Om Skæreið i Skiringssal

Sophus Bugge

Om Skæreið i Skiringssal

Historisk Tidsskrift, første Række, første Bind, 1871 (s. 385-388).

I Ynglingasaga cap. 49 fortæller Snorre: „Halvdan Hvitbein blev en gammel mand; han døde sottedød paa Toten og blev siden flyttet ud til Vestfold og hauglagt paa Skæreid i Skiringssal (þar sem heitir Skæreið í Skíringssal).“

Det gamle navn Skíringssalr omfattede, som bekjendt, omtrent det nuværende Tjølling sogn i Larviks fogderi. I Skiringssal omtales i tidsrummet umiddelbart før Harald Haarfagres dage en kongsgaard paa Geirstaðir, nu Gjerstad, og en handelsplads, hvorom minde endnu er bevaret i navnet paa gaarden Kaupang ved indløbet af Viksfjorden. I forbindelse hermed nævner man nu efter Snorre begravelsesstedet Skæreid. Men et saadant navn gjenfindes ikke i senere tid, og derfor har mange formodninger været fremsatte om dette steds beliggenhed, hvilke formodninger dog alle synes utilfredsstillende^[1]. Den forventning, som har været udtalt, at udgravninger ved Kaupang mulig kunde lede til, at beliggenheden af Skæreid blev nærmere bestemt, er ikke bleven opfyldt. Det er efter min mening en sproglig undersøgelse, som maa løse knuden. At den rette navneform er Skæreið og at Særeið kun er en feil, viser det af Snorre anførte og Tjodolv fra Hvin tillagte vers, hvori det heder:

Ok Skæreið	um brynjálfs
í Skiringssal	beinum drápir;

ti Særeið kan ikke danne stavrim med Skíringssal. Formen Særeið er heller ikke funden i noget haandskrift, men er en feil, som paa første sted (ikke paa andet) har indsneget sig i Peringskiölds udgave.

Dernæst skal jeg fremhæve, at der er al grund til at tro, at Snorre har sin fortælling om, at Halvdan blev hauglagt paa Skæreid i Skiringssal, alene fra Tjodolvs vers, saa at vi faa holde os til dette.

De fleste fortolkere har delt navnet som Skær-eið, der ikke vel kunde betyde andet end „det skjære, rene eid“; men dette synes et lidet rimeligt navn, om end stedet ligger i Skíringssalr, som man (skjønt neppe med rette) forklarer „renselsens sal“. Jeg deler derfor Skæ-reið, der maa blive hunkjønsord^[2].

Forfølge vi dette spor videre, saa vil vi finde, at det ikke er et navn, men en skaldebetegnelse for „jorden“. Det første led er skær m., gen. skæs, acc. skæ, der i det gamle skaldesprog betyder en hest; det staar vist i forbindelse med skæva, skride frem, hvoraf hestenavnet Skævuðr kommer. Hunkjønsordet reið er dannet af ríða, der ikke blot betyder „ride“, men bruges om bevægelse i langt videre omfang, navnlig om duvende, svingende bevægelse. Hvor reið bruges i concret betydning, betyder det almindelig „vogn“, men det anvendes ogsaa som andet led eller med en nærmere tilføiet bestemmelse om en gjenstand, som bærer noget. Saaledes betyder háreið „den del af kjeipen, hvorpaa aaren balancerer og bevæger sig (ríðr) under roningen“ (Fritzner); havet med de skvulpende bølger kaldes i et gammelt vers brimreið. Det aldeles tilsvarende ord brimrád findes i oldengelsk digtning, der om havet ogsaa bruger hranrád, swanrád, seglrád: den vei, hvorover hvalen, svanen, seilet bevæger sig. Her er udtrykket endnu aldeles folkeligt; men det føres af skaldene videre: de kalde ligbaaren náreið, haanden der bærer høgen heiðis reið, kvinden som bærer halssmykket menreið^[3], hovedet hvori tungen rører sig rýnis reið. Det er efter dette klart at jorden (jörð) af skalden kan kaldes skæ-reið „den, hvorpaa hesten bevæger sig“, „den, som bærer hesten“. Denne kenning for jorden kan sammenlignes med de almindelige skaldeudtryk om jorden: hestens myr; renens vei; renens, elgens, raadyrets, gaupens hav.

Ok skæreið
í Skíringssal
um brynjálfs
beinum drúpir

siger derfor kun: „Og jord en (gravhaugen) luder i Skiringssal

over heltens ben“. Ligesom der straks forud i verset, hvor kongens død nævnes, kun staar den almindelige stedsbetegnelse á Þótni, saaledes venter man her ikke nogen nøiagtigere angivelse end í Skíringssal.

Snorre har altsaa misforstaaet Tjodolvs ord. Man kan ikke saa sjælden paavise saadanne misforstaaelser allerede i gammel tid af skaldenes udtryk; jeg skal nævne et nærliggende eksempel iblandt flere. Tjodolv kvæder om Olav Geirstadalv:

Réð Óláfr     ofsa forðum

„Olav herskede fordum med vælde“. Dette ofsa har man paa Island i den i Flatøbogen II, 6 optagne fortælling om Olav (jfr. Fornm. sög. IV, 29 f.) forstaaet som et navn og deraf gjort et fylke Ofsi eller Upsi, hvortil der ingensteds ellers er spor og som sikkerlig aldrig har været til.

Det er vel rimeligt, at Halvdan Hvitbein ligesom Olav Geirstadalv blev hauglagt paa kongsgaarden i Skiringssal, paa Geirstad.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Kraft (topogr.-stat. beskriv. 1ste udg. II, 870) formoder, at Skæreið er den gaard, som nu kaldes Skaaren (udtalt Skaarra) i Tjølling; men dette stedsnavn er sikkerlig her, som ellers, dannet af det gamle skor fem. Munthe (i Aalls Snorre I, 35) mener, at en variant Særeið maaske er rettere og at navnet formodentlig betegner eidet mellem Viksfjorden og Sandefjorden. Munch (hist.-geogr. beskriv. s. 171) formoder ligeledes, at Særeið d. e. Sævareið er det rette, og tænker herved paa gaarden Sjávarístra, nu Sørist (eller Syrrist), der ligger paa eidet mellem Viksfjord og Sandefjord. En anden formodning om stedets beliggenhed udtaler Munch i samme bog s. 178, nemlig at gaarden Eið (Eidet) netop er Særeið eller Skæreið; og ligeledes har hans mening om navnets oprindelse forandret sig, ti i Norske folks hist. I, 1, s. 84 formoder han, at den rette form er Skæreið, idet han minder om Paul Warnefrieds Scoringa og Scoeri.
2. Det ser ogsaa ud til, at den mand, der har skrevet codex Frisianus, har delt ordet saaledes; dog tydeligt er det ikke. Sveinbjørn Egilsson har forstaaet navnet som Skæ-reið, siden han (lex. poët v. drúpa) gjengiver det ved „Skæreida“, hvorhos han gjør det til navnet paa en sten, klippe (rupes), hvilket ikke er nødvendigt paa grund af drúpir.
3. Sveinbjørn Egilsson afleder reið i denne forbindelse feilagtig af reiða.