V. C. W. Sibberns Dagbog paa Eidsvold

Michael Birkeland

V. C. W. Sibberns Dagbog paa Eidsvold

Historisk Tidsskrift, første Række, første Bind, 1871 (s. 208-272).

Forfatteren af de efterfølgende dagbogs-optegnelser, Valentin Christian Wilhelm Sibbern, mødte i rigsforsamlingen paa Eidsvold sammen med sin broder Henrik Fredrik Arild Sibbern, begge som repræsentanter for de militære afdelinger, de tilhørte. Valentin Sibbern, den ældre broder, født 1779 i Rygge præstegjeld paa Værne kloster, en adelig sædegard, som nu i halvandet århundrede har været i familjen Sibberns besiddelse, var dengang major ved det akershusiske ridende jægerkorps. Fra vuggen af bestemt for den militære stand, der havde været arvelig i familjen, – allerede fire år gammel fik han, som dengang hyppig var Tilfældet med højere stående officierers sønner, sekondløjtnants bestalling, – havde han til den militære opdragelse føjet juridisk uddannelse og i 1802 underkastet sig norsk juridisk examen med bedste karakter. I sit distrikt Smålenene, til hvis største jordegodsejere han hørte, var han ligeså agtet som af sine militære kammerater. Dette forklarer den besynderlige strid, som opstod, idet tvende valgkorporationer gjorde fordring paa, at han skulde repræsentere dem ved rigsforsamlingen paa Eidsvold. Som major mødte han i Christiania den 12te marts 1814 ved det valg, som det akershusiske jægerkorps skulde foretage på en repræsentant til rigsforsamlingen, og blev selv valgt. Ni dage efter, den 21de marts, mødte han som valgmand for Rygge præstegjeld ved valgforsamlingen for Smålenenes amt og blev ogsaa der valgt. På det sidste sted havde han i forvejen gjort forsamlingen opmærksom paa, at han allerede ifølge sine militære kameraters vilje indtog den stilling, som der her var spørgsmål om at kam ham til; men amtmand Sommerhjelm, der bestyrede akten, mente, at han som national og den hele tid hjemmeværende officier med god grund kunde vælges af sin egen bygd, og at denne, når valget foretoges i gyldige former, ikke kunde renoncere på ham, men at korpset i så fald matte foretage nyt valg. Under den skriftveksel, som herved foranledigedes, negtede korpset at give slip på sin repræsentant, som ikke let kunde erstattes af nogen anden. Amtmanden i Smålenene henvendte sig da til regenten, prins Christian Fredrik, med en kraftig forestilling, hvori han fremhævede, at en valgkorporation som Smålenenes amt, „der udgjorde 21 kirke-sogne“, paa grund af folkemængden, indbyggernes borgerlige stilling o. s. v. måtte have fortrinet for et ridende jægerkorps, og at amtet ikke kunde gjøre noget bedre valg, „da såvel hans borgerlige stilling som især hans ædle karakter, retsindighed eg rundskue-evne gjerde ham værdig til valget.“ Prinsen resolverede, „at der intet kan være imod, at major v. Sibbern modtager amtets valg og saaledes møder ved folkeforsamlingen saavel paa dettes som korpsets vegne“. Sin endelige afgjørelse fik striden imidlertid først ved fuldmagternes prøvelse paa Ejdsvold, hvor Sibbern antoges som repræsentant for jægerkorpset, medens den derved ledige plads for Smålenenes amt blev stående ubesat.

Hædret ved dette dobbelte valg tog Sibbern, i en alder af ikke fuldt 35 ar, sæde i landets konstituerende forsamling, hvor han gjorde sig bemærket som en „retsindig, livlig, i debatterne med følelse for sagerne og deres bedste udfald virksomt deltagende mand“^[1]. Om hans varme interesse for forhandlingerne, hans omhyggelige overvejelse af diskussions-gjenstandene, hans humane opfattelse af divergerende anskuelser bære også de optegnelser, som her forelægges almenheden, det klareste vidnesbyrd. Skjønt han, i lighed med de andre militære paa rigsforsamlingen, for det meste iagttog en forsigtig tilbageholdenhed i de politiske hovedspørgsmål, synes det dog at skimte frem, at hans opfattelse af den politiske stilling nærmede ham til oppositionspartiet på Ejdsvold, hvis mest fremtrædende talere oftere i dagbogen omtales med udtryk af agtelse og velvilje. Det varede heller ikke stort længere end en uges tid efter forsamlingens sammentræde, førend Sibbern allerede af de eksalterede selvstændighedsmænd og i den hofkreds, som omgav Christian Fredrik, betegnedes som „vaklende“ og heldende til de „ildesindede.“ Af sin ven major F. L. Brock, adjutant hos prinsregenten, blev han underrettet om de rygter, som vare i omløb, og som man synes at have fundet bestyrkede derved, et oppositionen ved komitevalg havde givet hm sin stemme. Vel bekjendt med, hvor løst forrædernavnet dengang sad på manges læber, fandt han sin ære krænket ved den omtale, han var udsat for, og omgikkes et øjeblik med den tanke at forelægge sine medrepræsentanter en trykt erklæring angående sine politiske synsmåder; men det lykkedes Brock, som ængstedes ved den opsigt, et sådant skridt vilde gjøre, at give en saavidt tilfredsstillende forklaring, at Sibbern opgav sit forsæt. Udkastet til den paatænkte erklæring er bevaret sammen med dagbogen, og dens hovedindhold fortjener at gjengives her som et vidnesbyrd om hans politiske standpunkt. Han fremstiller sine politiske anskuelser således:

„1. Jeg anseer enhver frivillig og underordnet Forbindelse med Naboriget Sverige ikke alene som stridende mod den høitidelige Ed, vi have aflagt, men endog aabenbar til vor Fordærv, fordi det er stridende mod Nationens almindelige Villie, fordi det National-Had, der unegtelig har Sted mellem begge Nationer, vilde lede til de ulykkeligste Optrin, og fordi vor væsentligste Mangel, Korn, tillige er Sveriges Mangel, og vi saaledes end ikke heller i saa Henseende kunde have mindste Nytte af denne Forbindelse.

2. Jeg anseer paa Grund af samme høitidelige Ed enhver underordnet Forbindelse med hvilkensomhelst anden Stat som stridende mod Nationens Ønske, med mindre den, naar Saadant engang skulde blive Tilfældet, dertil udtrykkeligen gav sit Samtykke.

3. Jeg anseer det for denne Rigsforsamlings Pligt og overensstemmende med dens Værdighed at undersøge Nationens indvortes Tilstand og, forsaavidt muligt og samme kan være overensstemmende med Diplomatiken, Nationens Forhold til nemmede Magter; ikke for deraf, om end vore Hjælpemidler og Ressourcer for Øieblikket muligens kunde være faa, at avle Mismod og Utilfredshed med hvad vi selv frivilligen have gjort, men fordi det, som meldt, er vor Pligt, og fordi man saaledes bedre og sikrere understøtter det om endog skrøbelige Hus, naar man kjender dets Mangler.

4. Jeg anseer det endelig (ikke for at sige Landets ophøiede Regent en Smiger, thi hvorlidet vilde dette af min Mund kunne interessere ham, men fordi jeg nu engang er tvungen dertil) for en sand uskatterlig Lykke, der muligens har reddet Landet fra Anarchiets Rædsler, at Hans Kongelige Høihed Prinds Christian Fredrik til Danmark og Norge i denne Farens Stund har været hos os, og troer ene ham blandt alle Europas Fyrster berettiget og fortrinligen skikket til at være Norges Konge.“

Hvor stærkt end tilslutningen til selvstændighedspartiet er fremhævet i denne erklæring, ser man dog tvivl træde frem, som forklare den mistro, der gjorde sig gjældende hos de ivrigste selvstændighedsmænd. Sibbern udtaler sig kun mod en underordnet forbindelse med Sverige eller en anden stat og synes at reservere sig mod at være fiendtlig stemt mod en ligeberettiget union, en mulighed, som la aldeles udenfor majoritetens tanke Ligeledes fastholder han rigsforsamlingens ret til at undersøge landets indre og ydre forhold, – efter majoritetens betragtningsmåde det farligste punkt for selvstændighedspolitiken. Jacob Aall^[2] har uden videre henregnet såvel Sibbern som oberst Stabell, der af major Brock stilledes i samme klasse, til oppositionspartiet. På det overordentlige storthing i 1814, da Sibbern mødte som repræsentant for den del af Smålenenes amt, der ej var besat af de Svenske, viste det sig også, at han ikke var imod en med nationens ære og selvstændighed stemmende forening med Sverige. Han valgtes til medlem ar den komité, som forhandlede med de svenske kommissarier angående de i anledning af unionen nødvendige forandringer i grundloven. Forinden forhandlingerne herom begyndte i Storthinget, udtalte han i et kort foredrag den 25de oktober 1814 sin forvisning om, at der vilde kunne tilveiebringes de fornødne garantier for Norges frihed og selvstændighed under forbindelsen med nabofolket.

Sibberns deltagelse i de to nationalforsamlinger, der grundlagde den nye statsorden, blev bestemmende for hans senere livsbane. Han forlod den militære karriere og traadte over i den civile statstjeneste. Den 28de november 1814 udnævntes han til amtmand i Smålenenes amt. I 1822 blev han stiftamtmand over Akershus stift, hvormed amtmandsembedet i Akershus dengang var forenet, ligesom han vedblev bestyrelsen af Smålenenes amt. Som storthingsmand mødte han for Smålenenes amt i 1815–16, 18, 21 og 22 og for Kristiania by 1824. I 1830 indtrådte han i kongens råd og fungerede som statsråd indtil 1850, da han tog sin afsked i en alder af henved 71 Aar. Medborgeres tillid og agtelse fulgte ham paa hans lange offentlige bane. Han døde den 1ste januar 1853.

Hans dagbogs-optegnelser fra Ejdsvold, som i det efterfølgende gjengives med nogle uvæsentlige stilistiske ændringer og med nogle tilføjede anmærkninger, ere af familien velvllig overladte den historiske forening til udgivelse. De afgive i forbindelse med de tidligere trykte ligeartede optegnelser af Ejdsvoldsmændene Christie, F. Schmidt, Bryn og N. Wergeland et værdifuldt bidrag til hine mindeværdige dages historie.

---

Første Paaskedag den 10de April. – De Deputerede forsamlede sig ved Eidsvold Kirke, i hvilken Gudstjenesten var bestemt til Kl. 11; en betydelig Folkemængde var der tilstede. Regenten ankom Kl. omtrent $\scriptstyle 11{\frac {1}{2}}$, og idet han gik gjennem de Deputerede, der udenfor Kirkedøren havde opstillet sig i tvende Rader, sagde han: Lader os i Herrens Hus nedbede Guds Velsignelse til det store Verk, vi i Dag paabegynde. Gudstjenesten begyndte derpaa i sædvanlig Orden, og Professor Leganger prædikede over Dagens Evangelium. Med Prædikenen var man i Almindelighed ikke fornøiet; den var meget lang, krybende for Regenten, og Slutningen, om jeg saa maa sige, dumdristig. Efterat han omtrent en Times Tid havde talt om Jesu og den Mennesket ved ham forskaffede Udødelighed, gik han over paa Anvendelsen og forsikrede os, at ligesom Jesus havde erhvervet sig Udødelighed omsider ved sit Livs Opofrelse, saaledes maatte Mennesket ikke heller kunne vente dette høieste Gode, uden efter megen Kamp og Møie. Jeg overlader til Theologer at bedømme, om dette er rigtigt; efter min Smule Formening tør vi vel Alle, den som arbeider, og ikke arbeider, vente at naae Udødelighed; men om vor tilkommende Lyksalighed er vel egentlig Spørgsmaalet. Omsider hilsede han da, i enkelte Taler, stilede til enhver især, Regenten og Norges første National-Forsamling, og talede her, naar jeg undtager, at han, som foranført, strøede for megen Virak for Regenten, efter min Formening virkelig vakkert; endelig endte han, efter at have givet Vink om, at kun i Eens Hænder kan Regjeringen sikrest føres, saaledes: Glad nedlægger Oldingen i Embeds-Aar, Oldingen blandt Mennesker, nu sit sneehvide Hoved i den allerede aabne Grav, thi han har seet sit elskede Fødelands opgaaende Herlighed, han har seet Landets tilkommende Fader og – (her gjorde han virkelig en Pause, som vilde han endnu betænke sig) Konge. En stor Del af os var af den Formening, vi strax kunde vende tilbage, haabende, Professor Leganger velvilligen vilde sørge for alt det Øvrige, som han havde sørget for Kongens Udnævnelse. Høitideligheden i Kirken endtes med, at samtlige de Deputerede offrede Hr. Professoren, saa han sandelig fik et temmelig klækkeligt Offer. Fra Kirken drog man i en uoverseelig Skare af Vogne, Kjerrer, Karioler &tc. til Eidsvold Verk, hvor man samledes i en stor Sal og strax i alphabetisk Orden blev opraabt for derefter at legitimere sig som Deputeret og overlevere sine Adresser. Hver enkelt Deputation blev til den Ende indladt i en anden Sal, hvor Regenten modtog samme, svarede enhver især noget Forbindtligt paa den korte Tale, man ved Overrækkelsen af Fuldmagterne holdt til ham, og overleverede dem til Etatsraad Holten, som igjen til enhver af de Deputerede gav en Billet med Paaskrift: Adgang til Rigsforsamlingen paa Eidsvold for N. N. I samme Sal, som Regenten staaende modtog Deputationerne, sad Conferentsraad Sommerhjelm mod Biskop Bech paa høire og Biskop Bugge paa venstre Side, modtoge Fuldmagterne med Adresserne fra Etatsraad Holten og førte dem under Nr. til Protocols. Hermed sluttedes Forhandlingerne for den Dag. De Deputerede, der bestaae af 113 Personer, spiste et forsvarligt Middagsmaaltid, og spiste de Deputerede fra Stiftsstæderne ved Regentens eget Taffel, ved hvilket, foruden disse, Regjeringsraaderne, Biskoperne &tc. vare tilstede.

Mandag den 11te April. – Man var bestemt at møde Kl. $\scriptstyle 9{\frac {1}{2}}$, og efterat vi havde taget en tilstrækkelig Frokost med fornøden Madeira (tænk, hvor vi leve paa Statens Bekostning) opmarscherede vi, atter efter alphabetisk Orden, i Høitidssalen. Denne er temmelig lang, men meget smal og altfor liden for et Personale af over 100 Mennesker. Paa hver Side ere tvende Rader Bænke, beklædte med rødt, ikke meget fint Klæde; øverst for Enden staaer paa en Forhøining en forgyldt Lænestol, ved Siden nedenfor tvende Borde til Secretairerne; Christian den fjerde hænger nydelig malet paa Væggen. Efterat vi alle der vare forsamlede og havde stillet os ved Bænkene paa begge Sider, optraadte i høitidelig Procession parvis, dragende gjennem den lange Række og stillende sig paa høire og venstre Side af den forgyldte Lænestol, først samtlige Adjutanter, derpaa Kammerraad Holst og Thulstrup, Falbe og Treschow, Bergh og Vibe, Biskoperne Bugge og Bech og endelig Regjeringsraaderne Tank og Aall, Collett og Sommerhjelm, Haxthausen og Schmettow, alt i opstigende Orden, indtil endelig Hans Kongl. Høihed sluttede det høitidelige optog og nedlod sig paa Lænestolen. Efterat Alting var i Orden, reiste han sig og holdt en Tale til Rigsforsamlingen, hvori han opmuntrede den til at paabegynde og fuldende det vigtige Fædrenelands-Anliggende med Visdom, Enighed og Fædrenelandssind, formanende Enhver til frimodigen at yttre sine Tanker, søgte at gjendrive den Mening, som kunde Norge ei være en selvstændig Stat, og henviste os i saa Henseende til vore Forfædre, tilkjendegav os, at Regjerings-Raadet var befalet at meddele os alle de Oplysninger om Landets finansielle og øvrige Forfatning, som Tidens Korthed havde gjort mulig at tilveiebringe, og sluttede endelig med, at han som Landets Regent havde tilskrevet alle de Magter, med hvilke Norge behøvede at staae i venskabelig Forbindelse, men at Isen og Norges Beliggenhed endnu havde gjort det umuligt at erholde de forventede Svar. Kun Sverige havde sendt hans under 6te Marts Kongen tilskrevne Brev ubrukket tilbage. Han satte sig derpaa, anmodede de Deputerede om at gjøre det samme, og befalede Etatsraad Holten at oplæse formeldte Kongen af Sverige tilskrevne Brev først i Originalen paa Fransk og derefter Oversættelsen. I dette søgte han med muligste veltalenhed at bringe Kongen af Sverige til at respectere et frit Folks selvtagne Beslutning, spurgte ham, hvorledes de Motiver, efter hvilke Kronen Sverige i Begyndelsen af Krigen havde grebet til Vaaben, kunde forenes med de erobringslystne Grundsætninger, den nu viste, og veltede til Slutningen alle de uberegnelige Ulykker, som en Krig mellem begge disse Nabostater kunde afstedkomme, paa Hans svenske Majestæts Samvittighed. Han overdrog nu til Forsamlingen at vælge sig en Præsident, Vice-Præsident og Secretair. Valget faldt for de første 8 Dage paa Kammerherre P. Anker til Præsident, Etatsraad og Justitiarius i Stiftsoverretten i Throndhjem Rogert til Vice-Præsident og Sorenskriver Christie fra Bergen til Secretair; de nærmeste Stemmer til Præsident og Vice-Præsident havde Hegermann og Sverdrup, til Secretair Justitsraad Diriks. Efterat prindsen havde bekjendtgjort dette Valg, lykønskede han Vedkommende til deres Udnævnelse, anbefalede Forsamlingen endnu en Gang Enighed og Mod, og afgik med sit Følge^[3]. Under hele denne Forhandling, der vel omtrent varede $\scriptstyle 2{\frac {1}{2}}$ Time, maatte Regjeringsraader &c. blive staaende paa begge Sider af Regenten. Da denne var aftraadt, kom Rigsforsamlingen endnu overens om, at en Committee skulde indtil den følgende Dag udkaste Grundregler for Præsidentens Pligter, Formen, hvorefter Forhandlingerne daglig skulde fremmes, og en Tak-Adresse til Regenten. Til denne Committee, der foruden Præsident, Vice-Præsident og Secretair skulde bestaae af 6 Medlemmer, valgtes: Sverdrup, Falsen, Hegermann, Omsen, Wergeland og Diriks. Nu endtes Forhandlingerne for i Dag; man spiste, de Deputerede for Agershus Amt, Agershusiske ridende Jæger-Corps, Agershusiske Skarpskytter-Regiment, Arendal og Artilleriet, Bønder og Under-Officierer incl., ved Regentens eget Taffel, og drak, under Oplandske Regiments Musik, Skaaler paa Fædrelandets Velgaaende, hvortil en Sang var forfattet af Rein.

Tirsdag den 12te April. – Udkastet til de igaar bestemte Politi-Love vedtoges med faa Forandringer; disse blive trykte. Herpaa oplæstes Tak-Adressen til Regenten, og efterat Præsidenten harde spurgt, om den saaledes fandt Rigsforsamlingens Bifald, opstod Wergeland og i en saare vel gjennemtænkt og grundig Tale formente, at i Tak-Adressen tillige burde tilføies, at National-Forsamlingen ansøgte Hs. Kongl. Høihed om fremdeles at vedblive Statens Ror, indtil Rigsforsamlingens Forhandlinger vare tilendebragte; thi, sagde han, den Magt, med hvilken Hans Kongl. Høihed nu regjerede, skjønt det vistnok var høist velgjørende for Staten, at den i Farens Øieblik af ham var antaget, kunde dog ikke ansees aldeles lovlig, og først nærværende National-Forsamling kunde give den Lovs-Kraft. Han foreslog derfor ogsaa, man troer i Ironi, en Tak-Adresse til de Mænd, som første Gang paa Eidsvold havde raadet Regenten^[4]. Sagen debatteredes heftig for og imod; endelig opstod Wedel og formente, at skjønt det vel ingen Tvivl var underkastet, og rimeligvis heller ikke paatvivledes af Nogen i National-Forsamlingen, at. Majestæten nu var i dens Hænder, troede han dog, for ikke at begynde vore Forhandlinger med Splidagtighed, at man burde lade Tingen gaae i dens nærværende Gang og lade den foreslaaede Tak-Adresse uforandret passere. Disse Grunde fandt almindeligt Bifald, og Wergelands Forslag faldt igjennem; han er imidlertid ikke desmindre den conseqvente uforfærdede Mand. Nu valgtes en Committee, der skal gjøre Forslag til Rigsforfatningen, og disse ere de, som i medfølgende Liste ere betegnede med skrevne Tal foran^[5]. Forhandlingerne endtes for idag.

Onsdagen den 13de April. – Paa Rigsforsamlingens igaar Regenten ved en Deputation tilstillede Adresse modtog man i Dag hans skriftlige Svar, hvis Indhold omtrent var følgende: Enhver Erkjendtligheds Ytring fra det norske Folk var ham behagelig, hvor meget mere da denne fra Rigets udvalgte Mænd; hans Overbevisning sagde ham, at han havde udrettet noget Godt for Norge, og hans høieste Bestræbelse skulde gaae ud paa at udrette end mere; han bad Præsidenten at tilkjendegive Rigsforsamlingen sin Erkjendtlighed og sin Tak. Præsidenten tilkjendegav derpaa at den udvalgte Committee først paa Fredag den 15de April kunde forelægge Rigsforsamlingen de af den foreslaaede Grundtræk til Norges tilkommende Regjeringsform.

Fredagen den 15de April. – Præsidenten forelæste de af Committeen fremsatte Grundprinciper for Norges tilkommende Regjeringsform saaledes: 1. Norge bør være et indskrænket arveligt Monarki. 2. Folket bør udøve den lovgivende Magt gjennem sine Repræsentanter: 3. Folket bør ene have Ret til at beskatte sig gjennem sine Repræsentanter. – 4. Krigs- og Freds-Retten tilkommer Regenten. 5. Regenten bør have Ret til at benaade. 6. Den dømmende Magt bør være særskilt fra den lovgivende og udøvende. 7. Trykkefrihed bør finde Sted. 8. Den evangelisk-lutherske Religion bør forblive Statens og Regentens Religion. Alle Religions-Secter tilstedes fri Religions-Øvelse; dog ere Jøderne fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget. 9. Nye Indskrænkninger i Næringsveie bør ikke tilstedes. 10. Personelle eller blandede arvelige Forrettigheder bør ikke tilstaaes Nogen for Fremtiden. 11. Statens Borgere ere i Almindelighed lige forpligtede til i en vis Tid at værne om Fædrenelandet, uden Hensyn til Stand, Fødsel eller Formue. Nærmere Bestemmelser og Indskrænkninger vil blive at tilføie foranførte Grundsætninger ved Statsformens Udarbeidelse; – og tilkjendegav derpaa, at da ifølge de foreløbigen antagne Politi-Love intet Rigsforsamlingen gjort Forslag maatte delibereres om, før den følgende Dag, vilde de her fremsatte 11 Grundprinciper først i Morgen blive at gjennemgaae, og hævede derpaa Forsamlingen for i Dag.

Løverdagen den 16de April. – Efterat man var samlet i Rigsdagssalen og enhver Deputeret (som i Politi-Lovene ved vigtige Anliggender er befalet) havde forevist sit Tegn, oplæstes atter Grundtrækkene og skredes derpaa til Deliberation om den første Grundregel. Capitain Holck af Bergenhusiske Infanteri-Regiment fremstod, og troede, at første Grundprincip burde udvides saaledes: at Norge burde være et indskrænket, arveligt og udeleligt Monarki og dets Regent føre Navn af Konge. Flere af os, hvoriblandt ogsaa jeg, skjønt vi i Hovedsagen vare enige med Capitain Holck, troede dog, at denne vigtige Tilsætning til Grundregelen burde, som et særskilt Forslag, i Medhold af Politi-Lovene først fremsættes i Dag og derefter komme under Qvæstion den følgende Dag, og fremførte vore Meninger i denne Henseende; Falsen troede, at da den af Committeen fremsatte Grundsætning udtrykkelig nævnte Navnet Monarki, maatte ogsaa sammes Regent være Konge, og var derfor af den Formening, at det fremsatte Tillæg strax kunde voteres paa tilligemed Hovedqvæstionen; Flere talede i denne Henseende pro et contra, indtil Wergeland forlangte Ordet. I en meget vidtløftig og skreven Tale søgte denne derpaa at oplyse, hvilken der var den bedste Regjeringsform, og da han, efter omtrent at have talt en liden halv Time, var kommen saavidt, at han af de gamle Grækere og Romere vilde bevise, at det rene Democrati langtfra ikke var det bedste, raabtes der af en 5 à 6 Stemmer i Forsamlingen: Til Sagen! (NB. Efter Politi-Lovene har Præsidenten Ret til, naar den Talende er for vidtløftig og især gaaer udenfor Materien, at paalægge Taleren at holde sig til Sagen). Wergeland taug, og en almindelig Taushed herskede et Øieblik efter dette vistnok upassende Udbrud af Forsamlingens Misnøie. Præsidenten reiste sig, tilkjendegav de Deputerede, at ene han, efter Lovene, var berettiget, om fornødent gjordes, at erindre Taleren om sin Skyldighed, og bad derfor Wergeland at vedblive. Denne vedblev omtrent endnu 10 Minutter og fandt omsider efter megen Gransken, hvad den største Del af os, om ikke alle, intet Øieblik i havde tvivlt om, at det indskrænkede Monarki var den passeligste Regjeringsform; men da han nu derfore fremdeles, meget vidtløftigen, vilde fremføre sine Grunde, og man saa, han endnu havde flere Sider i Folio tilbage, tabte selv Præsidenten Taalmodigheden, bad Wergeland, hvor godt og rigtigt det Fremførte end var, at han dog ikke vilde læse videre, men vedlægge samme Protocollen, da den største Del vist allerede forud med ham vare enige i, at det indskrænkede Monarki havde Fortrinet, og saaledes al videre Deduction i denne Anledning kun ledede til ufornøden Vidtløftighed. Wergeland taug; og Provst Middelfart gjorde, foranlediget ved hans lange Tale, det Forslag, at ingen Talende maatte beholde Ordet længere end i det høieste et Qvarter, hvis Besvarelse dog indtil videre blev udsat. Endnu talede Mange for og imod det af Capitain Holck fremførte Tillæg, indtil man endelig enedes om at føre Enhvers Stemme til Protocols og da lade Pluraliteten decidere. Holcks Forslag gik igjennem med 78 Stemmer mod 33, hvoraf de 29 blot vilde holde sig til den af Committeen fremsatte Qvæstion, 1 St. (Moses) stemmede for en Regent; 1 Do. (Wergeland) for en Konge, dersom det bevises, at Norge kan underholde en saadan med den passende Glands, og 2de Do. (Hount og John Sørbrøden) vel for en arvelig Konge, dog med Undtagelse, at om den nærmeste Thronarving var vanvittig, eller saa omtrent, valgtes en anden Prinds af Blodet. Saaledes blev den første Grundsætning med Tilføiende: at Riget skal være udeleligt og dets Regent fore Titel af Konge, til Lov. Den anden Qvæstion gik igjennem uden synderlig Debatte og den 3die uden al Modsigelse. Den 4de, ligesom den omhandler Krig og Fred, antændte i Forsamlingen Krigen paany; en stor Del vilde aldeles ikke tilstede Kongen den Ret at erklære Krig, beraabende sig paa de grændseløse Ulykker, denne som tiest afstedkom; Modstanderne derimod beraabte sig paa de mange Exempler, man havde paa Krige, der havde faaet et slet Udfald, blot fordi Regenten ikke var i Besiddelse af denne Magt. Committeen forligede til Slutningen Gemytterne ved at forsikre, at den ikke havde forstaaet Regenten her som en enkelt physisk, men som en moralsk Person tilligemed Senatet, og at det nærmere skulde udvikle og forelægge Rigsforsamlingen Modificationerne i denne Henseende. Forslaget gik derpaa igjennem. Saaledes ogsaa den 5te og 7de med belevede nærmere Forslag til Indskrænkninger, og den 6te uden al Modsigelse. Nu kom Baden til den 8de, og Hount med Flere talte varmt de arme Hebræeres Sag, ikke just egentlig for disses egen Skyld, men fordi de fandt det upassende offentligt at etablere en saa intollerant Grundsætning i Forslaget til en Regjeringsform. Sverdrup forfægtede, paa Committeens Vegne, Forslaget, ikke, som han høitidelig forsikrede, og som Enhver troede ham, af Secthad, men for deres politiske Meningers Skyld, erter hvilke de altid vilde blive en Stat i Staten, og fordi, som Wergeland tilførte, en sand Jøde aldrig kunde være en god Borger, og man desuden ikke begik nogen Uretfærdighed mod dem, som Frankrige mod Hugenotterne ved at jage dem ud, men blot fulgte et gammelt Princip og lod dem blive udenfor der, hvor de aldrig havde været inde. Wulfsberg anmærkede, at Christian Vtes Lov tillod dem under enkelte Omstændigheder at komme ind i Landet med Leidebrev, og Forslaget gik igjennem, mod at Committeen nærmere gjør Udkast til enkelte Undtagelser fra denne Lov. 9de og 10de Grundsætning gik igjennem uden Sværdslag, dog skal Committeen i Hensyn til den første nærmere gjøre Forslag til, hvorledes de gamle allerede forlængst gjorte Indskrænkninger efterhaanden kunde være at hæve, og i Hensyn til den 10de, hvorledes de blandede og arvelige kunde overgaae til blot personelle for de nærværende Besiddere og deres nu fødte Arvinger. Endelig fremkom det 11te Grundprincip og gav Anledning til heftigere Debatter end alle de foregaaende. Kammerherre Løvenskiold oplæste en overordentlig vel skreven Afhandling, i hvilken han vel ikke nægtede, at det var Borgerens første Pligt i paakommende Tilfælde at forsvare sit Fødeland, og at da denne Værnepligt ikke alene maatte paaligge Bonden, men enhver Statsborger uden Hensyn til Fødsel eller Formue, men dog udtalte den Mening, at, dersom man kunde udfinde en Maade, der gjorde Conscriptionen unødvendig, man da vistnok og havde gjengivet Borgeren en af de ædleste og naturligste Menneskerettigheder, Retten at kunne raade over sin Person. Han foreslog i denne Henseende at inddele Landet i Districter, som, ethvert efter dets Størrelse, leverede et bestemt Antal Soldater, det de stedse recrutterede. Hegermann bestred dette Forslag paa det Heftigste og lovede nærmere at fremkomme med en Plan, der skulde godtgjøre, at naar Enhver i Staten var værnepligtig, vilde Byrden ikke blive saa trykkende, som man ansaa den. Løvenskiold lovede ogsaa nærmere et udvikle sin Plan, og efterat Wedel drabeligen havde stridt for Løvenskiolds Mening og godtgjort, at denne Maade at stille Militære paa i lang Tid havde været Sveriges, og Wergeland, at denne Maade i gamle Dage havde været brugelig selv i Norge ved dets inddeling i Skibreder, samt Hegermann med Flere atter havde forfægtet den antagne Grundsætning, udsattes denne Post til nærmere overveielse og Foretagelse igjen paa Mandag, hvorefter denne vigtige Dags Forhandlinger sluttedes.

Søndagen den 17de April blev intet foretaget

Mandagen den 18de Do. – Det var bestemt seneste Løverdag, at i Dag skulde vælges en Committee for at undersøge Financerne og en ny Præsident med Vice-Præsident for 8 Dage. Falsen^[6] forlangte. Ordet og holdt en Tale, meget god, hvad Formen angik. Han søgte at bevise, at denne Forsamling paa ingen Maade maatte befatte sig med den borgerlige Lovgivning, og hvo tvivlede vel paa, at han heri havde Ret? men han søgte ogsaa at godtgjøre, at denne Rigsforsamling ikke i mindste Maade havde Fuldmagt at undersøge Landets indvortes Tilstand og end mindre dets Forhold til fremmede Magter, og jeg med flere, jeg tør sige sande Nordmænd, bævede i vort Inderste over saadan Tale, fremsagt just af denne Mand. Hvad, siger han i sin Tale, kan saadan Undersøgelse nytte til? hvordan skulde Oplysningen om Landets indvortes Tilstand og Hjælpemidler i saadan Hast erholdes? og skulde vi 112 Hoveder indlade os i Diplomatikens Irgange? (hans egne ord). Nei! lader os ikke ligne hine Decemvirer, der, idet de lovede deres Fødeland Frihed, selv bleve lige saamange Tyranner. Paa Grund af denne Tale fremsatte han de 2de Qvæstioner: 1) om Rigsforsamlingen efter endte Forretninger skulde vælge 5 kyndige Mænd i Riget, uden Hensyn til om samme sadde i Rigsforsamlingen eller ikke, der skulde sammentræde for at udarbeide en ny Lovbog? og 2) om ikke Rigsforsamlingens Forretninger skulde ansees for at være endte og som Følge deraf Samlingen opløses, naar Rigets Constitution var antaget og Kongen valgt? Han udbad Qvæstionerne strax foretagne til Votering, da de, som han sagde, allerede vare discuterede i Løverdags, skjønt ingen af os Uindviede vidste at have hørt det^[7]. Løvenskiold, Wedel med mange Flere, jeg incl., protesterede paa det Kraftigste mod Spørgsmaalenes Forelæggelse idag, da de ikke ifølge Lovene Dagen forud behørig vare forelagte. Gud veed, hvordan det imidlertid var gaaet, ifald Sagen var kommet til Votering, thi Proponenten har megen Overvægt; men Præsidenten afgjorde Sagen ved egen Autoritet og nægtede i Medhold af Lovene Spørgsmaalene i Dag at fremsættes. Nu skredes til Dagens Orden, til Valget af en Committee for at undersøge Financerne, og enedes man om, at denne skulde bestaae af 9 Medlemmer; man valgte især Amtmænd, Fogder og Kjøbmænd, sc. Grosserer Meltzer, P. Schmidt, Foged Collett, Grosserer Rolfsen, Amtmand Krohg, Grosserer Mørch, Carl Stoltenberg, Lund og Rosenkilde. Denne Committee skal strax træde sammen og indgive Forslag til Rigsforsamlingen. Derpaa valgtes til Præsident oberst Hegermann, Vice-Præsident Sorenskriver Falsen, og Samlingen hævedes for i Dag.

Tirsdagen den 19de April. – De igaar fremsatte 2de Spørgsmaal bleve foretagne til Votering. Det første blev antaget med Tilsætning: at Medlemmernes Antal nærmere skulde bestemmes, og at successive som de arbeidede; skulde Forslagene udgives i Trykken, paa det Enhver derom frit kunde give sine Tanker tilkjende. Det andet Spørgsmaal analyserede man nærmere for egentlig at forstaae, hvad det indeholdt. Tænkte man sig blot Spørgsmaalet: skal vi ansee vore Forretninger for endte, naar Constitutionen er antaget og Kongen valgt? eller, som en stor Del, for at gjøre det latterligt, forklarede samme: skal vi reise, naar vi ere færdige? saa var der vistnok i Hensyn til Meningen herom den fuldkomneste Overensstemmelse; men en stor Del af os vare bange for, at endnu den Tilsætning kunde gjøres, som de igaar anførte Præmisser gave Anledning til: „uden at Landets indvortes Tilstand og Forhold til Fremmede undersøges“, og da var det af yderste Vigtighed. Alle have vi aflagt den Ed, at hævde om gamle, det elskede, Norges Selvstændighed, og ve den, der kunde tænke paa at bryde denne Ed, men skjændigt, under denne Forsamlings Værdighed var det, om vi gik fra hinanden uden at fordre denne Oplysning om vor Tilstand, og den vil blive fordret med Mod og Kraft. Forinden der om Forslaget blev voteret, talede Flere for og imod. Løvenskiold fik først Ordet. Gud kjender hans Hensigter og Motiver^[8]; men endnu har han efter min Formening talt den sande Nordmands ægte Sprog; han talte godt og værdigen for at vise, hvilken Inconseqvence man begik, naar man skiltes ad, uden at fordre de omtalte Oplysninger, saavidt samme vare at erholde. Derpaa opstod Wergeland, han forfægtede med inderlig Varme samme Sag. Nordmændene Rein og Provst Schmidt talede mod førstnævnte, dog kun forsaavidt de udenlandske Forhold angik, som de holdt for umulige at erholde Forklaringer om og umulige at indlade sig i. En Sorenskriver Koren, Professor Sverdrup og mange med dem anførte, at de ikke af deres Committenter havde Fuldmagt paa mere end at antage en Constitution, samt til hvem den executive Magt skal være overdraget. I denne Anledning holdt Præst Grøgaard (en herlig, høist energisk Mand) en kort, men trædende Tale, og endte samme, idet han korsvis fremstrakte sine Hænder, saaledes: binder mine Hænder! den hele Norske Nation skal være fri, men denne Rigsforsamling skal ene være lænkebunden!!! – Efterat der vel var talet et Par Timer i denne Anledning, blev Spørgsmaalet fremlagt uden al Tilsætning, og var altsaa i sig selv meget ligegyldigt. Stemmerne vare aldeles delte, 55 for og 55 mod Forslaget; Præsidenten (Hegermann) gjorde Udslaget, og Forslaget antoges, sc. naar Constitutionen er antaget og Kongen valgt, er Forsamlingen hævet. Ja, gid den var hævet i dette Øieblik! thi den er ikke længere interessant; men inden denne Antagelse og inden dette Valg vil den neddyssede Qvæstion fremkomme med forøget Kraft, og om den, som jeg nu formoder, falder igjennem, saa have vi dog gjort vor Pligt med rolig Samvittighed. For at ende denne Dags Forhandlinger med noget Oplivende, indkom til Rigsforsamlingen et Forslag fra en Del Bønder her af Sognet. Blandt Andet foreslog det Afskaffelsen af Sølv-Værdien og i 4de Post udtrykker det sig omtrent saaledes: „Skriverfriheden, ja denne Skriverfrihed var det nu vel godt om den blev tilladt, paa det vi fattige og enfoldige Bønder kunde faae Tilladelse til at lade vore Skjøder og Documenter skrive af hvem vi vilde, og ikke som hidtil skulde være nødsagede til at lade samme skrive af Øvrigheden, som derfor lader sig i dyre Domme betale.“ En almindelig Latter endte Dagens Forhandlinger.

Mandagen den 2den Mai. – Justitsraad Diriks valgtes til Præsident, Amtmand Bendeke til Vice-Præsident. Det næste Møde bestemtes til Onsdagen den 4de Mai om Formiddagen, for da at begynde paa Deliberationerne om Constitutions-Forslaget.

Onsdagen den 4de Mai. – Præsidenten tilkjendegav Rigsforsamlingen, at til Committeen vare indgivne adskillige Forslag og Strøtanker til Norges Constitution, som alle i sin Tid og efter Omstændighederne vare tagne under Overveielse, og som han nu befalede Secretairen at oplæse. Det første var Forslag til en Constitution for Norge af Sorenskriver Weidemann paa Thoten, underskrevet af en stor Del af Sorenskriveriets Almue. Det var godt skrevet, men saa erkeroyalistisk, at vi, der ikke ganske vare saa kongeligsindede, skjælvede og bævede. Kongen skal efter samme ansees som det ypperste Hoved paa Jorden og kan omtrent gjøre og lade, hvad han vil; den eneste Indskrænkning, saavidt jeg erindrer, var, at et Nationalraad skulde sættes ham ved Siden, uden hvis Samtykke ingen Skatter skulde kunne udskrives. Sorenskriver Koren oplæste derpaa sine, som han kaldte dem, Strø-Tanker. Heri talede han, som af Johannes Aabenbaring, saa grangivelig, at vort Nabo-Rige Sverige snart vilde være underkastet en Revolution, saa ligesaa grangivelig, at de 3de Nordiske Kroner da vilde komme paa Prinds Christians Hoved, og Gud veed hvad Alt mere han saa; Rigsforsamlingen saa tydelig, hvad den rigtignok længe havde seet, at han var en N-r. Slutningen, han uddrog af disse mange Syner, var, at det vilde være upolitisk at antage som ubetinget Lov, at Kongen skulde boe i Landet; thi dette vilde hindre denne lyksalige Union. Lensmand Lysgaards Forslag, ventelig skreven i hans Navn, oplæstes derpaa; det indeholdt mange gode og almindelig antagne Principer, og sluttede med, at Enhver maatte kunne forædle sine Skov-Producter, som han selv fandt for godt, og at Odelsretten, Norges Palladium, maatte beholdes, om mulig efter Forordn. af 14de Jan. 1771, eller i det mindste efter Forordningen af 5te April 1811. Endelig oplæstes et anonymt Forslag, med Rigsforsamlingens Tilladelse; det holdt den franske Constitution af 1791 for den bedste og anbefalede den^[9]. Nu skredes til Dagens Orden, og antoges med Forandringer og Modificationer de første 20 §§er af Constitutionen, saaledes som de indsluttet findes anførte^[10]. Committeen forudskikkede den Anmærkning, at der ikke nu maatte sees paa Sproget og §§nes Orden; naar det Hele var antaget og de fornødne Forandringer gjorte, troede den det først rigtigt at redigere det Hele. 1ste § var allerede antaget under Præliminarierne den 19de April sidstleden. 2den §. Hount paatog sig atter de betrængte Jøders Sag, og anførte, at dersom enhver Stat vilde følge en saa uliberal Grundsætning, vilde Jøderne blive fortrængte af Jorden. Sorenskriver Christie anførte, han troede, at kun alle christelige Religionssecter burde taales i Norge, da man ellers maatte taale Mahomedanernes Flerkoneri m. m., og at af samme politiske Grund, som Jøderne udelukkedes, maatte ogsaa Jesuiterne nægtes Adgang til Staten, fremdeles at ingen Munkeordener maatte taales, og at Landets Indbyggere skulde opdrage deres Børn i den luthersk-christelige Religion; efter nogen Debatte frem og tilbage antoges Forslaget med disse Tilsætninger. 3die § enstemmig antaget. 4de §. Løvenskiold søgte at bevise det urigtige i den Grundsætning, at Regenten stedse skulde have bekjendt sig til den christelige lutherske Religion, da det derved, efter hans Formening, var muligt, at man bandt Hænderne paa sig selv. Sorenskriver Weidemann anførte, at naar §en paa den foreslagne Maade antoges, var Bernadotte de jure for bestandig udelukket fra Adgang til Norges Throne, og hertil gratulerede han Riget paa det hjerteligste; ikke destomindre ansaa han Bestemmelsen som muligens skadelig. Rein forsvarede Committeens Forslag og havde som sædvanlig dyppet sin Pen i Honning. Det antoges med stor Stemmeflerhed. 5te § antaget uden Opposition. 6te §. Man troede, at Eden høitideligst aflagdes ved Kongens Kroning, og at Edens Aflæggelse indtil denne Ceremoni burde opsættes. Amtmand Bendeke anførte herimod, at enhver Embedsmand i Staten maatte, forinden et Embedes Tiltrædelse, aflægge Ed, hvormeget mere maatte da ikke Kongen som Statens første Embedsmand hertil være forbunden, og at man ikke betids nok kunde faae denne høitidelige Bekræftelse paa hans Løvte at ville regjere efter Constitutionen, var en Følge af Sagens Natur. Præst Grøgaard tilførte: man kjendte nyere Exempler paa, at en Konge havde udsat sin Kroning i mange Aar, og saaledes vilde muligens Eden, naar den skulde følge Kroningen, ikke blive aflagt. Forslaget antaget med megen pluralitet. 7de §. Secretair Christie holdt for, at, for at forebygge saa meget mulig et Valgrige, maatte Mand af Kvinde tillige være arveberettiget; en Enkelt, jeg erindrer ikke hvem, talte for den agnatisk-cognatiske Succession aldeles uindskrænket. Procurator Omsen med Flere svarede til første Opposit: at man, paa denne Maade, let kunde faae en Privat-Mand til Konge, og til den anden, at i Huslivet regjerer Manden Kvinden: Kvinden bør ikke i det langt vigtigere Regimente regjere Manden; desuden viste Erfarenhed, at ved Kvinde-Regimente regjerede ikke hun, men hendes Yndlinger, eller hvad andet Navn man nu vil give dem. Forslaget antaget med 105 Stemmer mod 5^[11]. 8de § enstemmig antaget. 9de ligesaa. 10de §. Sorenskriver Koren gjorde herved den veludtænkte Anmærkning, at man burde have 2de Protocoller i denne Henseende, som Storthingets Protocol muligens kunde opbrænde. Præsidenten, Justitsraad Diriks (som jeg her maa anmærke er en overmaade flink Mand, og saa meget mere skikket til dette Embede i disse vigtige Dage, som han skal være en af Landets kyndigste Jurister, forklarer ved hver §s Forelæsning Committeens Aarsager, hvorfor den saaledes og ikke anderledes er antaget) anmærkede, at man haabede, at Thronarvingen vilde blive døbt og saaledes blev indført i de nu heldigvis indførte 2de Ministerialbøger, og om endog dette skulde slaae feil, maatte dog Tildragelsen nødvendigvis være antegnet i Statsraadets Protocol; han haabede saaledes, ingen Fare i denne Anledning var at befrygte; man smaalo, og Forslaget antoges enstemmig. § 11. Lieutenant Heidmann foreslog: at naar Kongen ingen Livsarvinger havde, der ingen rimelig Formodning var for, at han vilde faae nogen, og han dog ikke, naar ingen arveberettiget Prinds var til Norges Throne, vilde nævne sin Eftermand, maatte Storthinget, for at undgaae et splidagtigt Valg, foreslaae Thronarvingen, som da i Kongens levende Live skulde adopteres. Forslaget synes dog sandelig meget fornuftigt; men det fik et høist latterligt Udfald, da Wedel hertil svarede; man var i Erfarenheden endnu ikke kommen saa vidt, at man bestemt kunde sige, i hvad Alder en Mand var i...tens; man havde saaledes stedse, saalænge Kongen levede, Haab om Livsarvinger, og han troede derfor, Lieut. Heidmanns Proposition ikke var antagelig. Forslaget eller §en enstemmig antaget. § 12. Flere vare af den Formening, at da Kvinden var udelukket fra Successionen, burde Dronningen ikke heller være Regentinde, men man fandt hendes Magt som Regentinde saa liden mod en Konges, at dette intet synderligt Bifald fandt. Oberst Hegermann foreslog, for at forebygge, at ikke enkelte Familier ved Regentskabet skulde under en Mindreaarighed af muligens 17 til 18 Aar, tilsnige sig aristocratisk Magt: at den nærmeste Thronarving i Kongens Mindreaarighed skulde være myndig, naar 18de Aar var fyldt, at han fra 18de til 25de Aar fyldt skulde regjere med de i §en foreslagne Tilforordnede; men derimod fra 25de til Kongen blev myndig med Kongemagt, og fremdeles, at af Regentskabets Tilforordnede aarlig 4 skulle udgaae og ombyttes med andre af Storthinget Valgte. Man anførte herimod, at man havde Garanti mod de Anmasselser, enkelte Familier kunde gjøre sig, ved den senere i Constitutionen foreslagne Tiltale, Storthinget kunde sætte dem under, og at, paa den foreslagne Maade, muligens de dueligste Mænd kunde blive gjort uvirksomme for Staten. Forslaget antaget med 76 Stemmer mod 33. 13de § enstemmig antaget med Tilsætning under Ansvar efter §§ 16 og 88. Det vil sige, Storthinget kan kræve dem til Regnskab. § 14 enstemmig antaget. § 15 ligesaa, med Tillæg hver for sig og Vi forandret til Jeg. § 16 enstemmig antaget. § 17. Man frygtede at komme til Prindser og Prindsesser i det Uendelige, og §en fik derfor saadan Inskrænkning: som ved samme findes anført. § 18. Sorenskriver Koren syntes, det var haardt, at Kongen eller Thronarvingen i saa Henseende ikke skulde have den almindelige Menneskeret at kunne gifte sig med hvem han ønskede; men Falsen svarede herimod, at vilde han i dette Tilfælde benytte den almindelige Menneskeret, stod det ham frit for ved at renoncere paa Thronen. Vilde han ikke det, fik han at see paa Nationens, ikke paa sit eget Ønske. Forslaget enstemmig antaget. § 19. Man troede, at en saadan anklaget Prinds muligens undertiden kunde være værre faren med sin kongelige Dommer end med at staae under Nationens Ret; anførte i saa Henseende Fredrik den store som Kronprinds, Don Carlos og Alexei Petrowitz, og troede, at det maatte staae en saadan anklaget Prinds frit for at henskyde sig under Rigsretten (forklares senere). Sverdrup anførte herimod, at Kongen ifølge sin Ed til Constitutionen var forbunden at dømme eller lade dømme efter Landets Love, og at man, naar den foreslagne Maade antoges, kunde tænke sig det Tilfælde, at den tilkommende Konge blev dømt af Landets Domstole, hvilket han med Mængden syntes ikke var passende. Forslaget antaget. § 20. Wedel anførte: at det nordligere Klima naturligvis udviklede Manden senere end det sydligere, at en 18-Aarig i Norge i Almindelighed var en Dreng, og at Mænd ikke burde regjeres af Drenge. Hount, jeg og en Mængde vare af samme Mening. Sverdrup og Falsen anførte herimod, at et Regentskab saa meget som muligt af mange Aarsager maatte søges undgaaet, og at følgelig, jo før det kunde ophæves, jo bedre. Forslaget forkastet med 59 Stemmer mod 51. Der skredes derpaa til Votering, og Alderen bestemtes ved Stemmeflerhed til 20de Aar fuldendt. – Under denne Dags Forhandlinger hører endnu en vakker Anmærkning, Etatsraad Rogert gjorde ved den 7de § (se Debatte i denne Anledning). Mand af Mand, sagde han, var Norges rette ældgamle Arvefølge; thi i mange Aarhundreder tilbage, under Norges egne Konger, havde kun Agnater besteget Thronen; det eneste Tilfælde undtagen, da en Cognat, i Sverrers Dattersøn, for en kort Tid havde regjeret.

Thorsdagen den 5te Mai. – Man begyndte efter Ordenen paa 21de §. Omsen opponerede mod Forslaget, bemærkede, at en fattig Stat som Norge ikke maatte indlade sig i unødvendige Omkostninger, og at han ikke indsaa, hvorfor ikke Høitideligheden ligesaa vel kunde skee i Rigets Hovedstad Christiania. Sverdrup svarede: Kongens Kroning var en saare høitidelig Handling, at man dertil i hele Norge intet passeligere Locale havde end den for sin Ælde og Størrelse fra Oldtiden ærværdige Throndhjems Domkirke, og at desuden denne Handling nærmere vilde sammenbinde begge Stifter, Throndhjem og Agershuus, der saa gjerne vilde rivalisere med hinanden. Omsen gjensvarede, at han i Anledning af Professorens seneste Anmærkning vilde foreslaae, at Kroningen alternerede mellem de 4 Stiftsstæder. Præst Darre formente, at de Omkostninger, Omsen saa meget befrygtede ved Kroningen i Throndhjem, alene bestode i Skydsen for Kongen og hans Følge, da Omkostningerne ved Kroningen selv nødvendig maatte medgaae, hvad enten Handlingen foretoges i Christiania eller Throndhjem. Han troede, disse Skyds-Omkostninger omtrent vilde være de samme, hvor end Kroningen skeede, da til Kroningsstedet stedse vilde blive en Conflux af Mennesker, og holdt desaarsag Throndhjems Domkirke som det eneste passende og tilstrækkelig rummelige Sted til Kroningen. Capitainerne Motzfeldt og Holck talte endnu for Forslaget, og da den sidste i denne Anledning paastod, at Throndhjems Domkirke var dobbelt saa stor som Christianias, nægtede Omsen dette aldeles med Tilsætning, at Christiania Kirke næsten var ligesaa stor som Throndhjems, og begge paastode dog at have seet saavel Throndhjems som Christiania Kirke. Forslaget antoges med 88 Stemmer mod 22. § 22. Sorenskriver Koren frygtede for, man ikke kunde faae juridisk Vished, om Thronarvingen virkelig var kommen til Kundskab om den forrige Konges Død, og at Storthinget saaledes uskyldig kunde udelukke ham, om han ikke kom tilbage inden 6 Maaneder, og Kjøbmand Mølbach vilde have de uovervindelige Endringer benævnte. Præsidenten affærdigede begge, den første derved, at man maatte antage, Storthinget ikke uden Factum tydelig var bevist, vilde udelukke Thronarvingen, og den Anden ved at forsikre, som vi Alle bifaldt, at om endog ethvert Medlem af Rigsforsamlingen vilde plage sin Hjerne for at udfinde disse Hindringer, var dog altid nye Hindringer at optænke, og saaledes intet fuldstændigt at udføre; det maatte vistnok overlades Storthinget i mødende Tilfælde at paaskjønne, hvorvidt de ar Thronarvingen fremførte Grunde vare gyldige eller ikke. Forslaget enstemmig antaget. § 23 antoges med Tilsætning: og Regentskabets øvrige Tilforordnede. § 24 enstemmig antaget. § 25 ligesaa. § 26 ligesaa. § 27. Omsen tog først Ordet i denne vigtige §, og godtgjorde i en kraftig Tale, at Forslaget aldeles kunde eluderes; thi først kunde under Ordet Riget, om Sverige eller Danmark i Tiden fik Indfald, at lade sig sammenbinde med Norge, forstaaes det hele Rige, og Kongen saaledes boe i Stockholm eller Kjøbenhavn, og for det andet kunde Kongen reise 6 Maaneder, komme tilbage og være 3de Uger eller endnu mindre hjemme, og atter reise bort 6 Maaneder, og saa fremdeles, uden at der lovlig kunde lægges ham nogen Hindring iveien; Norge havde i Aarhundreder følt Mangelen ikke at have en Konge i sit eget Skjød; det vilde nu ikke have en Konge paa Papiret, men i Virkeligheden; thi foreslog han, at naar. Kongen havde været 6 Maaneder hørte, skulde han i det mindste de følgende 5 Aar være i Riget. Falsen protesterede i kraftigste Maade, ved en skreven Tale, imod enhver Tilsætning i §en. Sverdrup ligesaa, og begge fortrinlig paa den Grund, fordi man derved bandt Folkets Villie ved at nægte, hvad det muligens, om kort eller længe, kunde ansee at være gavnligt. Falsen og Omsen kom derved i heftig Debatte sammen. Provst Schmidt og Capitaine Holck vilde have, at i §en skulde skjelnes mellem Embeds- og Privat-Reiser, da jo de første nødvendig maatte være Regenten tilstaaede, saa tidt han fandt samme nødvendige. Jeg tog mig i denne Henseende den Frihed at bemærke, at saafremt Danmark, eller hvilketsomhelst andet Rige, nogensinde blev forenet med Norge, vilde jo en Reise derhen idetmindste altid kaldes en Embeds-Reise, og at atter intet Værn havdes mod Kongens Fraværelse fra Riget. Sorenskriver Weidemann foreslog, at §en skulde begynde saa: Kongen skal boe indenfor Rigets nuværende Grændser, og Fleischer med Tilsætning: at naar Kongen havde været 6 Maaneder borte, skulde han i det mindste være 6 Maaneder i Riget; Omsen afkortede sine 5 Aar til 3 Aar; Præsidenten tiltraadte Sorenskriver Weidemanns Mening, og troede forøvrigt, at i Storthingets Opmærksomhed og det Udtryk: „skal boe“ laa sikkerhed nok for, at Kongen ikke kunde være synderlig længe fra Riget. Vor Ven og Taler, Hr. Carstensen, var af den Formening, at §en maatte forstaaes saaledes, at om Kongen end regjerede i 50 Aar og derover, maatte han dog i alt ikke være mere end 6 Maaneder ude af Riget. For i den Henseende ikke at misforstaaes, blev strax med enstemmigt Bifald tillagt: „af Gangen“. Omsider skredes til Votering, og skulde først voteres paa, om §en skulde forandres eller blive staaende som den stod; Resultatet blev ved Stemmeflerhed, at den skulde forandres; man enedes derpaa, at Stemmerne vare delte mellem Weidemanns og Omsens Forslag, og der voteredes atter paa, hvilket af disse skulde antages. Weidemann vandt overhaand med 83 Stemmer mod 29, og §en forandredes, saaledes som ved samme er anført. § 28. Ikke mindre heftig blev denne § debatteret^[12]. Fleischer formente, at da en af de følgende §§ i Constitutionen tillod Forandringer i denne, maatte det og være nærværende Rigsforsamling tilladt efter dens Erfaring at antage som Grundregler, hvad den efter nøie Drøftning fandt rigtigst; han troede derfor, at Nægtelsen burde være ubetinget, og saaledes blot Begyndelsen af §en blive staaende; Omsen og Flere vare af samme Formening. Falsen og Sverdrup vare atter enige i, at det var at gjøre Indgreb i Nationens Rettighed nu at bestemme Noget som ufravigelig Lov. De nægtede ikke, at Foreningen med Danmark havde været skadelig; men de troede og, man meget godt kunde tænke sig, at Nationen om 10, 20, 30 Aar kunde finde en Gjenforening med Danmark nyttig og nødvendig; Rein understøttede ogsaa denne Mening. Wergeland tog sidst til Gjenmæle; han var som sædvanlig varm og meget vidtløftig. Hvorledes, sagde han, kan man forbinde Tanken om en Forening med Danmark med den nys aflagde Ed til at hævde Norges Selvstændighed? Maa en Forening med Danmark ikke være ligesaa stridende mod denne Ed, som en Forening med Sverige? 400 Aars Erfaring har vist os, at en Forening med Danmark er unaturlig og til vor Fordærv; da man imidlertid muligens, om kortere eller længere Tid, vil gemme de Trængsler, vi for Øieblikket have i friskt Minde, saa bør vi gjøre en Gjenforening umulig. Han sluttede med de Ord: „Hvad Gud haver adskilt, skal intet Menneske i al Evighed sammenføie“. I sin Iver gik han nu vistnok for vidt tilligemed de mange Flere, der talede mod §en; thi den Grundregel, paa hvilken nærværende Rigsforsamling grunder Constitutionen, Folkets Souverainitet, gjør det jo umuligt og modstridende at binde kommende Slægter. Forslaget antaget med 98 mod 11 Stemmer. § 29 enstemmig antaget. § 30 ligesaa. § 31. Endnu har ingen § havt saa mange aabenbare Modstandere og Forfægtere som denne. Præsidenten var nødt til at dele den i 3de Dele, og den første og sidste Del antoges strax enstemmig; den mellemste Del derimod, om Anvendelsen af Geistlighedens og Skolernes Gods, blev desto haardere debatteret. Heidmann, Lensmand Lysgaard, Capit. Høyum, Cancelliraad Dahl, Bonden Teis J. Tostensen^[13] fra Lister Amt og Flere talede ivrig mod Forslaget. Provst Middelfart, Løvenskiold, Sverdrup, Præst Darre, Wedel, Koren, Christie og Flere understøttede samme. Hine gik i Almindelighed ud fra, at det beneficerede Gods var en Levning fra hine Katholicismens Tider, da en bodfærdig synder for at redde sin Sjæl fra Skjærsilden, gjerne hengav sin Skriftefader Alt, at naar Aarsagen ophørte, Virkningen ogsaa maatte ophøre, og at der af det beneficerede Guds vistnok ikke kunde gjøres noget ædlere, værdigere Brug end ved samme at redde Staten fra Undergang. Teis Jacob Tostensen^[13] gik med bitter Harme løs paa Præsterne og deres Misbrug med det geistlige Gods, med Bygsler, Leilændingernes Udsugelse m. v., som han foregav at kjende, og kunde fremføre de frappanteste Exempler paa. Modparterne forsvarede Forslaget vistnok ypperligt. Jeg var af Modpartiet i Begyndelsen, men maatte aldeles omvende mig. Hverken de, der talede af selve Geistligheden, eller nogen af de øvrige, gjorde Paastand paa, at Præsterne skulde i Almindelighed have mere Indtægt af det beneficerede Gods end tilforn; kun den i vort kjære Norge saa aldeles forsømte Almueopdragelse, med dertil hørende Skoler, samt det begyndende Universitet talede Alle varmt for, og anførte de ogsaa den unegtelig rigtige politiske Grund, at en Testators Villie bør være hellig; man bør saa nær som mulig søge at opfylde hans Bestemmelse, for ikke at afskrække Andre fra at gjøre lignende Opofrelser til Staten eller enkelte Dele deraf. Middelfart (vistnok en af de saare hæderlige Deputerede, der overalt ikke har mindste beneficeret Gods til sit Kald) paastod, at Nationen i Almindelighed endnu ikke var moden til nærværende Constitution, og at man blot ved en snar Forbedring i Almuens Opdragelse tillige efterhaanden kunde give samme Fasthed. Wedel anførte i denne Henseende vist ogsaa en høist rigtig Grundsætning. Geistligheden og Oplysningsfaget, sagde han, maa ansees som en moralsk Person; med hvad Ret eller paa hvilken Grund kunne vi mere fornærme dennes Rettigheder end den private Mands? Testator har skjænket Godset til saakaldet gudeligt Brug; den nærmeste directe Anvendelse heraf er derfor vistnok til Geistligheden eg Oplysningsfaget, og ikke for dermed at fundere Bankosedler; vilde ikke Antagelsen af det Modsatte aabenbar lede til, at man, naar fornødent gjordes, tog det Ankerske Fidei-Commis, og hvorfor da ikke ogsaa Privat-Mands Eiendom? Dahl og Heidmann vare de heftigste Modstandere. Forslaget antoges, og §en blev saaledes uforandret, med 69 med 41. § 32^[14]. Wedel bestred Forslaget paa den Grund, at man kunde tænke sig saadanne Tropper indbragte for dermed at undertrykke Landets Frihed; Omsen ligesaa. Da man imidlertid paa den anden Side troede at kunne tænke sig Tilfælde, hvor fremmede Tropper vare nødvendige, forinden Storthingets Samtykke kunde indhentes, gik Forslaget igjennem med vedføiede Forandring § 33. Ingen Ret synes jeg er farligere i en slet Regents Hænder end ubetinget til at kunne erklære Krig. Har Regenten denne Ret, saa Farvel Beskatningsvæsen og øvrige Friheder; det er en Sæbeboble, som Regenten hvert Øieblik kan udblæse. Dette laa mig saa varmt om Hjertet, at jeg i denne Anledning indgav min Betænkning skrivtlig, saaledes som den her følger i Afskrivt^[15], og bad den som mit Votum vedlagt Rigsforsamlings-Journalen. Capitain Motzfeldt indrømmede, at Retten var farlig, men han troede og, at det af mig gjorte Forslag om Statsraadets Samtykke ikke vilde gjøre synderlig Indskrænkning heri. Jeg maatte i denne Henseende gjøre den Anmærkning, at jeg blot havde hentet Beviset fra Gustav den 3die, for at godtgjøre, at en Konge, der gav sig selv en Constitution, havde anseet denne ubetingede Ret i Regentens Hænder som skadelig og derfor søgt at indskrænke den. Sverdrup troede, at naar Folket havde Beskatningsretten, vilde Regentens Ret til at erklære Krig ikke sige synderlig. Wedel og Diriks kunde heller ikke nægte, at Retten var skadelig, men anførte derimod, at selv det frie engelske Folk havde maattet lade sin Konge i Besiddelse af bemeldte Ret, da de ikke havde vidst paa nogen passelig Maade at indskrænke den. I Hensyn til Professor Sverdrups Fremførte anmærkede jeg, at jeg troede at have godtgjort, hvor intetsigende denne Modvægt var, og i Anledning af Wedels og Diriks’s Anmærkning formente jeg, at naar intet bedre vidstes, var dog nogen Indskrænkning bedre end aldeles ingen, og foreslog derfor, at naar Statsraadet enstemmig var mod Kongen, maatte han ikke erklære Krig, uden nærmere med Storthingets Samtykke. Heri vilde man imidlertid ikke indlade sig. §en antaget med 89 Stemmer mod 21. Jeg har i denne Henseende handlet efter Overbevisning; mere kunde jeg ikke gjøre. § 34 enstemmig antaget. §35. Falsen formente, at naar Kongen benaadede en paa Livet dømt Forbryder, maatte det ikke være denne tilladt at vælge Livsstraffen, da dette omtrent vilde være det Samme som Selvmord. Præsidenten var af den Formening, at Kongen ogsaa i de Sager, som anlagdes for Rigsretten, maatte kunne benaade med Livet. Ved Stemmeflerhed blev §en antaget med Diriks’s Tilføiende, saaledes som paa sit Sted er anført. § 36. Kjøbmand Melbach troede, det ikke burde være Kongen tilladt at paalægge midlertidig Told m. v., men den hele Forsamling mente det Modsatte, og §en blev uforandret antaget Kl. var endnu ikke 4, som ellers er antaget at være Tiden, ved hvilken man ophører, men da den følgende § var af den Beskaffenhed, den sandsynligvis vilde blive stærkt disenteret, endtes Forhandlingerne for idag.

Løverdagen den 7de Mai. – Man begyndte efter Ordenen med den 37te §, og sandelig den debatteredes i mellem 2 til 3 Timer. Bergmester Steenstrup, Hornemann, Provst Schmidt, Fabricius, Jacob Aall, Grøgaard, Doctor Møller holdt kortere eller længere Taler i denne Henseende for at godtgjøre Titlers og Rangsyges Skadelighed i en Stat. Steenstrup og Hornemann gik især løs paa at faae Rettighederne for de nærværende Adelige ophævede, i det mindste for de ufødte Børn af Adelige. Grøgaard holdt atter en træffende Tale for at bevise, at den fortjenstfulde Mand hædrer Ordenen og denne ikke ham, at en Konge, der uddeler Titler og Ridderordener, ringeagter sit Folk, istedetfor at hædre det, idet han anseer det usselt nok til at lade sig blænde ved slig Tant og Legeværk; Kongen og Folket sammenlignede han i saa Henseende med den slue, Amerikaneren foragtende Europæer, der for Glasperler og andet blændende Skraberi kjøber hins kostbareste Sager; han endte saaledes med sin sædvanlige Satire: „Jeg ønsker inderlig, at Tolv-Skillings-Sedlernes og Ridderordenernes Periode snarlig maatte være tilende.“ Wergeland forsvarede de nærværende Adeliges Rettigheder, saavel for dem selv som deres Afkom; hans Grunde for denne Sætning vare vistnok ikke vægtige, især hvad Adelens endnu ufødte Afkom betræffer. Sverdrup mødte ham med den Grundsætning, at Mennesket ved Indtrædelsen i Verden kun kan gjøre Fordring paa almindelige Menneskerettigheder og Fordelen af de Love, som ved hans Fødsel ere gjældende. Rein forkastede Titler og Adel, men troede, at en ikke arvelig Orden, som et synligt Bevis paa Regentens og Folkets. Agtelse, kunde, rigtig anvendt stifte stor Nytte. Sverdrup var af samme Mening og understøttede den med Beviser fra Oldtiden; hvad var vel Grækernes og Romernes Borgerkroner og Laurbærkrandse, deres vundne Seieerstegn ved de olympiske Lege m. v. Andet end Ridderordener? og opflammede ikke især de vundne prise i de olympiske Lege Grækerne til høieste Enthousiasme? Holck vilde, at Kongen skulde foreslaae den til Orden fortjente paa Storthinget, og at dette skulde meddele samme; men denne Mening faldt strax igjennem, da Præsidenten anmærkede, at dersom Storthinget forkastede Forslaget, vilde Personen, istedetfor at være hædret, blive yderlig vanæret. Saaledes vare Meningerne delte mellem Rang, Titler, Ordener og Adel. Præsidenten saa sig derfor nødsaget til at partere §en. Der voteredes først, om §en skulde blive staaende, som den af Committeen var foreslaaet. Den forkastedes næsten enstemmig. Derefter spurgtes: Kan Kongen meddele anden Rang og Titel end den, som er forbundet med Embedet? 93 svarede Nei mod 19 Ja. Fremdeles spurgtes: Kan Kongen meddele Titler? 98 svarede Nei og 9 Ja; end videre: Kan Kongen meddele nogen Orden? 81 Ja mod 29 Nei, med Tillæg, at Kongen strax, naar en Orden er givet, offentlig skal bekjendtgjøre, hvorved den er fortjent. Fremdeles spurgtes, om ikke der i Naade afskedigede Embedsmand skulde beholde sin med Embedet havte Rang. Besvaret enstemmig med Ja. Endelig spurgtes: Skal det ved nærværende Rigsforsamling afgjøres, om den nuværende Adels prærogativer skal ophøre, samt i saa Tilfælde, naar? eller skal dette Spørgsmaals Afgjørelse henstaae til næste Storthing? Meningerne vare herom meget delte; en stor Del troede, at man ikke med nogen Grund kunde indlade sig i Afgjørelsen om Adelens personelle og blandede Privilegier, uden tillige at indlade sig i alle de øvrige endnu gjældende Forrettigheder for Herregaardene, Jernværkerne, Saugbrugs-Eierne m. fl., og at hertil behøvedes Tid og modent Overlæg, da muligens flere Tusinders Vel beroede herpaa; jeg maa tilstaae, ogsaa jeg var af denne Formening. Mange Andre troede derimod, at Spørgsmaalet om ikke strax i Dag, saa dog forinden Rigsforsamlingen opløstes, burde afgjøres. Efter votering blev Forslagets nærmere Drøftning udsat til næste Storthing med 62 Stemmer mod 48. Denne § blev da forandret saaledes, som ved samme findes anført. § 38. Omsen begjærede, at Summen^[16] ved denne Rigsforsamling maatte bestemmes; man udsatte den nærmere Besvarelse heraf til videre, og antog Forslaget enstemmig. § 39 enstemmig antaget. § 40. Ligesaa. §§ 41, 42, 43, 44. Disse oplæstes paa en Gang, da de staae i nøieste Forbindelse med hverandre. Wulfsberg indgav sit skrivtlige Forslag, efter hvilket han, til des større Betryggelse for Nationen, vilde, at Statsraadet skulde foreslaaes af Storthinget, og Kongen vælge, samt at ikke Fader og Søn eller tvende Brødre nogensinde maatte sidde sammen i Statsraadet. Efter den Magt, som nu allerede forud var givet Kongen, var det let at forudsee, at dette Wulfsbergs Forslag maatte falde igjennem; Præsidenten paastod, at Spørgsmaalet allerede var afgjort, da Regenten havde den executive Magt uindskrænket, og Retten til at vælge sine Ministre aldeles var en Gren af denne; Falsen ligesaa; Sverdrup anførte, at de Svenske 1720 havde indført denne Maade at vælge Rigsraaderne paa, men havde maattet afskaffe den efter faa Aar, da Kongen derved var bleven gjort til en Skyggekonge; der voteredes paa Wulfsbergs Forslag, og det forkastedes med 107 Nei mod 1 Ja. Derimod antoges Bestemmelsen om Fader og Søn etc. enstemmig. Falsen foreslog nu, at Kongen ikke alene skulde have Ret til at vælge sine Ministre, men han maatte endog have Ret til at fordele Forretningerne mellem dem, som han for godt befandt, og anførte derfor, at ligesom Husfaderen bedst og sikkrest tildeler sit Hustyende, hvad enhver skal udføre, saaledes maatte Kongen og retteligst kunne paaskjønne, hvorledes Ferretningerne mellem Ministrene burde fordeles; ogsaa bemærkede han, at Ministrenes Antal ikke kunde bestemmes, da samme maatte komme an paa Kongens nærmere Omdømme. Flere anmærkede mod den sidste Sætning, at Minimum dog naturligvis maatte være fastsat, paa det Nationen var sikker paa, at der ved Siden af Kongen var et tilstrækkeligt Antal Mænd ø som Raad. Forslagene kom til Votering, og Falsens antoges, saaledes som ved §en er anført. Paa Grund af denne Forandring gik §§ 42, 43 og 44 ud, som overflødige. Jeg er nu kommet til at nævne Falsen, og erindrer derved at have glemt en af Dagens vigtigste Forhandlinger. Efterat den vidtløftige § 37 var tilendebragt, nedlagde Falsen ved en skrivtlig Declaration, han oplæste og indleverede, høitidelig sit Adelskab paa Fædrenelandets Alter. § 45 enstemmig antaget med den liden Tilsætning, som der findes anført, og som var en Følge af det Foregaaende. § 46 ligesaa med de af det Forrige følgende nødvendige Forandringer. § 47. Sorenskriver Christie anmærkede, at han troede, der for Tydeligheds Skyld burde tilføies, at Embeders Besættelse foreslaaes i Statsraadet af den Minister, under hvem det henhører; §en antoges enstemmig med denne Tilsætning. § 48 enstemmig antaget, da man blev enig om, at de Anmærkninger, som Flere her gjorde, skulde udsættes til den 50de §. § 49 ligesaa. § 50. Løvenskiold anmærkede: Naar den Minister, til hvis Fag det henhørte, havde protesteret, og anført sin protest i Protocollen mod et Forslag af Kongen, han (Ministeren) af en eller anden Aarsag ansaa mod Nationens Tarv, saa var han, og maatte være, fri for Ansvar efter § 48. Kongen derimod, naar han havde hørt sit Raad, kunde gjøre og lade hvad han vilde, og var desuden efter § 5 i Medhold af sagens Natur ophøiet over al Daddel og Tiltale. Hvad Garanti havde nu Nationen for, at ikke under en slet Regent de fordærveligste Handlinger bleve foretagne? Spørgsmaalet var som taget af min Sjæl, og jeg havde netop tænkt at gjøre det samme Spørgsmaal. Falsen ansaa det inhumant i en Constitution aabenbare at tænke sig Kongen som ondsindet mod Nationen, og spurgte, hvordan skulde Kongen i saa Henseende indskrænkes? Flere troede, at naar Ministeren havde protesteret, kunde han og nægte at contrasignere; men denne Mening faldt da snart igjennem, da enhver af Kongen udstedt Befaling skal være contrasigneret, og en Minister ved at erholde Ret til at nægte dette blev sat over Kongen. Wedel foreslog, at naar en Minister havde protesteret i Protocollen, og Kongen desuagtet vedblev Udførelsen af en Handling, hin saa maatte være aabenbar mod Nationens Interesse, da skulde Ministeren, for at give sin Protest des større Kraft og Høitidelighed, nedlægge sit Embede, men imidlertid beholde sin fulde Gage, indtil det paa første Storthing var undersøgt, om Ministeren havde handlet ret eller ikke. Han anførte iøvrigt mod Falsen, at man formodentlig i en Constitution maatte tænke sig ligesaa vel den onde som den gode Regent, og at for denne ingen synderlig Constitution var nødvendig. Ved Voteringen, som nu foretoges, faldt Wedels Forslag igjennem med 48 Ja mod 62 Nei, og §en antoges med den Forandring i Udtryk, som ved samme findes anført. Dagens Forhandlinger endtes. Sverdrup gjorde det Forslag, om man ikke tillige skulde arbeide i Morgen, for at paaskynde Forretningerne saa meget mulig. Mange vare for og Mange imod, og jeg har positiv ved de vigtigste Materier om Constitutionen ikke seet Gemytterne saa forbittrede mod hinanden, som ved denne ligegyldige Tings Afgjørelse. Forslaget blev voteret paa og antaget med 61 mod 49. Mange af det tabende Parti erklærede, at de ikke kom, da de ikke til en lovstridig Handling kunde forbindes. Søndagen var bestemt til at gaae i Kirke og høre Gudsord, og det vilde de nu absolut efterkomme. Gud veed, om af Gudelighed eller Egensindighed. Præsidenten tilkjendegav derfor, at efter vore gjældende Love er Søndagen forbi Kl. 4; han udsatte derfor Forhandlingerne til Kl. 4 i Morgen Eftermiddag, og haabede, at ingen af de Deputerede vilde vise et saa ondt Exempel at udeblive uden gyldige Aarsager. Forsamlingen hævedes.

Søndagen den 8de Mai. – Forhandlingerne begyndte med § 51. Cancelliraad Heiberg fremførte i denne Anledning, han aldeles ikke kunde indsee, hvorfor de høiere Embedsmænd efter denne § vare saa aldeles overladte til Regentens vilkaarlige Villie mod de mindre. Sverdrup, Diriks, Christie anførte herimod: Jo vigtigere Embedet er, jo vigtigere maa det være Staten, at det er i en duelig Mands Hænder; det er Kongens positive Pligt, efter Constitutionen, saa meget som mulig at sørge for Statens Vel, og dette kan han ikke, naar ingen af de høiere Embedsmænd uden efter Lov og Dom kunne afskediges. Hvorledes skulde der overalt forholdes med skrøbelige, aldrende og uduelige Embedsmænd, der ikke selv vilde søge sin Afsked, og som Kongen ikke kunde give den? skulde disse offentlig anklages og dømmes fra sit Embede? Skjønt jeg ingen Ynder er af Kongens for store Magt, fandt jeg dog disse Grunde aldeles indlysende, saa meget mere, som en saadan Embedsmand altid beholdt $\scriptstyle {\frac {2}{3}}$ af sin Gage i Pension, indtil det nærmere paa Storthinget blev ventileret. Dahl, gjentagen med Heiberg, bestred denne Kongens Ret hæftig, og troede, at Suspensions-Ret i denne Henseende var det høieste, Kongen burde være tilladt, ogsaa af den Aarsag, fordi Pensionisternes Antal paa denne Maade, til Skade for Stats-Kassen, utilbørligen kunde blive forøget. Hegermann anførte herimod, at han hellere af Kongen vilde have i Naade sin Afsked, end han vilde suspenderes fra sit Embede, og heri vare vi for en stor Del enige med ham. Holck vilde, at ikke Storthinget men Kongen skulde have Ret til at bestemme Pensionen; men heri lik han intet synderligt Medhold, fordi Kongen derved fik for stor Indflydelse paa Stats-Kassen. Adskillige vilde, at Bestemmelsen i denne § kun burde være gjældende for Statsraadet, Gesandter, Consuler og Over-Øvrigheds-Personer; men Hegermann, Stabell, jeg og Flere fandt Bestemmelsen for Aarsagens Ligheds skyld aldeles nødvendig for Regiments-Chefer, Commandanter etc. Holck og Heidmann vilde, at Kongen burde, som høieste Befalingsmand til Lands og Vands, kunne afskedige Officierer af Sø- og Land-Etaten efter Forgodtbefindende, men hverken dette, eller deres Forslag, at Kongen maatte kunne forsætte en Officier mod hans Villie fra et Regiment til et andet, blev antaget. Efter Votering blev §en antaget ved Stemmeflerhed, med den liden Forandring, at man, da Nogle ikke troede, at Biskopperne regnedes til Over-Øvrigheder, satte: Civile og geistlige Over-Øvrigheder. § 52 enstemmig antaget. § 53. Provst Stabel fremførte: Forordningen om Indfødsretten vilde altid gjøre os Christian d. 7des Minde dyrebart, men denne Forordning var efterhaanden bleven saaledes svækket, at kun Skyggen af den havde været tilbage; han paastod, Norge havde lidt saa meget, vilde muligens komme til at lide og opoffre saa meget, at ikke enhver Udlænding, som muligens vilde nedsætte sig i Landet og opholde sig der i 5 Aar, burde have Adgang til Statens Embeder. Sorenskriver Bryn holdt paa samme Mening. Jacob og Jørgen Aall, Provst Middelfart og Amtmand Bendeke talede for Forslaget, og ønskede inderlig, at Staten ved sin første Grundlægning, især i Førstningen, ikke vilde antage altfor egoistiske Principer; den havde Mangel, og maatte nødvendig have Mangel paa duelige Subjecter i mange Fag, da det hidtil ingen Høiskole havde havt i sit eget Skjød, og disse Mangler vilde vi gjøre aldeles umuligt at kunne afhjælpe ved at decretere en uindskrænket Indfødsret. Sverdrup godtgjorde, at Norge til sine Embeders Besættelse, efter et løst Overslag, behøvede aarlig mellem 40 til 50 Personer, at i mangfoldige Aar kun mellem 18 til 24 vare demitterede fra Kjøbenhavns Universitet, og at til det norske forrige Aar kun havde meldt sig 17 Candidater, og spurgte derefter, hvor Resten skulde komme fra. Det var Præsidenten med al sin Duelighed ikke muligt at forene Gemytterne; han foreslog derfor omsider, at Constitutions-Committeen skulde tage §en under nærmere overveielse til i Morgen, og da give sine yderligere Tanker tilkjende; dette antoges enstemmig. § 54. Med denne § gik det os ikke et Haar bedre. Nogle vilde begynde med Committeen, negativ, og sige, hvo der ikke vare norske Borgere, Andre derimod, efter Amtmand Bendekes Forslag, positiv, og sige, hvo der vare norske Borgere. Modpartiet fandt i første Tilfælde altid flere at undtage og i dette Tilfælde flere at tillægge; man enedes efter lang og forgjæves Debatte om ogsaa at overlade denne § til Committeens nærmere Betænkning, og hævede Forhandlingerne for i Dag.

Mandagen den 9de Mai. – Constitutions-Committeen foreslog som Tillæg til den 39te § (se samme i det Foregaaende): „Til Embeder i Staten skulle alene udnævnes de norske Borgere, som bekjende sig til den evangelisk lutherske Religion, have svoret Constitutionen Troskab og tale Landets Sprog, samt a. ere fødte i Riget af Forældre, som da vare Statens Undersaatter, eller b. ere fødte i fremmede Lande af norske Forældre, som paa den Tid ikke vare en anden Stats Undersaatter, eller c. som nu have stadig Ophold i Riget, og aflægge Ed at hævde Norges Selvstændighed, eller d. som af Storthinget vorde naturaliserede^[17]. Dog kunne Fremmede beskikkes til Professorer, Lærere ved lærde Skoler, Læger og Consuler paa fremmede Steder.“ Sorenskriver Weidemann holdt atter paa stræng Indførelse af Indfødsretten, og mente saaledes, at Storthinget ikke burde kunne naturalisere; han talede ved denne Leilighed inhumant, om Charlataner og alskens Skrab, der havde indtrængt sig i norske Embeder, om de mange uduelige Embedsmænd, med hvilke Norge fra Danmark var bleven forsynet, og det i samme Øieblik, at Rigsforsamlingen i sin Præsident saa en af de redeligste Embedsmænd og kyndigste Jurister, maaskee Norge nu eier. Hans Tale misbilligedes meget. Ad Litr. c. i denne § foreslog han, det burde hede: som have aflagt Ed istedetfor: „og aflægge Ed,“ fordi, sagde han, han kjendte dem, der endnu ikke have villet aflægge denne Ed, og blot lurede paa, hvorvidt Norge kunde hævde sin Selvstændighed eller ikke, for da efter Tidsomstændighederne at kunne antage det mest passende Parti; heri havde han vistnok megen Ret; men det kunde heller ikke nægtes, som Diriks og Falsen anførte, at naar Weidemanns Forslag ubetinget antoges, vilde en hel Del danske Borgere, der ikke vare Embedsmænd, og derfor ikke engang havde anseet det passende at aflægge Eden, være tabte for Landet. Præsidenten foreslog at tilføie de Ord: „som ikke have vægret sig ved at aflægge“ o. s. v. og herved enedes Gemytterne; thi Alle vare enige i, at de Embedsmænd, der hidtil ikke havde aflagt Eden, nu ikke burde kunne blive Embedsmænd i Norge, og den Embedsmand, som nu ikke havde aflagt Eden, nødvendig havde maattet vægre sig, da han ellers, om han end ikke havde været i Kirken, efter Regentens Befaling strax skulde have indsendt sin Ed skrivtlig. Sø-Officererne bleve fra disse Bestemmelser undtagne paa. Grund af det Forhold, de endnu stode i til Danmark. § 54. Committeen foreslog den forandret saaledes, som den er vedføiet^[18]. Sorenskriver Falsen formente, der burde staae: Skyld til en vis Størrelse, som f. Ex. 3 L℔ Tunge istedetfor matriculeret Jord; men Flere protesterede herimod paa Grund af Norges høist urigtige Skyldsætning, da mangen Gaardepart paa 1 á 2 L℔ var større end 1 Gaard paa 1 Sk℔. Capit. Flor anførte i denne Henseende et frappant Exempel: 4 store Gaarde i Egnen om Røraas skylde tilsammenlagt 6 Mark, det vil sige $\scriptstyle {\frac {1}{6}}$ af 1 Sk℔ Tunge. Cancelliraad Irgens formente tilligemed Capitain Holck, at Skippere, som boede paa Landet, samt Landkræmmerne og Gjæstgiverne, om de end ikke eiede Jord, burde være stemmeberettigede. Diriks anførte herimod, at Landkræmmere og Skippere ifølge vore Love skulle være Borgere til et Kjøbstæd, og altsaa kunde de der have deres Stemmeret; hvad derimod Gjæstgivere angik, formente han, at den største Nytte, de gjorde Staten, var at udskjænke Brændevin, og for denne Nyttes Skyld troede han, de ingen stemmeret tilkom, naar de ellers ingen Jordvei eiede; det kom i denne Henseende til Votering, men de stakkels, ikke jordeiende Gjæstgivere faldt igjennem. Lensmand Lysgaard havde samme Forlangende om Stemmeret for Føderaads- eller Fledføringsmænd, hvoraf han sagde, han kjendte mange agtværdige Mænd. I denne Henseende anmærkede jeg, at Fledføringsmænd vare saa aldeles passive Borgere i Staten, at jeg ikke troede, de burde have mindste Del i Statens offentlige Bestyrelse, og hans Forslag forkastedes. Omsider antoges Committeens Forslag, som det var fremsat, med Stemmeflerhed. § 55. Herimod opponerede kun Hount; han vilde paa ingen Maade have Fogderne med i Mandtallernes Forfærdigelse. Hans Forslag voteredes paa og faldt igjennem; derpaa ønskede han, at Eden blev aflagt i Kirken for des mere Høitideligheds Skyld. Diriks anførte herimod, at denne Ed, som enhver anden borgerlig Ed, rimeligvis maatte aflægges til Thinge, og Wergeland anmærkede: at Kongen selv skulde efter Constitutionen aflægge sin Ed til Thinge (nemlig for Storthinget) og ikke i Kirken, og følgelig mente han, at enhver Anden maatte gjøre det Samme. Hounts Forslag forkastedes. §en antoges uden Forandring. § 56. Der voteredes paa de 3de forskjellige Bestemmelser i §en; de 2de første antoges enstemmig. I Henseende til den sidste Bestemmelse vilde man, at istedenfor fuld Betaling skulde staae tilfredsstillende Betaling. Diriks anmærkede, at hvad der havde bevæget Committeen til at foreslaae denne Bestemmelse, var, at mangen Fallent, som bekjendt, flere Gange gjorde Opbud, og hver Gang, efter at han havde affundet sig med sine Creditorer med 10 til 20 pCt., blev rigere, end han havde været tilforn, uden at han i mindste Maade tænkte paa at tilfredsstille sine Creditorer, om han endog havde mere end Evne hertil, og at en saadan, i Ordets egentligste Forstand, Bedrager ikke burde have Stemmeret; en stor Del af os vare enige med ham heri. Det kom til Votering, og 56 antog §en, som den af Committeen var fremsat, og 55 ønskede den forandret. Omsen proponerede at tilføie: „med mindre samme er foraarsaget ved Ildsvaade eller noget andet ulykkeligt og bevisligt Tilfælde,“ hvilket antoges. § 57 enstemmig antaget. § 58. Man troede, at de i Sognene boende Embedsmænd burde være deltagende i Bestyrelsen af Valgforsamlingerne; og Capitain Holck foreslog, at i ethvert Amt skulde der udnævnes en Commission, der under Valget af Repræsentanter til Storthinget skulde reise fra Bygd til Bygd og bestyre Valgforsamlingerne. §en antoges. § 59 antoges enstemmig. Herpaa skredes til Valg af Præsident og Vice-Præsident for den kommende Uge, og udnævntes hertil Sorenskriver Falsen og Amtmand Krohg. Forhandlingerne sluttedes for i Dag.

Tirsdagen den 10de Mai. – Forhandlingerne begyndte med § 60. Det Første, som i denne § underkastedes Votering, var, om ikke Repræsentanterne burde vælges af Valgmændenes egen Midte, efter Hounts Forslag; Grøgaard anførte herimod, at han, ved nærværende Rigsforsamling, kjendte Tilfældet, at, uagtet Regentens Bestemmelse var, der skulde vælges af egen Midte, var dog ved Amts-Commissionen enstemmig en Mand valgt, som ikke var Valgmand; man havde søgt Hans Kgl. Høihed om, at Manden maatte antages, som naturligvis ikke var nægtet. (Denne Mand var den almenyndede Jacob Aall paa Næs Jernværk). Forslaget antoges med 57 Stemmer mod 47. Lensmand Lysgaard, Teis Jacob Tostensen^[19] (en insolent Karl i høieste Grad), Lensmand Apenæs og Even Lande foresloge, at det bestemt her skulde antages, at $\scriptstyle {\frac {1}{3}}$ af Repræsentanterne skulde være af Byerne og $\scriptstyle {\frac {2}{3}}$ af Landet; Lysgaard understøttede dette Forslag med den philosophiske Grund: Bondemanden var endnu den mindre oplyste Del; det var imidlertid vigtigt, at hans Stemme ikke blev undertrykt af Bymanden, som den imidlertid let kunde blive, naar der ikke sørgedes for, at Bondens Stemmer ikke bleve for faa (en stor Del af os mente ellers rigtignok: jo mindre Oplysning, jo mindre Stemmer!). Motzfeldt (Capit.) indgav i denne Anledning sin skrivtlige Betænkning til Protocollen, efter hvilken han foreslog, at Repræsentanternes Antal ikke maatte overstige 75, at 9 heraf skulde være fra Byerne, og $\scriptstyle {\frac {2}{3}}$ fra Landet, og at naar Mandtallerne vare optagne, skulde det Antal Repræsentanter, ethvert Amt eller By havde at levere, reparteres efter de Stemmeberettigedes Antal. Dette Forslag fandt Manges Bifald; men Præsidenten (Falsen) anførte herimod, han troede ikke, det for det først afholdende Storthing var anvendeligt, da Mandtallerne ikke betids nok kunde blive færdige. Forslaget antaget med det ved Capit. Motzfeldts Forslag aarsagede Tillæg anført i Slutningen af 62de §. – § 61 enstemmig antaget. § 62 antaget med vedføiede Anmærkninger. § 63 enstemmig antaget. § 64 ligesaa § 65. Omsen foreslog, at de Embedsmænd, som ifølge § 51 af Kongen uden Lov og Dom kunde afskediges, ikke burde antages at kunne være Repræsentanter, da de vare for meget afhængige af Kongen. Man anførte herimod, at netop en stor Del af disse Mænd kunde muligens for deres Kundskabers Skyld være de dueligste til at møde paa Storthinget, og at man saaledes ikke handlede klogt ved at udelukke dem. Omsen vedblev, at man saa meget mulig maatte sørge for, at Stemmerne vare frie. Jeg spurgte ham i denne Anledning, om det var den eneste Betingelse, han gjorde til en god Repræsentant, at han var independant af Kongen, og om det ikke ogsaa burde sees paa, han havde de fornødne Kundskaber og Indsigter til dette vigtige Kald. Omsen, med alle sine gode Egenskaber, er opfarende og paastaaelig. I Anledning af hans Svar paa dette mit Spørgsmaal kom vi lidt i Kladderne paa hinanden, som her ikke er Stedet at anføre. §en kom til Votering, og den antoges med 61 mod 39, saaledes som den af Committeen var fremsat. § 66. I Anledning af denne §^[20] indgav jeg min skrivtlige Betænkning til Protocollen, saaledes: „Naar ikke Valget kan være frit; naar ikke den, der har sine Medborgeres Tillid, ubehindret, hvad enten han er Embedsmand eller ikke, kan vælges til Repræsentant, naar han ellers har de fornødne, i Constitutionen bestemte Egenskaber: saa troer jeg, der ogsaa bør gjøres Indskrænkning paa flere Sider end blot for Embedsmændene. Saaledes som §en nu er fremsat, kan jeg vel tænke mig som muligt, at faa eller ingen af den agtværdige Bondestand blive valgte, og dette vilde vistnok være ligesaa urigtigt som upassende; men jeg kan ogsaa tænke mig som sandsynligt, at de § af Storthingets Medlemmer blive Bønder, og saadant var vel, fra flere Synspunkter betragtet, end urigtigere. Jeg skulde derfor give mig den Ære at foreslaae, at dersom §en ikke aldeles kan udgaae, maatte det omtrent hede saaledes: „Kun Halvdelen af et Districts Repræsentanter maa, forsaavidt Byerne betræffe, være Embedsmænd. Er Tallet ulige, skal Embedsmændenes være det mindre. Af hvert Amt skal idetmindste En og ikke over To af dets Repræsentanter være af Bondestanden.“ Jeg var saa heldig, at mit Forslag fandt Bifald. Der voteredes først, om §en skulde blive staaende eller forandres; 66 stemte for Forandring og 37 for Committeens Forslag. Derefter spurgtes, om mit første eller andet Alternativ skulde antages. 82 stemte for det første, 21 for det andet, følgelig blev §en udslettet. § 67 antaget med 95 mod 7. § 68 enstemmig antaget. § 69 ligesaa. § 70. Justitsraad Cloumann troede, at undskyldende Aarsag burde være, at man engang havde mødt ved et ordentligt Storthing. Secretair Christie gjendrev dette meget vakkert, og Forslaget antoges enstemmig. § 71 enstemmig antaget. § 72 ligesaa. § 73. Omsen foreslog, at ethvert Storthing, forinden det gik fra hverandre, skulde bestemme, naar det følgende skulde være. Andre vilde, at Storthinget for de betydelige Omkostningers Skyld kun skulde være hvert 5te Aar^[21]. Diriks foreslog, at Kongen kunde bestemme Stedet, hvor Storthinget skulde holdes, kun det skede i en By. §en antoges med 59 mod 41. – § 74 antaget med Tilsætning som tilføiet. § 75 enstemmig antaget. § 76 ligesaa. § 77 ligesaa. § 78 Capitain Motzfeldt anførte i en til Protocollen fremlagt Betænkning, at denne Storthingets Inddeling i 2de Thing eller Kamre vidtløftiggjorde Forretningerne, muligens hindrede mangt et godt Lovforslag fra at komme i Virksomhed, og dertil maaskee satte en splidagtig Stemning blandt Storthingets Medlemmer selv. Falsen og Sverdrup anmærkede, at denne Inddeling var taget af de bedste Constitutioner, den engelske og amerikanske; Aarsagen var, fordi den lovgivende Magt ikke skulde usurpere den executive, og for at ethvert Lovforslag kunde blive desmere drøftet og overveiet. Committeens specielle Aarsag, hvorfor den havde foreslaaet denne Inddeling var, som jeg veed, ogsaa, at man frygtede for, at Bøndernes Antal paa de kommende Storthing kunde muligens blive saa mange, de aldeles kunde, ved Enighed mellem sig, faae de naragtigste Ting igjennem, naar Storthinget var samlet. Dette forebyggedes derimod ved den foreslaaede Inddeling, og jeg synes, denne Grund er ikke uvigtig. Det kom til votering, og §en antoges med 54 mod 52. § 79 enstemmig antaget. § 80 ligesaa. § 81. Her kunde man ikke enes om især hvordan Forretningerne skulde fordeles mellem begge Thingene. Præsidenten foreslog at udsætte Qvæstionen til i Morgen, paa det man i saa Henseende nærmere kunde betænke sig; antaget. § 82. Provst Schmidt gjorde et Forslag til det Tillæg, som ved §en findes anført^[22]; det antoges med 62 mod 39; men Gud hjælpe os, dersom dette kom under en Englænders Kritik; thi en større Inconseqvents have vi vel endnu ikke ved Constitutionen begaaet. Vi have i den 78de § antaget Inddelingen af Lagthing og Odelsthing, af de der anførte Aarsager, og ved Tilsætningen i den 82de § tilintetgjøre vi aldeles al den Nytte, denne Inddeling skulde stifte. I denne Anledning kunde jeg ikke bare mig for at spørge, om det saaledes, naar der ret var megen Hastværk for Odelsthinget at faae et Lovforslag igjennem, ikke maatte være samme tilladt paa een og samme Dag at forelægge Lagthinget det 2de Gange? Man saa, at §en i saa Henseende ingen Bestemmelse havde, og tilføiede, at der i det mindste maatte hengaae 3 Dage mellem hver Gang et Forslag bragtes fra det ene Thing til det andet^[23]. § 83. Antaget med den Tilsætning, som ved §en findes anført. § 84 enstemmig antaget. § 85. Omsen og Flere troede, at Kongen kun een Gang burde kunne nægte et Forslag Antagelse. Committeens Forslag antaget med 65 mod 38. Her maa jeg anmærke, at det upaatvivlelig var blevet ved een Nægtelse af Kongen, naar ikke Lagthinget, ved den før omtalte §, saa godt som aldeles havde tabt sin Stemme; nu saa en stor Del af os sig nødsaget til at give Kongen en Ret, som vistnok kan blive skadelig, men som maaskee var nødvendig, for at forebygge, at ikke ethvert utidigt Lovs-Forslag fik Lovskraft. § 86 enstemmig antaget. § 87 ligesaa. § 88 ligesaa § 89 ligesaa. § 90 ligesaa. § 91 ligesaa, og § 92 ligesaa, hvorved Forhandlingerne for i Dag sluttedes.

Onsdagen den 11te Mai. – Man begyndte med § 93. Sorenskriver Christie holdt for, at Præsidenten i Høieste-Ret burde være tillige Præsident i Rigsretten, da det jo var muligt, at Præsidenten i Lagthinget ikke var lovkyndig Mand. En Anden formente, at der ikke burde være dere Medlemmer af Lagthinget i Rigsretten, end der i samme vare Medlemmer af Høieste-Ret, paa det at ikke Storthinget som selv Anklager skulde faae en Mand undertrykt, det muligens havde Had til. Falsen svarede til 1ste Opp., at Præsidenten i Lagthinget, som den første paa Storthinget, vist nok maatte beholde Rangen for Høieste-Rets-Præsidenten; og til 2den Opp., at ikke Storthinget, men Odelsthinget var efter Constitutionen Anklager, og Lagthinget Dommer tilligemed Høieste-Ret. Forslaget antaget med 58 mod 51. § 94 enstemmig antaget. § 95 enstemmig antaget. § 96. Hount proponerede, at General-Auditøren skulde være een af disse høie Militære; Præsidenten anmærkede, at Committeen ikke havde vidst, hvorvidt dette Embede vilde beholdes; men at det var naturligt, naar General-Auditør-Embedet existerede, denne da og som den Competenteste maatte i saadanne Sager indtræde i Høieste-Ret. Forslaget enstemmig antaget. § 97. Grøgaard proponerede 35 Aar. Forslaget eller §en enstemmig antaget. § 98 enstemmig antaget. § 99. Capitain Motzfeldt, under den Forudsætning, at Storthinget hverken havde Kundskaber eller Tid til at bedømme et Værk som en ny Lovbog, foreslog, at den nedsatte Lov-Committee vel skulde forelægge Lovbogen for Storthinget, og at dette, om fornødent gjordes, skulde gjøre sine Anmærkninger herover; men at det derefter tilkom Lov-Committeen, efter at have drøftet disse Anmærkninger, at antage og fastsætte det videre. Diriks anmærkede, at Storthinget allerede ved Constitutionen var i Besiddelse af den lovgivende Magt, og at Hr. Capitain Motzfeldts Forslag var et Indgreb i denne: imidlertid var det aldeles ikke hans Formening, at Lovbogen postvis skulde gjennemgaaes og drøftes af Storthinget; her indrømmede han gjerne Capitainen Ret, at Storthinget i Almindelighed hverken havde Tid eller Kundskab nok til et saadant Arbeide; men han formente derimod, at naar enhver af Lov-Committeen udarbeidet Bog, Kapitel etc. var, som vedtaget, strax bekjendtgjort i Trykken, vilde kyndige Mænd allerede forud have drøftet samme, at det nu ved Storthinget blot var om sammes Sanction eller Forkastelse at gjøre, saaledes som den nye Lovbog i.Frankrig og Nord-Amerika var bleven det lovgivende Corps og Congressen forelagt. Wulfsberg foreslog Tillægget i §en, som antoges. §en antaget med 98 mod 11. – § 100^[24]. Da § 51 allerede benævner de Embedsmænd, der kunne afsættes eller afskediges uden Dom, fandt man Begyndelsen af denne § overflødig. Falsen proponerede Tillægget i §en, som antoges. En af Forsamlingen, jeg erindrer ikke hvilken, vilde i Anledning af Slutningen af §en have Præster tilført. Falsen svarede, at disse allerede ved et specielt Lovbud vare undtagne, og det blev derved. Naar jeg imidlertid nu tænker efter, var vist nok dette et aldeles intetsigende Svar; thi i en Grundlov, som den nærværende, burde vel denne Tilsætning unægtelig været gjort. §en enstemmig antaget. § 101 ligesaa. § 102 ligesaa. § 103 ligesaa. § 104 ligesaa. § 105 ligesaa. § 106 ligesaa § 107. Diriks anførte, at al god Lovgivning imidlertid vedtog, at i criminelle Tilfælde maatte kunne gjøres Hus-Inqvisition, og foreslog derfor §en forandret saaledes, som ved samme er anført. Diriks’s Forslag enstemmig antaget. § 108. Denne § var som en Storm oven paa de mange Dages Vindstille. Løvenskiolds Forslag, at Værnepligten burde paalægges districtsvis, som allerede af mig er anført ved Grundreglernes Antagelse, oplæstes først. Hegermanns Forslag, den fuldkomneste Contrast af det foregaaende, fulgte derpaa. Han foreslog en ubetinget Værnepligt for enhver Statens Borger, omtrent saaledes: Norge er en liden Stat med en farlig Nabo, hvis Hensigt er, det vide vi, om muligt, at undertvinge det; det maa altsaa i sine Sønners Mod, Kraft og altid færdige og velordnede Armee have sit sikkreste Værn; den militaire Opdragelse bør derfor allerede fra Ungdommen begyndes. Paa den Grund foreslog han: at Ungdommen i alle Landets Skoler uden Undtagelse burde fra det 12te Aar øves i Gymnastik, Svømmen og militaire Øvelser i den lette Feldttjeneste, og i disse Skoler, uden Undtagelse. Universitetet indbegreben, aarlig have 8 til 12 Dage Exercitie. Fra det 20de til 28de Aar overgik Stats-Borgerne i Landets virkelige Armee; herfra undtoges imidlertid al studerende Ungdom og Fabrik-Arbeidere, saalænge de vare i saadan Beskjæftigelse. Landets gevorbne Tropper skulde hverves og tages af Husmandssønner. I Alderen fra 20de til 28de Aar skulde aarlig exerceres. Fra det 28de til 36te Aar overgik man i Landværn-Roullen, skulde exercere een Gang hvert 3die Aar, under dertil beskikkede Officerer, og kunde kun bruges, naar den virkelige Armee ei var tilstrækkelig. Fra 36 til 56 overgik man i ReserveRoullen, og kunde ikke commanderes udenfor Amtet; de exercerede een Gang hvert 5te Aar, og commenderedes da, som i Krigs-Tilfælde, af Embedsmænd i Amtet, som under Forudsætning af den forudgaaede Militær-Opdragelse altid dertil maatte være duelige: de kunde ei commanderes udenfor Amtet. Kjøbstæd-Borgerne udgjorde som hidtil Borgerbevæbningen, og kunde i Krigstid commanderes hvorsomhelst i Amtet. Secretair Christie, Jørgen Aall, Ritmester Ramm, Hount, Kjøbmand Lund, Doctor Møller og Bønderne Teis Jacob Tostensen^[25] og Sivert Bratberg samt Matroserne Peder Johnsen og Even Thorsen indgave samtlige skrivtlige Forslag, der mere eller mindre vare Modificationer af Hegermanns, og alle gik ud paa en almindelig Værnepligt. Wergeland og Jacob Aall vare omtrent enige, og advarede Rigsforsamlingen mod en for hastig Beslutning i denne Sag; man vidste, sagde der, hvor forhadt Conscriptionen var i Sverrig, hvor forhadt den var i Frankrig, og frygtede de for, at, ifald den blev antaget, mange Familier vilde emigrere. Hegermann svarede herpaa, at man meget vilde feile, om man ansaa hans Forslag for Indførelse af Conscription, det var ikke i mindste Maade hans Mening. Jeg tilstaaer imidlertid, jeg ikke tydelig indseer Forskjellen, skjønt jeg forresten er aldeles enig med Hegermann. Grøgaard anmærkede: at han ikke saa ganske kunde være enig med den af obersten foreslagne Militær-Opdragelse; ihvormeget han ellers ærede den militære Stand, frygtede han, den muligens kunde faae en overvægt i Staten, som kunde blive skadelig. Om nogen gjorde det Forslag, sagde han, at bringe den gamle hierarkiske Magt igjen i Geistlighedens Hænder, mon man vilde antage det? Forslaget antoges med 99 Stemmer mod 9. § 109 enstemmig antaget. § 110. Ikke havde jeg troet, at Odelsretten havde havt saa mange Stemmer for sig, som den virkelig har. Capitain Holck og Bønderne Even Lande, Lensmand Tvedten, Tollef Huvestad, Lensmand Evenstad og Elling Valbø talede alle for den, Ingen derimod; Flere vilde endog have den tilbage efter Forordningen af 14 Jan. 1771. Forslaget antaget med Tilsætning som hosført. § 111. Bergmester Steenstrup gik løs paa Jernværks-Eiere, Saugbrugs- og Herregaards-Eiere etc., og vilde have deres Privilegier ophævede om 7 Aar. Jeg vilde ikke sige ham Noget hverken for eller imod, da jeg kunde synes at have talt i min egen Sag; men hvad Herregaards-Eiernes Privilegier vedkommer, troede jeg at kunne have sagt ham, at de gjerne maatte borttages samtlige, naar vi blot fik almindelige Rettigheder, det vil sige en passende Skyld. Forslaget antaget med den vedføiede Tilsætning, at Afgjørelsen af de gamle Privilegier skal henstaae til næste Storthing, af samme Grund, som med Adelens personelle eller blandede Rettigheder blev taget denne Beslutning. § 112 enstemmig antaget. § 113. Christie formente, at Opreisninger og Dispensationer under enkelte Omstændigheder burde finde Sted; Diriks nægtede dette; Forslaget antaget med 68 Stemmer mod 38. § 114 enstemmig antaget. (Hertil hører da og vore elskelige Hø- og Korn-Leveranoer etc.) § 115. Efter Hegermanns Forslag blev den ved §en anførte Tilsætning vedføiet og dermed enstemmig antaget. Hegermann fremlagde et Forslag om National-Opdragelsen, og proponerede samme antaget som § 116. Man troede, at dette rettest henhørte til Lov-Committeen, hvortil det blev henvist. Saaledes var hele Constitutionen antaget; Forhandlingerne endtes for i Dag med Udnævnelsen af 3de Medlemmer, der skulle gjennemgaae og ordne det hele Arbeide samt rette Sproget. Valget faldt paa Sverdrup, Diriks og Sorenskriver Weidemann.

Thorsdagen den 12te Mai. – Dagen anvendtes med at afskrive Finants-Committeens Forslag.

Fredagen den 13te Mai. – Forhandlingerne begyndte med Finants-Committeens Forslag § 1^[26]. Præsidenten opfordrede de af Forsamlingen, der ønskede Ordet i denne Henseende, at tilkjendegive deres Mening; Ingen svarede; den Ene lurede ligesom paa den Anden, for ikke at være den første, der i denne Anledning erklærede sig, og man skulde næsten i Førstningen troet, at denne og følgende §§ vare blevne udebatterede. Det var, som bekjendt, allerede ved den 1ste Post i Grundreglerne uden al videre Undersøgelse ved Stemmeflerhed antaget, at Norge ikke alene skulde være et arveligt, indskrænket, men og et selvstændigt og udeleligt Monarki, og dets Regent føre Titel af Konge. Vore Vota i denne Anledning ere skrivtlige tilførte Protocollen, og de staae Nationen til Ansvar, de Mænd, som dertil ubetinget have givet sin Stemme; men naar dette var antaget og uforanderlig, saa spørger jeg: var der Andet at gjøre end at antage Finants-Committeens Forslag? Jeg havde nedskrevet min Betænkning disse Poster vedkommende, som jeg, da endnu ingen anden tog Ordet, oplæste og vedlagde Protocollen. Af denne min Betænkning følger indsluttet Afskrivt^[27]. Wedel forlangte derpaa Ordet; han søgte at bevise, at Finants-Committeens Forslag var bygget paa Suppositioner, at mange af Indtægterne vare glemte og mange af Udgifterne ikke regnede høit nok. Hans Bemærkninger vare meget vidtløftige, og hentede fra hans mange saa forskjellige Stillinger i Staten. Amtmand Krohg som præsident i Finants-Committeen fremførte: at den Skygge, Grev Wedel søgte at kaste paa bemeldte Committee, ikke var fortjent; den havde i den korte Tid, der var arbeidet, søgt at tilveiebringe alle de Oplysninger, som var den muligt. Wedel anførte, at han paa ingen Maade havde villet kaste Skygge paa en Committee, der bestaaer af saa mange agtværdige Mænd, og han indsaa tydelig, at intet fuldfærdigt Hus af saa slette Materialier kunde tilveiebringes, men han troede derfor, at det ligefuldt maatte dadles, hvad virkelig var Daddel værdt. Foged Collett som Secretair i Finants-Committeen gjorde det Forslag at tilkalde Regjeringsraaderne i 1ste Departement, Haxthausen og Tank, i Rigsforsamlingen for at svare paa Wedels Anmærkninger; det antoges, og Formeldte indfandt sig. Wedel oplæste atter postvis sine Bemærkninger; saavidt disse vedkom Militær-Etaten, forbeholdt Haxthausen sig nærmere at svare; Tank derimod svarede strax paa enhver Ankepost, forsaavidt Svar kunde gives. Resultatet heraf var, at Wedels Anmærkninger vare Suppositioner, men at ogsaa Regjeringsraaderne for en stor Del havde bygget paa samme usikkre Grund. Finantsraaderne gik, paa det Rigsforsamlingen kunde skride til Votering paa den 1ste §. Endnu forsvaredes Sedlernes Cassation af Meltzer, Collett og Flere; det modsagdes af Løvenskiold, Dahl og mig, og §en antoges med 87 mod 21. § 2^[28]. Haxthausen og Tank kom atter i Forsamlingen, og nu fremkom der Forsvarsskrivter fra Hegermann, Falsen, Collett, Christie, Schmidt, Sverdrup for Committeens Forslag, og alle gik ud fra den Grundsætning, at Norge havde svoret at være selvstændig, og maatte følgelig give Regjeringen de Midler i Hænderne, uden hvilke denne attraaede Selvstændighed umulig kunde opnaaes. Rein tog Ordet; den Tale, han holdt, formoder jeg, for den Sensation, den opvakte, vil blive trykt. Jeg formoder ogsaa, den var skjøn; thi jeg veed, at flere af Forsamlingens virkelig brave Medlemmer ved den bragtes i Enthousiasme, men jeg tilstaaer oprigtig, at de i Begyndelsen af Talen med Reins Pen, jeg behøver vel ikke at sige mere, fremførte Bitterheder, haandgribeligt stilede mod et enkelt Medlem af Forsamlingen, gjorde mig endnu ved Talens virkelig skjønne Slutning kold som Is, og saaledes kunde jeg heller ikke deltage i den Applaud, en stor Del af Forsamlingen med rund Haand, efter endt Tale, ved Haandklap og Hurraraab ydede ham. Saavidt ere vi da nu komne!!! Umiddelbar herpaa opstod Omsen, og kjølede Gemytterne ovenpaa denne voldsomme Rystelse. Han søgte at godtgjøre, at nærværende Rigsforsamling ikke var competent til at indgaae i den forlangte Garanti, og forlangte derfor, at et Storthing strax skulde sammenkaldes; jeg og en stor Del af os kunde ikke indsee Bevisernes Rigtighed, skjønt vi maatte bifalde Talerens Skarpsindighed. Et Sted i sin skrevne Tale siger han omtrent: „Man vil maaskee indvende, at det i nærværende Omstændigheder ikke har været vedkommende Departements-Chefs muligt kun at udkaste en rimelig Calcul over de fornødne-Pengesummer! Sandelig en saare slet Compliment til de bekjendte duelige Mænd: Hr. General-Major v. Haxthausen og Hr. Regjeringsraad C. Tank; den simpleste Regiments-Kvartermester maa jo kunne gjøre et Overslag, hvor meget for et vist Antal Tropper behøves paa Fredsfod og hvor meget i Krigstid.“ Tank svarede i denne Anledning, at naar Hr. Told-Procureur Omsen vilde sige ham, hvormange Tropper Norge kunde komme til at behøve, samt hvor længe Krigen muligens vilde vare, skulde han (Tank) nok fremlægge Beregningerne. Debatterne om denne § syntes hermed at være udtømte. Finantsraaderne aftraadte, og man voterede. §en antoges med de Tilsætninger, som findes vedføiede, og som forud af enkelte Medlemmer vare proponerede og af det Hele antagne, med 76 Stemmer mod 29.

Carl Stoltenberg skjænkede 100 Td. Korn til Landet, og dersom de 3000 Td. kom hjem, han ventede, atter 100 Td. Havre og 100 Td. Byg. Da man engang havde begyndt at applaudere, blev dette skjønne Offer, sandelig vistnok efter Fortjeneste, erkjendt med Bifaldsraab. Ingen af de øvrige mange rige Kjøbmænd fulgte dette Exempel. Forsamlingen hævedes for i Dag.

Løverdagen den 14de Mai. – § 3. Foged Erichstrup fremlagde et Forslag, overenstemmende med mit af Gaars Dato, at de Byrder, Landet vilde komme til at udrede, maatte gaae efter Formue og ikke efter Skyld. Sorenskriver Bryn og en Mængde understøttede det. §en antaget med vedføiede Tilsætning. § 4. Man skjendtes lidt om Navnet. §en antaget saaledes som tilføiet. § 5 enstemmig antaget. § 6 udgik, og man tilføiede i den 99de § i Constitutionen .efter: „gjældende Love“ – og permanente Skatter. § 7 blev vedtaget at henvises til den nedsættende Finants-Committee, for der at tages til Rettesnor. Secretair Kiønig anmærkede i Hensyn til den 37te § i Constitutionen, der bestemmer, „at det beneficerede Gods skal som hidtil blot anvendes til Geistligheden og Oplysningens Fremme,“ at mange Embedsmænd endnu ikke havde faaet deres Embedsboliger udlagte, og hvorledes da med disse skulde forholdes. Forsamlingen vedtog, at det hørte til Lovgivningen, og bestemte imidlertid som Regel for den nedsættende Lov-Committee, at de Embedsmænd, der efter de forrige Love skulde have Embedsboliger, og endnu ikke havde erholdt Saadanne, skulle være berettigede dertil. Cancelliraad Heiberg fremførte i denne Anledning, at han troede, at Byfogderne ogsaa burde udlægges saadanne Embedsgaarde. Forsamlingen lo, og tog ingen Notice af hans Anmærkning.

Til Slutning oplæstes et Forslag fra endel Bønder i Guldbrandsdalen, efter hvilket, for at spare Statskassen, alle Biskopper, Stiftamtmænd, Amtmænd, Fogder og Procuratorer burde indgaae (med mange flere Forslag). Dette opvakte ikke mindre Latter. Forsamlingen hævedes, og anmodedes at komme sammen paa Mandag Formiddag Kl. 10, for at vælge den bestemte Lov-Committee, Værnepligts-Committee, Finants-Committee og 3 nye Bank-Directeurer, samt ny Præsident og VicePræsident. Kongevalget tænker jeg foregaaer paa Tirsdag.

Mandagen den 16de Mai. – De Committeer, der efter Rigsforsamlingens Beslutning skulde vælges, forinden Forretningerne vare endte, bleve i Dag valgte saaledes: Til Lov-Committeen efter Constitutionens 99de §: Justitsraad Diriks fra Laurvig, Professor Krohg fra Throndhjem, Etatsraad Treschow, GeneralAuditeur Bergh og Assessor Debes, des-uden som surnumeraire, ifald nogen af de Foregaaende skulde faa Forfald: Secretair Christie fra Bergen, Sorenskriver Weidemann og Assessor Gjertsen. Til Committeen for at undersøge de Betingelser, under hvilke den almindelige Værnepligt bør finde Sted efter § 108: en Land-Officier, Hegermann, en Sø-Officier, Fabricius, en juridisk Embedsmand, Sorenskriver Falsen, en Kjøbmand, Iver Holter fra Drammen, en Værks-Eier, Jacob Aall, en Bonde af Landlægd, Lensmand Lysgaard, en Bonde af Sølægd, Matros Jens Svendsen paa Briggen Lolland. Til Finants-Committeen efter forrige Finants-Committees Forslag, dets 3die §: Rasmussen, Johannes Thrane, Assessor Vegt (nyligen kommen fra Kjøbenhavn, og efter Sigende en meget kyndig Mand i dette Fag). Kammerraad Holst og Grev Wedel Jarlsberg. Til Bank-Directeurer, foruden Rosenkrantz og David Thrane, fremdeles: Agent Nielsen, Thomas Johansen Heftye og Westy Egeberg. Herefter oplæstes Constitutionen, saaledes som den af de 3de udnævnte Redacteurer: Justitsraad Diriks, Professor Sverdrup og Sorenskriver Weidemann er bleven gjennemseet, §§erne omsatte og redigerede, og bestaaer samme nu af 110 §er. Til Slutning valgtes til Rigsforsamlingens endelige præsident og Vice-Præsident Professor Sverdrup og Capitain Motzfeldt; og tilkjendegaves Forsamlingen, at Kongevalget i Morgen vilde foregaae.

Tirsdagen den 17de Mai. – Provst Hount indgav et Forslag, efter hvilket han foreslog, at Rigsforsamlingen høitidelig skulde anmode den tilkommende Konge om at tilkjendegive Europas Magten at Norge vilde være et selvstændigt Folk; at det som Følge deraf nu havde valgt sin egen Regjeringsform og egen Konge, at det inderligen ønskede Fred med alle Nationer, men at det ogsaa med Liv og Blod vilde forsvare sin Selvstændighed mod enhver Undertrykker; at denne Erklæring ogsaa skulde skee til det svenske Folk, med den Tilsætning, at ifald det ikke vilde indgaae fredelige Betingelser, vilde Norge anfalde det i Masse. Wedel og Løvenskiold anførte herimod, at dette vistnok ene var en Foranstaltning, der kunde skee fra den executive Magts Side og altsaa var udenfor den lovgivende Magts Competence at blande sig i; de mente saaledes, at Kongen ene burde være overladt at foranstalte det Fornødne i saa Henseende. Sverdrup. Hegermann, Christie talte for Forslaget, som en høitidelig Handling, hvorved man betog Sverrig den Fordom, som var Prinds Christian og enkelte Tilhængere ene de, der vilde Norges Uafhængighed. Det kom til Votering, og Forslaget antoges med 102 Stemmer mod 8, dog med Modificationer og med aldeles Udeladelse af Slutningen: Norges Anfald paa Sverrig i Masse. Da Ingen efter Præsidentens Opfordring havde noget mere at fremføre i Hensyn til Constitutionen, anmodede han Rigsforsamlingen at skride til Kongevalget saaledes: „Lader os da, mine Herrer, vælge den Mand, der, som vi haabe, til gamle Norges Held skal beklæde Hagen Adelsteens og Sverrirs i Aarhundreder ledigværende Throne!“ Omsen reiste sig og anmærkede: at han troede, Kongevalget burde udsættes saalænge, indtil man kjendte Ruslands, Engelands og flere Magters Forhold til Norge, men at derimod Prinds-Regenten burde ansøges om at vedblive Regjeringen med samme Titel som hidtil. Præsidenten Sverdrup svarede: Rigsforsamlingen havde ved den 1ste § i Constitutionen decreteret, at Norges Regent skulde bære Navn af Konge, og den havde fremdeles i en præliminair Artikel bestemt, at denne Konge skulde vælges, forinden Forsamlingen opløstes; han saa altsaa ikke, at Omsens Forslag ledede til Andet end at kuldkaste en Bestemmelse, som allerede ved Stemmeflerhed var antaget; Europas Øine, sagde han videre, ere i dette Øieblik med Beundring henvendte paa Norge, hvad vilde dette Europa sige, om det saa, at Norge ikke turde fuldende den Rolle, det heltemodigen havde begyndt? Spanien kjæmpede for sin Uafhængighed, og vandt Seier, skulde gamle Norge gjøre mindre, og ikke turde haabe det Samme? Han applauderedes. Falsen, Sorenskriver Rambech og Præsten Jersin talede ligeledes mod Omsen og fremførte omtrent samme Grunde som Sverdrup. Da Ingen havde noget mere at fremføre, skredes til Valget, der ved denne høitidelige Leilighed blev dicteret til Protocols. Kammerherre Anker var efter den alphabetiske Orden den første. Hans Votum var omtrent saaledes: Min Overbevisning tilsiger mig, saavel for mit Fædreneland som den Fyrstes Skyld, om hvem her, i Tilfælde af Kongevalg, ene kunde være Spørgsmaal, at dette Valg i nærværende critiske Øieblik bør udsættes, og at Regenten imidlertid bør ansøges om at vedblive Regentskabet. Sorenskriver eller Secretair Christie protesterede i kraftigste Maade mod dette Ankers Votum: han sagde, at det ved Stemmeflerhed var afgjort, at en Konge skulde vælges; man havde ved alle øvrige Qvæstioners Afgjørelse som naturlig og en Følge af Sagens Natur maattet rette sig efter Pluraliteten, altsaa ogsaa nu, og han paastod derfor, at Anker skulde vælge en Konge. Wedel, Løvenskiold og Flere paastode, at Stemmegivningen i dette høist vigtige Tilfælde maatte være fri. Grøgaard fremførte med Digteren, at Tankens Yttring er som selve Tanken fri. Maa jeg i dette Tilfælde, sagde han videre, ikke frit sige min Mening, saa kjender jeg ingen ufriere Forsamling, end denne det frie Norges Rigsforsamling. Endnu Flere talte for og imod denne Sag. Min Smule Formening var aldeles overenstemmende med Secretair Christies; troer man at have nogen Ansvarlighed ved dette Kongevalg, da faaer samme sandelig falde tilbage paa de Mænd, ved hvis Stemmer Valget allerede fra Førstningen af blev afgjort; nu var her intet Andet at gjøre end at følge Rigsforsamlingens Beslutning som en uforanderlig Lov. Anker maatte igjen til Protocollen, og tilførte sit forrige Votum: Da jeg imidlertid efter Rigsforsamlingens Beslutning strax skal vælge en Konge, saa vælger jeg herved Prinds Christian Fredrik til at være Norges Konge. De Flestes Votum var i denne vigtige Sag omtrent saaledes: Jeg vælger strax Prinds Christian Fredrik til at være Norges Konge. En stor Del tilførte: Saavel efter mit eget som Committenteres Ønske, vælger jeg etc. Omtrent 16 voterede saaledes: Skjønt min Overbevisning tilsiger mig, at Kongevalget indtil videre burde udsættes, saa, da Rigsforsamlingen har besluttet, at en Konge strax skal vælges, vælger jeg etc. Omsen voterede: Da mit Forslag er forkastet, vælger jeg etc. Præst Oftedahl voterede: Til den Krone, det frie Norge nu har at skjænke bort, vælger jeg. etc. 5 Personer, hvis Navne jeg omhyggelig har optegnet, strøede endnu, for end ydermere at gjøre sig tækkelige, Virak for Regenten. Han var efter endt votering enstemmig udvalgt. Præsidenten tilkjendegav dette, og Forsamlingen reiste sig og udraabte: „Længe leve Norges udvalgte Konge.“ En Agt var allerede forud forfattet, ved hvilken Valget skulde tilkjendegives Regenten, og en Deputation skulde udvælges, som foruden Præsident, Vice-Præsident og Secretair skulde overlevere den; man overlod enstemmig til Præsidenten Valget af Personerne til denne Deputation. Han valgte af Aggershus Stift: Kammerherre Anker, Hount, mig og Lensmand Lysgaard; Christiansands Stift: præst Grøgaard, Grosserer Mørch, Sorenskriver Bryn og en Bonde; Bergens Stift: Capitain Holck, Grosserer Rolfsen, Præst Jersin og Brynild Gjerager, og af Throndhjems Stift: Etatsraad Rogert, Præst Darre, Ritmester Heidmann og en Bonde; af Sø-Etaten: Commandeur Fabricius og Matros Even Thorsen; i alt med Præsident etc. 21 Personer. Deputationen forføiede sig til Regenten, erholdt strax Audients, og Præsidenten overrakte ham under en Tale den høitidelige Act, efter hvilken han enstemmig var valgt til Norges Konge. Han (Regenten) lod til at være meget rørt; Svaret, han gav, tilligemed Sverdrups Tale vil strax blive trykt; Resultatet var, at han bad Rigsforsamlingen oppebie hans Svar i denne vigtige Sag indtil Thorsdags Formiddag Kl. 11, da han tillige vilde opløse Forsamlingen. Guds-Tjenesten er bestemt i Kirken til samme Dags Eftermiddag Kl. 2. Deputationen begav sig tilbage til Rigsforsamlingen, tilkjendegav ved Præsidenten Regentens Beslutning, og enedes om at møde Onsdag Middag Kl. 12 for samtlige at underskrive Rigsdags-Protocollen.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Wergelands udtryk i hans Const. Hist. II, 26.
2. Erindringerne, Langes udg., s. 419.
3. Efter de beretninger, som N. Wergeland (Breve fra Eidsvold s. 7 f.), Jacob Aall (Erindringer, Langes udg. s. 393) og Fr. Schmidt (Dagbøger, s. 150 f.) have leveret, foregik valget af præsident, vise-præsident og sekretær, efterat prinsen havde forladt forsamlingen. Men Sibberns fremstilling bestyrkes ikke blot ved et andet rigsforsamlings-medlems, dengang byfoged, siden amtmand G. Wulfsbergs utrykte dagbog, men også ved udtryksmåden i de officielle forhandlinger.
4. Wergelands tale (aftrykt i Sønnens Constitutions-Historie II, bil. s. 20–22), var vistnok alvorlig ment ogsaa med hensyn til taksigelsen til de mænd, der paa det foreløbige Ejdsvoldsmøde havde udtalt sig for nationens suverænitet; men hans betragtningsmåde var saa formel og juridisk, at den let maatte fremkalde misforstaaelser (jævnf. N. Wergelands Fortrolige Breve fra Eidsvold s. 9–12).
5. Listen mangler. Konstitutions-komiteens medlemmer vare: Hegermann, Falsen, Sverdrup, Jac. Aall, Rein, P. Motzfeldt, Rogert, Wedel-Jarlsberg, Diriks, Wergeland, Stabell, Omsen, Fr. Schmidt, Petersen og Middelfart.
6. Navnet er senere overstrøget i originalen.
7. Falsen maa antages at have sigtet til en discussion, som fandt sted ved slutningen af mødet den 16de april, da Løvenskiold opkastede spørgsmål, om ikke en komité burde nedsættes til undersøgelse af rigets forhold til udlandet. Wergeland og Wedel understøttede ham, Sverdrup og Omsen ytrede sig derimod, men discussionen gik snart over til privat samtale. Se Aalls Erindr. s. 411 f. og Faye, Norge i 1814, s. 79 ff. jfr. Breve fra Eidsvold, s. 22 og Wergelands Const. Hist. II, s. 51.
8. Disse ord referere sig, som man ser, til den almindelige omtale. Der var faa af minoriteten, hvis rygte i den grad mishandledes som Løvenskiolds.
9. Det var forfattet af den landflygtige svenske baron C. F. Ehrensvärd, der opholdt sig i Danmark under det antagne navn Gyllembourg.
10. Med dagbogen følger en afskrift af konstitutions-komiteens indstilling med tilføielse af de af rigsforsamlingen antagne forandringer, som det ansees overflødigt her at aftrykke.
11. Naar jeg siger uden at nævne Personer til: Forslaget antoges eller forkastedes, er hermed stedse Committeens Forslag eller §en ment.

    (Forf.’s Anm.)

12. § 28 i konstitutions-komiteens udkast: Kongen må ikke antage nogen anden krone eller regjering, uden storthingets samtykke, hvortil i dette tilfælde totrediedele af stemmerne udfordres.
13. d. e. Teis Jacob Torkildsen Lundegaard.
14. Efter konstitutions-komiteens forslag: „Kongen har høieste befaling over rigets land- og sømagt. Den må ikke overlades i fremmede magters tjeneste, og ingen fremmede tropper må inddrages i riget uden storthingets samtykke“. På forslag af Diriks blev efter ordet „tropper“ tilføiet: „undtagen hjælpetropper mod fiendtligt anfald“.
15. Dette votum er trykt i rigsforsamlingens forhandl. heft. 3 s. 14–16, Wergelands Constitut. Hist. III. 34, samt i Munks og Birkelands Storth.-Efterretn. 1814–21 s. 48.
16. Den kongelige apanage.
17. Efter de officielle forhandlinger: „c, som nu have stadigt ophold i riget, eller d, som herefter opholde sig der i 10 år, eller e, som af storthinget vorde naturaliserede.“
18. Konstitutions-komiteens forslag til § 54: „Stemmeberettigede ere kun de norske borgere, som have fyldt 25 år, have været bosatte i landet i 5 år, og enten: a, ere eller have været embedsmænd b, på landet eje eller bruge matriculeret jord, c, i kjøb- og ladesteder svare borgelige tyngder eller eje gård eller grund, af værdi idetmindste 300 rbd. s. v. “ Ved den endelige votering antoges §ens første afsnit tilligemed litr. a, litr. b forandredes således: „på landet eje eller for længere tid end fem år have bygslet matrikuleret jord,“ og litr. e således: „i kjøb- og ladestederne have borgerskab eller eje“. o. s. v.
19. Teis I. Torkildsen Lundegaard.
20. § 66 i konstitutions-komiteens forslag: „Kun halvdelen af et distrikts repræsentanter må være embedsmænd. Er tallet ulige, må embedsmændenes være det mindste.“
21. Disse yttringer har Sibbern oprindelig henført til § 67, hvilket stemmer med Christies optegnelse (N. Samll. II. 605). Bryns dagbog (Rigsretssagen mod Vogt s. 184 f.) henfører derimod debatten til § 73, ligesom Sibbern ved sin rettelse har gjort.
22. Provst Schmidts forslag indbragte i grundloven bestemmelsen om, at lovforslag efter to frugtesløse behandlinger i odelsthing og lagthing skulle afgjøres i samlet storthing med to trediedeles pluralitet.
23. Sibbern har i sine under 3die oktober 1815 fremsatte grundlovsforslag nærmere udviklet sin mening angående dette spørgsmål: „Hoved-Aarsagen til den lovgivende Magts Inddeling i 2de Kamre er unegtelig, for derved at faae en større Vished for, at Lovforslagene nøiagtigen prøves og drøftes, forinden de vorde Lov. Hvor let kunde ellers ikke enkelt Mands henrivende Svada i en enkelt Corporation bringe til Lov, hvad den samme Corporation ved nøiere Prøvning maaskee selv bitterlig vilde fortryde. Viseligen er derfor vistnok Inddelingen, naar kun dens Tendents heel vedligeholdes. Enhver, der imidlertid har tænkt over den 76de §. i Grundloven, vil have indseet, at den aldeles kuldkaster det ved afdelingen tilsigtede Gode, og Erfarenheden ved dette Storthing bekræfter denne Sandhed end mere. I Lagthingets Magt til, efter modneste Overlæg, at kunne modsætte sig Odelsthingets Beslutning eller Lovforslag ligger, efter min Formening, Inddelingens væsentlige Fordeel. Dette var ogsaa foreslaaet af Constitutions-Committeen paa Eidsvold, men faldt ved en enkelt Mands, ikke engang Talent, igjennem, fordi han gjorde Forsamlingen viis, at Lagthinget ved saadan Magt aldeles kunde forkaste Odelsthingets meest almeennyttige Forslag. Men om endog denne Ret tilstaaes Lagthinget, har det da derved virkelig større Magt end Odelsthinget? Dette Thing har Rettighed at forkaste ethvert Forslag saaledes, at det ikke mere ved det da holdende Storthing kan komme frem; og kan Lagthinget da vel nu gives større Magt? Dersom jeg ikke meget feiler, skal Lagthinget, efter vor Constitutions Aand, vistnok være en idetmindste lige vigtig Afdeling med Odelsthinget. Jeg tør saa meget mere paastaae dette, da jeg, som Medlem af den constituerende Forsamling paa Eidsvold, meget vel erindrer Debatterne i denne Anledning. Det nærværende Lagthing derimod, betaget Forslags- og Forkastnings-Ret, og, selv naar Storthinget efter denne §. træder sammen, efter den Maade, paa hvilket dette Thing fandt at Qvæstionerne burde fremsættes, – betaget den sidste Rest af Virksomhed, er et Skyggebillede, som, naar det nærmere beskues, forsvinder.“
24. I konstitutions-komiteens forslag sålydende: „Dommere kunne ikke afsættes, uden efter dom, men vel suspenderes af kongen, i hvilket tilfælde de strax må tiltales for domstolene. Magistratspersoner, underdommere og fogder skulle være over 25 år gamle.“ Falsen foreslog efter „dommere“ tilføiet „og øvrige embedsmænd, som ikke ere omtalte i § 51.“
25. Teis Torkildsen Lundegaard.
26. Første post var sålydende: „At det bestemmes af rigsforsamlingen, at den cirkulerende masse af de ved regjerings-kommissionens foranstaltning udstedte assignations-sedler, af statholderskabets sedler samt af de i Danmark udstedte sedler vorder indløst, såsnart ske kan og i det seneste til 1814 års udgang, efter hvilken tid de ei længer må være gjældende.“ Posten antoges med den forandring, at „ombyttet“ sattes istedetfor „indløst.“
27. Trykt i rigsforsamlingens forhandl. V. 19 ff.
28. Anden post: „At rigsforsamlingen ej alene garanterer den nuværende statsgjæld, men også de 14 millioner rigsbankdaler navnværdi eller den del deraf såvelsom hvad mere der af rigsbanken udstedes til den 1ste marts 1815, og hvorfor der vil blive aflagt offentligt regnskab; alt til den af rigsbanken den 1ste august 1813 satte kurs af 375 pct., hvilken straks må gjøres almindelig bekjendt.“ Posten antoges med den forandring, at der efter ordet „statsgjæld“ tilføjedes: „forsåvidt den af næste storthing vorder erkjendt rigtig,“ og at der efter de ord: „eller den del deraf“ sattes: „når stats-indtægterne ere fradragne.“