Wikikilden

De »ytre« Almenninger

DE »YTRE« ALMENNINGER[1].
AV O. OLAFSEN.
I.

Som bekjendt siges der i Frostatingsloven, Landsleiebolken Kap. 7: Svá skulu almenningar vera sem verit hafa fyrr at fornu fari bædi hit øfra ok hit ytra. Der skjelnes her mellem to Slags Almenninger: de øvre og de ytre. Ved de første forstnaes Almenningerne tilfjelds, de store Fjeld- og Skogstrækninger, som paa den Tid, da vore Love blev til og længe efter, indtog den allervæsentligste Del af Landet. Hvad der laa udenfor disse Strækninger, og som udgjorde de private Eiendomme, indtog en ganske forsvindende Brøkdel af Landet. De ytre Almenninger derimod udgjorde de øde, ubeboede Øer, Holmer, fremspringende Nes osv. langs med Kysten ud mod Havet. Paa den Tid, da Loven blev til, var Bebyggelsen langs vor vidstrakte Kyst meget tynd og spredt, og dette gjaldt især den nordlige Del af Landet. De omtalte Øer og Holmer m. v. ud mod det aabne Hav var endnu ubeboede for den væsentligste Del, og dette var mere og mere Tilfældet, jo længere mod nord man kom, hvilket man kan forstaa, naar man betænker, at den norske Befolkning paa denne Tid strakte sig til omkring Harstad og Bjarkøi.

Disse Kyststrækninger, som saaledes udgjorde Almenningsland, som Kongen eiede, var som Regel mindre skikket for Jordbruk; men de egnede sig ofte særlig godt til at drive Fiske fra, og efterhaanden som Befolkningen tiltog, og Fiskerierne kom op, blev der Spørgsmaal om at tage de nævnte Strækninger i Bruk som Udfartssted for Fiskerne. Ligesom de øvre Almennninger var til Bruk for Bønderne, saaledes kunde ogsaa de ytre Almenninger tages i Bruk med visse Forbehold. Kongen krævede en vis Afgift af Fiskerne, for at de skulde faa Tilladelse til at ro ud fra vedkommende Sted og have sit Tilhold her, naar de ikke var paa Sjøen. Denne Afgift gik under Navn af Landvorde eller Landvarde og var forskjellig fra den Afgift, som svaredes for Hustomt eller lignende, og som benævntes Landskyld, Jordleie, Husleie osv. Landvorden var udelukkende Godtgjørelse for, at de kunde ro ud fra Landet og have sit Tilhold her under Fisket. Om Kongen vilde foretage noget, som tjente til Fiskernes Bedste, beroede paa hans egen frie Vilje; men Landvorden var ikke afhængig deraf.

Om de øvre Almenninger findes der i de gamle norske Love temmelig detaljerede Bestemmelser om det Bruk, som Almuen kunde gjøre sig af dem til sit Bedste. De kunde tage sig Støl her, de kunde benytte Skogen, og de kunde faa sig udvist Jord til Dyrkning, og vi hører om en Mængde Tilfælde, hvor Almuen benyttede sig af sin Ret. I den senere Tid er der offentliggjort flere Skrifter og Afhandlinger om de øvre Almenninger. Saaledes af nærv. Forf.: Om Hardangerviddens retslige Forhold, hvor der i Indledn. gives en Oversigt over Almenningsretten. Det samme kan ikke siges om de ytre Almenninger. I de gamle Love søger vi forgjæves efter Bestemmelser herom. Der findes dog enkelte; men de er meget ubestemte og uklare og viser os, at endnu var der kun sjeldnere Tale om noget Bruk af de ytre Almenninger; det kommer senere.

Den Afgift, som Fiskerne maatte betale for at faa Tilladelse til at ro fra Kongens Almenning, benævnes som sagt for Landvorde, og den omtales oftere i vore Sagaer i Diplomatariet og andre Kildeskrifter, som nedenfor nærmere skal paavises.

Men før jeg gaar over til at undersøge Spørgsmaalet om Landvorden, vil det være nødvendig at undersøge nærmere, hvad der maatte være at finde af Oplysninger om de ytre Almenninger.

Som ovenfor nævnt er Udtrykket ytre Almenninger laant fra Frostatingsloven, hvor det stilles i Modsætning til de øvre Almenninger og efter Sammenhængen ikke kan betegne andet end de øde og ubebyggede Øer, Holmer og Strækninger ude ved Havet. Se videre herom Professor Taranger i det anførte Skrift. Disse ytre Almenninger, som Kongen tilegnede sig, skulde dog ligesom de øvre Almenninger være til Bruk for Bønderne paa nærmere Betingelser, som Lovene bestemmer. De naturlige Forholde medførte, at de ytre Almenninger ikke kunde brukes som de øvre; det var kun en Maade, hvorpaa de kunde brukes, nemlig som Opholdssted under de store Fiskerier. Da laa disse mange Øer og Holmer bekvemt til for Fiskerne, som her kom i Nærheden av de Grunde og Banker, hvortil Fisken søgte hen for at gyde sin Rogn eller for at søge Næring. Saadanne Steder maatte særlig være at søge i Nordland og Finmarken, hvor Torsken søger ind under, Land om Vinteren og Vaaren, og hvor der rimeligvis gjennem mange Hundrede Aar og kanske mere har været drevet Fiske af Befolkningen i Nærheden og af fremmede, som søgte hid. Ogsaa længere mod Syd langs Kysten av Trondhjems-Fylkerne og Møre fandt lignende Fiske Sted, og overalt optoges de nævnte ytre Almenninger af Fiskere, som strømmede til. Paa denne Maade gik Almenningerne efterhaanden over til, hvad i senere Tid benævnes Fiskevær, som saaledes i Virkeligheden er Levninger af de ytre Almenninger, som har holdt sig lige til vor Tid.

Det var imidlertid kun en ringe Del av disse Almenninger, som optoges paa denne Maade. De Strækninger, hvor de store Torskefiskerier ikke foregik, blev liggende ubenyttede, og i Tidens Løb glemtes helt deres oprindelige Karakter, og de forsvandt som kongelige Almenninger.

I Egils Saga Kap. 4 fortælles om Kong Harald Haarfager: »I alle Fylker tilegnede han sig al Odel og alt Land, hvad enten det var bebygget eller ikke, dertil Havet og Sjøen. Alle Bønder maatte være hans Leilændinger, alle de, som opryddede Skogerne, alle der virkede Salt, de der levede af Jagt paa Landet og af Fiskeri i Sjøen, alle maatte betale ham Skat og Skyld.« Her bruges dog ikke Udtrykket Landvorde; men at dette menes, er klart.

Forstaaelsen af, hvad herved egentlig menes, eller hvorledes det skal forstaaes, naar det siges, at Harald tog Odelen fra Bønderne, har som bekjendt været omtvistet, og det ligger udenfor Rammen af denne Fremstilling at gaa ind herpaa; men utvilsomt hørte det med til, hvad Bønderne kaldte Kong Haralds Overgreb, at han tilegnede sig Almenningerne, som de hidtil havde benyttet helt frit og ubundet, medens de nu skulde betale en Afgift i visse Tilfælde. At denne Afgift for Bruken af Fiskeværene eller de ytre Almenninger vakte stor Misnøie er rimelig, og derom foreligger der en Mængde Vidnesbyrd, som man vil se nedenfor.

Forøvrig findes der faa bestemte Vidnesbyrd, hvor de ytre Almenninger omtales. Hertil kan regnes Tilføielsen i et gammelt Lovhaandskrift[2], hvor et Fiskevær i Nordland (Slodavær) udtrykkelig benævnes Almenning. Beviset for, at Fiskeværene er Levninger af de kongelige Almenninger, som benævntes de ytre Almenninger, vil man imidlertid finde i en Mængde Steder nedenfor, hvor Landvorden nærmere omhandles, og hvortil derfor henvises.

Her skal endnu anføres, hvad der udtales i den ovenfor nævnte Indstilling fra Væreierkommissionen S. 6:

»Saa langt tilbage som vor Kundskab gaar, har der været drevet Torskefiskerier ved vore Kyster. Almuen har uhindret søgt ud til de Pladser ved Kysten, hvor det var bekvemt at have Tilhold under Fisket. Rimeligvis har ikke disse Steder haft faste Indbyggere Aaret rundt, og de har derfor heller ikke været Gjenstand for Eiendomsret. I Lighed med de store Skogstrækninger inde i Landet, som ikke var taget i Besiddelse af nogen enkelt, har de været betragtet: som et Slags Almenning. Man ser ogsaa at Benævnelsen Almenning saa langt ned i Tiden som i det 15de Aarhundrede udtrykkelig er brugt om enkelte Fiskevær i Nordland saasom Gjesvær, Myken, Valvær i Rødø, Skjervær i Melø og Risvær i Lurø (der henvises saa til ovenanførte Lovhaandskrift). Paa Grund heraf har Fiskeværene oprindelig været anseet for at tilhøre Kongen og er først senere og efterhaanden gaaet over i privat Eie. Af de Fiskevær som i det følgende oftere vil blive omhandlet, blev Froøerne (Halten) i Fosen afhændede af Kongen i Slutningen af det 17de Aarhundrede, og de ældste Fiskevær i Nordmør: Grip, Bratvær, Veiholmen og Odden i 1728 og 1729.«

Med Hensyn til Salg at Fiskevær henvises til, hvad nedenfor vil blive anført.

Naar jeg saaledes har hævdet, at Fiskeværene er Levninger af de ytre Almenninger og som saadanne oprindelig har tilhørt Kongen, maa dette ikke forstaaes saaledes, at jeg derved mener, at alle Fiskevær i Nutiden har denne Oprindelse. Det maa paa Forhaand antages, at Fiskevær ogsaa kan opstaa af eller paa private Eiendomme, og herom vil der nedenfor blive nærmere Tale. Her er Meningen kun at fastholde, at de ældste Fiskevær som Regel maa antages at have været oprindelig Kongens Almenning.

Men det, som her i denne Forbindelse er det vigtigste og tillige det vanskeligste Spørgsmaal, er, hvad Landvorden oprindelig var. Jeg har ovenfor gaaet ud fra, at den var Navn paa den Afgift, som Brukerne af de ytre Almenninger skulde betale til Kongen, d. e., som Fiskerne skulde svare, fordi de fik Tilladelse til at opholde sig paa Fiskeværet og herfra ro ud til Fiskerpladsene eller gjøre Udror. Herfor har jeg dog ikke endnu leveret noget Bevis, hvad jeg nu maa forsøge at gjøre.

Opfatningen af Landvorden har været forskjellig lige til den sidste Tid, skjønt det unægtelig er blevet mere og mere Enighed herom. Alle har forstaaet, at det var en gammel Afgift, nærmest som en Slags Skat eller lignende, som paahvilede enkelte Bønder ude i Fiskedistrikterne. Herom er vistnok alle enige for Tiden og ligesaa om, at den skrev sig fra Kongens Eiendomsret til Almenningerne, men her indtræder Uenigheden.

Den nævnte Kommission udtaler i sin ovenfor citerede Indstilling om dette Punkt: »Der har tidlig været svaret en Afgift for Brugen af Landet under Navn af Landvørde eller Landvarde. Oprindelig blev den erlagt til Kongen som Overherre til alt Landet, og den fik derved nærmest Udseende af et Slags Kronindtægt eller Skat. Da Harald Haarfager havde tilegnet sig Odelen og erklæret Havet for Kongens Eiendom, maatte alle Fiskerne betale ham Afgift. Det samme var Tilfældet under Kong Svein Estridssøn, som af enhver, der roede Fiske, krævede 5 Fisk. Senere har Landvorden, som det synes, tabt sin Egenskab af almindelig Skat og har været oppebaaret som et Vederlag for Brugen af Land. Saavidt man kan forstaa, har Meningen været, at den skulde erlægges af enhver Fisker, som for sin Bedrifts Skyld maatte benytte et Sted paa Landjorden for at skaffe sig Natteherberge og for at tilberede og opbevare sin Fangst, ligesom Afgiften kunde kræves af enhver Eier af Grund, hvorfra der var Udror eller saa god Anledning til at drive Fiskeri, at Fremmede søgte did. Paa dette Grundlag har Kongen vedblevet at oppebære Landvorde af Krongodset og af sin øvrige private Eiendom saavelsom af Fiskeværene og de Øer og Skjær ude ved Havet, som andre ikke eiede. Paa samme Maade har Landvorde været svaret af Kirkens Gods.«

Her skal kun bemerkes, at hele denne Opfatning er bygget paa et feilagtig Grundlag, som nedenfor nærmere skal paavises, og at det er en ubevist Paastand, at private tog Landvorde af sine Eiendomme, eller at Kirken tog Landvorde.

Fritzner forklarer i sin Ordbog Landvarða eller Landvørde som en Sammensætning af land og varða i Betydning af et Fiskeknippe.

Ivar Aasen har vorda, et Knippe, et Antal af 10 Stykker. Ordet betegner saaledes det Fiskeknippe, den Fiskehonk, som Fiskeren gav Kongen i Afgift, naar han roede fra hans Vær. Fritzner forklarer nærmere Ordet som Navn paa den Afgift, som Skrei-Fiskerne ydede Jorddrotten paa det Sted, hvor de havde sin Udror (útróðr), og Kongen forsaavidt denne havde tilegnet sig Odel eller Eiendomsret til Jorden. Ebbe Hertzberg forklarer Ordet i Glossariet til de gamle norske Love paa samme Maade som den nævnte Forfatter: »Landslot, Afgift af Fiske til Eierne af den Strand, hvorfra Fisket dreves, og forsaavidt denne laa herreløs eller tilhørte Krongodset, til Kongen«. Forfatteren indfører her et nyt Begreb: Landslot. Herom vil jeg bemerke, at det er en ren Misforstaaelse, naar han gjør Landevorden til ensbetydende med Landslot. Landslot er Navn paa den Del af Fisket, som tilkommer Grundeieren, hvor der drives Notfiske, især Sildefiske, tildels Laksefiske og Seifiske. Jeg har aldrig hørt Tale om Landslot ved Torskefiske. Se Ivar Aasen: »Landslut, Landlod af en Fiskefangst, især af et Sildekast, en vis Del, som tilfalder Eieren af den Grund, hvorpaa Vadet trækkes op«. Naar bortsees fra denne Bemerkning om Landslod er de to Forfattere saavel som den nævnte Kommissions Indstilling væsentlig enige i sin Forklaring, som antagelig skyldes Fritzner, der har den allerede i sin første Udgave af Ordbogen.

Foreløbig vil jeg kun bemerke om Forklaringen, at den a priori ikke synes meget rimelig, naar man først er enig om, at Fiskeværene oprindelig var Kongens Almenning, og at Afgiften af dem svaredes til Kongen. Man bør derfor, naar man vil forklare Ordet og dets Betydning, ikke gaa ud fra Eiendomsretten og det private Kontraktsforhold, hvad alle, som har beskjæftiget sig med Spørgsmaalet, har gjort, men fra Almenningsforholdet og Almenningsretten, saaledes som denne havde udviklet sig og fundet Udtryk i de gamle norske Love. Gjør man dette, vil man komme til at se Forholdet i et andet Lys.

For at komme paa det rene med, hvorledes Landvorden er opstaaet, og hvorledes den i ældre Tid opfattedes, da Begrebet endnu maa antages at have været levende, vil det være nødvendig at tage for sig de forskjellige Steder i vor ældre Literatur, hvor Ordet forekommer.

Ovenfor er anført Egils Saga, som formentlig er det ældste Sted, hvor Landvorden omtales. Dog brukes ikke Navnet her; men at det er Landvorden han har for Øie, naar han omtaler, hvorledes Harald tilegnede sig ikke alene »alt Land bygt og ubygt, men endog Sjøen og Vandene«, kan der vel neppe være Tvivl om. Det ubebyggede Land er Almenningerne, og ved Sjøen tænkes der særlig paa Fiskerierne. Tidligere havde man kunnet drive Fiske, hvor man vilde; men nu kom Kongen og tiltog sig Ret til at tage Afgift af Fiskerne, naar de roede ud fra de øde og ubebyggede Øer. Som det fremgaar af senere Kilder, var Afgiften 5 Fiske. At dette var en Afgift, som Kongen alene og ingen anden tog, fremgaar, synes mig, ogsaa af de Udtryk Eigil bruker. Det er klart, at dette er en Afgift, som hidtil var ukjendt. Hvis det var en saadan Afgift, som alle Grundeiere tog, saa vilde der ikke have været noget at sige par det. Det eneste, man kan være i Tvivl om, er, hvor langt Kongen strakte dette Begreb: Ytre Almenninger; derom er det vanskelig for os at gjøre os nogen klar Forestilling. Det er kanske mest sandsynlig, at i Virkeligheden var alt det Fiskeri, som det her sigtes til, knyttet til Konges Almenning. Fiskevær, som eiedes av private, var noget, som var ganske ukjendt og i det hele taget synes Deltagelse i Torskefisket om Vinteren, som det her sigtes til, af Fiskere, som roede fra sin eiende Gaard, ukjendt. At der her og der kunde findes en eller anden, som drev saadant Fiske, er vel tænkelig, men var ganske uden Betydning i det store og hele.

Naar Kong Harald Haarfager saaledes kræver Afgift af Fiskerne, saa er det ikke som almindelig Eiendomsherre, han optræder, men som den, der tilegner sig alt det Land, som laa ubebygget d. e. Almenningerne.

Professor Taranger har efter min Mening Ret, naar han i det anførte Skrift siger, »at det sandsynligvis var Kong Harald Haarfager, som indførte Landvarden, da han erobret Landet«.

I Flatøybogen[3] berettes om Kong Svein Alfivason, at han indførte strenge Love, deriblandt den, »at hver Mand, som roede fra Landet eller gjorde Utror«, skulde betale Kongen 5 Fiske i Landevorde. Heraf sees, at det Paabud, som Kong Harald Haarfager havde givet, at de, som roede fra Kongens Vær (de ytre Almenninger), skulde betale ham 5 Fiske, nu af Kong Svein blev udstrakt til at gjælde alle Fiskere uden Hensyn til, hvor de roede. Det sees heraf, at Landevorden oprindelig var en Afgift, som var knyttet til Kongens Fiskevær eller Almenningerne, og ikke var en Afgift til private Jorddrotter.

I Snorres Olav den helliges Saga Kap. 253 heder det om Kong Sveins Love: »Hverr maðr er á haf reri, skyldi gjalda konungi landvörðu, hvaðan sem hann reri; en þat eru 5 fiskar«.

P. A. Munch[4] forklarer Bestemmelsen om Landvorde saaledes: »Enhver, som drog ud at fiske, skulde betale Landslod; thi den hele Kyst og følgelig al Fiskegrund udenfor den skulde betragtes som Kongens Eiendom«. Her er to Misforstaaelser; Landevorden er ikke nogen Landslod, og hele Kysten betragtedes ikke som Kongens Eiendom; det er kun Almenningerne, der er Tale om, og de omfattede ikke hele Kysten. Jeg forstaar ikke, at Forfatteren kunde fremkomme med saa misvisende Paastande, som ikke finder nogen Støtte i Kilderne.

At den Opfatning, som ovenfor er hævdet, er rigtig, fremgaar af, hvad Sagaen videre beretter. Da Haakon den gode besteg Tronen, gjengav han Bønderne Odelen; hvad der ligger heri, er vanskelig med Sikkerhed at bestemme; men i ethvert Fald er det sikkert, hvad den følgende Tids Historie viser, at Landvorden vedblev at bestaa, og da kan den ikke have været en Skat eller Afgift paa alle Fiskere, hvad Kong Svein vilde gjøre den til.

Kong Sveins Lovbud blev ophævet for Gulatingslagens Vedkommende ved Kong Magnus den godes Opgjør med Bønderne i Langøsund paa Nordmør[5]. Efter Gulatingsloven 148 blev her nye Retterbøter givet af Kongen; men enkelte av dem blev senere givet af Haakon Thoresfostre. Det hedder her: »Jola giaver scolo aldrigi uppi vera siðan. Þat fe scal hverr hava er i sinni iorðu finnr, þo at annan upp grave. Skip sitt scal hverr nyta at fullum fridi, fara hvert sem hann vill. Landaura scal engi maðr giallda þeirra er i utgerðum ero«. Den følgende Bestemmelse handler om dem, som reiser fra Landet. Her nævnes ikke alle Sveins Paalæg, og antagelig maa vi vel gaa ud fra, at de mest urimelige af dem er bortfaldt af sig selv, da Kong Svein forlod Landet. Resten er blevet det ved det her omtalte Forlig, deriblandt ogsaa Budet om Ydelse af Landvorde af alle Fiskere. Derimod maa det antages, at Kong Harald Haarfagers Paabud om Landvorde af Kongens Almenninger d. e. Fiskevær, er blevet staaende ved Magt. Landvorden forekommer stadig senere. Forøvrig havde Budet meget ringe Betydning for Gulatingslagen, da der neppe fandtes Fiskevær her af nævnte Art paa denne Tid.

Anderledes derimod var Forholdet i Trøndelagen, hvortil her regnes Møre og Haalogaland. Her synes Kong Sveins Love delvis at have haft Gyldighed i lidt længere Tid. I Frostatingsloven XVI, 1–3 finder vi nemlig nye Retterbøter om disse Paabud af de tre Brødre Kong Sigurd, Øystein og Olav Magnussønner[6]. »Sigurðr konungr, Eysteinn oc Ólafr gáfu öllum lögunautum – – – reycmæla oc afráð oc landaura alla, öllum þeim mönnum er her eru í útgardðum með oss oc scipleigur allar«.

I § 2 omtales særskilt Retterbøterne til Háleygerne, og her hedder det: »Fiskigiafir allar bæði af nesium öllum oc af öllum fiskistöðum. fyrir utan þat er menn hafa gefit konungi 5 fisca. þat scal hverr maðr fá er í fisci er í Vágum«.

Her er det sagt med klare Ord, at alle Paalæg om Afgift af Fiske m. m. fra Kong Sveins Tid er afskaffet med Undtagelse af Landvorden, som ydedes Kongen af de ham tilhørende Fiskevær. Det sees her klart, at Landvorden er en Afgift, som kun paahviler dem, der ror fra de kongelige Fiskevær d. e. de ytre Almenninger. Naar Vaagen særskilt nævnes, saa var det, fordi dette Vær var det vigtigste, maaske det eneste paa denne Tid; hvad der gjaldt dette, gjaldt alle de andre, som opstod i Almenningerne.

I § 3 omtales Naumdølerne, som ligeledes fritoges for de nævnte Afgifter; men her nævnes ikke Landvorden, fordi der ikke fandtes saadanne Fiskevær her, hvor Landvorde opkrævedes.

Tilsidst omtales saa, at Kong Magnus og Kong Harald og de tre nævnte Konger gav Retterbøterne og førte Loven tilbage til dens gamle, oprindelige Skikkelse, hellig Olavs Lov[7].

Blandt de Paalæg, som ovenfor nævnes, var ogsaa afráð, som efter Professor Taranger var Afgift for Bruken af Almenninger.

I Erkebiskop Jons Kristenret omtales ogsaa Landvorden[8]: »Ero skipstiornar men ok aller skyldugir at græida tiund alla af sinum lutt. af skræid oc adrum fiskum. skoda oc akta at sua græidi aller skiparar fulkomlega – – – sua att huarke skærdi tiundena konongs skræid ne landuerdur. – –

Heraf sees, at Landvorden sidestilles med Kongens Fisketiende. Høvedsmanden skulde svare Tienden for Baaden eller Skibet, og det er da rimelig, at den samme Regel gjaldt for Landvorden. Men om denne skulde svares med 5 Fiske af hver Mand paa Baaden eller af hvert Baadlag, er tvivlsomt. Det sidste synes at være det rimeligste, da det ellers synes, at Afgiften blev temmelig stor. Fem Fiske svarer kanske til Baadens fem Rum.

I Sættargerden i Tunsberg[9] gjentages Ordene i Jons Kristenret.

I Aslak Bolts Jordebog forekommer Landvorde omtalt 4 Gange[10]: af Vagxvere, af Sandom, af Knutzfjorde, af Baldrekstadum. Af disse Fiskevær tog Erkebispen Landvorde. Det er vel disse Oplysninger, som har bragt de ovenfor nævnte Videnskabsmænd paa den Tanke, at Landvorden var en kirkelig Afgift, som Erkebispen tog i Lighed med Kongen af sine Eiendomme. Men dette er en Misforstaaelse, som det synes man ikke kunde tiltænke saa betydelige Videnskabsmænd. Landvorden er ingen kirkelig Afgift som Tiende, Landskyld o. s. v. Den nævnes aldrig, hvor Kirkens Rettigheder omtales. Dette vilde jo ogsaa stride mod den Forudsætning, vi gik ud fra, at den var en Afgift af Almenninger. Kirken har aldrig optraadt som Eier af Almenninger paa første Haand; derimod kan den nok have erhvervet sig dem paa anden Haand som ved Kjøb og lignende.

Her er det klart, at Erkebispen har de nævnte Fiskevær som Forlening af Kongen eller rettere: De hørte med til Forleningen af Finmarken eller andre Dele af Nord-Norge. Hvorledes skulde ellers Erkebispen have faaet disse Fiskevær. At han skulde have Jordegods her, hvoraf Værene var udlagt, er utænkelig.

I Olaf Engelbregtsens Jordebog omtales Laudvorde af Vaagsøien, af Sande, af Haaøien, af Nesøien og Haaøien i Tromsø[11]. Hvad ovenfor er sagt, gjælder ogsaa her. At det er som Len, Erkebispen har Værene, fremgaar ogsaa af, hvad vi ved om andre Personer i Datiden.

I 1532 sees saaledes Vincens Lunge at have Leding, Udror og Landvorde af Finmarkens Len[12], og samme Dag skriver hans Svigermoder Fru Ingegerd til Austraat[13], at hun havde faaet Skade paa sin Landvord. Man kan vel ikke tænke sig, at Vincens Lunge skulde eie Fiskevær i Finmarken og neppe heller, at Fru Ingegerd havde saadanne Eiendomme. Men al Tvivl herom bør bortfalde, naar vi ser, at den nævnte Afgift nævnes sammen med Leding. Landvorden er saaledes en Afgift til Kongen som Ledingen, og de nævnte Personer oppebærer den som kongelige Lensherrer.

Samme Aar eller Aaret efter har vi en Optegnelse fra Biskop Olav Torkjellsøn, hvor han skriver: »Um landvorden at lægge uppaa«[14]. I 1547 haves et Diplom fra Thor Thorbjørnson[15], hvor han klager til Lensherren Esge Bilde, at Bønderne vægrede sig ved at betale Landvare og havde henvendt sig til Kristoffer Hvitfeldt og anmodet ham om at hjælpe dem til, at de maatte fritages for den. Heraf sees ligeledes, at det er en Afgift til Kongen, som der er Tale om, ikke en Afgift til private Jordeiere.

At Landvorden hørte med til de Indtægter, som en Lensherre oppebar paa Kongens Vegne, fremgaar paa det klareste af et Diplom fra 1490[16], hvor Junker Hans Jonsøn (af Haftor-Sønnernes Æt) sees at have haft 1⁄3 af Landvorden af Suderøy i Finmarken, medens Kongen beholdt 2⁄3.

Paa Vestlandet nævnes Landvorde meget sjelden; det forekommer dog. Saaledes opføres Kronens Landvor i Søndfjord 8 Voger Fisk af 12 Gaardparter. Ligesaa i Nordhordland Kronens Landvor af 6 Gaardparter[17]. Endvidere omtales her Kronens Landvor af Nordland og Finmarken[18]. Landvorden er saaledes en Afgift til Kronen. At den kunde paahvile enkelte Gaarde, synes besynderlig; det maa antagelig forklares saaledes, at der oprindelig har været Fiskevær her eller om ikke netop et Vær saa et Udrorssted.

I Norske Rigsregistranter II, S. 104 anføres et Forleningsbrev til Aksel Gyntersberg paa Helgeland. Her nævnes som hørende til Forleningen 1 Vog Fisk Landvorde. Sammesteds S. 651 anføres et Forleningsbrev paa Giskegodset, og her opføres Fiskeværet Hoven med 11⁄2 Vog Landvorde.

I IV, 150 findes Forleningsbrev til Nils Vind paa Bergenhus Len 1606, og her nævnes: Leding, Landskyld, Landvorde og Fredtold, som han havde at gjøre rede for. Sammesteds S. 554 anføres Forleningsbrev til Knut Urne af 1615 paa Bergenhus. Blandt de kongelige Indtægter, han oppebar, nævnes ogsaa Landvorde.

I 1633 fik Olav Parsberg Skrivelse fra Kongen om flere Fogder i Lenet, som der var klaget over. Saaledes var der klaget over Baltser Kare, Foged paa Nordmør, af Bønderne, og han tilholdtes at tilbagebetale dem, hvad han urettelig havde oppebaaret saasom Stikpenge, Overvægt paa Landskyld og Landvorde o.s.v.[19].

I 1633 tilskriver Kongen Kristoffer Urne og Jens Bjelke[20], at der i Trondhjem, Nordlandene og Vardøhus Len af Bønderne var klaget over Landvorden, som de vilde fritages for; herom skulde de uttale sig.

I 1648 faar Preben von Ahnen Forleningsbrev paa Helgeland, Salten, Senjen m. m., og her omtales Landvor sammen med Finnetal, Finneleding, Told o.s.v.[21].

Af disse forskjellige Vidnesbyrd fremgaar det med Klarhed, at Landvorden er en Afgift til Kongen og ikke til private Eiendomsbesiddere. Naar andre Personer end Kongen oppebærer Landvorde, da er det som kongelige Lensherrer, der oppebærer den paa Kongens Vegne.

Fiskevær kan ogsaa være blevet solgt i ældre Tid, og da fulgte naturligvis Landvorden med, I den nyere Tid fandt saadant Salg ofte Sted, og Landvorden omtales stadig, men ingen kan derav drage den Slutning, at den var en Afgift til en Privatmand.

Det forekommer mig derfor at være uimodsigelig, at den ovenfor nævnte Forklaring af Landvorde er misvisende eller unøiagtig. Landvorden var ikke en Afgift, som svaredes til private Jordeiere, men kun til Kongen, og den hvilede ikke paa Eiendomsrettens Grund, men paa Ålmenningsrettens. Den kan sidestilles med den Afgift, som en Rydningsmand maatte betale, naar han optog et Bruk i Kongens Almenning.

Jeg har ovenfor nævnt, at Landslod og Landvorde ikke maa sammenblandes, hvad undertiden er skeet. Eksempler herpaa har jeg nævnt, og det kunde synes overflødig at nævne flere; men da der findes et i et saa anseet Verk som P. A. Munch, Det norske Folks Historie, bør det kanske ikke forbigaaes i Taushed. Under Omtalen af Kong Eirik Magnussøns Forhandlinger med Hansastæderne i 1388[22] siges det, at han gav dem Ret til at fiske Sild i Norge med Fritagelse for at erlægge den sædvanlige Landvarde eller Afgift ved Sildefisket den følgende Vinter. Man kan ikke se, om Udtrykket Landvarde staar for Forfatterens Regning, eller om det hører hjemme i Kilden; men da Forfatteren ikke har nogen Berigtigelse eller nogen Bemerkning, maa han i hvert Tilfælde bære Ansvar for Udtrykket. At en Forfatter som P. A. Munch kan tale om Landvarde ved Sildefiske er dog høist paafaldende. Det maa enten menes Landslot eller ogsaa en særlig Afgift, som Udlændinger betalte for at faa Tilladelse til at fange Sild i Landet; i begge Tilfælde er der Tale om noget helt andet end Landvarde, som kun fandt Sted, hvor Torskefiske dreves. Landslod og Landvarde er to rent væsensforskjellige Afgifter og hører til hver sit Fiskeri, som allerede ovenfor udtalt.

Jeg har ovenfor sammenstillet Landvorden med den Landskyld og Leding, som Kongen tog af Rydningsmænd i Kongens Almenning. Forholdet er dog ikke ganske det samme. I sidste Tilfælde optræder Kongen som Jorddrot og oppebar Afgift for Bruk af Jorden, som efterhaanden gaar over til Leilændingens fulde Disposition og Eiendom. Noget tilsvarende kan ogsaa indtræde ved de ytre Almenninger, naar der finder Bebyggelse Sted, og Kongen bortfæster Tomter, Pladser og lignende. Men dette hørte ikke til Landvorden, som kun indbefattede Ret til at have Tilhold paa Været under Fisket. Man kunde sige, at det snarere ligner Bøndernes Ret til at tage sig Sommerstøl i Almenningen, dog med den Forskjel, at for denne Ret betaltes ingen Afgift. Paa sine Steder krævede Fogden Sæterleie eller Stølsleie, og hvor saadan betaltes, skjønt Loven ikke gav Adgang dertil, blev Ligheden fuldkommen.

Jens Bjelke giver i sin Forklaring paa juridiske Udtryk i Kristian den fjerdes norske Lovbog en Forklaring paa Landvorde, som viser os, at der dog fandtes dem i vort Land paa denne Tid, som forstod Udtrykket. Han siger: »Landvorde er den Rettighed, som betales af Vær eller Øer, som ligger langt udi Havet, for man sætter sine Baade derpaa, eller Sjaaer for at tørke Fisk paa og haver og Tilhold at have Natteleie paa«.

Kongen kunde sælge Almenninger, en Ret, som han har udøvet gjennem mange Hundrede Aar og maa ansees for at være fastslaaet som Sædvaneret. Denne Ret gjælder saavel de øvre som de ytre Almenninger og er udøvet i en Mængde Tilfælde, ogsaa hvad de sidstnævnte angaar. Men det var altid Forudsætningen ved disse Salg, at Kongen solgte den Ret, som han havde til Almenningen og kun denne. Dette blev særlig ved Salg af Skogalmenninger et meget brændende Spørgsmaal, da den private Kjøber altid forsøgte at hævde, at Salget var et rent Eiendomssalg. Domstolene har dog altid hævdet, at Kongen kun solgte den Ret, som tilkom ham, og at derfor Bøndernes Bruksret forblev ukrænket. Dette maatte ogsaa gjælde, hvor der er Tale om Salg af Fiskevær. Bønderne havde Ret til at gjøre Udror fra Været som tilforn; men den nye Væreier havde Ret til at oppebære Landvorde. Denne Ret tabte dog i Tidens Løb meget af sin Værdi og blev en fast Afgift paa en Del Fiskere. Det var en anden Ret, som for den private lier havde langt større Værd, nemlig Retten til at kjøbe Fisken, Forkjøbsret altsaa til al den Fangst, som gjordes i Været. Denne Ret skrev sig ogsaa fra Kongen, som havde Forkjøbsret til al Fiskefangst, noget han dog aldrig benyttede sig af. Men for Væreierne fik dette stor Betydning. Imidlertid skal jeg her ikke gaa nærmere ind paa denne Side af Sagen; det er praktiske Spørgsmaal, som berører Nutiden og for Fiskerne betyder meget. Hvad jeg her særlig ønsker at betone, er, at der uden Tvivl i Tidernes Løb er solgt mange Fiskevær eller lignende Fiskepladser, hvorom vi mangler enhver Oplysning. Vi kjender kun Salg, som er foregaaet i Løbet af de sidste 250 Aar.

Vi ved, at en Mængde Skogalmenninger og Fjeldalmenninger er gaaet over i privat Eie i Tidens Løb derved, at Brukerne har tilegnet sig dem som formentlig Eiendom, naar de gjennem længere Tid havde udøvet Bruksretten. Ofte har private tilegnet sig en Almenning, idet den laa som herreløst Gods, som enhver kunde forsyne sig af. Den største Del af de umaadelige Almenningsstrækninger, som engang opfyldte vort Land, er paa denne Maade gaaet over til privat Eiendom.

Der er al Grund til at tro, at det samme har været Tilfældet med de ytre Almenninger, og at en Mængde Fiskevær eller Fiskepladser, som nu er privat Eiendom, engang har været Kongens Ålmenning. Som Eksempel kan vi nævne Vaagen og Bu i Romsdalen; men forøvrig er det ikke mulig nu at sige noget bestemt i denne Henseende i en Mængde Tilfælde.

I Tidens Løb tabte man Forstaaelsen af Landvordens Oprindelse; den blev til en Afgift paa den fiskende Almue, som vakte megen Harme og Misnøie. Det maatte jo vække Bitterhed, at Fiskerne paa et Vær maatte betale denne Afgift, medens de paa et nærliggende Vær var fritaget. Dette forekom Fiskerne uretfærdig, og de mentes at det var Fogden eller Lensherren, som var Skyld heri, og var en Følge af en ren Vilkaarlighed.

Enkelte Eksempler skal nævnes:

Ovenfor er anført Kongens Skrivelse af 1633 til Kristoffer Urne og Jens Bjelke og Skrivelse af 1577 fra Thor Thorbjørnsøn til Esge Bilde, hvortil her henvises. I 1631 indgav Opsidderne paa Grip, Odden og flere Vær en Ansøgning, hvori det hedder: »Vi fattige Mænd af efternævnte 4 Fiskevær: Grip, Odden, Bratvær og Veien er høiligen foraarsaget at søge Eders Kgl. Maj. med denne vor ydmyge Supplikation – – –«. De begjærede, at de maatte beholde sine gamle Rettigheder og Privilegier og tillades at drage ind til Indherred at kjøbe Mel og Korn. Ligesaa at de maatte faa »kjøbe sig en Skat-Daler paa de fremmede Skibe til vore Huses Behov«. – – - Ligesaa at de maatte give sin Landvore udi Fisk og at levere den med vor allernaadigst Herres Lod[23].

I 1632 indsendte Almuen paa Nærøy Andragende til Jens Bjelke og Pros Knutsøn med Klage og Besværing over de tunge Byrder, som paalagdes dem. »Vi underskrevne paa vores og Menighedens Vegne i Nummedalens Len udi Nærø Prestegjeld foraarsages Eders Velb. underdanigst at tilkjendegive, hvilke Tyngsler og Besværinger vi fattige Folk maa lide: 1. Eftersom her om Vaaren en ganske stor Mængde er udroende paa Fiske til Havs, da er for nogen Tid forleden af den forrige Foged blevet paalagt en Rettighed at udgive, som kaldes Landvare, som vi endnu særlig maa udgive, 1⁄2 Pund Fisk, hvilket her nordenfor af vore Naboer ikke bliver udgivet«. – – De begjærede derfor, at Landvaren maatte afskaffes[24].

Fra 1667 haves en Supplikation fra Fiskerne i Senjen, hvor det hedder: »Vi fattige Kgl. Maj.s Undersaatter af Senjens Fogderi foraarsages høiligen for Eders Høihed at tilkjendegive, hvorledes Nils Morten, Ombudsmand over de Rosenkrantsers Gods, fordrer os for Landvare at udgive, endog vor allernaadigste Arve-Konge og Herres Svar Anno 1665 lyder, at Almuen skulde være fri for Landvarefisk at udgive – – – – Falder derfor vor underdanigste Bøn og Begjæring, at hans Eksellens vilde hjælpe os fattige Folk tilrette, saa vi kunde nyde Forskaansel for bemeldte Landvare, saavelsom de Godtfolk gjør, der søger de almindelige Fiskevær Skrogen og Vaagen – –«[25].

Herpaa har Vice-Lagmanden Kristen Jensøn Munchegaard tegnet en længere Betænkning, hvor han søger at forklare Landvarden, men viser, at han er helt uden Forstaaelse af Sagen. Landvaren i Nordland var af 2 Slags: 1. Kongen haver altid taget et Slags Landvare som er en fuldkommen Landskyld af ganske Tromsø Fogderies Opsiddere. – – – I samme Fogderi findes og noget af det fordums Rosenkrantsers Gods, hvoraf lige saadan Landvare oppebæres. 2. Men den anden Landvare, som ofte og endnu paaklages, er den Hans Maj. naadigst over alt forleden 65 haver forbudt at oppebæres – – – –[26].

I 1666 solgte Kongen alt Kronens Gods i Tromsø, Senjen og Nordland til Joakim Irgens. I Skjødet opføres som hørende med i Salget Landskyld, Landvarde, Grundleie og Leding, som nu gik over fra Kongen til Kjøberen. Den store Samling af Jordegods blev senere splittet i flere Dele og gik over paa forskjellige Hænder; men Landvorden saavel som de andre Rettigheder fulgte altid Eierne[27].

Der melder sig her et Spørgsmaal, som vi ikke kan komme forbi. Det synes saa enkelt og naturlig, naar man som ovenfor paavist udtaler, at Kongen som de andre Jorddrotter tog Afgift af Fiskerne for Bruken af Fiskeværene. Altsaa gaar man ud fra, at ogsaa private Mænd kunde oprette Fiskevær og paalægge Fiskerne Landvorde. Saa naturlig og ligetil, som dette synes, san er det dog historisk urigtig. Jeg har ovenfor paavist, at Landvorde altid brukes om Betegnelse for en Afgift til Kongen i Lighed med Leding; hvor andre tager denne Afgift, er det paa Kongens Vegne, eller denne har afstaaet sin Ret til private Personer.

Men saa spørges: Kunde da ikke private Jordeiere oprette Fiskevær? Naturligvis kunde ’det hænde, og i vor Tid er der opstaaet en Mængde saadanne Fiskevær. Det kan derfor ikke benegtes, at det samme kunde være skeet ogsaa i ældre Tid. Imidlertid har vi intet historisk Vidnesbyrd herom, og vi maa derfor antage, at alle de gamle Fiskevær er opstaaet af kongelige Almenninger paa den Maade, som ovenfor er skildret.

I Tilfælde af, at private Eiere forsøgte at oprette Fiskevær, maatte Forholdet mellem Væreieren og Fiskerne ordnes som et privat Kontraktsforhold. Eieren kunde betinge sig Husleie, Tomteleie o.s.v., men det var ikke Landvorde. Den væsentligste Fordel vilde dog være Forkjøbsretten til Fisken, som han kunde betinge sig. Et saadant Fiskevær vilde være ren Privateiendom, og det vilde let blive fast bebygget. Men som sagt bestemte Eksempler herpaa haves ikke.

Det er merkelig, at Fiskeværene tilhører udelukkende Nord-Norge samt Trondhjemsfylkerne. De ophører ved Grændsen mellem Romsdal og Søndmør. Hvad Grunden kan være hertil, er ikke let at forstaa; der kan tænkes flere Grunde, blandt disse ogsaa den, at der her var faa eller ingen af de ytre Almenninger, eller rettere, at Kongen ikke gjorde sin Ret gjældende. Derimod gjorde Naturforholdene og Bebyggelsen, at der opstod Fiskerpladse paa privat Grund; men disse blev efterhaanden bebygget. De ovenfor nævnte Eksempler paa Landvorde fra Nordfjord og andre Steder paa Vestlandet kunde synes at tyde herpaa. Men rimeligvis har der ogsaa været andre Grunde, som det her ikke er Anledning til at gaa nærmere ind paa. Hvad der maa hævdes er, at alle de Fiskevær, som kjendes som Fiskevær fra gammel Tid, er optaget i Kongens Ålmenning, og at vi ikke kjender noget Tilfælde, hvor en privat Mand har taget Landvorde af sin Eiendom uden i Tilfælde, han havde faaet den overdraget af Kongen.


II.

Hermed gaar jeg over til at omtale de enkelte Fiskevær, forsaavidt det maa antages, at de hører til dem, som oprindelig har tilhørt Kongen eller har været ytre Almenninger.

Om Fiskerierne og Fiskeværene i Norge i Middelalderen ved vi meget lidet; det væsentligste er meddelt ovenfor. Det var først ved Begyndelsen af den nyere Tid eller det 16de Aarh., at Fiskerierne og navnlig Sildefisket tog en stærk Opsving. I hvert Fald er det sikkert, at vi nu efterhaanden faar flere og flere Oplysninger om det.

Det ældste Fiskevær, hvorfra større Udror foregik, har vel været Vaagen i Lofoten; det er i hvert Fald det, som først træder frem i Historiens Lys. Beliggenheden var fortrinlig for Deltagelse i det store Fiskeri, som foregik i Vestfjorden, og det ligger rimeligvis langt tilbage i den forhistoriske Tid, at enkelte var blevet opmerksom herpaa og havde begyndt at drage Nytte af det. Nogen større Deltagelse heri kom dog først senere. Paa denne Tid laa Vaagen endnu øde uden nogen fastboende Befolkning; dette fremgaar af Sagaens Ord om Kong Øystein Magnussøn. »Nord i Vaagen satte jeg Fiskeboder, for at Fattigfolk kunde nære sig og opholde Livet; jeg lod bygge en Prestegaard og lagde Gods til Kirken.« Kort i Forveien hedder det om Kong Øystein: »Han lod og gjøre en Kirke nord paa Vaage i Haalogaland og lagde dertil Gods og Indkomst«[28]. Endnu flere Hundrede Aar efter sees det at have været en meget tynd og spredt Befolkning her. I Erik Hansen Schiønnebøls Beskrivelse af Lofoten og Vesteraalen 1591[29] hedder det om Vaagen: »Dette Fiskevær har i gamle Dage været en Kjøbstad – – – men nu er det ikke andet paa denne Dag end et armt, Fiskevær, og der bor ikkun 10 eller 12 arme elendige Stavkarle«. Det er altsaa endnu kun et almindelig Fiskevær med endel Strandsiddere. Bebyggelsen er altsaa begyndt og det rimeligvis for længere Tid siden; men Stedet er dog endnu kun et Fiskevær. Strandsidderne betalte naturligvis Leie for Tomt og lignende og desuden de, som alle andre, der fiskede her, Landvarde til Fogden.

Imidlertid synes det, som om Landvarden i Vaagen efterhaanden ophørte i Løbet af det 17de Aarh. eller med andre Ord: at Vaagen ophørte at være et Fiskevær, som eiedes af Kongen. Dette sees af ovenanførte Andragende, som Almuen i Harstad i 1667 indsendte til Statholderen om at maatte slippe at betale Landvarde, hvori de paaberaabte sig, at Indbyggerne i Vaagen og Skroven, som tilhører Kgl. Majestæt, ikke betalte.

Kong Olaf Haakonsøn søgte ved en Retterbot af 1384[30] at ordne Handelen i det nordlige og vestlige Norge saaledes, at alle i Finmarken, Tromsø og Nordland skulde hævde sin Handel i Vaagen, hvorhen ogsaa Bergens Kjøbmænd skulde drage; herved tænkte Kongen at skabe en Kjøbstad i Nord-Norge, men det lykkedes ikke.

Skroven er ogsaa et af de ældste Fiskevær i Nordland. Det nævnes i et Diplom af 23. Aug. 1385, hvor Otto Rømer, Sysselmand paa Haalogaland, stadfæster Drotsetens Brev angaaende Ingrid Tormodsdatters Eiendomme; deriblandt var Skroven. Efter dette synes det, som om Skroven nu var gaaet over i privat Eie; hvorledes ved vi ikke. I den ovenfor anførte Beskrivelse af Schiønnebøl hedder det om Skroven, som han benævner Skrogen: »Søndenfor Voge ligger et andet Fiskevær, det kaldes Skrogen, hvilket Fiskeri der kommer Salten Len til.« Han fortæller saa, hvor tætte Fiskestimerne kan være i Vestfjorden, at Fisken staar saa tæt, at man ikke kan faa Fiskesnøret ud. At Skroven var et af Kongens Fiskevær siges udtrykkelig i det ovenfor nævnte Andragende fra Senjen i 1666.

I det ovenfor nævnte Diplom af 1385 om Ingrid Tormodsdatters Eiendomme nævnes foruden Skroven: Honningsvaag, Sidreyvær og Helganes; om det sidstnævnte var Fiskevær, er dog usikkert; men de to andre er sikre. Balstad Fiskevær nævnes i Aslak Bolts Jordebog (se ovenfor. Erkebispen havde i Landvarde her 800 Fiske. I Schiønnebøls Beskrivelse staar der om Balstad: »Ballestad er en Bondegaard, som kommer Kgl. Maj. til, og der var ogsaa en stor Del Fiskebaade, og om Sommeren kommer der Borgere af Trondhjem med Gods og sælger til dem som der bor.« Naar Balstad nu var en Gaard, som Kongen eiede, maa der være kommet en Rydningsmand og sat sig ned paa Almenningen; men Kongen vedblev at være Eier.

Videre omtaler den nævnte Forfatter Brandsholmen som et lidet Fiskevær, som var Bondeeie. Muligens kan det være Vær paa privat Mands Grund; rimeligere er det vel, at det har oprindelig været Kongens Eiendom; saa har en Mand sat sig ned og ryddet Gaard; senere kjøbte han Gaarden og Været med den. Videre nævner han Sandsund som et lidet Fiskevær, hvor der ingen Folk bor, men hvor der staar Rorboder. Sund var ogsaa en Gaard, som tilhørte Kongen, og hvorfra mange roede. I Nærheden laa et mindre Fiskevær, som kaldes Strømø. Vallesvær eller Valsvær omtales som et Fiskevær, der ligger i Stegen. Om Henningsvær, som vel er det samme som Honningsvaag, siger han: »Østen Giemsø Strøm ligger et Fiskevær, som kaldes Henningsvær, der hører Axel Ugerup til og mange ror her«. Saa omtaler han Steine (Stene) som et godt Fiskevær eller rettere, siger han, en Gaard tilhørende fru Ingeborg (d. e. Ingeborg Nilsd. af Austraat, Enke efter Hans Pedersen Litle). Videre nævner han Orre eller Ure og Bunes som Fiskevær. Moskenes var en Gaard, som tilhørte Kongen, og her laa mange Fiskere. Det samme var Tilfældet med Beskillvaag (d. e. Bisselvaag), hvor ogsaa mange roede. Om alle disse Gaarde skriver han, at de har hverken Ager eller Eng; der saaes ikke en Næve Korn; men de slaar aleneste lidt Græs, saa at de kan holde en 5–6 Kjør, som dog mest fødes med Torskehoveder, Tang og Fiskerygge. Jorden var kun Moradser, Sten og unyttig Mark.

I Vesteraalen var der 3 Fiskevær: Værøen eller store Værøen eller Bø-Værøen. Her boede 20 fattige Fiskere. Det andet Fiskevær her var Marsholmen; det tredie var Langenes. I Andenes Prestegjeld laa et stort Fiskevær Andenes, som var næsten for en Kjøbstad at regne, og hvor der boede en stor Hob Mennesker.

I de ovenfor anførte Diplomer og Jordebøger nævnes en hel Del Fiskevær i Nord-Norge, om hvis Beliggenhed jeg ikke skal udtale mig. Saaledes Nesøen, Sørøen, Tosken, Grylefjord, Husøen, Haaøen, Knutsfjord, Vágrvær, Fedøe o. s. v.


Om Fiskeværene i Finmarken faar vi gode Oplysninger i Skriftet Om Finmarken, som findes iblandt de af Gustav Storm udgivne topografiske Skrifter. Finmarken har som bekjendt altid været betragtet og behandlet som Kongens Land, eller som vi nu siger, som Statens Jord, og det ligger nok saa langt tilbage, da de første Fiskevær her optoges. De nuværende Fiskevær er dog af nyere Oprindelse. Følgende Fiskevær nævnes i det anførte Skrift: Andsnes, Loppen, Silden, Sørvær (Seiervær), Sørsund (Seiersund), Midfjord, nu Mefjord, Refsnes, Ingø (Ingas), Gaasnes, Tufjord, Knarvik, Kaabø, Stappen, Tunes, Skarsvaag (Skatisvog), Opne, Hellenes, Kelvig, Sværdholt, Skotningsberg, Omgang, Madkorre, Havningberg, Kiberg (Kyberrøy) og Vadsø.

Af et gammelt Lovhaandskrift findes bevaret et Blad med en Optegnelse om Fiskevær i Salten og Helgeland[31]. Den antages at skrive sig fra det 15de Aarhundrede og er vel nedskrevet af en af Lagmændene i Nordland. Her hedder det:

Item slodauer ær almening firir
Item gigiæ vær firir salten
Item mykin firir raudhøy fylke
Item riisuer oc samson holma i ludrov fiordong
Item mykr oc varduer firir raudøy fiordong
Item skæruer firir mioløy sokn

Af de her nævnte Vær gjenkjendes: Gjesvær i Salten, Mykin og Valvær i Rødøi, Risvær i Lurdø og Skjervær i Meldø Sogn.

Hvad der især er af Interesse her, er Bemerkningen om at Slodaver er Almenning.

I det ovenfor anførte Diplom fra 1490 om Skiftet efter Junker Hans Sigurdsøn nævnes den halve Landvord af Vega. Dette er blevet anført i den nævnte Kommissions Indstilling som et Vidnesbyrd om, at der ogsaa af private Væreiere kunde tages Landvare. Men dette Bevis holder ikke Stik. Vi har seet, at der er en Mængde Tilfælde, hvor der tages Landvarde af private Eiendomme, men de beviser kun, at Eiendomsforholdene er undergaaet en Forandring i Tidens Løb. Hvad Vega angaar, har der engang været en Almenning her og senere et Fiskevær, som Kongen eiede. Senere er Været gaaet over paa private Hænder, og Jordegodset har fulgt med. Det er sandsynlig, at Fiskeværet er ældre end den egentlige faste Bebyggelse, eller at Fiskeværet gav Anledning til Bebyggelsen.

Fra Nærøy hører vi i det ovenfor anførte Klageskrift om Fiskevær, rimeligvis flere. Fiskerne opfattede Landvarden som et Paabud af Fogden og fandt derfor Afgiften urimelig og uretfærdig. Men de siger dog, at det kun var paa Kongens Lod, at den opkrævedes, og her har vi et Vidnesbyrd om Rigtigheden af den Opfattelse, jeg har gjort gjældende, at Landvarden kun kunde kræves af Kongen og paa de kongelige Fiskevær. Paa Hitteren nævnes Fiskeværet Vaagsvær, som formentlig er det ovenfor nævnte Vágrvær.

Froøerne var kongelige Fiskevær, hvilket sees deraf, at Øerne solgtes ved offentlig Auktion i 1694 og kjøbtes af Stiftamtmand Hans Kaas for 1000 Rdl.[32].

Om Fiskeværene i Nordmør har vi meget gode Oplysninger. De ældste Fiskevær i Nordmør er Grip, Odden, Bratvær og Veien. Paa Grip var der i 1520 48 Skatteydere; Øen laa under Erkebispestolen. Senere tilhørte det Kongen, som solgte det i 1728 til Raadmand Hans Horneman for 336 Rdl. At Grip havde været et af de almindelige Fiskevær paa Kongens Almenning, fremgaar deraf, at der var Landvarde her. Opsidderne betalte hver 24 eller 16 ß.

Ogsaa de øvrige nævnte Vær, Bratvær, Odden og Veien eller Veiholmen, omtales i 1520 som tæt bebyggede med mange Skatteydere. De betalte alle Landvarde efter Regnskab af 1648. Ligesom Grip blev de solgt af Kongen.

Da det bedste Bevis for, at de forskjellige Fiskevær har oprindelig været anlagt paa en kongelig Almenning ligger i, at de solgtes af Kongen, skal jeg nu efter Kongeskjødeprotokollerne i Rigsarkivet anføre de Fiskevær, som blev solgt af Kongen i det 18de Aarh. og Begyndelsen af det 19de.

I 1728 bortsolgtes Fiskeværet Fjordmandsosøen i Viks Tinglag med Grundleie og Landvorde for 3 Rdl. 72 ß.

Ligesaa samme Aar Odden i Vik for 140 Rdl. til Ole Jørgensen. Grundleie og Landvorde 1 Rdl.

Ligesaa samme Aar Fiskeværet Hallerøen i Viks Tinglag med Grundleie og Landvorde til den samme Mand for 30 Rdl.

Ligesaa Fiskeværet Sandøen i Nordmør til Raadmand Lorents Holst for 11 Rdl. Her nævnes kun Grundleie 48 ß.

Ligesaa samme Aar Fiskeværet Tranø til Jørgen Voss, Grundleie 16 ß.

Ligesaa Sandsvær til den samme. Grundleie 16 ß.

Ligesaa Langvær, Grundleie 16 ß.

Ramsø, Grundleie 16 ß.

Solvær, ligesaa 16 ß.

Samtlige disse er i Nordmør og solgtes under et til Jørgen Voss for 30 Rdl.

Samme Aar solgtes til Raadmand Lorents Hansen Holst Fiskeværet Sandø i Nordmør med Grundleie 48 ß for 1 Rdl.

I 1729 solgtes Fiskeværet Veien paa Nordmør til Løitn. Jørgen Femmer. Grundleie 1 Rdl. 48 ß.

Samme Aar solgtes Fiskeværet Grip til Hans Hornemann i Trondhjem for 336 Rdl. Grundleie 2 Rdl.

I 1728 solgtes Fiskeværet Ona i Romsdalen til Løitn. Kr. Brønlund for 41 Rdl. 48 ß. Grundleie 2 Rdl. 48 ß.

I 1740 kjøbte Garmanns Enke i Bergen Reluvitionsretten til adskillige Jordegods, som hun eiede. Deriblandt nævnes Mien og Valderhoug, som dog ikke benævnes Fiskevær.

Af senere Salg findes opført:

Korsholmen og Røsholmen i Megs Tinglag i Nordmør til Viliam Gordon for 23 Rdl. Holmene benævnes ikke Fiskevær; men de maa antagelig i hvert Fald have været anseet som kongelig Almenning. Holmene solgtes i 1761. Samme Aar solgtes ogsaa Øen Krogrør ved Smølen til Elling Hallsteinsen.

I 1793 solgtes Moflæsen Fiskevær i Fosnes til Benjamin Kjolsø for 63 Rdl. tilligemed to Holmer.

I 1807 solgtes »det os tilhørende Almenningsskjær Veien« i Hitterens Prestegjeld for 40 Rdl. til Proprietær Rasmus Parelius.

Alle de her opførte Fiskevær er opført efter Kongeskjødeprotokollerne i Rigsarkivet. Men det er i Virkeligheden kun en mindre Del af de mange Almenninger ude ved Havet, som betragtedes som Kongen tilhørende.

I den ovenfor anførte kong. Kommissions Indstilling findes nævnt en Del andre Fiskevær, foruden de ovenfor anførte, som her skal anføres.

I Romsdals Fogderi omtales Fiskeværene: Lyngvær, Bu, Ona, Drogen, Soløen, Vikene, Nordre og Søndre Bjørnsund, Rinderø, Smørholmen og Lille Sandø. Flere af disse er dog af nyere Oprindelse. Blandt ældre er særlig at merke foruden Ona: Vikene, Nordre og Søndre Bjørnsund, Bu og Lyngvær. Om disse Vær hedder det i Matrikelen af 1667 under Vaagø Otting: Udi denne Otting findes en Del Husmænd, som findes udi Bu, Bjørnsund og Vikene.

Bu har kanske oprindelig været et Fiskevær; men de gode Betingelser for Fiske gjorde at mange nedsatte sig her, blev Strandsiddere og fik tildels Jord, hvorved Været gik over til Bygd. Dette maa være skeet allerede i Middelalderen. Vikene har senere været et særskilt Fiskevær og er antagelig af nyere Oprindelse.

I Nordmør er der en Mængde Fiskevær som:

Røeggen med Sveggen og Øksenvaag i Kvernes, eies af Handelshuset Nicolay Knudtzon.

Henningsø med Kjeø, tilhører samme Eier.

Strømsholmen ligesaa.

Haaholmen, tilhører Handelshuset Chr. Johnsen.

Lille Sandø, tilhører Handelshuset Christie.

Aarsbogen, dette er af nyere Oprindelse.

Meldalsholmen, Mossemyren og Fosnavaagen ligesaa.

I Edø har vi foruden de allerede nævnte: Spilvalen, Ringsøen, Indre og Ytre Raakholmen, Koldholmen, alle af nyere Oprindelse.

I Hitra har vi:

Titra, Kjærvaagsundet, Sulen, Humlingsvær med Kya, Mausund, Halten, Froøerne. Flere af disse er af ældre Oprindelse.

De nyere Fiskevær er alle anlagte paa private Eiendomme og har saaledes intet at gjøre med de gamle Fiskevær, som eiedes af Kongen.

Foruden Fiskeværene er der en Mængde Udrorssteder overalt, hvorfra Fiske drives, og som ikke benævnes Fiskevær.

Det, som væsentlig skiller mellem de almindelige Fiskerleier eller Udrorssteder og Værene, er, at der paa de sidstnævnte i Regelen er Ret for Væreieren til at kjøbe Fisken, som opfiskes fra Været, til en af ham selv sat Pris. Denne Ret stammer ligesom Landvarden fra ældgammel Tid. Der tilkom nemlig Kongen Forkjøbsret til alt, som bragtes ind fra Havet. Naturligvis benyttede Kongen sig ikke af denne Retlag. Følgen heraf var, at den i Tidens Løb faldt bort i mange Vær, saaledes i alle Lofotværene. Men i andre derimod blev den opretholdt, og det tør være, at Fogderne har haft noget at sige her; thi de drev ofte Fiskehandel og optraadte da paa Kongens Vegne som Eiere af Værene. Vist er det, at i de sydligere Fiskevær er Retten bevaret. Ved Salg af Værene fulgte den med som en egen Herlighed. I de i den senere Tid anlagte Fiskevær grundes Retten til Forkjøb af Fisken naturligvis paa det private Eiendomsforhold. Den Strid, som herved er opstaat, ligger det udenfor dette Arbeides Plan at behandle.

Resultatet af denne Undersøgelse kan sammenfattes i følgende Sætninger:

1. Kongen eiede alle Fiskevær, idet disse regnedes til de ytre Almenninger.

2. Saadanne Fiskevær tilhørte Kysten fra og med Senjen til Nordre Søndmør.

3. Af Fiskeværene svaredes der af Udroerne en Afgift, Landvarde, af hver Udrorsbaad, oprindelig 5 Fiske, senere en fast Afgift.

4. Landvorden forveksles ofte med Grundleie og lignende, men er en helt selvstændig Afgift.

5. Den svaredes kun af Fiskere fra de Vær, som tilhørte Kongen, eller af ham var solgte til private Personer.

6. Ved Salg af Fiskevær gik Kongens Ret til Landvorde og Forkjøb over til Kjøberen.


Spørgsmaalet om de »ytre Almenninger« og disses Overgang til Fiskevær er et Spørgsmaal af stor praktisk Betydning, som trods alt, hvad der er gjort i den senere Tid for at rette paa Forholdene, dog langt fra endnu er løst. For at kunne løse de ofte vanskelige og indviklede Forholde maa man gaa tilbage til det gamle Almenningsforhold og søge at finde Sammenhængen mellem Nutiden og Fortiden.

Men Spørgsmaalet er desuden af stor videnskabelig Interesse. Vore Historikere synes dog ikke hidtil at have ofret det nogen synderlig Opmerksomhed, og det er derfor endnu for en væsentlig Del ubearbeidet. Jeg har forsøgt ovenfor at give nogle Bidrag til Løsningen, men jeg føler selv, at der mangler meget. Jeg er ikke i Tvivl om, at naar man havde Tid og Taalmod til at gjennemgaa Fogedregnskaber og Retsprotokoller for de tre–fire sidste Aarhundreder, skulde man finde langt flere Oplysninger.

Det vilde især være af Interesse at faa at vide, om man ikke kjendte ytre Almenninger par Kysten søndenfor Aalesund, og i saa Fald, hvad Grunden dertil kan antages at have været. Ligeledes burde det undersøges nærmere, om den Opfatning af Landvorden, som jeg ovenfor har gjort gjeldende, findes begrundet i Kilderne.

Almenningsspørgsmaalet er i det hele et af de interessanteste Spørgsmaal i vor Historie og kaster Lys over mange andre Forholde.



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Se Væreierkom. Indstill. fra 1584, forfatt. af Formanden Foged Leth. Prof. Taranger: De haalogalandske Almenn. Bodø 1892. Am. Helland: Beskrivelse af Romsdals Amt (Norges Land og Folk), I, S. 250. Fritzner: Ordbog, under Landvarða.
  2. ↑ Se N.g. L. IV, 713.
  3. ↑ II, 370.
  4. ↑ N.F. H. II, 816.
  5. ↑ Munch anf. Verk II, 848. Norges Historie for det norske Folk I, 1, S. 27.
  6. ↑ N. g. L. I, 257.
  7. ↑ Se det ovenfor anf. Skr. af Taranger.
  8. ↑ N. g. L. II, 355.
  9. ↑ N. g. L. II, 475.
  10. ↑ S. 89, 136, 142, 143.
  11. ↑ Anført efter Fritzner.
  12. ↑ D. N. IX, 712.
  13. ↑ D. N. IX, 713.
  14. ↑ D. N. X, 674.
  15. ↑ D. N. XIII, 685.
  16. ↑ D. N. VIII, 426.
  17. ↑ N. Mags. II, S. 57, 58, 65.
  18. ↑ N. M. II, S. 91.
  19. ↑ N. R. VI, 499.
  20. ↑ Smst. S. 516.
  21. ↑ N. R. IX, 44.
  22. ↑ B. IV, 2, S. 147.
  23. ↑ Se Bilage til Væreierkomm. Indstilling, Bil. 1.
  24. ↑ Smst, Bil. 2.
  25. ↑ Smst. Bil. 3. Ansøgningen er stilet til Statholderen.
  26. ↑ Smst. Bil. 3.
  27. ↑ Se Amund Helland, Tromsø Amts Beskr. S. 148. Nordlands Amt, I, 516.
  28. ↑ Sigurd, Øystein og Inges Saga, Kap, 15 og 24.
  29. ↑ Gustav Storms Udgave af hist.-topogr. Skrifter om Norge S. 181,
  30. ↑ N. g. L. III, 222.
  31. ↑ N. g. L. IV, 773.
  32. ↑ Se Bilagene til den nævnte Komm. Indst.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=De_»ytre«_Almenninger&oldid=226896»