Om Aarsstad og Lungegaarden ved Bergen
Det er hos os kun sjeldent, at man, saaledes som ved de nævnte gaarde, kan forfølge deres historie nogenlunde i sammenhæng ned igjennem tiden. Dog sigter jeg ikke med „historie“ til ydre begivenheder, som staa i forbindelse med disse gaarde, men til de forandringer, som gaardene tid efter anden have undergaaet med hensyn paa deres omraade og ejere. En stor del af, hvad her skal anføres, vil forresten være kjendt, navnlig fra mine meddelelser paa forskjellige steder eller fra Langes Klosterhistorie; men det manglende er her saavidt muligt udfyldt og den kronologiske forbindelse gjennemført.
Som bekjendt maa det antages, at Aarsstads oprindelige navn Álreksstaðir er fremgaaet af gaardens beliggenhed under fjeldet Álrekr eller nu Ulriken. Det er ogsaa bekjendt, at gaarden allerede i Harald haarfagres tid, højst sandsynlig endog før, var kongsgaard. Dette forhold har udentvil endnu været tilstede, da Olaf kyrre blev konge (1067), og kort tid efter, i eller før 1070, grundlagde han det nuværende Bergen som kjøbstad. Det kan neppe sikkert afgjøres, om byens oprindelige navn, Björgvin, hidrørte fra en derværende selvstændig gaard, hvis omraade helt og holdent gik over til by, eller om navnet maaske rimeligere kun knyttede sig til en del af strøget, og at dette i sin helhed henhørte under kongsgaarden Aalreksstad, saaledes som et ved midten af det 16de hundredaar nedtegnet sagn beretter. Saameget synes ialfald vist, at Aalreksstad efter anlægget af byen maa have stødt umiddelbart til denne, saaledes at den sidstes sydgrænse og Aalreksstads nordgrænse faldt sammen. Linjen gik saaledes ifølge byloven fra Aalreksstadvandet, nu Svartediket, til Korsbro eller den bro, som ligger over elven i det nuværende Fløen. Gaardens øvrige grænser have da højst rimelig faldt sammen med de vande eller vandløb, der fandtes nærmest gaarden og bare dens navn. Efter dette maatte linjen her have gaaet fra nysnævnte elv i Fløen over Lungegaardsvandet (Alreksstaðavatn) til mundingen af den nuværende Møllendalselv, endnu i 1565 af Absalon Pederssøn kaldt Aalreksstadselv, og derfra fulgt elven helt op til dens udspring fra Svartediket. Hvad der styrker denne antagelse, er, at der paa den modsatte side af elven fandtes andre, utvilsomt gamle gaarde, nemlig Haukeland og det nuværende Krohnstad, der først i 1723 fik dette navn af gaardens daværende ejer Claus Krohn, medens gaarden i en matrikel for 1665 kaldes Honstad, rimeligvis en forvanskning af Hund-staðr eller staðir.
Det første bidrag efter Bergens anlæg til at bestemme Aalreksstads ejendomsforhold giver en fortegnelse af 1507 over klostret Nonneseters jordegods. Heraf fremgaar, at „Aarested“ og dens kirke dengang og, som det maa formodes, fra ældre tid af tilhørte dette kloster. Spørges der nu, hvorledes gaarden kunde være kommet i denne haand, kan dette neppe besvares paa en mere tilfredsstillende maade end derved, at gaarden har udgjort en del af det store „mødrenegods“, som Magnus lagabøter i testament af 1277 skjænkede det nævnte kloster. Hans moder Margrete († 1270), Haakon Haakonssøns dronning, var som bekjendt datter af hertug Skule og Ved dennes død (1240) hans eneste arving. Hertug Skule nedstammede igjen i ret linje fra den engelske Toste Godvinssøns søn Skule, der fulgte med Olaf Kyrre fra England efter slaget ved Stamfordbro. Det sees endvidere af sagaerne, at Olaf Kyrre skjænkede Skule flere gaarde i nærheden af byer, hvor kongen plejede at holde til, blandt andet paa Hordaland. Det ligger saaledes meget nær blandt andre gaarde at tænke Paa kongsgaarden Aalreksstad. Men naar Lange i sin Klosterhistorie dertil bemerker, at gaarden saaledes gjennem dronning Margrete var kommen tilbage til kronen, er dette mindre rigtigt, da kong Magnus’s betegnelse af godset som hans mødrenegods tvertimod viser, at det ikke var kronens, men kongens private ejendom. Efterat godset ved klostrets nedlæggelse var kommet til kronen, skjænkede kong Frederik I som bekjendt i 1528 det hele til Vincents Lunge, som paa klostrets tomt indrettede en ny bygning, hvor han senere boede. Lungegaarden, som hovedsædet efter ham blev kaldt, Og den dertil umiddelbart stødende, da som ladegaard benyttede Aarsstad gik fra nu af i lang tid nedigjennem hans slegt. Han døde 1536, overlevet af sin hustru Margrete Gyldenløve, der igjen blev gift med Jens Pallessøn Splid, som ifølge Absalon Pederssøns kapitelsbog boede paa Lungegaarden endnu i 1567. Enten før eller senere tilfaldt godset Lunges datter Blanzeflor († før 1571), gift med Daniel Bildt til Nes ved Fredrikstad, dernæst deres søn Knut Bildt til Morland, g. m. Sisille Brun (enke før 12 juli 1604), og dernæst disses datter Blanzeflor Bildt († efter 1674), g. m. kongelig skibskommandør Børge Juel († 1653). Efter enkens død tabte godset sine sædegaardsrettigheder og blev delt i flere parter, som dog endnu nogen tid nedarvedes i slegten. Den nordligste part eller den egentlige Lungegaard fik som sydlig grænse en linje fra Seiersbjerget[1] mod øst til en stor ek og derfra over Sandgrovbakken (den nuværende Kalfarbakke) op i fjeldet. Denne part tilligemed Nobben (fra Nobbeelven til byens gamle grænse ved Korsbro) og Aarsstad gik over til Børge Juels datter Anna, g. m. oberst og krigsmand Eilert von Visburg († 1697 eller 1698). Kalfaret eller stykket mellem Lungegaarden og Nobben gik til Børge Juels anden datter Christence, g. m. Kaptein Wilhelm Schott († før 1730), og fra dem til deres datter Blanzeflor, g. m. vagtmester Henrik Cortz. Men da Visburgs enke ved testament af 1700, som det synes kort før sin død, skjænkede Lungegaarden til sin nysnævnte systerdatter Blanzeflor Schott, forenedes saaledes paa dennes og hendes mands haand igjen Lungegaarden og Kalfaret, medens Nobben og Aarsstad ved fru Visburgs død maa være overdraget til andre, hvorom mere nedenfor. Allerede i 1705 blev Lungegaarden af dens nysnævnte ejere solgt til toldforvalter, kammerraad Hans Schreuder, som ligeledes af de samme i 1711 kjøbte Kalfaret. Men efterat hans gods i 1723 var sekvestreret, overdroges Lungegaarden ved kongeligt skjøde af 26 februar 1725 til kjøbmand Abraham Wessel († 1 732). Kalfaret maa rimeligvis dengang have været kjøbt af oberstløitnant Nicolas Christian de Warnau, der ogsaa ejede Nobben, da hans enke Margrete Tormøhlen ved skjøde af 30 juni 1741 overdrog til Wessels enke Margrete Johansdatter hele strøget fra Lungegaardens sydlige grænse til Aarsstadsled fra fjeld til fjære, altsaa Kalfaret og Nobben. Begge disse og Lungegaarden bleve saaledes igjen samlede paa madame Wessels haand og nedarvedes en tid i hendes slegt. Da hun ingen børn havde med Wessel, kom godset ved hendes død (1758) til hendes datter af første egteskab med kjøbmand Herman Schreuder, Margrete († 1772), g. m. kjøbmand Henrik Albertssøn Meyer, senere med den forrige hanseatiske sekretær, justitsraad Johan Carbiner, død 1769, og dernæst til sønnen, kjøbmand Albert Henrik Meyer. Efter hans død (1786) blev det hele solgt til kjøbmand, hofagent Dankert Krohn († 1795), efterat de under Lungegaarden tilforn henhørende parter, nemlig øvre Kalfaret, nedre Nobben, nordre øvre Nobben, søndre øvre Nobben, store Starefossen og lille Starefossen, vare særskilt skyldsatte og separerede fra hovedgaarden. Kun den sidste beholdt Krohn selv, medens han ved skjøde af 23 august 1786 overdrog det øvrige til kjøbmand, stadsmajor Laurits Holte Nicolaysen. Efter hofagent Krohns enkes død i 1804 kom Lungegaarden til kjøbmand, bataljonskommandør Albert Henrik Krohn, og efter hans død (183*) igjen blev den kjøbt af staten, men er senere udstykket i mange dele.
Kalfaret og de øvrige ovennævnte gaardparter med undtagelse af lille Starefossen gik efter ovennævnte major Nicolaysens død (1796) først over til hans broder kjøbmand Lyder Wenzel Nicolaysen († 1802) og dernæst til dennes søn kjøbmand Nicolay Nicolaysen, efter hvis død (1836) en liden del blev fraskilt, medens det øvrige efter enkens død i 1847 er delt i mange parter.
Aarsstad maa ved den ovennævnte oberst Visburgs død eller ialfald ved hans enkes død (formodentlig 1700) være bleven solgt, da gaarden allerede i 1702 ejedes af magister Ole Storm, der døde i 1721 som stiftsprovst og sogneprest til Bergens domkirke, overlevet af sin hustru Anne Samuelsdatter Schreuder. Efter hendes død gik gaarden vistnok over til kjøbmand, kommerceassessor Jean von der Lippe, da han, som nedenfor vil sees, allerede 1736 var ejer deraf. Om ikke før, saa ialfald i Storms eller von der Lippes tid maa Møllendal som egen gaard være skilt fra Aarsstad, da den, efter hvad nedenfor vil sees, nævnes som saadan i 1752,[2] og den nedenomtalte Hans Molle i 1770 kalder Møllendal sin „odelsgaard“. Det ved denne fraskillelse saaledes formindskede Aarsstad kom efter von der Lippes død (1774) først til hans datter Karen Dorothea, gift 2den gang med nysnævnte Molle, og efter dennes død i 1799 til hans afdøde hustrus systerdatter Wenche Garmann, der var gift med stiftamtsskriver, justitsraad Christian Lerche Dahl, som allerede i 1801 boede paa gaarden.
Som det vil sees af den ovenfor paaberaabte fortegnelse fra 1507, hørte der til Aalreksstad en kirke, som første gang træffes omtalt i dette dokument, men utvilsomt paa grund af, hvad der nedenfor siges om dens materiale, maatte være meget ældre, og mulig hidrørte fra den kristelige middelalders tidligere tid. Hatting i sin bergenske Prestehistorie fra 1775 kalder den s. 42 „en smuk liden kirke“, og er det sikkert, hvad P. A. Munch anfører i sin Norges Beskrivelse (s. 120), at gaarden Forntúpt (nu Fantoft) omtales som liggende i Álreksstaða sokn, maa kirken allerede tidlig have været sognekirke. At der ialfald før 1555 var et annex med dette navn under Fane prestegjeld, sees af Absalon Pederssøns Kapitelsbog (N. Mag. I, 261). Om selve kirken, siger Hilbr. Meyer (anf. st. III, 661) for det første, „at den, som adskillige andre kirker, er bleven ødestaaende ved reformationens tider, og tid efter anden forfalden, saa at den tilsidst er bleven ødelagt og haver levnet alene det blotte navn“. Herimod kan det dog tildels bemerkes, at kirken ifølge Hatting først „sidst i forrige aarhundrede (d. v. s. det 17de) blev efterladt“. Dette stemmer ogsaa med, at kirken sees udsat paa et rids af Bergen fra februar 1653 og undertegnet af ingeniøren J. v. Geelkerck (no. 29 af de i sin tid ved konferensraad Werlauffs omsorg fra Kjøbenhavn til vort universitetsbibliothek opsendte tegninger). Hilbr. Meyer siger endvidere om kirken, at „den har udentvil været en temmelig anselig bygning; thi den haver været opmuret af huggen vægstene, hvorfra en stor del efter branden [d. e. Bergens] i 1702 blev indført til staden af den tids værende ejer magister Ole Storm, som ej alene emplojerede den til sin grundmurede gaards opbyggelse, men endog overlod endel til domkirkens reparation. Ja, længe derefter, nemlig i aaret 1736, haver der endnu været endel rudera tilovers af denne kirke, da ejeren, assessor von der Lippe, lod anvende de overblevne stene til andet brug“. „Efterat kirken var nedbrudt i begyndelsen af dette [18de] aarhundrede, blev,“ som Hatting siger, „almuen henlagt under Birkelands sogn“, hvilket vedblev, indtil det ved kgl. resol. af 25 april 1749 efter ansøgning indrømmedes menigheden paa grund af dens lange kirkevej til Birkelands kirke, at den maatte sogne til St. Jørgens hospitals kirke. Senere blev det paa et thing, afholdt 7 marts 1752, som Meyer tilføjer, „vedtaget, at følgende gaarde, nemlig Slettebakken, Aarsstad, Landaas, Møllendal, Krohnstad, Solheim, Haukeland, Harebakken, Kobbelthvet og Tarlebø, med underliggende pladse og møller vilde sogne til St. Jørgens hospitals kirke“. Disse gaarde omfattede dog ikke alle dem, som i sin tid havde hørt til Aarsstad sogn, da, som Hatting bemerker, „nogle forbleve ved Birkelands, andre bleve henlagte til Askøens sogn“. Til de første maa derfor gaarden Fantoft, der nu ligger i Birkelands sogn, have hørt, hvis den overhovedet, som anført af Munch, oprindelig laa i Aalreksstads sogn.
Først efterat ovenstaaende var skrevet, er jeg bleven opmerksom paa, at der i jordebogen over Vincents Lunges gods i Norge omtr. 1535 (gjenp. i rigsark. efter origin. paa Lunds universitetsbibl.) opføres fol. 3 „Fornntwff “ under „Alriksstadæ Sogn“. Det er vel saaledes hertil Munch støtter sig.
N. Nicolaysen.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Som bekjendt udtales det endnu saaledes. Muligt, og da rimeligvis i den senere middelalder, er navnet overført fra det bibelske „Seirsbjerg“, hvor Aron døde, tildels i lighed med de nu forsvundne navne Jerusalem (den nuværende eng ved St. Jørgens hospital), Emaus (tæt i vest eller nordvest for den nuværende stadsport) og det ovennævnte Kalfaret, oprindelig Calvaria, først truffet i 1604. Ikke usandsynlig have disse steder været „stationer“ under byens middelalderske processioner. Ogsaa navnet Nobben hidrører vistnok fra middelalderen, men er først truffet i 1604 eg da med formen Nobis kro.
- ↑ Første gang navnet træffes er i 1594 (N. Saml. I, 233, 237, 240), da det skrives „Mølnedal“, og „gaarden“ og „kvernhuset“ omtales. Det gamle, lignende navn (Mylnudalr) paa strøget i Sandviken var dengang forlængst gaaet af brug.