Haakon Jonssøns og Hafthoressønnernes Slægtskab med den norske Kongeæt

Lige siden forrige Aarhundrede (Frankenau, Thorkelin og Lagerbring) har det gjældt som bevist, at Hafthoressønnerne Jon og Sigurd var Dattersønner af Kong Haakon Magnussøn den ældre, og at Haakon Jonssøns paastaaede Arveret til den norske Krone daterede sig fra, at han var ældste Søn af Haakons ældste Dattersøn Jon. Slægtskabsforholdet fremstilledes altsaa saaledes f. Ex. i Saml. til n. F. S. og Hist. IV 130, Munchs n. F. H., Unionsperioden I Tabel 1 og 5:

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

P. A. Munch blev imidlertid under Udarbeidelsen af Unionsperioden 1ste Bind, da han søgte efter Oplysninger om Jon Hafthoressøns Hustru Birgitta Knutsdatter, opmærksom paa et Brev af 22de Februar 1350 (senere trykt i Dipl. Svec. VI, No. 4,538), hvorefter Jon med sin Hustru har arvet en Del af Hamarø, og han kombinerede dette med Efterretningen om, at Knut Porses Sønner. eiede Hamarø i Halland, saaledes, at han først (I 394) antydede, at Fru Birgitta maatte være beslægtet med Knut Porse, og siden med større Bestemthed paastod (II 153), at Fru Birgitta var Knut Porses og Hertuginde Ingebjørgs Datter og saaledes Kong Magnus’s Halvsøster. Paa begge Steder lovede Munch nærmere at bevise dette Slægtskabsforhold, men dette Bevis udeblev paa Grund af Munchs kort efter paafølgende Død. Af hans Antagelse fulgte videre, at Jon Hafthoressøn ikke var Søn af Kongedatteren Agnes, thi isaafald vilde Jon og Birgitta have været Søskendebørn; i 2det Bind S. 288 hævder derfor Munch, at Jon Hafthoressøn var Søn af Hafthores tidligere Ægteskab og saaledes ikke tilhørte Kongeætten. Denne Antagelse kunde ogsaa, mente han, forklare, at der i 1388 kun var Tale om Haakon Jonssøns, ikke om hans ældre Broder Ulv Jonssøns Arveret til Kronen; thi hvis denne begrundedes gjennem Moderen Birgitta, vandt man dette Standpunkt ved at antage, at Birgitta ikke var Ulvs, men kun Haakons Moder, – altsaa, at hun var Jon Hafthoressøns 2den Hustru. Munch stillede altsaa op følgende Stamtræ (se Unionsperioden II, Slægttavle 17):

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Denne Stamtavle har siden været anseet for rigtig, og den har været accepteret af alle norske Historikere, i Regelen ogsaa af danske og svenske. Den første opposition mod den udtaltes i det Letterstedtske „Nordisk Tidskrift“ for 1878 (S. 94) af Hr. Claes Annerstedt, som hævdede, at efter Originalbreve maatte Birgitta være Datter af Lagmanden Knut Magnussøn i Vestergötland.[1] Ogsaa her i Norge er Tvivl bleven reist ved Udgivelsen af Brevet No. 124 i 10de Bind af Diplomatarium Norvegicum, hvoraf det sees, at det Hamarø, som Jon Hafthoressøn arvede med sin Hustru, ikke er det Hamarø i Halland, som Knut Porse ejede, men „Hamarön i Wermeland“, den store Ø i Venern, der ligger lige syd for den nuværende By Carlstad. Munchs Combination om Hamarø – hans saavidt vides eneste Grund til at gjøre Birgitta til Knut Porses Datter – viser sig saaledes at bero paa en Sammenblanding af to svenske Stedsnavne. Dette Brev synes ogsaa at vise, at netop Ulv Jonssøn var Søn af Birgitta Knutsdatter, thi dette maatte jo være den eneste Retsgrund, hvorpaa Ulv kunde grunde Kravet om at faa Hamarø tilbage. Endvidere viser det sig af det Brev, som Hr. Annerstedt henviste til, og hvoraf vort Rigsarkiv ejer en nyere Afskrift, at den Værmlandske Hamarø oprindelig ejedes af Hertuginde Ingebjørg, men af hende var solgt til Lagmanden Knut Magnussøn i Vestergötland („then luthen i Hamarhö som ligger i Wermolande i Skara biscopsdöme oc var kæra moder Ingeborgh medh same nad hertoginna hafde solt herra Knute lagmanne i Væstergöland“); naar nu Jon Hafthoressøn havde faaet sin Andel af Hamarø med Birgitta Knutsdatter, bliver det utvivlsomt, at Birgittas Fader Knut er identisk med Lagmanden Knut Magnussøn († c. 1340), ikke med Knut Porse. Man bliver saaledes nødt til paa alle Punkter at opgive de af Combinationen følgende Hypotheser og vende tilbage til den ældre Stamtavle.

Man har tidligere ogsaa i Vaabenmærkerne hos slægtens enkelte Medlemmer villet søge Bestyrkelse paa det af P. A. Munch opstillede Slægtskab, men efter hvad jeg nu tror med Urette. Slægtens ældste Vaabenmærke har været Rosen; den førte Hafthore Jonssøn, hans Søn Jon Hafthoressøn (ialfald hyppigst) og dennes ældste Søn Ulv, fra hvem Rosen nedarvedes til den svenske Adelsslægt „Roos til Ervalla“ Men Hafthores yngre Søn Sigurd optog i sit Vaabenmærke efter sin Moder Kongeslægtens Løve med Øx, idet han delte Mærket saaledes, at nedentil var en halv Rose, oventil en halv øxvæbnet Løve – for at antyde sin Afstammelse fra Kongeætten. Paa lignende Maade forholder det sig vistnok med den Løve, som paa forskjellig Maade findes i hans Søns, Haakon Sigurdssøns, og i hans Brodersøns, Haakon Jonssøns, Vaabenskjolde. Haakon Sigurdssøn fører som Vaaben Løven med Sværd paa høire Skulder; det er hans Morfaders, Erling Vidkunnssøns, og altsaa vel ogsaa dennes Datters Vaaben, hvilket Haakon Sigurdssøn saaledes har optaget efter sin Moder, med saa meget større Grund som han var hendes Arving og efter hende fik Bjarkøættens gamle Herresæder Bjarkø og Giske. I Haakon Jonssøns Skjold sees derimod en opreist Løve uden Vaaben og over en skraa Tværbjelke; det sidste Tegn, som ikke kjendes fra noget norsk vaabenskjold med Løve i, maa han – med en liden Modification – have optaget fra sin Moder Birgitta eller rettere dennes Fader Knut Magnussøn, der tilhørte en sidegren af Folkungeætten og saaledes førte som Vaabenmærke den uvæbnede, opreiste Løve i et ved en Tverbjelke delt skjold, hvis nedre Halvdel er rudet slægtskabet mellem de to Vaabenskjolde vil sees af de to sammenstillede Træsnit:

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
||
Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
Haakon Jonssøns Vaaben.[2] Knut Magnussøns Vaaben.[3]


Løven i Haakon Jonssøns Vaabenskjold, der kjendes allerede fra Breve af 1370 og 1373, har saaledes intet at gjøre med hans Slægtskab med den norske Kongeæt eller hans senere mulige Prætentioner paa den norske Krone. Heller ikke er der nogen Sammenhæng mellem dette Mærke og den Løve, som findes i Henrik Jenssøns („Gyldenløve“s) Vaabenskjold, som jeg tidligere har antaget; thi her findes intet Spor til Skraabjelken, og desuden er Løven her gaaende, ikke opreist. Det vil saaledes idethele sees, at Vaabenskjoldene bedst stemmer med den ældre Antagelse og kun tilsyneladende med den nye.

En Fordel har den ældre Antagelse, – foruden at den er den eneste Antagelse, som lader sig begrunde af Kilderne – nemlig at den forklarer, hvorledes Haakon Magnussøn kunde give begge Hafthoressønnerne Borgesyssel. Dette Landskab havde længere Tider ad Gangen i 13de Aarhundrede været bortgivet som Len til høibyrdige Stormænd: i Aarene c. 1220–1240 til Arnbjørn Jonssøn, i Magnus Haakonssøns Tid til hans Moders Søskendebarn, Erling Alfssøn († 1283) og i Erik Magnussøns til Erlings Søn, Jarlen Alf († 1290). Det er saaledes ganske naturligt, at Kong Haakon i et af sine senere Aar bestemmer, at hans Dattersønner Jon og Sigurd skulde, naar de blev voxne, faa Borgesyssel i Len; de var jo ogsaa Fættere af Kronarvingen og i Tilfælde selv præsumtive Kronarvinger. Derimod er det vanskeligt at forstaa, at Kong Haakon, hvis kun Sigurd og ikke Jon havde været hans Dattersøn, havde givet Sigurd i Lenet en Medregent, der ikke havde de samme præsumtive Rettigheder til Kronen efter Magnus.

Man vil maaske undres over, at der ved Dronning Margretes Valg i 1388 er Tale om Haakon Jonssøns paastaaede Arverettigheder, ikke om hans ældre Broder Ulv Jonssøns. Imidlertid er der her to Ting at lægge Mærke til. For det første siges der ingensteds, at Haakon eller hans Tilhængere – hvis han har havt nogen – har fremtraadt med Thronkrav. Det eneste, vi vide, er at Haakon, efter selv 2 Februar 1388 med sin ældre Broder at have deltaget i Margretes Valg, 16 Dage senere afgiver den Erklæring for Dronningen og de øvrige Raadsherrer, at han aldrig havde gjort Fordring paa Kronen, at han aldrig i sine Levedage vilde blive Konge i Norge, og at han ingen Ret havde dertil. (D. N. III, No. 478). Heraf sees paa den ene Side, at Haakon ikke havde offentlig optraadt som Kronprætendent, men paa den anden Side, at Margrete dog tænkte sig Muligheden af, at han i Fremtiden kunde ville gjøre det, og dager vilde sikre sig mod et saadant Tilfælde. Grundene til, at Haakon ingen Ret havde, udvikles ikke; det kan enten være, at der fandtes nogen nærmere (f. Ex. hans ældre Broder Ulv), eller ogsaa, at hverken Haakon eller Ulv antoges at gaa ind under Landslovens Bestemmelser, hvilket synes mig rimeligst. For det andet maa det fastholdes, at det maa siges at bero paa en Tilfældighed, at vi overhovedet vide noget om denne Transaction, og at gjerne flere til denne hørende Dokumenter kan være bortkomne. Brevet om Haakon Jonssøn har endnu i 2den Halvdel af 16de Aarhundrede været bevaret i Mariakirkens (Kanslerens) Arkiv i Oslo[4] og er senere med dette indlemmet i det danske Geheimearkiv. Dette Dokument, som da var det eneste, der bevarede Mindet om disse Forhandlinger, kom til Arild Huitfeldts Kundskab, og fra ham er Kundskaben om Forhandlingerne indført i Litteraturen. Men paa Grund af de norske Arkivers usikre Skjæbne i Unionsperioden kan man ikke benægte, at der om samme Sag kan være udstedt ogsaa andre Dokumenter, som siden er forkomne. Ulv Jonssøn, som naturligvis stod Kongearven nærmere end hans yngre Broder, deltog som denne i Valget i Oslo 2 Februar 1388, men havde allerede før 18 Februar (som Munch viser) forladt Byen, rimeligvis for i Dronningens Ærinde at drage til Værmland; han kan før sin Afreise eller paa et tidligere Tidspunkt have udstedt et lignende Brev som Haakon; men isaafald kan, ligesom Akten har været forskjellig, ogsaa Opbevarelsesstedet have været forskjelligt. Dronningen kan have opbevaret Brevet i sit eget Arkiv, eller hun kan have taget det med sig til Sverige eller endog til Danmark. Det samme gjælder begge Brødres gamle Fader, Jon Hafthoressøn, der i det hele ikke var tilstede i Oslo-Mødet, – hvis Dronningen i det hele nærede nogen Mistro til disse Mænd, som ellers alle synes at have været hendes Venner og Tilhængere. Der kan saaledes ikke lægges nogen Vægt paa, at vi kun fra Haakon har en udtrykkelig Erklæring i Arvesagen.

Gustav Storm.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Hertil henvises i svensk Historisk Tidskrift for 1884, 2det Hefte (S. XXX) af Dr. E. Hildebrand.
  2. efter Tegning i Rigsarkivet fra 5 Exemplarer under Breve af 1373, 1376, 1388 (2 Breve) og 1389.
  3. efter B. E. Hildebrands Svenska Sigiller, 2det Hefte 3die serie No. 193, 244, 340 (jfr. No. 171).
  4. Dette sees af den Katalog over Mariakirkens Arkiv, som findes i et af Stephanius’s Haandskrifter, nu i Stockholm.