Wikikilden

Generalmajor Peter Anker, guvernør i Trankebar

Foruden på Bernt Moes lille biografi i dennes tidsskrift for den norske personalhistorie I, 333. flg. er nærværende fremstilling hovedsagelig bygget på guvernör Ankers kopiböger, relationer, breve o. s. v., der endnu tilhöre hans norske familie, hvorimod kun få af de officielle kilder have været forfatteren tilgængelige. Fremstillingen vil måske af denne grund lide under en vis ensidighed, hvorfor intet skulde være forfatteren kærere, end om man også kunde se de trankebarske forhold i årene nærmest för 1800 belyste fra andre sider af mænd, der havde adgang til andre kilder, end de her benyttede, og da navnlig de danske regerings-auktoriteters arkiver.

Navnet Anker forekommer oftere både som fornavn og tilnavn i landskaberne-omkring Östersöen; i Sverige var det således tilnavn i en adelig familie, der især holdt til i Vermeland. Denne svenske slægt forsvinder i förste halvdel af det syttende århundrede, og kort efter optræder der i Norge en anden, der förer det samme navn. I så henseende er der intet til hinder for, at den norske families stamfader, Erik Anker, der kom fra Sverige 1667 og döde i Kristiania 1699, kan have tilhört den gamle-svenske adelsæt; men ethvert sikkert historisk bevis mangler, og sålænge ikke tilknytningen mellem de tvende familier bestemt kan påvises, må derfor spörgsmålet henstå uafgjort.[1]

Den norske families betydning for sit land er imidlertid så væsentlig, at dette spörgsmåls lösning for udenforstående kun er lidet magtpåliggende. Familien Anker har i Norge ved mere end en lejlighed spillet en fremragende rolle såvel i den politiske, som i handels-verdenen. Særlig fortjene dens medlemmer berömmelse for den fædrelandskærlighed, som de altid have vist; de Ankere, der have spillet en rolle i historien, have stedse optrådt som ægte Normænd og aldrig svigtet sit hjemland. Den mand, hvis liv det er de fölgende linjers hensigt at skildre, afgiver et mærkeligt eksempel herpå. Skönt hans bedste år henrandt i anseede stillinger udenlands, stod dog hans hu til hjemmet, og da han omsider kunde kræve sin afsked, drog han straks hjem for at opslå sin bolig i det land, som havde seet ham födes, og hvor han önskede at stedes til den sidste hvile. Få, ja måske ingen Normænd have i nyere tider i den grad, som Peter Anker, været fortrolige med udlandets skikke og sæder; men ingen kan bedre have bevaret sin norske handle- og tænkemåde. Peter Anker er en af de mænd, som ved sin hæderlige karakter og den dygtighed, hvormed han forstod at optræde i enhver af de ansvarsfulde stillinger, der bleve ham betroede, have gjort sit folk og sit land ære og derfor ikke bör glemmes, allermindst i Norge, skönt rigtignok den meste del af hans virksomhed ikke har tilhört dette land.

Den 31 Juli 1744 födtes på Frederikshald Peter Anker, ældste sön af köbmand Erik Anker og hans hustru, der tilhörte familien Tank og var en sösterdatter af Hans og Peder Kolbjörnssön. Tre år efter fik disse en anden sön, der efter morfaderen i dåben fik navnet Karsten og senere, navnlig ved sin deltagelse i begivenhederne i 1814, har erhvervet sig en plads i Norges historie.

Det var i det attende århundrede en meget almindelig sædvane, at formuende Normænd lode sine sönner foretage en længere udenlandsrejse, dels fordi hjemmet den gang kun fremböd liden adgang til dannelse, og dels fordi rejser med rette altid have været anseede som et af de fortrinligste dannelsesmidler. Enhver, som vilde skaffe sine börn en mere omhyggelig opdragelse, måtte under de daværende forhold i ethvert fald sende dem til Köbenhavns universitet, og da lå den tanke nær, at de unge mennesker lige så godt kunde drage helt ud og se sig om i den store verden. På grund af Norges stærke handelssamkvem med England blev det især dette land, som var målet for de unge Normænds rejser. Såsnart derfor de to brödre, Peter og Karsten havde nået en sådan alder[2], at de begge kunde sendes ud, begave også de sig i August 1760 på vejen til England med sin lærer, Andreas Holt fra Kristiania, der senere blev etatsråd og deputeret i bergverks-direktoriet. Först opholdt de sig i et par års tid i Norwich for at lære det engelske sprog og gjorde derpå en rundrejse i de störste og mærkeligste byer i England og Skotland; på denne rejse holdt de en stambog, som endnu er bevaret og ved de deri indskrevne navne frembyder större interesse end den slags böger i almindelighed. Den mærkeligste notits, som indeholdes i denne, er fölgende:

„I shall always be happy to hear of the welfare & prosperity of three gentlemen, in whose conversation I have had so much pleasure, as in that of the two Messrs Ancker & of their worthy tutor, Mr. Holt.

Adam Smith
28th. of May 1762. prof. of Moral Philosophy
in the university of Glasgow.“

Ved Siden af Adam Smiths navn svinder hertugen af Buccleuchs næsten bort, for ej at tale om de forskellige lærde og andre fremragende mænd, som have skrevet sine navne i denne bog, og som en gang vare kendte i store kredse, men nu ere ganske forglemte.

Foruden Glasgow besögte brödrene og deres lærer Edinburgh, Birmingham, Oxford, Chelsea, Newcastle upon Tyne, Liverpool, Manchester, Derby og endelig ud på sommeren 1762 London. Da de i September kom did, traf de sammen med sine fire fættere fra Kristiania, Bernt, Peder, Iver og Jess Anker[3], der, ligesom de selv, befandt sig på en længere udenlandsreise. En Normand, der var bosat i London, fortalte senere, at „det var et sjeldent og vakkert syn at se disse seks unge mennesker, hvoraf endnu ingen havde fyldt sit 20de år, at promenere med deres lærere i Hyde Park om söndagene, alle iförte ensbroderede stadsklæder og udmærkende sig ved deres sjeldne anstand og opvakte fysiognomier.“

Opholdet i London blev ikke af synderlig lang varighed, da rejsen allerede i December fortsattes til Paris. I Frankrige opholdt de to brödre sig over et helt år og gjorde i denne tid en udflugt til de sydlige provinser, på hvilken de besögte Toulouse. Peter Anker har mange år senere i et brev fortalt, at han i Paris bl. a. studerede arkitektur under en af de förste dalevende arkitekter. I 1764 gik rejsen videre til Tyskland, hvor de navnlig opholdt sig i Freiberg for at studere mineralogi o. s. v., hvorpå de i December 1765 efter mere end fem års fravær atter vendte tilbage til fædrelandet. I nogle år tabe vi nu Peter Anker af syne, indtil han, rimeligvis i 1773, blev udnævnt til dansk-norsk konsul i Hull, en stilling, hvortil den sjeldne færdighed i at tale det engelske sprog, som han havde erhvervet på sine rejser, og hans kendskab til den norske trælasthandel gjorde ham fortrinlig skikket. Det var netop i en periode, da denne hidtil så blomstrende handelsgren truedes med et alvorligt knæk, og det var derfor af vigtighed at få en mand til at varetage Norges interesser, der ved sine forbindelser med landets förste trælasthuse var inde i disse forretninger. I den lange tid, hvori konsul Anker blev boende i England, lykkedes det ham i en sjelden grad både at tilfredsstille den dansk-norske regering og at vinde Englændernes sympatier. Flere år efter, i 1792, traf den danske professor Sneedorff på en rejse i England sammen med en söofficer, der fortalte ham, at Anker „var den eneste fremmede, han havde kendt, som for sin færdighed i det engelske sprog og sit udseende blev taget af alle for en Engelskmand.“ En större ros vilde en Englænder efter sin egen opfatning neppe kunne give nogen fremmed.[4]

Kort för Peter Anker kom til England som konsul, havde Watt og Arkwright gjort de storartede opfindelser, der senere fremkaldte så store omvæltninger i industriens verden. Samtiden havde sine öjne fæstede på disse, skönt endnu neppe nogen anede den rolle, som damp og maskiner, inden 100 år vare henrundne, skulde spille over hele den beboede verden. Den dansk-norske regering, som stedse med forkærlighed dvælede ved enhver plan til at fremavle en fabrikdrift i dens egne lande, var naturligvis også opmærksom på, hvad der i den retning foregik udenlands, og fæstede sig derfor straks ved de nævnte mænds opdagelser, for om muligt at drage nytte deraf. Man forstod i Köbenhavn, at man i Anker havde en mand, der på grund af sine studier i beslægtede fag, måtte være vel skikket til at undersöge manufakturernes tilstand i England og Skotland, og han fik således ved siden af sine konsulatsforretninger nye hværv, som der også er al grund til at antage, at han har udfört på en i enhver henseende tilfredsstillende måde.

Ved instruktion fra det kongelige general-land-ökonomi- og kommerce-kollegium, dateret 1 Juni 1775, blev det pålagt Asker at have sin opmærksomhed henvendt på Storbritanniens og Irlands manufakturer og handel, dels ved at samle alle derhen sigtende lovbestemmelser, dels ved at forskaffe „almindelige efterretninger om mauufakturvæsenets forfatning i England,“ samt söge „at erholde nöjagtige oplysninger om manufakturernes egentlige drift og varernes behandlingsmåde, særdeles, forsåvidt de derved brugende redskaber og maskiner angår,“ og indsende detaljtegninger deraf med tilföiede op-lysninger om „maskinernes rette afbetjeningsmåde.“ Som noget, hvorover der særlig önskedes oplysninger, nævnte kollegiet tilberedelsen af „det såkaldede friserede klæde,“ samt indretningen af de skotske linned-fabriker og blegerier, og hvilke foranstaltninger den britiske regering traf til disses opkomst. Instruktionens femte og sidste post lyder således: „Da de klager, som de norske köbmænd med föje kunde före over deres trælast-handels aftagende i England og over deres ofte i denne handel lidende tab, vil være hr. konsulen selv af lokale omstændigheder bekendt, så forhåbe vi, at han og med des bedre indsigt i tingen vil kunne undersöge de rette årsager til denne handels forringede fordel, og om grunden dertil alene skulde ligge i de af engelske köbmænd tagne mesurer, eller måske tildels i den fra Norge afsendende trælasts beskaffenhed eller og dens overmængde, som foranlediger store oplag i England, som tildrager forsenderne så store bekostninger, at de heller afhænde deres varer med tab og selv undersælge hinanden.“

Tidligere var der under 4 Marts samme år af bergverksdirektoriet udstedt en anden instruktion, hvorved det pålagdes Anker at erhverve oplysninger om saltsyderierne i Liverpool med de dertil hörende ildsteder, pander, koge- og törrehuse o. s. v., om „de såvel i London som på andre steder til adskillig brug anvendte ild- og luft-maskiner,“[5] – om det såkaldte potte-mager-erts,“ – om nogle „vejr-vekslings-maskiner“ der kunde anvendes ved Kongsberg sölvverk, – om „måden, hvorledes afdrivningen i England og Skotland forrettes,“ – om berg- og jordbor, samt om alt andet, der kunde være til gavn for bergverkerne.[6]

At fælde en fuldstændig dom over Ankers virksomhed som den dansk-norske regerings tekniske og praktiske konsulent i England og Skotland er en umuelighed for den, som ikke er nöje bevandret i de nyere opdagelsers historie. Det meste af det materiale, som måtte benyttes derved, er desuden endnu begravet i ökonomi- og kommerce-kollegiets arkiv i Köbenhavn.[7] Det vilde særlig være af overordentlig interesse at få adgang til hans indberetninger om Norges trælasthandel på England, der efter al rimelighed vilde kaste et klart lys over mange af datidens handelsforhold. Imidlertid er der også bevaret en del ikke officielle kilder, hvorved det bliver mueligt at danne sig en mening om, hvilke oplysninger han vidste at indhente, og at se den iver og nöjagtighed, han lagde for dagen under dette sit arbejde.

Hvad der ved disse forskellige hværv i betydelig grad hjalp Anker, var hans udviklede tegnefærdighed. Allerede i 1775 sendte han en række omhyggelig udförte tegninger til Köbenhavn. Disse fremstillede allehånde enkeltheder ved de ovenfor omtalte fire-engines, og det er således rimeligvis gennem dem, at damp-maskinen förste gang er bleven nöjagtig bekendt i Danmark og Norge.[8] Af broderen, Karsten Ankers breve fremgår, at disse have vakt megen opmærksomhed og vundet fortjent påskönnelse. Således heder det i et brev fra denne, der er dateret Köbenhavn 26 August 1775: – – – Jeg må igentage min forbindtlighed og komplimenter for tilsendte tegning; uden at smigre, da ere de så fuldkommen smukke, at om jeg havde önsket mig dem af yderste skönhed, havde de ej kunnet være eller blive anderledes. Jeg har vist dem til alle stænder og alle aldere, fornemme og ringe, professores i kunsten og liebhabere, – og alle ere de enige, at de ere af det könneste slags, og at de göre Eder megen ære. Vor grev Moltke udbröd: „Cela est de toute beauté!“ – – Broderen –: „Ih! det var dejligt. Lad det blive stukken i kobber! jeg subskriberer gærne til 30 à 40 rdl. Min broder giver gærne 20 rdl., og således skulle de 100 rdl., som graveringen vilde koste, snart tilvejebringes.“ Gehejmeråd Juel vil, at jeg skal skaffe ham tegningerne kopierede ved en eller anden elev på akademiet. I gen.-toldka1nmeret kaldte man det (især Erichsen) et mesterstykke.“[9] I samme brev heder det videre, at grev Moltke gærne snart vilde have oplysninger om de engelske saltverker, da bergverks-direktoriet netop havde vigtige sager under behandling, hvorved sådanne vilde være til nytte. Saltverkerne vare også særlig genstand for Ankers opmærksomhed, hvorom endnu en mængde smukt udförte tegninger kunne afgive vidnesbyrd.[10] Disse ere udarbejdede i 1776 og 1777 og ere således efter al rimelighed sendte til Köbenhavn samtidig med hans indberetning til kommerce-kollegiet om de engelske klædesfabriker, som ifölge et brev fra Karsten Anker af 27 September 1777 vandt meget bifald.

I 1777 forflyttedes Peter Anker til London som dansk-norsk general-konsul, hvilket nye hværv han i samme grad, som sit tidligere, udförte til almindelig tilfredshed; dette er så meget mere at påskönne, når man betænker, hvor mange vanskeligheder, der gennem de indviklede forhold, som fremkaldtes ved den nordamerikanske uafhængighedskrig og oprettelsen af den bevæbnede neutralitet, måtte beredes for den mand, der havde at varetage en liden stats interesser. Som vidnesbyrd om sin regerings erkendtlighed for de fortjenester, han under en så urolig tid havde indlagt sig af Danmarks og Norges handel, modtog han kort efter freden i Versailles guldmedaljen pro meritis, som tilsendtes ham under 19 Maj 1783 med et egenhændigt brev fra Ove Höegh-Guldberg, der i smigrende udtryk tolkede, hvor sjelden denne æresbevisning uddeltes, og hvor vel fortjent den var.[11] Et andet bevis på regeringens tillid og anerkendelse modtog han snart efter, idet han den 24 Maj 1786 fik titel af oberst og udnævntes til guvernör over Trankebar og de övrige besiddelser i Ostindien. Han kaldtes derved til en fra sin tidligere aldeles forskellig virksomhed og nödsagedes til at opgive sin post i England, hvor han var afholdt i talrige kredse, og hvor hans stilling efter den almindelige freds genoprettelse kun vilde volde ham få ubehageligheder.

I mellemtiden var Peter Anker med de fleste medlemmer af sin familie bleven optagen i den dansk-norske adelsstand, eller som det hed naturaliseret, i henhold til, at de oprindelig påstodes at være af svensk adel.[12] Samtidig forandredes også familienavnet, der hidtil altid havde været skrevet Ancher, til Anker, der endnu er den gængse form.

Mandag 5 November 1787 tiltrådte den nye guvernör, der i sommerens löb havde gjort et besög i Köbenhavn for at erholde de fornödne instruktioner, sin rejse fra England til Indien,[13] idet han i Harwich gik ombord på skibet „Johanne & Marie,“ der var bestemt for Trankebar og Bengalen. Nogle timer efter lettede skibet anker og satte sejl til; men såsnart det var kommet ud i Nordsöen, blev det overfaldt af en rasende storm, hvori flere andre skibe forliste. Besætningen, der hovedsagelig bestod af Normænd, viste sig imidlertid fra en udmærket side, og efter at have undgået de farlige banker under Englands kyst, lykkedes det endelig kaptejnen at redde skibet ind til Yarmouth, hvorfra rejsen igen måtte begynde på ny. Först 15 November passeredes Dover, hvorfra alt gik heldigt indtil höjden af Madeira; her blev skibet atter overfaldet af en af de orkaner, som på den årstid ere så almindelige på de kanter. Efterat denne nye fare var lykkelig overstået, kom „Johanne & Marie“ 12 December ind i nordost-passaten og kastede 6 dage efter anker i havnen Porto Praya på St. Jago, en af de kapverdiske öer, hvor der allerede lå 3 dansk-ostindiske skibe, foruden nogle nordamerikanske, der vare bestemte til sydsöen på opdagelser.

De danske skibe vare „Danmark,“ tilhörende det asiatiske kompagni, og 2 private, tilhörende oberst-löjtnant Bie, der selv befandt sig ombord på det ene, og hos hvem guvernör Anker den fölgende dag blev inviteret til middag. I öernes portugisiske guvernör, der var fjærnet fra sit fædreland på grund af en hofintrige, traf Anker en behagelig mand af god familie, der nu kun længtedes efter om et par måneder at kunne forlade dette ualmindelig usunde opholdssted, hvorfra kun få af hans formænd vare vendte tilbage. Af alt, hvad Anker med sin sjeldne iagttagelsesevne fik anledning til at se under sit ophold i Porto Praya, måtte han få en klar forestilling om den elendige måde, hvorpå den portugisiske styrelse tog sig af disse fjærne besiddelser. Der var intet gjort for at ophjælpe agerdyrkningen; jorden gav som en fölge deraf kun ringe udbytte, og de ubearbejdede marker, der efter regntiden under den derpå fölgende forfærdelige varme udsendte usunde dampe, forögede klimatets farlighed. Som en fölge deraf kunde kun få Europæere holde ud, og befolkningen bestod således næsten udelukkende af sorte indfödte, der nu alle havde antaget den romerskkatolske religion, og af hvilke de mere formuende lode sine plantager dyrke af slaver, hvoraf der altid kunde skaffes ny forsyning fra Afrikas fastland. Når undtages, at indbyggerne frit kunde sælge levnetsmidler til de ostindie-farere, der stadig anlöb Porto Praya, var den smule anden handel med sukker og farve-rod, som der fandtes, udelukkende overdraget til et portugisisk kompagni. Selve byen var kun en samling af usle hytter og forsvaredes af et faldefærdigt kastel, hvis kanoner alene kunde bruges til salut, og af en garnison, som var sammensat af udskuddet af alle europæiske nationer og bevæbnet på en måde, der svarede til det övrige. Denne elendighed var alene at tilskrive regeringens ligegyldighed og slaphed, som ikke forstod at sætte tilbörlig pris på betydningen af et sted, der havde en sådan vigtighed for den guineiske og indiske handel.[14]

Matroserne, der måtte arbejde med at fylde vand og indtage proviant, led meget af den tropiske varme; for at kunne holde bedre.ud, vare nogle af dem så uforsigtige at drikke en mængde ung rum, hvilket senere i forening med heden forårsagede megen sygdom, især forrådnelsesfeber. En af dem blev næsten afsindig og sprang i et anfald af galskab overbord, men blev dog lykkelig trukket op.

Om morgenen den 21 December forlod „Johanne & Marie“ igen St. Jago, og styrede mod syd for at nå Kap, på hvis red skibet kastede anker om morgenen den 6te Marts efter en lang og ensformig rejse, hvorunder mödet med en fransk slavehandler omtrent var den eneste afveksling. Denne bar navnet „l’aimable Suzette,“ var fra Bordeaux og agtede sig til den afrikanske kyst for at köbe slaver; da den var sprungen læk i söen, bad kaptejnen om, at „Johanne & Marie“ vilde holde sig i nærheden, indtil skaden var bleven udbedret. Dette blev også tilstået; så lidet var endnu bevidstheden vågnet om det skændige i slavehandelen.

Ved Kapstaden blev skibet liggende til 21 Marts.[15] Mellemtiden benyttede Anker til grundig at sætte sig ind i alle koloniens forhold. Under hele sit ophold boede han i land, hvor han af den hollandske guvernör, ven de Graaff, blev modtagen med forekommenhed. Straks han steg i land, forefandt han to vogne med 6 heste, hvori han körte til sit logis, og den fölgende dag afhentedes han atter i det samme optog for at göre guvernören sin visit. Den ene af de to vogne var kun til stas og körte bestandig tom bagefter. Om aftenen gav guvernören bal og souper i anledning af prinsen af Oraniens födselsdag, og her traf Anker et selskab af omtrent 200 damer og herrer, der i alle henseender opförte sig, som om det havde været i Europa, endskönt mange af dem, navnlig blandt det smukke kön, aldrig havde været udenfor Kap. Mændene vare en stiv og stolt race, hvis uvilje mod det hollandsk-ostindiske kompagni med dets store privilegier stadig beredte guvernören nye vanskeligheder.

Chefen for tropperne, oberst Gordon, der tilhörte en oprindelig skotsk familie, var en mand, i hvem Anker traf en beslægtet ånd; hans stærke videbegærlighed havde drevet ham ud på opdagelsesrejser i det indre af Afrika, hvorfra han havde medbragt adskillige tegninger og mærkværdigheder. På samme tid havde han ved sin energi bragt kompagniets tropper, der ved hans tiltrædelse vare aldeles forsömte, op til et langt större antal og forstået at bibringe dem disciplin, så at de nu udgjorde et respektabelt korps.

Men med undtagelse af guvernören og oberst Gordon, måtte Anker give de övrige indbyggere af kolonien et slet vidnesbyrd på grund af deres nærighed, pengegriskhed og uforligelighed. Uagtet der herskede jævn velstand mellem dem, og uagtet deres tarvelige husliv ikke krævede store udgifter, gik dog al deres stræben ud på at skaffe sig penge. Navnlig var enhver fremmed udsat for et forfærdeligt prelleri, og når et skib tiltrængte en eller anden reparation, vare omkostningerne uden grænser. Ethvert hus, selv de allerrigeste, gjorde det til en levevej at modtage fremmede i kost og logis for en daglig pris af 1, 2 eller 3 pjastre, hvorfor også enhver sådan logerende blev anseet for en lykkelig fangst, da borgerne selv havde alle livsfornödenheder til de billigste priser. Derimod savnede de virkelig handelsånd og fik heller ikke af kompagniet tilladelse til at have egne skibe. De kunde således ikke engang skaffe sig selv sine egne slaver, hvoraf der i regelen fandtes i hvert hus fra 10 til 30, som udförte al huslig gærning eller også udlejedes til kompagniet.

Da Anker besögte Kapkolonien, havde den i omtrent 130 år været idet hollandsk-ostindiske kompagnis besiddelse; dette lod den överste magt udöve ved en guvernör og et råd med 7 medlemmer. Hele kolonien havde omkring 17,000 europæiske inbyggere, hvoraf 6–7000 i byen, og henved 50,000 slaver; af Europæerne var der omtrent 5000 kampdygtige mænd. Den egentlige troppestyrke under oberst Gordon udgjordes af 2000 mand, hvoraf 200 mand artilleri og resten infanteri, fordelt på 2 regimenter; det ene af disse var et tysk regiment, som en prins af Würtemberg havde „overladt til kompagniets tjeneste på visse vilkår.“ Fæstningsverkerne, der bestode af et kastel og nogle særskilte batterier, vare i en fortræffelig stand og kunde tjene som mönster for lignende anlæg, da de vare opförte efter de nyeste regler.

På rejsen fra Kap til Trankebar blev „Johanne & Marie“ overfaldt af den sværeste storm, det endnu havde havt undervejs; men midt under stormen var Anker beskæftiget med at udarbejde et kort over Kapstadens omgivelser, der den dag idag er bevaret og ikke viser noget spor af, at det er tegnet ombord i et omtumlet skib, hvor slingringen i flere dage var så stærk, at den ikke engang tillod at have ild på kabyssen. Den 11 Maj 1788 kastede skibet anker ved Trankebar, hvor kastellet saluterede den nye guvernör, der straks gik iland og installerede sig i guvernementshuset. Den 17 Maj overtog han guvernementet efter den forrige guvernör, general-major Abbestee. 15 dage forud var Anker selv i Köbenhavn bleven udnævnt til general-major[16].

Fra den tid af, da Vasco de Gama i 1498 for förste gang med et europæisk skib nåede Ostindien, vare Portugiserne i henimod 100 år eneherrer over den indiske handel, hvorved de opvakte de övrige nationers misundelse. Særlig vare Englænderne meget ivrige for at optræde som deres medbejlere, hvad de lettest mente at kunne opnå ved at finde en ny vej til Indien, enten nord om Norge, Rusland og Siberien eller gennem den siden så eftersögte nordvestpassage nord om Amerika. Men tiltrods for al den iver, som udfoldedes af modige sömænd, trodsede de arktiske egnes kulde og is ethvert forsög og spærrede vejen for ethvert håb. Da åbnedes pludselig en ny udsigt, idet Portugal i året 1580 kom under Spanien og for fremtiden måtte fölge dette lands politik.

Efter den uovervindelige armadas ödelæggelse og Nederlændernes opstand var Spanien ikke mere, hvad det för havde været; Hollændere og Englændere ilede med at dele byttet, og begge nationer kappedes om at nå til Indien. Hollænderne vare de förste til at udruste en ekspedition og vakte derved Englændernes skinsyge, så at disse snart kom efter. I 1599 oprettedes det engelsk-ostindiske kompagni, som i 1600 erholdt sine förste privilegier af dronning Elisabeth.

Imidlertid var endnu ikke tiden kommen for det engelske herredömme i Indien; tiltrods for alle andres bestræbelser bleve Hollænderne, der efterhånden besatte en mængde af de spansk-portugisiske besiddelser, i lange tider den nation, som havde den störste indflydelse på den indiske handel, for hvilken de senere erhvervede sig et belejligt anlöbssted på Kap. Den eneste stat, som ved siden af Holland og England kunde hævde sig nogen adgang til at deltage i nydelsen af de nyåbnede rigdomskilder, var den dansk-norske[17].

Den 17 Marts 1616 gav Kristian IV, der også önskede at skaffe sine riger del i handelen på Indien, det dansk-ostindiske kompagni dets förste privilegier, der forelöbig skulde gælde for tolv år, hvorefter det fik eneret til handelen på Ostindien, Kina og Japan, såvel rundt Kap, som gennem Magelhaens-strædet. Det nye kompagni mödtes straks med misundelse af Hollænderne; men de hindringer, disse lagde i vejen, bleve dog lykkelig ryddede tilside. Efterat en udsending fra den såkaldte ceylonske kejser[18], ved navn Marselis Boshouwer, der bar titel af prins af Migomme, var ankommen til Danmark og i sin herres navn havde afsluttet en traktat, afgik först et af kompagniets skibe til Ceylon og nogle måneder efter, i November 1618, to kongelige under kommando af Ove Gedde, ledsagede af tre kompagni-skibe.

Mellem Boshouwer, der fulgte med tilbage til Indien, og Ove Gedde herskede der intet godt forhold, da begge vilde være den förste på flåden; imidlertid döde den förstnævnte på vejen fra Kap, og da skibene nåede Ceylon, var Gedde uomtvistet den förste. Men på selve Ceylon vare forholdene alt andet end tröstelige; den såkaldte kejser var ikke den store potentat, man havde indbildt sig, og havde efter Boshouwers afrejse ligget under for sine fiender. At han til den dansk-norske konge afstod et betydeligt stykke land med fuld overhöjhed, havde kun lidet at betyde, da han var ude af stand til at opfylde de forpligtelser, som Boshouwer havde indgået på hans vegne. Endskönt en ny traktat i navnet sikrede Ove Gedde store fordele, fandt denne det derfor rådeligst at vende sig til andre steder, hvis han skulde bringe noget varigt og pålideligt udbytte ud af ekspeditionen, og fæstede i den anledning sine öjne på kysten af riget Tanjour i det sydlige Dekan.

Det skib, som var löbet ud för Ove Geddes flåde og var ankommet til Ceylon noget för denne, havde på egen hånd begyndt at bekæmpe Portugiserne, men var strandet. Alene kaptejnen og 12 af mandskabet reddede sig til hovedstaden i Tanjour, hvor de fik en venlig modtagelse af naiken eller fyrsten, som overlod dem landsbyen Trankebar ved en af floden Kaverys mundinger. Denne blev kort efter formelig overdragen til Ove Gedde mod erlæggelse af en årlig tribut og med fuld handelsfrihed. Efter at have opnået dette, traf Ove Gedde straks de fornödne anstalter til at opföre et kastel, som han gav navnet Dansborg, og til at sikre den nye handel, hvorpå han i Juni 1621 forlod Indien og i den påfölgende Marts måned ankom til Köbenhavn. Således var den dansk-asiatiske handel grundlagt.

Under den förste dygtige leder udvidedes handelsforetagenderne inden kort tid til fjærnere steder, endog lige til Java, medens der til samme tid ved kongens iver stadig i Danmark og Norge blev gjort betydelige indskud til nye udredninger,[19] hvormed man först stansede, da den kejserlige krig bragte forvirring i statens finantser. I denne gunstige tid var det også, at Englænderne for første gang forsögte at skaffe sig fast fod i riget Tanjour; men da dette stred mod fyrstens overenskomst med Ove Gedde, bleve de tilbageviste.[20] Efter den kejserlige krig ophörte de rigelige tilskud fra hjemmet, medens de bengalske forhold antoge en for det nye anlæg truende skikkelse og påforte kompagniet betydelige tab, der gav det et knæk, som det aldrig forvandt.

Endskönt den driftige og modige Wilhelm Leyel for en tid bragte sagerne i en bedre gang, befandt alligevel kolonien sig ved Kristian IVs död i en forvirring, som tydede på, at dens undergang var nær. Da optrådte en mand, ved navn Eskild Andersen, som reddede det dansk-norske herredömme i Indien på en tid, da man i hjemmet ikke tænkte på andet end den billigste måde at slippe fra det hele.[21] Endskönt der i over 20 år ikke var kommen nogen ekspedition fra Danmark, så dog denne kække mand sig istand til ved de få midler, han havde til sin rådighed, at forsvare Trankebar mod fyrsten af Tanjours gentagne angreb og påföre naboben af Bengalen krig, aldeles som en uafhængig fyrste. Kompagniet var lidt efter lidt bleven ophævet af sig selv; dets ejendomme måtte derved tilfalde kongen, som den störste kreditor, og denne overdrog i 1654 forelöbig bestyrelsen af de indiske anliggender til den bekendte Povel Klingenberg, men uden dog for alvor at foretage noget virksomt skridt og bringe hjælp til Trankebar. De påfölgende ulykker, krigen med Sverige og den forögede finantsnöd lammede fremdeles regeringens foretagender, således at den först i 1668 atter kunde tage sig af de indiske etablissementer. I dette år afgik endelig en ny ekspedition, rimeligvis bestående af to orlogsskibe under anförsel af Sigvart Adelaer, og 20 November 1670 udstedtes en oktroj for det nyoprettede, andet ostindiske kompagni, som af kongen fik sig overladt ejendomsretten over alle anlæg i Trankebar undtagen kastellet, mod at betale tributen til Tanjour. Dermed var forbindelsen mellem kolonien og moderstaten genoprettet; men som det så ofte går, den mand, hvem man egentlig havde at takke for, at dette var bleven mueliggjort, lik kun ringe lön og behandledes med ligegyldighed.

Det nye kompagni optrådte straks med megen driftighed, sluttede fred med Bengalen og udstrakte sin handel ej alene did, men også til Mokka, Java og Kina samtidig med, at det uden forhöjelse af tributen fik sine oprindelige besiddelser ved Trankebar udvidede med flere landsbyer, som bleve overdragne af rajahen af Taujour.[22] Men dette varede ikke længe, og inden 14–15 år var kompagniets handel atter i stærkt forfald, hvad man især tilskrev den dårlige bestyrelse, skönt det også tildels kom af Hollændernes overgreb, ligesom kompagniet selv ved sine idelige forviklinger med de indfödte og ubesindige optræden mod disse havde stor skyld i den uvilje, hvormed det overalt mödtes. Således var det under Frederik IVs regering kommet såvidt, at hele den ostindiske handel var omtrent ödelagt, og det nye kompagni ligeså krafteslöst, som det gamle,[23] så at det fra 1721 ikke længere kunde fortsætte sin handel, men måtte overlade denne til private,[24] hvorved det forblev i nogle år.

Den iver for oprettelsen af kompagnier, som udmærker Kristian VIs regering, måtte også have sine fölger for den ostindiske handel; ved oktroj af 12 Oktober 1732 oprettedes det tredie ostindiske eller asiatiske kompagni.[25] 40 år efter mistede dog dette eneretten til handelen på Indien, der blev åbnet for alle danske og norske undersåtter, alene mod at betale kompagniet en pengeafgift. Imidlertid kom den private handel ikke i den rette trivsel, för kongen i 1777 overtog alle kompagniets besiddelser i Indien mod en erstatningssum af 170,000 rdl. Fra den tid af var kompagniet ikke længere landsherre, men simpelthen en forening af handlende, således som det siden forblev lige ind i vore dage.

Ved kgl. reskript af 8 Oktober 1777 overdroges general-land-ökonomi- og kommerce-kollegiet bestyrelsen af samtlige indiske besiddelser. Disse bestode den gang foruden af Trankebar og dets distrikt af flere forskellige faktorier eller såkaldte loger, af hvilke den vigtigste var den i Sirampour eller Frederiksnagor i Bengalen, samt af de nikobariske öer.[26] Da Peter Anker ankom til Ostindien, vare imidlertid de fleste af disse loger mere til byrde for statskassen end til dens fordel og benyttedes ikke af kompagniet. Navnlig var logen i Kalikut på kysten af Mysore aldeles ödelagt af Tippo Sahibs tropper, og denne havde tillige erklæret, at han for fremtiden ikke vilde tåle andre Europæere i sine riger end Franskmændene.

I det hele taget var det indtryk, som den nye guvernör modtog ved sin ankomst, ikke det allergunstigste. På grund af dårlig bestyrelse var Trankebar, hvis distrikt hörte til de rigest udstyrede egne i Indien, efterhånden kommet i et sådant forfald, at alle grene af forvaltningen trængte til en kraftig indgriben for igen at kunne komme på fode. Navnlig viste forfaldet sig i det militære; de fleste officerer vare fordrukne, og soldaterne fulgte kun altfor villig det af disse givne slette eksempel. De mange prokuratorer, hvoraf der vrimlede i Trankebar, forledede de uvidende indfödte til allehånde processer og fremkaldte derved mangfoldige forviklinger og ubehageligheder. De indfödte bleve udsugede og de fremmede hindrede på alle muelige måder. Regeringsrådet var selv uenigt og kunde intet udrette. Manufakturerne, som, da kongen overtog kolonien, befandt sig i en temmelig god forfatning, vare aldeles ruinerede. Dette var i korthed det billede, som Anker udkastede af de trankebarske tilstande i sine forete breve til hjemmet. At bringe orden i al denne forvirring og indgyde tillid, hvor der för var den stærkeste mistillid, det var den opgave, som var ham sat, og hvortil han viede al sin kraft.[27]

En af hovedgrundene til den almindelige uorden og forvirring, som herskede inden den trankebarske styrelse, var den lyst, der rådede hos alle embedsmænd til at indskrænke guvernörens magt. Grænserne for de forskellige myndigheders område vare nemlig meget ubestemte, og selv inden guvernementet herskede der uklarhed om, hvad der henhörte under guvernören eller de enkelte regeringsråder og det samlede guvernement. Under guvernören alene henla militærvæsenet og forholdet til fremmede magter, uden de to regeringsråders indblanding. I lighed hermed krævede finantsråden fuld enerådighed over pengevæsenet, og justitiarius, guvernementets tredie medlem, over retsvæsenet. Den forrige guvernör, en i grunden nokså velmenende, men svag og uselvstændig mand, der selv var bleven et offer for denne selvrådighedsånd, sluttede sig i den tid, han endnu tilbragte i Trankebar, til sine tidligere underordnede i deres strid mod guvernören; först i Februar 1789 forlod han kolonien med „nogle udskud af den kongelige tjeneste.“

Ved den ukontrollerede måde, hvorpå de to regeringsråder bestyrede de dem overdragne grene af forvaltningen, havde de en rig anledning til enten selv eller gennem sine hinduiske håndlangere at udsuge den indfödte befolkning, der fölgelig tabte al tillid til sin övrighed. Når al ret blev dem nægtet, stod der ikke nogen anden udvej åben for de undertrykte end at forlade Trankebars territorium i massevis. Nogen tid för Ankers ankomst havde de planmæssige udsugelser tvunget mange indfödte til at gribe til dette middel og mellem de tilbageværende fremkaldt en stærk gæring. Skönt denne langt fra var så voldsom, som den var bleven skildret i guvernementets og missionærernes beretninger, var den dog alvorlig nok, og Anker lagde derfor al sin kraft på at få den dæmpet. Det lykkedes ham også ved sin bestemte og tillidsvækkende optræden at tilvejebringe fuldstændig rolighed på koloniens grund, hvorimod det var umueligt at bevæge de bortrömte til at vende tilbage, för den værste blodigle var arresteret. Dette var en Hindu, ved navn Supremani Setti, der ifölge Ankers udsagn havde „vidst at forene sine medfödte malebariske talenter for skælmstykker med europæiske prokurator-kneb,“ og i sin stilling som finants-rådens „dubash“ eller tolk havde erhvervet sig stor indflydelse og en meget betydelig formue.

Supremani Setti havde aldrig vovet at pine sine landsmænd i den grad, som han gjorde, hvis han ikke havde været aldeles vis på at finde beskyttelse hos de europæiske embedsmænd. Såsnart han var arresteret, satte disse sig også straks i bevægelse for at få ham lösladt mod kaution, hvad guvernören ikke fandt at kunne nægte. Men neppe var Supremani kommen på fri fod, för han uden at tage hensyn tii sine kautionister, drog til Tanjour, hvor han samlede om sig en skare af sine tilhængere og andre misfornöjede og med dem gjorde strejftog ind på Trankebars grund. Dette vakte ny rædsel mellem folket, der troede, at guvernören, til hvem de havde sat alt sit håb, nu havde bukket under for sine modstandere. Denne gang kom det dog ikke til nogen römning, da Anker gav de strengeste befalinger om at være på post mod fienden og selv om natten red omkring på landet for at påse deres overholdelse. Senere bevægede han rajahen af Tanjour til at unddrage Supremani al understöttelse, hvorpå denne drog til den franske koloni, Karikal.

Det havde været Ankers önske at få fuldmagt til alene at ordne og påkende denne sag; den blev imidlertid overdragen til en kommission, hvis adfærd noksom godtgjorde det berettigede i hans frygt. Medens både guvernören og andre, som havde hjulpet ham, så sig udsatte for en „nærgående censur,“ dömte kommissionen i Januar 1794 efter et langvarigt samvære Supremani kun til en bod af 4000 rdl., netop halvdelen af, hvad han selv för havde budt for at slippe fri for nedsættelsen af en kommission, uden at de, som havde lidt skade ved hans plyndretog, fik nogen erstatning. Dette var det förste sammenstöd mellem Anker og hans interesserede kolleger og underordnede. Vi skulle senere komme til flere af samme art og da se, hvorledes bagvaskelsen formåede at virke selv på regeringen i Köbenhavn.

Samtidig med disse indre kabaler havde Anker været beskæftiget med et större foretagende, der var af megen vigtighed for kolonien. Det var intet andet end afslutningen af et lån med rajahen af Tanjour, der befandt sig i en stadig pengeforlegenhed.[28] Ved denne og lignende forhandlinger viser det sig overalt, hvor agtet og anseet et navn Anker medbragte fra England, og hvilken nytte han derved så sig istand til at yde sin regering. Beviser herpå findes i mange af de endnu bevarede breve, som han modtog fra de höjeste engelske embedsmænd i Indien, med hvem han snart kom i officiel forbindelse.[29]

Ved sin genindsættelse på tronen i sit fædrenerige havde rajahen påtaget sig at betale det engelsk-ostindiske kompagni for dets beskyttelse en så stor tribut, at hans indtægter ikke stode i noget rimeligt forhold til denne. For at kunne opfylde sine forpligtelser mod kompagniet, så han sig derfor nödsaget til stadig at optage lån. I den forrige guvernörs tid havde han henvendt sig til guvernementet i Trankebar, men havde igen måttet opgive underhandlingen på grund af protester fra guvernementet i Madras. Da rajahen imidlertid fik höre, hvor vel anskreven Anker var hos Englænderne, besluttede han at göre et nyt forsög og tilkendegav ham derfor i sit lykönskningsbrev ved hans ankomst, at han önskede at fornye den året forud opgivne underhandling.[30]

Anker gav kun et ubestemt svar, da ban ikke vilde binde sig, forinden han havde undersögt, hvad Englænderne, der havde rajahen i sin lomme, og hvis overmagt i Indien ban vel kendte, vilde sige hertil. I det öjemed rejste han sidst i Juli 1788 til Madras, hvor guvernören, Sir Archibald Campbell, modtog ham med megen forekommenhed og tilböd ham at bo i sit eget hus, hvad dog Anker afslog. Da den tanjourske negotiation blev bragt på bane, sagde Campbell, at han ikke anså sagen for ugörlig, men dog holdt det for bedst på grund af det engelske kompagnis uvenlige stemning mod alle fremmede nationer at bie dermed, indtil kompagniets oktroj var udlöben, da han efter de fra England modtagne breve var overbevist om, at „den engelske regering önskede intet hellere end at favorisere den danske nation.“ For sit eget vedkommende forsikrede Campbell, at han ikke vilde lægge nogen hindringer i vejen for underhandlingen, endskönt både kompagniets direktion og flertallet af guvernements-medlemmerne i Madras ikke önskede, at fremmede blandede sig i de indiske fyrsters affærer.

Efter dette rejste Anker over Pondichery tilbage til Trankebar, hvor han kort efter fik besög af rajahens förste minister, der anmodede om en lak stjerne-pagoder, en sum, der i datidens danske penge omtrent svarede til 200,000 rdl. Da han ikke fandt videre villigt öre for dette forslag, nedsatte han summen til et lån af 60,000 stjerne-pagoder (omtr. 120,000 rdl.) på 12 år mod en årlig rente af 12 p. c. Som pant tilbödes to distrikter, Trikulur og Triklachery, der tilsammen bestod af 44 landsbyer, og hvis indtægter antoges at svare til renterne af det forlangte lån. Anker sagde, at han vilde betænke sig på dette tilbud, og tilföjede, da han kendte rajahens pengeforlegenhed, en ny betingelse, nemlig en forlængelse på 5 år af forpagtningen af fjorten landsbyer, som tre år i forvejen vare overdragne til den trankebarske regering på 10 år. Rajahens svar på dette forlangende gik ud på en forögelse af lånet med 20,000 stjerne-pagoder, hvorfor han vilde tilstå den önskede forlængelse af forpagtningen samt pantsætte endnu et tredie distrikt med 9 landsbyer.[31] Grunden til, at rajahen anholdt om denne forögelse, blev först senere bekendt for Anker; det var nemlig nogle höjtstående Englændere, som havde forlangt disse penge for sig som et erkendtlighedsbevis, fordi de tillode ham at indlade sig i underhandlingen med Trankebar.

Anker fandt disse rajahens forslag antagelige. Hvad han især havde for öje, var nemlig först og fremst at foröge koloniens indtægter således, at den kunde undvære ethvert bidrag af stat-skassen, der nu årlig måtte tilskyde 30–40,000 rdl., og dernæst ved given lejlighed at få de pantsatte distrikter overdragne for bestandig, hvad han under de daværende forhold ikke anså for umueligt.[32] Derimod kunde en plan til at aflöse den årlige tribut ved en gang for alle at betale en större sum ikke udföres, fordi den rimeligvis vilde möde vanskeligheder ikke alene fra det engelske kompagnis side, men også fra naboben af Karnatik, da rajahen af Tanjour på grund af sit lensforhold til denne altid var nödsaget til at indhente hans samtykke ved opgivelsen af en af sine visse statsindtægter; heller ikke kompagniet kunde ventes at ville bekræfte en forandring, der vilde indskrænke rajahens midler, som allerede för vare ubetydelige nok.

Da man rimeligvis i Holland kunde rejse den nödvendige sum for en rente af 4 p. c., vilde den dansk-norske regering, når den af rajahen sikredes 12 p. c. – en ganske lav rente i Indien, være vis på en årlig fordel af 8 p. c. af lånet, for ej at tale om den næsten sikre udsigt, der var til, at de pantsatte distrikter vilde kaste af sig meget mere end de garanterede renter.[33] Anker fandt således i denne henseende ingen betænkelighed ved at bevilge lånet, för han havde opnået sin regerings ratifikation,[34] især da han vidste, at der var fuldt op af private Englændere, som med glæde vilde overtage lånet, om det blev afslået i Trankebar. Derimod var han endnu ikke ganske vis på, hvad det engelske kompagni vilde sige til denne underhandling, og skrev derfor, för endnu traktaten var forelagt rajahen til bekræftelse, efter den tidligere trufne aftale et brev til Sir Archibald Campbell. Dennes svar var meget diplomatisk affattet, idet han på samme tid, som han betonede, at hans officielle stilling forböd ham at give noget samtykke, alligevel erklærede som sin private mening, at lånet i enhver henseende var til rajahens fordel.[35] Da Sir Archibald udtrykkelig havde fremhævet, at rajahen var sin egen herre, sålænge han var istand til at opfylde sine forpligtelser mod det engelske kompagni, drog Anker deraf den slutning, at rajahen, da det nu först skulde vise sig, om han kunde betale sin tribut, endnu var at anse som en af kompagniet uafhængig lensfyrste under Karnatik, og således havde frihed til at indgå, hvilke pengeforbindelser han vilde med udenlandske nationer. Da han tillige antog, at det engelske kompagni under de daværende usikre politiske forhold nödig vilde resikere at afsætte rajahen og derved fremkalde et brud med hans landsmænd, Maratterne, der vare deres allierede imod Tippo Sahib, fandt han fölgelig heller ikke på denne side nogen hindring for at afslutte det fordelagtige lån.[36] De til dettes udbetaling nødvendige veksler bleve straks trukne på kommerce-kollegiet at betale i London, og dermed var forhandlingen afgjort. Fra Madras indløb heller ikke nogen protest, da de herrer, som havde stukket de 20,000 stjerne-pagoder i sin lomme, ikke önskede, at der blev redet op i sagen, og derfor lod den passere i stilhed.

Med hensyn til bestyrelsen af de pantsatte distrikter, der modtoges i Oktober 1788, da vilde Anker ordne denne efter sit eget hoved; men herimod rejste straks den midlertidige finants-råd, kancelli-råd Fugl, flere indvendinger, idet han vilde have dem bestyrede af indfödte, hvis uredelighed Anker på sin side mente at måtte frygte. Fugl påstod derhos, at guvernören ved sin egenmægtige fremgangsmåde kun sögte at betage det övrige guvernement al myndighed. Anker vilde derimod, da han var personlig ansvarlig for negotiationen, også have bestyrelsen af de derved erhvervede distrikter for sig alene, idet han kun da turde garantere det ventede udbytte. I så henseende vare udsigterne også lovende, og allerede i Februar 1789 kunde han melde hjem, at hösten tiltrods for den sildige regntid var nogenlunde god, og at folkemængden i de nye distrikter tiltog så stærkt – rimeligvis ved indvandringer, at han endnu i det år kunde håbe at foröge de kongelige indtægter ved at optage udyrkede grundstykker. Hvis kommerce-kollegiet imidlertid tiltrods for hans indtrængende opfordringer vilde tillade kancelli-råd Fugl at blande sig i bestyrelsen, bad han sig fritagen for alt ansvar, da han i så fald vilde hindres i at udföre den plan, hvorved man skulde opnå de påregnede fordele for statskassen. Fugl vilde nemlig ved ansættelsen af sine sorte betjente kun tage hen- syn til, hvem der gav ham de störste presenter, og således vilde der ikke vindes noget udbytte, da disse nok vilde sörge for at fortære alle indtægter, sådan som det var skeet med det forhen forpagtede distrikt, Tiruvidikally, der bestyredes af en sort uden ringeste kontrol, og det, uagtet denne var anseet som en af de allerupålideligste, man havde i Trankebar. Før der endnu var truffet en endelig ordning med bestyrelsen, indlöb der efterretninger fra Europa om, at den dansk-norske regering rimeligvis vilde blive nödsaget til at hjælpe Rusland mod Sverige, og at den allerede havde gjort store rustninger. Dette måtte med nödvendighed virke nedslående på Anker, da han kunde befrygte, at de veksler, han havde trukket, vilde indlöbe i et öjeblik, da krediten i Holland ikke var så favorabel, som han havde havt årsag til at formode. Han måtte föle, at han havde spillet et dristigt spil, da han afgjorde sagen uden at oppebie sin regerings ratifikation; men i bevidstheden om sine hensigters uegennyttighed og om den store fordel, der var at höste, udviklede han atter i et brev af 29 Maj 1789 den hele sammenhæng for grev Schimmelmann[37], og gentog sit tidligere tilbud om ved sine forbindelser med engelske huse „at udlöse hans majestæt af denne forpagtning,[38] ifald samme ikke bifaldes, og erstatte de derpå havte omkostninger, – dog at distrikterne måtte forblive under hans majestæts protektion, som en ejendom, der tilhörte en undersåt, som ej skulde pådrage nogen udgift.“ Samtidig foreslog han også, at der skulde göres forsög på at overdrage Nikobar-öerne til England for at få dettes garanti for en stadig besiddelse af de nyerhvervede distrikter.[39] Foruden den ængstelse, som fremkaldtes ved efterretningerne fra hjemmet, var der også andre hensyn, som bidrog til at vanskeliggöre Ankers stilling. Han var nemlig vel vidende om den misundelse, som den nye forögelse af Trankebars grund havde vakt mellem Englænderne, og kunde derfor med grund vente, at der desangående vilde göres henvendelse til det britiske ministerium; men her var han vis på kraftig bistand af sin ven, Sir Archibald Campbell, der nu var vendt tilbage til England. Dog bad han tillige om, at den dansk-norske regering vilde pålægge sin gesandt ved hoffet i London[40] at tale med denne og indhente nærmere oplysninger; Anker tilföjede: „Det vilde være tillige en satisfaktion for mig, om vores minister sögte en eller anden lejlighed at blive oplyst hos Sir Archibald Campbell om koloniens nærværende bestyrelse.“

Den farligste af Ankers modstandere i Indien var Sir Archibalds efterfølger, den konstituerede guvernör i Madras, mr. Holland, hvem han selv karakteriserer, som „en Mand, der er födt i Indien og optrukken i de interesserede nederdrægtige principia, som har forvoldt, at vi blanke ansees i denne del af verden som de allerafskyeligste af skabningerne.“ Da det havde været mr. Hollands hensigt selv at forstrække rajahen af Tanjour med de forlangte penge og derfor tage den smukke rente af 36 p. c., er det let at forstå, at Sir Archibald Campbell i ham havde en afgjort modstander, da sagen forhandledes i Madras; da lånet imidlertid var bleven negocieret tiltrods for hans bestræbelser, var det også ganske naturligt, at han ikke så derpå med blide öjne og gærne vilde have det omstyrtet. Hvor interesseret denne mand i det hele taget optrådte, viste sig omtrent på samme tid også ved en anden lejlighed, idet han tog sin fordel iagt ved at overlade naboben af Karnatik en anseelig troppestyrke, for at denne kunde aftvinge nogle af sine vasaller en större tribut, end de vare pligtige til at betale.[41]

Således stode sagerne, da Anker i Juli 1789 modtog den kongelige resolution af 26 November f. å. „at de tanjourske negociationer ikke mere skulde entreres i.“ Denne bestemmelse var imidlertid truffen, för nogen af Ankers egne depescher kunde have nået Europa, på en tid, da regeringen i Köbenhavn således ikke vidste noget om, hvor fordelagtig udsigterne ved at bevilge dette lån havde stillet sig efter hans ankomst, og gjaldt alene den tidligere, forlængst afbrudte underhandling. Da Ankers depescher langt om længe nåede Danmark, vare de politiske udsigter betydelig forandrede, så at der da fölgelig ingen grund var for regeringen til at nægte sit endelige samtykke til negociationerne med rajahen af Tanjour. Om dette heldige og for ham så tilfredsstillende udfald modtog Anker i Januar 1790 underretning fra grev E. H. v. Schimmelmann på ökonomi- og kommerce-kollegiets vegne.

Men imedens sagen på denne måde syntes at have fundet sin endelige afgörelse, blev der inden kort tid gjort nye vanskeligheder fra engelsk side. Da krigen med Tippo Sahib udbröd, besatte de engelske tropper i 1790 riget Tanjour, hvis indtægter derefter stilledes under bestyrelse af guvernementet i Madras. Nu lod den nyudnævnte guvernör, baronetten Sir Charles Oakeley, som om han ikke kendte noget ældre lån end det af 1788, og som om dette kun gjaldt 60,000 pagoder; der var nemlig i de breve, som Anker i anledning deraf havde vekslet med Sir Archibald Campbell aldrig nævnt nogen bestemt sum, og de 20,000 pagoder vare, som ovenfor antydet, anvendte i öjemed, hvis delikate natur gjorde, at der ikke kunde ventes mange oplysninger fra de herrer, hvem de vare komne tilgode. Som en fölge deraf påstod Sir Charles, at han ikke vilde anerkende den trankebarske regerings ret til andre af de pantsatte distrikter end de 44 landsbyer, der vare overdragne som sikkerhed for de 60,000 pagoder i 1788, og at han i overensstemmelse hermed vilde inddrage de övrige under sin bestyrelse. Urimeligheden i disse fordringer var åbenbar. Guvernementet i Madras havde stiltiende anerkendt gyldigheden af alle tanjourske negociationer i 1788 og havde aldrig protesteret hverken mod det da afsluttede store lån eller mod, at rajahen i 1785 havde pantsat flere landsbyer som sikkerhed for et lån på 32,500 stjerne-pagoder. Sir Charles havde derhos ligeså lidet som nogen af hans forgængere sendt officiel underretning til Trankebar om beskaffenheden af rajahens sande forhold til kompagniet, og der kunde således aldrig påhvile Anker nogen juridisk forpligtelse til at indhente dettes samtykke. Med hensyn til sin uvidenhed om lånet af 1785 undskyldte Sir Charles sig senere med, at han havde fået i fejlagtig underretning af den danske missionær, Schwartz, der i årene 1778 til 1798 opholdt sig i Tanjour og övede stor indflydelse ved rajahens hof. Men hvis man kan stole ubetinget på dennes erklæring til Anker, synes den engelske guvernör næsten med forsæt at have misforstået ham.

For at ordne sagen i mindelighed, afsendte Anker hofjunker Frants Lichtenstein til Madras, hvor han opholdt sig fra midten af Februar til midten af Marts 1791, men uden at kunne opnå mere, end at det engelske guvernement anerkendte lånet af 1785. Uagtet Anker gjorde alt, hvad han kunde for at vise sit venskabelige sindelag, bl. a. ved at tilbagekalde den trankebarske vakil eller resident fra Tanjour, samtidig med at han erklærede sig bestemt på til enhver pris at hævde sin ret, var Sir Charles ikke at bevæge til at opgive sin påstand om de 9 landsbyer, der i 1788 vare pantsatte for 20,000 pagoder. Först efter Lichtensteins tilbagekomst til Trankebar viste der sig en liden udsigt til eftergivenhed fra guvernementet i Madras, da dette omsider under 8 April 1791 efter fornyet skriftlig henvendelse fra Anker erklærede sig villigt til at forespörge sig hos det engelske kompagnis direktion i London.

Heri lå der en slags indrömmelse, men heller ikke mere, og det gjaldt lige fuldt om at være på sin post. Det engelske guvernement måtte nemlig antages at ville skrive til Europa med förste post, så at sagen efter al sandsynlighed vilde være afgjort i London, för et brev fra Trankebar kunde have nået Köbenhavn og en speciel instruktion derfra være tilstillet den dansk-norske gesandt i England. Derfor fattede Anker den raske beslutning på egen hånd og uden at underrette de övrige medlemmer af guvernementet derom at skrive et privat brev til den engelske minister for detindiske departement, mr. Henry Dundas, den senere lord Melville, hvem han personlig kendte. Samtidig skrev han også til grev Schimmelmann og bad denne pålægge gesandten i London at henvende sig privat til mr. Dundas og underhånden erklære, at den dansk-norske regering for at vise sin föjelighed ikke var aldeles uvillig til at afstå de ni landsbyer, såfremt rajahen kunde tilbagebetale de 20,000 pagoder, uagtet der endnu var 9 år tilbage af den fastsatte termin.

Hvorvidt grev Schimmelmann har fulgt det givne vink, fremgår ikke af de forhåndenværende dokumenter. Efter al sandsynlighed har Ankers brev havt den önskede virkning, så at mr. Dundas har bevæget direktionen i London til at give Sir Charles Oakeley en skrabe, da denne bestandig senere viste en påfaldende forekommenhed. Sagen-faldt dermed hen, da rajahen fik sit land tilbage, og ingen gjorde for eftertiden indsigelser imod den trankebarske regerings ret til de omstridte ni landsbyer, et udfald, som sagen neppe vilde have fået, hvis ikke Anker havde kunnet anvende sin personlige indflydelse hos den engelske minister.[42]

Vi komme nu for en tid til at forlade denne side af guvernör Ankers virksomhed for i stedet at betragte hans forhold til missionærerne i Trankebar, et forhold, der har været underkastet dadel, men som måske for en upartisk betragtning ikke ubetinget vil vise sig at fortjene en sådan.[43] Fra den förste tid, Europæerne havde fæstet fod i Indien, havde de også ladet sig det være magtpåliggende at udbrede den kristne lære, men med forholdsvis lidet udbytte.[44] I Trankebar var der under Frederik IV også oprettet en mission, der væsentlig dreves af Tyskere fra missions-anstalten i Halle, men for danske penge.[45] Efter et forholdsvis kraftigt liv i den förste halvdel af det 18de århundrede havde også her tidens voksende vantro övet sin indflydelse, og missionen var efterhånden henimod århundredets slutning kommen i forfald, endskönt den fremdeles var i besiddelse af enkelte fremragende kræfter. Hvad som derimod ikke havde forladt missionærerne, var deres stridbarhed og lyst til at indblande sig i politiken, således som vi nylig have seet med Schwartz i Tanjour, hvem heller ikke hans ivrigste forsvarer ganske har kunnet frikende for beskyldningen om at have været begærlig efter penge. I Trankebar selv lå missionen i stadig strid med guvernementet bl. a. om jurisdiktionen over de omvendte indfödte, som de påstode var dem forlængst overdragen, og denne strid fortsattes også i Ankers tid.

Den förste gang, Anker synes at have nævnt missionen i sine breve, er i en depesche til grev Schimmelmann af 16 Juli 1790. Anledningen var en fra missionen indgiven klage over en del forurettelser, som vare tilföjede nogle kristne af hedningerne i den samme landsby under en strid om nogle jord-ejendomme. Guvernementet overdrog sagens afgörelse til et af sine medlemmer fog en af missionærerne i forening, hvilke derpå indkaldte hedningerne til en bestemt dag. Disse mödte også ganske rigtig, men uden at få nogen dom hverken denne eller den fölgende dag, hvorover de med föje bleve misfornöjede og henvendte sig til Anker, forat de ikke på denne måde skulde gå ledige og spilde sin tid til ingen nytte midt i den travleste årstid. Da Anker blev bekendt med deres andragende, tillod han dem öjeblikkelig at vende hjem og der oppebie hans ordrer, hvilket de med glæde gjorde.

Men neppe vare de stakkels mennesker komne hjem, for den guvernements-herre, hvem sagens påkendelse var overdragen, fölte sig meget forbitret over denne indgriben i sin myndighed og straks udsendte sin „pion“ (en slags politibetjent) for at hente dem tilbage; – da de nægtede at komme uden på guvernörens befaling, gav han fornyet ordre og lod dem hente med magt. Den fölgende morgen indfandt folkene sig hos Anker for at klage over den medfart, de havde lidt „og foreviste 5 personer, der vare meget ilde behandlede.“ Anker, der havde adskillig möje mod at stille dem tilfreds, tilskrev straks „auktor for al denne uorden et tilrettesættende brev, men fik et temmelig studs svar, nemlig: at han havde beordret sin pion at behandle folket på den måde, som var skeet, da de havde nægtet at ville adlyde hans befaling, eftersom han kunde ikke andet end formode, at deres foregivende var kuns en blot undskyldning i hensigt at vise adspændstighed og ringeagtelse mod den auktoritet, som hans post medförte.“ Efter dette svar lod Anker ham vide, at han ikke havde andet at göre end at underrette ham om, når de indstævnte hedningers nærværelse gjordes nödvendig, forat de da kunde indkaldes ved en kongelig pion. Dette skede også, og da kom folkene ganske villig og rolig, uden at der behövedes at bruge et eneste ondt ord imod dem.

Denne sag lod Anker kaste et nyt blik ind i den selvrådigheds-ånd, hvoraf alle embedsmænd fra de höjeste til de laveste i Trankebar vare besatte, og indgav ham frygt for de fölger, der muelig kunde opstå deraf, at enhver af stedets embedsmænd anså sig berettiget til at befale og straffe efter eget behag uden at spörge guvernören. Missionærerne vare i denne henseende ikke bedre end de verdslige embedsmænd. Endskönt de netop skulde have foregået alle andre med eksempel på lydighed, havde de tværtom stadig vist sig som nogle af de mest opsætsige og derved med grund vakt Ankers harme. Han udtaler sig derom i fölgende ord: „Denne törst efter magt og egenrådighed strækker sig endog til de övrige her i Trankebar etablerede Europæere, hvoriblandt missions-lærerne ere meget slemme at komme tilrettes med. Således som den kristelige lære her forplantes blandt hedningerne, gör kristendommen ikke megen ære; ti det lader, som det var dette hellige kollegium mere om at göre at udbrede navnet end moralen, hvorpå den grunder sig. I den dyre tid sker den bedste fangst;[46] ti for ris, som er Malebarernes fornemste föde, köbes kristne i mængde; men såsnart bliver ikke föden bedre köb, förend disse omvendte gå straks tilbage til deres malebarske skikke. Missionen har altså ingen anden udvej til at holde dem fra at forlade den övrige flok end ved hug og slag, der forvolder, at jeg idelig overhænges med klager, som jeg söger så meget mueligt at bilægge for ikke at göre mig dette hellige kollegium til uven. Ligevel var jeg så uheldig ikke at have missionens venskab, eftersom jeg ej har villet bifalde de gjorte forsög på at erholde jurisdiktion, da jeg hverken finder dem berettiget dertil, ej heller ser jeg mig istand til at vedligeholde den udfordrende orden ved bestyrelsen af det hele, ifald en slig særskilt jurisdiktion skulde have sted; eftersom den kære mission er af den formening, at dyd og gudsfrygt må indprentes hos Malebarerne med legemlig revselse, og da samme underhånden iverksættes af deres dubasher og övrige sorte kirkens betjentere, så tages og derved lejlighed at udföre andre venale hensigter. Malebarer, som henhöre til et eller andet kast, har man meget få eksempler på, at de antage den kristne religion, men kuns den klasse af dem, der kaldes Pariarer, som hverken have kast eller gudsdyrkelse. Disse ere foragtede folk blandt alle kaster og ansees for så godt som uærlige og bruges til alslags trældoms arbejde. De besidde og alle muelige laster. At disse antages som medlemmer af Europæernes kast efter det indianske udtryk, ikke alene forundrer mængden, men gör, at de anse os alle med ligeså foragtelige öjne imellem sig indbyrdes, som de, vi indlemme i vores forsamling. Men frygt for overmagten og håb om fordele holder dem ej alene inden grænser, men aftvinger en tilhörlig agtelse. Man finder desværre ikke, at de så kaldede ris-kristne forbedres ved at blive indlemmede udi vor kirke. Jeg har selv havt dem i min tjeneste; men tyveri og drukkenskab med alle deraf flydende laster forefandtes lige så stærkt indprentet i deres natur, som hos deres uomvendte brödre. Jeg ser altså ikke, at den kristelige læres udbredelse i denne verdensdel har i mindste måde bidraget til hensigten. – – – De evangeliske brödre ere retskafne folk, hvis handlinger og tænkemåde grunder sig på den moral, der sigter til at danne flittige og gode borgere; men det eksklusive privilegium, som er forundt missionen, tillader ikke, at de indlade sig (i) den kristelige tros udbredelse.“[47]

Endskönt den noget spottende tone i denne skildring tydelig röber, at dens forfatter har været smittet af sin tids ånd, er den efter hvad man kender fra ikke så få andre, både protestantiske og katolske missioners historie, visselig sand og pålidelig i flere af sine hovedtræk, og når Anker derfor stadig holdt igen mod missionærerne, var dette ene og alene fordi han i deres lyst til at blande sig i verdslige anliggender så en fare for koloniens rolighed. Hertil har man imidlertid ikke taget hensyn og rask væk erklæret Anker for en fiende af missions-virksomheden i det hele, således som. han naturligvis er bleven fremstillet af de daværende missionærer, der ligeså lidet vilde vide af nogen indblanding af den verdslige myndighed, som de vilde tåle arbejdere af andre konfessioner på den missions4mark, de anså for sin udelukkende ejendom. Hverken Anker, der i denne sag mod sædvane havde sine kolleger i guvernementet på sin side, eller missionærerne vilde give efter, så meget mere som de sidste måske vare bange for hans velvillie mod de frygtede Hernhuter. Striden varede gennem alle årene 1790, uden at det, såvidt man nu kan dömme derom, kunde lykkes missionærerne at gendrive den skildring, Anker havde udkastet af deres virksomhed, og som flere år efter gentoges af det samlede guvernement. Först i begyndelsen af det nye århundrede indtrådte der et mere venskabeligt forhold mellem missionen og guvernementet, der blandt andet viste sig, da Anker på kongens födselsdag i 1804 udbragte en skål for missionens trivsel.[48]

Det er allerede omtalt, at Anker ved sin ankomst til Trankebar forefandt militær-væsenet i et sörgeligt forfald og mere skikket til at latterliggöre end forsvare kolonien. Fæstningsverkerne vare med undtagelse af kastellet i en ynkelig forfatning, idet de gamle forfaldt og arbejdet med de nye kun skred langsomt frem, dels paa grund af manglende penge-midler, dels formedelst ingeniör-chefens svaghed og dorskhed. Officerernes lön var så liden, at de ikke kunde leve, uden at en eller anden af guvernements-herrerne gav dem fri middag, hvilket nok kunde gå an med de af dem, som levede et skikkeligt liv. Men de fleste vare nogle fordrukne subjekter, som ikke kunde vise sig i godt selskab, og derfor måtte overlades til sin skæbne.[49] Med sådanne officerer var det næsten umueligt at vente nogen disciplin hos de menige soldater. Det var derfor noget af det förste, hvorom Anker skrev til Köbenhavn, at han måtte få over ej alene dygtige og videnskabelig dannede officerer,[50] men også gode underofficerer og soldater, der kunde bevæges til at gå til Indien ved löfte om forfremmelse. „Om ethvert hvervet regiment i Danmark og Norge“ – skrev Anker 30 September 1788 til grev Schimmelmann – „blev pålagt at aflevere årlig tvende af de yngste eksercerede mandskab til hans majestæts tjeneste i Indien mod at tilståes, hvad kollegiet udbetaler for de uduelige kreaturer, som årlig udsendes, vilde hans majestæts tropper her være i bedre stand og i påkommende tilfælde kunne udföre, hvad egentlig er hensigten af at holde militære; ti her gives ofte lejlighed at rykke ud med små partier at forsvare grunden mod uorden fra vore tanjourske naboer, da de indianske fyrster hverken bryde sig om, ej heller kan forekomme deres undersåtter fra at insultere deres bedste venner og naboer.“ Det var også af andre grunde vigtigt at have en ordentlig troppe-styrke, da både nabofyrsternes agtelse og selve koloniens opkomst i en væsentlig grad var betinget af, hvad sikkerhed man der kunde byde de indfödte. Således fandt Anker, at han ikke efter ordre kunde afskedige de to sepoj-kompagnier, som holdtes i Trankebar, men måtte endog efter tilendebringelsen af underhandlingerne med rajahen af Tanjour foröge dem med 60 mand. Sepojerne vare nærmest anvendelige som politi, men ikke som egentlige soldater og vare ikke at stole på i urolige tider. Stedets forsvar beroede da næsten alene på de europæiske tropper; men den eneste måde, hvorpå disse kunde holdes disciplinerrede, var at lade dem afspærre i kaserner og der levere dem mad og drikke ved en marketenter, således som det var skik i de andre staters indiske kolonier. Der var allerede opfört en kaserne, men da denne ikke en gang var stor nok til at kunne rumme det halve mandskab, måtte Anker foreslå at udvide den, så den kunde afgive plads for mindst 300 mand.[51]

Soldaterne havde ikke ekserceret på to år, så det var på tide, at Anker lod dem rykke ud for at öve sig. Det viste sig da snart, at artilleri-styrken i Trankebar var altfor svag både til at betjene fæstnings-kanonerne og de 4 felt-kanoner, man havde, hvorfor han i en af sine indberetninger foreslog, at foröge antallet af artillerister til 100 mand, men uden at få sit önske opfyldt. På grund af den langsomme forbindelse med Europa var Anker forelöbig nödsaget til at hjælpe sig selv så godt, han kunde, for efter bedste evne at både på den stærke afgang mellem officererne, hvis antal i löbet af et år forringedes med ikke mindre end 6 personer. En kadet og en kopist, der tidligere havde gjort militærtjeneste, fik midlertidig ansættelse som officerer, og da der på samme tid ankom en meget dygtig officer, ved navn Le Fort, forsynet med anbefalinger fra prins Karl af Hessen, greb Anker öjeblikkelig lejligheden og gav ham ansættelse som adjutant ved garnisonen. Ved hans hjælp lykkedes det også at bringe tropperne i en nogenlunde tilfredsstillende stand.

Uagtet Le Fort snart efter kastedes på sygelejet for ikke mere at rejse sig, lod dog Anker ihærdig fortsætte på den en gang betrådte vej. I Januar måned, der var den köligste i hele året, bleve soldaterne eksercerede to gange daglig under anförsel af en kompagni-chef, „eftersom Chefen for tropperne synes ikke at have nogen lyst til at bemöjes dermed.“ Ligeledes blev det förste kompagni af de europæiske tropper kaserneret og fik efter den tidligere omtalte plan leveret sin middags- og aftensmad mod et månedligt afdrag i gagen. Ved denne forandring befandt de sig så vel, at man snart efter også kunde indlemme det andet kompagni „udi samme menage.“ Men en ting var det aldeles umueligt at få udryddet, og det var den skadelige drik, som gik i svang mellem tropperne og inden få år gjorde enhver nyankommen uduelig til tjenesten. For at lette soldaterne forandredes også deres uniformer, idet de fik korte tröjer; i denne nye dragt optrådte de for förste gang ved en mönstring nytårsdag 1790, hvorved de fik anledning til at vise sig for de mange fremmede, som på denne dag havde indfundet sig fra de omliggende europæiske etablissementer. De indfödte, som kom for at lykönske guvernören i dagens anledning, udtalte höjlydt sin store glæde over hans forholdsregler for at sikre kolonien. De politiske forhold i Indien krævede også i höj grad, at man i Trankebar var på sin post; ti krigen mellem Tippo Sahib og Englænderne stod for dören og truede med at nærme sig Trankebars grænser. Tippo drog hærjende omkring, truende rigerne Travankor og Karnatik, og overalt betegnedes hans vej ved ödelæggelser, der skulde göre det umueligt for hans fiender at trænge frem imod ham. På sin side traf også Englænderne i Madras og Bengalen kraftige forholdsregler og forbandt sig med Maratterne, hvem de forespejlede udsigten til generobring af de provinser, som Tippos fader, Hyder Ali, tidligere havde frataget dem. Der kunde således ikke være nogen tvivl om, at krigen vilde udbryde ud på året efter regntidens ophör. På samme tid trak det også op til uvejr fra en anden kant, da nemlig efterretningen om den franske revolutions udbrud nåede Indien. Franskmændene i Pondichery og Chandernagor fulgte moder-landets eksempel, indrettede egne national-forsamlinger, nægtede de kongelige embedsmænd lydighed og satte sig i forbindelse med forsamlingen i Paris; da den franske nation var den eneste, som Tippo vilde tåle i Indien, kunde en sådan urolighedsånd i Pondichery let få farlige fölger, der også kunde virke på Trankebar.

Men det var ej alene for at forsvare kolonien mod de marscherende hæres plyndringer, at guvernör Anker besluttede at sætte sin lille styrke på feltfod; han havde derved tillige en anden, og det en meget vigtig hensigt. Han kendte de indfödtes respekt for magten og havde derfor beregnet, at mange tanjourske undersåtter, hvis land let kunde blive udsat for plyndring af de mysorske tropper, vilde strömme over til de nye distrikter under Trankebar og befolke disse, hvis opdyrkning på den måde vilde blive endnu hurtigere fremmet. Af denne grund var det også af megen betydning, at den engelske feltherre og interims-guvernör, general Meadows, sidst i Maj 1790 indfandt sig i Trankebar for at besöge Anker, inden han åbnede felttoget mod Tippo, da de indfödte Hinduer derved fik et påtageligt bevis for det venskabelige forhold, hvori Anker stod til Englænderne.

Under den sidste krig i Indien havde man i Trankebar ladet sig nöje med at holde selve byen og kastellet besat uden at drage omsorg for det omliggende territoriums beskyttelse, hvorved dette havde lidt meget. For at forhindre en muelig gentagelse heraf, delte Anker sin opmærksomhed mellem de to hovedöjemed: at sikre byen og at dække landdistrikterne. I den anledning fordeltes omtrent halvdelen af sepojerne omkring på landet i 5 hoved-stationer med forskellige bi-poster; de övrige bleve tillige med de europæiske tropper og 250 laskarer indlagte i byen som dennes garnison; desuden oprettedes ved guvernörens iver to frivillige korpser, et på 60 mand, bestående af europæiske borgere i kolonien, og et på 300 indfödte. På denne måde blev det mueligt med lethed at samle en ikke altfor ringe styrke på ethvert truet punkt og stadig vise de indfödte såvel inden som udenfor grænsen, at man var i forsvarsstand. Såfremt Tippo efter krigens udbrud kunde holdes ude af riget Karnatik, var der ingen fare; men hvis han blev sejerherre, så det ikke godt ud for Trankebar. Dette etablissement var nemlig speciel genstand for despotens vrede og måtte i tilfælde af, at han sejrede, vente sig den samme skæbne, som den, han nys havde ladet overgå logen i Kalikut. Ikke nok med, at han aldeles ikke vilde svare på Ankers forespörgsel i den anledning, kaldte han sin vakil tilbage fra Trankebar for rigtig at vise ham sin uvilje.[52] Denne blev end mere foröget, da han ikke fik den ammunition, han forlangte af det dansk-asiatiske kompagni, der i det sted sendte forsyning af kanoner og ammunition til hans fiende, rajahen af Travankor, en trafik, som Anker for övrigt stedse misbilligede, da den let kunde lede til ubehageligheder og vække mistro til hans fredelige forsikringer.[53] På grund af den udmærkede forfatning, hvori den engelske hær befandt sig, var der imidlertid kun liden udsigt for Tippo til at sejre, og udfaldet svarede også i fuldt mål til forventningerne, uagtet lykken også undertiden havde tilsmilet Tippo.

Krigen begyndte tidligere, end man fra först af havde troet, da general Meadows umiddelbart efter sit besög i Trankebar tog overkommandoen og rykkede i marken. Den 15 Juni 1790 faldt den förste af Tippos fæstninger, Karrour, hvor Englænderne indrettede et depot. Snart efter faldt også flere andre fæstninger i deres magt; men desuagtet endte årets felttog mindre tilfredsstillende, da hele den engelske hær i December atter måtte vende tilbage til sit förste udgangspunkt. Naboben af Karnatiks land lå dermed åbent for Tippo, der öjeblikkelig sendte et gesandtskab til Franskmændene i Pondichery og lavede sig til at göre et strejftog ned igennem riget Tanjour og med det samme aflægge et besög i Trankebar med 2000 ryttere og artilleri. Det var rimeligvis kun frygten for den engelske hærs nærhed, som afholdt ham fra at udföre denne plan.[54] 300 af hans ryttere strejfede om lige ved Trankebars grænser og satte rædsel mellem koloniens sorte indbyggere, der i store skarer med hyl og skrig strömmede ind til byen for at söge beskyttelse; af flere grunde havde Anker betænkelighed ved at slippe denne masse ind i byen, hvorfor han lod portene lukke og anviste dem plads udenfor volden under beskyttelse af dennes kanoner. De mysorske ryttere, som kun vare et lidet strejfkorps, forsvandt imidlertid ligeså hurtig, som de vare komne, og de indfödte vendte atter i ro tilbage til sine boliger.

I slutningen af 1790 ankom general-guvernören over det engelske kompagnis besiddelser i Indien, lord Cornwallis, selv til Madras, og i Februar måned det fölgende år åbnede han og general Meadows det andet felttog med en styrke, der af Anker angaves til 23,000 mand infanteri og 5000 mand kavalleri samt 126 kanoner. Advarede ved eksemplet fra det foregående år, besluttede de engelske chefer denne gang ikke at lade sig vildlede af Tippos manövrer, men uden ophold marschere lös på hans hovedstad, Seringapatnam. Tippo, der den gang selv opholdt sig i nærheden af Pondichery, fulgte öjeblikkelig efter og tilböd fred, da den engelske hær betrådte hans rige; men hans gesandter bleve afviste uden at erholde svar.

Natten mellem 21 og 22 Marts stormedes og erobredes den vigtige fæstning Bangalor. De engelske soldater udviste en sjelden dödsforagt. General Meadows stod selv ved foden af breschen midt i den voldsomste kugleregn og opmuntrede de stormende med spögefulde indfald om Bangalors rigdomme og om de mysorske skönheder, der ventede bag fæstningens volde. Kommandanten, Bahander Kan, en af Tippo Sahibs förste militære, blev skudt i breschen, og inde i fæstningen fandt Englænderne hans finants-minister, Kistna Row, som blev krigsfange. 100 prægtige kanoner, store magasiner og mange rigdomme i penge eller kostbarheder bleve sejerherrernes bytte. Et minde fra denne storm, der blev taget i Bangalors arkiv, og som senere kom i Ankers hænder, er endnu bevaret og findes for tiden i Kristiania; det er et offentligt regnskab fra 1724 i det marattiske sprog over varer, som bleve solgte i Bangalor for regenten i Seringapatnams regning.

Fra Bangalor gjorde den engelske hær, som i mellemtiden fik betydelige forstærkninger fra indfödte fyrster, en marsch til Seringapatnam, men måtte snart atter drage tilbage, da den rette årstid var forsömt. Således hengik også året 1791 uden at have bragt Englænderne meget nærmere deres mål, at undertvinge Tippo; dog havde de genindsat den af ham fordrevne rajah i Kalikut, som også viste sig villig til at bevilge genoprettelsen af den tidligere derværende loge, hvad Anker for det förste ikke fandt umagen værd, da Tippo havde ödelagt den i bund og grund.[55]

Etter regntidens ophör rykkede Englænderne atter i marken og marscherede lige mod Seringapatnam, i hvis nærhed det 6 og 7 Februar 1792 kom til et voldsomt slag. Tippo anförte i egen person sine tropper i slaget, hvor hans uægte sön, den tapre Hyder Sahib, blev hårdt såret; da alt var tabt, trak han sig tilbage under sin hovedstads mure, som derpå blev beskudt af det svære engelske artilleri. Da Tippo så Seringapatnam nærme sig sit fald, fandt han det rådeligst at göre fredstilbud; disse bleve også antagne af lord Cornwallis, der ikke turde stole længere på sine indfödte bundsforvandte, hvis troskab begyndte at vakle. Således slap Tippo Sahib for denne gang med nogle land-afståelser og udbetalingen af en penge-sum, hvilket alt deltes mellem Englænderne og deres hinduiske allierede. Men den sluttede fred var alt andet end pålidelig, da Tippo, der havde vist sig i besiddelse af stor militær dygtighed, aldrig kunde ventes at ville blive i rolighed. Anker udtalte derfor straks sin frygt for, at der atter vilde udbryde en blodig krig, når Tippo fik draget Maratterne over på sin side, og de påfölgende begivenheder viste, at han havde ret.[56]

Franskmændene i Pondichery havde under krigen stået på en meget venskabelig fod med Tippo og derved foröget Englændernes harme; da krigen mellem England og Frankrige i Juli 1793 også overförtes til Indien, rykkede et engelsk korps for Pondichery og tvang fæstningen til overgivelse. Af denne begivenhed ventede Anker store fordele for Trankebar, da den franske handel på Indien, hvis Englænderne ved en fremtidig fred ikke gave kolonierne tilbage, sandsynligvis vilde komme til at gå over Trankebar og Frederiksnagor.[57] Da senere den franske hær rykkede ind i Holland og erobrede dette, måtte også de hollandske etablissementer i Indien dele skæbne med de franske, idet Englænderne straks udsendte ekspeditioner mod de af dem, der lå på fastlandet, og forberedte lignende til öerne. På denne måde faldt Trinkomale, Kolombo, Kochin, Malakka, Banda og Molukkerne med deres rige oplag i de engelske troppers hænder.[58] Flere anseede indbyggere fra disse steder toge efter erobringen sin tilflugt til Trankebar, hvor de sögte og fandt beskyttelse; desværre var det uundgåeligt, at en del af pakket gjorde det samme, hvoraf der senere kom til at opstå ubehageligheder.

Tilsös vare Englænderne i begyndelsen de underlegne, da deres hele orlogs-styrke ved Madras alene udgjordes af en gammel fregat; men da deres regering ikke med rolighed kunde se på de franske kaperes ödelæggelse, blev der hurtig rådet bod på denne mangel, så at der snart fandtes et tilstrækkeligt antal större orlogs-skibe til at optage kampen med de franske, og inden kort tid var sökrigen i fuld gang også i de indiske farvande. I Oktober 1794 forefaldt der en heftig, men uafgörende træfning under Isle de France, og i September 1796 atter en lignende i Malakka-strædet. krigs-urolighederne övede også sin indflydelse på de neutrale staters handel, da de stridende magters orlogs-mænd og kapere frisk væk undersögte hines koffardi-skibe og opbragte dem, om der fandtes noget mistænkeligt. Da de danske kolonier vare de eneste, der vare berettigede til at handle med de Franske, havde Englænderne stadig nogle krigsskibe liggende ved Trankebar for at passe på, hvorved Anker, som ikke havde fået sine önsker om forstærkelse af artilleriet opfyldte, fölte sig meget ilde tilmode, da han frygtede for muelige sammenstöd, hvori han ikke kunde optræde med den tilbörlige kraft til at hævde flagets ære og yde indbyggerne i Trankebar den beskyttelse, som de vare berettigede til at vente. Men ved at iagttage en höj grad af forsigtighed og ved sin personlige anseelse mellem Englænderne lykkedes det ham at forhindre alle ubehagelige optrin og at bevare det fredelige forhold. I Europa var stillingen heller ikke meget lovende; de nordiske rigers bestemte optræden i det Bernstorfske ministeriums tid havde vakt Englands misnöje, så at måske et ganske lidet sammenstöd i Indien kunde have fremkaldt et fredsbrud. Der er endog al rimelighed, ja næsten vished for, at den engelske regering i 1794 har givet en betinget ordre om for et sådant tilfælde at besætte Trankebar og de övrige dansk-norske besiddelser i Indien, noget, hvorom der også var kommet ud et dunkelt rygte, som allerede var nok til at lamme Trankebars handel for længere tid, indtil det viste sig, at ordren ikke blev bragt til udförelse.[59]

Netop samme höst indtraf et lidet tilfælde, der let kunde have fremkaldt alvorlige forviklinger. Englænderne, der erindrede den beredvillighed, hvormed det dansk-asiatiske kompagni under krigen med Tippo tiltrods for sin neutralitet havde ydet deres allierede bistand, fattede mistanke, da et af kompagniets skibe overförte 20 kanoner fra Isle de France, om hvilke man formodede, at de vare bestemte for en fransk kaper. Kommandör Rainier, Chefen for den engelske eskadre, anlöb öjeblikkelig Trankebar og forlangte, at Anker ikke skulde udlevere kanonerne til noget fransk skib. Anker gav öjeblikkelig til svar, at han var fast bestemt på ikke at tillade nogen krænkelse af neutraliteten og fölgelig heller ikke vilde udlevere de omhandlede kanoner. Med dette svar erklærede kommandören sig tilfreds i meget smigrende udtryk, og enhver anledning til tvivst var dermed hævet. For en liden magts repræsentant var også den yderste föjelighed nödvendig, da Englændernes overmod stadig forögedes, hvorpå man omtrent samtidig fik se et nyt eksempel.

I tillid til det neutrale flags rettigheder var der fra Trankebar udrustet nogle ekspeditioner til Isle de France, hvoraf man ventede sig stor fordel. Dette håb blev dog skuffet, da den derværende sanskulot-regering fandt for godt selv at fastsætte priserne; men endskönt udbyttet således blev meget dårligt, kunde denne handel måske alligevel have været fortsat, hvis ikke Englænderne havde lagt sig imellem. De skibe, som kom fra Europa i 1794, medbragte nemlig bestemte ordrer til de engelske chefer om at opbringe ethvert neutralt skib, der handlede med franske kolonier. Samtidig nægtede den engelske regering i Indien at anerkende den dansk-norske konges ubestridelige ret til logen i Kalikut og fremkom med de urimeligste indvendinger imod denne, – altsammen nye beviser på det mærkelige omslag i stemningen, der efterhånden var indtrådt, og rimeligvis var en fölge af Pitts uvilje mod de skandinaviske regeringer. Alt dette måtte endmere opfordre Anker til at iagttage den strengeste forsigtighed, og han sögte derfor fremdeles så meget, som muligt, at vise den nödvendige eftergivenhed. Dette var dog ikke altid görligt.

Da således i de sidste dage af 1795 en fransk kaper-kaptejn og nogle matroser, som vare römte fra engelsk krigsfangenskab, ankom til Trankebar og forlangte beskyttelse, lod Anker dem forelöbig arrestere, da guvernören i Madras, lord Hobart, anklagede dem for söröveri. Men da beskyldningen viste sig fuldkommen ugrundet, bleve de alle lösladte, uden at der toges noget hensyn til lord Hobarts påstand om, at de skulde udleveres. Englænderne förte det store ord; men Anker gav ikke efter, endskönt han fuldkommen fölte det ansvar, han pådrog sig, hvis hans opförsel skulde fremkalde et fredsbrud.[60] Lord Hobart indberettede sagen til sin regering, rimeligvis med den tanke, at den skulde blive genstand for diplomatisk behandling mellem hofferne i London og Köbenhavn, og således föje et nyt tvistepunkt til de allerede forhånden værende; den kom imidlertid ikke til at foröge spændingen, da England netop i sommeren 1796, da lord Hobarts indberetning nåede frem, var begyndt at vise lidt mere billighed i sin opförsel imod de nordiske stater.[61]

I mellemtiden havde heller ikke Tippo Sahib været rolig; han kunde ikke glemme det nederlag, han havde lidt, og stræbte kun at finde lejlighed til at hævne sig. I dette öjemed nærmede han sig sine tidligere fiender, Maratterne, og gjorde alt sit for at vedligeholde det gamle venskab med Franskmændene, fra hvem han også, efter hvad der antoges i Indien, skal have modtaget opmuntringer og tilsagn om understöttelse, når han atter erklærede England krig.[62] Dette var så meget farligere, som det engelske kompagni – ialfald efter Ankers mening – bl. a. ved sine ekspeditioner mod de hollandske kolonier havde pådraget sig overordentlige udgifter og derved vilde blive lammet i sin handels-virksomhed. Allerede af denne grund og end mere formedelst Englands uvenlige holdning mod moderstaten kunde det således blive meget slemt for Trankebar under en krig mellem Englænderne og Tippo, ifald denne vedblev at nære sit tidligere sindelag mod kolonien, og Englænderne så dertil vilde unddrage sin understöttelse. Men til alt held var Tippo, der nu ikke vilde forsmå nogen allianse, bleven aldeles omstemt, og stod i en meget venskabelig brevveksling med guvernör Anker, hvis venskab han sögte af al magt. Tre af disse hans breve ere endnu bevarede og findes i Ankers kopibog for 1792–1796, hvor de ere oversatte efter originalerne, som vare skrevne dels på det persiske, dels på det marattiske sprog. Det förste af dem lyder efter denne oversættelse således:

„Fra sultan Tippo Sahib Bahader til general-major Anker i Trankebar!

Vi have modtaget Deres sidste brev og have lagt behörigt mærke til det derudi anförte.

At hans majestæt kongen af Danmark er Vores ven, er Vi nu forvisset om, og have Vi på grund deraf en oprigtig godhed for den danske koloni Trankebar, som skal vedligeholdes, ligesom Vores venskab for hans majestæt, kongen af Danmark skal dag for dag blive foröget. Da vi er overbevist, De önsker Vores velstand, så vil De og fornöje os meget ved flittig at underrette Os om Deres velgående med andet, som måtte forefalde. Vores Sidasiva Rejer, som er hos Dem, er velsindet og underretter Os om adskilligt.

Hovedstaden Seringapatnam i Januarii 1796.“

Som det vil sees indeholder brevet just ikke meget, og de andre to ere endnu mere kortfattede. Men dette var efter reglerne for den indiske statskunst netop en dyd, da officielle skrivelser aldrig skulde indeholde andet end komplimenter og blot være en slags kreditiv for gesandten eller overbringeren, som stedse havde at foredrage sit ærinde mundtligt. Heller ikke kunde en indisk fyrste sætte sit navn under et brev; seglet betegnede altid, fra hvem det kom, og tjente på den måde i stedet for underskrift.

Tippos styrke var vokset ved hans venskab med Marratterne og Nizam Ali; ved sine intriger havde han fremkaldt en stærk gæring og uvilje hos de fleste indiske fyrster, skönt han længe selv holdt sig tilbage, for ikke at få udseende af at være den angribende part. Allerede fra hösten 1796 måtte den engelske hær holdes marschfærdig, og man arbejdede af al magt på at forstærke fæstningsverkerne i Bengalen, Bombay og Madras. Tippo havde nemlig ved sin allianse med de nævnte hinduiske magter bevæget disse til et löfte om at tilbagegive de landstrækninger, som han havde måttet afstå til dem ved freden i 1792, og derpå sendt et gesandtskab til guvernören i Madras for ligeledes at kræve tilbage, hvad han ved den samme fred havde afstået til det engelske kompagni. Da han, formodentlig efter önske, fik et kort og bestemt afslag på denne begæring, havde han deri en grund at anföre, om han vilde bryde freden. Dog nölede han fremdeles.

Rimeligvis anså han sig ikke tilstrækkelig sikret ved sine hinduiske allianser; han havde selv i sin forrige krig med Englænderne seet, hvor upålidelige de havde været som disses forbundne, og kunde ikke nu selv vente andet af dem. Alene forskellen i deres religion måtte göre dem til mindre trofaste bundsforvandte for en mahomedansk fyrste. Derimod ventede han sig langt större fordel af den lovede franske understöttelse og var bestemt på at åbne krigen, når denne kom. Men skönt han ei lod det mangle paa idelige anmodninger, var dog hans venten forgæves, medens Englænderne stadig modtoge forstærkninger fra Europa.

Således stode sagerne hen indtil året 1798, da efterretningen om Bonaparte’s tog til Ægypten nåede Bombay med det tillæg, at det ej var hans hensigt at stanse, för han stod i Indien, hvor han vilde forene sine våben med den franske republiks allierede, Tippo Sahib, og derpå ved dennes side kæmpe mod den engelske magt. For at forekomme disse planer, bestemte den engelske regering sig öjeblikkelig til at angribe Tippo, og gav i det öjemed ordre til at sætte hæren på feltfod. Men snart forandredes udsigterne ved Nelsons sejer ved Abukir, og den indiske hær fik atter ordre til at rykke ind i sine kantonnements, da der ikke var nogen grund til for det förste at vente Bonapartes besög i Indien.[63]

Medens denne storartede plan til at hjælpe Tippo mod det engelske kompagnis overmagt således ikke kunde gennemföres, var der i selve Indien gjort et andet i mindre målestok, som rigtignok selv i gunstigste fald neppe vilde have bragt Tippo stor fordel, men dog, om det var bragt til udförelse, måtte have afstedkommet uberegnelig forstyrrelse i Trankebar. Da Tippo havde nærmet sig kolonien, havde dette nemlig ikke været uden bi-hensigter; denne barbariske despot, som savnede alt kendskab til de europæiske forhold, har rimeligvis indbildt sig, at den dansk-norske stat var ligeså mægtig, som England og Frankrige, hvis magt han kendte. Når han derfor nærmede sig guvernementet i Trankebar, var det således især med den tanke, at han derigennem sikrede sig en fordelagtig europæisk alliance, hvis følger snart kunde blive synlige i form af orlogs-skibe og kanoner. Det er heller ikke umueligt, at Tippo har mærket, at venskabet mellem Trankebars regering og England var kölnet, og at dette har været en grund mere for ham til netop nu at forsikre Anker om sine venskabelige hensigter. Han måtte imidlertid snart mærke, at han havde forregnet sig, hvis han havde ventet virksom hjælp fra Trankebar.

Men han vilde alligevel drage fordel af denne koloni, det eneste sted på Malebarkysten, som endnu tilhörte en anden europæisk magt end England. På grund heraf havde den længe været „et tilflugts-sted for en stor del ryggesløse franske republikanere, som ved ulovlige foretagender have ideligen sögt at chikanere bestyrelsen, uagtet den höflighed og facilité, de have nydt under protektion af det danske flag.“ Da Tippo anså det for meget vigtigt at have europæiske tropper i sin hær, havde han fået et hundrede mand fra Isle de Franoe af befolkningens udskud til at tage tjeneste hos sig, og satte sig senere i forbindelse med de nævnte franske republikanere, som opholdt sig i Trankebar eller vare blevne tilbage i Pondichery efter den engelske erobring. Der udkastedes således i al hemmelighed en plan til en sammensværgelse, der havde til hensigt först at bemægtige sig Trankebar og danne et korps af alle derværende soldater, som vilde træde i fransk tjeneste, og derpå i forening med så mange, som kunde römme fra Pondichery, at göre en diversion i Karnatik til Tippos fordel. Sammensværgelsens leder var en selvlavet „general“, Dubuc, der i August måned 1798 kom fra Mysore til Trankebar, hvor ethvert af hans skridt bevogtedes af de årvågne Englændere. Dubuc, som ikke anede dette, fandt udsigten til et heldigt resultat meget lovende, da Englænderne, som han mente, havde nok at göre med at forsvare sig, og der inden guvernementet i Trankebar var megen uenighed. Der var kun en ting, som voldte ham uro, og det var, at han aldrig hörte noget fra Tippo; han vidste ikke, at dennes breve bleve opsnappede af Englænderne, ligesom hans egne. Tippo havde medgivet ham et kreditiv til et fransk handelshus i Pondichery; men da dette af frygt for Englænderne ikke vilde indlade sig på nogen udbetaling af den art, kom han derved meget snart i en slem. forlegenhed. Han nærmede sig da til Lichtenstein, der nu var regerings-råd, men uagtet denne sin stilling i længere tid havde stået i mistænkelig forbindelse med Franskmændene på Isle de France. Han skal have svaret, at pengene nok vilde komme.

Uagtet Dubucs planer således rimeligvis ikke have været Lichtenstein ubekendte, fandt ingen af dem det passende at meddele guvernör Anker nogen underretning om, hvad Dubuc egentlig havde at göre. Denne sagde selv, da han et par dage efter sin ankomst til Trankebar aflagde en visit hos guvernören, at hans hensigt ene og alene var at besöge sin kone og sine börn, der opholdt sig i kolonien. Men da Anker ad privat vej var underrettet om, at hans virkelige öjemed var at foretage hvervinger for Tippo, og at han i den anledning havde sine öjne henvendte på Trankebars garnison, slap han ham ikke af sigte. Ved hjælp af et par andre Franskmænd, Jeannot og Pignolet, og en flamsk soldat, Smidts, forsögte nu Dubuc at sætte sig i forbindelse med garnisonen i Trankebar. Men han traf guvernören på sin post og opnåede intet andet end at se de skyldige i arrest og at drive et par forlokkede soldater til i sin fortvivlelse at begå selvmord. For ikke at indvikle flere end höjst nödvendigt i sagen, da höjtstående personer ansåes indviklede deri, gik man tilverks med megen mildhed og lod sig nöje med at bortvise de overbeviste skyldige fra kolonien. Dubuc, som efter dette var at anse for temmelig uskadelig, fik forelöbig tilladelse til at forblive, endskönt han gik om i byen og fortalte, at han ventede 2000 ryttere fra Tippo Sahib, for med dem at rykke ind på engelsk grund. Længere ud på hösten 1798 blev Dubuc udnævnt til Tippos gesandt hos det franske direktorium, men blev fremdeles i Trankebar.

Hidtil havde Englænderne ladet sig nöje med at opsnappe de breve, der kom til og fra Dubuc, og at hindre hans forbindelse med Pondichery; först da sammensværgelsen var opdaget og tilintetgjort i sin spire, begyndte deres indiske regering at korrespondere med guvernör Anker i sagens anledning. Den 18 Januar 1799 skrev den nye general-guvernör, lord Mornington, straks efter sin ankomst til Madras et brev til Anker, hvori han bebrejdede guvernementet alle de brud på neutraliteten, som undersåter i Trankebar havde tilladt sig, og derfor anmodede om, at Lichtenstein måtte fjærnes og Dubuc med nogle andre Franskmænd öjeblikkelig udjages af kolonien. Disse fordringer vare tildels berettigede, hvorimod det var meget utilbörligt, når han i samme brev vilde forbyde guvernementet i Trankebar at modtage nogen diplomatisk agent fra Tippo Sahib eller Isle de France. Anker viste ved denne lejlighed den samme forsigtighed, som tidligere, og fik bevæget Dubuc til at love at forlade kolonien, da han nödig ved en voldsom udkastelse vilde stöde Tippo og Franskmændene. Dubuc rejste snart efter til Isle de France; men på vejen derfra blev det skib, hvormed han skulde gå til Europa, taget af et engelsk orlogs-skib og han selv gjort til engelsk krigsfange. Lichtenstein nægtede bestemt at have været i forståelse med de sammensvorne, men erklærede sig dog beredt til at nedlægge sin post og vende tilbage til Europa, for der, som lord Mornington udtrykte sig, „at oppebie resultatet af deres britiske og danske majestæters forenede visdom.“ Han afgik også virkelig först til Isle de France og dernæst til Köbenhavn. Ankers optræden vandt lord Morningtons fulde bifald; dog indberettede denne det forefaldne til ministeren i London, om han vilde foretage noget skridt i anledning af Lichtenstein.[64] Forholdet mellem Tippo og guvernementet i Trankebar blev fremdeles venskabeligt, da den förste desavuerede sin udsending og gennem sin vakil fralagde sig al delagtighed i sammensværgelsen.

Imidlertid rykkede tiden for Tippos sidste kamp nærmere og nærmere. Lord Mornington var i den anledning rejst til Madras, for selv at påse forberedelserne til felttoget, der skulde åbnes med en hær på 36,000 mand. Forinden denne rykkede i marken, gjorde han endnu et forsög på at bevæge Tippo „til at indgå så bindende vilkår, at de Engelske kunde betrygges mod fiendtligt angreb,“ men fik kun ubestemte svar, da denne stolede på den lovede franske hjælp og snart ventede at se Bonapartes tropper i Indien. Hans hinduiske allierede opgave hans sag og stillede tropper til lord Morningtons rådighed, hvorpå denne under 20 Februar udstedte en proklamation i de forbundnes navn, det engelske kompagnis, Nizam Alis og Maratternes, i hvilken han fremstillede de grunde, som bevægede dem til at optage krigen mod Tippo, navnlig dennes allianse med den franske republik. Umiddelbart efter åbnedes felttoget; de to engelske divisioner, der bröde op fra Madras og Bombay, marscherede lige lös på Seringapatnam og åbnede en regelmæssig belejring. Efter nogle ugers bombardement blev denne stad stormet om morgenen 4 Maj og var et par timer efter i Englændernes magt. Tippo Sahib faldt under kampen og blev bagefter funden under en haug af döde legemer. Den höjstkommanderende general, Harris, sendte öjeblikkelig en stafet til lord Mornington med budskabet om den vigtige sejer, og denne underrettede selv Anker derom.[65] Til belönning for det heldige felttog blev lord Mornington kort efter udnævnt til marki af Wellesley, medens Harris i 1815 blev baroniseret.

Såfremt stormen var bleven udsat nogle dage, vilde det da indtrufne heftige regnskyl have tvunget general Harris til at hæve belejringen; Maratterne, hvis hövding var vunden ved Tippos guld, vare atter begyndte at vakle, og det var således tildels kun ved et sammenstöd af heldige omstændigheder, at dette gunstige udfald blev opnået i en så kort tid. Dog var Tippos modstandskraft forringet i en betydelig grad siden sidste fred, der havde berövet ham en stor del af hans territorium og indtægter, så at der i hans skatkammer langtifra fandtes de betydelige summer, som man havde drömt om. Men havde Tippos midler svaret til hans dristighed, hans energi og hans talentfor intriger, vilde udfaldet måske alligevel endnu længe være blevet uafgjort, skönt han aldrig i længden kunde håbe at stå sig alene mod en europæisk stormagt. Så hurtig, som kampen var bleven afgjort, havde dog den forudgående langvarige, væbnede fred også taget hårdt på kompagniets pengemidler, hvori der i forvejen var gjort stærke skår. Fölgerne vedbleve længe at vise sig.

Ved Seringapatnams erobring var roligheden atter tilvejebragt i de dele af Indien, som lå nærmest omkring Trankebar, og da omtrent samtidig flere franske krigs-skibe bleve tagne af Englænderne, så at republiken ved århundredets begyndelse kun havde en fregat og en korvet tilbage i de indiske farvande, kunde det se ud, som om der nu var udsigter til længere rolighed. Dette var af vigtighed for Trankebar, da koloniens stridskræfter ikke vare af den beskaffenhed, at de kunde sikre dens tilværelse, hvis en af de krigförende magter rettede et angreb imod den. Anker havde ved sin nidkærhed i 1790 sat sine få europæiske tropper i en ganske respektabel stand og senere i sine forestillinger til regeringen i Köbenhavn klart og grejt skildret de mangler, hvorunder koloniens militær-væsen led, og hvad der var at göre for at råde bod på disse. Men han havde ikke fået den understöttelse og anerkendelse, som han havde ret til at kræve. Således fik han i seks år kun sytten rekruter tilsendt fra Danmark, hvoraf ikke mere end 6–7 vare tjenstdygtige, medens der til at holde den europæiske del af garnisonen ved det bestemte antal, nemlig 120 infanterister i förste kompagni og 30 artillerister (foruden 30 hinduiske laskarer) i andet, årlig udkrævedes 12–14 rekruter. Af den grund havde man måttet gribe til den mindre heldige udvej at rekrutere garnisonen ved hverving dels af afskedigede soldater fra de forhenværende hollandske kolonier, dels af allehånde fremmede desertörer og landstrygere; men heller ikke det kunde i længden gå an, da sammensværgelsen i 1798 viste, hvor farlige disse kunde blive. Således var koloniens militære styrke i Maj måned 1801 smeltet sammen til 52 musketerer, 24 konstabler og 350 sepojer; men blandt de 2 förste korpser bestod en del af de såkaldte Topaser, efterkommere af de gamle Portugisere, som man af erfaring vidste vare meget upålidelige, så at der af virkelige Europæere ikke blev flere igen end 30 til 40 mand, hvoraf endda en del vare gamle, sygelige og udtærede folk.[66] Sepojerne vare i god stand, men ubrugelige i en kamp mod europæiske tropper, da de, som alle Hinduer, anså Europæerne for sine overmænd. Til at foretage den gennemgribende forbedring af de gamle og forfaldne fæstningsverker, som var aldeles nödvendig, betoges guvernören enhver lejlighed, först ved de fleste af hans underordnedes uduelighed og senere ved regeringens uvilje til at anvise de fornødne penge. Da således en af de hyppige oversvömmelser havde ödelagt en stor del af fæstningsmuren, kunde denne ikke på lang tid blive istandsat, da guvernören ikke på egen hånd turde indlade sig på at anvise midler dertil, för han havde skrevet til Danmark. Anker havde tidligere ladet opföre nogle nye verker på egen hånd; men da kommerce-kollegiet havde nægtet at bevilge noget til deres vedligeholdelse, vare de igen forfaldne. Ja, selv da det under den mysorske krig var aldeles nödvendigt at foretage nogle forandringer ved murene, der i alt kostede 3000 rdl., og guvernementet bagefter forklarede grunden og anholdt om, at denne udgift måtte passere, erholdt man intet svar fra herrerne i kollegiet. En sådan behandling måtte betage Anker enhver lyst til at foretage noget til verkernes forbedring og ganske binde hans hænder. Som en fölge deraf forfaldt murene om Trankebar og Dansborg mere og mere og kunde snart ikke engang bære kanonernes vægt. Da Anker kom til Trankebar i 1788, var der af hele fæstnings-artilleriet kun to tolvpundige jærn-kanoner, som kunde bruges til at skyde med; senere var der tilkommet nogle få metal-kanoner, hvorimod kommerce-kollegiet aldeles ikke havde svaret på guvernörens anmodning om at få flere jærn-kanoner af större kaliber. Rustkammeret var kun et depot for ubrugelige og tunge geværer med tilbehör, og krud var næsten ikke at opdrive.[67]

Det er således öjensynligt, at det var en umuelighed at forsvare Trankebar mod et angreb af en europæisk magt, og Anker stræbte derfor ikke efter andet end at holde kolonien i den stand, at den kunde frembyde et tilflugtssted for de hinduiske indbyggere under et indfald af indfödte tropper. Det havde han kunnet göre i de förste år efter 1790; men eftersom tiden gik, og forfaldet blev större og större, vilde måske selv dette kunne havt sine vanskeligheder, hvis angrebet var bleven foretaget af en större styrke. Imidlertid var Trankebar siden Tippos fald sikret for alle angreb af sine hinduiske naboer; nu var det til en afveksling Englænderne, fra hvem der truede fare. Den större hensynsfuldhed, som disse i 1796 havde begyndt at vise også mod de mindre stater, var nemlig ikke af meget lang varighed, da den engelske regering, inden mange år vare bengåede, atter genoptog sin gamle vilkårlige politik og derved beredte de neutrale stater store vanskeligheder. Andreas Peter Bernstorf var död, og den overlegne ånd, som havde forstået at lede den dansk-norske politik på en værdig og klog måde, var ikke mere i denne verden. Det brud med England, som denne store statsmand havde vidst at afværge, blev snart uundgåeligt og ledede til kampen den 2 April 1801 på Köbenhavns red.

I Trankebar svævede man næsten i fuldstændig uvidenhed om den farlige vending, som sagerne havde taget i Europa; man vidste, at der i Juni 1800 havde været en træfning i kanalen, hvor fregatten „Freja“ var bleven tagen af Englænderne, men savnede forövrigt alle oplysninger om sammenhængen med denne tildragelse. Imidlertid ventede Anker i ethvert fald intet godt udfald på den dansk-norske regerings påstand om, at de konvojerede skibe skulde være fritagne for visitation, så at han for det rimelige tilfælde, at Trankebar skulde få se engelske tropper udenfor sine porte, itide opsatte sine kapitulations-vilkår.[68] Da kom der i December gennem den engelske regering i Indien den efterretning, at misforståelserne vare udjævnede, og at alt var ordnet; som en fölge heraf blev der udsendt flere skibe fra Trankebar og Frederiksnagor i den tro, at der ikke var nogen fare for opbringelse. Så sikker var man i denne tro, at guvernementet endnu i Marts 1801 hjemsendte vigtige depescher med et af disse skibe, der tilhörte et handelshus i Trankebar; ja selv, da der i slutningen af April måned kom underretning om, at krigen mellem England og Rusland var uundgåelig, og at de skandinaviske stater neppe vilde kunne holde sig udenfor denne, opgav man ikke håbet om en fredelig udjævning. Guvernementet i Trankebar havde nemlig ikke modtaget nogen officielle underretninger fra Köbenhavn om, at Krigen var så nær. Den eneste kilde, hvoraf der kunde hentes kendskab til de politiske forhold i Europa, blev således de engelsk-indiske aviser; men disse turde ikke meddele noget uden höjere tilladelse. Dog kom der gennem private engelske handelshuse underretning om, at der gik det rygte, at England havde opdaget en allianse mellem kejseren af Rusland og de to skandinaviske stater og derfor havde befalet, at alle skibe, der tilhörte disse magter, og som befandt sig i engelske havne, skulde beslaglægges. Skönt man endnu ikke havde opgivet håbet om en fredelig udjævning, bleve dog skibs-rederne i Trankebar allarmerede ved denne underretning og fandt det derfor bedst i tide at sælge sine störste og vigtigste skibe til engelske handelshuse i Madras for på den måde ialfald at redde kapitalen, om det skulde komme til krig.

Dette var i April 1801. Den næste land-ekspres fra England ankom til Madras den förste Maj. De derpå publicerede Madras-aviser indbefattede kongen af Englands ordre til alle krigs-skibe om at indbringe til videre anholdelse alle danske, svenske og russiske skibe. Men samtidig berettede de også, at der var opstået en uenighed mellem hofferne i Köbenhavn og St. Petersburg,[69] så at ingen anede, at der var ankommet en hemmelig ordre til at besætte Trankebar og de övrige etablissementer. I det sted ventede alle, at den fölgende post vilde bringe sikker underretning om, at alle misforståelser vare udjævnede. Anker, der også stod i denne tro og antog, at al fare var forbi, sendte 5 Maj en invitation til den engelske resident til middag den fölgende dag,[70] men fik det svar, at han samme morgen med posten fra Madras havde modtaget ordre om uopholdelig at komme tilbage. Residenten viste selv Anker det brev, han havde fået, som ikke indeholdt andet, end han havde sagt, og udtalte som sin mening, at det formodentlig var efterretninger fra Europa, der havde foranlediget denne befaling, hvis årsag for övrigt var ham aldeles ubekendt. Efter residentens afrejse kom der 6 Maj breve fra Madras, der meddelte, at en engelsk fregat på 44 kanoner og et mindre krigs-skib skulde afgå med landtropper til den sydlige del af kysten; skönt det hed, at det var for at bringe nogle oprörske vasal-fyrster til orden, var det dog mere rimeligt, at hensigten hermed var den at erobre Trankebar. Stedets forsvar krævede således Ankers udelte opmærksomhed, forsåvidt der var at tænke på noget sådant. Den 12 Maj ankrede udenfor Trankebar de to engelske orlogs-skibe, fregatten „Braave“ paa 44 kanoner og korvetten „Albatros“ på 16 kanoner. Deres hensigt var at opfordre guvernören til overgivelse, og hvis dette blev afslået, da at beskyde byen; de ombord værende landgangs-tropper udgjorde ikke mere end 200 mand og vare blot medtagne for efter overgivelsen at besætte Trankebar. Derimod var der tropper i anmarsch fra landsiden for at afskære byen fra dens vandbeholdere og fra al tilförsel. Under sådanne omstændigheder havde det været en afsindighed at optage en kamp med i höjden 40 mand og 3 kanoner. Som en fölge heraf besluttede guvernören uden forhaling at overgive kolonien og forinden i overensstemmelse med sin instruks at indhente de övrige guvernements-medlemmers betænkning; disse tilrådede også stedets öjeblikkelige overgivelse. Oberst-löjtnant Mühldorf påtog sig at gå ombord på fregatten med de af Anker opsatte kapitulations-punkter, og her afsluttedes der mellem ham og de engelske chefer en kapitulation, der senere i alt væsentligt ratificeredes af guvernören i Madras. Morgenen efter overgivelsen ankom endnu et engelsk skib foran Trankebar, nemlig linje-skibet „Intrepid“ på 64 kanoner.[71] Kapitulationens hoved-indhold angives af Anker selv i et brev til hans broder med fölgende ord: „Alle honneurs, som under en sådan forfatning kan opnåes, blev garnisonen akkorderet ved kapitulationen. De danske officerer ere af guvernementet i Madras tilstået engelsk militær gage. Al publik ejendom blev beordret at forblive in statu quo til nærmere ordre fra Europa under opsigt af en dertil ansat betjent. Al privat ejendom uden undtagelse protegeres af det engelske guvernement og er overladt til vedkommende ejeres frie rådighed. Alle fremmede, som opholdt sig i Trankebar under beskyttelse af det danske flag, nyde samme beskyttelse under det engelske flag.[72] De danske love og anordninger stå ved magt, og underretterne bestyres, som tilforn, af de samme danske betjentere, og hvad der af retterne bestemmes ifölge de danske anordninger, har det engelske guvernement beordret den kommanderende at holde sig efterrettelig og at påse udförelsen. Agerdyrkningen fortsættes som tilforn, dog under opsigt af en engelsk betjent, som derover holder et særskilt regnskab.“

I Frederiksnagor[73] synes man at have havt kendskab til, hvad der forestod, lidt fôr, og den forsigtige direktör og chef for denne loge, oberst von Bie, havde derfor ligesom Anker i anelsen om det ventede angreb allerede opsat kapitulations-punkterne, da ban indså det tåbelige ved at ville tænke på et forsvar med nogle og tyve sepojer. Det var således ingen overraskelse for ham, da en af hans betjente kom ind om morgenen 8 Maj mellem kl. 3 og 4 og vækkede ham med det budskab, at en engelsk officer befandt sig udenfor logens port og forlangte at tale med direktören. Obersten gav öjeblikkelig beitning til at indlade ham, stod op, klædte sig på og gik ind i salen, hvor han traf flere engelske officerer, hvoraf to sagde, at de skulde overbringe ham et brev fra general-guvernören, markien af Wellesley. Dettes indhold var let at gætte og lod sig ikke misforstå, endskönt det var affattet i meget forekommende udtryk. Oberst Bie overgav fölgelig logen uden betænkning til de to engelske oberster, Dickson og Fenwick, der vare de, som overbragte markiens brev. De vare ledsagede af 300 sepojer med to majorer, to kaptejner og to löjtnanter, foruden to af general-guvernörens adjutanter, der allerede vendte tilbage til denne kl. 6 samme morgen med budskab om, at overgivelsen var fuldfört.[74] Såvel embedsmændene i Frederiksnagor, som residenterne i de to loger, Ballasor og Patna, erholdt tilsagn om at få udbetalt gage af den engelske styrelse. Logen i Frederiksnagor fik en garnison af 100 sepojer, der holdt alt i orden, så at der ikke var nogen anledning til klager; direktören blev fremdeles boende i sit eget hus, og byfogden vedblev uantastet i sine forretninger.

Efter overgivelsen af Trankebar og Frederiksnagor hengik der fremdeles lang tid, inden der kom underretninger fra Danmark. Det förste brev, som Anker modtog efter denne begivenhed, var fra hans broder, konferentsråden, og allerede temmelig gammelt, så det ikke indeholdt anden underretning, end den, „at Danmark vedbliver sin neutralitet.“ I slutningen af Juli modtog han det næste brev, en depesche fra kommerce-kollegiet af 14 Februar, der pålagde ham at drage al muelig omsorg for at bevare det gode forhold til det engelske kompagni. Anker kunde med god grund mene, at dette var lettere sagt end gjort, da han selv bedst vidste, at han hidtil havde gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at vedligeholde venskabet og forståelsen med Englænderne og virkelig været nogenlunde heldig dermed, men at alle hans bestræbelser i dette öjemed vilde være aldeles magteslöse lige over for bestemte ordrer fra det engelske ministerium til general-guvernören over de indiske besiddelser.[75] Brevet indeholdt intet, der tydede på nogen virkelig fare for kolonien. Det viste sig imidlertid snart, at dette var gjort med hensigt, for at det desto lettere kunde undgå at holdes tilbage af de engelske auktoriteter; oplösningen på denne gåde fik man nogle dage efter, 1 August, da der gennem bankier-huset Wolf & Dorville ankom et senere brev fra guvernörens broder med tre andre indesluttede, fra kronprinsen, fra det udenlandske departement og fra ökonomi- og kommerce-kollegiet, alle daterede i Januar. Disse vare samtlige affattede i chifre og pålagde ham at sætte sig i forsvars-tilstand, væbne indbyggerne og hellere vove liv og blod end at overgive sine rettigheder til det engelsk-ostindiske kompagni.

Kronprinsen lod til at være i fuldstændig uvidenhed om militær-væsenets tilstand i Trankebar, når han kunde underskrive sådanne ordrer, og Anker havde sandsynligvis ret, når han mente, at han med forsæt var fört bag lyset af de interesserede. Han havde allerede, forinden han modtog prinsens brev, anet noget lignende, og af den grund anmodet sin broder om, hvis han fandt det nödvendigt, at oplyse om den rette sammenhæng. Ökonomi- og kommerce-kollegiets medlemmer havde derimod ingen undskyldning, da de atter og atter vare blevne anmodede om at tage sig af de indiske affærer, men aldrig havde fulgt disse gentagne opfordringer. Når de derfor nu udstedte en ordre til Anker om at sætte magt mod magt og forsvare sig til det yderste, viste de mildest talt en ubegribelig mangel på omtanke; men höjst rimelig lå der endnu mindre rosværdige motiver til grund for deres handlemåde.

Om det havde været Anker mueligt at optage en kamp med sine tre vold-kanoner mod tre engelske orlogs-skibe, vilde det kun have påfört indbyggerne i kolonien uhyre tab og uforskyldte lidelser, umueliggjort alle rimelige kapitulations-vilkår, og medfört alle offentlige bygningers ödelæggelse og tabet af offentlige kapitaler til en samlet værdi af henimod 40,000 rdl. Det var således en uberegnelig fordel for kolonien, at de nævnte ordrer kom for sent; men skönt de forbleve uden virkning, ville de dog stedse afgive et påtageligt vidnesbyrd om den måde, hvorpå kommerce-kollegiet rögtede overbestyrelsen af de indiske anliggender, og behandlede en mand med Ankers nidkærhed og ihærdighed. Denne pålagde sin broder for det tilfælde, at man skulde komme med anmærkninger over hans opförsel, at forlange sagen undersögt, og hjemsendte i den anledning et uddrag af guvernementets depescher fra 1787–1801, der stillede kollegiets færd i det klareste lys.

En af kapitulationens artikler tillod Anker at afsende en officer med depescher til Europa. Hertil udså han oberstlöjtnant Mühldorf, en mand, til hvem han havde næret ubetinget tillid, og som nu selv önskede at gå til Europa og allerede havde sögt om rejsetilladelse. Han afgik også med et engelsk skib; men dette led havari og kom ind i en havn på Sumatra, hvorfra Mühldorf atter vendte tilbage til Madras, hvor han indtraf i Marts måned 1802, omtrent på samme tid, han ellers kunde have ventet at være i Europa. Den daværende guvernör, lord Clive, og flere af de fornemste engelske embedsmænd modtoge ham med udsögt höflighed, og guvernören bad ham endog betragte sig „som henhörende til hans familje.“ Overalt, hvor Mühldorf kom i Madras, hörte han de mest anerkendende udtalelser om Anker, der danne en slående modsætning til den behandling, hvorfor han var udsat fra Köbenhavn.[76] For at være sikker havde Anker afsendt et duplikat af sine depescher med et engelsk skib; men dette brændte op på reden ved Madras, så at duplikatet först kom afsted i Oktober 1801.

De Englændere, der vare komne til Trankebar, anså ikke besættelsen som en formelig erobring, men blot som en midlertidig foranstaltning i lighed med den embargo, der var lagt på danske, norske og svenske skibe i engelske havne, en opfatning, som rimeligvis har havt sin grund i ordlyden af de depescher, der ankom til Madras 1 Maj og allerede vare afgåede fra England i midten af Januar. På denne måde blive også de fordelagtige overgivelses-vilkår let forklarlige, da det engelske guvernement i Madras selv i de förste måneder efter Trankebars besættelse daglig ventede ordrer fra London om at gengive denne koloni og logerne til sine rette ejermænd.[77] Men uagtet denne opfatning var vel grundet, hengik der dog over et år, inden Danebrog atter blev hejset på Trankebars volde.

Efterat den dansk-norske regering havde tiltrådt den i Juni måned 1801 mellem Rusland og England afsluttede konvention, blev det bestemt, at alle dens besiddelser udenfor Europa skulde tilbagegives, ligesom også alle beslaglagte skibe, der tilhörte danske og norske undersåtter. Udförelsen af det sidste punkt for Indiens vedkommende krævede ikke mange vanskeligheder og blev iverksat af admiral Rainier på egen hånd, såsnart han i aviserne havde seet, at hans regering havde udstedt ordre dertil, men för han selv havde modtaget nogen sådan. Antallet af de i Indien beslaglagte skibe var imidlertid ikke betydeligt, da nemlig, som allerede ovenfor er omtalt, de fleste skibs-redere i tide havde skilt sig ved sin ejendom. Af större skibe vare kun tre blevne beslaglagte, hvoraf et, „Norge,“ tilhörte det dansk-asiatiske kompagni.

Med overdragelsen af kolonierne tog det derimod længere tid. Först under 16 Oktober udkom den kongelige instruktion, der bemyndigede guvernör Anker til på kongens vegne at modtage de ostindiske besiddelser af de engelske auktoriteter. Derefter förtes fremdeles nogle underhandlinger mellem den dansk-norske gesandt i London, grev A. F. Wedel Jarlsberg, og den engelske stats-sekretær, lord Hobart, hvilke i Januar 1802 endte med en nærmere overenskomst om overdragelsen af de indiske besiddelser.[78] Herom fik Anker allerede underretning fra grev Wedel i Juni og traf derfor öjeblikkelig sine forelöbige forholdsregler; men da han först i August modtog svar fra lord Clive, guvernören i Madras, med besked om, at den fornödne bemyndigelse var indlöben, var der för den tid ingen anledning .til at foretage mere. Den 14de August ankom den engelske kommissær, general- major John Brathwaite, hvis broder var en af Ankers bedste venner, med et krigs-skib på Trankebars red for at aflevere kolonien; allerede den 17de var alt bragt i orden, og samme dag modtog Anker atter fæstningen, som han lod besætte med 200 hvervede sepojer. En måned i forvejen, 19 Juli, var Frederiksnagor overleveret til oberst v. Bie, og efterhånden restitueredes også de övrige loger, endskönt de ikke alle vare nævnte i de engelske fuldmagter.

Ved sin dygtighed og tillige ved sit venskabelige forhold til de engelske auktoriteter lykkedes det guvernör Anker ved denne lejlighed at spare statskassen for betydelige summer. Grev Wedel havde under sine underhandlinger med lord Hobart antaget at sikre sin regerings interesser i tilstrækkelig grad ved at få indført den bestemmelse i overenskomsten, at de indtægter, som vare oppebårne af de engelske skatteopkrævere i de 15 måneder, som besættelsen havde varet, skulde tilbagebetales. Men da skulde den engelske regering også på sin side have fuld erstatning for de i samme tidsrum til gager o. s. v. reglementerede penge. Da de almindelige indtægter, som vare påregnede af grev Wedel, imidlertid på grund af de urolige tider vare svundne ind til knapt en fjerdedel af det sædvanlige belöb, vilde denne overenskomst, hvis den var bleven fulgt, have pådraget statskassen en betydelig udgift, da forskellen udgjorde 23,367 rdl. dansk kurant, som skulde været udbetalt til den engelske regering. Da var det, at Anker gjorde Brathwaite det forslag, at det fra engelsk side skulde betragtes, som om virkelig alle påregnede indtægter vare oppebårne under besættelsen, mod at han igen anerkendte gyldigheden af den lille sum, hvormed den engelske styrelse havde overskredet de ellers til gager o. s. v. bevilgede penge. Dette forslag blev også straks antaget af Brathwaite, der önskede at spare tid. Forskellen blev derved så ubetydelig, at den engelske regering ikke en gang fandt det umagen værd at göre sin fordring gældende. – De årlige indtægter af Trankebar og de fjorten landsbyer, der udgjorde dets oprindelige territorium, havde længe været utilstrækkelige til at bestride udgifterne, så at kolonien årlig havde krævet et betydeligt tilskud af statskassen. Dette tilskud var naturligvis bleven sparet i de femten måneder, hvori Trankebar havde været besat, og der blev heller ikke bagefter tale om at erstatte Englænderne deres udgifter; således blev der ved den afgörelse, Anker var så heldig at opnå, alene i et punkt sparet staten en udgift af 50,000 rdl. Efter tilbagegivelsen indförte han fremdeles flere forandringer i militær-etaten, hvorved der årlig kunde spares 10,000 rdlr.

Sålænge besættelsen havde varet, vare renterne af de penge, som rajahen af Tanjour havde tilbagebetalt af sine lån, blevne oplagte og udbetaltes nu på en gang til Anker, der således på grund af den höje indiske rentefod fik 40,000 rdl. til disposition, samtidig med, at Englænderne tilbagebetalte 30,000 rdl., som dels vare indkomne ved realisationen af de store kornoplag og dels skulde være en erstatning for bortkommen ammunition m. m. Derved blev Trankebars pekuniære stilling så glimrende, som den vel aldrig havde været, da kolonien nu ikke for det förste behövede noget tilskud fra moderstaten.[79]

Endnu i et andet punkt opnåede Anker at få forandret overenskomsten i London. Grev Wedel og lord Hobart havde nemlig i denne bestemt, at alle fremmede, der havde fået borgerbrev i Trankebar og de övrige ostindiske besiddelser, skulde få sin ejendom tilbage; men heraf fulgte ligefrem, at alle andre fremmede, som havde opholdt sig der, og disse udgjorde den store flerhed, ikke skulde få noget tilbage, hvilket rimeligvis vilde have fremkaldt forviklinger både i Indien og i Europa. Da Anker i kapitulationen udtrykkelig havde hævdet alle fremmedes ret, så han ingen grund til nu at fravige dette, og Brathwaite gik også ind på hans forslag, hvorefter alle fremmede i Trankebar skulde få sin ejendom frit tilbage.[80]

Ved forhandlingerne om restitutionen havde guvernören ikke tilladt nogen af de övrige guvernements-medlemmer at blande sig deri. Han gik derved ud fra, at kronprinsen i sit brev i Januar måned havde givet ham „plein pouvoir“ og at denne måtte gælde, indtil den gamle tilstand var fuldstændig gennemfört, så at han kun var ansvarlig for statsrådet og hverken behövede samtykke af guvernementets eller ökonomi- og kommerce-kollegiets medlemmer. På denne måde fik han aldeles frie hænder og kunde optræde med större myndighed lige over for den engelske kommissær.[81]

Hvad vi her have meddelt om begivenhederne i 1801, og hvad dermed står i forbindelse, giver et klart indblik i det vanskelige ved guvernör Ankers stilling, således som vi have havt anledning til at se ham, ladt i stikken af overordnede i Köbenhavn og hindret og chikaneret af kolleger og underordnede i Trankebar. Det samme vil også vise sig i det fölgende, hvor vi få lejlighed til at behandle hans virksomhed for den civile administration. Også på dette felt var der en stadig gentagelse af de samme optrin, som aldrig lod ham få ro, og som omsider måtte have trættet enhver, selv om han havde besiddet en sundhed og en ihærdighed, der var endnu större end Ankers. Bevidstheden om en god vilje var næsten ødet eneste, som kunde give ham kraft til at mode de mangfoldige åbenbare og skjulte fiender, som han pådrog sig ved sin virken for den ham overdragne kolonies trivsel og opkomst.

Trankebars beliggenhed i det flade land ved Kaverys mundinger gjorde agerbruget til egnens vigtigste næringsvej; dettes hoved-produkt var risen eller nellu‘en, for hvis dyrkning flodens vand i talrige kanaler eller render lededes ud over de lavtliggende marker. Ligesom alle andre statsindtægter overalt i Indien opkrævedes også kongens andel i nellu-hösten ved forpagtere, som henhörte under finants-rådens bestyrelse, der under Ankers formænd efterhånden havde forstået at unddrage sig for enhver indblanding af guvernøren i denne del af sin myndighed. Dette gav imidlertid rigelig anledning til udsugelser, idet finants-råderne stadig gave sine sorte betjente, dubasherne, fortrin ved at overtage forpagtninger, mod at disse igen lode dem få en vis andel i udbyttet. På den måde var forpagtnings-væsenet til stor fordel for finants-råderne og deres dubasher, medens der kun toges lidet hensyn til statens eller koloniens interesse. I sikkert håb om at erholde understöttelse af sin herre, kunde en dubash tillade sig hvilkensomhelst undertrykkelse mod agerbrugeren, der aldrig kunde vente ret mod sine plageånder, og derfor, når udsugelsen var dreven til den yderste grad, ikke havde anden udvej end at flygte. Det var som forpagter, at Supremani Setti havde gjort sig så forhadt ved sine undertrykkelser, og hans adfærd havde derfor straks givet Anker et begreb om forholdene. Dog var det den gang endnu langt fra, at han så alt; men det varede ikke længe, for hans öjne bleve fuldstændig åbnede.

Omtrent et år efter Ankers ankomst til Trankebar, udlöb en forpagtnings-termin, hvorfor han önskede at benytte denne lejlighed til at indföre et nyt system, hvorefter agerbrugerne selv skulde forene sig om forpagtningen. Men så godt som ingen meldte sig, og de få, der kom, fik af den daværende finants-råd, M. A. Fugl, den erklæring, at den af dem stillede kaution ikke kunde tages for god. På den måde blev der intet af den hele plan, og alt måtte forelöbig blive ved det gamle. Da imidlertid Anker kort efter opdagede sammenhængen, at nemlig nogle dubasher med sine tilhængere havde fundet anledning til ved trusler at skræmme de indfödte fra at indlade sig på nogen forpagtning, gjorde han öjeblikkelig grev Schimmelmannn de mest indtrængende forestillinger om nödvendigheden af at forbyde dubasherne både direkte og indirekte at indlade sig i de kongelige forpagtninger, samt af at pålægge finants-råden ikke at indlade sig i noget foretagende, för han havde indhentet guvernörens approbation og fået hans befaling til at sætte det i verk.[82]

Den önskede ordre blev også udstedt, og såsnart den var indlöben til Trankebar, gjorde Anker öjeblikkelig forestilling hos det övrige guvernement om, at kontrakten med de daværende forpagtere måtte gå om igen. Herpå vilde de andre imidlertid aldeles ikke gå ind, og Anker måtte således forelöbig opgive sin hensigt, især da juristerne truede med proces, hvis den oprindelige kontrakt blev brudt. Da opkom der en uenighed mellem forpagterne og agerbrugerne, hvorunder de förste bleve forbitrede over ikke at få medhold af guvernören og indgave en forestilling til det samlede guvernement „om at blive forundt flere rettigheder, end de ifölge deres forbindtlighed med guvernementet tilkom, med tillæg, at ifald de ej bleve tilstået samme, måtte de frasige sig forpagtningen.“ Agerbrugerne, som kom i stor ængstelse for, at dette andragende skulde blive tilstået, ilede også på sin side med at indgive gennem sine formænd en skriftlig klage over forpagternes ubillige hårdhed, hvorpå Anker foreholdt herrerne i guvernementet, hvilken udmærket „anledning der nu gaves dem til at opfylde hans majestæts befalning med at entledige deres dubasher fra forpagtningen.“ Da ingen kunde indvende noget herimod, bleve forpagterne indkaldte og fik den underretning, at guvernementet ikke kunde indgå på at bevilge deres forlangende, men i det sted gav dem fritagelse for sine forpagtninger. Skönt de godtfolk ikke havde ventet at blive tagne på ordet på denne vis, kunde de ikke göre andet end at modtage sin afsked. I deres sted overdrog Anker forpagtningen for de tilbageværende fire år af terminen til en mand, som hovederne for samtlige agerdyrkere på Trankebars gamle territorium fik tilladelse til at vælge. Den kundgörelse om sit valg, som disse tilstillede Anker, bærer i meget höj grad vidnesbyrd om den kærlighed, hvormed de indfödte allerede i de förste år af hans ophold i Indien omfattede ham, og om den taknemmelighed, hvormed de påskönnede hans bestræbelser for deres vel.[83]

Som det ovenfor er omtalt, havde finants-råd Fugl, da Anker modtog de af rajahen af Tanjour pantsatte 53 landsbyer, gjort påstand på, at også forpagtningen af disse skulde henlægges under hans bestyrelse; men Anker havde på det bestemteste nægtet at indgå på dette forslag for ikke at blive skuffet i sine forventninger om at erhverve et rigt udbytte for sin regering af denne transaktion. I stedet for Fugl, overdrog han derfor overbestyrelsen af de nye distrikter til daværende kaptejn-löjtnant Mühldorf, den samme, som vi ovenfor have truffet som oberst-löjtnant i 1801. Mühldorf udförte sit hverv i Ankers ånd og til hans tilfredshed med uegennyttighed og nidkærhed, uagtet han derved pådrog sig uvenskab fra mange, navnlig fra Fugl, som så sig skuffet i sit håb om at erholde mange præsenter af sine dubasher for de nye forpagtninger. Under Mühldorfs ledelse vedbleve de pantsatte distrikter at give godt udbytte og at bestyres på en måde, der ikke gjorde det mueligt for nogen at drage utilbörlig fordel af de stakkels Hinduers arbejde. Med undtagelse af den såkaldte Sellapa-kaste, der hörte med iblandt Supremani Settis tilhængere, vare samtlige de andre 18 kaster, der boede på Trankebars gamle og nye territorium, besjælede af den inderligste taknemlighed for sin velgörer, Anker, under hvis styrelse de kunde glæde sig ved en forhen ukendt sikkerhed for undertrykkelse.

Mühldorf arbejdede utrættelig på at istandsætte de nye distrikters kanaler med dertil hörende sluser og dæmninger, og fölgerne heraf viste sig også snart, da Trankebar under de kort efter indtrufne, ualmindelig voldsomme regnskyl og oversvömmelser ikke led nogen skade, endskönt disse i den franske nabo-koloni, Karikal, anrettede store ulykker. Medens de tidligere pantsatte distrikter under Ankers formænd på grund af de mangfoldige underslæb aldrig havde givet et udbytte, der kunde svare til 12 p. c. af den udlånte kapital, blev således Ankers negociation med rajahen af Tanjour meget fordelagtig ved den omhu, hvormed han og Mühldorf varetoge statens tarv. I de år, hvori pantsættelsen varede, gave de derved erhvervede distrikter et samlet udbytte af 179,353 rdl.[84] I 1800 bleve de lånte summer tilbagebetalte af guvernementet i Madras på rajahens vegne tilligemed de ikke allerede oppebårne renter; ved opgöret befandtes, at det samlede belöb, som rajahen da var skyldig, udgjorde 126,102 stjerne-pagoder. I en tre-fire år, hvori kapitalen efter tilbagebetalingen blev stående på renter i Indien, beregnedes den fremdeles til at give en indtægt af 130,000 rdlr. Endskönt negociationen på denne måde havde været meget fordelagtig, var dog ikke den fulde hensigt nået, da det nemlig under den gang, som de indiske affærer havde taget, var bleven omtrent umueligt at kunne lægge de pantsatte distrikter for bestandig under Trankebar, således som Anker i begyndelsen havde smigret sig med.[85] Der havde tværtimod i stedet for at udvide det gamle territorium i mellemtiden endog været tale om at overdrage dette til en eller anden fremmed magt og for eftertiden indskrænke sig til alene at holde faktorier for den indiske handel. Sagen omtales i Ankers og grev Schimmelmanns breve for 1791 og 1792, men kunde ikke udföres på grund af det ejendommelige forhold til rajahen, der betragtede kolonien som sin skatskyldige, og aldrig hverken selv vilde falde på at indrömme en sådan overdragelse, eller kunde få tilladelse af Englænderne, der med skinsyge vågede over, at ingen fremmed magt fik et altfor sikkert fodfæste i Indien.

Trankebar var ved Ankers ankomst ikke nogen fordelagtig besiddelse[86] og krævede, som sagt, et betydeligt tilskud af statskassen. Det var mest som oplagssted for den ostindiske handel, at det havde sin betydning; men denne kunde det måske have beholdt lige fuldt, selv om det omliggende territorium var bleven solgt og fæstningen forandret til et faktori. Den trankebarske handel var heller ikke på langt nær så fordelagtig, som den bengalske. Denne sidste handel blev vistnok en tid noget generet ved den told, som opkrævedes på Hugli nedenfor Frederiksnagor; men Anker fik ved sin mellemkomst öjeblikkelig ordnet denne sag, så at de dansk-ostindiske skibe for eftertiden ikke skulde afkræves mere, end de efter den oprindelige overenskomst vare pligtige til at give. Frederiksnagor var i regelen endepunktet for de ostindiske ekspeditioner, som ikke en gang altid anlöbe Trankebars red.

Anker fandt således ved sin ankomst til Indien Trankebars handel og manufakturer i stærk tilbagegang; han begyndte imidlertid straks at tænke på midler til at hæve disse, men uden meget held. Gang efter gang foreslog han i sine breve til hjemmet at ophæve tolden, der lå som en hæmsko på handelens frie opvækst. Medens Englænderne allerede i Juni 1788 afskaffede al told i Kalkutta og stode i begreb med at göre det samme i Madras, betaltes der i Trankebar fremdeles told af alle indförte varer både tilsös og tillands. Sö-tolden opkrævedes med 2 procent af alle indförte varer,[87] og for dens skyld havde man i Trankebar den ærgrelse daglig at se de indiske varer föres forbi staden og gå til andre staters etablissementer, hvor der ikke krævedes nogen told. Der toges imidlertid intet hensyn til de forestillinger, som i den anledning gjordes af Anker, og efterat kompagniet i 1792 efter udlöbet af den gamle havde fået en ny oktroj for 20 år, vedblev den for Trankebar bestemte indförsels-told fremdeles at være 2 procent.[88] Et andet af Ankers forslag röber mere tidens ånd, idet han for at ophjælpe Trankebars manufakturer foreslog, at kompagniet skulde forpligtes til der at köbe varer for et bestemt belöb hvert år. Han stræbte i den anledning meget for at få den forsömte dyrkning af indigo i en bedre gang og var dermed ret heldig, navnlig ved den bistand, som heri ydedes ham af det anseede handelshus, Harrop & Stevenson. Sirts-tilvirkningen blev næsten umueliggjort ved de höje toldsatser; men også denne tog Anker under sin beskyttelse. I den senere del af sit ophold i Indien havde Anker også den glæde at se den trankebarske handel tiltage. I det hele taget var der neppe nogen foranstaltning eller noget foretagende, der sigtede til koloniens opkomst i en eller anden henseende, uden at det hos ham fandt den bedste modtagelse og kunde regne sikkert på hans hjælp.

Uagtet den betydelige virksomhed, som i slutningen af forrige århundrede udfoldedes af det dansk-ostindiske kompagni, og den derved foranledigede storartede omsætning af asiatiske varer, var dets forfatning desuagtet ikke god. En af hoved-årsagerne hertil var den kostbare administration og de store udgifter, som krævedes til faktorierne.[89] Således udbetaltes efter Ankers opgave alene i gager til kompagniets betjente i Trankebar en årlig sum af 7000 rdl. for ikke at tale om den indirekte fordel, disse vidste at tilvende sig og sine. I stedet for at kompagniet med sin udstrakte kredit burde have været istand til at undersælge de private ekspetioner, var nu det omvendte tilfældet, da selv kompagniets direktörer og embedsmænd ikke generede sig for at optræde som dets konkurrenter. Hvor let det under sådanne forhold var at göre sin lykke, når man ikke tog noget hensyn til, hvilke midler man brugte, er således ikke vanskeligt at indse. I 1792 havde under-pakhus-mesteren i Trankebar, en person, der 4 år forud havde været soldat i garnisonen, sit eget hus, holdt heste og vogne og havde daglig galante selskaber, end- skönt hans gage kun var 300 rdl. Balancen i hans private regnskaber tilvejebragtes naturligvis ved uden skam at bedrage kompagniet, idet man for at få de varer, som vare bragte over i dettes egne skibe, måtte henvende sig til under-pakhus-mesteren, der handlede med dem for egen regning. På denne måde var det intet under, at en faktor kunde bruge en 8–10,000 rdl. årlig og alligevel i kort tid erhverve sig en anseelig formue.[90] Men den mand, der uden frygt rörte op i al denne uredelighed, måtte vente sig en storm af uvilje, der vilde føje foröget kraft til det rama-skrig, som samtidig oplöftedes af alle de interesserede embedsmænd, der fandt sig ubehagelig berörte ved Ankers optræden.

I så henseende vare de tvende regerings-råder de værste, endskönt de vare guvernörens kolleger i guvernementet. Der er ingen grund til at betvivle sandheden af de skildringer, som Anker i sine breve udkaster af disse herrer, der ikke have kunnet modstå fristelsen til at skaffe sig ulovlig fordel og göre sig rige ved at bedrage statskassen. De bleve derved naturlige fiender af den guvernör, der ikke delte deres anskuelser om det tilladelige og det utilladelige, og benyttede sig fölgelig af de ubestemte grænser, der vare trukne mellem de forskellige myndigheder, således som allerede er omtalt, til at lægge ham alle de hindringer i vejen, som det stod i deres magt.

Det var især finants-råderne, som havde lejlighed til at trække fordel af sin stilling og derved jævnlig kom i strid med Anker. Ved de mangfoldige anledninger, som de embedsmænd, der beklædte denne post, havde til at göre sig de indfödte betjente forbundne, sikrede de sig store indtægter, og når heller ikke disse strak til, kunde det nok hænde, at de på egen hånd pålagde nye afgifter. Også den anden regerings-råd, der fungerede som justitiarius, benyttede efter evne sin stilling til allehånde berigelser, og nedsatte således den trankebarske embeds-stand i de indfödtes öjne. Det vilde her være overflödigt, efter hvad der tidligere er fortalt, at opregne nye eksempler på, hvad disse herrer kunde tillade sig; hvad der i fremstillingens löb er meddelt, er fuldkommen tilstrækkeligt til at vise, hvilke grundsætninger der ledede de mænd, som vare Ankers kolleger i regerings-rådet og fra disse af udbredte sig nedover og gennemtrængte alle, der vare ansatte ved de indiske etablissementer, på meget få undtagelser nær. At ökonomi- og kommerce-kollegiet, der måtte udbetale det tilskud, som de trankebarske financer krævede, ikke altid var villigt til at påbyrde statskassen end flere udgifter, kan til nöd lade sig forklare, om det just ikke kan undskylde dette kollegiums ligegyldighed og slaphed i alt, der angik Indien; men i höjeste grad uforsvarligt bliver det, når man inden regeringen i Köbenhavn lånte öre til de bagvaskelser, som snart begynte at trænge sig frem og ikke skånede guvernörens person. Man får den forestilling, at kollegiets embedsmænd have stået i en meget intim forbindelse med de trankebarske og på forhånd uden at undersöge sagen taget deres parti mod guvernören, hvem hans lange ophold i England havde gjort fremmed for det hjemlige bureaukratis interesser og vaner. Hvem der egentlig har været den farlige modstander, til hvem Anker i sine fortrolige breve til broderen stadig sigter, men uden at betegne ham tydelig, tör vi ikke med bestemthed afgöre; dog er der meget, som taler for,at det har været sekretæren ved kollegiets tyske og ostindiske sekretariat, kammer-råd H. F. Schlegel, til hvem han tidligere havde stået i et meget godt forhold. En af de virksomste var regerings-råd Lichtenstein, der efter sin tilbagevenden til Köbenhavn synes at have sat himmel og jord i bevægelse for at klage over Ankers adfærd.

Ökonomi- og kommerce-kollegiet, hvis medlemmer, navnlig grev Schimmelmann, i begyndelsen synes at have været meget velvillig sindede mod Anker, blev under disse stadige påvirkninger mere og mere uvenligt mod ham, der på grund af den lange afstand först efterhånden kom under vejr med det stedfundne omslag og ikke fik adgang til at forsvare sig mod sine hemmelige fiender. Den eneste, der i Europa kunde tale hans sag, var hans broder, der heller ikke forsömte det, når dertil gaves lejlighed. En udtalelse af denne er ganske karakteristisk; den er nedskreven i en afskrift af guvernörens politiske indberetning af 9 Februar 1797, og lyder således: „Guvernör Ankers ædle venner i det höjlovlige general-land-ökonomi- og kommerce-kollegium have givet denne og hans övrige relationer om den politiske tilstand i Indien det spottende navn af en avis og intet andet end en avis. Men jeg har oplyste Englænderes vidnesbyrd skriftligt for, at guvernör Anker ser rigtig og dommer rigtig. „It is astonishing (således har man skrevet til mig) how a foreigner should be able to judge with so great propriety of our situation in the Indies. His remarks do honour to his perspicuity &c. &c.“ Men hvad forstår en Engelskmand sig på dette? En relation, som stemmer i facta med offentlige tidninger, er jo dog kun en avis, og skulde man vel anvende den til andet, alt andet bestemte og brugelige tid på at læse en skreven avis? At guvernören i Trankebar meddeler kollegiet efterretninger, som de engelske aviser bekræfte, beviser, at hans kilder ere gode, og at han er en opmærksom iagttager. Man må være ond og stupid tillige, når man ikke undser sig ved at fremkomme med sådan bemærkning. Men en forfulgt og mistænkt mand må ikke ræsonnere over dette, ikke heller hans venner; ti den, som er bestemt til at falde, er det undersåtlig pligt at stöde til og rive ned, såvidt evner formå. Hvad en gade-dreng, en pisket tyv, prins Sinnapa fortæller om en fraværende mand, skönt i hans majestæts tjeneste, må af samme årsag ansees for at være sandhed. Men tro ikke, I skræmme mig fra at fremstå til en ærlig mands forsvar. End ikke döden skal formå at true mig til taushed. Du nederdrægtige, som er det hemmelige hjul til alt dette, dig vil skændsel en gang ramme!“

Ved det navn, som konferents-råd Anker nævner i slutningen af disse linjer, sigter han til en indviklet affære, der kan ansees for höjdepunktet af den række chikaner, der mödte hans broder. Det var i den, at hadet og uviljen rigtig kom til udbrud, og den ånd, der besjælede de trankebarske embedsmænd, helt ud kom til at vise sig. Det vil derfor være nödvendigt at dvæle ved denne, for, såvidt vore kilder tillade det, at give en nöjagtig fremstilling af en sag, der i den grad er betegnende for de forhold, hvorunder guvernör Anker havde at leve og virke i Indien.

Den nævnte Sinnapa eller Sinja Neik var sön af en forarmet hinduisk köbmand i Trankebar, der ikke havde andet til livets ophold end, hvad han kunde få af sine sönner og sin broder. Faderen tilhörte en temmelig höj kaste, men havde tabt så godt som al anseelse i kolonien på grund af sine börns slyngelstreger, hvori han ansåes for at være medvider. Sönnen Sinnapa havde tjent hos forskellige danske embedsmænd, men ved sine uophörlige tyverier gjort sig umuelig hos disse, der næsten daglig måtte give ham prygl. Derefter for han en stund tilsös og måtte under et ophold i Frederiksnagor udstå offentlig straf for et graverende tyveri. Efter sin tilbagekomst til Trankebar tog han på ny tjeneste hos en af garnisonens löjtnanter, men begik atter et tyveri, der dog blev neddysset ved mellemkomst af de „protecteurs,“ som han havde vidst at forskaffe sig. Hans slyngelagtighed, der i Europa sikkert vilde bragt ham i slaveriet, var vel bekendt over den hele koloni, hvor han og hans broder vare almindelig hadede og afskyede blandt alle retskafne indbyggere. Men disse samme egenskaber gjorde ham også til et brugbart redskab for Ankers modstandere inden det trankebarske bureaukrati, der ikke toge så meget hensyn til midlernes beskaffenhed, når de blot kunde volde den hadede guvernör nye ubehageligheder.

Da skibet „Juliane Marie“ i Februar 1795 var afgået fra Trankebar, udbredte der sig et rygte om, at Sinnapa med dette var rejst til Europa; dog bekymrede endnu ikke nogen sig synderlig herom, da det var ganske almindeligt, at de sorte, der havde forbindelser med de söfarende, fik lov til at være med, hvorhen de vilde, uden at nogen reflekterede derpå. Senere fortalte Sinnapa, at han havde listet sig ombord af frygt for, at der ellers vilde været lagt ham hindringer i vejen; men dette var en ren usandhed, da han havde gemt sig ombord, forat ikke kaptejnen skulde finde ham og skikke ham i land igen. Da skibet var kommet i söen, viste han sig; men da var det for sent, og man måtte tage ham med til Köbenhavn, hvorhen han kom udpå sommeren samme år. Her optrådte han under den noget tvivlsomme titel af indisk prins med forskellige klager over guvernör Anker og skaffede sig adgang til kronprins Frederik, der igjen forestillede ham for kronprinsessen, som underholdt sig med ham i to timer. Sinnapa blev ligeledes forestillet for Kristian VII, som dog ikke indlod sig i nogen samtale. Han anholdt i forbindelse med sine övrige klager om, at guvernör Anker matte blive suspenderet for ikke ved sin anseelse at skade sagens fremme; kronprinsen henviste ham til general-land-ökonomi- og kommerce-kollegiet.

Den fölgende sommer, 1796, ankom der med skibet „Prinsesse Frederica,“ der i Oktober var afgået fra Köbenhavn, nogle efterretninger til Trankebar om Sinnapas foretagender. Anker öste sit förste kendskab til disse af Kornerups skrevne aviser for 12 og 27 September, der i al korthed berettede om Sinnapas ankomst og förste skridt; hans forbauselse blev end mere foröget, da han ikke forefandt nogen skrivelser til sig selv derom, endskönt han kunde mærke, at der var ankommet breve til andre, der benyttede disse til at udsprede allehånde rygter blandt de indfödte for at bibringe dem den tro, at Anker var suspenderet, og derved beröve ham folkets agtelse og tillid. Hensigten blev også tildels opnået, da de sorte i begyndelsen virkelig både bleve bestyrtsede og urolige; men heldigvis kendte de Sinnapa for vel til i længden at fæste nogen tillid til hans opspind. Da han i Köbenhavn havde fortalt, at der var sendt ham en fuldmagt fra de trankebarske kaster til at optræde som klager på deres vegne, ilede disses formænd med at erklære for Anker, at de ikke nogensinde havde havt samkvem med Sinnapa og heller ikke udstedt nogen fuldmagt for ham.[91] Först fire dage efter skibets ankomst modtog Anker et brev fra sin broder, der satte ham ind i forholdene. Brevet var med flid tilbageholdt af Sinnapas beskyttere, der vidste, hvad der var i gære, og stolede på, at guvernören intet anede, for således at kunne udsprede sine skumle rygter med desto större virkning. I en henseende vare disse yderst ubehagelige for Anker just på dette tidspunkt; han var nu netop kommen i venskabelig forbindelse med Tippo Sahib, men kunde aldrig vente, at denne vilde vedblive, når der kom rygter til Seringapatnam om, at guvernören var suspenderet alene på grund af „en offentlig berygtet drengs anklagelse,“ da Tippo heraf kunde udlede den tanke, at Anker havde tabt sin konges tillid. Der er dog ikke noget spor til, at denne sag har övet en ufordelagtig indflydelse på den gode forståelse mellem Anker og Tippo Sahib.[92]

Sinnapas hovedklage mod Anker var, at han i 1794 havde ladet to Hinduer prygle uden grund, alene fordi de med mange andre skulde have opsat en klage til kongen; men guvernören havde herved været i sin gode ret. Han kunde först påberåbe sig en skrivelse, som han i August 1794 modtog fra 16 hoveder for 5 af de under Trankebar henhörende landsbyer, hvori disse beklagede sig over hine tvendes opviglerier for i Supremani Settis og hans beskytteres interesse at få fremkaldt en ny römning i lighed med det forrige oprör, denne gang under påskud af undertrykkelser ved den kongelige under-tolk. De bade derfor om, at guvernören „vilde, förend deres forsæt bliver opnået, straks lade disse tvende, Mattureja Pulle og Tambu Setti[93], arrestere og tage de ved slige tilfælde her i landet brugelige mesures, som fornöden göres til hastigere afskaffelse af slige oprörs stiftelse, da i mangel heraf den fattige almue, der noksom er allerede beskadiget ved de forrige undvigelser, fra grunden vil blive aldeles ruineret.“ Landsbyernes hoveder tilföiede i slutningen af sin skrivelse, at både europæiske embedsmænd og de indfödte bisiddere i den såkaldte sorte ret vare indviklede i sagen, og at de derfor anså det for rådeligst, at guvernören selv lod sagen undersöge. Anker fulgte denne opfordring og fandt, at sagen ganske forholdt sig, som de havde sagt; han opdagede, at „anlægget var allerede bragt til den modenhed, at der ej var et öjeblik at tabe, ifald hensigten skulde forekommes.“ Fölgelig lod han begge urostiftere arrestere og tildele en del prygl på gaden, noget, hvortil han efter guvernementets instruks var fuldt berettiget. For sikkerheds skyld bleve de to fremdeles en tidlang siddende i arresten på forlangende af landsbyernes hoveder.

Det viste sig på det mest iöjnefaldende, at disse bestræbelser for at vække ny urolighed mellem de indfældte fra först 4 af skyldtes nye kabaler fra den farlige Supremani Setti, som nu opholdt sig i Karikal og derfra havde sat sig i forbindelse med sine beskyttere inden den trankebarske embedsstand, hvis dubasher også denne gang vare indviklede i sagen. Derimod holdt folkets masse nu, som altid ellers, på Anker, hvis faderlige godhed og mildhed de havde lært at påskönne, og i hvem de så sin naturlige beskytter mod dubashernes og deres herrers intriger og udsugelser. Dette forhindrede imidlertid ikke Sinnapa senere fra i Köbenhavn at optræde som talsmand for de undertrykte indfödte og i deres navn at klage over Anker; det var den samme skjulte indflydelse, der så ofte havde gjort sig gældende, som nu atter havde givet ham lejlighed til at optræde i Europa og indgav ham, hvad han skulde göre. Sinnapas sag er således næsten i alt af samme beskaffenhed som Supremani Settis, kun med den forskel, at der i mellemtiden havde ophobet sig endnu mere had og uvilje, og at der nu arbejdedes med endnu större kraft på at svække Ankers anseelse og tilintetgöre hans myndighed.

Der var denne gang også forelöbig al udsigt til, at sagen skulde lykkes. Sinnapa opnåede ved sine klager, at der under 21 November 1795 udstedtes et kongeligt kommissorium for regerings-råd Lichtenstein, kaptejn Stricker, prokurator Schmidt og missionærerne John og Rottler, hvorved det pålagdes disse at indhente og inden tre måneder efter kommissoriets modtagelse at afsende til kommerce-kollegiet nöjagtige oplysninger, om de tvende Hinduer havde været arresterede og offentligen afstraffede, og på hvis befaling dette var iverksat, om der var gået lovlig undersögelse og dom i forvejen, om der havde været opsat nogen klage til kongen på de hinduiske kasters vegne, og hvor denne var kommen hen, samt hvad der havde været dens indhold, og hvad der kunde bevises af de i en sådan klage indförte punkter. For at opfylde denne hensigt bleve kommissionens medlemmer bemyndigede til at indhente guvernörens og guvernementets erklæring og indkalde enhver, hvis vidnesbyrd de måtte önske, til at afgive sin erklæring i sagen. Forat enhver frit kunde fremkomme med, hvad han havde at oplyse, blev det også samtidig pålagt guvernementet, at dette ikke måtte lade arrestere eller straffe nogen af de mödende, selv om kommissionen skulde finde deres vidnesbyrd ugrundet og ubevisligt, for sagen var afgjort ved endelig lovlig dom. Valget af kommissionens förste medlem, regerings-råd Lichtenstein, var ikke til Ankers fordel, da denne mand og hans værdige kollega, regerings-råd Colbjörnsen, havde været „de hemmelige instigateurs“ af de nye uroligheder, som kom til udbrud om våren 1795 og ganske sikkert stode i forbindelse med det mislykkede forsög det foregående år, 1794. Lichtenstein havde allerede længe hört til guvernörens modstandere, og nu vare begge end mere misfornöjede over, at de ikke havde kunnet få kommerce-kollegiets bifald til nogle planer, de havde fattet med hensyn til militær-kommandoen.[94] De nærede i sit hjærte det håb, at Anker vilde blive træt og tage afsked for at undgå de evige chikaner, og smigrede sig da begge med at skulle blive hans eftermand. Med rette kunde Anker udbryder „Dette er altså min belönning for at have bidraget til disse herrers befordring.“

Dagen efter kommissoriets modtagelse, 16 September 1796, vare kommissionens medlemmer færdige til at træde sammen. Allerede i de förste forhör bleve de to Hinduer, hvis arrest havde givet den förste anledning til denne sag, uenige og kom op at skændes, da Tambu Setti bebrejdede Mattureja Pulle, at han ikke længere holdt på sit gamle parti, men havde sveget dette af egennyttige grunde, og denne påstod, at Tambu Setti alene talte efter hans fienders indskydelse. Tambu Setti forsikrede, at han aldrig havde tænkt på at forlede nogen til at göre oprör eller römme fra Trankebar, men påstod tillige, at der havde været forfattet klager over den af Anker i 1788 ansatte under-tolk, men at disse vare ham fratagne med trusler om, at det skulde gå ham galt, hvis han beholdt dem. Derimod forklarede Mattureja Pulle, at der aldrig havde været fort nogen klager i pennen, som vare stilede til kongen. At der har været opsat flere klager mod under-tolken, er ikke ganske umueligt; men disse vare i så fald ikke blevne endelig vedtagne og ordentlig affattede. På denne måde kunde måske begge påstande være begrundede. Derimod viste det sig under forhörene aldeles tydeligt, at Sinnapa ikke havde nogen bemyndigelse til at optræde for kasternes formænd, ja at ikke nogen af de for kommissionen indkaldte havde rede på, at han vilde rejse til Köbenhavn, undtagen forsåvidt han ved Tambu Settis afstraffelse havde sagt til en af de omstående, at nu vilde han rejse til Europa med en kaptejn for at fremföre sin klage over disse uretfærdigheder. Men med en påfaldende löjhed undlod kommissionen at stille formelige spörgsmål om dette punkt og kastede derved et slags slör over, hvad der kunde volde dens egne medlemmer nogen ubehagelighed, hvis det blev rigtig oplyst. Ynkeligheden hos de i Trankebar værende Europæere bliver på denne måde næsten lige så stor som hos de to indfödte, hvis selvmodsigende opspind under dette forhör gör et indtryk, der på en gang er latterligt og uhyggeligt.

Den beretning som kommissionen sendte til Danmark, da den var færdig med forhörene, blev således alt andet end upartisk Sinnapas rejse til Europa havde været Ankers uvenners förste skridt; udnævnelsen og besættelsen af kommissionen var det andet, og som det tredje kom nu hertil denne forhörsakt. Anker påtalte selv dennes misligheder og gendrev dem i en meget udförlig erklæring stöttet på mangfoldige udsagn af de indfödte. Men alligevel måtte han have grund til at frygte for det endelige udfald, da han vidste, at der allerede på forhånd var uvilje imod ham, og denne vilde naturligvis få ny næring når Lichtenstein, hvad også kort efter skede, rejste tilbage til Danmark og der optrådte med ufordelagtige rygter om ham. Sagen forelå nu for ökonomi- og kommerce-kollegiet, der lod den gå for retten, men uden at opnå nogen snarlig afgörelse. I mellemtiden går den trykkende for Anker, der fölte vægten af den forfölgelse, 4 hvorfor han så uskyldig så sig udsat, og nu måtte vente og vente på en afgörelse fra höjeste-ret, der aldrig kom. Under dette var hans broder ham en tro stötte, der stadig stræbte at virke for hans retfærdige sag;[95] det var rimeligvis gennem ham, at kronprins Frederik og grev Schimmelmann bleve oplyste om den egentlige sammenhæng hvoraf den förste tog sig meget nær. Sinnapa selv var endnu i Maj 1800 i Köbenhavn, hvor han opförte sig med meget overmod mod de to brödre Anker og truede med at komme til Trankebar med det allerförste. Som de fleste af sine landsmænd havde denne slyngel en medfödt tilböjelighed til at lyve og bedrage, men savnede som disse evnen til at lyve med konsekvents og skin af sandsynlighed, hvorfor han alene ved at instrueres af Europæere kunde blive farlig.

Tiltrods for alle klager over uretfærdighed, blev det imidlertid Ankers bagvaskere en ren umuelighed at bevise noget, og sandheden kom også denne gang omsider for dagen. Lichtenstein havde for endnu bedre at kunne ramme den forhadte guvernör fremkommet med andre beskyldninger om misbrug af sö-passe og skibs-dokumenter i Trankebar og Frederiksnagor, hvilke da nærmest måtte gå ud over guvernören; disse ledede i 1799 til nedsættelse af en kongelig kommission, som dog atter, da der ikke kunde skaffes tilstrækkelige beviser, blev oplöst i 1802 uden at have bragt noget resultat,[96] uagtet der i 1800 var indhentet oplysninger af flere embedsmænd, som kom hjem fra Indien, og mellem dem sandsynligvis Lichtenstein selv. Ligeså lidt lykkedes det ham at sejre i den Sinnapaske sag. Da vi ikke have havt adgang til det danske höjeste-rets arkiv, er det os ikke mueligt at sige med bestemthed, om sagen blev optagen til dom, og i så fald, hvad denne indeholdt. Vi kunne imidlertid med sikkerhed sige, at udfaldet var .fuldt tilfredsstillende for Anker, og at han fik den fuldstændigste oprejsning, som han kunde venter Hans broder skrev således til ham fra London 19 April 1804: „– – Med få ord, de styrende mænd ere blevne forledede ved lögne og ved hemmeligheds-indviklinger til at handler uret mod en retskaffen mand. Dette er desværre ej det eneste eksempel på uretfærdigheder i de menneskelige selskaber mod enkelte lemmer; men nu erkender regeringen dette og vil frivilligen göre det godt igen ved de opmuntringer, som den har i sin magt at anvende, og dette eksempel er vistnok mere sjeldent end det nysnævnte.“ Efter tilintetgörelsen af de sidste bagvaskelser udeblev anerkendelsen ikke længe, da regeringen nu så i klart lys den redelighed og iver, hvormed Anker havde virket i Trankebar. Den så at hvad der måtte være gjort galt, var skeet tiltrods for ham og ikke gennem ham, og vidste derfor næsten ikke, på hvad måde den skulde göre den begåede uret god igen.

8 April 1804 udnævntes Anker til ridder (efter den senere ordning svarende til storkors) af Danebrog, og kronprinsen ledsagede ordenens insignier med en særdeles smigrende, egenhændig skrivelse. Ovenpå hvad der forhen var skeet bliver en udmærkelse, som denne, af stort værd, endskönt det af hele den måde, hvorpå Anker omtaler den, fremgår, at han ikke selv lagde megen vægt derpå.

Anker var imidlertid træt af livet i Indien; de uophörlige fortrædeligheder, der havde ledsaget ham under hans hele ophold, vanskeligheden ved under disse at tilvejebringe et gunstigt og varigt resultat, en fremrykket alder, mindre gode ökonomiske vilkår[97] og endelig det ödelæggende tropiske klima, alt dette var mere end grunde nok for ham til at önske at kunne vende tilbage til Norge og i nærheden af sit barndomshjem at tilbringe resten af sit liv i filosofisk ledighed. Hans familieforhold bandt ham i höj grad til hjemlandet, hvor hans broder Karsten og tvende fættere, Bernt og Peder, besade betydelige ejendomme. Karsten Anker havde i 1794 köbt Ejdsvolds jærnverk, hvis drift han med iver tog sig af, og hvoraf han lovede sig et rigt udbytte. I sine breve til broderen skildrede han i strålende farver de store forventninger, han knyttede til denne spekulation, og opfordrede ham til at vælge Ejdsvold til sit fremtidige opholdsted, ialfald for en tid. Peder Anker, der havde taget afsked, som general-vej-intendant, levede på Bogstad med titel af kammerherre og ofrede sig for bestyrelsen af denne ejendom og det nærliggende Bærums jærnverk. Bernt Anker, der var bleven enkemand, udvidede fremdeles sine store forretninger, men talte dog så småt om, at han gærne vilde realisere samtlige sine ejendomme for at kunne blive en „fri mand“, hvilket imidlertid havde sine vanskeligheder i Norge, hvor det ikke var let at finde en köber.[98] De fleste af familiens medlemmer vare således enten allerede bosiddende i Kristiania og dens omegn eller tilbragte ialfald jævnlig nogen i tid der, og dette måtte end mere bestyrke guvernör Anker i hans önske om at kunne tilbringe sine sidste dage i nærheden af Norges hovedstad. For det förste så det imidlertid ikke ud til, at det skulde lykkes ham at se dette så snart opfyldt, da regeringen nu kun nödig vilde give slip på hans tjeneste i Indien og derfor gang efter gang nægtede at tage hensyn til hans anmodninger om at kunne vende tilbage, da man anså ham for uundværlig og uerstattelig. Omsider modtog han underretning om, at han skulde få en kongelig resolution med rejsetilladelse, og i henhold hertil bestemte han sig om hosten 1805 på egen hånd til at rejse, da hans helbred var i den grad svækket, at han ikke længere kunde deltage i guvernementets forhandlinger. Efterat han havde fattet denne beslutning, modtog han omsider brev fra kommerce-kollegiet med den ventede rejsetilladelse samt en del ordrer, navnlig om militær-etatens reduktion, der voldte ham et betydeligt bryderi, inden han kom afsted.

Efterretningen om guvernör Ankers forestående afrejse gjorde et dybt indtryk mellem Trankebars indbyggere, navnlig blandt den hinduiske del af befolkningen, der i rörende udtryk tolkede sin sorg over at skulle miste den mand, som havde været dem en sand fader. De adresser, der bleve indgivne ved denne lejlighed, indeholde de skönneste vidnesbyrd om Ankers virksomhed og vise, at det had og den bagvaskelse, hvormed enkelte höjere embedsmænd havde forfulgt ham, aldrig havde vundet anklang mellem den store mængde af Trankebars befolkning, der tværtimod vidste at påskönne den beskyttelse, han altid ydede dem mod enhver underkuelse. De fölgende begivenheder godtgjorde også tilfulde, at deres sorg havde været vel begrundet; ti neppe var Anker afrejst, för den lille koloni atter var sönderrevet af splid og uenighed. Efterretningen herom nåede ham i Europa.

7 Februar 1806 forlod guvernör Anker Trankebar, hvor han næsten uafbrudt havde opholdt sig i henimod 18 år. På Kap blev han modtagen af en gammel ven, general-major Sir David Baird, som var chef for de derværende engelske landtropper; hans helbred tillod ham her ikke at i blive inde i byen, men tvang ham til at opholde sig på landet indtil paketens afrejse. I Juli ankom han til Portsmonth meget svag og med hovne ben, da hans helbred ingenlunde havde vundet ved den lange sörejse. De engelske læger tilrådede ham at gennemgå en bade-kur i Cheltenham, og han blev derfor i England lige til den fölgende sommer.

Den dansk-norske regering gjorde endnu vanskeligheder ved at bevilge hans fuldstændige afsked, da de politiske forhold fremdeles gjorde det önskeligt at have en erfaren og prövet mand i spidsen for de indiske etablissementer. Först efter mange forestillinger om, at det var ham umueligt at overtage hverken dette eller noget andet embede, lykkedes det ham at udvirke den önskede afsked, der bevilgedes under 10 Juli 1807[99] med bibehold af hans fulde gage, 3000 rdl. som vartpenge.

Fra England begav han sig til Norge, hvor han i 1808 tog fast bopæl på Öraker, som han forpagtede. Der havde været tale om, at han skulde opholde sig en vinter i Köbenhavn, men han frygtede for denne bys klima og foretrak Kristianias omegn. Öraker ligger På den yndige, skovbevoksede höjde, der på vestsiden begrænser Akersdalen og behersker udsigten over fjorden; under disse venlige omgivelser var det, at den gamle guvernör vilde tilbringe sine tilbagestående leveår. Disse bleve længere, end han selv havde anet; hjemmets luft og det rolige liv gengav ham snart den tabte helbred, så at han endnu i en lang række af år kunde leve mellem sine. Kun en eneste gang blev han udreven af denne misundelsesværdige tilværelse; det var i 1814, da fædrelandet var truet, at også hans tjeneste blev krævet. Guvernör Anker var en af de mænd, som 16 Februar 1814 på Kristian Frederiks opfordring mödtes på Ejdsvolds jærnverk hos konferents-råd Anker og der gave ham sit bifald til at erklære Norges uafhængighed. Også guvernör Anker må ligesom sin slægtning, kammerherre Anker, have været enig i denne beslutning, uagtet begge hörte til det parti, der med grev Herman Wedel Jarlsberg önskede Norges forening med Sverige. Der kunde vel ikke for nogen af de mænd, der deltoge i denne mærkelige notabel-forsamling, være opstået nogen tvil om, at det tagne skridt var det eneste, som på nogen måde var at göre, og at der först bagefter kunde blive spörgsmål om, hvilken vej der senere var at vælge. Det var ved omgang med kammerherre Anker og dennes svigersön, grev Wedel, at den gamle guvernör var bleven vunden for deres politiske anskuelser, skönt disse vare i ligefrem strid med dem, der næredes af hans broder, som gennem sit personlige forhold til prins Kristian Frederik blev dennes ivrigste tilhænger. Men medens Karsten Anker med sit rastlöse sind tragtede efter at spille en rolle ved de forestående begivenheder, var Peter Ankers eneste önske at kunne holde sig rolig udenfor disse. Dette blev ham dog ikke mueligt.

Da prins-regenten om våren, for at skaffe sin sag den understöttelse, uden hvilken han vistnok aldrig har håbet på et heldigt udfald, havde afsendt Karsten Anker som gesandt til England, henvendte han sig også til guvernör Anker med anmodning om at fölge efter, da han håbede, at denne gennem sine mangfoldige forbindelser i hint land skulde kunne yde sin broder en væsentlig hjælp. Ved at fölge denne anmodning gav Anker et sjeldent bevis på sin fædrelæde-kærlighed. Uagtet han ikke billigede Kristian Frederiks optræden og aldrig ventede sig noget udbytte af en sådan sendelse, vilde han dog ikke afslå det hværv, som statens regent pålagde ham, og gav sig tiltrods for sine sytti år på rejsen til England. For sin politiske meningsfælle, Jakob Aall, hvem han undervejs traf i Holmestrand, ytrede han sine tvivl, og disse gik også i opfyldelse.[100] Hans sendelse bragte ikke mere udbytte end hans broders, endskönt han opholdt sig i London i det mindste til 1 Oktober, på hvilken dag hans og hans ledsagers, löjtnant Rings, pas er undertegnet i Downing street af lord Castlereagh. Rimeligvis vare begge tilbage i Norge en fjorten dage senere, da Kristian Frederik ombord på orlogs-briggen „Allart“ i Frederiksværns havn den 18de s. m. tilskrev Anker et taksigelsesbrev, som han udtrykkelig siger, han agtede at oversende med Ring. „Desværre“, heder det i dette brev, „har omstændighederne ikke villet begunstige vort forehavende og vores forhåbninger. Skæbnens jærnhånd skiller mig fra Norge; jeg bringer dette herlige lands rolighed og frelse det höjeste offer, jeg formår; men aldrig skal mine fölelser for samme svækkes eller mindet om mine norske venner udslettes af min erindring.“ Dette var Kristian Frederiks sidste ord i Norge; som han selv siger i brevet: „den engelske politik var uheldigvis altfor uböjelig.“ Men skönt hans forsög på at sikre Norges fremtid ved engelsk hjælp var mislykket, og skönt han som politiker ikke havde vist sig fra en glimrende side, havde han dog ved sin blotte nærværelse måske udrettet mere for Norge, end det störste geni vilde have magtet.

Med denne rejse havde guvernör Anker afsluttet sit sidste offentlige hværv. I sit landlige hjem på Öraker ofrede han sig for fremtiden udelukkende for læsning og sysselsættelse med sine store samlinger. Han havde fra Indien medbragt en mængde prægtige hinduiske tegninger, udförte af indfödte kunstnere, og havde selv med megen dygtighed taget tegninger af forskellige indiske oldtids-minder og landskaber, som endnu den dag idag have et ikke ringe værd. Men den prægtigste og værdifuldeste samling på Öraker var dog de store broncebilleder af indiske guder, som i 1799 vare fundne ved Trankebar og da höjtidelig vare guvernören forærede af braminerne, hvilkes mage den gang ikke fandtes i Europa.[101] Sin bogsamling forögede han jævnlig ved indköb af nye udkomne verker og förte i den anledning en stadig brevveksling med boghandlere i London. Uden at være en lærd mand, var han dog en mand med alsidige interesser og en sjelden videbegærlighed, hvorom der endnu er levnet et vidnesbyrd i de talrige uddrag af böger over Indien, som findes blandt hans efterladte papirer og nu ere i hans families besiddelse. Det var denne hans varme interesse for alt, hvormed han sysselsatte sig, som det trankebarske selskab tildels skyldte sin oprindelse; uagtet dette ved sit mest arbejdende medlems snart indtrufne död blev hemmet i sin virksomhed, har man det dog at takke for det rosværdige, men desværre ikke fuldförte arbejde af pastor Engelhardt over Trankebars historie, som endnu henligger i manuskript. Den samme interesse for sine omgivelser vedblev han også efter sin hjemkomst til fædrelandet at lægge for dagen; således var han fra 1808 til 1822 medlem af selskabet for Asker prestegælds vel.

Ankers uegennyttighed havde ikke tilladt ham at fölge det almindelige eksempel og berige sig under sit ophold i Indien. Tværtimod havde de med hans udrustning og bosættelse i Trankebar forbundne udgifter allerede fra först af sat ham i en betydelig gæld, der altid trykkede ham under hans ophold dersteds. Först ved afreisen lykkedes det ham at komme ud af denne, og senere levede han i en sorgfri stilling, uagtet hans pension blev indskrænket efter 1814 i lighed med alle övrige norske pensionisters.

Anker havde aldrig været gift; man ved imidlertid, at han elskede en ung engelsk enke, mrs. Howard, i Indien, men at forskellige grunde hindrede ham fra at indtræde i ægteskab med hende. Hun döde för hans afrejse til Europa. På Öraker opförte han en efterligning af hendes grav i Trankebar, et formeligt kenotafion, og et törklæde, som havde tilhört hende, bad han om at få over slit ansigt i ligkisten.

Med Frederik VI vekslede han også efter 1814 af og til breve; vedligeholdelsen af denne pietet mod sin forrige herre hindrede ham imidlertid ikke fra også at vise Karl Johan sin hengivenhed. Når denne kom til Kristiania, kunde man se den gamle, ærværdige guvernör komme ind i sin röde trankebarske uniform med hvid, pudret paryk, som han kun da ombyttede med sin sædvanlige brune. Ellers var han kun vanskelig at bevæge til at vise sig i selskaber undtagen på Bogstad, hvor han stadig vedblev at være en ofte seet gæst både hos sin fætter og efter dennes död hos grev Wedel. Endnu kunne mange af den ældre generation i Kristiania erindre sig den gamle mand, der om sommeren midt i solskinnet kom ridende med en stor opslået paraply, for efter indisk skik at beskytte sig mod solen, eller om vinteren körte på landevejen i smalslæde med en stor hue af peltsverk på hovedet.

Næsten til sit sidste åndedræt bevarede guvernör Anker sin fulde åndskraft. Efter selv at have anordnet alt med hensyn til sin begravelse hensov han i en alder af næsten 88 år den 17 April 1832. Hans lig blev fört til Moss og der begravet ved siden af hans forældre i en ligkiste, som han i flere år havde havt stående på loftet på Öraker. Hans grav dækkes af en jærnplade, der bærer fölgende indskrift: „Patriæ addictus. Her hviler Peter Anker, general-major, storkors af Danebrog, indehaver af medaljen pro meritis, guvernör over de kongelige danske etablissementer i Hindostan og chef for det indianske korps. Föd d. 31 Juli 1744, död d. 17 April 1832. Han var den sande æres sön, og dyb höjagtelse hans lön.“

Såvidt vides, er der for tiden bevaret mindst fem forskellige portræter af guvernör Anker. Det ene, der opbevares på Bogstad, viser ham som en ung, rask mand i en let jagtdragt; på det andet, der nu er i hans nærmeste slægtninges besiddelse, er han en ældre hvidhåret mand i generals uniform med det hvide bånd. Det tredie, der nu findes på Jarlsberg, er en rask liden håndtegning af Södermark, tegnet i hans senere leveår. Det fjerde, som efter guvernörens död er gået over i en anden families besiddelse, synes at være malet efter hans tilbagekomst fra Ostindien. Det femte, der er malet under hans ophold i Paris 1763 og nu tilhörer hans familie, viser ham som en smuk yngling på 19 år; ligesom de tre andre olje-portræter er det udmærket smukt og vel udfört. Det andet af disse portræter hang i 1807, da Köbenhavn blev bombarderet, på hans broders landsted, Rolighed på Sjæland. En höjtstående engelsk officer kom ind og spurgte öjeblikkelig, da han så guvernörens portræt, om hvem der var stedets ejer; da han fik det at vide, lod han sætte en vagt og forhindrede derved, at en eneste ting på landstedet blev rört, sålænge den engelske hær lå på Sjæland. En tradition vil vide, at denne officer ikke var nogen anden end general Arthur Wellesley selv, den senere hertug af Wellington, lord Morningtons broders der skulde have kendt Anker fra sit ophold i Indien.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Det sikreste bevis, som hidtil har kunnet föres for, at de norske Ankere tilhöre den gamle svenske adelsæt, må vel være den påfaldende lighed mellem de 2 våben, der findes malede på et portræt af den svenske Bothvid Anckar og på et af Erik Anker. Den omstændighed, at det sidstnævnte portræt er malet i 1666, altså för Erik Anker (ifölge Lassens norske stamtavler I, 84) nedsatte sig i Norge, gör det usandsynligt, at han på dette skulde have ladet anbringe et våben, der tilhörte en svensk adelsæt, medmindre han selv var medlem af denne. Det förste af disse våben kunde måske antages at være senere tilföjet; men en af vore i dette spörgsmål mest kompetente dommere har erklæret, at begge våben ere samtidige med malerierne. Allerede i den omstændighed, at det förstnævnte portræt i længere tid har været i den norske families eje, ligger der et slags, skönt svagt, bevis. Over porten mod store Strandgade af palæet i Kristiania findes derimod våbenet i en forandret skikkelse, ligesom det også er varieret på de forskellige segl, som endnu haves fra ældre Ankere.
  2. ↑ På sin 16de födselsdag fik Peter Anker af sin moder en salmebog i et bind af sölv; dette sidste er endnu i hans families besiddelse.
  3. ↑ Bernt Anker, Kristianias bekendte rigmand, f. 1746, † som kammerherre 1805; Peder A. f. 1749, kammerherre, generalvej-intendant, senere statsminister, r.1824; Iver A. f. 1745 † 1772; Jess A. f. 1753 † 1798. – Foruden disse kan det af brödrenes stambog sees, at de på sin rejse have truffet sammen med flere andre Normænd og Danske.
  4. ↑ Som konsul i Hull havde anker först titel af agent. Ved kgl. resolution af 23 Decbr. 1773 fik han tilladelse til at bære söofficers uniform. Det er rimeligvis med hjemmel i denne resol., at hans broder i udskriften på et chiffer-brev, dat. Kbhvn 27 Septbr. 1777, kalder ham „captain of the navy and Consul of his Danish majesty.“ Ifölge kgl. befaling af 24 Marts 1777 (Wessel-Bergs reskriptsamling) skulde for eftertiden alle danske og norske konsuler, som virkelig vare i kongens tjeneste, bære söofficers uniform og felt-tegn.
  5. ↑ Ved omtalen af disse maskiner heder det i instruksen: „hvorhos tillige må föjes underretning om, hvor meget en sådan maskine der koster at indrette samt at underholde, og hvor meget stenkul der månedlig medgär til at holde dens vand-kedel i bestandig kogning.“ I de förste år brugte man damp-maskinerne i særdeleshed til at pumpe vand; på denne måde fik en stor del af London sin vandforsyning.
  6. ↑ Da den senere rektor Jakob Rosted i 3die hefte af den topografiske journal havde antydet sandsynligheden af stenkul-forekomst ved Kristiania, lod Bernt Anker et jordbor anskaffe i England for at foretage sådanne undersögelser. (Samling af fortjente danske mænds portræter, III, 13.) Endskönt det var en 17–18 år efter den omtalte instruktions udfærdigelse, har han dog rimeligvis havt denne idé fra fætteren, Peter Anker.
  7. ↑ I rigsarkivet findes i den efter de forskellige materier ordnede del af rentekammerets arkivalier en meget nitid skreven beretning fra Anker om saltverkerne ved Liverpool; derimod er der neppe noget at söge i de sammesteds værende dele af ökonomi- og kommercekollegiets arkiv. I Köbenhavn er måske også en del at finde i udenrigs-ministeriets arkiv.
  8. ↑ I en dagbog, som de to brödre, Peter og John Collett, sönner af den bekendte kristianiensiske köbmand James Collett, holdt under en rejse i Storbrittannien omtrent på samme tid, heder det under deres ophold i Edinburgh, den 2 Maj 1776, at de „tog med en vogn först til ild-maskinen for at tage vand op af kulminerne;“ ligeledes tales der på et sted i nærheden om, at „når vand fejler, have de en ild-maskine for at trække vand op.“
  9. ↑ Peter Ankers sjeldne tegnetalent bragte broderen i det samme brev til at göre ham fölgende forslag: „Ved I hvad, min kære broder? det skulde ej blive mig umueligt at skaffe Eder 3 rdl. om dagen og fri rejse gennem Norge for at optage de smukkeste prospekter. Men det gad I vel ikke havt? Dermed er ingen prospekt i velfærds vej.“
  10. ↑ Blandt disse findes en tegning til et nyt saltkogeri ved Vallö saltverk, der er udfört i 1776.
  11. ↑ I et senere brev fra Guldberg, dat. 18 Oktober 1783, heder det: „Idet jeg beder Deres velbårenhed at have omhu for indlagte, vil jeg tillige selv have den fornöjelse at sige Dem, hvor meget jeg elsker Dem, og hvor stor min glæde har været over, at De fuldkommen til kongens fornöjelse har i den nu endte vanskelige krig besörget og drevet vore ofte meget indviklede handels- og pris-sager. De har handlet med den iver, der sa vel egner en dansk mand, og gud ske lov, at vi tjene en konge, der vil påskönne fortjeneste.“
  12. ↑ Patenterne ere daterede 14 Januar 1778. Se Bernt Moes tidsskrift for den norske personalhistorie I, 329 flg.
  13. ↑ I et brev fra London i Oktober 1787, som han skrev til Grev E. H. v. Schimmelmann, fortalte Anker om sine audientser hos Pitt, der havde været forekommende, og hos ministeren for det indiske departement, mr. Dundas. Den sidste, der tidligere altid havde været meget tilbageholden, ytrede ved afskeden: „You may depart for India with a full conviction, that the British government is no way inclined to check the Danish trade with the English East India possessions; but on the contrary, it is our desire to form, if possible, a closer connexion, which may promote the advantage of both nations. The present system, laid down by this government for the administration of the British East India possessions differs from that hitherto adopted. Our India possessions are no more looked upon as colonies, but as territories, entitled to the advantage of trading connexions with foreign natious, – – the intercurse with the Danish nation shall always be favoured.“
  14. ↑ Efter at have omtalt det besynderlige i, at den engelske regering, der dog havde så stor indflydelse ved det portugiske hof, aldrig havde gjort noget forsög på at erhverve St. Jago, ender Anker sin beskrivelse med de ord: „Det var at önske, öen hörte Danmark til.“
  15. ↑ Om det förste syn af Kaplandet skriver Anker i sin dagbog, at det „er ikke ulig den vestre kyst af Norge, da intet sees uden höje og stejle klipper, dog med den forskel, at de norske klipper have klyfter og daler fyldte med træer og grönne vækster, da disse derimod ere aldeles nögne og af en hæslig gråbrun farve.“
  16. ↑ 21 September 1789 blev guvernör Anker medlem af det kgl. norske videnskabers selskab i Throndhjem.
  17. ↑ Kilder for de dansk-ostindiske koloniers ældre historie ere, foruden hvad der findes hos Slange og Holberg: Schlegels sammlungen, 1ster, band og B. G. Niebuhrs afhandling om Wilhelm Leyel i förste bind af det skandinaviske literatur-selskabs skrifter, og desuden det fortjenstfulde arbejde over dette emne af H. Engelhardt, der endnu kun haves i manuskript.
  18. ↑ Portugiserne havde lært de indfödte at bruge de forskellige europæiske fyrste-titlen således havde herskeren over Kandy lavet sig en titel, som ingen af vore europæiske regenter skulde have skammet sig over. Den begyndte: kejser af Ceylon, konge af Kandy, Kotta og Jafnapatam, fyrste af Ouva, Matura o. s. v. (Sir James Emerson Tennent, Christianity in Ceylon (London 1850) page 38.)
  19. ↑ I året 1625 vare to bergenske köbmænd interesserede for den störste sum, nemlig 13,189 rdl. Schlegel, sammlungen I, 4, 153.
  20. ↑ „In 1624–5 they projected an establishment in the kingdom of Tanjore, but were opposed by a new rival, the Danes.“ James Mill, history of British India, 3d. ed. I, 53.
  21. ↑ Danske magasin, III række, 4, 42, og rigens råds breve i det danske gehejmearkiv, fasc. 58. Skandinaviske literatur-selskabs skrifter I, 166 flg.
  22. ↑ De oprindelige tamuliske og vardugiske fyrster i Tanjour bare titelen naik; men da riget i den anden halvdel af 17de årh. kom under marattiske herskere, antoge disse titelen rajah. Disse vare vasaller under naboben af Kamatik. Aug. Hennings, gegenwärtiger zustand der besitzungen der Europäer in Ostindien, II, 26 flg.
  23. ↑ M. L. Nathanson, Danmarks national- og stats-husholdning, 2 udg. side 594.
  24. ↑ Fr. Thaarup, det danske monarkis statistik VI, 707.
  25. ↑ Foruden på Indien drev dette også en stor handel på Kina.
  26. ↑ Af Trankebar betaltes til rajahen af Tanjour en årlig tribut af 2100 guld-pardau (omtr. svarende til ligeså mange rdl. dansk kurant), samt 1050 guld-pardau for nogle nye landsbyer. Af de övrige besiddelser svaredes ingen afgift med undtagelse af en ringe told af Frederiksnagor. Aug. Hennings, gegenwärtiger zustand der besitzungen der Europäer in Ostindien I, 18 flg. Anker skrev den 26 Januar 1789 til ökonomi- og kommerce-kollegiet: „Hvad de nikobariske öer anbetræffer, da ser jeg ikke, at hans majestæt kan vente at trække mindste fordel af disse ejendomme uden at anvende et par tönder guld på öernes opdyrkning. Al övrig udvidelse af hans majestæts ejendomme i Ostindien vil altid blive underkastet betydelig udgift, uden at fordelen derved kan så tilforladelig forsikres, i besynderlighed, hvor beliggenheden er sa langt fraværende, at samme ikke kan haves under den immediate opsigt af det kongelige guvernement i Trankebar.“ Hans instruktion pålagde ham at undersöge mueligheden af at anlægge nye loger. Senere hen fik han dog andre tanker om disse så meget omtalte öer.
  27. ↑ I Februar 1789 skrev Anker til kammer-råd Schlegel: „Til Indien er jeg kommen tidsnok for at lære at kende mennesket fra den sorte side. Min forfatning er vist ikke at misunde. – – Alle muelige vanskeligheder lægges mig i vejen, så ofte som de private fordele röres ved de publique indretninger. – – Min formands tilbageholdenhed satte mig i forlegenhed, da det lod, som man önskede, at jeg skulde misledes. Hvor skulde jeg söge min tilflugt om oplysning, da jeg fandt kolonien i den forvirrede forfatning? – – Enfin! jeg matte underkaste mig vildfarelser, indtil jeg selv erhvervede så meget lys, at jeg sa mig istand til at dömme imellem ondt og godt.“
  28. ↑ I årene omkring 1770 havde den daværende rajah fört lykkelige krige med Maraverne og understöttet Hyder Ali; herved fandt Englænderne sig beföjede til at påföre ham krig og erobre hans hovedstad. Efter et par års fangenskab blev han atter lösladt og sat på tronen. Hennings, anf. st. II, 100–111.
  29. ↑ Ved sin personlige anseelse lykkedes det Anker at skaffe de kongelige veksler den samme kredit som det dansk-asiatiske kompagnis, hvad för aldrig havde været mueligt.
  30. ↑ „Han troede altså, samme vilde ikke mere möde den vanskelighed, eftersom det var ham bekendt, at jeg var meget vel anseet hos de Engelske,“ skriver Anker i sin „rapport om den tanjourske negotiation,“ dateret Dansborg 17 Januar 1789, som findes i hans kopibog for 1788–1790. Efter Ankers opgave udgjorde rajahens årlige tribut 800,000 rdl. i danske penge. Denne blev om våren 1789 nedsat til omtr. 500,000 rdl., men uden at rajahens ökonomiske forfatning derved blev bedre, da han blot forögede sine andre udgifter og vedblev at synke dybere og dybere i gæld.
  31. ↑ Det samlede antal blev således 53 landsbyer. I neuere geschichte der evangelischen missions-anstalten zur bekehrung der heiden in Ostindien, 37tes stück, pag. 105 siges der, at det var ialt 54, hvad fölgelig må bero på en fejl.
  32. ↑ Under 29 Maj 1789 ytrer Anker: „Udsigten til, at rajahen skal blive istand til at tilbagebetale det erholdte lån af hans majestæt, når de 12 år ere forlöben, er for tiden ikke den fordelagtigste, uden så er, at de private Englændere skulde dertil göre ham forskud, som jeg neppe tror vil ske, eftersom den engelske regering har indseet de skadelige fölger, slige lån har forvoldt de indianske fyrster, da de derved ere blevne så fordybede i gæld til private, at kompagniet ikke har været istand til at erholde sit tilgodehavende.“ – 23 Januar 1790 skriver ham „Af dokumenterne, som den kgl. commissarius, kaptejn Sivers, bragte med fra Indien i 1754, vil erfares den möje, han så vel som det daværende guvernement gjorde sig for at erholde disse distrikter i forpagtning, men var ikke mueligt at udvirke ved det tanjourske hof.“
  33. ↑ Man ankede senere over, at Anker ikke havde forlangt 16–18 p. c. for lånet; men, som han selv den gang påviste, vilde det engelske kompagni neppe have tilladt rajahen at pantsætte så meget af sit land, som da havde været nödvendigt. Brev til Karsten Anker, dat. Dansborg 2 Februar 1795.
  34. ↑ Da Anker i 1787 var i Köbenhavn, erholdt han „den forsikring at det höj-kongelige ökonomi- og kommerce-kollegium anså de tanjourske forpagtninger for meget fordelagtige, og intet kunde indvendes imod, at dermed kontinueredes på samme fod, som allerede var skeet.“
  35. ↑ Det heder i dette brev, der er dateret Fort St. George 3 Oktober 1788: – – „I think it my duty at the same time to acknowledge, that the loan, You propose for the rajah af Tanjore, is both reasonable and honorable, and in terms so beneficial to his interest, that in any other capacity, except that of a member of this government, I should give it my fullest approbation. The rajah of Tanjore is his own master, so long as he continues to fulfil his engagements to the English company, without pursuing measures, that cannot fail to prove destructive to his revenues and oppressive to the inhabitants, this government can never interfere in the affairs of his country. I hope, that this explanation will prove satisfactory.“
  36. ↑ A. Montgomery Campbell, der også var ansat ved eller under guvernementet i Madras, underrettede Anker i et brev, dat. 24 December 1788, om at en af de væsentligste indvendinger, som man havde at göre mod lånet, var den omstændighed, at der ikke var nogen „condition empowering the rajah to resume the villages on his discharging the money with the interest due thereon.“ Han tilföjede: „It is very true, my dear Sir, that Archibald Campbell is busy preparing for his immediate return to Europe, but expects, that every thing relating to Tanjore will be adjusted, before his departure, so that I am hopeful, You will not have the trouble of any discussion with a new administration.“ I et tidligere brev, dateret Fort St. George 14 Septbr. 1788, havde den samme udtalt fölgende ord: „I am very happy to perceive, that it is throghh Your means, the rajah of Tanjore is to be accommodated with a loan, because he is thereby made certain of being liberally and honorably treated, which is very seldom the case with the natives.“
  37. ↑ Det heder i brevet: „Ved at nægte ham (ɔ: rajahen) vilde jeg have pådraget kolonien hans uvenskab, hvoraf fölgerne havde blevet, at det tanjourske hof havde indladt sig udi vore uroligheder og understöttet samme til koloniens ruin og måske tab.“
  38. ↑ Da Anker var i Madras den foregående sommer, havde hans derværende „intime venner“ tilbudt ham at skaffe en sum af 2 lak stjerne-pagoder (400,000 rdl. dansk), om han vilde deltage med dem i et lån til rajahen af Tanjour.
  39. ↑ Herom heder det i brevet: „Sålænge den engelske nation er istand til at sutinere sine ejendomme på denne kyst, vil rajahen af Tanjour bestandig blive samme undergiven, og fölgelig nar denne ejendom blev af Englænderne forsikret besiddelsen af, kunde for eftertiden ingen tvistighed eksistere.“
  40. ↑ Denne post stod i 1789 ubesat efter grev Frederik Reventlow; i ledigheden udförtes gesandtskabs-forretningerne af legations-sekretæren Schönborn, som chargé d’affaires.
  41. ↑ Holland aflöstes snart midlertidig af general Meadows, der i Maj 1790 aflagde et besög i Trankebar. Hollands broder, der fremdeles sad i guvernementet i Madras, blev også afskediget af generalguvernören, lord Cornwallis. Både til denne og til general M. stod Anker i et meget venskabeligt forhold.
  42. ↑ I et brev til sin broder af 2 Februar 1795, hvori han giver en udförlig fremstilling af sagen, udtrykker Anker sig bl. a. i fölgende ord: „Den hele sammenhæng var en opspunden chikane af Sir Charles Oakeley, den daværende interims-guvernör, hvorfor jeg har kunnet mærke af hans senere korrespondance i andre begivenheder, at han har nok fået en næse. Ti den overdrevne höflighed, med hvilken han siden har adresseret mig, efterat direktionens svar formodes at være indlöben, var neppe anstændig den værdighed, han beklædede. Sir Charles troede, at de 20,000 pagoder, som bleve rajahen lånt straks efter de 60,000 pagoder, vare ikke af hans majestæt, men af mig private, efter de engelske guvernörs måde at gå tilverks på.“
  43. ↑ Se I. F. Fenger, den trankebarske missions historie, side 318 flg.
  44. ↑ Om den ejendommelige fremgangsmåde, som jesuiterne anvendte i Indien for at udbrede den katolske religion, kan henvises til Tennents christianity in Ceylon, 15 flg.
  45. ↑ Af de 56 missionærer, som Fenger (pag. 359–367) opregner, vare kun 7 fra Danmark og 1 fra Sverige (ingen fra Norge.)
  46. ↑ Sandsynligvis må dette tildels skrive sig fra en overdrivelse eller misforståelse; dog fortjene fölgende ytringer af Missions-beretningen for 1794 at sammenholdes dermed: „In den südlichen gegenden der Karnatik ist wegen eines zweijährigen mangels an regen eine grosse hungersnoth entstanden, wodurch viele tausende menschen genöthiget worden die dasigen gegenden zu verlassen und sich in die unsrigen gesegneter zu begeben, welches zugleich gelegenheit gegeben, dass viele fremdlinge zur annahme der heilsamen lehre eingeladen worden, die bis dahin noch nichts davon gehöret hatten.“ Neuere gesch. der evang. miss.-anstalten in Ostindien, 47tes stück, pag. 957 flg.
  47. ↑ Ovenstående citat er hentet fra Ankers forhen påberåbte brev til grev Schimmelmann af 16 Juli 1790.
  48. ↑ Grunden til denne forandrede stemning kan ikke sees af de forhåndenværende kilder. Når Fenger (anf. st. side 319) efter aktstykker i missions-kollegiets arkiv siger, „at et brev fra missions-kollegiet, hvori det takker regeringen (ɔ: guvernementet i Trankebar) for dens omsorg for missionen, har gjort den bedste virkning,“ da er det neppe rimeligt, at dette skulde have været den sande grund til omslaget; maske missionærerne havde opgivet sin fordring om jurisdiktionen. De i neuere geschichte der evangelischen missions-anstalten in Ostindien meddelte breve kaste intet lys over forholdet mellem guvernementet og missionen, da de næsten kun beröre religiöse anliggender.
  49. ↑ „Löjt. Morarius er så stærk forfalden til drik, at han ikke kan göre sin tjeneste, ikke heller vil de övrige officerer göre tjeneste med ham.“ Ankers brev til ökonomi- og kommerce-kollegiet af 23 Januar 1790. M. var sekondlöjtnant ved 1ste kompagni af de europæiske tropper.
  50. ↑ Et af Ankers forslag gik ud på, at der ved förste ledighed i kopist-klassen skulde ansættes unge militære, der da tillige kunde göre tjeneste som löjtnanter, mod at oppebære sergeants gage.
  51. ↑ I anledning af 19 næsten ubrugelige rekruters ankomst skrev Anker om sommeren 1790 til grev Schimmelmann: „– – Rekruterne behandles iövrigt meget slet på rejsen. De tyranniseres af officererne ombord og bruges til alt slags svært arbejde. Her haves eksempel på i min tid, at rekruter ere ankomne, som få dage efter debarkeringen bleve sendte til hospitalet og ved eksamination befundne at være slagne til kröblinge i skibet. Sådanne haves nu, som lönnes af hans majestæt, som invalider, der aldrig have gjort tjeneste.“
  52. ↑ Guvernör Ankers politiske indberetning af 21 Januar 1790.
  53. ↑ Meget stærke ytringer i den anledning findes i et brev fra Anker til agent Erichsen i Köbenhavn af 15 Oktober 1792. (Kopibogen for 1792–1796).
  54. ↑ Guvernör Ankers politiske indberetning af 28 Januar 1791; Ankers breve af 15 Oktober 1792 til sin broder og til agent Erichsen i Köbenhavn. Han anslår i disse Tippos samlede styrke til 50,000 mand og fortæller, at denne i Travankor havde erobret to kanoner med kompagniets chifre og derved opdaget dettes forbindelser med hans fiender.
  55. ↑ Guvernör Ankers politiske indberetning af 21 Januar 1792.
  56. ↑ Guvernör Ankers politiske indberetning af 18 Oktober 1792. Disse årlige relationer ere indsendte til ökonomi- og kommerce-kollegiet.
  57. ↑ Guvernör Ankers politiske indberetning af 7 Februar 1794. Smlgn. James Mill, history of the British India (3d. edition) V, pag. 396 flg.
  58. ↑ Ankers breve til grev Schimmelmann af 27 Oktober 1795 og 20 Juli 1796. Også Kapstaden og den hollandske flåde blev tagen af Englænderne; herom skriver Anker bl. a. i sin politiske indberetning af 9 Februar 1797: „Den 17de Augusti modtog admiral Elphinstone den hele hollandske eskadre, som han med hjælp af danske og svenske matroser, som fandtes blandt det hollandske mandskab, der straks tog tjeneste hos de Engelske, med tillæg af folk fra sine egne skibe så sig istand til at bringe den hele eskadre (sic) med til Cap de bonne espérance.“ Den hollandske flåde blev tagen i Saldanha-bugten nordenfor Kapstaden. At en stor del af disse „danske“ matroser have været norske, er mere end rimeligt.
  59. ↑ Herom skriver Anker i sit brev til ökonomi- og kommerce-kollegiet af 31 Januar 1795: „Den danske navigation har lidt stor afbræk i Indien i de sidste 6 måneder i anledning af det udspredte rygte ved de ankomne engelske aviser, som berettede, at en krig mellem Danmark og England var uundgåelig, og da samme har været konfirmeret af de private breve, jeg har fået fra England, og fornemmelig af et, som indlöb först i sidste Oktober, der berettede, at den engelske direktion havde affærdiget ordre til Indien med de under ekspedition liggende skibe, som afgik i Maj, at tage de danske etablissementer i besiddelse, – så har min forfatning på grund deraf været særdeles ubehagelig, indtil collegii brev af 12 April indlöb, eftersom efterretningen, jeg fik, kom fra en hånd, der havde adgang til oplysning. Jeg må altså tro, at dette skridt har virkelig været resolveret, men ved konjunkturernes forandring, forinden kompagniets skibe afgik, er bleven tilbagekaldet.“
  60. ↑ Ankers brev til general-land-ökonomi- og kommerce-kollegiet af 7 Februar 1796. Den franske styrelse på Isle de France var meget tilfreds med hans handlemåde i denne sag; en af dens medlemmer skrev således bl. a. til en i Trankebar bosat Franskmand: „Je vous prie de dire de ma part au general Anker, que je suis trop sensible à la bienveillance, qu’il montre à tous les Franc̣ais, pour ne pas me hâter de faire passer les avances, par lui faites aux prisonniers de notre nation, qui ont ètè se refugiés a Tranquebar.“
  61. ↑ Smlgn. Dr. E. Holm, Danmarks politiske stilling under den franske revolution 1791–97, side 112. Lord Hobart skrev 21 Januar 1796 til Anker: „Indeed the whole of the conduct of the government of Tranquebar with respect to the British nation appears so inconsistent with the cordiality and good will, which is professed, that it must become a subject of the most serious consideration with his majestys minister in Europe.“
  62. ↑ Det heder således i et brev fra Anker til grev Schimmelmann af 27 Oktober 1795: „Man vil pastå, at Tippo har havt adskillige depescher fra den franske konvention, som giver ham håb om understötning mod de Engelske.“
  63. ↑ Guvernör Ankers politiske indberetning af 2 Januar 1799.
  64. ↑ Lord Mornington siger bl. a. i sit brev til Anker: „The principles, which have directed your excellencys judgement in forming that determination, are conformable to the wisdom and integrity of your character and to those established maxims of public law, which define the limits of neutrality among civilized nations.“ I Ankers kopibog for 1797–1802 findes en mængde oplysninger om denne sag. – I et andet brev takker lord Mornington Anker for de fra ham modtagne oplysninger om Tippos fiendtlige hensigter og lover at anvende disse med al mulig diskretion; til slutning siger han: „I have made it my particular request to lord Grenville to use all his influence at the court of Denmark to support your excellency against your ennemies at that court, if any attempt should be made by them to your prejudice.“ Originalen (af 23 Marts 1799) mellem guvernør Ankers efterladte papirer. Lord Grenville var förste stats-sekretær i udenrigs-departementet.
  65. ↑ Brevet lyder efter en afskrift, der er indtagen i guvernör Ankers politiske indberetning af 6 Februar 1800, således:
    Sir!
    I have the honour to inclose a copy of a dispatch, received this day from lieut. general Harris and to be etc. etc.
    Fort St. George (signed)
    May 11th 1799. Mornington.
    Copy of a letter from lieutenant general Harris to the Right Honourable, the Earl of Mornington, governor general &c. &c. dated Seringapatnam the 4th of May 1799.
    My Lord!
    I have the pleasure to inform your Lordship, that this day at 1 o’clock a division of the army under my command assaulted Seringapatnam, and, that half past 2 o’clock the place was entirely in our possession. Tippo Sultan was killed in the assault. Two of his sons, the sultan Pasthau and Moyen ud Dien, are prisoners with many principal Sirdars. Our loss is triffling, and our success has been complete. I will send your Lordship details here after &c. &c.
    (signed)
    Geo. Harri s.
  66. ↑ I et brev fra guvernementet af November 1800 heder det: „Den europæiske del af garnisonen er næsten uddöd.“ (Ankers kopibog 1797–1802.)
  67. ↑ Ankers brev til sin broder af 25 Juli 1801.
  68. ↑ I et brev til sin broder af 28 Febr. 1801, der er bevaret mellem guvernör Ankers efterladte papirer, siger han således: „Jeg kunde tydelig mærke, at de ordrer, som i den anledning vare indlöbne til det engelske guvernement i Indien, vare temmelig alvorlige. Jeg havde altså intet andet at vente end at blive nödt til at bukke under for overmagten, og på grund deraf havde jeg allerede gjort udkast til min kapitulation, som jeg ej tvivler om, jeg jo havde været istand til at udföre på sa fordelagtige vilkår, som omstændighederne vilde tillade. Sagen inquieterede mig ikke; ti jeg vidste, jeg faldt i hænderne af folk, jeg kendte.“
  69. ↑ I et brev fra bankieren Wolf i London af 30 Januar 1801, der kom i Ankers hænder i August, heder det: „Count Rosencrantz, the dan. minister, has quitted Petersburg in consequence of having offended Paul.“
  70. ↑ En sådan resident var först ansat i Trankebar under 3 Marts s. å. Anker skrev i den anledning til grev Schimmelmann: „Jeg tror, hans ansættelse sigter til at have et vågent öje med den mængde Franske, som komme her til stedet, hvoriblandt kunde være en eller anden udsendt i hensigt at intrigere mod den engelske magt i Indien. Skulde det hænde, at nabo-etablissementet, Karikal, blev ved freden igen afleveret til de Franske, da er at formode, at en residents ansættelse i Trankebar havde ligeledes hensyn til at give oplysning om de Franskes hemmelige foretagender, eftersom de sydlige engelske provinser have på en tid lang været plagede med indvortes uroligheder, som findes særdeles vanskelig at hæmme. Der kunde altså befrygtes, at disse uroligheder bleve understöttede ved franske intriger.“
  71. ↑ I et brev fra guvernör Anker, dat. 28 Juni 1802, der er trykt i Bernt Moes tidsskrift for den norske personalhistorie, I, 341 flg., heder det, at den engelske eskadre, som den 12 Maj ankrede udenfor Trankebar, ialt bestod af tre skibe, et på 64, et på 44 og et på 18 kanoner. Dette synes dog at måtte bero på en hukommelsesfejl, da han i et brev til sin broder, dateret 25 Juli 1801, altså kun lidt over to måneder senere end kapitulationen, udtrykkelig siger, at linje-skibet först ankom „den påfölgende dag, d. 13de Maj,“ og at kapitulationen da allerede var sluttet.
  72. ↑ I Ankers kopibog for 1797–1802 findes indfört 4 franske breve fra fremmede i Trankebar, alle daterede i tiden mellem 10 og 20 April 1802, hvori der bringes guvernören de hjærteligste taksigelser for den beskyttelse og godhed, han havde vist dem under deres ophold i Trankebar. Den ene af brevskriverne er den forhenværende hollandske guvernör over Malakka. Brevene ere skrevne i anledning af freden i Europa, som også nu ventedes udstrakt til Indien.
  73. ↑ Frederiksnagors tilstand var et værdigt sidestykke til de trankebarske forhold, både medens Bie levede og efter hans död, der indtraf nogle år efter de her skildrede begivenheder. Tilslut tillod kommerce-kollegiet direktören og rådet i Frederiksnagor at unddrage sig næsten al myndighed af guvernören i Trankebar, der oprindelig skulde være deres, ligesom de övrige logers overmand.
  74. ↑ At der afsendtes en så stor styrke for at besætte Frederiksnagor, var aldeles overflödigt. Oberst Bie udlagde det selv „som en kompliment og udmærket æres-bevisning af den store og fuldkomne hofmand, markien.“ Brev til guvernör Anker, dat. Frederiksnagor 25 Juni 1801.
  75. ↑ I sit brev til broderen af 10 Oktober 1801 udtaler Anker sig i fölgende ord om denne depesche fra general-land-ökonomi- og kommerce-kollegiet: „Af collegii brev spores den sædvanlige uvillighed i at indlade sig på sujet af Trankebars forsvars-stand. Man har formodentlig en ond samvittighed og frygter for at blive besværet med bebrejdelser, da hverken private eller officielle forestillinger om nödvendigheden af at forsyne stedet med kanoner, armatur og rekruter, samt tilladelse til at sætte de forfaldne steder om fæstningen i forsvars-stand, have været besvaret eller reflekteret på af det respektive kollegium. Samme skæbne har mödt de politiske beretninger om underhandlinger m. m., etablissementerne vedkommende, og disse ere de tvende ulykkelige departementer, som hans majestæt har anbetroet guvernören.“ En afskrift af depeschen findes mellem Ankers efterladte papirer; ifölge en egenhændig påtegning af denne var dets kuvert adresseret til et handelshus i Trankebar.
  76. ↑ I sin rapport til guvernör Anker, dat. 11 Marts 1802, udtaler Mühldorf sig med fölgende ord: „Jeg kan ikke heller forbigå den udmærkede höjagtelse, alle disse folk udviste i deres konversation om Deres höjvelbårenhed; admiral Rainier bad mig meget indstændig at formelde hans bedste hilsen og forsikre, at han ikke skulde forlade Indien, forinden han havde aflagt et besög hos Deres höjvelbårenhed for personlig at vise Dem sin höjagtelse. Jeg ved ikke, om Deres höjvelbårenhed agter at göre en rejse hertil; men rygtet går her således. På grund deraf haver lord Clive udtrykkelig pålagt mig at tilskrive Deres höjvelbårenhed og bede Dem at anse hans hus, som Deres eget Ved at betjene mig af hans egne ord vil Deres höjvelbårenhed se, at det ikke er en blot kompliment: „I suppose, that this request has been made You by several of our gentlemen; but I hope, colonel, that You may prevail on general Anker to give me the preference.“
  77. ↑ Ankers brev til grev Schimmelmann af 26 April 1802 giver et meget fordelagtigt indtryk af den ordholdenhed, hvormed Englænderne overholdt kapitulationens bestemmelser; det heder således: „Det engelske guvernements protektion har endog strakt sig til de engelske debitorer, som vare flygtede til Trankebar for beskyttelse, og til de engelske deserteurs, som her havde taget tjeneste ved garnisonen.“ – Fremdeles heder det: „Deres excellence vil behage at lægge mærke til, at de ekstraordinære faveurs, som af guvernören i Madras, lord Clive, bleve akkorderede under bifald af general-guvernören i Bengal, marki Wellesley, kunde ikke anbringes i noget offentligt dokument, eftersom det engelske guvernement i Indien var i denne affære kuns den eksekutive myndighed og måtte fölgelig forbeholde sig udsigt til at udföre, hvad videre ordre som mueligen kunde indlöbe fra den engelske regering i Europa.“ (Ankers kopibog for 1797–1802.)
  78. ↑ Af instruksen findes en afskrift mellem Ankers efterladte papirer. Den er udstedt af ökonomi- og kommerce-kollegiet 16 Oktober 1801 og s. å. approberet af kongen, og indeholder fölgende 9 punkter:
    1. Ingen tidligere rettigheder må afståes. Formerne for overdragelsen bestemmes af den, der modtager de ostindiske etablissementer og loger.
    2. Såfremt tropperne ere behandlede som krigsfanger, må de atter löslades og frigives, forinden overdragelsen sker.
    3. Alle penge, våben o. s. v. overgives igen til den, som har afleveret dem.
    4. Alle oppebårne afgifter o. s. v. restitueres.
    5. Al kompagniets, såvel som al privat ejendom betragtes, som om den stedse har stået under danske love, og reklameres uden undtagelse.
    6. Alle beslaglagte skibe frigives uden videre undersögelse eller dom.
    7. Om modtagelsen af de ostindiske etablissementer og loger uden skade for hs. maj. kan ske, för endnu restitution og erstatning af offentlig eller privat ejendom har kunnet foregå, da må guvernören indrette sit forhold paa bedste måde efter omstændighederne, men dog anse sig pligtig til at reklamere alting og påse hs. maj.s og de privates fordel.
    8. På ubetydelige fordringer, der blot kunne tjene til at foröge vanskelighederne, må ingen påstand göres.
    9. Alt hvad den storbritanniske regering har befalet såvel som „alt hvad den mueligen indgåede kapitulation indeholder, må såvidt mueligt udtydes og nyttes“ til hs. maj.s og undersåtternes fordel. Enhver ufordelagtig post, som kapitulationen måtte indeholde, og som ikke stemmer med den af begge regeringer i Europa sluttede forening, må ej antages for afgörende eller gældende.
  79. ↑ I et brev fra Anker til hans broder af 16 Januar 1804 siger han: „At indskrænke guvernementets årlige trattas på kollegiet, der undertiden oversteg 70,000 rdl., var ikke nok; men at bringe det udfordrende tilskud under den reglementerede sum af 50,000 rdl., som var bestemt af hans majestæt til etablissementets bestyrelse, hvortil revenuerne vare utilstrækkelige, var hoved-öjemedet af min bestræbelse. I Lichtensteins tid fik jeg efter mange ubehageligheder endelig bragt det årlige tilskud ned til 40,000 rdl. og efter hans afrejse under 30,000 rdl. Udi indsluttede til gr. Schimmelmann sees, at jeg rekommanderer en årlig udsendelse af 20,000 pjastre, der i fremtiden vil være tilstrækkelig til at bedække de bestemte udgifter, hvortil revenuerne ere utilstrækkelige.“
  80. ↑ Oplysninger om tilbagegivelsen af Trankebar haves i guvernör Ankers breve til grev Wedel af 24 Febr. 1803, til grev Schimmelmann af 12 Oktbr. 1802 og til konferents-råd Anker af 30. Januar 1803.
  81. ↑ Guvernör Ankers brev til broderen, Karsten, af 25 Maj 1802. Lord Clive og nogle andre Englændere fik senere guldmedaljen pro meritis tilstillet gennem Anker.
  82. ↑ Brev fra Anker til grev Schimmelmann af 29 Maj 1789 i hans kopibog for 1788–1790.
  83. ↑ Ankers brev til grev Schimmelmann af 16 Juli 1799. Agerdyrkernes skrivelse findes som bilag dertil i oversættelse fra det malebariske sprog.
  84. ↑ B. Moes tidsskr. for den norske personalhist. I. 353. Som antydet i det foregående, var den tanjourske hersker ikke altid i besiddelse endog af den smule magt, som var ham levnet af det engelske kompagni. I 1798 afsatte dette aldeles rajahen, Amer Sing, og overdrog tronen til hans brodersön, Serfoge, der var en myndling af den danske missionær Schwartz. (Fenger, den trankebarske missions historie, side 238.) Amer Sing fik en årlig pension på 20,000 stjerne-pagoder; året efter foretoges atter en forandring, idet den unge Serfoge kun fik beholde hovedstaden og dens aller-nærmeste omegn, med en årlig pension på 70,000 stjerne-pagoder foruden et vist kvantum ris, medens kompagniet inddrog det övrige under sin umiddelbare bestyrelse for at bringe orden i de forvirrede finantser og afbetale rajahens gæld. Guvernör Ankers politiske indberetning af 6 Februar 1800.
  85. ↑ Guvernör Ankers politiske indberetning af 12 Februar 1801.
  86. ↑ I 1795 opgav Anker koloniens samlede folkemængde til 300 Europæere og 40–50,000 Hinduer.
  87. ↑ Hennings, gegenwärtiger zustand der besitzungen der Europäer in Ostindien. I, 162.
  88. ↑ Jfr. Nathanson, Danmarks national- og stats-husholdning, (2 udg.) side 757.
  89. ↑ M. L. Nathanson, Danmarks national- og stats-husholdning, side 758.
  90. ↑ Brev fra guvernör Anker til agent Erichsen af 15 Oktober 1792. Det heder i dette: „På vare, som indköbes hos de Engelske, betales 10 p. c. kommission. Derimod betales hos de Franske kuns 5 p. c. kommission, af årsag, at de sidstes vare ere slettere og fölgelig ej så afsætlige. Efter beretning skal kompagniets vare i år være indköbte hos de Franske. Ved leverancen vil direktionen selv være istand til at dömme, og af regningerne se belöbet af kommissionen, som anföres.“
  91. ↑ En af de formænd, hvis navne stod under fuldmagten, var allerede död i 1788.
  92. ↑ Samtlige i det foregående meddelte oplysninger ere hentede fra guvernör Ankers brev til sin broder, konferents-råden, dateret kastellet Dansborg 20 Juli 1796.
  93. ↑ Begge disse Hinduer havde såvel i Ankers, som i hans formænds tid flere gange dels været arresterede, dels afstraffede af lignende grunde, men uden at nogen da havde klaget over uret.
  94. ↑ Nogle ar efter udbröd der nye uroligheder, denne gang foranstaltede af Lichtensteins dubash, der også fandt understöttelse af Bendix Djurhus Prahl, der på den tid var juridisk embedsmand i Trankebar. Da sagen har en med Supremanis og Sinnapas aldeles beslægtet karakter, vilde det kun være en trættende overflödighed at skildre den mere nöjagtig.
  95. ↑ Konferents-råd Anker opholdt sig i London fra 1801–1805 for at klare det dansk-asiatiske kompagnis gældsfordringer på naboben af Kamatik eller Arkot. Skönt også guvernören havde noget at göre med disse, er dette dog så uvæsentligt både for ham og kolonien, at vi ikke ville give en fremstilling af denne indviklede sag, uagtet der foreligger fuldstændige oplysninger derom. Jfr. Bernt Moes tidsskrift for den norske personalhistorie, I, 441 flg.
  96. ↑ Kommissionen bestod af konferents-råd I. E. Colbjörnsen, deputeret i rente-kammeret, kammerherre O. R. Sehested, og deputeret i general-land-ökonomi- og kommerce-kollegiet og justitiarius, etatsråd C. W. Falbe. Se Bernt Moes tidsskrift for den norske personalhistorie I, 363 og de der anförte steder af kollegial-tidenden for 1799, 1800 og 1802.
  97. ↑ Livet i Indien var overordentlig kostbart; da således lady Clive besögte Anker i Trankebar, havde hun med sig et fölge af 800 personer, deri indbefattet hendes eskorte; det var under en rejse for at ligge på landet!
  98. ↑ Brev fra konferentsraad Anker, dat. London 11 Februar 1802, der nu findes mellem guvernörens efterladte papirer. Han taler heri om, at Bernt Anker tænkte på at gifte sig igen, men nok vilde betænke sig, för han gjorde alvor deraf, – samt om, at Bærum ikke gav det ventede udbytte, da de underordnede betjente vare höjst forsömmelige.
  99. ↑ 20 August 1806 skrev Anker fra London til sin broder: „Mit svækkede sinds forfatning fordrer rolighed og kan fölgelig ej antage noget tilbud af tjeneste. Formodentlig vil denne beslutning reducere min årlige gehalt eller pension; i så fald, da har jeg kuns den godhed at udbede mig af kronprinsen, at tillade, at jeg nedlægger det hvide bånd tillige med general-majoren for at retirere mig som simpel bonde de få år, jeg måske kan have tilbage af min levetid.“
  100. ↑ Se Jak. Aalls erindringer, 2 udg. side 347 og 368 flg. Bernt Moes tidsskrift for den norske personalhistorie I, 339.
  101. ↑ Da stortinget ikke vilde bevilge penge til at köbe denne samling, gik den tabt for Norge, idet den solgtes til Kristian VIII.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Generalmajor_Peter_Anker,_guvernør_i_Trankebar&oldid=216282»