Epilog ved Holsts og Phisters Afskeds-Forestilling paa Kristianias Theater
| ←Amateurer | Epilog ved Holsts og Phisters Afskeds-Forestilling paa Kristianias Theater av Johan Sebastian Welhaven |
Mellemspil til Kellermanns Koncerter→ |
Fremsagt af Holst. (1839). |
Vort Spil af digtet Sorg og Glæde
er endt med denne Kveld;
vort Hjertes Trang vil nu fremtræde
med Tak og med Farvel.
Vor Skuffekunst har sanddru Mund
i denne Afskedsstund.
Et Skinliv paa en Scenes Bræder
kan hule Hjertet ud;
vi favne der i vore Glæder
en Dunst, en Skyggebrud.
Der vifter Kulde om vor Barm
fra hyket Fryd og Harm.
Ak, mangen Brod, der dybest saarer,
er gjemt i denne Leg;
den fordrer Smil af vore Taarer
og af et Haab, der veg;
en Parodi til Tidsfordriv
den fordrer af vort Liv.
Der er en Trøst i denne Pine,
et Held for Scenens Søn:
En Engel med elysisk Mine
snor Krandsen til vor Løn;
hvor Folket sidder Rad ved Rad,
den samler Blomst og Blad.
Naar Mængden ved vor Stemme hviler,
saa taus som i en Grav,
og naar dens Ros mod Scenen iler
med Røst som Storm paa Hav,
da hæves Livet i vort Bryst
til alle Himles Lyst.
Da har vi grebet dybe Strenge,
der nys var uden Klang,
og lindret Hjerterne, der trænge
en Kveld til Vuggesang.
Fra leste Vinger Jublen brød;
dens Tak er dobbelt sød.
Da er vort Liv blandt malte Rammer
et blodfuldt, virkeligt,
saa varmt som under Elskovs Flammer,
og klangfuldt som et Digt;
da er der Vaar i Lampers Glands
og i vor Tornekrands.
Til Afsked hæver jeg min Stemme,
og den er Hjertets Tolk,
med Tak, som Hjemmet skal fornemme,
til dette ædle Folk.
I bød os her, med Mund og Blik,
vor Vandrings Lædskedrik.
Vi tage til de elskte Sletter
en sød Erindring med;
blandt Bøge i de lyse Nætter
den vinker Drømme ned,
og tryller os med Klippens Luft
og Graneskovens Duft.
| Tilbake til toppen av siden. |