Det norske Folks Historie/4/66
Allerede Dagen efter, eller første Paaskedag (9de April), førend Solen endnu var kommen langt paa Himlen, saa Vagtmændene Baglernes Skuder komme frem af det nordre Løb forbi Hegrenes, og nærme sig Byen. De blæste Allarm, og vækkede Hæren, som endnu laa ombord paa Skibene, og strax slog Tjeldene ned. Kongen bad dem endelig holde sig saa rolige som muligt, for at Baglerne, der ikke havde mindste Nys om at de vare der, kunde komme lige ind paa Vaagen og blive tagne som i en Fælde. De vendte kun i al Stilhed Skibene ud ad, og satte sig ved Aarerne, færdige til at ro ud mod Baglerne ved første Vink. Disse roede saa meget dristigere ind, som de antoge Langskibene, hvis Master endnu ikke vare nedtagne, for Kjøbmandsskibe. Men snart merkede de deres Fejltagelse, da Birkebeinerne i flyvende Fart roede imod dem, og de kjendte saavel Kongebanneret Sigrflugan som den kongelige Luur Andvaka. Det første, de alle som een grebe til, var i størst mulige Hast at svinge Skibene ved at skaade paa den ene, og ro paa den anden Side; derpaa toge de Flugten gjennem den søndre Led. Men inden de fik vendt alle Skibene, roede Birkebeinerne over trende, saa at de strax vendte Kjølen i Vejret; de øvrige halede de saa nær ind paa, at de maatte sætte lige paa Land, nogle i Gravdal, andre, paa hvilke Reidar Sendemand og Prætendenten Inge befandt sig, i Gygesvik[1], andre endnu længer Syd, forfulgte af Birkebeinerne, der dræbte mange af Baglerne. Sverre landede selv i Gygesvik, men var dog ikke saa heldig at faa Reidar og Inge fat; han maatte lade sig nøje med Fartøjerne, og vendte med dem tilbage til Byen. Baglernes Høvdinger undslap over Fjeldene, samlede efterhaanden deres adspredte Skarer, og begave sig til Viken, hvor Bønderne fremdeles toge vel imod dem, og sluttede sig paa det ivrigste til dem. Det er klart, at det sidste Nederlag, saa langt fra at nedslaa Bøndernes Mod, meget mere havde gjort dem endnu mere fiendtligt stemte mod Sverre. Baglerne søgte nu ret at sætte sig fast i Viken, og gjorde Tunsberg til sit Hovedsæde, maaskee fordi Borgerne af Oslo i den sidste Kamp havde viist Sverre saa stor Hengivenhed, at de ej længer troede at kunne regne paa dem, maaskee ogsaa kun fordi Slotsberget afgav et fortrinligere Værn, end noget andet Sted ved Kysten. Befæstningerne paa dette, der hidtil kun synes at have været faa og ubetydelige[2], idet Naturen selv her allerede havde gjort det meste, bleve nu forøgede med tvende Kasteller eller rettere Blokhuse, hvor en Besætning kunde holde sig i længere Tid, det ene paa den nordlige, det andet paa den sydlige Kant af Bjerget, dette sidste lige over Vejen, der førte op fra Laurentius-Kirken. Kastellerne vare kun af Træ, men fast byggede, og da de laa saa højt, var det ikke let at sætte Ild paa dem, aller mindst i hine Tider, da man endnu ikke kjendte Ildvaaben.
Det var ikke Sverres Hensigt at lade Vikverjerne slippe med den Straf, der var overgaaet dem ved det blotte Nederlag i Oslo. De vare endnu ikke blevne tvungne til Underkastelse og Bod, eller Opfyldelse af det kongelige Paabud, og de havde strax ved Baglernes Ankomst gjort fælles Sag med dem, medens han derimod selv maatte prise sig lykkelig ved at være sluppen saa vel fra den farlige Stilling, hvori han befandt sig, og han havde for det første maattet overlade dem til sig selv. Derfor rustede han sig nu des ivrigere, for at indhente det forsømte og lade Vikverjerne undgjelde deres Svig, saavel som for at jage Baglerne bort. Han udskrev Folk og Leding fra alle Hereder omkring Bergen, og samlede en betydelig Hær, med hvilken han endnu inden Vaarens Ende paa mange og store Skibe drog til Viken. Han selv var paa dette Tog ombord paa den store Hovdebusse, et af de fra Baglerne tilbageerobrede Skibe[3]. Da han kom til Tunsberg, saa han dog strax, at her ikke for det første var noget at udrette, da Reidar Sendemand laa i Befæstningerne paa Bjerget med en betydelig Styrke; han drog derfor strax bort igjen, men sagde, idet Skibene roede ud fra Byen: „saa, glade, som I Bagler nu ere i Bjerget, saa kede skulle I engang blive af det“. Sverre fortsatte Vejen øster langs Kysten, men fandt overalt Befolkningen saa fiendtlig som muligt; hvor som helst Birkebeinerne landede, vare Mand af Gaarde tilstede i fiendtlige Hobe og dræbte enhver, som ej vogtede sig; de skøde endog paa Skibene, naar disse nærmede sig Kysten. Hos Bønderne befandt sig navnlig Sigurd Jarlssøn, Hallvard bratte, Loden Paalssøn, Aamunde Burst, samt flere andre Baglerhøvdinger, og ophidsede dem til at gjøre Sverre al den Modstand, der stod i deres Magt. Det blev dog noget bedre, da han kom til Kongehelle, hvor han nu strax styrede hen og stevnede Bønderne i de nærmeste Hereder til Things; de indfandt sig virkelig, deels fordi de ej havde deeltaget i Toget mod Oslo og derfor ikke havde saa meget udestaaende med Kongen, deels ogsaa fordi denne var saa mandsterk, at det var farligt at sidde Thingbudet overhørig. Kongen krævede Leding og Lidegjeld[4] foruden mange andre Bøder, og de maatte forbinde sig til at udrede alt sammen. Paa anden Maade var der heller ingen Bidrag at faa til Mandskabets Underholdning. Fra Kongehelle drog Kongen til Øen Ordost, hvor han ligeledes lod Bønderne stevne til Thing og hvor de ogsaa fremmødte. Han fordrede det samme af dem, som af Bønderne ved Kongehelle, men anholdt derforuden om at faa alle Heste, der fandtes paa Øen, til Laans. Bønderne, sagde han, kunde sætte Folk til at passe paa dem, og bringe dem tilbage, naar han ej havde mere Brug for dem: opfyldte de denne Bøn med det Gode, skulde de have Tak, hvis ikke, tog man Hestene med Magt. Under disse Omstændigheder havde Bønderne intet Valg, men skaffede Hestene. Bønderne paa Thjora og andre Øer maatte gjøre ligesaa, og Birkebeinerne førte Hestene efter sig[5] nordover, medens en Hær af Bønder fulgte dem oppe i Landet, Skridt for Skridt. Da Flaaden kom til Sotenes, lod Kongen styre ind i Aabofjorden, og lagde sig udenfor Gaarden Tharve. Her var en Hob Bagler tilstede, under Anførsel af Sigurd Jarlssøn selv, og Kongen gjorde derfor ikke strax Landgang. Men Sigurd, der rimeligviis ikke ansaa sig mandsterk nok til at kunne udholde et Angreb af Kongens Hær, begav sig en Miils Vej op i Landet til Fors, hvor Bondehæren laa. Her blev der holdt Raad om, hvad man skulde gjøre. Bønderne opmuntrede paa det ivrigste til at drage med forenede Kræfter mod Sverre, der ellers vilde brænde Bygden. Dette blev da aftalt, og den forenede Hær begav sig med Sigurd Jarlssøns Banner i Spidsen vestover mod Tharve. Her havde imidlertid Sverre gjort Landgang, og tilkjendegivet sin Hensigt at vove en Dyst enten med Baglerne eller Bønderne, hvem han først traf, da han var ked af saaledes at drive langs Kysten, uden at faa af Bønderne, hvad han skulde. Nu kom Hestene til gode; alle de, man havde, bleve tagne i Brug til at ride paa; de, som ingen Heste fik, maatte gaa til Fods, dog blev en tilstrækkelig Styrke tilbage ved Kysten for at passe paa Skibene. De droge saaledes op gjennem Bygden lige til Noonstid, men fandt den aldeles tom for Folk. Kongen havde derfor allerede givet Befaling til at vende tilbage, og brænde hvert Huus, de kom forbi, da en Mand kom løbende, og underrettede ham om at Bondehæren var lige i Nærheden, og stevnede ned ad Dalen, nordenfor den Højde, hvor Kongen stod. „Da er det bedst,“ sagde Kongen, „at styre lige imod dem, og see hvorledes det løber af.“ Han lod blæse til Angreb, og ilede i Spidsen for sin Hær ned i Dalen mod Bønderne, der paa sin Side beredede sig til Modstand. Begge Hære stødte sammen i Nærheden af Gaarden Skarvstad[6], paa et Sted, hvor man til den ene Side havde en Skov, paa den anden en liden Leerbekk og nogle Agre. Kongen red lige hen mod Sigurd Jarlssøns Merke, hvor denne dog ikke selv var tilstede; hans Krigere gjorde kjek Modstand, men understøttedes ikke tilbørligt af Bønderne, der betænkte sig saa længe paa om de skulde gaa frem eller ikke, at imidlertid de fleste af Baglernes Krigere vare faldne. Da, heder det i Sagaen, vare Bønderne ogsaa blevne enige om at det var bedst at holde sig saa langt fra Birkebeinerne som muligt. De toge Flugten, men Birkebeinerne forfulgte som sædvanligt de flygtende, nedlagde mange af dem, og vendte først om Kvelden tilbage til Skibene. Dagen efter kom Bønderne ned og bade om Grid. Denne negtede Sverre dem heller ikke, men fordrede store Udredsler, der ogsaa uvægerligt skaffedes til Veje.
Fra denne Deel af Viken styrede Sverre til den, der ligger nordenfor Svinesund, og hvis Indbyggere saaledes havde deeltaget i Toget mod Oslo. Han lagde ind i Hornesfjorden (Skjæberg-Kilen), og lod Bønderne tilsige, at de skulde komme ned og indgaa Forlig med ham. Nogle kom, men de fleste udebleve, især fra Aabygge Skibrede[7], da de stolede paa at Baglerne vilde komme dem til Hjelp. Da Kongen saaledes havde ligget en Stund og ventet forgjeves paa dem, gik han op i Bygden paa Nordsiden, men fandt den overalt ganske folketom. Da de havde faret langt om og det led ud paa Dagen, vendte han om igjen, og tog selv een Vej, medens hans Søn Haakon med sin Afdeling fik Befaling at tage en anden; paa begge Steder bød han at brænde Huus for Huus. Saaledes bleve mange store Gaarde brændte, blandt dem den som Borghilds, Magnus blindes Moders, Hjem bekjendte Store-Dal[8], der nu tilhørte en Bonde ved Navn Haavard. Ud paa Aftenen kom en Dreng løbende ud af Skoven og bad Kongen for Guds Skyld om at skaane hans Faders Gaard, til hvilken de nu vare komne. „Den skal visseligen blive skaanet, siden du beder derom,“ svarede Kongen, „og havde Bønderne holdt sig hjemme og bedet om Naade, skulde ingen Gaard have været brændt; sig dem nu, at de øvrige skulle blive sparede.“ Denne Mildhed virkede mere end Strenghed, thi Dagen efter kom Bønderne ned, underkastede sig Kongen, og udredede hvad der var dem paalagt.
Da Kongen havde udrettet, hvad han havde foresat sig paa denne Kant, sejlede han nordvest over Folden og ind i Grindholmesund mellem Nøterø og Tjømø. Her fik han endnu samme Aften høre, at Baglerne havde skaffet sig Skibe i Tunsberg og allerede vare komne ind i Haasteinssund[9]. Kongen roede strax videre gjennem Grindholmesund for at opsøge dem, men Mørket nødte ham til at lægge bi og overnatte i Ravnsvaag; da laa Baglerne kun et lidet Stykke sydligere ved Stranden, uden at det lader til at Birkebeinerne vidste det. Tidligt den næste Morgen roede Kongen ud med de letteste Fartøjer, for fremdeles at opsøge dem, men de havde allerede begivet sig til Havs før Dag. Kongen forfulgte dem, og halede sterkt ind paa dem. Da Baglerne saa at Birkebeinernes Skibe skøde en bedre Fart, styrede de ind til Land forbi Tunsberg Tønde. Her indhentede Birkebeinerne et af deres Fartøjer, en Karfe, og toge den efterat have fældet hele Besætningen, paa Styrmanden, Sæbjørn Liin, og en anden Mand nær, som undkom. Baglernes øvrige Skibe, syv i Tallet, sejlede forbi Yxnøen og Midfjorden ind i Sandefjord, styrede indom Helles-Øen til Hellesvik, og løb der i Land. Sverre var da lige i Hælene paa dem, fældte en heel Deel, og tog alle deres Skibe, medens de selv søgte at frelse sig som de bedst kunde, ved at flygte op i Landet. Sverre vendte derpaa tilbage til Tunsberg, hvor han forblev en Stund, uden at der dog meldes det mindste om at han foretog sig noget mod Baglerne paa Slotsbjerget. Siden sejlede han afsted med den hele Flaade, men da han kom tilbage til Portyrja, og beregnede at Baglerne nu søgte ned til Kjøbstæderne, i den Tanke at han for Alvor havde forladt Viken, gjorde han en Skynderejse tilbage til Tunsberg og Oslo med nogle lette Fartøjer, og traf ganske rigtigt paa begge Steder en Deel Bagler, hvoraf flere bleve dræbte. Derpaa vendte han tilbage igjen til Hovedflaaden, som han traf i Askøsund strax vestenfor Lyngve, og fortsatte Rejsen til Bergen, hvor han gav Ledingsmændene Hjemlov og tilbragte den paafølgende Vinter, uden at gjøre noget yderligere Forsøg paa at forjage Baglerne, der hele Tiden opholdt sig i Viken, og toge Skatter og Skylder, som om de vare Landets retmæssige Herrer[10].
Paa dette sidste Tog til Viken havde, som det lader, Sverres ældste Søn Sigurd Lavard ikke været med, siden kun Haakon nævnes ved Toget til Aabygge Skibrede. Maaskee var han da allerede død, eller hindredes ved den Sygdom, der lagde ham i Graven, thi vist er det, at han døde i dette Aar, og saaledes ikke længe overlevede sin sidste Ydmygelse i Oslo. Men merkeligt nok, Sverres Saga taler intet derom, og det nævnes kun i de islandske Annaler. Man veed saaledes ikke, paa hvilken Tid af Aaret han døde, om det var ved et Ulykkestilfælde, eller af Sygdom, eller i Strid; at han ej blev saaret eller faldt ved Oslo, synes man af Sagaens Taushed derom at kunne slutte. Man seer heller ikke noget Tegn til, at Sverre tog sig videre nær af hans Død. Han efterlod en faa Maaneder gammel Søn, ved Navn Guthorm.
- ↑ Gygesvik er sandsynligviis det nu saakaldte Gøvik lidt udenfor Gravdal.
- ↑ At der tidligere var Befæstninger, sees af det ovenfor (S. 25) berørte, at Saxo beretter, at Kong Valdemar I i 1168 udtrykte sin Beundring over Slotsbjergets Fasthed, hvor „Naturen havde gjort mere end Kunsten:“ altsaa havde dog Kunsten gjort noget.
- ↑ Hovdebussen nævnes allerede i Slaget ved Nordnes, se S. 124.
- ↑ Om Lidegjeld, se ovenfor S. 308. Det var vel den allerede paabudne Udredsel af et Nød og et Pund Meel for hver Lide.
- ↑ Her er Texten i de forskjellige Codices noget afvigende; i Flatøbogens Text staar ok fluttu æ eftir sér skipin norðr i Víkina (og flyttede stedse Skibene efter sig nord i Viken); de øvrige udelade „Skibene,“ hvorved det bliver Hestene, som „flyttedes efter.“ Dette er vel det retteste. Man har ladet Hestene, saa længe det gik an, følge Skibene langs Kysten, og satte dem over Nes til Nes og Ø til Ø. Nogen Fare var der ikke derved, saa længe man befandt sig paa Øerne, thi det er tydeligt nok, at Bondehæren, hvilken vi finde lejret ved Fors strax ovenfor Kvistrum, den hele Tid holdt sig paa Fastlandet.
- ↑ Skarvstad, nu Skarstad, ligger saavel som Tarve i Bro Sogn, Stangenes Hered, Skarskad længer mod Øst, i et Dalføre, der fører ned til Bro-Fjorden, og gjennemstrømmes af en Bekk, der rimeligviis er den ovenfor omtalte Leerbekk.
- ↑ I den Text, Udgaven af Sverres Saga følger, staar aldeles urigtigt um Agðir i Stedet for um Ábygðir, d. e. Aamord eller Aabygge Skibrede. Maaskee Afskriveren ikke engang har haft noget Ábygðir for sig at tage Fejl af, men, uvidende med Lokalforholdene, har antaget „Aaen“ i Sagaens Udtryk „fyrir austan ána,“ om Aaen Sire, og paa egen Haand tilføjet „um Agðir,“ hvilket Landskab begyndte ved Sire. Se ogsaa Munthe i Anm. til Aalls Snorre III. S. 135.
- ↑ Se ovenfor II. S. 657.
- ↑ Læsemaaderne ere ogsaa her noget forskjellige, og de omspurgte Steder kunne ikke nu uden maaskee efter nøjagtige Undersøgelser i Egnen selv paapeges. Kun saa meget seer man, at Baglerne havde taget Vejen ud ad Tunsbergsfjorden, og at Sverre siden kom ind i denne gjennem Grindholmesund eller Vrengen, forfulgte dem videre ud af Fjorden, forbi Tunsberg Tønde og ind i Sandefjord. „Haasteinssund“ kan saaledes neppe være Aarøsund østenfor Vrengen, som Munthe antager, men maa søges indenfor, rimeligviis ved et Sted i Sandehered kaldet Hásteinar i „den røde Bog.“ Ravnsvaag maa være længer ude i Tunsbergfjorden, ikke heelt inde ved Ravnø. Hvad der vanskeliggjør Sagen, er den Omstændighed, at Navnene Tiuma (Tjømø) og Tunna (Tønden, d. e. Tunsberg Tønde) i Oldskrifterne skrives aldeles paa samme Maade, saa at man har ondt ved at vide, hvilket af begge disse paa hver sit Indløb til Tunsbergfjorden beliggende Punkter der paa ethvert Sted menes. Paa første Sted seer man nok at det er Tjømø, men hvor det heder at Ravnsvaag ligger utan at Tunnu (eller Tiumu?), er det tvivlsomt, paa hvilken Side dette maa søges; snarest er det dog vel ved Tjømø, da Sverre ikke kan være kommen saa langt om Aftenen. Hvor det siden heder, at Baglerne roede nord forbi Yxnøen, (hvis sydøstligste Punkt „Tunna“ danner), maa man ej forklare dette som om de roede oven om, hvor Øen nu er landfast, men uden om, thi „nord“ betegner altid ved Beretning om Sejladser paa denne Kyst „vestover“ eller „sydvestligt,“ saaledes heder det strax efter, at Sverre sejlede „nord til Portyrja,“ skjønt han i Virkeligheden sejlede mod Sydvest. Saavel Baglerne, som han, sejlede uden om Yxnøen og Velløen ind i Sandefjord til Hellesvik, hvilket Flatøbogen rigtigt lægger paa den sydlige (d. e. østlige) Side af Fjorden, medens Udgavens Text derimod urettelig nævner „Norderlandet.“
- ↑ Sverres Saga Cap. 166–169.