Spanske høstdøgn/11
| SIDSTE DAG |
En sitter utenfor en kafé og lar Barcelonas Rambla mylre forbi; den sidste dag før avreisen søker man at samle de brogede indtryk av dette Spanien, som man altsaa igrunden synes er tre, trods likheden i ydre væsen, ja i passioner, som nu denne tyrefegtningen! Forsaavidt det da lar sig gjøre at samle noget almengyldig paa de flygtige indtryk, én faar av et folk ved at gjennemstreife dets land paa nogen uker.
Paa denne tur har jeg søkt efter glytt ned til bunden, efter
stoffet i det spanske folkegemyt ... efter nogen bestemmende
træk, instinkter, sovende eller vaakne, i det dunkle dyp som
et folks sjæl er. Men der er noget forvirrende ved at stirre
ned i folkedyp; undtagelserne indfinder sig, og de kan være
saa sterke, – og ialfald kan de virke saa sterkt – at de slaar
regelen og alle teorier ihjel for én. Man kan stundevis bli
ør, som naar man sitter paa en odde med braadyp ret utfor
og stirrer ned i, paa alt det rare, som driver og hvirvler sig
rundt dernede, – og brisens bølger leker én vei, og strømmen
gaar den anden. Saa man tilsidst selv føler sig som man seiler
i en spaan paa det skummende braadyp. Og jeg mindes for
løiers skyld mit første indtryk av spansk land, da jeg trillet
indover baskisk grænse den stille kveld: høie, smaa solskyer,
som driver uldent om fredelige fjeldtinder ... Nu, her jeg sitter, 
Toledo efter El Greco’s maleri.
kan jeg næsten ikke mane billedet frem igjen, det er som det
er mange aar siden. Og imens er jeg vaaknet op av en drøm.
Nei. Uldne solskyer om fredelige tinder, det er ikke Spanien.
Jeg har nok set folkefysiognomiets revers. Som f. eks. i deres kunstsans! Like heroppe i Ramblaens fortsættelse ligger en vældig hjørnegaard, som fuldstændig behersker strøket deromkring; den er endnu ikke færdig og skal ha kostet millioner. Den bygning affekterer at være hugget frem av det naturlige fjeld, og derfor er vinduerne som grotter eller huleaapninger med efeu og den slags klatrende vekster i drevet jern som gelænder foran balkongerne. Folkevittigheden har døpt bygningen «Sucursal de Gibraltar» (Gibraltars filial) Som saa mangen bygning her, især i Barcelonas omegn, er den blit til under spidsborgerlig angst for at være unaturlig; det skal paa liv og død se ut som alt har gjort sig selv. Og det er jo den farligste panik, hvorunder en arkitektur kan arbeide. Den bygning er ikke forjættende for spansk kunst. Men skjønt den er det mest himmelskrikende i smak jeg overhodet har set, saa gliser det dog ut av disse Gibraltars kanonporter en blindøiet kjærlighed til kunst, der man ikke ser paa mynten: en vakker dag har de lært, hvad kunst er, og millionerne triller den rette vei – hvo vet? Som egte spanier maa man først løpe hæslighedens line ut. – Og deres moderne malerkunst har sin revers: De evnerikeste er emigreret og bor i Paris. Og deres kunst skotter snobbet efter Europa-ry; trods den egne tyngde er den raceløs internationalisme, mens hjemlandet jo ligger og venter saa herlig fyldt av grelle og skingrende motsætninger, av mislyd; ti der gaar ingen vei utenom det gule. «Folkeskikkens» centrum ligger nemlig ikke i Paris, det ligger altid i éns eget land. Og spansk kunst har tilbake at vende hjem og være sig selv, med utgangspunkt i landets enkelte racestrøk; i saa maate kan den lære av Goya. Det er nemlig kultur, det er «folkeskik»; som en avdød vismand engang har sagt: «Kultur er den utviklede natur.s Den er nemlig ialfald slet ikke noget andet.
Jeg har selvfølgelig set en revers ved deres folkekarakter som grusomheden, jeg har der set gyselige ting. Men naar en nordbo, som man oplever det, projicerer sine egne sensuelle fornemmelser ved en slik hæslig scene direkte ned paa spanieren, saa slutter han galt. Deres grusomheder, et grimt bundfald i et gammelt krigerfolks sjæl, er først og fremst følelsesløshed, den avstumpedes likegyldighed. Og hænger i saa maate sammen med arten av deres mod. De er nemlig ikke personlig feige, – og der skiller de sig fra italieneren, som kan ages med bare et blik. Der er et spansk ordsprog:
«Muera Marta,
y muera harta!»
(ɔ: den dør let, hvis mave er mæt), som gir et blik ind i modets fysiologiske væsen. Og som altsaa betinger dets revers: deres dumdristighed.
Jeg har set reversen av deres «grandeza», naar den slog over i sin karikatur, i tom mine, som bare har den ene hensigt at være fikenblad over deres aandelige underlegenhed, over deres bornerthed, saa man mindes de firkantede hoder beslaat med jernlaas paa Goya’s satiriske blad. Jeg har i grunden set den revers meget ofte.
Jeg har ogsaa set dannelsens revers. Spanien er gjennemsyret av dannelse, kulturen er sunket saa langt ned i lagene, at den praktisk talt har naadd alle og er fælleseie; de forskjellige stænder omgaaes hverandre uten forlegenhed. Men da blir dannelsen ufravigelig borneret. Og dette er reversen her: den er saa borneret, at den er en museumsgjenstand. Den bestaar i stivnede formler, i omgangstone; den er blundende som et ordsprog. Og her har inkvisitionen været med og gjort sit, idet den skruet folket aandelig tilbake. Mens Torquemada pinte og brændte tusenvis saavel aandens stormænd som hysteriske kvinder efter sin kasuistisk utspekulerte lovbok «Heksehammeren», saa vovet netop i de samme aar paa nabohalvøen Matteo Palmieri di Pisa at sende ut uortodokse poemer, hvor menneskenes sjæle blir besungne som de engler, som stiller sig neutrale ved Satans oprør, – eller saa stormer Pico della Mirandola frem i ungdommelig frygtløshed og utfordrer midt i Rom hvemsomhelst til disputats om sine 900 kjetterske theser. Slike mænd eiet ikke Spanien; der brændte man for mindre end som saa. Og denne obskurantisme bidrog til at sætte Spanien aandelig tilbake. Saa «dannelsen» kunde av den grund naa alle.
En kunde bli ved slik med reverser; Cervantes har forresten grundig plukket dem frem, saa det er overflødig.
Spanien er trods reverserne et baktalt folk. Og hertil er grundene
flere. Blandt andet tapte det folk nu sidst mot amerikanismen, og det er en uridderlig
livslov i det, at
eftermælet gaar dem imot
som taper – vi vet jo at
spanierne skulde en tid
endog ha begaat niddingsdaaden
mot den amerikanske
krydser «Maine»!
Endvidere er de konstituerende
grundtræk i
folket værdier, som paa
verdensmarkedet ikke
staar i døgnets høieste
kurs, allermindst hos en
bestemt sort presse, hvilket
jo kaster et skarpt lys
indover vedkommende
presse. Ti for en gangs
skyld har et gammelt
ordtøke ret: Spanieren er
El Greco’s portræt av sønnen.
et stolt folk, det vil si,
folket bestaar av stolte mennesker. Spanierne er ikke flaner
paa noget hold. Og de har de egenskaber, som følger av
stolthed. En spanier er saaledes trofast som ven; jeg har endvidere
set eksempler paa uegennyttig ridderlighed, hvortil jeg
aldrig saa sidestykke f. eks. i Italien; de er redelige – at si,
naar det da ikke gjælder staten, eller det er hønsetyver av
profession; jeg har saaledes oftere i butikker set dem trykket
av sin egen lille usandhed om en vare, naar man rørte aldrig
saa let bort i den; da saa jeg dem faa rødskjær i kindet, og
øinene brandt av skam. Jeg lægger ingen større vegt paa at
jeg ikke en eneste gang underveis fik falsk mynt – det kan
ha været tilfældig, og én har jo et øie paa hver finger; det har
jeg forresten ogsaa i Italien, men i det land er man aldrig naadd langt forbi Verona, før én sitter med en fornøielig hilsen fra sin
overmand i form av en falsk lire i haanden.
Folket sover, det er saa. Og det har sovet i 2–3 sekler, mens obskurantisme og religionskrige raste sig til ende i det. Men hvad er 2–3 seklers dvale i et folks liv? Vor eget kjære folk undsaa sig ikke for at sidde i asken 4–5 sekler; – og det sov grundigere end nogensinde Spanien; det er bare det at kanske Spanien har valgt et farligere tidspunkt for søvn. End om Spanien ogsaa blot har hvilet? Og for det om man nu her paa Ramblaen i landets fremmeligste by hører nabosproget rundt omkring sig, skulde det derfor virkelig være nødvendig, at folket maa bli fransk og mondænt for at vaakne? For det spændende ligger netop der, at den nye tid jo altid maa ta sigte paa det bornerte, men inde i det bornerte gjemmer sig, her som ellers, just den værdifulde kjerne ved folket.
Men i ethvert fald, netop dette at det ikke har fulgt med sin tid, gir det dets charme, – netop dette at det i trusternes sekel, hvor der føres blodige krige for leverandørernes skyld, i de fornuftsstridige alliansers sekel, i vrøvlets og markskrikeriets sekel, hvor opkomlinger med de 365 skuldre er selvskrevne til lederstilling, – netop det, at det her ingen indsats har gjort, gir det for mig charmen. Uden slike tungtlastede folkeslag vilde reklamesyken og svindelen simpelthen bortføre verden; de ligger som velgjørende terskler og hefter flommen. I saadanne lande preller markskrikeriet av, det blir hvad det er: markskrikeri. Fordi folkets historie er saa rik at ogsaa det har de oplevet; de eier til og med i Don Quijote en sekelgammel, udødelig satire over det, hvor digteren drev det til at sætte endog verberne i superlativ. Kanske historien, «utviklingen», vil vedbli at gaa sin gang uten dette folk; kanske den er fordømt til at løpe linen helt ut med sit kjøp og salg og sine vindkvernfagter, paa det at ogsaa godtfolk en vakker dag kan faa øie paa karikaturen og si nei tak.
Imens sitter der altsaa
Mandsportræt av El Greco.
nogen træge sind
rundt om i landene, som
slet ikke behøver den
lektion, eller som i aanden
forlængst saa karikaturen
og ikke gidder
følge med der længer:
Jeg tror at disse i ventetiden
stundom kan la
sin tanke vandre til det
baktalte Spanien. Det
folk eier nemlig endnu
noget av det, som ikke
længer er høieste mode:
det eier karakter. Spanieren
vet vistnok mindre hvad en geschæft er, men han har i
sin sjæl bevaret en anelse om hvad stræben som saadan er,
og hvad store maal er.
Med andre ord: Formaar det folk under sin opvaaknen at redde sine sjeldne instinkter, de grundlæggende drag, og overføre dem f. eks. i statslivet, har det en mission blandt staterne. Det har den største mission et folk i øieblikket kan faa. Dertil er det jo saavidt en nation: der staar da ialfald 20 millioner bak dets vilje.
Og naar jeg nu triller over grænsen og til Syd-Frankrike og Italien, i hvilke lande det er letfærd, og hvile, at reise – for Spanien er et orke imot dem, saa vil jeg mindes en liten scene fra Sevilla. Det var paa en anden klasses kinematograf, byens bedste forresten. Der var stuvende fuldt, og den aften overveiende arbeidsfolk og middelstand, for det var den ubeflekkede jomfrus fest. Man saa bl. a. et meget gripende skinsyke-drama, som endte med at egtemanden blev puffet utover et brat fjeld og slog sig ihjel paa stedet. Hele teatret sat aandeløst, mens det forestod. Hele teatret lo, da manden endte som en uformelig bylt i en stenur; de lo ikke av maaten, for forestillingen var illusorisk nok, men de lo korthodet av selve det som skedde: av det at manden mistet livet! De lo underlig skadefro av et lik. En rusten mandfolke-latter. Men i det samme tilskuermassen lo, stak et barn i at graate ensteds borti raderne. Det graat i grunden ikke, det tutet ut rædselsslagent; skrek; det mindet mig i sin uvilkaarlige vilde angst om spurvesværmens skrik, da jeg kom den uventet nær opunder Burgos-kastellet. Det barnet var ikke forhærdet, det hadde ikke set død nok. Og tilskuermassen fik sig selvfølgelig en ny, ubetænksom latter over barnets graat.
Og det gamle spørsmaal dukket paany op i mig: hvorfor blev El Greco’s kunst saa populær i sin samtids Spanien? For han blev ikke populær av kunstneriske grunde, som maler – det synes jeg er utelukket efter deres smak at dømme, slik den møter os i deres kunst dengang; Spanien var heller ikke overmættet av farveorgier som Venedig, saa den av mig formodede reaktion kan i tilfælde ikke ha spillet ind her. I det øieblik jeg hørte den barnegraat, slog det mig at det netop var hans uendelige følsomhed, som var grunden, hans skikkelsers indtil selvopløsning utviklede medfølelse. Han var ingen født spanier – det er saa. Men hans evne blev skattet av spaniere, trods anomalien i cornea, denne vidunderlige evne, som ingen eiet før ham, til at træffe det brustne og bristefærdige i menneskers ansigt. Der er det psychologiske moment ved El Grecos sukces.
Det spanske folk har hjerte. Men det har bare hat en hjerteløs historie. Og den utvikling gjentar sig ved hver enkelt spanier: hans barndom har en hjerteløs historie; tyrefegtningernes og hanekampenes griseri gjør resten. Ja; spanieren er blit haard. Men der skal bare kultur til, forat han kan bli noget andet.
Med den barnegraat i øret vil jeg forlate Spanien.