Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel.), (s. 48-86).
- (En trang fjeldsti højt oppe. Det er tidlig morgen. Peer Gynt går ilsomt og uvillig langs stien, Ingrid, halvt brudepyntet, søger at holde han tilbage.)
PEER GYNT
- Gå ifra mig!
INGRID
- (grædende)
- Efter dette!
- Hvor?
PEER GYNT
- (vrider hænderene)
- O, hvad svig!
PEER GYNT
- Unyttig trætte.
- Hver får gå sin egen vej.
INGRID
- Brot – og brot igen os binder! PEER GYNT
- Djævlen stå i alt, som minder!
- Djævlen stå i alle kvinder, –
- uden en-!
INGRID
- Hvem er den ene?
PEER GYNT
- Ikke dig.
INGRID
- Hvem er det da?
PEER GYNT
- Gå!Gå did du kom ifra!
- Fort! til faren din!
INGRID
- Kære, vene –!
PEER GYNT
- Ti!
INGRID
- Du kan umuligt mene,
- hvad du siger.
PEER GYNT
- Kan og vil.
INGRID
- Lokke først, – og så forskyde!
PEER GYNT
- Og hvad kår har du at byde? INGRID
- Hægstad gård og mere til.
PEER GYNT
- Har du salmebog i klædet?
- Har du guldfaks over nakken?
- Skotter du nedover spredet?
- Holder du din moer i stakken?
- Svar!
INGRID
- Nej; men-?
PEER GYNT
- Gik du til presten
- nu ivår da?
INGRID
- Nej, men Peer-?
PEER GYNT
- Har du blygsel over øjet?
- Kan du nægte, når jeg beer?
INGRID
- Kors; jeg tror, hans vid er fløjet-!
PEER GYNT
- Blir der helg, når en dig ser?
- Svar!
INGRID
- Nej, men –
PEER GYNT
- Hvad er så resten!?
- (vil gå) INGRID
- (træder ivejen)
- Ved du, det er halsløs dåd,
- hvis du sviger?
PEER GYNT
- Får då være.
INGRID
- Du kan vinde gods og ære,
- hvis du taer mig –
PEER GYNT
- Har ej råd.
INGRID
- (brister i tårer)
- O, du lokked-!
PEER GYNT
- Du var villig!
INGRID
- Trøstløs var jeg!
PEER GYNT
- Jeg var yr.
INGRID
- (truende)
- Ja, men boden blir dig dyr!
PEER GYNT
- Dyrest bod får kaldes billig.
INGRID
- Står du fast ved dit? PEER GYNT
- Som sten.
INGRID
- Godt; så se da, hevm som vinder!
- (går nedover)
PEER
- (tier en stund; med et skriger han)
- Djævelen stå i alt, som minder!
- Djævelen stå i alle kvinder!
INGRID
- (drejer hovedet og råber hånligt op)
- Uden en.
PEER GYNT
- Ja; uden en.
- (de går hver sin vej)
- (Ved et fjeldvand; det er blødt og myrlændt omkring. Et uvejr trækker op. Åse, fortvilet, råber og ser sig til alle sider. Solvejg har ondt for at holde tridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et stykke bagefter.)
ÅSE
- (fægter med armene og river sig i håret)
- Alting er imod mig med vredens vælde!
- Himmel og vand og de stygge fjelde!
- Himlen vælter skodde for at forvilde ham!
- Det lumske vand vil ved livet skille ham!
- Fjeldene vil slå ham med skred og rap;
- og så menneskene! De er ude på drab!
- Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!
- O, den bytting; at fanden skulde friste ham!
- (vender sig til Solvejg)
- Ja, er det ikke rent utænkelig, sligt?
- Han, som stødt for med løgn og digt; –
- han, som bare i munden var stærk;
- han, som aldri har prøvet et dugeligt værk; –
- han-! En kunde både græde og le! –
- O, vi holdt sammen i nød og ve.
- Ja, for du skal vide, manen min drak,
- for bygden rundt med dårskab og snak,
- ødte og trådte vår velstand under fod.
- Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.
- Vi vidste ikke bedre råd, end at glemme;
- for det falder mig så svært at stå rigtig imod.
- Det er så fælt at se skæbnen under øjne;
- og så vil en jo gerne ryste sorgene af sig,
- og prøve som bedst at skyde tankerene fra sig.
- En bruger brændevin, en anden bruger løgne;
- å, ja! så brugte vi eventyr
- om prinser og trolde og alleslags dyr.
- Om bruderov med. Men hvem kunde tænkt,
- de fandens rægler skulde i ham hængt?
- (forfærdet igen)
- Hu, for et skrig! Det er nøkken eller draugen!
- Peer! Peer! – Der oppe på haugen-!
- (løber opover en liden højde og ser over vanedt. Indflytterfolkene kommer til)
ÅSE
- Ikke spor at se! MANDEN
- (stille)
- Det er værst for ham.
ÅSE
- (grædende)
- Ak, min Peer! Mit fortabte lam!
MANDEN
- (nikker mildt)
- Ja, rigtig. Fortabt.
ÅSE
- Nej, snak ikke slig!
- Han er glup. Der er ingen ham lig.
MANDEN
- Du dårlige kvinde!
ÅSE
- Å-ja, å-ja;
- jeg er dårlig; men gutten er bra'!
MANDEN
- (altid dæmpet og med milde øjne)
- Hans sind er forhærdet; hans sjæl er tabt.
ÅSE
- (angst)
- Nej, nej da! Så hård er Vorherre knapt!
MANDEN
- Tror du han kan for sin syndegæld sukke?
ÅSE
- (ivrig)
- Nej, men han kan ride i luften på bukke! KONEN
- Kors, I er gal?
MANDEN
- Hvad siger I, moer?
ÅSE
- Ingen gerning er ham for stor.
- I skal se, får han bare leve så længe –
MANDEN
- Bedst var det, I så ham i galgen hænge.
ÅSE
- (skriger)
- Kors i Jesu navn!
MANDEN
- Under mestermands hænder,
- tør ske, at hans sind sig til anger vender.
ÅSE
- (fortumlet)
- Å, I snakker mig snart i svime!
- Vi må finde ham!
MANDEN
- Frelse hans sjæl.
ÅSE
- Og krop!
- Sidder han i myren, må vi drage ham op;
- er han bergtagen, må vi efter ham kime.
MANDEN
- Hm! – Her er fævej – ÅSE
- Gud lønne jer rigt,
- at I hjælper mig tilrette!
MANDEN
- Det er kristenpligt.
ÅSE
- Tvi; da er de hedningnger alle de andre!
- Der var ikke en, som med vilde vandre –
MANDEN
- De har kendt ham for godt.
ÅSE
- Han var dem for gild!
- (vrider hænderne
- Ok tænk, – og tænk, hans liv står på spil!
MANDEN
- Her er spor af mandefod.
ÅSE
- Her må vi lede!
MANDEN
- Under sæteren vor vil vi flokken sprede.
- (han og konen går foran)
SOLVEJG
- (til Åse)
- Fortæl mig lidt mere.
ÅSE
- (tørrer øjnene)
- Om sønnen min? SOLVEJG
- Ja; – alting!
ÅSE
- (smiler og knejser med nakken)
- Alting? – Træt blev du da!
SOLVEJG
- Før blir I træt af talen at føre,
- end jeg af at høre.
- (Lave træløse højder opunder fjeldvidden; tinder længere borte. Skyggerne falder lange; det er sent på dagen)
PEER GYNT
- Hele sognet er efter i en flok!
- De har væbnet sig både med rifle og stok..
- Fremst kan en høre Hægstadgubben tude. –
- Nu spørges det vidt at Peer Gynt er ude!
- Det er noget andet end at baske med en smed!
- Det er liv! En blir bjørn i hver et led.
- (slår om sig og springer ivejret)
- Bryde, vælte, stemme fossen imod!
- Slå! Rykke furuen op med rod!
- Det er liv! Det kan både hærde og højne!
- Til helved med alle de vasne løgne!
TRE SÆTERJENTER
- (løber over bakkerne, skrigende og syngende)
- Trond i Valdfjeldet! Bård og Kåre!
- Troldpak! Vil I sove i armene vore?? PEER GYNT
- Hvem skriger I efter?
JENTERNE
- Efter trold! Efter trold!
FØRSTE JENTE
- Trond! Far med lempe!
ANDEN
- Bård! Far med vold!
TREDJE JENTE
- I sælet står alle koverne tomme!
FØRSTE JENTE
- Vold er lempe.
SECOND GIRL
- Og lempe er vold!
TREDJE JENTE
- Fattes der gutter, en leger med trold!
PEER GYNT
- Hvor er gutterne da?
ALLE TRE
- (skoggerleende)
- They cannot come hither!
FØRSTE JENTE
- Min kaldte mig både for kærest og frenke.
- Nu er han gift med en halvgammel enke.
ANDEN JENTE
- Min mødte en tatertøs nord i lien.
- Nu traver de to på fantestien. TREDJE JENTE
- Min tog løsungen vor afdage.
- Nu står hans hoved og griner på en stage.
ALLE TRE
- Trond I Valfjeldet! Bård og Kåre!
- Troldpak! Vil I sove i arme vore?
PEER GYNT
- (står med et spring imellem dem)
- Jeg er tre hoders trold, og tre jenters gut!
JENTERNE
- Er du slig karl, du?
PEER GYNT
- I får dømme tilslut!
FØRSTE JENTE
- Til sælet! Til sælet!
ANDEN JENTE
- Vi har mjød!
PEER GYNT
- Lad den flomme!
TREDJE JENTE
- Denne lørdagsnat skal ingen kover stå tomme!
ANDEN JENTE
- (kysser ham)
- Han gnistrer og sprutter som glohede jernet.
TREDJE JENTE
- (ligeså)
- Som barneøjne fra svarteste tjernet. PEER GYNT
- (danser i flokken)
- Hugen sturen og tanken kåd.
- I øjet latter; i halsen gråd!
JENTERNE
- (gør lange næser mod bergnuterne, skriger og synger)
- Trond i Valsfjerldet! Bård og Kåre!
- Troldpak! – Fik I sove i armene vore?
- (De danser bortover højderne med Peer Gynt imellem sig)
- (Mellem Ronderne. Solnedgang. Skinnende snetoppe rundt om. Peer Gynt kommer yr og forvildet)
PEER GYNT
- Slot over slot sig bygger!
- Hej, for en skinnede port!
- Stå! Vil du stå! Det rygger
- længer og længer bort!
- Hanen på fløjen løfter
- vingerne sine til flugt;
- alt blåner sig bort i kløfter,
- og berget er låst og lukt. –
- Hvad er det for stammer og rødder,
- som vokser af åsens spræk?
- Det er kæmper med hegrefødder!
- Nu dåner de også væk.
- Det vimrer, som regnbu-strimer;
- det skær mig i sind og syn.
- Hvad er det, som langvejs kimer?
- Hvad vægt på mit øjenbryn!
- Hu, hvor det værker i panden. –
- En bændende glohed ring-!
- Jeg kan ikke mindesm hvem fanden
- der brænedte mig den omkring!
- (segner ned)
- Flukt over Gendin-eggen.
- Digt og forbannet løgn!
- Opover bratteste væggen
- med bruden – og drukken et døgn;
- jaget af høg og glenter,
- truet af trold og sligt,
- turet med galne jenter; –
- løgn og forbandet digt!
- (stirrer længe opad)
- Der sejler to brune ørne.
- Mod sør går de vilde gæs.
- Og her skal jeg traske og tørne
- i mudder og søl til knæs!
- (springer ivejret)
- Jeg vil med! Jeg vil vaske mig ren i
- de hvasseste vindes bad!
- Jeg vil højt! Jeg vil dukke mig ven i
- det skinnende døbefad!
- Jeg vil ud over seterbøen;
- jeg vil ride mig skær tilsinds;
- jeg vil fram over salte sjøen,
- og højt over Engellands prins!
- Ja, glan kun, I unge jenter;
- min færd kommer ingen ved;
- det er ikke gavn at I venter-!
- Jo, kanske jeg svipper derned. –
- Hvad nu da? De bruneørne -?
- Jeg mener fanden dem tog! –
- Der rejser sig gavlens hjørne;
- det højnes i hver en krog:
- det vokser sig op af gruset; –
- se, porten vidåpen står!
- Ha, ha, nu kender jeg huset;
- det er farfars nybygdte gård!
- Væk er de gamle klude;
- væk gærdet, som stod for fald.
- Det glittrer fra hver en rude;
- der er lag i den store sal.
- Der hørte jeg provsten klaske
- med knivryggen mod sit glas; –
- der slængte kaptejnen sin flaske,
- så spejlvæggen sprak i kans. –
- Lad ødes; lad gå tilspilde!
- Ti, moer; der er lige fedt!
- Den rige Jon Gynt holder gilde;
- hurra for den gynske æt!
- Hvad er det for ståk og stønn?
- Hvad er det for skrig og skrål?
- Kaptejnen råbder på sønnen;
- å, provsten vil drikke min skål.
- Ind da, Peer Gynt, til dommen;
- den lyder i sang og klang:
- Peer Gynt, af stort est du kommen,
- og til stort skalst du vorde engang!
- (springer fremad, men render næsen mod et bergstykke, falder og bliver liggende)
- En lid med store susende løvtrær. Stjerner blinker gennem løvet; fugle synger i trætoppene. En grønnklædt kvinde går i liden. Peer Gynt følger efter under allslags forelskede fagter.)
DEN GRØNKLÆDTE
- (standser og vender sig)
- Er det sandt?
PEER GYNT
- (skærer med fingeren over struben)
- Så sandt, som jeg heder Peer; –
- så sandt, som du er en dejlig kvinde!
- Vil du ha'e mig? Du skal se, hvor fint jeg mig ter;
- du skal hverken træde væven eller spinde.
- Mad skal du få, så du er færdig at sprække.
- Aldri skal jeg dig i håret trække –
DEN GRØNKLÆDTE
- Ikke slå mig heller?
PEER GYNT
- Nej, var det ligt?
- Vi kongsønner slår ikke kvindfolk og sligt.
DEN GRØNKLÆDTE
- Er du kongsøn?
PEER GYNT
- Ja.
DEN GRØNKLÆDTE
- Jeg er Dovrekongens datter.
PEER GYNT
- Er du det? Se, se; det træffter jo godt. DEN GRØNKLÆDTE
- Inde i Ronden har faer min sin slot.
PEER GYNT
- Da har moer min et større, såvidt jeg fatter.
DEN GRØNKLÆDTE
- Kender du faer min? Han heder kong Brose.
PEER GYNT
- Kender du moer min? Hun heder dronning Åse.
DEN GRØNKLÆDTE
- Når faer min er sindt, så sprækker fjelde.
PEER GYNT
- De raport, bare moer min taer på at skælde.
DEN GRØNKLÆDTE
- Faer min kan spænde under højeste hvælven.
PEER GYNT
- Moer min kan ride gennem strideste elven.
DEN GRØNKLÆDTE
- Har du anden klædning, end fillerne der?
PEER GYNT
- Hå, du skulde se mine søndagsklæer!
DEN GRØNKLÆDTE
- Jeg går til hverdags i guld og silke.
PEER GYNT
- Det tykkes dog ligere stry og stilke.
DEN GRØNKLÆDTE
- Ja, det er et du må komme ihug;
- så er nu Rondefolkets skik og brug:
- tvefold laget er alt vort eje.
- Kommer du frem til min faders gård,
- tør det hænde sig let, at du er påveje
- til at tro, du i styggeste stenrøsen står.
PEER GYNT
- Ja, er det ikke akkurat slig hos os?
- Alt guldet vil tykkes dig rusk og bos;
- og kanske vil du tro, hver glittrende rude
- er en bylt af gamle hoser og klude.
DEN GRØNKLÆDTE
- Svart tykkes hvidt, og stygt tykkes vent.
PEER GYNT
- Stort tykkes lidt, og skident tykkes rent!
DEN GRØNKLÆDTE
- (falder ham om halsen)
- Ja, Peer, så ser jeg, vi to passer sammen!
PEER GYNT
- Som benet og brogen; som håret og kammen.
DEN GRØNKLÆDTE
- (råber bort i liden)
- Brudehest! Brudehest! Kom, brudehesten min
- (en kæmpestor gris kommer løbende med en tougstump til grime og en gammel sæk til sadel. Peer Gynt svinger sig op og tager den grønklædte foran sig.)
PEER GYNT
- Hejsan! Vi skal stryge gennem Rondeporten ind!
- Rap dig, rap dir, min ganger god! DEN GRØNKLÆDTE
- (kælen)
- Ak, nylig gik jeg så stur og mod –.
- Nej, en ved aldri hvad edr kan hændes!
PEER GYNT
- (prygler grisen og traver afsted)
- På ridestellet skal storfolk kendes!
- (Dovregubbens kongshal. Stor forsamling af hoftrolde, tomtegubber og hougmænd. Dovregubben i højsædet med krone og spir. Hans børn og nærmeste slægtninge til begge sider. Peer Gynt står fora ham. Stærk røre i salen.)
HOFTROLDENE
- Slagt ham! Kristenmands søn har dåret
- Dovregubbens veneste mø!
EN TROLDUNGE
- Må jeg skjære ham i fingeren?
EN ANDEN TROLDUNGE
- Må jeg rive ham i håret?
EN TROLDJOMFRU
- Hu, hej, lad mig bide ham i låret!
TROLDHEKS
- (med en slev)
- Skal han lages til sod og sø?
EN ANDEN TROLDHEKS
- (med retterkniv)
- Skal han steges på spid eller brunes i gryde?
DOVREGUBBEN
- Isvand i blodet!
- (vinker sine fortrolige nærmere sig.)
- Lad os ikke skryde.
- Vi er gået tilagters i de senere år;;
- vi ved ikke mer om det ramler eller står,
- og folkehjælp skal en ikke fra sig skyde.
- Desuden er gutten fast uten lyde,
- og stærkbygget med, såvidt jeg ser.
- Sandt nok, han har kun et eneste hode;
- men datter min har jo heller ikke fler.
- Tre hoders trolde går rent af mode;
- selv tvehoder får en knapt øje på,
- og de holder endda kun så som så.
- (Til Peer Gynt)
- Altså, det er min datter, du kræver?
- Peer Gynt
- Din datter og riget i medgift, ja.
DOVREGUBBEN
- Det halve får du, imens jeg lever,
- og det andet halve når jeg engang falder fra.
PEER GYNT
- Det er jeg nøjd med.
DOVREGUBBEN
- Ja, stop, min gut; –
- du har også nogle tilsagn at give.
- Brydes et af dem, er hele pagten brudt,
- og du slipper ikke herfra ilive.
- For det første må du love, at du aldri ændser
- hvad der ligger udefor Rondernes grænser;
- dag skal du sky, og død og hver lysbar plet. PEER GYNT
- Får eg kaldes for konge, så holder det let.
DOVREGUBBEN
- Dernæst, – nu vil jeg i kløgt dig prøve –
- (reiser dig i sædet)
DET ÆLDSTE HOFTROLD
- (til Peer Gynt)
- . Lad se, om du har en visdomstand,
- som kan Dovregubbebs gådenødd kløve!
DOVREGUBBEN
- Hva er forskellen mellem trold og mand?
PEER GYNT
- Der er ingen forskel, så vidt jeg ser.
- Stortrold vil stege og småtrold vil klore; –
- ligeså hos os, hvis bare de turde.
DOVREGUBBEN
- Sandt nok; vi er ens i det og mer.
- Men morgen er morgen og kveld er kveld,
- så forskel blir der nu lige vel. –
- Nu skal du høre hvad det er for noget:
- Derude, under det skinnende hvælv,
- mellem mænd det heder: «Mand, vær dig selv!»
- Herinde hos os mellem troldenes flok
- det heder: «Trold, vær dig selv-nok!»
HOFTROLDET
- (til Peer Gynt)
- Øjner du dybden?
PEER GYNT
- Det tykkes mig tåget. DOVREGUBBEN
- «Nok», min søn, det kløvende, stærke
- ord må stå i dit våbenmerke.
PEER GYNT
- (river sig bag øret)
- Nej, men –
DOVREGUBBEN
- Det må, skal du her vorde herre!
PEER GYNT
- Ja, skidt; lad gå; det er jo ikke værre –
DOVREGUBBEN
- Dernest må du lære at sætte pris
- på vor jævne hjemlige levevis.
- (han vinker: to trolde med svinehoveder, hvide nathuer, o.s.v. bringer mad og drikke)
- Koen giver kager og studen mjød;
- spørg ej om den smager sur eller sød;
- hovedsagen er, det får du eh glemme,
- den er brygget herhjemme.
PEER GYNT
- (støder sagerne fra sig)
- Fanden med eders hjemlige drik!
- Jeg vænner mig aldri til landsens skik.
DOVREGUBBEN
- Bollen følger med, og den er af guld.
- Hvo guldbollen ejer, han er datter min huld.
PEER GYNT
- (grundende)
- Det står jo skrevet: Du skal tvinge din natur; –
- og i længden falder drikken vel mindre sur.
- Lad gå!
- (føjer sig)
DOVREGUBBEN
- Se, det er fornuftig sagt.
- Du spytter?
PEER GYNT
- En får håbe på vanens magt.
DOVREGUBBEN
- Dernæst må du kaste dine kristenmandsklæder;
- thi det skal du vide til vort Dovres hæder:
- her er alting fjerldvirket, ingenting fra dalen,
- undtagen silkesløjfe yderst på halen.
PEER GYNT
- (vred)
- Jeg har ingen hale!
DOVREGUBBEN
- Så kanst du få.
- Hoftrold, bind han min søndagshale på.
PEER GYNT
- Nej, om du får! Vil du gøre mig til nar?
DOVREGUBBEN
- Bejl aldri til datter min med bagen bar.
PEER GYNT
- Gøre mennesker til dyr!
DOVREGUBBEN
- Min søn, du fejler;
- jeg gør dig bare til en høvlig bejler.
- Du skal få en brandgul sløjfe at bære,
- og det gælder her for den højste ære.
PEER GYNT
- (betænksomt)
- Der siger jo, mennesket er kun et fnug.
- Og lidt får en lempes efter skik og brug.
- Bind væk!
DOVREGUBBEN
- Du est en medgørlig fyr.
HOFTROLDET
- Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!
PEER GYNT
- (arrig)
- Hå, vil I endnu til mere mig tvinge?
- kræver I også min kristenmands-tro?
DOVREGUBBEN
- Nej, den kan du gerne beholde i ro.
- Troen går frit; den lægges ingen told på;
- det er skorpen og snittet en skal kende et trold på.
- Bare vi er ens i lader og klædsel,
- kan du gerne kalde tro, hvad vi kalder rædsel.
PEER GYNT
- Du er dog, de mange vilkår tiltrods,
- mere rimelig karl, end en skulde frygte.
DOVREGUBBEN
- Min sønn, vi trolde er bedre end vort rygte;
- det er også en forskel mellem jer og os. –
- Dog, endt er gildets alvorlige del;
- nu vil vi ører og øjne fryde.
- Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!
- Dansemø, frem! Træd Dovrehallens fjæl!
- (spil og dans)
HOFTROLDET
- Hvad tykkes dig?
PEER GYNT
- Tykkes? Hm –
DOVREGUBBEN
- Tal uden frygt!
- Hvad ser du?
PEER GYNT
- Noget ustyggelig stygt:
- Med kloven slår en bjeldeko tarmestrængt spil.
- I stuthoser ttripper en purke dertil.
HOFTROLDENE
- Æd ham!
DOVREGUBBEN
- Husk, han har menneskesanser!
TROLDJOMFRUER
- Hu, riv af ham både øre og øje!
DEN GRØNKLEDTE
- (grædende)
- Huhu! Sligt må vi høre og døje,
- når jeg og søster min spiller og danser!
PEER GYNT
- Åhå; var det dig? Lidt spøg i gildet,
- det ved du, er aldri så ilde met. DEN GRØNKLEDTE
- Tør du bande på det?
PEER GYNT
- Både dansen og spillet
- var katten kore mig, riktig pent.
DOVREGUBBEN
- Det er underligt med den menneskeart;
- den hænger i så mærkværdigt længe.
- Får den i dyst med os en flænge,
- sætter den vel ar, men den heles snart.
- Min svigersøn er nu så føjelig som nogen;
- villig har han kastet kristenmandsbrogen,
- villig har han drukket mjødpokalen,
- villig har han bundet bag på sig halen, –
- så villig, kort sagt, til alt, hvad vi bad ham,
- at trygt jeg tænkte, den gamle Adam,
- var engang for alle på porten jaget;
- men se, med et har han overtagt.
- Ja-ja, min søn, så må du i kur
- mod denne hersens menneskenatur.
PEER GYNT
- Hvad vil du gøre?
DOVREGUBBEN
- I venstre øjet,
- jeg risper dig lidt, så ser du skævt;
- men alt det du ser, tykkes gildt og gævt.
- Så skærer jeg ud den højre ruden –
PEER GYNT
- Er du drukken? DOVREGUBBEN
- (lægger noge skarpe redskaper på bordet)
- Her ser du glasmesterøjet.
- Spjeld skal du få, som den olme studen.
- Da vil du skønne, hun er dejlig, bruden, –
- og aldri vil synet dit kverves, som før,
- af trippende purker og bjeldekør –
PEER GYNT
- Det er galmands snak!
DET ÆLDSTE HOFTROLD
- Det er Dovregubbens tale;
- han er den vise og du dem gale!
DOVREGUBBEN
- Tænk efter, hvor megen fortræd og plage
- du kan fri dig for mellem år og dage
- Kom dog ihug, at synet er kilden
- til grådens argende beske lud.
PEER GYNT
- Sandt nok; og der står i huspostillen:
- forarger dig øjet, så slå det ud.
- Hør! Sig mig, når heles så synet igen
- til menneskesyn?
DOVREGUBBEN
- Ingensinde, min ven.
PEER GYNT
- Nå, så! Ja, så siger jeg tak for mig.
DOVREGUBBEN
- Hvad vil du udenfor? PEER
- Gå min vej.
DOVREGUBBEN
- Nej, stop! Det er letvindt at slippe herind!
- men udad går ikke Dovregubbens grind.
PEER GYNT
- Du vil da ikke tvinge mig voldeligt?
DOVREGUBBEN
- Hør nu, og vær fornuftig, prins Peer!
- Du har gaver for troldskab. Ikke sandt, han ter
- sig allerede nu så temmelig troldeligt?
- Og trold vil du være?
PEER GYNT
- Ja-Gud vil jeg så.
- For en brud og et velskøttet rige på købet
- kan jeg finde mig i at noget går i løbet.
- Men alting i verden er der måde på.
- Halen har jeg taget, det er ganske sandt;
- men jeg kan vel få løst, hvad det hoftrold bandt;
- brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;
- men jeg kan vel igen få den på mig knappet.
- Og sagtens kan jeg også få losset båden
- for denne dovriske levemåden.
- Jeg skal gerne sværge på, en ko er en mø;
- en ed kan en altid jo æde i sig; –
- men det, at vide, at en aldri kan fri sig,
- at en ikke som et skikkeligt menneske kan dø,
- at gå som et bergtrold alle sine dage, –
- dette her, at en aldri kan træde tilbage,
- som der ståri bogen, det lægger du vind på;
- men det er noget, som jeg aldri går ind på.
DOVREGUBBEN
- Nu bliver jeg, sandt for udyden, vred;
- og da er jeg ikke til at gantes med.
- Du dagblakke pilt! Ved du hvem jeg er?
- Først så kommer du min datter for nær –
PEER GYNT
- Det er løgn i din hals!
DOVREGUBBEN
- Du må hende ægte.
PEER GYNT
- Tør du sige mig på, at -?
DOVREGUBBEN
- Hvad? Kan du nægte,
- hun var din attrå og i din begær?
PEER GYNT
- (blæser)
- Ikke andet? Hvem fanden hænger sig i sligt?
DOVREGUBBEN
- Mennesket blir sig dog altid ligt.
- Ånden bekender I alle med kæverne;
- dog agtes kun det, som kan fakkes med næverne.
- Så du mener, at attråen intet gælder?
- Vent; du skal snart få syn for sagen –
PEER GYNT
- Du fisker mig ikke med løgnens agn! DEN GRØNKLÆDTE
- Min Peer, du er faer før året hælder.
PEER GYNT
- Luk op; jeg skal ud.
DOVREGUBBEN
- I et bukkeskind,
- får du ungen efter dig.
PEER GYNT
- (tørrer sveden af sig)
- Gid jeg var vågnet!
DOVREGUBBEN
- Skal han skikkes til kongsgården?
PEER GYNT
- Skik han på sognet!
DOVREGUBBEN
- Godt, prins Peer; den sagen blir din.
- Men den tind er sikker, at gjort er gjort,
- item at din afkom vil vokse;
- sligt blandigskræ vokser urimelig fort –
PEER GYNT
- Gubbe, vær nu ikke strid som en okse;
- vær rimelig, jomfru! Tag mod forlig.
- Du skal vide, jeg er hverken prins eller rig; –
- og enten du så vil målde eller veje mig,
- kan du tro du vinder ikke stort ved at eje mig.
- (Den grønklædte får ondt og bæres ud af troldpiger)
DOVREGUBBEN
- (ser en stund på ham med høj foragt; derpå siger han)
- Hiv ham i kans mood bergvæggen, børn! TROLDUGERNE
- Å, faer, må vi først lege hubro og ørn!
- Ulvelegen! Gråmus og gloøjet kat!
DOVREGUBBEN
- Ja, men fort. Jeg er arrig og søvning. Godnat!
- (Går)
PEER GYNT
- (jaget af troldungerne)
- Slip mig, djævelstøj!
- (vil op gennem skorstenspiben)
TROLDUNGERNE
- Tomtegubber! Nisser!
- Bid ham bag!
PEER GYNT
- Au! (vil ned gennem kælderlemmen.)
TROLDUNGERNE
- Stæng alle ridser!
HOFTROLDET
- Hvor de morer sig, de små!
PEER GYNT
- (kæmpende med en liden troldunge, som har bidt sig fast i hans øre)
- Vil du slippe, dit skarn!
HOFTROLDET
- (slår ham over fingrene)
- Tag varsomt, slyngel, på et kongelig barn!
PEER GYNT
- Et rottehul-!
- (Løber derhen) TROLDUGERENE
- Nissebroer! Det må du spærre!
PEER GYNT
- Den gamle var fæl; men de unge er værre!
TROLDUNGERENE
- Flæng ham!
PEER GYNT
- Ak, den der var liden, som en mus!
- (løber om)
TROLDUNGERENE
- (myldrere omkring ham)
- Stæng gærde! Stæng gærde!
PEER GYNT
- (grædende)
- Ak; var jeg en lus (han falder)
TROLDUNGERENE
- Ni i synet på ham!
PEER GYNT
- (begravet i trolddyngen)
- Hjælp, moer, jeg dør! (Kirkeklokker ringer langt borte)
TROLDUNGERENE
- Bjelder i fjeldet! Det er svartekjolens kør!
- (Troldene flygter under bulder og hylende skrig. Hallen styrter sammen; alt forsvinder)
- (Bælmørke)
- (PEER GYNT høres at hugge og slå omkring sig med en stor gren)
PEER GYNT
- Giv svar! Hvem er du?
STEMMEN
- Mig selv.
PEER GYNT
- Af vejen!
STEMMEN
- Gå udenom, Peer! Den er stor nok, hejen.
PEER GYNT
- (vil igennem på et andet sted, men støder imod). Hvem er du?
STEMMEN
- Mig selv. Kan du sige det samme?
PEER GYNT
- Jeg kan sige hvad jeg vil; og mit sverd kan ramme!
- Agt dig! Hu, hej, nu falder det knusende!
- Kong Saul slog hundred; Peer Gynt slog tusende!
- (slår og hugger)
- Hvem er du?
STEMMEN
- Mig selv.
PEER GYNT
- Det dumme svar
- kan du gemme; det gør ikke sagen klar.
- Hvad er du? STEMMEN
- Den store Bøjgen.
PEER GYNT
- Nå, så!
- Før var gåden svart; nu tykkes den grå.
- Af veien, Bøjg!
STEMMEN
- Gå undenom, Peer!
PEER GYNT
- Igennem!
- (slår og hugger)
- Han faldt!
- (vil frem, men støder imod)
- Hå, ha! Er her fler?
STEMMEN
- Bøjgen, Peer Gynt! En eneste en.
- Det er Bøjgen, som er sårløs, og Bøjgen, som fik mén.
- Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som lever.
PEER GYNT
- (kaster grenen)
- Værget er troldsmurt; men jeg har næver!!
- (slår dig igennem)
STEMMEN
- Ja, lid på næverne; lid på kroppen.
- Hi-hi, Peer Gynt, så rækker du toppen.
PEER
- (kommer igjen)
- Atter og fram, det er lige langt; –
- ud og ind, det er lige trangt!
- Der er han! Og der! Og rundt om svingen!
- Ret som jeg er ude, står jeg midt i ringen. –
- Nævn dig! Lad mig se dig! Hvad er du for noget?
STEMMEN
- Bøjgen
PEER GYNT
- (famler omkring)
- Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; tåget.
- Ingen skikkelse heller! Det er som at tørne
- i en dynge af knurrende halvvåghne bjørne!
- (Skriker)
- Slå fra dig!
STEMMEN
- Bøjgen er ikke gal.
PEER GYNT
- Slå!
STEMMEN
- Bøjgen slår ikke.
PEER GYNT
- Kæmp! Du skal!
STEMMEN
- Den store Bøjgen vinder uden at kæmpe.
PEER GYNT
- Var her bare en nisse, som kunde mig prikke!
- Var her bare så meget, som et årsgammelt trold!
- Bare noget at slås med. Men det er her ikke. –
- Nu snorker han! Bøjg! STEMMEN
- Hvad godt?
PEER GYNT
- Brug vold!
STEMMEN
- Den store Bøjgen vinder alting med lempe.
PEER GYNT
- (bider sig i arme og hænder)
- Klør og flænger tænder i kødet!
- Jeg må kende dryppet af mit eget blod.
- (der høres spm vingeslag af store fugle)
FUGLESKRIG
- Kommer han, Bøjg?
STEMMEN
- Ja; fod for fod.
FUGLESKIG
- Alle systre langt borte! Flyv frem til mødet!
PEER GYNT
- Skal du berge mig, jente, så gør det snart!
- Glan ikke ned for dig, lud og bøjet. –
- Spændebogen! Kyl ham den bent i øjet!
FUGLESKRIG
- Han vinner!
STEMMEN
- Vi har ham.
FUGLESKRIG
- Systre! Skyd fart! PEER GYNT
- For dyrt, at købe sig livet til
- for slig en times tærende spil.
- (synker sammen)
FUGLESKRIG
- Bøjg, der stupe han! Tag ham! Tag ham!
- (Klokkeringning og salmesang høres langt borte)
BØJGEN
- (svinder in til intet og siger i et gisp)
- Han var for stærk. Der stod kvinder bag ham.
- (Soloppgang. På fjeldet udenfor Åses sæterstue. Døren er stængt; alting øde og stille)
- (PEER GYNT ligger sovende udenfor sætervæggen)
PEER GYNT
- (vågner, ser sig om med et sløvt og tungt øjekast. Han spytter)
- Den, som havde sig en ramsaltet sild!
- (spytter igen, i det samme ser han Helga, der kommer med en nistebomme)
- Hå, unge, er du her? Hvad er det, du vil?
HELGA
- Det er Solvejg –
PEER GYNT
- (springer op)
- Hvor er hun?
HELGA
- Bag sætervæggen
SOLVEJG
- (skjult)
- Kommer du nær, så sætter jeg på sprang. PEER GYNT
- (standser)
- Kanske du er ræd, jeg skal ta'e dig i fang?
SOLVEJG
- Skam dig!
PEER GYNT
- Ved du, hvor jeg var i nat?
- Dovregubbens datter er efter mig, som klæggen.
SOLVEJG
- Da var det vel, der blev ringet med klokker.
PEER GYNT
- Peer Gynt er ikke den gut, de lokker. –
- Hvad siger du?
HELGA
- (grædende)
- Å, hun taer benene fat! (løber efter) Vent!
PEER GYNT
- (griber hende i armen)
- Se her, hvad jeg har i lommen!
- En sølvknap, unge! Den skal du få, –
- bare snak godt for mig!
HELGA
- Slip; lad mig gå!
PEER GYNT
- Der har du den.
HELGA
- Slip; der står nistebommen! PEER GYNT
- Gud nåde dig, hvis du ej –!
HELGA
- Uf, du skræmmer mig!
PEER GYNT
- (spag; slipper hende)
- Nej, jeg mente: bed, at hun ikke glemmer mig!
- (HELGA løber)