Bibelen (1891)/Profeten Amos

←Profeten Joel

Profeten Amos av Profeten Amos

Profeten Obadias→

Indeks over scannede sider

1. KAPITEL.

Amos, en Hyrde fra Tekoa, som profeterede i Ussias’s og Jeroboam den Andens Tid, 1, forkynder en svær og almindelig Herrens Vredesom, 2. Denne Dom skal komme over Damaskus og Syrien, 3-5, over Filisterne, 6-8, over Tyrus, 9. 10, over Edom, 11. 12, og over Ammons Børn, 13-15. Alle disse Israels Nabofolk skulle straffes for de Misgjerninger, de have svet mod Israel af Had til det som Guds Folk.

 

DE Ord, som Amos, der var iblandt Hyrderne fra Tekoa, skuede over Israel i de Dage, da Ussias var Konge i Juda og Jeoboam, Joas’s Søn, Konge i Israel, to Aar før Jordskjælvet.
² Han sagde: Herren skal brøle fra Zion og lade sin Røst høre fra Jerusalem, og Hyrdernes Græsgange skulle sørge, og Karmels Top blive tør.
³ Saa siger Herren: For tre Misgjerninger af Damaskus og for fire vil jeg ikke tage det^[1] tilbage, forde de tærskede Gilead med Tærskeslæder af Jern^[2];
⁴ men jeg vil sende Ild i Hasaels Hus, og den skal fortære Benhadads Paladser,

⁵ og jeg vil sønderbryde Damaskus’s Bom og udrydde Beboerne af Avens Dal og den, som holder SPiret, af Bet-Eden; og Syriens Folk skal bortføres til Kir, siger Herren.
⁶ Saa siger Herren: For tre Misgjerninger af Gasa og for fire vil jeg ikke tage det tilbage, fordi de bortførte Fanger i fuldt Tal for at overgive dem til Edom;
⁷ men jeg vil sende Ild paa Gasas Mur, og den skal fortære dets Paladser,
⁸ og jeg vil udrydde Indbyggerne af Asdod og den, som holder Spiret, af Skalon, og jeg vil vende min Haand mod Ekron, og hvad der er tilovers af Filisterne, skal gaa tilgrunde, siger den Herre Herre.
⁹ Saa siger Herren: For tre Misgjerninger af Tyrus og for fire vil jeg ikke tage det tilbage, fordi de overgave Fanger i fuldt Tal til Edom og ikke kom Broderpakten i Hu;
¹⁰ men jeg vil sende Ild paa Tyrus’s Mur, og den skal fortære dets Paladser.
¹¹ Saa siger Herren: For tre Misgjerninger af Edom og for fire vil jeg ikke tage det tilbage, fordi han forfulgte sin Broder med Sverd og kvalte sin Bermhjertighed, og hans Vrede sønderrev altid, og sin Harme bevarede han evindelig;
¹² men jeg vil sende Ild i Teman, og den skal fortære Bozras Paladser.
¹³ Saa siger Herren: For tre Misgjerninger af Ammons Børn og for fire vil jeg ikke tage det tilbage, fordi de opskare de frugtsommelige Kvinder i Gilead for at udvide sit Landemærke;
¹⁴ men jeg vil stikke Ild paa Rabbas Mur, og den skal fortære dets Paladser, under Hærskrig paa Kampens Dag, i Storm paa Hvirvelvindens Dag,
¹⁵ og deres Konge skal vandre i Fangenskab, han og hans Fyrster tilhobe, siger Herren.

2. KAPITEL.

Profeten forkynder Herrens Straffedom over Moab for lignende Misgjerninger, 1-3, over Juda for dets Overtrædelse af Herrens Lov og særlig for dets Afgudsdyrkelse, 4. 5, og endelig over Israel (de ti Stammer); han skildrer de forfærdelige Synder og Laster, der gaa i Svang indenfor det, 6-8, trods de store Velgjerninger, Herren har bevist det, 9-12, og truer det med haard Trængsel, som Ingen skal kunne unddrage sig, 13-16.

 

SAA siger Herren: For tre Misgjerninger af Moab og for fire vil jeg ikke tage det tilbage, fordi det brændte Edoms Konges Den til Kalk;
² men jeg vil sende Ild i Moag, og den skal fortære Kerijots Paladser, og Moab skal dø i Krigsbulder, under Hærskrig, under Basunens Lyd,
³ og jeg vil udrydde Dommeren af dets Midte, og alle dets Fyrster vil jeg ihjelslaa tilligemed ham, siger Herren.
⁴ Saa siger Herren: For tre Misgjerninger af Juda og for fire vil jeg ikke tage tilbage, fordi de foragtede Herrens Lov og ikke holdt hans Bud, og deres Løgne^[3], efter hvilke deres Fædre havde vandret, førte dem vild;
⁵ men jeg vil sende Ild i Juda, og den skal fortære Jerusalems Paladser.
⁶ Saa siger Herren: For tre Misgjerninger af Israel og for fire vil jeg ikke tage det tilbage, fordi de sælge en Retfærdig for Penge og en Fattig for et Par Sko,
⁷ de, somm hige efter Jordens Støv paa de RInges Hoved og forvende Sagtmodiges Vei; og en Mand og hans Fader gaa til samme Pige for at vanhellige mit hellige Navn,
⁸ og paa pantsatte Klæder strække de sig ved hvert Alter, og Vin, som de have taget i Bøder, drikke de i sin Guds Hus.
⁹ Og jeg udryddede dog Amoriten for deres Aasyn, ham, hvis Høide var som Cederes Høide, og som var stærk som Ege, og jeg ødelagde hans Frugt oventil og hans Rødder nedentil,
¹⁰ og jeg førte eder op fra Ægyptens Land, og jeg ledede eder i Ørkenen i firti Aar, forat I skulde tage Amoritens Land i Eie,
¹¹ og jeg opreiste Sønner af eder til Profeter og unge Mænd af eder til Nasiræere. Er det ikke saa, I Israels Børn? siger Herren.
¹² Men I fik Nasiræerne til at drikke Vin, og Profeterne bøde I og sagde: I skulle ikke profetere.
¹³ Se, jeg vil knuge eder ned, ligesom en Vogn, fuld af Kornbaand, knuger ned,
¹⁴ og Tilflugt skal forsvinde for den Lette, og den Stærke skal ikke lægge Kraft i sin Styrke, og den Vældige skal ikke redde sit Liv,
¹⁵ og den, som fører Buen, skal ikke holde Stand, og den, som er let paa sine Fødder, skal ikke redde sit Liv, og den, som rider paa Hesten, skal ikke redde sit Liv,
¹⁶ og den, som er modigst iblandt de Vældige, skal fly nøgen paa den Dag, siger Herren.

3. KAPITEL.

Herren har udvalgt Israel fremfor alle Folk; derfor vil han ogsaa straffe det for alle dets Synder, 1 .2. Profeten er berettiget til at forkynde det Straffen, og han og han kan ikke undlade at gjøre det, da Herrens Kald er uimodstaaeligt, 3-8. Han opfordrer Hedningerne til at forsamle sig som Vidner til Samarias Misgjerninger, 9. 10: For disse Misgjerningers Skyld skulle Fiender fra alle Kanter komme over Israel, saa kun nogle Faa af det skulle frelses, og dets Afgudsaltere og herlige Paladser skulle ødelægges, 11-15.

 

HØRER dette Ord, som Herren har talt over eder, Israels Børn, over hele den Slægt, jeg har ført op fra Ægyptens Land:
² Kun eder har jeg kjendt^[4] af alle Jordens Slægter; derfor vil jeg hjemsøge eder for alle eders Misgjerninger.
³ Gaa vel To sammen, udenat de have aftalt det med hinanden?
⁴ Brøler vel en Løve i Skoven, udenat den har noget Rov? Lader vel en ung Løve sin Røst høre fra sin Hule, udenat den har fanget Noget?
⁵ Falder vel en Fugl i en Snare, paa Jorden, udenat nogen Snare er sat for den? Farer vel en Snare op fra Jorden, udenat den fanger Noget?
⁶ Eller stødes der vel i Basun i en Stad, udenat Folket forærdes? Eller sker der vel en Ulykke i en Stad, udenat Herren har gjort den?
⁷ Thi den Herre Herre gjør ikke Noget, udenat han har aabenbaret sit hemmelige Raad for sine Tjenere, Profeterne
⁸ En Løve brøler, hvo skulde ikke frygte? Den Herre Herre taler, hvo skulde ikke profetere?
⁹ Udraaber i Paladserne i Asdod og i Paladserne i Ægyptens Land og siger: Samler eder paa Samarias Bjerge og ser den megen Tummel i dets Midte og Undertrykkelserne i dets Indre!
¹⁰ Og de vide ikke at gjøre, hvad ret er, siger Herren, de, som opdynge Skatte af Vold og Ødelæggelse i sine Paladser.
¹¹ Derfor, saa siger den Herre Herre: Fiende^[5], — og det trindt omkring Landet! Og han skal styrte din Magt ned fra dig, og dine Paladser skulle udplyndres.
¹² Saa siger Herren: Ligesom en Hyrde redder to Læggeben eller en Ørelap af Løvens Gab, saaledes skulle Israels Børn reddes, de, som sidde i Samaria i Hjørnet af Løibænken og paa Damaskes Bolstere.
¹³ Hører og vidner mod Jakobs Hus, siger den Herrre Herre, Hærskarernes Gud:
¹⁴ Paa den Dag, jeg hjemsøger Israel for dets Misgjerninger, da vil jeg hjemsøge Betels Altere, og Alterets Horn skulle afhugges og falde til Jorden,
¹⁵ og jeg vil sønderslaa Vinterhuset tilligemed Sommerhuset, og Elfenbenshusene skulle gaa tilgrunde, og mange HUse forsvinde, siger Herren.

4. KAPITEL.

Samarias overdaadige Kvinder, for hvis Skyld de Fattige undertrykkes, skulle paa en formædelig Maade føres bort som Fanger, 1-3. Lad Israel kun vedblive at drive sin Afgudsdyrkelse, for hvilken Herren allerede Gang paa Gang og altid haardere har straffet det, udenat det derved er blevet bragt til Omvendelse, 4-11. Det maa nu være beredt paa at møde den almægtige og alvidende Herre, der vil komme for at holde Dom over det, 12. 13.

 

HØRER dette Ord, I Basans Kjør, som ere paa Samarias Bjerg, I, som trykke de Ringe, som knuse de Fattige, som sige til eders Herrer: Skaf dog hid, forat vi kunne drikke!
² Den Herre Herre har svoret ved sin Hellighed: Se, Dage komme over eder, da man skal slæbe eder bort med Hager og den sidste Levning af eder med Fiskekroge,
³ og gjennem Murbruddene skulle I gaa ud, hver lige frem for sig, og I skulle blive slængte hen i Paladset^[6], siger Herren.
⁴ Gaar til Betel og synder, til Gilgal og synder tilgavn, og bringer hver Morgen eders Slagtoffere, hver tredje Dag eders Tiender,
⁵ og lader Røg af syret Brød opstige som Takoffer og udraaber frivillige Offere, kundgjører det! Thi Saadant gjøre I gjerne, I Israels Børn, siger den Herre Herre.
⁶ Og jeg har dog givet eder rene Tænder i alle eders Byer og Mangel paa Brød paa alle eders Steder; men I have ikke omvendt eder til mig, siger Herren.
⁷ Og jeg har dog forholdt eder Regnet, da der endnu var tre Maaneder til Høsten, og har ladet det regne over en Stad, medens jeg ikke lod det regne over en anden; et Stykke fik Regn, og et andet Stykke, hvorpaa det ikke regnede, blev fortørket,
⁸ og to, tre Stæder vankede hen til een Stad for at drikke Vand og fik dog ikke nok; men I have ikke omvendt eder til mig, siger Herren.
⁹ Jeg har slaaet eder med Brand og Vissenhed i Kornet, eders mangfoldige Haver og Vingaarde og Figentræer og Oljetræer fortærede Græshoppen; men I have ikke omvendt eder til mig, siger Herren.
¹⁰ Jeg har sendt Pest iblandt eder efter Ægyptens Vis, jeg har ihjelslaaet eders unge Mænd med Sverd, paa samme Tid, som eders Heste bleve fangne, og jeg lod Stanken af eders Leire stige op i eders Næse; men I have ikke omvendt eder til mig, siger Herren.
¹¹ Jeg har omstyrtet Stæder iblandt eder, saaledes som Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra, og I bleve som en Brand, reddet af Ilden; men I have ikke omvendt eder til mig, siger Herren.
¹² Derfor vil jeg gjøre saaledes^[7] med dig, Israel! — Efterdi jeg vil gjøre dette med dig, saa bered dig til at møde din Gud, Israel!
¹³ Thi se, han, som sanner Bjerge og skaber Vind og kundgjør et Menneske, hvad hans Tanke er, som gjør Morgenrøde til Mørke og træder paa Jordens Høider, — Herren, Hærskarernes Gud, er hans Navn.

5. KAPITEL.

Profeten istemmer en Klagesang over Israels forestaaende Fald og begrunder den med, at den største Del af Folket skal omkomme, 1-3. Dette skal ske, fordi Israel istedetfor at følge Herrens Formaning til at søge ham og afstaa fra Afgudsdyrkelsen træder Retten under Fødder uden Frygt for ham, den almægtige Gud, og hans uimodstaaelige Domme, og er ubarmhjertigt mod de Fattige, 4-12. Det nytter vistnok ikke at tale i en saa ond Tid, som den nærværende; alligevel maa Profeten formane Folket til at beflitte sig paa Retfærdighed; muligens vil det da finde Naade hos Gud og undgaa Undergangen. For Alt, hvad det hidtil har syndet, skal Herren hjemsøge det og opfylde det med Sorg og Klage, 13-17. Profeten udraaber et Ve over Israel, so uden Anelse om Herrens Dags FOrfærdelighed begjærer dens Komme i Tillid til sin udvortes, hykkelske Gudstjeneste. herren vil ikke vide af denne, men skal alde en Alt borttrykkende og ødelæggende Dom komme over Folket, som allerede i Ørkenen har drevet Afguderi og ny skal blive ført langt bort fra sit Land, 18-27.

 

HØRER dette Ord, en Klagesang, som jeg istemmer over eder, o Israels Hus!
² Hun er falden, skal ikke reise sig mere, Jomfruen Israel; hun er kastet ned paa sin Jord, der er Ingen, som reiser hende op.
³ Thi saa siger den Herre Herre: Den Stad, af hvilken Tusinde drage ud, skal beholde Hundrede tilovers, og den, af hvilken Hundrede drage ud, skal beholde Ti tilovers for Israels Hus.
⁴ Thi saa siger Herren til Israels Hus: Søger mig, saa skulle I leve!
⁵ Søger ikke Betel og kommer ikke til Gilgal og vandrer ikke over til Be’erseba! Thi Gilgal skal blive bortført og Betel komme i Elendighed.
⁶ Søger Herren, saa skulle I leve! Ellers skal han komme over Josefs Hus som en Ild, og den skal fortære, udenat Betel har Nogen, som slukker!
⁷ De, som forvende Ret til Malurt og kaste Retfærdighed til Jorden!

⁸ Han, som skaber Syvstjernen og Orion og omskifter Dødskygge til Morgen og formørker Dag til Nat, han, som kalder paa Havets Vande og øser dem ud over Jorden, — Herren er hans Navn!
⁹ Han, som lader Ødelæggelse lyne frem mod den Stærke og Ødelæggelse komme over den faste Borg!
¹⁰ De hade i Porten den, som revser, og den, som fører ulastelig Tale, afsky de.
¹¹ Derfor, fordi I træde paa den Fattige og tage afgift i Korn af ham, saa have I vel bygget Huse af huggen Sten, men skulle ikke bo i dem, saa have I vel plantet lystelige Vingaarde, men skulle ikke drikke deres Vin.
¹² This jeg ved det: Mange ere eders Overtrædelser, og talrige eders Synder; I trænge den Retfærdige, tage imod Sonepenge og bøie Retten for de Fattige i Porten.
¹³ Derfor, den, som er klog, han tier i denne Tid; thi det er en ond Tid.
¹⁴ Søger det Gode og ikke det Onde, forat I maa leve, og saaledes være Herren, Hærskarernes Gud, med eder, som I have sagt.
¹⁵ Hader det Onde og elsker det Gode og lader Ret staa fast i Porten! Kanskje Herren, Hærskarernes Gud, vil være Josefs Levning naadig.
¹⁶ Derfor, saa siger Herren, Hærskarernes Gud, Herren: Paa alle Gader skal der være Veklage, og i alle Stræder skal man sige: Ve, ve! Og man skal kalde Agerdyrkeren til Sorg, og til dem, som ere kyndige i Sørgesang, skal man raabe: Veklager!
¹⁷ Og i alle Vingaarde skal der være Veklage; thi jeg vil gaa midt igjennem dig, siger Herren.
¹⁸ Ve dem, som stunde efter Herrens Dag! Hvad skulle I da med Herrens Dag? Den er Mørke og ikke Lys,
¹⁹ som naar En flygter for en Løve, og en Bjørn møder ham, og han kommer ind i sti Hus og støtter sin Haand mod Væggen, og en Slange bider ham.
²⁰ Er ikke Herrens Dag Mørke og ikke Lys, bælmørk og uden Skin?
²¹ Jeg hader, foragter eders Fester, og jeg har ikke Behag i eders Festforsamlinger;
²² thi om I end ofre mig Brændoffere og Madoffere, finder jeg dog ikke Behag i dem, og Takofferne af eders Gjødkalve ser jeg ikke paa.
²³ Bort fra mig med dine Sanges Larm! Dine Harpers Spil vil jeg ikke høre.
²⁴ Men Dom skal velte frem som Vande, og Retfærdighed som en altid strømmende Bæk.
²⁵ Have I bragt mig Slagtoffere og Madoffere i Ørkenen i firti Aar, o Israels Hus?
²⁶ Nei, men I have baaret eders Konges^[8] Telt og eders Billeders Stillads, eders Guds Stjerne, som I havde gjort eder.
²⁷ Og jeg vil føre eder bort i Fangenskab bortenfor Damaskus, siger han, hvis Navn er Herren, Hærskarernes Gud.

6. KAPITEL.

Profeten raaber Ve over det rige og blomstrende Israels sorgløse Høvdinger i Jerusalem og Samaria, som ikke ville tro, at Dommen er nær, undertrykke de Svage og føre et Liv, fuldt af Overdaadighed, uden Tanke paa Folkets nærforestaaende Undergang, 1-6. Han forkynder Israel, at Herren til Straf for dets Ugudelighed vil lade et fremmed Folk, som det med al sin Magt ikke vil kunne modstaa, komme over det, plage det haardt, ødelægge dets Rige og føre det bort i Landflygtighed, 7-14.

 

VE de Trygge paa Zion og de Sorgløse paa Samarias Bjerg, de Fornemme blandt det ypperste af Folkene, dem, til hvem Israels Hus kommer!
² Drager over til Kalne i ser, og gaar derfra til det store Hamat, og stiger ned til Filisternes Gat! Mon de ere bedre end disse Riger, eller ders Land større end eders Land?
³ I, som jage den onde Dag langt bort og flytte Volds Sæde nær til eder^[9], —

⁴ disse, som ligge paa Elfenbens Løibænke og dovne sig paa sine Leier, og som æde Lam af Hjorde og Kalve fra Gjødstien,
⁵ som synge Tøv til Harpens Lyd og have optænkt sig Strengeleg, ligesom David,
⁶ som drikke Vin af Skaaler og salve sig med den ypperste Olje, men ikke sørge over Josegs Skade.
⁷ Derfor skulle de ny vandre ud af Landet fremst blandt de Bortvandrende, og med Skraalet af dem, som dovne sig, skal det være forbi.
⁸ Den Herre Herre har svoret ved sig selv, siger Herren, Hærskarernes Gud: Jeg afskyr Jakobs Stolthed og hader hans Paladser, og jeg vil overgive Staden og Alt, hvad der er i den.
⁹ Og det skal ske, om ti Mænd blive tilovers i eet Hus, daa skulle de dø.
¹⁰ Og en Mands nærmeste Slægtning, som skal brænde ham^[10], skal tage ham for at bære Benene ud af Huset, og han skal sige til den, som er i Husets inderste Krog: Er der endnu Nogen hos dig? Da skal han sige: Hys! Herrens Navn maa ikke nævnes!
¹¹ Thi se, Herren byder, og man slaar det store Hus, saa det synker i Grus, og det lille Hus, saa det revner.
¹² Mon Heste løbe paa Klippen, eller pløier man den med Okser? — siden I have forvendt Ret til en Giftplante og Retfærdigheds Frugt til Malurt.
¹³ I, som glæde eder over, hvad der ikke er til, som sige: Er det ikke ved vor Styrke, vi have skaffet os Vælde?
¹⁴ Thi se, jeg opreiser et Folk mod eder, Israels Hus, siger Herren, Hærskarernes Gud, og de skulle trænge eder fra Egnen henimod Hamat indtil den øde Marks Bæk.

7. KAPITEL.

Profeten ser to Syner, hvoraf det første betegner, at Herren aldeles vil ødelægge Israel, og det andet, at han vil gjøre det Samme med ISrael og hele Folkeverdenen, og bevæger under begge Syner ved sin Forbøn Herren til at spare hans Folk, 1-6. Derefter ser han et tredje Syn, der ligeledes betegner Israels Undergang. Under dette erklærer Herren ham, at han ikke længer vil spare det, men ødelægge dets afgudiske Helligdomme og lade Jeroboams Hus omkomme ved Sverd, 7-9. Presten i Betel, Amazja, anklager Amos for Jeroboam og vil ikke taale, at han profeterer i Israels Land; Profeten foreholder ham, at Herren dertil har kaldet ham, og forkynder Herrens Straf over Amazja og hans Hus, 10-17.

 

SAADANT lod den Herre Herre mig se: Se, der var En, som dannede Græshopper, da Hoen begyndte at skyde op, og se, der var Ho efter Kongens Høslæt.
² Og det skede, da de vare færdige med at fortære Landets Urter, da sagde jeg: Herre Herre, tilgiv dog! Hvorledes skal Jakob kunne blive staaende? Thi han er liden.
³ Herren angrede det. Det skal ikke ske, sagde Herren.
⁴ Saadant lod den Herre Herre mig se: Se, den Herre Herre kaldte paa Ild til Straf, og den fortærede det store Vanddyb, og den fortærede Arvelodden.
⁵ Da sagde jeg: Herre Herre, hold dog op! Hvorledes skal Jakob kunne blive staaende? Thi han er liden.
⁶ Herren angrede det. Heller ikke det skal ske, sagde den Herre Herre.
⁷ Saadant lod han mig se: Se, Herren stod paa en lodret Mur, og i hans Haand var et Blylod.
⁸ Og Herren sagde til mig: Hvad se du, Amos? Og jeg sagde: Et Blylod. Og Herren sagde: Se, jeg vil bruge Blylod midt iblandt mit Folk Israel; jeg vil ikke mere blive ved at gaa dets Synd forbi.
⁹ Og Isaks Høie skulle ødelægges, og Israels Helligdomme synke i Grus, og jeg vil reise mig mod Joroboams Hus med Sverd.
¹⁰ Da sendte Amazja, Presten i Betel, Bud til Jeroboam, Israels Konge, og lod sige: Amos har stiftet en Sammensværgelse mod dig midt i Israels Hus; Landet kan ikke udholde alle hans Ord.
¹¹ Thi saa har Amos sagt: Jeroboam skal dø ved Sverd, og Israel skal vorde bortført fra sit Land.
¹² Og Amazja sagde til Amos: Du Seer! Gak bort, fly du til Judas Land og æd der dit Brød, og der kan du profetere!
¹³ Men i Betel skal du ikke mere blive ved at profetere; thi det er Kongens Helligdom, og det er Rigets Hus.
¹⁴ Da svarede Amos og sagde til Amazja: Jeg er ikke nogen Profet, heller ikke nogen Profets Søn^[11], men en Fæhyrde og En, som plukker Morbærfigen.
¹⁵ Men Herren tog mig fra Hjorden, og Herren sagde til mig: Gaa hen, profeter for mit Folk Israel!
¹⁶ Og nu, hør Herrens Ord! Du siger: Du skal ikke profetere mod Israel og ikke prædike mod Isaks Hus.
¹⁷ Derfor saa siger Herren: Din Hustru skal bedrive Hor i Staden, og dine Sønner og dine Døtre skulle falde for Sverd, og din Jordlod skal deles med Maalesnor, og du selv skal dø i et urent Land, og Israel skal vorde bortført fra sit Land.

8. KAPITEL.

Amos ser et nyt Syn, som betegner, at Israel er modent til Dommen, og dets Ende er kommen, saa Hyl over de mange Ihjelslagne skal træde istedetfor den Jubel, som nu hersker i Paladserne, 1-3. For de Riges Ubarmhjertigheds, Gjerrigheds og Bedrageries Skyld skal Herren pludselig lade en svær Ulykkens Nat komme over Landet og omskifte Folkets Glæde til den dybeste Sorg, 4-10. I denne Tid skulle de, som nu dyrke Afguderne, i sin store Nød ivrig søge efter Herrens Ord, men ikke finde det og forgaa i sin Elendighed, 11-14.

 

SAADANT lod den Herre Herre mig se: Se, der var en Kurv med moden Frugt.
² Og han sagde: Hvad ser du, Amos? Og jeg sagde: En Kurv med moden Frugt. Da sagde Herren til mig: Enden er kommen for mit Folk Israel; jeg vil ikke mere blive ved at gaa dets Synd forbi.
³ Og Paladsets Sange skulle blive til Hyl paa den Dag, siger den Herre Herre; mange ere de døde Kroppe, paa alle Steder kaster man dem hen i Stilhed.
⁴ Hører dette, I, som hige efter at opsluge den Fattige og gjøre Ende paa de Sagtmodige i Landet,
⁵ idet I sige: Naar vil Nymaanen være forbi, saa vi kunne sælge Korn, og Sabbaten, saa vi kunn aabne Kornoplaget for at gjøre Efaen liden og Sekelen stor og forfalske Vegten
⁶ og kjøbe de Ringe for Penge og den Fattige for et Par Sko og sælge Affald af Korn?
⁷ Herren har svoret ved Jakobs Stolthed: Jeg skal til evig Tid ikke glemme alle deres Gjerninger.
⁸ Skal ikke herover Jorden bæve, og hver den, som bor paa den, sørge, og hele Jorden stige som Strømmen og drives i Veiret og sænkes som Ægyptens Strøm?
⁹ Og det skal ske paa den Dag, siger den Herre Herre, da vil jeg lade Solen gaa ned om Middagen og gjøre det mørkt for Jorden ved høilys Dag.
¹⁰ Og jeg vil omskifte eders Høitider til Sorg og alle eders Sange til Veklage, og jeg vil bringe Sæk over alle Lænder og gjøre hvert Hoved skaldet; og jeg vil gjøre Folket til idel Sorg, som over en eenbaaren Søn, og gjøre dets Ende som en bitter Dag.
¹¹ Se, Dage komme, siger den Herre Herre, da jeg sender Hunger i Landet, ikke Hunger efter Brød og ikke Tørst efter Vand, men efter at høre Herrens Ord.
¹² Og de skulle vanke om fra Hav til Hav og fra Norden og til Østen; de skulle fare omkring for at søge efter Herrens Ord, men de skulle ikke finde det.
¹³ Paa den Dag skulle de deilige Jomfruer og de unge Mænd vansmægte af Tørst,
¹⁴ de, som sværge ved Samarias Synd^[12] og sige: Saasandt din Gud lever, Dan, og saasandt Be’ersebas Skrik lever! Og de skulle falde og ikke reise sig mere.

9. KAPITEL.

Profeten ser endnu et Syn, som betegner, at Herren skal ødelægge hele Israel (de ti Stammer og Juda). Intet skal kunne redde dem af Herrens Haand, thi han er den almægtige Gud og Verdens Dommer, og Israel er blevet Hedningerne ligt. Dog skal det ikke blive aldeles tilintetgjort; kun den vantroe og ugudelige Hob skal omkomme, medens ingen From skal gaa fortabt, 1-10. Efter Dommen skal Herren i Messias opreise Davids faldne Hus, og under ham som Konge skal Guds Folk samle. Hedningerne indlemmes i hans Rige, og en Fylde af Velsignelse fra Herren blive dette Riges Medlemmer til Del, 11-15.

 

JEG saa Herren staa paa Alteret, og han sagde: Slaa Søileknapperne, saa Dørtærsklerne skjælve, og knus dem ned over deres alles Hoved, og den sidste Levning af dem vil jeg ihjelslaa med Sverd; ikke skal nogen Flygtende af dem fly, og ikke nogen Undsluppen af dem undkomme.
² Bryde de ind i Dødsriget, saa skal min Haand hente dem derfra, og fare de op til Himmelen, skal jeg styrte dem ned derfra,
³ og skjule de sig paa Karmels Top, skal jeg oplede dem og hente dem derfra, og gjemme de sig for mine Øine paa Havets Bund, skal jeg derfra opbyde Slangen, og den skal bide dem,
⁴ og vandre de i Fangenskab for sine Fienders Aasyn, skal jeg derfra opbyde Sverdet, og det skal slaa dem ihjel; jeg skal rette mit Øie paa dem til det Onde og ikke til det Gode.
⁵ Og den Herre Herre, Hærskarernes Gud, er den, som rører ved Jorden, og den smelter, og Alle, som bo paa den, sørge, og hele Jorden stiger som Strømmen og synker som Ægyptens Strøm, —
⁶ han er den, som har bygget sine høie Sale i Himmelen og grundfæstet sin Hvælving over Jorden, — han er den, som kalder paa Havets Vande og øser dem ud over Jorden; Herren er hans Navn.
⁷ Mon I ikke ere mig som Ætiopernes Børn, o Israels Børn? siger Herren; har jeg ikke ført Israel op fra Ægyptens Land og Filisterne fra Kaftor og Syrerne fra Kir?
⁸ Se, den Herre Herres Øine ere mod det syndige Rige, og jeg vil udslette det af Jorden; kun vil jeg ikke aldeles udslette Jakobs Hus, siger Herren.
⁹ Thi se, jeg byder og lader ryste Israels Hus blandt alle Folkeslag, ligesom man ryster med et Sold, og der falder intet Korn til Jorden.
¹⁰ Ved Sverd skulle de dø, alle Syndere blandt mit Folk, de, som sige: Ulykken skal ikke naa os eller indhente os.
¹¹ Paa den Dag vil jeg opreise Davids faldne Hytte, og jeg vil tilmure dens Revner og opreise, hvad der er nedbrudt af den, og bygge den som i fordums Dage,
¹² forat de skulle tage i Eie, hvad der bliver tilovers af Edom, og alle de Hedningefolk, som vorde kaldte med mit Navn, siger Herren, som gjør dette.
¹³ Se, Dage komme, siger Herren, da Plogmanden skal naa Høstmanden, og den, som træder Vindruer, naa den, som udkaster Sæden, og Bjergene skulle dryppe af Most, og alle Høiene flyde.
¹⁴ Og jeg vil gjøre Ende paa mit Folk Israels Fongenskab, og de skulle opbygge ødelagte Stæder og bo der og plante Vingaarde og drikke deres Vin og opdyrke Haver og æde deres Frugt.
¹⁵ Og jeg vil plante dem i deres Land, og de skulle ikke mere oprykkes af sit Land, som jeg har givet dem, siger Herren, din Gud.

---

1. hvad jeg har besluttet: V. 4. 5.
2. 2 Sam. 12, 31. Es. 28, 27. 28; 41, 14.
3. d.e. Afguder.
4. Hos. 13, 5.
5. skal komme.
6. Seierherrens Palads.
7. 2, 13 fg. 3, 11 fg. 4, 2 fg.
8. d. e. Moloks.
9. I ville Intet høre om Straffens Dag, og dog lade I Vold og Uret raade blandt eder.
10. fordi Mængden af de Døde 3, 3 gjør det umuligt at begrave dem.
11. d. e. Discipel; 1 Kong. 20, 35. 2 Kong. 2, 3. 5. 7.
12. Afgud; 5 Mos. 9, 21. 1 Kong. 12, 29.