I Westermann’s „illustrirte deutsche Monatshefte“ for oktober 1882 har forhenværende preussisk admiral Reinhold Werner givet en udsigt over „das Seewesen der germanischen Vorzeit“, hvormed jeg først nylig er bleven bekjendt, da jeg ellers tilforn vilde have gjort opmerksom derpaa. Afhandlingen deler sig i tre hovedstykker. Først omtales og forklares de beretninger, som findes hos de gamle klassiske skribenter angaaende nordiske folks skibsvæsen; dernæst beskrives efter Engelhardt’s bekjendte verk de i Nydammosen i Slesvig fundne baade; endelig omtales det i 1880 paa Gokstad udgravede langskib. Ved det sidste afsnit kan merkes, at skjønt forf. her henter sin kundskab og 8 illustrationer fra det i april 1882 udkomne norske verk, nævnes dog ikke dette med et ord. I første afdeling dvæler forf. især ved det bekjendte sted hos Tacitus (Germania 44), hvor Svionerne omtales. Dette lyder saaledes: Suionum hinc civitates, ipso in Oceano, præter viros armaque classibus valent. Forma navium eo differt, quod utrimque prora paratam semper appulsui frontem agit. Nec velis ministrant nec remos in ordinem lateribus adjungunt: solutum, ut in quibusdam fluminum, et mutabile, ut res poscit, hinc vel illinc remigium. Ved Svioner forstaar hr. Werner s. 88 som sedvanligt „Skandinaver“, hvortil dog kan føjes, at Tacitus paa grund af navnet særlig maa mene Svenskerne; men s. 99 bemerker forf., at „es liegt die gröszte Wahrscheinlichkeit vor, dasz Tacitus unter den Suionen auch die Bewohner der cimbrischen Halbinsel verstanden und deren Fahrzeuge beschrieben hat. Strabo sagt (B. VII), die Römer seien nie über die Elbe hinausgekommen, alles jenseitige Land sei ihnen unbekannt geblieben, und so war ein Verwechselung mit Cimbern und Suionen leicht möglich.“ At dette skulde begrunde den nævnte „største sandsynlighed“, indsees ikke. En anden sag er det, at Svionernes farkoster kunne, som forf. i umiddelbar forbindelse med det anførte tilføjer, have staaet paa et lignende trin som Nydamsbaadene, dog alene under den forudsætning, at opfatningen af begge er den rette. Men dette kan neppe siges om den forklaring, som forf. i flere stykker giver til bedste. Hvad forstaaelsen af Tacitus angaar bemerker han saaledes (s. 88), at de ældre tydske oversættere (Horkel og Barthold) have feilet, hvilket dog alene kan siges for den førstes vedkommende og kun tildels. Grunden til deres fejl skal da være den, at „sie einmal aus Mangel an technischer Kenntniss den sinn des lateinischen Textes nicht richtig zu deuten vermochten und anderer seits dieser möglicherweise auch verdorben ist.“ Det sidste vil neppe kunne paavises, men som bekjendt har Tacitus ikke sjelden en egen kort og derfor noget dunkel maade at udtrykke sig paa, hvorfor han tildels ikke ligefrem kan oversættes uden tilføjet nærmere forklaring eller maa gjengives ved en omskrivning. Dette er nu særlig tilfældet ved det omhandlede sted, hvor han stiller Svionernes skibe i modsætning til de romerske og forudsætter hos sine læsere et bekjendtskab til de sidste, saa at, hvor dette mangler, det hele bliver mindre forstaaeligt. Det skorter dog adskilligt paa, at vor forf., som han selv mener, hvor han vrager sine forgjængeres oversættelse, lægger større „teknisk kyndighed“ for dagen, idet hans gjengivelse tvertimod tildels er urigtigere end deres. Saaledes heder det (s. 88) om den citerede passus „quod utrimque .... agit“: „das heiszt im Deutschen richtig: der Schnabel ist stets in Bereitschaft nach beiden Seiten (nach vorn und hinten) Front gegen ein Anrennen (nicht Anlaufen) zu machen. Mit „Anlaufen“ konnte auch oder vielmehr hauptsächlich das Landen an einer Küste gemeint sein; das hat Tacitus aber offenbar nicht im sinne gehabt. Er will motivieren, dasz die Suionen durch ihre Flotten mächtig seien, und hebt den krigerischen Wert ihrer Fahrzeuge hervor, den er in ihrer besonderen Konstruktion findet. Sie sind im Gegensatz zu den römischen Schiffen vorn und hinten ganz gleich gebaut und deshalb auch im Stande, nach Belieben mit dem Hinterteile einen Spornstosz abzuwehren resp. auszuteilen. Denn als solcher ist appulsus aufzufassen, wie weiter unten noch durch eine unwiderlegliche Thatsache gezeigt werden wird.“ Denne „unwiderlegliche Thatsache“ skal jeg nedenfor komme tilbage til og vise, at den maa ansees meget tvilsom. Forøvrigt kan „appulsus“ ikke oversættes med „Anrennen“, og det er saaledes rent vilkaarligt, naar Tacitus tillægges den mening, at Svionernes skibe havde spore. – Ved den anden passus „nec remos in .... remigium“ bemerker forf. (s. 89) følgende: „Um den wahren Sinn des Textes zu finden musz man etwas technische Kenntnisse zu Hilfe nehmen, und dann ergiebt sich als richtige Überzetzung: „die Ruderbänke waren nicht fest an den Seiten, sondern die Riemen frei, beweglich, so dasz man sie nach Belieben vor- und rückwärts gebrauchen konnte.“ Det sidste er vistnok rigtigt, men ved remos kan ikke forstaaes „Ruderbänke“, derimod kun aarer.

Hvad Tacitus saaledes har villet fremholde, er, at Svionernes fartøjer i flere henseender vare forskjellige fra Romernes. Først derved, at de vare lige i begge ender, saa at de baade for og bag frembød en stavn som front, medens forenden (prora) i de romerske skibe var ulig agterenden (puppis), idet den første som bekjendt var spids og, naar sporen (rostrum) tages med, havde nogen lighed med vor tids Pantserskibe, hvorimod agterenden var plat eller rundgattet. Heller ikke brugte Svionerne sejl, og endelig vare aarerne, som Tacitus maa forstaaes, ikke ligesom hos Romerne anbragte i række gjennem huller i skibssiden, men laa „løse“ ovenpaa denne, saa at man derved og paa grund af fartøjets form med stor lethed kunde ro baade for- og agterover.

Vi komme dernæst til Nydamsbaadene. Som bekjendt, fæstes ikke bordene i disse til spanterne med nagler, men ere gjennem fremstaaende klamper surrede til spanterne med bastetang. Hensigten dermed var efter Engelhardt’s mening, at fartøjets sider fik „større bøjelighed“, saaledes at disse farkoster derved „lettere, end de fastere og mere solide baade, ere gaaede gjennem brændinger og knugende søer“. Hr. Werner formaar derimod (s. 94) ikke „von seemannischen Standpunkte“ at tiltræde denne opfatning. Istedet derfor udtaler han som rimeligst, at det hele maa tilskrives mangel paa jern. Det samme antager han om Gokstadskibet, idet han bemerker (s. 102), at spanterne „sind oben mit eisernen Bolzen [rigtigere: trænagler] an die Planken befestigt, unten aber wie bei jenen durch Tauwerk [rigtigere: vidjer af trærødder] verbunden. Diese Verschiedenheit läszt sieh ebenfalls nur durch Eisenmangel erklären, da sie technisch sonst unverständlich bleibt.“ Om nu end denne jernmangel kunde tænkes i det 4de hundredaar, da Nydamsbaadene bleve til, saa lader den sig dog ikke antage ved Gokstadskibet fra omtr. 900 efter Kristus. Paa en vis maade kunde det da næsten med samme grund siges, at man her i landet i det 12te hundredaar havde mangel paa det nævnte metal, naar det sees, at der i vore stavkirker fra den tid ikke findes anvendt jern undtagen i laase, beslag og nagler paa dørene, medens alle andre befæstelser ske ved hjælp af trænagler.

Dernæst maa berøres den ovennævnte „unwiderlegliche Thatsache“, hvortil forf. støtter sig i sin urigtige oversættelse af Tacitus, idet han ytrer (s. 98), at den i Nydam mose fundne furubaad „endete vorn und hinten in auszerhalb des Bootes vorspringende und je einen Meter lange scharfe Spitzen. Sie können offenbar nur den Zweck gehabt haben als Sporen zum Niederrennen feindlicher Farzeuge zu dienen, und waren wahrscheinlich mit Eisen oder Metall bekleidet, das sich jedoch nicht mehr darauf befand.“ Vistnok støtter han sig her til Engelhardt (Nydam s. 11), som dog ikke udtrykker sig med saa stor sikkerhed om det faktiske; men hvad der siges om sporen, har altid forekommet mig meget apokryfisk, og desværre er vedkommende baad forlængst ødelagt. For det første vilde det nemlig være uden exempel andensteds, at der var spore baade for og agter, idet denne som bekjendt i de sydlandske skibe kun fandtes i forenden. Dernæst maatte det ansees underligt, at dette sporevæsen, hvis det tidligere havde existeret, ikke var bleven nedarvet til vikingetiden, men som bekjendt findes ikke mindste antydning dertil hverken paa Tune- eller Gokstadskibet, og heller ikke nævnes saadant med et ord i de gamle nordiske skrifter. Endelig tror jeg, at saa svagt byggede fartøier som Nydamsbaadene ikke kunde give mange sporestød, om overhovedet noget, uden selv at lide mere end modstanderne. Deres sterke stavnskud vilde ogsaa gjøre det nødvendigt, at sporen maatte springe meget langt frem, og saaledes blive yderst svag i modsætning til de romerske skibe, hvor, som ovenfor antydet, stavnen gik indover ligesom paa pantserskibe. At der ikke kan hentes nogen støtte fra Svionernes skibe, er ovenfor paavist. For mig staar det derfor som klart, at anvendelsen af sporer paa skibene her i norden maa udmønstres af kjendsgjerningernes tal.

Skjønt vi have seet, at hverken Svionernes fartøjer eller Nydamsbaadene havde sejl, kan dog forf. ikke slippe den tanke, at man i de nordlige farvande benyttede saadanne. „Wenn, siger han (s. 100), die beiden Nydam-Boote anch nur zum Rudern eingerichtet waren, so ist damit nicht ausgeschlossen, dasz die alten Sachsen [fra hvem hine baade efter hans mening hidrøre] damals nicht auch Segelfahrzeuge gehabt und nicht auch schon das Lavieren gekannt hätten. Jene Fahrzeuge konnten als besonders schnell für bestimmte Zwecke gebaut, dagegen die Mehrzahl der übrigen mit Segeln versehen sein.“ Hertil kan bemerkes, at saadanne muligheder neppe kunne tillægges synderlig værdi, hvorimod de snarest maa ansees som historiske regnepenge. Som støtte for sin mening anfører han dog, at „nach einigen Stellen der Edda scheint diese Kunst [d. e. das Lavieren] jedoch viele Jahrhunderte von ihren Erfindern geheim gehalten zu sein, und erst sehr spat wurde sie Gemeingut anderer seefahrender Nationen.“ Hvorfra forf. har faaet denne merkelige oplysning, vides ikke, men fra den yngre Edda kan det ikke være, da noget saadant forgjæves vil søges der.

Efterat forf. i visse punkter har sammenlignet Nydams- og Gokstadbaaden, ytrer han s. 103: „Aus der vorstehenden Vergleichung der beiden Boote wird man ersehen, dasz die Fortschritte im nordischen Seewesen während eines Zeitraumes von sechshundert Jahren nur sehr geringe gewesen sind.“ Dette kan kun være resultat af en overfladisk opfatning. I virkeligheden er der ikke liden forskjel mellem begge. I Nydamsbaaden træffes saaledes ingen egentlig kjøl, men kun en flad bundplanke; ingen forbindelse mellem begge langsider; kun keiper med hamlebaand for aarerne; endelig et ror, som kun øverst er fæstet til skroget ved baand. Paa den anden side derimod sees i Gokstadskibet en høj og sterk kjøl; en fast forbindelse mellem begge langsider ved biter eller tvertræer og knæer; huller i selve skibssiden for aarerne; endelig et ror, ved hvis indretning man synes at have opnaaet saa stor fuldkommenhed som mulig, naar det skal anbringes paa siden.[1] Alt dette staar i forbindelse med og er betinget af den store hovedforskjel mellem begge fartøjer, som viser sig i Gokstadskibets mast og sejl. Dette maa da vel kaldes et betydeligt fremskridt. Paa den ene side kun en robaad, som i det højeste turde vove sig ud paa søen til den nærmest synbare kyst Paa den anden side derimod et sejlskib, hvorved man over havet kunde sætte sig i forbindelse med fremmede lande, saaledes et moment af den største kulturhistoriske betydning.

Endelig heder det s. 103–104 om Gokstadskibet:. „Fig. 14 stellt das Wikinger Boot dar, wie es mit Bemastung auf dem Meere ausgesehen haben wird und wie es mit den Angaben der Edda übereinstimmt, welche diese Boote „Drakar“ auch „Snakkar“, Drachen- oder Schlangenschiffe, nennt. Diese Bezeichnungen erhielten sie von den geschnitzten Drachen- oder Schlangenköpfen, mit denen man den .... Vor- und Hintersteven verzierte .... Auch von diesen Verzierungen wurden verschiedene gefunden, und Fig. 15 giebt die Darstellung einer derselben .... Der aufgefundene Drachenkopf ist übrigens zu klein, um zu dem groszen Boote gepaszt zu haben. Wahrscheinlich hat er zu einem der kleineren gehört, und ist der hoch aufragende und über die Schicht blauer Thonerde hinausreichende Stevenzierat des ersteren wahrscheinlich verfault.“ Af denne samling af urigtigheder og forvirrede slutninger skulde altsaa fremgaa, at fordi der var et slags langskibe, som kaldtes dreki, derfor skulde alle langskibe og ligeledes Gokstadskibet være drager! Hertil kommer, at de forefundne planker med udskaarne dyrehoveder aldeles ikke, som paavist i det norske verk, kunne have været anbragte paa stavnene hverken i skibet eller baadene, men derimod maa have tjent som støtte og prydelse for skibets telt. Overhovedet tør det, som ogsaa udtalt paa det anførte sted, ansees mere end tvilsomt, om et saa lidet langskib som Gokstadskuden kan have været udstyret med hoved paa forstavnen. Ogsaa i flere andre stykker kan forfatterens illustration ansees som noget nær umulig. Paa et vikingeskib, der, som det her fremstilles, stryger over havet for en god bris, blev der ikke roet; desuden gik det ikke an, som det her sees, at bruge aarerne samtidigt med, at skibet var behængt med skjolde, da disse dækkede over aarehullerne. Hele denne illustration er derfor kun et fantasibillede, som ikke havde noget tilsvarende i virkeligheden.

23 juni 1884.

N. Nicolaysen.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Jeg ved ikke, om det ellers viser sig, hvorledes roret var forbundet med skroget i oldtidens middelhavsfartøjer. Men af Apostlernes Gjerninger XXVII, 40 kan dette sees. Naar det nemlig der siges, at før sejlene heistes for at sætte skibet paa land, bleve „rorbaandene“ „løsnede“, saa skede dette naturligvis for at hindre roret eller rorene (thi der var vel to) fra at tage bund og saaledes stoppe skibet. Hvad vi her se, er følgelig det samme, som i sagaerne kaldes at lægge roret af lag. Ogsaa paa hine skibe vare rorene altsaa fæstede til siden med „hamlebaand“. (Jfr. Langskib. f. Gokstad, s. 19.)