig bemærkning.

I regelen havde kulturen hos os fra den tid, kjøbstæder fremstod, utvilsomt saadan gang, at det nye, der indkom fra udenverdenen, først ytrede sig i byerne og senere fra disse spredtes udover til det øvrige land. Dette var derimod ikke tilfældet med bygningsskikken. For det første kan det ikke siges, at landsbygden under tilfredsstillelsen af de krav, der paa bygningsfeltet opstod med kristendommen, oprindelig blev paavirket af byerne, hvorimod baade disse og landet samtidig fulgte den skik, der tidligere havde dannet sig i den okcidentalske kirke og navnlig i England, Irland eller Normandiet. Dernæst viste der sig hos os paa det verdslige felt netop det modsatte af den ovennævnte gang, idet kjøbstædernes bygningsskik i saa henseende oprindelig kun var en overføring eller gjentagelse af, hvad der fandt sted paa landsbygden. Her havde udentvil allerede rum tid, før kjøbstæder fremstod, den bygningsskik vundet fuld fasthed, der senere, med visse ændringer i Olaf kyrres tid (1067–1093), vedblev gjennem hele middelalderen og paa enkelte steder næsten til vore dage. Denne skik var det, som, da byerne dannede sig, ogsaa blev optaget i disse, men den undergik her, ved at tillempes paa de nye forhold med deres forskjellige krav, lidt efter lidt saa stor forandring, at der allerede lang tid før middelalderens slutning ialfald i de omhandlede fire største byer viste sig en ny eiendommelig bygningsmaade, hvori dog landets gamle skik endnu var synlig tilstede paa flere punkter. Dette vil nærmere sees, naar vi, fremdeles med de fire nævnte kjøbstæder for øie, samle de hidhørende enkeltheder og ordne dem i saadanne grupper, som emnet medfører, eller efter materiale, konstruktion, ildsted, form og udseende samt hovedindretning.

Hvad først materialet angaar, var alle biskopsgaarde,^[99] som oftest ogsaa kirker og klostre, hovedsagelig opført af sten. Dog kan, som undtagelser fra denne regel, anføres nogle exempler paa, at man ogsaa til kirkelige bygninger endnu anvendte landets gamle materiale, idet der af dette slags bygninger træffes følgende af træ: i Bergen^[100] den lille kristkirke (opført c. 1070–1080), den ældste apostelkirke (1107–1110), Olafskirken paa bakkerne (1135–1136?) og prædikebrødrenes kirke (ca. 1240); i Nidaros^[101] de to ældste Klemenskirker ( 996–1016), Nikolauskirken (1103–1123), Peterskirken (før 1150) og et kapel i kongsgaarden (1217–1263). Dertil kom, at alle verdslige bygninger paa kongsgaardene i Nidaros,^[102] Aaslo^[103] og Bergen^[104] udentvil udelukkende var af træ, dog i Bergen efter ca. 1248 kun tildels. Det samme var tilfældet med Maries gildeskaale i Bergen,^[105] hvori lagthinget og raadstuen holdtes, og som det synes ogsaa med gildeskaalen paa øren i Nidaros.^[106] Endelig var det saa godt som uden undtagelse, at alle private huse, fraregnet kjeldere, var opført af træ. Som exempler paa det modsatte kjende vi for tiden kun nogle ganske faa. I Aaslo nævnes saaledes „stenhusene“ i gaarden Aagaaten 1381,^[107] og efter hvad den bekjendte Svaning fortæller i sin historie byggede Kristiern II et stenhus i Aaslo for Dyveke ca. 1507–1508, men som allerede 1548 stod i ruin. I Bergen omtales 1367 „stenhuse“ i Gylten,^[108] i 1420 en „stengaard“ paa Stranden,^[109] og i 1564 fik Erik Rosenkrants tilbage et „stenhus“ „nedenfor“ Mariekirken eller „paa dens kirkegaard“, som en af hans forfædre havde opført;^[110] det siges og, at der blandt de 2,500 bygninger, der brændte 1582, fandtes ikke „ et eneste muret hus“.^[111] I Throndhjem kunde det synes, som om man ialfald ved middelalderens slutning opførte huse af sten, da der i 1520^[112] nævnes 3 „murmestere“, men disse kan mulig have været anvendte udelukkende ved domkirken.

Den sten, som i almindelighed brugtes ved bygningsarbeider, var natursten, dog kan det i enkelte tilfælde sees, at teglsten er kommen til anvendelse. Saaledes blev i en del af Munkelivklostrets kirke i Bergen truffet saadan sten,^[113] men rimeligvis udenlandsk, hvilket vistnok ogsaa var tilfældet, dengang man i Bergen i 1584 til privathuse først, som det synes, anvendte dette slags sten,^[114] da der neppe førend i vor tid fandtes noget teglverk paa hele vestlandet. Vi se og, at der til de nye bygninger, som lensherren Jørgen Hanssøn opførte paa Bergenhus omkring 1520, blev indført brændt sten fra Flensborg.^[115] Noget anderledes var forholdet i Throndhjem, Aaslo og Tønsberg. I Nidaros skjænkede kongen til domkirken i 1277^[116] nogle „teglhustomter“, som i sin tid var laant erkebiskop Einar (1254–1263) til kirkens fornødenhed, hvoraf det vel fremgaar, at man der virkede teglsten, uden at det dog vides, om nogen bygning deraf var opført. Dette var derimod tilfældet i Aaslo og Tønsberg. Paa det første sted omtaler saaledes hertug Haakon Magnussøn ved 1290^[117] sine „teglhuse øster paa lykkerne“, og vi har derhos bevis for, at tilvirkningen af teglsten der fandt sted længe før det nævnte aar. Det viste sig nemlig ved udgravningen i 1865 af det forhenværende prædikebrødrekloster (nu bispegaarden), der antages stiftet ca. 1240, at det havde været opført af store norske teglstene,^[118] og dette var ligeledes, om end kun i mindre grad, tilfældet med de yngre dele af Mariekirken^[119] og Hovedøens kloster. I disse bygninger blev ogsaa truffet profilerede buestykker, der vidnede om, at teglfabrikationen dengang havde opnaaet stor fuldkommenhed. Ikke mindst viste dette sig i den af rigets kantsler beboede „provstegaard“ ved Mariekirken, hvori der til forblænding var anvendt teglsten med meget god glasur.^[120] Herom vidnede ogsaa det af Magnus lagabøter i 1276 opførte teglkastel paa Slotsberget i Tønsberg, hvor den saakaldte „teglhave“ tæt under bergets østside endnu fremviser tydelige spor af det forrige teglverk. Endelig var der ogsaa i den af Haakon Haakonssøn i 1253 bebyggede kongsgaard i samme by benyttet teglsten.^[121]

Hvad dernæst konstruktionen angaar, var der i stenbygninger, hvor teglsten anvendtes, fuld mur, medens væggene ellers almindeligst var dobbelte og rummet mellem dem fyldt med kalk, stenfliser og grus. I træbygninger var det saakaldte bindings- eller fagverk med udmuring eller klædning af bord vistnok aldeles ukjendt hos os gjennem hele middelalderen. Til skur og lignende simple bygninger anvendtes standerverk med bordklædning (skjaldþili)^[122], men til vægge i kirker, som jeg forlængst har udtalt, det oprindelig fra udlandet^[123] overførte mere udviklede stav- eller reisverk (fr. assemblages), bestaaende af i hinanden falsede lodrette planker, omrammede af støtter til siderne samt oven- og nedentil af stavleier og sviller. Herfor har vi ogsaa ligefrem et bevis i Nidaros, hvor Peterskirken udtrykkelig omtales^[124] som bestaaende af staver, ligeledes, som det maa antages, i de af Olaf Trygvessøn og Olaf den hellige opførte Klemenskirker.^[125] Derimod var alle andre træbygninger end de nævnte slags utvilsomt opførte af laft (fr. empilages) eller med runde paa hinanden lagte stokke og udstaaende naver i hjørnerne.^[126] Dette kan sluttes baade fra de ældste træbygninger i Kristiania, som har været bevarede til vor tid, og fra de levninger af endnu ældre træhuse, som fremkom i Aaslo ved skjæringen for sydbanen.^[127] Det samme se vi og i Bergen, hvor der i 1582 blandt mange andre brændte et hus,^[128] hvis „hjørne- og vægstokke“ var forkullede under den foregaaende brand i 1561 og saaledes rimeligvis hidrørte fra middelalderen. Dertil kommer endelig, at alle gaardene paa bryggen, som brændte i 1476, udtrykkelig beskrives som laftede^[129]

Af denne konstruktion fulgte det ligefrem, at husenes grundplan ei havde runde former, men var vinklet, og da man i middelalderen anvendte meget tykkere tømmer end nu i væggene, er det rimeligt, at disse dengang ligesom paa landet ei dækkedes med bordklædning.^[130] Denne har jeg i Bergen først fundet nævnt i 1649 ved opførelsen af en bygning paa Bergenhus,^[131] og da man i 1877 borttog den ydre bordklædning paa Finnegaarden, der, som de øvrige gaarde paa Bryggen, først er opført efter branden i 1702, viste det sig, at tømmervæggen var bemalet med de fra Kristian IVdes tid gjængse blomster- og arabeskforsiringer, hvoraf altsaa fremgik, at bordklædning endog saa sent her ikke havde været anvendt. Dertil kommer, at denne dækning heller ikke er truffet paa de ældste træbygninger i Aaslo og Kristiania. Heller ikke kan der fra navnet Dramsúðin (nu Dramshusen) paa en af bryggens gaarde i Bergen, saaledes som tilforn skeet, drages nogen slutning til, at gaarden var forsynet med bordklædning. Og naar R. Keyser^[132] forstaar det ovenfor (s. 389) nævnte ord skjaldþili om en udenpaa en væg anbragt paneling af bord, og Fritzner^[133] forklarer ordene langþili og þverþili paa samme maade, kan dette neppe være rigtigt, hvorimod ordet þili vistnok nærmest maa opfattes som betegnelse for selve væggen. Ialfald fremgaar denne betydning af skjaldþili paa det nysnævnte sted (s. 349), og i den gamle homilie kaldes de af staaende planker i en stavkirke sammensatte vægge þili.^[134]

Derimod var det almindeligt overalt i middelalderen, at væggene i træbygninger^[135] udvendig blev tjærede.^[136] Hvorvidt man allerede dengang gav tjæren tilsætning af farvestof og navnlig af „brunrødt“, ligesom i Tønsberg endnu tildels 1750,^[137] tør være meget tvilsomt. Ialfald anvendte man i middelalderen ganske vist ikke oljemaling, og særlig var den hvide farve for træhuse neppe kjendt før henimod slutningen af det 17de hundredaar; sandsynligvis er det til denne farve Petter Dass^[138] sigter, naar han synger efter Bergens brand i 1702:

Om Morgenen var du som Svanen saa hvid,
Om Aftenen sorter’ end Ravne;
Din Farve forsvandt i saa hastig en Tid,
Den kunde saa lidet dig gavne.

Ligesom paa landsbygden, saaledes gav man heller ikke i byerne væggene noget udspring i horisontal retning, som karnaper, eller lod det øvre stokverk skyde frem over det nedre.^[139] Ligeledes var som paa landsbygden indre trapper saa godt som ukjendte, hvorimod trappen blev lagt udvendig langs det nedre stokverks væg op til det øvre stokverk. Dette blev da forsynet med svalgang, der dannede forbindelsen mellem de forskjellige rum, saaledes som tilfældet var baade i den af kong Eystein Magnussøn i 1107–1110 opførte store træhal i Bergen^[140] og i Maries gildeskaale^[141] sammesteds, og som vi endnu kan se i gaardene paa bryggen der.^[142] Endelig kan det temmelig sikkert siges, at husenes tag gjennem hele middelalderen, ligesom endnu sedvanligt saa godt som overalt paa landet, ikke var afvalmet, men sadelformet med fuld gavl i hver ende.

Vi komme dernæst til en af de vigtigste indretninger i et hus, nemlig ildstedet, da der af dettes beskaffenhed afhænger saameget andet. Som jeg paa flere steder har udtalt, var der kun to slags ildsteder paa landet hos os indtil den nyere tid: enten en aaben are midt paa gulvet eller en stenovn i det ene hjørne af rummet, begge med tilhørende ljore i taget for udgangen af røgen. Eilert Sundt var den første, som i vor tid fremsatte en formodning om, at den af Olaf kyrre indførte ovn var af samme slags, uden dog at begrunde denne formodning. Han sluttede endog sine undersøgelser med den antagelse,^[143] at begge de nævnte slags ildsteder oprindelig havde været samtidige i hver sin kreds af 1andet. Men denne mening kan ikke forsvares; thi for det første er det aabenbart, at aren paa grund af sin simpelhed maa være ældre end den mere sammensatte ovn, og dernæst omtales der ikke i de historiske beretninger noget andet slags ildsted her i landet end aren førend efter midten af det 11te hundredaar, og da heder det udtrykkelig i Snorres beretning, at Olaf kyrre (1067–1093) var „den første, som lod gjøre ovnstuer“. Indtil denne tid var følgelig kun aren kjendt over hele landet. Derimod er det, som jeg forlængst har udtalt, vistnok urigtigt, naar Keyser^[144] og efter ham P. A. Munch antog, at den af Olaf kyrre indførte ovn var som vore nuværende vindovne, altsaa med egen røggang eller skorstenspibe.^[145] Det kan endog være meget tvilsomt, om skorstene dengang overhovedet fandtes nogetsteds udenfor Norge, og navnlig er de engelske arkæologer slet ikke paa det rene med, om saadanne indretninger var kjendt i Britannien før efter den angelsaxiske tid. Hvad Norge angaar, finder jeg det her overflødigt yderligere at imødegaa Keysers mening, da det kan være nok at pege paa de ovenanførte (s. 350) bestemmelser i Bergens bylov, hvor skorstenspiber nødvendigvis maatte have været omtalt, hvis de der nævnte ovne var af det slags, som tiltrængte saadanne røggange. Alle de norske byer, som fandtes, før Olaf kyrre indførte ovne, og saaledes navnlig de trende af de her omhandlede og sandsynligvis ogsaa Bergen, var derfor oprindelig udelukkende henvist til at anvende den paa landet hidtil brugelige are. Dog varede det i Nidaros og Bergen vist ikke længe, før Olaf kyrres ovne der blev indført. Det tør endog ikke være usandsynligt, at det er saadan ovn, der sigtes til omkring 1097, da den islandske prest, senere biskop Jon Agmundssøn i sin tale til Magnus barfot i Nidaros henstiller til kongen at tænke sig, hvilken ild er hedest, enten „den, som brænder i ekestokker og er opgjort i ovnen“, eller den, som næres af tørre kviste.^[146] Men om der end ikke lægges nogen vegt paa denne fortælling, saa er der ialfald bevis for, at ovnen var kjendt i Nidaros længe før bylovens tid, da det sees,^[147] at Nikolaus Skjaldvardssøn under forsvaret i 1176 af sit loft brugte „ovnsten“. Og at dette slags ovne senere var almindelig der, fremgaar af fortællingen^[148] om Audun raude. Denne var i sin tid korbroder i Nidaros og blev senere biskop i Hole paa Island, hvor han i 1315 paa sit bispesæde lod, „som skik er i Norge“, indrette en ovn af sten, der efter beskrivelsen var en røgovn og vakte stor opsigt som noget nyt. Vil man nu her end ikke forstaa „Norge“ om hele landet, men indskrænke det til den kant deraf, hvor biskopen havde hjemme, saa bliver det ialfald klart, at røgovne var almindelige i Nidaros ind i det 14de hundredaar. Noget senere, i 1428,^[149] nævnes i byens erkebiskopsgaard „skorstenstuen“ eller med andre ord en stue med peis, altsaa med skorstenspibe, som mulig var tilkommen ved gaardens gjenopførelse efter branden i 1295. Derimod har jeg ikke truffet noget, hvoraf det kunde sluttes, naar man først fik skorstene i byens privathuse.

Gaa vi til Bergen, findes røgovnen her omtalt ikke lang tid efter Olaf kyrres død (1093), da det sikkert maa antages, at den af hans sønnesøn Eystein Magnussøn i 1107–1110 opførte store berømte træhall allerede fra først af havde ovne af dette slags i øverste stokverk, siden det siges, at man som forsvar brugte „ovnstene“.^[150] Det samme var ogsaa tilfældet i et privat hus i 1155 under angrebet paa den saakaldte Sigrid sætas gaard, hvor man i loftet „brød ovnene ned“ og anvendte stenene som kastevaaben mod angriberne.^[151] Og at røgovnene var almindelige i Bergen paa bylovens tid, 1276, kan sluttes af dens ovenfor (s. 394) omtalte bestemmelser. Vi kan ogsaa se, at det slags ovne udelukkende blev anvendt i gaardene paa bryggen^[152] ligetil 1702, men efter den da indtrufne ildebrand ombyttedes med bilæggerovne. Naar man derimod ellers i Bergen sluttede med brugen af røgovnen, kan ikke sees; men da bilæggerovnen sikkert vilde være bleven indført paa bryggen allerede efter branden i 1476, hvis den da havde været kjendt, maa det sluttes, at man overalt i byen dengang kun brugte røgovne og saaledes ikke havde skorstenspiber. Disse træffes med sikkerhed først i 1518, da der blandt Jørgen Hanssøns bygningsarbeider paa Bergenhus^[153] nævnes opførelsen af „en skorsten med et spjeld af kobber“ i borgestuen og anskaffelsen af en „kakelovn“ i samme stue.^[154] Formodentlig har dog saadanne ovne dengang været almindelige ogsaa i velstaaende private huse; vi høre nemlig en af klagerne over den skade, han led under tyskernes oprør i 1523,^[155] ogsaa anføre sønderslagning af „skorsten og kakelovn“. Det sidste slags ovne eller sammensatte af kakler af brændt ler brugtes endnu en rum tid efter reformationen. Saaledes fortælles,^[156] at den første superintendent, Geble Pederssøn, omtr. i 1550 forskrev til bispegaarden „en statelig kakelovn med herlige billeder af passionen og mange fyrsters vaaben“.^[157] Ligeledes blev i 1566 i den nederste stue i det „nye“ taarn paa Bergenhus (d. e. Rosenkrants’s) indsat en „kakelovn“, som leveredes af den bekjendte hollandske smed Carnelius for 10 daler,^[158] og omtrent samtidig „en kakelovn med række“ (?) i læsemesterens, Absalon Pederssøns bolig.^[159] Desuden var der i 1554 for bispegaarden anskaffet „ en vældig kakelovn“ af jern,^[160] formodentlig en af de første af dette slags i landet. Alle disse ovne var dog vistnok kun bilæggere; idetmindste skal der i Danmark, efter hvad Troels Lund udtaler,^[161] ikke træffes jernovne med rør til piben og ilægning fra stuen af før omtrent 1560. Mærkeligt er det forresten, at brugen af røgovne endnu i begyndelsen af det 18de hundredaar ikke synes at være ophørt i Bergen, da det i brandanordn. for denne by af 16 mai 1707 kap. 1 § 1 heder: „ei heller [skal] nogen røgstue, de saakaldte kaaber eller kaabeovne^[162] i bryggerhusene eller andetsteds tolereres“.

Om beskaffenheden af ildstederne i de to øvrige større byer, Aaslo og Tønsberg, har vi saa godt som ingen beretninger. At man paa begge steder i begyndelsen maa have overført aren fra landsbygden, er allerede ovenfor nævnt og indlysende af sig selv. Derimod kan det være meget tvilsomt, om man der har kjendt røgovne. Dette spørsmaal vilde rigtignok være afgjort i bekræftende retning, hvis det kunde ansees som sikkert, at de ovenanførte (s. 394) brandforskrifter i Bergens bylov ogsaa var gjeldende i de to østlandske byer. Men dette lader sig neppe paavise, ihvorvel det kunde synes mindre rimeligt, at man der vedblev med aren, ligetil man (i det 16de hundredaar?) fik skorstenspibe og bilæggerovn.^[163] Paa den anden side kan det indvendes, at der ikke nogetsteds paa hele østlandet, endog dertil regnet Sætersdalen, enten i beretning eller virkeligheden er truffet sikkert spor af, at røgovnen har været kjendt, og dette vilde være mindre forklarligt, hvis denne ovn blev brugt i Aaslo og Tønsberg. Derimod kan det til fordel for, at ovnen var ukjendt i den sidste by, ikke anføres, at man endnu i 1201^[164] i et kastel af stavverk paa Slotsberget som ildsted anvendte en are, ikke røgovn; thi den første maatte her saavel paa grund af knap tid som andre omstændigheder være selvskreven, uanseet om røgovnen var kjendt i byen eller ei.

I nær forbindelse med ildstedet staar ogsaa beskaffenheden af lysaabningerne. Fandtes der saaledes i middelalderen, som jeg før har søgt at begrunde^[165] og fremdeles fastholder, ildsted, hvad enten are eller røgovn, i et beboelsesrum, saa fik dette sit eneste lys gjennem ljoren, i modsat fald gjennem aabninger i væggen. Disse lukkedes med træluger eller rammer, hvori der var indsat en gjennemsigtig hinde, som oftest skjaa, og saaledes vedblev tilstanden at være vistnok ogsaa i byerne gjennem en stor del af middelalderen. Naar: man her først fik glasvinduer, lader sig ei sikkert bestemme. For Tønsberg kjendes intet, som kan oplyse derom, og i Aaslo nævnes kun en „glasglug“ i et malet loft i en gaard ca. 1340.^[166] Bergen yder derimod ogsaa i denne henseende de fleste og bedste oplysninger. Saaledes omtales heri regnskaberne for de bygningsarbeider, Jørgen Hanssøn foretog paa kongsgaarden, i 1516–1521^[167] baade „glasvinduer“ og „glasmester“, og, som det sees,^[168] blev glasset indsat i sprosser af tin. Rimeligvis var saadanne vinduer dengang^[169] ogsaa temmelig almindelige hos byens mere velstaaende folk, da vi se, at et par af de ved tyskernes oprør i 1523 skadelidende borgere nævner og værdsætter det tab, de havde lidt blandt andet ved „sønderslagning af vinduer“^[170]. At saadanne dengang var komne i brug ogsaa i Throndhjem, tør sluttes deraf, at der i 1520^[171] nævnes en „Adrian glasmester“ og i 1537^[172] en „Erik glasmester“.

Ogsaa tagtækningens art, skjønt mest afhængig af andre omstændigheder, beror dog for en del paa, om vedkommende rum har ildsted, og i bekræftende fald, hvorledes dette er beskaffent. Hvad først kirkerne angaar, har vi hverken i by eller paa landet exempel paa, at de, saaledes som temmelig almindeligt paa Island, var tækkede med torv, hvorimod man overalt og i lang tid fulgte den utvilsomt fra udlandet overførte skik som tækningsmiddel at anvende bord eller spaan.^[173] Dette sees som bekjendt endnu paa stavkirkerne og siges enten ligefrem^[174] eller kan sluttes deraf, at der skjænkedes tjære til kirker, skjønt de var af sten^[175], hvori saaledes ligger en forudsætning om spaantækning. Senere anvendtes til dette øiemed ogsaa bly, kobber^[176] eller skifer; det sidste materiale nævnes dog ei udtrykkelig før i 1308 og var, som det synes, endnu dengang kun lidet kjendt ialfald i Bergen.^[177] Ogsaa paa andre offentlige, men verdslige bygninger træffes spaantækning, saaledes paa gildeskaalen^[178] i Throndhjem og endnu ved 1616 paa kongsgaarden (oprind. erkebiskopsgaard) sammesteds.^[179] Derimod synes den af Haakon Haakonssøn opførte hall paa Bergenhus engang at have været dækket med skifer, men af det grovere slags eller de saakaldte heller.^[180] Ellers var det vistnok almindeligst paa det omtalte slags bygninger,^[181] at de havde jord- eller torvtag, dog fra middelalderens seneste tid ved siden af tegl. Saaledes se vi, at de af lensherren Jørgen Hanssøn i 1516–1523 paa Bergenhus opførte hovedbygninger tækkes med teglsten^[182] samtidig med, at udhusbygningers torvtage^[183] fornyes; ligeledes dækkedes det store endnu tilværende taarn i 1566–1567 med torv, som igjen borttoges 1578;^[184] dog skulde det i 1622 atter dækkes „med et lavt tag, med næver og jord belagt paa norsk vis, saa at taget gaar vel over muren, og muren kan være forvaret“.^[185] I 1624 giver kongen ordre til, at „taget paa slottet“ belægges med tegl,^[186] men i 1636 lyder hans bud,^[187] at det skulde tækkes. „saavidt ske kan uden ildebrandsfare, med jord paa norsk vis“.^[188] Alle privathuse i byerne, ligesom paa landsbygden, var gjennem hele middelalderen udelukkende og endnu meget senere for en stor del tækkede med torv.^[189] Dette se vi navnlig for Bergen. Saaledes fik kong Haakon Haakonssøns moder, da hun i 1218 maatte aflægge jernbyrd, det raad, at hendes hænder for ikke at skades skulde indgnides med et græs, „som voxer paa Dagfinn bondes og hver mands hus“ i Bergen.^[190] Et exempel paa dette slags tækning har vi ogsaa sammesteds fra 1444.^[191] Hvor længe man her vedblev dermed, kan for det første sluttes af det oftnævnte kobberstik af Bergen fra ca. 1579, hvorpaa man ser hustage besatte med græssende smaafæ,^[192] medens der først fra 1582 nævnes teglstensdækning.^[193] Dog var den sidste da endnu kun undtagelsesvis anvendt, da der først i 1623 og 1624 paabydes brugen deraf istedetfor torv,^[194] medens denne fremdeles vedbliver og atter i 1687^[195] og 1707^[196] forbydes, dog saaledes at anvendelse af torvtag tillades paa fattige folks huse i byens udkanter. I forbindelse med dette slags tag, der ansees for det varmeste om vinteren og det kjøligste i sommertiden, og som, efter hvad P. Claussøn med grund udtaler, kan vare ca. 60 aar, nævnes her, at der tid efter anden blev sat taxt paa torv, saaledes for Bergen^[197] i 1282, Throndhjem^[198] i 1377 og for alle landets kjøbstæder^[199] i 1384. Hertil kan .føies, at der for Bergen i 1600 blev udstedt forbud, som gjentoges 1649,^[200] mod at hugge torv inden byens takmark, ligeledes i Stavanger 1644.^[201]

Som det fulgte af sig selv, var torvtaget indrettet i byerne paa samme maade som i landsbygderne, hvad vi ogsaa tildels kan se af forholdet i Bergen ved 1444^[202]: først var der spærrer, derover et horisontalt sudtag, saa næver og endelig jord eller torv i forbindelse med fladt- liggende vindskier paa tagsiden og vertikale i gavlen, endvidere torvvol langs husets tagskjæg og krumknæer (krókraptar) fæstede til spærrernes underkant for at holde torvvolen fast.

En ligefrem følge af dækningen med torv var det og, at selve taget, for at hindre tækningens nedgliden, maatte være forholdsvis lavt, ialfald adskilligt over en ret vinkel, hvad vi ogsaa kan se navnlig for Bergen af det gamle kobberstik fra ca. 1579.^[203]

Naar vi udelukkende holde os til privatboligen, viser det sig af det ovenanførte, at alt, hvad der angik det tekniske eller selve bygningen og dens enkelte dele, var overført fra landsbygden til kjøbstæderne. Saaledes træffe vi her ligesom hist fra først af samme slags materiale, konstruktion og hovedform, samme slags tag og tækning, samme maade at anbringe trapperne paa i forbindelse med svalgang, og samme slags ildsted og lysaabninger, endelig var husene ogsaa i byerne uden bordklædning og maling og kun strøgne med tjære. Dertil kom nu, at kjøbstæderne ikke alene ved tilveiebringelsen af de fornødne husrum tog forbilledet fra landsbygden, men ogsaa derfra overførte det ord, der dannede den typiske betegnelse for hver enkelt mands eiendom. Dette var ordet gaard (garðr). Efter sit begreb omfattede denne betegnelse i mere indskrænket forstand saadanne bygninger, som, foruden de til landbruget nødvendige rum, saasom fjøs, stald, hølade osv., udkrævedes for det daglige livs fornødenheder. Disse var de trende rum, der i vore gamle love^[204] fremhæves «som hørende til hver gaard, nemlig ildhuset for tilberedelsen af maden, buret eller loftet med sine to stokverk, det underste for madvarer, det øverste dels til opbevarelse af klæder og dels benyttet som soverum, endelig stuehuset. Dette indeholdt, som jeg før har paavist,^[205] naar landets skik var fuldt tilstede. 4 rum: den egentlige stue eller setstue^[206] med ildsted og ljore, som den eneste aabning for lyset, endvidere forstue samt ved dennes side en kleve (eller kove), og ovenpaa de to sidstnævnte rum et loft med hel væg mod stuen og lysglugger i gavlen. Dertil kom, at hver af de nævnte tre bygninger dannede et hus for sig selv, idet de laa adskilte, om end ei langt fra hverandre, og, som det vistnok maa antages, var setstuebygningen orienteret med indgang gjennem forstuen i vestre ende.^[207]

Det var denne bygningsskik, der i begyndelsen gjentog sig i de lidt efter lidt tilblivende kjøbstæder, og som vi endnu kan se i vore strandsteder og fiskerleier. Saaledes var der i Nidaros endnu 1176 i Nikolaus Skjaldvardssøns gaard, som det synes, et fritstaaende „loft“,^[208] og i Bergen beskrives endnu ved 1450^[209] det saakaldte „prestehus“, der var beboet af sognepresten til Mariekirken, som omfattende „stue, forstue og loft med køier paa begge sider“.^[210] Denne bygningsskik, der saaledes var nedarvet fra hver kjøbstads ældste tid, vedblev ogsaa vistnok for en del i byens udkanter og mindre gaarde. Derimod kunde man i længden ikke være tjent dermed i byens fornemste del, hvor det gjaldt paa bedste maade at indrette sig for de næringsveie, der var fremtrædende ved en kjøbstad, eller handel og skibsfart. For det første blev der her ikke mere tale om nogen orientering af beboelseshuset, hvorimod dette maatte følge bryggernes og gadernes retning. Tomterne maatte derhos benyttes saa godt som muligt for i hver gaard at faa tilveiebragt baade de fornødne beboelsesleiligheder og de store pakrum, som handelen krævede, og det var herved ogsaa af vigtighed, at saa mange gaarde som muligt fik fri adgang til søen. Derfor maatte gaardene lægges med smalsiden til bryggen, og for at bøde herpaa, tog man sit mon igjen i dybden og høiden. Med alle disse omstændigheder fulgte ogsaa den væsentlige forskjel, som viste sig mellem landsbygden og kjøbstaden, at en gaards hoveddele her ei som hist vedblev at være adskilte, men byggedes sammen og fik flere stokverk. En undtagelse herfra dannede dog saadanne rum, der havde ildsted, da disse maatte lægges bagerst eller inderst i gaarden og paa grund af ildstedernes beskaffenhed, og navnlig fordi skorstene var ukjendt, fremdeles ligesom paa landet maatte indskrænkes til ét stokverk eller indrettes saaledes, at der ei var noget overrum. For at tilfredsstille de andre praktiske krav var det endelig nødvendigt at have en aaben gang gjennem hver gaard efter længden, dels navnlig for at skaffe adgang til de forskjellige rum og dels for at opnaa det fornødne lys til dem, der ei laa mod bryggen eller gaden.

Denne indretning blev selvfølgelig ikke foretaget paa engang, men efter hvert som forholdene krævede det. Naar det først skede, kan ikke bestemmes, dog har vi i saa henseende for Bergens vedkommende lidt mere at holde os til end i de øvrige byer. I Bergen sees det saaledes, at de omtalte gjennemgange med tilhørende porte fandtes allerede før 1155^[211], og i 1206 omtales baade disse og fortløbende lofter i Miklegaard^[212], hvorigjennem man fra gaardens indre del kunde komme ned paa bryggen.

Af dette i forbindelse med, hvad ellers ovenfor er paavist, fremgaar det saaledes, at den norske kjøbstadsgaard fra sit udgangspunkt i den indretning, som fandtes paa landsbygden, lidt efter lidt havde antaget den samme hovedanordning, som andetsteds var eiendommelig for middelalderen, dog med visse egenheder. Dette vil bedst sees, naar vi sammenligne denne bygningsskik med den, som indkom fra Danmark og hos os først viste sig ved udførelsen af Kristian den IVdes planer for det nyanlagte Kristiania. Her var beboelsesrum adskilte fra bryggerne og pakboderne, husene laa tæt sammen uden mellemrum, strakte sig kun et stykke ind i kvartalet og bestod, som endnu tildels kan sees, almindeligst af to stokverk med enkle rum omkring en aaben firkantet gaardsplads, hvorfra trapper førte op til den langs alle rum løbende svalgang; endelig havde den overbyggede indgangsport sin plads ved husets ene side. I modsætning hertil indbefattede den norske kjøbstadsgaard i middelalderen baade beboelsesrum og pakboder og dannede saa at sige et kvartal for sig selv, idet den var adskilt fra sidegaardene ved de omtalte „veiter“ og strakte sig igjennem hele kvartalet fra bryggen til strædet. Dertil kom, at gaarden ved den omtalte aabne gjennemgang (garðsrumr)^[213] deltes i to ligestore dele, som alene forenedes ved en port i hver ende. Trods denne todeling dannede dog hver gaard oprindelig en enhed eller helhed, og var som saadan en enkelt mands eiendom.^[214] Dette fremgaar baade af byloven og af den omstændighed, at det navn, hvormed hver gaard betegnedes, omfattede denne i sin helhed, hvad enten navnet hidrørte fra andre hensyn eller var optaget efter den mand, som først havde bygget eller eiet gaarden. Men senere og allerede paa bylovens tid (1276) forudsættes det, at hver halvdel af en gaard kunde have sin eier, da der tales om, at en gaardeier har fælles port med en anden.^[215] Lignende var forholdet rimeligvis i de andre byer, dog har vi her navnlig fra Aaslo en støttende oplysning i et diplom af 1392,^[216] hvori det heder om Brandsgaard, at Elin sad der baade før den store mandedød (1348) og derefter indtil den store brand (19 marts 1352^[217]), og at gaarden havde, saavidt vidnerne vidste, altid været hel, indtil Olaf Grut lod den dele i to (tveluta).

Hvor brede, dybe og høie gaardene var, kan neppe bestemmes undtagen i Bergen, og her var paa grund af den mægtigere handelsrørelse dybden og høiden udentvil størst. Men selv i Bergen er det kun tilnærmelsesvis, at de hidhørende spørsmaal nogenlunde kan løses, og alene for gaardene paa østsiden af Vaagen, hvor de gamle forhold væsentlig har bevaret sig til vor tid navnlig med hensyn til gaardenes dybde eller længde. Den sidste udgjør nu mellem de begge grænser for gaardene, Øvregaden og Bryggen, ca. 200 alen eller for enkelte gaarde noget mindre. Dog dækkedes neppe hele denne strækning af gaardenes bygninger, da der i tomternes øvre eller indre del vistnok allerede tidlig, ligesom i det 16de hundredaar^[218] og nu,^[219] var aabne strøg og navnlig haver. For tiden har gaardenes bygninger en længde af 140–180 alen. – Hvad dernæst bredden angaar, har vi nok i byloven, som ovenanført, en bestemmelse derom for det gjennemgaaende gaardsrums vedkommende, men forøvrigt kan det ikke paavises, hvordan forholdet var før branden i 1476. Efter den tid maa, som ovenfor (s. 361) nævnt, „veiterne“ mellem gaardene antages sløifede og ligeledes 3 gaarde og 2 almenninger, og der kan saaledes med hensyn til gaardenes nye bredde opstilles to alternative forklaringsmaader. Enten har man, for at udfylde de ved den nye ordning fremkomne mellemrum, gjort de øvrige gaarde bredere, end de fra først af var, eller, hvad der vistnok er rimeligst, hver vedblivende gaard bibeholdt sin oprindelige bredde eller blev indskrænket til sin forrige tomt, hvorimod de nævnte mellemrum udfyldtes med lette og lave tilbygninger og navnlig de nedenfor omtalte tasker. Naar vi sætte disse ud af betragtning, er de nuværende hele gaardes bredde omtrent 30 alen.^[220] – Hvad endelig gaardenes høide angaar, har vi kun degn bestemmelse at holde os til, som den lybske krønike (se s. 359) omtaler, skjønt den paa grund af et af dens udtryks dunkelhed ei lader sig sikkert forklare. Det heder nemlig, som anført, at gaardene skulde være 13 alen „bade“ og ikke høiere. Uden at betydningen af det udhævede plattyske ord skjønnes, er det dog maaske meningen, at husene ei skulde være høiere end 13 alen indtil, som vi nu sige, gesimsen, og dette vilde da nogenlunde stemme med, hvad der nu finder sted. Saaledes er den tilsvarende del f. ex. i gaarden Dramshusen nu ca. 15 alen høi,^[221] medens høiden til gavlspidsen er ca. 22 alen, men selvfølgelig var den meget mindre i middelalderen, da bygningerne havde torvtag.

Som følge af den nævnte todeling fremtraadte hver halvdel af en gaard mod bryggen som en selvstændig bygning med egen gavl, og hver af disse halvdele omfattede en mængde „huse“ eller rum. Underste stokverk indeholdt en række af boder (buð) for varer og længer bag kjeldere, gjæringsrum (gilbuð) for øl, skytningsstue og ildhus. Over underste stokverk var der to saadanne, som optoges af lofter (lopt) eller pakrum for varer samt af setstue og andre stuer. Endelig var der dels ved siden af disse stuer og dels paa mørkeloftet eller, som det da og endnu i Bergen kaldes lemmen (hlemmr), soverum eller klever (klefi). For at skaffe adgang til alle disse rum gik der foran dem en fortløbende svalgang, som ved trapper stod i forbindelse med det gjennemgaaende aabne gaardsrum. Desuden var der høist sandsynlig allerede i middelalderen øverst oppe i fremspringende arke eller kviste, ligesom nu,^[222] anbragt vindeindretninger, skjønt saadanne overhovedet ikke nævnes før i 1521 og paa Bergenhus.^[223] Hertil kan føies, at de rum, som laa nærmest bryggen, betegnedes med tillægget sø, ligesom endnu. Saaledes nævnes i Aaslo i gaarden Belgen 1328^[224] en „søbod“; i Bergen 1303^[225] den øverste kove (ell. kleve) i „søhusene“ i Buagaard, 1315^[226] „søstuen“ i Bellagaard og de to boder derunder, 1329^[227] det øverste og yderste „søloft“ i Knausen, 1337^[228] „søboder“^[229] og „søstuer“ i Brædsgaard, 1341^[230] det øverste „søloft“ over gaardsporten paa indre side i Dramsuden, 1508^[231] en „søstue“ i Bremergaard, 1561^[232] den første stue næst „søstuen“ paa søndre side i Dramshusen. Forøvrigt kan det mærkes, at ordet stue paa de to sidste steder udentvil har betydningen af et eget handelskontor^[233] med de dertil hørende rum, hvorom mere nedenfor.

Særlig maa her omtales de nævnte kjeldere, setstuer, klever, skytningsstuer og ildhuse.

Kjeldere (kellari ell. kjallari) dannede undtagelser fra den opstillede regel, da deslige rum neppe var overførte fra landsbygden, men rimeligvis først anvendtes i kjøbstæderne. I de her omhandlede gaarde var de vistnok altid over jorden. Selvfølgelig var væggene af sten, hvorimod det tør være tvilsomt, om rummet var overhvelvet. Sandsynligvis har de som oftest været af de i Bergen endnu saakaldte bjelkekjellere (tysk: Balkenkeller) d. v. s. dækkede med bjelker, hvis ender gaa et stykke ind i muren paa begge sider, og som belægges med planker, der ovenpaa faa et tykt lag af sten, kalk og grus, hvorved rummet bliver saagodtsom ildfast.^[234] For det sidste øiemed blev ogsaa truffet andre forholdsregler, som kan sees af et diplom af 1334,^[235] hvori det heder, at der i søndre halvdel af Skeggen i Bergen skulde opføres „2 ildsikre stenkjeldere med jerndør og jernglugger“.

Modsat kjelderne var setstuen (setstofa) baade i sit formaal og navn overført fra landet, men nævnes ikke i byerne efter det 15de hundredaar.^[236] Dette rum afgav, som det maa antages, et fælles tilholdssted om sommeren for de folk, som hørte til den vedkommende del af gaarden. Det kan nemlig ikke være tvilsomt, at hver gaard havde to saadanne stuer eller en for hver halvdel.^[237] Dette fremgaar for det første af, at saadant rum flere steder nævnes med den bestemte artikel i forhold til en vis halvdel af en gaard, saaledes i Bergen 1315^[238] setstuen i den ydre (nordre) halvdel af Bellagaard og 1349^[239] setstuen i ydre (nordre) halvdel af Strømmen, endvidere i Tunsberg 1359^[240] setstuen i nordre halvdel af i Guldslagerhusene, og 1397^[241] setstuen i nordre halvdel af Jonsgaard, hvilket viser, at der maatte have været en setstue ogsaa i de modsatte halvdele af de omtalte gaarde. Til overflod kan nævnes, at der i Aafjorden i Bergen i 1399, 1410 og 1419^[242] ligefrem omtales en setstue baade i gaardens indre og ydre halvdel.

Ligeledes er navnet kleve eller kove optaget fra landet, hvor det som bekjendt knytter sig til et lidet rum ved siden af forstuen, og naar ordet i de store kjøbstadgaarde i Bergen udelukkende brugtes om soverum, havde dette vistnok sin grund i en tidligere lignende anvendelse paa landet.^[243]

Endelig laa bagerst i hver gaard de rum, hvori der fandtes ildsted. Af disse dannede den saakaldte skytningsstue (skytningsstofa), ligesom kjelderne, en undtagelse fra den oven opstillede regel, idet dette slags rum aldrig findes omtalte paa landsbygden, og alene skyldte de bymæssige forhold sin oprindelse. Skytningsstuen laa nærmest gaardens øvrige rum og havde den bestemmelse at tjene som fælles opholdssted for vedkommende gaardsdels folk i den koldeste tid af aaret eller, som skikken var i det mindste i Bergen og i det 17de hundredaar, fra Mortensdag (11 novbr.) indtil fasten.^[244] Skjønt skytningsstuer kun nævnes i Aaslo^[245] og Bergen,^[246] tør det vel neppe være tvilsomt, at man havde samme indretning ogsaa i Tunsberg og Nidaros Forøvrigt fulgte det af sig selv, at disse stuer paa grund af ildstedets beskaffenhed alene kunde have ét stokverk, eller at de, forsaavidt bygningen havde underrum^[247], som foran omtalt, maatte lægges ovenpaa disse. Derhos maa det ligesom ved setstuerne antages, at der var to skytningsstuer i hver gaard eller én i hver halvdel af gaarden. Dette fremgaar for det første paa samme maade .som ved setstuerne deraf, at vi baade i Aaslo og Bergen finde stuen omtalt med bestemt artikel i forhold til en vis side af gaarden, saaledes i Aaslo i 1330 skytningsstuen i søndre del (lut) af Valtærægaard, i 1335 skytningsstuen paa nordre side i Loggen, 1376 skytningsstuen paa nordre side i Thorrævægen og 1381 paa samme side i Hjælparagaarden;^[248] ligeledes i Bergen, hvor der i 1420 og 1425^[249] omtales skytningsstuen paa nordre side af Aafjorden, i 1504^[250] ligesaa paa „nordre side af Bratten“ og i modsætning dertil „saameget“, vedkommende „eiede ovenfor skytningsstuen paa søndre side“ af gaarden. Dertil kommer, at det omhandlede forhold ligefrem forudsættes i statuterne for det hanseatiske kontor i Bergen af 1572,^[251] naar det deri paabydes, at der „ikke skulde være eller holdes“ flere „end én skytningsstue (schutstave) i hver gaard“, .... „hvori alle de skal gaa og sidde ved vintertid, som er i gaarden“. Denne indskrænkning var selvfølgelig fremkaldt ved en tilbagegang^[252] i tyskernes handel og den dermed følgende minkning af kontorets folketal. Hvad endelig skytningsstuens indretning angaar, var den ligetil Bryggens brand i 1702 som følge af ildstedets beskaffenhed ligesom paa landet uden himling og havde ljore i taget, men ingen andre lysaabninger. Røgovnen stod, ligesom paa landet, ved siden af døren, og rummet var „omkring besat med saamange borde, som der er husbønder^[253] til i gaarden“,^[254] hvad vi endnu kan se i Dramshusen.^[255]

Bag eller indenfor skytningsstuen stod ildhuset (eldhús) eller det rum, hvori maden blev kogt; her indtog gaardens folk ogsaa sine maaltider i den tid af aaret. da skytningsstuen stod tom, eller fra fasten til Mortensdag (11 novbr.).^[256] Rummets navn var selvfølgelig overført fra landsbygden, men blev senere^[257] undertiden ombyttet med stegerhus (steikarahús). Selve ildstedet var i lang tid udelukkende en aaben are midt paa gulvet ligesom paa landet og ljore i taget, men dertil kom senere ogsaa et andet ildsted med en egen indretning, der, som foran (s. 351) omtalt, i byloven kaldes ketilgarðr. Da navnet kun træffes paa dette ene sted, henvises vi for at forklare dets betydning udelukkende til ordet selv. Af dette maa da sluttes, at ildstedet paa siderne havde en muret omgivning (garðr), inden hvilken kogekarrene eller kjedlerne var ophængt, hvad vi nærmere vil se nedenfor ved beskrivelsen af gaarden Dramshusen i Bergen. Forøvrigt siges det i 1399 og 1410 ligefrem, at der i Aafjorden i Bergen var et ildhus baade i gaardens ydre og indre halvdel.^[258] Ligeledes forudsættes det ellers, at der baade før og efter branden i 1702 var to ildhuse i hver gaard.^[259]

Som yderligere støtte for, hvad ovenfor er sagt om gaardenes indretning samt tallet og beskaffenheden af deres forskjellige rum, kan dernæst hidsættes et uddrag af diplomer eller andre beretninger, som i saa henseende give bedst oplysning.

Jeg begynder med Nidaros, hvor man dog i saa høi grad mangler det slags historiske materiale, at der ikke kan paavises mere end én saadan beretning.^[260] Denne omtaler i 1371–1381 „hele (allr) Erlendsgaarden med underboder, loftstuer og alle klever op paa begge sider“ (d. v. s. i begge halvdele af gaarden).

For Tunsberg har vi rigtignok en hel del diplomer om gaardene, men kun yderst faa, som give nogen oplysning i den hidhørende retning. Som saadanne kan kun anføres 3. Der nævnes saaledes i 1378^[261] nordre halvdel af Jonsgaard ved Mariekirken med alle tilliggelser fra nedre til øvre stræde samt en halv bryggepande“, hvori kunde koges 8 tønder. I 1379^[262] skjænkes til presten ved Mariekirken hele søndre halvdel af Gautegaard (Gautagarð allan syðra) med begge stenkjeldere og alle ølkar og bryggekjedler. I 1384^[263] omtales hele nordre halvdel af Jonsgaard med stenkjeldere, huse (d. e. rum) og tomter.

Flere og mere udførlige er de bidrag, som kjendes fra Aaslo. Her blev der i 1322^[264] i gaarden Belgen i „den loftstue, som er næst søndenfor bryggerrummene (heituhúsunum)“, foretaget et salg af hele gaarden med tomter, „huse“ (rum), gaardsrum, bryggerkar og en søbod. I 1327 nævnes Sigrid husfrues loftstue i søndre halvdel af Gyrydagaard og 1335^[265] svalen udenfor skytningsstuen i nordre halvdel af Loggen. I 1344^[266] blev de nybyggede huse (rum) i Gullen delt i to parter, saaledes at den ene lodtager skulde have den vestre stue, loftet derunder, 2 boder under dette igjen, indkleven i skytningsstuen og den halve setstue til venstre (kvennavegen) for indgangen, den anden lodtager derimod den østre stue, loftet derunder, 2 boder under dette igjen, svalekleven ved østre stue og halve setstuen til høire (karlavegen) for indgangen; hver af parterne skulde for sin halvdel overtage vagthold, borðdúkan,^[267] fattigmændsflytning (lægd), gaardrensning og alt andet, som de er skyldige efter loven, medens Alf (den ene part) skulde alene lægge gulve (þilja) i hele gaarden fra nyt af.^[268] I 1390^[269] nævnes i nordre halvdel af Brandsgaard den vestre {{sperret|stue og loftet derunder samt dens indkove; i samme aar^[270] huse (d. e. rum) i nederste stue i nordre halvdel af Skanken, nemlig 3 boder, stue derover med indkleve og træv (mørkeloft) over forstuen, svalekleve, endelig et loft og et privet ud derfra. I 1400^[271] overdrages i Thoralfsgaard den øvre stue med kover og trævet, „som dermed er fast“, den østligste bod under stuen og loftet ved stegerhuset, dog fraregnet stuerummet, ildhusrummet og gaardsrummet. I 1405^[272] nævnes „de huse, som Vidar har bygget nordenfor sin port i søndre halvdel af Spaken“, og i 1480^[273] omtales en tomt i øvre Gertrudegaard, 28 (nu 21) al. lang langs ud med gaden, men op i gaarden 27 alen, nederst i gaarden 18 og 20 alen, øverst ved veiten 12 og 20 alen; herpaa skulde bygges 3 boder langs ned med gaden og et udskud over porten ind til Alf kobberslagers hus, dermed stue, kove og fremloft og et loft derudover, siden øster i gaarden 2 boder, stegerhus og loft over dem.

Ingen bys diplomer give dog saa omfattende og klare oplysninger som de fra Bergen. Her blev i 1312^[274] halvdelen af Belgaardens indre (søndre) side med tilhørende tomter og ølkar solgt for 90 gamle mark (ca. 30,000 kroner?). I samme gaard foretoges 1315^[275] et tveskifte, saaledes at den ene lodtager skulde faa den stue, som var næst søstuen i gaardens ydre (nordre) halvdel, samt „de boder, som er der nedenunder; og trappen (rið) til husene (d. e. rummene) skal staa saaledes, som fra gammel tid (d. e. vel efter branden i 1248) har været“; endvidere skulde den ene lodtager have den stue, som stod over forstuen (forðyri) ved setstuen og sjettedelen i ølkarrene med hvad dertil hørte samt sjettedelen i setstuen og madildhuset^[276] saavelsom i ølkarrene. Fremfor alle andre diplomer faa vi dog den bedste oplysning af den todeling, som foregik i 1337 af Brædsgaardens indre (søndre) halvdel.^[277] Til større klarhed opstilles her rækkevis de rum, som skulde tilfalde hver af de to lodder.

„Indre lod“.		„Ydre lod“.
Inderste søboder	2	Yderste søbod	1
lofter derover	3	lofter derover	2
lemmen[278]	1	lemmen	1
bryststuen	1	gaardsbod nærmest ølboden	1
boder imellem den øverste bod nærmest gilboden[279] og den øverste bod i midtpladsen[280]	2	loftet foran setstuen	1
		lemmen	1
		øverste bod nærmest gilboden	1
øvre tyskmændenes[281] stue	1	øverste bod i midtpladsen	1
		boder næstovenfor trappen	2
boder imellem de tvende boder ovenfor trappen og den øverste bod i midtpladsen	3	øverste loft i midtpladsen	1
øvre loft under setstuen	1	nedre tyskmændenes stue	1
lofter nedenfor setstuetrappen	2	nedre loft under setstuen	1
		nederste lille loft	1
nederste loft i øverste plads	1	lofter i øverste plads	2
		lofter imellem loftet ovenfor setstuen og den øverste stue	2
loft ovenfor setstuen	1
øverste stue	1
tilsammen „19 huse“.		tilsammen „19 huse“.

Hver af de tvende lodder omfattede saaledes 19 rum. Derhos nævnes følgende rum, som ikke indbefattedes i delingen: setstuen, den nederste søstue, et tjenestekvindeloft (heimakonaloft), ølbod og gjæringsbod (gilbúð), ildhus og ølkar samt „alt hvad dem følger“. Føies disse 6 rum til de udloddede 38, havde gaardens søndre halvdel altsaa tilsammen 44 huse eller rum, og naar dertil lægges for gaardens nordre halvdel det samme tal, vilde hele gaarden følgelig omfatte mindst 88 rum. Heraf var de fem paa hver side af gaarden, tilsammen 10, „stuer“.^[282]

I 1367 og 1370^[283] sælges halvdelen af Gylten med alt tilbehør, deriblandt „huse“ (rum), tomter, ølkar, stenhuse (kjeldere ?); i 1389^[284] sælges 6 huse i ydre halvdel^[285] af Destingen „næst nede ved søen i korskirkens sogn paa Stranden“; 1399 hele den del af indre halvpart af Aafjord, „som ligger nedenfor den del, Gudrun Guttormsdatter eier“, samt desuden fjerdeparten i setstuen og ildhuset, begge i gaardens ydre halvdel. I 1403^[286] omtales hele (allr) Finngaarden, hvori der „var 75 rum og 8 stuer i gaarden“. I 1410^[287] sælge to mænd sin tomt, 43 stikker (= 32¼ alen) lang og 8 stikker (6 alen) bred,^[287] med 9 rum i søhusene i indre halvdel af Aafjord med alt tilbehør samt en fjerdepart i setstuen, ildhuset og bryggerne; i 1414^[288] sælges af Finngaarden en stue, to boder, lem og kleve samt alle de dele, som tilhøre de nævnte rum i skytningsstuen og ildhuset. I 1419^[289] sælges en tomt, 20 (nu 15) alen lang og 9 (nu 6¾) alen bred i ydre (nordre) halvdel af Aafjord med setstue, kjelder og ildhus; i 1420^[290] en tomt, 20 stikker (15 alen) lang og 9 stikker (6¾ alen) bred i nordre halvdel af samme gaard, endvidere en halvpart i stenkjelderen og saameget rum i skytningsstuen, som tilhører, samt saameget af ildhuset, som behøves. I 1425^[291] omtales at være solgt for et par aar siden eller mere en tomt, 10 stikker (7½ alen) lang og 9 (6¾ alen) bred næst nedenfor stenkjelderen (se ovenfor) i nordre halvdel i Aafjord samt en fjerdepart i skytningsstuen, ildhuset og bryggerkarrene. I 1565^[292] sælges af en unavngiven gaard 7½ par huse (rum) og 2 klever for 500 daler, hvorhos der omtales „det loft og bod“, som den ene af sælgerne selv brugte. I 1699^[293] skulde sælges en „søstue“ i Holmedal, hvilken omfattede „5 boder nedenunder, en have, en skrue i god stand, en gammel skude, en madbod under skytningsstuen (schutstaven) „og en gaardsplads (hof) ved Øvregaden“.

Af alt det foranstaaende tør det vistnok sluttes, at navnlig de store mod bryggerne liggende handelsgaarde i de fire her nærmest omhandlede byer væsentlig havde samme indretning og udseende, om end deres høide og udstrækning til alle tider udentvil var størst i Bergen. Derimod faar det, som ovenberørt, henstaa uafgjort, om det oprindelige ildsted, aren, ogsaa i Tunsberg og Aaslo, ligesom i Bergen og Nidaros, senere blev afløst af røgovnen. Dette spørsmaal har i en vis henseende ogsaa forholdsvis liden betydning; thi hvad enten det ene eller andet slags ildsted blev brugt, maatte vedkommende rum, hvori det fandtes, eller skytningsstuen faa sin plads bag i gaarden, være uden loft og som lysaabning alene have ljoren i taget. Derimod maa denne stue, ligesom ildhuset og setstuen, vistnok ogsaa udenfor Bergen have været fælles for befolkningen i den halvdel af vedkommende gaard, hvortil de hørte, .dog, som det nogle steder ovenfor antydes, efter et vist forhold. Der opstaar imidlertid her endnu et andet spørsmaal, som det vil være af interesse at besvare, men for hvis skyld jeg atter maa dvæle noget nærmere ved, hvad der viser sig i Bergen.

Som bekjendt har ordet stue, skjønt det egentlig kun betegner et beboelsesrum, paa bryggen i Bergen antaget den konventionelle betydning af en særskilt forretning, der gaar i handel og vandel, og hvortil hører, foruden visse kunder i Nordland og deres gjæld, en bestemt del af vedkommende gaard med dens kontorlokale (stue), boder, lofter samt, førend befolkningen i vort hundredaar ophørte med at have bolig og natteleie i gaarden, ogsaa klever og en del af ildhuset og skytningsstuen.^[294] Denne indretning er ikke opstaaet i senere tider, men fandt, som det kan sees af Edvardssøns bog,^[295] allerede sted, da gaardene tilhørte det hanseatiske kontor; det viser sig ogsaa af de (s. 421, note 5, og s. 422) anførte diplomer fra 1403 og 1414, at gaardene dengang var inddelte i stuer med den paapegede betydning. Men denne ordning var neppe indført af tyskerne. Vel synes de at have givet det hele en strammere organisation og et mere juridisk tilsnit, men i det væsentlige fortsatte de vistnok kun, hvad der før deres tid var grundlagt af byens norske handelsmænd Tyskerne kom heller ikke paa engang til Bergen, men kun lidt efter lidt, først som leiere af enkelte rum paa Bryggen alene i sommertiden,^[296] dernæst ogsaa om vinteren, endelig som eiere af den ene gaard efter den anden. De har saaledes kun tid efter anden gledet ind i de nye forhold, paa samme maade, som det i modsat retning fandt sted, da de efter hansekontorets nedlæggelse ved udgangen af det 17de hundredaar forlod byen, og gaardene igjen overtoges af landets egne handelsmænd Ligesom disse ei fortsatte forretningen med lutter norske folk, men beholdt en stor del af de opøvede tyske faktorer og andre tjenestemænd,^[297] saaledes er hanseaterne i sin tid vistnok ikke komne fra hjemlandet med fuld tysk besætning, men har i begyndelsen benyttet de forrige norske betjente og lidt efter lidt rekruteret sig i denne retning hjemmefra. Vi har derhos beviser paa, at tyskerne lempede sig efter de nye forhold ved at optage, om end med forvanskning, en hel del norske ord, dog ikke udelukkende saadanne, som knyttede sig til den huslige indretning i gaardene.^[298] Det hanseatiske kontor maatte ogsaa efter dets oprettelse finde sig bedst tjent med at fortsætte den ældre handelstradition og den indretning af gaardene, som var tilveiebragt før dets tid.^[299] Eller med andre ord: hele den indretning, som vi ovenfor har seet, skyldte ikke tyskerne sin tilblivelse, men var oprindelig en norsk, som med enkelte forandringer i tidernes medfør og tvers igjennem det tyske herredømme er bleven fortsat lige til vore dage. Det samme gjelder ogsaa vistnok flere skikke, f. ex. at skytningsstuen kun benyttedes om vinteren, medens gaardens befolkning i den mildere aarstid formentlig opholdt sig i setstuen og tog sine maaltider i ildhuset. Dette tør mulig være den samme skik, hvoraf vi endnu paa landet kan se en levning, naar man lader stuen staa tom i sommertiden, men da holder til og spiser i ildhuset.

Under alle omstændigheder viserG der sig en misopfatning i den maade, hvorpaa P. A. Munch forklarer et sted i Haakon Haakonssøns saga. Her fortælles i 1239, at der ca. 15 november indløb underretning til Bergen om, at hertug Skule den 6 næstfør i Nidaros havde ladet sig hylde som Norges konge. I den anledning paabød kong Haakon blandt andet, at byens „kjøbmænd (kaupmenn) skulde ligge hver i sin skytningsstue med sine vaaben og kongsmændene i kongsgaarden“, med andre ord, at kjøbmændene, istedetfor som ellers at ligge spredt om i gaardenes klever, skulde være samlede hele natten i skytningsstuen, saa at de, naarsomhelst det paakrævedes, kunde være færdige til kamp. Munch^[300] antager nu, at „de fleste“ af disse kjøbmænd „sandsynligvis var tyskere“, hvilket, som han i noten tilføier, „synes mest at fremgaa af, at der tales om deres skytningsstuer“. Men herved maa mærkes, at det omtalte, som anført, foregik ved midten af november, og vi har et retsligt vidnesbyrd om, at der i 1259 kun „var faa vintersiddere i Bergen“,^[301] end sige at tyskerne 20 aar før den tid skulde have udgjort pluraliteten af Bryggens kjøbmænd. Dernæst er den grund, Munch tillægger mest vegt, uden al betydning, da skytningsstuer ikke, som han forudsætter, skyldte tyskerne sin oprindelse, hvad ogsaa selve navnet viser. Paa grund af det anførte maatte de ovennævnte kjøbmænd ikke have været tyskere, men nordmænd. Forøvrigt er det omhandlede sted ikke alene det ældste, hvor der overhovedet nævnes skytningsstuer i Bergen,^[302] men det vidner ogsaa ved udtrykket „hver i sin skytningsstue“ om, at stuen var fælles for befolkningen i hver vedkommende gaard eller, efter hvad ovenfor er paapeget, rettere dens halvdel.

Naar vi saaledes har seet den ordning, som fandtes i Bergen, navnlig med hensyn til gaardenes deling i handelsstuer og hvad dermed stod i forbindelse, kan der spørges, om noget lignende har fundet sted ogsaa i de tre andre større byer. For at kunne besvare dette spørsmaal tilfredsstillende maatte vi dog have større kjendskab til disse byers forhold i middelalderen, end tilfældet er. Kun saameget tør der maaske siges, at hvis den omtalte ordning i Bergen ikke, som paavist, var indført af tyskerne, men skrev sig fra den ældre tid, som en eiendommelig middelaldersk indretning, saa har den vistnok været gjennemført ogsaa i de øvrige kjøbstæder.

---

Til yderligere belysning af, hvad ovenfor er sagt om bygningerne i Bergen, lader jeg paa 3 plader følge nogle rids, som hr. arkitekt P. Blix efter min anmodning har havt den godhed at optage dels af gaarden Dramshusen eller, som den oprindelig hed, Dramsúðin paa Bryggen, og dels af tre huse paa Stranden udenfor Nykirken. Grunden til, at just disse bygninger blev valgt som gjenstande for afbildning, var, at den førstnævnte gaard, foruden at den er hel, nu er den eneste paa Bryggen, hvori der findes bevaret et ildhus og en skytningsstue, ihvorvel det er adskillige aar siden de blev brugte, og dernæst med hensyn til de trende huse paa Stranden, at de bedst vise den bygningsmaade, som har gjort sig gjeldende paa vestre side af Vaagen. Hertil maa føies, at der paa pl. I og III, for at alt, som er eiendommeligt, kan komme tydeligere frem, tildels er foretaget et par smaa afvigelser fra, hvad deri virkeligheden finder sted, og hvor det kan sees eller med fuld sikkerhed sluttes, at saadan var tilstanden, dengang disse bygninger blev opført, eller for Dramshusens vedkommende efter 1702, da hele Bryggen brændte, og for husene paa Strandsiden efter branden i 1756.

Pl. I viser gaardens hele areal fra dens port mod Øvregaden i øst (fig. 2 r og 5 q) indtil Vaagen i vest med det derværende bryggeskur og en vippebom (oprids fig. 2, grundplan fig. 5). Som det vil sees, indtages den østligste del af 2 indgjærdede haver (fig. 5 o og p), hvoraf 4 den nordligste (p) formodentlig har været tomt for den skytningsstue og det ildhus, der i sin tid har tilhørt gaardens nordre halvdel. Gaardens bygninger har, foruden lemmen eller mørkeloftet, indtil 3 stokverk i hver halvdel eller langs midtgangen eller gaardsrummet. Ved hver side af dette er der svaler med tilhørende trapper og bag svalerne lukkede rum. Disse er i 1ste stokverk boder (fig. 5), paa søndre side tillige tasker (a, b, c, d) og længst mod øst skytningsstuen (f) og ildhuset (e). I 2det stokverk (fig. 4) er der lofter, kontorer, stuer og klever, og det samme er tilfældet i 3dje stokverk (fig. 3). – Fig. 1 er et oprids af gaardens nordre halvdel, fig. 2 af dens søndre halvdel, begge med alle deres svaler og „arker“ eller kvister og tilhørende vindehjul for varetransporten. – Fig. 6 viser gaardens façade mod bryggen med „tasken“ til høire. – Fig. 7 gjengiver bagsiden af nordre halvdel mod øst. – Fig. 8 er et vertikalsnit gjennem ux (fig. 5) og fig. 9 et tilsvarende gjennem linjen yz.

Gaarden omfatter 4 handelsstuer, men da hver af disse har eiendom i begge gaardens halvdele, er der, for at lette forbindelsen mellem hver stues forskjellige dele, i 2det og 3dje stokverk, som det vil sees, anbragt broer over midtgangen (se fig. 3 og 4).^[303]

I det hele taget er der i 1ste stokverk (fig. 5), naar de faa i selve svalerne afdelte saltbinger sættes ud af betragtning, 34 lukkede rum, hvoraf taskerne (a, b, c, d) samt skytningsstuen (fg) og ildhuset (e); i 2det stokverk (fig. 4) findes ligeledes 34 lukkede rum, og i 3dje stokverk 30 saadanne; altsaa tilsammen i hele gaarden, foruden mørkeloftet, 98 rum eller „huse“, som de, efter hvad ovenfor er paavist, i ældre tid kaldtes.^[304] Af disse er følgende fælles for gaardens fire handelsstuer, nemlig: 9 rum i 1ste stokverk (fig. 5), ildhuset (e), skytningsstuen (fg), 6 boder (h–n) og 7 lofter (fig. 4 a–g) i 2det stokverk og 6 lofter i 3dje stokverk (fig. 3 a–j). De øvrige rum er fordelte mellem gaardens fire handelsstuer, saaledes at disse omfatte de unumererede boder i 1ste stokverk (fig. 5) og taskerne (a–d) dersteds, endvidere de unumererede lofter i 2det (fig. 4) og 3dje stokverk (fig. 3) samt endelig kontorer, stuer og klever. Af de tre sidstnævnte slags rum høre igjen, naar vi betegne handelsstuerne efter den orden, de indtage fra vest mod øst, til 1ste handelsstue^[305] følgende i 2det stokverk (fig. 4): „indre stue“ (o), „stue“ (p), „kontor“ (q), „ydre stue“ (r), „ydre stue“ (s), „kontor“ (t), „stue“ (u), samt „indre stue“ (v), og i 3dje stokverk, „lever“. (g–m); dernæst høre til 2den handelsstue i 2det stokverk: „kontor“ (k) „stue“ (l), „ydre stue“ (m), „kleve“ (n); endelig til 3dje handelsstue: „kontorer“ (h, i), medens der i disse henseender ikke foreligger nogen opgave for den 4de handelsstue.

Pl. II fremstiller i større maalestok gaardens skytningsstue og ildhus. Fig. 1 viser et langsnit gjennem begges midte, fig. 2 deres grundplan, fig. 3 et tversnit efter linjen f–g i fig. 2, fig. 4 ligesaa efter linjen h–i, og fig. 5 et tversnit af ildhuset.

Som det vil sees, har skytningsstuen væsentlig samme grundplan som fra gammel tid i stuehuset paa landet: en forstue eller gang (D), en kleve (C, nu kaldet „Bierkleven“) og en stor stue (B). En forskjel viser sig dog derved, at den sidstnævnte er bygget sammen med ildhuset, og at dens indre gavlvæg, som ellers paa landet er lukket og forsynet med bænke, her har faaet en dør og den nedenfor omtalte ovn.^[306] Gulvet er belagt med mørkerøde sandstensfliser, og langs væggene er fortløbende bænke, kun afbrudte af ovnen og dørene. Bænkene er ved armlæner og deres fortsættelse i høiden (fig. 2 B, jfr. fig. 1 og 4) afdelte i 12 rum, hvert med plads for 2 eller 3 personer, saaledes at der til hver af gaardens 4 handelsstuer har hørt 3 af de omtalte rum samt et af de 4 hjørneskabe, der sees paa tegningen (fig. 1–4). Paa væggen mellem døren til gangen og den til kleven er fæstet en hylde (fig. 4) af lighed med den i stuebygninger paa landet tildels, men nu kun sjeldnere forekommende „bustehylla“ (hylde for haarbørste o. a.). Tæt under hylden sees en rullestok, for derover at hænge et smalt haandklæde; lidt længer nede er i væggen fæstet en bevægelig jernstang, hvorpaa hænger en vandkjedel af malm, og derunder staar et rundt bord (fig. 2 B e, jfr. 1 og 4). Hele denne indretning minder om en skik, der hos os kan forfølges helt op i det 11te hundredaar, idet man af mangel paa gaffel maatte spise med fingrene, og derfor alle høviske folk vaskede sine hænder baade før og efter maaltiderne. – Midt paa østre væg se vi endelig den ovennævnte ovn, der er af jern og med ilæg fra ildhuset eller en bilægger (fig. 1, 2, 3).

Ildhus et (fig. 2 A) er i gulvet belagt med graastensheller og har ved a en brønd. Det har ingen vinduer, da de smaa aabninger i nordre væg (pl. I fig. 2 e) kun er lufthuller i bordklædningen, dog sees der i søndre væg en liden glug (fig. 1 a). Udgangen for røgen fra ildstederne er, da der hverken findes Skorstenspibe eller ljore, gjennem tilfældige aabninger i taget, hvis spærrer ikke har sudtag, men kun lægter, hvorpaa teglstenen hænger. Rummet har to ildsteder. Det ene er midt paa gulvet, hvorover 6 skjærdinger (fig. 1 e), ligesom i ildhuse paa Voss^[307] og i Hardanger, sees ophængte paa hver sin side af en aas (fig. 1 c, jfr. fig. 5), der hviler paa biten eller tverbjelken (d). Indretningen af det andet ildsted (fig. 2 A c, jfr. fig. 1 og 5) er mere eiendommelig^[308] og svarer til den beskrivelse, jeg ovenfor (s. 416) efter formodning har givet af bylovens ketilgarðr; rimeligvis har denne ligesom hin ogsaa været overhvelvet og havt huller øverst for røgen. Forresten vil det sees af fig. 5 (jfr. fig. 1), at der i bagmuren nederst er en jerndør til ilægget for skytningsstuens bilæggerovn og noget ovenfor en aabning for røgen fra ovnen. Lidt foran ildstedet er opsat en helle (fig. 2 A b, jfr. fig. 1 b), der har nogen lighed med den saakaldte „blekkestein“, som findes paa landet ved siden af aren for at beskytte ilden mod vindpust fra døren; dog synes ildhusets helle paa grund af omstændighederne og navnlig dens stilling ikke at have havt samme bestemmelse.

Pl. III gjengiver i fig. 1–8 et hus med tilhørende søboder paa nedre side af Strandgaden mellem Nykirken og toldboden. Holde vi os her til det typiske ved disse bygninger eller hvad der væsentlig er fælles for alle huse paa samme side af gaden, og vi begynde fra Vaagen eller søen, træffe vi først ved „hopen“ (fig. 2 n) pakboder, (se façaden mod Vaagen fig. 8); disse har 3 stokverk med svaler omkring og, ligesom paa Bryggen, indenfor svalerne nederst „boder“, dernæst i 2 høider „lofte“ og øverst under spærrene „baneloftet“.^[309] Mellem pakboderne og stuehuset ligge langs den smale gang eller „gaard“ (o, o, o) opad til gaden forskjellige rum eller tomter, navnlig „ildhus“ (d), vedbod (e) og gaardsrum eller „plads“ (c) med „bæk“ (brønd) og port ud til gaarden eller den smale gang.^[310] Endelig er øverst stuehuset med kjelder (fig. 2 a, b) under og trappe (fig. 3 e) op fra „pladsen“. Huset har gavl („ark“) mod den sidste (fig. 6) og gaden (fig. 7). Over kjelderen er der to stokverk, hvoraf det øverste (fig. 4) blandt andet mod gaden har et rum kaldet „salen“, medens det nederste stokverk (fig. 3) er indrettet saaledes, at gadedøren staar paa den ene side, og at der er gang (a), med trappe op til 2det stokverk, samt stue (b), kammer (d) og kjøkken (c), hvorfra en trappe (e) fører ned til gaardsrummet.

Pl. III fig. 9–15 fremstille de to næstsidste huse paa Nordnæs ved øvre side af gaden. Som det vil sees, træffe vi ogsaa her, naar pakboderne sættes ud af betragtning, væsentlig samme indretning som i husene paa nedre side, saaledes: gadedør ved det ene hjørne, gang (fig. 12 a og 13 a), stue (b, b), kjøkken (c, c), kammer (d, d), ildhus samt vedbod (e, f) og „plads“ med „bæk“ (f, e); derimod har det første hus, hvad der ikke sjelden træffes paa denne side af gaden, ogsaa en have (fig. 12 g). Fæste vi os fremdeles kun ved dette hus, da det utvilsomt viser den oprindeligste form og indretning, se vi, at det under taget mod gaden (fig. 9) har en liden „sal“ (fig. 14 a) og en „lem“ eller et aabent loft (b).

Foruden disse smale huse er der paa begge sider af gaden og ligeledes fra ældre tid ogsaa nogle andre med større bredde. Denne fremkommer derved, at huset ogsaa paa den anden side af gangen har et værelse, saa at gadedøren indtager midten af huset, hvorved bagkammeret og ligeledes gavlen bliver saameget bredere. Ligger huset paa nedre side af gaden, faa de dertil hørende pakboder ogsaa en dobbelt bredde, dog saaledes, at de ikke dækkes kun af ét tag, men af to med hver sin gavl.

Der kan neppe være tvil om, at den type, som de sidste huse fremvise, er yngre end den første eller har udviklet sig af denne. Dette er da gaaet til paa samme maade, som i de foran omtalte (s. 348) akvitaniske byplaner, eller saaledes, at man, rimeligvis efter en brand, har sløifet den smale .gang, der adskilte et par huse, og dernæst bebygget den hele tomt kun med ét hus, som derved kunde siges at blive „dobbelt“. Naar dette først skede, kan ikke bestemmes. Imidlertid træffes allerede i 1645^[311] og 1646^[312] omtalt „enkle“ og „doble“ „søgaarde“, og endnu længer op i tiden ledes vi ved Absalon Pederssøns beretning^[313] om branden i 1561. Blandt de 89 huse, som ifølge hans opregning dengang brændte mellem raadstuen og Muren, angiver han kun for 7 huses vedkommende deres beskaffenhed, og af disse var ét „enfoldigt“ (enkelt), 6 derimod „doble“, som alle (deriblandt Saltøgaarden, nu den 4de udenfor torvet) laa paa nedsiden af Strandgaden. Da nu den nærmeste brand før 1561 indtraf i 1489,^[314] saa var disse doble huse følgelig byggede i denne mellemtid og rimeligvis inden middelalderens slutning. Længer op kan de ikke forfølges. Den type, som de enkle huse fremvise, er dog ikke blot ældre end de dobles, men den maa vistnok ansees for den ældste husetype paa Stranden. Og vil vi danne os en klar forestilling om, hvorledes den er fremkommet, maa der først tages hensyn til terrænets beskaffenhed. Som bekjendt stiger dette temmelig stærkt, dog ujævnt, opad fra Vaagen (jfr. pl. III, fig. 1 og 11), indtil det naar høiden af den bergryg, der strækker sig gjennem hele halvøen fra Nordnæs til raadstuen. For at opnaa et nogenlunde horisontalt plan for Strandgaden kunde denne derfor ikke gaa bent fremad, men maatte rette sig efter, hvor bratheden var mindst, og blev derved nødt til at bøie af snart til den ene og snart til den anden side. Da nu husene igjen maatte følge gadelinjen, fik de paa begge sider af denne anvist stærkt skraanende tomter, og disse ulemper kunde alene afhjælpes ved at husene paa gadens nedside blev underlagt kjeldere og paa øvre side, saalænge man endnu ikke kjendte noget sprængstof eller var begyndt med minering,^[315] fik høie trapper mod gaden. Trapperne var oprindelig vistnok udelukkende af træ, og for at de ikke skulde blive altfor bratte og tage for meget bort af gadebredden, kunde de ei lægges i ret vinkel mod huset, men maatte føres langs dets side (jfr. pl. III, fig. 9 og 10). Til disse naturlige momenter kom ogsaa, at der, som oven bemærket, paa Strandsiden først efter middelalderen blev indrettet bredere almenninger, medens man af tverstræder kun havde smale gange mellem husene enten ned til „hoperne“ eller paa den anden side op til Markeveien og svarende til bylovens „veiter“, et ord, som dog ei kjendes paa Stranden. Heller ikke er der noget spor til, at man her, som østenfor Vaagen, havde gjennemgaaende gaardsrum^[316] i husene, hvad der baade paa grund af disses smalhed maatte forbyde sig selv og fordi der ikke her som hist fandtes nogen fortløbende brygge langs søen, hvortil de kunde føre. Men da man dog trængte til gaardsrum, blev disse vistnok fra først af; som i de nuværende her omhandlede huse, lagt enten paa nedsiden af gaden nedenfor eller paa opsiden ovenfor selve vaaningshuset og med port ud til den smale gang eller et smug (jfr. pl. III, fig. 11, 13). Endvidere var der vistnok fra først af paa gaardsrummet eller „pladsen“ en brønd og nedenfor den mod søen et ildhus og dernæst pakboder. Disse har dog i modsætning til bryggesiden neppe nogensinde havt beboelsesrum, i det høieste et kontor og en bondestue, nær ildhuset. Endelig tør det sikkert antages, at Strandsidens huse, ligesom endnu henimod vor tid, ikke leiedes bort, men alene beboedes af eieren og hans familje, hvorom ogsaa hele deres indretning vidnede, navnlig derved, at der kun fandtes ét kjøkken.

Som det kan sees af flere diplomer, kaldtes enhver bebygget eiendom ogsaa paa stranden oprindelig en gaard (garðr), og dette vedblev vistnok hen middelalderen ud. Endnu ved 1561^[317] bruges ordet af Absalon Pederssøn som appellativ, dog afvexlende med hus; men senere træffes i denne forstand kun det sidste ord,^[318] medens gaard indskrænkes til alene at betyde de til huset hørende pakboder og de førnævnte smale gange eller „søgaarde“, som førte ned til boderne eller rettere de mellem disse liggende „hoper“.

Holde vi os endelig udelukkende til indretningen af selve vaaningshuset og navnlig det ovenomtalte (pl. III, fig. 3 og 12), som viser typen klarest, se vi her næsten det samme som i alle ældre stuehuse paa landsbygden. Denne lighed bliver endnu større, naar vi tænke os de nuværende ildsteder ombyttede med de oprindelige i forbindelse med de forandringer, som vilde følge af de sidste og ellers maatte stemme med den tid. Ogsaa da vilde vi, som nu, i den fremste del af huset ved siden af gangen have et rum (kleven) med dør til bagrummet og glugger mod gaden samt fra gangen en dør til sidstnævnte rum og trapper op til loftet i gavlen; men bagrummet maatte da paa grund af ildstedets beskaffenhed være uden himling og med ljore i taget, og husets gavl maatte være saameget lavere end nu af hensyn til torvdækningen. Derimod har der vel til forskjel fra, hvad stuebygninger paa landet vise, ogsaa fra først af for bekvemmeligheds skyld været dør mellem gangen og rummet ved siden deraf Ligeledes har vel husets indgangsdør oprindelig som nu staaet paa gavlsiden mod gaden, medens det vilde være forbundet med ulemper at sætte den som paa landet ved langsidens hjørne, hvor dens ydre trappe næsten vilde stænge for eller belemre den smale gjennemgang mod nabohuset.

Kan det antages, at disse ligheder vidne om en paavirkning fra landet paa byen, saa er dog denne paavirkning ved Strandens første bebyggelse neppe foregaaet direkte, men snarest derved, at man har taget forbilledet fra den indretning, som allerede fandtes i de mindre huse i byens oprindelige del til forskjel fra Bryggens store handelsgaarde.

Forøvrigt blev husets gang ligesom paa landet oprindelig kaldt forstue (forstofa), fordi den førte til den bagenfor liggende stue, og dette navn træffes endnu brugt i 1566^[319] og 1604.^[320] Endvidere har loftet i gavlen oprindelig sandsynligvis, som paa landet, været bestemt til soverum, da saadant rum foruden ca. 1450^[321] omtales i 1604 som „et lidet loft eller natstue“.

Rimeligvis har der allerede fra Strandens første bebyggelse i flere huse været „krambod“ og da vistnok til gaden i det ved siden af gangen eller forstuen liggende rum. En saadan nævnes udtrykkelig i 1604,^[322] om end ikke just paa Stranden, og af de 12 borgere, som klagede over tyskernes oprør i 1523 (se s. 397), er der fire, som omtale, at deres „krambod“ blev plyndret, og tillige opregne de varer deri, som borttoges. Endelig nævner Absalon Pederssøn^[323] blandt de i 1561 brændte huse ogsaa Saltøgaarden som „en dobbeltgaard med fire kramboder“.

Derimod kan det være tvilsomt og er vel neppe sandsynligt, at der paa Stranden allerede i middelalderen i forbindelse med husene, men udenfor disse mod gaden, var anbragt saadanne smaa udsalgssteder, der formodentlig af det udstillede lertøi fik navn af pothuse.^[324] Disse findes ikke omtalte før i brandforordningen af 1646^[325] og vedtægterne af 1649,^[326] hvor de lidt nærmere beskrives. Af den omstændighed, at de ikke nævnes paa de tilsvarende steder i ældre vedtægter, tør maaske sluttes, at dette slags udsalgsrum endnu ikke var kommet i brug paa grænsen mellem det 16de og 17de hundredaar.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. „Histor.-geogr. Beskriv. over Norge i Middelald.“, s. 27 ff., og „det norske Folks Hist.“ paa forskjellige steder.
2. Herimod kan neppe indvendes for Nidaros’s vedkommende, at Olaf Trygvessøn, som sagaerne udtrykke sig, lod „efna ( gjøre anlæg) til kjøbstad“ og gav folk tomter til at bygge paa (sag. Olafs helg. 1853, s. 37, Heimskr. udg. af Unger, s. 184, jfr. Flateyarb. I, 310). Thi, skjønt det siges, at der paa stedet eller Nidarnes, som det da hed, kun fandtes en einbœli eller én mands gaard, se vi dog, at der var brygger og handelsdrivende islændinger og saaledes en bymæssig indretning og rørelse, for hvis udvikling kongen ved sine forføininger vilde bane vei.
3. D. Norv. I, 38.
4. Langes Klosterhist., s. 452.
5. utrykt, originalen tabt, afskr. i Arn. Magn. 330 fol., blad 30–31 og i Kristiania universitetsbibl. mskr. 370 fol., s. 54, jfr. anf. Klosterhist., s. 335.
6. Jfr. retterb. af 1295 § 6 (N. g. Love III, 25).
7. N. Mag. I, 48 no. 1 og 2, 55 og 57 nederst (jfr. s. 47).
8. Saaledes se vi og flere gange, at det gods, som er henlagt til oprettelse af altere, igjen efter deres nedlæggelse falder tilbage til stifternes slegtninge. Ligeledes fik navnlig Erik Rosenkrants ved kongebreve af 15 aug. 1564 og 4 oktbr. 1565 (N. Rigsregistr.) tilbage et stenhus ved Bergens Mariekirke, hvilket i sin tid var skjænket Lyseklostret af hans forfædre, mod at der skulde holdes daglige messer, men som forlængst var ophørte.
9. N. Mag. I, 523.
10. Sammest. 193 note 6.
11. D. Norv. IX, 418 jfr. N. Mag. II, 98 no. 17.
12. Se N. Mag. I, 464 no. 19, 467 no. 29; II, 194 note 4, 274 no. 16 (jfr. 386), 279 no. 30, 331 no. 79.
13. Smsts. II 87, 98 no. 17.
14. N. Mag. I, 48 (jfr. 58), 55 nederst; II, 299.
15. Byordn. VI, 5 (Norg. g. L. II, 244).
16. Dette gjaldt endnu i det 17de hundredaar, N. Mag. II, 299.
17. Jfr. N. Mag., I, 501 no. 5.
18. Se kongebrev af 27 febr. 1590 (N. Rigsregistr.) og N. Mag. II, 295 no. 46 (jfr. anordn. af 1528, D. Norv. V. s. 769).
19. endnu efter branden i 1248 og mulig endog efter den næste brand i 1413, medens gaardene efter den følgende brand i 1476 sikkert opførtes af det hanseatiske kontor.
20. før 1259 (D. Norv. I no. 122 s. 111).
21. Jfr. N. Mag. I, 456 og et kongebrev af 14 juni 1575, men som ikke er trykt i N. Rigsregistr. Afskrift deraf forefindes i Kristiania universitetsbibl. mskr. 370 fol., s. 57 b.
22. Se N. Mag. I, 460 jfr. 482.
23. Hist. Tidsskr. 2den række V, 255.
24. N. Rigsregistr. VIII, 13, 23, 143.
25. Se Y. Nielsen i Kristiania Videnskabsselsk. forhandl. f. 1878 no. 10, s. 58 § 34.
26. Mag. II, 52.
27. Norv. IX no. 458 og 459.
28. Mag. I, 497 no. 66, jfr. N. Rigsregistr.
29. Rigsreg. IX, 403.
30. Mag. I, 90.
31. Dog blev kongsgaarden i Bergen, som det synes, først „huset“ eller bebygget 1107–1110 af Eystein Magnussøn og kongsgaarden i Tunsberg først 1253 af Haakon Haakonssøn. I Bergen holdt vel saaledes Eysteins formænd til paa det nærliggende Aalrekstad, og i Tunsberg boede vel kongerne før Haakons tid paa „Berget“, hvor der ogsaa endnu i 1318 var kongebolig, da Haakon V i det aar afsagde en dom i „maalstuen paa Tunsberghus“ (Norg. g. N. III, 130), medens han samtidig nævner „vor ombudsmand i vor gaard i Tunsberg“.
32. N. Mag. I, 197.
33. Se Civit. orb. terrar. ed. Braunius og F . Hogenberg. Coloniæ 1604 lib. IV.
34. Heimskr., udg. af Unger, s. 709, 751 og Konungas. s. 80, 221.
35. Dette ord træffes kun sjelden, saavidt bekjendt alene paa to steder, nemlig i retterbod for Bergen af 1302 (N. g. Love III, 43 § 9), hvor det siges, at der skulde være to klædemangere eller sælgere af brugte klæder i „hver fjerding“, og i byordn. VI, 12 (anf. st. II, 248), som paabyder, at hver „fjerding“ skulde have to krøge (brandhager). Inddelingen af byen i fjerdinger havde vel derfor nærmest hensyn til brandvæsenet (jfr. byordn. VI, 9) ligesom senere (se brandanordn. af 1646, N. Mag. II, 548 ff.)
36. N. g. L. II, 243 § 4 og 5.
37. d. v. s. have samme niveau eller ligge i samme plan.
38. nu 9, da den gamle norske alen kun var ¾ af den senere eller den i sin tid saakaldte sjælandske alen.
39. altsaa nu 6.
40. nu 2¼, forresten parallele med almenningerne.
41. Meningen er lidt dunkel, men rimeligst maa det forstaaes, som Fritzner i sin ordbog forklarer: at man kunde bære en byrde af et skippunds vægt op gjennem gaardsrummet.
42. saavidt bekjendt første gang i 1239 (Munch, d. n. F. H. III, 994).
43. Anf. st. II, 718 note 4.
44. Se Turner, Domestic. architect. in England II, 135.
45. altsaa svarende til de nuværende „veiter“ i Throndhjem.
46. N. g. L. II, 245.
47. laggarar og kopparar (nu kjipper). Da disse ord ikke vel kan være synonymer, maa derved rimeligvis forstaaes karmagere og bødkere eller de, som gjorde kar, og de, som arbeidede tønder, skjønt der, som bekjendt, ogsaa i tønder er lagg eller en i stavene udskaaret fals, hvori bundenes kanter presses ind.
48. Mellem ovennævnte kirke og Mariekirken laa Lafrantskirken (se D. Norv. II no. 165), men denne maa, siden den ikke nævnes her i byloven, have ligget noget ovenfor eller østenfor strædet (jfr. Konungas., udg. af Unger, s. 221).
49. Byordn. 9–12.
50. træffes kun nævnt paa dette ene sted. Ordets betydning skal senere omtales.
51. kola, som bekjendt en lampe med egen form af lighed med den antike, vel neppe synonymt med det strax efter nævnte lampe, og i saa fald er dennes form ukjendt.
52. Denne variant forekommer mig bedre, end naar udgiverne af loven har foretrukket: paa sten eller kobber (jfr. N. Mag. I, 582).
53. Se „Langskibet fra Gokstad“ pl. VIII fig. 5.
54. Badstuer bestemtes senere (1552) at skulle sættes 24 favne fra andre huse (N. Mag. I, 583).
55. ljórum hærri, d. e. høiere end taget.
56. Saadanne forudsættes i Nidaros som tilværende før branden i 1282 (se N. g. L. III, 104, jfr. Islandske annal., udg. af G. Storm, s. 50, 484).
57. Bredden paa disse ligesom paa langgader og almenninger er den samme som i Bergen (se N. g. L. II, 243 note 24), dog fastsættes maalet ogsaa for bryggerne til 12 alen. Forresten bruges navnet veit endnu, som bekjendt, i Throndhjem om de smalere gader, dog med den forskjel, at disse nu er langgader.
58. D. Norv. V no. 909.
59. Se aarsb. f. 1869 fra foren. t. n. fortidsm. bevar. s. 187.
60. Tønsbergs Beskriv. s. 58.
61. Norg. g. L. II, 243 note 24. Rimeligvis er det et gaardsrum af samme slags, som nævnes i Nidaros allerede 1176 (Heimskr. s. 809).
62. Som saadanne træffes: i Tunsberg nordre eller søndre lutinn (D. Norv. I no. 559, IV, no. 397, XI no. 35, 64, 70, 109, 123, 184, 186) eller senere (1491) part (anf. st. XI no. 262); i Bergen kun én gang nordre eller søndre lutinn i 1444 og 1472 (sammest. IV no. 973 og X no. 181), men ellers indre (= søndre) eller ydre = nordre) veginn (sammest. I no. 134, 146, 150, 276, II no. 186, 215, 223, 513, III no. 265, 652, IV no. 330, V no. 206, VI no. 187); i Aaslo omvendt en enkelt gang søndre veginn (sammest. I no. 183), men ellers nordre eller søndre lutinn (samst. IV no. 170, 192, 44o, 579, 751, V no. 342); i Nidaros 1371–1381 side (Asl. Bolts jordeb. s. 78). I Bergen er det sidste udtryk officielt i det 16de hundredaar om en gaards nordre eller søndre halvdel (se N. Mag. I, 459, II, 52 f., N. Rigsreg. VI, 354); vi har ogsaa et diplom, som sikkert viser, naar denne sprogforandring der først fandt sted. Saaledes betegnes nordre halvdel af gaarden Aafjord endnu 1419 med ydre veginn (D. Norv. XII no. 167), medens den i 1420 og 1425 kaldes nordre eller ydre side (anf. st. no. 171 og 180).
63. Norg. g. Love II, 241.
64. Anf. st. II, 249, III, 193, jfr. IV, 660.
65. Sammest. III, 43 no. 2.
66. N. Rigsreg. IV, 68.
67. N. Mag. II, 361.
68. Meddel. fra d. n. Rigsark. I, 299.
69. dog i Throndhjem ialfald før 1604 (N. Rigsreg. IV, 68 f.); der nævnes ogsaa en „Truls stenlægger“ allerede 1520 (N. Regnsk. o. Jordeb., udg. af H. Huitfeldt-Kaas, II, 149).
70. N. Mag. I, 120.
71. Jørgen Hanssøn, lensherre i Bergen 1514–1523.
72. N. Mag. I, 582.
73. Sammest. I, 124 (562), 370, 423.
74. Pictor. hist. of England 6te bog 4de kapitel. I Tyskland var Hamburg sandsynligvis den første by, som lod en gade brolægge, nemlig Steinstrasse, som i 1273 kaldes platea lapidea. I det øvrige Tyskland begyndte Nürnberg først (1368) med at brolægge gaderne.
75. § 6 (Norg. g. Love III, 25), jfr. N. Mag. I, 576 no. 24.
76. N. Mag. I, 544, hvor aarstallet for branden vistnok urigtig sættes til 1488, medens den ifølge N. g. L. IV, 509 fandt sted 5 oktober 1489.
77. D. Norv. I no. 930.
78. N. Mag. I, 195. 4
79. Et fremtrædende exempel herpaa har vi fra den saakaldte „Haakarlehøst“ i 1233, da en del langskibe, som tog leie ved Haakarlestranden, omtr. mellem Nordnæs og den nuværende toldbod, led betydelig skade.
80. Dette vil ogsaa kunne sees af et diplom af 1386 (D. Norv. II no. 498) om Ceciliegaard, der laa „paa Stranden nedenunder Allehelgenskirke“. (Jfr. N. Rigsreg. VII, 651 og N. Mag. II, 325).
81. „2 nætter før allehelgensmesse“ (1ste novbr.) (Isl. Annal., udg. af G. Storm, s. 291).
82. Se Grautoff II ved dette aar, Alb. Krantz Vandalia lib. XIII kap. 12, N. Mag. I, 544, jfr. Norg. g. L. IV, 509, hvor branden sættes til 20 oktbr. 1476.
83. Betydningen af dette ord, som dog mulig beror paa en skrivfeil eller urigtig læsning, skal senere omhandles.
84. N. Mag. II, 25.
85. Jfr. N. Regnsk. o. s. v., udg. af H. Huitfeldt-Kaas, I paa registeret under Dræggen. Om strøgets senere bebyggelse se N. Mag. II, 277, 279, 336, III, 506; N. Rigsreg. VIII, 416.
86. Hist. Tidsskr., 2den række II, 301.
87. Ifølge et plattysk diplom af dette aar (orig. i d. geheimeark.), hvorved der pantsættes en „sesteuen“ (søstue) i gaarden.
88. Hist. Tidsskr. anf. st.
89. Se N. Mag. I, 550.
90. Se Lünig’s Reichsarch. pars special. contin. IV theil II fortsetz. pag. 96 § 70.
91. laa nærmest indenfor Breida-almenning (D. Norv. X no. 33).
92. Denne siges i nogle optegnelser af 1717 (Kristiania Videnskabsselsk. Forhandl. f. 1876, s. 4) at have ligget tæt i nordvest for Finnegaarden.
93. N. Mag. I, 544.
94. Se D. Norv. IV no. 973. Gaarden laa i Mariekirkens sogn tæt søndenfor Apostelkirken og var den nordligste af alle gaarde paa bryggen (Norg. g. Love III, 44, jfr. D. Norv. XII, 760).
95. D. Norv. XII no. 348.
96. N. Mag. I, 548 (jfr. 356).
97. Anf. st. 549.
98. Fortsat fra side 362.
99. Ved biskopsgaarden i Bergen nævnes 1324 (N. Fornl. s. 42l) nogle „stenhuse med tilhørende overhuse“, hvilket vel rettest opfattes saaledes, at de sidste var af træ i lighed med enkelte gamle, nu forsvundne røgstuer paa landet i Bergens stift, som havde underbygninger af sten.
100. Se N. Fornl., s. 416, 421–424, 431, 432.
101. Anf. st. 610 og Norg. g. Love I, 312.
102. N. Fornl. s. 608 og 610.
103. Aarsberetning f. foren. t. n. fortidsmind. bev. f. 1869, s. 179.
104. N. Fornl. s. 422.
105. Sammest. s. 434.
106. Se nysn. aarsber. f. 1882, s. 213.
107. D. Norv. III, no. 435.
108. Samst. II, no. 392, jfr. no. 413.
109. Samst. III, no. 652.
110. N. Rigsreg. I, 433, 472.
111. N. Mag. II, 47.
112. N. Regnsk. o. Jordeb., udg. af H. Huitfeldt-Kaas II, 147, 148.
113. Anf. aarsber. f. 1860, s. 72.
114. Jfr. N. Mag. II, 48.
115. Nysnævnte Regnskaber I, 656 og Jørgen Hanssøns udgiftsregnsk. f. sommeren 1521, s. 27, endnu ikke udgivet.
116. Norg. g. Love II, 483.
117. D. Norv. II, no. 27, jfr. anf. aarsb. f. 1869, s. 181.
118. N. Fornl., s. 723.
119. Anf. aarsb. f. 1869, s. 192, 195, 196.
120. Se anf. aarsb. f. 1879, s. 276.
121. Samme aarsb. f. 1873, s. 135.
122. Se foran, s. 349.
123. Se og nærvær. tidsskr. 2den række VI, 285, 414 f. Dog kan det neppe antages, at denne konstruktionsmaade har sit oprindelige hjem i England og Irland, hvorimod disse rimeligvis i saa henseende har været paavirkede af romerne, da vi træffe en aldeles lignende konstruktion dels i et hus i Pompeji og dels ved Trajans forum i Rom (se J. Overbeck, Pompeji, 3die udg., s. 334).
124. Norg. g. Love I, 312.
125. Anf. Tidsskr. s. 289, 290.
126. Se taxt for tømmermænd og bordarbeidsmænd (filungr) i kjøbstæderne af 1384 (anf. Love III, 219, jfr. Schive’s og Holmboe’s myntverk, fortalen XLVI).
127. Se Ingeniør- og Arkitektforeningens organ f. 1879, s. 39 samt pl. 10 og 11.
128. Se N. Mag. II, 47.
129. Alb. Krantz, Vandalia XIII kap. 12, hvor det heder: „ex lignis congestæ domus, trabibus supra se collocatis, qvo more et in Alpibus positæ domus rusticæ videntur“. Da det heraf fremgaar, at laftbygninger ikke kjendtes i nordtyskland, hvor forf. hørte hjemme, bliver det sandsynligt, at de gamle trækirker, som dengang endnu maaske fandtes der, ei var laftede, men af standerverk.
130. Maaske blev saadan klædning paa landet først anvendt for at bøde paa de gamle skrøbelige vægge i stavkirkerne, hvad vi først træffe omtalt i Jens Nilssøns visitatsbøger ved 1597 (udg. af dr. Y. Nielsen, I, 442, 444 og fl. st.)
131. Norske Saml. I, 627.
132. Efterladte Skr. II, 2den afd., s. 40.
133. Ordbog II, 419.
134. Jfr. Norg. g. Love I, 38, II, 111.
135. G. norsk Homilieb., udg. af C. R. Unger, s. 133, 134.
136. Se Bergens bylov (foran s. 351) og retterbod af 1282 (N. g. L. III, 15), medens det senere i en statut for det hanseat. kontor i Bergen af 1572 (Kristiania Videnskabsselsk. Forhandl. f. 1878 no. I, s. 9) forbydes, selvfølgelig af hensyn til ildsfarlighed, at stryge gaardene paa bryggen med beg eller tjære („pechen oder theeren“).
137. Tønsb. Beskriv. af J. Müller, s. 60.
138. Saml. Skrifter, udg. af Eriksen, I, 169.
139. Det samme var tilfældet i de danske byer (se Mejborg, borgerlige Huse, s. 14).
140. Se Sverres saga kap. 77.
141. Se diplom af 1348 (D. Norv. II, 243).
142. Se det medfølgende rids af Dramshusen pl. I, fig. 1–5.
143. Se Bygningsskikken paa Landet i Norge, s. 246 i noten.
144. Efterl. Skr. 1I, 2den afd., s. 42, 53.
145. Desuden maatte Olaf kyrres ovn være af sten og ikke hverken af jern eller kakler, da ovne af dette slags først kjendes fra senere middelalder. Saaledes kan støbning af jernplader for store „kachelofen“ og disses brug først paavises i Tyskland i de to sidste tiaar af 15de hundredaar, navnlig i Elsas og ved Mosel. Men de var dengang endnu sjeldne og kun anvendt i fyrstelige slotte, raadhussale o. desl. Nogle tiaar senere vandt de derimod indgang hos alle mere velstaaende familjer selv paa landet. (Gesch. d. Eisens af dr. Ludv. Beck, 1884, I, 948).
146. Biskup. søg. I, 223.
147. Heimskr., s. 809.
148. Biskup. søg. I, 830.
149. Aslak Bolts Jordeb., s. 111, jfr. N. Saml. I, 612. Men erkebispegaarden var (og er) som bekjendt en stenbygning, og i en saadan er det selvfølgelig meget lettere at indrette en røggang i muren, end i et træhus at opføre en frit staaende skorsten. Forresten findes vel den ældste skorsten her i landet i „stenhuset“ ved Grans prestegaard, hvilket efter den rimeligste beretning maa være yngre end stiftelsen af Hamars biskopsstol (1150), da det heder, at biskopen der havde sit tilholdssted under visitatser. Dog er huset vistnok ældre end ca. 1250.
150. Sver. sag. kap. 77 jfr. 103.
151. Heimskr., s. 751, Fagrsk., s. 172.
152. Med ovnen fulgte naturligvis ljore i taget (N. Mag. I, 53, II, 570, 571, 583), og for at dæmpe den fra ovnen udgaaende ild maatte man, da den ellers kunde blive farlig for stuen, have ved haanden „en færdig sprøite og en bøtte vand“ (se Kristiania Videnskabsselsk. Forhandl. f. 1878 no. 1, s. 33 § 9).
153. N. Regnsk. o. Jordeb., udg. af H. Huitfeldt-Kaas I, 291, 294.
154. Sammest. 142, 146, 147. Denne var vel noget nær den ældste ovn af dette slags, vi kjende i Norge. Dertil medgik i den tids penge 12 skilling for 80 tagsten, 1 skill. for spiger og 6 skill. for mønje til at farve ovnen med.
155. Se „Register paa hvis klagemaal og gods, som vor naadige herres borgere i Bergen mistet have“ (D. Geheimeark., Norge, afd. V fasc. 8).
156. N. Saml. I, 20.
157. Nogle kakler fandtes af arkitekt P. Blix ved oprensning af terrænet omkring domkirken, i hvis nærhed bispegaarden dengang laa (se anf. aarsb. f. 1882, s. 211).
158. N. Mag. II, 70.
159. Sammest. I, 405.
160. N. Saml. I, 17.
161. Danm. o. Norg. Hist. I, 2den bog, s. 211.
162. I sin beretning til biskopen om spøgelset paa Erstad i Hammer prestegjeld ved Bergen i 1711 (Aftenposten for 24 marts 1883) giver rektor Møinichen „skorstenen“ efter bygdens skik navnet „kaabeovn“ (jfr. Eil. Sundt anf. st., s. 200).
163. Ved de af arkitekt P. Blix i Aaslo foretagne udgravninger forefandtes ogsaa kakler, men ingen fra middelalderen (se Ingen. o. Arkitektforen. organ f. 1879 pl. 15).
164. Konungasøg., udg. af C. R. Unger, s. 192.
165. Nærv. Tidsskr. I (1870). s. 173. [Wikikildens note: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
166. D. Norv. IV no. 601.
167. N. Regnsk. o. Jordeb., udg. af H. Huitfeldt-Kaas, I, 55, 137. 491.
168. Histor. Tidsskr. 2den række III, 123.
169. Til sammenligning hidsættes, at glasvinduer i Danmark var temmelig almindelige ved midten af det 16de hundredaar (se Mejborgs „gamle danske Hjem“, s. 66 og „borgerlige Huse“, s. 39–45).
170. Se det ovennævnte register.
171. Anf. Regnsk. II, 152.
172. D. Norv. XII, 706, 709.
173. Endnu saa sent som i 1602 tækkedes domkirken i Bergen med spaan (N. Mag. II, 603).
174. F. ex. i retterbod for Bergen af 1282 (N. gl. Love III, 15).
175. Saaledes i et testament af 1280–1299 til Olafskirken i Nidaros (D. Norv. II, 40. 41, 64) og et andet af 1475 til Nikolauskirken i Bergen (D. Norv. III, 62). Naar der i det sidste testament ligeledes gives tjære til prædikebrødreklostret sammesteds, kan dog ikke derfra gjøres nogen slutning til dets tagbedækning, da tjæren kunde være myntet paa væggene, eftersom klostrets bygninger var af træ.
176. navnlig paa Mariekirken i Aaslo og Throndhjems domkirke (anf. aarsber. f. 1869, s. 193 og N. Mag. I, 95).
177. Se D. Norv. X, no. 10.
178. Anf. aarsber. f. 1882, s. 213.
179. N. Saml. I, 611 f.
180. Anf. aarsb. f. 1885, s. 159.
181. Se og retterbod af 1360 (N. g. L. III, 180), hvor der nævnes þak (næver til tækning) for kongsgaarden i Bergen.
182. Anf. Regnsk. o. Jordeb. I, 291, 656, Hist. Tidsskr., 2den række, III, 122.
183. Samme Tidsskr., s. 124.
184. N. Mag. II, 70, 84.
185. 10 N. Rigsreg. V, 269.
186. N. Rigsreg. V, 446.
187. Sammest. VII, 164.
188. Naar det i Rigsmaal 12 heder, at trælene „grov torv“, maa dette derimod utvilsomt forstaaes om brændetorv, ikke om græstorv, da denne „skjæres“ eller „hugges“.
189. Som en vistnok yderst sjelden undtagelse paa landet nævnes, at stuen paa Bø i Gjerpen paanyt blev spaanlagt i 1433 (D. Norv. IV. no. 637).
190. Konungasøg., udg. af Unger, s. 269.
191. N. Mag. I, 571.
192. ligesom endnu i 1870 i Vadsø, se Aftenbladet for 19 januar dette aar.
193. N. Mag. 1I, 48.
194. N. Rigsregist. V, 305, 446, 530, jfr. N. Mag. II, 324.
195. N. Mag. anf. st., s. 401.
196. Brandanordn. af 16 mai 1707, kap. I § 2.
197. N. g. Love III, 15 no. 2.
198. Sammest. s. 143 no. 59.
199. Sammest., s. 220.
200. N. Mag. II, 273, 361.
201. Meddelelser fra det norske Rigsarkiv, I, 294.
202. N. Mag. I, 571, no. 131, jfr. N. gl. Love II, 106.
203. Som bekjendt var det engang anseet næsten som en ubestridelig sætning, at de spidse tage, som gaardene paa Bryggen i Bergen fremvise, skulde hidrøre fra en hanseatisk paavirkning. Men foruden at disse bygninger først er opførte efter branden i 1702, da hansekontoret allerede var ophævet, saa fandtes ikke de høie tage alene i Tyskland, men ogsaa andetsteds, navnlig i Frankrige og England, men først i den senere middelalder; særlig i Tyskland kom de først i brug efter det 14de hundredaar.
204. hvor der, som repræsentanter for disse rum, nævnes ildhusdør, bursdør og stuedør (se N. g. Love I, 38, II, 110, III, 265, jfr. Grágás, s. 260).
205. navnlig senest i Kunst og Haandverk fra Norges Fort., s. 2, 18.
206. Dette er det staaende typiske navn for stuebygningen endnu gjennem det 14de og 15de hundredaar over hele Norge baade i by og paa landsbygden endog i Jemteland, se D. Norv. I, no. 146, 232, 275, 351, 395, 397, 400, 419, 476, 481, 502, 624, 909; II, no. 160, 172; III, no. 208, 231, 265, 597; IV, no. 152, 219, 268, 283, 288, 336, 386, 390, 465, 504; V, no. 206, 342; VI, no. 187; VII, no. 297, 301; XI, no. 21, 25, 26, 36, 38, 49, 50, 74, 81, 84, 89, 234.
207. Se Hist. Tidskr. I (1870), s. 153, 165.
208. Heimskr., s. 809.
209. N. Mag. I, 575.
210. Jfr. og byloven (N. gl. Love II, 240), hvor der tales om dem, som snige sig ind i gaardsport eller „forstue“, hvad der tyder hen paa en mindre gaard.
211. Heimskr., udg. af Unger, s. 751.
212. Se Norg. Kongesag., oversatte af O. Rygh, II, 193, 228, medens den ovenanførte beretning om Miklegaard og dens lofter ikke træffes i den kodex, som er benyttet af Unger, se hans Konungasøg., s. 221.
213. eller, som den i Bergen allerede i 1337 kaldtes (D. Norv. II, no. 223) med det endnu brugelige lokalnavn, plads.
214. En saadan gaard betegnes derfor i middelalderen som hel („allr“) i modsætning til halv (se foran s. 353), hvilket ogsaa vedblev i offentlige dokumenter efter middelalderen (N. Mag. I, 459, II, 52 f., jfr. og N. Rigsreg. IV, 354), medens Edvardssøn anvender udtrykkene „enkel“ og „dobbel“ gaard (N. Mag. II, 566 f.). I en anden betydning forekomme disse betegnelser eller istedetfor enkel „enfoldig“ (oldn. einfaldr) om huse paa stranden og derværende søboder (N. Mag. I, 196, II, 554), hvorom mere nedenfor.
215. N. g. Love II, 244.
216. D. Norv. IV, no. 601.
217. N. gl. Love IV, 489, jfr. III, 173 no. 86.
218. Se N. Mag. II, 39.
219. Se nedenfor ridset af Dramshus pl. I fig. 5 o og p.
220. Her kan tilføies, at der i et diplom af 1444 (D. Norv. X, no. 181) angives, at den nordre halvdel af Brynjulfsgaarden i Bergen var 18 „stikke“ bred og saa lang som fra strædet og ned i søen. En norsk stikke var = 1 gammel alen = 18 tommer, og saaledes skulde gaarden i sin helhed, indbefattet den smale gjennemgang, være 27 nuværende alen bred, hvilket bliver omtrent som nu ved Dramshus (se ridset af denne nedenfor pl. I).
221. Se pl. I fig. 6.
222. Se pl. I fig. 1 og 2.
223. Hist. Tidsskr., 2den række III, s. 123.
224. D. Norv. III, no. 131.
225. Sammest. I, no. 98
226. Samst. 146.
227. Samst. II, no. 169.
228. Samst. 223.
229. svarende dertil i kontorets statuter af 1572: „häusser oder buden zur seewärts“ (Krist. Videnskabsselsk. Forhandl. 1878, no. 1, s. 10).
230. D. Norv. I, no. 276.
231. Se foran s. 360.
232. N. Rigsreg. VI, 354.
233. Jfr. Anordn. for kontoret af 7 oktbr. 1754.
234. Lignende kjeldere omtales af Mejborg (gamle danske Hjem, s. 50, 82).
235. D. Norv. II, no. 207, jfr. 215.
236. Se foran s. 405.
237. Herimod kan ikke indvendes, at der i 1348 i allehelgenshospital i Bergen nævnes sovestuen østenfor „setstuen“ (D. Norv. IV. no. 336), da et hospital efter sin natur følgelig kun havde én saadan fællesstue for lemmerne.
238. D. Norv. I, no. 146.
239. Samst. III, no. 265, V no. 206.
240. Samst. IV, no. 397.
241. Samst. I, no. 559.
242. Samst. XII, no. 133, 148 og 167. I det anførte no. 148 staar der forøvrigt, ligesom i no. 134, istedetfor innra veginn meningsløst niðra, hvad der maa hidrøre fra codex Munkaliv., da P. A. Munchs udgave af denne har samme feil, se s. 29 og 31.
243. Se f. ex. D. Norv. I, no. 738. Forresten træffes ordet endnu i den lille „bierkleve“ ved skytningsstuen i Dramshusen (se pl. II fig. 2 C), og ellers i det bergenske duekleve (dueslag).
244. N. Mag. II, 570.
245. saaledes i tiaarene 1323–1404 i 16 forskjellige gaarde (D. Norv. I, no. 239, 391, II, no. 178, III, no. 133, 180, IV, no. 170, 192, 283, 342, 428, 738, V, no. 107, 147, 229, 287, 317, VI, no. 306), hvoriblandt lagmandsgaarden 1380 (D. Norv. V, no. 317) og gildeskaalegaarden (anf. st. IV, no. 738), hvad der viser, at skytningsstuer ei fandtes udelukkende i handelsgaarde.
246. Her først i 1239 (Konungas., udg. af Unger, s. 364, jfr. Flateyarb. III, 132) og i 1414, 1486, 1504 og 1699 i 5 forskjellige gaarde (D. Norv. IX, no. 458, XII, no. 171, Lübecks Urkundenb. V, no. DI, N. Mag. I, 575, no. 22, Kristiania Videnskabsselsk. Forhandl. f. 1876, s. 15).
247. saaledes i Bergen i Holmedal 1699 Cfr. nysanf. Forhandl.).
248. D. Norv. III, no. 180, IV, no. 192, V, no. 287, VI, no. 306.
249. Samst. XII, no. 171, 180.
250. Samst. IX, no. 458.
251. Kr. Videnskabsselsks. Forh. f. 1878, s. 10 § 45.
252. „hvilket“, som det heder ca. 1584 (N. Mag. II, 29), „vel kan sees af de mange klever, stuer og boder paa Bryggen, som maa staa ledige“.
253. d. v. s. stuer eller handelskontorer.
254. N. Mag. I, 53, II, 570, 583.
255. Jfr. pl. II, fig. 2 B.
256. N. Mag. II, 570.
257. dog først efter 1350, saaledes: 1391 i Tunsberg (D. Norv. I, no. 537); 1400, 1413, 1480 i Aaslo (anf. st. II, no. 469, IV, no. 707, V, no. 909); 1465–1472 i Bergen (smst. IV, no. 973, V, no. 855).
258. D. Norv. XII, no. 133 og 148.
259. Se N. Mag. II, 593 og anordn. for kontoret af 7 oktbr. 1754, kap. III § 18.
260. Asl. Bolts Jordeb., s. 78.
261. D. Norv. XI, no. 64.
262. Samst. VII, no. 302.
263. Samst. XI, no. 70.
264. Samst. III, no. 131.
265. Samst. IV, no. 170.
266. Samst. 283.
267. Fritzner sætter et spørsmaalstegn ved dette ord. Kan det ikke betyde borddugshold i skytningsstuen?
268. Saaledes maa det formentlig oversættes. Betyder ordet her derimod at bordklæde væggene, vilde min antagelse ovenfor (s. 391), at man i middelalderen hos os ikke kjendte saadan klædning paa tømmervæggene, være urigtig.
269. D. Norv. IV, no. 579.
270. Samst. V, no. 342.
271. Samst. IV, no. 707.
272. Samst. 751.
273. Samst. V, no. 909.
274. D. Norv. I, no. 134.
275. Samst. no. 146.
276. mateldhús. Ordet er ei nævnt i Fritzners ordbog og træffes nok kun i det anførte diplom. Det styrker forøvrigt Fritzners formodning om, at matstofa (anf. st. II, 658) har samme betydning som folkesprogets matstova (jfr. I. Aasen), nemlig ildhus.
277. D. Norv. II, no. 223. I overskriften er her indløbet to feil, idet diplomet henføres til Brødregaarden og delingen angives at omfatte hele gaarden istedetfor kun dens ene halvdel. Den sidste forvexling viser sig ogsaa i Fritzners ordbog (II, 573, 2den spalte, linje 16 fra neden), hvor diplomets innri lutinn antages = innri veginn, istedetfor at det betyder den indre lod af gaardens søndre halvdel i modsætning til den ydre lod i retning af bryggen.
278. mørkeloftet.
279. gjæringsrum for øl.
280. miðplaz af plaz, plads eller med bestemt artikel pladsen, endnu det lokale navn overalt i Bergen for gaardsrummet.
281. Allerede 1309 nævnes (D. Norv II, no. 97) Godik Og Jon som udenlandske vintersiddere i gaarden.
282. Gaarden er endnu hel, men har i det mindste efter 1800 kun havt 5 stuer eller handelskontorer. Dette er dog det største antal af dette slags, som nogen gaard paa bryggen nu har.
283. D. Norv. II, 392, 413.
284. Samst. 513, 1131.
285. Samst. XII, no. 133.
286. Samst. I, no. 590 (jfr. 591), hvori det heder: »ok woru þari fimtan hús ok segstighi ok átta stofur i garðinum«, hvilket efter sprogets medfør snarest maa oversættes som oven anført, medens den hidtil værende forstaaelse om 15 huse og 68 stuer ogsaa af andre grunde bliver umulig, da ordet stue her aabenbart betegner det samme som nu eller et handelskontor, hvorom mere nedenfor. Den ovenfor i texten anvendte oversættelse af diplomet vil ogsaa stemme med, hvad der endnu er tilfældet, da gaarden nu har 4 stuer, men kun er en halv gaard. Naar den anden halvdel blev sløifet, vides ikke, dog mulig efter branden i 1476, men ialfald før 1566 (N. Mag. II, 52).
287. D. Nov. XII, no. 148.
288. Se Lübecks Urkundenb. V, no. DI, hvor det sidste ovennævnte afsnit udtrykkes ved „et omnes partes ad predicta habitacula in skytningsstuen og ildhuset in Fingarden situatas appertinentes“.
289. D. Norv. XII, no. 167.
290. Samst. no. 171.
291. Samst. no. 180.
292. Samst. IX, no. 792.
293. Kristiania Videnskabsselsk. Forhandl. f. 1876, s. 15.
294. Efterat den levnede halvdel (se s. 361) af gaarden Kappen ( med 1 stue) i 70-aarene blev indkjøbt af kommunen og nedrevet, er der paa Bryggen nu kun tilbage 11 hele gaarde med 37 stuer og 5 halve med 13 stuer, tilsammen 50 stuer. (Jfr. ytringen i den norske So, foran s. 415 note 5 og N. Mag. III, 71).
295. se N. Mag. II, 569, jfr. s. 25.
296. d. e. mellem begge korsmesser (3 mai og 14 septbr.), hvorved berigtiges, hvad ovenfor (s. 342) er anført.
297. Jfr. N. Mag. III, 72.
298. Herpaa har jeg før gjort opmærksom (se N. Mag. II, 571). Som exempler kan hidsættes følgende ord: garten (gaard), enkelden (enkel), stave (stue), sehestave (søstue), schutstave (skytningsstue), kleve (kleve), kleveschwen (klevesvend), elde (ild), elthaus (ildhus), eldroven (ildovn, røgovn), hausbund (husbonde), flidtleute (flytmænd, færgemænd), mølie (mølje), klocke fünf (klokken fem), (se dr. Y. Nielsen i Kristiania Videnskabsselsk. Forhandl. f. 1880, no. 13, s. 6, 9, 10, 11, 14–16, 23), allemanien (almenninger) (samsts. f. 1878 no. 1, s. 56). Naar det endvidere forbydes i statuterne af 1572 (smsts. s. 8) at gaa med bart lys „auf dem Rehte“, saa er dette ord selvfølgelig en omdannelse af rið (trappe), hvilket dog i anordn. af 7 oktbr. 1754 kap. III, § 15 gjengives med „svaler“. Derimod sees det, at naar der ved gaardenes bygninger indføres nogen ny indretning, saa betegnes denne med et tysk ord. Dette er f. ex. tilfældet med de til gaardene føiede lave sideskur, der formodentlig er opkomne efter branden i 1476 for at benytte de ved den da foretagne sløifning af veiter og almenninger ledigblevne tomter (jfr. foran s. 361). Disse sideskur kaldes endnu tasker. Ordet bruges ogsaa i Sverige (se Upplands Fornminnesfören. tidskr. IV, 49), men maa vistnok oprindelig være plattysk. Vi træffe saaledes i et hamburgsk diplom af 1559 omtalt som tilbygning til raadhuset „die kleine wyenbode edder taske“, (Gesch. d. Hamb. Rathhaus., udg. af Verein f. hamb. Gesch. for 1867, s. 14). Endnu kan tilføies som exempel paa, at tyskerne optog ord, der var fælles for begge sprog, men med den særlige betydning, de havde i Norge, naar det i de ovennævnte statuter af 1572 forbydes at skjære nye døre ud i „häussern (d. e. rum) oder buden zur seewärts“ (mod bryggen) (anf. Forhandl. f. 1878 no. 1, s. 10).
299. d. e. senest inden 1332, hvis ogsaa Bryggen brændte i den da indtrufne store bybrand, eller i modsat fald efter branden i 1248, og saaledes før der endnu fandtes tyske vintersiddere eller ialfald ikke i noget betragteligt antal, hvorom mere nedenfor. Som det synes, maa ogsaa de i diplomerne af 1315 og 1337 (s. 419) omtalte stuer opfattes som handelsstuer i den her omhandlede betydning og altsaa før det hanseatiske kontors stiftelse (ca. 1350).
300. D. n. F. Hist. III, 944.
301. D. Norv. I, s. 111.
302. Rigtignok nævner Munch (anf. st. II, s. 688) en „skytningsstue“ i Bergen saa tidlig som ved 1127, og skjønt der vistnok allerede dengang fandtes saadanne stuer i gaardene paa Bryggen, træffes dog ikke dette udtryk i Munchs kilde (Orknøing. saga), hvorimod det der kun heder, at Kale Kollssøn under sit ophold i Bergen havde sit herberge (skytningr) i enken Unn’s gaard.
303. Dette er formodentlig en nyere indretning, medens i ældre tid, da gaarden sandsynligvis havde 8 handelsstuer (ligesom Finngaarden, s. 421), disse vistnok var beliggende paa hver sin side af midtgangen.
304. Tallet kan sammenlignes med, hvad der i middelalderen var tilfældet med Brædsgaarden og Finngaarden (s. 421).
305. Denne er vistnok fremkommet ved at forene to handelsstuer, en i hver halvdel af gaarden, hvilke da begge har været „søstuer“ (se foran s. 411).
306. Ovnen var altsaa (jfr. s. 396, 415) noget nyt, der indkom ved gjenopbyggelsen efter branden i 1702.
307. Se Kunst og Haandv. f. Norg. Fort. pl. LXVII.
308. Et noget lignende har været brugt i Holstein (se Mejborg, gamle danske Hjem, s. 91 fig. 108).
309. skrives i Aasens ordbog „bandeloft“, hvad der neppe kan være rigtigt, da det udtales baneloft; første del af ordet er formentlig det samme som sidste del i reberbane.
310. Endnu er det som bekjendt en ren sjeldenhed at træffe fjøs eller stald i huse ved Strandgaden, og oprindelig fandtes de vistnok slet ikke.
311. „Taxering paa huse og eiendomme i Bergen“ (i rigsarkivet).
312. N. Mag. II, 554.
313. Samst. I, 194–196.
314. Ovenfor s. 357 har jeg sagt, at branden i dette aar var den første, hvorved stranden gik op i luer. Dette er dog usikkert, skjønt man ei med bestemthed ved, om strøget blev berørt af de tidligere bybrande i 1332, 1393, 1395 og 1429.
315. Først efter branden i 1830 begyndte man ved opbyggelsen af de nye huse at afskaffe disse ydre trapper og lægge dem ind i nederste stokverk.
316. Jeg kan derfor ikke være enig med provst Fritzner, naar han i sin ordbog (II, 418, 2den spalte) formoder, at gangen i den saakaldte Hvelvingsgaard (noget udenfor torvet) rigtigst opfattes som bryggesidens gaardsrum, hvorimod den, som oven bemærket, svarer til bylovens veiter.
317. N. Mag. I, 594–596.
318. Det yngste exempel paa, at et hus ved Strandgaden kaldes gaard, har vi vel i 1640, da der nævnes „Skrivergaarden“ (ved nordre hjørne af Kortspilsmuget?). (Se N. Rigsreg. VII, 651).
319. N. Mag. I, 305.
320. Samst. II, 277.
321. Samst. I, 575, no. 20.
322. Samst. II, 277.
323. Samst. I, 196.
324. Ordet (pothuis) er hollandsk og nedertysk. I Holland har det betydningen af en ussel bolig i husets underste del og særlig en skoflikkerbod.
325. N. Mag. II, 549 § 7.
326. Samst. 358 § 26.