Jacob Dybwads Forlag (s. 268-281).
Hvordan den rasehygieniske bevegelse begynte.
Møtet med Ploetz.
Den internasjonale organisasjon.

Det vil kanskje være forståelig at jeg, når jeg nu går til utgivelse av annen utgave av min bok om «Racehygiene», sier et par ord om de venner som har øvet en middelbar eller umiddelbar innflytelse på det arbeide som for mig blev en livssak. Fra unge års halvklare forestillinger og uskolert tenkning husker jeg min avdøde bror dr. Hjalmar Mjøens sterke personlighet som for første gang førte mig til en mere bevisst lesning. Det var den forkjettrede Nietzsche som i oss begge vakte tvil om ikke selve den kristne medlidenhet — kanskje den skjønneste lære den store nazaræer har bragt oss — blir skadelig dersom den brukes kritikkløst og sentimentalt i strid mot naturlovene. Da jeg senere arbeidet som assistent hos en av Amerikas største læger, Squibb, lærte jeg av denne store menneskevenn det samme, nemlig at det er den misforståtte humanitet som mest av alt fyller våre fengsler og asyler, til tross for at vitenskapen, også lægevitenskapen går så blendende opover. Dette livssyn førte mig senere helt over til studiet av livets lære — biologien. I de følgende studieår ved tyske universiteter møtte jeg så i min venn borgermester Reickes hus i Berlin Alfred Ploetz, den mann som har hatt avgjørende innflytelse på min utvikling. Det som fengslet mig så sterkt ved denne staute, nordiske høvdingeskikkelse, var ikke bare den nye livsanskuelse som han inkarnerte, men ennu mer den sluttede personlighet som stod bak alle hans ord, ja selve ubønnhørligheten i hans steile livskrav som aldri gikk på akkord. For oss som dengang ved århundreskiftet ennu var søkende, var det en oplevelse å møte en slik førerskikkelse. Han samlet oss under sin fane under feltropet «rasehygiene». Og selv om våre veier og arbeidsmetoder siden artet sig meget forskjellige, så har et ubrytelig vennskap bundet oss sammen fra dengang da våre idéer og idealer søkte form, realitet og samarbeide.

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Når det til tross for dette ikke lyktes for mig slik som jeg dengang håpet, så kom dette både av manglende midler til å skaffe et tilstrekkelig moderne utstyrt arbeidssted, og av den lidenskapelige motstand saken vakte her hjemme, fra en bestemt krets. I mange år stod jeg helt alene i min kamp, som forresten har avspillet sig på lignende måte i andre land.

Efter Ernst Rüdins inspirerende besøk i Norge 1907, kom den nuværende generalsekretær i Norges Lægeforening, Jørgen Berger, til mig og sa at hans forening — medisinerforeningen — vilde ha et foredrag av mig om rasehygiene. Det blev samme kveld dannet en komité med Jørgen Berner som formann og de første grunnlinjer av det siden meget bredere ut formede norske program for rasehygiene blev risset op i det foredrag som jeg nedenfor bringer et utdrag av og som viser hvordan vi i all vår uerfarenhet allerede dengang hadde klart for oss hvad det gjaldt.

Utdrag av et trykt referat av foredrag i Medisinerforeningen 7. mai 1908.[1]

Stadsmænd og Politikere Verden over har — særlig i de sidste Aartier udført et Kjempearbeide for at forbedre Menneskenes Livskaar. Men Individet er ikke et Produkt af Kaar alene. Det er et Produkt af to Faktorer, som vi kan kalde Arv og Kaar (Milieu). Og hidtil har ingen Socialpolitiker taget sig af mere end den ene af disse to Faktorer, nemlig Milieuet.

Den første Faktor danner Grundmuren for Bygværket, den anden Afpudsningen. Begge Faktorer influerer paa Udformningen af det menneskelige Individ. Det er spildt Uleilighed at strides om, hvilken Faktor der er den stærkeste. De er begge af Betydning. Men da Tusinder af flittige Socialpolitikere Verden over og særlig i vort land er beskjæftigede med at forbedre Milieuet, saa vilde det være temmelig overflødigt paa dette Tidspunkt at støde i Hornet for en Milieu-forbedring. Derimod har hidtil ingen — jeg kjender ialfald ingen — fremlagt noget socialt Program for Racehygiene, eller et Program for en Forbedring af Arvekvaliteten. Et saadant Program skal jeg fremlægge til Diskussion her i Aften. Der vil næppe mangle paa Opposition.

Vi bør nu lære at forstaa, at man ikke fremmer Ansvarsfølelsen ved at vise Velgørenhed, man hjælper ikke en Tigger ved at give ham Almisse, — man forbedrer ikke Forbryderen ved at straffe ham, — man afskaffer ikke Fattigdommen ved at rutte med offentlige Bevillinger. Vi forøger ikke Antallet af lykkelige og sunde Samfundsborgere ved at tage Brødet fra det normale Individ og give det til det unormale. Vi kan ikke ved Opdragelse eller Tugt, ved Skole eller Anstaltbehandling omforme aandssvage Individer til begavede, ligesaa lidt som vi kan vaske et Negerbarn hvidt.

Der gøres lidet eller intet for at hemme Frugtbarheden hos Individer, der ikke egner sig til at forplante Slægten. Baade Stat og Kommune forsynder sig her mod Naturlovene. Det er paa tide, at der raabes et Varsko. Et Varsko mindre rettet mod indbyrdes Giftermaal mellem Aandssvage som mod, at disse spredes udover Bygderne og blander sig med den normale Befolkning.

Kunstig Fremstilling af Mennesketyper forudbestemt for Asyl og Fængsel.

Paa den anden Side gjør vort moderne Samfund det vanskeligere og vanskeligere at stifte Familie for de Individer, hvis Ansvarsfølelse er størst og som der for er de mest skikkede til at overtage Forplantningen og sørge for den næste Generations Udvikling og Opdragelse.

Hertil kommer, at vore sociale Bestræbelser direkte modarbeider det Maal, som vi daglig fortæller vore Medborgere, at vi for deres Skyld ønsker at naa. Vi gør ved Bekjæmpelsen af Samfundsonderne stort set det modsatte af det vi burde gjøre.

Eller er det ikke saaledes, at der fra Stat og Kommune har været averteret efter Bestyrere, Forvaltere o. s. v., o. s. v. med Tilføjelse, at de maa være børne løse? (Den tomme Vugges Politik.)

Eller er det ikke saa, at Staten lader et stort Antal begavede og talentfulde, men fattige unge Mænd og Kvinder konkurrere om et Stipendium paa 1000 à 2000 Kr. en Gang for alle, medens det aandssvage Individ faar et Stipendium i 8 à 10 Aar hvert Aar indtil forplantningsdygtig Alder?

Er det ikke saa, at der nu er gjort hvad gjøres kan for den ugifte Kvinde, medens intet — praktisk talt intet er gjort for den Kvinde, som Landets Fremtid er afhængig af, nemlig det nulevende Barns og det vordende Barns Moder.

Og er det ikke saaledes, at de fleste driver ind i Giftermaalet som de driver ind i Livet. Ingen biologisk Veiledning, ingen biologisk Undervisning, ingen biologisk Selektion ved dette det vigtigste Skridt paa den menneskelige Løbebane.

Er det ikke saa, at der er lagt alle mulige Hindringer i Veien for Familiedannelsen: Opsigelse af børnerige Familier fra Lejlighederne. Stigende Fordringer til Barnets Opdragelse, Uddannelse og Klædedragt.

Og er det ikke saa, at man har antaget en Samfundspolitik som affolker Bygderne og driver den initiativrigeste Ungdom mod Byen, hvor Ødelæggelse af denne (hjemløse) Ungdom er sat i System.

Og er det ikke saa, at vore Byer fremdeles mangler de (kommunale) lyse, luftige, venlige Forlystelsessteder, fri for Brændevin og Gadepiger, hvor Ungdom ogsaa fra Landet kan mødes og for en billig Penge faa god og munter Underholdning mens Landlivet mangler netop offentlig Underholdning i stor Stil, som kunde virke decentraliserende og derved styrke Folkemoralen, Folkeopdragelsen og Folkehelsen.

Familien er Nationens Celle.

Vil vi være ærlige, maa vi nok indrømme at vi gør meget, som netop forkludrer det Maal, som vi daglig i Aviser og Tidsskrifter for tæller Folket, at vi har sat os. Vil vi være ærlige, maa vi indrømme, at de rensende Naturprocesser er afløst af grumsende Kulturprocesser. Og undersøger vi grundig, synes det som om alle Kræfter er sat i Bevægelse for at opløse, ødelægge, umuliggøre Familien — Nationens Celle. Den nuværende Samfundsorden sætter Kvinden som Arbejdsmaskine højere end som Moder. Den nuværende Anstaltbehandling fremhjælper de aandelig og legemlig forkrøblede, gør dem i særlig Grad forplantningsdygtige, overlader dem netop i den farligste Alder, hvor deres Drifter vaagner, til sig selv og forøger derved i næste Slægtled de ulykkeliges Antal. Vor moderne Levevis, vore rensede Melsorter, vort kemisk rene Sukker, sænker Folkehelsen, saa Landets Ungdom i 18 og 20 Aars Alderen møder op med kunstige Tænder. Den nuværende Sundhedspleie forøger vel Individets, men sænker som Regel Racens — Nationens — Sundhed. Ved sin Eksamenskultus sætter vor Samfundsorden en falsk Værdimaaler paa Samfundsindividerne. Ved sine Krige udpeger den de biologisk set bedste til Fald. Ved indre Kolonisation og Kontrol med fremmede Arbejdere kan et land forøge sin Vitalitet. Vi derimod har ordnet os saaledes, at vi baade ved Ind- og Udvandring (Emigration og Immigration) er paa Tabssiden.

Samfundsonderne maa forebygges.

1. Ved at internere Idioter og degenererede Alkoholikere, saaledes at Statens Omsorg for disse ophører med Individet (Udskillelse af mindreværdige Raceelementer). Skolebørn, som skeier ud maa undersøges, om de lider af psykiske, men ogsaa legemlige Mangler. Omsorgen for Aandssvage maa ikke, saaledes som nu, afbrydes i de Aar (den forplantningsdygtige Alder), da den er mest nødvendig.

2. Ved at understøtte og opmuntre specielle biologiske Fortjenester (Udstyr for Nygifte, Kommuneboliger for barnerige Familier, Moderskabsforsikring, regressivt Beskatningssystem og progressivt Lønningssystem for Familieforsørgere). Bare den, som har et vist Antal Børn, har Ret til at lade disse arve den hele Formue eller faa Tillæg i Stemmeretten eller andre Rettigheder.

3. Ved at udbrede Kjendskab til de biologiske Love, for Eksempel gjøre de enkleste Trin af Biologi og Forplantningshygiene til obligatoriske Skolefag for de øverste Klasser. Saadan biologisk Oplysning vil kunne skabe et nyt Grundlag for Elskovsvalget, saaledes f. Eks., at man ved Valg af Ægtefælle skal tage Hensyn til Slægtens Egenskaber. Endvidere Oplysning om, at det er betænkeligt for en Moder at nyde stærke Drikke under Laktations- og Maternitetsperioden. Race-biologi i Skole og Universitet, genealogisk Institut ved Universitetet, Laboratorium for Racehygiene. Undersøgelser — biologiske og kemiske — af Mandskaberne ved Mønstring, Normale og Syge under Epidemier o. s. v. til Bedømmelse af Racens Modstandsdygtighed o. s. v.

4. Ved at skabe en Opinion mod den ukontrollerede og kritikløse Velgjørenhed (denne bør bare taales, hvis den er saadan underbygget, at den arbeider henimod sin egen Overflødiggjørelse).

5. Ved at skabe mere Plads for de begavede, men fattige Børn indenfor Bondestanden og Arbejdsklassen (fri Undervisning for intelligente Børn indenfor talrige Familier, Skolebørn undersøges og klassificeres efter Udviklingsmulighederne. Den Lære, at alle Børn er født lige, bør ogsaa af Retfærdighedshensyn mod Børnene erklæres for grundfalsk. — Vi kan ikke rolig se paa, at den moderne Humanisme og Luksussyge udvikler og fremmer den aandelige og legemlige Elendighed iblandt os, paa Bekostning af de — biologisk set — bedste Muligheder indenfor vort Samfund.)

6. Ved at inddele de kemiske Giftstoffer, særlig Alkoholen, ikke efter kemiske Formler alene, men efter Koncentration (Indflydelse paa Individ og Afkom) og bekjæmpe, tolerere eller begunstige den efter denne Inndeling (Klassesystem).

7. Ved at udskille den Gruppe lidelser, som kan betegnes med Raceanomalier, Racesygdomme, og lade Staten overtage Behandlingen, men særlig Forebyggelsen af disse.

8. Ved at øve Kontrol med Indvandringen. Løse, arbeidssky Eksistenser faar Valget mellem frivilligt Arbeide eller Tvangsarbeide i Kolonier (Myrdyrkning, Nydyrkning, kort sagt, alt Arbeide, som ikke ved Konkurrense fremkalder Tab for Arbejdere og Haandværkere).

9. Ved at decentralisere Storbyerne, men centralisere Ledelsen af Jorddyrkningen og Hjemmeindustrien (samme Arbejdskraft til By og Land, med Bolig paa Landet). Et Net af Kommunikationer, som forbinder de tusen Hjem — Stat og Kommune bestiller sine Varer hos hjemmearbeidende Familieforsørgere. Underholdning og Morskab decentraliseres. Udnyttelsen af Landets Kilder — Elektricitet — og internationalt organiseret Hjemmearbejde ved elektrisk Kraft fra nærmeste Kraftcentrum. Først naar Industrien spredes og tages i Hjemmenes Tjeneste, bliver den til Velsignelse.

Fremforalt bør der under den nu forestaaende Behandling af Ægteskabslovgivningen komme under Overvejelse, om der ikke bør udarbejdes specielle Ægteskabslove for Alkoholikere, Syfilitikere (egenhændig Erklæring), langt fremskredne Nervesyge og Aandssvage.

Man maa søge at forhindre Blanding med fremmed (indvandret) Blod, hvis Egenskaber (Krydsningsevne, Forurensninger), vi ikke kender.

Historien maa skrives om igjen i biologisk Belysning. Rom og Spanien gik ikke til Grunde ved politiske Kombinationer og Koalitioner alene, men ogsaa ved biologiske Indflydelser: Tobørnssystemet og Inkvisitionen. Den sidste udslettede 300 000 af Spaniens bedste Mænd fra Forplantningen. At Krydsning mellem fjerntsstaaende Racer synes at senke Niveauet (aandeligt og legemligt) skal jeg vise Eksempler paa ved nogle Lysbilleder.

Racebiologien er en ny Videnskab. Men jeg tvivler ikke paa, at vi en Gang i Fremtiden vil kunne fastslaa (ad kemisk Vej, kanske ved Blodundersøgelser?), hvilke Racer, som uden Skade kan krydses. Kemiens Love vil da blive grundlæggende for de moralske.

Jeg sagde, at Racehygienen er eller vil blive en Videnskab, men den er noget mere, den er Religion. Det Land, som indfører den nye Tro, vil næppe tage Skade heraf. Tværtimod. Det Land, som forstaar, at nogle Millioner betalt for Folkehelsen, for Hjemmeindustrien, for Menneskematerialets Forøgelse, særlig kvalitativt, det Land, som opdrager sine Børn til at vise Ærbødighed for den vordende Moder, og sætter hende, netop hende i Højsædet, som træder op for Barnets Ret og som udforsker Slægternes Egenskaber og Slægternes Samfundsværdier, det Land, det Folk, som værner om Familien som Nationens Celle, vil ikke gaa til Grunde. For det Folk hører Fremtiden til.

Det vil vare lenge før denne nu så verdensmektige bevegelse vokser sig så stor at den også her i Norge kan kalles en landssak. Kanskje den blir det nu ved Norges Bondelags inntreden i bevegelsen. Men de menn og kvinner som helt fra begynnelsen av viste forståelse og godvilje for den forkjettrede rasehygiene, vil jeg alltid huske i takknemlighet. Først og fremst to avdøde venner, Gustav Guldberg og Axel Johannessen — den gang generalsekretær i Videnskapsselskapet — to menn som hvis de hadde fått leve, kanskje vilde gjort kampen lettere for oss. Ragnar Vogt var som den betydelige arvelighetsforsker og psykiater han er, en av de første som gikk inn for de rasehygieniske tanker. Axel Holst slo de første slag mot den dysgeniske barnebegrensning. Socialfilosofene Herman Harris Aall, Erling Winsnes, politikeren Victor Mogens viste dyp forståelse. Vår lille første racehygienske komité har siden litt efter litt fått betydelige med arbeidere. Botanikeren Wille, historikeren Hægstad, juristen Haakon Løken, medisineren Klaus Hansen, social-økonomen Wilhelm Keilhau, kriminologen Harald Nørregaard, antropologen Halfdan Bryn, matematikeren Alf Guldberg, stambokfører Baashuus-Jessen — alle har de tross sine egne arbeidsbyrder hjulpet til å slå til lyd for de nye tanker. Blandt politikere var det statsrådene Castberg, Abrahamsen, og Friis-Petersen som førte frem eugeniske lover i tinget ofte mot en sterk opposisjon. Da Venstres Landsmøte under ledelse av statsminister Gunnar Knudsen vedtok en helt eugenisk programpost: «race- og folkesykdommene som statsopgave», var det en seir som varslet godt. Blandt kvinnene var det Betzy Kjelsberg, Nasjonalrådets energiske og fordomsfrie formann, Marie Michelet, husmorsakens og Hjemmenes Vels Spiritus rector, og Gulla Grundt som vant kvinnene i Norge til forståelse av de eugeniske reformer. Ella Anker skrev ypperlige innlegg mot barnebegrensningen og for barnetrygd og Anna Sethne virket som pedagog for ungdommens opdragelse i den rette ånd.

*

Mens vi førte vår møisommelige kamp i Norge, utviklet det sig i nabolandene en mer og mer målbevisst bevegelse som især strebet efter internasjonalt samarbeide. Ploetz sammenkalte til et første internasjonalt møte i Dresden 1911, som artet sig som en enstydig frontstilling mot nymaltusianismen som hadde Rütgers og Adele Schreiber som talsmenn, en bevegelse som dengang begynte å få vind i seilene. Som Leonard Darwins sekretær møtte Mrs. Sybil Gotto med en innbydelse til London det følgende år. I London 1912 blev det internasjonale forbund stiftet «The International Federation of Eugenic Organisations» med Darwin som første president. Denne organisasjon har avholdt en lang rekke møter og kongresser. Den første store verdenskongress efter krigen holdtes i New York under presidium av Henry Fairfield Osborn. Møtenes rekkefølge var: Dresden 1911, London 1912, Paris 1913, New York 1921, Brüssel 1922, Lund 1923, Milano 1924, London 1925, Paris 1926, Amsterdam 1927, München 1928, Roma 1929, Farnham (England) 1930, New York 1932, Zürich 1934, Scheveningen-Haag 1936. For 1938 foreligger der innbydelse fra Ungarn.

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
De fire presidenter for Den internasjonale federasjon for rasehygiene.
(The international Federation of Eugenic Organisations.)
Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
Leonard Darwin
President 1912—1928
Charles Davenport
President 1928—1932
Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
Ernst Rüdin
President 1932—1936
Torsten Sjøgren
President 1936—
  1. Der foreligger ennu noen få eksemplarer av dette foredrag som i sin tid blev utdelt til skoler og gymnasier. Vi har beholdt det dengang benyttede skriftsprog.